Lov om ændring af lov om politiets virksomhed og lov om vagtvirksomhed (Styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalitet i nattelivszoner og udvidelse af adgangen til at udøve vagtvirksomhed på offentlige områder) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af lov om politiets virksomhed og lov om vagtvirksomhed (Styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalitet i nattelivszoner og udvidelse af adgangen til at udøve vagtvirksomhed på offentlige områder) § 2

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 56, stk. 2, 1. pkt., at udsættelsen (af fuldbyrdelsen) betinges af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at han overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af § 57.

Det foreslås i § 56, stk. 2, 1. pkt., at indsætte en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 57 a, der indfører et nyt særvilkår om økonomisk kontrol.

Der er tale om en konsekvensændring. Forslaget indebærer, at det foreslåede særvilkår efter straffelovens § 57 a får samme virkning som øvrige særvilkår efter straffelovens § 57 i relation til, at udsættelsen tillige betinges af, at den dømte overholder de vilkår, som måtte være fastsat efter § 57 a.

Til nr. 2

Straffelovens § 57 indeholder generelle regler om de tillægsvilkår, som retten kan fastsætte i tilknytning til en betinget dom.

Efter straffelovens § 57, 1. pkt., kan retten således som vilkår for udsættelsen af straf bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne skal undergives tilsyn. Endvidere kan retten efter straffelovens § 57, 2. pkt., fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige (såkaldte særvilkår).

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i straffelovens § 57 a, stk. 1, hvorefter retten som vilkår for straffens udsættelse kan bestemme, at personer mellem 18 og 25 år, der idømmes en betinget dom for overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 a, § 119 b, § 123, § 134 a, § 244, stk. 1, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 266, § 291 eller overtrædelse af lov om euforiserende stoffer for så vidt angår salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg, skal opnå tilsynsmyndighedens godkendelse af økonomiske dispositioner, der overstiger en beløbsgrænse, der fastsættes af retten, og rette sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om at anvende indtægter og formue til at indfri gæld til det offentlige.

Den foreslåede bestemmelse i § 57 a, stk. 1, indebærer, at der indføres et nyt særvilkår, der retter sig mod unge mellem 18 og 25 år, som idømmes en betinget dom for de i bestemmelsen nævnte lovovertrædelser.

Det foreslåede særvilkår kan bl.a. idømmes i sager, hvor personer idømmes en betinget dom for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer for så vidt angår salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg. Omfattet er således sager om salg af alle former for ulovlige euforiserende stoffer og besiddelse med henblik på salg, jf. herved straffelovens § 21. Endvidere omfattes vederlagsfri overdragelse af ulovlige euforiserende stoffer – f.eks. uddeling af vareprøver – med henblik på senere salg.

Den foreslåede ordning omfatter forsøg på og medvirken til de nævnte lovovertrædelser, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Vedrører en betinget dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet af den foreslåede § 57 a, skal der foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af den foreslåede § 57 a, i sig selv begrunder et særvilkår om økonomisk kontrol. Hvis den unge f.eks. idømmes en betinget fængselsstraf for hærværk og dokumentfalsk, og det alene er overtrædelsen vedrørende dokumentfalsk, der er udslagsgivende for den betingede straf, fordi hærværksovertrædelsen isoleret set ville medføre en bødestraf, kan der ikke fastsættes et særvilkår om økonomisk kontrol.

Den foreslåede ordning omfatter ikke dom til anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 eller forvaring efter straffelovens § 70. Endvidere omfatter ordningen ikke kombinationsdomme i medfør af straffelovens § 58 eller betingede domme, hvor der fastsættes vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens 62, stk. 1.

Det er den tiltaltes alder på gerningstidspunktet, der er afgørende for, om den aldersmæssige betingelse er opfyldt. Hvis den unge f.eks. var 25 år på gerningstidspunktet, men er fyldt 26 år på tidspunktet for dommens afsigelse, er den pågældende omfattet af den foreslåede ordning.

Det forudsættes, at der som det klare udgangspunkt skal fastsættes et særvilkår om økonomisk kontrol efter den foreslåede bestemmelse, når den pågældende idømmes en betinget fængselsstraf for en eller flere af de bestemmelser, som er oplistet i det foreslåede stk. 1, og hvor den aldersmæssige betingelse er opfyldt.

