Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 10

Forarbejder til Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 10

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændingen vurderes at være omfattet af FN’s flygtningekonvention af 28. juli 1951.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis det vurderes, at udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, gives der efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde omfattet af stk. 2, hvor risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 4, kan opholdstilladelse efter stk. 1-3 nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Det er en forudsætning for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, at ansøgningen indgives i Danmark. At en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 skal indgives her i landet fremgår i øvrigt udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 1.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 7 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 4, i hjemrejseloven, vil kunne indgive en ansøgning om asyl og meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. En udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil som følge heraf desuden kunne nægtes opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil have samme adgang til at indgive en ansøgning om asyl, som en udlænding, der i Danmark befinder sig i en tilsvarende situation, og at ansøgningen vil have samme retsvirkning, som hvis den havde været indgivet her i landet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 2

Det fremgår af § 9, stk. 41, i udlændingeloven, at danskbonus efter integrationslovens § 22 ikke anses som hjælp efter integrationsloven.

Det foreslås at ophæve § 9, stk. 41.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 3

Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 2, kan en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, kun indgives af en udlænding, der opholder sig i Danmark og er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2. Det er efter de gældende regler således ikke muligt at indgive en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, hvis man ikke opholder sig i Danmark på ansøgningstidspunktet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 9 b, stk. 2, 1. pkt., ændres, således at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil kunne indgive en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Den foreslåede ændring medfører, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens§ 48 e, stk. 2, vil kunne indgive en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i udlandet i henhold regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil have samme adgang til at indgive en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, som en udlænding, der i Danmark befinder sig i en tilsvarende situation.

Forslaget ændrer ikke i øvrigt på betingelserne for indgivelse af ansøgning om humanitær opholdstilladelse for så vidt angår udlændinge, der ikke afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Det bemærkes, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil have indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, og således som udgangspunkt ikke vil kunne meddeles humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, uanset om betingelserne for en humanitær opholdstilladelse i øvrigt måtte være opfyldt. Udlændingen vil dog kunne henvises til muligheden for at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for domstolene, jf. udlændingelovens § 50.

Såfremt ansøgeren ikke ønsker at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten, eller retten ikke finder anledning til at ophæve udvisningen, jf. udlændingelovens § 50, vil Udlændinge- og Integrationsministeriet vurdere, om den pågældende vil være i en situation, hvor det vil stride mod EMRK artikel 3 at udsende den pågældende, og i så fald henvise den pågældende til tålt ophold, indtil vedkommende kan udsendes af landet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 4

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 2. pkt. vil indebære en ajourføring af henvisningen til bestemmelsen i udlændingelovens § 9.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 10, nr. 2, hvori udlændingelovens § 9, stk. 41, foreslås ophævet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.

Til nr. 5

Det fremgår af § 11, stk. 3, nr. 5, 2. pkt., at danskbonus efter integrationslovens § 22 ikke anses som hjælp efter integrationsloven.

Det foreslås, at § 11, stk. 3, nr. 5, 2. pkt . udgår.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 8, nr. 1, hvorefter det foreslås at ophæve integrationslovens § 22 om adgang til danskbonus.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13.

Til nr. 6

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingen er udvist.

Bestemmelsen omfatter bl.a. udvisning på grund af kriminalitet ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse i henhold til udlændingelovens §§ 22-24, 25 a, stk. 1, eller 25 c.

Indrejseforbuddets anvendelsesområde og varighed fastsættes i den afgørelse, hvorved indrejseforbuddet meddeles.

Udvisning ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse som følge af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, og § 25 c, er ikke omfattet af udsendelsesdirektivets regler, og et indrejseforbud, der meddeles efter bestemmelsen i § 32, stk. 1, nr. 1, gælder alene for Danmark.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., at et indrejseforbud regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af det område, som indrejseforbuddet vedrører. Et indrejseforbud, der alene er gældende i Danmark beregnes derfor fra den faktiske dato, hvor den pågældende forlader dansk territorium.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., indsættes en henvisning til de foreslåede 4. og 5. pkt., i § 32, stk. 6, jf. lovforslagets § 10, nr. 7.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 10, nr. 7, foreslås indsat et 4. og 5. pkt., i udlændingelovens § 32, stk. 6, hvorefter indrejseforbuddet for en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller dom til forvaring eller som er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, i Kosovo, regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen derfra, og at såfremt udlændingen er tilbageført her til landet, regnes indrejseforbuddet fra datoen for den efterfølgende udrejse eller udsendelse af Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.13.

Til nr. 7

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, at der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingen er udvist.

Bestemmelsen omfatter bl.a. udvisning på grund af kriminalitet ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse i henhold til udlændingelovens §§ 22-24, 25 a, stk. 1, eller 25 c.

Indrejseforbuddets anvendelsesområde og varighed fastsættes i den afgørelse, hvorved indrejseforbuddet meddeles.

Udvisning ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse som følge af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, og § 25 c, er ikke omfattet af udsendelsesdirektivets regler, og et indrejseforbud, der meddeles efter bestemmelsen i § 32, stk. 1, nr. 1, gælder således alene for Danmark.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., at et indrejseforbud regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af det område, som forbuddet vedrører. Et indrejseforbud, der alene er gældende i Danmark beregnes derfor fra den faktiske dato, hvor den pågældende forlader dansk territorium.

