Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af UCITS V-direktivet, indfasning af nyt likviditetsdækningskrav for penge- og realkreditinstitutter og hjemmel for Finanstilsynet til at indsamle og offentliggøre priser på boliglån)

Kilde

Til nr. 1 (fodnoten i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konsekvens af, at der med lovforslaget foreslås gennemført dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner (UCITS V-direktivet).

Til nr. 2 og 3 (§ 5, stk. 1, nr. 10, litra a, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Finansiel holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed. Definitionen omfatter begreberne pengeinstitutholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 11, realkreditholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 12, fondsmæglerholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 15, og investeringsforvaltningsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 16. Begreberne forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13, og blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 14, er ikke omfattet af begrebet finansiel holdingvirksomhed.

Begreberne forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed blev indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed med lov nr. 1613 af 26. december 2013 blev forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed. Formålet hermed var at præcisere, i hvilket omfang disse holdingvirksomheder er underlagt Finanstilsynets tilsyn og er omfattet af reglerne i lov om finansiel virksomhed, samt at præcisere gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer.

Der blev samtidig med indførelsen af de nye begreber foretaget en række konsekvensændringer i flere bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder i definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a. I definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a blev det i 2. pkt. præciseret, at såfremt de finansielle virksomheder i holdingvirksomhedens koncern udelukkende er forsikringsselskaber, vil holdingvirksomheden ikke være en finansiel holdingvirksomhed. Holdingvirksomheden vil i stedet enten være en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 13 og 14, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 1613 af 26. december 2013 (lovforslag nr. L 46 af 31. oktober 2013).

Med den her foreslåede ændring i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, 2. pkt., præciseres det, at der ved finansielle virksomheder i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, 2. pkt., forstås finansielle dattervirksomheder. Selv om der inden for en koncern er en eller flere associerede, finansielle virksomheder, som ikke er forsikringsselskaber, bliver en holdingvirksomhed ikke omfattet af definitionen på en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvis der i holdingvirksomhedens koncern herudover udelukkende er finansielle dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber.

Samtidig foreslås det i 3. pkt., præciseret, at i de tilfælde vil holdingvirksomheden i stedet enten blive omfattet af definitionen af en forsikringsholdingvirksomhed eller af definitionen af en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13 eller 14, alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen.

Forslaget bidrager således til gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer, således at lovændringen som blev gennemført i 2013 præciseres yderligere, i forhold til hvilken definition holdingvirksomheder med forsikringsselskaber som dattervirksomheder er omfattet af. Det bemærkes, at direktivet pr. 1. januar 2016 ophæves, da det er indarbejdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (omarbejdning).

Til nr. 4 (§ 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Finansiel holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed. Definitionen omfatter begreberne pengeinstitutholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 11, realkreditholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 12, fondsmæglerholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 15, og investeringsforvaltningsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 16. Begreberne forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13, og blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 14, er ikke omfattet af begrebet finansiel holdingvirksomhed.

Begreberne forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed blev indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed med lov nr. 1613 af 26. december 2013 blev forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed. Formålet hermed var at præcisere, i hvilket omfang disse holdingvirksomheder er underlagt Finanstilsynets tilsyn og er omfattet af reglerne i lov om finansiel virksomhed, samt at præcisere gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer.

Der blev samtidig med indførelsen af de nye begreber foretaget en række konsekvensændringer i flere bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder i definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a. I definitionen i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a blev det præciseret i 2. pkt., at såfremt de finansielle virksomheder i holdingvirksomhedens koncern udelukkende er forsikringsselskaber, vil holdingvirksomheden ikke længere være en finansiel holdingvirksomhed efter definitionen i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a. Holdingvirksomheden vil i stedet enten være en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 13 og 14, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 1613 af 26. december 2013 (lovforslag nr. L 46 af 31. oktober 2013).

Med den her foreslåede ændring af i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 2. pkt., præciseres det, at en holdingvirksomhed ikke vil blive omfattet af definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, , hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

Samtidig præciseres det i 3. pkt., at i de tilfælde vil holdingvirksomheden i stedet enten blive omfattet af definitionen af en forsikringsholdingvirksomhed eller af definitionen af en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13 eller 14, alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen, og vil dermed være underlagt de regler i lov om finansiel virksomhed, der er gældende for denne type holdingvirksomhed.

Forslaget bidrager således til gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer, således at lovændringen som blev gennemført i 2013 præciseres yderligere, i forhold til hvilken definition holdingvirksomheder med forsikringsselskaber er omfattet af. Det bemærkes, at direktivet pr. 1. januar 2016 ophæves, da det er indarbejdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (solvens II) (omarbejdning).

Til nr. 5 (§ 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at værdipapirhandlere, Danmarks Nationalbank, Økonomistyrelsen samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30, 31 eller 33, i lov om finansiel virksomhed har eneret til at udføre de i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed nævnte aktiviteter med de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter (værdipapirer) og med de i § 2, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte værdipapirer på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det er således alene de virksomheder og institutioner, som er oplistet i bestemmelsen, der har eneret til at udføre aktiviteter som værdipapirhandler i henhold til bilag 4, afsnit A.

Det følger af § 30, stk. 1 og 3, og § 31, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed, at et administrationsselskab, som har tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (herefter UCITS-direktivet) i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af administrationsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Endvidere følger det af § 11, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde kan få tilladelse til at udføre de aktiviteter, der følger af lovens bilag 1, nr. 3. Nogle af disse aktiviteter svarer til dem, der fremgår af bilag 4, afsnit A, nr. 1, 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed med de instrumenter, der fremgår af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed.

Det følger samtidig af § 95, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, tillige kan udføre aktiviteter svarende til dem, der fremgår af bilag 4, afsnit A, nr. 1, 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed, såfremt disse er omfattet af forvalterens tilladelse i hjemlandet.

Det foreslås for det første, at ændre henvisningen til Økonomistyrelsen i § 9, stk. 3, 1. pkt. til Statens Administration. Der er tale om en konsekvensændring henset til, at Statens Administration i begyndelsen af 2011 overtog en del af Økonomistyrelsens statslige finansforvaltningsopgaver, og Økonomistyrelsen senere samme år blev nedlagt.

Med lovforslaget foreslås det endvidere, at § 9, stk. 3, 1. pkt., ændres således, at det præciseres, at udenlandske administrationsselskaber også har ret til at udføre aktiviteter omfattet af bilag 4, afsnit A, nr. 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed med de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, i overensstemmelse med § 30, stk. 1 og 3, og § 31, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed.

