Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, herunder bestemmelser om oprindelsesgarantier, tilladelsesprocesser, VE-fællesskaber, bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biobrændstoffer, biomassebrændsler og flydende biobrændsler, m.v.) § 1

Til nr. 1

Den gældende fodnote til titlen til lov om fremme af vedvarende energi (herefter benævnt VE-loven) indeholder en opregning af de direktiver, som VE-loven helt eller delvist gennemfører.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af fodnoten til VE-lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 155, side 125, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011, EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 124, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, L 158, side 193, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1010/2019/EU af 5. juni 2019, EU-Tidende 2019, L 170, side 115, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 328, side 28, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193.

Baggrunden for den foreslåede nyaffattelse af fodnoten er, at to af de direktiver, der er anført i den gældende fodnote, vil være ophævet og erstattet af andre direktiver den 30. juni 2021, som er den forventede ikrafttrædelsesdato for dette lovforslag, jf. lovforslagets § 11, stk. 1. Endvidere er en række af de andre af de direktiver, der er anført i den gældende fodnote, ændret i videre omfang end det, der fremgår af den gældende fodnote.

Den foreslåede nyaffattelse af fodnoten indebærer, at det vil fremgå af denne, at direktiv 2009/72/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet er blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet, at direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder den 30. juni 2021 ophæves, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet er ændret ved direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle er ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 og ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1010/2019/EU af 5. juni 2019, og at Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter senest er ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013.

Til nr. 2

§ 1 i VE-loven indeholder lovens formålsbestemmelse. Det følger af § 1, stk. 2, at loven særligt skal medvirke til at sikre opfyldelse af nationale og internationale målsætninger om at forøge andelen af energi, som produceres ved anvendelse af vedvarende energikilder.

Det følger af den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, i VE-loven, at der efter »produceres ved« indsættes »bæredygtig«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det af formålsbestemmelsen kommer til at fremgå, at den vedvarende energi, som skal medvirke til at sikre opfyldelse af nationale og internationale målsætninger om at forøge andelen af vedvarende energi, skal produceres ved en bæredygtig anvendelse af de vedvarende energikilder.

Den foreslåede ændring skal bl.a. sikre, at formålsparagraffen i VE-loven afspejler EU’s målsætning, som denne bl.a. fremgår af VE II-direktivet, om bæredygtig anvendelse af vedvarende energikilder. Den foreslåede indsættelse af begrebet bæredygtig i lovens formålsbestemmelse skal således sammenholdes med lovforslagets forslag til indsættelse af ny § 56 c i VE-loven, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte krav om overholdelse af de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser for biomassebrændsler og flydende biobrændsler, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

Det fremgår af § 2, stk. 2, i VE-loven, at der ved ”vedvarende energikilder” bl.a. forstås vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 2, stk. 2, at der ved ”vedvarende energikilder” forstås vedvarende ikkefossile kilder i form af vindkraft, solenergi, geotermisk energi, omgivelsesenergi, tidevands-, bølge- og andre former for havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas.

Den foreslåede nyaffattelse af afgrænsningen af begrebet vedvarende energikilder sammenholdt med den foreslåede ophævelse af bemyndigelsen i lovens § 2, stk. 3, til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om hvilke energiformer som kan betegnes som vedvarende energikilder, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, vil sikre, at lovens definition og anvendelse af begrebet vedvarende energikilder som udgangspunkt er identisk med VE II-direktivets definition af begrebet. Om det hidtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i § 2, stk. 3, se bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 4

Det følger af den gældende § 2, stk. 3, i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke energiformer som kan betegnes som vedvarende energikilder.

Formålet med den gældende bemyndigelse er at sikre at ministeren, i de tilfælde hvor det bliver relevant, kan fastsætte definitionen af vedvarende energikilder i national lovgivning med henblik på at sikre overensstemmelse med VE I-direktivets definition af begrebet vedvarende energikilder. Bemyndigelsen skal ses i sammenhæng med den gældende definition af vedvarende energikilder i § 2, stk. 2, i VE-loven, der ikke er udtømmende beskrevet og ikke fuldt ud sammenfaldende med VE I-direktivets definition af vedvarende energikilder.

Bemyndigelsen er dels blevet udmøntet i bekendtgørelse om oprindelsesgaranti for VE-elektricitet, der i forbindelse med afgrænsningen af begrebet oprindelsesgaranti for VE-elektricitet angiver vindkraft, solenergi, aerotermisk energi, geotermisk energi, hydrotermisk energi og havenergi, vandkraft, biomasse, lossepladsgas, gas fra spildevandsanlæg og biogas som relevante kilder til vedvarende energi, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1323 af 30. november 2010. Dels er bemyndigelsen udmøntet i Elmærkningsbekendtgørelsen, der definerer begrebet VE-elektricitet som elektricitet, som er fremstillet som nævnt i § 1 i bekendtgørelse om oprindelsesgaranti for VE-elektricitet, jf. § 1, stk. 2, nr. 8, i bekendtgørelse nr. 1322 af 30. november 2010. Begge bekendtgørelser implementerer VE I-direktivets bestemmelser vedrørende oprindelsesgaranti.

Det foreslås, at § 2, stk. 3, ophæves.

Forslaget til ophævelse skal ses i sammenhæng med forslaget til nyaffattelse af definitionen af vedvarende energikilder i § 2, stk. 2, i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Her foreslås det, at definitionen af vedvarende energikilder ændres, så definitionen følger den definition, der fremgår af VE II-direktivet.

Ophævelsen vil medføre, at ministeren ikke længere vil have mulighed for at fastsætte nærmere regler om, hvilke energiformer som kan betegnes som vedvarende energikilder.

Da det med lovforslaget er foreslået, at definitionen i § 2, stk. 2, i VE-loven ændres til den definition, der følger af VE II-direktivet, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, er der således ikke længere behov for, at ministeren kan fastsætte en anden definition af vedvarende energikilder med henblik på at sikre overensstemmelse med den tilsvarende definition i VE II-direktivet.

Til nr. 5

§ 5 i VE-loven indeholder en række definitioner.

Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 1 og 2 , ophæves, og at der i stedet indsættes nye numre 1-4.

VE-loven indeholder på nuværende tidspunkt ikke en definition af begrebet affald.

Det følger af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 1, nr. 1, at »affald« i VE-loven vil blive defineret som affald som defineret i artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om affald (affaldsdirektivet), med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på at opfylde denne definition.

Formålet med indsættelsen af definitionen på affald i VE-loven er at implementere VE II-direktivets definition af affald i national ret. I henhold til artikel 2, nr. 23, definerer direktivet således »affald« som affald defineret i artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald, med undtagelse af stoffer, der er blevet bevidst ændret eller forurenet med henblik på opfyldelse af denne definition.

Det følger af artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald, at affald er ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at VE II-direktivets definition på affald indsættes i VE-loven.

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, nr. 1, i VE-loven, at »biogas« i VE-loven defineres som gas, der dannes ved nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold.

Det følger af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 1, nr. 2, 1. pkt., at »biogas« i VE-loven vil blive definereret som gasformige brændsler produceret af biomasse. Der er tale om en nyaffattelse af den gældende definition på biogas i VE-loven.

Den foreslåede definition i stk. 1, nr. 2, 1. pkt., er identisk med VE II-direktivets definition af biogas, jf. artikel 2, nr. 28, og foreslås indsat med henblik på at sikre korrekt implementering af VE II-direktivet. Den foreslåede indsættelse skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16, hvorved der foreslås indsat en bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om overholdelse af bl.a. VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner ved anvendelse af biomassebrændsler, herunder biogas, til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler.

Det følger af den foreslåede indsættelse af stk. 1, nr. 2, 2. pkt., at der ved »biogas« i §§ 43 b-43 j dog skal forstås gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold.

VE II-direktivets definition af biogas er bredere end den gældende definition i VE-loven, der alene medtager gas, der dannes ved biologisk nedbrydning af biologisk materiale under iltfrie forhold. VE-II-direktivets definition omfatter også gas fremstillet ved termisk forgasning af biologisk materiale. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at lovens afgrænsning af de pågældende støtteordninger er i overensstemmelse med de statsstøttegodkendelser, der ligger til grund for ordningerne.

Det følger af det gældende § 5, stk. 1, nr. 2, i VE-loven, at begrebet biomasse i VE-loven defineres som materiale, som fremgår af lovens bilag 1. Begrebet biomasse anvendes i reguleringen af en række støtteordninger i lovens §§ 44-47 om energi produceret fra forskellige anlæg, der anvender biomasse.

Den gældende definition af begrebet biomasse afgrænser hvilke typer af biomasse, der kan anvendes til støtteberettiget energiproduktion i overensstemmelse med de statsstøttegodkendelser, der ligger til grund for de pågældende støtteordninger. Definitionen af biomasse efter bilag 1 svarer til det, der i regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven, jf. bekendtgørelse nr. 84 af 26. januar 2016 om biomasseaffald, defineres som biomasseaffald. Biomasseaffald er eksempelvis rent træ (herunder spåner og savsmuld), træaffald fra produktion og bearbejdning af rent, limet træ med et indhold af lim, der ikke overstiger 1 pct. målt som vægtprocent af tørstof, halm, kerner og sten fra frugter og bær og frugtrester m.v. Organisk affald fra eksempelvis husholdninger eller virksomheder, herunder industriaffald, er ikke omfattet af begrebet biomasse efter bilag 1 eller i miljøbeskyttelseslovens forstand.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af definitionen af »biomasse« i stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at begrebet biomasse vil skulle forstås som den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, fra skovbrug og tilknyttede erhvervsgrene, fra fiskeri, fra akvakultur og fra den bionedbrydelige del af affald, herunder industriaffald og kommunalt affald af biologisk oprindelse.

Den foreslåede definition af biomasse svarer til VE II-direktivets definition af biomasse. Dog er der efter konsultation mellem Energistyrelsen og Europa-Kommissionen foretaget enkelte præciseringer, da direktivets definition er sproglig og grammatisk upræcis og indebærer risiko for misfortolkning.

Baggrunden for den foreslåede nyaffattelse af definitionen af begrebet biomasse i VE-loven er, at der med lovforslaget foreslås indsat en ny § 56 c i VE-loven, der skal muliggøre implementering af VE II-direktivets artikel 29-31, jf. lovforslagets § 1, nr. 16. Derfor bør definition af biomasse i VE-loven som udgangspunkt svare til VE II-direktivets definition.

Med biologisk nedbrydelighed forstås, at det pågældende produkt eller materiale kan omsættes ved naturlige processer via mikroorganismer, f.eks. bakterier og svampe, og dermed indgå i et naturligt kredsløb.

Med biologisk oprindelse forstås, at der er tale om ikke fossilt organisk materiale, som stammer fra planter eller dyr. Hvis det organiske materiale er lagret i en geologisk formation, er der tale om fossil oprindelse. Eksempler på fossile ressourcer er kul, olie og naturgas.

Det følger bl.a. af den foreslåede definition, at bionedbrydeligt kommunalt affald af biologisk oprindelse er omfattet af begrebet biomasse.

Kommunalt affald skal forstås som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/851/EU af 30. maj 2018. Det følger af direktivets artikel 3, nr. 2 b, at kommunalt affald defineres som a) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra husholdninger, herunder papir og pap, glas, metal, bioaffald, træ, tekstiler, emballage, affald af elektrisk og elektronisk udstyr, udtjente batterier og akkumulatorer samt storskrald, herunder madrasser og møbler, og som b) blandet affald og særskilt indsamlet affald fra andre kilder, når dette affald med hensyn til type og sammensætning er sammenligneligt med affald fra husholdninger.

Kommunalt affald omfatter ikke affald fra produktion, landbrug, skovbrug, fiskeri, septiktanke, spildevandsledninger og spildevandsbehandling, herunder spildevandsslam, udrangerede køretøjer eller bygge- og nedrivningsaffald.

Denne definition berører ikke fordelingen af ansvaret for affaldshåndtering mellem offentlige og private aktører.

Det følger af forslaget til stk. 1, nr. 3, 2. pkt., at biomasse i §§ 43 g, 43 h, 45 a og 47 skal forstås som den biomasse, der fremgår af bilag 1.

Den foreslåede definition af biomasse i § 5, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., i VE-loven, jf. ovenfor, er bredere end den gældende definition i VE-loven, der følger af bilag 1. Bilag 1 omfatter dog alene biomasse, der er støtteberettiget. Det foreslås, at den nuværende definition i VE-loven af biomasse for støtteberettiget biomasse bibeholdes i et bilag 1 til VE-loven, og at der i forslaget til § 5, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. indsættes en henvisning til bilag 1. På den baggrund foreslås det, at biomasse i §§ 43 g, 43 h, 45 a, 45 b og 47, defineres som biomasse, der fremgår af bilag 1. Den biomasse, der finder anvendelse for de støtteordninger, der er omfattet af de pågældende bestemmelser, fremgår af bilag 1 til VE-loven.

Den gældende VE-lov indeholder ikke en definition af biomassebrændsler.

Det foreslås, at der i stk. 1, nr. 4, indsættes en definition på biomassebrændsler, der definerer biomassebrændsler som gasformige og faste brændsler produceret af biomasse.

Der har ikke tidligere været en definition af biomassebrændsler i VE-loven, men da begrebet anvendes i VE II-direktivet og i forslaget til § 56 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, findes det nødvendigt, at definitionen indsættes i VE-loven.

Nr. 3 bliver herefter nr. 5.

Til nr. 6

§ 5 i VE-loven indeholder en række definitioner, men ikke en definition af flydende biobrændsler.

