LOV nr 1563 af 15/12/2015
Erhvervsministeriet
Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af UCITS V-direktivet, indfasning af nyt likviditetsdækningskrav for penge- og realkreditinstitutter og hjemmel for Finanstilsynet til at indsamle og offentliggøre priser på boliglån) § 4
I revisorloven, lov nr. 468 af 17. juni 2008, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1232 af 18. december 2012 og § 20 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og senest ved § 10 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages følgende ændring:
1. § 21, stk. 3, nr. 4, affattes således:
»4) virksomheder m.v., der er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, og som er
a) finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed,
b) finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 10 og 13, i lov om finansiel virksomhed,
c) sparevirksomheder, jf. § 334, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
d) danske UCITS, jf. § 1, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.,
e) forvaltere af alternative investeringsfonde, som er meddelt tilladelse efter § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,
f) operatører af regulerede markeder, clearingscentraler og værdipapircentraler, jf. § 7, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.,
g) firmapensionskasser, jf. § 2, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser,
h) betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, jf. § 7, stk. 1, og § 39 a, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge,
i) Danmarks Skibskredit A/S,
j) Arbejdsmarkedets Tillægspension,
k) Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og
l) Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af UCITS V-direktivet, indfasning af nyt likviditetsdækningskrav for penge- og realkreditinstitutter og hjemmel for Finanstilsynet til at indsamle og offentliggøre priser på boliglån) § 4
Til nr. 1 (§ 21, stk. 3, nr. 4, i revisorloven)
§ 21, stk. 3, i revisorloven, angiver hvilke virksomheder, der vurderes at være af særlig interesse for offentligheden. Der gælder en række skærpede krav for revisionen af virksomhederne omfattet af lovens § 21, stk. 3, herunder krav om yderligere oplysninger om uafhængighed i revisionsprotokollen, jf. § 21, stk. 1, forbud mod at yde regnskabsmæssig assistance, jf. § 24, stk. 4, rotationspligt for revisor, jf. § 25, offentliggørelse af gennemsigtighedsrapport, jf. § 27, samt hyppigere kvalitetskontrol fra Revisortilsynet, jf. § 29, stk. 3.
§ 21, stk. 3, omfatter bl.a. virksomheder og foreninger, der er omfattet af kapital- eller formuekrav i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder eller foreninger, samt ATP koncernen, jf. det nugældende § 21, stk. 3, nr. 4.
Det foreslås at ændre bestemmelsen så Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Lønmodtagernes Dyrtidsfond omfattes sammen med Arbejdsmarkedets Tillægspension, mens de datterselskaber til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som ikke er omfattet af kapital- eller formuekrav i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder, ikke omfattes af bestemmelserne. For i øvrigt at skabe større klarhed om hvilke virksomhedstyper, der er omfattet via § 21, stk. 3, nr. 4, er det valgt at nyaffatte bestemmelsen, så den nu udtrykkeligt oplister de virksomhedstyper, der er omfattet.
Bestemmelsen blev ved den seneste ændring, jf. § 10 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, formuleret således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der hidtil havde været omfattet, ved en fejl udgik af bestemmelsen, ligesom alle Arbejdsmarkedets Tillægspensions datterselskaber blev omfattet af bestemmelsen, hvilket heller ikke var tilsigtet. Dette rettes der op på med den foreslåede ændring af bestemmelsen.