Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 883 af 12/05/2021

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 10

I lov om CO2-kvoter, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 19. januar 2021, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, EU-Tidende 2003, nr. L 275, side 32, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/410/EU af 14. marts 2018, EU-Tidende 2018, nr. L 76, side 3. I loven er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning 2010/1031/EU af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, EU-Tidende 2010, nr. L 302, side 1, Kommissionens forordning 2013/389/EU af 2. maj 2013 om oprettelse af et EU-register i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF og nr. 406/2009/EF, og om ophævelse af Kommissionens forordning (EU) nr. 920/2010 og nr. 1193/2011, EU-Tidende 2013, nr. L 122, side 1, Kommissionens forordning 2019/1122/EU af 12. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår driften af EU-registret, EU-Tidende 2019, nr. L 177, side 3, Kommissionens gennemførelsesforordning 2018/2066/EU af 19. december 2018 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og om ændring af Kommissionens forordning 2012/601/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 334, side 1, Kommissionens forordning 2018/2067/EU af 19. december 2018 om verifikation af data og om akkreditering af verifikatorer i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, EU-Tidende 2018, nr. L 334, side 94, og Kommissionens gennemførelsesforordning 2019/1842/EU af 31. oktober 2019 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår yderligere regler for justeringer af gratistildelingen af emissionskvoter som følge af ændringer i aktivitetsniveauet, EU-Tidende 2019, nr. L 282, side 20. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.«

2. § 26, stk. 2, ophæves.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 10

Til nr. 1

Den gældende lov om CO2-kvoter indeholder en EU-fodnote til lovens titel, som opregner de direktiver og forordninger, lov om CO2-kvoter gennemfører. Om VE I-direktivet indeholder fodnoten følgende sætning: »Loven indeholder endvidere bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16.«

Det foreslås, at EU-fodnoten affattes på ny, således at den citerede sætning udgår. Den nyaffattede bestemmelse vil dermed indeholde en opdateret oversigt over de gældende EU-forskrifter, som udgør lovens EU-retlige baggrund.

Forslaget er begrundet i, at de bestemmelser, som sætningen refererer til, er indeholdt i § 26, stk. 2, i lov om CO2-kvoter. Denne bestemmelse foreslås imidlertid ophævet, jf. lovforslagets § 10, nr. 2, hvorefter det ikke længere ville være korrekt at bibeholde fodnotens sætning om, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører VE I-direktivet.

For en uddybning af baggrunden for ændringsforslaget henvises til afsnit 3.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2

Den gældende § 26, stk. 2, i lov om CO2-kvoter, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed, herunder om dokumentation af biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed. Denne bestemmelse blev indført ved lov nr. 1095 af 28. november 2012 om CO2-kvoter med henblik på at kunne implementere VE I-direktivets krav til bæredygtighed inden for lov om CO2-kvoters område.

Baggrunden for bestemmelsens indførelse har været, at Kommissionens forordning 601/2012/EU om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (»MR-forordningen«), overlader det til medlemsstaterne at beskrive de kriterier for biomasses bæredygtighed, der skal være opfyldt, for at virksomheder under kvoteordningen kan holde anvendelsen af biomasse uden for den kvotepligtige del af deres CO2-regnskab.

Den gældende § 26, stk. 2, i lov om CO2-kvoter udgør således en hjemmel til at implementere VE I-direktivet på lov om CO2-kvoters område, men giver ikke ministeren adgang til at fastsætte andre bæredygtighedskrav, end de der følger af VE I-direktivet, idet disse er fuldt harmoniserede, jf. artikel 17, stk. 8, i VE I-direktivet. Der henvises til Folketingstidende 2012-2013, tillæg A, L 7 som fremsat, side 30, om den daværende bestemmelse (§ 26, stk. 4, 2. pkt.). En senere nyaffattelse af denne bestemmelse, lov om CO2-kvoters nuværende § 26, stk. 2, har ikke tilsigtet ændringer i gældende ret. Der henvises til Folketingstidende 2014-2015, tillæg A, L 11 som fremsat, side 18.

Lov om CO2-kvoters § 26, stk. 2, er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1619 af 15. december 2016 om bæredygtighed m.v. af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som anvendes til aktiviteter omfattet af lov om CO2-kvoter (»CO2-bæredygtighedsbekendtgørelsen«). Hjemlen er desuden udnyttet til en bestemmelse i bekendtgørelse nr. 2134 af 21. december 2020 om CO2-kvoter m.v. (»kvotebekendtgørelsen«), som i § 17, stk. 3, henviser til CO2-bæredygtighedsbekendtgørelsen.

Det foreslås at ophæve lov om CO2-kvoters § 26, stk. 2.

Denne lovændring foreslås som en følge af ændringer i EU-retten, der fra 1. januar 2022 vil gøre det overflødigt med nationale bestemmelser til implementering af kriterier fra VE-direktivet specifikt på kvoteområdet. Ifølge de nye EU-regler fastsættes de relevante kriterier fremover i direkte gældende EU-ret, der implementerer VE II-direktivets kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelse på kvoteområdet. Der henvises til Kommissionens gennemførelsesforordning 2020/2085 af 14. december 2020 om ændring og berigtigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2066 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (»MR-ændringsforordningen«), jf. især artikel 1, pkt. 1, 6, 7 og 10, artikel 3, samt præmis 1 og 10.

De foreslåede ændringer har til hensigt at bringe lov om CO2-kvoter i overensstemmelse med disse ændringer i EU-retten. Ændringen medfører samtidig en regelforenkling, da der undgås en dobbeltregulering i dansk lovgivning, hvorefter kriterierne for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelse, i tillæg til den direkte gældende EU-ret, skal fastsættes både i den almindelige VE-lovgivning, der gælder generelt for virksomheder i Danmark, og beskrives i bestemmelser, der udelukkende henvender sig til kvotevirksomheder.

Virksomheder under CO2-kvotehandelsordningen (EU ETS) kan dermed ved køb og anvendelse af biomasse fremover orientere sig i den VE-lovgivning, der vil gælde generelt for virksomheder i Danmark, der anvender biomasse.

Kvotevirksomhederne kan endvidere orientere sig i direkte gældende EU-ret, hvilket især vil sige MR-forordningen og de hertil knyttede vejledningsdokumenter fra Kommissionen, om hvilke kriterier der som minimum skal være opfyldt, for at udledning af drivhusgasser fra biomasse kan holdes uden for den kvotepligtige del af virksomhedens CO2-regnskab. Der henvises herom til MR-forordningens nærmere bestemmelser, herunder artikel 38, stk. 2, og artikel 54, stk. 4, i den affattelse der vil gælde fra 1. januar 2022.

Som følge af den foreslåede ophævelse af lov om CO2-kvoters§ 26, stk. 2, bortfalder også CO2-bæredygtighedsbekendtgørelsen, som er udstedt med denne hjemmel. Ændringerne vil ifølge lovforslagets § 11, stk. 2, få virkning fra 1. januar 2022.

I det omfang, at der måtte blive behov for at fastsætte nationale regler vedrørende biomasses anvendelse specifikt på kvoteområdet, herunder om kvotevirksomheders dokumentationspligter, kan disse blive fastsat med hjemmel i klima-, energi- og forsyningsministerens generelle bemyndigelser i lov om CO2-kvoter til at fastsætte nærmere regler om overvågning, verifikation og rapportering af drivhusgasudledning, jf. lovens kapitel 6, herunder § 26, stk. 1.

For en uddybning af ændringsforslagets baggrund henvises til afsnit 3.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.