LOV nr 551 af 07/05/2019
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love (Konsekvenser af aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats m.v.) § 1
I lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., som ændret bl.a. ved § 4 i lov nr. 707 af 8. juni 2018 og § 9 i lov nr. 1701 af 27. december 2018 og senest ved § 4 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 6, stk. 5, 1. pkt., ændres »§§ 68 c og 68 g« til: »§ 36, stk. 3,«.
2. I § 6, stk. 6, 1. pkt., ændres »§ 18 a« til: »§ 36, stk. 1,«, og »§ 2, nr. 3 og 13« ændres til: »§ 6, nr. 3 og 5«.
3. I § 9, stk. 1, 4. pkt., ændres »kapitel 12 b« til: »kapitel 18«.
4. I § 11, stk. 3, ændres »§ 68 d« til: »§ 107«.
5. Efter § 17 indsættes efter overskriften før § 18:
»§ 17 a. Kommunen kan overlade til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge, jf. dog stk. 2 og 3. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Kommunen kan ikke overlade til andre aktører at træffe afgørelse om personlig assistance efter § 4 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Stk. 3. Kommunen kan ikke overlade til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge efter lov om sygedagpenge. Kommunen kan dog overlade til andre aktører at vurdere, om den sygemeldte er helt eller delvis uarbejdsdygtig. Andre aktører kan kun træffe afgørelse herom, hvis aktøren og den sygemeldte er enige i vurderingen af hel eller delvis uarbejdsdygtighed.
Stk. 4. De opgaver og kompetencer til at træffe afgørelse efter stk. 1 og 3, som andre aktører har fået overladt, forpligter personen på samme måde, som hvis jobcenteret havde udført opgaven eller truffet afgørelsen.
Stk. 5. Andre aktører skal overholde samme regler, som gælder for jobcenteret i forbindelse med indkaldelse til samtaler, deltagelse i aktiviteter, afgivelse af tilbud og underretninger efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge.
§ 17 b. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge kan varetages af andre aktører, herunder at personer omfattet af loven skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til andre aktørers sagsbehandling, herunder om frister, underretninger til kommunen, procedurer og klagefrister i forbindelse med sagsbehandlingen. Beskæftigelsesministeren kan herunder fastsætte regler om andre aktørers forpligtelse til at give jobcenteret de nødvendige oplysninger om personer, der er omfattet af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller lov om sygedagpenge, til brug for administrationen af lovgivningen m.v.«
6. I § 18 ændres »kapitel 2 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, §§ 19 og 20 i lov om sygedagpenge, 47 a i lov om aktiv socialpolitik« til: »§ 17 a og regler fastsat i medfør af § 17 b«.
7. Efter kapitel 3 indsættes i »Afsnit II«:
§ 22 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter resultatmål og mål for kommunernes beskæftigelsesindsats (fokusmål) som led i sit tilsyn med kommunerne efter dette kapitel.
§ 22 b. Lever en kommune ikke op til de resultatmål, som beskæftigelsesministeren har fastsat, og lever kommunen i et gennemsnit over de sidste 12 måneder ikke op til de fastsatte fokusmål, jf. § 22 a, bliver den pågældende kommune omfattet af et skærpet tilsyn.
§ 22 c. En kommune, der er omfattet af et skærpet tilsyn, jf. § 22 b, skal sende en redegørelse til beskæftigelsesministeren om, hvilke initiativer kommunen har iværksat eller vil iværksætte for at leve op til de fastsatte fokusmål, og en plan for, hvornår målene vil være nået. Redegørelsen skal indeholde resultatet af en uvildig sagsgennemgang for målgrupper, hvor kommunen ikke lever op til fokusmålene. Kommunen afholder udgifterne til sagsgennemgangen.
§ 22 d. En kommune, der er omfattet af et skærpet tilsyn, har en genopretningsperiode på 9 måneder til at få rettet op på indsatsen og leve op til de fastsatte fokusmål.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at en kommune, som har forbedret indsatsen, men uden fuldt ud at have opfyldt fokusmålene inden for genopretningsperioden på 9 måneder, kan få genopretningsperioden forlænget, dog højst med yderligere 12 måneder.
§ 22 e. En kommune, som ikke har opfyldt fokusmålene i et gennemsnit over de seneste 12 måneder efter udløbet af genopretningsperioden, herunder en eventuel forlænget periode efter § 22 d, stk. 2, skal leve op til særlige minimumskrav til indsatsen fastsat af beskæftigelsesministeren. Kommunen skal endvidere få foretaget en uvildig gennemgang af sager for de målgrupper, hvor kommunen fortsat ikke lever op til de fastsatte fokusmål. Kommunen afholder udgifterne til sagsgennemgangen.
§ 22 f. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om:
-
Resultatmål og indsatsmål (fokusmål) for skærpet tilsyn, jf. § 22 b.
-
Kommunernes redegørelser og genopretningsplaner, jf. § 22 c.
-
Sagsgennemgangen, jf. §§ 22 c og 22 e.
-
Genopretningsperioden, jf. § 22 d.
-
Fastsættelse af minimumskrav til indsatsen efter udløbet af genopretningsperioden, jf. § 22 e.«
8. I overskriften før kapitel 4 indsættes efter »Beskæftigelsesrådets«: », Tilsynsrådets«.
9. § 24, stk. 2, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) 9 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation,«.
Nr. 4-8 bliver herefter nr. 3-7.
10. I § 24, stk. 5, ændres »Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold« til: »Udlændinge- og Integrationsministeriet«.
11. § 25, stk. 2, ophæves.
12. Efter kapitel 4 indsættes:
Tilsynsrådet
§ 26 a. Tilsynsrådet er rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål vedrørende Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsvirksomhed om arbejdsløshedsforsikringen, arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen, revisionen og fokusrevision af kommunerne, kommunernes rådighedsadministration, det skærpede tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats, styrelsens øvrige tilsyn, herunder med kommunerne, Udbetaling Danmark og styrelsens puljeforvaltning, og styrelsens nye udviklingsinitiativer på tilsynsområdet.
§ 26 b. Tilsynsrådet har 8 medlemmer, hvoraf 1 formand og 1 medlem udpeges af beskæftigelsesministeren. Beskæftigelsesministeren udpeger derudover efter indstilling
-
1 fra Dansk Arbejdsgiverforening,
-
1 fra KL,
-
1 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation,
-
1 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne og Lederne efter fælles indstilling,
-
1 fra Danske A-kasser og
-
1 fra Skattestyrelsen.
Stk. 2. Der tilforordnes rådet 1 repræsentant for Beskæftigelsesministeriet, 1 repræsentant for Finansministeriet og 1 repræsentant for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. De tilforordnede har ingen stemmeret.
Stk. 3. Medlemmerne, herunder formanden, og de tilforordnede udpeges for en 4-årig periode. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb. Medlemmerne kan genudpeges.
Stk. 4. Tilsynsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 5. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering varetager rådets sekretariatsfunktion.
§ 26 c. Tilsynsrådet behandler direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings rapporter, jf. § 88, stk. 7, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og resultaterne af tilsynet med kommunernes rådighedsadministration, jf. § 13 e i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 2. Tilsynsrådet er endvidere det centrale tilsynsorgan for arbejdsløshedskassernes kontrolindsats, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og skal på baggrund af afrapporteringer rådgive Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om kvaliteten af kassernes kontrolindsats. Rådet kan også medvirke til at fastlægge kravene til kassernes kontroller fremadrettet.