Endelig foreslås det, at der indsættes en henvisning til § 11, stk. 2, og § 95, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, m.v., i § 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, med henblik på at præcisere, at forvaltere af alternative investeringsfonde, herunder udenlandske forvaltere, tillige kan få tilladelse til at udøve nogle af de i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed, nævnte aktiviteter med de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, da disse er svarende til de i bilag 1, nr. 3, til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. nævnte aktiviteter.

Der er tale om en ændring af § 9, stk. 3, 1. pkt., som skal sikre, at reguleringen af eneretten til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 1, 4, 5 og 9, nævnte aktiviteter er i overensstemmelse med §§ 30 og 31 i lov om finansiel virksomhed og med reguleringen af de aktiviteter, som forvaltere af alternative investeringsfonde, herunder udenlandske forvaltere, kan få tilladelse til at udføre i henhold til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen materiel ændring af bestemmelsen eller af den øvrige regulering af de aktiviteter, som administrationsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde, herunder udenlandske forvaltere, kan udøve i Danmark.

Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, jf. lovens § 1, nr. 20, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 1, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag.

Efter den foreslåede indsættelse af § 14, stk. 1, nr. 3 , gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsikringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, opfylde kravene til egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksomhed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, der foreslår at udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3. Det foreslåede § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændringen af § 64, jf. dette lovforslags § 1, nr. 8 med tilhørende bemærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at identificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 10, hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere selskabets nøglepersoner.

Til nr. 7 (§ 30, stk. 5 og § 38, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 268 af 25. marts 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, blev der foretaget en generel begrebsændring i lov om finansiel virksomhed for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, fondsmæglerselskaber og finansielle holdingvirksomheder, hvorefter begrebet basiskapital blev erstattet af ordet kapitalgrundlag. Dette skete med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed fremadrettet anvender den samme kapitalterminologi som Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (herefter benævnt CRR-forordningen).

Denne begrebsændring gennemføres nu også i § 30, stk. 5 og § 38, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, med henblik på at ensrette kapitalterminologien.

Til nr. 8 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 64, stk. 8, jf. lovens § 1, nr. 26, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 2, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag.

Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) artikel 42 og 43.

Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksomhed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derudover skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrækkeligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed, integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledelsesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig vis.

Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæderlighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af ledelsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den pågældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksomhed.

Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstilsynet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.

Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finanstilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræden i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågældendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5. Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmedlemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Ledelsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryggende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på betryggende vis.

Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnethed og hæderlighed.

Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds, som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til § 64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrelsen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.

Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er omfattet af § 64, stk. 1-5.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-forsikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse personer i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt omdømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.

Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71, stk. 3, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den faktiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der varetager nøglefunktioner i selskabet.

Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede nye § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, for nærmere information om hvilke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.

Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foretaget af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav, som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre, og det område eller den funktion, som nøglepersonen er ansvarlig for.

Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde. Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringsselskab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med det relevante område, herunder særligt om vedkommende i øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på baggrund heraf.

Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sikres, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøglefunktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrollere.

Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrørende egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågældende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøglepersoner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.

Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgleperson i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab, fremover skal varetage en anden stilling, som også indebærer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson, idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egnetheds- og hæderlighedsvurdering.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det påhviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstilsynet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, ikke længere varetager sin stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3. Dette gennemfører Solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2, 1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage underretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 3, når en ansat, der identificeres som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsynet om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i henhold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme situationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som fremover skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, indeholder § 64, stk. 8, 2. pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kredsen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 3, herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere lever op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal varetage stillingen.

Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2. pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 42. For så vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 3, gælder, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i § 64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere begrænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke anvendelse for disse forsikringsselskaber.

Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stilling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovforslagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærkninger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af det foreslåede § 64, stk. 8.

Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen, også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af, om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vurdering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at nedlægge sit/deres hverv.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet, ligesom EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau 3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt som forordninger.

Til nr. 9 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af det gældende § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal have effektive former for virksomhedsstyring. Dette krav omfatter bl.a. en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling samt fyldestgørende interne kontrolprocedurer. Kravene til effektiv virksomhedsstyring er udmøntet i § 71, stk. 1, nr. 1-10.

Derudover indeholder det gældende stk. 2, hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal træffe for at have effektive former for virksomhedsstyring efter § 71, stk. 1. Hjemmelsbestemmelsen er udnyttet ved bl.a. udstedelse af bekendtgørelser om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. og om ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Det gældende § 71, stk. 3, indeholder krav til pengeinstitutters, realkreditinstitutters og fondsmæglerselskaber I’s efterlevelse af aflønningsbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør heraf på koncernniveau. § 71, stk. 3, foreslås med dette lovforslag ophævet og nyaffattet, jf. det foreslåede § 1, nr. 10.

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, blev der indsat et nyt § 71, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 28. På den baggrund blev det præciseret i § 71, stk. 2, at Finanstilsynets hjemmel også omfatter fastsættelse af regler i medfør af § 71, stk. 3 og 4, idet begge stykker blot indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effektiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til stk. 1, jf. lovens § 1, nr. 27. Henvisningen til § 71, stk. 3 og 4, skal dog rettelig alene være en henvisning til § 71, stk. 3, jf. dette lovforslags § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det derfor af lovtekniske grunde, at ophæve ændringen af § 71, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 27, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 3, og samtidig nyaffatte ændringen af § 71, stk. 2, med dette lovforslag.

Til nr. 10 (§ 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge det gældende § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, skal pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I sikre, at aflønningsbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør heraf efterleves på koncernniveau, herunder på moder- og datterselskabsniveau. Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 268 af 25. marts 2014, om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, som gennemfører bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (herefter benævnt CRD IV-direktivet). § 71, stk. 3 gennemfører artikel 92, stk. 1, i CRD IV-direktivet, som indeholder et krav om, at institutter omfattet af CRD IV-direktivet skal sikre, at aflønningsreglerne i direktivet udbredes til institutter på moderselskabs- og datterselskabsniveau inden for koncernen, herunder i off shore finanscentre.

Efterfølgende har det vist sig, at der på europæisk plan er opstået tvivl om, hvordan denne artikel skal forstås i samspil med CRD IV-direktivets artikel 109. Artikel 109 indeholder et krav om, at institutter omfattet af direktivet skal sikre, at alle bestemmelser om ledelse og indretning af virksomheden fra direktivet, herunder eksempelvis krav om nedsættelse af nomineringsudvalg og loft over bestyrelsesposter, skal udstrækkes til både institutter omfattet af direktivet og datterselskaber, der ikke selvstændigt er omfattet af direktivet. Spørgsmålet har været drøftet med Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Kommissionen og disse drøftelser pågår fortsat.

