Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 893 af 21/06/2022

Justitsministeriet

Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 4

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 530 af 27. marts 2021 og § 5 i lov nr. 1169 af 8. juni 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 197, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »erstatningspådragende forhold«: », medmindre der er tale om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffesager«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 4

Til nr. 1

Det fremgår af konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Dette omfatter bl.a. gæld i form af straffesagsomkostninger.

Det foreslås, at der i § 197, stk. 2, nr. 3, efter »erstatningspådragende forhold« indsættes », medmindre der er tale om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffesager«.

Ved ”sagsomkostninger pålagt i straffesager” forstås sagsomkostninger pålagt i medfør af retsplejelovens § 1008.

Det foreslåede medfører, at gæld i form af straffesagsomkostninger vil kunne saneres i medfør af konkurslovens § 197, stk. 1, i højere grad end efter de gældende regler, idet forekomst af gæld i form af straffesagsomkostninger ikke længere vil føre til nægtelse af gældssanering. Dette vil ligeledes være tilfældet, selvom gælden i form af straffesagsomkostninger udgør en ikke uvæsentlig del af den samlede gæld. Gæld i form af straffesagsomkostninger sidestilles på den måde med anden gæld.

I forbindelse med begæring om gældssanering efter konkursloven vil de almindelige krav om gældssanering fortsat være gældende, herunder bl.a., at en væsentlig del af gælden fortsat ikke må være pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, herunder eksempelvis bøder eller erstatning til ofre for forbrydelser, medmindre der er tale om gæld fra sagsomkostninger pålagt i straffesager.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.4.