LOV nr 640 af 11/06/2024
Erhvervsministeriet
Lov om ændring af lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, lov om Planklagenævnet, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love (Effektivisering af sagsbehandlingen i Planklagenævnet, Miljø- og Fødevareklagenævnet og Energiklagenævnet m.v.) § 3
I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 6. februar 2024, som ændret ved lov nr. 1705 af 23. december 2016 og lov nr. 328 af 28. marts 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 68 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sagsbehandling og prøvelse, herunder fastsætte mål for nævnets sagsbehandlingstid.«
2. § 69 affattes således:
»§ 69. Ved afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven erstattes repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget efter indstilling fra Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, af 2 medlemmer med særlig økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for elforsyning eller vedvarende energi, som udpeges af erhvervsministeren.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, lov om Planklagenævnet, lov om fremme af vedvarende energi og forskellige andre love (Effektivisering af sagsbehandlingen i Planklagenævnet, Miljø- og Fødevareklagenævnet og Energiklagenævnet m.v.) § 3
Til nr. 1 (§ 68, stk. 2)
Det fremgår af § 68 i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 6. februar 2024, at klima-, energi- og forsyningsministeren (nu erhvervsministeren i forhold til de dele, der vedrører regulering af nævnet og nævnets sammensætning) kan fastsætte nærmere regler om 1) adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler fastsat i medfør af loven træffes af klima-, energi- og forsyningsministeren eller af Forsyningstilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, og at afgørelser truffet af en kollektiv elforsyningsvirksomhed som nævnt i § 57, stk. 1, eller en institution under Klima-, energi- og forsyningsministeriet eller anden myndighed, som ministeren i henhold til § 70 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for klima-, energi- og forsyningsministeren, og 2) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i § 68 i lov om fremme af vedvarende energi, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sagsbehandling og prøvelse, herunder fastsætte mål for nævnets sagsbehandlingstid.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sagsbehandling, herunder om fastsættelse af frister og afvisning af sager, om omfanget af nævnets prøvelse samt fastsætte mål for nævnets sagsbehandlingstid.
Erhvervsministeren vil med hjemmel i bestemmelsen kunne fastsætte regler for Energiklagenævnet svarende til de foreslåede bestemmelser for Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. det foreslåede § 11, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 11 a og § 22, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og Planklagenævnet, jf. det foreslåede § 4 a, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 4 b og § 9, stk. 2 i lov om Planklagenævnet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1-2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 69)
Når Energiklagenævnet skal træffe afgørelser efter lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 6. februar 2024, eller regler fastsat i medfør af denne lov, sammensættes nævnet på samme måde, som når nævnet afgør klager efter lov om elforsyning, jf. lovens § 69.
Det følger af § 91 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24. oktober 2023, at ved afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven erstattes repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget efter indstilling fra Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, af 2 medlemmer med særlig økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for elforsyning, som udpeges af klima-, energi- og forsyningsministeren (nu erhvervsministeren).
Det foreslås at nyaffatte § 69 i lov om fremme af vedvarende energi, således at repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget efter indstilling fra Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, ved afgørelser efter loven eller regler udstedt i henhold til loven erstattes af 2 medlemmer med særlig økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for elforsyning eller vedvarende energi, som udpeges af erhvervsministeren.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at nævnets to sagkyndige medlemmer ved behandling af sager efter lov om fremme af vedvarende energi i stedet for at være 2 medlemmer med særlig økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for elforsyning, vil være medlemmer, der enten har særlig økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for elforsyning eller vedvarende energi.
Med forslaget kan det i forbindelse med udpegning af de sagkyndige medlemmer sikres, at nævnet til enhver tid har sagkyndige medlemmer med både den særlige økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for såvel elforsyning som vedvarende energi, som er påkrævet for, at nævnet kan behandle sager – herunder VE-sager – efter loven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.