Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 7

Til nr. 1

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en definition af repowering. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

I praksis anvendes repowering som et uformelt begreb i industrien for vedvarende energi, som kan dække forhold såsom afvikling at et eksisterende vedvarende energianlæg og opførelse af et nyt, eventuelt med genanvendelse af det oprindelige ”site” eller udskiftning af dele af anlægget for højere effektivitet eller effekt.

Det følger af den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, at repowering er fornyelse af elproduktionsanlæg, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet.

Det foreslås, at der sker en tekstnær lovimplementering af definitionen i artikel 2, nr. 10, i VE II-direktivet. Den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, er derfor en tekstnær afskrift af definitionen i VE II-direktivets artikel 2, nr. 10, dog med undtagelse af betegnelsen ”elproduktionsanlæg” og ”VE-elektricitet”. Dette skyldes, anvendelsen af betegnelsen ”kraftværker” i en dansk kontekst almindeligvis anvendes mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet. Betegnelsen ”VE-elektricitet” anvendes i stedet for ”vedvarende energi” for at sikre en ensartet begrebsanvendelse i lov om elforsyning, idet repowering i VE II-direktivet angår kraftværker og dermed produktion af elektricitet.

Repowering som defineret i den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, vil blive anvendt i den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, om kontaktpunkt eller kontaktpunkter. Endvidere vil repowering blive behandlet separat i fastsættelsen af tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil, efter den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, samt efter den foreslåede § 29 a, nr. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 7. februar 2020, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 738 af 30. maj 2020 (VE-loven), jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og den foreslåede § 18 e i undergrundsloven, jf. lovforslagets § 8, nr. 3.

Med den foreslåede § 5, nr. 26, i elforsyningsloven, forudsættes det ikke, at opstillere herefter har en særlig ret til at foretage repowering.

Den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at sikre en ensartet anvendelse af begrebet på tværs af EU under hensyn til at kunne imødekomme et voksende behov for at foretage repowering af eksisterende vedvarende energianlæg.

Den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, vil medføre en ensartet anvendelse af begrebet og dermed en højere grad af gennemsigtighed og forudsigelighed.

VE II-direktivet præciserer ikke definitionen af repowering, hvilket kan medføre uklarhed om definitionens anvendelsesområde. Situationen kan opstå, hvor et vedvarende energianlæg eksempelvis bliver opført på samme placering, som et tidligere vedvarende energianlæg, men hvor infrastrukturen ikke er bevaret eller ikke er relevant. Udfordringen ved, at denne type projekter vil kunne blive omfattet af VE II-direktivets definition er, at ansøgningen i henhold til VE II-direktivets artikel 16, stk. 6, skal sagsbehandles på den halve tid i forhold til et nyt anlægsprojekt. For at undgå denne type utilsigtede situationer, skal definitionen af repowering forstås som en fornyelse af et "bestående anlæg". Bestående anlæg skal forstås som det anlæg, der allerede er meddelt tilladelse til at opføre og drive. Derudover er det en forudsætning, at repowering projektet som udgangspunkt må forventes at medføre genanvendelse af eksempelvis placering, projektkomponenter og infrastruktur i et omfang, hvor der kan siges at være tale om ændringer af et bestående projekt og ikke et nyt anlægsprojekt.

Almindelig vedligeholdelse af anlægget som en del af driften falder uden for definitionen af repowering. Repowering omfatter desuden ikke levetidsforlængelse i det omfang, der ikke samtidig sker en form for fornyelse af det bestående anlæg. Levetidsforlængelse skal i denne sammenhæng forstås som en forlængelse af tidsbegrænsede driftstilladelser.

Da der ikke i gældende ret findes en praksis for repowering, vil det være en konkret vurdering, hvorvidt et projekt efter omstændighederne er omfattet af den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning.

Som konsekvens af indsættelsen af § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, bliver § 5, nr. 26-32 til § 5, nr. 27-33, i lov om elforsyning.

Til nr. 2

Efter den gældende § 5, nr. 32, i lov om elforsyning defineres »VE-elektricitet« som elektricitet, der fremstilles ved anvendelse af vedvarende energikilder omfattet af lov om fremme af vedvarende energi.

Det følger af den foreslåede ændring af § 5, nr. 31, der bliver nr. 32, at »omfattet af« ændres til »som defineret i«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det udtrykkeligt vil fremgå af bestemmelsen, at definitionen for vedvarende energikilder i lov om elforsyning henviser til definitionen for vedvarende energikilder i VE-loven.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i lov om elforsyning, jf. Folketingstidende 2008-09 A L55, som fremsat side 1544, at der foreslås en definition af VE-elektricitet, fordi der også efter vedtagelsen af VE-loven vil være enkelte henvisninger til VE-elektricitet i elforsyningsloven. Det fremgår videre, at definitionen henviser til VE-loven, således at definitionen bliver ens i de to love.

Imidlertid kan formuleringen i gældende § 5, nr. 32, »omfattet af« skabe uklarhed om, der henvises til VE-loven i sin helhed eller alene til definitionen vedvarende energikilder i VE-loven. Derfor foreslås en præcisering, så det udtrykkeligt henvises til definitionen for vedvarende energikilder i VE-loven.

Der er ikke tiltænkt nogen materielle ændringer af definitionen af VE-elektricitet i lov om elforsyning.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 1, i dansk ret.

Til nr. 3

Den juridiske person, VE-fællesskab, er ikke reguleret i dansk ret.

Leveringspligten i § 6 b, stk. 1, i lov om elforsyning, forpligter elhandelsvirksomheder, som tilbyder levering af elektricitet til husholdningsforbrugere, til, på anmodning om levering og mod betaling at levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter.

Efter den gældende § 6 b, stk. 13, i lov om elforsyning, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om undtagelser fra leveringspligten i stk. 1, herunder om levering af elektricitet til deltagere og kapitalejere i borgerenergifællesskaber og levering af elektricitet i forbindelse med aggregering.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 3.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede ændring af § 6 b, stk. 13 , i lov om elforsyning, at der efter »borgerenergifællesskaber«: indsættes »og i VE-fællesskaber«.

Formålet med ændringen er, at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om undtagelse til leveringspligten for levering af elektricitet til kapitalejere og deltagere i VE-fællesskaber.

Definitionen på VE-fællesskab foreslås indsat i § 5, nr. 11, i VE-loven ved dette lovforslags § 1, nr. 7. Det følger heraf, at VE-fællesskab skal forstås en juridisk person, der er baseret på åben og frivillig deltagelse, er uafhængig og faktisk kontrolleres af kapitalejere eller deltagere, der er beliggende i nærheden af de projekter for vedvarende energi, der ejes og udvikles af denne juridiske person, hvis kapitalejere eller deltagere er fysiske personer, SMV'er eller lokale myndigheder, herunder kommuner, og hvis hovedformål er at give sine kapitalejere eller deltagere eller de lokalområder, hvor den opererer, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele snarere end økonomisk fortjeneste. For yderligere om definitionen af VE-fællesskaber henvises i øvrigt til bemærkningerne til dette lovforslags § 1, nr. 7.

Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om undtagelse af levering af elektricitet til kapitalejere eller deltagere i VE-fællesskaber.

For levering af elektricitet til kapitalejere eller deltagere i VE-fællesskaber forventes undtagelsen afgrænset til levering af elektricitet, der er produceret i det VE-fællesskab, hvor husholdningsforbrugeren er kapitalejer eller deltager. Afgrænsningen skal sikre, at det alene er levering af elektricitet, der er produceret i VE-fællesskabet, der undtages fra leveringspligten. Dette bevirker, at kapitalejere eller deltagere i VE-fællesskaber i de fleste tilfælde vil have behov for at få leveret mere elektricitet til sig end den elektricitet, der produceres i VE-fællesskabet. I dette tilfælde vil leveringen af elektricitet ud over den elektricitet, der stammer fra VE-fællesskabets produktion, skulle ske på et leveringspligtigt produkt. For denne residual vil elhandelsvirksomheden således være forpligtet til at levere elektricitet inden for rammerne af udgangspunktet i § 6 b, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til gældende ret, Klima- Energi og Forsyningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning i afsnit 3.3.1-3.3.3.

Til nr. 4

Den juridiske person, VE-fællesskab, er ikke reguleret i dansk ret.

