LOV nr 635 af 11/06/2024
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om ændring af lov om forberedende grunduddannelse, lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, lov om kommunal indsats for unge under 25 år og forskellige andre love (Mere fleksible rammer til at tilrettelægge forberedende grunduddannelse og smidigere overgang til den forberedende grunduddannelse m.v.) § 3
I lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 5. oktober 2022, som ændret ved § 1 i lov nr. 174 af 27. februar 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 2 f, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.
2. I § 2 k, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk. 3«, og efter »undervisningspligten« indsættes: », jf. dog stk. 2«.
3. I § 2 k indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan foretage målgruppevurdering med henblik på forberedende grunduddannelse og eventuelt med henblik på øvrige tilbud, jf. stk. 3, af elever i 9. klasse.«
Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.
4. I § 2 k, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.
5. I § 2 k, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-4«.
6. I § 2 k, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., ændres »stk. 1-4 kan der« til: »stk. 1 og 3-5 kan der for elever, som ikke går i 10. klasse,«.
7. I § 10 a, stk. 3, ændres »ungdomsuddannelse« til: »uddannelsesinstitution«.
8. I § 10 a, stk. 5, udgår »endvidere«.
9. I § 10 a indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Der kan etableres brobygning til forberedende grunduddannelse for elever, der må antages at være i målgruppen for forberedende grunduddannelse.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
10. I § 10 c indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Elever i 9. klasse kan tilbydes brobygning i op til 3 dage til forberedende grunduddannelse.«
11. I § 10 d, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.
12. I § 10 d indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Elever i folkeskolens 10. klasse kan tilbydes brobygning i op til 10 dage til forberedende grunduddannelse.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
13. I § 10 d, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 2«: »og forberedende grunduddannelse efter stk. 3«.
14. I § 10 f, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »til«: »institutionerne for forberedende grunduddannelse og«.
15. I § 10 f, stk. 3, indsættes efter »udbyder«: »forberedende grunduddannelse eller«.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om forberedende grunduddannelse, lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, lov om kommunal indsats for unge under 25 år og forskellige andre love (Mere fleksible rammer til at tilrettelægge forberedende grunduddannelse og smidigere overgang til den forberedende grunduddannelse m.v.) § 3
Til nr. 1
Det fremgår af § 2 f, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at uddannelsesplanen for elever, der ønsker forberedende grunduddannelse, skal indeholde aftale om et eventuelt afsøgningsforløb til forberedende grunduddannelse, jf. § 2 k, stk. 5, og om en eventuel efterfølgende begyndelse på et af de tre uddannelsesspor på forberedende grunduddannelse, varighed af afsøgningsforløbet og uddannelsens mål samt eventuel aftale om kontaktperson.
Det foreslås i § 2 f, stk. 1, 1. pkt., at ændre »stk. 5« til »stk. 6«.
Forslaget er alene en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter der foreslås indsat et nyt stk. 2 i § 2 k, sådan at henvisningen til stk. 5 vil skulle være til stk. 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af § 2 k, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at kommunalbestyrelsen foretager målgruppevurdering med henblik på forberedende grunduddannelse og eventuelt med henblik på øvrige tilbud, jf. stk. 2, af unge under 25 år, som ikke er omfattet af undervisningspligten, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, jf. dog 2. pkt., eller som minimum er i halvtidsbeskæftigelse, og som har behov for en særlig forberedende indsats for at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.
Det foreslås i lovens § 2 k, stk. 1, 1. pkt., at ændre »stk. 2« til »stk. 3« og efter »undervisningspligten« indsættes: », jf. dog stk. 2«.
Forslaget skyldes lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter der foreslås indsat et nyt stk. 2 i § 2 k, sådan at henvisningen til stk. 2 vil skulle være til stk. 3.
Forslaget skyldes endvidere, at der i lovforslagets § 3, nr. 3, foreslås, at det skal være muligt at målgruppevurdere elever i 9. klasse, selvom de er omfattet af undervisningspligten. Forslaget vil dermed give mulighed for denne undtagelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af § 2 k, stk. 1, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at kommunalbestyrelsen foretager målgruppevurdering med henblik på forberedende grunduddannelse og eventuelt med henblik på øvrige tilbud, jf. § 2 k, stk. 2, af unge under 25 år, som ikke er omfattet af undervisningspligten, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, jf. dog § 2 k, stk. 1, 2. pkt., eller som minimum er i halvtidsbeskæftigelse, og som har behov for en særlig forberedende indsats for at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Uanset § 2 k, stk. 1, 1. pkt., kan unge, som har gennemført en ungdomsuddannelse efter stu-loven, efter anmodning målgruppevurderes til forberedende grunduddannelse, hvis de øvrige betingelser i 1. pkt. er opfyldt.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 2 k, hvorefter kommunalbestyrelsen kan foretage målgruppevurdering med henblik på forberedende grunduddannelse og eventuelt med henblik på øvrige tilbud, jf. stk. 3, af elever i 9. klasse.
