Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 1

Forarbejder til Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at pensioner overalt i loven ændres til udslusningsfængsler.

Baggrunden for den foreslåede navneændring er at tydeliggøre, at den dømtes ophold på en sådan institution er en normal del af afsoningen. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt nogle indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 2

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 1, at fængselsstraffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring fuldbyrdes efter reglerne i loven.

Straffuldbyrdelsesloven regulerer de rettigheder og pligter under ophold i fængsel.

Det følger bl.a. af lovens § 45, at en indsat har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand. Sundhedsbehandling af indsatte i fængsler skal som ved behandling i det øvrige sundhedsvæsen ske i overensstemmelse med de grundlæggende regler om patienters retsstilling i sundhedsloven, herunder reglerne om medinddragelse i beslutninger, informeret samtykke til behandling, information, aktindsigt og tavshedspligt.

Behandlingen er også underlagt de samme patientsikkerhedsmæssige garantier som ved behandling i det øvrige sundhedsvæsen. Det gælder kravet til sundhedspersoner om at udøve sit virke med omhu og samvittighedsfuldhed, reglerne om forbeholdt virksomhed, anvendelse af medhjælp og journalføringspligt i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og reglerne om tilsyn, klage og erstatning i sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Det følger af lægemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 8, at kriminalforsorgens institutioner må fordele, opsplitte og udlevere lægemidler, som bruges i behandling af indsatte. Det betyder, at kriminalforsorgens institutioner i et vist omfang uden tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen må have medicinskabe eller -rum, hvorfra sundhedspersoner, der opfylder visse nærmere uddannelseskrav, kan ekspedere lægemidler efter en læges ordination til de indsatte. Kriminalforsorgens institutioner har ligeledes mulighed for at håndtere håndkøbslægemidler uden for eventuelle medicinskabe til de indsatte.

Lægemidler til brug i kriminalforsorgens institutioner, der er omfattet af lægemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 8, skal håndteres i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum samt håndkøbslægemidler i kriminalforsorgens institutioner.

Efter de gældende regler må kriminalforsorgen ikke udføre lægemidler til en anden stat, uden en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, jf. lægemiddellovens § 39, stk. 1. Kriminalforsorgen må heller ikke indføre lægemidler fra en anden stat til Danmark uden en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Det er Sundhedsministeriets vurdering, at der – for at sikre danske standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier i fængslet i Kosovo – vil være behov for, at visse danske regler på sundhedsområdet med de nødvendige justeringer og fravigelser sættes i kraft for behandlingen i fængslet.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 1 , hvorefter regeringen kan indgå traktat af 26. april 2022 mellem Kongeriget Danmark og Republikken Kosovo om anvendelse af fængslet i Gjilan til fuldbyrdelse af straffe idømt i Danmark, jf. bilag 1, med tilhørende samarbejdsaftale.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Folketinget giver samtykke til, til at regeringen kan ratificere traktaten med Kosovo med tilhørende samarbejdsaftale om brugen af fængslet i Gjilan i Kosovo til fuldbyrdelse af danske fængselsstraffe, jf. grundlovens § 19.

Det foreslås i § 1 a, stk. 2 , at justitsministeren med henblik på at gennemføre den traktat og tilhørende samarbejdsaftale, som er nævnt i stk. 1, kan fastsætte regler om, at fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring skal ske i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af denne traktat.

Bestemmelsen forudsættes udmøntet således, at Direktoratet for Kriminalforsorgen bemyndiges til at bestemme, at fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring kan ske i fængslet i Kosovo.

Der er ikke med bestemmelsen foretaget en nærmere afgrænsning af målgruppen for afsoning i fængslet i Kosovo. Der vil i forbindelse med udmøntningen af bestemmelsen blive fastsat nærmere regler for, hvilke personer som kan afsone i Kosovo. Det forudsættes i den forbindelse, at personer, som er dømt for terror eller krigsforbrydelser, ikke vi skulle afsone i fængslet i Kosovo, ligesom personer, som er terminalt syge eller har en alvorlig psykisk lidelse med behov for lægehjælp uden for fængslet, ikke vil skulle afsone i fængslet. Det er desuden hensigten, at fængslet alene vil skulle anvendes til udvisningsdømte fra lande uden for EU eller EØS. Ordningen vil blive implementeret således, at dømte uden børn i Danmark placeres i fængslet forud for dømte, som har børn i Danmark.

Der vil hvert i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret vurdering, således at afsoning i fængslet sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder den indsattes ret til privat- og familieliv. Da der er tale om udvisningsdømte, hvor domstolene på tidspunktet for dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til respekt for privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8, må det antages, at udvisningsdømte som udgangspunkt vil kunne overføres til afsoning i Kosovo.

Fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo vil kunne ske uden den pågældendes samtykke.

Justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilken myndighed som vil skulle træffe bestemmelse om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo. En beslutning om, at en person vil skulle afsone i fængslet i Kosovo, vil være at anse for en afgørelse i forvaltningslovens forstand og vil være omfattet af forvaltningslovens § 11, stk. 2, nr. 1 og 2. Der vil således ikke være adgang til partsaktindsigt. Der vil dermed heller ikke skulle ske partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, ligesom begrundelsen for afgørelser i de pågældende sager alene vil skulle indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. § forvaltningslovens § 24, stk. 3, 1. pkt.

Det foreslås i § 1 a, stk. 3 , at straffuldbyrdelsesloven og regler fastsat i medfør heraf finder anvendelse ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2, jf. dog stk. 4.

Hermed fastsættes et klart udgangspunkt om, at de indsatte, som afsoner i fængslet i Kosovo, vil bevare de samme rettigheder og pligter i straffuldbyrdelsesloven, som hvis de afsonede fængselsstraffen eller forvaringsdommen i et dansk fængsel. Med ordningen vil de indsatte således i udgangspunktet have samme ret til f.eks. besøg, udgang, beskæftigelse, sundhedsbehandling, m.v., som de ville have ved afsoning i et dansk fængsel. Det forudsættes desuden, at de almindelige forvaltningsretlige regler, som gælder for forvaltningsmyndigheder, herunder bl.a. offentlighedsloven, forvaltningsloven, arkivloven samt uskrevne retsgrundsætninger tillige vil finde anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af straf i Kosovo.

Med bestemmelsen fastsættes i øvrigt et udgangspunkt om, at de regler, som er fastsat i medfør af straffuldbyrdelsesloven, tillige vil finde anvendelse ved fuldbyrdelse af straffen i Kosovo.

Det foreslås i § 1 a, stk. 4 , 1. pkt., at justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne fastsættes nærmere regler for fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, herunder regler for sagsbehandlingen i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo samt regler for selve driften af fængslet i Kosovo.

Der vil bl.a. være mulighed for at fastsætte tilpasse reglerne for afviklingen af besøg og udgang for at sikre, at de pågældende – med de begrænsninger som afvikling af besøg over landegrænser vil have – har mulighed for at modtage besøg og komme på udgang i et omfang svarende til straffuldbyrdelseslovens regler, ligesom der vil kunne fastsættes regler for, at udgang som udgangspunkt vil skulle finde sted i Danmark, medmindre formålet med udgangstilladelsen tilsiger, at det sker i Kosovo. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangstilladelsen er at besøge en nærtstående person, som er alvorligt syg, i Kosovo, eller hvis der er tale om udgang til et retsmøde i Kosovo.

Der vil desuden – afhængig af de nærmere sikkerhedsmæssige foranstaltninger og vurderingen heraf – kunne fastsættes regler, som giver mulighed for at føre videosamtaler med nærtstående i et vist omfang i forbindelse med udståelse af straf i Kosovo. Der forventes desuden etableret fysiske rammer for besøg svarende til besøgsrammerne i et dansk fængsel. Endelig vil der kunne fastsættes regler om muligheden for transportstøtte til besøg for f.eks. børn af indsatte.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i 1 a, stk. 4, 2. pkt. , hvorefter ministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at §§ 67-72 i denne lov finder anvendelse ved transport af de indsatte på Republikken Kosovos territorium til og fra de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 1.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, at institutionslederen vil kunne ikende de indsatte disciplinærstraf for forseelser begået under transport til og fra fængslet i Gjilan i Kosovo.

Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler om, at der som disciplinærstraf vil kunne anvendes advarsel, bøde og strafcelle, jf. den nuværende § 68, samt midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 13.

Justitsministeren vil ikke kunne fastsætte regler om, at lovens §§ 67-72 vil finde anvendelse i videre omfang, end hvis forseelsen er begået i fængselsfaciliteterne i Gjilan. Omvendt vil der kunne fastsættes regler om, at lovens §§ 67-72 vil finde anvendelse i mere begrænset omfang, end hvis forseelsen er begået i fængselsfaciliteterne i Gjilan.

Det foreslås endvidere i § 1 a, stk. 4, 3. pkt. , at ministeren, jf. 1. og 2. pkt., kan fastsætte regler om fravigelse af regler i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, i det omfang det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2. Justitsministeren bemyndiges desuden til at kunne fastsætte regler om fravigelse af visse regler i straffuldbyrdelsesloven i det omfang, det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bemyndigelsen forudsættes anvendt i tilfælde, hvor indholdet af den regel, som ønskes fraveget, er uforenelig med fuldbyrdelsen af straffen i Kosovo med de begrænsninger, der måtte ligge heri. Der vil således ikke kunne ikke ske fravigelse af regler i straffuldbyrdelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf på baggrund af rent ressourcemæssige hensyn, medmindre opretholdelsen af den regel, som ønskes fraveget, vil medføre helt uforholdsmæssigt bebyrdende omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til reglens betydning for den indsattes forhold under afsoning af straffen.

Der forudsættes, at der med bestemmelsen f.eks. vil kunne fastsættes nærmere regler for sundhedsbehandlingen af de indsatte. Der vil således bl.a. blive fastsat regler om, at de indsatte som udgangspunkt skal modtage behandling i fængslet i Kosovo under ansvar af en dansk autoriseret læge og efter danske sundhedsregler eller, hvis nødvendigt, i Danmark. Det forudsættes i den forbindelse, at sundhedsministeren vil fastsætte regler, som sikrer, at den sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier.

Det følger af traktatens artikel 19, stk. 2, at sundhedsbehandlingen i visse tilfælde kan udføres på et kosovarisk hospital. Det gælder, hvis behandlingen ikke kræver mere end 3 dages indlæggelse, eller hvor behandling i fængslet eller i Danmark ikke er mulig grundet den indsattes helbredstilstand (akutte tilfælde). Hvis der fastsættes regler herom, vil behandlingen i sådanne tilfælde blive forestået af kosovariske myndigheder og være underlagt kosovarisk ret. Behandlingen vil skulle ske inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler, som er nødvendige for at sikre, at sundhedsbehandlingen i det kosovariske sundhedssystem lever op til Danmarks internationale forpligtelser. Dette skal bl.a. sikre, at der samlet set ydes de fornødne processuelle garantier i forbindelse med f.eks. fejlbehandling.

Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at fastsætte regler om, at indsatte ikke har ret til nødvendig sundhedsbehandling.