På baggrund heraf er det usikkert, om artikel 92, stk. 1, er gennemført korrekt, og det foreslås derfor at ophæve § 71, stk. 3, således at den nærmere regulering vedrørende aflønning i koncernforhold må afvente endeligt stillingtagen til problemet fra EBA’s side.

Samtidig foreslås det at nyaffatte § 71, stk. 3, hvilket skal ses i sammenhæng med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvormed der blev indsat et nyt stk. 4 i § 71. Ændringen i lov nr. 308 af 28. marts 2015 af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag. Det foreslås derfor af lovtekniske årsager, at ophæve bestemmelsen, som den er affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015 § 1, nr. 28, jf. dette lovforslags § 9, nr. 4, og samtidig nyaffatte bestemmelsen.

Med det foreslåede § 71, stk. 3 , i lov om finansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 8, der gennemfører Solvens II-direktivets artikel 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøglepersoner.

De personer, som vil skulle identificeres som nøglepersoner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselskabets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, eksempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og forretningsmodel.

Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets drift. Det følger af Solvens II-direktivet, at et gruppe 1-forsikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en direktion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion. Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøglefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De overordnede krav til funktionerne er beskrevet i Solvens II-direktivets artikel 44, 46, 47 og 48.

Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44 forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Risikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici. Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47, forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksomhedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuarfunktion, som har det overordnede ansvar for selskabets forsikringsmæssige hensættelser.

Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsikringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den ansvarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgleperson. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson. Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke andre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne auditfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således afhænge af selskabets forretningsmodel.

Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuarfunktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive reguleret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen) med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Derudover forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.

Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver, end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funktionen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kompleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis organiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår interessekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på anden måde foretages betryggende kompenserende foranstaltninger.

For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne være objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revideres. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet har en sådan, og den interne revision har de rette kompetencer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte revision skal omfatte virksomhedens administrative og regnskabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte områder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de opgaver, som intern revision varetager.

I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikotagere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nødvendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3. Vurderingen af om en ansat skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfattet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksempel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøglepersoner.

For så vidt angår underretning om selskabets nøglepersoner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 8, med tilhørende bemærkninger.

Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 11 (§ 72, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 72, stk. 2, nr. 1-4 at en finansiel virksomhed, der har tilladelse til at drive virksomhed som værdipapirhandler, skal opfylde en række betingelser, herunder bl.a. kunne påvise interessekonflikter, som kan skade kundernes interesser.

Det følger endvidere af § 72, stk. 4, at betingelserne i § 72, stk. 2, nr. 2-4, finder tilsvarende anvendelse på Danmarks Nationalbank og Økonomistyrelsen med de fornødne tilpasninger.

Det foreslås, at ændre henvisningen til Økonomistyrelsen i § 72, stk. 4, til Statens Administration.

Der er tale om en konsekvensændring henset til, at Statens Administration i begyndelsen af 2011 overtog en del af Økonomistyrelsens statslige finansforvaltningsopgaver, og Økonomistyrelsen senere samme år blev nedlagt.

Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af bestemmelsen.

Til nr. 12 (§ 77 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 77 a, stk. 1, 1. pkt. skal en finansiel virksomhed, finansiel holdingvirksomhed og forsikringsholdingvirksomhed sikre sig, at ved aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, må de variable løndele til et medlem af bestyrelsen eller direktionen højst udgøre 50 pct. af henholdsvis honoraret og den faste grundløn inklusive pension.

Det foreslås at ændre ”og” til ”eller”, så det fremgår præcist, at vurderingen, af om loftet på 50 % af honoraret eller den faste grundløn i variabel løn er overholdt, skal ske på baggrund af enten bestyrelsesmedlemmets honorar eller direktørens faste grundløn inklusive pension. Denne formulering er valgt, da bestyrelsesmedlemmer oftest oppebærer et honorar, hvorimod direktører modtager en fast grundløn inklusive pension.

Til nr. 13 (§ 77 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 77 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, er udelukkende af redaktionel karakter og har til hensigt at gøre stykket mere læsevenligt, da den gældende formulering af stykket er egnet til at skabe fortolkningstvivl.

Forslaget indebærer ingen materielle ændringer og gennemfører alene en ændret opbygning af stykket, hvorved det tydeliggøres, at det er en betingelse for udbetaling af den efter § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, udskudte variable løndel, at den pågældende modtager bl.a. har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed.

Til nr. 14 (§ 101, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med ændringen af § 101, stk. 1, gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 25, stk. 2, i UCITS-direktivet.

§ 101, stk. 1, er en god skik bestemmelse, der foreskriver, hvorledes et investeringsforvaltningsselskab skal løse sine opgaver for den eller de UCITS, som det forvalter. Efter den gældende bestemmelse skal investeringsforvaltningsselskaber ved administration af UCITS handle uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS og dens investorers interesse. Denne affattelse er i overensstemmelse med den hidtil gældende ordlyd i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Det foreslås, at man i overensstemmelse med den ændrede direktivbestemmelse yderligere stiller krav om, at investeringsforvaltningsselskabet skal handle ærligt, retfærdigt og professionelt i forhold til den eller de UCITS, som det forvalter. Ændringen indebærer altså, at der i forhold til de gældende krav til investeringsforvaltningsselskabet vil blive stillet yderligere og højere krav i den foreslåede bestemmelse.

I begrebet ærligt ligger f.eks., at investeringsforvaltningsselskabet ikke må afkræve den danske UCITS højere priser for finansielle instrumenter en de priser de er handlet til plus sædvanlige handelsomkostninger.

I begrebet retfærdigt ligger f. eks., at hvis investeringsforvaltningsselskabet har indkøbt det samme værdipapir til flere forskellige UCITS og til forskellige priser, så må det ikke forfordele en UCITS på bekostning af en anden ved fordelingen af værdipapirerne.

I begrebet professionelt ligger f. eks., at investeringsforvaltningsselskabet skal levere tjenesteydelser til de administrerede UCITS, som lever op til det professionelle niveau i branchen.

