Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 546 af 03/05/2022

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og integrationsloven (Kommunal indkvartering og forplejning og tilpasning af regler på integrationsområdet, børne- og undervisningsområdet, social- og ældreområdet, indenrigs- og boligområdet og sundhedsområdet som følge af modtagelse af personer, der er fordrevet fra Ukraine) § 4

I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, som ændret senest ved § 35 i lov nr. 324 af 16. marts 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 4 b, stk. 1, ændres »jf. dog stk. 3« til: »jf. dog stk. 2 og 3«.

2. § 4 b, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om forlængelse af suspensionsperioden som anført i stk. 1 for en bestemt periode, når dette som følge af en større tilstrømning til landet er nødvendigt for at sikre kommunalbestyrelsernes arbejde med modtagelsen af nyankomne udlændinge. Regler udstedt i medfør af 1. pkt. skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at forlænge suspensionsperioden efter 1. pkt.«

3. I § 12, stk. 2, indsættes efter »i lov om almene boliger m.v.«: », jf. dog § 30 a i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.«

4. I overskriften til kapitel 12 indsættes efter »Definitioner«: »m.v.«

5. I § 57 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. En udlænding, som meddeles opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, skal ikke anvises et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter § 12. Udlændingestyrelsen kan dog, hvis der foreligger ganske særlige personlige forhold, træffe afgørelse om, at en udlænding omfattet af 1. pkt. skal anvises et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter § 12.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og integrationsloven (Kommunal indkvartering og forplejning og tilpasning af regler på integrationsområdet, børne- og undervisningsområdet, social- og ældreområdet, indenrigs- og boligområdet og sundhedsområdet som følge af modtagelse af personer, der er fordrevet fra Ukraine) § 4

Til nr. 1

Det fremgår af integrationslovens § 4 b, stk. 1, at integrationslovens bestemmelser om tidsfrister for, hvornår kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe tilbud efter kapitel 3 a, 4 og 5, og omfanget af virksomhedsrettede tilbud efter § 17 a, stk. 2, samt tidsfristen for, hvornår danskuddannelse skal kunne påbegyndes, jf. § 5, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., suspenderes i 3 måneder fra det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen efter integrationslovens § 4, stk. 2, eller § 30, stk. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, jf. dog stk. 3.

Det foreslås i § 4 b, stk. 1, at ændre »jf. dog stk. 3« til: »jf. dog stk. 2 og 3«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 2, hvori det foreslås at ændre integrationslovens § 4 b, stk. 2, om forlængelse af suspensionsordningen for kommunerne.

Ændringen vil medføre, at der i integrationslovens § 4 b, stk. 1, henvises til den foreslåede fravigelse i § 4 b, stk. 2.

Til nr. 2

Det fremgår af integrationslovens § 4 b, stk. 2, at i tilfælde af massetilstrømning kan suspensionsperioden i § 4 b, stk. 1, forlænges i yderligere op til tre måneder.

Det foreslås at affatte § 4 b, stk. 2, således »Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om forlængelse af suspensionsperioden som anført i § 4 b, stk. 1, for en bestemt periode, når dette som følge af en større tilstrømning til landet er nødvendigt for at sikre kommunalbestyrelsernes arbejde med modtagelsen af nyankomne udlændinge. Regler udstedt i medfør af 1. pkt. skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at forlænge suspensionsperioden efter 1. pkt.«

Den foreslåede ændring vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler i bekendtgørelse om forlængelse af suspensionsperioden. Det forudsættes i den forbindelse, at der bl.a. vil blive fastsat regler om, hvor længe suspensionsperioden skal forlænges, om forlængelsen skal gælde for samtlige kommuner, eller kun enkelte samt om der kan ske forlængelse af flere omgange.

Med betingelsen om, at regler i medfør af den foreslåede § 4 b, stk. 2, 1. pkt., alene kan fastsættes for en bestemt periode, stilles der krav om, at bekendtgørelse udstedt i medfør af bestemmelsen skal indeholde en solnedgangsklausul, eller en anden form for begrænsning, således at det sikres, at suspensionen efter § 4 b, stk. 1, ikke opretholdes i længere tid end nødvendigt. Dette krav vil ikke være til hinder for, at udlændinge- og integrationsministeren på baggrund af en ny vurdering kan beslutte at forlænge en bekendtgørelse udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse, så længe også en forlængelse er afgrænset til en nærmere bestemt periode.