Stk. 3. Tilsynsrådet har indsigt i og rådgiver ministeren om arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen, revisionen og fokusrevision af kommunerne, det skærpede tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats, styrelsens øvrige tilsyn, herunder med kommunerne, Udbetaling Danmark og styrelsens puljeforvaltning, og styrelsens nye udviklingsinitiativer på tilsynsområdet.«
13. § 28, stk. 2, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»2) 6 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation«.
Nr. 4-8 bliver herefter nr. 3-7.
14. I § 29, nr. 5, ændres »§ 33 b« til: »§ 97«.
15. I § 29 indsættes som nr. 8:
»8) Iværksætter og yder tilskud til initiativer inden for en statslig ramme til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde, jf. kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.«
16. § 30 ophæves.
17. I § 31, stk. 1, 1. pkt., ændres »og nytteindsats samt ansættelse med løntilskud efter kapitel 11 og 12« til: », ansættelse med løntilskud og nytteindsats efter kapitel 11-13«.
18. I § 31, stk. 2, ændres »kapitel 11« til: »kapitel 13«.
19. I § 34, stk. 3, 1. pkt., ændres »cv'er« til: »cv-oplysninger«, og »§ 5« ændres til: »kapitel 4«.
20. I § 36, stk. 1, ændres »§ 13, stk. 2, og § 73 d, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har pligt til at indlægge et cv i Jobnet« til: »§ 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har pligt til at registrere cv-oplysninger på Jobnet«.
21. Efter § 38 indsættes før overskriften før § 39:
»§ 38 a. Jobindsats.dk skal vise et samlet overblik bestående af generelle målinger, der kan give kommuner og andre interessenter i beskæftigelsesindsatsen indblik i kommunernes resultater og indsatser, og særlige målinger, som anvendes til udvælgelse af kommuner til skærpet tilsyn, jf. § 22 b.«
22. I § 42, stk. 2 og 3, og § 43, stk. 1, nr. 1, ændres »lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.« til: »lov om kommunal indsats for unge under 25 år«, og i § 45, stk. 2, ændres »lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.« til: »lov om kommunal indsats for unge under 25 år.«
23. I § 52, nr. 1, ændres »cv'er« til: »cv-oplysninger«.
24. I § 54, stk. 1, udgår »eller sambo, jf. § 2 b i lov om aktiv socialpolitik,«.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love (Konsekvenser af aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats m.v.) § 1
Til nr. 1
Efter den gældende § 6, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler for borgere i ressourceforløb og i jobafklaringsforløb, jf. §§ 68 c og 68 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og for sygemeldte borgere, jf. § 13 d i lov om sygedagpenge, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret.
Det foreslås, at henvisningen til §§ 68 c og 68 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 6, stk. 5, 1. pkt., ændres til § 36, stk. 3.
Ændringen foreslås som følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor bestemmelserne om gennemgående og koordinerende sagsbehandler til personer i ressourceforløb og jobafklaringsforløb foreslås flyttet til § 36, stk. 3.
Med den foreslåede ændring bringes henvisningen i § 6, stk. 5, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises til punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter den gældende § 6, stk. 6, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at funktionen som koordinerende sagsbehandler, jf. § 18 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, for personer omfattet af målgrupperne i § 2, nr. 3 og 13, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret.
Det foreslås, at henvisningerne til § 18 a og § 2, nr. 3 og 13, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 6, stk. 6, 1. pkt., ændres til henholdsvis § 36, stk. 1, og § 6, nr. 3 og 5.
Ændringen foreslås som følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor bestemmelsen om den koordinerende sagsbehandler til aktivitetsparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, herunder aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere uden for selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, foreslås flyttet til § 36, stk. 1, og bestemmelsen om målgrupper foreslås ændret og flyttet til § 6.
Med den foreslåede ændring bringes henvisningen i § 6, stk. 6, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. De foreslåede ændringer medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises til punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Efter den gældende § 9 skal kommunalbestyrelsen oprette et rehabiliteringsteam. Rehabiliteringsteamet afgiver bl.a. indstilling i sager om jobafklaringsforløb efter kapitel 12 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det foreslås, at henvisningen til kapitel 12 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 9, stk. 1, 4. pkt., ændres til kapitel 18.
Ændringen foreslås som følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor reglerne om jobafklaringsforløb foreslås flyttet til kapitel 18.
Med den foreslåede ændring bringes henvisningen i § 9, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises til punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter den gældende § 11, stk. 3, skal rehabiliteringsteamet ikke drøfte og afgive indstilling om jobafklaringsforløb i sager, hvor en borger får ret til at overgå til et jobafklaringsforløb, jf. § 68 d i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller i sygedagpengesager, jf. § 9, stk. 1, 4. pkt.
Det foreslås, at henvisningen til § 68 d i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 11, stk. 3, ændres til § 107.
Ændringen foreslås som følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor reglen i § 68 d om retten til jobafklaringsforløb foreslås flyttet til § 106.
Med den foreslåede ændring bringes henvisningen i § 11, stk. 3, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises til punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Af de gældende §§ 4 b og 4 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår det, at kommunen kan overlade det til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse efter loven, og at ansvaret for indsatsen fortsat påhviler kommunalbestyrelsen.
Det fremgår, at andre aktører, der har fået overladt opgaven med at varetage beskæftigelsesindsatsen for en person, på samme måde som jobcenteret forpligter personen til at møde til samtaler og deltage i aktiviteter og tilbud. Andre aktører skal overholde samme regler, som gælder for kommunen i forbindelse med indkaldelse til samtaler, deltagelse i aktiviteter, afgivelse af tilbud og underretninger efter denne lov.
Det fremgår videre, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til andre aktørers sagsbehandling, herunder om frister, underretninger og procedurer i forbindelse med sagsbehandlingen.
Beskæftigelsesministeren kan herunder fastsætte regler om andre aktørers forpligtelse til at give jobcenteret de nødvendige oplysninger om personer, der er omfattet af loven, til brug for administrationen af den beskæftigelsesmæssige lovgivning m.v. Beskæftigelsesministeren kan desuden fastsætte regler om, hvordan beskæftigelsesindsatsen efter denne lov kan varetages af andre aktører, herunder hvordan personer, der er omfattet af loven, skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.
Af den gældende § 19 i lov om sygedagpenge kan kommunen overlade det til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse efter denne lov. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunen. Kommunen kan ikke overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge efter denne lov.
Kommunen kan overlade det til andre aktører at vurdere, om en person er helt eller delvis uarbejdsdygtig. Anden aktør kan dog kun træffe afgørelse herom, hvis aktøren og den sygemeldte er enige i vurderingen af hel eller delvis uarbejdsdygtighed. Hvis kommunen skønner, at flere aktører er næsten lige effektive i forhold til at bringe personen i ordinær beskæftigelse, skal den sygemeldte kunne vælge mellem disse aktører.
Det fremgår endvidere, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvordan indsatsen kan varetages af andre aktører, og om sagsbehandling, underretning til kommunen, klagefrister m.v.
Herudover fremgår det af gældende § 20 i lov om sygedagpenge, at kommunen videregiver oplysninger til en anden aktør om en persons helbred, beskæftigelsesprofil, sygdomsforløb, modtagne ydelser og øvrige forhold, som er nødvendige for den anden aktørs gennemførelse af den aftalte opfølgningsindsats. Den anden aktør må ikke benytte de modtagne oplysninger eller registrere nye oplysninger til andre formål end dem, som er aftalt ved opgaveoverdragelsen.
