Kilde

Til nr. 1

Det foreslås, at der før § 6 b i lov om politiets virksomhed indsættes overskriften ”Nattelivszoner”.

Formålet med forslaget er at skabe bedre overblik over de bestemmelser, der knytter sig til nattelivszoner, som politiet kan udpege i medfør af politilovens § 6 b.

Til nr. 2

Til § 6 c

Restaurationsloven indeholder i § 15 a og § 15 b bestemmelser om restaurationsvirksomheders brug af dørmænd. Efter restaurationslovens § 15 b, stk. 1, kan bevillingsmyndigheden således meddele påbud om, at der i en restaurationsvirksomhed skal anvendes dørmænd, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til forsvarlig drift af virksomheden. Der findes ikke herudover gældende regler, der giver mulighed for at pålægge, eller som mere generelt pålægger restaurationsvirksomheder at gøre brug af dørmænd på serveringssteder.

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i politilovens § 6 c, stk. 1, hvorefter der på serveringssteder, hvortil der er almindelig adgang, som er placeret i en nattelivszone, og hvorfra der foregår salg af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover til nydelse på eller ved salgsstedet i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5, skal gøres brug af en autoriseret dørmand eller vagt.

Kravet efter den foreslåede bestemmelse i § 6 c, stk. 1, vil alene gælde for serveringssteder placeret i en nattelivszone udpeget af politiet i medfør af § 6 b, stk. 1.

Udtrykket »serveringssteder« skal forstås i overensstemmelse med restaurationsloven og omfatter således ethvert sted, hvorfra der sælges drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover til nydelse på eller ved salgsstedet.

Det er uden betydning, om der på stedet også serveres drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på under 2,8, ligesom det er betydning, om serveringen sker indendørs eller udendørs og i forbindelse med servering af mad.

Kravet omfatter bl.a. natklubber, diskoteker, barer, værtshuse, restauranter, caféer og lignende. Kiosker og lignende er ikke omfattet af kravet om brug af en autoriseret dørmand eller vagt, medmindre der sælges alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover til nydelse på eller ved salgsstedet, idet kiosken m.v. i disse tilfælde betragtes som et serveringssted.

Udtrykket »almindelig adgang« skal forstås i overensstemmelse med § 2 i ordensbekendtgørelsen. Det vil almindeligvis betyde, at alle serveringssteder, herunder natklubber, diskoteker, barer, værtshuse m.v., er omfattet, når der er almindelig adgang til stedet. Hvis serveringsstedet afholder et privat arrangement, hvortil der ikke er almindelig adgang for offentligheden, vil kravet efter det foreslåede stk. 1 ikke gælde. Det kan f.eks. være tilfældet ved et privat arrangement i form af en privat fødselsdagsfest, bryllupsfest, jubilæum eller lignende. Hvis serveringsstedet afholder et privat arrangement i en særskilt del af serveringsstedet, men i øvrigt har åbent for almindelig adgang til den øvrige del af serveringsstedet, vil kravet efter det foreslåede stk. 1 gælde for den del af serveringsstedet, der har åben for almindelig adgang.

En bar eller en restaurant i en hotellobby vil ligeledes være omfattet af kravet om brug af en autoriseret dørmand eller vagt, hvis der serveres drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Et serveringssted omfattes ikke af kravet om brug af en autoriseret dørmand eller vagt efter den foreslåede i bestemmelse i § 6 c, stk. 1, hvis der ikke på serveringsstedet sælges alkohol med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover til nydelse på eller ved salgsstedet i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5, uanset om der på serveringsstedet må sælges alkohol til senere end kl. 24 i henhold til en meddelt alkohol- og nattilladelse.

Udtrykket »autoriseret dørmand eller vagt« skal forstås i overensstemmelse begrebet autoriserede dørmænd efter restaurationslovens § 15 a, stk. 1, og omfatter desuden personer, der i henhold til lov om vagtvirksomhed er autoriseret til at drive vagtvirksomhed samt en vagtvirksomheds godkendte personale, jf. restaurationslovens § 15 a, stk. 3.

Det forudsættes, at dørmanden hovedsageligt vil opholde sig ude foran serveringsstedet eller i umiddelbar nærhed af entréen i det omfattede tidsrum. Der vil dog kunne forekomme situationer, hvor dørmandens tilstedeværelse midlertidigt er påkrævet inden for på serveringsstedet, f.eks. for at hjemsende gæster, der ikke opfører sig efter ordensreglerne eller for at støtte det øvrige personale ved kontakt med aggressive eller voldelige gæster.

Der tilsigtes ikke med den foreslåede ordning nogen ændring af en dørmands arbejdsfunktioner, som disse er foreskrevet i forarbejderne til loven om restaurationsvirksomhed.

Det bemærkes, at der ikke med lovforslaget er tilsigtet en ændring i forhold til bevillingsmyndighedens påbud efter restaurationslovens § 15 b. En restaurationsvirksomhed skal til enhver tid efterkomme et påbud fra bevillingsmyndigheden om, at der i restaurationsvirksomheden skal anvendes dørmænd, jf. restaurationslovens § 15 b. Hvis bevillingsmyndigheden f.eks. påbyder en restaurationsvirksomhed at anvende to dørmænd af hensyn til forsvarlig drift af virksomheden, skal virksomheden efterkomme dette, uanset den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 c, stk. 1.

Det foreslås i § 6 c, stk. 2, at det foreslåede stk. 1 finder anvendelse 30 dage efter, at nattelivszonen får virkning.

Fristen løber fra ikrafttrædelsen af nattelivszonen. For serveringssteder, der er beliggende i eksisterende nattelivszoner på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, vil kravet om brug af en autoriseret dørmand eller vagt gælde fra tidspunktet for lovens ikrafttræden. Hvis en restaurationsvirksomhed ikke opfylder kravet om at gøre brug af en autoriseret dørmand eller vagt på et serveringssted beliggende i en nattelivszone, vil det kunne medføre bødeansvar, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Det er i den forbindelse ikke en forudsætning, at restaurationsvirksomheden er blevet gjort opmærksom på forpligtelsen til at etablere en dørmandsordning af politiet, bevillingsmyndigheden eller anden offentlig myndighed, idet den enkelte restaurationsvirksomhed må holde sig opdateret om politiets udpegning af nattelivszoner.

Til § 6 d

Der er ikke i gældende lovgivning bestemmelser, der forbyder salg, udlevering eller udbringning af alkohol i bestemte tidsrum eller i bestemte områder. Endvidere er der ikke i gældende lovgivning regler, der pålægger detailbutikker m.v. at afskærme alkoholholdige drikkevarer for publikum i bestemte tidsrum.

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i politilovens § 6 d, stk. 1, hvorefter der ikke må sælges eller udleveres alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 fra steder, hvortil der er almindelig adgang, og som er beliggende i en nattelivszone.

Forbuddet gælder alene i nattelivszoner, som politiet udpeger i medfør af politilovens § 6 b, stk. 1.

Udtrykket »sælges« skal forstås som udbud eller overdragelse af en vare til nogen mod betaling.

Udtrykket »udleveres« skal forstås som en vederlagsfri overdragelse. Det er f.eks. omfattet af forbuddet at udlevere gratis smagsprøver af drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover. Endvidere er det omfattet af forbuddet at udlevere forudbetalte alkoholholdige drikkevarer, der overstiger en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover, til en kunde i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5, hvis udleveringsstedet er beliggende i en nattelivszone. Hvis en butik, kiosk eller lignende i en nattelivszone således f.eks. har modtaget forudbetaling af alkoholholdige drikkevarer, der overstiger en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover, med aftale om at udlevere drikkevarerne til kunden i tidsrummet, hvor forbuddet er gældende, vil det være omfattet af forbuddet at udlevere drikkevarerne til kunden.

Forbuddet omfatter »steder, hvortil der er almindelig adgang«. Forbuddet er herved tiltænkt et bredt anvendelsesområde og skal forstås i overensstemmelse med ordensbekendtgørelsens § 2. Det er således f.eks. uden betydning, om salget m.v. sker fra et midlertidigt eller fast udsalgssted, eller om det sker fra en butik, en bod eller en vogn, der kører rundt fra sted til sted. Forbuddet omfatter f.eks. butikker eller kiosker, hvortil der er almindelig adgang. Forbuddet omfatter derimod ikke salg eller udlevering, der sker i private hjem, ligesom forbuddet heller ikke omfatter private arrangementer, herunder firmaarrangementer, der foregår i en nattelivszone, hvortil der ikke er almindelig adgang.

Det foreslås i § 6 d, stk. 2, at forbuddet mod salg og udlevering ikke gælder for serveringssteder med alkoholbevilling eller lejlighedstilladelse efter lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., når salget eller udleveringen sker til nydelse på eller ved salgsstedet.

Det indebærer, at serveringssteder, der har en alkoholbevilling eller lejlighedstilladelse, som gælder for servering af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover (stærke drikke) i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 fortsat kan foretage servering i overensstemmelse med bevillingen eller tilladelsen. Endvidere vil serveringssteder – hvis det i øvrigt er i overensstemmelse med lovgivningen og den meddelte alkoholbevilling eller tilladelse – kunne udlevere smagsprøver af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover.

Det bemærkes, at de serveringssteder, der omfattes af den foreslåede undtagelsesbestemmelse i stk. 2, alene kan foretage salg eller udlevering af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover, når salget eller udleveringen sker til nydelse på eller ved salgsstedet, og der således er tale om servering efter restaurationslovens § 1, stk. 3. Det indebærer, at de pågældende serveringssteder ikke kan foretage almindeligt detailsalg af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Det vil sige, hvor salget ikke sker til nydelse på eller ved salgsstedet.

Det foreslås i § 6 d, stk. 3, 1. pkt., at udbringning af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover ikke må ske i nattelivszoner i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 til steder, hvortil der er almindelig adgang.

Forbuddet mod »udbringning« indebærer, at der ikke må ske erhvervsmæssig udbringning af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover til en kunde i en nattelivszone mod betaling af vederlag i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Hvis en kunde således f.eks. gennem et bud eller lignende tjenesteydelse bestiller alkoholholdige drikkevarer, der overstiger en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover, til levering inden for en nattelivszone til et sted, hvortil der er almindelig adgang, vil det være omfattet af forbuddet at bringe varen ud til kunden.

Udtrykket »til steder, hvortil der er almindelig adgang« skal forstås i overensstemmelse med ordensbekendtgørelsens § 2 og omfatter f.eks. parker, veje, diskoteker, barer m.v. Forbuddet omfatter derimod f.eks. ikke udbringning, der sker til private hjem, ligesom forbuddet heller ikke omfatter udbringning til private arrangementer, herunder firmaarrangementer, der foregår i en nattelivszone, hvortil der ikke er almindelig adgang.

Det foreslås i § 6 d, stk. 3, 2. pkt., at forbuddet mod udbringning ikke omfatter udbringning til virksomheder.