I begrebet uafhængigt ligger f. eks., at investeringsforvaltningsselskabet ikke må foretage dispositioner, der sigter på at øge indtjeningen hos investeringsforvaltningsselskabets ejere på bekostning af indtjeningen i de administrerede UCITS

Et investeringsforvaltningsselskab er et selvstændigt aktieselskab med en direktion og bestyrelse, der har en almindelig selskabsretlig pligt til at handle i selskabets egne aktionærers interesser. Samtidigt er investeringsforvaltningsselskabet den daglige ledelse i en eller flere UCITS, og det er i denne egenskab underkastet instruktionsbeføjelser fra investeringsforeningens eller SIKAV’ens bestyrelse og generalforsamling. Der er en risiko for, at investeringsforvaltningsselskabet kan komme ud i en interessekonflikt, hvor varetagelsen af hensynet til dets egne aktionærers interesser kan være i modstrid med varetagelsen af foreningernes interesser.

Sådanne interessekonflikter kan opstå i forbindelse med delegation af opgaver til selskaber i den koncern, som investeringsforvaltningsselskabet er en del af. Som eksempler på handlinger, der ikke ville være i overensstemmelse med bestemmelsen kan nævnes, at investeringsforvaltningsselskabet træffer investeringsbeslutninger eller udnytter stemmerettigheder til gavn for samhandelspartnere i stedet for at vurdere, hvad der er bedst for den pågældende UCITS.

Et investeringsforvaltningsselskab kan administrere flere forskellige UCITS. Der kan derfor også forekomme situationer, hvor der opstår interessekonflikter mellem disse UCITS indbyrdes.

Som eksempler på handlinger, der vil være i strid med kravene i den foreslåede bestemmelse, kan nævnes, at et investeringsforvaltningsselskab ikke tildeler værdipapirer købt til forskellige UCITS eller fordele opnået hos en samhandelspartner efter objektive kriterier og i stedet tilgodeser visse UCITS eller sig selv.

Sådanne interessekonflikter mellem investeringsforvaltningsselskabets ejere og de forvaltede UCITS skal altid løses ved, at investeringsforvaltningsselskabet handler uafhængigt og i de forvaltede UCITS’ interesse. Det betyder, at investeringsforvaltningsselskabets ejeres interesser skal vige i tilfælde af en interessekonflikt med de forvaltede UCITS’ interesser.

Til nr. 15 (§ 102, stk. 4, lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 102, stk. 4, at investeringsforvaltningsselskabets og depotselskabets forpligtelser efter de gældende §§ 106 og 107, ikke berøres af, at opgaver er delegeret til tredjemand.

Det foreslås, at ændre henvisningen til §§ 106-107, i § 102, stk. 4, til §§ 106-106 c og § 107, som en konsekvens af gennemførelsen af UCITS V-direktivet, hvorefter der indføres regler om depotselskabets pligter i de foreslåede §§106 a, 106 b og 106 c.

Ændringen skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16 og 17.

Til nr. 16 (§§ 106-106 d i lov om finansiel virksomhed)

Til § 106

Den gældende § 106 opstiller en forpligtelser for depotselskabet, der udfører opgaver for en dansk UCITS. Med lovforslaget foreslås det, at § 106 ophæves og samtidig nyaffattes således, at bestemmelsen handler om depotselskabets overordnede pligter i forhold til en UCITS. Bestemmelserne i den gældende § 106 om depotselskabets enkelte pligter foreslås derudover flyttet til en ny § 106 a.

Med ændringen af § 106 gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 1 og 2 og artikel 25, stk. 2, 2. led, i UCITS-direktivet. Det foreslås i stk. 1, at et investeringsforvaltningsselskab skal sikre, at der udpeges et depotselskab for hver enkelt UCITS, som forvaltes af investeringsforvaltningsselskabet. Det udpegede depotselskab skal således være depotselskab for samtlige afdelinger i den danske UCITS. Det vil således ikke være muligt for afdelinger i samme UCITS at vælge forskellige depotselskaber

Bestemmelsen varetager hensynet til investorbeskyttelse ved at sikre, at alle danske UCITS har et depotselskab, som skal udføre visse kontroller, samt opbevare UCITS’ernes værdipapirer m.v. og likvide aktiver, jf. de øvrige foreslåede regler i §§106 a-106 d.

Bestemmelsen betyder ikke, at investeringsforvaltningsselskabet skal udpege eller indgå en aftale med et depotselskab på en investeringsforenings eller SIKAV’s vegne. Bestemmelsen fastslår alene, at det er en forpligtelse for investeringsforvaltningsselskabet som led i forvaltningen af disse to typer UCITS at sikre, at de til enhver tid har en gyldig aftale med et depotselskab. Det er investeringsforeningens eller SIKAV’ens bestyrelse, der har kompetencen til at udvælge og indgå en aftale med et depotselskab. For så vidt angår værdipapirfonde, er det investeringsforvaltningsselskabet, der har kompetencen til at udvælge og indgå en aftale med et depotselskab, fordi værdipapirfonde ikke har en bestyrelse.

Det skal bemærkes, at bestemmelsen er strafbelagt i henhold til § 373. Herudover kan investeringsforvaltningsselskabet ifalde ansvar over for tredjemand, hvis selskabet forsømmer denne pligt.

Med stk. 2 foreslås det, at depotselskabet skal forvalte og opbevare finansielle aktiver, som tilhører en afdeling af en dansk UCITS særskilt. Det betyder, at en afdelings finansielle aktiver ikke må opbevares i samledepoter sammen med depotselskabets øvrige finansielle aktiver, men skal føres på individuelle konti og depoter for hver enkelt afdeling af den danske UCITS. Imidlertid er bestemmelsen ikke til hinder for, at en afdelings udenlandske finansielle aktiver opbevares i et samledepot i et udenlandsk kreditinstitut, som depotselskabet har delegeret opbevaringen til. Af hensyn til den danske UCITS’ mulighed for at udtage afdelingens finansielle aktiver uden at de indgår i depotselskabets konkursbo i tilfælde af depotselskabets konkurs, må dette samledepot dog kun indeholde aktiver, som tilhører depotselskabets kunder. Der må ikke indgå finansielle aktiver, som tilhører depotselskabet.

Hvis et depotselskab har overladt opbevaringen af finansielle aktiver, som tilhører en afdeling af en dansk UCITS, til et udenlandsk kreditinstitut, skal investeringsforeningens bestyrelse, SIKAV’ens bestyrelse eller værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab både være underrettet herom og have samtykket heri, jf. for så vidt angår investeringsforeninger, § 48 i lov om investeringsforeninger m.v.

