Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 880 af 21/06/2022

Børne- og Undervisningsministeriet

Lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser og lov om de gymnasiale uddannelser (Kapacitetsfastsættelse og elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser) § 3

I lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1666 af 11. august 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 2532 af 22. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 8 b indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Tilskudsloftet efter stk. 1 gælder ikke for institutioner, der overgår fra at være beliggende i en fordelingszone til at være beliggende i en afstandszone, jf. § 11 d, stk. 2 og 3, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2. I § 15 udgår »for elever og kursister, som er henvist til private gymnasieskoler og hf-kurser af fordelingsudvalget, jf. lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., og«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser og lov om de gymnasiale uddannelser (Kapacitetsfastsættelse og elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser) § 3

Til nr. 1

Det fremgår af § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, at en institution beliggende i Aarhus, Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Københavns, Lyngby-Taarbæk, Odense, Rudersdal, Rødovre, Tårnby eller Vallensbæk kommune modtager uanset tilskudsbestemmelserne i denne lov ikke aktivitetsafhængige tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet for det antal elever, der overstiger antallet af elever de modtog tilskud for i december i det år, hvor de havde det højeste antal elever i skoleårene 2018/19, 2019/20, 2020/21 og 2021/22, bortset fra institutioner, som er Team Danmark-uddannelsespartner.

Det foreslås, at det efter stk. 1, som nyt stk. 2 indsættes, at tilskudsloftet efter stk. 1 ikke gælder for institutioner, der overgår fra at være beliggende i en fordelingszone til at være beliggende i en afstandszone, jf. § 11 d, stk. 2 og 3, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.

Det foreslåede nye stykke vil indebære, at private gymnasier, der overgår fra at være beliggende i en fordelingszone til at være beliggende i en afstandszone, ikke omfattes af tilskudsloftet fra det tidspunkt, hvor zonen overgår til at blive afstandszone. Ordningen anordnes som følge af lovbemærkningerne til § 8 b i lov nr. 2532 af 22. december 2022, jf. jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 68 som fremsat, side 9, hvorved tilskudsloftet blev implementeret. Heraf fremgår det, at en sådan ordning, hvorefter loftet vil skulle ophøre med at gælde for gymnasier, som er beliggende i en zone, som i løbet af perioden overgår fra fordelingszone til afstandszone, forventes at blive anordnet i forbindelse med lovforslag om den endelige model for elevfordeling.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.9. i de almindelige bemærkninger

Til nr. 2

Det følger af § 15 i lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser, at børne- og undervisningsministeren betaler undervisningsafgiften for elever og kursister, som er henvist til private gymnasieskoler og hf-kurser af fordelingsudvalget, jf. lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., og for kursister på private studenterkurser, hvis der ikke er et studenterkursus inden for den offentlige forvaltning mindre end 20 km fra det private kursus. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om betalingen, herunder om et maksimalt beløb.

Det foreslås, at "for elever og kursister, som er henvist til private gymnasieskoler og hf-kurser af fordelingsudvalget, jf. lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., og" udgår af bestemmelsen.

Det foreslåede vil som en konsekvens af nedlæggelsen af fordelingsudvalgene og etablering af en ny elevfordelingsmodel indebære, at muligheden for henvisning af elever og kursister til private gymnasieskoler og hf-kurser af fordelingsudvalg, jf. lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., ophører. Det bemærkes i den forbindelse, at der de senere år ikke har været tilfælde, hvor et fordelingsudvalg har henvist elever til institutioner med udbud af den treårige uddannelse til almen studentereksamen eller toårig uddannelse til hf-eksamen. Muligheden for, at børne- og undervisningsministeren betaler undervisningsafgiften for kursister på private studenterkurser, hvis der ikke er et studenterkursus inden for den offentlige forvaltning mindre end 20 km fra det private kursus, bevares.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger.