Lov om ændring af lov om planlægning, lov om Planklagenævnet og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet (Fremme af vedvarende energi i den fysiske planlægning og effektivisering af sagsbehandling i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet)

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af planlovens § 1, stk. 1, at loven har til formål at sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen, medvirker til at værne om landets natur og miljø og skaber gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand.

Af § 1, stk. 2, fremgår en række nærmere hensyn, som loven særligt tilsigter at varetage, herunder at biodiversiteten understøttes, og at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges.

Klima er ikke nævnt i § 1, stk. 1 og 2.

Der er i planloven forskellige krav til kommunernes planlægning for klimatilpasning, men da klima ikke indgår i formålsbestemmelsen, er det ikke muligt for kommunerne særskilt at varetage klimahensyn, herunder ønsket om at modvirke og reducere udledning af drivhusgasser, i deres planlægning efter planloven.

Det følger af den foreslåede ændring af planlovens § 1, stk. 1, at ordene ”samt klima” indsættes i planlovens formålsbestemmelse efter ordet ”miljø”.

Det følger herefter af formålsbestemmelsen i § 1, stk. 1, at loven skal sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen, medvirker til at værne om landets natur og miljø samt klima og skaber gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand.

Med den foreslåede ændring vil varetagelsen af klimahensyn indgå i lovens formålsbestemmelse på linje med natur og miljø samt vækst og udvikling m.v.

Den foreslåede ændring vil give mulighed for ved planlægning og administration efter planloven at varetage klimahensyn, herunder ønsket om at forebygge udledning af drivhusgasser, som i denne sammenhæng er en samlebetegnelse for luftarter, der bidrager til drivhuseffekten.

Med den foreslåede ændring vil planlægningen m.v. kunne begrundes i varetagelsen af klimahensyn, dog under fortsat hensyntagen til øvrige relevante planlægningsmæssige forhold, proportionalitet og andre, mere detaljerede regler.

Den foreslåede ændring af formålsbestemmelsen vil også sikre, at det ligger inden for planlovens formål at varetage klimahensyn ved anvendelse af landsplanbeføjelser efter planloven, jf. lovens § 3, og i forbindelse med statens varetagelse af de nationale interesser i den kommunale planlægning, jf. lovens § 29. Der henvises i den sammenhæng til lovforslagets § 1, nr. 4, om klimabeskyttelse som en national interesse.

En ændring af formålsbestemmelsen som foreslået vil endvidere være en forudsætning for, at kommunerne senere kan gives flere muligheder for særskilt at varetage klimahensyn i især lokalplanlægningen og herved medvirke til en reduktion af udledningen af drivhusgasser. Den foreslåede ændring af formålsbestemmelsen vil ikke i sig selv give mulighed for i lokalplanlægningen at fastsætte nye typer af bindende krav, som ikke ligger inden for planlovens § 15, stk. 2, dvs. det såkaldte lokalplankatalog. § 15, stk. 2, angiver udtømmende, hvilke forhold en kommune kan fastsætte lokalplanbestemmelser for. Uanset den foreslåede ændring af formålsbestemmelsen vil lokalplanlægning skulle ske inden for de gældende regler i § 15, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af planlovens § 1, stk. 1, at loven har til formål at sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen, medvirker til at værne om landets natur og miljø og skaber gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand.

Det fremgår af planlovens § 1, stk. 2, at loven særligt tilsigter en række nærmere angivne forhold, herunder at biodiversiteten understøttes, og at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges.

Klima er ikke nævnt i planlovens § 1, stk. 1 og 2.

Det følger af den foreslåede ændring af planlovens § 1, stk. 2, nr. 5, at der efter ordene ”og at” indsættes ”udledning af drivhusgasser,”.

Det følger herefter af planlovens § 1, stk. 2, nr. 5, at loven særlig tilsigter, at biodiversiteten understøttes, og at udledning af drivhusgasser, forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges.