Forslaget indebærer, at udbringning i form af erhvervsmæssig levering af alkoholholdige drikkevarer, der overstiger en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover kan ske til virksomheder, herunder ved engrossalg eller lignende. Det betyder f.eks., at en detailbutik eller et serveringssted, der er beliggende i en nattelivszone, kan modtage levering af drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Udtrykket »virksomheder« skal forstås som enhver type af virksomhed, der producerer eller sælger varer eller tjenesteydelser.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 6 d, stk. 4, 1. pkt., at alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover skal være effektivt afskærmet for publikum i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Afskærmningen vil kunne tilvejebringes ved skabe, døre, låger, gitre, forhæng eller anden effektiv sikring mod, at kunderne ikke har umiddelbar adgang til varerne i det pågældende tidsrum. Det er ikke et krav, at varerne er låst inde, men varerne skal være afskærmet på en sådan måde, at de ikke er umiddelbart synlige for kunderne, og således at der er en klar markering af, at varerne ikke sælges i det angivne tidsrum. Det vil f.eks. kunne ske ved, at der opsættes et sort forhæng eller lignende foran kølemontre, hvor der opbevares alkoholholdige drikkevarer over den fastsatte alkoholgrænse. Hvis varerne er låst inde, er det ikke et krav, at varerne ikke er synlige for kunderne ved anden afskærmning.

Formålet med kravet om afskærmning er, at der skabes sikkerhed for, at drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover ikke sælges, udleveres eller udbringes uden for det tilladte tidsrum.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 6 d, stk. 4, 2. pkt., at kravet om afskærmning ikke gælder for de serveringssteder, der er undtaget fra forbuddet mod salg og udlevering efter det foreslåede stk. 2.

Dette indebærer, at serveringssteder, der er givet en alkoholbevilling eller en lejlighedstilladelse efter restaurationsloven til salg af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8 eller derover til nydelse på eller ved salgsstedet i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5, ikke omfattes af kravet om afskærmning.

Til § 6 e

Lov om politiets virksomhed og bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed m.v. samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger med senere ændringer (ordensbekendtgørelsen) indeholder en række bestemmelser, der giver politiet mulighed for at udstede påbud mod ophold i bestemte områder til personer på baggrund af de pågældendes adfærd.

Foruden reglerne i ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2-5, om meddelelse af zoneforbud findes der ikke i dag bestemmelser, der giver politiet mulighed for at give påbud til personer om ikke at opholde sig i et bestemt område, hvor påbuddet indebærer, at de pågældende personer ikke igen, inden for en vis rum tid, vil kunne indfinde sig i området.

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i politilovens § 6 e, stk. 1, 1. pkt., hvorefter politiet med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed kan udstede påbud til en person om at forlade og ikke tage ophold eller færdes i en eller flere nattelivszoner udpeget af politiet i medfør af § 6 b, stk. 1.

Udtrykket »forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed« skal forstås som i politilovens § 5, stk. 2, og omfatter således f.eks. gadeuorden, værtshusuorden, uanstændig adfærd, støjende adfærd og krænkelse af fællesgoder som monumenter og lignende. Endvidere vil det kunne omfatte slagsmål, fysiske blokader, høj musik på offentligt sted, skrigen og råben, tuden med sirener m.v. Omfattet er også fare for borgernes liv, helbred eller ejendom. Det er ikke et krav, at den udviste adfærd skal have karakter af en kriminel handling.

Det er en betingelse for at udstede et påbud, at det sker med henblik på »at afværge fare«. Udtrykket skal forstås i overensstemmelse med den tilsvarende formulering i politilovens § 5, stk. 2. Udstedelsen af et påbud forudsætter således, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Om der foreligger den fornødne fare vil bero på en konkret vurdering af situationen.

Det er ikke en betingelse, at der er realiseret en krænkelse af den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, men der skal være en vis sandsynlighed for, at det vil ske. Det kræves ikke, at faren i tidsmæssig sammenhæng er tæt på at blive realiseret, ligesom det ikke er påkrævet, at faren vurderes at ville være til stede i hele det tidsrum, hvor påbuddet gælder, dvs. indtil kl. 5, jf. det foreslåede stk. 2.

Det afgørende er sandsynligheden for, at faren vil blive realiseret, hvis ikke politiet griber ind, og at faren er til stede på tidspunktet for påbuddets udstedelse. Et påbud efter den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne være relevant i situationer, hvor der er optræk til slagsmål foran et værtshus eller lignende, når der er en vis sandsynlighed for, at der ellers vil blive slagsmål og dermed fare for orden og sikkerhed.

Det forhold, at en person er kendt som uromager, kan ikke i sig selv danne grundlag for et påbud. Tidligere erfaringer med en person eller en gruppe af personer vil – på samme måde som efter den gældende § 5, stk. 2, i politiloven – imidlertid sammen med de konkrete omstændigheder kunne indgå i vurderingen af, om der er en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af orden eller sikkerhed.

Det forudsættes, at politiet i det enkelte tilfælde skal vurdere, førend der udstedes et påbud efter den foreslåede stk. 1, om der kan anvendes mindre indgribende midler til at afværge den foreliggende fare, herunder ved brug af midler efter politilovens § 5, stk. 2.

Det er dog ikke en forudsætning, at politiet forinden beslutningen om at udstede et påbud efter stk. 1 skal have meddelt forudgående advarsel, påbud efter politilovens § 5, stk. 2, eller på lignende måde forsøgt at afværge faren, men det kan indgå som et moment i politiets vurdering af, om der er andre og mindre indgribende midler, der er mere egnede til at afværge faren.

Det afgørende for, om et påbud efter det foreslåede stk. 1 er berettiget, er, om der er grund til at tro, at faren fortsat vil være til stede, hvis der ikke gribes ind med et påbud efter den foreslåede stk. 1, eller hvis der er grund til at tro, at den adfærd, der giver anledning til faren, vil gentage sig i løbet af aftenen eller natten. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende fremstår særligt beruset eller påvirket, og at den pågældende af den grund har svært ved at styre sine handlinger eller sit temperament, eller hvis pågældende i øvrigt fremstår konfliktsøgende. Der kan endvidere lægges vægt på, om pågældende udviser en truende eller intimiderende adfærd over for andre i området.

Hvis en eller flere personer udviser almindelig støjende adfærd, vil det i udgangspunktet være relevant at anvende mindre indgribende midler end et påbud efter det foreslåede stk. 1 i forsøg på at afværge faren. Der kan dog undtagelsesvist forekomme tilfælde, hvor det kan være relevant at udstede et påbud efter det foreslåede stk. 1 ved støjende adfærd i de tilfælde, hvor den støjende adfærd, trods flere advarsler, gentager sig, og støjen er til betydelig gene for omgivelserne, herunder beboere i området.

Et påbud efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at modtageren af påbuddet vil skulle forlade den nattelivszone, som den pågældende på tidspunktet for udstedelsen af påbuddet opholder sig i, og at pågældende ikke må tage ophold eller færdes i den pågældende nattelivszone og eventuelt øvrige nattelivszoner, som politiet måtte have besluttet at inkludere i påbuddet, i tidsrummet fra udstedelsen af påbuddet og indtil kl. 5. Påbuddets tidsmæssige udstrækning afhænger således af, hvornår på aftenen eller natten, det er udstedt.

Påbuddet omfatter »ophold eller færden« i den pågældende nattelivszone, hvorved forstås alle steder med almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 1. Det forhold, at pågældende ikke må tage ophold eller færdes i nattelivszonen indebærer, at den pågældende som det klare udgangspunkt heller ikke må passere igennem nattelivszonen.

Hvis en person, der bor i den pågældende nattelivszone, har fået udstedt et påbud, kan den pågældende bevæge sig frit til og fra sin bopæl og ud i lokalområdet uden for nattelivszonen. Den pågældende kan således passere igennem nattelivszonen, f.eks. med henblik på at foretage indkøb uden for zonen, men vil ellers ikke kunne færdes frem og tilbage eller tage ophold i zonen.

Hvis helt ekstraordinære forhold gør sig gældende, f.eks. behov for at søge akut sundhedsfaglig hjælp eller lignende inden for zonen, vil den pågældende kunne opholde sig i zonen, når det er påkrævet for at modtage den fornødne hjælp. Dette gælder både for personer med og uden bopæl inden for nattelivszonen.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med påbuddets udstedelse vejleder den pågældende om påbuddets indhold og udstrækning. Det er dog i almindelighed den enkeltes eget ansvar at orientere sig om den præcise afgrænsning af nattelivszonen, som offentliggøres, jf. politilovens § 6 b, stk. 3, 2. pkt. Offentliggørelsen skal bl.a. ske på politiets officielle hjemmeside.

Det forudsættes, at påbuddet i udgangspunktet alene omfatter den nattelivszone, hvor den påbudsbegrundende adfærd er udvist. Politiet kan dog efter en konkret vurdering beslutte, at påbuddet skal gælde flere nattelivszoner i samme by. Det afgørende er i den forbindelse, om der er grund til at tro, at den adfærd, der giver anledning til faren, vil gentage sig i andre nattelivszoner i løbet af aftenen eller natten, således at et påbud i den pågældende nattelivszone ikke er tilstrækkelig. Der skal navnlig lægges vægt på, om den nattelivszone, hvor den påbudsbegrundende adfærd er udvist, geografisk ligger tæt på en eller flere andre nattelivszoner, og om den pågældende således uden større besvær vil kunne indfinde sig i en ny nattelivszone. Endvidere kan der lægges vægt på den pågældendes adfærd, herunder om pågældende fremstår særligt beruset eller påvirket, eller om den pågældende har udvist en aggressiv adfærd, således at der er grund til at tro, at adfærden vil fortsætte i en nærliggende nattelivszone.

En beslutning om udstedelse af et påbud efter den foreslåede bestemmelse udgør efter Justitsministeriets vurdering en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette indebærer, at adressaten for beslutningen tildeles en række partbeføjelser, herunder bl.a. partshøring.

Efter forvaltningsloven kan en række af partsbeføjelserne imidlertid fraviges konkret, f.eks. hvis adressatens interesse i at kunne udnytte de pågældende partsbeføjelser findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige interesser, jf. f.eks. forvaltningslovens § 8, stk. 2 (partsrepræsentation), § 19, stk. 2, nr. 3 (partshøring), og § 21, stk. 2, nr. 2 (udtaleret). Fravigelse af partsbeføjelserne forudsætter, at myndigheden i hvert enkelt tilfælde således foretager en konkret afvejning af på den ene side adressatens interesse i at opnå den pågældende partsbeføjelse og på den anden side de væsentlige hensyn til offentlige interesser.

Hvad angår de konkrete beslutninger om bortvisning og forbud, må det antages i almindelighed at udgøre et tungtvejende hensyn, at beslutningerne vil skulle træffes hurtigt ”på stedet” med henblik på at afværge fare for den offentlige orden eller for enkeltpersoner og den offentlige sikkerhed. Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at betingelserne for at fravige en række af partsbeføjelserne i almindelighed vil være til stede ved en beslutning om udstedelse af et påbud efter den foreslåede bestemmelse.

En adressat for beslutningen vil dog kunne udnytte sine beføjelser som part til efterfølgende at anmode politiet om partsaktindsigt efter forvaltningslovens §§ 9-18 i de dokumenter, der vedrører adressatens sag, ligesom adressaten efterfølgende også vil kunne forlange en skriftlig begrundelse for beslutningen efter forvaltningslovens § 23.