Endvidere vil der kunne fastsættes regler om fravigelse af reglerne for valg af afsoningsinstitution og overførsel mellem afsoningsinstitutioner, således at der på baggrund af nogle nærmere bestemte kriterier kan ske afsoning i fængslet i Kosovo uafhængigt af den dømtes bopæl i Danmark, og således at mulighederne for at blive overført til anden afsoningsinstitution i visse tilfælde vil kunne indskrænkes ved afsoning i fængslet i Kosovo. Afgørelser herom vil dog i alle tilfælde skulle træffes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Der vil også være mulighed for at tilpasse reglerne om disciplinærstraf, idet det bl.a. følger af straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, nr. 5, at der kan ikendes disciplinærstraf ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, ligesom det fremgår af § 67, stk. 1, nr. 7, at der kan ikendes disciplinærstraf ved overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen. Kriminalitet begået i Kosovo – herunder i fængslet – vil som udgangspunkt falde under kosovarisk straffemyndighed og således blive strafforfulgt i Kosovo, hvorfor der kan opstå behov for at tilpasse reglerne for disciplinærstraf i de tilfælde, hvor det er knyttet op på en strafferetlig overtrædelse.

Da fængslet i Kosovo hovedsageligt vil blive indrettet med dobbeltceller, vil der i øvrigt kunne ske fravigelse af det i straffuldbyrdelsesloven fastsatte udgangspunkt om, at den indsatte har ret til at afsone sin straf uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte, således at dømte, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring i fængslet i Kosovo, og som ønsker at afsone uden eller med begrænset fællesskab, alene vil kunne udstå straffen uden eller med begrænset fællesskab i det omfang, det er muligt i fængslet i Kosovo af hensyn til den fulde udnyttelse af kapaciteten i fængslet. Der kan således ikke ske overførsel fra fængslet i Kosovo til et fængsel eller en arrest i Danmark med henvisning til, at man ønsker at afsone uden eller med begrænset fællesskab.

Der vil kunne opstå øvrige tilfælde, hvor afsoningen i Kosovo nødvendiggør en fravigelse af straffuldbyrdelseslovens regler. Det vil skulle tillægges afgørende betydning ved udstedelsen af reglerne, at de indsattes forhold grundlæggende svarer til forholdene i et dansk fængsel, ligesom Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes.

Det foreslås i § 1, a, stk. 5, 1. pkt., at sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke regler på sundhedsområdet, der skal finde anvendelse for den sundhedsfaglige behandling af indsatte, der foretages i de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 1.

Den foreslåede bemyndigelse til sundhedsministeren vil først kunne udmøntes, når justitsministeren har fastsat regler om, i hvilke situationer, der vil skulle ske sundhedsbehandling i fængslet i Kosovo og i hvilke situationer reglerne om sundhedsbehandling i straffuldbyrdelsesloven og regler udstedt i medfør deraf bør fraviges. Dette forudsættes alene at være i akutte tilfælde, hvor behandlingen skal ske på et kosovarisk hospital eller hvor behandlingen alene vil kræve 3 dages indlæggelse.

Den foreslåede bemyndigelse vil kunne anvendes til at fastsætte regler om de sundhedsfaglige og patientsikkerhedsmæssige forhold i fængslet i Kosovo. Den foreslåede bemyndigelse til sundhedsministeren skal sikre, at det med de nødvendige tilpasninger og fravigelser bliver muligt at lade regler, som gælder for andre behandlingssteder i Danmark, herunder fængsler, og som varetager hensynet til patientsikkerheden, også skal finde anvendelse for fængslet i Kosovo. Bemyndigelsen vil ikke kunne anvendes til at fastsætte regler for den sundhedsfaglige behandling, der foregår i det kosovariske sundhedsvæsen.

Det er efter Sundhedsministeriets vurdering vanskeligt på forhånd at klarlægge i fuldt omfang, hvilke regler der med de nødvendige tilpasninger og fravigelser vil skulle gælde for at sikre patientsikkerheden, og der kan således ikke udtømmende i fuldt omfang redegøres for, hvilke regler bemyndigelsen vil blive anvendt til at sætte i kraft. Hvilke regler, der konkret anses for nødvendige at sætte i kraft, vil bl.a. afhænge af lokale forhold, patientsikkerhedsmæssige standarder, sprog m.v. De samme hensyn vil også kunne begrunde, at reglerne ikke sættes i kraft, fordi de vil kunne være umulige eller uforholdsmæssigt vanskelige af implementere eller overholde.

Det forudsættes, at bemyndigelsen vil blive udmøntet til at sikre, at den sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier.

Det forudsættes således, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte, at reglerne i sundhedslovens pkt. III om patienters retsstilling vil skulle finde anvendelse. Det gælder reglerne om patienters medinddragelse i beslutninger, informeret samtykke til behandling, information, aktindsigt og tavshedspligt. Herved sikres det, at indsatte i fængslet i Kosovo på samme måde som patienter i det øvrige sundhedsvæsen og i fængsler i Danmark sikres de grundlæggende rettigheder.

Det er også forventningen, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse vil blive fastsat regler om, at regler om sundhedspersoners pligter vil skulle gælde. Det vil bl.a. gælde reglerne i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) om, at autoriserede sundhedspersoner under udøvelsen af deres virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v., reglerne om forbeholdt virksomhed for visse grupper af sundhedspersoner, og regler om anvendelse af medhjælp og journalføringspligt. Herved sikres det, at de krav, der gælder til sundhedspersoner og deres medhjælp, der udøver deres virksomhed i det danske sundhedsvæsen såvel som i fængsler i Danmark, også gælder for de sundhedspersoner, som foretager behandling af indsatte i fængslet i Kosovo.

Den foreslåede bemyndigelse forventes også anvendt til at sikre, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med den behandling, der foretages i fængslet. Det gælder reglerne i sundhedsloven om styrelsens tilsyn med behandlingssteder, gebyrer for tilsynet, adgang til oplysninger og lokaler, såvel som reglerne i autorisationsloven om tilsyn med sundhedspersoner, herunder regler om sanktioner m.v. Sættes reglerne i kraft, vil det bl.a. betyde, at Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis de sundhedsmæssige forhold i fængslet kan bringe patientsikkerheden i fare, kan give påbud til behandlingsstedet i fængslet under Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvori der opstilles sundhedsmæssige krav til den pågældende virksomhed, eller give påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvis. Styrelsen for Patientsikkerheds organisatoriske tilsyn vil omfatte tilsyn med al sundhedsfaglig behandling, som foretages i fængslet, uanset om behandlingen udføres af dansk autoriserede sundhedspersoner eller kosovarisk personale, idet den danske institutionsledelse vil have ansvar for, at al behandling udført i fængslet sker inden for fagligt forsvarlige rammer.

Det vil også betyde, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne føre tilsyn med de dansk autoriserede sundhedspersoner, som udfører behandling i fængslet, og at styrelsen i forbindelse med dette tilsyn vil kunne iværksætte tilsynsforanstaltninger over for den dansk autoriserede sundhedspersonen på baggrund af deres sundhedsfaglige virke. Sundhedsbehandling foretaget i fængslet vil således kunne indgå i vurderingen af dansk autoriseret sundhedspersoners faglige virksomhed og egnethed på lige fod med behandlinger, som foretages på behandlingssteder i Danmark. Det er hensigten, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal kunne føre et reaktivt tilsyn og et frekvensbaseret tilsyn. Det frekvensbaserede tilsyn vil skulle træde i stedet for det risikobaserede, jf. nedenfor.

Derudover forventes den foreslåede bemyndigelse anvendt til at sikre de indsattes klage- og erstatningsadgang over den sundhedsfaglige behandling, de har modtaget i fængslet. Det gælder bl.a. reglerne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven) om muligheden for at klage til Styrelsen for Patientklager over behandlingssteder og behandlingsforløb og til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Det vil også gælde reglerne om den særlige patienterstatningsordning for behandlings- og lægemiddelskader.

Det forventes også, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at lov om lægemidler skal gælde helt eller delvist. Det gælder bl.a. reglerne for kriminalforsorgens institutioners fordeling, opsplitning og udlevering af lægemidler, som bruges i behandling af indsatte. I forlængelse heraf vil bemyndigelsen forventeligt blive anvendt til at fastsætte regler om, at lægemidler til brug i den kriminalforsorgsinstitution, der er placeret i Kosovo, skal håndteres i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum samt håndkøbslægemidler i kriminalforsorgens institutioner med de eventuelle nødvendige tilpasninger og fravigelser. Det vil desuden kunne være relevant at sætte lægemiddellovgivningens regler om indberetning af bivirkninger i kraft.

I forbindelse med fastsættelse af regler efter § 1 a, stk. 5, 1. pkt., foreslås det i § 1 a, stk. 5, 2. pkt. , at ministeren i denne forbindelse kan fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af regler, i det omfang det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Det betyder for det første, at love og regler fastsat i medfør heraf vil kunne sættes i kraft helt eller delvist. Hermed sikres det, at der ikke sættes bestemmelser i love i kraft, som ikke er relevante eller i praksis ikke vil kunne overholdes eller implementeres. Det betyder også, at de love og bestemmelser, som påtænkes sat i kraft, vil kunne sættes i kraft med de tilpasninger, som vurderes at være nødvendige for, at reglerne vil kunne implementeres og fungere i praksis. Der vil f.eks. kunne være tale om, at opgaver, som efter loven er pålagt én myndighed overlades til en anden, hvis det f.eks. af praktiske grund forekommer mest hensigtsmæssigt.

Der vil også kunne være tale om fravigelser af regler om sprogkrav, som ikke vil kunne overholdes som følge af fængslets placering i udlandet. Derudover vil der eksempelvis kunne være tale om tilpasninger af reglerne om Styrelsen for Patientsikkerheds risikobaserede tilsyn med behandlingssteder, f.eks. med henblik på at sikre et frekvensbaseret tilsyn i stedet for et risikobaseret tilsyn. Der vil også kunne være tale om tilpasning af love og bekendtgørelsers anvendelsesområde, f.eks. den territoriale eller organisatoriske afgrænsning, som kan være til hinder for, at reglerne ikke vil kunne gælde for forhold uden for Danmark. Det skal understreges, at der ikke som fravigelse eller tilpasning vil kunne ses fuldstændigt bort fra grundlæggende patientrettigheder, herunder regler om patienters retsstilling, tilsyn- klage- og erstatningsadgang, derved at de ikke sættes i kraft. Fravigelse vil derimod kunne omfatte fravigelse af særlige krav til måden, metoden, omfang eller lignende, som rettigheden udøves på. Der kan eksempelvis være tale om måden en klagesag behandles eller en tilsynssag føres på, krav til journalføring og indsigt.

Det bemærkes, at der, i takt med at ordningen gennemføres, også kan vise sig behov for, at sætte øvrige love på sundhedsområdet med de nødvendige tilpasninger i kraft, hvis det måtte være nødvendigt for sikre, at den sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier.

Med § 1 a, stk. 6, foreslås det, at sundhedsministeren endvidere kan fastsætte regler om tilpasning og fravigelse af reglerne på sundhedsområdet, i det omfang det er nødvendigt for at sikre patientsikkerheden eller lægemiddelforsyningen i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af stk. 1.

Bestemmelsen forudsættes anvendt i tilfælde, hvor de gældende regler på sundhedsområdet i Danmark er til hinder for, at de påtænkte sundhedsfaglige aktiviteter i fængslet kan lade sig gøre. Et eksempel herpå er reglerne for udførsel af lægemidler fra Danmark til andre stater, der i praksis forventes at være til hinder for, at lægemidler kan udføres fra Danmark til fængslet.