Forslaget vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil få mulighed for at foretage en målgruppevurdering af elever i 9. klasse. Målgruppevurderingen i 9. klasse vil skulle bidrage til at skabe klarhed for eleven over sin uddannelsesfremtid før skoleåret er afsluttet og gerne inden den fælles tilmelding til ungdomsuddannelserne i marts måned.
Den elevgruppe, som med forslaget vil kunne blive målgruppevurderet, vil forventeligt være en delmængde af den elevgruppe, som kommunalbestyrelsen skal sørge for en særlig målrettet skole- og vejledningsindsats til, jf. § 6 i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, hvorfor kommunalbestyrelsen i forvejen vil have kendskab til elever, der kan have behov for den foreslåede målgruppevurdering.
Det vil kun være i særlige tilfælde, at kommunalbestyrelsen foretager en målgruppevurdering af elever i 9. klasse. Det vil f.eks. kunne være relevant for elever på specialskoler, ungdomsskolernes heltidsundervisning mv. Et vejledende kriterie for, hvorvidt der skal foretages en målgruppevurdering, kan være elevens motivation for at starte på FGU og kommunens vurdering af, om eleven vil kunne påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse uden at have gennemført et forberedende tilbud.
Det bemærkes, at hvis det vurderes relevant at foretage en målgruppevurdering, vil selve vurderingen skulle ske efter reglerne om målgruppevurdering, jf. § 2 k, stk. 4, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
Det bemærkes videre, at målgruppevurderingen med forslaget vil kunne foretages for en elev i 9. klasse, inden denne har afsluttet sine afgangseksamener. Målgruppevurderingen vil for så vidt angår ’faglige ressourcer og udfordringer’ kunne lægge vægt på f.eks. elevens standpunktskarakterer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af § 2 k, stk. 2, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at målgruppevurderingen efter stk. 1 foretages på grundlag af en samlet afvejning af mulige tilbud og indsatser, som kan bringe den unge tættere på job og uddannelse, herunder mulige tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og tilbud om uddannelse.
Det foreslås i § 2 k, stk. 2, efter »stk. 1« at indsætte »og 2«.
Det foreslåede vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil skulle foretage målgruppevurderingen med henblik på forberedende grunduddannelse og eventuelt med henblik på øvrige tilbud, jf. det foreslåede § 2 k, stk. 2, på grundlag af en samlet afvejning af mulige tilbud og indsatser, som kan bringe den unge tættere på job og uddannelse, herunder mulige tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og tilbud om uddannelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af § 2 k, stk. 4, 1. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at målgruppevurderingen efter stk. 1-3 foretages ud fra en helhedsvurdering af faglige, sociale og personlige ressourcer og udfordringer, karakterer fra grundskolen, erfaringer fra brobygning, praktik i virksomheder og afsøgningsforløb på forberedende grunduddannelse.
Det foreslås i § 2 k, stk. 4, 1. pkt., at ændre »stk. 1-3« til »stk. 1-4«.
Det foreslåede vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil skulle foretage målgruppevurderingen med henblik på forberedende grunduddannelse og eventuelt med henblik på øvrige tilbud, jf. det foreslåede § 2 k, stk. 2, ud fra en helhedsvurdering af faglige, sociale og personlige ressourcer og udfordringer, karakterer fra grundskolen, erfaringer fra brobygning, praktik i virksomheder og afsøgningsforløb på forberedende grunduddannelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det fremgår af § 2 k, stk. 5, 1. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at som supplement til målgruppevurderingen efter stk. 1-4 kan der etableres afsøgningsforløb på op til 2 uger med henblik på at kvalificere vurderingen af, om den unge tilhører målgruppen for forberedende grunduddannelse.
Det foreslås i § 2 k, stk. 5, 1. pkt., at ændre »stk. 1-4 kan der« til »stk. 1 og 3-5 kan der for elever, som ikke går i 10. klasse,«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsens mulighed for at etablere afsøgningsforløb ikke vil gælde for elever, der går i 10. klasse. Kommunalbestyrelsen vil således kun kunne etablere afsøgningsforløb for unge under 25 år, som har afsluttet grundskolen og ikke går i 10. klasse.
Den foreslåede ændring, hvorved der ændres i bestemmelsens henvisning fra stk. 1-4 til 1 og 3-5 er en konsekvensændring af lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter der foreslås indsat et nyt stk. 2 i § 2 k. Det vil ikke være muligt for kommunalbestyrelsen at etablere afsøgningsforløb for elever, der går i 9. klasse, hvorfor der med den foreslåede ændring ikke henvises til § 2 k, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det fremgår af § 10 a, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at brobygning på en ungdomsuddannelse skal afspejle undervisningen i de uddannelsesområder, der indgår i brobygningen, og gøre eleven bekendt med uddannelsens praktiske og teoretiske elementer samt et eller flere erhverv, som uddannelsen eller uddannelsesområdet retter sig mod.