Det foreslås i § 6 e, stk. 1, 2. pkt., at et påbud efter 1. pkt. kan udstedes, når den adfærd, der begrunder påbuddet, er udvist i en nattelivszone og har tilknytning til nattelivet.

Adfærden vil almindeligvis have tilknytning til nattelivet, når adfærden er udvist i aften- og nattetimerne eller på anden måde er udvist i tilknytning til den pågældendes færden i nattelivet.

Som eksempler på adfærd, der har tilknytning til nattelivet, kan bl.a. nævnes, at en person i køen til eller inden for på en natklub, diskotek, bar eller lignende i de sene aften- eller nattetimer udviser en truende og intimiderende adfærd over for de øvrige af restaurationens gæster. Der kan også være tale om, at adfærden er udvist i forlængelse af, at den pågældende har opholdt sig på en natklub, bar eller lignende, og den pågældende f.eks. er på vej ud af nattelivszonen.

Der vil derimod ikke være tale om, at en adfærd har tilknytning til nattelivet, hvis en person f.eks. om formiddagen udviser en i øvrigt påbudsbegrundede adfærd foran en café eller lignende, selvom caféen er beliggende i en nattelivszone.

Det foreslås i § 6 e, stk. 2, at et påbud efter stk. 1 gælder fra tidspunktet for udstedelsen og indtil kl. 5.

Dette indebærer, at den tidsmæssige udstrækning af et påbud afhænger af, hvornår på aftenen eller natten det er udstedt. Når påbuddet udløber, vil den pågældende kunne røre sig frit i nattelivszonen igen.

Det foreslås i § 6 e, stk. 3, at afgørelser truffet efter stk. 1 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiets udstedelse af påbuddet ikke vil kunne påklages til Rigspolitiet eller Justitsministeriet. Et påbud efter den foreslåede bestemmelse i § 6 e, stk. 1, gælder kun for et mindre afgrænset område og i et meget begrænset tidsrum. Når der henses til indgrebets begrænsede intensitet, og til at domstolene vil kunne prøve lovligheden af påbuddet under en eventuel straffesag om overtrædelse af påbuddet, finder Justitsministeriet det ubetænkeligt at afskære adgangen til administrativ rekurs.

Afgørelsen vil kunne indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63.

Til § 6 f

Færdselsloven indeholder i §§ 92 og 92 a bestemmelser om vejmyndighedens og politiets adgang til at træffe afgørelser om færdselsindskrænkninger begrundet i færdselsmæssige forhold.

Efter færdselslovens § 92, stk. 1, kan vejmyndigheden for en offentlig vej med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning, herunder bestemmelser om forbud mod visse færdselsarter. Efter færdselslovens § 92, stk. 1, 2. pkt., og lov om private fællesveje § 57, stk. 2, jf. stk. 1, kan kommunalbestyrelsen som vejmyndighed, med politiets samtykke, træffe tilsvarende bestemmelser for private fællesveje. Vejmyndigheden kan dog ikke forbyde færdselsarter, herunder etablere bilfrie zoner på private fællesveje, medmindre der gives samtykke fra politiet og grundejerne, jf. færdselslovens § 92, stk. 4.

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i politilovens § 6 f, stk. 1, 1. pkt., hvorefter ikke-nødvendig kørsel med motorkøretøjer i nattelivszoner er forbudt i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 f, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at det i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 er forbudt at køre med motorkøretøj på alle offentlige veje og private fællesveje, der er beliggende i en nattelivszone, som politiet har udpeget i medfør af politilovens § 6 b.

Udtrykket »ikke-nødvendig kørsel« skal forstås snævert. Det beror på en samlet og konkret vurdering af kørselsmåden og -formålet, om den pågældende kørsel er nødvendig. Hvis en eller flere veje i en nattelivszone alene anvendes af føreren til gennemkørsel eller lignende, er der tale om ikke-nødvendig kørsel.

Det har formodningen for sig, at der er tale om ikke-nødvendig kørsel, hvis kørselsmåden afviger fra det normale, herunder hvis motorkøretøjet føres på en måde, der kan opfattes som generende for andre mennesker. Der kan i den forbindelse navnlig lægges vægt på, om der køres med en betydeligt nedsat eller forhøjet hastighed, om der køres med nedrullede bilruder, og om føreren eller eventuelle passagerer i bilen er kontaktsøgende mod mennesker på vejen eller omkring bilen, f.eks. ved at lave hjulspind, afspille høj musik, gøre brug af horn eller verbale tilråb.

Der er i almindelighed tale om nødvendig kørsel, hvis formålet med kørslen er afhentning af personer i nattelivszonen. Det er f.eks. ikke omfattet af forbuddet, hvis forældre kører ind i en nattelivszone med det formål at hente deres barn efter en bytur. Det er heller ikke omfattet af forbuddet, hvis en person kører ind i en nattelivszone alene med det formål at hente sin kæreste eller ægtefælle efter en bytur.

Hvis en fører angiver, at formålet med kørslen er afhentning, beror det på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder, om afhentning kan siges at være det reelle formål med kørslen. Det kræves ikke, at føreren kan dokumentere, hvad formålet med kørslen er. Det har dog f.eks. formodning imod sig, at formålet med kørslen er afhentning, hvis der ikke er plads til yderligere passagerer i bilen, og personen endnu ikke er afhentet.

Hvis formålet med kørslen er afhentning, må der ligeledes være en formodning om, at bilen kører ud af nattelivszonen inden for et kortere tidsrum. Hvis bilen således efter en vis rum tid fortsat færdes i nattelivszonen, har det formodning imod sig, at formålet med kørslen er afhentning.

Kørsel, der foretages af beboere i eller omkring nattelivszoner eller gæster til beboere i eller omkring nattelivszoner, er almindeligvis nødvendig kørsel. Det er således f.eks. ikke omfattet af forbuddet som beboer eller gæst til en beboer i eller omkring en nattelivszone at køre til og fra den pågældende bopæl eller at køre ad nærliggende veje med henblik på at finde en parkeringsplads.

Udtrykket »motorkøretøj« skal forstås i overensstemmelse definitionen i færdselslovens § 2, nr. 15, hvorefter der er tale om et motordrevet køretøj, der hovedsageligt er indrettet til selvstændigt at benyttes til personbefordring eller godstransport. Omfattet er således både biler og motorcykler.

Det foreslås i § 6 f, stk. 1, 2. pkt., at forbuddet skal være behørigt afmærket.

Det indebærer, at forbuddet mod ikke-nødvendig kørsel skal være tilkendegivet ved tydelig afmærkning i overensstemmelse med de regler, der fastsættes i medfør af færdselslovens § 95, stk. 1, og stk. 3.

Ved alle indfaldsveje til en nattelivszone skal det således markeres med relevant skiltning, at der er tale om en nattelivszone, hvor der gælder et forbud mod ikke-nødvendig kørsel i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Endvidere forudsættes det, at det ved veje, der er undtaget i medfør af det foreslåede stk. 2 tilkendegives ved skiltning, at forbuddet ikke er gældende.

Det foreslås i § 6 f, stk. 2, 1. pkt., at politiet med samtykke fra vejmyndigheden kan træffe bestemmelse om, at hele eller dele af en vej ikke omfattes af forbuddet.

Ved vurderingen af, om der er grundlag for at undtage hele eller dele af en vej fra forbuddet, skal der navnlig lægges vægt på trafikale hensyn, herunder hensynet til at trafikken kan foregå smidigt og uden væsentlige ulempe samt vejens størrelse og kapacitet. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, om vejen er væsentlig for den almindelige trafikafvikling, fordi vejen f.eks. skaber forbindelse mellem forskellige bydele. Det er f.eks. tilfældet med Vesterbrogade i København, der skaber trafikal sammenhæng mellem Frederiksberg, Vesterbro og Indre København. Det samme gælder for Falkoner Alle/Jagtvej, der skaber en central vejforbindelse mellem Frederiksberg og Nørrebro. Sådanne veje forudsættes således undtaget fra forbuddet.

Endvidere kan der lægges vægt på ordensmæssige hensyn, herunder politiets tidligere erfaringer med støjende og generende kørsel i nattetimerne i det givne område. Hvis der således erfaringsmæssigt ikke har været problemer med støjende, generende eller i øvrigt utryghedsskabende kørsel i det område, som nattelivszonen omfatter, kan det besluttes, at en eller flere veje i nattelivszonen skal undtages fra forbuddet. Hvis der senere måtte opstå ordensmæssige problemer på de veje, der er undtaget, kan politiet i samarbejde med vejmyndigheden beslutte, at de pågældende veje skal omfattes af forbuddet.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med udpegning af en ny nattelivszone i medfør af politilovens § 6 b, forinden nattelivszonen får virkning, i samarbejde med den relevante vejmyndighed afklarer, om der er grundlag for at træffe bestemmelser efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med offentliggørelsen af en ny nattelivszone på politiets hjemmeside m.v. samtidig gør opmærksom på, hvis der er truffet bestemmelse efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., om at undtage visse veje. Det skal klart fremgå af offentliggørelsen, hvilke veje der er undtaget fra forbuddet mod ikke-nødvendig kørsel.

Det foreslås i § 6, stk. 2, 2. pkt., at hvis der opstår uenighed mellem politiet om vejmyndigheden, afgøres sagen af rigspolitichefen.

Den foreslåede bestemmelse svarer tilnærmelsesvis til den gældende ordning efter færdselslovens § 92 c, stk. 1, hvorefter transportministeren afgør sagen, hvis der er uenighed mellem de myndigheder, der er nævnt i færdselslovens §§ 92 og 92 a. Hvis politiet og den relevante vejmyndighed således ikke kan opnå enighed om, hvorvidt en eller flere veje i en nattelivszone skal undtages fra forbuddet i medfør af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., træffer rigspolitichefen afgørelse om det.

Forinden rigspolitichefen træffer afgørelse efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., forudsættes det, at der til brug for sagens afgørelse indhentes en vejledende udtalelse fra Transportministeriet om de trafikale hensyn, der gør sig gældende for den pågældende vej og det omkringliggende område.

Det foreslås i § 6, stk. 3, at afgørelser efter stk. 2 ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiets beslutning om, at hele eller dele af en vej ikke omfattes af det forbud, der er foreslået i stk. 1, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Endvidere kan rigspolitichefens afgørelser efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt. ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Afgørelserne vil kunne indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63.

Det foreslås i § 6 f, stk. 4, at det i stk. 1 nævnte forbud ikke omfatter erhvervsmæssig kørsel. Dette indebærer f.eks., at taxakørsel eller erhvervsmæssig udbringning ikke er omfattet af forbuddet. Det er f.eks. tilladt at køre ind i en nattelivszone for at foretage udbringning eller levering af varer og lignende, og det gælder uanset, om udbringningen eller leveringen sker til en virksomhed eller en privat forbruger.

Endvidere er den kollektive transport, herunder busser, ikke omfattet, ligesom kørsel der sker i medfør af offentlig tjeneste eller hverv heller ikke er omfattet. Det gælder f.eks. hjemmeplejen, sygetransport, ambulancekørsel, politiets patruljekørsel og lignende.