Bestemmelserne i gældende § 4 c, stk. 3 og 4 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og i § 19, stk. 5, i lov om sygedagpenge er udmøntet i bekendtgørelse om andre aktører, hvor der er fastsat regler om inddragelse af andre aktører, krav til sagsbehandlingen hos andre aktører, der udfører opgaver for jobcenteret, andre aktørers underretninger af arbejdsløshedskassen og regler for rammeaftaler og kontrakter og regler om klageadgang til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Der er ikke regler om andre aktører i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
I den gældende § 47 a i lov om aktiv socialpolitik er der regler om andre aktører for revalidender. Det fremgår bl.a., at kommunen kan overlade det til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse om erhvervsrettede aktiviteter under revalidering.
Det foreslås, at regler om andre aktører i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om aktiv socialpolitik og lov om sygedagpenge samles i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Det foreslås således at indsætte nye bestemmelser i §§ 17 a og 17 b .
Det foreslås i § 17 a, stk. 1 , at kommunen kan overlade det til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge, jf. dog stk. 2 og 3. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunalbestyrelsen.
Forslaget medfører, at bestemmelser om inddragelse af andre aktører flyttes fra lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., hvor de overordnede regler om ansvaret for beskæftigelsesindsatsen fremgår.
Forslaget betyder endvidere, at reglerne om andre aktører i lov om aktiv socialpolitik og lov om sygedagpenge flyttes til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Dermed samles bestemmelserne om andre aktører i denne lov som led i forenkling af beskæftigelseslovgivningen.
Virkningen af forslaget er, at reglerne fremover foreslås fastsat i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Forslaget betyder, at kommunen kan overlade det til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge.
En anden aktør er en anden offentlig eller privat samarbejdspartner, som jobcenteret har indgået aftale med. Kommunen har det overordnende ansvar for indsatsen og for, at lovgivningen overholdes. I praksis er der tale om et firma, en organisation m.v. som udfører en eller flere beskæftigelsesrettede opgaver for jobcenteret. Der er derfor en forudsætning, at kommunen har pligt til at føre tilsyn med anden aktør.
Forslaget betyder, at andre aktører kan forpligte personer på samme måde, som hvis det er jobcenteret, der varetager opgaven.
Forslaget betyder fx, at kommunen kan overlade til andre aktører at træffe afgørelse om tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 11-14 eller afgørelse om løntilskud for nyuddannede personer med handicap efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Andre aktører kan fx træffe afgørelse om afgivelse af tilbud efter kapitel 11-14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og om afgivelse af tilbud om fleksjob.
Herudover kan andre aktører varetage opgaven med at holde jobsamtaler for ledige eller opfølgningssamtaler for sygedagpengemodtagere, herunder udarbejde »Min Plan«. Personen er forpligtet til at deltage på samme måde som hvis det var kommunen, der holdt samtalerne.
Derudover medfører forslaget, at muligheden for inddragelse af andre aktører også omfatter opgaver og afgørelser efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det foreslås, at det som led i flytningen af de særlige regler for personer med handicap herunder regler om personlig assistance til personer i jobafklaringsforløb, ressourceforløb og personer i revalidering, tilbud om ansættelse med løntilskud for nyuddannede med handicap og regler om opkvalificering i forbindelse med ansættelse gøres muligt at anvende andre aktører efter de regler, der foreslås overflyttet fra lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til i stedet at blive fastsat i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. ved administrationen af reglerne i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Baggrunden for forslaget er yderligere, at reglerne om løntilskud for nyuddannede personer med handicap og opkvalificering i forbindelse med ansættelse af personer med handicap, der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, som kan berettige til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som ikke har opnået ansættelse op til 2 år efter uddannelsens afslutning og som mangler erhvervserfaring inden for det område, som uddannelsen kvalificerer til, foreslås overflyttet til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. De særlige regler om personlig assistance til personer i jobafklaringsforløb, ressourceforløb og personer i revalidering i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats foreslås tillige overflyttet fra lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
I forslaget henvises således til opgaver og afgørelser efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge.
Det foreslås i stk. 2, at kommunen ikke kan overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om personlig assistance efter § 4 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Forslaget betyder, at det fortsat ikke vil være muligt at overlade til andre aktører at træffe afgørelse om personlig assistance til personer med handicap. Dog vil det fortsat være muligt at overlade til andre aktører at træffe afgørelse om personlig assistance til personer i jobafklaringsforløb, personer i ressourceforløb og personer, der er under revalidering, som er regler, der efter forslaget til § 6, nr. 2, foreslås flyttet fra lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Kompetencen til at træffe afgørelse om personlig assistance til disse målgrupper vil således som hidtil kunne overlades til andre aktører.
Det foreslås i stk. 3 , at kommunen ikke kan overlade til anden aktør at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge efter lov om sygedagpenge. Kommunen kan dog overlade til andre aktører at vurdere, om den sygemeldte er helt eller delvis uarbejdsdygtig. Andre aktører kan kun træffe afgørelse herom, hvis aktøren og den sygemeldte er enige i vurderingen af hel eller delvis uarbejdsdygtighed.
Forslaget svarer til de gældende regler i lov om sygedagpenge om kommunens adgang til at overlade opgaver til anden aktør.
Det betyder, at andre aktører ikke kan træffe afgørelse om selve retten til at modtage sygedagpenge. Andre aktører kan dog træffe afgørelse om hel eller delvis uarbejdsdygtighed, forudsat at andre aktører og den sygemeldte er enige om vurderingen af hel eller delvis uarbejdsdygtighed. Andre aktører og den sygemeldte kan eksempelvis under en opfølgningssamtale aftale, at den sygemeldte kan vende gradvist tilbage i arbejde, hvis de er enige om, at den sygemeldte er delvis uarbejdsdygtig. Det er altid en forudsætning, at arbejdsgiveren er indstillet på, at den sygemeldte kan vende gradvist tilbage i arbejde. Hvis anden aktør og den sygemeldte ikke er enige om hel eller delvis uarbejdsdygtighed, skal kommunen inddrages og træffe afgørelse i sagen.
Det foreslås i stk. 4, at de opgaver og kompetencer til at træffe afgørelse efter stk. 1 og 3, som andre aktører har fået overladt, forpligter personen på samme måde, som hvis jobcenteret havde udført opgaven eller truffet afgørelsen.
Det vil sige, at en kontanthjælpsmodtagers manglende overholdelse af afgørelser, som træffes af andre aktører, vil kunne sanktioneres efter reglerne i fx lov om aktiv socialpolitik.
Som eksempel kan nævnes, at hvis andre aktører giver et ret- og pligttilbud om virksomhedspraktik efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 11, kan personen blive sanktioneret, hvis personen ikke møder i tilbuddet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Det vil endvidere betyde, at en sygedagpengemodtagers manglende overholdelse af afgørelser, som træffes af andre aktører, vil kunne sanktioneres efter reglerne i lov om sygedagpenge.
Som eksempel kan nævnes, at hvis andre aktører giver tilbud om virksomhedspraktik efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 11, kan en sygedagpengemodtager blive sanktioneret, hvis personen ikke møder i tilbuddet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Afgørelsen om de ydelsesmæssige konsekvenser af fx afslag på tilbud eller udeblivelse skal dog træffes af kommunen eller arbejdsløshedskassen.