Efter den gældende § 9 i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler vedrørende aktive kunder, borgerenergifællesskaber og aggregatorvirksomheder. Reglerne efter 1. pkt. kan omfatte bestemmelser om deltagelse på elektricitetsmarkeder, produktion og forbrug og lagring af elektricitet, aggregering, betaling af tariffer, regler om etablering og regler om balanceansvar og balancering. Efter 2. pkt., kan reglerne efter 1. pkt. indeholde forpligtelser for elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og transmissionsvirksomheder. Reglerne efter § 9 er udmøntet i borgerenergifællesskabsbekendtgørelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til afsnit 3.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede ændring af § 9, 1. pkt., i lov om elforsyning at der efter »borgerenergifællesskaber« indsættes: », VE-fællesskaber«.

Formålet med ændringen er at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler til gennemførelse af VE II-direktivets bestemmelser i artikel 22 for så vidt angår VE-fællesskaber, som ejer VE-anlæg, der producerer elektricitet, og som ikke kan betragtes som et borgerenergifællesskab, som defineret ved § 5, nr. 5, i lov om elforsyning.

Det foreslås, at hjemlen til at fastsætte regler om VE-fællesskaber i medfør af § 9 afgrænses af VE II-direktivets obligatoriske bestemmelser i artikel 22. For nærmere herom henvises til gældende ret i afsnit 3.3.1.

De obligatoriske bestemmelser i artikel 22 er hhv. stk. 1 om slutkunders ret til at deltage i VE-fællesskaber, samtidig med, at de bl.a. bevarer deres rettigheder eller forpligtelser som slutkunder, stk. 2 om VE-fællesskabers rettigheder til at producerer, forbruge, lagre, sælge og dele vedvarende energi og stk. 4 om den befordrende ramme, som medlemsstaterne skal tilvejebringe for at fremme og lette udviklingen af VE-fællesskaber.

Den foreslåede ændring indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om visse VE-fællesskaber til gennemførelse af dele af VE II-direktivets bestemmelser i artikel 22.

Således kan ministeren med den foreslåede ændring fastsætte regler ved bekendtgørelse for VE-fællesskaber, hvor der indgår en mellemstor virksomhed som deltager eller kapitalejer. VE-fællesskaber, som ejer et VE-anlæg, der producerer elektricitet, hvor der ikke indgår en mellemstor virksomhed som kapitalejer eller deltager i fællesskabet, betragtes som et borgerenergifællesskab.

Det forventes, at den foreslåede ændring til bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at VE-fællesskabets deling af produceret elektricitet i VE-fællesskabet og levering af elektricitet til VE-fællesskabet vil ske på grundlag af de almindelige markedsregler gennem en aftale mellem en elhandelsvirksomhed og et VE-fællesskab, hvor elhandelsvirksomheden varetager ansvar for både produktion og forbrug i VE-fællesskabet, og elhandelsvirksomheden varetager balanceansvaret for VE-fællesskabets produktion.

Et VE-fællesskab vil også selv kunne etablere sig som elhandelsvirksomhed. VE-fællesskabet vil i denne situation som udgangspunkt være omfattet af regler for elhandelsvirksomheder i lov om elforsyning og bekendtgørelser udstedt i medfør af bestemmelser i lov om elforsyning.

Den foreslåede ændring indebærer ligeledes, at der vil blive fastsat regler, der forpligter netvirksomhederne til at samarbejde med VE-fællesskaberne om at lette deres deling af elektricitet samt, inden for rammerne af lov om elforsyning forpligter netvirksomhederne til at samarbejde om at udvikle en tarif til VE-fællesskaberne, så de afspejler de reelle omkostninger eller besparelser, som VE-fællesskabets produktion og forbrug bevirker på netdriften.

Bemyndigelsen til at fastsætte regler forventes udmøntet i bekendtgørelsesregler om VE-fællesskabers deltagelse på elektricitetsmarkeder, produktion og forbrug og lagring af elektricitet, aggregering, betaling af tariffer, regler om etablering og regler om balanceansvar og balancering.

Ligeledes forventes ministeren at fastsætte regler, der forpligter netvirksomhederne til at samarbejde med VE-fællesskaberne om at lette deres deling af elektricitet, samt inden for rammerne af lov om elforsyning forpligter netvirksomhederne til at samarbejde om at udvikle en tarif til VE-fællesskaberne, så de afspejler de reelle omkostninger eller besparelser, som VE-fællesskabets produktion og forbrug bevirker på netdriften.

Der henvises i øvrigt til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser i de almindelige bemærkningers afsnit 3.3.2.

Til nr. 5

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om kontaktpunkt eller kontaktpunkter, der på anmodning fra opstillere vejleder om processen for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

For anlæg på havet bliver myndighedernes krav til anlæggets etablering og drift, for så vidt angår de dele af anlægget, der etableres på havet, formidlet i de tilladelser, som meddeles af Energistyrelsen. Energistyrelsen har således allerede en praksis, hvorefter styrelsen vejleder om, hvilke tilladelser opstiller skal ansøge om, og koordinerer mellem forskellige myndigheder for at sikre, at alle relevante myndigheders krav til anlæggets etablering og drift fremgår af tilladelserne.

I medfør af forvaltningslovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer, ligger vejledningspligten for tilladelserne hos de forskellige ansvarlige myndigheder, der udsteder tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder. Vejledning om de forskellige, relevante tilladelser findes derfor inden for de ansvarlige myndigheders eget fagområde og ressort.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at oprette eller udpege et eller flere kontaktpunkter, der vil gennemføre VE II-direktivets artikel 16, stk. 1 og 2, om oprettelse eller udpegning af et eller flere kontaktpunkter, som på anmodning af opstillere vil vejlede om alle relevante processer for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder samt de aktiver, der vil være nødvendige for deres tilslutning til nettet.

Det er endvidere kontaktpunktets opgave at forsyne opstillere med alle nødvendige oplysninger til at opføre og drive et vedvarende energi-anlæg og inddrage andre administrative myndigheder, hvor det vil være relevant.

Den foreslåede, § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at lette processen for opstillere af vedvarende energianlæg ved at mindske kompleksiteten og øge gennemsigtigheden og effektiviteten, også for VE-egenforbrugere og VE-fællesskaber. Ved VE-egenforbrugere forstås en slutkunde, som producerer vedvarende elektricitet til eget forbrug, og som kan lagre eller sælge egenproduceret vedvarende elektricitet, uden at det udgør slutkundens primære forretnings- eller erhvervsmæssige virksomhed. Ved VE-fællesskaber forstås en juridisk person, der er baseret på åben og frivillig deltagelse, er uafhængig og faktisk kontrolleres af kapitalejere eller deltagere, der er beliggende i nærheden af de projekter for vedvarende energi, der ejes og udvikles af denne retlige enhed, hvis kapitalejere eller deltagere er fysiske personer, SMV'er eller lokale myndigheder, herunder kommuner, og hvis hovedformål er at give sine kapitalejere eller deltagere eller de lokalområder, hvor den opererer, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele snarere end økonomisk fortjeneste. Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, skal give hjemmel til at sikre, at en opstiller ikke er nødt til at kontakte de enkelte administrative organer for at kunne få vejledning om processen for ansøgning om tilladelser, medmindre opstilleren foretrækker at gøre dette. Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, skal tilskynde til en mere effektiv håndtering af procedurer og bidrage til, at administrationsomkostningerne vil kunne reduceres for opstillerne.

Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til, i en bekendtgørelse, at fastsætte regler om, at der vil skulle være en central indgang til vejledning om processen for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder, hvilket forventes at medføre, at særligt mindre opstillere af vedvarende energianlæg vil opleve mindre kompleksitet og øget gennemsigtighed for den administrative proces.

Klima-, energi- og forsyningsministeren forventes at udpege Energistyrelsen som kontaktpunkt. For projekter på havet betyder det, at den praksis som gælder for de dele af anlægget, der er beliggende på havet, udvides til også at omfatte de dele af anlægget, der er beliggende på land, således at Energistyrelsen er kontaktpunkt for hele projektet. For projekter på land medfører det en ny praksis, hvorefter Energistyrelsens vil være kontaktpunkt for alle typer vedvarende energianlæg.

Bestemmelsen vil ikke medføre ændringer i opgave- og kompetencefordeling for og mellem de relevante myndigheder. Den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, berører ikke myndighedernes forpligtigelser i henhold til forvaltningsretten og dermed vejledningsforpligtelsen, jf. forvaltningslovens § 7. Kontaktpunktet vil vejlede om alle relevante processer, herunder hvilke trin opstillere skal igennem for at etablere og drive et vedvarende energianlæg, men forventes ikke at ville give fagspecifik vejledning. For spørgsmål af faglig karakter eller specifikke spørgsmål inden for et fagområde forventes det derfor, at kontaktpunktet vil formidle kontakt til de relevante fagkompetente myndigheder. Kontaktpunktet vil være et tilbud til opstillere, og anvendelsen vil derfor være valgfri.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en hjemmeside, der samler relevante informationer for opstillere, som vil opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder. For nuværende håndterer de ansvarlige myndigheder oplysning, vejledning og ansøgning om egne tilladelser efter egen model.