Dette lovforslag har til formål at skabe forudsætningerne for, at domsudviste udlændinge kan afsone fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo. Det er i den forbindelse hensigten, at de udvisningsdømte efter afsoning i videst mulige omfang skal udrejse eller udsendes fra Kosovo. Hvis det er nødvendigt og muligt efter afsoning at varetægtsfængsle en domsudvist udlænding med henblik på udsendelse, skal det ligeledes som udgangspunkt ske i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 6 , 4. pkt., hvorefter indrejseforbuddet for en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring eller som er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, i Kosovo, regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen derfra.

Baggrunden for forslaget er, at de gældende indrejseforbudsregler vil betyde, at et indrejseforbud meddelt en udlænding, der skal afsone i Kosovo, eller som skal varetægtsfængsles efter hjemrejselovens regler i Kosovo, vil skulle regnes fra tidspunktet, hvor udlændingen transporteres fra Danmark til Kosovo, og ikke – som formålet med reglen tilsiger – fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen efter afsoningen eller varetægtsfængslingen.

Forslaget indebærer, at beregningen af indrejseforbuddet knytter sig til udrejsen eller udsendelsen af det land, hvor udlændingen har afsonet sin fængselsstraf eller dom til forvaring, eller hvor udlændingen har været varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler.

Det foreslås desuden, at der i § 32, stk. 6 , 5. pkt., indsættes en bestemmelse om, at såfremt udlændingen er tilbageført her til landet, regnes indrejseforbuddet dog fra datoen for den efterfølgende udrejse af Danmark.

Baggrunden for forslaget er, at der kan være tilfælde, hvor udlændingen af forskellige årsager ikke kan udrejse eller udsendes af Kosovo, og hvor det dermed er nødvendigt at tilbageføre pågældende enten midlertidigt eller mere permanent til Danmark.

Det kan f.eks. være en udlænding, der ikke vil medvirke til udrejsen, og som ikke kan tvangsmæssigt udsendes eller en udlænding, der efter afsoning er henvist til tålt ophold i Danmark. Det kan også være en udlænding, over for hvem en varetægtsfængsling efter hjemrejseloven ikke kan iværksættes eller opretholdes i Kosovo, eksempelvis fordi der ikke er reel udsigt til udsendelse. Der kan ligeledes være tilfælde, hvor det af hensyn til rejserute, antallet af transiteringer mv. vurderes mest hensigtsmæssigt at tilbageføre en udlænding kortvarigt til Danmark med henblik på at effektuere udsendelsen herfra.

Beregning af indrejseforbuddet vil i disse tilfælde knytte sig til udrejsen af Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.13.

Til nr. 8

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, 1. pkt., Stadfæstes en afgørelse, der er tillagt opsættende virkning efter § 33 b eller § 53 a, stk. 2, 4. pkt., eller frafaldes en sådan klage, fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.

Det foreslås, at der i § 33, stk. 3, 1. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede § 33, stk. 9.

Baggrunden for forslaget er, at der med lovforslagets § 10, nr. 12 foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 33, stk. 9. Der er således tale om en konsekvensrettelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 13, nr. 3, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 10, nr. 7 og 11, og at det i lovforslagets § 13, nr. 4, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Der henvises til lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at er udvisning sket ved dom, fastsættes udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring, jf. stk. 5, 2. pkt.

Det følger af § 33, stk. 6, at har en udlænding været udsat for menneskehandel, fastsætter Udlændingestyrelsen efter anmodning udrejsefristen til 30 dage, medmindre særlige grunde taler derimod. Udrejsefristen kan efter anmodning fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, eller hvis udlændingen samarbejder om en forberedt hjemsendelse. Udrejsefristen kan højst udgøre 120 dage.

Det følger af § 33, stk. 7, at stk. 6 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der har været udsat for menneskehandlet og er udvist ved dom.

Det foreslås at ændre henvisningen i udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., således at stk. 7 ændres til stk. 8.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 10, nr. 10, foreslås indsat et nyt stk. 6 i udlændingelovens § 33, hvorfor de nuværende stk. 6 og 7 bliver til stk. 7 og 8.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Til nr. 10

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at er udvisning sket ved dom, fastsættes udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring, jf. stk. 5, 2. pkt.

Dette lovforslag har til formål at skabe forudsætningerne for, at domsudviste udlændinge kan afsone fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo. Det er i den forbindelse hensigten, at de udvisningsdømte efter afsoning i videst mulige omfang skal udrejse eller udsendes fra Kosovo. Hvis det er nødvendigt og muligt efter afsoning at varetægtsfængsle en domsudvist udlænding med henblik på udsendelse, skal det ligeledes som udgangspunkt ske i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 33, stk. 6, 1. pkt., om, at såfremt udlændingen i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, i Kosovo, vedrører udrejsefristen, jf. stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, udrejse derfra.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens bestemmelser om bedømmelse af en udrejsefrist vedrører udrejse fra Danmark. Udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring eller som varetægtsfængsles efter hjemrejselovens regler i Kosovo, vil således have udrejst i overensstemmelse med sin udrejsefrist på tidspunktet for løsladelsen i Kosovo, da den pågældende ikke opholder sig på dansk territorium.