Det foreslås i § 6 f, stk. 5, at politiet kan beslutte tidspunktet for, hvornår det forbud, der er foreslået i stk. 1, træder i kraft for en nattelivszone.

Den foreslåede bestemmelse foreslås navnlig indført af hensyn til at sikre, at der er tilstrækkelig tid til at etablere den fornødne afmærkning af forbuddet i en nattelivszone, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen indebærer, at politiet kan beslutte at lade forbuddet træde i kraft på et senere tidspunkt end selve nattelivszonen. En sådan beslutning kan således træffes i de tilfælde, hvor den fornødne skiltning af forbuddet ikke kan nå at blive etableret, inden det er tiltænkt, at nattelivszonen i øvrigt skal få virkning. Bestemmelsen varetager således også et hensyn til, at de øvrige retsvirkninger, der knytter sig til en nattelivszone, ikke bør afvente, at der etableres den fornødne skiltning i relation til forbuddet mod ikke-nødvendig kørsel.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med offentliggørelsen af en ny nattelivszone på politiets hjemmeside m.v. tydeligt gør opmærksom på, hvis der er truffet beslutning om, at forbuddet mod ikke-nødvendig kørsel først træder i kraft på et senere tidspunkt. Forud for at forbuddet træder i kraft, skal det ca. 14 dage forinden annonceres på politiets hjemmeside, via pressemeddelelse eller lignende.

Bestemmelsen omfatter både de på tidspunktet for lovens ikrafttræden eksisterende nattelivszoner og de nattelivszoner, der måtte blive udpeget efter lovens ikrafttræden. Det forudsættes, at politiet forud for lovens ikrafttræden i samarbejde med den relevante vejmyndighed afklarer, om der skal træffes beslutning om undtagelse af en eller flere veje i medfør af den foreslåede § 6 f, stk. 2, i forhold til veje, der er beliggende i en eksisterende nattelivszone på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse. Det forudsættes, at en eventuel beslutning herom annonceres via politiets hjemmeside, pressemeddelelse eller lignende i umiddelbar forlængelse af, at loven træder i kraft.

Til nr. 3

Det foreslås, at der efter kapitel 6 a indsættes et nyt kapitel med overskriften ”Straffebestemmelser vedrørende kapitel 3”. Formålet med forslaget er at samle alle de straffebestemmelser, der knytter sig til de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 2, under samme kapitel.

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i politilovens § 24 f, stk. 1, hvorefter den, der overtræder de foreslåede bestemmelser i § 6 c, stk. 1, § 6 d, stk. 1, 3 eller 4 og § 6 f, stk. 1, 1. pkt., straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Tilregnelseskravet efter den foreslåede bestemmelse er uagtsomhed.

Om der er forskyldt højere staf efter anden lovgivning beror på en konkret vurdering. Det kan f.eks. være relevant at overveje i sager, hvor en virksomhed har foretaget servering af stærke drikke uden alkoholbevilling i strid med restaurationslovens § 10 a, stk. 3, idet en sådan overtrædelse efter omstændighederne tillige vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 d, stk. 1. Hvis det i et sådant tilfælde vurderes, at der er forskyldt en højere bødestraf efter restaurationsloven end efter politiloven, vil bøden skulle fastsættes efter restaurationsloven.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af den foreslåede § 6 c, stk. 1, som udgangspunkt fastsættes til en bøde på 2.500 kr. i førstegangstilfælde, 6.500 kr. i andengangstilfælde og 13.000 kr. i tredjegangstilfælde. Der forudsættes fastsat en højere bøde i fjerdegangstilfælde og derover.

Det forudsættes, at det ved vurderingen af strafansvaret lægges til grund, at virksomheden er forpligtet til at opfylde kravet om brug af en autoriseret dørmand eller vagt inden for den angivne frist, uanset om virksomheden har modtaget en orientering fra politiet eller ej vedrørende udpegning af en ny nattelivszone.

For erhvervsdrivende forudsættes det, at der ved udmålingen af straffen for overtrædelse af forbuddet mod salg, udlevering og udbringning, jf. den foreslåede § 6 d, stk. 1, og 3, i både førstegangs- og gentagelsestilfælde vil skulle skelnes mellem små virksomheder (1-9 ansatte), mellemstore virksomheder (10-49 ansatte) samt store virksomheder (50 ansatte eller derover).

For små virksomheder forudsættes bøden som udgangspunkt fastsat til 3.000 kr. i førstegangstilfælde, 6.000 kr. i andengangstilfælde og 9.000 kr. i tredjegangstilfælde. Der forudsættes fastsat en højere bøde i fjerdegangstilfælde eller derover.

For mellemstore virksomheder vil bødeniveauet som udgangspunkt skulle forhøjes med 100 pct., mens det for store virksomheder vil skulle forhøjes med 300 pct. Dette gælder både i førstegangs- og i gentagelsestilfælde.

Hvis juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, herunder ikke-erhvervsdrivende fonde og foreninger overtræder forbuddet, forudsættes bøden som udgangspunkt fastsat til 3.000 kr. i førstegangstilfælde, 6.000 kr. i andengangstilfælde og 9.000 kr. i tredjegangstilfælde. Der forudsættes fastsat en højere bøde i fjerdegangstilfælde og derover.

Det forudsættes, at der ved udmålingen af straffen for overtrædelse af den foreslåede § 6 d, stk. 4, jf. § 24 f, stk. 1, om effektiv afskærmning, vil skulle skelnes mellem små og mindre virksomheder (1-9 ansatte), mellemstore virksomheder (10-49 ansatte) samt store virksomheder (50 ansatte eller derover).

For små virksomheder forudsættes bøden som udgangspunkt fastsat til 1.000 kr. uden gentagelsesvirkning.

For mellemstore virksomheder vil bødeniveauet som udgangspunkt skulle forhøjes med 100 pct., mens det for store virksomheder vil skulle forhøjes med 300 pct. uden gentagelsesvirkning.

Det forudsættes, at det ved vurderingen af strafansvaret indgår, at den enkelte virksomhed må holde sig opdateret om politiets udpegning af nattelivszoner.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af den foreslåede § 6 f, stk. 1, 1. pkt., som udgangspunkt fastsættes til en bøde på 3.000 kr. uden gentagelsesvirkning.

Fastsættelsen af bødestraffen i de konkrete sager om overtrædelse af politilovens § 6 c, § 6 d, § 6 f vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det foreslås i § 24 f, stk. 2, at den, som overtræder et påbud meddelt efter § 6 e, stk. 1, straffes med bøde.

Tilregnelseskravet efter den foreslåede bestemmelse er uagtsomhed. Det forudsættes, at det ved vurderingen af strafansvaret indgår, at den, der meddeles et påbud om at forlade en nattelivszone, selv er ansvarlig for at orientere sig om, hvilket geografisk område den pågældende nattelivszone omfatter.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af et påbud efter § 6 e, stk. 1, som udgangspunkt fastsættes til en bøde på 3.000 kr.

Fastsættelsen af straffen vil dog fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det foreslås i stk. 3 , at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5 for overtrædelse af de foreslåede bestemmelser i § 6 c, stk. 1, § 6 d, stk. 1, 3 eller 4, og § 6 f, stk. 1.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 56, stk. 2, 1. pkt., at udsættelsen (af fuldbyrdelsen) betinges af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at han overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af § 57.

Det foreslås i § 56, stk. 2, 1. pkt., at indsætte en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 57 a, der indfører et nyt særvilkår om økonomisk kontrol.

Der er tale om en konsekvensændring. Forslaget indebærer, at det foreslåede særvilkår efter straffelovens § 57 a får samme virkning som øvrige særvilkår efter straffelovens § 57 i relation til, at udsættelsen tillige betinges af, at den dømte overholder de vilkår, som måtte være fastsat efter § 57 a.

Til nr. 2

Straffelovens § 57 indeholder generelle regler om de tillægsvilkår, som retten kan fastsætte i tilknytning til en betinget dom.

Efter straffelovens § 57, 1. pkt., kan retten således som vilkår for udsættelsen af straf bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne skal undergives tilsyn. Endvidere kan retten efter straffelovens § 57, 2. pkt., fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige (såkaldte særvilkår).

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i straffelovens § 57 a, stk. 1, hvorefter retten som vilkår for straffens udsættelse kan bestemme, at personer mellem 18 og 25 år, der idømmes en betinget dom for overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 a, § 119 b, § 123, § 134 a, § 244, stk. 1, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 266, § 291 eller overtrædelse af lov om euforiserende stoffer for så vidt angår salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg, skal opnå tilsynsmyndighedens godkendelse af økonomiske dispositioner, der overstiger en beløbsgrænse, der fastsættes af retten, og rette sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om at anvende indtægter og formue til at indfri gæld til det offentlige.

Den foreslåede bestemmelse i § 57 a, stk. 1, indebærer, at der indføres et nyt særvilkår, der retter sig mod unge mellem 18 og 25 år, som idømmes en betinget dom for de i bestemmelsen nævnte lovovertrædelser.

Det foreslåede særvilkår kan bl.a. idømmes i sager, hvor personer idømmes en betinget dom for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer for så vidt angår salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg. Omfattet er således sager om salg af alle former for ulovlige euforiserende stoffer og besiddelse med henblik på salg, jf. herved straffelovens § 21. Endvidere omfattes vederlagsfri overdragelse af ulovlige euforiserende stoffer – f.eks. uddeling af vareprøver – med henblik på senere salg.

Den foreslåede ordning omfatter forsøg på og medvirken til de nævnte lovovertrædelser, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

Vedrører en betinget dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet af den foreslåede § 57 a, skal der foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af den foreslåede § 57 a, i sig selv begrunder et særvilkår om økonomisk kontrol. Hvis den unge f.eks. idømmes en betinget fængselsstraf for hærværk og dokumentfalsk, og det alene er overtrædelsen vedrørende dokumentfalsk, der er udslagsgivende for den betingede straf, fordi hærværksovertrædelsen isoleret set ville medføre en bødestraf, kan der ikke fastsættes et særvilkår om økonomisk kontrol.

Den foreslåede ordning omfatter ikke dom til anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 eller forvaring efter straffelovens § 70. Endvidere omfatter ordningen ikke kombinationsdomme i medfør af straffelovens § 58 eller betingede domme, hvor der fastsættes vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens 62, stk. 1.

Det er den tiltaltes alder på gerningstidspunktet, der er afgørende for, om den aldersmæssige betingelse er opfyldt. Hvis den unge f.eks. var 25 år på gerningstidspunktet, men er fyldt 26 år på tidspunktet for dommens afsigelse, er den pågældende omfattet af den foreslåede ordning.

Det forudsættes, at der som det klare udgangspunkt skal fastsættes et særvilkår om økonomisk kontrol efter den foreslåede bestemmelse, når den pågældende idømmes en betinget fængselsstraf for en eller flere af de bestemmelser, som er oplistet i det foreslåede stk. 1, og hvor den aldersmæssige betingelse er opfyldt.

Den tiltaltes økonomiske forhold skal ikke tillægges betydning i forhold til vurderingen af, om der skal fastsættes et særvilkår om økonomisk kontrol. Der skal derfor i almindelighed fastsættes vilkår om økonomisk kontrol, uanset om den tiltalte ikke har en indkomst eller kun har en beskeden indkomst på tidspunktet for domsafsigelsen. Tilsvarende gælder for tiltaltes eventuelle formue.