Det digitale selvbetjeningssystem, Byg og Miljø, er et eksempel på en portal, som anvendes for bygge- og miljøansøgninger. Byg og Miljø har til formål at give en hurtigere og mere enkel sagsbehandling ved ansøgning om miljøgodkendelse og byggetilladelse. Systemet guider ansøgere igennem ansøgningsprocessen, så myndighederne modtager de oplysninger, de har brug for at kunne træffe afgørelse. Når ansøger har registreret alle oplysninger, sendes ansøgningen automatisk til den rette myndighed. Det betyder, at sagsbehandlingstiden bliver kortere, fordi myndigheden fra starten modtager en ansøgning med alle relevante oplysninger, hvilket indebærer, at ansøgere kan igangsætte investeringer tidligere.

Efter byggelovens § 16, stk. 3, skal ansøgning om byggetilladelse indgives til kommunen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed, som på nuværende tidspunkt er Byg og Miljø. Ligeledes fremgår det af godkendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 2, at ansøgninger skal indgives ved anvendelse af den digitale selvbetjening, Byg og Miljø. Al kommunikation i forbindelse med en byggesag og en miljøsag foregår igennem Byg og Miljø, hvor ansøgere også vil modtage afgørelser fra kommunen på ansøgninger om byggetilladelse og miljøgodkendelse. Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunen. Det vil sige, at ansøgning om byggetilladelse og miljøgodkendelse altid skal ske gennem dette selvbetjeningssystem.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan oprette, administrere og fastsætte krav til en hjemmeside, som bl.a. indeholder oplysninger om processen, jf. den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5.

Hjemmesiden vil gennemføre VE II-direktivets artikel 16, stk. 2 og 3, om, at kontaktpunktet skal stille en procedurehåndbog til rådighed for initiativtagere til projekter til produktion af energi fra vedvarende energikilder, samt at opstillere gennem hjemmesiden skal kunne fremsende ansøgninger i digital form. Procedurehåndbogen skal som minimum omhandle mindre projekter og VE-egenforbrugeres projekter og skal gøres tilgængelig online.

Den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til, i en bekendtgørelse, at fastsætte krav til en hjemmeside, hvor der vil være information til opstillere om alle relevante processer for ansøgning om og tildeling af tilladelser, der derved vil udgøre en procedurehåndbog. Derudover vil det være muligt for opstillere at indgive ansøgninger om tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen eller som minimum finde vejledning om, hvor ansøgninger om relevante tilladelser kan indleveres online. Hjemmesiden forventes at henvise til relevante myndigheder for fagspecifik vejledning.

Den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at lette processen for opstillere og øge gennemsigtigheden ved at sikre en central indgang for opstillere til relevant information på tværs af myndigheder til brug for udarbejdelse af ansøgninger om de relevante tilladelser. Den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om elforsyning, skal fremme forståelsen for procedurer for initiativtagere til projekter og borgere, der ønsker at investere i vedvarende energi.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om at vejlede opstillere på en gennemsigtigt måde ved at samle et overblik over relevant information til brug for udarbejdelse af ansøgninger om de relevante tilladelser, samt ved at sikre en central indgang til fagspecifik information hos de ansvarlige myndigheder. Det forventes, at opstillere gennem hjemmesiden skal kunne indgive ansøgninger til tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen. Der vil kunne være undtagelser hertil, hvor myndigheder har lovkrav om, at ansøgningerne skal kunne indgives på en bestemt måde, eller på en bestemt hjemmeside. Det forventes, at hjemmesiden vil integrere eksisterende digitale løsninger. For øvrige ansøgninger om tilladelser omfattet af den administrative proces vil der være henvisninger til, hvor disse ansøgninger vil kunne indgives. Det er frivilligt for opstillere at anvende hjemmesiden og muligheden for online ansøgning via hjemmesiden.

Kontaktpunktet forventes gennem hjemmesiden at vejlede om at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder, men forventes ikke at give fagspecifik vejledning. For fagspecifik vejledning, der hører under Energistyrelsen, vil der ligeledes blive henvist til fagspecifik vejledning hos den rette del af Energistyrelsen.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samlet frist for myndighedernes sagsbehandlingstid for ansøgninger om tilladelser til at opføre, foretage repowering af og drive vedvarende energianlæg, der producerer elektricitet. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

For flere af tilladelserne er der efter gældende ret ingen tidsfrist for sagsbehandlingen. Den samlede sagsbehandlingstid for tilladelserne vurderes at kunne varetages inden for normalvist 1-2 år.

De følgende tilladelser er relevante med henblik på at etablere og drive de fleste elproducerende, vedvarende energianlæg på land. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventeligt skal ansøges om:

– Byggetilladelse, jf. byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016, der meddeles af den pågældende kommune.

– Etableringstilladelse, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (vindmøller er undtaget, jf. bekendtgørelses nr. 565 af 2. juni 2014 (kraftværksbekendtgørelsen)).

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017 med senere ændringer (luftfartsloven), der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Miljøgodkendelse, jf. lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019 (miljøbeskyttelsesloven), der meddeles af den pågældende kommune eller Miljøstyrelsen.

For så vidt angår elproducerende geotermianlæg suppleres listen ovenfor med følgende:

– Godkendelse af plan for indvindingsvirksomheden, jf. undergrundsloven, der gives af Energistyrelsen.

– Boretilladelse, jf. undergrundsloven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Tilladelse til udledning af spildevand, jf. miljøbeskyttelsesloven.

De følgende tilladelser er relevante med henblik på at etablere og drive de fleste elproducerende, vedvarende energianlæg på havet. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventeligt skal ansøges om:

– Byggetilladelse for projektets landanlæg jf. byggeloven, der meddeles af den pågældende kommune.

– Etableringstilladelse for anlæg på havet, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. luftfartsloven, der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Tilladelse vedr. afmærkning, jf. lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse 1629 af 17. december 2018 med senere ændringer, der meddeles af Søfartsstyrelsen.

– Elproduktionstilladelse, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

Derudover kan der for det enkelte projekt være behov for supplerende, specifikke tilladelser og dispensationer afhængig af projektets beliggenhed eller omgivelser, i henhold til eksempelvis lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 med senere ændringer (naturbeskyttelsesloven), eller museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014 med senere ændringer.

Energistyrelsens tilladelser kan for projekter på land omfatte både en etableringstilladelse og en elproduktionsbevilling. Etableringstilladelsen udstedes i henhold til bekendtgørelse om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg (kraftværksbekendtgørelsen) med hjemmel i § 11 i lov om elforsyning. Etableringstilladelsen er en tilladelse til selve anlægget. Elproduktionsbevillingen gives i henhold til § 10 i lov om elforsyning til den pågældende opstillers virksomhed. En elproduktionsbevilling er en tilladelse til at producere elektricitet fra et anlæg med en kapacitet på over 25 MW.

Relevante tilladelser inden for Transport- og Boligministeriets område kan for et vedvarende energianlæg omfatte både en byggetilladelse og en attest til luftfartsafmærkning eller dispensation fra servitut. En byggetilladelse udstedes i henhold til bygningsreglementet med hjemmel i byggeloven. I henhold til byggelovens § 16 C, stk. 1, er kommunen bygningsmyndighed, og det er i den forbindelse kommunen, der træffer afgørelse i byggesager, herunder udsteder byggetilladelser.

Indflyvningen til flyvepladser er beskyttet ved såkaldte hindringsplaner. Planerne indebærer bl.a., at der er højdebegrænsninger inden for landingsarealet med henblik på sikker start og landing ved ind- og udflyvning over landingsarealet. Arealer omkring landingsarealet pålægges også højdebegrænsninger (ved servitut) med hensyn til bebyggelse, beplantning, master, ledninger og andre luftfartshindringer. I sø- og isflyvehavne kan planen også omfatte selve havneområdet. Hindringer, f.eks. vindmøller, kan derfor kun opstilles på sådanne arealer, hvis der enten er givet en dispensation eller udstedt attest derom af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, herunder med angivelse af krav til lysafmærkning, jf. luftfartslovens § 64, stk. 2, og § 65, stk. 2 og 3.

