Kilde

Til nr. 1

Fordringer overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure er gennemført forgæves, jf. § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

En korrekt administration af fordringer under inddrivelse forudsætter, at relevante oplysninger om gælden er registreret ved overdragelsen, og at oplysningerne er egnede til at danne grundlag for inddrivelsen. Fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, skal derfor ved overdragelsen af fordringer give restanceinddrivelsesmyndigheden de oplysninger, der er nødvendige for inddrivelsen, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det fremgår nærmere af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at fordringshaver m.v. i udgangspunktet skal benytte skyldners cpr-nummer eller cvr-nummer som journalnummer, men at det kan undlades, hvis det godtgøres, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne oplysninger om skyldneren.

Hvilke oplysninger der er nødvendige for inddrivelsen, fastsættes af restanceinddrivelsesmyndigheden på baggrund af den til enhver tid værende lovgivning og de i inddrivelsessystemet forudsatte processer. En række oplysninger om skyldneren og den konkrete fordring vil i den forbindelse være nødvendige oplysninger for inddrivelsen med henblik på at identificere, hvem fordringen kan søges inddrevet over for og med hvilke midler. De konkrete oplysningsbehov for den enkelte fordringstype vil i forlængelse heraf være fastsat nærmere i samarbejde med fordringshaveren i den aftale om overdragelse af fordringer til inddrivelse, der danner grundlag for den løbende og praktiske håndtering af overdragelserne.

For inddrivelsessystemet PSRM er det fastsat i § 4, stk. 2, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer afvises fra registrering i modtagelsessystemet, hvis ikke de nødvendige oplysninger efter bekendtgørelsens § 3 er medsendt. Der kan dog efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 2. pkt., gives fordringshaver m.v. mulighed for først at rette eller bekræfte de oplysninger, der blev medsendt med overdragelsen af fordringen. Bestemmelsen om afvisning gælder ikke for inddrivelsessystemet DMI, jf. bekendtgørelsens § 49, hvorefter §§ 4-7 og § 8, stk. 3, og § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke gælder for systemerne DMI og SAP38 i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017.

Det følger af officialmaksimen, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse. Det er ikke lovfæstet, men er en almindelig retsgrundsætning. Formålet med officialmaksimen er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialmaksimen hører til de såkaldte garantiforskrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende undersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen indebærer således, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse i den foreliggende sag, dels at disse oplysninger er korrekte.

Såfremt det ikke er muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden med sikkerhed at identificere skyldneren ud fra de oplysninger, der af fordringshaver m.v. blev givet ved overdragelsen af en fordring, vil det ikke være muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at iværksætte inddrivelsesskridt. Der vil således ikke være nogen skyldner at rette inddrivelsen mod, eller der opstår risiko for uberettiget inddrivelse over for en forkert skyldner. Inddrivelse af fordringen vil derfor ikke være mulig uden tilstrækkelige oplysninger om skyldners identitet, og restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle undlade at inddrive på fordringen, indtil skyldneren med sikkerhed er identificeret.

Det foreslås, at der i § 2, stk. 13, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, der bestemmer, at skatteministeren skal kunne fastsætte regler om afvisning og tilbagesendelse af fordringer til fordringshaver m.v., hvis de oplysninger, der er nødvendige for inddrivelsen, ikke er medsendt. Det vil bl.a. indbefatte oplysninger om skyldnerens identitet. Med den foreslåede bestemmelse skal der således kunne fastsættes regler om, hvornår restanceinddrivelsesmyndigheden kan afvise eller tilbagesende fordringer til fordringshaver m.v. Dette omfatter også regler om processen for afvisning eller tilbagesendelse, regler om, hvilke nærmere omstændigheder der skal kunne lægges til grund for en afvisning eller tilbagesendelse, og regler om eventuelle muligheder for fordringshaver m.v. til at kunne korrigere mangelfulde oplysninger eller fremsende manglende oplysninger til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på at undgå tilbagesendelse. Der vil i den forbindelse for DMI og PSRM også kunne fastsættes forskellige regler, der afspejler de forskellige systemtekniske muligheder.

Hermed vil det undgås, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal anvende uforholdsmæssigt megen tid og mange ressourcer i denne type sager, hvor oplysningerne om skyldneren må anses for så utilstrækkelige, at der ikke kan gennemføres inddrivelse af fordringen, eller hvor der kan være tvivl om, hvorvidt inddrivelsen på baggrund af de registrerede oplysninger vil blive rettet mod den rigtige skyldner. Herudover har bestemmelsen til formål at forebygge, at der overdrages fordringer til inddrivelse, der ikke på grundlag af de medsendte oplysninger kan forventes inddrevet.

Bemyndigelsen til skatteministeren skal ses som et supplement til de gældende regler om afvisning og tilbagesendelse i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og regler udstedt i medfør heraf.

I de tilfælde, hvor fordringen endnu ikke er modtaget til inddrivelse, vil det kunne komme på tale, at restanceinddrivelsesmyndigheden helt kan afvise at modtage fordringen. Selv om en fordring er oprettet i inddrivelsessystemet, må der ved vurderingen af, om en fordring retligt er modtaget til inddrivelse, blandt andet også lægges vægt på, om de medsendte oplysninger om skyldneren har været så mangelfulde, at fordringerne ikke kan anses for at have været modtaget til inddrivelse, idet det ikke har været muligt med sikkerhed at identificere skyldneren.

Hvis en fordring, der er under inddrivelse og derved er omfattet af § 18 a, stk. 1 og 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, senere tilbagesendes, vil forældelsesudskydelsen og/eller den foreløbige afbrydelse i medfør af disse bestemmelser fortsat finde anvendelse. Bestemmelserne forudsætter, at fordringen har været under inddrivelse. Det følger af lovens § 18 a, stk. 1, at for fordringer, der er overdraget til inddrivelse, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021. Endvidere følger det af lovens § 18 a, stk. 7, at forældelse af fordringer tidligst indtræder 3 år fra modtagelsen af fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Ved tilbagesendelse af fordringer medsendes fortsat som udgangspunkt de eventuelle inddrivelsesrenter, der måtte være påløbet fordringen fra den 1. i måneden efter modtagelsen af fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden og frem til tidspunktet for tilbagesendelsen, jf. § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Eventuelle inddrivelsesomkostninger, herunder retsafgift, gebyrer m.v., der er pålagt skyldneren under inddrivelsen, vil fortsat bestå, selv om fordringen tilbagesendes.

Afvisning af modtagelse af en fordring til inddrivelse vil indebære, at § 18 a, stk. 1 og 7, ikke finder anvendelse, hvorved der ikke sker forældelsesudskydelse og foreløbig afbrydelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.15.

Til nr. 2

Det er i § 4, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemt, at hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvendes det overskydende beløb til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren.

Det foreslås, at der i § 4, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foretages den ændring, at ordet »tilbagekaldelse« ændres til »annullation af overdragelsen«.

Formålet er, at ordlyden kommer til at afspejle den ordlyd, der er valgt i den foreslåede bestemmelse i § 18 l, stk. 3. Der vil derfor ikke kunne opstå tvivl om, hvorvidt der er tale om en tilbagekaldelse som nævnt i bl.a. § 2, stk. 11 og 12, om tilbagekaldelse af en fordring med henblik på at kunne indgå en afdragsordning med skyldneren eller at gennemføre modregning. Med den foreslåede nye ordlyd vil det tydeligt fremgå, at det er selve overdragelsen, der annulleres.

Til nr. 3

Det er i § 4, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemt, at hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvendes det overskydende beløb til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren.

Som en konsekvens af den i nr. 4 foreslåede indsættelse af fem nye stykker, stk. 6-10, efter § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås det endvidere, at der i § 4, stk. 5, 1. pkt., efter »hos skyldneren« indsættes », jf. dog stk. 6-10«, således at anvendelsesområdet for stk. 5 afgrænses til ikke tillige at omfatte de tilfælde, der foreslås særskilt reguleret i stk. 6-10.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Til nr. 4

I § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at hvis beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved frivillig betaling, kun delvist dækker fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyldneren, dækkes først bøder, dernæst underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse.

Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf. § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modtages først, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkrævningsrente lægges ifølge 3. pkt. det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt., jf. reglen i 4. pkt.

I § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager beløb i forbindelse med en inddrivelsesindsats, herunder afdragsordning, lønindeholdelse eller erindringsskrivelse, dækkes først de fordringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af beløbet. Dernæst dækkes ifølge 2. pkt. øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved en sådan inddrivelsesindsats, idet beløb, der er modtaget ved en afdragsordning, dog også kan dække fordringer, der omfattes af bilag 1, afsnit III. Dækning efter 2. pkt. sker ifølge 3. pkt. uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner. Dækning sker ifølge 4. pkt. i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2. Beløb, der modtages som følge af udlæg, omfattes ifølge 5. pkt. ikke af stk. 3.

I § 4, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter stk. 1-3 sker på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved frivillig betaling til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer sker ifølge 2. pkt. med virkning fra betalingstidspunktet, idet dækningen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perioden fra og med den 1. i måneden, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse.

I § 4, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvis dækket fordring, anvendes det overskydende beløb til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk. 1-4 og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, jf. 2. pkt. Var fordringen rentebærende, skal det overskydende beløb være inklusive de renter, der er tilskrevet fordringen, jf. 3. pkt. Skyldner har ifølge 4. pkt. ikke krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekompensation som følge af anvendelsen af det overskydende beløb, jf. 1. pkt.

Det foreslås, at der i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes et 5. pkt., der bestemmer, at stk. 5 alene anvendes ved inddrivelsen af fordringer, der er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM, jf. § 18 j, stk. 1.

Baggrunden er, at der med § 18 j, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås en regel om overskydende beløb, der opstår i inddrivelsessystemet DMI. Med forslaget fremgår det således af § 4, stk. 5, at dette stykke alene finder anvendelse på fordringer i det ny inddrivelsessystem, PSRM.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.14.

Til nr. 5

Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hinanden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver (modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der betegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (hovedmanden) om den gennemførte modregning, der indebærer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordringen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen beløbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får virkning fra erklæringens fremkomst til skyldneren som følge af erklæringens påbudsvirkning.

En udbetaling fra det offentlige kan anvendes til modregning, hvis vedkommende har gæld til det offentlige. Lovgivningen for bestemte udbetalingstyper kan dog indeholde begrænsninger til modregningsadgangen. Eksempelvis følger det af § 11, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, at i hele den ydelse, som den enkelte er berettiget til at få udbetalt, jf. § 4, kan der ske modregning med den enkelte berettigedes restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud efter dagtilbudsloven og de tidligere gældende §§ 29 og 35 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007, og skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Ydelsen kan i øvrigt ikke anvendes til modregning med eventuelle offentlige krav, idet der dog kan modregnes med eventuel skyldig børne- og ungeydelse.

Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun delvist skyldners gæld til det offentlige, reguleres dækningsrækkefølgen af § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1, nr. 1, dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modregning (intern modregning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordringer under opkrævning.

Dækker en udbetaling kun delvist fordringer omfattet af § 7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dvs. fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, dækkes fordringerne ifølge § 7, stk. 2, 1. pkt., efter dækningsrækkefølgen i § 4.

Efter § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige dækkes først bøder, dernæst underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes først, og endelig andre fordringer under inddrivelse, jf. dog stk. 7. Er der ikke dækning for alle fordringer inden for samme kategori (bøder, underholdsbidrag og andre fordringer), dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der er modtaget først, dækkes først, jf. stk. 2, 1. pkt., idet krav på rente dog dækkes forud for hovedkravet, jf. 2. pkt.

Herudover indeholder § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige en bestemmelse, der regulerer dækningsrækkefølgen, når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager beløb i forbindelse med en inddrivelsesindsats, herunder afdragsordning, lønindeholdelse eller erindringsskrivelse. Det følger heraf, at der først sker dækning af de fordringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af beløbet, jf. stk. 3, 1. pkt. Dernæst dækkes øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved en sådan inddrivelsesindsats, idet beløb, der er modtaget ved en afdragsordning, dog også kan dække fordringer, der omfattes af bilag 1, afsnit III, jf. 2. pkt. Dækning efter 2. pkt. sker uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, jf. 3. pkt. Dækning sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2, jf. 4. pkt. Beløb, der modtages som følge af udlæg, omfattes ikke af dette stykke, jf. 5. pkt.

Efter § 10 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan der ske særskilt lønindeholdelse af beløb til dækning af tilbagebetalingskrav efter § 10 b, stk. 3, hidrørende fra særskilt lønindeholdelse samt biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af beløb til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Et overskydende beløb fra særskilt lønindeholdelse vil derfor efter § 4, stk. 3, alene kunne anvendes til at dække fordringer, der vil kunne inddrives ved særskilt lønindeholdelse.

Tidspunktet for fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige reguleres af reglerne i stk. 4. Det følger heraf, at fastlæggelse af dækningsrækkefølgen efter stk. 1-3 sker på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved frivillig betaling til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren, jf. stk. 4, 1. pkt. Dækning af disse fordringer sker med virkning fra betalingstidspunktet, idet dækningen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perioden fra og med den 1. i måneden, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse, jf. 2. pkt. Henvisningen i 2. pkt. til, at der er tale om renter, der er beregnet, mens hovedfordringen »aktuelt« er under inddrivelse, har til formål at understrege, at dækningens tilbagevirkende kraft til betalingstidspunktet ikke har rentemæssig betydning for renter, som restanceinddrivelsesmyndigheden eller fordringshaver for perioden efter betalingstidspunktet har beregnet, mens hovedfordringen tidligere var under inddrivelse. Sådanne renter, der er påløbet i opkrævningsfasen, eller som er påløbet frem til det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden kan beregne rente af fordringen, kan således dækkes med betalingen, selv om betalingstidspunktet ligger tidligere end dette tidspunkt.

Bestemmelsen i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætter således, at der i de nævnte tilfælde vil blive dækket i nutid – dvs. på anvendelsestidspunktet og med fordringens eller fordringernes aktuelle størrelse – men med tilbagevirkende kraft til »betalingstidspunktet« (dvs. en historisk virkningsdato svarende til tidspunktet, hvor skyldneren mistede rådighed over beløbet), idet dækningen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perioden fra og med den 1. i måneden, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse.

Bestemmelsen i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen på det tidspunkt, hvor betalingen anvendes til dækning, alene dækker fordringer, for hvilke der på dette tidspunkt er en skyldig hovedstol eller renter under inddrivelse. Fordringerne indgår som anført ovenfor i dækningsrækkefølgen med deres aktuelle størrelse på anvendelsestidspunktet. Dette gælder, selv om fordringerne på betalingstidspunktet for den betaling, der skal anvendes til dækning, havde en større størrelse. Forskellen på en fordrings størrelse på henholdsvis betalingstidspunktet og anvendelsestidspunktet kan f.eks. skyldes, at fordringen i mellemtiden kan være delvist dækket ved en eller flere andre frivillige indbetalinger eller inddrevne beløb. Sådanne mellemkommende dækninger fastholdes, selv om betalingstidspunktet for disse dækninger ligger senere end betalingstidspunktet for den indbetaling, som aktuelt skal anvendes til dækning.

Fordringer, der på anvendelsestidspunktet, jf. § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er fuldt indfriede eller ophørt af andre grunde, indgår ikke i den dækningsrækkefølge, der fastlægges på anvendelsestidspunktet, selv om den enkelte fordring ikke på betalingstidspunktet var fuldt indfriet. At fordringen på anvendelsestidspunktet er fuldt indfriet eller ophørt, kan skyldes, at fordringen efter betalingstidspunktet, men før anvendelsestidspunktet, er dækket fuldt ud med en eller flere andre frivillige indbetalinger eller inddrevne beløb, eller at fordringen kan være korrigeret af fordringshaver som følge af en indbetaling eller modregning i fordringshavers regi. Endelig kan fordringen være ophørt af andre årsager, herunder ved afskrivning, eftergivelse eller på baggrund af forældelse.

Bestemmelsen i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder regler om såkaldt gendækning. Herved forstås anvendelsen af overskydende beløb, hvorved f.eks. forstås beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager fra en fordringshaver i tilfælde, hvor fordringshavers fordring helt eller delvist blev dækket uretmæssigt. Det vil bl.a. kunne være tilfælde, hvor en modregning helt eller delvist er blevet ophævet, fordi det efterfølgende viser sig, at modfordringen ikke bestod eller alene bestod med et mindre beløb end det, der indgik i modregningen. En modregning får som nævnt ovenfor retsvirkning fra modregningserklæringens fremkomst til skyldner. Det overskydende beløb vil i et sådant tilfælde udgøre en del af udbetalingsfordringen, f.eks. overskydende skat. Af bestemmelsen fremgår i 1. pkt., at hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvendes det overskydende beløb til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk. 1-4 og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, jf. 2. pkt. Var fordringen rentebærende, skal det overskydende beløb være inklusive de renter, der er tilskrevet fordringen, jf. 3. pkt. Skyldner har ifølge 4. pkt. ikke krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekompensation som følge af anvendelsen af det overskydende beløb, jf. 1. pkt.

Henvisningen i § 4, stk. 5, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til stk. 1-4 indebærer bl.a., at når et overskydende beløb anvendes til gendækning, skal dækningsrækkefølgen fastlægges på det tidspunkt, hvor det overskydende beløb anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden, mens virkningstidspunktet for gendækningen derimod er betalingstidspunktet, idet dækningen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perioden fra og med den 1. i måneden, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse. Det fremgår af forarbejderne, at når der sker gendækning med virkning fra betalingstidspunktet, skal der i visse tilfælde ske en korrektion af inddrivelsesrenter, der er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden fra den 1. dag i måneden efter den måned, hvor hovedfordringen blev modtaget, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 26 som fremsat, side 61. Som nævnt ovenfor vil mellemkommende dækninger derimod skulle fastholdes, selv om betalingstidspunktet for disse dækninger ligger senere end betalingstidspunktet for den indbetaling, som aktuelt skal anvendes til dækning, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 26 som fremsat, side 59. Det forhold, at gendækningen får rentemæssig virkning fra betalingstidspunktet, kan dog indebære en korrektion/ompostering af de tidligere dækninger på fordringen.

I § 4, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at skatteministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-7, herunder regler om anvendelsen af disse ved opskrivning af beløbet på en fordring, der gennemføres ved overdragelse af en særskilt fordring på det opskrevne beløb, regler om dækningen af renter og regler om samtidig overdragelse af flere fordringer mod samme skyldner. Bemyndigelsen er udmøntet i bl.a. § 7, stk. 4 og 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det fremgår af § 7, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, at § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige alene anvendes på et overskydende beløb, når hele den fordring, som det overskydende beløb vedrører, inklusive renter er blevet dækket. Er hele fordringen inklusive renter på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af et overskydende beløb ikke dækket, anvendes det overskydende beløb til dækning på den resterende del af fordringen inklusive renter. Resterer der herefter et overskydende beløb, anvendes dette til dækning i overensstemmelse med § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Såfremt det overskydende beløb som nævnt i 2. pkt. hidrører fra modregning og vedrører hovedfordringen eller en inddrivelsesrente, der ikke har været tilbagesendt til eller tilbagekaldt af fordringshaver i medfør af bekendtgørelsens § 8, stk. 3, dækkes krav på inddrivelsesrente forud for hovedfordringen, mens opkrævningsrente og inddrivelsesrente, der har været tilbagesendt til fordringshaver i medfør af § 8, stk. 3, dækkes efter hovedfordringen.

Det fremgår af § 7, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, at opstår et overskydende beløb ved en nedskrivning af en opskrevet fordring, og findes der opskrivningsfordringer til den fordring, som nedskrives, anvendes det overskydende beløb først til dækning af en eventuel resterende del af den opskrevne fordring inklusive renter. Dernæst dækkes den opskrevne fordrings opskrivningsfordringer og disses renter. Dækningen efter 2. pkt. anvendes dog ikke, såfremt det overskydende beløb hidrører fra en indsats, bortset fra modregning, som den nedskrevne fordring er eller har været omfattet af, og som på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af det overskydende beløb ikke omfatter den eller de opskrivningsfordringer, som kan dækkes helt eller delvist.

Det foreslås, at der i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter stk. 5 indsættes fem nye stykker, stk. 6-10, hvorefter stk. 6-8 bliver stk. 11-13.

Det foreslås, at det i stk. 6, 1. pkt., bestemmes, at stk. 5 ikke skal finde anvendelse for overskydende beløb, der opstår i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM og hidrører fra modregning med en fordring under inddrivelse.

Det foreslås, at det i stk. 6, 2. pkt., bestemmes, at restanceinddrivelsesmyndigheden herudover skal kunne vælge, at stk. 5 ikke skal finde anvendelse for overskydende beløb, der i medfør af stk. 5 helt eller delvist skulle anvendes til dækning af en fordring, der er registreret i PSRM, og som tidligere har været registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, eller som er blevet delvist dækket med virkning fra et tidspunkt, der ligger efter betalingstidspunktet for det overskydende beløb.

Det foreslås, at det i stk. 7 bestemmes, at for overskydende beløb, hvor stk. 5 ikke skal finde anvendelse, jf. det foreslåede stk. 6, og for overskydende beløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden fra fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, fordi fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, ved modregning, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, har dækket en fordring, som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå, skal der gælde følgende regler i nr. 1-4, jf. dog det foreslåede stk. 9:

Det foreslås i stk. 7, nr. 1, at overskydende beløb skal placeres i en korrektionspulje, som skal udlignes ved modregning med fordringer under inddrivelse eller opkrævning, hvis det efter gældende regler er muligt, eller skal udbetales til skyldner. Opgørelse af korrektionspuljen skal ske månedligt eller oftere, idet puljer på under 50 kr. dog kun opgøres én gang om året.

Dermed vil restanceinddrivelsesmyndigheden kunne undgå for hver korrektion at skulle fremsende modregningsafgørelser og vil i stedet kunne sende én samlet modregningsafgørelse til skyldneren, som udgangspunkt ved udgangen af måneden.

Det foreslås i stk. 7 , nr. 2, 1. pkt., at overskydende beløb, der overføres til korrektionspuljen, skal forrentes efter den foreslåede § 8 b, stk. 1, frem til tidspunktet for opgørelsen af korrektionspuljen.

Det betyder, at overskydende beløb, der overføres til korrektionspuljen og hidrører fra en udbetaling, der tidligere er anvendt til modregning med en fordring under opkrævning eller inddrivelse, forrentes efter § 8 b, stk. 1, frem til tidspunktet for opgørelsen af korrektionspuljen. Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 1, 3. pkt., at renten dermed tilskrives fra den 1. i måneden efter restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet. Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse i 4. pkt., at udbetalinger i henhold til kildeskattelovens §§ 62 og 62 A dog tidligst forrentes fra den 1. september i året efter det indkomstår, som skatten vedrører. Herudover følger det af den foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 1, 5. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at krav på kompensation i medfør af ejendomsvurderingslovens § 75, stk. 1, forrentes efter reglerne i ejendomsvurderingslovens § 75, stk. 4. Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 1, 6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at der ikke tilskrives rente, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden senest 5 bankdage efter modtagelse af beløbet træffer beslutning om at udbetale eller anvende beløbet til modregning.

Det foreslås i stk. 7, nr. 2, 2. pkt., at overskydende beløb, der er inddrevet fra skyldner på anden vis end gennem modregning, og som overføres til korrektionspuljen, dog skal forrentes fra og med dagen for betalingen, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 7, nr. 2, 3. pkt., at overskydende beløb, der efter opgørelse af korrektionspuljen overføres til restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelsessystem for offentlige udbetalinger med henblik på modregning eller udbetaling, skal forrentes efter den foreslåede § 8 b, stk. 1 og 2, dog således at tidspunktet for registrering af beløbet i modtagelsessystemet skal lægges til grund ved fastlæggelsen af det tidspunkt, hvorfra renten tilskrives.

Det foreslås i stk. 7, nr. 2, 4. pkt., at renten ikke skal medregnes ved opgørelsen af skyldnerens skattepligtige indkomst.

Det er med de foreslåede bestemmelser tanken, at beløb i korrektionspuljen straks efter opgørelsen skal udbetales eller anvendes til (fornyet) modregning. Ved genindsendelse til modregningssystemet skal beløbet behandles som en af beløbets oprindelige natur frigjort udbetaling, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., jf. dog nedenfor om krav på udbetalinger, der er overdraget til tredjemand, og om beløb, for hvilke der gælder særlige modregningsbegrænsninger. For det tilfælde, at modregning eller udbetaling undtagelsesvist ikke sker straks efter opgørelsen eller senest 5 bankdage efter modtagelsen, skal det genindsendte beløb dermed forrentes i henhold til de foreslåede § 8 b, stk. 1 og 2, dvs. som udgangspunkt fra den 1. i måneden efter modtagelsen i modregningssystemet. I det omfang et genindsendt beløb igen opstår som et overskydende beløb i korrektionspuljen, skal det atter forrentes efter § 8 b, stk. 1, dog således at det nye modtagelsestidspunkt i modregningssystemet lægges til grund for beregning af renter. Overskydende beløb, der stammer fra krav på udbetalinger, som er overdraget til tredjemand, eller for hvilke der gælder særlige modregningsbegrænsninger, forventes at kunne håndteres i modregningssystemet som deres oprindelige udbetalingstype med henblik på modregning og i den forbindelse at kunne forrentes i henhold til de eventuelle særregler, der gælder for denne udbetalingstype, jf. de foreslåede bestemmelser i § 8 b, stk. 1, 5. og 6. pkt.