Forslaget indebærer, at en udrejsefrist, der er fastsat for en udlænding, der skal afsone eller varetægtsfængsles efter hjemrejselovens regler i Kosovo, som udgangspunkt vil skulle vedrøre udrejse fra Kosovo.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i § 33, stk. 6, 2. pkt., om, at såfremt udlændingen under fuldbyrdelsen af fængselsstraffen eller forvaringen er tilbageført her til landet med henblik på at udrejse, vedrører udrejsefristen dog udrejse af Danmark.

Baggrunden for forslaget er, at der kan være tilfælde, hvor det af praktiske hensyn til rejseplanlægning mv. er mest hensigtsmæssigt eller ligefrem nødvendigt at udrejsen sker fra Danmark.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis det i praksis ikke er muligt at rejse til destinationslandet fra Kosovo, eller hvor antallet af transiteringer mv. gør det mest hensigtsmæssigt, at udrejsen sker fra Danmark.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsens bedømmelse af udrejsefristen vil vedrøre udrejse fra Danmark, hvis udlændingen under afsoningen i Kosovo tilbageføres til Danmark med henblik på at udrejse herfra.

For udlændinge, der efter afsoning tilbageføres til Danmark, vil udrejsefristen skulle regnes fra tidspunktet for, at udlændingen har færdigafsonet fængselsstraffen i Kosovo. Dette ændrer dog ikke på, at udlændingen i dette tilfælde vil have pligt til at udrejse fra Danmark, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Til nr. 11

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., at er udvisning sket ved dom, fastsættes udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 7. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring.

Det følger af § 33, stk. 6, at har en udlænding været udsat for menneskehandel, fastsætter Udlændingestyrelsen efter anmodning udrejsefristen til 30 dage, medmindre særlige grunde taler derimod. Udrejsefristen kan efter anmodning fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, eller hvis udlændingen samarbejder om en forberedt hjemsendelse. Udrejsefristen kan højst udgøre 120 dage.

Det følger af § 33, stk. 7, at stk. 6 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der har været udsat for menneskehandlet og er udvist ved dom.

Det foreslås at ændre udlændingelovens § 33, stk. 7, der bliver til stk. 8, således at henvisningen til stk. 6 ændres til stk. 7.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 10, nr. 10, foreslås indsat et nyt stk. 6 i udlændingelovens § 33, hvorfor de nuværende stk. 6 og 7 bliver til stk. 7 og 8.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.14.

Til nr. 12

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal indeholde en frist for udrejse.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 33 indsættes et stk. 9 , om, at stadfæstes en afgørelse efter § 53 a, stk. 1, nr. 1, eller frafaldes en klage over sådan en afgørelse, fastsættes der ikke en udrejsefrist.

Baggrunden for forslaget er, at det ved § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 blev vedtaget at indsætte et nyt stk. 8 i udlændingelovens § 33.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke sat i kraft.

Det foreslås i nærværende lovforslags § 10, nr. 10 at indsætte en ny bestemmelse i § 33, stk. 6, der medfører konsekvensrettelser af de følgende stykker. Bestemmelsen i § 33, stk. 8, der blev vedtaget i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, men som endnu ikke er sat i kraft, vil således rettelig blive til stk. 9.

Da der ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelsen i § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 skulle ophæves og nyaffattes. Samtidig vil der skulle indsættes en ikrafttrædelsesbestemmelse og en revisionsbestemmelse, der var fastsat for § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021. Sådanne ikrafttrædelses- og revisionsbestemmelser er foreslået i lovforslagets § 13.

Der skal med forslaget ikke ske materielle ændringer i forhold til, hvad der blev vedtaget i § 1, nr. 4, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021.

Forslaget indebærer, at der ikke vil skulle fastsættes en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 2, i afgørelser efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft.

Det vil således gælde, at en udlænding, som følge af en endelig afgørelse om overførsel efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk. 1, der endnu ikke er sat i kraft, vil have pligt til at udrejse af landet i medfør af hjemrejselovens § 1, som fastslår princippet om, at en udlænding skal udrejse, når den pågældende ikke har det fornødne opholdsgrundlag her i landet.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med den vedtagne bestemmelse i § 53 a, stk. 1, nr. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft, hvorved Flygtningenævnet tillægges kompetence til at behandle klager over Udlændingestyrelsens afgørelser efter den vedtagne bestemmelse i § 29, stk.1, jf. lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der endnu ikke er sat i kraft.

Det bemærkes, at det i lovforslagets § 13, nr. 3, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 10, nr. 8 og 12, og at det i lovforslagets § 13, nr. 4, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Der henvises til lovforslagets § 13 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 13

Efter udlændingelovens § 33 a, stk.1, har en udlænding ret til at blive her i landet under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 d eller en ansøgning om opholdstilladelse, som tillades indgivet her i landet efter § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5 eller 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 4, § 9 j, stk. 2, § 9 k, stk. 2, § 9 l, stk. 2, § 9 m, stk. 3, § 9 n, stk. 2, § 9 p, stk. 2, eller § 9 q, stk. 11.