Den tiltaltes økonomiske forhold skal ikke tillægges betydning i forhold til vurderingen af, om der skal fastsættes et særvilkår om økonomisk kontrol. Der skal derfor i almindelighed fastsættes vilkår om økonomisk kontrol, uanset om den tiltalte ikke har en indkomst eller kun har en beskeden indkomst på tidspunktet for domsafsigelsen. Tilsvarende gælder for tiltaltes eventuelle formue.

Det er heller ikke en betingelse for at fastsætte et særvilkår om økonomisk kontrol, at der er udarbejdet en personundersøgelse.

Domstolene kan dog undtagelsesvist undlade at fastsætte vilkår om økonomisk kontrol som led i en betinget dom. Det kan f.eks. ske i tilfælde, hvor den tiltalte varigt er uden fast bopæl, eller hvor den pågældende tidligere har været underlagt et særvilkår om økonomisk kontrol, men hvor gennemførelsen af vilkåret ikke har været vellykket, f.eks. fordi den tiltalte overtrådte vilkåret. Endvidere kan domstolene undtagelsesvist undlade at fastsætte vilkåret, hvis den tiltalte har særdeles gode personlige forhold. Det er tilfældet, hvor den tiltalte er i fast arbejde med en stabil lønindkomst, ikke tidligere er straffet, og hvor der på baggrund af en konkret vurdering ikke vurderes at være risiko for recidiv.

Hvis den tiltalte er frataget sin retlige handleevne i medfør af værgemålsloven, skal der ikke fastsættes et vilkår om økonomisk kontrol.

Der skal heller ikke fastsættes særvilkår om økonomisk kontrol i relation til en udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller fast bopæl i Danmark. Endvidere skal der ikke fastsættes vilkår om økonomisk kontrol i relation til en udlænding, der skal udvises.

Ved den foreslåede ordning tilsigtes ingen ændring i forhold til, hvornår der i almindelighed idømmes henholdsvis en betinget dom, en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller ubetinget dom for de pågældende lovovertrædelser. Der er således ikke med den foreslåede ordning tilsigtet en udvidelse af anvendelsesområdet for betingede domme.

Det er retten, der i forbindelse med særvilkårets fastsættelse bestemmer, hvad beløbsgrænsen skal fastsættes til.

Ved fastsættelsen af beløbsgrænsen skal der tages hensyn til den tiltaltes økonomiske forhold på tidspunktet for domsafsigelsen, herunder oplysninger om den pågældendes indtægtsforhold og eventuelle formue.

Det forudsættes i den forbindelse, at anklagemyndigheden, under sagens behandling i retten, fremlægger oplysninger om tiltaltes indtægtsforhold i form af skatteoplysninger om skattepligtig indkomst i indeværende eller forrige indkomstår.

Beløbsgrænsen forudsættes fastsat til mindst 10.000 kr. En beløbsgrænse på 10.000 kr. forudsættes anvendt i de tilfælde, hvor tiltaltes indtægt er særlig lav. En indtægt anses for ”særlig lav”, når den er væsentlig mindre end dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget. Det indebærer, at der almindeligvis fastsættes en beløbsgrænse på 10.000 kr., hvis den tiltalte modtager SU, kontanthjælp eller lignende ydelse. Det overlades herudover til domstolene under hensyntagen til den tiltaltes indtægts- og formueforhold at vurdere, hvornår der er grundlag for at hæve beløbsgrænsen fra 10.000 kr.

Hvis den tiltalte under retssagen kan fremlægge dokumentation for, at den pågældende har en ikke ubetydelig formue, taler det for, at der fastsættes en højere beløbsgrænse, således at beløbsgrænsen står i rimeligt forhold til den pågældendes samlede indtægts- og formueforhold.

Det foreslåede særvilkår om økonomisk kontrol indebærer, at den dømte skal opnå tilsynsmyndighedens godkendelse af økonomiske dispositioner, der overstiger en beløbsgrænse, der fastsættes af retten, og at den dømte skal rette sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om at anvende indtægter og formue til at indfri gæld til det offentlige.

Den økonomiske disposition kan bestå i forskelligartede dispositioner, der medfører en økonomisk konsekvens. Det kan f.eks. være køb, leje, leasing eller indgåelse af en i øvrigt økonomisk forpligtende aftale, herunder optagelse af kviklån.