Ændringen skal ses i sammenhæng med forslaget om, at klima indsættes i planlovens formålsbestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, nr. 5, har til formål at tydeliggøre, at varetagelsen af hensyn til klima særligt tilsigter at forebygge udledning af drivhusgasser på linje med forebyggelse af forurening af luft, vand og jord samt støjulemper. Forebyggelse af udledning af drivhusgasser kan f.eks. ske ved planlægning for vedvarende energianlæg, der erstatter fossile energikilder. Drivhusgasser er i denne sammenhæng en samlebetegnelse for luftarter, der bidrager til drivhuseffekten, navnlig kuldioxid (CO2).

Planlægning og administration efter planloven vil herefter kunne begrundes i ønsket om at varetage klimahensyn og særligt at forebygge udledning af drivhusgasser, dog under fortsat hensyntagen til øvrige relevante planlægningsmæssige forhold, proportionalitet og andre, mere detaljerede regler.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter planlovens § 11, stk. 2, fastlægger kommuneplanen på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i kommunen en hovedstruktur, som angiver de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen (stk. 2, nr. 1), retningslinjer for arealanvendelsen m.v., jf. § 11 a, stk. 1 (stk. 2, nr. 2), og rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen, jf. § 11 b (stk. 2, nr. 3).

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 16, skal en kommuneplan indeholde retningslinjer for sikring af landskabelige bevaringsværdier og beliggenheden af områder med landskabelig værdi, herunder større, sammenhængende landskaber.

Det fremgår af planlovens § 11 b, stk. 1, at der for de enkelte dele af kommunen fastsættes rammer (i kommuneplanen) for indholdet af lokalplaner med hensyn til en række emner. Opremsningen i § 11 b, stk. 1, af emner til konkretisering i kommuneplanens rammedel er ikke udtømmende.

Det følger af den foreslåede § 11 b, stk. 5, at kommunalbestyrelsen uanset retningslinjer efter § 11 a, stk. 1, nr. 16, kan fastsætte rammer for indholdet af lokalplaner med hensyn til opstilling af vindmøller og solceller i landskaber, der kan karakteriseres som herregårdslandskaber eller godslandskaber. Dette gælder dog som udgangspunkt ikke, hvis det pågældende landskab kan karakteriseres som et herregårdslandskab eller godslandskab af en særlig kvalitet.

Den foreslåede ændring af planlovens § 11 b vil indebære en lempelse i forhold til kommuneplanens retningslinjer for sikring af landskabelige bevaringsværdier og beliggenheden af områder med landskabelig værdi, herunder større, sammenhængende landskaber, for så vidt angår landskaber, der kan karakteriseres som herregårdslandskaber eller godslandskaber. Sådanne landskaber kortlægges på baggrund af de samme landskabsmæssige karaktertræk. Den foreslåede ændring vedrører alene muligheden for planlægning for opstilling af vindmøller og solceller i de pågældende landskaber og ikke andre former for byggeri og anlæg.

Med den foreslåede ændring vil kommunerne få mulighed for, men ikke pligt til, at planlægge for opstilling af vindmøller og solceller i landskaber, der kan karakteriseres som herregårdslandskaber eller godslandskaber, og som ikke er af en særlig kvalitet, hvis kommunen efter en samlet vurdering finder det hensigtsmæssigt. Dette vil gælde, hvad enten de pågældende landskaber er udpeget med denne betegnelse i kommuneplanen eller ikke.

Kommunerne vil principielt også kunne planlægge for opstilling af vindmøller og solceller, selvom det pågældende landskab kan karakteriseres som et herregårdslandskab eller godslandskab af en særlig kvalitet, idet en sådan karakterisering af landskabet dog vil kunne medføre en statslig indsigelse mod den foreslåede planlægning, jf. nedenfor.

Med den foreslåede ændring vil der som udgangspunkt ikke kunne fremsættes indsigelse efter planlovens § 29, stk. 1, mod kommuneplanlægning for vindmøller eller solceller i landskaber, der kan karakteriseres som herregårds- eller godslandskaber, med henvisning til varetagelse af nationale interesser i at bevare sådanne landskabelige værdier.

Da forslaget har til formål at åbne mulighed for planlægning af vindmøller og solceller i sådanne landskaber – og da også statens varetagelse af nationale interesser efter planlovens § 29, stk. 3, vedrørende landskabelige værdier sker på baggrund af den nationale interesse vedrørende landskab – vil der som udgangspunkt heller ikke efter planlovens § 29, stk. 3, kunne fremsættes indsigelse mod lokalplanlægning for vindmøller eller solceller i landskaber, der kan karakteriseres som herregårds- eller godslandskaber med henvisning til de særlige hensyn, ministeren varetager, til bevarelse af disse landskabelige værdier.