Depotselskabet forestår til- og afgang af værdipapirer og likvide midler i overensstemmelse med den danske UCITS’s instrukser således, at midlerne aldrig kommer den danske UCITS’s ledelse i hænde. Dernæst supplerer depotselskabet det offentlige tilsyn ved løbende at påse, at de i den foreslåede § 106 a, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser overholdes. Et sådant indseende med de løbende transaktioner kan ikke realistisk opnås på anden vis. Finanstilsynet kan f. eks. ikke kontrollere alle de beregninger, der lægger til grund for den indre værdi, dels fordi det er et stort antal beregninger, som kun kan foretages i specialicerede IT- systemer, dels fordi det vil kræve, at de danske UCITS ville skulle indberette hele beregningsgrundlaget til Finanstilsynet, hvilket vil være en stor byrde. Ligeledes kan Finanstilsynet ikke kontrollere at modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den danske UCITS indgår i, leveres til den danske UCITS til sædvanlige frister, fordi det ville forsinke handler, hvis Finanstilsynet først skal godkende hver enkelt transaktion.

Depotselskabet skal yde tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet som depositar og til at kunne opfylde de forpligtelser, der følger af bestridelsen af dette hverv. Det betyder bl.a. at depotselskabets egenkapital skal være af en betryggende størrelse i forhold til de deponerede aktiver og depotselskabet skal have de fornødne faglige kvalifikationer. Depotselskabet skal for eksempel kunne afvikle den danske UCITS’ handelsvolumen og kunne håndtere en dansk UCITS anvendelse af afledte finansielle instrumenter som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed og værdipapirudlån, hvis den danske UCITS gør brug af sådanne. Kan depotselskabet ikke det, må den danske UCITS enten afholde sig fra at anvende afledte finansielle instrumenter som omfattet af bilag 5 og værdipapirudlån eller skifte depotselskab.

Det skal bemærkes, at bilag 5 til lov om finansiel virksomhed rummer flere finansielle instrumenter end en dansk UCITS må invester i. En dansk UCITS må alene investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger m.v. opstiller således regler for, hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for, hvordan disse skal opbevares.

Stk. 2, er en uændret videreførelse af den gældende § 106, stk. 1.

Med stk. 3 foreslås det, at depotselskabet under udførelsen af dets opgaver for danske UCITS skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS og dens investorers interesse.

Bestemmelsen svarer til den foreslåede § 101, stk. 1, der stiller de samme krav til, hvorledes et investeringsforvaltningsselskab skal handle overfor en UCITS. Bestemmelsen er ny i forhold til depotselskaber, og gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 25, stk. 2, 2. pkt., i UCITS-direktivet. Det foreslås bl.a. at depotselskabet skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og i den pågældende UCITS’ og dennes investorers interesse. Formålet hermed er at sikre, at de danske UCITS’ deponerede midler opbevares sikkert, og at varetagelsen af disse UCITS’ interesser sættes meget højt også i forhold til depotselskabets interesse i den højst mulige indtjening.

At depotselskabet skal handle ærligt indebærer f.eks., at depotselskabet ikke må påføre de danske UCITS, hvis midler de har i forvaring, unødige udgifter, tab eller risici, på baggrund at et ønske om at forøge depotselskabets indtægter. At depotselskabet skal handle retfærdigt indebærer f.eks., at depotselskabet i varetagelsen af sine pligter ikke må tilsidesætte nogle UCITS’ interesser til fordel for andres eller egne interesser. At depotselskabet skal handle professionelt og uafhængigt indebærer f.eks., at depotselskabet ikke må medvirke til at fremme eventuelle koncernselskabers eller samhandelspartneres interesser på bekostning af de danske UCITS’s interesser.

Med stk. 4 foreslås det, at depotselskabet ikke må udføre aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter mellem en UCITS, dens investorer, investeringsforvaltningsselskabet og depotselskabet selv, medmindre depotselskabet funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depotselskabsopgaver fra udførelsen af de andre aktiviteter, der potentielt kunne skabe interessekonflikter, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til UCITS’ens investorer. Det betyder f.eks., at en bank kan være depotselskab for en UCITS samtidigt med at, banken sælger værdipapirer til den pågældende UCITS, såfremt depotselskabsfunktionen ligger i en afdeling i banken, der er uafhængig af den afdeling i banken, der handler med værdipapirer.

Den foreslåede bestemmelse pålægger depotselskabet en loyalitetsforpligtelse over for UCITS’en og dennes investorer. Det vil f.eks. være i strid med bestemmelsen, hvis depotselskabet for at pleje egne interesser køber eller sælger finansielle aktiver af eller til UCITS’en. Det vil ligeledes være i strid med loyalitetsforpligtelsen, hvis depotselskabet altid eller ofte udfører sine opgaver for én UCITS før opgaverne for alle de andre UCITS, som anvender det samme depotselskab. Depotselskabet må heller ikke fremme andre kunders interesser på bekostning af UCITS’ens interesser.

Endvidere skal UCITS’ens investorer efter bestemmelsen have oplysninger om de potentielle interessekonflikter. Det kan f. eks. ske ved at UCITS’en oplyser herom i dennes prospekt eller på dens hjemmeside.

Med forslaget til stk. 5 gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 25, stk. 2, 2. pkt., i UCITS-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at depotselskabet skal udføre investeringsforvaltningsselskabets instrukser, medmindre disse strider imod gældende lovgivning eller den danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser. Det samme gælder for instrukser fra en investeringsforening, der ikke har overladt den daglige forvaltning til et investeringsforvaltningsselskab. Det vil sædvanligvis være instruktioner om køb og salg af værdipapirer, betaling af regninger eller udbetaling af lønninger, som depotselskabet bliver instrueret om at udføre.

Til § 106 a

Depotselskabets pligter er i dag indeholdt i § 106 i lov om finansiel virksomhed. I medfør af gennemførelsen af UCITS V-direktivet, foreslås indført mere detaljerede forpligtelser for depotselskabet, hvorfor der foreslås indført en ny §§ 106-106 d.

Den foreslåede § 106 a, viderefører i høj grad depotselskabets pligter efter den gældende § 106, stk. 2, med de ændringer, som UCITS V-direktivet foretager i artikel 22, stk. 3, i UCITS-direktivet.

Bestemmelsen foreslås indført, for at sikre en direktivnær implementering af UCITS V-direktivets ændringer i UCITS-direktivet. Der er imidlertid ikke tiltænkt nogen materiel ændring af tidspunktet for kontrollens udførelse.