Det er kriminalforsorgen, der som tilsynsmyndighed beslutter, om en økonomisk disposition, der overstiger den af retten fastsatte beløbsgrænse, kan godkendes eller ej. Kriminalforsorgen skal ikke godkende økonomiske dispositioner, der falder under den af retten fastsatte beløbsgrænse, ligesom kriminalforsorgen ikke skal godkende løbende udgifter, f.eks. huslejeudgifter, der overstiger beløbsgrænsen, når udgiften følger af en aftale, der er indgået forud for den betingede dom.

Hvis den økonomiske disposition vedrører et samlet beløb, der overstiger den fastsatte beløbsgrænse, men betalingen sker i flere rater, der enkeltvis ligger under den fastsatte beløbsgrænse, f.eks. som følge af en aftale om afbetaling, er dispositionen omfattet af ordningen og kræver således kriminalforsorgens godkendelse. Det gælder f.eks. den situation, hvor den dømte er underlagt et særvilkår om økonomisk kontrol med en beløbsgrænse på 10.000 kr., og den pågældende foretager køb af en genstand for 15.000 kr., med aftale om afbetaling henover en periode på f.eks. 12 måneder. Det samme gælder ved indgåelse af en aftale om leasing. Hvis den unge f.eks. indgår en aftale om leasing af en bil med en bindingsperiode på 12 måneder med en månedlig ydelse på 5.000 kr., og hvor den samlede tilbagebetaling udgør 60.000 kr. ved leasingens ophør, vil dispositionen være omfattet af ordningen og kræve kriminalforsorgens godkendelse, selvom den månedlige leasingydelse falder under beløbsgrænsen.

Kriminalforsorgen skal foretage en konkret vurdering af, om en økonomisk disposition, der overstiger den fastsatte beløbsgrænse, kan godkendes. Det afgørende er, om den økonomiske disposition står i misforhold til den dømtes samlede indtægts- og formueforhold. Hvis det er tilfældet, skal dispositionen som udgangspunkt afvises. Hvis den dømte modtager SU, kontanthjælp eller lignende ydelse, og den pågældende ikke herudover har en indtægt eller formue af betydning, vil det i almindelighed stå i misforhold til den pågældendes indtægts- og formueforhold f.eks. at foretage leasing af en nyere bil eller optage et kviklån.

Der kan endvidere lægges vægt på, hvad formålet med den økonomiske disposition er. Hvis leasing af en bil f.eks. er en forudsætning for at kunne opnå eller opretholde et arbejde, eller hvis købet af en specifik genstand, f.eks. en computer, tablet eller lignende, er en forudsætning for at kunne være tilknyttet et studie, er det omstændigheder, der taler for, at den pågældende disposition kan godkendes.

Endelig skal det indgå i den samlede vurdering, om den påtænkte økonomisk disposition er nødvendig, og om målet kan nås med andre og eventuelt billigere midler. Hvis den dømte således f.eks. kan opnå eller opretholde et arbejde ved at tage offentlig transport uden væsentlig ulempe, og leasing af en bil derfor ikke er nødvendig, taler det imod at godkende dispositionen, hvis dispositionen i øvrigt står i misforhold til pågældendes økonomiske forhold.

Det beror altid på en konkret helhedsvurdering med inddragelse af relevante hensyn, om en disposition kan godkendes eller ej.

Kriminalforsorgens beslutning om at afvise eller godkende en økonomisk disposition vil efter Justitsministeriets vurdering udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Kriminalforsorgen vil således ved sådanne beslutninger skulle iagttage reglerne i forvaltningsloven om partsbeføjelser, herunder krav om partshøring, begrundelse m.v. Når kriminalforsorgen beslutter enten at afvise eller godkende en økonomisk disposition, bør dette meddeles skriftligt.

Særvilkåret om økonomisk kontrol medfører ikke, at kriminalforsorgen får en egentlig værgebeføjelse i relation til den dømte. Det forhold, at den dømte er undergivet økonomisk kontrol, har således ikke indflydelse på gyldigheden af retshandler i forhold til tredjemand. Hvis den dømte f.eks. foretager køb i strid med særvilkårets bestemmelser, medfører det ikke, at aftalen er ugyldig. Der vil derimod i stedet kunne foreligge en vilkårsovertrædelse, som giver kriminalforsorgen anledning til at give et pålæg om, at den unge skal overholde vilkåret i den betingede dom, og som ved gentagen overtrædelse kan føre til, at vilkårsovertrædelsen indbringes for retten efter den foreslåede konsekvensændring af straffelovens § 60.