Det følger af forslaget til § 5, stk. 1, nr. 6, at flydende biobrændsler skal forstås som flydende brændstof til energiformål, bortset fra transport, herunder elektricitet og opvarmning og køling, fremstillet på grundlag af biomasse.

Den foreslåede definition implementerer artikel 2, nr. 32, i VE II-direktivet.

Begrebet flydende biobrændsler foreslås med lovforslagets § 1, nr. 16, anvendt i forslaget til § 56 c i VE-loven. På den baggrund foreslås det, at definitionen af flydende biobrændsler indsættes i VE-loven.

Nr. 4-7 bliver herefter nr. 7-10.

Til nr. 7

§ 5 i VE-loven indeholder en række definitioner, men ikke en definition af VE-fællesskaber.

Det følger af forslaget til § 5, stk. 1, nr. 11 , at VE-fællesskaber skal forstås som en juridisk person, der er baseret på åben og frivillig deltagelse, er uafhængig og faktisk kontrolleres af kapitalejere eller deltagere, der er beliggende i nærheden af de projekter for vedvarende energi, der ejes og udvikles af denne juridiske person, hvis kapitalejere eller deltagere er fysiske personer, SMV'er eller lokale myndigheder, herunder kommuner, og hvis hovedformål er at give sine kapitalejere eller deltagere eller de lokalområder, hvor den opererer, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele snarere end økonomisk fortjeneste.

Det foreslås at indsætte en definition af VE-fællesskaber, der næsten er identisk med VE II-direktivets definition af VE-fællesskaber i artikel 2, nr. 16. Med henblik på korrekt gennemførelse af bestemmelsen bør definitionen dog af selskabsretlige grunde afvige fra VE II-direktivets definition i artikel 2, nr. 16. For det første bør ”retlig enhed” ændres til ”juridisk person”. For det andet bør ”aktionærer” og ”medlemmer” ændres til ”kapitalejere” og ”deltagere”. Det er vurderingen, at begge modifikationer bør ske af hensyn til korrekt anvendelse af dansk juridisk terminologi. For så vidt angår henvisningen til deltagerne i et VE-fællesskab bør denne følge den danske selskabsret og i den forbindelse ikke indskrænke muligheden for valg af selskabsform for VE-fællesskabet. En fysisk eller juridisk person kan således bl.a. deltage i en forening, et interessentskab eller et a.m.b.a. En fysisk eller juridisk person kan ligeledes være kapitalejer i et anpartsselskab eller et aktieselskab. Efter definitionen i artikel 2, nr. 16, kan både fysiske personer, små og mellemstore virksomheder, og lokale myndigheder, herunder kommuner, indgår i VE-fællesskaber. Ordlyden medfører, at lokale myndigheder i Danmark omfatter kommuner, mens stat og regioner ikke kan indgå i VE-fællesskaber, da hverken stat eller regioner i forbindelse med VE-fællesskaber anses for at falde ind under begrebet lokal myndighed.

Med den foreslåede definition anses VE-fællesskabet efter ordlyden som uafhængig, det vil sige uafhængigt af de individuelle deltagere og andre traditionelle markedsaktører, der deltager i fællesskabet, som kapitalejere eller deltagere, eller som samarbejder på anden vis såsom gennem investeringer. For yderligere herom henvises der til gældende ret i afsnit 3.3.1.

Begrebet VE-fællesskaber foreslås med lovforslagets § 1, nr. 9, anvendt i forslaget til indsættelse af § 21 a i VE-loven. På den baggrund foreslås det, at definitionen af VE-fællesskaber indsættes i VE-loven.

Nr. 8 bliver herefter nr. 12.

Til nr. 8

Den gældende overskrift til kapitel 2 i VE-loven, der omfatter §§ 6-21, og vedrører bl.a. den gældende værditabsordning, salgsoptionsordning, ordning om VE-bonus, grøn pulje og garantifond, har ordlyden ”Foranstaltninger til fremme af udbygningen med vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker”.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 2 affattes som: ”Foranstaltninger til fremme af udbygningen med vedvarende energi”.

Med ændringen af overskriften til kapitel 2 udvides overskriften til at omfatte andre energiformer end de 4, der er nævnet i den gældende overskrift.

Ved den ændrede overskrift til kapitel 2 sikres, at kapitlet kan omfatte foranstaltninger til fremme af de former for vedvarende energi, som fremgår af definition af vedvarende energi i VE-loven. Derfor skal den foreslåede ændring ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvorved der foreslås indsat en definition af vedvarende energikilder, som er identisk med VE II-direktivets definition heraf.

Til nr. 9

Den juridiske person, VE-fælleskab, er ikke reguleret i VE-loven.

Det foreslås, at der efter § 21 indsættes en overskrift , der affattes som: ”Bemyndigelser til fastsættelse af foranstaltninger til fremme af udbygning med vedvarende energi”.

Det foreslås, at der indføres en bemyndigelse i en ny bestemmelse i § 21 a i VE-loven, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler vedrørende VE-fællesskaber, som ejer anlæg, der producerer vedvarende energi, som ikke er elektricitet. Reglerne kan omfatte bestemmelser om VE-fællesskabers ret til bl.a. at producere, forbruge, lagre og sælge vedvarende energi.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 21 a er at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om gennemførelse af de obligatoriske bestemmelser i VE II-direktivets artikel 22 for VE-fællesskaber.

De obligatoriske bestemmelser i artikel 22 er hhv. stk. 1 om slutkunders ret til at deltage i VE-fællesskaber samtidig med, at de bl.a. bevarer deres rettigheder eller forpligtelser som slutkunder, stk. 2 om VE-fællesskabers rettigheder til at producerer, forbruge, lagre, sælge og dele vedvarende energi og stk. 4 om den befordrende ramme, som medlemsstaterne skal tilvejebringe for at fremme og lette udviklingen af VE-fællesskaber.

Hjemlen til at fastsætte regler om VE-fællesskaber i medfør af den foreslåede § 21 a foreslås afgrænset af VE II-direktivets obligatoriske bestemmelser i artikel 22 som nævnt ovenfor.

Den foreslåede ændring indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om de VE-fællesskaber, som ejer anlæg, der producerer vedvarende energi, som ikke er elektricitet, til gennemførelse af de obligatoriske bestemmelser i VE II-direktivets artikel 22.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved udmøntning af bemyndigelsen fastsætter regler ved bekendtgørelse om VE-fællesskaber, som gennemfører bestemmelserne i artikel 22.

For nærmere om de obligatoriske bestemmelser henvises til gældende ret i afsnit 3.3.1.

Der henvises i øvrigt til den foreslåede ordning i afsnit 3.3.3.

Til nr. 10

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om en samlet sagsbehandlingstid for myndighedernes meddelelse af tilladelser for anlæg, der udnytter energi fra vand og vind på havet, med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

Adgangen til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone tilkommer alene den danske stat. Adgangen til at foretage forundersøgelser og efterfølgende udnyttelse af energi kan derfor kun finde sted efter tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Det er Energistyrelsen, der varetager statens højhedsret til søterritoriet i forbindelse med tilladelse til forundersøgelser, etablering og drift af elproduktionsanlæg. Det betyder, at tilladelse til etablering og drift af anlægget samtidig er en tilladelse til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.

For elproduktionsanlæg, der udnytter vedvarende energi fra vand og vind på havet, meddeles tilladelse til at foretage forundersøgelser i medfør af § 22 i VE-loven (forundersøgelsestilladelse). Når forundersøgelserne er afsluttet, indsendes en forundersøgelsesrapport til Energistyrelsen, som tager stilling til, om forundersøgelsesrapporten kan godkendes, jf. § 24 i VE-loven.

På baggrund af den godkendte forundersøgelsesrapport kan opstiller ansøge om tilladelse til etablering i medfør af § 25 i VE-loven (etableringstilladelse). Etableringstilladelsen erstatter en tilladelse meddelt i medfør af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekters (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 973 af 25. juni 2020 (miljøvurderingsloven), § 25 (VVM-tilladelse), jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 913 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekters (VVM) af 30. august 2019 (miljøvurderingsbekendtgørelsen).

Hvis opstiller skal etablere elforsyningsnet på søterritoriet, meddeler Energistyrelsen tilladelse hertil i medfør af § 22 a i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 6. februar 2020 med senere ændringer (lov om elforsyning).

Derudover skal opstiller indhente tilladelse fra øvrige relevante myndigheder, f.eks. godkendelse af afmærkning af hensyn til flysikkerhed, som meddeles af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i medfør af lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober 2017 med senere ændringer, og accept af sejladsrisiko, der meddeles af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse 1629 af 17. december 2018 med senere ændringer.

Anlægget må først tages i drift med henblik på udnyttelse af energi, når Energistyrelsen har meddelt tilladelse hertil i medfør af § 29 i VE-loven (elproduktionstilladelse). For at opstiller kan udøve elproduktion fra anlæg over 25 MW, kræver det bevilling i medfør af § 10 i lov om elforsyning (elproduktionsbevilling), som udstedes af Energistyrelsen. Elproduktionstilladelse og elproduktionsbevilling meddeles efter praksis samtidigt.

For de projekter, hvor opstiller selv etablerer ilandføring og tilslutning til elnettet, skal opstiller desuden indhente nødvendige kommunale tilladelser, herunder byggetilladelse, landzonetilladelse og eventuelle dispensationer.

Kræver projektet etablering eller udvidelse af landanlæg som forudsætning for tilslutning til elnettet, skal netoperatøren ansøge Miljøstyrelsen om tilladelse hertil i medfør af miljøvurderingslovens § 25 (VVM-tilladelse). Der har hidtil været praksis for, at opstiller benytter netoperatørens VVM-tilladelse til etablering af ilandføring og tilslutning til elnettet, der hører til anlægget på havet.

En ansøgning om repowering vil efter gældende ret blive behandlet efter den relevante sektorlovgivning, som en ansøgning om at foretage projektændringer. Tidfristen for tilladelsesprocessen for repowering-projekter skal derfor forstås i sammenhæng med gældende regler om projektændringer. Repowering er fornyelse af elproduktionsanlæg, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet. Der henvises til den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, for en nærmere beskrivelse af sammenhængen mellem repowering og projektændringer.

Anlæg med en elkapacitet på under 150 kW kan være underlagt samme lovgivning som anlæg på havet med en elkapacitet over 150 kW, men tilladelsesprocessen kan være kortere end for større anlæg, fordi der ikke altid vil blive stillet samme krav til anlæggets etablering og drift, som følge af anlæggets karakter. Det vil være en konkret vurdering, hvorvidt anlægget kræver VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, og eksempelvis vil anlægget ikke kræve elproduktionsbevilling efter § 10 i lov om elforsyning.

Det følger af den foreslåede § 29 a, nr. 1 , i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om tilladelser ansøgt efter §§ 25 og 29, for anlæg med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, skal afgøres inden for en nærmere fastsat periode samt undtagelser hertil.

Den foreslåede § 29 a, nr. 1, i VE-loven, vil muliggøre en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, ved at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at gennemføre tidsfrister for tilladelsesprocessen på tværs af alle relevante myndigheder, i en forventet rammebekendtgørelse udstedt af Energistyrelsen.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfrister vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret.

For repowering-projekter gælder det efter VE II-direktivets artikel 16, stk. 6, at sådanne usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge tidsfristen med op til et år, kan være tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne.

Det vil være op til den relevante myndighed, for hvem tidsfristen ikke kan imødekommes, at vurdere, hvorvidt der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan forlænge den etårige eller toårige tidsfrist med op til et år.

Det bemærkes i øvrigt, at behandling af tilladelser under tidsfristen fortsat er omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler, det vil sige, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud, uanset at tidsfristen måtte give mere tid, end der er nødvendigt for sagsbehandlingen.

Den foreslåede § 29 a, nr. 1, i VE-loven, har baggrund i et ønske om at sikre en mere effektiv håndtering af procedurer for at etablere og drive et vedvarende energianlæg med henblik på at reducere administrationsomkostningerne. Der gives bemyndigelse til, at kravet om, at tilladelserne skal meddeles inden for en nærmere fastsat periode, kan indføres for at sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på det rette administrative niveau, samt bidrage til at sikre forudsigelige tidsrammer for procedurerne samt enkle og mindre byrdefulde godkendelsesprocedurer.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen i en rammebekendtgørelse vil fastsætte regler om, at tilladelser ansøgt efter §§ 25 og 29 i VE-loven med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, skal behandles og afgøres inden for to år. For repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW vil tidsfristen være begrænset til ét år.

Disse tidsfrister vil kunne forlænges med varigheden af forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, samt med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder.

Forundersøgelsestilladelsen, jf. § 22 i VE-loven, falder uden for tilladelsesprocessen og tidsfristen i artikel 16, idet der ikke er tale om en tilladelse til at opføre et vedvarende energianlæg. Forundersøgelsestilladelsen er en tilladelse til at foretage forundersøgelsesaktiviteter på søterritoriet, som staten har højhedsret over, i form af geotekniske og geofysiske undersøgelser. Tilladelsen danner alene grundlag for at kunne søge om efterfølgende tilladelser i de tilfælde, hvor Energistyrelsen godkender resultaterne af forundersøgelserne, og opstiller vælger at udnytte tilladelsen.

Energistyrelsens godkendelse af forundersøgelsesrapporten, jf. § 24 i VE-loven, er omfattet af tilladelsesprocessen i VE II-direktivets artikel 16, idet dette processkridt indebærer en godkendelse af opstillers miljøkonsekvensrapport. Godkendelsen udgør således en del af grundlaget for, at Energistyrelsen efterfølgende kan meddele etableringstilladelse. Varigheden af ansøgningsproceduren for godkendelse af forundersøgelsesrapporten kan imidlertid forlænge tidsfristen, eftersom en myndigheds godkendelse af en miljøkonsekvensrapport, følger af forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1 og er en forudsætning for at kunne etablere projektet.