Det er heller ikke en betingelse for at fastsætte et særvilkår om økonomisk kontrol, at der er udarbejdet en personundersøgelse.

Domstolene kan dog undtagelsesvist undlade at fastsætte vilkår om økonomisk kontrol som led i en betinget dom. Det kan f.eks. ske i tilfælde, hvor den tiltalte varigt er uden fast bopæl, eller hvor den pågældende tidligere har været underlagt et særvilkår om økonomisk kontrol, men hvor gennemførelsen af vilkåret ikke har været vellykket, f.eks. fordi den tiltalte overtrådte vilkåret. Endvidere kan domstolene undtagelsesvist undlade at fastsætte vilkåret, hvis den tiltalte har særdeles gode personlige forhold. Det er tilfældet, hvor den tiltalte er i fast arbejde med en stabil lønindkomst, ikke tidligere er straffet, og hvor der på baggrund af en konkret vurdering ikke vurderes at være risiko for recidiv.

Hvis den tiltalte er frataget sin retlige handleevne i medfør af værgemålsloven, skal der ikke fastsættes et vilkår om økonomisk kontrol.

Der skal heller ikke fastsættes særvilkår om økonomisk kontrol i relation til en udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller fast bopæl i Danmark. Endvidere skal der ikke fastsættes vilkår om økonomisk kontrol i relation til en udlænding, der skal udvises.

Ved den foreslåede ordning tilsigtes ingen ændring i forhold til, hvornår der i almindelighed idømmes henholdsvis en betinget dom, en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller ubetinget dom for de pågældende lovovertrædelser. Der er således ikke med den foreslåede ordning tilsigtet en udvidelse af anvendelsesområdet for betingede domme.

Det er retten, der i forbindelse med særvilkårets fastsættelse bestemmer, hvad beløbsgrænsen skal fastsættes til.

Ved fastsættelsen af beløbsgrænsen skal der tages hensyn til den tiltaltes økonomiske forhold på tidspunktet for domsafsigelsen, herunder oplysninger om den pågældendes indtægtsforhold og eventuelle formue.

Det forudsættes i den forbindelse, at anklagemyndigheden, under sagens behandling i retten, fremlægger oplysninger om tiltaltes indtægtsforhold i form af skatteoplysninger om skattepligtig indkomst i indeværende eller forrige indkomstår.

Beløbsgrænsen forudsættes fastsat til mindst 10.000 kr. En beløbsgrænse på 10.000 kr. forudsættes anvendt i de tilfælde, hvor tiltaltes indtægt er særlig lav. En indtægt anses for ”særlig lav”, når den er væsentlig mindre end dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget. Det indebærer, at der almindeligvis fastsættes en beløbsgrænse på 10.000 kr., hvis den tiltalte modtager SU, kontanthjælp eller lignende ydelse. Det overlades herudover til domstolene under hensyntagen til den tiltaltes indtægts- og formueforhold at vurdere, hvornår der er grundlag for at hæve beløbsgrænsen fra 10.000 kr.

Hvis den tiltalte under retssagen kan fremlægge dokumentation for, at den pågældende har en ikke ubetydelig formue, taler det for, at der fastsættes en højere beløbsgrænse, således at beløbsgrænsen står i rimeligt forhold til den pågældendes samlede indtægts- og formueforhold.

Det foreslåede særvilkår om økonomisk kontrol indebærer, at den dømte skal opnå tilsynsmyndighedens godkendelse af økonomiske dispositioner, der overstiger en beløbsgrænse, der fastsættes af retten, og at den dømte skal rette sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om at anvende indtægter og formue til at indfri gæld til det offentlige.

Den økonomiske disposition kan bestå i forskelligartede dispositioner, der medfører en økonomisk konsekvens. Det kan f.eks. være køb, leje, leasing eller indgåelse af en i øvrigt økonomisk forpligtende aftale, herunder optagelse af kviklån.

Det er kriminalforsorgen, der som tilsynsmyndighed beslutter, om en økonomisk disposition, der overstiger den af retten fastsatte beløbsgrænse, kan godkendes eller ej. Kriminalforsorgen skal ikke godkende økonomiske dispositioner, der falder under den af retten fastsatte beløbsgrænse, ligesom kriminalforsorgen ikke skal godkende løbende udgifter, f.eks. huslejeudgifter, der overstiger beløbsgrænsen, når udgiften følger af en aftale, der er indgået forud for den betingede dom.

Hvis den økonomiske disposition vedrører et samlet beløb, der overstiger den fastsatte beløbsgrænse, men betalingen sker i flere rater, der enkeltvis ligger under den fastsatte beløbsgrænse, f.eks. som følge af en aftale om afbetaling, er dispositionen omfattet af ordningen og kræver således kriminalforsorgens godkendelse. Det gælder f.eks. den situation, hvor den dømte er underlagt et særvilkår om økonomisk kontrol med en beløbsgrænse på 10.000 kr., og den pågældende foretager køb af en genstand for 15.000 kr., med aftale om afbetaling henover en periode på f.eks. 12 måneder. Det samme gælder ved indgåelse af en aftale om leasing. Hvis den unge f.eks. indgår en aftale om leasing af en bil med en bindingsperiode på 12 måneder med en månedlig ydelse på 5.000 kr., og hvor den samlede tilbagebetaling udgør 60.000 kr. ved leasingens ophør, vil dispositionen være omfattet af ordningen og kræve kriminalforsorgens godkendelse, selvom den månedlige leasingydelse falder under beløbsgrænsen.

Kriminalforsorgen skal foretage en konkret vurdering af, om en økonomisk disposition, der overstiger den fastsatte beløbsgrænse, kan godkendes. Det afgørende er, om den økonomiske disposition står i misforhold til den dømtes samlede indtægts- og formueforhold. Hvis det er tilfældet, skal dispositionen som udgangspunkt afvises. Hvis den dømte modtager SU, kontanthjælp eller lignende ydelse, og den pågældende ikke herudover har en indtægt eller formue af betydning, vil det i almindelighed stå i misforhold til den pågældendes indtægts- og formueforhold f.eks. at foretage leasing af en nyere bil eller optage et kviklån.

Der kan endvidere lægges vægt på, hvad formålet med den økonomiske disposition er. Hvis leasing af en bil f.eks. er en forudsætning for at kunne opnå eller opretholde et arbejde, eller hvis købet af en specifik genstand, f.eks. en computer, tablet eller lignende, er en forudsætning for at kunne være tilknyttet et studie, er det omstændigheder, der taler for, at den pågældende disposition kan godkendes.

Endelig skal det indgå i den samlede vurdering, om den påtænkte økonomisk disposition er nødvendig, og om målet kan nås med andre og eventuelt billigere midler. Hvis den dømte således f.eks. kan opnå eller opretholde et arbejde ved at tage offentlig transport uden væsentlig ulempe, og leasing af en bil derfor ikke er nødvendig, taler det imod at godkende dispositionen, hvis dispositionen i øvrigt står i misforhold til pågældendes økonomiske forhold.

Det beror altid på en konkret helhedsvurdering med inddragelse af relevante hensyn, om en disposition kan godkendes eller ej.

Kriminalforsorgens beslutning om at afvise eller godkende en økonomisk disposition vil efter Justitsministeriets vurdering udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Kriminalforsorgen vil således ved sådanne beslutninger skulle iagttage reglerne i forvaltningsloven om partsbeføjelser, herunder krav om partshøring, begrundelse m.v. Når kriminalforsorgen beslutter enten at afvise eller godkende en økonomisk disposition, bør dette meddeles skriftligt.

Særvilkåret om økonomisk kontrol medfører ikke, at kriminalforsorgen får en egentlig værgebeføjelse i relation til den dømte. Det forhold, at den dømte er undergivet økonomisk kontrol, har således ikke indflydelse på gyldigheden af retshandler i forhold til tredjemand. Hvis den dømte f.eks. foretager køb i strid med særvilkårets bestemmelser, medfører det ikke, at aftalen er ugyldig. Der vil derimod i stedet kunne foreligge en vilkårsovertrædelse, som giver kriminalforsorgen anledning til at give et pålæg om, at den unge skal overholde vilkåret i den betingede dom, og som ved gentagen overtrædelse kan føre til, at vilkårsovertrædelsen indbringes for retten efter den foreslåede konsekvensændring af straffelovens § 60.

Det foreslåede særvilkår indebærer desuden, at kriminalforsorgen kan beslutte, at den dømtes indtægter og eventuelle formue skal bruges til at indfri den pågældendes gæld til det offentlige.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen i forbindelse med vilkårets etablering indhenter oplysninger fra Gældsstyrelsen om den dømtes eventuelle gæld til det offentlige som er under inddrivelse hos Gældsstyrelsen, herunder oplysninger om eventuelle eksisterende afdragsordninger eller igangværende lønindeholdelse.

Det bemærkes, at udveksling af personoplysninger vil kunne ske i nødvendigt omfang inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven eller retshåndhævelsesloven. Det følger bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, at almindelige personoplysninger, som f.eks. oplysninger om økonomiske forhold, kan behandles, herunder udveksles, hvis det er nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Endvidere følger det af retshåndhævelseslovens § 9, at sådanne oplysninger kan behandles, hvis det er nødvendigt for bl.a. at fuldbyrde strafferetlige sanktioner.

Hvis den dømte har forfalden gæld til det offentlige, som der ikke afdrages på, skal kriminalforsorgen i samarbejde med den dømte afklare med Gældsstyrelsen, om der er grundlag for en afdragsordning eller lønindeholdelse. Gældsstyrelsen har således i medfør af § 3, stk. 3, og § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 2022, kompetence til under nærmere betingelser at træffe afgørelse om, at den dømte skal afdrage på sin gæld ved at undergive sig en afdragsordning eller lønindeholdelse. Afgørelsen træffes under hensyn til den dømtes økonomiske forhold, idet der foretages en vurdering af den dømtes betalingsevne. Hvis den dømte har betalingsevne af en vis størrelse, vil udgangspunktet være, at der foretages lønindeholdelse. Den dømte kan dog i stedet anmode om, at der fastsættes en afdragsordning. Hvis den dømte misligholder en fastsat afdragsordning, vil Gældsstyrelsen kunne foretage lønindeholdelse. Hvis den dømte vurderes at mangle betalingsevne, kan der ikke fastsættes en afdragsordning eller foretages lønindeholdelse. Den dømte kan dog foretage frivillige betalinger.

Det forudsættes, at kriminalforsorgens beslutning om, at den dømte skal anvende sine indtægter og eventuelle formue til at indfri gæld til det offentlige, baserer sig på Gældsstyrelsens vurdering af den dømtes betalingsevne og eventuelle afgørelse om at fastsætte en afdragsordning eller foretage lønindeholdelse. Kriminalforsorgen skal til enhver tid respektere Gældsstyrelsens afgørelser.

Hvis Gældsstyrelsen træffer afgørelse om en afdragsordning for den dømte, kan kriminalforsorgen som led i særvilkåret træffe beslutning om, at den dømte skal afdrage på sin gæld i overensstemmelse med Gældsstyrelsens afgørelse. Hvis den dømte misligholder en fastsat afdragsordning, vil Gældsstyrelsen kunne foretage lønindeholdelse, hvis den dømte har en betalingsevne af en vis størrelse.