Det foreslåede særvilkår indebærer desuden, at kriminalforsorgen kan beslutte, at den dømtes indtægter og eventuelle formue skal bruges til at indfri den pågældendes gæld til det offentlige.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen i forbindelse med vilkårets etablering indhenter oplysninger fra Gældsstyrelsen om den dømtes eventuelle gæld til det offentlige som er under inddrivelse hos Gældsstyrelsen, herunder oplysninger om eventuelle eksisterende afdragsordninger eller igangværende lønindeholdelse.

Det bemærkes, at udveksling af personoplysninger vil kunne ske i nødvendigt omfang inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven eller retshåndhævelsesloven. Det følger bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, at almindelige personoplysninger, som f.eks. oplysninger om økonomiske forhold, kan behandles, herunder udveksles, hvis det er nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Endvidere følger det af retshåndhævelseslovens § 9, at sådanne oplysninger kan behandles, hvis det er nødvendigt for bl.a. at fuldbyrde strafferetlige sanktioner.

Hvis den dømte har forfalden gæld til det offentlige, som der ikke afdrages på, skal kriminalforsorgen i samarbejde med den dømte afklare med Gældsstyrelsen, om der er grundlag for en afdragsordning eller lønindeholdelse. Gældsstyrelsen har således i medfør af § 3, stk. 3, og § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 2022, kompetence til under nærmere betingelser at træffe afgørelse om, at den dømte skal afdrage på sin gæld ved at undergive sig en afdragsordning eller lønindeholdelse. Afgørelsen træffes under hensyn til den dømtes økonomiske forhold, idet der foretages en vurdering af den dømtes betalingsevne. Hvis den dømte har betalingsevne af en vis størrelse, vil udgangspunktet være, at der foretages lønindeholdelse. Den dømte kan dog i stedet anmode om, at der fastsættes en afdragsordning. Hvis den dømte misligholder en fastsat afdragsordning, vil Gældsstyrelsen kunne foretage lønindeholdelse. Hvis den dømte vurderes at mangle betalingsevne, kan der ikke fastsættes en afdragsordning eller foretages lønindeholdelse. Den dømte kan dog foretage frivillige betalinger.

Det forudsættes, at kriminalforsorgens beslutning om, at den dømte skal anvende sine indtægter og eventuelle formue til at indfri gæld til det offentlige, baserer sig på Gældsstyrelsens vurdering af den dømtes betalingsevne og eventuelle afgørelse om at fastsætte en afdragsordning eller foretage lønindeholdelse. Kriminalforsorgen skal til enhver tid respektere Gældsstyrelsens afgørelser.

Hvis Gældsstyrelsen træffer afgørelse om en afdragsordning for den dømte, kan kriminalforsorgen som led i særvilkåret træffe beslutning om, at den dømte skal afdrage på sin gæld i overensstemmelse med Gældsstyrelsens afgørelse. Hvis den dømte misligholder en fastsat afdragsordning, vil Gældsstyrelsen kunne foretage lønindeholdelse, hvis den dømte har en betalingsevne af en vis størrelse.

Hvis den dømte allerede ved særvilkårets etablering har fået fastsat en afdragsordning af Gældsstyrelsen om afvikling af sin gæld, kan kriminalforsorgen som led i vilkåret beslutte, at den pågældende for at overholde de fastsatte vilkår skal vedblive med at afdrage på gælden i overensstemmelse med den aftale, som er indgået med Gældsstyrelsen.

Kriminalforsorgens beslutning om, at den dømte skal anvende sine indtægter eller formue til at indfri sin gæld, skal til enhver tid respektere fogedrettens afgørelser. Kriminalforsorgen kan således f.eks. ikke beslutte, at den dømte skal anvende sin formue til at indfri sin gæld, hvis der allerede er foretaget udlæg i formuen. Det samme gælder, hvis der er foretaget udlæg af Gældsstyrelsens pantefogeder.

Det er Justitsministeriets vurdering, at kriminalforsorgens beslutning om, at den dømte skal anvende sine indtægter og eventuelle formue til at indfri sin gæld til det offentlige, vil udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Kriminalforsorgen vil derfor ved sådanne beslutninger skulle iagttage reglerne i forvaltningsloven om partsbeføjelser, herunder krav om partshøring, begrundelse m.v.