Ministeren for landdistrikter vil dog efter omstændighederne fremsætte indsigelse efter planlovens § 29, stk. 1, mod et kommuneplanforslag, hvis det pågældende område kan karakteriseres som et herregårdslandskab eller godslandskab af en særlig kvalitet. Ministeren for landdistrikter vil endvidere efter omstændighederne fremsætte indsigelse efter planlovens § 29, stk. 3, mod et lokalplanforslag, hvis det pågældende område kan karakteriseres som et herregårdslandskab eller godslandskab af en særlig kvalitet.

En eventuel indsigelse fra ministeren for landdistrikter mod et planforslag vil ske efter indstilling fra miljøministeren. Det vil således være miljøministeren, der vurderer, om der er tale om et herregårds- eller godslandskab af en særlig kvalitet. Det vil indgå i vurderingen, om det pågældende landskab er sjældent. Det vil indgå heri, om herregårds- eller godslandskabet indeholder en høj oplevelsesværdi, f.eks. om landskabet er særligt udtryksfuldt i form af f.eks. den visuelle herlighedsværdi, der opstår, når udsigten til en markant og højt beliggende hovedbygning indgår i samspil med omgivende udstrakte marker, og når terrænformationer er tydelige og helt uden slørende og forstyrrende fremmedelementer.

Det indebærer, at der vil blive foretaget dels en samlet vurdering af kvaliteten af sjældenhed, bevaringstilstand, oplevelsesværdi og fortælleværdi, dels en vurdering af tydeligheden af og samspillet mellem kvalitetskriterier som dyrkningsflader, skove og skovbryn, alléer, træer og trægrupper, natur/halvkulturer, parkanlæg, geologi og terrænformer, og om der er en kulturhistorisk helhed og sammenhæng, der umiddelbart kan ses og opleves. Ligeledes vil det indgå i vurderingen, om herregårds- eller godslandskabet indeholder en særlig historisk fortælleværdi, f.eks. hvis det stadig illustrerer særlige levevilkår på et bestemt tidspunkt i form af f.eks. jagtlandskaber, skovbrug og studedrift i sammenhængende engarealer og ådale.

Det vil også indgå, hvor helstøbt herregårds- eller godslandskabet er. Heri vil indgå en vurdering af, om hoved- og avlsbygninger, alléer, levende hegn, skovbryn og stendiger er særligt godt vedligeholdt sammen med en vurdering af, om bebyggelses- og landskabsstrukturen er intakt sammenholdt med historiske kort.

Endelig vil det indgå i vurderingen, om landskabet i høj grad er friholdt for tekniske anlæg og nyere anlæg og installationer.

Ministeren for landdistrikter vil efter både planlovens § 29, stk. 1 og stk. 3, have kompetencen til at afveje den nationale interesse i bevarelse af et herregårdslandskab eller godslandskab af en særlig kvalitet over for den nationale interesse i udbygning af vedvarende energi. Det vil kunne indgå i denne afvejning, om et herregårds- eller godslandskabs særlige kvalitet i sammenhæng med f.eks. en større og betydende turistattraktion har national eller regional betydning for vækst og turismeudvikling.

Forslaget ændrer ikke de statslige myndigheders adgang til at fremsætte indsigelse, jf. planlovens § 29, med henvisning til andre forhold af national interesse, som vedrører vækst og erhvervsudvikling, natur- og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse eller hensyn til nationale og regionale anlæg eller regler og beslutninger efter planlovens § 3. Eksempelvis vil staten fortsat efter omstændighederne skulle (§ 29, stk. 1) eller kunne (§ 29, stk. 3) fremsætte indsigelse mod et planforslag, hvis det af andre grunde – end karakterisering som herregårdslandskab eller godslandskab – vurderes, at der er tale om et værdifuldt landskab af national interesse, f.eks. en ådal. Der henvises i den sammenhæng også til lovforslagets § 1, nr. 4, om klimabeskyttelse som en national interesse.