Hvis den dømte allerede ved særvilkårets etablering har fået fastsat en afdragsordning af Gældsstyrelsen om afvikling af sin gæld, kan kriminalforsorgen som led i vilkåret beslutte, at den pågældende for at overholde de fastsatte vilkår skal vedblive med at afdrage på gælden i overensstemmelse med den aftale, som er indgået med Gældsstyrelsen.

Kriminalforsorgens beslutning om, at den dømte skal anvende sine indtægter eller formue til at indfri sin gæld, skal til enhver tid respektere fogedrettens afgørelser. Kriminalforsorgen kan således f.eks. ikke beslutte, at den dømte skal anvende sin formue til at indfri sin gæld, hvis der allerede er foretaget udlæg i formuen. Det samme gælder, hvis der er foretaget udlæg af Gældsstyrelsens pantefogeder.

Det er Justitsministeriets vurdering, at kriminalforsorgens beslutning om, at den dømte skal anvende sine indtægter og eventuelle formue til at indfri sin gæld til det offentlige, vil udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Kriminalforsorgen vil derfor ved sådanne beslutninger skulle iagttage reglerne i forvaltningsloven om partsbeføjelser, herunder krav om partshøring, begrundelse m.v.

Det foreslås i § 57 a, stk. 2, 1. pkt., at den dømte undergives tilsyn i prøvetiden eller en del af denne.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den dømte, foruden særvilkåret om økonomisk kontrol, undergives det almindelige tilsyn i medfør at straffelovens § 57, stk. 1, 1. pkt. Det forudsættes, at tilsynet almindeligvis fastsættes til 1 år, således at tilsynet udløber samtidig med særvilkåret. Hvis retten fastsætter en prøvetid på 2 år, giver den foreslåede bestemmelse mulighed for, at der kan fastsættes et tilsyn af f.eks. 1 års varighed.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen i forbindelse med særvilkåret om økonomisk kontrol som udgangspunkt afholder månedlige opfølgende samtaler med den dømte, herunder for at kontrollere, at særvilkårets bestemmelser overholdes.

Det foreslås i § 57 a, stk. 2, 2. pkt., at det fastsatte særvilkår om økonomisk kontrol efter stk. 1 ophører efter 1 år fra endelig dom.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at særvilkåret om økonomisk kontrol automatisk ophører 1 år fra endelig dom, medmindre særvilkåret er ophævet af retten på et tidligere tidspunkt, jf. den foreslåede konsekvensændring i lovforslagets § 2, nr. 3.

Det foreslås i § 57 a, stk. 3, at afgørelser truffet af tilsynsmyndigheden efter stk. 2 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kriminalforsorgens afgørelse om, at en økonomisk disposition ikke kan godkendes, eller om at den dømte skal anvende indtægter eller formue til at indfri gæld til det offentlige, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Justitsministeriet finder det ubetænkeligt at afskære adgangen til administrativ rekurs i sådanne sager henset til, at kriminalforsorgens afgørelse træffes med hjemmel i særvilkåret, der er fastsat af retten, og at afgørelsen i øvrigt træffes som led i gennemførelsen af et straffuldbyrdelsesforløb. Endvidere kan lovligheden af afgørelsen prøves af domstolene i forbindelse med behandling af spørgsmålet om vilkårsovertrædelse i medfør af straffelovens § 60, ligesom afgørelsen kan indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 59, stk. 1, 1. pkt., at de i medfør af § 57 fastsatte vilkår senere kan ændres eller ophæves ved retskendelse efter begæring fra anklagemyndigheden eller den dømte.

Det foreslås, at der i § 59, stk. 1, 1. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 57 a, der indfører et nyt særvilkår om økonomisk kontrol.

Der er tale om en konsekvensændring. Forslaget indebærer, at det foreslåede særvilkår efter straffelovens § 57 a får samme virkning som øvrige særvilkår efter straffelovens § 57 i relation til, at vilkåret senere kan ændres eller ophæves ved kendelse efter begæring fra anklagemyndigheden eller den dømte.

Til nr. 4

Af straffelovens § 60, stk. 1, fremgår de reaktionsmuligheder, som retten kan anvende, hvis den dømte overtræder de i medfør af § 57 fastsatte vilkår.

Det foreslås, at der i § 60, stk. 1, indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 57 a, der indfører et nyt særvilkår om økonomisk kontrol.

Der er tale om en konsekvensændring. Forslaget indebærer, at det foreslåede særvilkår efter straffelovens § 57 a får samme virkning som øvrige særvilkår efter straffelovens § 57 i relation til, at retten kan anvende de samme reaktionsmuligheder ved en vilkårsovertrædelse af § 57 a som ved overtrædelse af øvrige vilkår fastsat efter § 57.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen følger samme fremgangsmåde ved en vilkårsovertrædelse af særvilkåret om økonomisk kontrol som ved vilkårsovertrædelser af øvrige særvilkår efter straffelovens § 57, jf. straffuldbyrdelseslovens § 99. Tilsvarende finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 590 af 30. april 2015 om kriminalforsorgens reaktioner ved overtrædelse af vilkår fastsat ved prøveløsladelse, betinget dom m.v. anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 1, nr. 6.

Det bemærkes, at der i almindelighed ikke vil foreligge en vilkårsovertrædelse i de tilfælde, hvor den dømte ikke overholder en beslutning om at anvende sin indtægt eller formue til at indfri sin gæld til det offentlige, hvis den manglende overholdelse alene beror på den omstændighed, at den pågældende mangler betalingsevne, men i øvrigt har betalingsvilje. Baggrunden herfor er, at det ikke er intentionen, at den dømte skal risikere at få sin straf ændret til en ubetinget fængselsstraf alene som følge af, at den pågældende ikke har evne til at betale sin gæld.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af vagtvirksomhedslovens § 2, stk. 1, at den, der udøver vagtsomhed eller indgår aftale herom, skal have autorisation hertil. Efter vagtvirksomhedslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., omfatter en autorisation til at udøve vagtvirksomhed ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang, medmindre der er givet særlig tilladelse hertil.

Med de gældende regler er der således ikke en almindelig adgang for vagtvirksomheder til at udøve vagtvirksomhed på jernbanestationer, idet en sådan vagtvirksomhed kræver en særlig tilladelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i lov om vagtvirksomhed, at autorisation til at udøve vagtvirksomhed uanset stk. 1, 1. pkt., omfatter adgang til at udøve vagtvirksomhed på jernbanestationer.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at udøvelse af vagtvirksomhed på jernbanestationer ikke forudsætter, at der gives en særlig tilladelse efter vagtvirksomhedslovens § 6, stk. 1. Adgangen til at udøve vagtvirksomhed følger i stedet direkte af den autorisation, der meddeles vagtvirksomheden efter vagtvirksomhedslovens § 2, stk. 1.

Udtrykket »jernbanestationer« skal forstås i overensstemmelse med § 41 i jernbanelov nr. 686 af 27. maj 2015, som senest er ændret ved lov nr. 2397 af 14. december 2021 (herefter jernbaneloven) og omfatter således stationsområder, banelinjer med tilhørende skråninger, banketter og grøfter, broer, tunneler, højbaner, arbejdspladser og andre anlæg, tog og andre køretøjer og forpladser og adgangsveje til stationer og jernbanefærgesteder, hvor disse ejes af jernbanevirksomheden eller ejes eller forvaltes af infrastrukturforvalteren. Udtrykket skal endvidere ses i overensstemmelse med jernbanelovens anvendelsesområde og omfatter således al skinnebåren trafik, herunder bybaner, som omfatter metro, letbaner og S-baner, jf. jernbanelovens § 2, stk. 1. Udøvelse af vagtvirksomhed på f.eks. busstationer uden tilknytning til en jernbanestation vil fortsat forudsætte en særlig tilladelse, jf. § 6, stk. 1, i vagtvirksomhedsloven.

Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af de gældende regler i vagtvirksomhedsloven vedrørende politiets meddelelse af autorisation til at udøve vagtvirksomhed og de betingelser, der skal være opfyldt for at kunne meddele en autorisation. Disse regler finder fortsat anvendelse for vagtvirksomheder, der ønsker at udøve vagtvirksomhed på jernbanestationer. Det indebærer bl.a., at politiet efter vagtvirksomhedslovens § 5, stk. 1, kan meddele autorisation for et tidsrum af højst 5 år og for en eller flere politikredse eller for hele landet, ligesom politiet i øvrigt kan meddele autorisationen på nærmere fastsatte vilkår.

Det bemærkes i den forbindelse, at anvendelse af hunde på steder, hvortil der er almindelig adgang, som led i virksomheden, med den foreslåede ændring fortsat vil kræve en særlig tilladelse, jf. vagtvirksomhedslovens § 6, stk. 1, 2. pkt.

Det er en forudsætning for, at vagtvirksomheden kan udøve vagtvirksomhed på jernbanestationen uden en særlig tilladelse, jf. den foreslåede § 6, stk. 2, at vagtvirksomheden er autoriseret til at udøve vagtvirksomhed i den politikreds, hvor jernbanestationen er placeret. En vagtvirksomhed, der allerede er autoriseret til at udøve vagtvirksomhed som nævnt i vagtvirksomhedslovens § 1, stk. 1, nr. 1, behøver ikke at søge om en ny autorisation for uden særlig tilladelse at kunne udøve vagtvirksomhed på jernbanestationer.

Det er op til forvalteren af den pågældende jernbanestation, om der skal udøves vagtvirksomhed på jernbanestationen.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af servicelovens § 57 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg, når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar.

Efter servicelovens § 57 a, stk. 2, forudsætter meddelelsen af et forældrepålæg, at der foreligger oplysninger om mindst én af fire nærmere angivne problemstillinger hos barnet eller den unge.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i servicelovens § 57 a, stk. 2, nr. 3, hvorefter anvendelsesområdet for at meddele et forældrepålæg udvides til at omfatte sager, hvor der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har udvist utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang.

Forslaget indebærer, at oplysninger om, at barnet eller den unge har udvist utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, vil være en indikator på, at barnets eller den unges udvikling er i fare og kan således begrunde et forældrepålæg.

Med udtrykket »utryghedsskabende adfærd« menes en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed hos andre mennesker. Det er således ikke et krav, at der skal være givet udtryk for en følelse af utryghed i forhold til den udviste adfærd, idet adfærden alene skal være egnet til at skabe utryghed.

Som eksempler på utryghedsskabende adfærd kan nævnes, at barnet eller den unge udviser en intimiderende, chikanerende eller truende adfærd over for f.eks. forbipasserende, beboere eller erhvervsdrivende m.v. Eksempler på chikanøs eller truende adfærd kan f.eks. være, at barnet eller den unge, herunder gruppen som denne kan være en del af, råber, kommer med nedsættende bemærkninger eller stiller sig i vejen for forbipasserende, eller at den pågældende udviser en støjende eller fornærmende adfærd i øvrigt. Der kan også være tale om fysiske handlinger såsom kast af genstande, skub eller spyt mod ting eller personer, uden at adfærden nødvendigvis falder under et strafbart forhold.