Etableringstilladelsen, jf. § 25 i VE-loven, er omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16. Tilladelsen erstatter en tilladelse meddelt i medfør af miljøvurderingslovens § 25 (VVM-tilladelse), jf. miljøvurderingsbekendtgørelsens § 9. Den foreslåede § 29 a, nr. 1, i VE-loven, indebærer, at procedurer knyttet til etableringstilladelsen, der følger af forpligtelser i henhold til EU-miljøretten, kan forlænge tidsfristen med varigheden af disse procedurer. I praksis betyder det, at de procedurer, der følger af EU-miljøretten, som i tid ligger forud for ansøgning om etableringstilladelse, kan forlænge den samlede tidsfrist.

Elproduktionstilladelsen, jf. § 29 i VE-loven er omfattet af tilladelsesprocessen og tidsfristen i VE II-direktivets artikel 16. Det samme gør sig gældende for elproduktionsbevillingen, jf. § 10 i lov om elforsyning.

For anlæg på havet, hvor ansøgningerne i tilladelsesprocessen behandles serielt, vil tidsfristerne i VE II-direktivet beregnes fra tidspunktet, hvor alle ansøgninger, i første serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling, foreligger fyldestgørende. Der henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 29 a, nr. 2, i VE-loven nedenfor, samt de specielle bemærkninger til den foreslåede § 11 a, stk. 4, nr. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5, for en nærmere beskrivelse af seriel sagsbehandlingen af ansøgninger.

Det indebærer, at det alene er myndighedernes sagsbehandlingstid, der vil indgå i beregningen af tidsfristen. Den tid, det tager opstillere at indlevere tilstrækkelige oplysninger til, at en ansøgning om tilladelse anses for fyldestgørende, vil således ikke være omfattet af tidsfristen.

Tilsvarende gælder, at tiden mellem to eller flere serier af ansøgninger i en seriel sagsbehandling ikke indgår i beregningen af tidsfristen. I denne periode vil opstillere af vedvarende energianlæg på havet typisk bruge tid på at modne projektet, herunder træffe endelig investeringsbeslutning, foretage udbud og indgå kontrakter med leverandører samt påbegynde anlægsarbejdet. Dette indebærer, at tiden mellem første serie af ansøgninger og anden serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling ikke skal tælle med i beregning af tidsfristen. I praksis indebærer det, at tiden fra meddelelse af etableringstilladelse og ansøgning om elproduktionstilladelse samt elproduktionsbevilling er undtaget tidsfristen.

Det vil sige, at alle nødvendige oplysninger vil skulle være tilgængelige for de respektive myndigheder, før tidsfristen kan påbegyndes. Adgangen for myndighederne til at starte egen sagsbehandling, så snart ansøgningen foreligger fyldestgørende, berøres ikke af, at tidsfristen først gælder, når alle ansøgninger i første serie af ansøgninger er indgivet fyldestgørende. Det er alene de fagkompetente myndigheder, der vil kunne afgøre, hvorvidt en ansøgning inden for eget fagområde anses for fyldestgørende.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler om, at tilladelser til anlæg, der udnytter vand og vind på havet, med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, behandles samtidigt med ansøgninger efter anden lovgivning. Den gældende praksis vil kort blive gennemgået umiddelbart nedenfor.

Adgangen til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone tilkommer alene den danske stat. Adgangen til at foretage forundersøgelser og opnå efterfølgende ret til udnyttelse af energi kan derfor kun finde sted efter tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Det er Energistyrelsen, der varetager statens højhedsret til søterritoriet i forbindelse med tilladelse til forundersøgelser, etablering og drift af elproduktionsanlæg. Det betyder, at tilladelse til etablering og drift af anlægget samtidig er en tilladelse til at udnytte energi fra vand og vind på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.

Hovedparten af de ansøgninger, der er nødvendige for at opføre og drive anlæg på havet, behandles af Energistyrelsen. Det følger af Energistyrelsens praksis, at styrelsen vejleder opstiller om processerne for så vidt angår de dele af anlægget, der etableres på søterritoriet, og styrelsen fungerer således som kontaktpunkt, som beskrevet i de specielle bemærkninger til den foreslåede § 11 a, stk. 3, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 7, nr. 5. For anlæg på havet bliver myndighedernes krav til anlæggets etablering og drift formidlet i de tilladelser, som meddeles af Energistyrelsen. Koordinationen mellem myndighederne sker på Energistyrelsens foranledning og sikrer, at relevante myndigheders krav til anlæggets etablering og drift fremgår af tilladelserne.

Energistyrelsen vejleder ikke om tilladelsesprocesserne for de dele af anlægget, der etableres på land. Tilladelsesprocesserne for henholdsvis de dele af anlægget, der etableres på land og de dele af anlægget, der etableres på havet, forløber uafhængigt af hinanden.

Det følger af den foreslåede i § 29 a, nr. 2, i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at ansøgninger om tilladelser, der er ansøgt efter §§ 25 og 29 for anlæg med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, behandles samtidig med ansøgninger efter anden relevant lovgivning samt undtagelser hertil.

Den foreslåede § 29 a, nr. 2, i VE-loven, vil muliggøre en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, ved at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at gennemføre samtidighed i forhold til påbegyndelse af tidsfristen for sagsbehandlingen på tværs af alle relevante myndigheder, i en forventet rammebekendtgørelse udstedt af Energistyrelsen.

VE II-direktivet fastsætter i artikel 16, stk. 4-6, krav om varigheden af tilladelsesprocessen for kraftværker. Denne tidsfrist vil som udgangspunkt være to år, men begrænses til ét år for repowering-projekter og anlæg med en elkapacitet på under 150 kW.

Derudover gælder ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 7, at tidsfristen ikke vil berøre forpligtelser i henhold til gældende EU-miljøret, til søgsmål, retsmidler og andre sager ved en domstol eller ret og til alternative tvistbilæggelsesmekanismer, herunder klageprocedurer og udenretslige klager og midler, og vil kunne forlænges med varigheden af sådanne procedurer.

Endeligt gælder det ifølge VE II-direktivets artikel 16, stk. 4 og stk. 6, at tidsfrister vil kunne forlænges med op til et år, hvor dette vil være behørigt begrundet i usædvanlige omstændigheder. Usædvanlige omstændigheder er alene beskrevet med eksempel for repowering-projekter, hvor det beskrives som f.eks. tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repowering-projektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne.

I en dansk kontekst anvendes betegnelsen ”kraftværker” almindeligvis mere snævert sammenlignet med ordets anvendelse i VE II-direktivet. ”Kraftværker” forudsættes anvendt i VE II-direktivet som en samlet betegnelsen for anlæg, der producerer elektricitet, hvorfor det må forudsættes, at betegnelsen ”kraftværker” i VE II-direktivet svarer til betegnelsen ”elproduktionsanlæg” i dansk ret.

At ansøgning om tilladelser efter §§ 25 og 29 i VE-loven behandles samtidigt med ansøgninger efter anden relevant lovgivning betyder, at alle ansøgninger til tilladelser til at opføre og drive et vedvarende energianlæg på havet skal behandles parallelt.

Den foreslåede § 29 a, nr. 2, i VE-loven, vil skulle bidrage til at muliggøre en realisering af de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7, samt sikre, at de administrative procedurer strømlines med mulighed for at effektivisere processerne på tværs af en eller flere myndigheder med henblik på at kunne imødekomme tidsfristerne.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved første udmøntning af bemyndigelsen vil fastsætte regler om, at tilladelser ansøgt efter §§ 25 og 29 i VE-loven for anlæg med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder, skal behandles samtidigt med ansøgninger efter anden lovgivning samt undtagelser hertil, for at imødekomme de frister, der er fastsat i VE II-direktivets artikel 16, stk. 4-7.

Tilladelsesprocessen for anlæg på havet bevirker imidlertid, at der ikke kan gælde samtidighed i behandlingen af alle ansøgninger i tilladelsesprocessen.

Sagsbehandlingen af ansøgningerne for anlæg på havet forventes at kunne behandles serielt, således at de tilladelser, der knytter sig til etablering af anlægget behandles særskilt og forskudt i tid i forhold til de tilladelser, der knytter sig til anlæggets drift. For anlæg på havet vil behandlingen af ansøgninger ske serielt, det vil sige i serier bestående af flere ansøgninger, dog således at sagsbehandlingen inden for en serie sker samtidig. Dette skyldes, at ansøgning om elproduktionstilladelse, jf. § 29 i VE-loven, forudsætter opfyldelse af vilkår fastsat i den meddelte etableringstilladelse, jf. § 25 i VE-loven, hvilket indebærer, at ansøgninger ikke kan indleveres samtidigt.

Første serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling består af etableringstilladelsen, jf. § 25 i VE-loven, godkendelse af afmærkning af hensyn til flysikkerhed i medfør af luftfartsloven og accept af sejladsrisiko i medfør af lov om sikkerhed til søs. Disse ansøgninger kan behandles samtidig på tværs af hhv. Energistyrelsen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Søfartsstyrelsen. Det forventes, at ansøgning om byggetilladelse i medfør af byggeloven til etablering af de dele af anlægget, der etableres på land, vil kunne behandles samtidig med de øvrige ansøgninger i første serie i den serielle sagsbehandling.

Anden serie af ansøgninger i den serielle sagsbehandling består af elproduktionstilladelsen, jf. § 29 i VE-loven og elproduktionsbevillingen, jf. § 10 i lov om elforsyning, som begge behandles af Energistyrelsen. Disse ansøgninger behandles ligeledes samtidigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det følger af den gældende § 43 b, stk. 7, at ansøger for at modtage tilskud efter stk. 2 og 3 skal opfylde de krav, som fremgår af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 5, og § 50 a.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 b, stk. 7, i VE-loven, at henvisningen i denne bestemmelse til § 50, stk. 5, og § 50 a i VE-loven ændres til en henvisning til §§ 50 a, 56 d og 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at § 50, stk. 5, 2. og 3. pkt., foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, og at disse bestemmelser foreslås videreført i henholdsvis §§ 56 d og 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven for støtteordningen omfattet af lovens § 43 b, og i § 56 c, stk. 1, nr. 7, § 56 f og § 58, nr. 3, for støtteordningerne omfattet af lovens §§ 43 c og 43 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og 20, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 12

Det følger af den gældende § 43 c, stk. 6, at ansøger for at modtage tilskud skal opfylde de krav, som fremgår af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 5, og § 50 a.

Det følger af den gældende § 43 d, stk. 4, at ansøger for at modtage tilskud skal opfylde de krav, som fremgår af regler udstedt i medfør af § 50, stk. 5, og § 50 a.

Det følger af de foreslåede ændringer af § 43 c, stk. 6, og § 43 d, stk. 4, i VE-loven, at disse bestemmelsers henvisninger til § 50 a i VE-loven ændres til henvisninger til § 50 a, § 56 c, stk. 1, nr. 7, § 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at § 50, stk. 5, 2. og 3. pkt., foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, og at disse bestemmelser foreslås videreført i henholdsvis §§ 56 d og 56 f og § 58, nr. 3, i VE-loven for støtteordningen omfattet af lovens § 43 b, og i § 56 c, stk. 1, nr. 7, § 56 f og § 58, nr. 3, for støtteordningerne omfattet af lovens §§ 43 c og 43 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og 20, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 13

Det fremgår af det gældende § 43 h, stk. 1, 1. pkt., i VE-loven, at årsnormen for elektricitet fra anlæg omfattet af § 43 f, stk. 4, eller § 43 g, stk. 4, som senest den 1. januar 2018 leverer elektricitet til elforsyningsnettet, fastlægges som 12 gange den maksimale månedlige elproduktion målt i kWh fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse i 2018.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 h, stk. 1, 1. pkt., at der efter »biogas eller« indsættes et »af«.

Formålet med den foreslåede ændring i § 43 h, stk. 1, 1. pkt., er, at det præciseres, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke kan opstå tvivl om, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet af biomasse. Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold.

Det fremgår af det gældende § 43 h, stk. 2, 1. pkt., at årsnormen for elektricitet fra anlæg omfattet af § 43 f, stk. 4, eller § 43 g, stk. 4, som efter den 1. januar 2018 har leveret elektricitet til elforsyningsnettet, og for anlæg omfattet af § 43 f, stk. 5, eller § 43 g, stk. 5, fastlægges som 12 gange den maksimale månedlige elproduktion målt i kWh fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse i de første 12 måneder, anlægget har leveret elektricitet til elforsyningsnettet fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 h, stk. 2, 1. pkt., at der efter »kWh fra anvendelse af biogas eller« indsættes et »af«.

Formålet med ændringen af stk. 2, 1. pkt., er, at det præciseres, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke kan opstå tvivl om, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse. Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold.

Det fremgår af det gældende § 43 h, stk. 3, 1. pkt., at årsnormen for elektricitet fra anlæg omfattet af § 43 f, stk. 4 eller 5, eller § 43 g, stk. 4 eller 5, som efter den 1. januar 2018 har idriftsat udvidelser, fastlægges som 12 gange den maksimale månedlige elproduktion målt i kWh fra anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse i de første 12 måneder, efter anlægget har idriftsat udvidelsen, jf. dog stk. 4.

Det følger af den foreslåede ændring af § 43 h, stk. 3, 1. pkt., at der efter »biogas eller« indsættes et »af«.

