Lov om ændring af lov om planlægning, lov om Planklagenævnet og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet (Fremme af vedvarende energi i den fysiske planlægning og effektivisering af sagsbehandling i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af lov om planlægning, lov om Planklagenævnet og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet (Fremme af vedvarende energi i den fysiske planlægning og effektivisering af sagsbehandling i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet) § 2

Til nr. 1

Kapitel 3 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet regulerer Planklagenævnets sagsbehandling. Efter lovens § 4, stk. 1, kan formanden eller en stedfortræder for denne på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvis afgørelse alene beror på en retlig vurdering.

Efter § 4, stk. 2, skal Planklagenævnet i sager, der ikke kan afgøres af formanden eller en stedfortræder for denne alene være fuldtalligt. Nævnet træffer afgørelse ved almindeligt stemmeflertal på et møde eller ved skriftlig behandling. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme i den enkelte sag udslagsgivende.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 3 a til regulering af nævnets afgørelsesmåde.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3 a, stk. 1, hvorefter nævnet træffer afgørelse på møde, medmindre formanden finder det ubetænkeligt, at afgørelse træffes på skriftligt grundlag.

Forslaget indebærer, at formanden i sager, der afgøres af nævnet, vil kunne beslutte, om afgørelsen i den konkrete sag skal træffes på et møde eller på skriftligt grundlag.

Det forudsættes, at der som i dag kan fastsættes nærmere retningslinjer for, hvornår afgørelser træffes på henholdsvis møder og på skriftligt grundlag i nævnets forretningsorden, jf. lovens § 10.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt § 3 a, stk. 2, hvorefter nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 10 af medlemmerne, herunder formanden, er til stede eller deltager i den skriftlige behandling af sagen.

Forslaget indebærer, at klagesagsbehandlingen ikke forsinkes af fravær hos et enkelt nævnsmedlem og derved understøtter, at der er hurtige og smidige klageprocesser samt en effektiv opgavevaretagelse under hensyn til den fornødne retssikkerhed, navnlig i form af fornøden repræsentation af den viden og indsigt m.v., som nævnets medlemmer besidder.

Bestemmelsen forudses kun undtagelsesvist at få betydning, idet de stedfortrædende nævnsmedlemmer (suppleanter) generelt forventes at kunne træde til, hvis et nævnsmedlem har forfald. Reglerne for beslutningsdygtighed forudsættes i øvrigt nærmere fastlagt i nævnets forretningsorden, jf. lovens § 10.

Det er op til formanden at sikre, at nævnet er beslutningsdygtigt i forhold til den konkrete sag.

Videre foreslås det at indsætte et nyt § 3 a, stk. 3, hvorefter nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme i den enkelte sag udslagsgivende.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 4, stk. 2, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., i lov om Planklagenævnet, for så vidt angår regler om afstemning.

Endelig foreslås det, at der indsættes et nyt § 3 a, stk. 4, hvorefter der ved stemmelighed ved afstemning med 10 medlemmer foretages en skriftlig votering af det 11. medlem.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at et fraværende medlem ikke vil kunne have haft den afgørende stemme i en konkret sag. Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i den situation, hvor de 10 medlemmer deler sig i to grupper med fem i hver. Her vil det være nødvendigt at foretage skriftlig votering af det 11. medlem, således at et fraværende medlem ikke ville have haft den udslagsgivende stemme. Deler de 10 medlemmer sig eksempelvis i tre grupper med henholdsvis tre, tre og fire medlemmer, vil der derimod ikke skulle foretages skriftlig votering af det 11. medlem, eftersom det fraværende medlem ikke ville have haft den udslagsgivende stemme.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Kapitel 3 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet regulerer Planklagenævnets sagsbehandling. Efter lovens § 4, stk. 1, kan formanden eller en stedfortræder for denne på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvis afgørelse alene beror på en retlig vurdering.

Efter § 4, stk. 2, skal Planklagenævnet i sager, der ikke kan afgøres af formanden eller en stedfortræder for denne alene være fuldtalligt. Nævnet træffer afgørelse ved almindeligt stemmeflertal på et møde eller ved skriftlig behandling. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme i den enkelte sag udslagsgivende.

Det foreslås, at § 4, stk. 2, i lov om Planklagenævnet ophæves.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede § 3 a i lov om Planklagenævnet, som fremover vil regulere nævnets afgørelsesmåde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter § 12 a, stk. 1, i den tidligere lov om Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lov nr. 580 af 18. juni 2012 om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love (Reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet m.v.), og § 11 i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet kan nævnet begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over. Efter bestemmelsens stk. 2 kan nævnet endvidere begrænse sin efterprøvelse til de væsentligste forhold, hvis en klage indeholder flere klagepunkter. Den gældende lov om Planklagenævnet indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om begrænsning af nævnets prøvelse.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 4 a i lov om Planklagenævnet om begrænsning af nævnets prøvelse.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 4 a, stk. 1, hvorefter nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over.