Efter udlændingelovens § 33 a, stk. 2 kan en udlænding meddeles ret til at blive her i landet under behandlingen af en anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, når anmodningen er indgivet inden udrejsefristens udløb.

Efter udlændingelovens § 33 a, stk. 3, kan en udlænding, når ganske særlige grunde taler derfor, meddeles ret til at blive her i landet under behandlingen af følgende sager: 1) Anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, når anmodningen er indgivet efter udrejsefristens udløb. 2) Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b. 3) Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q til en udlænding med indrejseforbud, jf. § 10, stk. 4. 4) Anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 33 a indsættes et stk. 4, hvorefter stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller en dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil have ret til at opholde sig i Danmark under sagens behandling (processuelt ophold), uanset at vedkommende opholder sig i udlandet på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af, at det af udlændingelovens § 33, stk. 1-3, forudsættes, at udlændingen opholder sig i Danmark ved indgivelsen af ansøgningen. Der vil således efter de gældende regler ikke kunne meddeles en udlænding ret til at opholde sig i Danmark under behandlingen af en ansøgning, såfremt den pågældende opholder sig uden for Danmark på tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

Den foreslåede bestemmelse vil alene have betydning i det tilfælde, hvor en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo, eller i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, er anbragt i fængslet i Kosovo, tilbageoverføres fra Kosovo til Danmark for herefter at blive løsladt.

En udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som under afsoningen indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil med forslaget blive stillet som en udlænding, der i en tilsvarende situation afsoner en fængselsstraf eller forvaring eller er varetægtsfængslet i Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 14

Det følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 8, at Hjemrejsestyrelsen, hvis det er nødvendigt med henblik på at sikre en udlændings udrejse, kan pålægge en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven. En udlænding, der ikke efterkommer Hjemrejsestyrelsens pålæg efter 1. pkt., kan om nødvendigt ved politiets bistand og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed fremstilles for en sundhedsperson, jf. sundhedslovens § 6, til undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven. Hjemrejsestyrelsens pålæg efter 1. pkt. kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Klagen tillægges opsættende virkning, hvis påklage sker, inden 7 dage efter at pålægget er meddelt udlændingen.

Sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen kan i forbindelse med en undersøgelse omfattet af stk. 8 uden udlændingens samtykke behandle personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang, behandlingen er nødvendig for udlændingens udrejse, jf. bestemmelsens stk. 9.

Hjemrejsestyrelsen kan desuden uden udlændingens samtykke videregive oplysninger omfattet af stk. 8 og 9 til andre lande og private aktører i det omfang, videregivelsen er nødvendig for udlændingens udrejse, jf. stk. 10.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 37 a, stk. 11, hvorefter stk. 8-10 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at dette lovforslag har til formål at skabe forudsætningerne for, at domsudviste udlændinge kan afsone fængselsstraf eller dom til forvaring i Kosovo. Det er i den forbindelse hensigten, at de udvisningsdømte efter afsoning i videst mulige omfang skal udrejse eller udsendes fra Kosovo. Hvis det er nødvendigt og muligt efter afsoning at varetægtsfængsle en domsudvist udlænding med henblik på udsendelse, skal det ligeledes som udgangspunkt ske i fængselsfaciliteterne i Kosovo.

Det er fortsat i vidt omfang nødvendigt med dokumentation for, at en udlænding ikke er smittet med eksempelvis covid-19, når udlændinge uden lovligt ophold skal udrejse af Danmark. Det er derfor afgørende at sikre, at en undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven, herunder covid-19, kan pålægges og eventuelt gennemtvinges, uanset at udlændingen har afsonet eller været varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i en anden stat end Danmark og skal udrejse derfra.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge en udlænding, der afsoner eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo, at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epidemiloven, hvis det er nødvendigt med henblik på at sikre udlændingens udrejse derfra.

Forslaget indebærer endvidere, at hvis udlændingen ikke efterkommer pålægget om at lade sig undersøge for eksempelvis covid-19, kan politiet om nødvendigt og ved anvendelse af den fornødne magt fremstille udlændingen for en sundhedsperson med henblik på at gennemføre undersøgelsen.

Politiets magtanvendelse vil skulle ske i overensstemmelse med de generelle betingelser i politiloven. Politiets magtanvendelse vil således skulle være nødvendig og forsvarlig, og magtanvendelsen må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Desuden skal magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum.

Forslaget indebærer videre, at sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen kan behandle personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang, det er nødvendigt for udrejsen fra den stat, hvor udlændingen har afsonet eller har været varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler, og at oplysningerne kan videregives til andre lande og private aktører i det omfang, det er nødvendigt for udlændingens udrejse derfra.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i ordningen, hvorfor det forudsættes, at ordningen vil skulle administreres på samme måde, som hvis udlændingen afsonede eller var varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler på dansk territorium.