Det foreslås, at skatteministeren i medfør af den gældende bemyndigelse i § 4, stk. 8, der bliver stk. 13, også skal kunne fastsætte regler om anvendelsen af de foreslåede nye bestemmelser i stk. 6-10. Det er således tanken, at der skal kunne fastsættes regler om, at der alene ydes rente af udbetalinger i korrektionspuljen i de tilfælde hvor den samlede pulje af udbetalinger overstiger et vist beløb, for derved at reducere antallet af renteberegninger. Såfremt udbetalinger i PSRM udlignes ved modregning i en korrektionspulje ved udgangen af hver kalendermåned, forventes renten af udbetalinger på maksimalt f.eks. 5.000 kr. at udgøre mindre end 33 kr. (beregnet ud fra 31 rentedage), hvilket vurderes ikke at medføre et væsentligt økonomisk tab for skyldneren. Der er tillige tanken, at der skal kunne fastsættes regler om, at renter af en udbetaling, som er blevet anvendt til modregning sammen med udbetalingen, kan anses for anvendt forholdsmæssigt til dækning af de fordringer, der blev dækket ved denne modregning, hvis udbetalingen senere genopstår som et overskydende beløb, og der i den forbindelse skal beregnes rente af det overskydende beløb i medfør af den foreslåede § 4, stk. 7, nr. 2.

Det foreslås i stk. 7, nr. 3, at beløb i korrektionspuljen skal kunne anvendes til modregning med alle typer af fordringer, der er omfattet af denne lov, med undtagelse af overskydende beløb, der hidrører fra modregning i børne- og ungeydelse, jf. § 11, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, eller fra særskilt lønindeholdelse efter § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

På nær de foreslåede undtagelser vil det overskydende beløb således ifølge forslaget skulle anses som en ny udbetalingstype, der er frigjort fra den type af udbetaling, som det overskydende beløb stammer fra. En modregning i det overskydende beløb vil derfor kunne gennemføres uden hensyn til eventuelle renteregler i det regelsæt, der var gældende for den oprindelige udbetaling (f.eks. kildeskattelovens § 62 om overskydende skat). Ligeledes vil modregningen kunne ske uden hensyn til eventuelle modregningsbegrænsninger, der måtte gælde for den oprindelige udbetaling, idet der som nævnt foreslås en undtagelse for bl.a. børne- og ungeydelse, jf. ovenfor om § 11, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse.

Det foreslås i stk. 7, nr. 4, at overdragelser til tredjemand af krav mod det offentlige ikke skal omfatte overskydende beløb som nævnt i de foreslåede stk. 6 og 7.

Eventuelle registrerede transporter og udlæg i den oprindelige udbetalingsfordring vil med forslaget derfor ikke skulle iagttages, hverken ved modregning i det overskydende beløb eller ved udbetaling heraf, hvis der ikke er yderligere gæld at modregne med. Det foreslås dog, at den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 7, nr. 4, ikke skal finde anvendelse på overdragelser, hvorom der er givet underretning før bestemmelsens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.

Det foreslås i stk. 8, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne beslutte, at renter, der er beregnet i medfør af den foreslåede § 8 b, stk. 1, skal indgå i korrektionspuljen og anvendes i henhold til reglerne i det foreslåede stk. 7.

Herved vil bl.a. renter af udbetalinger, som er oversendt til restanceinddrivelsesmyndigheden, i stedet for at blive udbetalt eller anvendt til modregning sammen med den udbetaling, som renten er beregnet af, kunne overføres til korrektionspuljen og dermed behandles sammen med andre – ofte mindre – beløb.

Det foreslås i stk. 9, at hvis der i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM opstår et overskydende beløb, der hidrører fra en dækning, der blev foretaget på et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne vælge at overføre det overskydende beløb til den i den foreslåede § 18 j, stk. 1, nævnte korrektionspulje med henblik på modregning efter reglerne herfor.

Med forslaget skal der tages højde for, at inddrivelsessystemet DMI på et tidspunkt kan være lukket, hvorfor muligheden for først at modregne i dette system foreslås at være fakultativ. Det vil desuden forudsætte systemudvikling at videreføre beløbet automatisk til modregning i modregningskomponenten »M«, hvorfor udbetaling efter modregning i DMI også foreslås at skulle være fakultativ.

Det foreslås i stk. 10, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved udbetaling af beløb fra korrektionspuljen i det foreslåede stk. 7, nr. 1, i alle tilfælde skal kunne anvende skyldners Nemkonto.

Sker der hel eller delvis udbetaling af beløb i korrektionspuljen, skal udbetaling derfor kunne ske til borgerens eller virksomhedens Nemkonto, uanset om borgeren eller virksomheden i medfør af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 766 af 5. juli 2006 om Nemkontoordningen har anvist en specifik konto for en eller flere af de oprindelige typer af udbetaling, som indgår i det opgjorte beløb.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Til nr. 6

Skatteministeren har i § 4, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige en bemyndigelse til at fastsætte regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-7, herunder regler om anvendelsen af disse ved opskrivning af beløbet på en fordring, der gennemføres ved overdragelse af en særskilt fordring på det opskrevne beløb, regler om dækningen af renter og regler om samtidig overdragelse af flere fordringer mod samme skyldner.

Det foreslås, at der i § 4, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der bliver stk. 13, foretages den ændring, at »stk. 1-7« ændres til »stk. 1-12«, og at der efter »skyldner« indsættes »samt regler om, at stk. 7 helt eller delvist skal finde anvendelse for overskydende beløb, der opstår i et eller flere andre af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer end PSRM«.

Bemyndigelsen i § 4 stk. 8, foreslås således udvidet, så skatteministeren også skal kunne fastsætte regler om de i nr. 5 foreslåede nye stykker, stk. 6-10, der foreslås indsat efter stk. 5 i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Derudover foreslås det at udvide bemyndigelsen, så den også skal give adgang til at fastsætte regler om, at det foreslåede stk. 7 helt eller delvist skal finde anvendelse for overskydende beløb, der opstår i et eller flere andre af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer end PSRM. Det vil især være relevant for systemet DMI.

Udvidelsen af bemyndigelsen vedrørende muligheden for at lade reglerne i det foreslåede stk. 7 finde helt eller delvist anvendelse for overskydende beløb, der opstår i et eller flere andre af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer end PSRM, skal give mulighed for på sigt at ensrette processen for håndteringen af overskydende beløb, der opstår i restanceinddrivelsesmyndighedens systemer, således at alle overskydende beløb på et tidspunkt kan håndteres i det nye inddrivelsessystem og efter samme regelsæt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.

Til nr. 7

I § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at opskrivning af en fordrings beløb kan ske ved oversendelse af en særskilt fordring på det opskrevne beløb (opskrivningsfordring). Opskrivning af opkrævningsrenter sker dog ifølge 2. pkt. ikke ved oversendelse af en opskrivningsfordring, men ved oversendelse af en ny rentefordring med den samme renteperiode som den fordring, der ønskes opskrevet. En opskrivningsfordring anses ifølge 3. pkt. for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når opskrivningsfordringen er registreret i modtagelsessystemet. Dette gælder ifølge 4. pkt. dog ikke, hvis de oversendte oplysninger om den fordring, der opskrives, er i høring efter § 4, stk. 2. 2. pkt., i hvilket tilfælde opskrivningsfordringen anses for modtaget samtidig med den fordring, der opskrives. Bestemmelsen i 3. pkt. gælder ifølge 5. pkt. heller ikke, hvis der er tale om en opskrivning, der skyldes en nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset for at være dækket, mens den var under inddrivelse, i hvilket tilfælde opskrivningsfordringen anses for modtaget samtidig med den fordring, der opskrives. En opskrivningsfordring får ifølge 6. pkt. plads i dækningsrækkefølgen umiddelbart efter den fordring, der opskrives. Hvis den fordring, der opskrives, er blevet dækket helt eller nedskrevet helt, får ifølge 7. pkt. opskrivningsfordringen den plads i dækningsrækkefølgen, som den opskrevne fordring ville have haft, hvis den ikke var dækket helt eller nedskrevet helt. Inddrivelsesrenter af opskrivningsfordringen dækkes dog ifølge 8. pkt. umiddelbart før opskrivningsfordringen. Hvis der modtages flere opskrivningsfordringer vedrørende samme krav, dækkes disse ifølge 9. pkt. indbyrdes i henhold til dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

I § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet. Efter § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan skatteministeren bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Bemyndigelsen er udnyttet med § 9 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås. at der i § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes et stk. 3, hvis 1. pkt. bestemmer, at skatteministeren skal kunne bestemme, hvornår en opskrivning af en fordring anses for at være modtaget med den virkning, at der tilskrives rente efter stk. 1, herunder hvis der er tale om en opskrivning, der skyldes en fejlagtig nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at der i medfør af 1. pkt. skal kunne fastsættes regler, der gælder for opskrivning af fordringer i hvert enkelt af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, og for opskrivning af fordringer, der er blevet overført fra ét inddrivelsessystem til et andet.

Det er således tanken, at der skal kunne fastsættes forskellige regler, således at der for f.eks. PSRM gælder ét sæt regler, mens der for DMI gælder et andet sæt regler.

Skatteministeren foreslås i den forbindelse at kunne fastsætte de nærmere regler om modtagelsestidspunktet for opskrivningsfordringer i PSRM og i den forbindelse at kunne fastsætte særlige regler for det tilfælde, at fordringen er overført til PSRM fra et andet inddrivelsessystem.

Den foreslåede bemyndigelse skal for det første skabe et sikkert grundlag for den nærmere regulering af både modtagelsesdato og afledt begyndelsesdato for forrentning af opskrivningsbeløb, der registreres på forskellig vis i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer og dermed kan forudsætte forskellige løsninger herom, således som det for PSRM og DMI aktuelt er reguleret ved henholdsvis § 7 og § 49, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Med bemyndigelsen skal skatteministeren dermed sikres mulighed for både at regulere modtagelsestidspunktet og den afledte rentemæssige virkning heraf, og bemyndigelsen skal dermed også sikre den nødvendige fleksibilitet i perioden med inddrivelse af fordringer i flere systemer, herunder når fordringer flyttes fra ét system til et andet.

Det forventes i den forbindelse, at det ved bekendtgørelse reguleres, f.eks. som en ny bestemmelse i § 7, stk. 1, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, at hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, for en fordring, der er registreret i inddrivelsessystemet PSRM, ønsker at annullere en nedskrivning, der blev foretaget, mens fordringen var registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, skal opskrivningen ske ved overdragelse af en opskrivningsfordring, der anses for modtaget ved registreringen i modtagelsessystemet. En sådan regel svarer til hovedreglen ved modtagelsen af opskrivningsfordringer i PSRM, jf. § 7, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, og vil være en fravigelse af den nuværende undtagelse i bekendtgørelsens regel i § 7, stk. 1, 5. pkt., om modtagelsestidspunktet for opskrivningsfordringer, der skal annullere en fejlagtig nedskrivning.

Efter de gældende regler i § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige anses en opskrivningsfordring i PSRM for at være modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når opskrivningsfordringen er registreret i modtagelsessystemet.

Dette gælder dog ikke, hvis der er tale om en opskrivning, der skyldes en nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset for at være dækket, mens den var under inddrivelse, i hvilket tilfælde opskrivningsfordringen anses for modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1, 5. pkt. Hvis fordringen forrentes under inddrivelsen, vil der derfor med tilbagevirkende kraft fra dette modtagelsestidspunkt skulle beregnes inddrivelsesrenter af opskrivningsfordringen.

For fordringer, der er registreret i PSRM, sker en annullation af en fejlagtig nedskrivning som nævnt ovenfor i beskrivelsen af gældende ret således ved overdragelse af en opskrivningsfordring med en størrelse svarende til det fejlagtigt nedskrevne beløb. I den forbindelse foretages der inden registreringen i modtagelsessystemet i PSRM en kontrol, der har til formål at afklare, om opskrivningen er berettiget, således at inddrivelsesrenter med rette kan tilskrives fra den oplyste virkningsdato for opskrivningen. Kontrollen forudsætter, at der henvises til den fejlagtige nedskrivning, som ved opskrivningen ønskes annulleret.

Efter en overførsel af fordringer fra restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI til det ny inddrivelsessystem, PSRM, kan der imidlertid hos restanceinddrivelsesmyndigheden opstå udfordringer og manuelle opgaver i de tilfælde, hvor en fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ønsker at annullere en fejlagtig nedskrivning, der blev foretaget, mens den fejlagtigt nedskrevne fordring befandt sig i DMI, fordi fordringen fejlagtigt blev anset for at være blevet dækket, mens den var under inddrivelse i dette system.

Oplysninger om op- og nedskrivninger (transaktionshistorikken) medfølger således ikke ved en overførsel af fordringer til PSRM, og den ovennævnte kontrol af en opskrivningsfordrings berettigelse vil derfor ikke kunne ske maskinelt som forudsat, hvilket kan medføre udfordringer med at modtage sådanne opskrivninger, der i givet fald vil skulle håndteres og valideres manuelt. Det foreslås derfor, at skatteministeren gives mulighed for at fastsætte regler, der skal håndtere disse udfordringer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.10.

Til nr. 8

Efter § 7, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om indberetning fra fordringshaveren til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, og regler om, hvilke udbetalinger fra det offentlige restanceinddrivelsesmyndigheden anvender til modregning, og om at kunne undlade modregning.

Det foreslås, at bemyndigelsen i § 7, stk. 4, 1. pkt., udvides, således at bemyndigelsen med sikkerhed også omfatter den situation, hvor modregning ikke kan gennemføres automatisk. Skatteministeren vil efter den foreslåede ordning kunne fastsætte regler om undladelse af modregning i alle tilfælde, hvor modregning ikke vil kunne gennemføres automatisk i et eller flere af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, herunder bemyndigelse til at fastsætte bagatelgrænser for udbetalinger, der anvendes til modregning. Der skal i den forbindelse tillige kunne fastsættes en bagatelgrænse for tilfælde, hvor modregning kan gennemføres automatisk, men hvor beløbet, der kan modregnes automatisk, er af så begrænset størrelse, at gennemførelse af modregning og afsendelse af modregningsbrev ikke vurderes hensigtsmæssigt og/eller proportionelt. Muligheden for at undlade modregning, hvor modregning ikke kan gennemføres automatisk, skal kunne anvendes til helt af afstå fra at modregne i en udbetaling, til at undlade at modregne med en eller flere fordringer, som ikke kan modregnes uden involvering af en sagsbehandler, og til at undlade at gøre brug af en særlig modregningsadgang.

Det foreslås dog, at det fortsat skal være muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at gennemføre modregning, selv om modregningen ikke kan ske automatisk. Selv om tilfældet falder ind under et af de typetilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt undlader modregning, skal modregning bl.a. kunne ske, hvis der eksempelvis er tale om store beløb, mistanke om omgåelse, eller hvor der i forbindelse med anden sagsbehandling af skyldners sag konstateres en modregningsadgang.

Skatteministeren skal tillige løbende kunne ændre fastsatte bagatel-/beløbsgrænser, således at disse afspejler den til enhver tid værende ressourcesituation, herunder eksempelvis kunne ændre i perioder, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager et stort antal udbetalinger, f.eks. i forbindelse med hovedkørslen af overskydende skatter i marts/april. Bemyndigelsen foreslås også udvidet således, at skatteministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om at kunne undlade modregning, hvis modregning ikke vil kunne gennemføres automatisk i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer.

Der kan tillige være behov for at undlade modregning i de situationer, hvor der i dag består en lovhjemlet adgang til at gennemføre modregning over for en anden hæfter, jf. bl.a. § 12, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I disse situationer, hvor modregning ikke kan systemunderstøttes i restanceinddrivelsesmyndighedens it-systemer, vil det som udgangspunkt forudsætte betydelige manuelle ressourcer, hvis en sådan hæftelsesadgang vil skulle vurderes og anvendes manuelt.

Som nævnt i afsnit 2.6.1 er den gældende bemyndigelse i § 7, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ifølge forarbejderne begrænset til at kunne anvendes i bestemte situationer.

Der findes imidlertid en række situationer, hvor modregningsprocessen endnu ikke er automatiseret, eller hvor modregning ikke kan systemunderstøttes. Modregning vil derfor i disse situationer forudsætte manuel håndtering, hvilket medfører et øget ressourceforbrug og øget manuel administration. Yderligere vil der også opstå situationer, hvor modregning ikke kan ske inden for rimelig sagsbehandlingstid, hvorfor der er behov for en regulering, der kan imødekomme disse udfordringer. Samtidig har restanceinddrivelsesmyndigheden en forpligtelse til at anvende alle inddrivelsesredskaber, der er til rådighed, herunder anvende de mest effektive midler for at søge gæld til det offentlige inddrevet bedst muligt.

Skatteforvaltningen har navnlig identificeret fire typetilfælde, hvor der er eller vil kunne opstå et behov for at undlade modregning, og hvor der ikke er en klar lovbemyndigelse, der gør det muligt for skatteministeren at fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden i disse situationer kan undlade hel eller delvis modregning. Det første typetilfælde omhandler den situation, hvor udbetalingen eller gælden er af begrænset størrelse, og hvor ressourceforbruget ved manuel sagsbehandling ikke står mål med provenuet, f.eks. hvor der vil skulle ske modregning i renter af udbetalingen eller andre mindre udbetalinger såsom overskydende beløb. Det andet typetilfælde omhandler den situation, hvor manuel sagsbehandling ikke vil kunne ske inden for rimelig tid. Det tredje typetilfælde omhandler de situationer, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden skønner, at det vil være mest hensigtsmæssigt ikke at gennemføre modregning af hensyn til driften, f.eks. når sagen indeholder stor kompleksitet. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har oplyst, at denne situation er opstået ca. 11.600 gange i 2020. Det fjerde typetilfælde omhandler den situation, hvor der består en lovhjemlet adgang til modregning over for en anden hæfter, hvilket ikke systemunderstøttes i Skatteforvaltningens it-systemer. Alle ovennævnte typetilfælde vedrører sager, hvor modregningen ikke kan gennemføres automatisk. Da den nye modregningsløsning endnu ikke understøtter modregning i alle udbetalingstyper, og da endnu ikke alle fordringshavere og fordringstyper er tilsluttet i PSRM, er det dog ikke muligt præcist at fastslå alle tilfælde, hvor modregningen ikke vil kunne ske automatisk, og hvor gennemførelsen af modregning således vil kræve manuel sagsbehandling. Der er derfor behov for, at der kan fastsættes regler om undladelse af modregning i alle tilfælde, hvor modregningen ikke kan gennemføres automatisk, og ikke kun i de nævnte typetilfælde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.

Til nr. 9-11

Det følger af § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at hvis der i medfør af anden lovgivning skal beregnes renter af et beløb, der af det offentlige skal udbetales til en fysisk eller juridisk person, og udbetalingsbeløbet inklusive eventuelle renter med henblik på modregning med fordringer under opkrævning eller inddrivelse er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., beregner og udbetaler restanceinddrivelsesmyndigheden de eventuelle yderligere renter, som den fysiske eller juridiske person måtte have krav på, tidligst fra og med restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet. Efter § 8, b, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan restanceinddrivelsesmyndighede vælge at beregne renter af det samlede udbetalingsbeløb, selv om dette beløb måtte være overført uden særskilt angivelse af hovedstol og renter. Efter stk. 2 – der regulerer de tilfælde, hvor udbetalingsbeløbet anvendes til modregning med en eller flere fordringer, der er under opkrævning eller inddrivelse – foretages forrentningen af udbetalingsbeløbet efter stk. 1 og de beløb, der modregnes med, til og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive gennemført modregning.

Rentesatsen og den præcise renteperiode for udbetalingsbeløbet reguleres ikke i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og må således findes i det regelsæt, der danner grundlag for den enkelte udbetaling. Endvidere regulerer bestemmelsen ikke renteperioden i de tilfælde, hvor modregning ikke gennemføres, og restanceinddrivelsesmyndigheden udbetaler beløbet. Der tages ikke i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige eksplicit stilling til, om restanceinddrivelsesmyndigheden kan tilbageholde udbetalinger, der efter de enkelte regelsæt indeholder udbetalingsfrister.

Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hinanden. Modregning kan både ske efter forudgående aftale mellem parterne og som tvungen modregning, hvor den ene part ensidigt erklærer og gennemfører modregningen. Tvungen modregning er en let adgang for en fordringshaver m.v. (modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der betegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (hovedmanden) om den gennemførte modregning, der indebærer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordringen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen beløbsmæssigt dækker hovedfordringen.

Ved tvungen modregning skelnes der mellem såkaldte konnekse krav, der udspringer af det samme retsforhold, og ikkekonnekse krav, som vedrører forskellige retsforhold, men dog fortsat består mellem de to samme parter. Efter de obligationsretlige regler forudsætter tvungen ikkekonneks modregning, at fordringerne er udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den fordring, der modregnes med, er retskraftig. Desuden er det en betingelse, at den fordringshaver m.v., der ønsker at modregne (modregneren), sender en modregningserklæring, frem til den person, der modregnes over for (hovedmanden).

Der gælder en udvidet modregningsadgang mellem krav, der er konnekse, idet de to modstående krav har samme oprindelse og ses som enkelte poster i en samlet opgørelse. Den udvidede modregningsret består dels i, at modregningserklæringen har tilbagevirkende kraft til det tidligste tidspunkt, hvor de to fordringer stod overfor hinanden som udjævnelige, dels i, at tvungen konneks modregning kan gennemføres, selv om modfordringen er forældet eller prækluderet, dvs. ikke er retskraftig.

Det fremgår af § 4 a, stk. 1, i lov om offentlige betalinger m.v., at oplysninger i det register, der er nævnt i lovens § 4, stk. 1, om udbetalinger fra offentlige myndigheder, kan videregives til et af Skatteforvaltningen administreret inddrivelsessystem med henblik på modregning med gæld til det offentlige. Det er i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden, der administrerer det nævnte inddrivelsessystem. Hvis et beløb skal udbetales af en offentlig myndighed til en betalingsmodtager, der har gæld til det offentlige, kan Skatteforvaltningen – dvs. i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden – anmode om, at udbetalingsbeløbet overføres til Skatteforvaltningen med henblik på modregning.

Hvis Skatteforvaltningen anmoder om dette, udbetales beløbet ikke fra den udbetalende myndighed til betalingsmodtageren, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., men beløbet overføres til Skatteforvaltningen og bliver her registreret som ét samlet beløb i én udbetalingstype uden særskilt angivelse af hovedstol og de eventuelle renter, der måtte være tilskrevet hovedstolen. Ved overførslen af udbetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen efter lovens § 4 a, stk. 2, anses betaling at være foretaget med frigørende virkning for den udbetalende myndighed, jf. lovens § 4 a, stk. 3.

Dækker et udbetalingsbeløb fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun delvis en betalingsmodtagers (skyldners) gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, der er fastsat i § 7, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter § 7, stk. 1, nr. 1, dækkes først eventuelle fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed selv er fordringshaver m.v., i det omfang denne myndighed træffer beslutning om modregning (intern modregning). Dernæst dækkes ifølge § 7, stk. 1, nr. 2, eventuelle fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes ifølge § 7, stk. 1, nr. 3, eventuelle andre fordringer under opkrævning.

En skyldner vil imidlertid efter gældende ret kunne anmode om såkaldt konneks modregning med skattekrav, sådan som det er beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit A·D·13.3.3. Skyldneren kan således forlange, at et krav mod den pågældende på betaling af en restskat skal dækkes (modregnes) med en tidligere opgjort overskydende skat for det samme indkomstår. Dette gælder, uanset om den pågældendes overskydende skat allerede er blevet overført til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning og her er blevet anvendt til dækning af andre af skyldnerens gældsposter eller er blevet udbetalt i henhold til en transport eller et udlæg.

Situationen vil f.eks. blive aktuel, hvor en skyldner i første omgang får beregnet en overskydende skatteudbetaling i forbindelse med sin årsopgørelse. På et senere tidspunkt kommer der imidlertid en ændring af skyldnerens årsopgørelse i forbindelse med en genoptagelsessag i Skattestyrelsen, hvorved der opstår en restskat på skyldneren og et krav om tilbagebetaling af den tidligere overskydende skat, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 1-2. Hvis skyldneren ikke betaler den pålagte restskat, vil Skattestyrelsen oversende denne fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse. Skyldneren kan i den forbindelse anmode om modregning med den tidligere udbetaling af overskydende skat for samme indkomstår, sådan som det er beskrevet i Den juridiske vejledning, uanset at den overskydende skat allerede kan være anvendt til dækning af andre af skyldnerens restancer eller udbetalt til en transporthaver eller udlægshaver.

Det forhold, at en skyldner her kan forlange modregning med bestemte fordringer – også efter at udbetalingsbeløbet er anvendt til modregning med anden gæld eller er udbetalt – betyder i praksis, at der igangsættes et længere og kompliceret manuelt sagsforløb hos restanceinddrivelsesmyndigheden, de berørte fordringshavere m.v. og den udbetalende myndighed. Først skal de allerede foretagne dækninger (modregningen) ophæves og tilbageføres via en mellemregningskonto med den berørte fordringshaver m.v., og eventuelle udbetalte beløb i henhold til transporter eller udlæg skal søges tilbage fra disse respektive beløbsmodtagere. Desuden skal der eventuelt stilles ny sikkerhed af skyldneren, hvis en fordringshaver m.v. har opgivet en sikkerhedsstillelse i forbindelse med den tidligere gennemførte dækning (modregning). Hvis det lykkes at få det tidligere anvendte udbetalingsbeløb retur fra den fordringshaver m.v., transporthaver eller udlægshaver, hvortil udbetalingsbeløbet er blevet overført, står restanceinddrivelsesmyndigheden dernæst for at sende udbetalingsbeløbet tilbage til den udbetalende myndighed, som derefter selv skal sørge for, at den inddrivelsesfordring, som der skal modregnes i, kaldes tilbage fra restanceinddrivelsesmyndigheden eller fra fordringsregistret. Herefter skal den udbetalende myndighed foretage selve den tekniske udligning, der i praksis gennemfører den konnekse modregning, som skyldneren har ønsket. Og efterfølgende skal den udbetalende myndighed også orientere skyldner skriftligt om, at modregningen nu er gennemført.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil således ved skyldners anmodning om konneks modregning, som typisk sker i forhold til skattekrav, være nødsaget til at igangsætte en kompliceret manuel sagsbehandlingsproces, som indledningsvist endvidere indeholder en konkret individuel vurdering af fordringernes konneksitet, som det ikke er muligt at systemunderstøtte i den automatiske modregningsløsning hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Af samme årsag anvender restanceinddrivelsesmyndigheden heller ikke selv konneks modregning overfor borgere i forbindelse med inddrivelsesarbejdet. Det er i forarbejderne til lovforslag L 144 om ændring lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love, Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, side 4728 ff., også forudsat, at en eventuel konneks modregning i stedet skal varetages af opkrævningsmyndigheden – også i tilfælde, hvor kravet er oversendt til inddrivelse. Tilsvarende vil den systemløsning, der skal varetage den automatiske modregning med krav under inddrivelse, ikke kunne håndtere tilfælde, hvor modregning sker på grundlag af konneksitet.