Det foreslås i stk. 5, at andre aktører skal overholde samme regler, som gælder for kommunen i forbindelse med indkaldelse til samtaler, deltagelse i aktiviteter, afgivelse af tilbud og underretninger efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge.
Forslaget medfører, at andre aktører skal overholde de samme regler, som gælder for jobcenteret i forbindelse med fx bevilling af tilbud om virksomhedspraktik, bevilling af personlig assistance, afgivelse af tilbud og underretninger.
Det vil fx betyde, at andre aktører skal overholde forvaltningsloven, herunder forvaltningslovens regler om begrundelse og klagevejledning, når der træffes afgørelse.
Det foreslås i § 17 b, stk. 1, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge kan varetages af andre aktører, herunder at personer omfattet af loven skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.
Det foreslås i stk. 2 , at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til andre aktørers sagsbehandling, herunder om frister, underretninger til kommunen og procedurer og klageadgang i forbindelse med sagsbehandlingen. Beskæftigelsesministeren kan herunder fastsætte regler om andre aktørers forpligtelse til at give jobcenteret de nødvendige oplysninger om personer, der er omfattet af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge, til brug for administrationen af lovgivningen m.v.
Der forudsættes en udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen svarende til de gældende regler.
Reglerne vil også finde anvendelse i forbindelse med tilbud om ansættelse med løntilskud for nyuddannede med handicap, opkvalificering i forbindelse med ansættelse uden løntilskud af en nyuddannet person med handicap og hjælpemidler til personer med handicap. Det forudsættes, at der på bekendtgørelsesniveau fastsættes regler om krav til andre aktørers sagsbehandling, herunder om frister, underretninger og procedurer i forbindelse med sagsbehandlingen.
Som led i forenkling af lovgivningen foreslås, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om mulighed for at vælge mellem flere aktører, hvis kommunen skønner, at flere aktører er næsten lige effektive i forhold til at bringe personen i ordinær beskæftigelse.
Det betyder, at der for alle målgrupperne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om sygedagpenge kan fastsættes fælles regler om personens mulighed for at vælge mellem aktører, hvor reglerne i dag findes henholdsvis i § 19, stk. 4, i lov om sygedagpenge og i § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om andre aktører.
Der henvises til punkt 2.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Af den gældende § 18 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. fremgår det, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte landsdækkende krav til udbud og kontrakter med andre aktører, som kan inddrages i beskæftigelsesindsatsen efter kapitel 2 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, §§ 19 og 20 i lov om sygedagpenge, § 47 a i lov om aktiv socialpolitik og § 5 i integrationsloven.
Det foreslås, at lovens § 18 ændres således, at henvisningen til kapitel 2 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, §§ 19 og 20 i lov om sygedagpenge, § 47 a i lov om aktiv socialpolitik ændres til § 17 a og regler fastsat i medfør af § 17 b.
Ændringen er en konsekvens af, at det i forslagets § 1, nr. 5 foreslås, at samle bestemmelserne om anden aktør i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. som led i forenkling af beskæftigelseslovgivningen.
Forslaget er en videreførelse af gældende ret. Det vil sige, at beskæftigelsesministeren ligesom i gældende ret kan fastsætte landsdækkende krav til udbud og kontrakter med andre aktører.
Til nr. 7
Efter § 21 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. overvåger og analyserer Beskæftigelsesministeriet udviklingen på arbejdsmarkedet samt overvåger og følger op på beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene. Loven indeholder ingen nærmere regler om, hvordan Beskæftigelsesministeriet skal følge op og føre tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats.
Det foreslås, at reglerne, som udmønter punktet om skærpet tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats i Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats, indsættes i et nyt kapitel 3 a i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Det foreslås i § 22 a, at beskæftigelsesministeren fastsætter resultatmål og mål for kommunernes beskæftigelsesindsats (fokusmål) som led i sit skærpede tilsyn med kommunerne.
Resultatmål er udtryk for kommunens forventede andel borgere på offentlig forsørgelse på baggrund af kommunens rammevilkår, som afhænger af den enkelte kommunes befolkningssammensætning og det lokale arbejdsmarked, og som indgår i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds (VIVE) analyser for offentlige forsørgelsesydelser.
Fokusmål er mål om andelen af borgere, der ikke modtager en aktiv indsats og/eller samtaler over en længere periode efter de første 6 måneders ledighed, hvor kommunerne med regelforenklingen får frie rammer til at tilrettelægge den aktive indsats efter den enkeltes behov og forudsætninger. Fokusmålene vil dermed angive et niveau for, hvad der som minimum må forventes af kommunernes beskæftigelsesindsats over for den samlede gruppe borgere med længerevarende ledighed på tværs af ydelseskategorier.
Kommunernes resultater og indsatser vil løbende blive monitoreret og vist på Jobindsats.dk, jf. forslaget til § 38 a, således at kommunerne kan følge med i, om udviklingen er tilfredsstillende, eller om kommunen er i risiko for at komme under skærpet tilsyn, jf. forslaget til § 22 b.
De nærmere regler om kommunernes resultatmål og fokusmål vil blive fastsat med hjemmel i den foreslåede § 22 f, nr. 1.
Det foreslås i § 22 b, at lever en kommune ikke op til de resultatmål, som beskæftigelsesministeren har fastsat, og lever kommunen i et gennemsnit over de seneste 12 måneder ikke op til de fastsatte fokusmål, jf. § 22 a, bliver den pågældende kommune omfattet af et skærpet tilsyn.
Kommuner med en andel borgere på offentlig forsørgelse svarende til det statistisk forventede eller lavere er således uden for målgruppen til skærpet tilsyn.
Hvis en kommune har en større andel borgere på offentlig forsørgelse end forventet og dermed ikke lever op til det fastsatte resultatmål, er det afgørende, om kommunens indsats ligger på et tilfredsstillende niveau i forhold til fokusmålene. Viser indsatsmålingerne, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggør på Jobindsats.dk, jf. forslaget til § 38 a, at en kommunes indsats gennemsnitligt over de seneste 12 måneder ikke lever op til de fastsatte fokusmål, bliver kommunen omfattet af skærpet tilsyn, som bl.a. indebærer en forpligtelse for kommunen til at indsende en redegørelse til beskæftigelsesministeren, jf. forslaget til § 22 c.
De nærmere kriterier for udpegningen af kommuner til skærpet tilsyn og de administrative procedurer i den forbindelse vil blive fastsat af beskæftigelsesministeren med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 22 f. Det forventes, at de administrativt fastsatte regler vil blive udformet, så Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering én gang årligt foretager en samlet opgørelse af kommunernes resultater og indsatser, som er afgørende for, om en kommune omfattes af skærpet tilsyn.
Det foreslås i § 22 c, at en kommune, der er omfattet af skærpet tilsyn, jf. § 22 b, skal sende en redegørelse til beskæftigelsesministeren om, hvilke initiativer, kommunen har iværksat eller vil iværksætte for at leve op til de fastsatte fokusmål, og en plan for, hvornår målene vil være nået. Redegørelsen skal indeholde resultatet af en uvildig sagsgennemgang for målgrupper, hvor kommunen ikke lever op til fokusmålene. Kommunen afholder udgifterne til sagsgennemgangen.