Depotselskabets pligt i stk. 1, nr. 1, til at sikre, at en UCITS’ indløsning og udstedelse af andele foretages i overensstemmelse med lovens regler og vedtægternes eller fondsbestemmelsernes bestemmelser, indebærer bl.a., at depotselskabet i forbindelse med en UCITS’ eller afdelings ophør skal sikre, at Finanstilsynets godkendelse foreligger, før andelene indløses, samt at investorerne behandles ens i forbindelse med indløsningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 2, at depotselskabet skal sikre, at beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, UCITS’ens vedtægter eller fondsbestemmelser. Denne kontrol kan ske ved, at depotselskabet udfører stikprøver, hvor depotselskabet med mellemrum udfører kontrolberegninger. Depotselskabet skal bruge depotselskabets egen opgørelse af UCITS’ens formue til disse kontrolberegninger. Det kan også ske ved at depotselskabet nøje kontrollerer foreningens eller investeringsforvaltningsselskabets forretningsgange og procedurer for beregning af indre værdi, priser for indløsning og udstedelser.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 3, at depotselskabet skal sikre, at modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den danske UCITS indgår i, leveres til UCITS’en indenfor sædvanlige frister på det pågældende marked. På de fleste markeder vil udvekslingen af ydelser skulle ske samtidigt, men der kan være markeder for aktiver for, hvilke dette ikke er muligt.

Hidtil har reglen været, at betaling for købte finansielle instrumenter kun måtte finde sted mod levering af instrumenterne – det såkaldte ”delivery versus payment”-princip. Den nye formulering om kravet til udveksling af ydelser er indført, fordi det er det samme ord, som bruges i UCITS V direktivet. Der er ikke tiltænkt nogen materiel ændring af tidspunktet for udvekslingen.

Specielt vedrørende nr. 3 bemærkes, at en UCITS’ køb og salg af værdipapirer skal foregå som kontanthandel, da danske UCITS som hovedregel ikke må investere for lånte midler, jf. § 68, stk. 1, i lov om investeringsforeninger. Det forudsættes, at de sædvanlige kutymer inden for branchen følges.

I forbindelse med de danske UCITS’ brug af afledte finansielle instrumenter som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, skal depotselskabet sørge for, at danske UCITS, der indgår aftaler om instrumenter som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, modtager de aftalte modydelser, samtidig med at den danske UCITS leverer sin ydelse.

Det skal bemærkes, at en dansk UCITS kun må investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger opstiller således regler for, hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for, hvordan disse skal opbevares.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 4, at depotselskabet skal sikre, at udbetaling af udbytte eller henlæggelse af overskud til forøgelse af formuen foregår i overensstemmelse med den danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser. Det vil f.eks. sige, at depotselskabet skal sikre, at de dele af en UCITS’ indtægter, der efter vedtægternes bestemmelser og bestyrelsens beslutning, skal udloddes, bliver udloddet. Hvis afdelingen er akkumulerende skal depotselskabet ligeledes sikre, at udbyttet henlægges til formuen. Depotselskabet skal gribe ind, hvis en akkumulerende afdeling ønsker at udlodde udbytte til medlemmerne.

Vedrørende værdiansættelsen af en UCITS’ pantebreve fastslår stk. 1, nr. 5, at det skal ske i overensstemmelse med de herfor fastsatte bestemmelser. Foruden reglerne i lov om investeringsforeninger m.v. tænkes der hermed på de regler, der er indeholdt i bekendtgørelse nr. 1043 af 5. november 2009 om finansielle rapporter for investeringsforeninger og specialforeninger m.v. (regnskabsbekendtgørelsen), som Finanstilsynet har udstedt i medfør af lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Dette er for at sikre at en UCITS pantebreve ansættes til realistiske markedsværdier, således at de indgår i den indre værdiberegning med en markedsværdi.

I stk. 1, nr. 6, foreslås det, hvorledes både børsnoterede værdipapirer, afledte finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, skal omsættes, jf. § 70 i lov om investeringsforeninger m.v. For at sikre, at køb og salg sker til markedspriser, skal børsnoterede værdipapirer handles på et reguleret marked, medmindre der kan opnås samme eller mere fordelagtige priser andetsteds. Ved vurderingen af, om en pris må anses for mere fordelagtig end den, der kunne opnås på det regulerede marked, må der også tages hensyn til, om størrelsen af den post værdipapirer, der ønskes købt eller afhændet, i givet fald ville kunne påvirke værdipapirernes kursfastsættelse.

Det skal bemærkes, at bilag 5, til lov om finansiel virksomhed, rummer flere finansielle instrumenter end en dansk UCITS må investere i. En dansk UCITS må alene investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v.

I stk. 1, nr. 7 , foreslås det, at andre aktiver, end de nævnte i nr. 6, herunder pantebreve, skal omsættes til priser, der ikke er mindre end dagsværdien af det pågældende aktiv. Ved køb og salg af andre værdier, herunder pantebreve, skal handlen foretages til priser, der ikke er mindre fordelagtige end dagsværdien. Dagsværdien er det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem hinanden uafhængige parter.

Stk. 2 er en uændret videreførelse af den gældende § 106, stk. 3. For at et depotselskab kan udføre sine pligter, er det nødvendigt at det får en række oplysninger fra den danske UCITS. Det foreslås derfor, at depotselskabet skal indgå en skriftlig aftale med administrationsselskabet og investeringsforeningens eller SIKAV’ens bestyrelse om den informationsudveksling, der er nødvendig for, at depotselskabet kan udføre sine pligter efter lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m. v. og regler udstedt i medfør heraf, når det er depotselskab for en investeringsforening eller en SIKAV, hvis bestyrelse har delegeret den daglige ledelse til et administrationsselskab med hjemsted i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået samarbejdsaftale med på det finansielle område. Forslaget er en gennemførelse af UCITS- direktivets artikel 33, stk. 5. Forslaget skal sikre, at depotselskabet kan udføre sine pligter.

Med stk. 3 foreslås det, at et depotselskab for en dansk UCITS, der er masterinstitut eller feederinstitut, jf. § 2, nr. 20 og 21, i lov om investeringsforeninger m.v., men ikke er depotselskab for begge danske UCITS eller institutter (UCITS) i master-feeder-strukturen som nævnt i § 4, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., skal indgå en aftale med det andet depotselskab om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depotselskaber kan udføre deres pligter. Den foreslåede aftale m.v. fremgår af § 4 i lov om investeringsforeninger m.v., og er en integreret del af master-feeder-strukturen, det vil sige, at en dansk UCITS (feederinstitut) kan få tilladelse til at investere mere end 20 pct. med henblik på at investere mindst 85 pct. af sin formue i en anden dansk UCITS (masterinstitut).