Uden for hindringsplanerne gælder det, at alt byggeri, master, vindmøller m.m. med en totalhøjde over 100 meter (også kaldet luftfartshindringer) – skal anmeldes til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, og må først opføres, når der foreligger en attest derom fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. § 67 a i luftfartsloven. Attesten angiver, hvilke krav til lysafmærkning af luftfartshindringen der skal opfyldes, for at hindringen kan anses for forenelig med hensynet til luftfartssikkerheden.

Nærmere regler for udstedelse af attest og krav til lysafmærkning af vindmøller er fastsat i Bestemmelser om luftfartsafmærkning af vindmøller (BL 3-11) med tilhørende ”Vejledning til BL 3-11 Bestemmelser om luftfartsafmærkning af vindmøller”. BL 3-11 supplerer Bestemmelser om luftfartshindringer (BL 3-10). BL 3-10 indeholder generelle bestemmelser for alle luftfartshindringer, herunder krav til lysafmærkning af andre VE-anlæg end vindmøller. Det påhviler ejeren af en luftfartshindring, herunder VE-anlæg som vindmøller, der er beliggende uden for en flyveplads’ indflyvningsplan, at sikre, at hindringen afmærkes, og at afmærkningen vedligeholdes, hvis hindringen enten a) har en højde på 150 m eller derover over terræn (hindring på land) eller normal vandstand (Dansk Vertikal Reference - DVR90) (hindring på vand), eller b) har en højde på 100 m og indtil 150 m, og afmærkningen er påkrævet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. BL 3-10, pkt. 4.2.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen foretager høring af berørte flyvepladser, Naviair og Forsvaret før endelig udstedelse af en attest eller dispensation.

Søfartsstyrelsens tilladelse vedrører farvandsafmærkning af hensyn til sikkerheden til søs. Tilladelsen udstedes i henhold til bekendtgørelse om farvandsafmærkning i dansk og grønlandsk afmærkningsområde m.v. (afmærkningsbekendtgørelsen) og har hjemmel i lov om sikkerhed til søs.

Miljøstyrelsens tilladelser vedrører miljøgodkendelse til virksomheder og brancher optaget på godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1 og bilag 2. Miljøgodkendelsens udstedes i henhold til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, jf. bekendtgørelse nr. 1534 af 9. december 2019 (godkendelsesbekendtgørelsen), med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Miljøgodkendelsen meddeles af den pågældende kommune eller Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens tilladelser vedrører også spildevandstilladelser, der enten kan meddeles som udledningstilladelse, tilslutningstilladelser eller nedsivningstilladelser. En udledningstilladelse eller tilslutningstilladelse meddeles i henhold til spildevandsbekendtgørelsen med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 28. Udledningstilladelsen og tilslutningstilladelsen meddeles som hovedregel af den pågældende kommunalbestyrelse. En nedsivningstilladelse meddeles i henhold til spildevandsbekendtgørelsen med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19. Nedsivningstilladelsen meddeles af den pågældende kommune.

For byggetilladelser og miljøgodkendelser gælder visse servicemål for kommunernes sagsbehandling heraf. Det fremgår af en aftale mellem en tidligere regering og Kommunernes Landsforening om servicemål for kommunal erhvervsrettet sagsbehandling, der skal ses i forlængelse af ”Aftale om kommunernes økonomi for 2015” (servicemålsaftalen). Servicemålene i aftalen angiver den tid, som en opstiller skal påregne i den enkelte kommune for at få behandlet en ansøgning om byggetilladelse. For så vidt angår byggesager, fastsætter aftalen forskellige servicemål alt afhængigt af byggeriets kompleksitet. For mindre kompliceret byggeri gælder et servicemål på 40 kalenderdage. For mere kompliceret byggeri gælder et servicemål på 50-60 kalenderdage. For miljøgodkendelser differentieres der mellem godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1- og bilag 2-virksomheder. For bilag 1-virksomheder fastsættes servicemålet til 200 dage, mens det for bilag 2 virksomheder fastsættes til 130 dage. De fastsatte servicemål, for henholdsvis byggetilladelser og miljøgodkendelser, opgøres som gennemsnitlige sagsbehandlingstider for kommunerne under ét.

Servicemålene for bygge- og miljøsager er betragteligt kortere end fristerne i VE II-direktivet. Det fremgår imidlertid af det tekniske bilag til servicemålsaftalen, at servicemålene ikke gælder for sager, der indebærer VVM-pligt, eller hvor der er behov for vedtagelse af en ny lokalplan.

For byggetilladelser gælder endvidere, at opstillere skal have påbegyndt byggearbejdet inden for ét år, fra byggetilladelsen er givet. Dette fremgår af byggelovens § 16, stk. 10, hvorefter en byggetilladelse bortfalder, hvis det arbejde, som tilladelsen omfatter, ikke er påbegyndt inden ét år fra tilladelsens dato. Et byggearbejde betragtes som påbegyndt, når arbejdet på byggepladsen fysisk påbegyndes, som f.eks. ved udgravning til fundament. Der er ikke krav om, at byggeriet skal fortsætte kontinuerligt, når det først er påbegyndt.

Der findes ikke i gældende ret særskilte regler om tilladelsesprocessen for repowering-projekter. En ansøgning om repowering vil efter gældende ret blive behandlet efter den relevante sektorlovgivning, som en ansøgning om at foretage projektændringer. Tidfristen for tilladelsesprocessen for repowering-projekter skal derfor forstås i sammenhæng med gældende regler om projektændringer.

På energiområdet er muligheden for at foretage ændringer i bestående vedvarende energianlæg reguleret i § 11 i lov om elforsyning, § 25 i VE-loven samt § 10, stk. 3 i undergrundsloven. § 11 i lov om elforsyning og § 25 VE-loven foreskriver, at etablering af nye elproduktionsanlæg samt væsentlige ændringer i bestående anlæg kun kan foretages efter forudgående tilladelse fra energi-, forsynings- og klimaministeren. Ifølge § 10, stk. 3, i undergrundsloven, skal væsentlige ændringer og tilføjelser til en godkendt plan for indvindingsvirksomheden godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren, inden disse iværksættes.

På VVM-området findes reglerne om projektændringer i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 973 af 25. juni 2020 (miljøvurderingsloven) § 16, hvorefter et projekt omfattet af lovens bilag 2 ikke påbegyndes, før myndigheden skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. VVM-myndigheden træffer efter miljøvurderingslovens § 21 afgørelse om, hvorvidt en projektændring kan anses at have væsentlig skadelig indvirkning på miljøet jf. bilag 2, punkt 13, litra a, og dermed er omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse i medfør af § 16.

Muligheden for ombygning eller anden forandring i eksisterende byggeri reguleres i byggeloven og tilhørende bygningsreglement (BR18). Ifølge byggelovens § 2, stk. 1, litra b, finder loven anvendelse ved ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser. Ifølge § 5, nr. 4, i bygningsreglementet kan ombygninger og andre forandringer i eksisterende byggeri, som ikke ændrer de bærende konstruktioners virkemåde eller forudsætningerne for de brandmæssige forhold, som udgangspunkt foretages uden ansøgning om byggetilladelse, medmindre ombygningen eller forandringen medfører en væsentlig anvendelsesændring eller en udvidelse af etagearealet.

Der findes ikke i gældende ret særskilte regler om tilladelsesprocessen for anlæg med en elkapacitet på under 150 kW. Disse anlæg kan være underlagt samme lovgivning som anlæg med en elkapacitet over 150 kW, men tilladelsesprocessen vil typisk være kortere end for større anlæg, fordi der ikke altid vil være krav om tilladelser til etablering og drift. For anlæg på land kræves der eksempelvis ikke etableringstilladelse efter § 11 i lov om elforsyning til anlæg, der producerer elektricitet baseret på vedvarende energi, og som har en effekt på under 10 MW, jf. bekendtgørelse om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg, jf. kraftværksbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 3. Ligeledes kræver anlæg på under 25 MW ikke bevilling til at udøve elproduktion i henhold til § 10 i lov om elforsyning. For anlæg på havet er der ingen kapacitetsgrænse i forhold til etableringstilladelsen eller elproduktionstilladelsen, jf. hhv. § 25 og § 29 i VE-loven. Elproducerende anlæg er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 3, litra a og må ikke påbegyndes, før den relevante miljømyndighed skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Myndigheden træffer i henhold til miljøvurderingslovens § 21 afgørelse om, hvorvidt projektet er omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt et anlæg med en elkapacitet under 150 kW vil være underlagt krav om miljøvurdering.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med relevante ministre kan fastsætte nærmere regler om tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil.