Formålet med ændringen af stk. 3, 1.pkt., er, at det præciseres, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der ikke kan opstå tvivl om, at det kun er forgasningsgas, der skal være fremstillet ved biomasse. Den foreslåede ændring er alene en sproglig præcisering, der ikke har noget materielt indhold.

Til nr. 14

Det følger af den gældende § 50, stk. 3, 1. pkt., at der ikke ydes pristillæg efter §§ 45 a og 47 for elektricitet fremstillet ved afbrænding af affald. Det fremgår af den gældende stk. 3, 2. pkt., at der endvidere ikke ydes pristillæg eller andre ydelser efter §§ 43 b-43 g og 45 a-47, hvis der ydes støtte efter § 3, stk. 3, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser. Det fremgår af den gældende stk. 3, 3. pkt., at 2. pkt. dog ikke gælder pristillæg efter § 45 b, når elektricitet er produceret af et kraft-varme-værk, som ydes støtte efter § 3, stk. 3, nr. 4, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Det følger af § 1, nr. 8, i lov nr. 1532 af 18. december 2018 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning (Pristillæg til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse, digitalisering m.v.), at § 50, stk. 3, 1. pkt., i VE-loven affattes således, at der ydes pristillæg efter §§ 45 a, 45 b og 47 for elektricitet fremstillet ved afbrænding af affald.

§ 1, nr. 8, blev sat i kraft 29. juni 2020 ved bekendtgørelse nr. 972 om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning (Pristillæg til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse, digitalisering m.v.) og i lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om elforsyning (Ændring af støtteordninger til anvendelse af biogas). Ved samme ikrafttrædelsesbekendtgørelse blev § 1, nr. 23, i lov nr. 1566 af 27. december 2019 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om elforsyning (Ændring af støtteordninger til anvendelse af biogas), sat i kraft. § 1, nr. 23, i lov nr. 1566, indeholder en nyaffattelse af § 50, stk. 3.

Ikrafttrædelsen af ændringen i VE-lovens § 50, stk. 3, som affattet ved § 1, nr. 8, i lov nr. 1532 var en fejl. Det foreslås derfor, at VE-lovens § 50, stk. 3, nyaffattes for at undgå tvivl om gældende ret og sikre klart hjemmelsgrundlag.

Det følger af forslaget til nyaffattelse af stk. 3, 1. pkt., at d er ikke ydes pristillæg efter §§ 45 a og 47 for elektricitet fremstillet ved afbrænding af forbrændingsegnet affald.

I forhold til gældende ret foreslås det, at der i stk. 3, 1. pkt. efter »afbrænding af« indsættes »forbrændingsegnet«.

Det følger af bekendtgørelse om affald, jf. bekendtgørelsens § 3, nr. 23, at forbrændingsegnet affald er affald, der ikke er egnet til materialenyttiggørelse, og som kan destrueres ved forbrænding, uden at forbrænding heraf giver anledning til udledning af forurenende stoffer i uacceptabelt omfang. Det fremgår endvidere, at forbrændingsegnet affald ikke omfatter affald, som det efter lovgivningen er forbudt at forbrænde og affald, der efter lovgivningen, herunder et regulativ vedtaget af kommunalbestyrelsen, skal indsamles eller anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering, eller som konkret anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering.

Formålet med forslaget til ændringen er at sikre, at affald i § 50, stk. 3, i VE-loven, som henviser til §§ 45 a og 47, forstås som forbrændingsegnet affald og ikke som forslaget til definition af affald, som foreslås indsat i § 5, stk. 1, nr. 1, i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Definitionen af forbrændingsegnet affald fremgår af § 3, nr. 20, i bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 om affald.

Det følger af forslaget til nyaffattelse af stk. 3, 2. pkt., at der endvidere ikke ydes pristillæg eller andre ydelser efter §§ 43 b-43 g og 45 a-47, hvis der ydes støtte efter § 3, stk. 3, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Bestemmelsen har til formål at forhindre, at virksomhederne får dækket de samme omkostninger to gange, idet der kan være et vist overlap mellem de omkostninger, der ydes tilskud til efter pristillæggene m.v. i medfør af lov om vedvarende energi, og de investeringsomkostninger, der kan opnås tilskud til efter lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser. Forbuddet mod kumulation af investerings- og driftsstøtte sikrer, at tildelingen af driftsstøtte efter loven ikke fører til en overskridelse af det maksimalt tilladte støtteniveau i henhold til EU’s miljørammebestemmelser.

Det følger af forslaget til stk. 3, 2. pkt., at stk. 2 dog ikke gælder pristillæg efter § 45 b, når elektricitet er produceret af et kraft-varme-værk, som ydes støtte efter § 3, stk. 3, nr. 4, i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Med støtteordningen i § 45 b kan der ydes pristillæg til de eksisterende biomasseanlæg, som ikke er berettiget til pristillæg efter 45 a. Støttemodtagere omfattet af § 45 b vil udover de nuværende støttemodtagere efter §§ 45 og 46, som ikke er berettiget til tilskud efter forslagets § 45 a, stk. 2 og 3, være de anlæg, som modtager tilsagn om pristillæg efter forslaget til § 45 a, stk. 2 og 3, og som efter udløbet af deres tilsagnsperiode kan ansøge om at modtage pristillæg til de fortsatte meromkostninger ved at anvende biomasse til elproduktion.

Forslaget til § 50, stk. 3, vil, ligesom tilfældet er for den gældende, betyde at der vil kunne opnås driftsstøtte i form af pristillæg § 45 b for den elektricitet baseret på vedvarende energi, de afregner som leveret til elforsyningsnettet, hvis der samtidig ydes støtte efter § 3, stk. 3, nr. 4 i lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser.

Til nr. 15

Det følger af gældende § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og om, at opfyldelse af disse kriterier er en betingelse for at opnå støtte i henhold til de statsstøtteordninger, der er reguleret i §§ 43 b-d, f og g, 45 a, 45 b og 47 i VE-loven.

I henhold til disse støtteordninger kan der ydes støtte til hhv. salg af biogas til transport, til anvendelse af biogas til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion, til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller forgasningsgas fremstillet ved biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, og til anvendelse af solenergi, bølgekraft eller vandkraft eller andre vedvarende energikilder.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., er dels udmøntet ved bekendtgørelse nr. 301 af 25. marts 2015 om bæredygtig produktion af biogas som ændret ved bekendtgørelse nr. 448 af 20. maj 2016. Det fremgår af bekendtgørelsen, at bæredygtig produktion af biogas hovedsagelig skal baseres på anvendelse af rest- og affaldsprodukter. Endvidere fastsættes et loft for andelen af energiafgrøder, der må indgå i støtteberettiget biogasproduktion. Dette loft er blevet gradvist reduceret siden 2015. Energiafgrøder er i bilag 1 til bekendtgørelsen defineret som biomasse i form af helsæd, kolber, rødder og kerner fra majs, roer, korn, græs, kløvergræs og jordskokker. I henhold til § 3 a i bekendtgørelsen må tilskudsberettiget biogas, der sælges til transport, dog ikke være produceret af korn, majs, roer eller jordskokker.

Bemyndigelserne i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning til at udstede regler om, at støtte er betinget af overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier er udmøntet i § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1627 af 27. december 2019 om pristillæg til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller af forgasningsgas fremstillet ved biomasse, § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1628 af 27. december 2019 om pristillæg til opgraderet biogas leveret til et sammenkoblet gassystem og til renset biogas leveret til et bygasnet og § 6, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 25 af 10. januar 2020 om tilskud til biogas, der sælges til brug for transport, eller anvendes til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion. I henhold til disse bestemmelser er tilsagn om og udbetaling af støtte efter de pågældende støtteordninger betinget af, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Det foreslås, at § 50, stk. 5, 2. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 50, stk. 5, 2. pkt., skal ses i sammenhæng med den foreslåede indsættelse af §§ 56 c-56 e i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, og nyaffattelsen af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 9. Det foreslåede § 56 c, stk. 1, nr. 7, i VE-loven vil således videreføre og udvide den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., til at fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner og om, at modtagelse af pristillæg for biomassebrændsler, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, er betinget af opfyldelsen af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, jf. nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16. Den foreslåede § 56 e vil videreføre den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., til at fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for modtagelse af støtte efter §§ 47 og 49 i VE-loven. Den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven vil videreføre den tilsvarende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven til fastsættelse af regler vedrørende biogas til transport, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 9.

Ophævelsen af § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven er, sammenholdt med ovennævnte forslag til indsættelse af § 56 c og § 56 d i VE-loven og nyaffattelse af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, af ren lovteknisk karakter og vil således bl.a. indebære en uændret videreførelse af den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt. Baggrunden for disse ændringer af lovteknisk karakter er dels, at der med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås indsat et nyt kapitel 6 c i VE-loven, der omhandler bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner for al regulering omfattet af VE-loven eller regler udstedt i medfør af VE-loven. Dels vurderes det hensigtsmæssigt at samle al regulering af krav til biogas til transport om opfyldelse af kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasemissioner i biobrændstofloven. Med lovforslagets § 1, nr. 16, jf. forslaget til § 56 c i VE-loven, foreslås den eksisterende bemyndigelse udvidet. For mere om bemyndigelsens rækkevidde henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16.

Ophævelsen skal endelig ses i sammenhæng med overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 11, stk. 4, der indebærer, at de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af det gældende § 50, stk. 5, 2. pkt., vil forblive i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af den foreslåede § 56 c i VE-loven.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 3. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kan fastsætte regler om, at krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas, skal overholdes som betingelse for at modtage pristillæg eller tilskud efter §§ 43 b-43 g i VE-loven, og om brugerbetaling.

Bemyndigelsen giver ministeren hjemmel til som betingelse for opnåelse af støtte at fastsætte krav om eksempelvis begrænsning af udslip af metan og andre drivhusgasser fra anlæg, der anvender, producerer eller sælger biogas. Ministeren kan endvidere fastsætte det som betingelse for opnåelse af støtte, at anlæggene indfører rutinemæssig egenkontrol for at identificere lækager, periodisk lader et godkendt målerfirma kvantificere f.eks. metantabet fra anlægget og iværksætter de nødvendige tiltag for at nedbringe metanudslip fra identificerede kilder til lækage. Herudover giver bemyndigelsen hjemmel til fastsættelse af regler om myndighedstilsyn og –kontrol, herunder ved udtagelse af anlæg til stikprøvekontrol, og om brugerbetaling heraf. For nærmere om bestemmelsens anvendelsesområde henvises til bemærkningerne til § 50, stk. 5, 3. pkt., jf. herved Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 39 som fremsat, side 37-39.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 3. pkt., er ikke udmøntet.

Det foreslås, at § 50, stk. 5, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 50, stk. 5, 3. pkt., skal dels ses i sammenhæng med den foreslåede indsættelse af en ny § 56 f, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, der bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser, anvender eller sælger biogas, herunder om at modtagelse af pristillæg eller tilskud efter §§ 43 b-43 g i denne lov er betinget af overholdelse af disse regler, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

Dels skal den foreslåede ophævelse ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 58 i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, der bl.a. vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved tilsyn og kontrol med overholdelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 56 f. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til nr. 20.

Ophævelsen af § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven sammenholdt med ovennævnte indsættelse af en ny § 56 f i loven og ændring af lovens § 58 er af ren lovteknisk karakter og vil således bl.a. indebære en uændret videreførelse af den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 3. pkt. Der er dermed ikke tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelsen i den gældende § 50, stk. 5, 3. pkt. Baggrunden for disse ændringer er, at der med lovforslagets § 1, nr. 16, ligeledes foreslås indsat et nyt kapitel 6 c i VE-loven, der omhandler bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner for al regulering omfattet af VE-loven eller regler udstedt i medfør af VE-loven.

Til nr. 16

Det følger af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasser og om, at opfyldelse af disse kriterier og krav er en betingelse for at opnå støtte i henhold til de statsstøtteordninger, der er reguleret i §§ 43 b-d, f og g, 45 a, 45 b og 47 i VE-loven.

Det følger endvidere af den gældende bestemmelse i § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasser og om, at opfyldelse af disse kriterier og krav er en betingelse for at opnå støtte i henhold til de statsstøtteordninger, der er reguleret i § 35 g i lov om naturforsyning.

Der kan i henhold til ovennævnte støtteordninger ydes støtte til salg af biogas til transport, til anvendelse af biogas til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion, herunder rumopvarmning, rumafkøling, varmt brugsvand og anden varmeproduktion, som ikke er omfattet af de øvrige støtteordninger, til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller af forgasningsgas fremstillet ved biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, til elektricitet produceret ved afbrænding af biomasse omfattet af bilag 1 i VE-loven, til opgraderet biogas leveret til naturgasnettet, til renset bygas leveret til bygasnet, og til anvendelse af solenergi, bølgekraft eller vandkraft eller andre vedvarende energikilder.

Bemyndigelserne i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning er i gældende ret udmøntet ved bekendtgørelse nr. 301 af 25. marts 2015 om bæredygtig produktion af biogas som ændret ved bekendtgørelse nr. 448 af 20. maj 2016. Bekendtgørelsen implementerer kriterier for bæredygtig produktion af biogas i form af krav til den maksimale brug af visse typer energiafgrøder i biogasproduktionen. De energiafgrøder, der indgår i reguleringen, beskrives i bekendtgørelsens bilag 1 og omfatter helsæd, kolber, rødder og kerner fra majs, roer, korn, græs, kløvergræs og jordskokker. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen, at produktionen hovedsagelig skal baseres på anvendelse af rest- og affaldsprodukter. Bekendtgørelsen fastsætter et loft for andelen af energiafgrøder, der må indgå i støtteberettiget biogasproduktion. Dette loft er blevet gradvist reduceret siden 2015. Fra den 1. august 2015 til og med den 31. juli 2018 måtte der per indberetningsperiode højst blive anvendt 25 pct. energiafgrøder i biogasproduktionen. Fra den 1. august 2018 til og med den 31. juli 2021 må der per indberetningsperiode højst anvendes 12 pct. energiafgrøder. Kravet udløber den 31. juli 2021. Der er foretaget en evaluering af anvendelsen af energiafgrøder i biogasproduktionen, og niveauet fra den 1. august 2021 og frem afhænger af, hvad der træffes politisk beslutning om.