Det bemærkes, at det efter bestemmelsen i § 37 a, stk. 8, er forudsat, at udlændingen fremstilles for en sundhedsperson, jf. sundhedslovens § 6. Der tilsigtes med forslaget inden ændringer hertil. Det forudsættes således fortsat, at udlændingen fremstilles for en sundhedsperson, der er omfattet af sundhedslovens § 6.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.15.

Til nr. 15

Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., får en udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om asyl, udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes. Der gælder en række undtagelser til Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, herunder har Udlændingestyrelsen ikke forsørgelsesforpligtelse over for udlændinge, der har ret til forsørgelse efter anden lovgivning, herunder når udlændingen afsoner straf eller i øvrigt er frihedsberøvet, jf. § 42 a, stk. 3, nr. 4, 1. pkt.

Det foreslås, at i § 42 a, stk. 1, 1. pkt ., ændres »indgiver« til »har indgivet« således, at det efter bestemmelsen ikke er en forudsætning, at ansøgeren opholder sig i Danmark på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.

En udlænding, der opholder sig her i landet og har indgivet en ansøgning om asyl, vil således som i dag få dækket udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i medfør af regler fastsat efter den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i medfør af regler fastsat efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, som udgangspunkt vil være under Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, hvis vedkommende efterfølgende vil komme til at opholde sig i Danmark.

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 42 a, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., har Udlændingestyrelsen ikke forsørgelsesforpligtelse over for udlændinge, der afsoner straf eller i øvrigt er frihedsberøvet. Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt kan således først blive relevant, hvis udlændingen tilbageføres tilbage til Danmark og ikke længere er frihedsberøvet.

Forslaget indebærer derudover ikke ændringer i forhold til, hvilke persongrupper Udlændingestyrelsen har forsørgelsesforpligt over for.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 16

Efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, optages der omgående fingeraftryk af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, jf. dog stk. 11.

Efter udlændingelovens § 40 b, stk. 1, optages der personfotografi af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7 eller om forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter § 7 eller § 8, jf. dog stk. 11.

Det følger af henholdsvis § 40 a, stk. 10, og § 40 b, stk. 10, at optagelse af fingeraftryk og personfotografi skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader det, og at indgrebet om nødvendigt kan ske med den fornødne magtanvendelse. Såfremt det i forbindelse med optagelse af fingeraftryk er nødvendigt at anvende magt, herunder fysisk fastholdelse, bistår politiet.

Efter udlændingelovens § 46, stk. 1, træffes afgørelser efter udlændingeloven med de undtagelser, der fremgår af bl.a. § 46, stk. 2-5 og 9, af Udlændingestyrelsen.

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsen har kompetencen til at træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk efter § 40 a, stk. 2, nr. 4, og optagelse af personfotografi efter § 40 b, stk. 2, nr. 3, og afgørelse om meddelelse af indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 6, og om forkortelse af et allerede meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 9, træffes af Hjemrejsestyrelsen.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 46, stk. 3, indsættes et 2. pkt. , hvorefter Hjemrejsestyrelsen under en udlændings afsoning af fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., eller anbringelse i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, kan træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og personfotografi efter § 40 a, stk. 1 nr. 1, og § 40 b, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Hjemrejsestyrelsen, som Udlændingestyrelsen, efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, vil kunne optage fingeraftryk og personfotografi af en udlænding, der indgiver en ansøgning om asyl jf. udlændingelovens § 7, under afsoning af en fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2 eller anbringelse i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser om optagelse af fingeraftryk efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, vil efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kunne påklages til Udlændingenævnet.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke indebærer en hjemmel til i fornødent omfang at anvende magt i forbindelse med optagelse af fingeraftryk og personfotografi. Såfremt det i konkrete tilfælde skulle blive nødvendigt at anvende magt vil såvel Hjemrejsestyrelsen som Udlændingestyrelsen kunne bistås af kriminalforsorgen, der i henhold til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 48, stk. 5, i relevant omfang vil kunne anvende den fornødne magt, herunder fysisk fastholdelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 17

Efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, optages der omgående fingeraftryk af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, jf. dog stk. 11. Derudover kan der efter stk. 2, nr. 4, endvidere optages fingeraftryk af en udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument til den pågældende.

Efter udlændingelovens § 40 b, stk. 1, optages der personfotografi af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7 eller om forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter § 7 eller § 8, jf. dog stk. 11. Derudover kan der efter stk. 2, nr. 3, optages personfotografi af en udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse og fremskaffelse af rejsedokument til den pågældende.

Det følger af henholdsvis § 40 a, stk. 10, og § 40 b, stk. 10, at optagelse af fingeraftryk og personfotografi skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader det, og at indgrebet om nødvendigt kan ske med den fornødne magtanvendelse. Såfremt, der i forbindelse med optagelse af fingeraftryk er nødvendigt at anvende magt, herunder fysisk fastholdelse, bistår politiet.

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at afgørelser efter udlændingeloven med de undtagelser, der fremgår af bl.a. §§ 46 a-49, træffes af Udlændingestyrelsen.

Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsen har kompetencen til bl.a. at træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk efter § 40 a, stk. 2, nr. 4, og optagelse af personfotografi efter § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 4, kan udlændinge- og integrationsministeren delegere kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans i sager om optagelse af fingeraftryk og personfotografi af udlændinge, som ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, til vedkommende politidirektør.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 48 indsættes et stk. 5 , hvorefter kriminalforsorgen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen kan forestå optagelse af fingeraftryk og personfotografi efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, under en udlændings afsoning af en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller anbringelse i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4. Indgrebet skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader det, og kan om nødvendigt ske med den fornødne magtanvendelse

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. medføre, at kriminalforsorgen efter udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, vil kunne optage fingeraftryk og personfotografi af en udlænding, der indgiver en ansøgning om asyl jf. udlændingelovens § 7, under afsoning af en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller anbringelse i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4. Derudover vil kriminalforsorgen kunne optage fingeraftryk og personfotografi, hvis det skønnes hensigtsmæssigt med henblik på fremskaffelse af rejsedokument til den pågældende, jf. udlændingelovens § 40 a, stk. 2, nr. 4, samt § 40 b, stk. 2, nr. 3.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke tilsigter nogen overdragelse af kompetence fra Udlændingestyrelsen til kriminalforsorgen eller Hjemrejsestyrelsen, men at bestemmelsen alene giver mulig for, at kriminalforsorgen vil kunne bistå udlændingemyndighederne med opgaven i forhold til at optage fingeraftryk, hvis der skulle opstå et praktisk behov herfor.

Det bemærkes, at det er en forudsætning for kriminalforsorgens optagelse af fingeraftryk og personfotografi, at Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen har anmodet kriminalforsorgen herom. Det betyder, at det er Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen, der efter henholdsvis udlændingelovens § 46, stk. 1, eller den foreslåede § 46, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 10, nr. 16, vil være ansvarlig for at træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og personfotografi efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 1, og stk. 2, nr. 3.

Den foreslåedes bestemmelses 2. pkt. medfører, at kriminalforsorgen ved varetagelsen af opgaver efter 1. pkt., hvis andet ikke er muligt, vil kunne anvende den fornødne magt, herunder fysisk fastholdelse. Idet Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen ikke har mulighed for at anvende magt i deres varetagelse af opgaver, forudsættes det i øvrigt, at kriminalforsorgen vil kunne bistå udlændingemyndighederne, såfremt det i forbindelse med udlændingemyndighedernes optagelse af fingeraftryk og personfotografi skulle blive nødvendigt.

Kriminalforsorgens magtanvendelse vil skulle opfylde de almindelige betingelser, der gælder for kriminalforsorgens anvendelse af magt over for indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 62. Det betyder bl.a., at magtanvendelsen vil skulle være nødvendig for at gennemføre optagelsen af fingeraftryk og personfotografi, hvilket navnlig vil kunne være tilfældet, såfremt ansøgeren vedholdent modsætter sig optagelsen. Dertil kommer, at magtanvendelse ikke må gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Den danske institutionsleder vil være ansvarlig for, at magtanvendelsen sker i overensstemmelse med dansk lovgivning samt Danmarks internationale forpligtelser.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.12 og 2.1.16.

Til nr. 18

Efter udlændingelovens § 48 a, stk. 3, 1. pkt., skal Udlændingestyrelsen gøre en udlænding bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning, overførsel eller udsendelse. Udlændingelovens § 48 a, stk. 3, 2. pkt., bemyndiger udlændinge- og integrationsministeren til at fastsætte regler, hvorefter Udlændingestyrelsen allerede forud for en afgørelse om, at udlændingens asylsag skal behandles her i landet, skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

Det foreslås, at i § 48 a, stk. 3, 2. pkt ., udgår betingelsen om, at en asylansøger opholder sig her i landet for at være omfattet af udlændinge- og integrationsministerens kompetence til at fastsætte regler.

Den foreslåede ændring vil medføre, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler, hvorefter Udlændingestyrelsen forud for en afgørelse om, at en udlændings asylsag skal behandles her i landet, vil skulle gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, når asylansøgeren afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, i medfør af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4.

Det forudsættes, at udlændinge- og integrationsministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte tilsvarende regler for udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, som der fastsættes for udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Danmark.

Den foreslåede ændring medfører således, at en udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som under afsoningen eller varetægtsfængslingen indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 4, vil være stillet ligesom en udlænding, der i Danmark befinder sig i en tilsvarende situation.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 19

Det følger af udlændingelovens § 50, stk. 1, at er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Det følger af stk. 2, at straffelovens § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises begæringen ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen. Retten kan, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan iværksættes, bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. § 34, § 37, stk. 3 og 6, og §§ 37 a-37 e finder tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85, jf. stk. 3.

Det følger af udlændingelovens § 50 a, stk. 1, at er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Det følger af stk. 2, at er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten. Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen skal varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens § 50 c, stk. 1, om, at i sager efter §§ 50 og 50 a, kan retten træffe bestemmelse om, at retsmødet gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Bestemmelsen indebærer, at retten vil kunne bestemme, at sager efter udlændingelovens §§ 50 og 50 a skal gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis udlændingen afsoner eller er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens regler i Kosovo.