Med henblik på at muliggøre anvendelsen af lægemidler markedsført i Danmark forventes bestemmelsen anvendt til at fastsætte regler om kriminalforsorgens mulighed og vilkår for udførsel af lægemidler, herunder lægemidler med euforiserende stoffer, fra Danmark til den kriminalforsorgsinstitution, der er placeret i Kosovo. Der vil i forlængelse heraf blive fastsat regler, som skal sikre, at lægemidler, der er udført af kriminalforsorgen til fængslet i Kosovo, som udgangspunkt ikke genindføres til Danmark.

Der kan, i takt med at ordningen gennemføres, også vise sig behov for at fravige andre regler på sundhedsområdet i Danmark. Anvendelsen af bestemmelsen vil dog være begrænset til det nødvendige for, at de sundhedsfaglige aktiviteter i et fængsel i Kosovo kan lade sig gøre.

Det foreslås i § 1 a, stk. 7 , at databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven finder anvendelse for behandling af personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Således vil fængslet i Kosovo skulle overholde de samme databeskyttelsesregler som fængsler i Danmark, herunder betingelser for og krav til behandling af personoplysninger, regler om registrerede rettigheder og betingelserne for overførsel af personoplysninger til tredjelande.

Den foreslåede bestemmelse indebærer i øvrigt, at Datatilsynet får beføjelse til at føre tilsyn med behandlingen af personoplysninger i fængslet, som foretages i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring, jf. databeskyttelseslovens § 27 og retshåndhævelseslovens § 37.

Det foreslås i § 1 a, stk. 8, at justitsministeren kan fastsætte regler for behandling af personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Det er hensigten, at der bl.a. skal fastsættes nærmere regler om formålet med behandling af personoplysninger, der udveksles med fængslet i Kosovo, og at databeskyttelseslovgivningens regler om tredjelandsoverførsler gælder for videregivelse eller udlevering af personoplysninger til andre myndigheder i Kosovo, andre tredjelande eller internationale organisationer. Det er endvidere hensigten, at det skal fastsættes procedurer for videregivelse af personoplysninger fra fængslet til andre myndigheder i Kosovo, andre tredjelande og internationale organisationer. Desuden er det hensigten, at der i nødvendigt omfang skal kunne fastsættes andre bestemmelser om behandling af personoplysninger i fængslet med henblik på at gennemføre relevante dele af traktaten og samarbejdsaftalen med Kosovo om fuldbyrdelse af danske straffe i fængslet.

Det foreslås i 1 a, stk. 9 , at Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter den danske forvaltningsmyndighed, som udøves i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at Folketingets Ombudsmands virksomhed kommer til at omfatte den forvaltningsvirksomhed, som de danske myndigheder er ansvarlige for, og som udøves i henhold til dansk ret, herunder straffuldbyrdelsesloven samt regler udstedt i medfør heraf, ved fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i fængslet i Kosovo.

På tilsvarende vis vil ombudsmandens kompetence omfatte den forvaltningsvirksomhed, som udøves af danske forvaltningsmyndigheder efter øvrig dansk ret, herunder reglerne om arbejdsmiljø, sundhedsbehandling, samt reglerne i udlændingeloven og hjemrejseloven.

I det omfang det kosovarisk ansatte personale udøver forvaltningsvirksomhed, herunder anvender magt m.v., efter dansk ret, vil personalet blive betragtet som en del af den danske myndighed, og forvaltningsvirksomheden vil dermed være omfattet af ombudsmandens kompetence, uanset at de pågældende vil være ansat af de kosovariske myndigheder.

Ombudsmandens kompetence vil ikke omfatte den forvaltningsvirksomhed, som udøves af kosovariske myndigheder. Kompetencen til at føre tilsyn vil derimod kunne henhøre under den kosovariske ombudsmand, for så vidt denne er kompetent i henhold til kosovarisk lovgivning, jf. også traktatens artikel 30. Ombudsmanden vil inden for rammerne af databeskyttelseslovgivningen, herunder databeskyttelsesforordningens artikel 49, i almindelighed kunne udveksle nødvendige oplysninger med den kosovariske ombudsmand til brug for udøvelsen af ombudsmandens kompetence.

Det foreslås i § 1 a, stk. 10, 1. pkt., at Folketingets Ombudsmands virksomhed efter stk. 9 udøves i overensstemmelse med lov om Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden vil således kunne bedømme, om danske forvaltningsmyndigheder m.v. i Kosovo handler i strid med gældende dansk ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver, jf. ombudsmandslovens § 21. Ombudsmanden vil også kunne bedømme forhold vedrørende en institutions eller myndigheds indretning og drift samt forhold vedrørende behandlingen af og aktiviteterne for institutionens eller myndighedens brugere ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter, jf. ombudsmandslovens § 18.

Folketingets Ombudsmand vil i overensstemmelse med de almindelige regler i ombudsmandsloven kunne modtage klager fra enhver samt tage sager op af egen drift, jf. ombudsmandslovens §§ 13 og 17. I førstnævnte tilfælde gælder det almindelige princip i ombudsmandslovens § 14, hvorefter ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse. I sager, hvor ombudsmanden efter praksis inddrager kriminalforsorgens områdekontor ved behandling af en sag eller en klage over et fængsel eller en arrest, vil ombudsmanden i sager vedrørende fængslet i Kosovo kunne rette henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Ombudsmanden vil i relation til fængslet i Kosovo skulle varetage opgaven som Danmarks nationale forebyggende mekanisme, jf. den valgfri protokol til FN’s torturkonvention, i relation til fængslet i Kosovo, herunder som i Danmark med inddragelse af DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder.

Til brug for udøvelsen af ombudsmandens kompetence vil ombudsmanden have ret til at forlange oplysninger, dokumenter, udtalelser, indkaldelse til afhøring for retten, besigtigelse af tjenestesteder og lokaler samt afholde samtaler med bl.a. indsatte og personale, jf. lovens § 19. Det vil være de danske myndigheder, herunder den danske institutionsleder, som vil være ansvarlig for, at ombudsmanden får adgang til oplysninger i henhold til § 19.

De oplysninger, som ombudsmanden anmoder om, vil skulle være på enten dansk eller engelsk. Det vil i den forbindelse være de danske myndigheder, herunder den danske institutionsleder, som er ansvarlig for, at ombudsmanden på forlangende får oplysningerne på et af disse sprog. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af traktatens artikel 5, stk. 1 og 2, at arbejdssproget i fængslet vil være engelsk, og at dokumenter i relevant omfang vil skulle udformes eller oversættes til dansk eller engelsk.

Den danske institutionsleder vil skulle sikre, at der er tolk til stede, hvis brugerne og ombudsmandens besøgshold ikke taler det samme sprog. Tilsvarende gælder, hvis personalet og besøgsholdet ikke taler samme sprog.

Folketingets Ombudsmand vil over for de danske forvaltningsmyndigheder kunne anvende de reaktionsmuligheder, der er hjemlet i ombudsmandslovens kapitel 7. Folketingets Ombudsmand vil således kunne fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af sagen. Ombudsmanden vil desuden kunne give Folketinget og vedkommende minister m.v. meddelelse om mangler ved gældende love eller administrative bestemmelser, som ombudsmanden i særlige tilfælde bliver opmærksom på, jf. lovens § 12.

Det foreslås i § 1 a, stk. 10, 2. pkt., at Folketingets Ombudsmand i den forbindelse kan påse, at danske myndigheder overholder forpligtelsen til at sikre, at de indsatte som overdrages til de kosovariske myndigheder behandles i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Ombudsmanden vil ikke føre tilsyn med den forvaltningsvirksomhed, som udøves af de kosovariske myndigheder, men ombudsmanden vil kunne påse, at danske myndigheder sikrer overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser også i det omfang, det påhviler Danmark at sikre, at kosovariske myndigheder overholder disse.

Ombudsmanden vil i den forbindelse kunne påse de kontrolforanstaltninger, som de danske myndigheder har iværksat med henblik på at sikre, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes, ligesom ombudsmanden vil kunne foretage en vurdering af, om disse kontrolforanstaltninger må anses for egnede og tilstrækkelige til at sikre dette.

Det vil også i denne situation være de danske myndigheder, herunder institutionslederen, som vil være ansvarlig for indhentelsen af oplysninger fra de udenlandske myndigheder, herunder f.eks. sundhedsoplysninger eller oplysninger om strafforfølgning eller -fuldbyrdelse vedrørende strafbare forhold begået under afsoningen i Kosovo, i det omfang ombudsmanden anmoder om dette med henblik på at sikre, at ombudsmanden kan føre et tilsyn.

Det foreslås i § 1 a, stk. 11 , at udsendte medarbejdere, der bistår med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 2, vil kunne oppebære udetillæg m.v. efter regler, der fastsættes af vedkommende ressortminister. Det samme gælder for udsendte medarbejdere, der behandler sager i Kosovo efter udlændingelovgivningen.

Bestemmelsen indebærer, at medarbejdere, der udsendes til visse former for tjeneste i Kosovo med henblik på at bistå med arbejdet vedrørende fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring af dømte, kan oppebære en tilsvarende godtgørelse (udetillæg) m.v. som fastsat for ansatte i udenrigstjenesten. Det samme gælder for udsendte medarbejdere, der behandler sager i Kosovo efter udlændingelovgivningen, herunder sagsbehandling af udlændinges asylsager eller udsendelsessager m.v.

De nærmere regler for udetillæg m.v. til de udsendte medarbejdere fastsættes af vedkommende ressortminister, herunder på grundlag af de principper, der gælder for udsendte i udenrigstjenesten. Der henvises til § 7 i lov om udenrigstjenesten, ligesom en tilsvarende bestemmelse findes for forsvarets personel, jf. § 11, stk. 2, i lov om forsvarets personel.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.4.

Til nr. 3

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 1, at Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed for kriminalforsorgen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i lovens § 1 nævnte straffe, jf. stk. 2.

Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der være et antal kriminalforsorgsområder, jf. stk. 3. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminalforsorgsområder, områdernes geografiske placering og fordeling af lokale kriminalforsorgsinstitutioner mellem områderne.

Justitsministeriet kan i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tilsvarende i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven, jf. stk. 5.

Det foreslås, at der foretages en ændring i straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 3 , således at »skal der være« ændres til »hører«, og at »og en institution i Kosovo« indsættes efter »kriminalforsorgsområder«.

Ændringen indebærer, at institutionen i Kosovo vil blive etableret som en selvstændig myndighed umiddelbart under Direktoratet for Kriminalforsorgen, således at institutionen ikke vil indgå i et kriminalforsorgsområde.

Der vil være tale om en særegen myndighedsopbygning, idet forvaltningsvirksomheden vil blive varetaget af ansatte i den danske kriminalforsorg, som arbejder i fængslet, og af lokalt ansatte, som er ansat af den kosovariske myndighed. Det kosovarisk ansatte personale vil dog, i det omfang de udøver forvaltningsvirksomhed i henhold til dansk ret, være at anse for en del af den danske myndighed. Både det dansk ansatte personale og de kosovarisk ansatte vil skulle udøve deres beføjelser i henhold til reglerne i straffuldbyrdelsesloven og regler udstedt i medfør deraf. Forvaltningsvirksomheden vil i øvrigt være underlagt almindelige forvaltningsretlige regler, herunder lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) og forvaltningsloven samt uskrevne retsgrundsætninger og principper. Det kosovarisk ansatte personale vil dog være underlagt kosovariske ansættelsesretlige regler.