Endvidere er den del af bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, der vedrører fastsættelse af regler om, at støtte er betinget af overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier, udmøntet i § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1627 af 27. december 2019 om pristillæg til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas eller af forgasningsgas fremstillet ved biomasse og i § 6, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 25 af 10. januar 2020 om tilskud til biogas, der sælges til brug for transport, eller anvendes til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion. I henhold til disse bestemmelser er tilsagn om og udbetaling af støtte efter de pågældende støtteordninger betinget af, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Bemyndigelsen i § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning er udmøntet i § 7, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1628 af 27. december 2019 om pristillæg til opgraderet biogas, der leveres til et sammenkoblet gassystem og til renset biogas leveret til bygasnet, hvorefter tilsagn om og udbetaling af støtte efter den pågældende støtteordning i § 35 g i loven er betinget af, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Det fremgår af bemærkningerne til § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og § 35 d, stk. 4, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning, at bemyndigelsen bl.a. forventes udnyttet til implementering af VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner og til fastsættelse af ny energiafgrødegrænse for støttet produktion af biogas, jf. herved Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 39 som fremsat, side 37-38.

Gældende ret indeholder ikke hjemmel til at fastsætte krav om overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for ikkestøttet anvendelse af biomassebrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler eller for tilsvarende anvendelse af flydende biobrændsler uden for området for handel med kvoter for drivhusgasemissioner. Inden for kvoteområdet er der i bekendtgørelse nr. 1619 om bæredygtighed m.v. af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som anvendes til aktiviteter omfattet af lov om CO2-kvoter af 15. december 2016, fastsat regler vedrørende overholdelse af bæredygtighedskriterier for driftsledere og luftfartsoperatører omfattet af kvotesystemet.

Det foreslås med lovforslaget, at der indsættes et nyt kapitel 6 c i VE-loven med overskriften »Bæredygtighed og reduktion af drivhusgasemissioner m.v.«.

Det følger af den foreslåede indsættelse af § 56 c, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal fastsætte regler om opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler, der anvendes i anlæg til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, herunder opgraderet biogas leveret til gassystemet. Undtaget fra den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde er biomassebrændsler, herunder biogas, der anvendes i transportsektoren, jf. det foreslåede § 56 d og bemærkningerne hertil nedenfor.

Forslaget vil udvide den gældende bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for at modtage støtte til anvendelse af bl.a. biogas og fast biomasse således, at ministeren også vil kunne fastsætte tilsvarende krav, for så vidt angår ikkestøttet anvendelse af biomassebrændsler og flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, der leveres med henblik på opvarmning, køling eller kraft-varme-produktion.

Bemyndigelsen omfatter ikke fastsættelse af regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for rå biogas eller opgraderet biogas m.v., der anvendes i transportsektoren. For mere om denne undtagelse henvises til det foreslåede § 56 d og bemærkningerne hertil. Regler vedrørende rå biogas eller opgraderet biogas, der anvendes i transportsektoren, reguleres som udgangspunkt i biobrændstofloven og i regler udstedt i medfør heraf. Dog reguleres opfyldelse af disse kriterier som en forudsætning for opnåelse af tilskud efter § 43 b i VE-loven, jf. det foreslåede § 56 d og bemærkningerne hertil nedenfor.

Således vil klima-, energi- og forsyningsministeren i henhold til den foreslåede bestemmelse skulle fastsætte regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for al anvendelse af biomassebrændsler og flydende biobrændstoffer, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, herunder opgraderet biogas leveret til gassystemet, der leveres med henblik på opvarmning, køling og kraft-varme-produktion, uanset om denne anvendelse er omfattet af en støtteordning eller ej. Efter gældende ret kan krav om opfyldelse heraf alene fastsættes som betingelse for modtagelse af støtte og kun i relation til anvendelsen af biomassebrændsler.

Det forudsættes, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ved udmøntning af bemyndigelsen i forslaget til § 56 c, stk. 1, vil inddrage Miljøministeriet i forhold til den nærmere udformning af kravene til biomasse fra skovbrug og anden træbiomasse.

Formålet med den foreslåede udvidelse af bemyndigelsen til også at omfatte fastsættelse af regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for ikkestøttet anvendelse af biomassebrændsler og for flydende biobrændsler er at muliggøre, at al anvendelse, uanset om den er støttet eller ej, af biomassebrændsler og flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler kan tælle med som bidrag til opfyldelse af Danmarks forpligtelser efter VE II-direktivets artikel 3.

Forslaget skal således ses i lyset af bestemmelsen i VE II-direktivets artikel 29, stk. 1, sammenholdt med Danmarks forpligtelser i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1 og 4. I henhold til artikel 29, stk. 1, litra a-c, er opfyldelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i artikel 29, stk. 2-7 og 10, en forudsætning for, at energi fra bl.a. biomassebrændsler og flydende biobrændsler kan tages i betragtning dels som Danmarks bidrag til opfyldelse af det fælles EU-mål om, at andelen af energi fra vedvarende energikilder senest i 2030 skal udgøre mindst 32 pct. af Unionens endelige energiforbrug, jf. artikel 3, stk. 1, i direktivet, dels til opfyldelse af Danmarks forpligtelse efter artikel 3, stk. 4, til at sikre, at mindst 30 pct. af det udvidede endelige energiforbrug stammer fra vedvarende energikilder fra og med 2021. For nærmere om disse forpligtelser, herunder den såkaldte nationale integrerede energi- og klimaplan, som bl.a. danner grundlag for Danmarks bidrag efter artikel 3, stk. 1, se pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger. For nærmere om artikel 29, se pkt. 3.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Endvidere er formålet med den foreslåede bestemmelse at give klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til fastsættelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, der går videre end VE II-direktivets kriterier.

Den foreslåede bemyndigelse indebærer dels, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved bekendtgørelse vil kunne fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for anvendelse af biomassebrændsler og flydende biobrændsler. Dels vil ministeren i medfør af hjemlen kunne fastsætte regler om, at anvendelse af hhv. biomassebrændsler og flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling og brændsler, skal opfylde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat af ministeren.

Hjemlen giver mulighed for fastsættelse af regler, der implementerer VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler, herunder direktivets afgrænsning af hvilke anlæg, der omfattes af direktivets krav, eventuelt senere ændringer af VE II-direktivets kriterier og andre EU-standarder på området.

Endvidere gives ved bemyndigelsen hjemmel til, at ministeren, til udmøntning af en politisk aftale, fastsætter nationale bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der supplerer eller går længere end direktivets minimumskriterier. Den konkrete udmøntning vil ske ved bekendtgørelse efter forelæggelse for den relevante aftalekreds.

Det forventes, at den foreslåede bemyndigelse bl.a. vil blive udmøntet til fastsættelse af regler ved bekendtgørelse, der sikrer opfyldelse af VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner i forbindelse med enhver anvendelse af biomassebrændsler eller flydende brændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, jf. nærmere herom i bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i stk. 2, nr. 1-8, nedenfor. Disse regler skal senest træde i kraft samtidig med fristen den 30. juni 2021 for implementering af VE II-direktivet. Det forventes derfor, at bekendtgørelsen vil træde i kraft den 30. juni 2021 samtidig med den forventede ikrafttræden af dette lovforslag, jf. lovforslagets § 11, stk. 1.

Den foreslåede bemyndigelse forventes endvidere anvendt til udmøntning af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, der den 2. oktober 2020 er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet som opfølgning på Klimaaftale for energi og industri m.v. af 22. juni 2020.

For en nærmere gennemgang af indholdet i aftalen henvises til de specielle bemærkninger til § 56 c, stk. 2, nr. 1-5 og stk. 2, nedenfor, og de almindelige bemærkninger afsnit 3.6.2 og 3.6.3.

Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere indebære, at ministeren på et senere tidspunkt bl.a. vil kunne ændre eller supplere ovennævnte krav og kriterier for bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner eller ændre kredsen af aktører, der er omfattet af lovgivningens krav og kriterier. Dette vil eksempelvis kunne ske på baggrund af retningslinjer fra Kommissionen om fortolkningen af VE II-direktivets krav til opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, eller ved udstedelse af delegerede retsakter i henhold til direktivet, eller som følge af ændrede EU-regler på området, eller efter en evaluering af kravene eller såfremt den teknologiske udvikling måtte gøre det nødvendigt.

Udmøntning af den foreslåede bemyndigelse i § 56 c, stk. 1, vil bl.a. kunne ske ved fastsættelse af regler på en række områder, der er fremhævet i den ikke udtømmende opregning i stk. 2, nr. 1-8.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 1, at ministeren kan fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, i overensstemmelse med VE II-direktivets bæredygtighedskriterier fastsat i artikel 29, stk. 2-7, og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i artikel 29, stk. 10, litra d, jf. nærmere herom afsnit 3.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Drivhusgasemissionsbesparelsen for biomassebrændsler og flydende biobrændsler fastsættes ud fra standardværdier eller gennem en beregningsmetode. Den procentvise besparelse af drivhusgasser skal beregnes i forhold til en fossil reference.

For så vidt angår landbrugsbiomasse, vil den konkrete udmøntning ved bekendtgørelse af direktivets krav i artikel 29, stk. 2, om indførelse af overvågnings- eller håndteringsplaner for at afhjælpe virkningerne for jordbundens kvalitet og kulstofindholdet i jorden ske under iagttagelse af de forventede retningslinjer herom fra Kommissionen og efter inddragelse af den relevante aftalekreds.

Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at ministeren på et senere tidspunkt vil kunne ændre eller supplere bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for biomassebrændsler. Det kan bl.a. ske på baggrund af politiske aftaler, som følge af nødvendige tekniske ændringer, herunder eksempelvis ændrede opgørelsesmetoder, eller på baggrund af nye eller ændrede retningslinjer fra EU-Kommissionen.

Bemyndigelsen skal endvidere anvendes til at implementere VE II-direktivets bæredygtighedskriterier i artikel 29, stk. 2-7, og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser i artikel 29, stk. 10, litra a-c, for flydende biobrændsler. For flydende biobrændsler gælder et princip om totalharmonisering, og der vil derfor ikke kunne fastsættes yderligere kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser, ligesom kredsen af aktører, der omfattes af kravene, ikke vil kunne udvides. For så vidt angår flydende biobrændsler, vil klima-, energi- og forsyningsministeren derfor alene kunne fastsætte krav, der er identiske med VE II-direktivets kriterier i artikel 29, stk. 2-7 og 10.

For mere om VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser for flydende biobrændsler henvises til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Endelig vil den foreslåede bemyndigelse kunne anvendes til udmøntning af Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi, hvor det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af forslaget til § 56 c, stk. 2, nr. 1, i VE-loven vil fastsætte regler om, at der ud over de bæredygtighedskriterier, der for skovbiomasse følger af VE II-direktivet, vil blive stillet krav om, at særligt værdifulde områder identificeres og beskyttes og at der tages hensyn til særlige arter. De særlige arter forventes bl.a. at kunne være beskyttede arter eller arter, der fremgår af den danske rødliste over danske plante-, dyre- og svampearter, der er blevet vurderet til at være i risiko for at uddø, og tilsvarende lister i andre lande.

Herudover forventes det, at ministeren vil anvende den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte et særligt dansk klimakrav, der skal bidrage til, at skovkulstoflagrene ikke går tilbage på kortere og mellemlang sigt. Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler om, at det særlige klimakrav kan opfyldes på tre måder. Enten ved a) dokumentation enten for kildeområdet eller for oprindelseslandet af at skovkulstoflageret er opretholdt, b) dokumentation af at skovene i kildeområdet er skovcertificeret efter f.eks. FSC, PEFC eller tilsvarende skovcertificering eller c) dokumentation af at der kun anvendes restprodukter til energiformål. Det forventes i denne forbindelse, at restprodukter er rester fra træindustri, anden produktion som f.eks. frugtplantager, dokumenteret naturplejebiomasse, samt rester fra skovbrug. Rester fra skovbrug er hugstrester i form af toppe og grene og tyndingstræ. Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler i bekendtgørelse for dokumentation af, at der er tale om rester fra skovbrug. Dette kan forventes at skulle dokumenteres på én af to måder: ved at dokumentere, at der ikke anvendes træ over 20 cm i diameter eller ved at dokumentere at højst 50 pct. af det afsatte træ fra kildeområdet er afsat til energiformål. Der vil kunne fastsættes undtagelser for disse regler i tilfælde af f.eks. stormfald, barkbilleangreb eller sygdom.

Det forventes endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelse og i henhold til Aftale om bæredygtighed m.v. for træbiomasse vil fastsætte regler for træbiomasse om besparelser af drivhusreduktioner, der er skærpet i forhold til VE II-direktivets. For det første forventes det, at kravene til besparelser af drivhusreduktioner, til forskel fra VE II-direktivets, også vil omfatte eksisterende anlæg. Herudover forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om at drivhusgasbesparelserne i produktionskæden fra den 30. juni 2021 vil være 75 pct., 80 pct. fra 1. januar 2025 og 83 pct. fra 1. januar 2028.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 2, at ministeren vil skulle fastsætte regler om størrelser på anlæg omfattet af krav om opfyldelse af kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasemissioner.