Bevaringsværdige landskaber og større, sammenhængende landskaber, herunder landskaber, der kan karakteriseres som herregårdslandskab eller godslandskab, kan alt efter den konkrete lokalisering og beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt endvidere være omfattet af andre regler i planloven og naturbeskyttelsesloven og af skovloven m.v.

Forslaget ændrer ikke ved, at planlovens øvrige regler, naturbeskyttelseslovgivningen, herunder regler om fredning og om beskyttelse af arter og naturtyper, og anden lovgivning gælder uændret og skal iagttages ved planlægning for vindmøller og solcelleanlæg i herregårds- eller godslandskaber, der er udpeget i kommuneplanlægningen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af planlovens § 29, stk. 1, at ministeren for landdistrikter skal fremsætte indsigelse over for et forslag til kommuneplan og ændringer til en kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med nationale interesser vedrørende vækst og erhvervsudvikling, natur- og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse, hensyn til nationale og regionale anlæg eller regler og beslutninger efter § 3. Pligten til at fremsætte indsigelse gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.

Ministeren for landdistrikter udøver indsigelsesbeføjelsen efter § 29, stk. 1, på vegne af samtlige statslige myndigheder. En indsigelse har den retsvirkning, at kommunalbestyrelsen ikke kan vedtage et planforslag endeligt, jf. planlovens § 28, stk. 1. Planforslaget kan først vedtages, når og hvis ministeren frafalder indsigelsen. Hvis forholdet er af underordnet betydning, gælder pligten til at fremsætte indsigelse ikke.

Udtrykket ”nationale interesser” dækker over forhold, som har interesse ud over kredsen af en kommunes indbyggere, og som typisk også har interesse for kommende generationer.

Nationale interesser er ved en lovændring fra 2017, jf. lov nr. 668 af 8. juni 2017 om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger (Modernisering af planloven, bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet), afgrænset til at omfatte vækst og udvikling, natur- og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse hensyn til nationale og regionale anlæg eller regler og beslutninger efter lovens § 3.

Efter planlovens § 2 a offentliggør ministeren for landdistrikter hvert fjerde år en oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægningen, herunder de interesser, der er fastlagt i medfør af planloven og lovgivningen i øvrigt. Oversigten er ikke udtømmende, men den sammenfatter de på offentliggørelsestidspunktet gældende krav til kommunernes planlægning, der følger af lovgivningen.

Varetagelse af klimahensyn i kommunernes planlægning er i dag ikke en national interesse, der skal varetages i medfør af indsigelsesbeføjelserne efter § 29, stk. 1. Ministeren for landdistrikter har derfor ikke adgang til i medfør af § 29, stk. 1, at fremsætte indsigelse på vegne af en statslig myndighed mod forslag til en kommuneplan og ændringer af en kommuneplan begrundet i klimahensyn. Efter gældende regler er der f.eks. ikke grundlag for en indsigelse mod et forslag til kommuneplanlægning for en arealanvendelse, der vurderes ikke at varetage hensyn til en nødvendig udbygning af produktionen af vedvarende energi fra f.eks. vindmøller, solcelleanlæg eller fremtidige teknologier.

Det følger af den foreslåede ændring af planlovens § 29, stk. 1, at ordet ”klimabeskyttelse” indsættes efter ordet ”miljøbeskyttelse”. Det følger herefter af bestemmelsen i planlovens § 29, stk. 1, at ministeren for landdistrikter vil skulle fremsætte indsigelse over for et forslag til kommuneplan og ændringer til en kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med nationale interesser vedrørende vækst og erhvervsudvikling, natur- og miljøbeskyttelse, klimabeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse, hensyn til nationale og regionale anlæg eller regler og beslutninger efter § 3. Pligten til at fremsætte indsigelse vil dog ikke gælde, hvis forholdet er af underordnet betydning.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ministeren for landdistrikter vil skulle fremsætte indsigelse efter § 29, stk. 1, over for forslag til kommuneplan og ændringer af en kommuneplan, hvis forslaget ikke er i overensstemmelse med de nationale interesser vedrørende klimabeskyttelse.