Formålet med bestemmelsen er at gennemføre samtidighed for sagsbehandling, herunder ved at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at forhandle med relevante ministre på tværs af alle de relevante ministerier og myndigheder, i en forventet rammebekendtgørelse udstedt af Energistyrelsen.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfrister vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder. Usædvanlige omstændigheder er alene beskrevet med eksempel for repowering-projekter, hvor det beskrives som f.eks. tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne. Det vil være op til den relevante myndighed, for hvem tidsfristen ikke kan imødekommes, at vurdere, hvorvidt der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge den etårige eller toårige tidsfrist.

I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret.

Det bemærkes i øvrigt, at behandling af tilladelser under tidsfristen fortsat er omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler, dvs. at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud, uanset at tidsfristen måtte give mere tid, end der er nødvendigt for sagsbehandlingen.

Den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om at sikre en mere effektiv håndtering af procedurer for at etablere og drive et vedvarende energianlæg med henblik på at reducere opstillernes administrationsomkostninger. Reglerne om tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil skal bidrage til at sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på det rette administrative niveau, samt bidrage til at sikre forudsigelige tidsrammer for procedurerne samt enkle og mindre byrdefulde godkendelsesprocedurer.

For så vidt angår de dele af den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, der vedrører repowering-projekter, har de baggrund i et ønske om at imødekomme et behov for at foretage repowering af eksisterende vedvarende energianlæg gennem fastlæggelse af strømlinede tilladelsesprocedurer.

Dette sikres bl.a. ved, at de relevante myndigheder indfører tidsfrister for tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen og ved at koordinere påbegyndelse af samtidig sagsbehandling relevante myndigheder imellem. Den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, skal bidrage til at sikre overholdelsen af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7. Koordineringen mellem myndighederne gennem kontaktpunktet giver mulighed for at effektivisere tilladelsesprocesserne med henblik på at kunne imødekomme de i VE II-direktivets fastsatte frister.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen, efter forhandling med relevante ministre, vil fastsætte regler i en rammebekendtgørelse om tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil, med henblik på overholdelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4, 5, 6 og 7. Rammebekendtgørelsen vil omfatte regler om tidsfrister for tilladelsesproceduren for ansøgning om at opføre, foretage repowering af og drive vedvarende energianlæg. Dette vil i praksis medføre, ud over fastsættelse af tidsfrister for tilladelsesprocessen, herunder påbegyndelse, varighed og undtagelser hertil, at de relevante sagsbehandlende myndigheder skal koordinere påbegyndelse af tidsfristen for deres sagsbehandling af tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen gennem kontaktpunktet med henblik på, at de relevante tidsfrister for tilladelsesprocessen kan imødekommes.

Rammebekendtgørelsen vil beskrive nærmere vilkår gældende for den samlede generelle tidsfrist for elproducerende anlæg på to år og den samlede tidsfrist på ét år gældende for repowering-projekter og for anlæg med en elkapacitet på under 150 kW, herunder at der skal koordineres med kontaktpunktet om påbegyndelse af tidsfristen med henblik på at imødekomme den samlede tidsfrist for alle myndighedernes relevante tilladelser.

Der skelnes i VE II-direktivets forstand mellem hele den administrative proces, som kontaktpunktet skal vejlede om, og selve tilladelsesprocessen. Differentieringen mellem den administrative proces og tilladelsesprocessen er relevant, da det alene er tilladelsesprocessen, der er underlagt tidsfrister i medfør af VE II-direktivet. Tidsfristen gælder endvidere alene for elproducerende anlæg. Den administrative proces vil omfatte alle aspekter for ansøgning om og tildeling af alle tilladelser. Tilladelsesprocessen vil omfatte de relevante administrative tilladelser til at opføre, foretage repowering af og drive anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet samt de aktiver, der vil være nødvendige for deres tilslutning til nettet. Tilladelsesprocessen vil således være en del af den administrative proces. Relevante administrative tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen tolkes som projektrettede tilladelser, der udstedes af en offentlig myndighed, og som et projekt vil skulle have, uanset projektets type, beliggenhed eller omgivelser. F.eks. vil tilvejebringelse af nødvendigt plangrundlag i henhold til lov om planlægning (planloven) i form af lokalplan og tillæg til kommuneplanen ikke være omfattet af tilladelsesprocessen, da plangrundlaget ikke vil udgøre en projektrettet tilladelse til etablering eller drift af et konkret anlæg, men udelukkende vil sikre, at de nødvendige planlægningsmæssige rammer vil være til stede. Plangrundlaget vil imidlertid være en forudsætning for efterfølgende projektrettede, administrative tilladelser. Tilsvarende gælder for tilvejebringelse af nødvendigt plangrundlag i henhold til lov om maritim fysisk planlægning.

Derudover vil konkrete projekter kunne have behov for supplerende, specifikke tilladelser eller dispensationer på baggrund af projektets beliggenhed eller kontekst. Der kan eksempelvis være tale om en dispensation i medfør af museumsloven eller naturbeskyttelsesloven. Disse specifikke tilladelser og dispensationer vurderes at falde uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16. Det er vurderet, at det ikke er muligt at lave en udtømmende liste over eventuelle dispensationer eller særlige tilladelser for specifikke projekter. Tilladelsesprocessen vil ikke omfatte selve anlægsfasen for et projekt og dermed heller ikke procedurer, der ligger inden for eller efter denne periode. Eksempelvis vil en veterinærtilladelse efter forordningen om animalske biprodukter for biogas-projekter ikke være omfattet af tilladelsesprocessen, da den tidsmæssigt ligger efter et anlæg er færdigbygget og taget i brug.

Opstillere forventes med de undtagelser, der vil følge af bekendtgørelsen udstedt på baggrund af den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, at kunne få behandlet sine ansøgninger om tilladelser til at etablere og drive vedvarende energianlæg inden for en samlet tidsfrist. Bekendtgørelsen på baggrund af bemyndigelsen vil ikke ændre i selve sagsbehandlingen af tilladelserne, og eventuel manglende imødekommelse af tidsfristerne håndteres derfor også af de relevante myndigheder med de klagemuligheder og konsekvenser, der er fastsat i de relevante myndigheders egen lovgivning. Tidsfristerne i VE II-direktivet vurderes imidlertid ikke at stille strengere krav til myndighedernes sagsbehandling i forhold til gældende praksis.

For at imødekomme den samlede tidsfrist vil det være afgørende at fastlægge tidfristens påbegyndelse. Varigheden af tidsfristen vil være ens for alle typer vedvarende energianlæg, der producerer elektricitet, herunder biogasanlæg, solcelleanlæg, vindmølleanlæg og geotermianlæg. Der vil i en bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, blive fastsat en generel frist på to år. For anlæg med en elkapacitet under 150 kW og repowering-projekter vil der blive fastsat en tidsfrist på ét år. Beregningen af fristen vil kunne være forskellig for anlæggene, afhængig af de relevante tilladelser, samt af hvorvidt der vil være mulighed for samtidighed i indleveringen og sagsbehandlingen af de forskellige ansøgninger om tilladelser.

For indlevering af ansøgninger om tilladelser vil gælde, at en ansøgning vil skulle være fyldestgørende, før tidsfristen vil kunne påbegyndes. Det skyldes, at det alene vil være myndighedernes sagsbehandlingstid, der vil indgå i beregningen af tidsfristen. Den tid, det vil tage opstillere at indlevere tilstrækkelige oplysninger til, at en ansøgning om tilladelse anses for fyldestgørende, eller den tid, hvor opstiller modner projektet, vil ikke være omfattet af tidsfristen. Det vil sige, at alle nødvendige oplysninger vil skulle være tilgængelige for de respektive myndigheder, før sagsbehandlingen vil kunne påbegyndes. Adgangen for myndighederne til at starte egen sagsbehandling, så snart ansøgningen foreligger fyldestgørende, berøres ikke af, at tidsfristen først gælder, når alle ansøgninger er indgivet fyldestgørende. Det er alene de fagkompetente myndigheder, der vil kunne afgøre, hvorvidt en ansøgning inden for eget fagområde anses for fyldestgørende.

Tidsfristen vil ikke berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler. Det betyder, at tilladelser vil kunne være omfattet af tilladelsesprocessen, men vil kunne undtages tidskravet i ovennævnte situationer. Eksempelvis vil procedurer, der følger af miljøvurderingsloven, kunne forlænge tidsfristen med varigheden af disse procedurer, da de er omfattet af gældende EU-miljøret. For de procedurer, som vil kunne forlænge tidsfristen, og som tidsmæssigt ligger før ansøgning om øvrige tilladelser for et elproducerende vedvarende energianlæg, vil forlængelsen af tidsfristen ske i starten af tilladelsesprocessen. I disse tilfælde vil tidsfristen først starte, når opstiller ansøger om de øvrige efterfølgende tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen og har indleveret fyldestgørende ansøgninger hertil.