I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, hvor adfærden er udvist, f.eks. på en togstation, ved et busstoppested, i et bycenter, foran den eller de forurettedes hjem eller lignende offentlige steder, hvor det enten har været vanskeligt eller umuligt for den eller de forurettede at trække sig væk eller undgå barnets eller den unges eller gruppens adfærd.

Endvidere kan der lægges vægt på, hvornår adfærden er udvist, f.eks. om det er sket i de sene aften- og nattetimer efter mørkets frembrud, hvor visse handlinger almindeligvis fremstår mere utrygge, end hvis de var forøvet i dagslys. Det kan også indgå i vurderingen, om barnet eller den unge i forbindelse med adfærden har forsøgt at tildække sit ansigt eller på anden vis forsøgt at anonymisere sig selv for f.eks. at undgå videoovervågningskameraer eller øvrig identifikation.

Adfærden behøver ikke at bestå i eller ledsages af et strafbart forhold. Det afgørende er adfærdens utryghedsskabende karakter. Adfærden kan udøves selvstændigt af barnet eller den unge eller som led i en gruppes aktiviteter. Hvis der er tale om en samlet adfærd i en gruppe, kan der lægges vægt på, om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafikale gener, og om personer i gruppen indtager eller er påvirket af alkohol eller andre rusmidler.

Det er ikke muligt udtømmende at definere, hvornår der er tale om utryghedsskabende adfærd. Det vil altid bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen, om en adfærd kan siges at være utryghedsskabende eller ej.

Det er en betingelse, at den utryghedsskabende adfærd er udvist »på steder, hvortil der er almindelig adgang«. Udtrykket skal forstås i overensstemmelse med ordensbekendtgørelsens § 2 og omfatter således f.eks. offentlige parker, offentlige befordringsmidler, butikker, butikscentre og offentlige kontorer. Det vil ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis den utryghedsskabende adfærd er udvist i et privat hjem eller andre steder, hvor der ikke er almindelig adgang. Den utryghedsskabende adfærd kan være udvist på steder med geografisk tilknytning til det sted, hvor barnet eller den unge har bopæl. Det kan f.eks. være i det lokale bycenter, på den lokale togstation, foran byskolen, ungdomsklubben eller lignende. Det er imidlertid ikke et krav, at adfærden nødvendigvis er udvist i barnets eller den unges nærområde. Det vil således også være omfattet, hvis adfærden er udvist i en anden by eller kommune end den, som barnet eller den unge har bopæl i.

Det er kommunen, der skal vurdere, om barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Kommunen vil i den forbindelse skulle iagttage officialprincippet, hvorefter kommunen skal sørge for en tilstrækkelig sagsoplysning, førend der træffes afgørelse om pålæg. Vurderingen af, om barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd skal almindeligvis foretages bl.a. på baggrund af oplysninger fra politiet, SSP-samarbejdet eller lignende.

Det forudsættes, at forældrepålægget ikke meddeles som følge af et enkeltstående tilfælde. Et pålæg vil således almindeligvis forudsætte, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge flere gange har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Hyppigheden af den udviste adfærd kan endvidere indgå i vurdering af, om adfærden samlet set må anses for utryghedsskabende. Hvis barnet eller den unge således gentagne gange har udvist en utryghedsskabende adfærd, skal der for så vidt angår den konkrete udviste adfærd mindre til for at betegne adfærdens karakter som utryghedsskabende.

Til nr. 2

Det fremgår af servicelovens § 57 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg, når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar.

Efter servicelovens § 57 a, stk. 3, skal et forældrepålæg angive en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaveren, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til målet.

En af de mulige handlepligter kan gå ud på, at forældremyndighedsindehaveren skal sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, jf. § 57 a, stk. 3, nr. 4.

Det foreslås, at der foretages en justering af servicelovens § 57 a, stk. 3, nr. 4, således at det fremgår eksplicit af loven, at forældremyndighedsindehaveren kan pålægges at sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum.

Forslaget indebærer, at der indsættes en eksplicit hjemmel i loven til, at kommunen kan stille krav om, at barnet eller den unge skal være hjemme i et bestemt tidsrum, f.eks. aftentimerne, og at forældrene kan pålægges at sikre, at det rent faktisk sker.

Det er kommunen, der i forbindelse med meddelelsen af forældrepålægget, vurderer, hvilket tidsrum handlepligten skal strække sig over. Ved vurderingen kan der lægges vægt på, hvilke problemstillinger hos barnet eller den unge der giver anledning til den pågældende handlepligt. Hvis der f.eks. foreligger oplysninger fra politiet, SSP-samarbejdet eller lignende om, at barnet eller den unge ofte udviser eller deltager i utryghedsskabende adfærd i weekenden i aften- og nattetimerne, kan pålægget f.eks. gå ud på, at barnet eller den unge skal være hjemme fredag og lørdag mellem kl. 21 om aftenen til kl. 6 om morgenen dagen efter.

Det er ikke en forudsætning, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd for at anvende handlepligten om ophold i hjemmet i et nærmere afgrænset tidsrum. Handlepligten kan således også anvendes ved enhver af de øvrige problemstillinger, som er oplistet i servicelovens § 57 a, stk. 2, og § 57 b, stk. 2.

Der er ikke med den foreslåede justering tilsigtet en ændring af gældende ret i forhold til betydningen af, at den unge kan pålægges ”at være hjemme”. Den foreslåede justering af handlepligten indebærer således ikke, at den unge per definition skal opholde sig på den fysisk afgrænsede enhed, som familiens bopæl udgør, i det tidsrum, der er fastsat i kommunens afgørelse. Hvis familien f.eks. skal på familieudflugt eller besøg hos venner eller familie, vil det være naturligt, at den unge deltager i disse aktiviteter. Endvidere vil barnet eller den unge fortsat have mulighed for inden for det fastsatte tidsrum at deltage i eventuelle fritidsaktiviteter, klubtilbud eller aktiviteter med genoprettende formål i øvrigt. Det afgørende er, at barnet eller den unge ikke hænger ud på gaden eller opholder sig i miljøer, der ansporer den unge til negativ adfærd.

Endvidere er der med den justerede handlepligt ikke tilsigtet en ændring i relation til de gældende regler og grundsætninger, hvorefter forældrepålæggets og børne- og ungepålæggets indhold, omfang og varighed skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst, ligesom de konkrete handlepligter skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer og være realistiske at efterleve. Dette indebærer endvidere, at handlepligten ikke må gå videre, end hvad rammerne for ansvarlig forældremyndighedsudøvelse tilsiger. Forældre kan således f.eks. ikke pålægges at låse deres børn inde for at sikre, at handlepligten efterleves.

Til nr. 3

Efter servicelovens § 57 b, stk. 1, 1. pkt., skal kommunen træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 10-17 år et børne- og ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med den unge og forældrene om støtte efter § 52, stk. 3, i lov om social service ikke er tilstrækkelig til at afhjælpe barnets eller den unges problemer.

Efter servicelovens § 57 b, stk. 2, er det en forudsætning for meddelelse af et børne- og ungepålæg, at der foreligger oplysninger om mindst én af fire problemstillinger hos barnet eller den unge, som vil indikere, at barnet eller den unges udvikling er i fare.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i servicelovens § 57 b, stk. 2, nr. 3, hvorefter anvendelsesområdet for at meddele et børne- og ungepålæg udvides til at omfatte sager, hvor der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har udvist utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang.

Forslaget indebærer, at oplysninger om at barnet eller den unge har udvist utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, er en indikator på, at barnets eller den unges udvikling er i fare og kan således begrunde et børne- og ungepålæg.

Med udtrykket »utryghedsskabende adfærd« menes en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed hos andre mennesker. Det er således ikke et krav, at der skal være givet udtryk for en følelse af utryghed i forhold til den udviste adfærd, idet adfærden alene skal være egnet til at skabe utryghed.

Som eksempler på utryghedsskabende adfærd kan nævnes, at barnet eller den unge udviser en intimiderende, chikanerende eller truende adfærd over for f.eks. forbipasserende, beboere eller erhvervsdrivende m.v. Eksempler på chikanøs eller truende adfærd kan f.eks. være, at barnet eller den unge, herunder gruppen som denne kan være en del af, råber, kommer med nedsættende bemærkninger eller stiller sig i vejen for forbipasserende, eller at den pågældende udviser en støjende eller fornærmende adfærd i øvrigt. Der kan også være tale om fysiske handlinger såsom kast af genstande, skub eller spyt mod ting eller personer, uden at adfærden nødvendigvis udgør et strafbart forhold.

I forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, hvor adfærden er udvist, f.eks. på en togstation, ved et busstoppested, i et bycenter, foran den eller de forurettedes hjem eller lignende offentlige steder, hvor det enten har været vanskeligt eller umuligt for den eller de forurettede at trække sig væk eller undgå barnets eller den unges eller gruppens adfærd.

Endvidere kan der lægges vægt på, hvornår adfærden er udvist, f.eks. om det er sket i de sene aften- og nattetimer efter mørkets frembrud, hvor visse handlinger almindeligvis fremstår mere utrygge, end hvis de var forøvet i dagslys. Det kan også indgå i vurderingen, om barnet eller den unge i forbindelse med adfærden har forsøgt at tildække sit ansigt eller på anden vis forsøgt at anonymisere sig selv for f.eks. at undgå videoovervågningskameraer eller øvrig identifikation.

Adfærden behøver ikke at bestå i eller ledsages af et strafbart forhold. Det afgørende er adfærdens utryghedsskabende karakter. Adfærden kan udøves selvstændigt af barnet eller den unge eller som led i en gruppes aktiviteter. Hvis der er tale om en samlet adfærd i en gruppe, kan der lægges vægt på, om gruppens adfærd medfører støjgener og/eller trafikale gener, om personer i gruppen indtager eller er påvirket af alkohol eller andre rusmidler.

Det vil altid bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen, om en adfærd kan siges at være utryghedsskabende eller ej.

Det er en betingelse, at den utryghedsskabende adfærd er udvist »på steder, hvortil der er almindelig adgang«. Udtrykket skal forstås i overensstemmelse med ordensbekendtgørelsens § 2 og omfatter således f.eks. offentlige parker, offentlige befordringsmidler, butikker, butikscentre og offentlige kontorer. Det vil ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis den utryghedsskabende adfærd er udvist i et privat hjem eller andre steder, hvor der ikke er almindelig adgang. Den utryghedsskabende adfærd kan være udvist på steder med geografisk tilknytning til det sted, hvor barnet eller den unge har bopæl. Det kan f.eks. være i det lokale bycenter, på den lokale togstation, foran byskolen, ungdomsklubben eller lignende. Det er imidlertid ikke et krav, at adfærden nødvendigvis er udvist i barnets eller den unges nærområde. Det vil således også være omfattet, hvis adfærden er udvist i en anden by eller kommune end den, som barnet eller den unge har bopæl i.

Det er kommunen, der skal vurdere, om barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Vurderingen foretages bl.a. på baggrund af oplysninger fra politiet, SSP-samarbejdet eller lignende.