Institutionen i Kosovo være underlagt en dansk ledelse, der vil være ansvarlig for, at afsoningen sker i overensstemmelse med straffuldbyrdelsesloven og regler udstedt i medfør deraf, anden dansk lovgivning samt Danmarks internationale forpligtelser.

Institutionslederen vil skulle påse, at den behandling af de indsatte, som i henhold til traktaten sker efter kosovariske regler, herunder under transport på kosovarisk territorium eller i forbindelse med hospitalsindlæggelse i Kosovo eller ved strafforfølgning og -fuldbyrdelse af strafbare forhold begået i Kosovo, sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Heri ligger, at institutionslederen vil skulle følge op på eventuelle klager fra de indsatte i forbindelse med behandlingen uden for fængslet, ligesom institutionslederen – under inddragelse af øvrige relevante myndigheder – løbende vil skulle påse, om de indsatte bliver behandlet i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser uden for fængslet under fuldbyrdelsen af straffen. Institutionslederen vil i den forbindelse være ansvarlig for at påtale eventuelle krænkelser eller lignende over for den kosovariske administrative chef, hvilket i yderste konsekvens vil kunne håndteres som et traktatbrud.

Institutionslederen vil ikke være forpligtet til at føre et generelt tilsyn med det kosovariske sundhedsvæsen. Institutionslederen vil dog være forpligtet til at påse, at den behandling som de indsatte modtager på et kosovarisk hospital er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Institutionslederen vil på tilsvarende vis være forpligtet til at påse, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes i forbindelse med transport af de indsatte uden for fængslet og ved strafforfølgning og -fuldbyrdelse af strafbare forholdet begået i Kosovo.

Som det følger af traktatens artikel 18, stk. 5, vil institutionslederen kunne deltage under transport og vil i den forbindelse løbende kunne påse, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes. Institutionslederen vil endvidere kunne indhente oplysninger om strafforfølgningen i Kosovo, jf. traktatens artikel 24, stk. 4. Endelig vil fængslets sundhedsfaglige klinik kunne modtage sundhedsjournaler vedrørende den sundhedsbehandling, som har fundet sted i det kosovariske sundhedsvæsen, jf. traktatens artikel 19, stk. 9.

Den nærmere udmøntning af institutionslederens forpligtelser til at påse overholdelsen af Danmarks internationale forpligtelser i forbindelse med de indsattes ophold uden for fængsel vil, forud for ibrugtagelsen af fængslet i Kosovo, blive klarlagt i retningslinjer, som vil blive udarbejdet i samarbejde mellem Justitsministeriet, kriminalforsorgen og øvrige relevante myndigheder.

Der er desuden tale om en sproglig ændring fra »skal der være« til »hører«, der skal ses i sammenhæng med den forslåede tilføjelse til bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.2.

Til nr. 4

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 1, at Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed for kriminalforsorgen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i lovens § 1 nævnte straffe, jf. stk. 2.

Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der være et antal kriminalforsorgsområder, jf. stk. 3. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminalforsorgsområder, områdernes geografiske placering og fordeling af lokale kriminalforsorgsinstitutioner mellem områderne.

Justitsministeriet kan i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tilsvarende i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven, jf. stk. 5.

Det foreslås i § 2, stk. 5 , at institutionen i Kosovo kan udøve de beføjelser og er underlagt de forpligtelser, der i denne lov er tillagt kriminalforsorgsområderne

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fængslet i Kosovo vil have de samme beføjelser og vil være underlagt de samme forpligtelser, som i dag er tillagt kriminalforsorgsområderne efter straffuldbyrdelsesloven eller bestemmelser udstedt i medfør deraf.

De kompetencer, som normalt udføres af det overordnede kriminalforsorgsområde vil i stedet skulle varetages af institutionslederen, dog således at visse opgaver af større betydning vil kunne behandles af direktoratet, jf. lovens § 2, stk. 5, 2. pkt., eller i henhold til det almindelige over-/underordnelsesforhold.

Det forudsættes i den forbindelse, at direktoratet i højere grad end tilfældet er med kriminalforsorgsområderne i dag vil være tilbøjelig til at udnytte adgangen til call-in, således at direktoratet i højere grad vil beslutte at overtage institutionens kompetencer i enkeltsager eller grupper af sager.

Den foreslåede ordning vil indebære, at de indsatte vil kunne klage over afgørelser truffet af institutionen, såfremt der er hjemmel til at påklage afgørelser truffet af et kriminalforsorgsområde, jf. bekendtgørelser udstedt efter straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.2.

Til nr. 5

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og i den forbindelse kan fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.

Det følger af den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, 2. pkt., at der endvidere kan fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4, herunder om andelen af vederlaget, der skal opspares for indsatte, der er udvist af landet ved dom.

Den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, 2. pkt., vil medføre, at der kan fastsættes regler om andelen af vederlaget, der skal opspares for indsatte, der er udvist af landet ved dom.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat nærmere administrative regler om tvungen opsparing for udvisningsdømte.

Det vil blive fastsat, at andelen af den tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse øges fra 15 pct. til som udgangspunkt 50 pct. for udvisningsdømte.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at de yderligere tvangsopsparede midler (35 pct. af tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse) alene vil kunne anvendes til dækning af hjemrejseudgifter, og at den øgede tvangsopsparing vil skulle udbetales, hvis effektueringen af udsendelsen af den pågældende efter løsladelse umiddelbart må anses for udsigtsløs. Den forskelsbehandling, der sker isoleres dermed til hjemrejseudgifter.

Udgifter, som den indsatte skal afholde i forbindelse med hjemrejse modregnes i det opsparede beløb, hvis ikke den indsatte selv afholder udgifterne.

Det vil derudover blive fastsat, at en udvisningsdømt indsat, som har et beløb stående på opsparingskontoen ved løsladelsen, skal have beløbet udbetalt senest ved hjemrejsen.

Baggrunden for den tiltænkte administrative regel er, at udvisningsdømte har højere udgifter til hjemrejse end ikke-udvisningsdømte har til udgang og løsladelse.

Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. I det omfang kriminalforsorgsområdet kan konstatere, at den yderligere tvungne opsparing (15-50 pct. af den tvungne opsparing af vederlag for beskæftigelse) åbenbart overstiger de samlede udgifter, som den pågældende vil skulle afholde i forbindelse med hjemrejse, forudsættes det således, at kriminalforsorgsområdet undlader at tilbageholde yderligere beløb til opsparingen. Et sådant beløb vil skulle udbetales til den indsatte.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.8.

Til nr. 6

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.

Det følger af den foreslåede § 42, stk. 5, 3. pkt., at der desuden kan fastsættes regler om løsladelsesbeløb, herunder at visse indsatte, der er udvist af landet ved dom, ikke er omfattet heraf

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat nærmere administrative regler om løsladelsesbeløb.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at udvisningsdømte, der straks efter endt afsoning udsendes med bistand fra udlændingemyndighederne, eller efter afsoningen varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse ikke har krav på løsladelsesbeløb.

Baggrunden for den tiltænkte administrative regel er, at denne gruppe af udvisningsdømte ikke har samme behov som øvrige udvisningsdømte for at få udbetalt et beløb i forbindelse med løsladelse, da der i den øvrige lovgivning på anden måde er taget hånd om denne gruppe af udvisningsdømtes behov for småfornødenheder under selve udsendelsen, når den forestås af udlændingemyndighederne, og under varetægtsfængsling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.8.

Til nr. 7

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 50, 1. pkt., at justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til udgang. Det fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at det i forbindelse med sådanne regler kan bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning.

Det følger af den foreslåede ændring af § 50, 2. pkt., at det i forbindelse med sådanne regler kan bestemmes, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Den foreslåede ændring af § 50, 2. pkt., vil medføre, at der kan fastsættes regler om, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Der foreslås ingen ændringer af, at der ved udeblivelse forstås, at den domfældte ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning, og at dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende til last. Kan den domfældte derimod godtgøre, at undladelsen af at møde til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last – f.eks. i et tilfælde, hvor den domfældte er mødt for sent som følge af en togforsinkelse el.lign. – er den pågældende ikke udeblevet uden lovlig grund. Hvis modtagerinstitutionen skønner, at den overskridelse, der foreligger fra den dømtes side, må anses for ubetydelig, kan det ligeledes lægges til grund, at den dømte ikke er udeblevet uden lovlig grund.

Hvis lovforslaget vedtages, forudsættes det, at der i medfør af den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 50 vil blive fastsat regler i udgangsbekendtgørelsen om, at udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra afsoning.

Det forudsættes endvidere, der i den forbindelse vil blive fastsat en undtagelse, hvorefter fratagelse af muligheden for at kunne meddeles tilladelse til udgang vil skulle ske i et kortere tidsrum i tilfælde, hvor fratagelse af muligheden for tilladelse til udgang i 6 måneder vil være uforholdsmæssig, herunder hvor den indsatte alene skal afsone en fængselsstraf af en varighed tæt på eller under 6 måneder.

Den gældende ordning, hvorefter særlige omstændigheder kan begrunde tilladelse til udgang, uanset om der er truffet afgørelse om fratagelse af mulighed for udgang på grund af udeblivelse fra afsoning, vil blive fastholdt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 8

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 1, at kriminalforsorgen bestemmer, om indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfængsel, når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen, og hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.

Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfængsel er som hidtil en udgangsform. Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra fængsel eller arresthus i et bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden.

Der vil udelukkende kunne træffes afgørelse om udstationering for personer, der er idømt ubetinget fængselsstraf.

Det er ikke et krav, at den ubetingede fængselsstraf er idømt ved samme dom, når blot den samlede fængselsstraf er mere end 6 måneder.

Der indføres med den foreslåede bestemmelse en pligt for kriminalforsorgen til af egen drift at behandle spørgsmålet om udstationering i alle relevante sager, dvs. sager hvor de tidsmæssige betingelser er opfyldt, jf. ovenfor.

Udgangspunktet efter den foreslåede bestemmelse er, at udstationering skal ske til egen bopæl med fodlænke, medmindre det vurderes mere formålstjenligt, at udstationering sker til en af kriminalforsorgens udslusningsfængsler. Det kan eksempelvis være sager, hvor den indsatte ikke har egnet bopæl, eller hvor personer i indsattes husstand ikke vil give samtykke til, at der sker udstationering til egen bopæl med fodlænke. Der kan også være tale om sager, hvor den indsatte har behov for pædagogisk støtte, som personalet i et udslusningsfængsel kan give den pågældende under udstationering.

Tilsvarende vil gøre sig gældende, hvis afsoneren undtagelsesvis skal udstationeres direkte fra et lukket fængsel, eller hvor den indsatte har afsonet i lang tid, og hvor det vurderes, at den indsatte har brug for en mere gradvis overgang fra fængsel til egen bopæl med fodlænke og det derfor findes mest formålstjenligt, hvis den pågældende indledningsvis udstationeres til et udslusningsfængsel.

Selvom det på det tidspunkt, hvor der resterer otte måneder til forventet prøveløsladelse, vurderes mere formålstjenligt, at den indsatte udstationeres til udslusningsfængsel kan forholdene ændre sig i løbet af udstationeringen til udslusningsfængsel, således at det på senere tidspunkt vurderes, at den pågældende bør udstationeres til egen bopæl med fodlænke.

