Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 893 af 21/06/2022

Justitsministeriet

Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 8

I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 1192 af 8. juni 2021 og senest ved § 4 i lov nr. 546 af 3. maj 2022, foretages følgende ændringer:

1. § 22 ophæves.

2. § 45, stk. 10, ophæves.

Stk. 11 bliver herefter stk. 10.

3. § 48, stk. 1, 4. pkt., ophæves.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 8

Til nr. 1

Det fremgår af integrationslovens § 22, stk. 1, at en udlænding omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2, 3 eller 4 (flygtninge og familiesammenførte), der er blevet tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, jf. integrationslovens § 16, stk. 1, 2 eller 9, ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik (selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp) og efter den 1. januar 2018 har bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU-læsning, trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller højere prøve i dansk, kan efter ansøgning modtage en danskbonus, som udbetales som et skattefrit engangsbeløb på 6.494 kr. (2021-niveau).

Efter § 22, stk. 2, kan danskbonus efter stk. 1 kun udbetales én gang. En udlænding, der tidligere har opnået ret til dansktillæg eller danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik, kan ikke modtage danskbonus igen efter stk. 1.

Efter § 22, stk. 3, fastsætter udlændinge- og integrationsministeren nærmere regler for, hvilke prøver i dansk der er på tilsvarende niveau eller højere niveau end dem, der er nævnt i stk. 1.

Det foreslås, at integrationslovens § 22 ophæves.

Den foreslåede ophævelse af integrationslovens § 22 vil medføre, at selvforsørgede flygtninge eller familiesammenførte, som er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2 eller 3, og som ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, ikke længere vil kunne ansøge om at modtage danskbonus, selvom den pågældende har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Det foreslås endvidere, at adgangen til efter ansøgning at modtage danskbonus skal ophæves fra den 1. juli 2022. Ansøgninger om danskbonus indgivet inden lovens ikrafttræden vil dog skulle behandles efter de hidtil gældende regler i integrationslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, hvilket vil indebære, at de udlændinge, som har indgivet en ansøgning om danskbonus efter integrationslovens § 22 forud for lovens ikrafttræden, og som opfylder betingelserne i integrationslovens § 22, vil være berettigede til at modtage danskbonus efter de hidtil gældende regler i lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 2

Det fremgår af integrationslovens § 45, stk. 10, at staten refunderer 100 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter til danskbonus efter integrationslovens § 22.

Bestemmelsen indebærer, at kommunerne fuldt ud får dækket deres udgifter til danskbonus.

Det foreslås, at integrationslovens § 45, stk. 10 ophæves.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus. Integrationslovens § 45, stk. 11 vil herefter blive stk. 10.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 3

Det fremgår af integrationslovens § 48, stk. 1, 4. punkt, at det beløb, der er anført i § 22, stk. 1, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra den 1. januar 2018 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Det foreslås, at integrationslovens § 48, stk. 1, 4. pkt. ophæves.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.