Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, skatteforvaltningsloven og dødsboskatteloven (Ændringer med henblik på at understøtte overførsel af fordringer til nyt inddrivelsessystem, automatiseret modregning og håndtering af indbetalinger på gæld med retskrafttvivl eller mistanke om datafejl m.v.) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, skatteforvaltningsloven og dødsboskatteloven (Ændringer med henblik på at understøtte overførsel af fordringer til nyt inddrivelsessystem, automatiseret modregning og håndtering af indbetalinger på gæld med retskrafttvivl eller mistanke om datafejl m.v.) § 2

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 1, at der ved klager omfattet af § 35 a, stk. 1, skal betales et gebyr på et grundbeløb på 1.100 kr. (2021-niveau), der reguleres efter personskattelovens § 20.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, at klager over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet og over afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, og som efter anden lovgivning er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3, skal indgives til skatteankeforvaltningen, medmindre skatteministeren har bestemt andet efter § 14, stk. 2. En sådan klage skal være skriftlig og begrundet, og den afgørelse, der påklages, skal følge med klagen, jf. § 35 a, stk. 3, 1. pkt. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klagen, jf. 2. pkt. Klagen skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 3. pkt.

Klagereglerne i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, finder bl.a. anvendelse ved modregning, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden – efter delegation fra Skatteforvaltningen – træffer afgørelse om at modregne et udbetalingsbeløb med en fordring, der er under opkrævning hos Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I de tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om at modregne et udbetalingsbeløb med en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, reguleres klageadgangen derimod af § 17, jf. dog § 18 om indsigelser vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber.

Det følger af § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 2. pkt. Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. 3. pkt. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan restanceinddrivelsesmyndigheden genoptage sagen, jf. 4. pkt. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt medhold i klagen, og hvis klagen fastholdes, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til skatteankeforvaltningen sammen med en udtalelse om sagen, jf. 5. pkt. Det følger af 6. pkt., at skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5, ikke finder anvendelse. Der skal ikke betales gebyr ved klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2, efter »offentlige« indsættes »og om modregning med fordringer under opkrævning, når modregningen gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden«.

Det betyder, at anvendelsesområdet for gebyrfritagelsesreglen i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2, udvides til også at omfatte klager over Skatteforvaltningens afgørelser om modregning med fordringer under opkrævning, når modregningen gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Herved sikres – i samspil med ændringen i § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 – at der vil gælde samme regler for klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser, der træffes efter delegation fra Skatteforvaltningen, om at anvende et udbetalingsbeløb til modregning med en fordring, der er under opkrævning hos Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som gælder for klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modregning med fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, jf. nr. 2. Forslagene i lovforslagets § 1, nr. 15, og § 2, nr. 1, vil dermed sikre, at skyldnere alene vil skulle forholde sig til én klagevejledning og én klageproces, uanset hvilken af de fordringer, der er dækket ved en modregning foretaget på baggrund af en beslutning truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, klagen vedrører. Forslagene vil samtidig medføre, at skyldneren som udgangspunkt opnår en bedre retsstilling ved klager over Skatteforvaltningens afgørelser om modregning med fordringer under opkrævning, når restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører modregningen, bl.a. fordi skyldneren vil kunne indgive klagen direkte til restanceinddrivelsesmyndigheden, som vil kunne give skyldneren helt eller delvist medhold efter reglerne i § 17, stk. 1, 4. og 5. pkt., og fordi skyldneren ikke vil skulle betale et gebyr ved klagen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.