Det er for det første en betingelse for udstationering, at en tredjedel af straffen er udstået. Det har i den forbindelse ikke betydning hvor straffen er udstået.

Den tid, som den indsatte har været placeret i arresthus, herunder som varetægtsarrestant, samt den tid, som den pågældende har været anbragt i anden institution efter straffuldbyrdelseslovens § 78, indgår i beregningen.

Det er for det andet en betingelse for udstationering, at der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen.

Der bør således f.eks. ikke træffes afgørelse om udstationering, hvis den dømte, f.eks. på grund af et massivt alkoholmisbrug eller misbrug af euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, vurderes at være ude af stand til at overholde de vilkår, der gælder for udstationering.

Et yderligere eksempel på en sag, hvor der vil kunne foreligge misbrugsrisiko, kan være, hvis en indsat er dømt for vold mod sin nabo og ikke har været på fri fod mellem dom og afsoning. I en sådan sag vil det helt klare udgangspunkt være, at den indsatte ikke vil kunne udstationeres til samme bopæl med fodlænke. Tilsvarende vil en indsat, som har fået udgangskarantæne eksempelvis pga. ny kriminalitet begået under udgang eller som i øvrigt har begået kriminalitet under afsoningen, som det helt klare udgangspunkt heller ikke kunne udstationeres på grund af risikoen for misbrug af udstationeringen.

Det er for det tredje en betingelse for udstationering, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt – dvs. ud over misbrugsrisikoen – taler imod udstationering.

I vurderingen af misbrugsrisikoen og hensynet til retshåndhævelsen vil bl.a. skulle indgå kriminalitetens art og straffens længde, evt. tidligere straffe, evt. disciplinærsager under afsoning, udelukkelse fra fællesskab, overførsel fra åbent til lukket fængsel, stofmisbrug samt udgangsmisbrug med deraf følgende udgangskarantæne.

Efter den foreslåede ordning vil det ikke være et krav, at den indsatte lever op til de almindelige betingelser for udgang efter straffuldbyrdelseslovens § 46.

Den foreslåede bestemmelse forudsættes anvendt i lyset af de kapacitetsmæssige forhold i kriminalforsorgen. Udstationering til udslusningsfængsel forudsætter således, at der er den fornødne kapacitet i et af kriminalforsorgens udslusningsfængsler.

Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede udstationeringsordning forudsætter etablering og drift af ca. 63 yderligere pladser. Der vil således være en periode, hvor dømte – af kapacitetsmæssige årsager – ikke vil kunne udstationeres til udslusningsfængslerne, og dermed forsat vil skulle afsone i de almindelige åbne og lukkede fængsler på trods af, at de opfylder de retlige betingelser for udstationering efter den foreslåede ordning.

Kriminalforsorgen forventer, at der i løbet af 1. kvartal 2023 vil være etableret og idriftsat en række udslusningsfængsler, som kan imødekomme en stor del af kapacitetsbehovet og dermed muliggøre udstationering i større omfang. Den samlede etablering af alle nye udslusningsfængsler forventes etableret og idriftsat i 3. kvartal 2023. Det forventede idriftsættelsestidspunkt er dog behæftet med en vis usikkerhed.

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 2, at udstationering efter stk. 1 tidligst kan ske 8 måneder før forventet prøveløsladelse.

Der ligger heri for det første en tidsmæssig betingelse om, at der tidligst vil kunne ske udstationering 8 måneder før forventet prøveløsladelse. Det gælder alle former for prøveløsladelse efter afsoning af tidsbestemt straf, således straffelovens § 38, stk. 1 § 38, stk. 2 eller § 40 a.

Der ligger for det andet en betingelse om, at der skal være en forventning om, at den indsatte vil opfylde betingelserne for prøveløsladelse. Denne betingelse vil skulle være opfyldt i hele udstationeringsperioden. Indsatte, som forventes løsladt på endt straf, fordi prøveløsladelse skønnes utilrådelig, vil ikke kunne udstationeres efter den foreslåede bestemmelse.

Indsatte som er udstationeret til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller udslusningsfængsel vil dog fortsat opfylde betingelserne for udstationering, hvis de i udstationeringsperioden uden egen skyld ophører med at opfylde betingelserne for prøveløsladelse selvom udstationeringsperioden derfor vil blive udstrakt til mere end 8 måneder. Hvis den indsatte derimod selv er skyld i, at betingelserne om prøveløsladelse ikke længere er opfyldt vil udgangspunktet være, at der skal ske tilbagekaldelse af tilladelsen til udstationering, og at den indsatte dermed skal tilbageføres til et fængsel med henblik på afsoning af reststraffen.

Såfremt forholdene ændrer sig efter afslag på prøveløsladelse, således at den indsatte senere opfylder betingelserne for prøveløsladelse, vil betingelsen om, at der skal være en forventning om, at den indsatte vil opfylde betingelserne for prøveløsladelse være opfyldt.

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 3, at udstationering til egen bolig under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 forudsætter, at der er sikret den indsatte passende beskæftigelse og underhold.

Beskæftigelseskravet er begrundet i resocialiseringshensyn. Om den dømte er beskæftiget som lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende, studier eller lignende er uden betydning. Den dømtes arbejde, uddannelse eller lignende bør som udgangspunkt have et tidsmæssigt omfang af minimum 20 timer og maksimalt 37 timer ugentlig.

En person, der ikke har en form for beskæftigelse, vil som udgangspunkt ikke kunne udstationeres til egen bolig under intensiv overvågning og kontrol. Beskæftigelseskravet vil dog kunne anses for at opfyldt ved deltagelse i dagcenteraktiviteter, programvirksomhed i kriminalforsorgens regi eller lignende. Det samme kan gøre sig gældende, hvis det f.eks. er nødvendigt at den indsatte passer sine børn, alvorligt syge familiemedlemmer eller er beskæftiget med en anden aktivitet, som fastlægges i forbindelse med udstationeringen. I sådanne tilfælde kan beskæftigelseskravet anses for opfyldt, uanset at den pågældendes beskæftigelsesaktivitet(er) udgør mindre end 20 timer ugentlig

Under alle omstændigheder vil det være en betingelse for udstationering til egen bolig med fodlænke, at den indsatte har et forsørgelsesgrundlag.

Det følger af den foreslåede § 50 a, stk. 4 , at udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 desuden forudsætter, at den indsattes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at udstationeringen kan gennemføres, og at personer over 18 år, der har samme bopæl som den indsatte, meddeler samtykke dertil.

Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol er en alternativ måde at udstå en idømt fængselsstraf på, og derfor bør denne afsoningsform indebære stort set samme begrænsning i den dømtes bevægelsesfrihed som strafafsoning i et fængsel. Dette forudsætter ikke blot, at den dømte har en bolig, hvor den pågældende kan pålægges at opholde sig under udståelsen, men ligeledes, at boligen er af en sådan beskaffenhed, at det er praktisk muligt at kontrollere, om den pågældende i udstationeringsperioden opholder sig på bopælen i de tidsrum, som tilsynsmyndigheden foreskriver

Bor den dømte f.eks. på hotel, herberg, i campingvogn eller lignende boligforhold af midlertidig karakter, vil denne betingelse som udgangspunkt ikke være opfyldt. Der må imidlertid i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af den dømtes boligforhold med henblik på at afklare, om udstationering kan finde sted til egen bopæl med den fornødne intensive overvågning og kontrol.

Den modtager, der som led i den elektroniske overvågning og kontrol med den dømte skal placeres i dennes hjem, skal tilsluttes strømforsyningen, hvorfor det er et krav, at der i den dømtes bolig er indlagt strøm. Er dette ikke tilfældet, kan der ikke ske udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol.

Det er endvidere en betingelse for udstationering til egen bopæl, at personer, der har samme bopæl som den dømte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at udstationering kan finde sted på den fælles bopæl. Samtykke fra f.eks. den dømtes ægtefælle, samlever, hjemmeboende børn over 18 år m.fl., der er direkte berørt af den dømtes udstationering til bopælen, vil således skulle indhentes. Dette skyldes, at der i boligen skal installeres elektronisk overvågningsudstyr, ligesom den overvågning og kontrol, der vil finde sted i udstationeringsperioden, bl.a. består i uanmeldte kontrolbesøg på bopælen. Disse foranstaltninger nødvendiggør, at kriminalforsorgen har adgang til den dømtes bopæl.

Det følger af den foreslåede § 50 b, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol og til udslusningsfængsel, herunder om behandling af sager om udstationering, om vilkår, om kontrol og tilsyn m.v., og om tilbagekaldelse af tilladelser til udstationering.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse blive fastsat nærmere regler om udstationering.

Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om behandlingen af sager om udstationering.

Der vil derudover blive fastsat regler om vilkår for udstationering, herunder at der i den sidste halvdel af udstationeringsperioden vil kunne fastsættes lempeligere vilkår.

Dømte, der udstationeres til udslusningsfængsel, vil med den foreslåede ordning som udgangspunkt blive undergivet de samme regler, som gælder for udgang fra åbent fængsel (fængselsvilkår) i den første del af udstationeringsperioden, mens de i den sidste del af udstationeringsperioden typisk vil være undergivet de regler for udgang, der gælder for udslusningsfængslet (svarende til de gældende pensionsvilkår).

Dømte, der udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol, vil med den foreslåede ordning i den første del af udstationeringsperioden som udgangspunkt blive undergivet fodlænkevilkår, mens den dømte i sidste del af perioden typisk vil være undergivet natlænkevilkår.

Der vil endvidere blive fastsat nærmere regler om tilsynet med dømte, der udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol. Der vil i den forbindelse blive fastsat nærmere regler om tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af udåndingsprøver og urinprøver m.v.

Der vil desuden blive fastsat regler om tilbagekaldelse af tilladelser til udstationering, herunder betingelser for tilbagekaldelse, samt virkningen af en tilbagekaldelse.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Der vil endelig i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3, blive fastsat en administrativ klageadgang for afslag på udstationering efter den foreslåede § 50 a.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.7.

Til nr. 9

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1, at en indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers varighed. Der kan i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i videre omfang end nævnt i 1. pkt.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2, at en indsat uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 3, at en udenlandsk indsat uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, at en indsat, som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og om hvem politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, ikke har ret til at modtage besøg af personer med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende.

Det følger af den foreslåede § 51 stk. 5, at justitsministeren fastsætter regler om forbud mod besøg i et tidsrum af op til 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Der foreslås ingen ændringer i, at der ved udeblivelse forstås, at den domfældte ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning, og dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende til last. Kan den domfældte derimod godtgøre, at undladelsen af at møde til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last – f.eks. i et tilfælde, hvor den domfældte er mødt for sent som følge af en togforsinkelse el.lign. – er den pågældende ikke udeblevet uden lovlig grund. Hvis modtagerinstitutionen skønner, at den overskridelse, der foreligger fra den dømtes side, må anses for ubetydelig, kan det ligeledes lægges til grund, at den dømte ikke er udeblevet uden lovlig grund.

Hvis lovforslaget vedtages, forudsættes det, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse vil blive fastsat regler i besøgsbekendtgørelsen om, at en indsat ikke har ret til at modtage i besøg i en periode på op til 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra afsoning.

Det forudsættes endvidere, at det i den forbindelse vil blive fastsat, at begrænsningen ikke vil omfatte besøg fra den dømtes nærtstående, samt ikke vil påvirke den indsattes ret til at modtage besøg efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, om henholdsvis ret til besøg fra visse advokater, og reglen om udenlandske indsattes ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter og den indsattes ret til at have sit barn med sig i institutionen efter straffuldbyrdelseslovens § 54.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.6.

