LOV nr 819 af 09/06/2020
Social- og Boligministeriet
Lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (Øgede energikrav ved anvendelse af § 5, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene og fastfrysning af vurderinger af værdien af andelsboligforeningers ejendomme) § 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 2. § 1, nr. 1, finder alene anvendelse på lejemål, hvor lejeperioden for den første udlejning af lejemålet efter en gennemgribende forbedring efter § 5, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene begynder efter lovens ikrafttræden. For lejemål, der er gennemgribende forbedret efter § 5, stk. 2, i samme lov og udlejet med en lejeperiode, der begynder før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Givet på Christiansborg Slot, den 9. juni 2020
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Kaare Dybvad Bek
Forarbejder til Lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (Øgede energikrav ved anvendelse af § 5, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene og fastfrysning af vurderinger af værdien af andelsboligforeningers ejendomme) § 3
I stk. 1 er det foreslået, at loven træder i kraft den 1. juli 2020.
I stk. 2 er det foreslået, at § 1, nr. 1, alene finder anvendelse på lejemål, hvor lejeperioden for den første udlejning af lejemålet efter en gennemgribende forbedring efter § 5, stk. 2, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene begynder efter lovens ikrafttræden. For lejemål, der er gennemgribende forbedret efter § 5, stk. 2, i samme lov og udlejet med en lejeperiode, der begynder før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det foreslåede indebærer, at de øgede energikrav fra mindst energimærke D til mindst energimærke C og det alternative krav om energiforbedringer, som udløser en ændring i energimærke med to niveauer, det vil sige en ændret indplacering i energimærkningsskalaen fra G til E eller fra F til D, alene finder anvendelse på lejemål, hvor lejeperioden for den første udlejning af lejemålet efter en gennemgribende forbedring efter § 5, stk. 2, i boligreguleringsloven begynder efter lovens ikrafttræden. Dette gælder ligeledes ved de efterfølgende genudlejninger af sådanne lejemål. For lejemål, der er gennemgribende forbedret efter § 5, stk. 2, og hvor lejeperioden begynder før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse. Udlejeren vil for disse lejemåls vedkommende fortsat kunne foretage udlejning efter § 5, stk. 2, uden at opfylde de ændrede krav.
Foretager udlejeren gennemgribende modernisering af andre lejemål i ejendommen efter boligreguleringslovens § 5, stk. 2, og den aftalte lejeperiode begynder efter lovens ikrafttræden, vil de foreslåede, øgede energikrav finde anvendelse.
Da de pågældende hovedlove ikke gælder Færøerne og Grønland, gælder lovforslaget heller ikke for Færøerne og Grønland.