Bestemmelsen indebærer, at kommuner, der kommer under skærpet tilsyn, er forpligtet til skriftligt at redegøre for, hvordan kommunen vil sikre, at kommunen fremadrettet lever op til kravene i beskæftigelsesindsatsen og at udarbejde en plan for genopretningen. Genopretningsplanen forudsættes at indeholde centrale milepæle for, hvordan kommunen vil sikre, at borgerne får en indsats i overensstemmelse med lovgivningens intentioner.
Som led i udarbejdelse af redegørelsen og genopretningsplanen til beskæftigelsesministeren skal kommunen indgå aftale med et eksternt konsulent-/revisionsfirma, fx kommunens sagkyndige og uafhængige revision i henhold til lov om kommunernes styrelse, om at få foretaget en gennemgang af sagerne for de målgrupper, hvor kommunen ikke lever op til fokusmålene. Formålet med sagsgennemgangen er at få belyst årsagerne til, at kommunen ikke har opfyldt fokusmålene, herunder eventuelle organisatoriske, ledelsesmæssige og administrative forhold i kommunen, der kan være medvirkende årsag.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om kravene til kommunernes redegørelser og genopretningsplaner og om gennemgangen af sager på området, jf. forslaget til § 22 f, nr. 2 og 3.
Det foreslås i § 22 d, stk. 1, at en kommune, der er omfattet af et skærpet tilsyn, har en genopretningsperiode på 9 måneder til at få rettet op på indsatsen og leve op til de fastsatte fokusmål.
Bestemmelsen indebærer, at kommuner, der omfattes af det skærpede tilsyn, har 9 måneder fra offentliggørelsen af resultaterne af den årlige opgørelse af kommunernes resultater og indsatser til at rette op på indsatsen. Hvis fx måleperioden i den årlige opgørelse er perioden 1. januar – 31. december, og resultaterne af opgørelsen offentliggøres den 1. april i det følgende år, vil en kommune, der bliver omfattet af skærpet tilsyn den 1. april 2021 ved offentliggørelsen af resultaterne for 2020, have 9 måneder til at forbedre indsatsen tilstrækkeligt til, at kommunen lever op til fokusmålene ved den årlige opgørelse for 2021.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering følger løbende udviklingen i kommunens indsats via data i de indsatsmålinger, som styrelsen offentliggør på jobindsats.dk, jf. forslaget til § 38 a. Disse holdes op mod milepælene i kommunens genopretningsplan.
Efter forslaget til § 22 d, stk. 2, kan beskæftigelsesministeren bestemme, at en kommune, som har forbedret indsatsen, men uden fuldt ud at have opfyldt fokusmålene inden for genopretningsperioden på 9 måneder, kan få genopretningsperioden forlænget, dog højst med yderligere 12 måneder. Det betyder, at kommunen får mulighed for at koncentrere indsatsen på at nå helt i mål med planen for genopretning, uden at blive pålagt bestemte proceskrav fra centralt hold.
Beskæftigelsesministeren vil i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 22 f, nr. 4, kunne fastsætte nærmere regler om genopretningsperioden, herunder muligheder og kriterier for forlængelse.
Det foreslås i § 22 e , at en kommune, som ikke har opfyldt fokusmålene i et gennemsnit over de seneste 12 måneder efter udløbet af genopretningsperioden, herunder en eventuel forlænget periode efter § 22 d, stk. 2, skal leve op til særlige minimumskrav til indsatsen, fastsat af beskæftigelsesministeren. Kommunen skal endvidere få foretaget en uvildig gennemgang af sager for de målgrupper, hvor kommunen fortsat ikke lever op til de fastsatte fokusmål. Kommunen afholder udgifterne til sagsgennemgangen.
Bestemmelsen regulerer den sidste fase i den gradvise skærpelse af opfølgningen over for kommuner med utilfredsstillende resultater og indsats. Det betyder for det første, at beskæftigelsesministeren kan pålægge kommunen minimumskrav til beskæftigelsesindsatsen, fx krav til antal samtaler i kontaktforløbet, og derved mister kommunen friheden til selv at tilrettelægge den aktive indsats efter den enkelte borgers behov. For det andet skal kommunen for egen regning sørge for at få foretaget en gennemgang af sager for alle målgrupper, hvor kommunens fokusmål ikke er opfyldt.
Sagsgennemgangen af passivsagerne har samme formål som den gennemgang af sager, der foretages efter den foreslåede § 22 c, og skal foretages af en ekstern revisor eller anden sagkyndig uden for kommunens forvaltning med særligt kendskab til beskæftigelseslovgivningen og kommunale organisatoriske, ledelsesmæssige og administrative forhold.
De nærmere regler om fastsættelsen af minimumskrav til indsatsen, når en kommune ikke opfylder fokusmålet efter udløbet af en genopretningsperiode, og om gennemgangen af kommunens passivsager, foreslås fastsat administrativt, jf. den foreslåede bemyndigelse i § 22 f, nr. 3 og 5.
Det foreslås i § 22 f , at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om
-
Resultatmål og indsatsmål (fokusmål) for skærpet tilsyn, jf. § 22 b.
-
Kommunernes redegørelser og genopretningsplaner, jf. § 22 c.
-
Sagsgennemgangen, jf. §§ 22 c og 22 e.
-
Genopretningsperioden, jf. § 22 d.
-
Fastsættelse af minimumskrav til indsatsen, jf. § 22 e.
Bemyndigelsen vil bl.a. blive udnyttet til at fastsætte regler om kriterier for udvælgelse af kommuner til skærpet tilsyn, og at fastlægge administrative procedurer og retningslinjer for gennemførelsen af tilsynet, herunder afgrænsning af genopretningsperioder og fastsættelsen af de minimumskrav for indsatsen, der skal gælde i perioden med skærpet tilsyn, fx krav til antal samtaler.
Det forudsættes, at de administrativt fastsatte regler om omfanget af sagsgennemgangen efter § 22 c som udgangspunkt vil stille krav om, at der bliver gennemgået mindst 15 pct. af sagerne for de målgrupper, hvor kommunen ikke lever op til de fastsatte fokusmål.
Der henvises til punkt 2.2.5. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Den gældende overskrift til Afsnit III er Beskæftigelsesrådets og regionale arbejdsmarkedsråds samspil med myndighederne om beskæftigelsesindsatsen.
Det foreslås, at der i overskriften før kapitel 4 indsættes ordet ”Tilsynsrådets”, således at overskriften bliver ”Beskæftigelsesrådets, Tilsynsrådets og de regionale arbejdsmarkedsråds samspil med myndighederne om beskæftigelsesindsatsen”.
Forslaget skal ses på baggrund af, at reglerne om Tilsynsrådet foreslås overført fra lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Til nr. 9
Efter den gældende lovs § 24, stk. 2, udpeger beskæftigelsesministeren bortset fra formanden, medlemmerne af Beskæftigelsesrådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder. Der udpeges således 8 fra Landsorganisationen i Danmark og 1 fra FTF.
Det foreslås, at § 24, stk. 2, nr. 2, ændres således, at Fagbevægelsens Hovedorganisation indstiller 9 medlemmer til Beskæftigelsesrådet.
Det foreslås tillige, at § 24, stk. 2, nr. 3, ophæves således, at FTF’s ret til at indstille 1 medlem ophæves.
Dermed overtages retten for Landsorganisationen i Danmark til at indstille 8 medlemmer til Beskæftigelsesrådet og FTF’s ret til at indstille 1 medlem til Beskæftigelsesrådet af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Den nye fælles hovedorganisation indstiller således 9 medlemmer til Beskæftigelsesrådet.