Det foreslås i § 10 a, stk. 3, at »ungdomsuddannelse« ændres til »uddannelsesinstitution«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at bestemmelsens beskrivelse af brobygningens formål og indhold ikke vil være begrænset til hvilken type uddannelse, brobygningen etableres til. Beskrivelsen vil således fortsat gælde for brobygning på ungdomsuddannelser og fremadrettet også for brobygning til forberedende grunduddannelse efter det foreslåede § 10 a, stk. 6, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovforslagets § 3, nr. 9, og bemærkningerne hertil.
Ændringen vil desuden skulle tydeliggøre, at det er et krav, at brobygning foregår via elevens fysiske tilstedeværelse på en uddannelsesinstitution.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Det fremgår af § 10 a, stk. 5, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at der endvidere kan etableres brobygning til de indledende dele af de gymnasiale ungdomsuddannelser.
Det foreslås i § 10 a, stk. 5, at ordet »endvidere« udgår.
Det foreslåede er af sproglig karakter og vil ikke medføre en materiel ændring af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Det fremgår af § 10 a, stk. 2, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at brobygning er vejlednings- og undervisningsforløb i overgangen til ungdomsuddannelserne. Brobygning skal give den unge bedre mulighed for og motivation til at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse samt udvikle den unges faglige og personlige kompetencer.
Det fremgår af § 10 a, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at brobygning på en ungdomsuddannelse skal afspejle undervisningen i de uddannelsesområder, der indgår i brobygningen, og gøre eleven bekendt med uddannelsens praktiske og teoretiske elementer samt et eller flere erhverv, som uddannelsen eller uddannelsesområdet retter sig mod.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 10 a, stk. 6, hvorefter der kan etableres brobygning til forberedende grunduddannelse for elever, der må antages at være i målgruppen for forberedende grunduddannelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil kunne etablere brobygning til forberedende grunduddannelse for elever, der må antages at være i målgruppen for forberedende grunduddannelse. Kommunalbestyrelsen afgør selv, om den ønsker at tilbyde brobygning til forberedende grunduddannelse. Brobygningsforløbet vil kunne give den kommunale ungeindsats mulighed for at kvalificere, om forberedende grunduddannelse vil være det rette tilbud til den unge, og samtidig vil den unge få mulighed for at afprøve, om forberedende grunduddannelse vil kunne være det rette valg. Derudover vil tilbuddet kunne bidrage til, at eleven også vil kunne se et uddannelsesperspektiv efter grundskolen og understøtte, at eleven vil kunne få en smidig overgang til videre uddannelse efter grundskolen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Det følger af § 10 c, stk. 1, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at elever i folkeskolen og den kommunale ungdomsskoles heltidsundervisning, som er vurderet parate til andre uddannelsesaktiviteter m.v. end gymnasiale uddannelser eller erhvervsuddannelser, eller som har behov for afklaring af uddannelsesvalg, kan tilbydes brobygning i 9. klasse. Brobygning kan endvidere tilbydes elever i 9. klasse i andre skoleformer, når lederen af elevens skole i samråd med kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil gavne elevers mulighed for fortsat uddannelse.
Det følger af § 10 c, stk. 2, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at brobygningen har en varighed af mindst 2 og højst 10 dage. For elever i 9. klasse, der deltager i undervisningsforløb i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, og § 33, stk. 4 og 5, eller tilsvarende forløb i andre skoleformer i medfør af folkeskolelovens § 33, stk. 2, kan varigheden af brobygningen forlænges til i alt 4 uger.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 10 c, stk. 3, hvorefter elever i 9. klasse kan tilbydes brobygning i op til 3 dage til forberedende grunduddannelse.
Det foreslåede vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil få mulighed for at tilbyde elever i 9. klasse brobygning af en varighed på op til 3 dage til forberedende grunduddannelse. Ved vurderingen vil kommunalbestyrelsen kunne lægge vægt på, om eleven vil kunne være i målgruppen for FGU, herunder om eleven vil kunne påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse uden at have gennemført et forberedende tilbud.
Brobygning vil kunne tilbydes til både elever i folkeskolen, elever i den kommunale ungdomsskoles heltidsundervisning og elever i 9. klasse i andre skoleformer, når lederen af elevens skole i samråd med kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil gavne elevers mulighed for fortsat uddannelse
For elever i 9. klasse, der deltager i undervisningsforløb i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, og § 33, stk. 4 og 5, eller tilsvarende forløb i andre skoleformer i medfør af folkeskolelovens § 33, stk. 2, vil varigheden af brobygningen til forberedende grunduddannelse ligeledes højest kunne have en varighed af 3 dage.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Det følger af § 10 d, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at elever i 10. klasse, jf. dog stk. 4, skal deltage i brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv.
