LOV nr 742 af 20/06/2025
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og vandsektorloven (Spildevandsforsyningsselskabernes håndtering af terrænnært grundvand ved grundvandssænkende foranstaltninger og takstfinansiering heraf og ændrede regler om tilladelse til bortledning eller anden sænkning af grundvand) § 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2. § 2 finder ikke anvendelse for bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, der finder sted før den 1. juli 2035, når bortledning m.v. er påbegyndt inden lovens ikrafttræden og efter de hidtil gældende regler i § 26 i lov om vandforsyning m.v. ikke har været omfattet af krav om tilladelse, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. § 2 finder ikke anvendelse for bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden ved bestående vej- og jernbaneanlæg, som er påbegyndt inden lovens ikrafttræden, og som efter de hidtil gældende regler i § 26 i lov om vandforsyning m.v. ikke har været omfattet af krav om tilladelse.
Stk. 4. Regler udstedt i medfør af § 32, stk. 4 og 5, og § 32 b, stk. 5 og 6, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 32, stk. 5 og 6, og § 32 b, stk. 6 og 7, i lov om miljøbeskyttelse, jf. denne lovs § 1, nr. 4 og 11.
/ Magnus Heunicke
Forarbejder til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og vandsektorloven (Spildevandsforsyningsselskabernes håndtering af terrænnært grundvand ved grundvandssænkende foranstaltninger og takstfinansiering heraf og ændrede regler om tilladelse til bortledning eller anden sænkning af grundvand) § 5
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Det foreslås i stk. 2, at § 2 ikke finder anvendelse for bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, der finder sted før den 1. juli 2035, når bortledning m.v. er påbegyndt inden lovens ikrafttræden og efter de hidtil gældende regler i § 26 i vandforsyningsloven ikke har været omfattet af krav om tilladelse, jf. dog stk. 3.
Bestemmelsen medfører, at bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, som er påbegyndt inden lovens ikrafttræden, og som efter de hidtil gældende regler i § 26 i vandforsyningsloven ikke har været omfattet af kravet om tilladelse, vil blive omfattet af et krav om tilladelse efter den foreslåede § 26, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 1, fra den 1. juli 2035.
Alle, som før denne lovs ikrafttræden, jf. stk. 1, foretager bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden uden krav om tilladelse, og som fortsat ønsker at bortlede m.v. efter den 1. juli 2035, vil skulle søge om en tilladelse efter den foreslåede § 26, stk. 1, 1. pkt., inden den 1. juli 2035 med henblik på at få den nødvendige tilladelse. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger i pkt. 3.3.2.
Det foreslås i stk. 3, at § 2 finder ikke anvendelse for bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden ved bestående vej- og jernbaneanlæg, som er påbegyndt inden lovens ikrafttræden, og som efter de hidtil gældende regler i § 26 i vandforsyningsloven ikke har været omfattet af krav om tilladelse.
Den foreslåede ændring indebærer, at § 2 i lovforslaget som vedrører ændring af vandforsyningslovens §§ 26 og 28, jf. § 2, nr. 1-7, ikke vil skulle finde anvendelse på bortledning eller anden sænkning af grundvandsstanden ved bestående vej- og jernbaneanlæg, som er påbegyndt inden lovens ikrafttræden, og som efter de hidtil gældende regler i § 26 i vandforsyningsloven ikke har været omfattet af krav om tilladelse. Sådanne bortledninger m.v. vil således ikke være omfattet af krav om tilladelse efter den foreslåede § 26, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 1.
Det foreslås i stk. 4, at regler udstedt i medfør af § 32, stk. 4 og 5, og § 32 b, stk. 5 og 6, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 32, stk. 5 og 6, og § 32 b, stk. 6 og 7, i lov om miljøbeskyttelse, jf. denne lovs § 1, nr. 4 og 11.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at gældende regler, som er udstedt i medfør af regler i miljøbeskyttelsesloven, og som rykker som følge af at nye stykker indsættes ved denne lov, opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter fastsat i medfør af bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, der er indsat eller ændret ved denne lov.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov om miljøbeskyttelse gælder ikke for Færøerne og Grønland og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. § 118 i lov om miljøbeskyttelse.
Lov om vandforsyning m.v. gælder ikke for Færøerne og Grønland og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. § 90 i lov om vandforsyning m.v.
Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold gælder ikke for Færøerne og Grønland og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. vandsektorlovens § 38.
Lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. gælder ikke for Færøerne og Grønland og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. § 13 i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.