Herved sidestilles den nationale interesse i klimabeskyttelse med de gældende nationale interesser vedrørende vækst og erhvervsudvikling, natur- og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse, hensyn til nationale og regionale anlæg eller regler og beslutninger efter § 3.

Staten vil herefter f.eks. kunne sikre, at der i kommunernes kommuneplanlægning udpeges arealer til opstilling af vedvarende energikilder som f.eks. vindmøller og solcelleanlæg. De nationale interesser vedrørende klimabeskyttelse vil blive beskrevet nærmere i oversigten over nationale interesser i kommuneplanlægningen.

Efter planlovens § 29, stk. 3, kan en minister fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som ministeren varetager. Det fremgår af forarbejderne til § 29, stk. 3, at det som udgangspunkt er den pågældende minister, der fremsætter indsigelse, da det dermed sikres, at de forhold, der gøres indsigelse mod, er af væsentlig national interesse, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 121 som fremsat, side 15. Den foreslåede ændring af planlovens § 29, stk. 1, vil også indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne varetage klimabeskyttelse i forbindelse med kommunernes lokalplanlægning, jf. lovens § 29, stk. 3.

Baggrunden for den foreslåede ændring er et politisk ønske om, at det sikres, at statens varetagelse af nationale interesser i den kommunale planlægning kan medvirke til at understøtte varetagelsen af hensyn til klimabeskyttelse på linje med hensyn til natur- og miljøbeskyttelse samt vækst og udvikling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Kapitel 3 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet regulerer Planklagenævnets sagsbehandling. Efter lovens § 4, stk. 1, kan formanden eller en stedfortræder for denne på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvis afgørelse alene beror på en retlig vurdering.

Efter § 4, stk. 2, skal Planklagenævnet i sager, der ikke kan afgøres af formanden eller en stedfortræder for denne alene være fuldtalligt. Nævnet træffer afgørelse ved almindeligt stemmeflertal på et møde eller ved skriftlig behandling. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme i den enkelte sag udslagsgivende.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 3 a til regulering af nævnets afgørelsesmåde.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3 a, stk. 1, hvorefter nævnet træffer afgørelse på møde, medmindre formanden finder det ubetænkeligt, at afgørelse træffes på skriftligt grundlag.

Forslaget indebærer, at formanden i sager, der afgøres af nævnet, vil kunne beslutte, om afgørelsen i den konkrete sag skal træffes på et møde eller på skriftligt grundlag.

Det forudsættes, at der som i dag kan fastsættes nærmere retningslinjer for, hvornår afgørelser træffes på henholdsvis møder og på skriftligt grundlag i nævnets forretningsorden, jf. lovens § 10.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt § 3 a, stk. 2, hvorefter nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 10 af medlemmerne, herunder formanden, er til stede eller deltager i den skriftlige behandling af sagen.

Forslaget indebærer, at klagesagsbehandlingen ikke forsinkes af fravær hos et enkelt nævnsmedlem og derved understøtter, at der er hurtige og smidige klageprocesser samt en effektiv opgavevaretagelse under hensyn til den fornødne retssikkerhed, navnlig i form af fornøden repræsentation af den viden og indsigt m.v., som nævnets medlemmer besidder.

Bestemmelsen forudses kun undtagelsesvist at få betydning, idet de stedfortrædende nævnsmedlemmer (suppleanter) generelt forventes at kunne træde til, hvis et nævnsmedlem har forfald. Reglerne for beslutningsdygtighed forudsættes i øvrigt nærmere fastlagt i nævnets forretningsorden, jf. lovens § 10.

Det er op til formanden at sikre, at nævnet er beslutningsdygtigt i forhold til den konkrete sag.

Videre foreslås det at indsætte et nyt § 3 a, stk. 3, hvorefter nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme i den enkelte sag udslagsgivende.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 4, stk. 2, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., i lov om Planklagenævnet, for så vidt angår regler om afstemning.