Lovforslaget skal sikre, at depotselskabet har rådighed over de oplysninger, der er nødvendige for, at det kan udføre sine pligter. I Kommissionens direktiv 2010/42/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer og anmeldelsesprocedure er der fastsat bestemmelser om indholdet af aftalen med henblik på at sikre en ensartet investorbeskyttelse i hele Unionen. Direktivets bestemmelser er gennemført dels i lov om investeringsforeninger m.v., og dels i bekendtgørelse nr. 681 af 17. juni 2014 om fusion og spaltning af danske UCITS og i bekendtgørelse nr. 756 af 17. juni 2014 om master-feeder-strukturer m.v. Parterne kan selv fastsætte yderligere i deres aftaler, men medlemslandene kan ikke i deres lovgivning fastsætte yderligere krav. Der er tale om juridisk bindende aftaler, hvori parterne skal fastsætte bestemmelser om hvilket lands lovgivning, der finder anvendelse, hvis masterinstituttet og feederinstituttet har hjemsted i to forskellige medlemsstater.

Det foreslås i stk. 4, at depotselskabet for en dansk UCITS, der er masterinstitut, straks skal underrette Finanstilsynet, hvis det får kendskab til uregelmæssigheder i relation til masterinstituttet. Sådanne uregelmæssigheder kunne f. eks. være forkerte værdiansættelser af masterinstituttets finansielle aktiver. Hvis uregelmæssighederne må anses for at have negative konsekvenser for et feederinstitut, skal depotselskabet tillige underrette feederinstituttet, dets investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og dets depotselskab. Depotselskabet får hermed en særlig pligt til at gøre opmærksom på uregelmæssigheder, både således at Finanstilsynet får kendskab til forholdene, men også således at det eller de feederinstitutter, der er afhængige af masterinstituttets investeringer kan varetage interesserne for feederinstituttet og dets investorer.

Ifølge det foreslåede stk. 5, nr. 1, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om depotselskabets pligter over for danske UCITS i almindelighed. Dette er en sammenlægning af den gældende § 106, stk. 6, nr. 1 og 2. Ifølge bestemmelsen. Det gælder også over for en dansk UCITS, der har delegeret den daglige ledelse til et administrationsselskab med hjemsted i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået samarbejdsaftale på den finansielle område, samt om indholdet af den i stk. 3 nævnte aftale, jf. § 106 d.

Den foreslåede stk. 5, nr. 2, giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om depotselskabets underretningspligt, når det bliver opmærksomt på uregelmæssigheder i et masterinstitut, over for et feederinstitut og dets depotselskab samt Finanstilsynet.

Den foreslåede stk. 5, nr. 3, giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om at depotselskabet skal underrette Finanstilsynet om de uregelmæssigheder, som depotselskabet måtte finde i forbindelse med udførelsen af sine kontrolforpligtelser efter § 106 a, stk. 1.

Den foreslåede stk. 5, nr. 4, giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om indholdet af aftalen mellem depotselskaberne for henholdsvis masterinstituttet og feederinstituttet.

Det er Kommissionen, der er kompetent til at udstede nærmere regler om disse forhold. Det vil ske i et gennemførelsesdirektiv. De regler, som Finanstilsynet kan fastsætte efter stk. 5, vil i givet fald svare til de krav, som gennemførelsesdirektivet fastsætter.

I Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab er der fastsat regler om de særlige aspekter ved standardaftalen mellem en depositar og et administrationsselskab med henvisning til artikel 33, stk. 5, i UCITS-direktivet. Direktivets bestemmelser herom er gennemført i bekendtgørelse nr. 1013 af 22. september 2014 om depotselskaber. Det fremgår heraf, at aftalen skal indeholde aspekterne ved de procedurer, som parterne skal følge, udveksling af oplysninger og krav om fortrolighed, og forebyggelse af hvidvaskning af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, parternes delegation af opgaver samt eventuelle ændringer og opsigelse af aftalen. Endvidere skal aftalen indeholde bestemmelser om lovvalg, elektronisk dataoverførsel og aftalens rækkevidde. De regler, Finanstilsynet kan fastsætte, vil svare til de krav, som gennemførelsesdirektivet fastsætter.

Til § 106 b

Det foreslås, at indsætte en ny § 106 b , i loven vedrørende depotselskabets kontrolforpligtelser. Den foreslåede § 106 b gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, i UCITS-direktivet.

Med det foreslåede stk. 1 skal depotselskabet kontrollere den danske UCITS’ pengestrømme. Det vil sige, at alle betalinger til og fra en dansk UCITS skal ske gennem depotselskabet. Det kan være betalingsstrømme i forbindelse med udstedelse og indløsning af andele, køb og salg af værdipapirer eller blot betalinger af gebyrer og provisioner til samarbejdspartnere.

Med det foreslåede stk. 2 skal depotselskabet føre særlig kontrol med, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorerne i forbindelse med tegning af andele i UCITS’en er modtaget, og at alle kontanter tilhørende UCITS’en er bogført på kontantkonti, enten i UCITS’ens navn, i investeringsforvaltningsselskabets navn eller i depotselskabets navn, når disse handler på vegne af den danske UCITS, hos enheder omfattet af reglerne, der gennemfører artikel 18, stk. 1, litra a-c, i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv og føres i overensstemmelse med principperne fastsat i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv.

Stk. 2 er en gennemførelse af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, litra b og c, hvoraf det følger, at depositaren sikrer, at investeringsinstituttets pengestrømme overvåges behørigt, og navnlig, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorer i forbindelse med tegning af andele i investeringsinstituttet er modtaget, og at alle kontanter i investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti, der er oprettet hos en af de enheder, som er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a-c, i Kommissionens direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006, om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv. Det vil sige hos konti oprettet hos en centralbank, hos et kreditinstitut, der har opnået tilladelse i henhold til direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, hos en bank der har tilladelse i et tredjeland og hos en godkendt pengemarkedsfond.

Det følger endvidere af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, litra c, at alle kontanter i investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti, der føres i overensstemmelse med principperne fastsat i artikel 16 om beskyttelse af kunders finansielle instrumenter og midler. i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006, om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv.

