Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1355 af 29/11/2023

Børne- og Undervisningsministeriet

Lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse (Afskaffelse af forældreindkomst som kriterium for elevfordeling m.v.) § 2

I lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1189 af 22. august 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 880 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 34 a, stk. 6, udgår », § 8 b om flytning af kapacitet«.

2. § 34 a, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. § 8, stk. 2-5 og 7, om kapacitetsfastsættelse og §§ 11 b-12 og 12 b om elevfordeling i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. finder tilsvarende anvendelse for udbud af uddannelsen til almen studentereksamen, udbud af uddannelsen til hf-eksamen, udbud af uddannelsen til merkantil studentereksamen og udbud af uddannelsen til teknisk studentereksamen på institutioner for erhvervsrettet uddannelse.«

3. I § 34 d, stk. 1, 4. pkt., ændres »som led i den løbende monitorering, jf. stk. 2,« til: »løbende«.

4. § 34 d, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse (Afskaffelse af forældreindkomst som kriterium for elevfordeling m.v.) § 2

Til nr. 1

Det fremgår af § 34 a, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, at § 8, stk. 2-4 og 6, om kapacitetsfastsættelse, § 8 b om flytning af kapacitet og §§ 11 b-12 og 12 b om elevfordeling i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. finder tilsvarende anvendelse for udbud af uddannelsen til almen studentereksamen og udbud af uddannelsen til hf-eksamen samt uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen på institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Det foreslås at, § 34 a, stk. 6, ændres, således at »§ 8 b om flytning af kapacitet« udgår.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 2, hvorved børne- og undervisningsministerens bemyndigelse til inden for fristen for at søge om optagelse på en gymnasial ungdomsuddannelse kan beslutte at flytte dele af kapaciteten til et eksisterende uddannelsesudbud fra en institution eller afdeling til en anden institution eller afdeling for at understøtte en balanceret elevsammensætning, herunder til en institution eller afdeling, der ikke udbyder uddannelsen i forvejen, ophæves.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil samt afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 34 a, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, at § 8, stk. 2-4 og 6, om kapacitetsfastsættelse, § 8 b om flytning af kapacitet og §§ 11 b-12 og 12 b om elevfordeling i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. finder tilsvarende anvendelse for udbud af uddannelsen til almen studentereksamen og udbud af uddannelsen til hf-eksamen samt uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen på institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Ved § 2, nr. 8, i lov nr. 880 af 21. juni 2022, blev § 34 a, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse parallelaffattet. Parallelaffattelsen var med henblik på ikrafttræden den 1. juli 2026.

Det fremgår af den i § 2, nr. 8, i lov nr. 880 af 21. juni 2022 affattede § 34 a, stk. 6, som træder i kraft den 1. juli 2026, at § 8, stk. 2-6 og 8, om kapacitetsfastsættelse, § 8 b om flytning af kapacitet og §§ 11 b-12 og 12 b om elevfordeling i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. finder tilsvarende anvendelse for udbud af uddannelsen til almen studentereksamen, udbud af uddannelsen til hf-eksamen, udbud af uddannelsen til merkantil studentereksamen og udbud af uddannelsen til teknisk studentereksamen på institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Det foreslås, at § 34, a, stk. 6, nyaffattes, således, at § 8, stk. 2-5 og 7, om kapacitetsfastsættelse og §§ 11 b-12 og 12 b om elevfordeling i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. finder tilsvarende anvendelse for udbud af uddannelsen til almen studentereksamen, udbud af uddannelsen til hf-eksamen, udbud af uddannelsen til merkantil studentereksamen og udbud af uddannelsen til teknisk studentereksamen på institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Der er med nyaffattelsen tale om ændring af de bestemmelser, der henvises til i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. i § 34 a, stk. 6.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, § 2, nr. 1, og § 3, nr. 1-3.

Nyaffattelsen sikrer via henvisningen fra lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse til bestemmelser om kapacitetsfastsættelse og elevfordeling i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., der træder i kraft den 1. juli 2026, at de erhvervsgymnasiale uddannelser (hhx og htx) fortsat efter 1. juli 2026 omfattes af samme regelgrundlag som de almengymnasiale uddannelser i forhold til kapacitetsfastsættelse m.m. Institutioner omfattet af lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse med udbud af de erhvervsgymnasiale uddannelser vil således fra den 1. juli 2026 via nyaffattelsen være underlagt den fra dette tidspunkt gældende kapacitetsstyring m.m.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og § 2, nr. 1, og § 3, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil samt afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af § 34 d, stk. 1, 4. pkt., i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, at regionsrådet ved godkendelsen og som led i den løbende monitorering, jf. stk. 2, kan fastsætte og ændre et loft over institutionens eller afdelingens andel af profilelever.

Det foreslås, at § 34 d, stk. 1, 4. pkt., ændres, således at »som led i den løbende monitorering, jf. stk. 2,« ændres til »løbende«.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 4, hvor regionsrådets forpligtelse til at monitorere om godkendte profilgymnasier og de omkringliggende institutioner og afdelinger får en skæv elevsammensætning ophæves.

Regionsrådet vil med den foreslåede ændring fortsat have mulighed for at fastsætte et loft over andelen af profilelever. Det gælder ikke alene i forbindelse med selve godkendelsen men også efterfølgende. Regionsrådet vil dermed fortsat have mulighed for løbende at fastsætte et loft over andelen af profilelever eller ændre på et allerede fastsat loft.

Et loft vil fx kunne fastsættes, hvis andelen af profilelever bliver så høj, at der ikke er plads til ansøgere bosat i lokalområdet, og disse ansøgere dermed får uforholdsmæssigt langt til nærmeste alternative uddannelsesudbud.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af § 34 d, stk. 2, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, at regionsrådet i forbindelse med behandling af en ansøgning om at blive profilgymnasium skal lægge vægt på, i hvilket omfang en godkendelse kan resultere i en skævvridning af elevsammensætningen eller elevsøgningen, og løbende monitorere, om godkendte profilgymnasier og de omkringliggende institutioner og afdelinger får en skæv elevsammensætning.

Det foreslås, at § 34 d, stk. 2, ophæves.

Det foreslåede om at ophæve 34 d, stk. 2, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5, 7 og 13. Det foreslåede vil indebære, at forpligtelsen for regionsrådet til i forbindelse med behandling af en ansøgning om at blive profilgymnasium at lægge vægt på, i hvilket omfang en godkendelse kan resultere i en skævvridning af elevsammensætningen eller elevsøgningen, ophæves. Der ændres ikke i øvrigt på regionsrådets kompetence og forpligtelser i forbindelse med godkendelse af profilgymnasier.

Det foreslåede vil endvidere indebære, at regionsrådets forpligtelse til løbende at monitorere, om godkendte profilgymnasier og de omkringliggende institutioner og afdelinger får en skæv elevsammensætning, ophæves.

Selvom forpligtelsen til løbende monitorering bortfalder, bevarer regionsrådet imidlertid sin kompetence til løbende at fastsætte eller ændre et loft over antallet af profilelever i det omfang, det er relevant, jf. lovforslaget § 2, nr. 3.

Regionsrådene vil således ikke i forbindelse med behandling af en ansøgning om at blive profilgymnasium skulle lægge vægt på om godkendelsen kan resultere i en skævvridning af elevsammensætningen eller elevsøgningen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i de almindelige bemærkninger.