Til nr. 10

Kriminalforsorgen kan i dag bl.a. videregive oplysninger om indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til PET, hvis bestemte betingelser er opfyldte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1. Herudover kan PET som nævnt under pkt. 2.12.1.2 under nærmere angivne betingelser kræve oplysninger udleveret fra bl.a. kriminalforsorgen til varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af straffelovens kapitel 12 og 13, jf. PET-lovens § 4.

PET har således i dag forskellige muligheder for at få oplysninger fra kriminalforsorgens registre og systemer til varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af straffelovens kapitel 12 og 13.

Imidlertid har PET ikke en direkte elektronisk adgang til sådanne oplysninger i kriminalforsorgens registre og systemer.

Det følger af den foreslåede § 66 b, stk. 2, at Politiets Efterretningstjeneste kan indhente oplysninger om indsatte direkte fra registre og systemer i kriminalforsorgen, i det omfang indhentelsen må antages at have betydning for varetagelsen af efterretningstjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Kapitel 2 i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) finder anvendelse for indhentning af oplysninger efter 1. pkt.

Kriteriet »må antages at have betydning« skal forstås på samme måde som det, der fremgår af PET-lovens § 4. Begreberne »registre og systemer« skal forstås bredt. Det omfatter først og fremmest sagsbehandlingssystemer, men det afgørende efter bestemmelsen er, om der er tale om oplysninger, som er i kriminalforsorgens besiddelse, uanset om oplysningerne findes i et sagsbehandlingssystem.

Det bemærkes i den forbindelse, at PET’s direkte elektroniske adgang bl.a. forudsættes så vidt muligt afgrænset til søgninger på bestemte personer eller persongrupper, der er fastsat på forhånd mellem PET og Direktoratet for Kriminalforsorgen. Samtidig forudsættes det, at søgemulighederne afgrænses til de pågældende personer og de dele af registrene og systemerne, hvor der må antages at være oplysninger af betydning for PET’s opgavevaretagelse vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Endvidere forudsættes det, at der i fornødent omfang føres kontrol med de elektroniske søgninger, som de pågældende PET-medarbejdere foretager.

PET’s adgang vil herudover blive afgrænset således, at det alene vil være få medarbejdere hos PET, som f.eks. forbindelsesofficerer fra PET eller lignende, der får direkte elektronisk adgang til kriminalforsorgens registre og systemer med henblik på at kunne fremsøge oplysninger om de relevante persongrupper og videregive disse internt i PET. Øvrige medarbejdere hos PET – udover forbindelsesofficeren eller lignende – vil således ikke i medfør af bestemmelsen kunne tildeles direkte elektronisk adgang til kriminalforsorgens registre og systemer.

Som nævnt under lovforslagets pkt. 2.12.3 vil PET’ indhentelse og behandling af personoplysninger generelt skulle ske i overensstemmelse med reglerne i PET-loven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer på denne baggrund ikke, at PET kan behandle personoplysninger i videre omfang, end hvad der efter gældende ret er muligt efter reglerne i PET-loven. Samtidig vil den foreslåede bestemmelse ikke indebære, at kriminalforsorgen vil skulle videregive oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af PET-lovens § 4.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at de oplysninger, som PET vil kunne indhente direkte fra kriminalforsorgens registre og systemer efter den foreslåede bestemmelse, ikke vil gå ud over, hvad kriminalforsorgen på anmodning vil være forpligtet til at udlevere til PET efter gældende ret i dag.

Den foreslåede ordning indebærer desuden ikke ændringer i Tilsynet for Efterretningstjenesternes mulighed for at føre kontrol med PET efter kapitel 9 i PET-loven eller Datatilsynets mulighed for at føre kontrol med kriminalforsorgen efter retshåndhævelseslovens § 37.

Bestemmelsen indebærer, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne kan føre kontrol med PET's indhentning af oplysninger efter den forslåede bestemmelse i § 66 b, stk. 2, da kriminalforsorgens videregivelse af oplysningerne er omfattet af PET-lovens § 4, jf. PET-lovens § 18.

Hvis Tilsynet med Efterretningstjenesterne som led i sin tilsynsvirksomhed finder, at PET har indhentet oplysninger i strid med den forslåede bestemmelse, underretter Tilsynet med Efterretningstjenesterne Direktoratet for Kriminalforsorgen herom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.12.1.

Til nr. 11

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, indsættes en henvisning til undtagelsesbestemmelsen i stk. 2. Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 12, hvor det foreslås, at indsætte en ny bestemmelse i § 67, stk. 2.

Til nr. 12

Det følger af den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 67, at en indsat skal ikendes disciplinærstraf i de tilfælde, som er opregnet i bestemmelsens nr. 1-12.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 2, at kriminalforsorgsområdet i helt særlige tilfælde kan undlade at ikende disciplinærstraf efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det bliver muligt at undlade at ikende disciplinærstraf, uanset at der er grundlag herfor efter den gældende § 67, stk. 1.

Med udtrykket »helt særlige omstændigheder« sigtes til situationer, hvor en undladelse af ikendelse af disciplinærstraf – selv i form af en advarsel – ud fra en faglig vurdering ikke vurderes at være hensigtsmæssig ud fra et ordens- og sikkerhedsmæssigt hensyn. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en indsat over lang tid ikke har begået disciplinære forseelser, eller hvor der i øvrigt iagttages gode fremskridt hos den indsatte på trods af den begåede disciplinærforseelse, og hvor det samtidig fagligt vurderes at være kontraproduktivt at ikende en disciplinærstraf.

En forudsætning for bestemmelsens anvendelse er dog i alle tilfælde, at den pågældende disciplinære forseelse er af beskeden karakter, eksempelvis hvis forseelsen udgør en overtrædelse af rygeforbuddet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.1.

Til nr. 13

Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 68 er det muligt at ikende disciplinærstraf i form af bøde, advarsel eller strafcelle.

Det følger af den foreslåede ændring af § 68, stk. 1, at midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni, indføres som nye disciplinærstraffe.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der indføres 4 nye typer af disciplinærstraffe. Disse udgør midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling samt midlertidig begrænsning af retten til telefoni. For en definition af de nye typer af disciplinærstraffe henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

Ændringen vil indebære, at det vil være muligt at ikende de nye typer af disciplinærstraf i de tilfælde, hvor den indsatte har overtrådt én eller flere af de opregnede forhold i lovens § 67, nr. 1-12.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 14

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 3, at midlertidig begrænsning af retten til telefoni alene kan ikendes over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at midlertidig begrænsning af retten til telefoni alene kan ikendes over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at en midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke vil kunne håndhæves effektivt over for indsatte i åbne fængsler, da disse indsatte har adgang til at leje en fastmonteret mobiltelefon til brug i eget opholdsrum, jf. § 9 i telefonbekendtgørelsen.

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 4, at midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke kan ikendes over for livstids- og forvaringsdømte, der er omfattet af reglerne i §§ 49 a, 51 a, 55 a og 57 a, eller som er afskåret kontakt efter § 59 b.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke kan ikendes over for livstids- og forvaringsdømte, der er omfattet af reglerne i §§ 49 a, 51 a, 55 a og 57 a, eller som er afskåret kontakt efter § 59 b. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at livstidsdømte og visse forvaringsdømte er underlagt særlige regler om udgang, besøg, brevveksling og telefoni, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 49 a, 51 a, 55 a og 57 a, hvorefter sådanne indsatte i 10 år ikke uden tilladelse må modtage eksempelvis besøg og desuden alene må modtage besøg fra nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Derudover må den omfattede gruppe af indsatte som udgangspunkt ikke komme på udgang i de første 10 år af afsoningen. Endelig kan gruppen af indsatte afskæres fra retten til besøg, brevveksling og telefoni i et nærmere bestemt tidsrum. Den omfattede gruppe af indsatte vil således allerede være eller kunne være underlagt de begrænsninger, som de nævnte disciplinærstraffe medfører.

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 5, at disciplinærstraffen fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang og under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner.

Bestemmelsen regulerer valget af type af disciplinærstraf, eksempelvis om en indsat skal ikendes bøde eller midlertidigt udgangsforbud som disciplinærstraf. Det bemærkes i den forbindelse, at det ligeledes foreslås, at disciplinærstraffene kan ikendes i forening, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, således at f.eks. bøde og midlertidigt udgangsforbud kan ikendes i forening.

Ved valget af type af disciplinærstraf indebærer bestemmelsen, at der skal lægges vægt på to momenter. Disse udgør »overtrædelsens art og omfang«, samt »i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner«.

Ved »overtrædelsens art og omfang« forstås, at valget af disciplinærstraf skal være proportionalt med den disciplinærforseelse, som den pågældende har begået. Herved forudsættes, at de hårdere sanktioner, f.eks. en relativt høj bøde kombineret med en midlertidig begrænsning af den indsattes ret til besøg, alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor der foreligger en grovere disciplinærforseelse, herunder forseelser der sker i gentagelsestilfælde.

Fastsættelsen af disciplinærstraffen skal desuden ske under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner. Det indebærer, at valget af type af disciplinærstraf – ud over kravet om, at straffen skal fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang – i relevant omfang skal foretages under hensyn til, i hvilket type afsoningsinstitution den indsatte afsoner, herunder om der er tale om åbent eller lukket fængsel.

Eksempelvis kan en indsat, der afsoner i lukket fængsel, opleve en ikendelse af strafcelle som mindre begrænsende, end hvis strafcelle anvendes over for en person, der afsoner i åbent fængsel. Det skyldes, at den indsatte i et lukket fængsel i forvejen afsoner i lukket regime, hvor der er mindre adgang til fællesskab, end den indsatte der afsoner i åbent regi. Omvendt kan en indsat, der afsoner i lukket fængsel, opleve en disciplinærstraf som et midlertidig udgangsforbud som værende mere begrænsende, end en indsat der afsoner i åbent regi.

Med momentet sigtes der desuden til, at fastsættelsen af disciplinærstraffen skal ske under hensyn til, hvad der konkret må antages at være en mærkbar disciplinærstraf over for den indsatte. Således vil det eksempelvis have en begrænset mærkbar effekt at ikende disciplinærstraf i form af en midlertidig begrænsning af retten til udgang, hvis den indsatte i forvejen ikke har en udgangstilladelse. Dette gør sig ligeledes gældende for de andre typer af nye disciplinærstraffe. Den nærmere fastlæggelse af, hvornår det giver mening at anvende de nye typer af disciplinærstraffe vil blive fastsat på bekendtgørelsesniveau.

Det skal samtidig sikres, at disciplinærstraffesystemet er gennemsigtigt for den indsatte, og at disciplinærstraffene desuden ikendes på lige vilkår mellem de indsatte. Det forudsættes dermed som efter gældende praksis, at de såkaldte normalreaktionsskemaer anvendes, og at disse bl.a. som følge af det ovenfor angivne kan have et forskelligt indhold afhængig af den type afsoningsinstitution, som den indsatte afsoner i.

Det følger af den foreslåede § 68, stk. 6, at disciplinærstraffen skal skærpes ved hver tredje forseelse.