Udgangspunktet er derfor, at konneks modregning skal varetages af opkrævningsmyndigheden også i tilfælde, hvor kravet er oversendt til inddrivelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden er dog ikke afskåret fra i konkrete sager at gennemføre konneks modregning, hvis dette ud fra en konkret vurdering skønnes muligt og hensigtsmæssigt henset til f.eks. sagens karakter. Dette kan blandt andet være relevant i bobehandlingssager eller i større eller særlige sagskomplekser.

I retspraksis er begrebet konneksitet i forholdet mellem to skattekrav nærmere belyst i Vestre Landsrets dom gengivet i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000, side 748. Her havde Skatteministeriet påstået konneksitet, da modfordringen (krav på skat udsprunget af ligningsmæssig forhøjelse) og hovedfordringen (krav på overskydende skat) hidrørte fra samme indkomstår. Skatteministeriet gjorde ikke gældende, at de to krav derudover stod i nærmere forbindelse med hinanden. Vestre Landsret fandt, at det ligger uden for den naturlige forståelse af begrebet konneksitet at betegne samtlige skattekrav fra eller mod en skatteyder, der angår samme indkomstår, som vedrørende samme retsforhold. Den skete modregning var derfor uberettiget. Denne dom medfører en vis indsnævring af begrebet konneksitet. Hvis der er tale om det samme indkomstår, er det således nødvendigt at se nærmere på de to modstående kravs karakter. Disse må angå det samme underforhold, f.eks. skiftende ansættelse af et fradrag. Det betyder omvendt også, at f.eks. positiv moms og negativ moms, der vedrører samme afregningsperiode, er konnekse krav. Se Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 1638.

Ifølge Den juridiske vejledning, afsnit A·D·13.3.3, skal der ved anmodning om konneks modregning undersøges en række forhold. For det første må en tidligere gennemført modregning med anden gæld kun ændres til konneks modregning, hvis en skyldner udtrykkeligt anmoder herom. Dette skyldes, at denne form for betaling af f.eks. et skattekrav ikke altid vil være til skyldners fordel, f. eks på grund af en højere rentesats på det krav, der hidtil har været dækket gennem anden modregning eller via inddrivelse. Se Østre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 1467. Spørgsmålet om konneksitet skal dernæst nærmere undersøges, og restanceinddrivelsesmyndigheden skal derudover som beskrevet ovenfor igangsætte en tilbagebetalingsproces af den tidligere dækning, herunder vurdere behov for ny sikkerhedsstillelse, hvis en sådan tidligere har været gældende. Hvis beløbet ikke tilbagebetales på grund af manglende ny sikkerhed, skal restanceinddrivelsesmyndigheden meddele skyldneren, at den ønskede ændring til konneks modregning af denne grund ikke kan gennemføres, og at afgørelsen herom kan påklages.

Samlet set er der ofte tale om en ganske ressourcekrævende og kompleks proces, som forudsætter manuel sagsbehandling. Kompleksiteten skyldes blandt andet den organisatoriske opbygning i Skatteforvaltningen, hvor opkrævningsopgaven vedrørende skatter og afgifter er placeret hos Skattestyrelsen, mens inddrivelsesopgaven, herunder håndtering af modregning i udbetalinger fra det offentlige, er placeret hos restanceinddrivelsesmyndigheden, samt det forhold at de to styrelser anvender forskellige it-systemer. Inddrivelsessystemet understøtter således ikke en konneks modregning.

Det foreslås, at § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nyaffattes, så udbetalinger fra det offentlige, der er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v. med henblik på modregning med fordringer under opkrævning eller inddrivelse, skal forrentes med en årlig rente svarende til krav på rente i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2.

Renten vil i medfør af forslaget skulle fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 procentpoint. Den fastsatte referencesats er den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis den 1. januar og den 1. juli det pågældende år. Forrentningen af udbetalinger fra det offentlige, der er oversendt til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil således blive harmoniseret, og i vidt omfang ensrettes med de regler om forrentning, der gælder for krav, der er oversendt til inddrivelse. Visse typer af udbetalinger fra det offentlige forrentes i dag med en lavere rentesats end den, der gælder efter renteloven. Det gør sig f.eks. gældende for overskydende skat, som ifølge kildeskattelovens § 62, stk. 3, forrentes med en rente svarende til krav på rente i opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned. For sådanne udbetalinger indebærer forslaget en højere forrentning, end tilfældet er i dag. For andre udbetalinger findes der regler, hvorefter udbetalingen ikke forrentes. Dette gør sig f.eks. gældende for udbetalinger i medfør af kildeskattelovens § 55, der dog ikke tager stilling til administration hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når beløbet ikke udbetales direkte til skyldneren. Endelig er der for visse udbetalinger ikke fastsat nærmere regler om forrentning af udbetalingen, herunder når beløb er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden. For udbetalinger, hvor der ikke er regler om forrentning kan bl.a. henvises reglerne om udbetalinger af børne- og ungeydelser.

I dag afhænger forrentningen af udbetalinger, der oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning, af, hvilken type af udbetaling der er tale om. Hvorvidt restanceinddrivelsesmyndigheden skal forrente en udbetaling og i givet fald med hvilken rentesats og for hvilken periode, afhænger således af det regelsæt, der danner grundlag for udbetalingen. Der er efter de gældende regler udbetalinger fra det offentlige, der ikke forrentes, udbetalinger, der forrentes i medfør af renteloven, og udbetalinger, der forrentes i medfør af regler i anden lovgivning, f.eks. kildeskatteloven. Krav på rente tilskrives som hovedregel fra forfaldstidspunktet, hvilket i visse tilfælde vil være, inden udbetalingen oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, og i andre tilfælde efter den er oversendt.

Forslaget har til formål at harmonisere rentesatsen for udbetalinger fra det offentlige, der overføres til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning, da forskellige rentesatser for den enkelte udbetaling vanskeliggør en automatiseret renteberegning. Harmoniseringen af krav på rente fra det tidspunkt, hvor udbetalingen modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil ikke gribe ind i forrentningen af udbetalinger, der administreres hos den udbetalende myndighed. Udbetalingerne vil således forrentes efter de respektive renteregler i de regelsæt, der danner grundlag for de enkelte udbetalinger, indtil den 1. i måneden efter modtagelsen af udbetalingen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilsvarende vil de gældende indberetningsregler i lovgivningen fortsat finde anvendelse i relation til renter, der tilskrives hos udbetalende myndighed.

Det foreslås i § 8 b, stk. 1 , i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige at indsætte fire nye punktummer. Det foreslås med 3. pkt., at krav på rente skal tilskrives fra den 1. i måneden efter restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet. Tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens »modtagelse« af udbetalingsbeløbet vil i praksis ofte blive registreret til at være den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager meddelelse fra fordringshaveren m.v. om, at udbetalingsbeløbet overføres.

Det foreslås med stk. 1, 4. pkt., at udbetalinger, der udbetales i henhold til kildeskattelovens §§ 62 og 62 A, dog tidligst skal forrentes fra den 1. september i året efter det indkomstår, som skatten vedrører. Dette for at undgå, at en stor del af disse udbetalinger vil skulle forrentes i forbindelse med den årlige udbetaling af overskydende skat i marts/april måned, hvor der eller vil skulle behandles et meget stort antal udbetalinger

Det foreslås med § 8 b, stk. 1, 5. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at krav på kompensation i medfør af ejendomsvurderingslovens § 75, stk. 1, skal forrentes efter reglerne i ejendomsvurderingslovens § 75, stk. 4. Bestemmelsen tager hensyn til bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 75, stk. 1, der fastslår, at rente af kompensationsbeløb tilskrives fra den 1. januar i året efter modtagelsen af beløbet hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og da der ikke ønskes ændret ved denne retstilstand ved dette lovforslag.

Det foreslås med § 8 b, stk. 1, 6. pkt., at der ikke skal tilskrives rente, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden senest 5 bankdage efter modtagelse af beløbet træffer beslutning om at udbetale beløbet eller anvende beløbet til modregning. Dette har til formål at sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden altid har en vis tid til sagsbehandling af udbetalinger, der oversendes med henblik på modregning, inden der skal beregnes renter.

De forskellige rentesatser og -perioder for udbetalinger fra det offentlige, og uklarhed om hjemmel til at beregne rente af alle udbetalinger, komplicerer endvidere renteberegningen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og gør det vanskeligt at automatisere renteberegningen. Forslaget skal sikre et enkelt regelsæt, der afspejler, at inddrivelsen varetages af én myndighed. Endvidere indeholder forslaget et særligt hensyn til udviklingen og automatiseringen af et effektivt inddrivelsessystem.

Det foreslås at ophæve § 8 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og indsætte fire nye stykker, stk. 2-4. Det foreslås i stk. 1,

1. pkt., at beløb som nævnt i stk. 1 skal forrentes frem til det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer beslutning om at udbetale eller anvende beløbet til modregning. Efter den foreslåede bestemmelse, vil forrentning ske frem til det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter at anvende udbetalingen til modregning eller at udbetale beløbet helt eller delvist. Anvendes udbetalingen til modregning, beregnes der således renter af udbetalingen frem til virkningstidspunktet for modregningen, jf. § 9 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at overskydende beløb som nævnt i § 4, stk. 6, 1. pkt., og § 18 j, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige dog skal forrentes frem til det tidspunkt, der følger af § 4, stk. 7, og § 18 j, stk. 4. Krav på rentens begyndelsestidspunkt for sådanne overskydende beløb vil blive reguleret af stk. 1 og 3 i den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at krav på rente ikke skal medregnes ved opgørelsen af skyldnerens skattepligtige indkomst. Den foreslåede bestemmelse er dermed en harmonisering af indberetningspligten, således at renten, der beregnes af udbetalinger, der er oversendt til restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke medregnes ved opgørelsen af skyldnerens skattepligtige indkomst.

Det foreslås i stk. 3, at uanset om en udbetaling, der er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning, er undergivet en udbetalingsfrist i medfør af anden lovgivning, kan restanceinddrivelsesmyndigheden undlade at udbetale beløbet, indtil der er taget stilling til, om beløbet kan anvendes til modregning. Udbetalinger, der tilbageholdes af restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på stillingtagen til modregning, vil skulle forrentes i medfør at de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2.

Forslaget har til formål at sikre, at der etableres en hjemmel for restanceinddrivelsesmyndigheden til at kunne se bort fra eventuelle udbetalingsfrister i de regelsæt, der danner grundlag for udbetalingen, og dermed sikre, at der altid er tid til den fornødne sagsbehandling af udbetalinger, der er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning.

Visse udbetalinger er undergivet en frist for, hvornår udbetaling skal ske. Dette gør sig f.eks. gældende for udbetalinger i medfør af kildeskattelovens § 55, hvorefter udbetaling skal ske, straks efter at borgeren har begæret tilbagebetaling af allerede indbetalt foreløbig skat, og Skatteforvaltningen har vurderet, hvor meget der skal tilbagebetales. Der er ikke i lovgivningen taget eksplicit stilling til, om sådanne frister skal overholdes af restanceinddrivelsesmyndigheden efter oversendelse fra den udbetalende myndighed med henblik på modregning. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil imidlertid ikke altid kunne nå at foretage den fornødne sagsbehandling af udbetalingerne inden udløb af sådanne frister, herunder særligt når sagsbehandlingen ikke kan ske automatisk og dermed kræver manuel vurdering af en sagsbehandler.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at skabe klar hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne tilbageholde udbetalinger, der er overført med henblik på modregning, uanset om udbetalingen i henhold til anden lovgivning er undergivet en bestemt udbetalingsfrist.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.

Det foreslåede stk. 4 bestemmer, at for så vidt angår udbetalingsbeløb fra det offentlige, som er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning med krav under opkrævning eller inddrivelse, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., skal skyldneren ikke kunne påberåbe sig ret til modregning.

Bestemmelsen, der er udtryk for en fravigelse af de almindelige obligationsretlige principper om modregning, foreslås at skulle gælde alle former for modregning, dvs. både modregning i almindelighed (med ikkekonnekse krav) og også den særlige konnekse modregning og eventuelle andre krav på modregning med bestemte fordringer, herunder både fordringer under opkrævning og under inddrivelse. Bestemmelsen afskærer både skyldneren fra selv at fremsætte erklæring om modregning efter det anførte tidspunkt og fra at kræve modregning gennemført af restanceinddrivelsesmyndigheden.

For så vidt angår den tidsmæssige begrænsning af retten til at forlange modregning, herunder med konnekse krav, vil det afgørende tidspunkt for, hvornår udbetalingsbeløbet (f.eks. en overskydende skat m.v.) anses for at være overført til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning med krav under opkrævning eller inddrivelse i medfør af § 4 a, stk. 2 og 3, i lov om offentlige betalinger m.v., være det tidspunkt, hvor den udbetalende myndighed afgiver en meddelelse om overførslen af udbetalingsbeløbet, og restanceinddrivelsesmyndigheden modtager advisering herom. Bestemmelsen finder dermed også anvendelse i tilfælde, hvor modregning i en udbetaling fra Skatteforvaltningen gennemføres med en fordring under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen også er fordringshaver m.v., jf. § 7, stk. 1, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og hvor beslutning om modregning (intern modregning) træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden efter delegation på vegne af Skatteforvaltningen.

Med den foreslåede ændring vil man kunne imødegå de beskrevne aktuelle udfordringer med at understøtte den automatiserede modregningsløsning hos restanceinddrivelsesmyndigheden, som har været forudsat siden 2007, jf. lovforslag L 144 om ændring lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love jf. Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, side 4728 ff.

Derudover vil ændringen fremadrettet understøtte sikkerheden i restanceinddrivelsesmyndighedens administration af fordringer, idet man vil kunne undgå et betydeligt antal efterfølgende omgørelsessager i inddrivelsesarbejdet, ligesom restanceinddrivelsesmyndigheden kan opnå en administrativ lettelse i omfanget af manuel sagsbehandling, fordi man ikke skal anvende manuelle ressourcer på de nævnte komplicerede modregningsopgaver. Endelig opnås en større økonomisk sikkerhed for fordringshavere m.v., transporthavere og udlægshavere, som fremover vil opleve færre ændringer af allerede gennemførte dækninger, og dermed dels vil kunne undgå det administrative besvær med tilbagerulning af beløb og opgivet sikkerhedsstillelse, dels vil opnå en større økonomisk sikkerhed for at et modtaget dækningsbeløb kan anses for en endelig betaling fra skyldneren.

For skyldneren vil ændringen betyde, at pågældende ikke kan fremsætte erklæring om modregning eller kræve dette af restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren kan således ikke kræve et andet krav dækket med udbetalingsbeløbet efter, at restanceinddrivelsesmyndigheden har anvendt dette til modregning eller til udbetaling til en transporthaver eller en udlægshaver. Når et udbetalingsbeløb er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger, vil det være restanceinddrivelsesmyndigheden, der træffer beslutning om, hvorvidt der skal gennemføres modregning og med hvilke fordringer, idet modregning i givet fald gennemføres efter de gældende regler om dækningsrækkefølge.

Hvis en skattepligtig har opbygget gæld til det offentlige, må den pågældende således indrette sig efter, at der forud for udbetaling af en overskydende skat kan ske modregning med den pågældendes gæld til det offentlige. Hvis årsopgørelsen senere ændres og medfører nedsættelse af en overskydende skat og dermed en restskat, vil dette beløb blive opkrævet hos den pågældende på samme vis, som hvis den overskydende skat havde været udbetalt direkte til den pågældende.

Når beløbet er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden, med henblik på modregning, vil situationen med nærværende forslag være at sidestille med, at der er sket en udbetaling til den skattepligtige, der herefter ikke længere kan kræve modregning. Det kan i den forbindelse bemærkes, at en betaling i henhold til § 4 a, stk. 3, i lov om offentlige betalinger, anses for at være foretaget med frigørende virkning for den udbetalende myndighed ved overførsel af et udbetalingsbeløb til Skatteforvaltningen, hvis denne i henhold til § 4 a, stk. 2, har anmodet om overførsel af udbetalingsbeløbet med henblik på modregning heri.

Det bemærkes, at en skyldner fortsat vil kunne gøre eventuelle indsigelser mod en gennemført modregning gældende, herunder indsigelser om kravets eksistens og størrelse, eller indsigelser om at betingelserne for modregning ikke måtte være opfyldt, herunder betingelser, der følger af konkursloven eller anden lovgivning.

Den automatiske modregning i overskydende skat m.v. er et vigtigt inddrivelsesskridt, som hvert år siden suspenderingen af inddrivelsessystemet EFI i 2015 har indbragt et væsentligt inddrivelsesprovenu. I 2020 er der således gennem modregning opnået et inddrivelsesprovenu på ca. 3 mia. kr. svarende til knap en tredjedel af det samlede inddrivelsesprovenu. Denne meget betydelige volumen i modregningerne gør det nødvendigt at automatisere modregningen, og modregningsprocessen gennemføres derfor som udgangspunkt systemunderstøttet – enten i DMI, eller via den særlige modregningskomponent i PSRM, der også muliggør beslutning om modregning, der omfatter fordringer registreret i begge systemer.

I forbindelse med etableringen af PSRM og tilkoblingen af udbetaling af overskydende skat, er det dog konstateret, at der i visse tilfælde ikke kan etableres systemunderstøttet automatisk modregning. Det gælder f.eks. i forhold til at administrere anmodninger fra en skyldner om såkaldt ”konneks modregning” med skattekrav m.v., når den pågældende skyldner samtidig har fordringer under inddrivelse eller registreret til modregning hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

For restanceinddrivelsesmyndigheden betyder det i praksis, dels at der skal anvendes betydelige manuelle sagsbehandlingsressourcer på håndteringen af omgørelsessager, dels at den automatiserede modregningsløsning ikke kan etableres for dette sagsområde. Det er derfor nødvendigt at afskære skyldnerens ret til at fremsætte erklæring om modregning eller på anden vis kræve modregning med bestemte fordringer fra det tidspunkt, hvor den udbetalende myndighed har overført udbetalingsbeløbet til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning med skyldnerens gældsposter under opkrævning eller inddrivelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8.

Til nr. 12

Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hinanden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver (modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der betegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (hovedmanden) om den gennemførte modregning, der indebærer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordringen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen beløbsmæssigt dækker hovedfordringen. En modregningserklæring er et påbud, der har virkning fra det tidspunkt, hvor modregningserklæringen kommer frem til skyldneren.

Beslutninger om at foretage modregning ligger ikke i kernen af anvendelsesområdet for forvaltningslovens partsrettigheder, idet offentlige myndigheders beslutninger som led i udøvelse af kreditorbeføjelser som udgangspunkt ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand og dermed ikke er omfattet af forvaltningslovens partsrettigheder. Det er dog konsekvent blevet lagt til grund, at Skatteforvaltningens beslutninger om at foretage modregning skal betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at de forvaltningsretlige regler om partsrettigheder, herunder om partshøring, derfor finder anvendelse i disse sager. Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt andre myndigheders beslutninger om at gennemføre modregning har karakter af en forvaltningsretlig afgørelse.

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., at hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, må myndigheden ikke træffe afgørelse i sagen, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder dog ikke i en række tilfælde, herunder hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, jf. stk. 2, nr. 1. På baggrund heraf er det konsekvent blevet lagt til grund, at restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt ikke har pligt til at foretage partshøring i sager om modregning. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med, at en skyldner ikke ved at bestride den modfordring, hvormed der påtænkes modregnet, kan kræve modregningen udsat, indtil der er taget stilling til skyldners indsigelse. Det følger modsætningsvist af § 2, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Det klare udgangspunkt er således, at en indsigelse mod en modfordring ikke vil have opsættende virkning på restanceinddrivelsesmyndighedens ret til at gennemføre modregningen.

Der kan i lovgivningen være fastsat særlige regler om partshøring, herunder i form af undtagelser fra pligten til partshøring på specifikke områder. Eksempelvis er det i færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt., bestemt, at afgørelser om at pålægge standsnings- og parkeringsafgifter ikke er omfattet af forvaltningslovens § 19. Disse afgørelser træffes enten af politiet eller kommunerne. Undtagelsen blev indført ved lov nr. 341 af 16. maj 2001. Af det bagvedliggende lovforslag, L 174, Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5131, fremgår, at den indførte undtagelsesbestemmelse havde til formål at muliggøre en fortsættelse af den hidtidige praksis, da en partshøring bl.a. ville medføre et øget ressourceforbrug og et stort administrativt besvær som følge af en nødvendig omlægning af kommunernes og politiets systemer vedrørende opkrævningen af standsnings- og parkeringsafgifter.

En pligt til partshøring kan i øvrigt – ud over de beskrevne regler i forvaltningsloven – også følge af uskrevne retsgrundsætninger om partshøring.

Herudover kan der opstå tvivl om, hvorvidt der skal foretages en vurdering af skyldnerens økonomiske forhold, inden der gennemføres modregning. Det skyldes en grundsætning om, at der i almindelighed ikke uden lovhjemmel kan ske modregning i en fordring, hvis der heller ikke ville kunne foretages udlæg i fordringen, idet modregning, der ikke er aftalt, har samme karakter af tvangsfuldbyrdelse som udlæg. Det antages dog, at dette modregningsforbud ikke gælder i de tilfælde, hvor der ikke kan foretages udlæg som følge af reglerne om det såkaldte trangsbeneficium i retsplejelovens § 509, stk. 1, hvorefter der ikke kan foretages udlæg i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand, jf. dog stk. 2 om en vis adgang til udlæg i bl.a. andele i andelsboligforeninger. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del (3. udgave, 2018), anfører således på side 276 f., at grundsætningen om, at en fordring (hovedfordringen), der er fritaget fra udlæg, ikke kan fyldestgøres ved modregning, er undergivet visse undtagelser, fordi det ikke er praktisk muligt at respektere bestemmelsen i retsplejelovens § 509 om trangsbeneficiet, da modregning sker uden medvirken af nogen myndighed. Betragtningen er således den, at modregning ikke sker på samme måde som tvangsfuldbyrdelse gennem udlæg, hvor fogedretten skal sikre en overholdelse af retsplejelovens § 509, hvilket kan ske ved at stille spørgsmål til skyldneren under udlægsforretningen. En udlægsforretning er som udgangspunkt en inkluderende tvangsfuldbyrdelsesform, idet skyldner så vidt muligt skal underrettes om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1, hvorimod modregning traditionelt har været betragtet som en singulær tvangsfuldbyrdelsesform, fordi modregning til sin gennemførelse alene kræver en modregningserklæring fra modregneren.

Med henblik på at undgå tvivl om, hvorvidt restanceinddrivelsesmyndigheden skulle være forpligtet til at foretage partshøring af skyldneren og en vurdering af dennes økonomiske forhold, inden der gennemføres modregning, er der i § 9 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsat en bestemmelse, der fastsætter, at der ikke er pligt hertil, når modregningen gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af Skatteforvaltningen som fordringshaver. Bestemmelsen finder dog alene anvendelse i de tilfælde, hvor modregning »gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af told- og skatteforvaltningen som fordringshaver«, hvilket bl.a. omfatter de tilfælde, hvor afgørelsen om modregning træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden efter delegation fra Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om modregning med fordringer under inddrivelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 2. Derimod finder bestemmelsen ikke anvendelse i andre tilfælde, hvor der gennemføres modregning med andre fordringer under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, selv om sådan modregning faciliteres af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås, at der i § 9 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foretages en ændring, så »Modregning, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af told- og skatteforvaltningen som fordringshaver, kan« ændres til »I de tilfælde, hvor modregning gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden, eller gennemføres af told- og skatteforvaltningen som fordringshaver, kan modregning«.

Det betyder, at anvendelsesområdet udvides for § 9 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der på nuværende tidspunkt alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor modregning »gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af told- og skatteforvaltningen som fordringshaver«, hvilket bl.a. omfatter de tilfælde, hvor afgørelsen om modregning træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden efter delegation fra Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om modregning med fordringer under inddrivelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 2. Med forslaget vil § 9 a, stk. 1, således også skulle finde anvendelse i andre tilfælde, hvor der gennemføres modregning med andre fordringer under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3.

Forslaget vil indebære, at fordringshavere udtrykkeligt undtages fra en eventuel pligt til i forbindelse med modregning, der gennemføres af fordringshaveren på baggrund af en beslutning truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at skulle gennemføre partshøring af skyldneren efter forvaltningslovens § 19, regler i særlovgivningen eller efter de uskrevne regler om partshøring, ligesom sådan modregning vil kunne gennemføres uden forudgående vurdering af skyldnerens økonomiske forhold, f.eks. efter de principper, som udtrykkes i retsplejelovens § 509, med henblik på at vurdere modregningens betydning for skyldneren.