Bestemmelsen svarer til den tidligere § 12 a, stk. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet og til § 11, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Forslaget indebærer, at nævnet i almindelighed skal tage stilling til de forhold, der er klaget over. Nævnet vil dog fortsat have mulighed for og efter omstændighederne pligt til at inddrage andre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmål om overholdelse af gældende EU-ret eller tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger om f.eks. habilitet. Nævnet kan således prøve andre dele af afgørelsen end de påklagede, ligesom nævnet kan oplyse sagen yderligere både i forhold til klagetemaet og til belysning af de elementer i afgørelsen, som nævnet ønsker at inddrage i klagesagsbehandlingen. Nævnet skal som udgangspunkt, jf. dog den foreslåede stk. 2, tage stilling til alle påstande og relevante anbringender, som klager gør gældende.

Prøvelsesintensiteten vil kunne variere, idet nævnet må sondre mellem om det, der konkret skal efterprøves, er 1. instansens anvendelse af retsreglerne, sagens faktiske grundlag eller afgørelsens hensigtsmæssighed og rimelighed (herunder også afgørelsens proportionalitet). Som udgangspunkt foretager nævnet fuld efterprøvelse af 1. instansens afgørelse (dvs. efterprøver både retlige og faktiske spørgsmål), medmindre der i den enkelte sektorlov er særligt fastsatte begrænsninger i denne del af prøvelsen. Udgangspunktet ved prøvelsen af sagens faktum er officialprincippet, og nævnet kan vælge at lægge 1. instansens fastlæggelse af faktum uprøvet til grund, medmindre faktum bestrides, der foreligger nye oplysninger eller hvis nævnet finder, at oplysningen af sagen i 1. instans har været utilstrækkelig i forhold til de retsregler, som nævnet anser for relevante for sagen. For nævnsprøvelse af afgørelsernes hensigtsmæssighed, rimelighed, formålstjenlighed mv. inden for de relevante regler gælder, at nævnet kan efterprøve disse elementer fuldt ud, medmindre lovgivningen indeholder en særlig begrænsning. Men nævnet kan også udvise konkret tilbageholdenhed, f.eks. når 1. instansen har en særlig ekspertise eller lokalkendskab, eller når 1. instansen, f.eks. en kommunalbestyrelse, har et politisk mandat, forudsat dette aspekt er relevant i henhold til det konkrete retsgrundlag.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt § 4 a, stk. 2, hvorefter nævnet kan begrænse sin prøvelse til de væsentlige forhold, hvis en klage indeholder flere klagepunkter.

Bestemmelsen svarer til den tidligere § 12 a, stk. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet og til § 11, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Forslaget indebærer, at hvis en klage indeholder flere klagepunkter, kan nævnet indskrænke sig til alene at forholde sig til de væsentligste klagepunkter, herunder navnlig klagepunkter, som efter nævnets opfattelse fører til, at den påklagede afgørelse ophæves, ændres eller hjemvises til fornyet behandling.

Det bør dog anføres i nævnets afgørelse, om den påklagede afgørelse i øvrigt indeholder væsentlige mangler, så risikoen for at gentage disse mindskes. Dette indebærer dog ikke en pligt til en fuldstændig gennemgang af sagen med henblik på at konstatere eventuelle øvrige væsentlige mangler ved afgørelsen. Det bør ligeledes anføres i afgørelsen, hvilke forhold nævnet har taget stilling til.

Bestemmelsen ændrer ikke i den almindelige pligt til at oplyse sagerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, at der kan mødes for en part i retten ved personer, der er ansat hos parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og – når parten ikke selv er advokat – ikke med det særlige formål at møde i retten.

Nævnenes Hus fungerer som fællessekretariat for en række klagenævn. De medarbejdere, der betjener Planklagenævnet, er således ansat i Nævnenes Hus og ikke direkte i nævnet. Konstruktionen med Nævnenes Hus som fællessekretariat er ikke reguleret nærmere.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 10, stk. 3, i lov om Planklagenævnet, hvorefter ansatte i Nævnenes Hus i spørgsmål om møderet for retten i medfør af retsplejeloven § 260, stk. 3, nr. 4, anses for at være ansat i Planklagenævnet.

Forslaget indebærer, at ansatte i Nævnenes Hus vil kunne møde i retten for Planklagenævnet, når betingelserne i retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, i øvrigt er opfyldt. Det indebærer, at den ansatte ikke må være ansat for et tidsrum, der er kortere end 1 måned, samt at den ansatte – når parten ikke selv er advokat – ikke må være ansat med det særlige formål at møde i retten. Det er endvidere en betingelse, at Planklagenævnet er part i den pågældende retssag.

Lovforslaget berører ikke i øvrigt ansættelsesforholdene eller -vilkårene for de ansatte i Nævnenes Hus.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.