Bestemmelsen vil indebære, at der skal ikendes en mere markant og skærpet sanktion, når en disciplinærforseelse begås tredje gang. Det samme vil gøre sig gældende sjette gang, niende gang osv. Bestemmelsen angår således selve udmålingen af disciplinærstraffen, eksempelvis en bødes størrelse eller længden på et midlertidigt udgangsforbud.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset om de tre begåede forhold kan anses som ligeartede. Således vil der også skulle ikendes en mere markant og skærpet sanktion i det tredje tilfælde, uanset at den tredje forseelse har en anden karakter end de to forudgående

Det forudsættes desuden med bestemmelsen, at der i overensstemmelse med gældende praksis kan indtræde forældelse mellem de pågældende forseelser, således at der eksempelvis ikke tillægges den tredje forseelse skærpende betydning, hvis der er gået lang tid mellem forseelserne.

Den skærpede og markante reaktion, som ikendes i medfør af bestemmelsen, vil i alle tilfælde skulle være proportional med den konkrete forseelses karakter.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.3.

Til nr. 15

Efter den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 3, kan disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle ikendes i forening.

Med den foreslåede ændring af § 68, stk. 3, indskrives midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni indsættes i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at disciplinærstraf i form af bøde, midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni og strafcelle kan ikendes i forening.

Efter bestemmelsen vil det eksempelvis ved fastsættelsen af disciplinærstraffen kunne bestemmes, at den indsatte skal ikendes en bøde sammen med et midlertidigt udgangsforbud. Det forudsættes i alle tilfælde, at disciplinærstraffen fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.3.

Til nr. 16

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 69, stk. 1, 2. pkt., at en disciplinærstraf i form af bøde højst kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.

Det følger af den foreslåede ændring af § 69, stk. 1, 2. pkt., at angivelse af »en uges« ændres til »to ugers« i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at bødens maksimum forhøjes til det dobbelte, således at bøden fremover højst kan udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for to ugers beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 17

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidigt udgangsforbud som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af et midlertidigt udgangsforbud som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af det midlertidige forbud således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette, at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete forseelse.

Det følger af den foreslåede § 69 a, stk. 2, at hvis den indsatte er ikendt midlertidigt udgangsforbud, kan der alene meddeles tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.

Den foreslåede bestemmelse definerer det midlertidige udgangsforbud. Et midlertidigt udgangsforbud indebærer således, at den indsatte ikke må komme på udgang.

Hvis der er allerede er meddelt tilladelse til udgang, vil den foreslåede bestemmelse føre til, at udgangstilladelsen suspenderes.

Uanset ovenstående udgangspunkt kan der meddeles tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor. Det forudsættes, at bestemmelsen forstås i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 4, 2. pkt.

Således vil der eksempelvis navnlig foreligge helt særlige omstændigheder, hvor der er tale om spørgsmål om udgang til et særligt formål som nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangen er, at den indsatte skal deltage i retsmøder, eller hvis vedkommende skal deltage i en nærtstående persons begravelse eller lignende.

Der er dog også mulighed for at tillade udgang i andre tilfælde, hvor nægtelse heraf vil være særligt indgribende for den indsatte. Det kan f.eks. også være tilfældet, hvis en indsat har frigang til arbejde og skal løslades inden for de næste 3 måneder, idet den pågældendes løsladelsessituation i så fald kan blive langt mindre gunstig, hvis den indsatte mister sit arbejde i forbindelse med, at tilladelsen til frigang bortfalder.

På den anden side vil kravet om helt særlige omstændigheder normalt ikke kunne anses for opfyldt, hvis der ønskes udgang med henblik på indgåelse af ægteskab eller varetagelse af personlige interesser.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 b, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til besøg som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af en midlertidig begrænsning af retten til besøg som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af den midlertidige begrænsning af retten til besøg således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete overtrædelse.

Det følger af den foreslåede § 69 b, stk. 2, at en indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til besøg, må alene modtage besøg af nærtstående.

Den foreslåede bestemmelse definerer den midlertidige begrænsning af retten til besøg. En midlertidig begrænsning af retten til besøg indebærer således, at den indsatte alene må modtage besøg af nærtstående.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Således vil den indsatte efter bestemmelsen være afskåret fra at modtage besøg fra andre end nærtstående i den pågældende periode. Et besøg fra en nærtstående forudsætter dog under alle omstændigheder, at den pågældende ikke har fået afslag på besøg på grund af andre forhold, jf. f.eks. besøgsbekendtgørelsen § 4.

Det følger af den foreslåede § 69 b, stk. 3, at en midlertidig begrænsning af retten til besøg ikke påvirker den indsattes ret til at modtage besøg efter § 51, stk. 2 og 3, og berører ikke den indsattes ret efter § 54.

En midlertidig begrænsning af retten til besøg vil således ikke finde anvendelse på den ret, som den indsatte har efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, om henholdsvis ret til besøg fra visse advokater, og reglen om udenlandske indsattes ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter. Det foreslås desuden, at en midlertidig begrænsning af retten til besøg ikke skal berøre den indsattes ret til at have sit barn med sig i institutionen efter lovens § 54.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 c, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til brevveksling som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af en midlertidig begrænsning af retten til brevveksling som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af den midlertidige begrænsning af retten til brevveksling således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete overtrædelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 c, stk. 2, at en indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, alene må brevveksle med nærtstående.

Den foreslåede bestemmelse definerer den midlertidige begrænsning af retten til brevveksling. En midlertidig begrænsning af retten til brevveksling indebærer således, at den indsatte alene må brevveksle med nærtstående.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Således vil den indsatte efter bestemmelsen være afskåret fra at brevveksle med andre end nærtstående i den pågældende periode. Brevveksling med nærtstående forudsætter dog under alle omstændigheder, at brevvekslingen ikke i medfør af andre regler er begrænset, eksempelvis som følge af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Det følger af den foreslåede § 69 c, stk. 3, at en midlertidig begrænsning af retten til brevveksling ikke påvirker den indsattes ret til at brevveksle efter § 56, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den indsatte – uanset ikendelsen af en midlertidig begrænsning af retten til brevveksling – fortsat ukontrolleret vil kunne brevveksle med de personer og myndigheder m.v., som er nævnt i § 56, stk. 1.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69 d, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til telefoni som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varigheden af en midlertidig begrænsning af retten til telefoni som disciplinærstraf fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Da varigheden af den midlertidige begrænsning af retten til telefoni således skal fastsættes under hensyn til overtrædelsen art og omfang, indebærer dette at varigheden af disciplinærstraffen skal være proportional med den konkrete overtrædelse.

Det følger af den foreslåede § 69 d, stk. 2, at en indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til telefoni, alene må telefonere med nærtstående.

Den foreslåede bestemmelse, definerer den midlertidige begrænsning af retten til telefoni. En midlertidig begrænsning af retten til telefoni indebærer således, at den indsatte alene må telefonere med nærtstående. Muligheden for at telefonere med nærtstående forudsætter dog under alle omstændigheder, at denne ret ikke i medfør af andre regler er begrænset eksempelvis som følge af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.

Således vil den indsatte efter bestemmelsen være afskåret fra at telefonere med andre end nærtstående i den pågældende periode.

Det følger af den foreslåede § 69 b, stk. 3, at en midlertidig begrænsning af retten til telefoni ikke påvirker den indsattes mulighed for at telefonere med de personer og myndigheder m.v., som er nævnt i § 56, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den indsatte, uanset ikendelse af en midlertidig begrænsning af retten til telefoni, fortsat ukontrolleret kan telefonere med de personer og myndigheder m.v., som er nævnt i § 56, stk. 1. Dette dog under forudsætning af, at den indsatte har ret til at telefonere efter lovens § 57, stk. 1, det vil sige, at det er praktisk muligt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.2.

Til nr. 18

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 70, stk. 1, 1. pkt., at ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger.

Den følger af den foreslåede ændring af § 70, stk. 1, 1. pkt., at »4 uger« ændres til »14 dage, jf. dog stk. 2«.

Den foreslåede ændring af § 70, stk. 1, 1. pkt., vil indebære, at varigheden af strafcelle fremover som udgangspunkt højst kan være 14 dage. Samtidig indsættes der i bestemmelse en henvisning til den foreslåede undtagelse i stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 19.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.4.

Til nr. 19

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 2, at der i særlige tilfælde kan ikendes strafcelle i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger

Den foreslåede bestemmelse i § 70, stk. 2, vil indebære, at strafcelle uanset den foreslåede ændring af stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 18, i særlige tilfælde kan ikendes i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger.

Ved »særlige tilfælde« forstås eksempelvis, at der er tale om grove gentagelsestilfælde, eller hvor ikendelse af strafcelle på mere end 14 dage findes nødvendigt for at håndtere særligt udfordrende eller udadreagerende indsatte.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.4.

Til nr. 20

Overdragelse af en person til strafforfølgning eller -fuldbyrdelse mellem to landes myndigheder inden for et andet lands territoriale grænser er ikke nærmere reguleret i dansk ret.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens §§ 75, 75 a og 76, at der i visse tilfælde kan ske strafafbrydelse under nogle nærmere anførte betingelser. Efter § 75, stk. 1, afbrydes fuldbyrdelsen af en fængselsstraf, hvis den dømte udebliver, undviger eller i øvrigt selvforskyldt unddrager sig straffuldbyrdelsen, eller hvis den dømte anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24 timer. Det fremgår af § 75 a, stk. 1, at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, som er idømt fængselsstraf i op til 4 måneder eller er idømt fængselsstraf for overtrædelse af hjemrejselovens § 12, stk. 2-4, eller § 13, stk. 2 eller 4, og som i den forbindelse er udvist af landet, skal udsendes straks. Endelig følger det af § 76 kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, tillade, at en straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes i en række nærmere bestemte situationer.

Det foreslås i § 75 b, stk. 1 , at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan beslutte, at en person, som afsoner fængselsstraf eller dom til forvaring i medfør af regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, skal overdrages til Republikken Kosovo til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en kosovarisk fængselsstraf, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Med bestemmelsen vil der forud for overdragelse af den dømte til de kosovariske myndigheder skulle foretages en konkret vurdering af, om overdragelsen i det enkelte tilfælde vil være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Det vil være justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, der træffer beslutning om, hvorvidt den konkrete overdragelse kan finde sted. Der vil være tale om den samme vurdering, som foretages efter udleveringslovens § 6, stk. 1-3.

Overdragelse vil alene kunne ske på vilkår om, at den pågældende tilbageføres til fængslet i Gjilan i Kosovo eller kriminalforsorgen i øvrigt, når strafforfølgelsen eller fuldbyrdelsen af den kosovariske fængselsstraf er overstået.

Der vil i forbindelse med vurderingen af, om der kan ske overdragelse til de kosovariske myndigheder bl.a. skulle tages stilling til, om den pågældende ved overdragelsen risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. herved blandt andet EMRK artikel 3, og om den pågældende i relation til selve strafforfølgningen udsættes for åbenbar retsfornægtelse (”flagrant denial of justice”), jf. herved blandt andet EMRK artikel 6.

Bestemmelsen omfatter Danmarks samlede internationale forpligtelser.