Bemyndigelsen skal bl.a. anvendes til at implementere VE II-direktivets krav til hvilke anlæg, der skal overholde bæredygtighedskriterierne. Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren for gasformige biomassebrændsler og faste biomassebrændsler, undtaget træbiomasse, vil fastsætte regler om størrelse på anlæg, der er i overensstemmelse med VE II-direktivets minimumskrav. Det følger af direktivet, at biomassebrændsler skal opfylde direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, hvis de anvendes i anlæg til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler med en samlet nominel indfyret termisk effekt på 20 MW eller derover for faste biomassebrændsler og i anlæg med en effekt på 2 MW eller derover for gasformige biomassebrændsler.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 2, fastsætte regler om, at alle anlæg, der producerer elektricitet, varme eller køling ved anvendelse af træbiomasse i anlæg med en installeret effekt på 5 MW eller derover, fra den 30. juni 2021 skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og krav til besparelse af drivhusgasemissioner. Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler, der sænker grænsen til anlæg på 2,5 MW eller derover gældende fra den 1. januar 2023.

Herudover forventes det, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil anvende det foreslåede stk. 2, nr. 2, til at fastsætte krav om, at virksomheder, der anvender træbiomasse til energiformål i anlæg på 20 MW eller derover, fra den 30. juni 2020 skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner. Det forventes endvidere, at ministeren vil fastsætte regler om, at grænsen fra den 1. januar 2021 sænkes til anlæg på 2,5 MW eller derover.

Den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til at sænke grænserne yderligere. Det fremgår dog af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal have accept fra aftalekredsen, for at kunne sænke grænserne ud over de grænser, der fremgår af aftalen.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte en definition af kapacitet for anlæg samt regler for hvornår, sammenkoblede anlæg anses for et anlæg.

Det forventes, at der vil blive udstedt regler om, at der med kapacitet menes energiindhold pr. tidsenhed i tilført biomassebrændsel til anlægget. Dette gælder uanset, om biomassen afbrændes på anlægget til produktion af el, varme, køling eller procesenergi eller om energiindholdet indgår i det biomassebrændsel, som anlægget producerer.

Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler om, at kapaciteten (megawatt) skal beregnes som et samlet anlæg, hvis flere anlæg har tæt fysisk sammenhæng på enten samme matrikel eller tilstødende matrikler.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 3, at ministeren fastsætter regler om typer af biomassebrændsler og flydende biobrændsler omfattet af krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om, at de typer af biomassebrændsler og flydende biobrændsler, der omfattes af krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, som udgangspunkt er de biomassebrændsler, der omfattes i henhold til VE II-direktivet. Bemyndigelsen kan dog også anvendes til udmøntning af politiske aftaler, der indeholder krav til biomassebrændsler, der ikke er omfattet af VE II-direktivets krav om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner. For flydende biobrændsler gælder det, at VE II-direktivets krav skal implementeres, og at der ikke kan stilles yderligere nationale krav.

Det følger af VE II-direktivet, at primær biomasse fra landbrug, restprodukter fra landbrug, primær biomasse fra skovbrug, restprodukter fra skovbrug og restprodukter fra akvakultur og fiskeri skal overholde de relevante bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner i direktivet, hvis anvendelsen af disse biomassebrændsler skal kunne medtælles som energi fra vedvarende energikilder, og hvis anvendelsen skal kunne blive berettiget til statsstøtte. For restprodukter fra træindustri og andre affalds- og restprodukter gælder der i VE II-direktivet udelukkende et krav om overholdelse af kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Bionedbrydeligt kommunalt affald af biologisk oprindelse er dog i henhold til direktivets artikel 29, stk. 1, 3. afsnit, også undtaget fra krav om opfyldelse af kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 3, og i henhold til Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi fastsætte regler om, at rester fra træindustrien, herunder savværker, og træbiomasse fra ikkeskov omfattes af krav om overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier for hhv. træbiomasse fra skovbrug og træbiomasse fra ikkeskov og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Træbiomasse fra ikkeskov kan bl.a. være træagtig biomasse fra f.eks. læhegn og små træbevoksede arealer i det åbne land.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 4, at ministeren kan fastsætte krav om, at biomassebrændsler, der anvendes til energiformål i virksomheder, skal opfylde bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Forslaget vil medføre, at ministeren kan fastsætte krav om overholdelse af kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser, herunder til dokumentation og kontrol heraf, for virksomheder, der anvender biomassebrændsler til energiformål. Ministeren vil i medfør af bemyndigelsen kunne fastsætte regler om hvilke virksomheder, der kan omfattes, f.eks. baseret på anlægsstørrelse og hvilke typer af biomassebrændsler, som reglerne skal gælde for.

Bemyndigelsen foreslås for at gøre det muligt at udmønte politiske aftaler, der indeholder krav til anvendelse af biomassebrændsler til energiformål i virksomheder, der går længere end de krav, der efter gældende ret er til biogas, der anvendes til procesformål i virksomheder. Al biomassebrændsel anvendt til energiformål i virksomheder vil kunne omfattes af regler udstedt i medfør af bemyndigelsen.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 2, nr. 4, og i henhold til Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi fastsætte regler om, at træbiomasse, der anvendes i anlæg på 20 MW eller til energiformål i virksomheder, fra den 30. juni 2021 skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelser af drivhusgasemissioner. Det forventes, at ministeren vil anvende bemyndigelsen til at sænke grænsen til anlæg på 2,5 MW eller derover med virkning fra den 1. januar 2023.

Den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til at sænke grænserne yderligere. Det fremgår af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal have aftalekredsens accept før grænserne kan sænkes ud over det, der fremgår af aftalen.

Energiformål i virksomheder kan være produktionsprocesser, f.eks. til brænding, smeltning, brygning m.v., men kan også være til rumopvarmning, opvarmning af brugsvand eller produktion af elektricitet til en virksomhed.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 5, at ministeren fastsætter regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om og dokumentation for opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i medfør af nr. 1, herunder dokumentation for, at der er etableret en forudgående, uafhængig kontrol af de oplysninger, der indberettes.

Det forventes, at ministeren bl.a. vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte et krav om, at aktørerne årligt skal indsende oplysninger, der dokumenterer opfyldelse af de relevante bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner. Det forventes, at der vil blive oprettet en digital platform, som oplysningerne skal indsendes igennem til Energistyrelsen. Hjemlen i § 58 b i VE-loven vil blive anvendt til at udstede regler om, at indsendelse af oplysningerne skal ske digitalt igennem en nærmere bestemt digital løsning. Oplysninger om geografisk oprindelse og typen af råprodukt for hver virksomhed, der anvender biomassebrændsel til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler vil være en del af den forventede indberetning i henhold til regler fastsat i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 5. Disse oplysninger skal i henhold til VE II-direktivets artikel 30, stk. 3, 2. afsnit, stilles til rådighed for forbrugerne på relevante hjemmesider og ajourføres én gang om året. Den foreslåede bemyndigelse vil kunne udnyttes til at stille krav om, at aktørerne offentliggør disse oplysninger på egne hjemmesider, eller at oplysningerne vil blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside eller begge steder.

Endvidere forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om, at aktørerne skal indberette dokumentation pr. anlæg. Dette skyldes, at beregningen af drivhusgasemissionsbesparelser skal foretages for hele transportkæden og altså frem til det anlæg, der skal anvende biomassebrændslet eller den flydende biobrændsel.

Det forventes, at ministeren vil fastsætte regler om, at aktørerne skal dokumentere, at der har været etableret en uafhængig kontrol, og at de skal sikre en tilstrækkelig standard for den uafhængige kontrol af de oplysninger, som forelægges Energistyrelsen. Det forventes endvidere, at der fastsættes krav om, at aktører efter anmodning fra Energistyrelsen skal stille de data, der er anvendt til at udarbejde oplysninger, til rådighed for Energistyrelsen.

Herudover forventes det, at ministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at den uafhængige kontrol (verifikation) af aktørernes oplysninger skal kunne bekræfte, at de systemer, der anvendes af aktørerne, er nøjagtige, pålidelige og sikret mod svindel, herunder ved en kontrol, som sikrer, at materialer ikke bevidst ændres eller kasseres, så partiet eller en del deraf kan blive til affald eller et restprodukt. Det forventes endvidere at være et krav, at den uafhængige kontrol skal evaluere frekvensen og metoden i prøveudtagningen og dataenes pålidelighed.

Det forventes endvidere, at Energistyrelsen i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 1- 3, udarbejder en bekendtgørelse indeholdende en såkaldt håndbog om dokumentation for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser, hvor kravene til bl.a. dokumentation vil blive uddybet.

Hvis den aktør, der bliver pålagt at indberette oplysninger om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser, er en fysisk person, vil oplysningerne skulle behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 679/2016/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (herefter benævnt databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at det er nødvendigt med hjemmel til at kunne fastsætte regler om indberetning af oplysninger om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser, også for fysiske personer. Det vurderes desuden, at den behandling af personfølsomme oplysninger, der kan ske i medfør af de senere fastsatte regler, kan ske med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, og som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er blevet pålagt med henblik på gennemførelse af artikel 30 og 31 i VE II-direktivet. Reglerne for indberetningen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse. I forbindelse med udarbejdelsen af de nærmere regler vedrørende indberetning vil der blive taget hensyn til, at behandlingen er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder proportionalitetsprincippet og princippet om formålsbegrænsning. Klima-, Energi og Forsyningsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vurdere, om der skal indhentes en udtalelse fra Datatilsynet, jf. databeskyttelseslovens § 28.

Det forventes, at for træbiomasse vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 5, og i henhold til Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi fastsætte regler om, at den forelagte dokumentation for træbiomasse skal verificeres af en uafhængig tredjepart (en verifikator). Det forventes, at certificeringsordninger, som er godkendt af Kommissionen til formålet, vil kunne bruges til at dokumentere overholdelse af de krav, som følger af VE II-direktivet. Det forventes, at overholdelse også vil kunne dokumenteres på anden måde end certificering. Overholdelse af alle relevante krav, herunder de særlige danske krav, forventes at skulle bekræftes af en uafhængig tredjepart. Energistyrelsen forventes endvidere at stille kvalifikationskrav til verifikator.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 6, at ministeren fastsætter regler om metoder for beregning af drivhusgaseffekten af biomassebrændsler og flydende biobrændsler.

Det forventes, at ministeren vil anvende bemyndigelsen til at fastsætte krav om, at de beregningsmetoder, der følger af VE II-direktivets artikel 31, stk. 1, skal følges. Beregningsmetoderne skal anvendes ved beregning af drivhusgaseffekten af flydende biobrændsler og biomassebrændsler. Den eksakte beregningsmetode afhænger af, om der findes en standardværdi for den pågældende produktionsvej. Standardværdierne fremgår af bilag V og VI til VE II-direktivet.

Det forventes, at beregningsmetoderne vil fremgå af den håndbog, som Energistyrelsen udarbejder.

EU-Kommissionen gennemgår løbende bilag V og VI med henblik på, hvis det er berettiget, at tilføje eller revidere værdier for produktionsveje for bl.a. flydende biobrændsler og biomassebrændsler. EU-Kommissionen er endvidere bemyndiget til at ændre bilag V og VI ved at tilføje eller ændre standardværdier eller justere metoden.

Energistyrelsens håndbog vil løbende blive holdt ajour og følge eventuelle nye regler vedtaget af EU-Kommissionen på området.

Det følger af det foreslåede stk. 2, nr. 7, at ministeren fastsætter regler om, at modtagelse af ydelser efter §§ 43 c-43 g, § 45 a eller § 45 b i VE-loven vil være betinget af opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Den foreslåede bestemmelse har bl.a. til formål at muliggøre gennemførelse af artikel 29, stk. 1, litra c, i VE II-direktivet. I henhold til denne bestemmelse er opfyldelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser i artikel 29, stk. 2-7 og 10, en forudsætning for, at der vil kunne ydes finansiel støtte (jf. direktivets definition på en støtteordning i artikel 2, nr. 5) til forbrug af bl.a. biomassebrændsler eller flydende biobrændsler efter eksisterende eller fremtidige støtteordninger. Dette gælder, uanset om et retskrav på støtte baseres på tilsagn meddelt før VE II-direktivets vedtagelse eller gennemførelse, eller om der er tale om senere meddelte tilsagn.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler, der betinger opnåelse af støtte til anvendelse af biomassebrændsler eller flydende biobrændsler til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler af, at nærmere fastsatte bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner der implementerer VE II-direktivets kriterier, er opfyldt.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren på denne baggrund vil fastsætte regler, der indebærer, at overholdelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner er en betingelse for opnåelse af støtte i henhold til §§ 43 c og 43 d-43 g, § 45 a eller § 45 b i VE-loven, for så vidt angår den del af støtten, der omfatter produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, dvs. som udgangspunkt ikke procesformål.

Ministeren vil endvidere kunne anvende bemyndigelsen til fortsat at kunne fastsætte regler om, at overholdelse af kriterier for anvendelse af energiafgrøder til produktion af biogas er en betingelse for opnåelse af støtte.

Biomassebrændsler, der anvendes til procesformål, er undtaget fra VE II-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, jf. afsnit 3.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bemyndigelse viderefører dog gældende ret, herunder for så vidt angår fastsættelse af energiafgrødekrav til biogas, der anvendes til procesformål. Det forventes derfor, at ministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse vil fastsætte regler om, at opnåelse af tilskud i henhold til § 43 c i VE-loven til biogas, der anvendes til procesformål i virksomheder og for opnåelse af tilskud til procesformål i medfør af § 43 d er betinget af, at den anvendte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i den gældende bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas, og som forventes videreført i en ny bekendtgørelse om bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser.