Baggrunden for ændringerne er, at LO og FTF på de to hovedorganisationers ekstraordinære kongresser den 13. april 2018 traf en beslutning om at fusionere og danne Fagbevægelses Hovedorganisation den 1. januar 2019. Som følge heraf ophørte Landsorganisationen i Danmark og FTF som selvstændige organisationer den 1. januar 2019.
Forslaget betyder, at Fagbevægelsens Hovedorganisation herefter vil indstille 9 medlemmer til Beskæftigelsesrådet.
Forslaget ændrer ikke ved det samlede antal medlemmer, som udpeges til Beskæftigelsesrådet, ligesom lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgiverorganisationerne fortsat vil indstille lige mange medlemmer til Beskæftigelsesrådet.
Der henvises til punkt 2.2.4. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Efter den gældende § 24, stk. 5, tilforordnes Beskæftigelsesrådet 3 repræsentanter for Beskæftigelsesministeriet, 1 repræsentant for Finansministeriet, 1 repræsentant for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold og 1 repræsentant for Undervisningsministeriet.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at Beskæftigelsesrådet tilforordnes 1 repræsentant for Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det skyldes, at rådet drøfter spørgsmål vedrørende integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesrådet har således tilkendegivet, at det vil være formålstjeneligt, at de tilforordnes 1 repræsentant fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, som kan bistå rådet fagligt i forhold til integrationen af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet.
Forslaget er en følge af den ressortomlægning, der fandt sted i 2015, hvor sager om integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet flyttede fra Børne- og Socialministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Som konsekvens af forslaget vil der ikke være en tilforordnet repræsentant for Børne- og Socialministeriet.
Der henvises til punkt 2.2.4. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Efter den gældende § 25, stk. 2, afgiver Beskæftigelsesrådet hvert år en beskæftigelsespolitisk redegørelse om udviklingen på arbejdsmarkedet med fokus på resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen.
Det foreslås, at § 25, stk. 2, ophæves således, at Beskæftigelsesrådet ikke skal udarbejde en årlig beskæftigelsespolitisk redegørelse om udviklingen på arbejdsmarkedet med fokus på resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen.
Beskæftigelsesrådet har tilkendegivet, at rådet ikke finder det formålstjeneligt og nødvendigt at skulle anvende ressourcer på at afgive en særskilt årlig beskæftigelsespolitisk redegørelse om udviklingen på arbejdsmarkedet med fokus på resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen. Beskæftigelsesrådet vil fortsat rådgive ministeren om beskæftigelsesindsatsen jf. § 25, stk. 1.
Det betyder, at opfølgning på kommunernes resultater i stedet vil ske ved opfølgning med benchmark-rapporter, der løbende giver indsigt i kommunernes resultater og indsatser på beskæftigelsesområdet.
Der henvises til punkt 2.2.4. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Efter gældende regler i § 92 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fastlægges, at Tilsynsrådet er rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål vedrørende Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsvirksomhed. Tilsynsrådet behandler Direktøren for Arbejdsmarked og Rekrutterings rapporter, jf. § 88, stk. 7, og følger i øvrigt tilsynsvirksomheden.
Det foreslås, at reglerne om Tilsynsrådets formål, sammensætning og opgaver overføres fra § 92 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til et nyt kapitel 4 a i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Som ny § 26 a foreslås fastsat, at Tilsynsrådet er rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål vedrørende Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsvirksomhed om arbejdsløshedsforsikringen, arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen, revisionen og fokusrevision af kommunerne, kommunernes rådighedsadministration, det skærpede tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats, styrelsens øvrige tilsyn, herunder med kommunerne, Udbetaling Danmark og styrelsens puljeforvaltning, og nye udviklingsinitiativer på tilsynsområdet.
Den foreslåede bestemmelse udvider Tilsynsrådets kompetence til også at rådgive ministeren i forhold til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsaktiviteter vedrørende arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen, det nye skærpede tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats i aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats, styrelsens øvrige tilsyn med kommunerne, Udbetaling Danmark, styrelsens puljeforvaltning og nye udviklingsinitiativer, som styrelsen arbejder med.
Tilsynsrådet får dermed mulighed for at have indsigt i og rådgive beskæftigelsesministeren eksplicit i forhold til tilsynsvinklen på alle de områder, inden for hvilke Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bedriver tilsyn.
Der henvises til punkt 2.2.6. i de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af § 92 a, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at Tilsynsrådet har 8 medlemmer og hvorledes rådet sammensættes og udpeges, herunder at 1 medlem udpeges efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark og 1 medlem udpeges efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Akademikernes Centralorganisation og Ledernes Hovedorganisation.
Som ny § 26 b, stk. 1 , i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. foreslås fastsat, at Tilsynsrådet har 8 medlemmer, hvoraf en formand og 1 medlem udpeges af beskæftigelsesministeren. Desuden udpeger beskæftigelsesministeren efter indstilling 1 medlem fra Dansk Arbejdsgiverforening, 1 medlem fra KL, 1 medlem fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, 1 medlem efter fælles indstilling fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, Akademikerne og Lederne, 1 medlem fra Danske A-kasser og 1 medlem fra Skattestyrelsen.
Den foreslåede § 26 b, stk. 1, er en videreførelse af indholdet af § 92 a, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. dog ændret således, at der er taget højde for, at Landsorganisationen i Danmark og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd med virkning fra 1. januar 2019 er blevet sammenlagt til Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det foreslås derfor, at Fagbevægelsens Hovedorganisation kan indstille 1 medlem til Tilsynsrådet. Videre foreslås, at Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne og Lederne efter fælles indstilling kan indstille 1 medlem. Dermed afspejles den fremtidige sammensætning i Tilsynsrådet fuldt ud den hidtidige.
Videre er navneændringer siden sidste lovændring rettet til. Det gælder Danske A-kasser og Skattestyrelsen.
Det foreslås fastsat som ny § 26 b, stk. 2 , at der tilforordnes rådet 1 repræsentant for Beskæftigelsesministeriet, 1 repræsentant for Finansministeriet og 1 repræsentant for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. De tilforordnede har ingen stemmeret.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af indholdet af § 92 a, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det foreslås fastsat som ny § 26 b, stk. 3, at medlemmerne, herunder formanden og de tilforordnede, udpeges for en 4-årig periode. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb. Medlemmerne kan genudpeges.
Som ny § 26 b, stk. 4, foreslås fastsat, at Tilsynsrådet selv fastsætter sin forretningsorden. De foreslåede bestemmelser er en videreførelse af indholdet i § 92 a, stk. 5 og 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det foreslås fastsat som ny § 26 b, stk. 5 , at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering varetager rådets sekretariatsfunktion. Dermed lovfæstes den hidtidige praksis.
Det fremgår af § 92 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at Tilsynsrådet er rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål vedrørende Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsvirksomhed. Tilsynsrådet behandler direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings rapporter, jf. § 88, stk. 7, og følger i øvrigt tilsynsvirksomheden.
Det fremgår endvidere af § 13 e i lov om aktiv socialpolitik, at Tilsynsrådet, jf. § 92 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål vedrørende Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsvirksomhed efter § 13 d, som er tilsynet med kommunernes rådighedsvurderinger.