Det tilkommer i hvert enkelt tilfælde retten at beslutte, om gennemførelsen af retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede kan ske på forsvarlig vis, idet det dog forudsættes, at retsmøderne som udgangspunkt gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre tungtvejende grunde tilsiger, at afholdelse af retsmødet sker ved fysisk fremmøde.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i § 50 c, stk. 2, om, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 1, kan udlændingens advokat møde i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen.

Bestemmelsen indebærer, at retten vil kunne bestemme, at advokaten skal møde frem i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen. Retten kan i den forbindelse bestemme, at udlændingens advokat skal møde frem i retten, hvis deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede ikke findes forsvarligt.

Advokaten vil dog fortsat have ret til at deltage fra samme sted som udlændingen.

Endelig foreslås det i § 50 c, stk. 3, om, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 1, kan anklagemyndigheden møde i retten eller deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Der foreslås ingen ændringer i reglerne om værneting, hvorfor sager efter udlændingelovens §§ 50 og 50 a vil skulle indbringes for den byret, som har pådømt sagen i første instans, jf. straffelovens § 59, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.11.

Til nr. 20

Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., at hvis Udlændingestyrelsen afslår at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, træffer afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, eller træffer afgørelse efter § 32 b eller § 49 a om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet.

Det foreslås, at § 53 a, stk. 2, 3. pkt. , ændres således, at udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, omfattes af bestemmelsen.

Det betyder, at hvis Udlændingestyrelsen afslår at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet eller afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, træffer afgørelse om nægtelse af forlængelse eller om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, eller træffer afgørelse efter § 32 b eller § 49 a om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, vil afgørelsen anses for påklaget til Flygtningenævnet.

Den foreslåede ændring medfører, at en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller en afgørelse efter § 32 b eller 49 a om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, endvidere vil blive automatisk påklaget til Flygtningenævnet, når afgørelsen er truffet over for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

En udlænding, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring på en dansk fængselsplads i Kosovo eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som under afsoningen eller varetægtsfængslingen efter hjemrejselovens regler indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, i henhold til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4, vil således være stillet ligesom en udlænding, der i en tilsvarende situation afsoner en fængselsstraf, dom til forvaring eller er varetægtsfængslet efter hjemrejseloven i Danmark efter de gældende regler.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 21

Det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., at en påklage over Udlændingestyrelsens afgørelse som nævnt i § 53 a, stk. 1, nr. 1-6, har opsættende virkning.

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 6. pkt., finder 5. pkt. ikke anvendelse på klager over afgørelser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på klager over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet.

Såfremt udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet, vil en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald efter § 21 b, stk. 1, således ikke have opsættende virkning.

Det foreslås, at § 53 a, stk. 2, 6. pkt., ændres således, at der efter »udlandet« indsættes », medmindre udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4«, hvorefter 5. pkt. ikke finder anvendelse på klager over afgørelser om afvisning efter reglerne i kapitel 5 b eller på klager over afgørelser om bortfald efter § 21 b, stk. 1, når udlændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet, medmindre udlændingen afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Det betyder, at en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald efter § 21 b, stk. 1, vil have opsættende virkning efter 5. pkt., såfremt klageren opholder sig i udlandet som følge af afsoning af en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller hvis den pågældende er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4.

Den foreslåede ændring medfører således, at udlændinge, der i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil blive stillet, som hvis de havde afsonet fængselsstraffen eller forvaringen eller var varetægtsfængslet i Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 22

Efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1, kan Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp bestemme, at afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter § 7 ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses for åbenbart grundløs (de såkaldte ÅG- og ÅGH-sager). Udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nr. 1-6, oplister en række eksempler på, hvornår en ansøgning vil kunne anses for åbenbart grundløs.

Efter § 53 b, stk. 2, kan Udlændingestyrelsen, medmindre væsentlige hensyn taler derimod, bestemme, at Dansk Flygtningehjælp samme dag, som Udlændingestyrelsen forelægger en sag for Dansk Flygtningehjælp efter stk. 1, skal meddele Udlændingestyrelsen, om Dansk Flygtningehjælp er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgningen må anses for åbenbart grundløs. Udlændingestyrelsen kan endvidere bestemme, at Udlændingestyrelsens afhøring af ansøgeren og Dansk Flygtningehjælps samtale med ansøgeren skal finde sted i lokaler i nær tilknytning til hinanden.

Det er i bemærkningerne til § 53 b, stk. 2, 2. pkt., forudsat, at Dansk Flygtningehjælps samtaler med ansøgeren som udgangspunkt skal foregå i Dansk Flygtningehjælps lokaler under anvendelse af en anden tolk end den Udlændingestyrelsen har anvendt. Der henvises herved til Folketingstidende 2001-2002, tillæg A, L 152 som fremsat, side 98.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 53 b indsættes et stk. 4, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at Dansk Flygtningehjælps samtaler med ansøgere, der afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, afholdes via telefonmøde, telekommunikation med billede eller lignende kommunikationsmiddel.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler, der fraviger fra det nuværende udgangspunkt om, at Dansk Flygtningehjælps samtaler, der afholdes i forbindelse med forelæggelser fra Udlændingestyrelsen efter § 53 b, stk. 1 og 2, foregår fysisk. Der vil således kunne fastsættes regler om, at Dansk Flygtningehjælps samtaler med ansøgeren afholdes f.eks. via telefonmøde eller telekommunikation med billede.