§ 43 d i VE-loven sikrer et tilskud til biogas til opvarmning, herunder rumopvarmning, rumafkøling og varmt brugsvand og til fremstillingsprocesser, som ikke falder ind under definitionen på »proces« i den danske afgiftslovgivning. Men der kan være tale om formål, der falder uden for VE-direktivets anvendelsesområde, selvom formålet ikke er omfattet af definitionen på proces i den danske afgiftslovgivning. Det kan f.eks. være, at en virksomhed producerer rumvarme til sine egne lokaler eller varmt vand til fremstillingsprocesser i virksomheden. For så vidt angår tilskud til varmeproduktion, rumafkøling eller varmt brugsvand, der videredistribueres fra den støtteberettigede virksomhed og falder ind under VE-direktivets anvendelsesområde, forventes det, at overholdelse af direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner vil blive stillet som betingelse for modtagelse af tilskud.

For bemyndigelse vedrørende overimplementering af direktivet med henblik på at kunne stille krav om opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der anvendes til energiformål i virksomheder, uanset om de er støttede eller ej, se den foreslåede bestemmelse i § 56 c, stk. 2, nr. 4, og bemærkningerne hertil nedenfor.

Fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren som opfølgning på politiske aftaler eller efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg nationale regler, der supplerer eller skærper direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner, vil den foreslåede hjemmel endvidere give ministeren mulighed for fastsættelse af regler om, at overholdelse af disse yderligere eller skærpede kriterier er en forudsætning for opnåelse af støtte til anvendelse af biomassebrændsler. Ministeren vil herved bl.a. kunne fastsætte ændrede energiafgrødegrænser for produktionen af biogas, såfremt der indgås politisk aftale herom eller efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil endvidere i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 7, som opfølgning på politiske aftaler eller efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg, kunne fastsætte regler om, at også biogas anvendt til procesformål skal overholde VE-direktivets bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser som forudsætning for modtagelse af tilskud.

Såfremt de fastsatte krav ikke overholdes, vil der med hjemmel i § 55, stk. 4, i VE-loven kunne tilbageholdes støtte eller kræves tilbagebetaling af støtte for relevant tidsrum og mængde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 7, er en delvis videreførelse af de gældende bestemmelser i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven og skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af denne bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Disse ændringer er som udgangspunkt af ren lovteknisk karakter. Den foreslåede bestemmelse vil således indebære en uændret videreførelse af den gældende bemyndigelse i lovens § 50, stk. 5, 2. pkt., til i relation til biomassebrændsler, der anvendes til produktion af elektricitet, varme, køling eller brændsler, at fastsætte regler om overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for opnåelse af støtte efter de gældende støtteordninger på området.

Der er således ikke tiltænkt en materiel ændring af hjemlen i gældende ret til at fastsætte regler om overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for opnåelse af støtte efter de gældende støtteordninger i §§ 43 b-43 g, § 45 a eller § 45 b.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i §§ 56 d og e i VE-loven, der vil videreføre den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., til at fastsætte regler om bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for modtagelse af støtte efter §§ 43 b, 47 og 49 i VE-loven.

Det følger af forslaget til stk. 2, nr. 8, at ministeren kan fastsætte regler om myndighedskontrol og tilsyn med opfyldelse af krav og kriterier fastsat i medfør af dette stykke, herunder om indhentelse af oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af disse opgaver, og om fastsættelse af krav til og kontrol af verifikatorer, der udfører kontrol af aktørernes dokumentation.

I forhold til kontrol skal hjemlen bl.a. bruges til at fastsætte bestemmelser om indhentelse af supplerende oplysninger fra den pågældende virksomhed eller fysiske person.

Hvis den aktør, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet indhenter oplysninger om med hjemmel i det foreslåede stk. 2, nr. 8, er en fysisk person, vil oplysningerne skulle behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at det er nødvendigt med hjemmel til at kunne fastsætte regler om indhentelse af oplysninger i forbindelse med myndighedskontrol og tilsyn med opfyldelse af krav til bæredygtighed og besparelse af drivhusgasemissioner, også for fysiske personer, og at behandlingerne kan ske med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er blevet pålagt med henblik på gennemførelse af artikel 30, stk. 3, i VE II-direktivet. Reglerne for kontrol, tilsyn og indhentelse af oplysninger vil blive udmøntet i en bekendtgørelse. I forbindelse med udarbejdelsen af de nærmere regler vedrørende kontrol, tilsyn og indhentelse af oplysninger vil der blive taget hensyn til, at behandlingen er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder proportionalitetsprincippet og princippet om formålsbegrænsning. Klima-, Energi og Forsyningsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vurdere, om der skal indhentes en udtalelse fra Datatilsynet, jf. databeskyttelseslovens § 28.

Det forventes, at der alene føres tilsyn med aktørerne, hvis Energistyrelsens kontrol af indsendte oplysninger eller andet giver anledning til det, herunder i form af stikprøvekontrol. Energistyrelsen vil i medfør af forslaget både kunne føre tilsyn med aktører, der vælger at anvende en certificeringsordning, og med aktører, der vælger at dokumentere overholdelse på anden vis.

Det forventes endvidere, at Energistyrelsen vil stille visse krav til de verifikatorer, der skal kvalitetssikre den dokumentation, som aktørerne skal indberette til Energistyrelsen. For skovbiomasse forventes det, at der vil blive stillet krav om, at verifikator skal være akkrediteret til at certificere efter mindst en skovcertificering, f.eks. FSC, PEFC eller lignende, og akkrediteret efter et ”chain-of-custody scheme”, f.eks. SBP eller lignende, og være godkendt til monitorering efter EU’s tømmerforordning. Det forventes endvidere, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at Energistyrelsen i nødvendigt omfang vil føre kontrol med verifikatorer.

Det forventes, at der vil blive fastsat regler om, at både verifikator og Energistyrelsen kan stille spørgsmål til aktører vedrørende opfyldelse af kravene til bæredygtighed og besparelser af drivhusgasemissioner og bede om supplerende materiale, hvis det skønnes nødvendigt.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere vil kunne fastsætte krav om, at importerede eller nationalt producerede træpiller, træbriketter eller brænde skal opfylde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner fastsat i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 2, herunder krav til kontrol og dokumentation m.v. heraf, med mindre importøren eller producenten kan dokumentere, at træpillerne, træbriketterne eller brændet ikke skal anvendes til at producere elektricitet, varme eller køling.

Det forudsættes, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeren ved udmøntning af bemyndigelsen i det foreslåede stk. 3, vil inddrage Miljøministeriet.

Ministerens hele eller delvise udmøntning af den foreslåede bemyndigelse vil indebære en overimplementering af VE II-direktivet. Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil anvende den foreslåede bemyndigelse i § 56, stk. 3, til udmøntning af dele af Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi. Det forventes, at ministeren i medfør af bestemmelsen og i henhold til aftalen vil fastsætte regler om, at importører og producenter af mindst 20.000 ton træpiller årligt skal overholde de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelser af drivhusgasemissioner. Det forventes endvidere, at aktørerne vil blive underlagt de samme krav til kontrol og dokumentation m.v., som pålægges aktører, der producerer energi ved anvendelse af biomassebrændsler. Det forventes, at importører og producenter af træbriketter og brænde omfattes fra 1. januar 2023, og at grænsen på samme tidspunkt sænkes til import/produktion af mindst 5000 ton årligt.

Den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til at sænke grænserne yderligere. Det fremgår dog af Aftale om bæredygtighedskrav til træbiomasse til energi, at klima-, energi- og forsyningsministeren skal have aftalekredsens accept før grænserne kan sænkes ud over det, der fremgår af aftalen.

Aftale om bæredygtighed til træbiomasse til energi har til formål at sikre, at træbiomasse, der anvendes til energiformål, er så bæredygtig som muligt og overholder fastsatte krav til besparelser af drivhusgasemissioner. Træpiller, træbriketter og brænde, der sælges til andre formål, men hvor det enten ikke kan dokumenteres eller ikke kan dokumenteres på tilfredsstillende vis, vil blive omfattet af kravene. Kravet om dokumentation for anden anvendelse skal sikre mod omgåelse af reglerne. Det forventes, at Energistyrelsen vil fastsætte nærmere regler om, hvad der kan udgøre fyldestgørende dokumentation.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en institution under ministeriet eller en anden offentlig myndighed til i henhold til regler udstedt i medfør af stk. 1, nr. 8, at føre kontrol og tilsyn med opfyldelse af de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan uddelegere hele eller dele af den forventede myndighedskontrol til en institution under ministeriet eller en anden offentlig myndighed.

Det forventes, at Energistyrelsen vil varetage hovedparten af opgaven med at føre kontrol og tilsyn med reglerne for bæredygtighed og besparelser af drivhusgasemissioner for flydende biobrændsler og biomassebrændsler, der forventes udstedt i medfør af den foreslåede § 56, stk. 1 og stk. 2.

Der skal dog fortages en undersøgelse af, hvordan kontrol og tilsynsopgaven bedst administreres, så virksomhederne oplever en ensartet og enkel myndighedskontrol. Miljøministeriet har allerede erfaring med kontrol på området, og det kan blive relevant at uddelegere til dem.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil i medfør af § 71 i VE-loven kunne påbyde, at forhold, der strider mod regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 c, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist. Efterkommes et sådant påbud ikke, vil dette i henhold til § 72, nr. 6, i VE-loven kunne straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det forventes endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om bødestraf i medfør § 73 i VE-loven for juridiske og fysiske personers overtrædelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 c.

De aktører, der kan blive mødt med et påbud eller en bødestraf, er aktører, der i henhold til regler udstedt i medfør af forslaget til § 56 c i VE-loven er forpligtede til at indberette dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

Bemyndigelsen til klima-, energi- og forsyningsministeren til i medfør af den foreslåede § 56 c at fastsætte regler vil blive delegeret til Energistyrelsen i medfør af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.

(§ 56 d)

Det følger bl.a. af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasser og om, at opfyldelse af disse kriterier og krav er en betingelse for at opnå støtte i henhold til den statsstøtteordning for salg af biogas til transport, der er reguleret i lovens § 43 b.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 301 af 25. marts 2015 om bæredygtig produktion af biogas som ændret ved bekendtgørelse nr. 448 af 20. maj 2016. Bekendtgørelsen implementerer kriterier for bæredygtig produktion af biogas i form af krav til den maksimale brug af visse typer energiafgrøder i biogasproduktionen. De energiafgrøder, der indgår i reguleringen, beskrives i bekendtgørelsens bilag 1 og omfatter helsæd, kolber, rødder og kerner fra majs, roer, korn, græs, kløvergræs og jordskokker. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen, at produktionen hovedsagelig skal baseres på anvendelse af rest- og affaldsprodukter.

Bekendtgørelsen fastsætter et loft for andelen af energiafgrøder, der må indgå i støtteberettiget biogasproduktion. Dette loft er blevet gradvist reduceret siden 2015. Fra den 1. august 2015 til og med den 31. juli 2018 måtte der per indberetningsperiode højst blive anvendt 25 pct. energiafgrøder i biogasproduktionen. Fra den 1. august 2018 til og med den 31. juli 2021 må der per indberetningsperiode højst anvendes 12 pct. energiafgrøder. Der er foretaget en evaluering af anvendelsen af energiafgrøder i biogasproduktionen, og niveauet fra den 1. august 2021 og frem afhænger af, hvad der træffes politisk beslutning om.

Endvidere er den del af bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 2. pkt., i VE-loven, der vedrører fastsættelse af regler om, at støtte er betinget af overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier, bl.a. udmøntet i § 6, stk. 2, nr. 1, og § 11, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 25 af 10. januar 2020 om tilskud til biogas, der sælges til brug for transport, eller anvendes til procesformål i virksomheder eller til varmeproduktion. I henhold til bestemmelsen i § 11, stk. 3, nr. 2, er udbetaling af støtte efter de pågældende støtteordninger betinget af, at det dokumenteres, at den anvendte eller solgte biogas opfylder de krav for bæredygtig produktion, der er fastsat i bekendtgørelse om bæredygtig produktion af biogas.

Det følger af det foreslåede § 56 d, 1. pkt., at biomassebrændsler, herunder biogas, der anvendes i transportsektoren, ikke er omfattet af § 56 c om fastsættelse af regler om opfyldelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ikke i medfør af det foreslåede § 56 c, stk. 1, vil kunne fastsætte regler om overholdelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler, der anvendes til produktion af brændsler, herunder opgraderet biogas, der anvendes i transportsektoren. Baggrunden herfor er, at denne regulering som udgangspunkt fortsat vil ske i biobrændstofloven, jf. nærmere herom den foreslåede nyaffattelse af § 4, stk. 1, i biobrændstofloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, og de specielle bemærkninger hertil.

Det følger af det foreslåede 2. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om opfyldelse af de til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og kriterier for besparelse af drivhusgasemissioner som betingelse for modtagelse af tilskud efter § 43 b.

§ 43 b i VE-loven indeholder regler vedrørende tilskud til salg af biogas til brug for transport.

Der er med forslaget tale om en videreførelse af bestemmelsen i den gældende § 50, stk. 5, 2. pkt., for så vidt angår støtteordningen for biogas til transport, jf. § 43 b i VE-loven, som sker af lovtekniske grunde.