Det følger af § 10 d, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at elever i folkeskolens 10. klasse, jf. dog stk. 4, skal tilbydes yderligere brobygning til gymnasial og erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv til erhvervsrettet ungdomsuddannelse.
Det foreslås i § 10 d, stk. 1,1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., at ændre »stk. 4« til »stk. 5«.
De foreslåede ændringer er alene konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 3, nr. 12, hvorefter der foreslås indsat et nyt stk. 3 i § 10 d, sådan at henvisningerne til stk. 4 vil skulle være til stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Det følger af § 10 d, stk. 2, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at elever i folkeskolens 10. klasse, jf. dog stk. 4, skal tilbydes yderligere brobygning til gymnasial og erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv til erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Brobygning eller kombination af brobygning og ulønnet praktik efter 1. pkt. kan have en varighed af højst 5 uger, hvoraf brobygning til gymnasiale uddannelser højst kan udgøre 1 uge. For 10. -klasses-forløb af 20 uger eller mindre kan den nævnte brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv efter 1. pkt. dog højst vare 4 uger.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 10 d, stk. 3, hvorefter elever i folkeskolens 10. klasse kan tilbydes brobygning i op til 10 dage til forberedende grunduddannelse.
Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil få mulighed for at tilbyde elever i folkeskolens 10. klasse brobygning af en varighed på op til 10 dage til forberedende grunduddannelse. Ved vurderingen vil kommunalbestyrelsen kunne lægge vægt på, om eleven vil kunne antages at være i målgruppen for FGU, herunder om det vurderes at eleven vil kunne påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse uden at have gennemført et forberedende tilbud.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
Det følger af § 10 d, stk. 2, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at elever i folkeskolens 10. klasse, jf. dog stk. 4, skal tilbydes yderligere brobygning til gymnasial og erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv til erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Brobygning eller kombination af brobygning og ulønnet praktik efter 1. pkt. kan have en varighed af højst 5 uger, hvoraf brobygning til gymnasiale uddannelser højst kan udgøre 1 uge. For 10. -klasses-forløb af 20 uger eller mindre kan den nævnte brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv efter 1. pkt. dog højst vare 4 uger.
Det følger af § 10 d, stk. 3, at andre skoleformer, der udbyder 10. klasse, kan tilbyde deres elever brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv til erhvervsrettet ungdomsuddannelse efter stk. 2.
Det foreslås i § 10 d, stk. 3, som bliver til stk. 4, efter »stk. 2« at indsætte »og forberedende grunduddannelse efter stk. 3«.
Det foreslåede vil medføre, at såfremt kommunalbestyrelsen har valgt at tilbyde brobygningsforløb i folkeskolens 10. klasse til forberedende grunduddannelse efter det foreslåede nye § 10 d, stk. 3, vil andre skoleformer, der udbyder 10. klasse, kunne tilbyde deres elever brobygning på forberedende grunduddannelse. Det vil ligesom i det foreslåede nye § 10 d, stk. 3, være en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at eleven vil kunne antages at være i målgruppen for FGU, herunder om det vurderes at eleven vil kunne påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse uden at have gennemført et forberedende tilbud.
Til nr. 14
Det fremgår af § 10 f, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at finansieringen af brobygning og introduktionskurser sker gennem aktivitetsafhængige taxametertilskud til ungdomsuddannelsesinstitutionerne.
Det foreslås i § 10 f, stk. 1, 1. pkt., at der efter »til« indsættes »institutionerne for forberedende grunduddannelse og«.
Det foreslåede vil medføre, at institutioner for forberedende grunduddannelse på samme måde som ungdomsuddannelsesinstitutionerne vil være omfattet af reglerne om finansiering af brobygning og introduktionskurser. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove, jf. § 10 f, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 15
Det fremgår af § 10 f, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, at institutioner, der udbyder ungdomsuddannelser, i det omfang det er nødvendigt for at imødekomme et konstateret behov, skal udbyde introduktionskurser for elever i 8. klasse og brobygning for elever i 9. og 10. klasse og skal indgå i et lokalt samarbejde herom med kommunalbestyrelsen.
Det foreslås i § 10 f, stk. 3, at der efter »udbyder« indsættes »forberedende grunduddannelse eller«.
Det foreslåede vil medføre, at institutioner, der udbyder forberedende grunduddannelse på samme måde som institutioner, der udbyder ungdomsuddannelser, vil blive forpligtet til at udbyde brobygning for elever i 9. og 10. klasse og indgå i et lokalt samarbejde herom med kommunalbestyrelsen i det omfang det er nødvendigt for at imødekomme et konstateret behov.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.