Det vil skulle påses, at behandlingen af de indsatte i forbindelse med strafforfølgning og -fuldbyrdelse efter kosovarisk ret sker inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Såfremt de kosovariske myndigheder fremsætter anmodning om overdragelse forud for udsendelsen af den indsatte til sit hjemland eller returnering til Danmark, vil anmodningen skulle behandles efter reglerne i den foreslåede § 75 b, stk. 1. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, vil også i den forbindelse skulle træffe beslutning om, hvorvidt en overdragelse til de kosovariske myndigheder kan ske inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Det foreslås i § 75 b, stk. 2 , at fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring, der sker i medfør af regler fastsat efter § 1 a, stk. 2, afbrydes, hvis justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, bestemmer, at den pågældende skal overdrages til Republikken Kosovo til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en kosovarisk fængselsstraf i medfør af stk. 1.

Strafafbrydelsen vil gælde fra det tidspunkt, hvor den faktiske overdragelse af den pågældende fra fængslet i Gjilan i Kosovo til de kosovariske myndigheder finder sted. Tidspunktet for beslutningen om overdragelse i henhold til § 75 b, stk. 1, er således ikke afgørende for, hvornår strafafbrydelse kan finde sted. Det vil dog være sådan, at afbrydelse af fuldbyrdelsen af fængselsstraffen eller forvaringen vil bero på beslutningen om, at der skal ske overdragelse til de kosovariske myndigheder.

Det vil være justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, som i forlængelse af beslutningen om overdragelse til de kosovariske myndigheder, træffer bestemmelse om strafafbrydelse i forbindelse med den faktiske overdragelse af den pågældende.

Det vil ikke været et krav, at den pågældende skal samtykke til, at straffen afbrydes, i forbindelse med overdragelse til de kosovariske myndigheder.

Det foreslås i § 75 b, stk. 3 , at justitsministeren kan fastsætte regler om overdragelsen til Republikken Kosovo efter stk. 1, om strafafbrydelse efter stk. 2 og om genoptagelse af strafafsoning efter § 77, stk. 3.

Bestemmelsen vil indebære, at der administrativt kan fastsættes regler om de nærmere rammer for processen i forbindelse med overdragelsen til de kosovariske myndigheder, herunder de tidsmæssige rammer for beslutningen, samt de nærmere kriterier, herunder tidspunktet for strafafbrydelse samt genoptagelse af straffuldbyrdelsen. Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse bl.a. blive fastsat regler om overdragelse i lyset af bestemmelserne i kapitel 5 i udleveringsloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.7.

Til nr. 21

Efter straffuldbyrdelseslovens § 77, stk. 1, genoptages straffuldbyrdelsen, når den indsatte på ny giver møde, pågribes med henblik på fortsat straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsorgen giver meddelelse herom til den pågældende. Efter § 77, stk. 2, genoptages straffuldbyrdelsen, hvis en udlænding, der har fået afbrudt straffuldbyrdelsen, jf. § 75 a, stk. 1, på ny uden lovligt grundlag opholder sig her i landet inden for 5 år efter gennemførelse af udsendelsen.

Det foreslås i § 77, stk. 3 , at straffuldbyrdelsen genoptages, når en person, der har fået afbrudt straffuldbyrdelsen, jf. § 75 b, stk. 2, på ny overdrages til kriminalforsorgen fra Republikken Kosovo med henblik på genoptagelse af straffuldbyrdelsen

Den foreslåede bestemmelse vil således udvide anvendelsesområdet for § 77, så det tydeligt fremgår, at den også omfatter den situation, hvor en udlændings fuldbyrdelse af fængselsstraf er blevet afbrudt efter den foreslåede § 75 b, stk. 2.

Genoptagelse af straffuldbyrdelsen vil både kunne ske i fængslet i Gjilan i Kosovo eller i en anden af kriminalforsorgens institutioner i Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.7.

Til nr. 22

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 2, at justitsministeren fastsætter regler om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.

Det følger af den foreslåede ændring af § 79, stk. 2, at justitsministeren også fastsætter regler om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i væsentlige sociale hensyn.

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag), og at løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4 dage.

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag), og at løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4 dage. Formålet er derudover at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse nærmest forudgående onsdag, hvis løsladelsesdatoen falder på 2. påskedag eller 2. pinsedag.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at løsladelser op til en weekend vanskeliggør, at løsladte med behov for at opsøge kommunen, banken og lignende kan gøre dette, inden disse lukker for weekenden. Det kan øge risikoen for, at den løsladte begår ny kriminalitet med henblik på at få adgang til bolig, penge, mad, tobak, narkotika m.v., eller det kan medføre, at den løsladte mister motivationen til at opsøge den hjælp, som vedkommende er berettiget til i det offentlige system.

Hvis lovforslaget vedtages, vil det blive fastsat i løsladelsesbekendtgørelsen, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag), og at løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4 dage. Det vil derudover blive fastsat, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse nærmest forudgående onsdag, hvis løsladelsesdatoen falder på 2. påskedag eller 2. pinsedag. Der vil ikke i den forbindelse skulle foretages en konkret vurdering af, om den pågældende indsatte har behov for at nå på kommunen, i banken m.v.

De gældende regler om mulighed for at undlade fremrykning på baggrund af undvigelse eller udeblivelse vil i den forbindelse blive fastholdt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.9.

Til nr. 23

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, 1 pkt., at vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal udføre ulønnet arbejde eller deltage i behandlings- eller uddannelsesprogram i det fastsatte antal timer inden for den udmålte længstetid.

Efter de gældende regler kan samfundstjeneste udføres som ulønnet arbejde hos institutioner og organisationer, som er offentlige, offentligt støttede eller har almennyttige formål.

Det følger af den foreslåede ændring af § 101, stk. 2, 1. pkt., at vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den dømte skal udføre ulønnet arbejde i private virksomheder eller institutioner og organisationer, som er offentlige, offentligt støttede eller har almennyttige formål.

Formålet med den foreslåede ændring er at skabe lovhjemmel til, at samfundstjeneste i form af ulønnet arbejde også skal kunne udføres hos private erhvervsvirksomheder. Det er ikke et krav, at den private erhvervsvirksomhed er offentligt støttet eller har et almennyttigt formål.

Der foreslås ingen ændringer i, at vilkår om samfundstjeneste gennemføres af kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 1.

Det er således fortsat kriminalforsorgen, der skal udmønte samfundstjenesten, herunder visitere den dømte til et relevant arbejdssted samt føre kontrol og tilsyn med, at afviklingen af samfundstjenesten sker i overensstemmelse med den idømte straf.

Det er endvidere kriminalforsorgens opgave at sørge for, at samfundstjenestesteder forinden indstilles og godkendes af De Regionale Arbejdsmarkedsråd, bl.a. med henblik på at sikre, at afviklingen af samfundstjeneste hos private erhvervsvirksomheder ikke får karakter af konkurrenceforvridende statsstøtte.

Kriminalforsorgen skal i den forbindelse sikre, at alle private virksomheder har mulighed for at blive indstillet til og godkendt af De Regionale Arbejdsmarkedsråd, og selve udvælgelsen skal ske på klare, ikke-diskriminerende og objektive kriterier. Hvis det i praksis viser sig, at afvikling af samfundstjenesten i private virksomheder kan antages at påvirke samhandelen og konkurrencevilkårene, vil der være tale om statsstøtte i TEUF artikel 107, stk. 1’s forstand. I sådanne tilfælde skal foranstaltningen bringes i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler.

Det bemærkes, at EU-statsstøttereglerne vedr. kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (SGEI), herunder Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, kan anvendes som den relevante EU-retlige statsstøttehjemmel for at bringe foranstaltningen i overensstemmelse med det indre marked.

Der foreslås derudover ingen ændringer i, at mindst to tredjedele af det fastsatte antal timer skal gennemføres som ulønnet arbejde, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, 2. pkt.

Der foreslås endelig ingen ændringer i, at samfundstjenesten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og tidligst må være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.3.

Til nr. 24

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 112, at visse endelige administrative afgørelser inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kan kræves indbragt til prøvelse for retten. Adgangen til domstolsprøvelse gælder alene for de i § 112, stk. 1, nævnte administrative afgørelser, som omfatter bl.a. afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage samt afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse.

Efter § 113 sker indbringelse af sagen for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den pågældende var indsat i på tidspunktet for den oprindelige afgørelse, er beliggende. Er den indsatte senere overført til en anden institution, kan sagen i stedet indbringes for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller opholdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.

Det foreslås i § 113, stk. 1, 5. pkt. , at sager, som indbringes af en dømt, som er indsat til fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, indbringes for Københavns Byret.

Bestemmelsen indebærer, at klager efter straffuldbyrdelseslovens § 112 vil skulle indbringes for Københavns Byret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.8.

Til nr. 25

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 116, stk. 1, at sagen behandles på skriftligt grundlag, medmindre retten bestemmer andet. Retten kan stille krav om tilvejebringelse af yderligere oplysninger. Behandles sagen mundtligt, træffer retten bestemmelse om afhøring af den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt, jf. § 116, stk. 2.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 116, stk. 3 , at bestemmer retten, at en sag, som er indbragt for Københavns Byret i medfør af § 113, stk. 1, 5. pkt., jf. § 1 a, stk. 2, skal behandles mundtligt, kan retten træffe bestemmelse om, at retsmødet gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse i forbindelse med behandlingen under kære, jf. straffuldbyrdelseslovens § 120, stk. 3.

Det tilkommer i hvert enkelt tilfælde retten at beslutte, om gennemførelsen af retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede kan ske på forsvarlig vis, idet det dog forudsættes, at retsmøderne som udgangspunkt gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre tungtvejende grunde tilsiger, at afholdelse af retsmødet sker ved fysisk fremmøde.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 116, stk. 4, at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 3, kan retten bestemme, at den dømtes advokat møder i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end den dømte.

Bestemmelsen vil indebære, at retten kan bestemme, at advokaten skal møde frem i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end den dømte. Retten kan i den forbindelse bestemme, at den dømtes advokat skal møde frem i retten, hvis deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede ikke findes forsvarligt.

Advokaten vil dog fortsat have ret til at deltage fra samme sted som den dømte.

Endelig følger det af den foreslåede bestemmelse i § 116, stk. 5 , at gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede efter stk. 3, kan retten bestemme, at justitsministeren møder i retten eller deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Bestemmelsen vil indebære, at retten kan bestemme, at justitsministeren skal møde frem i retten eller deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede. Retten kan i den forbindelse bestemme, at justitsministeren skal møde frem i retten, hvis deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede ikke findes forsvarligt.

Det forudsættes i den forbindelse, at Direktoratet for Kriminalforsorgen deltager på vegne af justitsministeren.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.8.

Til nr. 26

I straffuldbyrdelseslovens § 112 er der fastsat en særlig udvidet adgang til domstolsprøvelse for en række forvaltningsretlige afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven. Afgørelser, som ikke er omfattet af § 112, kan indbringes for domstolene ved et almindeligt civilt sagsanlæg i medfør af grundlovens § 63 om domstolenes adgang til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedernes grænser.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 123, stk. 2 , at bestemmelserne i § 113, stk. 1, 5. pkt., og § 116, stk. 3-5, finder tilsvarende anvendelse på øvrige afgørelser efter denne lov, som er indbragt til prøvelse for retten

Bestemmelsen indebærer, at reglerne om værneting, samt reglerne om anvendelse af telekommunikation med billede, som finder anvendelse på sager, som indbringes for retten i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 112, og hvor den dømte udstår straffen i fængslet i Kosovo, tillige finder anvendelse på sager, som indbringes for retten i medfør af grundlovens § 63.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.8.