Allerede i dag er der fastsat regler, der indebærer, at bestemte typer af udbetalinger som følge af deres forsørgelsesmæssige sigte m.v. ikke kan gøres til genstand for modregning, hvilket sikrer, at der som udgangspunkt ikke sker modregning i midler, der skal dække nødvendige leveomkostninger. Eksempelvis følger det af § 11, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, at i hele den ydelse, som den enkelte er berettiget til at få udbetalt, jf. § 4, kan der ske modregning med den enkelte berettigedes restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud efter dagtilbudsloven og de tidligere gældende §§ 29 og 35 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007, og skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Ydelsen kan i øvrigt ikke anvendes til modregning med eventuelle offentlige krav, idet der dog kan modregnes med eventuel skyldig børne- og ungeydelse. Det antages, at størstedelen af de sager, hvor partshøring kunne være relevant med henblik på at få afklaret skyldnerens økonomiske forhold, inden modregning gennemføres, befinder sig i disse kategorier. I disse sager foretages imidlertid som nævnt slet ikke modregning. Forslaget har ikke til formål at ændre på dette.

Der er i forbindelse med den foreslåede bestemmelse bl.a. lagt vægt på, at skyldneren ved modregning som nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige – foruden en modregningsmeddelelse fra fordringshaveren – vil modtage et orienteringsbrev fra restanceinddrivelsesmyndigheden om, at der er truffet beslutning om, at der af fordringshaveren vil skulle gennemføres modregning. Skyldneren vil således have mulighed for at henvende sig med eventuelle indsigelser mod modregningen, inden modregningen gennemføres af fordringshaveren. Endvidere er der lagt vægt på, at en skyldners eventuelle indsigelser mod modregningen, der ville kunne have været fremsat i forbindelse med en partshøring, vil kunne fremsættes i forbindelse med en klage over modregningen. Herudover er der lagt vægt på, at beslutninger om at foretage modregning ikke ligger i kernen af anvendelsesområdet for forvaltningslovens partsrettigheder, idet offentlige myndigheders beslutninger som led i udøvelse af kreditorbeføjelser som udgangspunkt ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand og dermed ikke er omfattet af forvaltningslovens partsrettigheder.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Til nr. 13

Ved modregning ophører to fordringer – modfordring og hovedfordring – i det omfang de beløbsmæssigt dækker hinanden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver (modregneren) til at opnå fyldestgørelse for sit krav, der betegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (hovedmanden) om den gennemførte modregning, der indebærer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordringen, ikke vil blive betalt, i det omfang modfordringen beløbsmæssigt dækker hovedfordringen. En modregningserklæring er et påbud, der har virkning fra det tidspunkt, hvor modregningserklæringen kommer frem til skyldneren.

Beslutninger om at foretage modregning ligger ikke i kernen af anvendelsesområdet for forvaltningslovens partsrettigheder, idet offentlige myndigheders beslutninger som led i udøvelse af kreditorbeføjelser som udgangspunkt ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand og dermed ikke er omfattet af forvaltningslovens partsrettigheder. Det er dog konsekvent blevet lagt til grund, at Skatteforvaltningens beslutninger om at foretage modregning skal betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at de forvaltningsretlige regler om partsrettigheder – jf. nedenfor om officialmaksimen, begrundelsespligt, vejledning og klageadgang – derfor finder anvendelse i disse sager. Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt andre myndigheders beslutninger om at gennemføre modregning har karakter af en forvaltningsretlig afgørelse.

Det forvaltningsretlige udgangspunkt er – svarende til de almindelige regler om modregning, jf. ovenfor – at en afgørelse skal meddeles skyldneren for at få virkning, og at afgørelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kommer frem til skyldneren. Skatteforvaltningens afgørelser om at gennemføre modregning kan påklages efter de sædvanlige regler, f.eks. til Skatteankestyrelsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører modregningen, jf. § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er dog fogedretten, der tager stilling til indsigelser mod modregning med kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, jf. § 18. Klagefristen regnes i begge tilfælde fra tidspunktet for skyldnerens modtagelse af modregningsafgørelsen, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18, stk. 3.

Dækker en udbetaling fra det offentlige, når denne anvendes til modregning, kun delvis skyldners gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, der er foreskrevet i § 7, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter nr. 1 dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modregning (intern modregning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordringer under opkrævning.

Modregnes udbetalingsbeløbet med en fordring under opkrævning, for hvilken den udbetalende myndighed også er fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, gennemføres modregningen af fordringshaveren, uden at restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret. I de tilfælde, hvor et udbetalingsbeløb fra Skatteforvaltningen modregnes med en fordring under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen også er fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, træffes afgørelsen om modregning dog i praksis af restanceinddrivelsesmyndigheden efter delegation fra Skatteforvaltningen. Hvis udbetalingsbeløbet modregnes med en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, træffes afgørelsen om modregning af restanceinddrivelsesmyndigheden. I andre tilfælde, hvor udbetalingsbeløbet modregnes med en fordring under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, faciliterer restanceinddrivelsesmyndigheden modregningen ved at fastlægge dækningsrækkefølgen og indledningsvist at anvende udbetalingsbeløbet med henblik på dækning af disse fordringer. Restanceinddrivelsesmyndigheden orienterer i den forbindelse skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning, og oplyser, hvilke fordringer skyldneren efterfølgende fra fordringshaveren vil modtage en modregningserklæring om. Det er fordringshaveren for de enkelte fordringer, der herefter selv gennemfører modregningen og sender modregningserklæringen til skyldneren.

Anvendes udbetalingsbeløbet til modregning med en eller flere fordringer, der er under opkrævning eller inddrivelse, foretages forrentningen af udbetalingsbeløbet og de beløb, der modregnes med, til og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive gennemført modregning, jf. § 8 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen finder alene anvendelse i de tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden »beslutter«, at der vil blive gennemført modregning, dvs. i de tilfælde, hvor afgørelsen om modregning træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden efter delegation fra Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om modregning med fordringer under inddrivelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, og ved modregning med andre fordringer under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, idet restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne tilfælde faciliterer modregningen.

Det følger af officialmaksimen, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse. Det er ikke lovfæstet, men er en almindelig retsgrundsætning. Formålet med officialmaksimen er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialmaksimen hører til de såkaldte garantiforskrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende undersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen indebærer således, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse i den foreliggende sag, dels at disse oplysninger er korrekte.

Hvis skyldneren er tilsluttet Digital Post, jf. lov om Digital Post fra offentlige afsendere, vil restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt skulle sende meddelelser og afgørelser m.v. om modregning til skyldneren ved brug af Digital Post. Hvis skyldneren ikke er tilsluttet eller er fritaget fra Digital Post, jf. §§ 3 og 5, vil meddelelser og afgørelser m.v. i stedet skulle sendes med fysisk post til skyldneren. I den forbindelse vil skyldnerens adresse registreret i Det Centrale Personregister eller Det Centrale Virksomhedsregister blive lagt til grund, medmindre skyldneren har oplyst en anden adresse til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det følger af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, og, i det omfang afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, en angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. For afgørelser om modregning er restanceinddrivelsesmyndigheden dog i begrundelsen for afgørelsen alene forpligtet til at henvise til, at fordringen, der modregnes med, er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 9 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det følger af forarbejderne til § 9 a, stk. 2, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, side 25, at bestemmelsen alene regulerer begrundelsespligten i forhold den tidsmæssige betingelse for iværksættelse af modregning, og at bestemmelsen, der indebærer en justering og præcisering af begrundelsespligten i henhold til forvaltningsloven i forhold til de pågældende faktuelle oplysninger, ikke ændrer på, at begrundelsen fortsat skal indeholde en tilstrækkelig beskrivelse af bl.a. den eller de fordringer, som modregningen omhandler, således at skyldner er i stand til at identificere fordringen og dermed vil kunne forholde sig til, om afgørelsen kan anerkendes, eller om skyldneren ønsker at gøre brug af sin ret til at indgive en klage. Bestemmelsen indebærer således, at oplysningen om sidste rettidige betalingsdag udgår af begrundelsen for restanceinddrivelsesmyndigheden afgørelse om modregning, hvilket skal ses i sammenhæng med, at oplysningen herom er uvæsentlig i forhold til muligheden for at træffe en afgørelse om modregning, fordi sidste rettidige betalingsdato skal være udløbet, før fordringen overhovedet kan komme under inddrivelse, jf. § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Begrundelsespligten efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, indebærer bl.a., at restanceinddrivelsesmyndigheden i afgørelser om modregning efter omstændighederne vil skulle oplyse om, hvilke faktiske omstændigheder der er tillagt væsentlig betydning for en eventuel fravigelse af rækkefølgen for dækning af fordringer, jf. § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, så beløbet først anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl, jf. § 50, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Om vejledning følger det af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Herudover følger det af almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik, at en forvaltningsmyndighed i forbindelse med en afgørelse har pligt til at yde vejledning, når dette fremstår som naturligt og relevant, f.eks. om forhold af betydning for skyldneren i forbindelse med en afgørelse, selv om disse forhold ikke er en del af begrundelsen.

Reglerne om begrundelses- og vejledningspligt indebærer bl.a., at restanceinddrivelsesmyndigheden i afgørelser om modregning efter omstændighederne kan være forpligtiget til at oplyse skyldneren om muligheden for, at der kan ske ompostering mellem renter og hovedstol, f.eks. hvis der efterfølgende sker dækning af fordringer med historisk virkningsdato, jf. § 4, stk. 4 og 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og at der kan være udækkede renter, på trods af at hovedkravet er blevet dækket ved modregningen, f.eks. fordi renten ikke har kunnet dækkes som følge af tvivl om retskraft eller kendskab til eller mistanke om datafejl.

Det foreslås, at der med § 9 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en række bestemmelser om virkningstidspunkt for og underretning om modregning.

Det foreslås i § 9 a, stk. 4, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor modregning gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden, skal modregningen have virkning fra det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive gennemført modregning.

Den foreslåede bestemmelse, der er udtryk for en fravigelse af de almindelige obligationsretlige principper om modregning, vil efter ordlyden skulle finde anvendelse »i de tilfælde, hvor modregning gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden«. Bestemmelsen vil således skulle finde anvendelse, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om modregning med fordringer under inddrivelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen vil endvidere skulle finde anvendelse ved modregning med andre fordringer under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, idet restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne tilfælde faciliterer modregningen ved at anvende udbetalingsbeløbet til dækning af fordringer fra den relevante fordringshaver, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden orienterer skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning, og oplyser, hvilke fordringer skyldneren efterfølgende fra fordringshaveren vil modtage en modregningsmeddelelse om. Bestemmelsen vil endelig skulle finde anvendelse, når udbetalingsbeløbet, for hvilket Skatteforvaltningen er udbetalende myndighed, modregnes med en fordring under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen også er fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, idet restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne tilfælde af intern modregning træffer modregningsafgørelsen efter delegation fra Skatteforvaltningen. Derimod vil bestemmelsen ikke skulle finde anvendelse i de tilfælde, hvor intern modregning efter § 7, stk. 1, nr. 1, foretages af andre fordringshavere end Skatteforvaltningen.

For de modregninger, der vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse, vil virkningstidspunktet blive »det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive gennemført modregning.« Beslutningsdagen vil i praksis være den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om modregning (for ovennævnte modregningstilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelsen herom, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 2) eller opretter meddelelse til skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning (for ovennævnte modregningstilfælde, hvor fordringshaveren – så vidt muligt – efterfølgende sender modregningsmeddelelsen til skyldneren, jf. § 7, stk. 1, nr. 3). Det vil således være datoen for restanceinddrivelsesmyndighedens modregningsafgørelse eller oprettelse af meddelelse til skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning, der vil være virkningstidspunktet for modregningen, uanset hvornår afgørelsen eller meddelelsen afsendes af restanceinddrivelsesmyndigheden og kommer frem til skyldneren, og uanset hvornår modregningsmeddelelsen fra fordringshaveren kommer frem til skyldneren.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan administrere ud fra et entydigt og kendt virkningstidspunkt for modregningen. Det vil således ifølge forslaget skulle være tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om, at der vil blive gennemført modregning, der skal være afgørende i forhold til fastlæggelsen af rækkefølgen for dækning af fordringer og i forhold til vurderingen af fordringernes retskraft. Det vil også følge af den foreslåede bestemmelse, at forrentningen af udbetalingsbeløbet og de fordringer, der modregnes med, ophører på virkningstidspunktet for modregningen. Herved bliver den gældende bestemmelse i § 8 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige overflødig, hvorfor denne bestemmelse foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 11. Udfordringerne med fastlæggelsen af klagefristen for afgørelser om modregning foreslås håndteret særskilt i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. nedenfor.

Det foreslås i § 9 a, stk. 4, 2. pkt., at ved gennemførelsen af modregning som nævnt i den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. skal skyldneren så vidt muligt underrettes om modregningen, og at modregningen er gyldig, selv om underretning ikke sker.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås at skulle finde anvendelse i samme modregningstilfælde som den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. Med bestemmelsen i 2. pkt. foreslås sådanne modregninger at være gyldige, selv om skyldneren ikke underrettes om modregningen. En lignende mulighed for at inddrive en fordring, selv om skyldneren ikke kan underrettes om inddrivelsesskridtet, findes allerede i dag for lønindeholdelse og særskilt lønindeholdelse, der efter gældende regler kan iværksættes uden forudgående varsel og underretning, hvis skyldneren ikke er registreret med en adresse i Det Centrale Personregister og ikke har oplyst en adresse, hvortil breve kan sendes, og samtidig er fritaget fra at modtage Digital Post fra det offentlige, jf. § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Samme mulighed eksisterer endvidere i forhold til udlægsforretninger, der kan gennemføres, selv om det ikke har været muligt at underrette skyldneren herom, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1, 1. pkt.

Med de bestemmelser, der foreslås i § 9 a, stk. 4, 1. og 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil virkningstidspunktet for modregning, der gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden, være beslutningstidspunktet, uanset om skyldneren underrettes om modregningen. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efterfølgende, f.eks. i forbindelse med manuel sagsbehandling af en henvendelse fra samme skyldner, konstaterer, at restanceinddrivelsesmyndigheden har gennemført modregning uden underretning af skyldneren, og at hindringen for at underrette skyldneren om modregningen ikke længere er til stede, vil restanceinddrivelsesmyndigheden på dette tidspunkt efter omstændighederne forsøge at underrette skyldneren om modregningen. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derimod ikke løbende skulle undersøge adresseforhold m.v. hos skyldnere, der ikke er blevet underrettet om en modregning, med henblik på at fastslå, hvornår det kan være muligt at underrette skyldneren om modregningen.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at en afgørelse om modregning er truffet, bliver opmærksom på, at faktiske eller retlige forhold af betydning for afgørelsen har ændret sig væsentligt, eller hvis skyldneren med henvisning til sådanne forhold selv anmoder om genoptagelse, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i almindelighed skulle genoptage sagen om modregning.

Det foreslås i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., at frister for klage over modregning som anført i den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. senest løber fra 1-årsdagen for virkningstidspunktet for modregningen.

Med den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil klagefristen ikke skulle beregnes fra virkningstidspunktet efter den foreslåede bestemmelse i 1. pkt., idet skyldneren ellers ikke ville være bekendt med, at klagefristen er begyndt at løbe, når modregning gennemføres uden underretning af skyldneren, jf. den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. Med den foreslåede bestemmelse i 3. pkt. foreslås der således ikke ændret på, at det som udgangspunkt er reglerne for den pågældende klagefrist, der regulerer, hvornår fristen skal begynde at løbe, dvs. typisk fra tidspunktet for skyldnerens modtagelse af modregningsafgørelsen, jf. f.eks. § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18, stk. 3. Da der imidlertid af hensyn til restanceinddrivelsesmyndighedens administration er behov for at fastsætte et tidspunkt, som klagefristen senest skal beregnes fra, foreslås det med den foreslåede bestemmelse i 3. pkt., at klagefristen dog senest skal løbe fra 1-årsdagen for virkningstidspunktet efter den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. I de tilfælde, hvor klagefristen følger af § 17, vil dette betyde, at der fra og med 1-årsdagen for virkningstidspunktet vil løbe en klagefrist på 3 måneder, dog med mulighed for at se bort fra en fristoverskridelse ved særlige omstændigheder, jf. nedenfor. Som nævnt ovenfor vil restanceinddrivelsesmyndigheden i tilfælde, hvor modregning er gennemført uden underretning, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden efterfølgende konstaterer, at hindringen for at underrette skyldneren om modregningen ikke længere er til stede, skulle forsøge at underrette skyldneren om modregningen med henblik på bl.a. at gøre skyldneren opmærksom på klagefristen.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås at skulle finde anvendelse i samme modregningssituationer som de foreslåede bestemmelser i 1. og 2. pkt. og vil derfor kunne have betydning for beregningen af klagefrister efter §§ 17 og 18 (hvis der foretages modregning med fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden) og for beregningen af eventuelle klagefrister, der følger af anden lovgivning (hvis der foretages modregning med fordringer under opkrævning).

I de tilfælde, hvor 1-årsfristen i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige måtte føre til, at fristen for at klage over en gennemført modregning er udløbet på det tidspunkt, hvor skyldneren bliver bekendt med modregningen og måtte ønske at indgive en klage, vil der afhængigt af situationen (fordringstype m.v.) ofte i lovgivningen være mulighed for, at sådanne klager kan tillades indgivet på trods af fristoverskridelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder eller lignende, jf. f.eks. § 17, stk. 1, 3. pkt., og § 18 stk. 4, 2. pkt. Særlige omstændigheder, der kan tale for en fravigelse af fristerne i § 17, stk. 1, 3. pkt., og § 18 stk. 4, 2. pkt., kan eksempelvis være en hospitalsindlæggelse, som har hindret skyldneren i rettidigt at anmode om og modtage afgørelsen fra restanceinddrivelsesmyndigheden. I sådanne og andre tilfælde, hvor det vil være urimeligt at afvise en klage, vil der kunne bortses fra den manglende overholdelse af fristen for modtagelse af afgørelsen.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i § 9 a, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der fastsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse med en beslutning om, at der vil blive gennemført modregning, skal have mulighed for at træffe beslutningen på baggrund af den størrelse, der på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om modregning er registreret for fordringen i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer.

Den foreslåede bestemmelse skal indebære en lempelse af restanceinddrivelsesmyndighedens forpligtelser efter officialmaksimen og dermed muliggøre en større grad af automatisering af modregning og samtidig føre til en kortere behandlingstid i modregningssagerne.

Det foreslås således, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal have mulighed for at træffe beslutning om gennemførelse af modregning udelukkende på baggrund af den størrelse, som de enkelte fordringer på beslutningstidspunktet er registreret med i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer. Det betyder, at oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden er i besiddelse af, men som endnu ikke er afspejlet i de i inddrivelsessystemet registrerede oplysninger om gælden, ikke i første omgang tillægges betydning ved restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om modregning. Tilsvarende gælder ikkebehandlede oplysninger, der blandt andet omfatter ikkeanvendte beløb, ikkebehandlede henvendelser, afventende korrektioner fra fordringshaver og lignende.

Med den forslåede bestemmelse vil der alene skulle ske en regulering af restanceinddrivelsesmyndighedens undersøgelsespligt og dermed ikke en ændring af skyldneres materielle retsstilling i relation til modregningen. I det omfang at det efter gennemførelsen af modregningen viser sig, at beslutningen om modregningen blev truffet på et forkert grundlag, som følge af at der i forbindelse med beslutningen ikke blev taget højde for relevante ikkebehandlede oplysninger, der var til stede på beslutningstidspunktet, vil der skulle ske en berigtigelse af forholdet, ved at modregningen ophæves helt eller delvist, når dette er nødvendigt, f.eks. hvis modregningen har dækket en fordring, for hvilken fordringshaveren på modregningstidspunktet havde iværksat en annullation af overdragelsen. Berigtigelsen i forbindelse med sagsbehandlingen vil således ske på samme måde, som når der umiddelbart efter modregningen modtages en henvendelse, indbetaling eller anmodning, som klarlægger, at en fordring på tidspunktet for modregningen ikke bestod med den størrelse, der blev lagt til grund i forbindelse med modregningen.

Med den foreslåede bestemmelse vil en eventuel henvendelse fra skyldneren, der endnu ikke er behandlet på tidspunktet for gennemførelsen af modregningen, først blive behandlet efter gennemførelsen af modregningen. Hvis henvendelsen er en klage, i hvilken skyldner gives medhold, og en fordring viser sig ikke at bestå i samme omfang som forudsat ved modregningen, vil dette blive berigtiget i forbindelse med sagsbehandlingen af klagen. Berigtigelsen vil ske på samme måde, som hvis klagen var modtaget efter modregningen.

Med den foreslåede bestemmelse vil restanceinddrivelsesmyndigheden endvidere i forbindelse med modregning kunne se bort fra en anmodning om repræsentation, i det omfang den ikke er afspejlet i de registrerede oplysninger om fordringen. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter modregningen bliver opmærksom på, at der foreligger et repræsentationsforhold, vil der skulle tages stilling til, om modregningsmeddelelsen som følge af repræsentationsforholdet skal sendes til repræsentanten.

Med den foreslåede bestemmelse vil et beløb, der relaterer sig til skyldnerens gæld, og som endnu ikke er anvendt på tidspunktet for gennemførelsen af modregningen, blive anvendt til dækning af eventuel restgæld efter gennemført modregning. Er skyldner blevet gældfri ved modregning, vil beløbet blive udbetalt til skyldner. Anvendelsen af de ikkeanvendte beløb efter gennemførelsen af modregning vil skulle håndteres på samme måde som beløb, der modtages efter modregningen med en virkningsdato, der ligger før modregningen.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på tidspunktet for modregningen havde modtaget en anmodning fra en fordringshaver om en korrektion af en eller flere af de fordringer, der er registreret for skyldneren, men endnu ikke havde behandlet denne, vil modregningen med den foreslåede bestemmelse blive gennemført uden at tage højde for den eventuelle korrektion. Viser det sig i forbindelse med behandlingen af anmodningen om korrektion, at fordringer omfattet af modregningen ikke bestod i samme omfang, som det blev lagt til grund ved beslutningen om modregning, vil modregningen i nødvendigt omfang blive berigtiget. Denne berigtigelse vil ske på samme måde, som når der efter gennemførelse af en modregning modtages en anmodning om en korrektion fra fordringshaveren med virkning før modregningen.

Med den foreslåede bestemmelse vil øvrige forhold, som giver anledning til manuel sagsbehandling, der endnu ikke er foretaget på tidspunktet for gennemførelse af modregningen, og som kan være relevante i forhold til modregningen, først blive behandlet efter modregningen og dermed ikke indgå i grundlaget for modregningen. Hvis det efter modregningen skulle vise sig i den efterfølgende manuelle sagsbehandling, at fordringer omfattet af modregningen ikke bestod i samme omfang, som det blev lagt til grund for modregningen, eller hvis beslutningen om modregningen i øvrigt er truffet på forkert grundlag, vil der ske en berigtigelse heraf ved eksempelvis hel eller delvis ophævelse af modregningen. Er der tale om en dækningsløs indbetaling, vil restanceinddrivelsesmyndigheden potentielt lide et provenutab, som følge af at modregningen ikke afventede den manuelle sagsbehandling heraf, hvis udbetalingsfordringen, hvori der blev modregnet, oversteg skyldners gæld, og at der derfor skete udbetaling af et restbeløb.

Forslaget vil omfatte alle modregninger der gennemføres på baggrund af restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning, dvs. restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modregning på vegne af Skatteforvaltningen som opkrævningsmyndighed i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modregning i medfør af stk. 1, nr. 2, og restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om modregning i medfør af stk. 1, nr. 3.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i § 9 a, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der fastsætter, at i de tilfælde, hvor en skyldner ikke er tilsluttet eller er fritaget fra Digital Post, anvendes skyldnerens adresse, der på baggrund af oplysninger fra Det Centrale Personregister eller Det Centrale Virksomhedsregister er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, ved restanceinddrivelsesmyndighedens fremsendelse af meddelelser og afgørelser m.v. til skyldneren om modregning som nævnt i den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at understøtte den automatiske modregning i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer og vil indebære, at en skyldner, der ikke er tilsluttet eller er fritaget fra Digital Post, jf. §§ 3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, vil skulle registrere en eventuel midlertidig adresse i Det Centrale Personregister eller Det Centrale Virksomhedsregister, hvis fysisk post ønskes sendt hertil. Det vil herefter ikke være tilstrækkeligt blot at oplyse denne postadresse til restanceinddrivelsesmyndigheden på anden vis. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal således, i det omfang det ikke er muligt at anvende Digital Post, kunne sende meddelelser og afgørelser m.v. om modregning – herunder om udbetaling eller overførsel til rettighedshavere – til den adresse, som på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om modregning eller udbetaling er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer på baggrund af oplysninger fra Det Centrale Personregister eller Det Centrale Virksomhedsregister.

Restanceinddrivelsesmyndighedens gamle inddrivelsessystem, DMI, registrerer i forbindelse med behandlingen af en offentlig udbetaling skyldnerens adresse i inddrivelsessystemet på baggrund af data om skyldnernes adresseforhold i Skatteforvaltningens Centrale Skatteyderregister (CSR-P) og Skatteforvaltningens registreringssystem for virksomheder (Erhvervssystemet), mens restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem, PSRM, løbende opdateres med data fra CSR-P og Erhvervssystemet. CSR-P og Erhvervssystemet trækker løbende data fra Det Centrale Personregister og Det Centrale Virksomhedsregister. Uanset at data dermed løbende kan være under opdatering, og uanset at skyldners adresse kan være ændret i perioden mellem registreringen i inddrivelsessystemet og afsendelsen af brevet om modregning, vil restanceinddrivelsesmyndigheden efter den foreslåede bestemmelse altid kunne anvende den adresse, som på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om modregning er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, når der sendes fysiske breve til skyldnere om modregning som nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Endelig foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i § 9 a, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der giver skatteministeren mulighed for med henblik på at understøtte automatisk modregning i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer at fastsætte regler om restanceinddrivelsesmyndighedens pligt til at begrunde afgørelser om modregning og om pligt til at vejlede skyldneren i forbindelse med afgørelser eller beslutninger om modregning, herunder om lempelse af disse pligter.