Kommunernes servicemål for bygge- og miljøsager forventes ikke at udgøre en udfordring for implementeringen af tidsfristen. Der er en forventning om, at størstedelen af vedvarende energianlæg ikke vil være omfattet af disse servicemål af den årsag, at etableringen af de fleste vedvarende energianlæg vil være omfattet af VVM-pligt eller kræve vedtagelse af en ny lokalplan. De resterende projekter, som vil kunne være omfattet af servicemålene, forventes at være mindre projekter, f.eks. husstandsmøller, da der ikke er VVM-pligt for sådanne projekter. Servicemålene er imidlertid ikke til hinder for implementering af VE II-direktivets frister, da servicemålene indgår som led i en politisk aftale. Ligeledes forventes implementering af VE II-direktivets tidsfrister ikke at medføre hindringer for servicemålene, da direktivets tidsfrister ikke forringer forpligtelser, der måtte påhvile myndighederne i medfør af andre aftaler. Påbegyndelsen og varigheden af VE II-direktivets tidsfrister er alene gældende for VE II-direktivets tilladelsesproces, og anses ikke som en hindring for, at kommunerne samtidig og fortsat vil kunne tilstræbe efterlevelse af servicemålene.

Ligeledes forventes der ikke at være udfordringer med, at en byggetilladelse bortfalder inden for et år fra den dato, byggetilladelsen er givet, hvis de arbejder, som tilladelsen omfatter, ikke er påbegyndt. En byggetilladelse kan ikke meddeles, før der foreligger dokumentation for andre nødvendige godkendelser, der udgør en forudsætning for tilladelsen. Andre nødvendige godkendelser kan indhentes sideløbende med eller som en del af byggetilladelsen. De tilladelser, som byggetilladelsen er afhængig af, vil derfor foreligge, når byggetilladelsen bliver givet.

Det vil ikke være et krav til opstillere, at ansøgningerne skal indleveres samtidig. Det vil være en mulighed, som vil sikre samtidighed i sagsbehandlingen for at lette implementeringen af tidsfristerne og tilgodese opstillere med en samlet hurtig sagsbehandling. Dog vil det gælde, at hvor der ikke vil være noget juridisk til hinder for at indlevere fyldestgørende ansøgninger samtidig, vil fristen begynde at løbe, når alle ansøgninger er modtaget i fyldestgørende stand. Dette forventes at give et incitament for opstillere af elproducerende vedvarende energianlæg til at indlevere ansøgningerne samtidigt i det omfang, det er muligt. Kontaktpunktet vil kunne have en koordinerende rolle for kommunikation mellem de relevante myndigheder om, hvornår samtlige relevante ansøgninger er indleveret fyldestgørende.

Ved samtidighed i sagsbehandlingen forstås, at der f.eks. for en solcellepark med en effekt på over 25 MW samtidig foreligger fyldestgørende ansøgning om byggetilladelse til den relevante kommune og fyldestgørende ansøgning om etableringstilladelse og elproduktionsbevilling til Energistyrelsen, eller at der for en vindmøllepark på land samtidig foreligger fyldestgørende ansøgning om byggetilladelse til den relevante kommune, ansøgning til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om attest til luftfartsafmærkning eller dispensation fra servitut og ansøgning til Energistyrelsen om elproduktionsbevilling, således at sagsbehandlingen kan foregå parallelt. Uanset om opstiller vælger af udnytte denne mulighed for samtidig indlevering af fyldestgørende ansøgninger, vil tidsfristen først begynde at løbe, når alle ansøgninger er indleveret fyldestgørende. Med samtidighed i sagsbehandlingen menes samtidig og parallel påbegyndelse af tidsfristen for de relevante og ansvarlige myndigheders behandling af ansøgninger om tilladelser og ikke samtidighed i tidspunktet for afgørelserne af de forskellige ansøgninger om tilladelser.

For ansøgninger, hvor det ikke vil være juridisk muligt at indlevere og behandle ansøgninger samtidig, fordi ansøgninger er indbydes afhængige, vil fristen begynde at løbe, når de første tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen, i første serie af ansøgninger, er ansøgt fyldestgørende. Seriel sagsbehandling vil f.eks. være i forbindelse med ansøgninger om tilladelser til anlæg på havet, hvor ansøgningen om etableringstilladelse og ansøgning om elproduktionstilladelse efter gældende ret ikke kan indgives på samme tid, idet meddelelse af elproduktionstilladelsen forudsætter opstillers opfyldelse af vilkårene i etableringstilladelsen. Der vil i disse tilfælde af seriel sagsbehandling kunne være behov for en ekstra tæt koordination mellem flere myndigheder for at imødekomme den samlede tidsfrist i tilladelsesprocessen. For anlæg på havet, hvor ansøgningerne i tilladelsesprocessen behandles serielt, meddeles hovedparten af tilladelserne af Energistyrelsen, og det vurderes derfor at være sjældne tilfælde, hvor der vil være behov for en ekstra tæt koordination mellem flere myndigheder for at imødekomme en samlet tidsfrist. Der vil kunne blive behov for vejledning herom og konkrete aftaler mellem myndighederne i disse tilfælde for at imødekomme tidsfristerne.

Ved seriel sagsbehandling vil tiden mellem meddelelse af flere tilladelser, der behandles samtidig, ikke være omfattet af tidsfristen.

De følgende tilladelser for vedvarende energianlæg på land forventes at være omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen og vurderes at kunne sagsbehandles parallelt. Der er tale om projektrettede tilladelser, der udstedes af en offentlig myndighed, og som et projekt vil skulle have, uanset projektets beliggenhed eller kontekst. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventes omfattet:

– Byggetilladelse, jf. byggeloven, der meddeles af den pågældende kommune.

– Etableringstilladelse, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (vindmøller er undtaget, jf. kraftværksbekendtgørelsen).

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. luftfartsloven, der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Miljøgodkendelse, jf. miljøbeskyttelsesloven, der meddeles af den pågældende kommune eller af Miljøstyrelsen.

For projekter på land er det formodningen, at samtlige relevante ansøgninger om tilladelser, der forventes at indgå i tilladelsesprocessen, kan indleveres og dermed sagsbehandles samtidig. Det bemærkes dog, at for så vidt angår elproducerende geotermianlæg vil tilladelserne efter undergrundsloven kunne behandles serielt, mens hovedparten af de øvrige tilladelser forventes at kunne sagsbehandles samtidigt.

De følgende tilladelser for elproducerende anlæg på havet forventes at være omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen og vurderes at kunne sagsbehandles parallelt. Der er tale om projektrettede tilladelser, der udstedes af en offentlig myndighed, og som et projekt vil skulle have, uanset projektets beliggenhed eller kontekst. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventes omfattet:

– Byggetilladelse for projektets landanlæg jf. byggeloven, der meddeles af den pågældende kommune).

– Etableringstilladelse for anlæg på havet, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Attest eller dispensation vedr. luftfartsafmærkning, jf. luftfartsloven, der meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

– Tilladelse vedr. farvandsafmærkning, jf. lov om sikkerhed til søs, der meddeles af Søfartsstyrelsen.

De følgende tilladelser for elproducerende anlæg på havet vurderes derefter at kunne sagsbehandles parallelt, følgende en modningsperiode, hvor projektet udvikles, og opstiller ikke har ansøgninger til behandling hos myndigheder. Bemærk dog, at opgørelsen ikke er udtømmende, men består af tilladelser, der forventes omfattet:

– Elproduktionstilladelse, jf. VE-loven, der meddeles af Energistyrelsen.

– Elproduktionsbevilling, jf. lov om elforsyning, der meddeles af Energistyrelsen (gælder projekter med kapacitet på over 25 MW).

Derudover kan der afhængig af det konkrete projekts udformning, placering og kontekst være tale om særlige tilladelser eller dispensationer efter anden speciallovgivning. Det kan eksempelvis være et behov for en dispensation efter museumsloven eller naturbeskyttelsesloven. Disse specifikke tilladelser og dispensationer vurderes at falde uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16.

Der vil med den foreslåede definition af repowering i § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, ikke være behov for at ændre på myndighedernes praksis for vurdering af, om realisering af en ændring forudsætter nye tilladelser efter gældende regler om projektændringer, herunder eksempelvis om ændringen skal karakterises som væsentlig. Der henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, jf. lovforslaget § 7, nr. 1, for en nærmere beskrivelse af reglerne om projektændringer.