Det foreslås i § 57 a, stk. 2, 1. pkt., at den dømte undergives tilsyn i prøvetiden eller en del af denne.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den dømte, foruden særvilkåret om økonomisk kontrol, undergives det almindelige tilsyn i medfør at straffelovens § 57, stk. 1, 1. pkt. Det forudsættes, at tilsynet almindeligvis fastsættes til 1 år, således at tilsynet udløber samtidig med særvilkåret. Hvis retten fastsætter en prøvetid på 2 år, giver den foreslåede bestemmelse mulighed for, at der kan fastsættes et tilsyn af f.eks. 1 års varighed.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen i forbindelse med særvilkåret om økonomisk kontrol som udgangspunkt afholder månedlige opfølgende samtaler med den dømte, herunder for at kontrollere, at særvilkårets bestemmelser overholdes.

Det foreslås i § 57 a, stk. 2, 2. pkt., at det fastsatte særvilkår om økonomisk kontrol efter stk. 1 ophører efter 1 år fra endelig dom.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at særvilkåret om økonomisk kontrol automatisk ophører 1 år fra endelig dom, medmindre særvilkåret er ophævet af retten på et tidligere tidspunkt, jf. den foreslåede konsekvensændring i lovforslagets § 2, nr. 3.

Det foreslås i § 57 a, stk. 3, at afgørelser truffet af tilsynsmyndigheden efter stk. 2 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kriminalforsorgens afgørelse om, at en økonomisk disposition ikke kan godkendes, eller om at den dømte skal anvende indtægter eller formue til at indfri gæld til det offentlige, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Justitsministeriet finder det ubetænkeligt at afskære adgangen til administrativ rekurs i sådanne sager henset til, at kriminalforsorgens afgørelse træffes med hjemmel i særvilkåret, der er fastsat af retten, og at afgørelsen i øvrigt træffes som led i gennemførelsen af et straffuldbyrdelsesforløb. Endvidere kan lovligheden af afgørelsen prøves af domstolene i forbindelse med behandling af spørgsmålet om vilkårsovertrædelse i medfør af straffelovens § 60, ligesom afgørelsen kan indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 59, stk. 1, 1. pkt., at de i medfør af § 57 fastsatte vilkår senere kan ændres eller ophæves ved retskendelse efter begæring fra anklagemyndigheden eller den dømte.

Det foreslås, at der i § 59, stk. 1, 1. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 57 a, der indfører et nyt særvilkår om økonomisk kontrol.

Der er tale om en konsekvensændring. Forslaget indebærer, at det foreslåede særvilkår efter straffelovens § 57 a får samme virkning som øvrige særvilkår efter straffelovens § 57 i relation til, at vilkåret senere kan ændres eller ophæves ved kendelse efter begæring fra anklagemyndigheden eller den dømte.

Til nr. 4

Af straffelovens § 60, stk. 1, fremgår de reaktionsmuligheder, som retten kan anvende, hvis den dømte overtræder de i medfør af § 57 fastsatte vilkår.

Det foreslås, at der i § 60, stk. 1, indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 57 a, der indfører et nyt særvilkår om økonomisk kontrol.

Der er tale om en konsekvensændring. Forslaget indebærer, at det foreslåede særvilkår efter straffelovens § 57 a får samme virkning som øvrige særvilkår efter straffelovens § 57 i relation til, at retten kan anvende de samme reaktionsmuligheder ved en vilkårsovertrædelse af § 57 a som ved overtrædelse af øvrige vilkår fastsat efter § 57.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen følger samme fremgangsmåde ved en vilkårsovertrædelse af særvilkåret om økonomisk kontrol som ved vilkårsovertrædelser af øvrige særvilkår efter straffelovens § 57, jf. straffuldbyrdelseslovens § 99. Tilsvarende finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 590 af 30. april 2015 om kriminalforsorgens reaktioner ved overtrædelse af vilkår fastsat ved prøveløsladelse, betinget dom m.v. anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 1, nr. 6.

Det bemærkes, at der i almindelighed ikke vil foreligge en vilkårsovertrædelse i de tilfælde, hvor den dømte ikke overholder en beslutning om at anvende sin indtægt eller formue til at indfri sin gæld til det offentlige, hvis den manglende overholdelse alene beror på den omstændighed, at den pågældende mangler betalingsevne, men i øvrigt har betalingsvilje. Baggrunden herfor er, at det ikke er intentionen, at den dømte skal risikere at få sin straf ændret til en ubetinget fængselsstraf alene som følge af, at den pågældende ikke har evne til at betale sin gæld.