Hensigten med bestemmelsen er at tilvejebringe mulighed for, at samtalerne mellem Dansk Flygtningehjælp og ansøgeren praktisk kan gennemføres, uden det er nødvendigt, at ansøgeren transporteres til Danmark, eller en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp rejser til Kosovo.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det væsentligt, at åbenbart grundløs- og åbenbart grundløs haste-proceduren anvendes så fleksibelt som muligt, og at der er et tilstrækkeligt grundlag for, at sagsbehandlingen vil kunne afvikles hurtigt.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler, hvorefter det vil være udgangspunktet, at Dansk Flygtningehjælps samtaler efter udlændingelovens § 53 b afholdes via telefonmøde, telekommunikation med billede eller lignende kommunikationsform. Der vil ligeledes kunne fastsætte regler, hvorefter samtalerne i konkrete tilfælde afholdes via telefonmøde, telekommunikation med billede eller lignende kommunikationsmiddel. Dette vil f.eks. kunne være af hensyn til sagens fremme.

Der vil endvidere efter bestemmelsen kunne fastsættes undtagelser til et udgangspunkt om, at samtalerne ikke afholdes fysisk. Der vil således kunne fastsættes regler om, at en samtale kan afvikles fysisk, hvis særlige grunde taler derfor. Særlige grunde kan f.eks. foreligge, hvis hensynet til vurderingen af ansøgerens troværdighed afgørende taler for, at mødet afholdes fysisk, og mødet vil kunne gennemføres uden en uhensigtsmæssig forsinkelse af sagens afvikling. Ligeledes vil der f.eks. kunne foreligge særlige grunde, hvis det vurderes afgørende for en vurdering af sagen, at samtalen afholdes fysisk for at etablere den nødvendige tillid og tryghed mellem ansøgeren og repræsentanten for Dansk Flygtningehjælp, og mødet vil kunne gennemføres uden en uhensigtsmæssig forsinkelse af sagen. Dette vil kunne være i sager, hvor ansøgeren vil have vanskeligt ved at fortælle om sine oplevelser, f.eks. fordi sagen omhandler meget private forhold såsom seksuel orientering eller traumatiske oplevelser som seksuelle overgreb, hadforbrydelser, menneskehandel eller tortur.

Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt Dansk Flygtningehjælp finder, at en vurdering af ansøgerens troværdighed er af væsentlig betydning for sagen, og at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring, vil Dansk Flygtningehjælp efter de gældende regler kunne nedlægge veto mod sagens fortsatte behandling i åbenbart grundløs-proceduren. Der vil således ved fastsættelse af regler efter den foreslåede bestemmelse skulle tages behørigt hensyn til balancen mellem hensynet til en effektiv fremme af sagerne og hensynet til Dansk Flygtningehjælps muligheder for at vurdere ansøgerens troværdighed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.

Til nr. 23

Udlændingelovens § 56 indeholder forskellige regler om Flygtningenævnets sagsbehandling, herunder regler om, hvornår en sag kan behandles på skriftligt grundlag, om Flygtningenævnets formands kompetence til at beslutte, at en sag skal undergives særlig hurtig behandling, og om, at Flygtningenævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed.

Efter udlændingelovens § 56, stk. 2, har udlændingen som udgangspunkt ret til mundtligt at forelægge sin sag for nævnet.

Efter udlændingelovens § 56, stk. 9, fastsætter Flygtningenævnet selv sin forretningsorden.

Det foreslås, at der i § 56 indsættes et stk. 10, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at Flygtningenævnets behandling af en klage over en afgørelse truffet over for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, foretages uden for Danmark.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler, hvorefter Flygtningenævnets mundtlige behandling af klager fra udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, vil skulle foregå i Kosovo.

Udlændinge- og Integrationsministeren vil efter bestemmelsen kunne fastsætte regler, hvorefter Flygtningenævnets behandling af alle sager, som vedrører udlændinge, der afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, eller er anbragt i fængslet i Kosovo i henhold til regler fastsat i medfør af hjemrejselovens § 1 a, stk. 4, og som behandles på mundtlige nævnsmøder, som udgangspunkt vil skulle afvikles i Kosovo. Udlændinge- og Integrationsministeren vil herunder kunne fastsætte regler om, i hvilke tilfælde dette udgangspunkt vil kunne fraviges. Dette vil eksempelvis kunne være i tilfælde, hvor det af sikkerhedsmæssige årsager ikke vurderes forsvarligt at afvikle et nævnsmøde i udlandet.

Der vil ligeledes efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsætte regler, hvorefter der i konkrete tilfælde vil skulle ske afvikling af det mundtlige nævnsmøde i udlandet, såfremt hensynet til sagens fremme afgørende taler for det. Der vil i forbindelse med vurderingen heraf skulle lægges vægt på, hvorvidt en behandling af sagen i Danmark i det konkrete tilfælde ikke vil være mulig eller væsentligt vil forsinke sagens afvikling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.16.