Med den foreslåede bestemmelse vil skatteministeren kunne fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens pligt til at begrunde afgørelser om modregning og om pligt til at vejlede skyldneren i forbindelse med afgørelser eller beslutninger om modregning – jf. forvaltningslovens §§ 7 eller 24, almindelige retsgrundsætninger og principper om god forvaltningsskik – når dette har til formål at understøtte automatisk modregning i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer. Det vil i forbindelse med fastsættelsen af reglerne skulle sikres, at fordelen for den automatiske modregning, der opnås ved at fastsætte reglerne, står i rimeligt forhold til lempelserne af de pågældende pligter, som de fastsatte regler måtte medføre.

Reglerne, der vil kunne fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil kunne finde anvendelse for modregningsafgørelser, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det indebærer, at reglerne vil kunne finde anvendelse for afgørelser om modregning med fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, og afgørelser om modregning, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden – efter delegation fra Skatteforvaltningen – modregner udbetalingsbeløb med en fordring, der er under opkrævning hos Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3. Herudover vil reglerne om restanceinddrivelsesmyndighedens vejledningspligt også kunne finde anvendelse for restanceinddrivelsesmyndighedens vejledning i forbindelse med beslutninger om modregning som nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3.

Det forventes, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse bl.a. vil blive fastsat regler, der lemper restanceinddrivelsesmyndighedens pligt til at oplyse om faktiske omstændigheder, der er tillagt betydning ved fravigelser af rækkefølgen for dækning af fordringer. En sådan fravigelse af rækkefølgen kan f.eks. ske, når beløb først anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl, jf. § 50, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Endvidere vil en sådan fravigelse af rækkefølgen kunne ske, når modregning ikke kan gennemføres automatisk og derfor undlades i medfør af regler, der forventes fastsat med baggrund i den udvidelse af bemyndigelsen i § 7, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der foreslås med lovforslagets § 1, nr. 8. Reglerne, der forventes fastsat om lempelse af restanceinddrivelsesmyndighedens pligt til at oplyse om faktiske omstændigheder, vil ikke ændre på, at skyldnere fortsat vil have mulighed for at kontakte restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på at få oplyst, hvilke fordringer der er registreret til at være under inddrivelse, og for hvilke fordringer der måtte være tvivl om retskraften.

Det forventes herudover, at der vil blive fastsat regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved afgørelser eller beslutninger om modregning ikke skal have pligt til at redegøre for mulighederne for, at der kan ske ompostering af renter og hovedstol, f.eks. hvis der efterfølgende sker dækning af fordringer med historisk virkningsdato, jf. § 4, stk. 4 og 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og at der kan være udækkede renter vedrørende hovedkravet, på trods af at hovedkravet er blevet dækket ved modregningen, f.eks. fordi renten ikke har kunnet dækkes som følge af tvivl om retskraft eller kendskab til eller mistanke om datafejl.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2-2.4.

Til nr. 14

Efter gældende ret kan restanceinddrivelsesmyndigheden med hjemmel i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foretage endelig afskrivning eller undlade at afbryde forældelsen af fordringer til det offentlige, hvis det må anses for åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at forsætte inddrivelsen. En endelig afskrivning indebærer, at fordringen straks ophører og kan afskrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Efter bestemmelsen kan restanceinddrivelsesmyndigheden for så vidt angår fordringer, der opfylder et af de to nævnte afskrivningskriterier, enten afskrive endeligt eller alternativt undlade at afbryde forældelsen (afgangsføre som uerholdelig), således at inddrivelse af fordringen sættes i bero, hvorefter den endelige afskrivning først sker på forældelsestidspunktet. Hvis fordringen alene afgangsføres som uerholdelig, undlader restanceinddrivelsesmyndigheden at afbryde forældelsen, men skal så, indtil forældelse indtræder, løbende overvåge, om der opstår mulighed for at inddrive kravet, f.eks. ved modregning i skyldners eventuelle kommende overskydende skat, eller hvis der på anden måde opstår en inddrivelsesmulighed. Den afgangsførte fordring indgår således stadig i den almindelige dækningsrækkefølge, såfremt der hos skyldneren måtte blive foretaget inddrivelse. Når restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om endelig afskrivning, sker der underretning af henholdsvis skyldner og fordringshaver.

Der er tale om en fakultativ adgang til afskrivning, og det er således restanceinddrivelsesmyndigheden, der har kompetencen til at vurdere, om der skal ske afskrivning. Skyldner har ikke krav på afskrivning, men kan i stedet søge om eftergivelse af gælden efter de særlige regler i § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Kriterierne for, om afskrivning af en fordring kan ske, er, at det vil være åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen af den pågældende fordring.

Adgangen for restanceinddrivelsesmyndigheden til at afskrive fordringer efter bestemmelsen gælder ikke for private krav, f.eks. privatretlige underholdsbidrag, og udenlandske krav. Det skyldes, at kravene ikke tilkommer det offentlige, men inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, selv om kravene tilhører enten en privat fordringshaver eller en udenlandsk fordringshaver.

En afskrivning af et hovedkrav indebærer ikke samtidig en afskrivning af renter og gebyrer, der vedrører hovedkravet, hvis disse renter og gebyrer på tidspunktet for afskrivningen fortsat er under opkrævning hos fordringshaveren. Hvis der er tvivl om, hvilket hovedkrav en rente eller et gebyr, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vedrører, vil der kunne foretages en selvstændig vurdering af, om renten eller gebyret opfylder betingelserne for afskrivning.

Adgangen for restanceinddrivelsesmyndigheden til at afskrive en fordring omfatter også fordringer, der er ramt af tvivl om retskraft eller tvivl om datafejl, uden at tvivlen forinden er blevet afklaret, forudsat at betingelserne for afskrivning i øvrigt er opfyldt.

I forbindelse med overførsel af fordringer fra det gamle inddrivelsessystem, DMI, til det nye inddrivelsessystem, PSRM, er der behov for at kunne undlade at gennemføre genberegning af inddrivelsesrenten i en situation, hvor beregningen kræver anvendelse af ressourcer, som er uforholdsmæssigt store i forhold til den værdi, som en opgørelse af renten af fordringen vil vise. Den gældende bestemmelse i § 16 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige giver ikke en klar hjemmel for restanceinddrivelsesmyndigheden til at lade hele eller en del af en inddrivelsesrente bortfalde grundet uforholdsmæssige omkostninger forbundet med at gennemføre en genberegning af inddrivelsesrenten i forbindelse med modtagelse af oplysning om en nedskrivning, herunder i forbindelse med en annullation af en tidligere opskrivning foretaget i DMI, hvorefter nedskrivningen vil kræve en genberegning af renten.

Det foreslås således indsat tre nye stykker, stk. 3-5, som supplement til den gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden lader eller skal kunne lade mindre inddrivelsesrenter bortfalde, når restanceinddrivelsesmyndigheden fra fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, modtager meddelelse om, at fordringen ønskes nedskrevet med virkning tilbage i tid til et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra fordringen er overført.

Det foreslås med § 16, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at de af restanceinddrivelsesmyndigheden beregnede inddrivelsesrenter på under 1.000 kr., som er påløbet fra og med den 1. i måneden, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse i det inddrivelsessystem, hvorfra den er overført, dog tidligst påløbet fra den 1. august 2013, bortfalder, når fordringen nedskrives med virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra den er overført, jf. dog 2. pkt. og stk. 5, der omtales nedenfor. Hvorvidt inddrivelsesrenterne er under 1.000 kr., afgøres ved at opgøre summen af overførte inddrivelsesrenter på tidspunktet for overførslen af fordringen fra det inddrivelsessystem, hvorfra den er overført. Fordringer, der overføres til inddrivelsessystemet PSRM, kan blive overført dels fra inddrivelsessystemet DMI, dels fra opkrævningssystemet SAP38, der som nævnt ovenfor også indeholder fordringer, der er oversendt til inddrivelse, men fortsat opbevares og administreres i SAP38, idet det teknisk ikke har været muligt at overføre fordringerne til DMI.

Det skal ifølge forslaget til § 16, stk. 3, 2. pkt., være en forudsætning, at fordringen, mens den var registreret i det andet inddrivelsessystem, hvorfra den blev overført, har været genstand for beløbsmæssige ændringer bortset fra restanceinddrivelsesmyndighedens dækninger på fordringen. Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. skal således ikke anvendes, hvis der er foretaget dækninger på fordringen i den periode, hvor fordringen var registreret i DMI eller SAP38, fordi sådanne dækninger vil kræve en manuel håndtering, der også vil omfatte en stillingtagen til de beløb, der vil være anvendt til dækning af inddrivelsesrenterne. Det skal således være en forudsætning, at fordringen, mens den var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra den blev overført, har været genstand for beløbsmæssige ændringer, idet der dog ikke må være tale om ændringer, der skyldes restanceinddrivelsesmyndighedens dækninger på fordringen. De ændringer, der tænkes på, er således alene ændringer, der skyldes en opskrivning, nedskrivning, delvis afskrivning eller eftergivelse m.v.

Med inddrivelsesrenter, der er påløbet, mens fordringen var under inddrivelse i et andet inddrivelsessystem, tænkes der for det første på de af restanceinddrivelsesmyndigheden beregnede inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og inddrivelsesrenter omfattet af § 9, stk. 3, 1. og 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen i stk. 3 omfatter desuden alene renter, der er beregnet af fordringer under inddrivelse for perioder fra og med den 1. august 2013, hvor inddrivelsesrenten blev indført i forbindelse med idriftsættelsen af DMI. Inden restanceinddrivelsesmyndighedens overtagelse af inddrivelsen og idriftsættelsen af DMI blev fordringer under inddrivelse blot forrentet med den gældende opkrævningsrente for den konkrete fordring, idet der på det tidspunkt ikke var en harmoniseret inddrivelsesrente. Da sådanne renter kan være beregnet af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkrævede fordringen, er sådanne renter ikke omfattet af forslaget om, at renter under 1.000 kr. i alle tilfælde bortfalder ved nedskrivning med virkning forud for overførslen af fordringen til det nye inddrivelsessystem.

De inddrivelsesrenter, som foreslås at skulle bortfalde, er de inddrivelsesrenter, som er påløbet, efter at fordringen aktuelt (dvs. senest) kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Inddrivelsesrenter, der er påløbet tidligere, foreslås ikke omfattet af forslaget. Efter gældende praksis foretages genberegning af genindsendte inddrivelsesrenter og opkrævningsrenter af fordringshaveren, hvis hovedkravet nedskrives med virkning fra et tidspunkt, der ligger før det tidspunkt, hvor fordringen senest blev overdraget til inddrivelse. Det skyldes, at de genindsendte inddrivelsesrenter ikke vil kunne genberegnes (automatisk) af restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden ikke er bekendt med eventuelle ændringer, som måtte være sket vedrørende denne rente, mens fordringen var tilbagekaldt fra inddrivelse. Ved en tilbagesendelse af en fordring, der er registreret i PSRM, medfølger også inddrivelsesrenter, jf. ovenfor om § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis fordringen blev tilbagebagekaldt med henblik på at yde henstand under en klagesag, kan både fordring og rente være nedsat som følge af klagen, inden den nedskrevne fordring og tilhørende renter igen blev oversendt til inddrivelse. Tilsvarende kan der være dækket på renten, efter den var tilbagesendt til fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Det er derfor fordringshaveren m.v., der i tilfælde af en nedskrivning af hovedkravet med virkning tilbage til et tidspunkt, hvor fordringen var under opkrævning eller var blevet tilbagesendt fra inddrivelse, sørger for at korrigere de renter, der blev overdraget til inddrivelse henholdsvis genindsendt til inddrivelse sammen med hovedfordringen, herunder genindsendte inddrivelsesrenter. Herved afgrænses bestemmelsen til de inddrivelsesrenter, som restanceinddrivelsesmyndigheden forestår genberegningen af. Der vil dermed ikke være nogen ændring for så vidt angår genindsendte inddrivelsesrenter.

Reglen om bortfald af inddrivelsesrenter i den foreslåede § 16, stk. 3, skal som nævnt ikke gælde, hvis der er gennemført dækninger på fordringen, mens den var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra den blev overført, dvs. f.eks. DMI. Det skyldes, at der ville være behov for stillingtagen til beløb, der måtte være anvendt til dækning af yderligere inddrivelsesrenter i det inddrivelsessystem, hvorfra fordringen er overført, og den manuelle håndtering af nedskrivningen ville derfor alligevel ikke kunne undgås. Reglen ville derfor ved sådanne dækninger ikke udgøre en lettelse af administrationen af overførte fordringer, og et bortfald af inddrivelsesrenterne er i disse situationer unødvendigt.

Efter forslaget skal bortfaldet ske uden foretagelse af et konkret skøn, hvis betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Det foreslås med § 16, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter et skøn skal kunne lade inddrivelsesrenter, der er påløbet, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse, og som er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden, mens fordringen var under inddrivelse i et andet inddrivelsessystem, bortfalde helt eller delvist, hvis fordringen nedskrives med virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i dette andet inddrivelsessystem, og det må anses for at være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at gennemføre en genberegning af renten, jf. dog 2. pkt. og stk. 5, der omtales nedenfor. De af restanceinddrivelsesmyndigheden beregnede inddrivelsesrenter, der er påløbet forud for en overførsel af fordringen, skal således kunne bortfalde, når en fordring nedskrives, eller en opskrivning annulleres, med virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra den er overført, og restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at gennemføre en genberegning af renten. Det skal dog være en forudsætning, at inddrivelsesrenterne er påløbet fordringen, mens den var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra den blev overført.

Det skal ifølge forslaget til § 16, stk. 4, 2. pkt., ligeledes være en forudsætning, at fordringen, mens den var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra den blev overført, har været genstand for beløbsmæssige ændringer. De ændringer, der tænkes på, er transaktioner i form af opskrivning, nedskrivning, dækninger, delvis afskrivning eller eftergivelse osv. Dækninger foretaget, mens fordringen var registreret i det inddrivelsessystem, hvorfra den er overført, skal således ikke udelukke bortfald af en del af inddrivelsesrenten, i modsætning til hvad der er foreslået med det nye § 16, stk. 3. Det skal være en betingelse for restanceinddrivelsesmyndighedens adgang til at lade inddrivelsesrenter bortfalde, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter et konkret skøn vurderer, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at gennemføre en manuel genberegning af inddrivelsesrenterne. Herved vil det blive muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at undlade at foretage genberegning eller begrænse den manuelle genberegning helt eller delvist for de perioder, hvor en genberegning ikke skønnes at stå mål med værdien af inddrivelsesrenterne ved en nøjagtig genberegning af disse.

Med inddrivelsesrenter, der er påløbet, mens fordringen var under inddrivelse i et andet inddrivelsessystem, tænkes der som nævnt ovenfor på inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og inddrivelsesrenter omfattet af § 9, stk. 3, 1. og 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen omfatter desuden renter, der er beregnet af fordringer under inddrivelse for perioder før den 1. august 2013, såfremt renterne under inddrivelse før denne dato blev beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden. Renter, der er beregnet af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkrævede fordringen, er ikke omfattet af forslaget.

Bestemmelsen skal ikke finde anvendelse, hvis de beløbsmæssige ændringer i det inddrivelsessystem, hvorfra fordringen er overført, dvs. f.eks. DMI, alene skyldes, at der er tilskrevet inddrivelsesrenter, mens fordringen var registreret i dette inddrivelsessystem.

Private fordringshavere er omfattet af beskyttelsen i grundlovens § 73 om ekspropriation med hensyn til deres fordringer. Tilsvarende antages regioner og kommuner med hensyn til fordringer, der er opstået på privatretligt grundlag på områder, hvor regionen eller kommunen handler på lige fod med private, også at være omfattet af grundlovens § 73.

Det foreslås med § 16, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at de foreslåede bestemmelser i § 16, stk. 3 og 4, ikke skal anvendes på fordringer tilhørende private fordringshavere eller på privatretlige fordringer tilhørende regioner og kommuner, medmindre restanceinddrivelsesmyndigheden med disse fordringshavere eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, aftaler, at stk. 3 og 4 skal finde tilsvarende anvendelse. Konsekvensen af, at disse fordringer ikke skal omfattes af det foreslåede bortfald af inddrivelsesrenter på under 1.000 kr. (stk. 3) og adgangen for restanceinddrivelsesmyndigheden til efter et konkret skøn at lade inddrivelsesrenter bortfalde (stk. 4), er imidlertid, at disse fordringer ikke kan overføres til PSRM, hvor inddrivelsen er mere effektiv. Disse fordringshavere kan derfor have en interesse i at indgå en aftale med restanceinddrivelsesmyndigheden om, at de giver afkald på inddrivelsesrenter, i det omfang inddrivelsesrenterne vil bortfalde som følge af brug af den foreslåede adgang til at lade inddrivelsesrenter bortfalde. Det foreslås derfor, at de nævnte fordringshavere kan indgå en aftale med restanceinddrivelsesmyndigheden om, at de foreslåede bestemmelser om bortfald af inddrivelsesrenter skal finde tilsvarende anvendelse på inddrivelsesrenterne af de nævnte fordringer tilhørende disse fordringshavere, med henblik på at også disse fordringer kan overføres til PSRM på lige fod med andre fordringshaveres fordringer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.11.

Til nr. 15

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører modregning med en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, træffes afgørelsen om modregning af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvor klageadgangen reguleres af lovens § 17, jf. dog § 18 om indsigelser vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber.

Det følger af § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 2. pkt. Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. 3. pkt. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan restanceinddrivelsesmyndigheden genoptage sagen, jf. 4. pkt. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt medhold i klagen, og hvis klagen fastholdes, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til skatteankeforvaltningen sammen med en udtalelse om sagen, jf. 5. pkt. Det følger af 6. pkt., at skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5, ikke finder anvendelse. Der skal ikke betales gebyr ved klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2.

Hvis der derimod er tale om modregning, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden – efter delegation fra Skatteforvaltningen – modregner udbetalingsbeløb med en fordring, der er under opkrævning hos Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, finder reglerne i § 17 ikke anvendelse. I sådanne tilfælde følger det i stedet af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, at klager over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet og over afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, og som efter anden lovgivning er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3, skal indgives til skatteankeforvaltningen, medmindre skatteministeren har bestemt andet efter § 14, stk. 2. En sådan klage skal være skriftlig og begrundet, og den afgørelse, der påklages, skal følge med klagen, jf. § 35 a, stk. 3, 1. pkt. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klagen, jf. 2. pkt. Klagen skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 3. pkt. Der skal i forbindelse med klagen betales et gebyr på et grundbeløb på 1.100 kr. (2021-niveau), der reguleres efter personskattelovens § 20, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 1.

Det foreslås, at der i § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter »restanceinddrivelsesmyndighedens administration,« indsættes »og klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser om modregning med fordringer under opkrævning, når modregningen gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden,«.

Det betyder, at anvendelsesområdet for § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige udvides til også at omfatte klager over Skatteforvaltningens afgørelser om modregning med fordringer under opkrævning, når modregningen gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Herved sikres – i samspil med ændringen i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 1 – at der vil gælde samme regler for klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser, der træffes efter delegation fra Skatteforvaltningen, om at anvende et udbetalingsbeløb til modregning med en fordring, der er under opkrævning hos Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som gælder for klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modregning med fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, jf. nr. 2. Forslagene i lovforslagets § 1, nr. 15, og § 2, nr. 1, vil dermed sikre, at skyldnere alene vil skulle forholde sig til én klagevejledning og én klageproces, uanset hvilken af de fordringer, der er dækket ved en modregning foretaget på baggrund af en beslutning truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, klagen vedrører. Forslagene vil samtidig medføre, at skyldneren som udgangspunkt opnår en bedre retsstilling ved klager over Skatteforvaltningens afgørelser om modregning med fordringer under opkrævning, når restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører modregningen, bl.a. fordi skyldneren vil kunne indgive klagen direkte til restanceinddrivelsesmyndigheden, som vil kunne give skyldneren helt eller delvist medhold efter reglerne i § 17, stk. 1, 4. og 5. pkt., og fordi skyldneren ikke vil skulle betale et gebyr ved klagen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.

Til nr. 16

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder reglerne om dækningsrækkefølgen, når restanceinddrivelsesmyndigheden forestår modregning af fordringer under inddrivelse og faciliterer modregning med fordringer under opkrævning. Dækningsrækkefølgen følger i disse tilfælde af § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, idet § 4 tillige anvendes, når der ikke ved modregning med fordringer under inddrivelse vil kunne opnås fuld dækning af alle disse.

Når restanceinddrivelsesmyndigheden dækker fordringer under inddrivelse, gælder ifølge § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at ud af alle de fordringer, der er under inddrivelse, dækkes først eventuelle bøder, dernæst eventuelle underholdsbidrag, idet de private dækkes før de offentlige, og til sidst dækkes alle andre fordringer under inddrivelse.

Er der ikke fuld dækning til alle fordringer inden for en af de nævnte kategorier, gælder det i henhold til § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringerne inden for samme kategori dækkes i den rækkefølge, hvori de er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. efter det såkaldte FIFO-princip (first-in-first-out). Renter dækkes før hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt.

Hvis beløbet stammer fra en inddrivelsesindsats, dækkes ifølge lovens § 4, stk. 3, 1. pkt., først de fordringer, der er omfattet af den pågældende inddrivelsesindsats på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af beløbet. Dernæst dækkes ifølge 2. pkt. øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved en sådan inddrivelsesindsats, idet beløb, der er modtaget ved en afdragsordning, dog også kan dække fordringer, der omfattes af lovens bilag 1, afsnit III. Dækning efter 2. pkt. sker uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner. Dækning sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2. Beløb, der modtages som følge af udlæg, omfattes ikke af § 4, stk. 3.

Hensynene bag dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 1 og 2, er ifølge forarbejderne til bestemmelsen dels et hensyn til skyldner, således at mere byrdefulde krav, f.eks. bøder, dækkes først, dels et hensyn til fordringshaverne, der skal kende deres prioritetsstilling i dækningsrækkefølgen, jf. lovforslag nr. L 209 om ændring af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6753.

Lovens § 7 i fastsætter dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor modregning gennemføres i en kommende udbetaling fra det offentlige til en skyldner. Efter § 7, stk. 1, nr. 1, kan den udbetalende myndigheds egne fordringer under opkrævning dækkes forud for andre fordringer, hvis den udbetalende myndighed har truffet afgørelse om modregning, såkaldt »intern modregning«. Dernæst dækkes efter § 7, stk. 1, nr. 2, fordringer, som er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og endelig dækkes efter § 7, stk. 1, nr. 3, andre fordringer, som er under opkrævning. Det er en forudsætning, at sidstnævnte fordringer er registreret til modregning i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister i DMI.

Efter § 7, stk. 2. skal fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dvs. fordringer, som er under inddrivelse, i tilfælde, hvor en udbetaling fra det offentlige ikke kan dække alle skyldners fordringer under inddrivelse, dækkes efter dækningsrækkefølgen i § 4, som er beskrevet ovenfor. Dækker en udbetaling kun delvis fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, dvs. andre fordringer under opkrævning (i forhold til de fordringer, der omfattes af stk. 1, nr. 1, om intern modregning), dækkes fordringerne omfattet af § 7, stk. 1, nr. 3, i den rækkefølge, hvori de er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, således at den fordring, der først registreres, dækkes først (FIFO-princippet).

Hensynene bag dækningsrækkefølgen i lovens § 7 er ifølge forarbejderne hertil blandt andet et hensyn til etablering af automatisk modregning. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 144 om ændring af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4728 f., var formålet med § 7 at sikre »objektive kriterier for rækkefølgen for dækning af krav ved modregning af hensyn til muligheden for at systemunderstøtte procedurerne for modregning.«

Efter lovens § 7, stk. 1, nr. 1, sikres det således, at den udbetalende myndighed først kan gennemføre modregning for egne krav under opkrævning (dvs. intern modregning), hvorefter et eventuelt yderligere beløb anvendes til dækning af anden gæld til det offentlige, som i restanceinddrivelsesmyndighedens systemer måtte være registreret for den pågældende skyldner med henblik på inddrivelse og/eller modregning under opkrævning. Bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 1, må ses i sammenhæng med lovens § 2, stk. 12, hvorefter den udbetalende myndighed med henblik på intern modregning kan tilbagekalde sine fordringer fra inddrivelse. Denne bestemmelse kan også føres tilbage til lovforslag nr. L 144, jf. ovenfor.

Når restanceinddrivelsesmyndigheden dækker fordringer under inddrivelse, herunder når dækning sker via en modregning i henhold til § 7, stk. 1, nr. 2, , dækkes fordringerne indbyrdes i den rækkefølge, der fremgår af § 4. Ifølge denne bestemmelses stk. 1 gælder som nævnt ovenfor, at ud af alle de fordringer, der er under inddrivelse, dækkes først eventuelle bøder, dernæst eventuelle underholdsbidrag, idet de private dog dækkes før de offentlige, og til sidst dækkes alle andre fordringer under inddrivelse.

I medfør af § 7, stk. 4, kan skatteministeren fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde kan undlade modregning, hvilket ifølge forarbejderne, jf. lovforslag nr. L 162, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 162 som fremsat, side 11 f., har til formål at understøtte restanceinddrivelsesmyndighedens administration i tilfælde, hvor automatisk modregning ikke kan systemunderstøttes. Bemyndigelsen er udnyttet i § 48 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

I lovens § 18 b er skatteministeren bemyndiget til for perioden til og med den 31. december 2024 (paralleldriftsperioden) at fastsætte regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse, jf. § 4, og for fordringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, om udbetaling af beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer og om inddrivelse af udvalgte fordringer.

I § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er skatteministeren bemyndiget til for den samme periode at fastsætte regler om restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at sikre, at fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden eller er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, er retskraftige og ikke ramt af datafejl.

Bemyndigelserne i §§ 18 b og 18 c er udnyttet i kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 1600 af 10. november 2020 med særlige regler for paralleldriftsperioden og i kapitel 15 med bestemmelser om restanceinddrivelsesmyndighedens vurderinger af retskraft og datafejl vedrørende fordringer, der er under inddrivelse eller er under opkrævning og forudsættes dækket ved modregning, samt om fravigelse af dækningsrækkefølgen som følge af disse vurderinger.

I medfør af bekendtgørelsens § 50, stk. 4 og 5, kan restanceinddrivelsesmyndigheden således fravige dækningsrækkefølgen i §§ 4 og 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, så henholdsvis indbetalinger og beløb, der anvendes til modregning, først anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl. Disse regler er begrundet i den nuværende situation, hvor der for et betydeligt antal fordringer i DMI, er tvivl om retskraft og/eller mistanke om datafejl, hvilket medfører, at disse fordringer aktuelt ikke er inddrivelsesparate, medmindre der foretages en forudgående afklaring.

Bestemmelsen i § 50, stk. 5, gælder også ved modregning med fordringer under opkrævning i henhold til § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, idet restanceinddrivelsesmyndigheden også inden for disse kategorier først kan dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan desuden ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvis suspendere inddrivelse af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen. Dette følger af § 2, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er en fordring suspenderet fra inddrivelsen, vil dækningsrækkefølgen dermed også fraviges. I modsætning til § 50 i bekendtgørelsen finder bestemmelsen dog alene anvendelse for fordringer under inddrivelse.

Ved modregning af fordringer under opkrævning kan der i opkrævningslovgivningen være fastsat dækningsregler, der angiver, at visse fordringer skal dækkes før andre. Kildeskatteloven indeholder i den forbindelse dækningsregler vedrørende personskatter, idet det blandt andet fremgår af § 62, stk. 3, og § 62 A, stk. 4, at »eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter modregnes inden tilbagebetaling af overskydende skat m.v.«

Restanceinddrivelsesmyndigheden træffer på vegne af Skatteforvaltningen efter delegation beslutning om modregning i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 (intern modregning), i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og faciliterer i medfør af § 7, stk. 1, nr. 3, anden modregning under opkrævning.

Derudover er der i PSRM, udviklet en funktionalitet, der gør det muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at forestå modregning på vegne af Skatteforvaltningen for fordringer, der er oversendt til inddrivelse fra opkrævningssystemet for personskatter, herunder B-skat og restskat. De pågældende fordringer kaldes i disse tilfælde tilbage til opkrævning og kan herefter modregnes forud for anden gæld i forbindelse med ved udbetaling af en overskydende skat. Dette sker i henhold til § 2, stk. 12, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der giver fordringshavere mulighed for helt eller delvist at tilbagekalde fordringer fra inddrivelse med henblik på »intern modregning«.

Det sikres dermed, at der ved udbetaling af en overskydende skat sker intern modregning og dermed fortrinsvis dækning af skyldners eventuelt ubetalte personskattekrav i medfør af kildeskattelovens § 62, stk. 3, og § 62 A, stk. 4.

Det foreslås, at der i bemyndigelsesbestemmelsen i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige efter »§ 7, stk. 1,« indsættes »eller regler i anden lovgivning«. Med den foreslåede tilføjelse vil det være muligt for skatteministeren at fastsætte regler om, at den modregning, der ifølge den gældende affattelse af § 18 b forudsættes at skulle ske i medfør af § 7, stk. 1, også skal inkludere en modregning, der forudsættes at skulle ske ifølge regler i anden lovgivning, således at det specifikt fremgår, at skatteministeren også skal kunne fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan fravige dækningsregler i opkrævningslovgivningen, når der skal foretages modregning med fordringer under opkrævning. Det betyder at restanceinddrivelsesmyndigheden vil have mulighed for at fravige dækningsregler i anden lovgivning, når der sker modregning med fordringer under opkrævning i tilfælde af tvivl om disse fordringers retskraft eller ved mistanke om datafejl. Dermed sikres det, at der fremover, f.eks. i forbindelse med udbetaling af overskydende skat, ikke er tvivl om, at restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at overspringe andre fordringer på f.eks. ubetalte personskatter vedrørende samme skyldner, hvis der er tvivl om disse fordringers retskraft eller er mistanke om datafejl. Dette vil især få betydning for dækningsreglerne i kildeskattelovens § 62, stk. 3 og § 62 A, stk. 4, vedrørende restskatter, når modregning gennemføres med fordringer under opkrævning, typisk i forbindelse med udbetaling af overskydende personskat.

Det er hensigten, at den udvidede bemyndigelse efterfølgende vil skulle udnyttes med en tilføjelse i § 50 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 1600 af 10. november 2020, således at det også her specifikt vil skulle fremgå, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil have mulighed for at fravige dækningsregler i anden lovgivning, når der sker modregning med fordringer under opkrævning. Dermed sikres det, at der fremover, f.eks. i forbindelse med udbetaling af overskydende skat, ikke er tvivl om restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at springe andre fordringer på ubetalte personskatter vedrørende samme skyldner over, hvis der er tvivl om disse fordringers retskraft eller mistanke om datafejl.

En sådan ændring vil også skulle fjerne tvivl om, at restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at beslutte, at der ikke skal ske modregning, hverken helt og delvist, således at beløbet i stedet udbetales til skyldneren.

Forslaget vil også kunne få betydning for fordringer, som f.eks. Skatteforvaltningen tidligere har sendt til inddrivelse, men som senere er blevet tilbagekaldt og registreret til modregning i fordringsregistret i DMI i forbindelse med en klage- eller henstandssag. En henstand afskærer således ikke modregning, jf. § 9, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Eventuelle forhold, der var til hinder for dækning under inddrivelse, og som betød, at dækningsrækkefølgen efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kunne fraviges, vil som udgangspunkt fortsat være til stede, men med den foreslåede ændring skal det også være muligt at fravige opkrævningslovgivningens dækningsregler i disse tilfælde.

Det bemærkes vedrørende den tidsmæssige udstrækning af den foreslåede ændring, at denne ligesom resten af § 18 b alene skal have virkning i den såkaldte paralleldriftsperiode, dvs. indtil udgangen af 2024.

Til nr. 17

Efter gældende regler er en kursgevinst, som skyldes bortfald af en fordring, skattepligtig for skyldneren. For at kunne medtage en kursgevinst, der skyldes bortfaldet af en inddrivelsesrente, på oplysningsskemaet er det for fysiske personer nødvendigt at opgøre gevinstens størrelse ud fra dels en beregning af størrelsen af den bortfaldne inddrivelsesrente, dels en vurdering af kursværdien af den bortfaldne inddrivelsesrente. I den forbindelse vil det også skulle opgøres, hvor stor en del af inddrivelsesrenten som bortfalder, fordi renten har vist sig at være uberettiget, og hvor stor en del af den bortfaldne rente som udgør en kursgevinst for skyldneren.

Det foreslås i § 18 g, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige at indsættes et 4. pkt., hvorefter der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke skal medregnes en eventuel kursgevinst, der opstår ved bortfald af inddrivelsesrenter efter de foreslåede bestemmelser i § 16, stk. 3 og 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det betyder, at en eventuel kursgevinst, der opstår i forbindelse med bortfald af en inddrivelsesrente efter de foreslåede bestemmelser, ikke skal udløse kursgevinstbeskatning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til afsnit 2.11.

Til nr. 18

I § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at hvis beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved frivillig betaling, kun delvist dækker fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyldneren, dækkes først bøder, dernæst underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse.

Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf. § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modtages først, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkrævningsrente lægges ifølge 3. pkt. det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt., jf. reglen i 4. pkt.

I § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager beløb i forbindelse med en inddrivelsesindsats, herunder afdragsordning, lønindeholdelse eller erindringsskrivelse, dækkes først de fordringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af beløbet. Dernæst dækkes ifølge 2. pkt. øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved en sådan inddrivelsesindsats, idet beløb, der er modtaget ved en afdragsordning, dog også kan dække fordringer, der omfattes af bilag 1, afsnit III. Dækning efter 2. pkt. sker ifølge 3. pkt. uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner. Dækning sker ifølge 4. pkt. i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2. Beløb, der modtages som følge af udlæg, omfattes ifølge 5. pkt. ikke af stk. 3.

I § 4, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter stk. 1-3 sker på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved frivillig betaling til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer sker ifølge 2. pkt. med virkning fra betalingstidspunktet, idet dækningen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perioden fra og med den 1. i måneden, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse.

I § 4, stk. 5, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at hvis der i forbindelse med inddrivelsen opstår et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvis dækket fordring, anvendes det overskydende beløb til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et overskydende beløb efter 1. pkt. sker i henhold til stk. 1-4 og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, jf. 2. pkt. Var fordringen rentebærende, skal det overskydende beløb være inklusive de renter, der er tilskrevet fordringen, jf. 3. pkt. Skyldner har ifølge 4. pkt. ikke krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekompensation som følge af anvendelsen af det overskydende beløb, jf. 1. pkt.

I § 4, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at restanceinddrivelsesmyndigheden uanset stk. 1-3 efter anmodning fra skyldner kan tillade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer. Bestemmelsen skal sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter anmodning fra skyldner kan give tilladelse til, at skyldner anviser sin betaling til dækning af et bestemt krav i tilfælde, hvor der til et krav er knyttet særlige inddrivelsesmidler, eller andre tilfælde, hvor manglende betaling vil medføre urimelige retsvirkninger for skyldner. Tilladelse kan f.eks. gives med henblik på at sikre, at skyldner kan afvikle krav, der er særligt byrdefulde. Eksempelvis vil der efter omstændighederne kunne gives tilladelse til, at et krav på spiritusafgift afvikles, hvis manglende betaling af kravet vil kunne medføre fratagelse af bevilling til salg af spiritus. Tilladelse bør derimod normalt ikke gives, hvis f.eks. forældelsesfrister vil betyde, at andre krav, der efter dækningsrækkefølgen ifølge stk. 1 ville have fortrinsret, fortabes.

I § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet. Efter § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan skatteministeren bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Bemyndigelsen er udnyttet med § 9 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

I bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det i § 49 bestemt, at i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender både det gamle inddrivelsessystem DMI, systemet SAP38 og det nye inddrivelsessystem PSRM, gælder bekendtgørelsens §§ 4-7 og § 8, stk. 3, samt § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke for systemerne DMI og SAP38 jf. dog bekendtgørelsens § 47, nr. 2. For fordringer i DMI gælder i stedet følgende særlige regler:

1. Et overskydende beløb, der opstår i forbindelse med inddrivelsen, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, placeres i en korrektionspulje, som ved udløbet af hver kalendermåned udlignes ved modregning med fordringer under inddrivelse eller opkrævning, hvis det efter gældende regler er muligt, eller udbetales til skyldner, hvis modregning ikke kan foretages.

2. En fordring anses for modtaget, den dag fordringen registreres i modtagelsessystemet for DMI.

3. Ved den indbyrdes dækning af renter dækkes først renter påløbet under opkrævningen. Disse dækkes i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den først modtagne rente dækkes først. Dernæst dækkes renter påløbet under inddrivelsen, således at den først påløbne rente dækkes først.

4. Ved samtidig oversendelse af flere fordringer vedrørende samme skyldner og inden for samme kategori, jf. § 4, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de registreres i DMI.

5. Hvis et pengeinstitut afviser at honorere en betaling, der er anvendt til helt eller delvist at dække en fordring, ophæves dækningen af fordringen, og senere dækninger fastholdes.

6. Opskrivning af en fordring sker ved opjustering af fordringens størrelse med virkning fra opjusteringens registrering i DMI. Hvis den fordring, der opskrives, er blevet dækket helt eller nedskrevet helt, får opskrivningsbeløbet den plads i dækningsrækkefølgen, som den opskrevne fordring ville have haft, hvis den ikke var dækket helt eller nedskrevet helt. Renten efter § 9, stk. 1, tilskrives opjusteringsbeløbet fra den 1. i måneden efter opjusteringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det gælder dog ikke, hvis opjusteringen skyldes en nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset for at være dækket, mens den var under inddrivelse. I dette tilfælde tilskrives renten opjusteringsbeløbet fra nedskrivningens virkningstidspunkt. Renter af opjusteringsbeløbet dækkes inden den fordring, der opskrives.

I § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er der givet skatteministeren en bemyndigelse til for perioden til og med den 31. december 2024 at kunne fastsætte regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for fordringer under inddrivelse, jf. § 4, og for fordringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, om udbetaling af beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer og om inddrivelse af udvalgte fordringer.

Med § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har skatteministeren fået en bemyndigelse til for perioden til og med den 31. december 2024 at kunne fastsætte regler om restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at sikre, at fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden eller er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, og tilhørende renter og lignende ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.

Bestemmelserne i §§ 18 b og 18 c er indsat i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, efter at restanceinddrivelsesmyndighedens tidligere inddrivelsessystem EFI den 8. september 2015 blev suspenderet som systemunderstøttelse af gældsinddrivelsen, fordi en række analyser af EFI og systemet DMI havde påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter, der udgjorde en risiko for, at der ulovligt blev foretaget inddrivelse, bl.a. forældede fordringer. De to bestemmelser har til formål dels at muliggøre en oprydning i de konstaterede fejl, dels en periode med systemmæssig paralleldrift med DMI og det nye inddrivelsessystem, PSRM.

Med hjemmel i §§ 18 b og 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har skatteministeren i § 50 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsat regler om »Restanceinddrivelsesmyndighedens vurderinger af retskraft og datafejl hos fordringer, der er under inddrivelse eller er under opkrævning og forudsættes dækket ved modregning, samt fravigelse af dækningsrækkefølgen som følge af disse vurderinger«, jf. overskriften i kapitel 15.

I § 50, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at ved restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at afklare, om fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og fordringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forudsættes dækket ved modregning, og renter, gebyrer og andre omkostninger vedrørende disse fordringer er retskraftige og uden datafejl, finder § 4 og § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke anvendelse på rækkefølgen for vurderingerne.

I § 50, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at når restanceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurderer fordringer, som ikke er berørt af mistanke om datafejl, jf. stk. 3, retskraftvurderes først bøder, dernæst private krav på underholdsbidrag og endelig alle øvrige fordringer. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog vælge at fravige rækkefølgen efter 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor. Retskraftvurderingerne foretages derudover således, at det i henhold til den anslåede kursværdi størst mulige beløb i forhold til den anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af forældelsesfristen for bødens forvandlingsstraf.

I § 50, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at ved mistanke om datafejl, der kan have betydning for inddrivelse, modregning eller dækning, vurderes fordringerne i den rækkefølge, som af restanceinddrivelsesmyndigheden skønnes hensigtsmæssig. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved vurderingen af, hvilken rækkefølge der er hensigtsmæssig, bl.a. tage hensyn til fordringernes beløb, fejlens karakter, undersøgelsernes kompleksitet og mulighederne for at opnå betaling.

I § 50, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at ved modtagelsen af en betaling anvendes beløbet til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl, i overensstemmelse med § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der herefter et beløb i overskud, og har skyldneren hos restanceinddrivelsesmyndigheden anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl under inddrivelse, vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkefølgen i stk. 2 og 3 så stor en del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan fravige denne rækkefølge, hvis det efter restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering vil forsinke anvendelsen af det overskydende beløb til dækning af skyldnerens øvrige gæld under inddrivelse. I så fald kan restanceinddrivelsesmyndigheden vurdere og dække de fordringer, der vurderes hurtigst at kunne anvendes til en dækning med det overskydende beløb.

I § 50, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at i forbindelse med en modregning og i forbindelse med anvendelse af et overskydende beløb, jf. § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og bekendtgørelsens § 7, stk. 4 og 5, kan rækkefølgen for dækning af fordringer, jf. § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og rækkefølgen for vurderinger, jf. bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, fraviges, så beløbet først anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl. Er der herefter et beløb i overskud, og har skyldneren anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl, som i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forudsættes dækket ved modregning, vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkefølgen i bekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, så stor en del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan fravige denne rækkefølge for vurderingerne eller beslutte, at der helt eller delvist ikke skal ske modregning i udbetalingen, hvis det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.

Endelig er det i § 50, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemt, at renter og lignende ydelser, der omfattes af forældelseslovens § 23, stk. 2, alene vurderes, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig og uden datafejl. En vurdering af renter og lignende ydelser, jf. 1. pkt., finder ikke sted, hvis de afskrives efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, fordi det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at foretage en vurdering af dem.

I renteloven, der med undtagelse af §§ 8 og 8 a alene gælder for rente af pengekrav på formuerettens område, er det i § 4, stk. 1, bestemt, at hvis fordringshaverens forhold hindrer betaling, skal der ikke betales rente, så længe hindringen varer. Dette gælder, uanset det er aftalt, at gælden forrentes forud for forfaldsdagen. Bestemmelsen i § 4, stk. 1, 1. pkt., der også gælder for pengekrav uden for formuerettens område, jf. § 8, stk. 2, lovfæster, hvad der i formueretten antages at være gældende ret ved fordringshavermora, hvorved forstås, at fordringshaverens forhold er årsag til skyldnerens forsinkede opfyldelse af sin betalingsforpligtelse. Når fordringshavermora foreligger, antages fordringshaveren som følge af sin skyld i forsinkelsen at være afskåret fra at gøre de sædvanlige misligholdelsesbeføjelser ved en forsinket opfyldelse gældende. Det gælder navnlig krav på morarenter.

Højesteret afgjorde ved dom af 11. oktober 1984, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side 1061, at et kommanditselskab, der med forbehold om ret til tilbagesøgning havde betalt en stempelafgift, som det siden hen viste sig, at skattemyndighederne havde opkrævet med urette, var berettiget til rentegodtgørelse, selv om selskabet ikke havde begyndt retsforfølgning til betaling af gælden, således som det efter rentelovens § 8, stk. 1, er foreskrevet som betingelse for rentegodtgørelse ved tilbagebetaling af krav uden for formuerettens område såsom det i sagen foreliggende krav på tilbagebetaling af stempelafgift. Højesteret fandt det rimeligt og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, at skattemyndighederne skulle bære risikoen for det rentetab, som selskabet havde lidt ved ikke at have kunnet råde over beløbet. På baggrund af dommen udstedte Skatteministeriet cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb. Cirkulæret – senest udstedt som cirkulære nr. 24 af 26. februar 2004 – er siden hen blevet ophævet ved skrivelse nr. 9001 af 2. januar 2007 om ophævelse af TSS-cirkulærer og SD-cirkulærer, men dets renteregulering er i store træk videreført i afsnit A·A·12.3 i Den juridiske vejledning, der findes på www.skat.dk. I afsnit A·A·12.3, der angives at vedrøre skatter, afgifter, gebyrer, morarenter med mere, der er betalt med urette og derfor skal tilbagebetales, sondres mellem betalinger, der sker henholdsvis efter påkrav og uden påkrav. Er betalingen sket efter påkrav, har den borger eller virksomhed, der foretog betalingen, krav på renter efter rentelovens § 5, stk. 1, fra og med indbetalingsdagen til og med udbetalingsdagen for tilbagebetalingskravet. Dette er i overensstemmelse fra højesteretsdommen fra 1984. Er betalingen derimod ikke sket efter påkrav, dvs. på grund af en vildfarelse hos borgeren eller virksomheden, forrentes beløbet fra og med 30 dage efter skattemyndighedernes modtagelse af borgerens eller virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af det indbetalte beløb til og med udbetalingsdagen.

Afsnit A·A·12.3 i Den juridiske vejledning indeholder også et afsnit om mindsteudbetaling af beløb. For udbetalinger, der finder sted efter den 1. juli 2011, udbetales det opgjorte beløb på under 50 kr. ikke. Er der gentagne udbetalinger til samme borger, vil Skatteforvaltningen ud fra en rimelighedsvurdering og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger vurdere, om ikke udbetalte akkumulerede rentebeløb skal udbetales. Til og med den 30. juni 2011 blev beløb opgjort til under 200 kr. ikke udbetalt. Udbetaling sker på foranledning af Skatteforvaltningen. Renteberegning og udbetaling sker på egen foranledning af Skatteforvaltningen. Beregning og udbetaling skal derfor ske uden særlig anmodning fra borgeren/virksomheden.

Beløbsgrænsen på 200 kr. stammer fra det oprindelige rentecirkulære fra 1987. Beløbsgrænsen blev nedsat til 50 kr. efter ombudsmandens udtalelse i FOU nr. 2011.1303, hvor ombudsmanden henstillede til det daværende SKAT og Skatteministeriet at undersøge, om der var hjemmel til at opretholde en udbetalingsgrænse på 200 kr. Ombudsmanden udtalte, at hverken Skatteministeriet eller SKAT havde anført en egentlig hjemmel for fastsættelsen af mindstebeløbet, men at ombudsmanden formodede, at der var tale om en afvejning af administrative hensyn, herunder omkostningerne forbundet med at udbetale rentegodtgørelse i forhold til den økonomiske værdi, som udbetalingen vil have for modtageren af rentegodtgørelsen. Henset til at der var tale om en administrativ praksis, der havde bestået i mere end 20 år, og at selve grundlaget for kravet om rentegodtgørelsen byggede på en vurdering af rimelighed og overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, var det ombudsmandens foreløbige opfattelse, at en sådan afvejning af administrative hensyn (i det omfang disse var lige så tungtvejende som for mere end 20 år siden) over for borgerens økonomiske interesse ikke ville give ombudsmanden fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik.

Det foreslås, at der efter § 18 i før overskriften før § 19 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, § 18 j, hvor det i stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at opstår der i forbindelse med inddrivelsen af en fordring, der er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI, et overskydende beløb, herunder ved nedskrivning eller annullation af overdragelsen af en allerede helt eller delvis dækket fordring, overføres det overskydende beløb til en korrektionspulje.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at beløbet i korrektionspuljen skal udlignes senest ved udløbet af hver kalendermåned ved modregning med fordringer, der er under inddrivelse i DMI, eller fordringer under opkrævning, hvis det efter gældende regler er muligt.

De foreslåede bestemmelser i 1. og 2. pkt. svarer på nær den sproglige ændring, at »tilbagekaldelse« ændres til »annullation af overdragelsen«, jf. tillige lovforslagets § 1, nr. 2, til bestemmelsen i § 49, 2. pkt., nr. 1, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, der alene gælder for fordringer, der er registreret i inddrivelsessystemet DMI.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at hvis beløbet i korrektionspuljen er under 50 kr., udlignes dog kun én gang om året.

Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at hvis der efter modregning i medfør af 2. pkt. fortsat er et overskydende beløb, skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne vælge, om beløbet skal udbetales eller anvendes til modregning med fordringer i andre systemer.

Det er således tanken, at et eventuelt beløb, der resterer efter en modregning efter 2. pkt., skal kunne udbetales til skyldneren eller anvendes til modregning med fordringer i andre systemer, f.eks. restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem, PSRM.

Den foreslåede bestemmelse i 4. pkt. svarer til den regulering, der i dag findes i § 47, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås, at det i stk. 2, 1. pkt., bestemmes, at hvis anvendelsen af et beløb, der er modtaget ved skyldnerens betaling, forudsætter, at restanceinddrivelsesmyndigheden afklarer, om en eller flere fordringer, der for skyldneren er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI på tidspunktet for modtagelsen af beløbet i dette system, og for hvilke der hos restanceinddrivelsesmyndigheden består tvivl om retskraften eller kendskab til eller mistanke om datafejl, lovligt kan dækkes, skal restanceinddrivelsesmyndigheden overføre beløbet til korrektionspuljen, jf. stk. 1, hvis det ikke senest 6 måneder fra beløbets modtagelse i DMI har været muligt at anvende beløbet til at dække denne eller disse fordringer inklusive eventuelle beløbsmæssige opjusteringer hertil.

Forslaget omhandler såkaldte »låste indbetalinger«, der opstår, når den eller de fordringer, som en indbetaling skulle have dækket, er ramt af tvivl om fordringens retskraft eller mistanke om datafejl af en sådan karakter, at fordringen vurderes ikke lovligt at kunne dækkes. Låste indbetalinger er således et udtryk for indbetalinger, der ikke uden nærmere afklaring kan placeres, fordi de for skyldneren registrerede fordringer ikke er inddrivelsesparate.

Da opskrivning af en fordring i DMI sker ved en opjustering af fordringens størrelse, jf. § 49, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås også sådanne opjusteringer at skulle være omfattet af bestemmelsen. Hvis det inden for fristen lykkes at afklare den tvivl, der hindrede mulighederne for dækning af fordringen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden således anvende det betalte beløb til dækning af fordringen inklusive eventuelle opskrivninger, der måtte være foretaget efter indbetalingen.

Fristen på 6 måneder skal ses, i lyset af at fordringshaver ofte vil skulle inddrages, hvorfor der er brug for tid til at vurdere, om beløbet kan anvendes til dækning af de fordringer, der var registreret til inddrivelse på tidspunktet for modtagelse af indbetalingen i inddrivelsessystemet DMI. Fristen er i den forbindelse fastsat ud fra en afvejning af hensynet til myndighedens muligheder for inden for en rimelig tid at søge spørgsmålene afklaret samt skyldnerens muligheder for i tvivlstilfælde at få dækket anden gæld eller tilbagebetalt beløbet.