Endelig foreslås det, at der indsættes et nyt § 3 a, stk. 4, hvorefter der ved stemmelighed ved afstemning med 10 medlemmer foretages en skriftlig votering af det 11. medlem.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at et fraværende medlem ikke vil kunne have haft den afgørende stemme i en konkret sag. Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i den situation, hvor de 10 medlemmer deler sig i to grupper med fem i hver. Her vil det være nødvendigt at foretage skriftlig votering af det 11. medlem, således at et fraværende medlem ikke ville have haft den udslagsgivende stemme. Deler de 10 medlemmer sig eksempelvis i tre grupper med henholdsvis tre, tre og fire medlemmer, vil der derimod ikke skulle foretages skriftlig votering af det 11. medlem, eftersom det fraværende medlem ikke ville have haft den udslagsgivende stemme.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Kapitel 3 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet regulerer Planklagenævnets sagsbehandling. Efter lovens § 4, stk. 1, kan formanden eller en stedfortræder for denne på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvis afgørelse alene beror på en retlig vurdering.

Efter § 4, stk. 2, skal Planklagenævnet i sager, der ikke kan afgøres af formanden eller en stedfortræder for denne alene være fuldtalligt. Nævnet træffer afgørelse ved almindeligt stemmeflertal på et møde eller ved skriftlig behandling. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme i den enkelte sag udslagsgivende.

Det foreslås, at § 4, stk. 2, i lov om Planklagenævnet ophæves.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede § 3 a i lov om Planklagenævnet, som fremover vil regulere nævnets afgørelsesmåde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter § 12 a, stk. 1, i den tidligere lov om Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lov nr. 580 af 18. juni 2012 om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love (Reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet m.v.), og § 11 i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet kan nævnet begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over. Efter bestemmelsens stk. 2 kan nævnet endvidere begrænse sin efterprøvelse til de væsentligste forhold, hvis en klage indeholder flere klagepunkter. Den gældende lov om Planklagenævnet indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om begrænsning af nævnets prøvelse.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 4 a i lov om Planklagenævnet om begrænsning af nævnets prøvelse.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 4 a, stk. 1, hvorefter nævnet kan begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klaget over.

Bestemmelsen svarer til den tidligere § 12 a, stk. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet og til § 11, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Forslaget indebærer, at nævnet i almindelighed skal tage stilling til de forhold, der er klaget over. Nævnet vil dog fortsat have mulighed for og efter omstændighederne pligt til at inddrage andre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmål om overholdelse af gældende EU-ret eller tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger om f.eks. habilitet. Nævnet kan således prøve andre dele af afgørelsen end de påklagede, ligesom nævnet kan oplyse sagen yderligere både i forhold til klagetemaet og til belysning af de elementer i afgørelsen, som nævnet ønsker at inddrage i klagesagsbehandlingen. Nævnet skal som udgangspunkt, jf. dog den foreslåede stk. 2, tage stilling til alle påstande og relevante anbringender, som klager gør gældende.

Prøvelsesintensiteten vil kunne variere, idet nævnet må sondre mellem om det, der konkret skal efterprøves, er 1. instansens anvendelse af retsreglerne, sagens faktiske grundlag eller afgørelsens hensigtsmæssighed og rimelighed (herunder også afgørelsens proportionalitet). Som udgangspunkt foretager nævnet fuld efterprøvelse af 1. instansens afgørelse (dvs. efterprøver både retlige og faktiske spørgsmål), medmindre der i den enkelte sektorlov er særligt fastsatte begrænsninger i denne del af prøvelsen. Udgangspunktet ved prøvelsen af sagens faktum er officialprincippet, og nævnet kan vælge at lægge 1. instansens fastlæggelse af faktum uprøvet til grund, medmindre faktum bestrides, der foreligger nye oplysninger eller hvis nævnet finder, at oplysningen af sagen i 1. instans har været utilstrækkelig i forhold til de retsregler, som nævnet anser for relevante for sagen. For nævnsprøvelse af afgørelsernes hensigtsmæssighed, rimelighed, formålstjenlighed mv. inden for de relevante regler gælder, at nævnet kan efterprøve disse elementer fuldt ud, medmindre lovgivningen indeholder en særlig begrænsning. Men nævnet kan også udvise konkret tilbageholdenhed, f.eks. når 1. instansen har en særlig ekspertise eller lokalkendskab, eller når 1. instansen, f.eks. en kommunalbestyrelse, har et politisk mandat, forudsat dette aspekt er relevant i henhold til det konkrete retsgrundlag.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt § 4 a, stk. 2, hvorefter nævnet kan begrænse sin prøvelse til de væsentlige forhold, hvis en klage indeholder flere klagepunkter.