Det foreslås fastsat som ny § 26 c, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., at Tilsynsrådet behandler direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings rapporter, jf. § 88, stk. 7, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og resultaterne af tilsynet med kommunernes rådighedsadministration, jf. § 13 e i lov om aktiv socialpolitik. Bestemmelsen viderefører således Tilsynsrådets nuværende opgaver efter de gældende regler i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv socialpolitik.
Som § 26 c, stk. 2 , foreslås fastsat, at Tilsynsrådet endvidere er det centrale tilsynsorgan for arbejdsløshedskassernes kontrolindsats, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og skal på baggrund af afrapporteringer rådgive Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om kvaliteten af kassernes kontrolindsats. Rådet kan også medvirke til at fastlægge kravene til kassernes kontroller fremadrettet.
Den foreslåede § 26 c, stk. 2, er sprogligt justeret men svarer til den gældende § 92 a, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det foreslås fastsat i § 26 c, stk. 3, at Tilsynsrådet har indsigt i og rådgiver beskæftigelsesministeren om arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen, revisionen og fokusrevision af kommunerne, det skærpede tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats, styrelsens øvrige tilsyn, herunder med kommunerne, Udbetaling Danmark og styrelsens puljeadministration, og nye udviklingsinitiativer på tilsynsområdet.
Med bestemmelsen udvides Tilsynsrådets rådgivende funktion til at omfatte ikke alene de lovbestemte tilsynsordninger med arbejdsløshedskasser og kommuner, men Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings samlede tilsynsvirksomhed på beskæftigelsesområdet.
Der tilsigtes ikke ændringer i den nuværende praksis, hvorefter Tilsynsrådets rådgivning primært sker på grundlag af de rapporter, som styrelsen afgiver til rådet to gange årligt.
Der henvises til punkt 2.2.6. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
Efter den gældende § 28, stk. 2, nr. 2, udpeger beskæftigelsesministeren bortset fra formanden medlemmerne af de regionale arbejdsmarkedsråd efter indstilling fra de i rådene repræsenterede organisationer og myndigheder. Der udpeges således 5 fra Landsorganisationen i Danmark og 1 fra FTF.
Det foreslås, at lovens § 28, stk. 2, nr. 2, ændres således, at Fagbevægelsens Hovedorganisation indstiller 6 medlemmer til de regionale arbejdsmarkedsråd.
Det foreslås tillige, at § 28, stk. 2, nr. 3, ophæves, med den konsekvens, at FTF’s ret til at indstille 1 medlem ophæves.
Dermed overtages retten for Landsorganisationen i Danmark til at indstille 5 medlemmer til de regionale arbejdsmarkedsråd og FTF’s ret til at indstille 1 medlem af den nye fælles hovedorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation således, at denne indstiller 6 medlemmer.
Baggrunden for ændringen er, at LO og FTF på de to hovedorganisationers ekstraordinære kongresser den 13. april 2018 traf beslutning om at oprette en ny, fælles hovedorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation den 1. januar 2019. Som følge heraf ophørte Landsorganisationen i Danmark og FTF som selvstændige organisationer den 1. januar 2019.
Det betyder, at Fagbevægelsens Hovedorganisation vil indstille 6 medlemmer til de regionale arbejdsmarkedsråd. Forslaget ændrer ikke ved det samlede antal medlemmer, som udpeges, ligesom lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgiverorganisationerne fortsat vil indstille lige mange medlemmer til rådene.
Der henvises til punkt 2.2.4. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
Efter den gældende § 29 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. varetager det regionale arbejdsmarkedsråd bl.a. godkendelse af den regionale positivliste for den regionale uddannelsespulje, jf. § 33 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det foreslås, at henvisningen i § 29, nr. 5, til § 33 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ændres til § 97 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Baggrunden for ændringen er det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor lov om en aktiv beskæftigelsesindsats affattes på ny. Reglerne om den regionale uddannelsespulje foreslås at fremgå af § 97 i det samtidigt fremsatte forslag til lov en aktiv beskæftigelsesindsats. Som en konsekvens heraf foreslås henvisningen ændret.
Det betyder, at de nævnte oplysninger fortsat vil indgå i det fælles it-baserede datagrundlag.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 15 og 16
Efter den gældende § 30, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. fremgår det, at det regionale arbejdsmarkedsråd inden for rammerne af en statslig bevilling i form af en varslingspulje kan iværksætte og yde tilskud til initiativer til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udfører rådets beslutning om anvendelse af bevillingen og varetager administration og regnskab m.v.
Det fremgår af stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for regnskab, revision, tilsyn m.v. for tilskud, der ydes efter stk. 1.
Det foreslås, at der i § 29 indsættes som nyt nr. 8 , fremgår, at de regionale arbejdsmarkedsråd tillige iværksætter og yder tilskud til initiativer inden for en statslig ramme til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde jf. kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Forslaget medfører, at det fremgår af lovteksten, at det regionale arbejdsmarkedsråd varetager opgaven med at iværksatte og yde tilskud til initiativer til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokal område.
Det foreslås i den forbindelse, at § 30 ophæves.
Baggrunden for ændringen er det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor lov om en aktiv beskæftigelsesindsats affattes på ny. Forslaget skal således ses i sammenhæng med, at det fremgår af den politiske aftale om forenkling af beskæftigelsesindsatsen, at indsatsen for borgere, der rammes af større afskedigelser, skal forenkles. Det fremgår, at de to eksisterende varslingspuljer - dels den ordinære varslingspulje og den supplerende varslingspulje - slås sammen.
Virkningen af forslaget er endvidere, at det stadig er det regionale arbejdsmarkedsråd, som varetager opgaven med at iværksætte og yde tilskud til initiativer inden for en statslig ramme til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde jf. kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Forslaget betyder sammen med det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at hjemlen til de lovbundne puljer flyttes fra lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det betyder, at puljen kommer til at stå sammen med reglerne om, hvilke indsatser, personer omfattet af større afskedigelser kan få i forbindelse med afskedigelsen både i opsigelsesperioden og efter opsigelsesperioden.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2. i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til det samtidigt fremsatte lovforslag om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Til nr. 17 og 18
Efter den gældende § 31, stk. 1 skal kommunen løbende underrette det regionale arbejdsmarkedsråd om anvendelsen af virksomhedspraktik og nytteindsats samt ansættelse med løntilskud efter kapitel 11 og 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Efter den gældende § 31, stk. 2, skal de regionale arbejdsmarkedsråd sammen med kommunerne én gang årligt drøfte en strategi for kommunernes etablering af og opfølgning på anvendelse af nytteindsatsen efter kapitel 11.
Det foreslås, at henvisningen i § 31, stk. 1, 1. pkt. , og nytteindsats samt ansættelse med løntilskud efter kapitel 11 og 12 ændres til en henvisning til ansættelse med løntilskud og nytteindsats efter kapitel 11-13.
Det foreslås endvidere, at henvisningen i § 31, stk. 2, til kapitel 11 ændres til kapitel 13.
Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor reglerne om tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud og nytteindsats foreslås placeret i kapitel 11-13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Med de foreslåede ændringer bringes henvisningerne i § 31, stk. 1 og 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. De foreslåede ændringer medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Der henvises punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger og til det samtidigt fremsatte lovforslag om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Til nr. 19
Efter de gældende regler, jf. § 34, stk. 3, kan jobcentrene og andre aktører søge i cv’er på Jobnet på tværs af kommuner og arbejdsløshedskasser i forbindelse med jobformidling og anden virksomhedsrettet indsats, jf. § 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Jobcentrene og arbejdsløshedskasserne har adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger på tværs af kommunegrænser.