Hvis forhold, der hindrede dækning, afklares inden for den i stk. 2 fastsatte frist, hvorved en eller flere fordringer, der var registreret til inddrivelse i DMI på tidspunktet for modtagelse af indbetalingen, kan dækkes, vil den »låste« indbetaling blive anvendt helt eller delvist til dækning af den eller disse fordringer med virkning fra indbetalingstidspunktet, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorved skyldneren stilles, som om indbetalingen var anvendt til dækning straks. Hvis det derimod ikke inden udløbet af fristen er konstateret muligt at anvende beløbet helt eller delvist til dækning af den eller disse fordringer, vil det fortsat låste beløb som beskrevet i stedet blive overført til korrektionspuljen med henblik på mulighed for modregning med eventuel anden gæld, der måtte være modtaget til inddrivelse for skyldneren i DMI efter indbetaling, eller udbetaling, hvis modregning ikke er mulig.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det samme – dvs. den ovenfor foreslåede regel i stk. 2, 1. pkt. – skal gælde, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af § 4, stk. 11, der er den gældende bestemmelse i stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, om den foreslåede flytning til stk. 11, har tilladt, at betalingen skal anvendes til at dække en eller flere bestemte fordringer, der for skyldneren er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI, og for hvilke der hos restanceinddrivelsesmyndigheden består tvivl om retskraften eller mistanke om datafejl.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at restanceinddrivelsesmyndigheden i særlige tilfælde skal kunne forkorte eller forlænge fristen på 6 måneder, jf. 1. pkt.

Baggrunden er, at det potentielt vil kunne medføre forundring og eventuelt henvendelser fra skyldnere, der får returneret beløb, der var indbetalt til dækning af gæld. En forlængelse kan især være relevant, hvis der er tale om et større beløb, og hvis de forhold, der hindrer dækning af de pågældende fordringer, forventes afklaret inden for rimelig tid. Modsat kan det komme på tale at afkorte fristen, hvis de forhold, der hindrer dækning, ikke forventes at kunne afklares, og hvis skyldneren eksempelvis har opbygget anden og nyere gæld, der i stedet kan bringes til modregning.

Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at skyldneren ikke inden for fristen skal kunne kræve beløbet tilbagebetalt, men restanceinddrivelsesmyndigheden skal i særlige tilfælde kunne vælge at tilbagebetale beløbet, herunder hvis betalingen er sket inden udløbet af den frist, der i medfør af 1. og 3. pkt. foreslås at skulle løbe fra tidspunktet for en tidligere indbetaling, eller efter at et beløb fra en betaling er overført til korrektionspuljen.

Baggrunden er, at der potentielt kan opstå situationer, hvor en skyldner indbetaler nye beløb i den periode, hvor fristen for en tidligere indbetaling endnu løber, eller efter at et beløb er overført til korrektionspuljen. Da det ikke systemteknisk vil være muligt at afgøre, om et beløb er udtryk for et nyt forsøg på betaling af samme gæld, bør den foreslåede regulering af låste betalinger omfatte enhver indbetaling, uanset om der allerede er eller har været registreret en låst indbetaling. Det foreslås således, at der skal beregnes en særskilt frist pr. indbetalt beløb, hvorved skyldneren også har mulighed for inden for fristen at afvikle eventuel ny gæld, der måtte være modtaget til inddrivelse for den pågældende. Der kan dog være behov for en undtagelse hertil, så en indbetaling kan behandles som en fejlindbetaling og straks returneres, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at reglerne misbruges for at opnå den rentegodtgørelse, der omtales straks nedenfor.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at hvis et beløb på mindst 1.000 kr. i medfør af stk. 2 overføres til korrektionspuljen, skal der med virkning fra den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter at overføre beløbet til korrektionspuljen, ikke tilskrives inddrivelsesrenter på den eller de ikkeinddrivelsesparate fordringer i DMI, der på tidspunktet for modtagelsen af beløbet i dette system ikke kunne dækkes som følge af tvivl om retskraften eller kendskab til eller mistanke om datafejl, jf. stk. 2, selv om den eller disse fordringer tilsammen udgør et beløb, der overstiger størrelsen på betalingen.

Bestemmelsen skal regulere, i hvilke situationer der kan opstå fordringshavermora, hvorved forstås, at forrentning af en eller flere gældsposter standses. Da det ikke i inddrivelsessystemet er muligt kun at beregne rente af dele af en fordring, er det afgørende, at fordringshavermora med heraf følgende standsning af forrentningen omfatter den samlede fordring, uanset om det indbetalte beløb alene ville have dækket en andel heraf. Der er i den forbindelse overvejet flere muligheder. Et scenarie, hvor fordringshavermora i ingen tilfælde kunne indtræde uanset størrelsen på indbetalingen, ville i den forbindelse ikke fremstå rimeligt over for skyldnerne. Omvendt er et scenarie, hvor indbetaling af ethvert mindre beløb kunne medføre fordringshavermora for potentielt flere og meget store fordringer, heller ikke fundet rimeligt, idet skyldneren i givet fald ved betaling af et lille beløb ville kunne opnå rentefritagelse for store krav. En sådan løsning kunne således give anledning til, at der spekulativt blev foretaget indbetalinger af små beløb med henblik på at opnå, at store fordringer herefter ikke blev forrentet. For eksempel kunne en indbetaling på 50 kr. således betyde, at en fordring på 100.000 kr. ikke længere vil skulle forrentes. Der forslås derfor med lovforslaget etableret en beløbsgrænse for, hvornår overførsel af beløb til korrektionspuljen skal føre til fordringshavermora.

Det er i den forbindelse vurderet, at der med en grænse på 1.000 kr., hvorefter en overførsel til korrektionspuljen og eventuel returnering af en indbetaling under denne størrelse ikke skal kunne medføre fordringshavermora, opnås en rimelig balance mellem hensynet til skyldnere med en mindre gæld og hensynet til det offentlige i forhold til skyldnere med en meget betydelig gæld. Den foreslåede beløbsgrænse skal ses i sammenhæng med erfaringerne med de låste indbetalinger, idet næsten 80 pct. af de ca. 175.000 låste indbetalinger i februar 2021 udgjorde mindre end 1.000 kr. I februar 2021 var der således i DMI registreret ca. 140.000 låste indbetalinger på under 1.000 kr.

Den foreslåede regel om fordringshavermora skal ses i sammenhæng med de nedenfor foreslåede regler i § 18 j, stk. 4, 2. og 4. pkt., hvorefter indbetalinger, der efter det foreslåede stk. 2 overføres til korrektionspuljen, skal forrentes med renten efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, fra og med dagen for betalingen, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt., til og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter at gennemføre modregning i beløbet fra korrektionspuljen eller beslutter at udbetale beløbet til skyldneren. Den omstændighed, at skyldneren ifølge forslaget til stk. 4 vil modtage en sådan rentegodtgørelse, vil indebære, at skyldneren for perioden fra og med betalingen, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt., til og med dagen før den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter at overføre beløbet til korrektionspuljen, rentemæssigt vil blive stillet, som om betalingen var blevet anvendt til at dække den eller de rentebærende fordringer, som grundet manglende inddrivelsesparathed ikke kunne dækkes. Inddrivelsesrenten er således identisk med renten efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, hvorfor rentegodtgørelsen, der i øvrigt foreslås at skulle være skattefri, jf. nedenfor om den foreslåede bestemmelse i § 18 j, stk. 4, 5. pkt., vil modsvare de påløbne inddrivelsesrenter for perioden. Skyldneren vil derfor for den nævnte periode, der som nævnt ovenfor foreslås at skulle kunne forkortes eller forlænges, rentemæssigt blive stillet, som om der ikke forelå en situation med fordringshavermora. Fra og med dagen for beslutningen om at overføre beløb, der udgør mindst 1.000 kr., jf. ovenfor, til korrektionspuljen, vil der herefter indtræde et rentestop for den eller de ikkeinddrivelsesparate fordringer, der på tidspunktet for modtagelse af den pågældende indbetaling på mindst 1.000 kr. var registreret i DMI og grundet manglende inddrivelsesparathed ikke kunne dækkes. Dette skal gælde, selv om den eller disse fordringer tilsammen udgør et beløb, der overstiger størrelsen på betalingen, hvorved skyldneren rentemæssigt stilles bedre end ved det rentestop, der ville være opnået, hvis betalingen havde kunnet anvendes til at dække den del af den rentebærende fordring, der beløbsmæssigt svarer til betalingen. Til gengæld foreslås reglen om dette rentestop alene at skulle gælde, hvis betalingen udgør mindst 1.000 kr., men dette skyldes som nævnt ovenfor, at skyldneren ellers ved betaling af små beløb ville kunne opnå et rentestop for store fordringer, idet det som ovenfor nævnt ikke i inddrivelsessystemet er muligt kun at beregne rente af dele af en fordring. Som beskrevet ovenfor beror dette også på et praktisk hensyn til restanceinddrivelsesmyndighedens drift, da det ikke i inddrivelsessystemet er muligt kun at beregne rente af dele af en fordring, hvorfor fordringshavermora med heraf følgende standsning af forrentningen foreslås at omfatte den samlede fordring. Den foreslåede regel vurderes at indebære en rimelig hensyntagen til både skyldnerens interesser og restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for at håndtere låste betalinger.

Fordringshavermora indtræder alene for de fordringer, der ved fristens udløb er under inddrivelse. Fordringer, der er blevet nedskrevet til nul, eller som er tilbagekaldt eller tilbagesendt til fordringshaveren, vil således ikke være omfattet, da disse ikke på tidspunktet, hvor fordringshavermora indtræder, administreres af restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette gælder, uanset om fordringen senere igen kommer under inddrivelse, herunder hvis en nedskrivning annulleres.

Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, senere tilbagekalder eller får tilbagesendt en fordring, der af restanceinddrivelsesmyndigheden oplyses at være omfattet af fordringshavermora efter stk. 3, må fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, således forholde sig hertil og sikre, at de forhold, der gav anledning hertil, løses, inden fordringen eventuelt igen overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Muligheden for fordringshavermora kan i kombination med den foreslåede 6-måneders frist for placering af indbetalingen potentielt skabe et incitament for fordringshaverne til at bistå restanceinddrivelsesmyndigheden med afklaring, herunder også hvis en sådan afklaring senere kan medføre ophør af fordringshavermora. De foreslåede regler vil supplere bestemmelserne i § 2, stk. 6-8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der giver restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at suspendere inddrivelse af fordringer og senere tilbagesende disse efter udløb af en frist, herunder beslutte at tilskrevne renter skal ophæves.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at hvis skyldneren ikke har betalt inden for den betalingsfrist, som restanceinddrivelsesmyndigheden har fastsat i en rykkerskrivelse, der udsendes, hvis den eller de i 1. pkt. nævnte fordringer senere bliver inddrivelsesparate, skal der dog igen tilskrives inddrivelsesrenter fra udløbet af denne betalingsfrist.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at overskydende beløb, som efter stk. 1 overføres til korrektionspuljen og hidrører fra en udbetaling, der tidligere er anvendt til modregning med en fordring under opkrævning eller inddrivelse, skal forrentes efter § 8 b, stk. 1.

Reglen vil eksempelvis omfatte overskydende skat, der genopstår som et overskydende beløb efter at være anvendt til modregning med en fordring, der senere nedskrives eller får sin overdragelse annulleret af fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen. Hvis dette beløb ikke tidligere har været i korrektionspuljen, skal det kunne behandles som enhver anden overskydende skat efter de i dette lovforslag foreslåede harmoniserede regler om forrentning af udbetalinger hos restanceinddrivelsesmyndigheden, der foreslås indført ved § 1, nr. 9.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at overskydende beløb, der er inddrevet fra skyldner på anden vis end gennem modregning, eller som er modtaget ved en frivillig betaling, samt indbetalinger, der efter stk. 2, overføres til korrektionspuljen, skal forrentes med renten efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, fra og med dagen for betalingen, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt.

Reglen vil ud over de låste indbetalinger eksempelvis også omfatte indbetalinger, der genopstår efter tidligere at være anvendt til dækning af fordringer, der senere nedskrives eller får sin overdragelse annulleret af fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, forudsat at beløbene ikke tidligere har været i korrektionspuljen.

Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at overskydende beløb, der tidligere er overført til korrektionspuljen og anvendt til modregning, dog skal forrentes fra dagen efter seneste anvendelse af beløbet.

Reglen vil skulle anvendes på ethvert beløb, der tidligere har været overført til korrektionspuljen i DMI og via dette system er blevet anvendt til modregning. Sådanne beløb vil således som udgangspunkt tidligere være blevet forrentet, hvorfor en ny rente først bør beregnes fra dagen efter seneste anvendelse af beløbet for at undgå, at der flere gange ydes rente for samme periode, når samme beløb flere gange genopstår og overføres til korrektionspuljen. Bestemmelsen skal også omfatte beløb, der har været igennem korrektionspuljen, mens beløbet var reguleret af § 49 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås i stk. 4, 4. pkt., at forrentning efter 1.-3. pkt. skal ske til og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter at gennemføre modregning i beløbet fra korrektionspuljen eller beslutter at udbetale beløbet til skyldneren.

Den foreslåede regulering af, i hvilke situationer skyldner har krav på en rentegodtgørelse, omfatter enhver indbetaling i inddrivelsessystemet, uanset hvilket konkret brev eller anden kommunikation der har dannet grundlag for indbetalingen. Hvor der vurderes at være tale om egentlige fejlindbetalinger, vil disse dog fortsat kunne returneres straks og uden rente, jf. ovenfor om den foreslåede regel i § 18 j, stk. 2, 4. pkt.

Det foreslås i stk. 4, 5. pkt., at renten ikke skal medregnes ved opgørelsen af skyldnerens skattepligtige indkomst.

Forslaget skyldes, at fradragsretten for inddrivelsesrenten er ophævet med virkning fra den 1. januar 2020, jf. herved § 5 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der trådte i kraft denne dato, og formålet er at sikre en udligning af inddrivelsesrenter, såfremt den oprindelige fordring var rentebærende. I nogle tilfælde vil skyldneren dog blive stillet bedre herved, idet ikke alle fordringer under inddrivelse forrentes. Det gælder f.eks. bødekrav og renter.

Det foreslås i stk. 5, at overdragelser til tredjemand af krav mod det offentlige ikke skal omfatte overskydende beløb som nævnt i stk. 1.

Bestemmelsen svarer til den bestemmelse, der foreslås i § 4, stk. 7, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om overskydende beløb, der placeres i korrektionspuljen for systemet PSRM. Den vil indebære, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved modregning i eller udbetaling af beløb fra korrektionspuljen ikke skal tage hensyn til, hvorvidt beløbet kan hidrøre fra en udbetalingsfordring, der er omfattet af en transport eller er udlæg m.v.

Bestemmelsen skal ikke finde anvendelse på overdragelser, hvorom der er givet underretning før bestemmelsens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.

Det foreslås i stk. 6, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved udbetaling af beløb fra korrektionspuljen i stk. 1 i alle tilfælde skal kunne anvende skyldners Nemkonto.

Sker der hel eller delvis udbetaling af beløb i korrektionspuljen, skal udbetaling derfor kunne ske til borgerens eller virksomhedens Nemkonto, uanset om borgeren eller virksomheden i medfør af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 766 af 5. juli 2006 om Nemkontoordningen har anvist en specifik konto for en eller flere af de oprindelige typer af udbetaling, som indgår i det opgjorte beløb.

Det foreslås i stk. 7, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om administrationen af rentegodtgørelser efter stk. 4, herunder om en bagatelgrænse.

Det er således tanken, at skatteministeren skal kunne bestemme, at en rentegodtgørelse alene ydes, hvis den overstiger en bagatelgrænse på f.eks. 50 kr., som er den bagatelgrænse, der beskrives i afsnit A·A·12.3 i Den juridiske vejledning, jf. ovenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.14.

Skatteministeren kan efter § 4, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætte regler om anvendelsen af dækningsrækkefølgen, der er reguleret af lovens § 4, stk. 1-7, herunder forhold i relation til en meddelelse om nedskrivning af en fordring fra fordringshaver m.v.

For inddrivelsessystemet PSRM følger det af § 7, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i hvilke situationer fordringshavere m.v. kan nedskrive en fordring under inddrivelse. Derudover er det i stk. 3 reguleret, hvordan en sådan nedskrivning påvirker størrelsen af fordringer, der er registreret i PSRM og tidligere er blevet opskrevet. Af bekendtgørelsens § 49 fremgår, at i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017 gælder §§ 4-7 i bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke for DMI og SAP38.

Det følger af § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringshaver kan nedskrive en fordring i PSRM, hvis der er sket indbetaling til fordringshaver, hvis en del af fordringen er sendt til inddrivelse ved en fejl, eller hvis opkrævningsgrundlaget har ændret sig.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 7, stk. 3, at nedskrivning i PSRM som udgangspunkt vil ske som en justering af størrelsen af den del af fordringen, der først blev oversendt til inddrivelse.

Når fordringers størrelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden ændres med historisk virkning, kan det have betydning for flere forhold, herunder for de allerede tilskrevne inddrivelsesrenter for den mellemliggende periode (perioden mellem datoen for restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af oplysningen om nedskrivningen og datoen for virkningen af nedskrivningen) samt for eventuelle dækninger i den mellemliggende periode, der helt eller delvist vil blive omposteret eller anvendt til gendækning som følge af nedskrivningen. Ændres fordringens størrelse med historisk virkning, vil inddrivelsesrenten efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i en periode være blevet beregnet af en forkert fordringsstørrelse, og renten skal derfor korrigeres. Er der tale om en nedskrivning, vil der i en periode være blevet beregnet for meget i rente, og der opstår derfor behov for at fjerne en del af denne rente, hvilket systemteknisk sker ved en genberegning af renten.

Den tidligere transaktionshistorik med oplysning om løbende ændringer af fordringens størrelse (op- og nedskrivninger, dækninger og andre reguleringer) har i den forbindelse betydning for en korrekt genberegning af renten, idet der herved skal tages højde for mellemliggende ændringer i fordringens størrelse.

Både fordringshaverens op- og nedskrivninger og dækninger hos restanceinddrivelsesmyndigheden med historisk virkning kan have betydning for inddrivelsesrenten. En korrekt genberegning af renter for historiske perioder forudsætter, at der foreligger oplysning om fordringens transaktionshistorik, så der ved den automatiske genberegning kan tages højde for, om der i perioden har været ændringer i fordringens beløbsmæssige størrelse.

Det følger af officialmaksimen, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse. Det er ikke lovfæstet, men er en almindelig retsgrundsætning. Formålet med officialmaksimen er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialmaksimen hører til de såkaldte garantiforskrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende undersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen indebærer, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse i den foreliggende sag, dels at disse oplysninger er korrekte.

En sag skal undersøges, i netop det omfang som er nødvendigt for at træffe en forsvarlig og materielt rigtig afgørelse i den enkelte sag. En forvaltningsmyndighed kan ikke uden hjemmel i lovgivningen fravige de almindelige principper for sagsoplysning ved f.eks. alene at foretage en generaliseret eller forenklet sagsoplysning.

Hvis en fordrings beløbsmæssige størrelse ikke er korrekt opgjort grundet en nedskrivning af fordringen, vil inddrivelse ikke lovligt kunne ske, hvorfor den ukorrekte størrelse af fordringen vil skulle korrigeres, før inddrivelse kan ske. Situationen kan sammenlignes med, at en skyldner fremfører indsigelser, der skaber en begrundet formodning om, at fordringen ikke eksisterer. I sådanne tilfælde kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge at suspendere inddrivelsen. Allerede efter gældende uskreven ret vil restanceinddrivelsesmyndigheden være forpligtet til at suspendere inddrivelsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til, at en fordrings størrelse ikke er korrekt, og at dette vil hindre en lovlig inddrivelse af den pågældende fordring. En beslutning om en sådan suspension er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed og er ikke en afgørelse, hvorfor beslutningen ikke omfattes af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring, begrundelse og oplysning om en eventuel klageadgang. Inden inddrivelse kan ske, må restanceinddrivelsesmyndigheden således som følge af officialmaksimen sikre sig, at fordringens størrelse er blevet korrigeret.

Det foreslås, at der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, § 18 k, der i stk. 1 bestemmer, at hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, over for restanceinddrivelsesmyndigheden oplyser, at en nedskrivning af en fordring, der er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM, skal have virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne suspendere inddrivelsen af den nedskrevne fordring og om nødvendigt suspendere inddrivelsen af skyldnerens øvrige fordringer helt eller delvist, hvis det ikke er muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at korrigere fordringens størrelse inklusive inddrivelsesrenter straks efter modtagelsen af oplysningen om nedskrivningen.

Suspensionen vil omfatte såvel fordringen som inddrivelsesrenter og inddrivelsesomkostninger, herunder gebyrer, retsafgift m.v.

Suspension af inddrivelse betyder, at skyldnerens fordringer stadig anses for at være under inddrivelse, men at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke foretager dækning på eller aktivt inddriver fordringerne, i det omfang de er omfattet af suspensionen. I det omfang de berørte fordringer allerede indgår i inddrivelsesskridt, kan suspensionen betyde, at fordringerne fjernes fra inddrivelsesskridtet.

Hvis alle eller dele af skyldnerens fordringer under inddrivelse omfattes af suspensionen, kan suspensionen betyde, at iværksatte inddrivelsesskridt skal standses. Da det ikke er alle nedskrivninger, der medfører risiko for fejl i inddrivelsen eller ulovlig inddrivelse, foreslås det, at der alene indføres en mulighed for restanceinddrivelsesmyndigheden til at suspendere inddrivelsen i disse tilfælde, men ikke en pligt. Restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer i relation hertil, hvorvidt det kun er den nedskrevne fordring, der skal suspenderes, eller om det er nødvendigt helt eller delvist også at suspendere inddrivelsen af skyldnerens øvrige fordringer med henblik på at undgå risiko for uberettiget inddrivelse og dækning af gæld. Det vil således ikke i alle tilfælde i det nye inddrivelsessystem, PSRM, være muligt alene at suspendere inddrivelsen af en enkelt fordring, uden at der herved sættes et midlertidigt stop for automatisk inddrivelse af yderligere fordringer i det pågældende inddrivelsessystem og eventuelt for inddrivelsesindsatser, der omfatter fordringer i flere systemer.

Oplyser fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, at en nedskrivning skal have virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i et andet inddrivelsessystem, kan det således være nødvendigt midlertidigt at suspendere inddrivelsen af den nedskrevne fordring og derudover også suspendere inddrivelsen helt eller delvist for en eller flere yderligere fordringer for den pågældende skyldner, indtil fordringens størrelse er korrigeret, for at undgå uberettiget inddrivelse og dækning.

Med den foreslåede bestemmelse skal restanceinddrivelsesmyndigheden have mulighed for at løse opgaver i den rækkefølge, der skønnes hensigtsmæssig, herunder under hensyn til øvrige opgaver i driften, fordringens størrelse og mulighederne for at opnå betaling samt risikoen for forældelse ved fortsat suspension. Restanceinddrivelsesmyndigheden får mulighed for at prioritere behandlingen af de nødvendige korrektioner i tilknytning til nedskrivningen i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens øvrige opgaver i forbindelse med administrationen af inddrivelsesområdet. Det forudsættes dog, at sagerne om nedskrivning behandles med fornøden hurtighed af restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder så en eventuel risiko for forældelse ved fortsat suspension imødegås. Er fordringens forældelsesdato nært forestående, vil det således være naturligt at prioritere denne.

Den foreslåede bestemmelse vil komme til at indebære, at restanceinddrivelsesmyndigheden foreløbigt skal kunne suspendere inddrivelsen af den berørte fordring og dermed undlade at inddrive og dække denne fordring, indtil der er taget stilling til inddrivelsesrenter og ophævelse af dækninger, dvs. indtil fordringens størrelse igen fremstår korrekt i inddrivelsessystemet.

Idet fordringer, der er omfattet af suspension, anses for at være under inddrivelse, er disse omfattet af samme forældelsesregler som andre fordringer.

Det foreslås med § 18 k, stk. 2, 1. pkt., at suspensionen efter det foreslåede stk. 1 vil blive ophævet, når restanceinddrivelsesmyndigheden har korrigeret fordringens størrelse inklusive inddrivelsesrenter. Det foreslås derudover med 2. pkt., at fordringerne genindtræder i dækningsrækkefølgen efter § 4, når suspensionen efter stk. 1 ophæves. Det foreslås endvidere med 3. pkt., at dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på skyldnerens anden gæld i den periode, hvor fordringen var omfattet af suspensionen efter det foreslåede stk. 1, ikke skal ophæves, men i stedet skal fastholdes.

Endvidere foreslås det med § 18 k, stk. 3, at fordringer, som er omfattet af en suspension efter det foreslåede stk. 1, fortsat vil blive forrentet efter § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Forrentningen skal ske ud fra fordringens aktuelle størrelse, hvilket der ved en genberegning skal tages højde for. Tilskrivning af inddrivelsesrenter skal således ske, uanset at fordringen er omfattet af en suspension. Renten skal tilskrives, som udgangspunktet er for øvrige fordringer, dvs. fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 9, stk. 1, jf. dog stk. 2 og 3, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.13.

I bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige er det i § 7, stk. 2, bestemt, at en fordring, der er oversendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kan nedskrives af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver har oversendt fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis der er sket indbetaling til fordringshaver, eller hvis en del af fordringen ved en fejl er sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, eller hvis opkrævningsgrundlaget har ændret sig. Opkrævningsgrundlaget kan f.eks. have ændret sig, fordi skyldneren har fået medhold i en klage over fordringens eksistens eller størrelse.