Bestemmelsen svarer til den tidligere § 12 a, stk. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet og til § 11, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Forslaget indebærer, at hvis en klage indeholder flere klagepunkter, kan nævnet indskrænke sig til alene at forholde sig til de væsentligste klagepunkter, herunder navnlig klagepunkter, som efter nævnets opfattelse fører til, at den påklagede afgørelse ophæves, ændres eller hjemvises til fornyet behandling.

Det bør dog anføres i nævnets afgørelse, om den påklagede afgørelse i øvrigt indeholder væsentlige mangler, så risikoen for at gentage disse mindskes. Dette indebærer dog ikke en pligt til en fuldstændig gennemgang af sagen med henblik på at konstatere eventuelle øvrige væsentlige mangler ved afgørelsen. Det bør ligeledes anføres i afgørelsen, hvilke forhold nævnet har taget stilling til.

Bestemmelsen ændrer ikke i den almindelige pligt til at oplyse sagerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, at der kan mødes for en part i retten ved personer, der er ansat hos parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og – når parten ikke selv er advokat – ikke med det særlige formål at møde i retten.

Nævnenes Hus fungerer som fællessekretariat for en række klagenævn. De medarbejdere, der betjener Planklagenævnet, er således ansat i Nævnenes Hus og ikke direkte i nævnet. Konstruktionen med Nævnenes Hus som fællessekretariat er ikke reguleret nærmere.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 10, stk. 3, i lov om Planklagenævnet, hvorefter ansatte i Nævnenes Hus i spørgsmål om møderet for retten i medfør af retsplejeloven § 260, stk. 3, nr. 4, anses for at være ansat i Planklagenævnet.

Forslaget indebærer, at ansatte i Nævnenes Hus vil kunne møde i retten for Planklagenævnet, når betingelserne i retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, i øvrigt er opfyldt. Det indebærer, at den ansatte ikke må være ansat for et tidsrum, der er kortere end 1 måned, samt at den ansatte – når parten ikke selv er advokat – ikke må være ansat med det særlige formål at møde i retten. Det er endvidere en betingelse, at Planklagenævnet er part i den pågældende retssag.

Lovforslaget berører ikke i øvrigt ansættelsesforholdene eller -vilkårene for de ansatte i Nævnenes Hus.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, at der kan mødes for en part i retten ved personer, der er ansat hos parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og – når parten ikke selv er advokat – ikke med det særlige formål at møde i retten.

Nævnenes Hus fungerer som fællessekretariat for en række klagenævn. De medarbejdere, der betjener Miljø- og Fødevareklagenævnet, er således ansat i Nævnenes Hus og ikke direkte i nævnet. Konstruktionen med Nævnenes Hus som fællessekretariat er ikke reguleret nærmere.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 14, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvorefter ansatte i Nævnenes Hus i spørgsmål om møderet for retten i medfør af retsplejeloven § 260, stk. 3, nr. 4, anses for at være ansat i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Forslaget indebærer, at ansatte i Nævnenes Hus vil kunne møde i retten for Miljø- og Fødevareklagenævnet, når betingelserne i retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, i øvrigt er opfyldt. Det indebærer, at den ansatte ikke må være ansat for et tidsrum, der er kortere end 1 måned, samt at den ansatte – når parten ikke selv er advokat – ikke må være ansat med det særlige formål at møde i retten. Det er endvidere en betingelse, at Miljø- og Fødevareklagenævnet er part i den pågældende retssag.

Lovforslaget berører ikke i øvrigt ansættelsesforholdene eller -vilkårene for de ansatte i Nævnenes Hus.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2023.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, da de love, der ændres, ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. herved § 70 i lov om planlægning, § 19 i lov om Planklagenævnet og § 95 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dog kan §§ 41, 44, 60, 61, 62, 71, 73, 81, 82 og 87 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Anordningshjemlen omfatter ikke de bestemmelser, der foreslås ændret med lovforslaget.