LOV nr 883 af 12/05/2021
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 8
I lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 1533 af 16. december 2019, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1513/EU af 9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, EU-Tidende 2015, nr. L 239, side 1« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82«.
2. I § 1 a indsættes som nr. 4:
»4) Geotermisk energi: Energi, som lagres i form af varme under jordens faste overflade.«
3. Efter § 18 d indsættes i kapitel 4 a:
»§ 18 e. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ansøgninger om godkendelser efter § 10, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1, angående elproducerende geotermianlæg skal afgøres inden for en af ministeren fastsat frist, og at sådanne ansøgninger skal behandles samtidig med andre ansøgninger om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
| Lov | Paragraffer |
|---|---|
| UndergrundslovenLBK nr 1461 af 29/11/2023 |
Forarbejder til Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 8
Til nr. 1
Den gældende fodnote i undergrundsloven indeholder en udtømmende opremsning af de direktiver, som loven gennemfører. Loven gennemfører bl.a. dele af VE I-direktivet.
Det foreslås, at formuleringen af fodnoten ændres således, at det kommer til at fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af VE II-direktivet.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten nu vil fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af VE II-direktivet i stedet for VE I-direktivet.
Til nr. 2
Undergrundsloven indeholder en række definitioner i § 1 a. Geotermisk energi er ikke blandt disse og er i øvrigt heller ikke defineret andre steder i dansk ret.
Det foreslås med lovforslagets § 8, nr. 2, at der indsættes en ny bestemmelse i § 1 a, nr. 4, således at geotermisk energi defineres som energi, som lagres i form af varme under jordens faste overflade.
Med den foreslåede bestemmelse indarbejdes definitionen på geotermisk energi i VE II-direktivet i dansk ret med henblik på at sikre overensstemmelse med EU-retten.
Den foreslåede bestemmelse er i god overensstemmelse med den almindelige forståelse af begrebet geotermisk energi. Det bemærkes dog, at geotermisk energi allerede er forekommende i undergrunden fra naturens side i modsætning til energi eller andet, der kan lagres i undergrunden ved hjælp af teknologiske løsninger. En sådan anden anvendelse af undergrunden til lagring af energi eller andet er omfattet af bestemmelserne i lovens kapitel 6 om anden anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil være en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 3, i dansk ret.
Til nr. 3
Der er på nuværende tidspunkt ikke regler i undergrundsloven, der giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte regler om tidsfrister og samtidighed for ministerens behandling af ansøgninger om godkendelser efter lovens § 10, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1, i relation til elproducerende geotermianlæg.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 8, nr. 3, at der indsættes en ny § 18 e , hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ansøgninger om godkendelser efter § 10, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1, angående elproducerende geotermianlæg skal afgøres inden for en af ministeren fastsat frist, og at sådanne ansøgninger skal behandles samtidig med andre ansøgninger om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning.
Den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 8, nr. 3, vil medføre, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om en absolut sagsbehandlingsfrist for godkendelse af plan for indvindingsvirksomheden efter lovens § 10, stk. 2, for godkendelse af væsentlige ændringer og tilføjelser til sådanne planer efter § 10, stk. 3, og for godkendelse af udstyr, program og udførelsesmåde ved arbejder, der udføres i forbindelse med virksomhed omfattet af loven, jf. § 28, stk. 1, for så vidt angår elproducerende geotermianlæg. Derudover vil ministeren også kunne fastsætte regler om, at disse ansøgninger skal behandles samtidig med andre ansøgninger om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning.
Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive udnyttet til at fastsætte regler om, at den samlede sagsbehandlingstid i form af tilladelsesprocessen for de projektrettede godkendelser efter lovens § 10, stk. 2 og 3, og § 28, stk. 1, maksimalt må udgøre to år i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, 1. pkt., eller et år i overensstemmelse med artikel 16, stk. 5, 1. pkt., i VE II-direktivet. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.3.1. for en beskrivelse af begrebet tilladelsesprocessen. Samtidig vil ministeren også kunne fastsætte regler om, hvornår denne periode kan forlænges til op til et år, jf. artikel 16, stk. 4, 2. pkt., og artikel 16, stk. 5, 2. pkt., i VE II-direktivet.
Derudover forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om, at godkendelserne efter lovens § 10, stk. 1 og 2, og § 28, stk. 1, skal behandles samtidig med ansøgninger om tilladelser og godkendelser efter anden lovgivning i form af etableringstilladelse og elproduktionstilladelse efter lov om elforsyning, tilladelse til udledning efter miljøbeskyttelsesloven, byggetilladelse efter byggeloven og attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning efter luftfartsloven.
Med samtidighed i sagsbehandlingen menes samtidig og parallel påbegyndelse af tidsfristen for de relevante og ansvarlige myndigheders behandling af ansøgninger om tilladelser i modsætning til samtidighed for afgørelserne af de forskellige ansøgninger om tilladelser. Derudover kan der afhængig af det konkrete projekts placering og kontekst også være tale om tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning som f.eks. museumsloven og naturbeskyttelsesloven. Disse specifikke tilladelser og dispensationer vurderes at falde uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16.
For elproducerende geotermianlæg vil der være tale om seriel sagsbehandling med samtidig påbegyndelse af tidsfristen for de relevante myndigheders sagsbehandling i de konkrete faser. Tidsfristen for sagsbehandling vil alene omfatte myndighedernes faktiske sagsbehandlingstid af de enkelte ansøgninger og ikke tiden mellem myndighedernes sagsbehandling. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.3.3.
Videre vil den foreslåede bestemmelse også kunne finde anvendelse ved fastsættelse af tidsfrister ved behandling af ansøgning om godkendelser efter undergrundslovens § 10, stk. 1 og 2, og § 28, stk. 1, og samtidighed i sagsbehandlingen i forbindelse med projekter, der kan karakteriseres som repowering, når der er tale om elproducerende geotermianlæg. For nærmere om begrebet repowering henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 3.
Ministeren vil alene kunne anvende den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler i forbindelse med godkendelser efter loven angående elproducerende geotermianlæg.
Den foreslåede bestemmelse muliggør gennemførelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 1, og stk. 4 - 6, for så vidt angår elproducerende geotermianlæg i dansk ret.