Hvis der efter den dag, fra hvilken nedskrivningen skal have virkning, er sket dækning på fordringen eller en del af denne under inddrivelse, vil det beløb, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er afregnet til fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, skulle tilbageføres til restanceinddrivelsesmyndigheden som et overskydende beløb. Om sådanne overskydende beløb er det i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemt, at det overskydende beløb anvendes til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Dækning ved anvendelse af et overskydende beløb sker i henhold til stk. 1-4 og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner. Var fordringen rentebærende, skal det overskydende beløb være inklusive de renter, der er tilskrevet fordringen. Skyldner har ikke krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekompensation som følge af anvendelsen af det overskydende beløb.

I § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at hvis beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved frivillig betaling, kun delvist dækker fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyldneren, dækkes først bøder, dernæst underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse.

Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf. § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modtages først, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkrævningsrente lægges ifølge 3. pkt. det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt., jf. reglen i 4. pkt.

I § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager beløb i forbindelse med en inddrivelsesindsats, herunder afdragsordning, lønindeholdelse eller erindringsskrivelse, dækkes først de fordringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af beløbet, og for hvilke der på dette tidspunkt er en skyldig hovedstol eller renter under inddrivelse. Dernæst dækkes øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved en sådan inddrivelsesindsats, idet beløb, der er modtaget ved en afdragsordning, dog også kan dække fordringer, der omfattes af bilag 1, afsnit III. Dækning efter 2. pkt. sker uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner. Dækning sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2. Beløb, der modtages som følge af udlæg, omfattes ikke af dette stykke.

I § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter stk. 1-3 sker på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløb inddrevet fra skyldner eller modtaget fra skyldner ved frivillig betaling til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Dækning af disse fordringer sker med virkning fra betalingstidspunktet, idet dækningen med hensyn til beregningen af renter dog tidligst har virkning for renter, som er beregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden eller indsendt af en fordringshaver for perioden fra og med den 1. i måneden, efter at fordringen aktuelt kom under inddrivelse.

I § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet. Efter § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan skatteministeren bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Bemyndigelsen er udnyttet med § 9 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Skatteministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af dækningsrækkefølgen, der er reguleret af § 4, stk. 1-7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. § 4, stk. 8, herunder om forhold i relation til en meddelelse fra fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, om nedskrivning af en fordring.

For restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem, PSRM, følger det af § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige, i hvilke situationer fordringshaveren kan nedskrive en fordring under inddrivelse. Derudover er det i stk. 3 reguleret, hvordan en sådan nedskrivning påvirker størrelsen på fordringer, der er registreret i PSRM og tidligere er blevet opskrevet. Af bekendtgørelsens § 49 fremgår, at i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017 gælder bekendtgørelsens §§ 4-7 ikke for systemerne DMI og SAP38.

Det følger af bekendtgørelsens § 7, stk. 2, at fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver har oversendt fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, kan nedskrive en fordring i PSRM, hvis der er sket indbetaling til fordringshaver, hvis en del af fordringen er sendt til inddrivelse ved en fejl, eller hvis opkrævningsgrundlaget har ændret sig.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 7, stk. 3, at nedskrivning i PSRM som udgangspunkt vil ske som en justering af størrelsen på den del af fordringen, der først blev oversendt til inddrivelse.

En nedskrivning indebærer, at fordringen fra det oplyste virkningstidspunkt for nedskrivningen skal reduceres med nedskrivningsbeløbet, hvorfor inddrivelsesrenter, der er påløbet fra og med dette tidspunkt, tilsvarende vil skulle slettes som uberettigede.

§ 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regulerer dækningsrækkefølgen for fordringer, der alle opfylder betingelserne for modregning, men hvor ikke alle fordringer kan dækkes med udbetalingsfordringen. Efter stk. 1, nr. 1, dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modregning (intern modregning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordringer under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er mulig, anvendes ifølge § 7, stk. 2, 1. pkt., ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning dækningsrækkefølgen efter § 4. Er der med udbetalingsfordringen alene mulighed for en delvis dækning af fordringerne i § 7, stk. 1, nr. 3, dvs. andre fordringer (end den udbetalende myndigheds fordringer) under opkrævning, dækkes disse i den rækkefølge, hvori de er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelsen i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017 ikke for fordringer, der er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI, jf. § 49 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020. I stedet gælder ifølge § 49, 2. pkt., nr. 1, at et overskydende beløb, der opstår i forbindelse med inddrivelsen, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, placeres i en korrektionspulje, som ved udløbet af hver kalendermåned udlignes ved modregning med fordringer under inddrivelse eller opkrævning, hvis det efter gældende regler er muligt, eller udbetales til skyldner, hvis modregning ikke kan foretages.

Det foreslås i nr. 1, at der med § 18 l indsættes en ny bestemmelse i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvor det i stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, over for restanceinddrivelsesmyndigheden oplyser, at en nedskrivning af en fordring, der er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM, skal have virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, kan restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis fordringen, mens den var registreret i dette andet inddrivelsessystem, har været genstand for beløbsmæssige ændringer, vælge at tillægge nedskrivningen virkning fra dagen for modtagelsen af oplysningen om nedskrivningen eller en dag i umiddelbar forlængelse heraf mod at yde skyldneren en rentegodtgørelse bestående af renter efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, beregnet af nedskrivningsbeløbet fra og med den oplyste virkningsdato, dog tidligst fra den 1. i måneden efter modtagelsen af fordringen, til og med dagen før den dag, fra hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden tillægger nedskrivningen virkning.

Den foreslåede bestemmelse skal mindske kompleksiteten ved håndteringen af nedskrivninger, som fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, foretager på en fordring efter dens overførsel til PSRM, men med virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i systemerne DMI eller SAP38, og eventuelt på sigt muliggøre en delvis automatiseret løsning.

En rentegodtgørelse efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., vil kunne anvendes til modregning efter de gældende regler herom. I det omfang en modregning i rentegodtgørelsen ikke systemunderstøttes, vil restanceinddrivelsesmyndigheden dog kunne vælge at udbetale rentegodtgørelsen til skyldneren.

Skyldneren vil med den foreslåede løsning med en rentegodtgørelse blive kompenseret for de inddrivelsesrenter, der ikke genberegnes og dermed fastholdes af en for høj fordring frem til den dato, hvor nedskrivning faktisk sker.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at renten ikke skal medregnes ved opgørelsen af skyldnerens skattepligtige indkomst.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at en rentegodtgørelse dog ikke skal ydes, hvis den fordring, der nedskrives, ikke forrentes under inddrivelsen.

Forslaget skyldes, at der ikke i et sådant tilfælde vil være behov for at kompensere skyldneren for renter, der er påløbet under inddrivelse af fordringen i den periode, hvor størrelsen har været for høj.

Skyldneren vil med den i stk. 1 foreslåede løsning med en rentegodtgørelse blive kompenseret for de inddrivelsesrenter, der ikke genberegnes og dermed fastholdes af en for høj fordring frem til den dato, hvor nedskrivning faktisk sker.

Rentegodtgørelsen (kompensationen) kan eventuelt overstige det rentebeløb, som ville være slettet ved en genberegning af inddrivelsesrenten fra det oplyste virkningstidspunkt, hvorved skyldneren i nogle scenarier vil blive stillet bedre end normalt.

Fordringens størrelse korrigeres, således at der herefter vil blive beregnet rente på baggrund af en korrekt størrelse. Der kan formentlig være behov for vejledning af skyldneren, hvis denne retter henvendelse og anmoder om en opgørelse af gælden og baggrunden herfor.

Med den foreslåede løsning vil fordringshaveren ikke kunne opleve, at fordringen nedskrives med et større beløb end nedskrivningsbeløbet. I stedet fastholdes de tilskrevne inddrivelsesrenter, mod at skyldneren af restanceinddrivelsesmyndigheden ydes en rentegodtgørelse som beskrevet ovenfor.

Dette betyder, at fordringshaveren umiddelbart i alle tilfælde vil blive stillet positivt ved den foreslåede løsning, da samtlige renter fastholdes uanset nedskrivningen (også de renter, der egentlig var beregnet på baggrund af en for høj fordringsstørrelse), idet restanceinddrivelsesmyndigheden i stedet yder skyldner en rentegodtgørelse, der ikke vil påvirke fordringshaverens regnskab.

Selv om nedskrivningssummen overstiger fordringens størrelse, ses fordringshaveren ikke at opleve et tab, uanset at der her og nu skal ske tilbagebetaling af et beløb (differencen mellem nedskrivningssum og fordringsstørrelse). Tværtimod bør fordringshaveren på sigt opleve at få dækning for et samlet set større beløb som følge af de højere inddrivelsesrenter, der fastholdes under inddrivelse. Den samlede fordring inklusive inddrivelsesrenter vil dermed i alle scenarier være større end ved en normal nedskrivning.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis en nedskrivning efter stk. 1, 1. pkt., skal foretages med et beløb, der overstiger fordringens aktuelle størrelse i PSRM, skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne vælge at fastholde dækninger på den nedskrevne fordring og pålægge fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, at tilbagebetale et beløb svarende til differencen mellem nedskrivningsbeløbet og fordringens aktuelle størrelse til restanceinddrivelsesmyndigheden eller direkte til skyldneren.

Hvis en fordring ved sin registrering i DMI eksempelvis havde en størrelse på 18.000 kr., som er nedbragt til 10.000 kr. på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at fordringen er overført til PSRM, modtager oplysning om, at den skal nedskrives med 15.000 kr. med virkning fra et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i DMI, vil der uberettiget være inddrevet 5.000 kr. på fordringen, nemlig differencen mellem den aktuelle størrelse og nedskrivningsbeløbet. Inddrivelsen kan være sket både før og efter overførslen til PSRM.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at tilbagebetalingen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne gennemføres ved modregning uden modregningsmeddelelse i udbetalinger fra restanceinddrivelsesmyndigheden til fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at beløbet af restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne anvendes til modregning via den i § 4, stk. 7, nr. 1, nævnte korrektionspulje eller udbetales, jf. dog 4. pkt.

Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at i det omfang det overskydende beløb i 1. pkt. skyldes en dækning, der er foretaget ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning i en udbetaling fra det offentlige, skal beløbet dog udbetales til en transporthaver, i det omfang denne ville have modtaget udbetalingen fra det offentlige, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke havde gennemført modregningen, jf. dog den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 7, nr. 4, hvorefter der ved modregning og udbetaling som nævnt i nr. 1 ikke skal tages hensyn til overdragelser til tredjemand af kravet mod det offentlige på det overskydende beløb heri, dog alene med virkning for overdragelser, som der er givet underretning om fra og med lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.9.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at hvis fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, annullerer overdragelsen af en fordring, der er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem PSRM og af restanceinddrivelsesmyndigheden er blevet dækket på et tidspunkt, hvor fordringen var registreret i et andet af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, skal restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis annullationen skyldes, at fordringen helt eller delvist ikke består eller af anden grund ikke skulle være overdraget til inddrivelse, kunne beslutte, om de afregnede beløb skal tilbageføres til restanceinddrivelsesmyndigheden, eller om fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, selv skal opgøre og til skyldneren udbetale det beløb, der inden fordringens overførsel til PSRM er anvendt af restanceinddrivelsesmyndigheden til dækning af fordringen og eventuelle renter tilskrevet fordringen under inddrivelse, jf. § 5, stk. 1.

Den foreslåede regel er en »kan-bestemmelse«, som restanceinddrivelsesmyndigheden ikke vil være forpligtet til at udnytte, og restanceinddrivelsesmyndigheden skal dermed fortsat kunne vælge selv at opgøre tilbagebetalingsbeløbet og afregne dette med fordringshaveren via dennes mellemregningskonto eller på anden vis. Dette kan desuden være relevant, hvis det beløb, der er anvendt til dækning af fordringen, stammer fra en modregning i en udbetaling fra det offentlige, der er omfattet af en hos restanceinddrivelsesmyndigheden noteret transport, jf. dog den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 7, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter overdragelser til tredjemand af krav mod det offentlige omfatter ikke overskydende beløb som nævnt i de foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 6 og 7. Eventuelle registrerede transporter og udlæg i den oprindelige udbetalingsfordring vil med § 4, stk. 7, nr. 4, derfor ikke skulle iagttages, hverken ved modregning i det overskydende beløb eller ved udbetaling heraf, hvis der ikke er yderligere gæld at modregne med.

Bestemmelsen vil formentlig blive anvendt i begrænsede og mere komplekse sager, hvor overdragelsen af fordringer efter en overførsel til systemet PSRM annulleres med historisk virkning. Bestemmelsen vil blive anvendt efter dialog med fordringshaveren, så denne gøres bekendt med opgaven. Da der forud for enhver overførsel af fordringer gennemføres et oprydningsforløb og foretages en afstemning af fordringerne med fordringshaveren, vil risikoen for senere annullation som følge af fejl og andre forhold, der kunne være konstateret forud for en overførsel, i et vist omfang kunne imødegås.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt. , at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, sammen med beløbet efter 1. pkt. skal udbetale en rentegodtgørelse bestående af renter efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, beregnet fra og med den dag, hvor beløbet blev anvendt til dækning af fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og til og med dagen for udbetalingen af beløbet til skyldneren.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at understøtte restanceinddrivelsesmyndighedens administration, når der efter en fordrings overførsel til inddrivelsessystemet PSRM sker en annullation af overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, og hvor det som følge af den manglende historik ikke er muligt eller er forbundet med anvendelsen af uforholdsmæssige ressourcer at afgøre, om fordringen er dækket i et tidligere inddrivelsessystem eller med hvilke beløb. I sådanne tilfælde vil det være nærliggende at bede fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, om selv at opgøre det beløb, der er anvendt til dækning af den fordring, for hvilken overdragelsen helt eller delvist annulleres, og til skyldneren tilbagebetale det beløb, som uberettiget er modtaget. Endvidere har den foreslåede bestemmelse også til formål at muliggøre en overførsel til PSRM af fordringer, der er blevet dækket af restanceinddrivelsesmyndigheden, mens fordringen var under inddrivelse i DMI. Hvis fordringen ikke er dækket i DMI, vil det således ved en annullation, der skyldes, at fordringen helt eller delvist ikke skulle være oversendt til inddrivelse, fortsat være muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at fjerne de uberettiget tilskrevne inddrivelsesrenter og sende fordringen retur.

Baggrunden for den foreslåede ordning er, at der hos restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse med en overførsel af fordringer til inddrivelsessystemet PSRM kan opstå manuelle opgaver i de tilfælde, hvor der, mens fordringen var registreret i DMI, er sket hel eller delvis dækning af fordringen ved enten inddrivelse eller frivillig betaling fra skyldneren, og hvor overdragelsen af fordringen senere annulleres med årsagskoden »FEJL«, dvs. med historisk virkning fra fordringens modtagelsestidspunkt hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Ved overførslen af fordringer til PSRM medfølger således ikke transaktionshistorikken, og håndteringen af sådanne annullationer vil derfor forudsætte en manuel proces, hvor transaktionshistorikken skal hentes fra det gamle inddrivelsessystem DMI med henblik på stillingtagen til eventuelle dækninger.

På sigt kan det desuden vise sig vanskeligt i alle tilfælde at løfte dækninger, der er foretaget, mens fordringer var under inddrivelse i DMI, og søge disse tilbageført fra fordringshaverne. I de tilfælde, hvor annullation eller nedskrivning skyldes, at fordringen helt eller delvist ikke består eller af anden grund helt eller delvist ikke skulle være oversendt til inddrivelse, og hvor udfordringerne dermed skyldes forhold hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, synes det således rimeligt, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, bistår hermed. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, bør som udgangspunkt for den enkelte fordring kunne afgøre, hvilke beløb der er modtaget fra restanceinddrivelsesmyndigheden til dækning heraf.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.12.

Det foreslås i stk. 4, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om rentegodtgørelsen efter 1. pkt.

Det er tanken, at sådanne regler f.eks. skal kunne understøtte eventuelle muligheder for senere at kunne overføre rentegodtgørelsen til en korrektionspulje i DMI og/eller PSRM.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.9.

Kilde

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 1, at der ved klager omfattet af § 35 a, stk. 1, skal betales et gebyr på et grundbeløb på 1.100 kr. (2021-niveau), der reguleres efter personskattelovens § 20.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, at klager over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet og over afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, og som efter anden lovgivning er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3, skal indgives til skatteankeforvaltningen, medmindre skatteministeren har bestemt andet efter § 14, stk. 2. En sådan klage skal være skriftlig og begrundet, og den afgørelse, der påklages, skal følge med klagen, jf. § 35 a, stk. 3, 1. pkt. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klagen, jf. 2. pkt. Klagen skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 3. pkt.

Klagereglerne i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, finder bl.a. anvendelse ved modregning, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden – efter delegation fra Skatteforvaltningen – træffer afgørelse om at modregne et udbetalingsbeløb med en fordring, der er under opkrævning hos Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I de tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om at modregne et udbetalingsbeløb med en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, reguleres klageadgangen derimod af § 17, jf. dog § 18 om indsigelser vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber.

Det følger af § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 2. pkt. Der kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. 3. pkt. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan restanceinddrivelsesmyndigheden genoptage sagen, jf. 4. pkt. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt medhold i klagen, og hvis klagen fastholdes, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til skatteankeforvaltningen sammen med en udtalelse om sagen, jf. 5. pkt. Det følger af 6. pkt., at skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5, ikke finder anvendelse. Der skal ikke betales gebyr ved klager over afgørelser efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2, efter »offentlige« indsættes »og om modregning med fordringer under opkrævning, når modregningen gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden«.

Det betyder, at anvendelsesområdet for gebyrfritagelsesreglen i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 2, nr. 2, udvides til også at omfatte klager over Skatteforvaltningens afgørelser om modregning med fordringer under opkrævning, når modregningen gennemføres på baggrund af en beslutning, der træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Herved sikres – i samspil med ændringen i § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 – at der vil gælde samme regler for klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser, der træffes efter delegation fra Skatteforvaltningen, om at anvende et udbetalingsbeløb til modregning med en fordring, der er under opkrævning hos Skatteforvaltningen, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som gælder for klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modregning med fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, jf. nr. 2. Forslagene i lovforslagets § 1, nr. 15, og § 2, nr. 1, vil dermed sikre, at skyldnere alene vil skulle forholde sig til én klagevejledning og én klageproces, uanset hvilken af de fordringer, der er dækket ved en modregning foretaget på baggrund af en beslutning truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, klagen vedrører. Forslagene vil samtidig medføre, at skyldneren som udgangspunkt opnår en bedre retsstilling ved klager over Skatteforvaltningens afgørelser om modregning med fordringer under opkrævning, når restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører modregningen, bl.a. fordi skyldneren vil kunne indgive klagen direkte til restanceinddrivelsesmyndigheden, som vil kunne give skyldneren helt eller delvist medhold efter reglerne i § 17, stk. 1, 4. og 5. pkt., og fordi skyldneren ikke vil skulle betale et gebyr ved klagen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.

Kilde

Efter dødsboskattelovens § 87, stk. 1, gælder, at har afdøde betalt for lidt i skat vedrørende indkomstår forud for dødsåret, hæftes der for den skyldige skat. Efter bestemmelsens stk. 2 skal skattekravet fremsættes over for den, der hæfter for skattekrav mod afdøde, senest 3 måneder efter at Skatteforvaltningen har modtaget en opgørelse over boets aktiver og passiver på dødsdagen eller en formueoversigt som nævnt i arvelovens § 22.

Efter dødsboskattelovens § 87, stk. 2, 2. pkt., gælder, at indsendes opgørelsen eller formueoversigten inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for at afgive oplysninger til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for indkomståret før dødsåret, skal skattekravet dog først fremsættes senest 3 måneder efter oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for indkomståret før dødsåret. Ligeledes gælder i dødsboskattelovens § 87, stk. 2, 4. pkt., at træffer skifteretten afgørelse om at udlevere boet efter § 22 i lov om skifte af dødsboer inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for at afgive oplysninger til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for indkomståret før dødsåret, skal skattekravet dog først fremsættes senest 3 måneder efter oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for indkomståret før dødsåret.

Overholder Skatteforvaltningen ikke fristen for fremsættelse af skattekravet, bortfalder ansvaret for betaling af skatten, jf. § 87, stk. 2, 5. pkt. Fristerne i dødsboskattelovens § 87, stk. 2, 1.-4. pkt., gælder dog ikke, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Forslaget går ud på at præcisere, at skattekontrollovens § 14 også gælder i forhold til bestemmelserne i § 87, stk. 2.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 1, kan Skatteforvaltningen efter den skattepligtiges anmodning forlænge oplysningsfristen efter §§ 11-13 for den pågældende, hvis særlige forhold taler herfor.

Det betyder i forhold til et dødsbo, at det nu udtrykkeligt bliver muligt for et dødsbo at få oplysningsfristen forlænget, hvis særlige forhold taler herfor. I praksis har Skatteforvaltningen ikke givet udsættelse med oplysningsfristen efter den 1. oktober til bobestyrer i dødsboer, hvor den skattepligtige er død efter indkomståret, på grund af 3-månedersfristen i dødsboskattelovens § 87, stk. 2. Hvis Skatteforvaltningen efter denne bestemmelse giver forlængelse, vil fristen på 3 måneder for Skatteforvaltningen til at gøre et skattekrav gældende mod boet skulle regnes fra udløbet af den forlængede oplysningsfrist.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 2, kan skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, i særlige tilfælde forlænge oplysningsfristen i §§ 10-13 for grupper af skattepligtige.

Det betyder i forhold til dødsboer, at det nu udtrykkeligt fastslås, at det vil være muligt at forlænge oplysningsfristen for dødsboerne, hvis særlige tilfælde foreligger. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis oplysningsfristen 1. juli for erhvervsdrivende generelt forlænges på grund af særlige forhold.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 3, som blev indsat ved lov nr. 572 af 5. maj 2020, kan skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, forlænge frister i skatte- og afgiftslovgivningen, som er fastsat under hensyn til oplysningsfristerne i §§ 10-13, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for grupper af skattepligtige at opfylde fristerne.

Bestemmelsen får ikke umiddelbart betydning for dødsboerne, da fristen på 3 måneder i dødsboskattelovens § 87, stk. 2, regnes fra oplysningsfristens udløb.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.16.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2.

Det betyder i forhold til lovens § 3 om justering af dødsboskatteloven, at anvendelsen af skattekontrollovens § 14 om forlængelse af oplysningsfristerne tidligst kan ske med virkning fra og med den 1. juli 2021.

Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 3, 5 og 6. Der er tale om de bestemmelser, der omhandler håndteringen af overskydende beløb, jf. afsnit 2.1, og hvor der af systemmæssige grunde er behov for, at skatteministeren kan fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet.

Det foreslås i stk. 3, at § 4, stk. 7, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som affattet ved den foreslåede lovs § 1, nr. 5, og § 18 j, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som affattet ved den foreslåede lovs § 1, nr. 18, ikke skal finde anvendelse på overdragelser, hvorom der er givet underretning før bestemmelsernes ikrafttræden.

Forslaget skyldes, at en transporthaver, der allerede har opnået en omsætningsbeskyttet ret til en udbetalingsfordring ved i medfør af § 31, stk. 1 og 2, i lov om gældsbreve at give den til opnåelsen af omsætningsbeskyttelse nødvendige underretning til den udbetalende myndighed, ikke skal kunne fratages denne ret.

Det foreslås i stk. 4, at § 8 b, stk. 1-3, som affattet ved den foreslåede lovs § 1, nr. 9-11, skal finde anvendelse i tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden efter lovens ikrafttrædelse træffer beslutning om modregning eller udbetaling af beløb, uanset om beløbet er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden inden lovens ikrafttrædelse.

Den nye funktionalitet vedrørende modregningsløsningen i DMI og »M«, der vedrører PSRM, forventes at blive sat i drift den 1. juli, så forrentning fra denne dato sker efter de foreslåede regler i § 8 b, stk. 1-3 – også for beløb, der er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden før denne dato, hvis modregning og/eller udbetaling først sker derefter.

Der kan således f.eks. for tidligere indkomstår være nogle beløb vedrørende overskydende skat, der er modtaget i perioden op til lovens ikrafttræden, men hvor modregning og/eller udbetaling endnu ikke vil være sket. Det ønskes, at disse i modregningsløsningen skal kunne behandles efter det foreslåede nye regelsæt på lige fod med andre beløb, som forrentes efter denne dato.

Det foreslås i stk. 5, at § 18 j, stk. 2-7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som affattet ved den foreslåede lovs § 1, nr. 18, finder også anvendelse på beløb, der den 1. juli 2021 ikke har kunnet anvendes til dækning af fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI, idet fristen på 6 måneder dog regnes fra den 1. juli 2021. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan for disse beløb vælge en frist, der er kortere end 6 måneder, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt.

Der eksisterer allerede en række låste indbetalinger i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem DMI, hvorfor der er brug for en regulering af, hvorledes der forholdes med disse indbetalinger.

Det er tanken, at en kortere frist skal kunne anvendes for de beløb, der har været låst længe, og hvor en frist på 6 måneder ikke kan forventes at ændre på billedet. For at undgå yderligere 6 måneders rentegodtgørelse kan det i sådanne sager være relevant at overføre beløbet til korrektionspuljen hurtigt efter lovens ikrafttræden, mens der fortsat bør være mulighed for at låse beløbet i 6 måneder for de beløb, der f.eks. er modtaget kort tid før lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 6, at regler fastsat i medfør af § 4, stk. 8, og § 16, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som ændret ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af henholdsvis § 4, stk. 13, og § 16, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Overgangsreglen skyldes, at forslaget om at indsætte fem nye stykker, stk. 6-10, efter stk. 5 i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (jf. lovforslagets § 1, nr. 5) har den konsekvens, at den gældende bestemmelse i § 4, stk. 8, bliver § 4, stk. 13, mens forslaget om at indsætte tre nye stykker efter § 16, stk. 2, (jf. lovforslagets § 1, nr. 14) har den konsekvens, at den gældende bestemmelse i § 16, stk. 3, bliver § 16, stk. 6.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.