Det forudsættes, at børne- og ungepålægget ikke meddeles som følge af et enkeltstående tilfælde. Et pålæg vil således almindeligvis forudsætte, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge flere gange har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Hyppigheden af den udviste adfærd kan endvidere indgå i vurdering af, om adfærden samlet set må anses for utryghedsskabende. Hvis barnet eller den unge således gentagne gange har udvist en utryghedsskabende adfærd, skal der for så vidt angår den konkrete udviste adfærd mindre til for at betegne adfærdens karakter som utryghedsskabende.

Til nr. 4

Det fremgår af servicelovens § 57 b, stk. 3, at et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Af servicelovens § 57 b, stk. 3, nr. 1-4, fremgår en oplistning af mulige handlepligter.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i servicelovens § 57 b, stk. 3, nr. 2, hvorefter det i et børne- og ungepålæg kan fastsættes, at barnet eller den unge skal undlade at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område.

Det forudsættes, at den foreslåede handlepligt i servicelovens § 57 b, stk. 3, nr. 2, alene fastsættes, når der foreligger oplysninger om mindst én af de problemstillinger, som fremgår af servicelovens § 57 b, stk. 2, nr. 2-4. Det indebærer, at handlepligten almindeligvis ikke vil kunne fastsættes, hvor der alene foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, jf. servicelovens § 57 b, stk. 2, nr. 1.

Handlepligten kan f.eks. fastsættes i tilfælde, hvor barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for visse strafbare forhold, hvor barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. den foreslåede § 4, nr. 3, i lovforslaget, eller hvor barnet eller den unge har alvorlige adfærds- og tilpasningsproblemer.

Det forudsættes, at adfærden eller den problemstilling, der giver anledning til handlepligten, er udvist eller begået i det område, som handlepligten afgrænses til at omfatte.

Endvidere vil de gældende regler om, at et børne- og ungepålægs indhold, omfang og varighed skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst, almindeligvis forudsætte, at den foreslåede handlepligt alene pålægges, når der er grund til at tro, at barnet eller den unge vil gentage sin adfærd på stedet eller i området, og at handlepligten derfor er nødvendig for at undgå den pågældende adfærd fremadrettet.

Handlepligten kan f.eks. meddeles i en situation, hvor der foreligger oplysninger om, at et barn eller en ung gentagne gange har udvist utryghedsskabende adfærd i det lokale bycenter. Handlepligten vil herefter kunne gå ud på, at barnet eller den unge i en periode ikke må færdes eller tage ophold i det pågældende bycenter. Handlepligten vil imidlertid ikke kunne afgrænses til også at omfatte, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller opholde sig på den lokale togstation, hvis barnet eller den unges utryghedsskabende adfærd ikke i øvrigt kan knyttes til den pågældende togstation.

Handlepligten omfatter »et nærmere geografisk afgrænset område«. Det kan f.eks. være en bestemt plads, en station, et by- eller storcenter, et bestemt boligkvarter eller lignende. Handlepligten kan omfatte steder, hvor der er almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2. Handlepligten omfatter imidlertid ikke steder, hvor der ikke er almindelig adgang, f.eks. private hjem.

Det forudsættes, at kommunen i forbindelse med meddelelse af børne- og ungepålægget tydeligt afgrænser det område, som handlepligten omfatter, således at det står klart for barnet eller den unge, hvor den pågældende ikke må færdes eller opholde sig. Det kan være ved at angive navnet på stedet eller området, f.eks. ved at fastsætte at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold på Valby Station, i et bestemt bycenter eller lignende. Handlepligten kan også afgrænses til en bestemt vej eller boligkvarter. Den geografiske afgrænsning kan markeres på et kort for at illustrere over for barnet eller den unge, hvor handlepligten gælder.

Handlepligten kan begrænses til at gælde i et bestemt tidsrum. Hvis den adfærd, som barnet eller den unge udviser, alene finder sted på bestemte tidspunkter, vil handlepligten kunne begrænses til at gælde i et nærmere angivet tidsrum. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor den utryghedsskabende adfærd, som barnet eller den unge udviser, alene sker i aftentimerne på den lokale togstation. Handlepligten kan herefter gå ud på, at barnet eller den unge ikke må færdes frem og tilbage eller tage ophold på den pågældende togstation alle ugens dage i tidsrummet fra f.eks. kl. 18 til kl. 6 næste morgen.

Det geografisk afgrænsede område må ikke være større end det, som er påkrævet for at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og det skal stå i rimeligt forhold til formålet. Det samme gælder for så vidt angår den tidsmæssige udstrækning af pålægget, jf. også servicelovens § 57 b, stk. 6, jf. § 57 a, stk. 9.

Den foreslåede handlepligt indebærer, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold i det nærmere geografisk afgrænsede område. Barnet eller den unge vil dog kunne passere igennem området. Det vil sige, at et barn eller en ung, der er pålagt ikke at færdes frem og tilbage eller tage ophold i området, godt må gå igennem området, så længe passagen ikke kan siges at have karakter af færden frem og tilbage eller egentlige ophold i området. Det betyder endvidere, at barnet eller den unge kan foretage almindelige dagligdags gøremål i området. Hvis barnet eller den unge f.eks. bor, går i skole eller arbejder i det pågældende område, kan barnet eller den unge bevæge sig frit til og fra sin bopæl, skole m.v. og ud i sit lokalområde, men kan ellers ikke tage ophold i området. Hvis barnet eller den unge har fået pålagt ikke at opholde sig eller færdes frem og tilbage på den lokale togstation, vil barnet eller den unge fortsat kunne tage toget til og fra skole eller til fritidsaktiviteter. Barnet eller den unge vil dog ikke i øvrigt kunne tage ophold eller færdes frem og tilbage på stationen.

Til nr. 5

Det fremgår af servicelovens § 57 b, stk. 3, at et børne- og ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet.

En af de mulige handlepligter kan gå ud på, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, jf. § 57 b, stk. 3, nr. 2.

Det foreslås, at der foretages en justering af servicelovens § 57 b, stk. 3, nr. 2, således at det fremgår eksplicit af loven, at barnet eller den unge kan pålægges at være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum.

Forslaget indebærer, at der indsættes en eksplicit hjemmel i loven til, at kommunen kan stille krav om, at barnet eller den unge skal være hjemme i et bestemt tidsrum, f.eks. i aftentimerne.

Det er kommunen, der, i forbindelse med meddelelsen af børne- og ungepålægget, vurderer, hvilket tidsrum handlepligten skal strække sig over. Ved vurderingen kan der lægges vægt på, hvilke problemstillinger hos barnet eller den unge, der giver anledning til den pågældende handlepligt. Hvis der f.eks. foreligger oplysninger fra politiet, SSP-samarbejdet eller lignende om, at barnet eller den unge ofte udviser eller deltager i utryghedsskabende adfærd i weekenden i aften- og nattetimerne, kan pålægget f.eks. gå ud på, at barnet eller den unge skal være hjemme fredag og lørdag mellem kl. 21 om aftenen til kl. 6 om morgenen dagen efter.

Det er ikke en forudsætning, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd for at anvende handlepligten om ophold i hjemmet i et nærmere afgrænset tidsrum. Handlepligten kan således også anvendes ved enhver af de øvrige problemstillinger, som er oplistet i servicelovens § 57 a, stk. 2, og § 57 b, stk. 2.

Der er ikke med den foreslåede justering tilsigtet en ændring af gældende ret i forhold til betydningen af, at den unge kan pålægges ”at være hjemme”. Den foreslåede justering af handlepligten indebærer således ikke, at den unge per definition skal opholde sig på den fysisk afgrænsede enhed, som familiens bopæl udgør, i det tidsrum, der er fastsat i kommunens afgørelse. Hvis familien f.eks. skal på familieudflugt eller besøg hos venner eller familie, vil det være naturligt, at den unge deltager i disse aktiviteter. Endvidere vil barnet eller den unge fortsat have mulighed for inden for det fastsatte tidsrum at deltage i eventuelle fritidsaktiviteter, klubtilbud eller aktiviteter med genoprettende formål i øvrigt. Det afgørende er, at barnet eller den unge ikke hænger ud på gaden eller opholder sig i miljøer, der ansporer den unge til negativ adfærd.

Endvidere er der med den justerede handlepligt ikke tilsigtet en ændring i relation til de gældende regler og grundsætninger, hvorefter forældrepålæggets og børne- og ungepålæggets indhold, omfang og varighed skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst, ligesom de konkrete handlepligter skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer og være realistiske at efterleve.

Til nr. 6

Det følger af servicelovens § 57 b, stk. 4, at børne- og ungepålæg efter stk. 1, jf. stk. 3, nr. 2-4, iværksættes uden forudgående gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50.

Det foreslås, at der i § 57 b, stk. 4, henvises til nr. 2-5 i stedet for til nr. 2-4 som følge af lovforslagets § 4, nr. 4, der indfører en ny mulig handlepligt i medfør af den foreslåede § 57 b, stk. 3, nr. 2.

Der er tale om en konsekvensrettelse. Forslaget indebærer, at den foreslåede handlepligt efter bestemmelse i § 57 b, stk. 3, nr. 2, i serviceloven, kan fastsættes uden forudgående gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 94 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., at tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat efter straffelovens § 57, gennemføres af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.

Det foreslås, at § 94 ændres, således at der i bestemmelsen fremgår en henvisning til både straffelovens § 57 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 57 a.

Forslaget indebærer, at der indføres hjemmel til, at kriminalforsorgen gennemfører særvilkåret om økonomisk kontrol efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 57 a, medmindre andet er bestemt i afgørelsen. Forslaget indebærer endvidere, at bestemmelserne fastsat i kapitel 17 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. om gennemførelse af betingede domme, herunder bemyndigelsen i § 98 til at fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår, ligeledes finder anvendelse i relation til det foreslåede særvilkår om økonomisk kontrol efter straffelovens § 57 a.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2022.

De foreslåede bestemmelser i politilovens § 6 e finder anvendelse på situationer, der er opstået efter lovens ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 57 a, hvor der skabes mulighed for at knytte vilkår om økonomisk kontrol til en betinget dom for unge mellem 18 og 25 år, kan anvendes i straffesager, der påkendes efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 4, stk. 1. Det afgørende er således ikke handlingstidspunktet, men påkendelsestidspunktet.

I sager, der er pådømt i byretten før lovens ikrafttræden, og som pådømmes i landsretten efter lovens ikrafttræden, vil der skulle tages stilling til, om der er grundlag for at idømme et særvilkår om økonomisk kontrol, selvom reglerne herom ikke var gældende ved pådømmelsen i byretten.

Kilde

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovens §§ 1 og 3 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som grønlandske forhold tilsiger. Endvidere foreslås det, at lovens § 1 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det følger af bestemmelsen, at den foreslåede ændring af straffeloven ikke vil gælde for Færøerne og Grønland. Baggrunden herfor er, at Færøerne pr. 1. marts 2020 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, og at der i Grønland gælder en særlig kriminallov.

De foreslåede ændringer af lov om social service vil heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.

Endelig følger det af bestemmelsen, at den foreslåede ændring af lov om vagtvirksomhed ikke gælder for Færøerne, idet lovgivningen om vagtvirksomhed er et overtaget sagsområde, der henhører under de færøske myndigheder.