Det foreslås, at cv'er ændres til cv-oplysninger, og at henvisningen i § 34, stk. 3, 1. pkt., til § 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ændres til kapitel 4 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Baggrunden for ændringen er det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor loven affattes på ny. Det foreslås, at cv'er fremover omtales som cv-oplysninger, og at henvisningen til reglerne om jobcenterets bistand til at finde arbejde og arbejdskraft sker ved en henvisning til kapitel 4 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som vil være der, hvor disse regler vil fremgå, jf. forslaget til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det betyder, at jobcentrene og andre aktører fortsat vil kunne søge i cv-oplysninger på Jobnet på tværs af kommuner og arbejdsløshedskasser i forbindelse med jobformidling og anden virksomhedsrettet indsats, jf. forslaget til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Jobcentrene og arbejdsløshedskasserne vil endvidere fortsat have adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger på tværs af kommunegrænser.
Med den foreslåede ændring bringes beskrivelsen af cv-oplysninger og henvisningen til § 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 34, stk. 3, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Om cv-oplysninger, personkreds, indhold og seneste tidspunkt på Jobnet for visse målgrupper henvises til punkt 2.6. i almindelige bemærkninger og specielle bemærkninger til § 22 i det samtidigt fremsatte lovforslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Der henvises til punkt 2.2. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 20
Efter den gældende § 36, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. indgår oplysninger, som er registreret på Jobnet og andre selvbetjeningsløsninger, herunder tilmelding, cv-oplysninger for personer, der efter § 13, stk. 2, og § 73 d, stk. 3, i den gældende lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har pligt til at indlægge et cv i Jobnet, joblog, fraværsperioder, bekræftelse af jobsøgning, afklaring og andre oplysninger til brug for sagsbehandling i kommunerne og arbejdsløshedskasserne vedrørende beskæftigelsesindsatsen, i det fælles it-baserede datagrundlag.
Det foreslås, at henvisningen i § 36, stk. 1, til »§ 13, stk. 2, og § 73 d, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om, at personen har pligt til at indlægge et cv i Jobnet« ændres til: »§ 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om, at personen har pligt til at registrere cv-oplysninger på Jobnet«.
Baggrunden for ændringen er det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor lov om en aktiv beskæftigelsesindsats affattes på ny. Reglerne om indlæggelse af cv-oplysninger på Jobnet foreslås i den forbindelse samlet i § 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det betyder, at de nævnte oplysninger fortsat vil indgå i det fælles it-baserede datagrundlag.
Om cv-oplysninger, personkreds, indhold og seneste tidspunkt på Jobnet for visse målgrupper henvises til punkt 2.6. i almindelige bemærkninger og specielle bemærkninger til § 22 i det samtidigt fremsatte lovforslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 21
Efter § 21 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. overvåger og analyserer Beskæftigelsesministeriet udviklingen på arbejdsmarkedet samt overvåger og følger op på beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene. Loven indeholder ingen nærmere regler om Beskæftigelsesministeriets opfølgning. Det er endvidere fastsat i § 38, at beskæftigelsesministeren etablerer Jobindsats.dk som et landsdækkende it-system til at måle resultater og effekter til at opgøre, om lovgivningens krav til beskæftigelsesindsatsen er opfyldt.
Det foreslås fastsat som ny bestemmelse i § 38 a, at Jobindsats.dk skal vise et samlet overblik bestående af dels generelle målinger, der kan give kommuner og andre interessenter i beskæftigelsesindsatsen indblik i kommunernes resultater og indsatser, dels særlige målinger, som anvendes til udvælgelse af kommuner til skærpet tilsyn, jf. den foreslåede § 22 b.
Målingerne vil fx kunne opgøre varighed af ledighedsforløb, afgang fra ledighed til beskæftigelse, selvforsørgelsesgrad efter endt aktivering, antal og andel langvarigt ledige ydelsesmodtagere, der ikke aktiveres, brugen af virksomhedsrettede tilbud og målrettet uddannelse, antal og andel langvarigt ledige, som ikke har modtaget en kontaktforløbssamtale inden for det seneste år m.v. Indsatsmålingerne forudsættes at omfatte såvel den lovbestemte indsats i de første 6 måneder af ledighedsperioden som den ikke-lovbestemte indsats efter de første 6 måneder.
Resultatmålingerne, der skal indgå i det samlede overblik, vil tage afsæt i kommunernes rammevilkår, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) anvender i sine analyser for offentlige forsørgelsesydelser, og det vil være indsatsen i hele landet og for alle kommuner, der monitoreres. Herved sikres transparens om centrale målinger på beskæftigelsesområdet, således at alle kan følge med i kommunernes indsats. Det vil være muligt at tilgå målingerne via en Jobindsats mobilapplikation. Målingerne opdateres løbende.
Der henvises til punkt 2.2.5. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 22
Der er i § 42, stk. 2 og 3, § 43, stk. 1, nr. 1, og § 45, stk. 2, henvisninger til lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.
Det foreslås, at henvisningerne til lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., i § 42, stk. 2 og 3, § 43, stk. 1, nr. 1, og § 45, stk. 2 , ændres til henvisninger til lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
Forslaget har baggrund i, at lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. ændrer titel pr. 1. august 2019 til lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. § 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 1, i lov nr. 746 af 8. juni 2018.
Til nr. 23
Efter de gældende regler, jf. § 52, nr. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. kan beskæftigelsesministeren bl.a. fastsætte nærmere regler om registrering af cv'er på Jobnet.
Det foreslås, at »cv'er« i § 52, nr. 1 , ændres til: »cv-oplysninger«.
Baggrunden for ændringen er det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor lov om en aktiv beskæftigelsesindsats affattes på ny. Det foreslås, at cv'er fremover omtales som cv-oplysninger.
Med den foreslåede ændring bringes beskrivelsen af cv-oplysninger i § 52, nr. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., i overensstemmelse med de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Om cv-oplysninger, personkreds, indhold og seneste tidspunkt på Jobnet for visse målgrupper henvises til punkt 2.6. i de almindelige bemærkninger og specielle bemærkninger til § 22 i det samtidigt fremsatte lovforslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 24
Af den gældende § 54, stk. 1, fremgår det, at kommunen kan kræve oplysninger om den, der ansøger om eller får ydelser fra kommunen efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge eller integrationsloven, og dennes ægtefælle eller sambo, jf. § 2 b i lov om aktiv socialpolitik, i nærmere nævnte tilfælde.
Det foreslås, at henvisningen i § 54, stk. 1, til eller samboende, jf. § 2 b i lov om aktiv socialpolitik udgår af bestemmelsen.
Baggrunden for forslaget er, at den gensidige forsørgelsespligt for samlevende i kontanthjælpssystemet med lov nr. 1522 af 27. december 2014 blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2016.
Det er en fejl, at henvisningen til samlevende i lov om aktiv socialpolitik § 2 b ikke er blevet ophævet i forbindelse med, at man ophævede den gensidige forsørgelsespligt.
Henvisningen er en nullitet, idet den henviser til en paragraf, som er ophævet pr. 1. januar 2016.
Virkningen af forslaget er, at der ikke længere henvises til den ophævede § 2 b i lov om aktiv socialpolitik. Forslaget medfører ikke indholdsmæssige ændringer.