Forslaget til § 56 d, 2. pkt. indebærer ikke materielle ændringer. Det foreslås dog, at bestemmelsen ikke alene henviser til bæredygtighedskriterier, men også til kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser. Dette skyldes, at man i VE I-direktivet både knyttede kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser til begrebet bæredygtighedskriterier. Dette er ændret med VE II-direktivet, hvor der sondres mellem bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at modtagelse af tilskud efter støtteordningen, der fremgår af § 43 b i VE-loven, vil kræve, at de anvendte biomassebrændsler overholder de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser.

(§ 56 e)

Det følger bl.a. af § 50, stk. 5, 1. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til og den nødvendige dokumentation for at modtage pristillæg og andre ydelser efter støtteordningerne i §§ 47 og 49.

Lovens § 47 omhandler elektricitet produceret på anlæg, hvor der alene anvendes solenergi, bølgekraft eller vandkraft eller andre vedvarende energikilder bortset fra biogas og biomasse. § 49 indeholder bestemmelser om en pulje til små VE-teknologier, som er til fremme af udbredelsen af elproduktionsanlæg med en mindre elproduktionskapacitet, herunder solceller, bølgekraftanlæg og andre VE-anlæg, som anvender energikilder eller teknologier af betydning for den fremtidige udbredelse af VE-elektricitet.

Af § 50, stk. 5, 2. pkt., fremgår, at ministeren kan fastsætte regler i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og om, at modtagelse af ydelserne er betinget af opfyldelsen af disse kriterier. Hjemlen i § 50, stk. 5, 2. pkt., har endnu ikke været udmøntet i forhold til støtteordningerne i §§ 47 og 49. Dette skyldes, at der indtil videre ikke har været behov for at fastsætte bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser i relation til disse støtteordninger.

Det følger af forslaget til § 56 e, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at modtagelse af pristillæg eller andre ydelser efter §§ 47 og 49 i VE-loven er betinget af opfyldelsen af de til enhver tid gældende kriterier for bæredygtighed og for besparelse af drivhusgasemissioner, herunder om dokumentation og kontrol m.v. heraf.

Forslaget til § 56 e er en videreførelse af den gældende bestemmelse i lovens § 50, stk. 5, 2. pkt., for så vidt angår støtteordningerne i §§ 47 og 49.

Baggrunden for at nyaffatte § 50, stk. 5, 2. pkt., i en ny bestemmelse er, at det med lovforslaget foreslås, at § 50, stk. 5, 2. pkt. ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, og de specielle bemærkninger dertil. Den del af den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., der vedrører biomassebrændsler, foreslås med lovforslaget medtaget i den foreslåede § 56 c, stk. 1, nr. 7. Støtteordningerne, der fremgår af §§ 47 og 49, vedrører ikke anvendelse af biomassebrændsler og er derfor ikke omfattet af den foreslåede § 56 c.

Da det ikke kan udelukkes, at der på grund af den teknologiske udvikling på et tidspunkt viser sig behov for fastsættelse af krav til bæredygtighed og til besparelse af drivhusgasemissioner for energi produceret ved anvendelse af de energikilder, der er omfattet af støtteordningerne i §§ 47 og 49 i VE-loven, foreslås den gældende bemyndigelse i § 50, stk. 5, 2. pkt., derfor videreført uændret i forslaget til § 56 e.

Det foreslås dog, at bestemmelsen ikke alene henviser til bæredygtighedskriterier, men også til kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser. Dette skyldes, at man i VE I-direktivet både knyttede kriterier for bæredygtighed og drivhusgasemissionsbesparelser til begrebet bæredygtighedskriterier. Dette er ændret med VE II-direktivet, hvor der sondres mellem bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

(§ 56 f)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 5, 3. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas, skal overholdes som betingelse for at modtage pristillæg eller tilskud efter støtteordningerne i §§ 43 b-43 g i VE-loven, og om brugerbetaling.

Tilsvarende følger det af den gældende bestemmelse i § 35 d, stk. 4, 3. pkt., i lov om naturgasforsyning, at ministeren kan fastsætte regler om, at krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer eller opgraderer biogas, skal overholdes som betingelse for at modtage pristillæg eller tilskud efter støtteordningerne i §§ 43 b-43 g i VE-loven, og om brugerbetaling.

Om bestemmelsens anvendelsesområde, se bemærkningerne til den foreslåede ophævelse af § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Bemyndigelsen i § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven er ikke udmøntet.

Det følger af forslaget til en ny bestemmelse i § 56 f, 1. pkt., i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser eller anvender biogas.

Den foreslåede bestemmelse er en udvidelse i forhold til gældende ret, der alene bemyndiger ministeren til fastsættelse af regler om udslip af drivhusgasser for anlæg, der modtager støtte til anvendelsen af biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at ministeren kan fastsætte regler om overholdelse af krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser eller anvender biogas, uanset om der er tale om støttet anvendelse eller produktion eller ej.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at der under produktion og anvendelse af biogas kan opstå udslip af drivhusgasser, særligt metan, til atmosfæren som følge af utætheder i anlæg, der producerer biogas, samt i de anlæg der anvender biogassen, såsom opgraderings- og kraftvarmeanlæg. Da metan er en kraftig drivhusgas, er det vigtigt, at disse metanlækager reduceres mest muligt. Disse hensyn vil gøre sig gældende i forhold til såvel anlæg, der modtager støtte til anvendelse og produktion, som anlæg der i fremtiden måtte producere og anvende biogas uden støtte.

Det forventes, at ministeren vil bruge bemyndigelsen til bl.a. at fastsætte regler om metantab, som skal overholdes af de anlæg, som producerer og anvender biogassen.

Energistyrelsen igangsatte i juli 2019 en målrettet indsats for at reducere metanudslippet fra biogasanlæg og anlæg, der anvender biogas. Denne indsats forventes afsluttet i foråret 2021. Formålet med indsatsen er at få udarbejdet egenkontrolprogrammer og få foretaget metanlækagemålinger på en række biogasanlæg i Danmark. Under denne indsats bliver der dannet et solidt datagrundlag, kvalitetssikret og udviklet målemetoder samt samlet erfaringer og viden omkring sporing, måling og reduktion af metanlækager. Disse erfaringer skal bidrage til fremtidig målrettet og effektiv regulering på området.

Som en del af indsatsen skal der ses nærmere på forskellige metoder til kvantificering af metanlækager fra anlæg, der anvender og producerer biogas. Det foreslås derfor, at der kan fastlægges krav til både begrænsning og kontrol af udslip af drivhusgasser. Da Energistyrelsens målrettede indsats for at reducere metanudslip fra anlæggene bl.a. skal arbejde med kvalitetssikring og udvikling af målemetoder, og da der løbende udvikles på målemetoder for metantab, kan krav om begrænsning dog blive aktuelt på sigt. Indtil da vurderes det tilstrækkeligt at fastsætte krav til kontrol af metantab fra anlæggene. Fastlæggelsen af kravene kan bl.a. baseres på erfaringerne fra Energistyrelsens målrettede indsats for at reducere metanudslippet.

Krav om kontrol vil bl.a. kunne omfatte, at anlæggene indfører rutinemæssig egenkontrol for at identificere lækager, periodisk lader et godkendt målefirma kvantificere f.eks. metantabet fra anlægget, iværksætter de nødvendige tiltag for at nedbringe metanudslip fra identificerede kilder til lækage, samt at Energistyrelsen årligt udtager et antal anlæg til stikprøvekontrol.

Det følger af det foreslåede 2. pkt. , at ministeren endvidere kan fastsætte regler om, at modtagelse af pristillæg eller tilskud efter støtteordningerne i §§ 43 b-43 g i VE-loven skal være betinget af overholdelse af regler fastsat af ministeren om begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, opgraderer, renser, anvender eller sælger biogas.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en uændret videreførelse af gældende ret, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om, at modtagelse af støtte efter de pågældende støtteordninger er betinget af overholdelse af krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra de anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas. Det foreslås dog, at bestemmelsen præciseres, så det tydeligt fremgår, at også anlæg, hvor biogas renses, er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, hvor det foreslås at indsætte et § 58, nr. 3, i VE-loven, der indfører brugerbetaling.

Det vil fremgå af de meddelte tilsagn om støtte, at det er en betingelse for udbetaling af støtte, at de til enhver tid gældende regler om udslip af metan og eventuelle andre drivhusgasser overholdes både af det anlæg, der modtager støtten, og af det anlæg, som producerer biogassen. I tilfælde hvor støttemodtager og biogasproducent ikke er samme enhed, vil støttemodtageren være ansvarlig for at indhente den nødvendige dokumentation fra biogasproducenten.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil i medfør af § 71 i VE-loven kunne påbyde, at forhold, der strider mod regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 f, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist. Efterkommes et sådant påbud ikke, vil dette i henhold til § 72, nr. 6, i VE-loven kunne straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det forventes endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om bødestraf i medfør af § 73 i VE-loven for juridiske og fysiske personers overtrædelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 56 f.

De aktører, der kan blive mødt med et påbud eller en bødestraf, er aktører, der i henhold til regler udstedt i medfør af forslaget til § 56 f i VE-loven er forpligtede til at indberette dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser.

Bemyndigelsen til klima-, energi- og forsyningsministeren til i medfør af den foreslåede § 56 f at fastsætte regler vil blive delegeret til Energistyrelsen i medfør af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.

Til nr. 17

Det følger af den gældende § 58 i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgninger om tilladelse, herunder de tilladelser, der er nævnt i § 22, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 29, stk. 1, i VE-loven, og ved tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelser.

Det følger af den foreslåede ændring, at »nærmere« udgår af ordlyden af § 58.

Der er med den foreslåede ændring tale om en sproglig præcisering af ordensmæssig karakter. Da der ikke allerede findes materielle bestemmelser om brugerbetaling for dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af ansøgninger om tilladelser eller ved udførelse af tilsyn i VE-loven, er det misvisende, at der i bestemmelsen står, at ministeren kan fastsætte nærmere regler.

Til nr. 18

Det følger af § 58, nr. 1, i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgninger om tilladelse, herunder de tilladelser, der er nævnt i § 22, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 29, stk. 1, i VE-loven.

Det følger af den foreslåede ændring af § 58, nr. 1, i VE-loven, at »§ 29, stk. 1, og« ændres til »§ 29, stk. 1,«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der i § 58 foreslås indsat et nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og bemærkningerne hertil.

Forslaget indebærer ikke materielle ændringer.

Til nr. 19

Det følger af den gældende § 58, nr. 2, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelser.

Det følger af den foreslåede ændring af § 58, nr. 2, i VE-loven, at »tilladelser.« ændres til » tilladelser og«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der i § 58 foreslås indsat et nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og bemærkningerne hertil.

Forslaget indebærer ikke materielle ændringer.

Til nr. 20

Det følger af den gældende § 58 i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse, herunder de tilladelser, der er nævnt i § 22, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 29, stk. 1, i VE-loven, og ved tilsyn med overholdelse af vilkår i tilladelser.

Det følger endvidere af gældende ret, jf. § 50, stk. 5, 3. pkt., i VE-loven, at ministeren kan fastsætte regler om brugerbetaling for myndighedernes tilsyn og kontrol med regler fastsat i medfør af disse bestemmelser om krav til begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas.

Det følger af den foreslåede indsættelse af § 58, nr. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere vil kunne fastsætte regler om betaling til dækning af omkostninger til udførelse af tilsyn og kontrol i henhold til regler udstedt i medfør af § 56 c, stk. 1, nr. 8, og § 56 f, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

De opgaver, der vil kunne finansieres efter regler udstedt i medfør af bestemmelsen, er dels opgaver, som Energistyrelsen får i forbindelse med Energistyrelsens kontrol i henhold til regler udstedt i medfør af § 56 c, stk. 2, nr. 6, og § 56 c, stk. 3, af, om overholdelse af de ved bekendtgørelse fastsatte bæredygtighedskriterier og kriterier for drivhusgasemissionsbesparelser sikres af aktørerne, herunder at de krævede oplysninger indberettes korrekt. Formålet med hjemlen er at give mulighed for, at dette tilsyn kan brugerfinansieres. Det vil i givet fald være de virksomheder eller fysiske personer, der undergår tilsynet, som skal betale omkostningerne efter en timesats, som ikke overstiger omkostningerne ved administrationen. Dermed sikres det, at hver virksomhed eller fysisk person betaler de omkostninger, som er forbundet med behandling af den enkelte aktørs sag, og der er således ikke tale om et fiskalt gebyr.

Myndighedsbehandlingen vil kunne indebære vurdering af indsendt materiale, afholdelse af møder om sagen, herunder eventuelle rejseomkostninger, udarbejdelse af dokumenter m.v. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om betaling for dækninger af omkostninger ved kontrol og tilsyn med overholdelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede § 56 e, der vedrører begrænsning, tilsyn og kontrol af udslip af drivhusgasser fra anlæg, der producerer, anvender eller sælger biogas, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Formålet hermed er at give mulighed for, at udgiften til f.eks. metanlækagemålinger i forbindelse med Energistyrelsens tilsyn og kontrol med udslip af drivhusgasser kan brugerfinansieres. Det forventes, at der udelukkende vil fastsættes brugerbetaling, der ikke overstiger omkostningerne ved administrationen, og at der således ikke vil være tale om et fiskalt gebyr.

Det forventes, at der føres tilsyn med aktørerne, hvis Energistyrelsens kontrol af indsendte oplysninger eller andet giver anledning til det samt i form af stikprøvekontrol. Tilsyn og kontrol vil også kunne omfatte certificeringsorganer, som foretager uafhængig revision i henhold til en frivillig ordning