Med betingelsen om, at suspensionsperioden alene kan forlænges, når det som følge af en større tilstrømning til landet er nødvendigt for at sikre kommunalbestyrelsernes arbejde med modtagelse af nyankomne udlændinge, afgrænses anvendelsesområdet til de situationer med ekstraordinært pres, hvor tilstrømningen af fordrevne udlændinge fra Ukraine medfører eller risikerer at medføre en sådan belastning for kommunerne i forhold til bl.a. de krav, der stilles til tilrettelæggelsen af integrationsindsatsen, som kommunerne ikke vil kunne honorere

Det følger af den foreslåede § 4 b, stk. 2, 2. pkt., at regler udstedt i medfør af den foreslåede § 4 b, stk. 2, 1. pkt., skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at forlænge suspensionen af integrationslovens bestemmelser om tidsfrister for, hvornår kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe tilbud efter integrationslovens kapitel 3 a, 4 og 5 og omfanget at virksomhedsrettede tilbud efter integrationslovens § 17 a, stk. 2, samt tidsfristen for, hvornår danskuddannelse skal kunne påbegyndes, jf. § 5, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Herved understreges det, at regler udstedt i medfør af den foreslåede § 4 b, stk. 2, 1. pkt., uanset fastsat begrænsning, ikke må opretholdes, når det ikke længere er nødvendigt.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære en ændring i forhold til, hvilke dele af integrationsloven eller lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. der kan suspenderes fra.

Den foreslåede ændring ændrer heller ikke på, at det fortsat er udgangspunktet, at kommunerne skal tilvejebringe tilbud efter integrationslovens kapitel 3 a, 4 og 5, såfremt kommunerne fortsat har kapacitet hertil. Dette fremgår tillige af § 4 b, stk. 3, der fortsat er gældende.

Det bemærkes, at reglerne om suspension i integrationslovens § 4 b fortsat gælder i forhold til alle nyankomne udlændinge under integrationslovens program.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af integrationslovens § 12, stk. 2, at kommunalbestyrelsen ikke kan anvise et midlertidigt opholdssted eller en bolig, som er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.

Det foreslås i integrationslovens § 12, stk. 2, at indsætte », jf. dog § 30 a i lov nr. 324 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.« efter »i lov om almene boliger m.v.«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, hvori det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, hvorefter kommunen kan anvise personer, der meddeles opholdstilladelse efter den lov, et midlertidigt opholdssted eller en bolig, som er beliggende i et udsat boligområde, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke i øvrigt er mulighed for at anvise midlertidige opholdssteder eller boliger, der ikke er beliggende i et udsat boligområde.

Ændringen vil medføre, at der i integrationslovens § 12, stk. 2, henvises til den foreslåede undtagelsesbestemmelse i § 30 a i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets bemærkninger samt § 1, nr. 4, oven for.

Til nr. 4

Det fremgår af overskriften til kapitel 12, at kapitlet vedrører definitioner.

Da kapitlet imidlertid indeholder øvrige regler, foreslås det i overskriften at indsætte ”m.v.” for at tydeliggøre, at kapitlet har et bredere indhold.

Til nr. 5

Det er i integrationslovens kapitel 3 om boligplacering af flygtninge forudsat, at familiesammenførte til flygtninge, jf. integrationslovens § 2, stk. 3 eller 4, som altovervejende hovedregel ikke fordeles til en kommune og ikke omfattes af kommunalbestyrelsens boliganvisningsforpligtelse efter integrationslovens § 12, da den familiesammenførte forventes at tage ophold hos den person, der er sket familiesammenføring til.

Med de ændringer, der blev foretaget i integrationsloven i forbindelse med indførelsen af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, defineres alle udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter loven som flygtninge i integrationslovens forstand, jf. integrationslovens § 2, stk. 2, nr. 6. Det betyder, at familiesammenførte, der meddeles opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine som altovervejende hovedregel indgår i de forholdsmæssige kommunetal og fordeles til en kommune, som samtidig får boliganvisningsforpligtelsen efter integrationslovens § 12.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 57, stk. 5, i integrationsloven, en udlænding, som meddeles opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke skal anvises et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter § 12. Udlændingestyrelsen kan dog, hvis der foreligger ganske særlige personlige forhold, træffe afgørelse om, at en udlænding omfattet af 1. pkt., skal anvises et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter § 12.

I enkelte tilfælde, hvor den pågældende ikke har mulighed for at tage ophold hos den herboende på grund af ganske særlige personlige forhold, vil den pågældende således undtagelsesvist kunne blive omfattet af kommunernes boliganvisningsforpligtelse efter integrationsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at familiesammenførte, der meddeles opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, fortsat skal fordeles til en kommune og dermed indgå i de forholdsmæssige kommuneandele for fordelingen af personer, der meddeles opholdstilladelse efter loven.

Men med forslaget vil disse personer som altovervejende hovedregel afskæres fra adgangen til at få anvist et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter integrationslovens regler, når de pågældende meddeles opholdstilladelse som familiesammenførte efter § 2, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Baggrunden herfor er, at den familiesammenførte forventes at tage ophold hos den person, der er sket familiesammenføring med. Den foreslåede ændring sikrer samtidig en videreførelse af de regler om kommunernes boliganvisningsforpligtelse efter integrationsloven, som i dag gælder for familiesammenførte, der meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven.

Den foreslåede nye bestemmelse indebærer således, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om boligplacering skal beslutte, dels hvilken kommune, der skal have ansvaret for den pågældende. Dels vurdere, om der foreligger sådanne ganske særlige personlige forhold, at den pågældende undtagelsesvist skal have anvist et sted at bo i medfør af integrationslovens regler, og at kommunalbestyrelsen herefter skal anvise et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter integrationslovens § 12.