Tilladelsesprocessen for repowering-projekter forudsættes at adskille sig fra tilladelsesprocessen for nye anlægsprojekter, og at der som følge heraf kan meddeles tilladelse hertil inden for ét år i stedet for to år, eksempelvis fordi en eller flere eksisterende tilladelser eller vurderinger kan genanvendes, eventuelt med ændringer, så der ikke skal genansøges om tilladelserne.

For ansøgninger om repowering-projekter bevirker den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 1, at sagsbehandlingsfristen på ét år alene vil blive relevant i de tilfælde, hvor realiseringen af repowering-projektet som minimum, efter eksisterende regler om projektændringer, kræver nye tilladelser til ændringer af bestående anlæg, der producerer VE-elektricitet.

Myndighedernes tidsfrist på ét år vil ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor karakteren eller omfanget af repowering-projektet bevirker, at ansøgningen om repowering af et bestående anlæg må sidestilles med en ansøgning om et nyt anlægsprojekt. I disse tilfælde vil sagsbehandlingsfristen på to år finde anvendelse. Det beror på en konkret vurdering, som foretages af de relevante myndigheder, hvorvidt en ansøgning om repowering af et bestående anlæg skal sidestilles med en ansøgning om et nyt anlægsprojekt.

En ansøgning om levetidsforlængelse, uden at der samtidig sker fornyelse af det bestående anlæg, vil ikke være underlagt krav om en tidsfrist på ét år, idet forholdet ikke falder ind under den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning.

Udskiftning af projektkomponenter i et bestående anlæg, der kan gennemføres inden for rammerne af allerede meddelte tilladelser, kan falde inden for definitionen af repowering. Til en sådan udskiftning vil der ikke være knyttet nogen tidsfrist for sagsbehandling og afgørelse, idet udskiftningen ikke kræver nye tilladelser til at foretage udskiftningen.

Sagsbehandlingsfristen på ét år for behandling af ansøgning om repowering-projekter vil finde anvendelse for forhold omfattet af den foreslåede § 5, nr. 26, i lov om elforsyning. Dette indebærer, at ansøgningen skal vedrøre fornyelse af et bestående anlæg, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet. Derudover forudsættes det, at repowering-projektet som udgangspunkt medfører genanvendelse af eksempelvis placering, projektkomponenter og infrastruktur i et omfang, hvor der kan siges at være tale om ændringer af et bestående projekt og ikke et nyt anlægsprojekt.

Da lovforslaget ikke vil ændre ved varetagelsen af opgaven omkring tilladelser og ansvarsfordelingen, vil tidsfristerne blive implementeret af de relevante myndigheder, herunder Energistyrelsen. Eventuel manglende imødekommelse af tidsfristerne håndteres derfor også af de relevante myndigheder. VE II-direktivet indeholder ikke særlige krav om sanktioner ved myndighedernes manglende overholdelse af VE II-direktivets artikel 16.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontaktpunktet eller kontaktpunkternes virke.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om kontaktpunktet eller kontaktpunkternes virke.

Den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning, har baggrund i et ønske om løbende at kunne tilpasse kravene til kontaktpunktets virke med henblik på til enhver tid at sikre den bedst mulige vejledning af opstillere.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om, at kontaktpunktet foruden at vejlede om processen for ansøgning om og tildeling af tilladelser til at opføre og drive anlæg med henblik på produktion af energi fra vedvarende energikilder, også vil kunne udføre andre funktioner i forbindelse med vejledningen, inden for den foreslåede § 11 a, stk. 1, i lov om elforsyning.

Den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 1, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte klare regler for, hvad opstillere vil kunne forvente af kontaktpunktet, som f.eks. at koordinere påbegyndelse af tidsfristen for sagsbehandlingen mellem de relevante myndigheder for tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen eller inddrage andre administrative myndigheder, hvor det er relevant.

Kontaktpunktet vil kunne have en koordinerende rolle med at modtage besked fra de ansvarlige myndigheder, der behandler ansøgninger og udsteder tilladelser, når de pågældende myndigheder har modtaget fyldestgørende ansøgninger, og tidsfristen dermed vil kunne påbegyndes. Som følge heraf bør opstillere få mulighed for at kunne følge med i påbegyndelsen af tidsfristen ved at tage kontakt til kontaktpunktet herom.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samlet sagsbehandlingstid for myndighedernes meddelelse af tilladelse til etablering af nye elproduktionsanlæg og elproduktionsbevilling. Efter gældende ret, kan etablering af nye anlæg og væsentlige ændringer i bestående anlæg efter § 11 i lov om elforsyning alene ske, hvis der er givet tilladelse hertil. Dvs. en forudgående tilladelse til at etablere anlægget, med undtagelse af de anlæg oplistet i § 1 i bekendtgørelse nr. 565 af 2. juni 2014 om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg. For elproducerende anlæg med en kapacitet på over 25 MW, skal der endvidere ansøges om en elproduktionsbevilling efter § 10 i lov om elforsyning, for at kunne producere elektricitet.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 2, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning, for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, skal afgøres inden for en nærmere fastsat periode samt undtagelser til tidsfristen, som beskrevet i de specielle bemærkninger til den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE-II direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfristerne vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

For repowering-projekter gælder det efter VE II-direktivets artikel 16, stk. 6, at etårsperioden kan forlænges med op til ét år, hvor dette er behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder, såsom af tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne.

Det vil være op til den relevante myndighed, for hvem tidsfristen ikke kan imødekommes, at vurdere, hvorvidt der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge den etårige eller toårige tidsfrist.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i et ønske om at sikre en mere effektiv håndtering af procedurer for at etablere og drive et vedvarende energianlæg med henblik på at reducere administrationsomkostningerne. Kravet om at tilladelserne skal meddeles inden for en nærmere fastsat periode indføres for at sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på det rette administrative niveau, samt bidrage til at sikre forudsigelige tidsrammer for procedurerne samt enkle og mindre byrdefulde godkendelsesprocedurer.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 11 a, stk. 4, nr. 2, i lov om elforsyning, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om, at bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, skal afgøres inden for to år, begrænset til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW. Denne tidsfrist vil kunne forlænges med varigheden af forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, samt med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samtidig sagsbehandling for myndighedernes behandling af ansøgninger om etableringstilladelse og elproduktionsbevilling. Efter gældende ret kan etablering af nye anlæg og væsentlige ændringer i bestående anlæg efter § 11 i lov om elforsyning alene ske, hvis der er givet tilladelse hertil. Dvs. en forudgående tilladelse til at etablere anlægget, med undtagelse af de anlæg oplistet i § 1 i bekendtgørelse nr. 565 af 2. juni 2014 om tilladelse til etablering og ændring af elproduktionsanlæg. For elproducerende anlæg med en kapacitet på over 25 MW, skal der endvidere ansøges om en elproduktionsbevilling efter § 10 i lov om elforsyning, for at kunne producere elektricitet.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning, for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, skal behandles samtidig med ansøgninger efter anden relevant lovgivning samt undtagelser hertil.

Lignende regler vil blive indsat for andre tilladelser omfattet af art. 16 i VE II-direktivet, af de relevante myndigheder i deres egen lovgivning, for at sikre, at relevante myndigheder vil kunne behandle ansøgninger samtidig.

Med samtidighed i sagsbehandlingen menes samtidig og parallel påbegyndelse af tidsfristen for de relevante og ansvarlige myndigheders behandling af ansøgninger om tilladelser og ikke samtidighed i afgørelserne af de forskellige ansøgninger om tilladelser.

Den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, skal bidrage til at muliggøre en realisering de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, samt sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på tværs af en eller flere myndigheder med henblik på at kunne imødekomme de i artikel 16 fastsatte tidsfrister.

Det følger af den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler om, at bevillinger og tilladelser efter hhv. § 10 og § 11 i lov om elforsyning for anlæg med henblik på produktion af VE-elektricitet, som udgangspunkt skal behandles samtidig med ansøgninger efter anden lovgivning, med undtagelse af projekter der kræver seriel sagsbehandling, for at imødekomme de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Den gældende overskrift før § 63 a i lov om elforsyning er »Oprindelsesgaranti og miljømærkning«.

Det følger af den foreslåede ændring af overskriften før § 63 a, at overskriften ændres til »Oprindelsesgaranti for VE-elektricitet og miljømærkning«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af overskriften vil fremgå, at kapitlet vedrører oprindelsesgaranti for VE-elektricitet og miljømærkning.

Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at overskriften derved vil være i overensstemmelse med overskriften i VE II-direktivets artikel 19.

Den foreslåede ændring vil være en gennemførelse af overskriften i VE II-direktivets artikel 19.

Til nr. 7

Det fremgår af gældende § 63 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier for elektricitet, herunder om, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde, og betingelser for udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgaranti.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 1, at det foreslås, at »elektricitet« ændres til »VE-elektricitet«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det af bestemmelsen vil fremgå, at elektriciteten i oprindelsesgarantien er VE-elektricitet, dvs. elektricitet fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at bestemmelsen derved vil være i overensstemmelse med VE II-direktivets artikel 19 i sin helhed.

Til nr. 8

Der findes ikke i dag regler i lov om elforsyning, som definerer en oprindelsesgaranti.

Det følger af den foreslåede § 63 a, stk. 2, i lov om elforsyning, at ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at oprindelsesgaranti bliver defineret i lov om elforsyning, hvorefter ved oprindelsesgaranti forstås et elektronisk dokument, hvis eneste funktion er over for en slutkunde at dokumentere, at en given andel eller mængde af energi er produceret fra vedvarende energikilder.

Den foreslåede bestemmelse vil være en delvis gennemførelse af VE II-direktivets artikel 2, nr. 12, i dansk ret.

Som følge af den foreslåede ændring vil gældende stk. 2-7 herefter blive stk. 3-8.

Til nr. 9

Efter den gældende § 63 a, stk. 3, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at oplysninger som nævnt i stk. 2 skal meddeles af leverandøren af elektricitet for den enkelte levering eller på anden måde ved levering fra en elbørs eller import fra en virksomhed uden for Den Europæiske Union og EØS-landene. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 2, er oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 3, der bliver til stk. 4, at »stk. 2« ændres til »stk. 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås, at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 3, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 3.

Til nr. 10

Efter den gældende § 63 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om elforsyning fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren regler om dokumentation af oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 4, 1. pkt., der bliver til stk. 5, 1. pkt., at »og 2« ændres til »og 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 4, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 4.

Til nr. 11

Efter den gældende § 63 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om elforsyning fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren herudover regler om tilsyn og kontrol med oprindelsesgarantier som nævnt i stk. 1 og rigtigheden af oplysninger som nævnt i stk. 2. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 4, 2. pkt., der bliver til stk. 5, 2. pkt., at »stk. 2« ændres til »stk. 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 4, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 4.

Til nr. 12

Efter den gældende § 63 a, stk. 5, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne funktioner vedrørende tilsyn og kontrol som nævnt i stk. 4. Efter den gældende § 63 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om elforsyning fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren herudover regler om tilsyn og kontrol med oprindelsesgarantier som nævnt i stk. 1 og rigtigheden af oplysninger som nævnt i stk. 2. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 5, der bliver til stk. 6, at »stk. 4« ændres til »stk. 5«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 5, da der henvises til stk. 4, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 5.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 5.

Til nr. 13

Efter den gældende § 63 a, stk. 6, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren påbyde den, der har udarbejdet oplysningerne at berigtige forholdene, når det påvises, at foreskrevne oplysninger som nævnt i stk. 1 eller 2 er urigtige eller vildledende. De oplysninger, som er nævnt i gældende § 63 a, stk. 1 er, hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde og i gældende § 63 a, stk. 2, er der tale om oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 6, der bliver til stk. 7, at »eller 2« ændres til »eller 3«.

Denne ændring har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 6, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 6.

Til nr. 14

Efter den gældende § 63 a, stk. 7, i lov om elforsyning kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1 eller meddeler oplysninger som nævnt i stk. 2, skal afholde nødvendige omkostninger ved udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgarantier og ved kontrol og tilsyn med rigtigheden af oplysningerne.

Det følger af den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 7, der bliver til stk. 8, at »stk. 2« ændres til »stk. 3«, og efter »oplysningerne« indsættes »og overholdelse af betingelserne«.

Den foreslåede ændring, hvor »stk. 2« ændres til »stk. 3« har sammenhæng med den foreslåede ændring, hvor det foreslås, at indsætte et nyt stykke 2 i § 63 a, jf. lovforslaget § 7, nr. 8. Da der foreslås indsat et nyt stykke 2 i § 63 a, er der behov for at konsekvensrette i gældende § 63 a, stk. 7, da der henvises til stk. 2, der som konsekvens af forslaget bliver til stk. 3.

Den foreslåede ændring foretages alene som konsekvens af det foreslåede nye stykke 2 og vil ikke medføre materielle ændringer af den gældende § 63 a, stk. 7.

Den foreslåede ændring, hvor der efter »oplysningerne« indsættes »og overholdelse af betingelserne« vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan, ud over hvad ministeren fastsætter regler om efter gældende stk. 7, vil kunne fastsætte regler om, at den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1, skal afholde nødvendige omkostninger ved kontrol og tilsyn ved overholdelse af betingelserne.

Klima-, energi- og forsyningsministerens beføjelser efter den foreslåede ændring af § 63 a, stk. 7, vil blive delegeret til Energinet i medfør af gældende § 92.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der er sket en udvikling af tilsynsopgaven med overholdelse af betingelserne således, at tilsynsopgaven med rammerne for oprindelsesgarantisystemet vil få et større omfang, og der forventes øget handel med oprindelsesgarantier på tværs af landegrænserne, og den foreslåede ændring vil sikre et forsat troværdigt oprindelsesgarantisystem. Derfor er der behov for, at det vil fremgå udtrykkeligt, at klima-, energi- og forsyningsministeren også har hjemmel til at opkræve gebyr for tilsyn med overholdelse af betingelserne.

For så vidt angår hvornår, der kan opkræves betaling for kontrol og tilsyn med overholdelse af betingelserne, kan dette eksempelvis være, at der er stillet krav om sikkerhedsstillelse, og at kontohaveren er oprettet i oprindelsesgarantisystemet.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at ministeren kan opkræve betaling over for den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1. Betalingen skal dække nødvendige omkostninger i forbindelse med kontrol og tilsyn med overholdelse af betingelserne.

Ved nødvendige omkostninger forstås omkostninger, der kan henføres til Energinets arbejde med udstedelse, overførsel og annullering af oprindelsesgarantier og tilsyn og kontrol i forbindelse med ordningen vedrørende oprindelsesgarantier og som er nødvendige herfor. Energinet kan herved inddrage samtlige administrative omkostninger forbundet med at udstede, overføre eller annullere den pågældende oprindelsesgaranti.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1 i de almindelige bemærkninger, som giver et overblik over gældende ret og VE II-direktivet og afsnit 3.2.2 og 3.2.3, som giver et overblik over den foreslåede implementering af direktivet og overvejelserne deromkring.

Til nr. 15

Efter den gældende § 84, stk. 1, 2. pkt., i lov om elforsyning kan ministeren fra kollektive elforsyningsvirksomheder, elhandelsvirksomheder, aggregatorvirksomheder, borgerenergifællesskaber og elproducenter indhente oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af ministerens opgaver efter loven, efter bestemmelser fastsat i henhold til loven eller efter EU-retsakter eller internationale forpligtelser om forhold omfattet af loven.

Ministerens beføjelser efter § 84 er delegeret til Energistyrelsen i medfør af delegationsbekendtgørelsen. Dette betyder, at ministerens adgang til at indhente oplysninger efter denne bestemmelse er delegeret til Energistyrelsen, og giver dermed Energistyrelsen adgang til at indhente oplysninger efter bestemmelsen.

Det følger af den foreslåede ændring af § 84, stk. 1, 2. pkt., at der efter »borgerenergifællesskaber« indsættes », VE-fællesskaber«.

Ved den foreslåede ændring udvides ministerens (Energistyrelsens) adgang til at indhente oplysninger. Det bliver således muligt at indhente oplysninger hos VE-fællesskaber. VE-fællesskaber er en ny aktør, som følger af VE II-direktivet, og der er derfor tale om en udvidelse af den eksisterende bestemmelse.

I medfør af artikel 22 i VE II-direktivet kan VE-fællesskabet beskæftige sig med produktion, forbrug, lagring, salg og deling af vedvarende energi. Definitionen af VE-fællesskaber indsættes ved § 1, nr. 7, i lovforslaget, som nyt nr. 11 i § 5 i VE-loven. Forslaget til ændringer af § 84, stk. 1, 2. pkt. skal derfor ses i sammenhæng hermed.

Der henvises i øvrigt til gældende ret i afsnit. 3.3.1.