Med det foreslåede stk. 3, bestemmes, at såfremt kontantkonti oprettes i den danske UCITS’ depotselskabs navn i henhold til stk. 2, må hverken midler fra den kontoførende enhed eller depotselskabet bogføres på sådanne konti. Dette skyldes, at der kun må stå kontanter tilhørende den pågældende UCITS på kontoen, fordi det giver UCITS’en mulighed for at udtage midlerne som separatist i tilfælde af UCITS’ens depotselskabs konkurs.

Til § 106 c

Den foreslåede § 106 c om depotselskabets opbevaringspligter gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 5, og stk. 7, i UCITS-direktivet.

Det foreslåede stk. 1, omhandler depotselskabets opbevaringspligter. Alle finansielle aktiver, som tilhører den danske UCITS, skal overdrages til depotselskabet til opbevaring, hvis de kan føres på en konto eller lægges i depot.

Med stk. 1, nr. 1, foreslås regler, der gælder for de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som kan opbevares i depot. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en dansk UCITS kun kan investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-3 i lov om investeringsforeninger m.v. Bestemmelsen gennemfører artikel 22, stk. 5, litra a, i UCITS-direktivet, som den er affattet i UCITS V-direktivet. Bestemmelsen skal fortolkes bredt og omfatter således også f.eks. afledte finansielle instrumenter, som alene kan registreres og finansielle aktiver, som kan opbevares fysisk hos depotselskabet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra a, at depotselskabet skal opbevare alle instrumenter, som er omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed og som kan opbevares i depot, enten på en konto, hvis de kan registreres på en konto, eller i et depot oprettet hos depotselskabet. Sådanne instrumenter vil typisk være aktier, obligationer eller andre gældsbreve.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra b, skal depotselskabet ligeledes opbevare fysiske instrumenter, som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, der kan udleveres til depotselskabet. Depotselskabet skal således forestå til- og afgange af de fysiske instrumenter, herunder værdipapirer og likvide midler i overensstemmelse med UCITS’ens eller investeringsforvaltningsselskabets instrukser således, at midlerne aldrig kommer UCITS’ens ledelse i hænde.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra c, skal depotselskabet sikre, at de opbevarede instrumenter, som er omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, registreres på konti eller i depoter, der er separate fra depotselskabets egne, og at de benyttede konti og depoter er oprettet i den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskabs navn, således at de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den danske UCITS. Dette gælder for alle instrumenter, som er omfattet af bilag 5, hvad enten instrumenterne er elektroniske eller fysiske. Med henblik på at sikre UCITS’ens ejendomsret til de deponerede instrumenter skal registreringerne herudover overholde reglerne i § 72 i lov om finansiel virksomhed om sikring af kundernes ejendomsret og regler fastsat i henhold til denne bestemmelse. At depotselskabet skal opbevare en UCITS’ finansielle aktiver særskilt betyder, at en UCITS’ værdipapirer som hovedregel ikke må opbevares i samledepoter, men skal føres på individuelle konti og depoter for UCITS’en. Imidlertid er bestemmelsen ikke til hinder for, at en UCITS’ udenlandske værdipapirer opbevares i et samledepot i et udenlandsk kreditinstitut. I så fald skal den danske UCITS’ ledelse være underrettet herom og have samtykket heri i depotaftalen, jf. § 72.

Det skal bemærkes, at en dansk UCITS alene må investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger opstiller således regler for hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for hvordan disse skal opbevares.

§ 106 c, stk. 1, nr. 2, omhandler andre aktiver, som ikke kan føres i depot, som f.eks. visse aftaler om derivater og fast ejendom. For disse andre aktiver som tilhører den danske UCITS, og som ikke kan opbevares i et depot eller på en konto, skal depotselskabet efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a, kontrollere, at den danske UCITS er ejer af aktiverne. De aktiver, som ikke kan opbevares i et depot eller registreres på en konto, vil typisk være fysiske aktiver som f.eks. fast ejendom.

I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, skal depotselskabet basere vurderingen af ejerskab på dokumentation fremlagt af den danske UCITS eller af dennes investeringsforvaltningsselskab samt på eventuelt eksisterende ekstern dokumentation, f.eks. et skøde til en fast ejendom.

I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra c , skal depotselskabet føre register over de aktiver, som depotselskabet har kontrolleret, at den danske UCITS er ejer af. Depotselskabet skal løbende sikre, at registeret er ajourført. Det er en forudsætning for, at depotselskabet kan opfylde sine forpligtelser til at kontrollere den danske UCITS’ ejerskab af aktiver, som ikke kan opbevares i depot eller på konti, at investeringsforvaltningsselskabet løbende forsyner depotselskabet med alle de relevante oplysninger om aktiverne, som depotselskabet har brug for.

Det er Kommissionen, der er kompetent til at udstede nærmere regler om, hvilke aktiver, der skal anses for at være aktiver, der ikke kan føres i depot. Med forslaget til § 107 b, bemyndiges Finanstilsynet til på den baggrund, at fastsætte nærmere regler med henblik på gennemførelse af Kommissionens kommende regler. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne under den foreslåede § 107 b, jf. § 1, nr. 17.

Med det foreslåede stk. 2 bestemmes det, at depotselskabet regelmæssigt skal give den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab en samlet oversigt over UCITS’ens finansielle aktiver. Det er op til parterne af aftale hvor ofte sådanne oversigter skal gives. Normalt er der i eller i tilknytning til depotselskabsaftalen indgået aftaler, der nøje regulerer, hvilke informationer, der skal udveksles mellem UCITS’en og depotselskabet, herunder også depotselskabets rapportering om finansielle aktiver, som tilhører UCITS’en, på konti og i depoter hos depotselskabet.

Med det foreslåede stk. 3 må depotselskabet ikke uden forudgående samtykke fra den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den danske UCITS’ finansielle aktiver. Det betyder, at depotselskabet ikke kan benytte UCITS’ens finansielle aktiver til f.eks. værdipapirudlån eller repoforretninger uden samtykke fra bestyrelsen for en investeringsforening eller for en SIKAV eller for investeringsforvaltningsselskabet, hvis der er tale om finansielle aktiver tilhørende en værdipapirfond. Depotselskabet må således ikke på egen hånd sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den danske UCITS’ finansielle aktiver, uden forudgående tilladelse først.

Derudover må aktiver tilhørende en dansk UCITS endvidere kan sælges, pantsættes eller disponeres over på anden måde når betingelserne i nr. 1-5 er opfyldt.

Betingelsen i nr. 1 er, at transaktionen skal ske for UCITS’ens regning. Det vil sige, at gevinst eller tab skal komme UCITS’en og dermed dens investorer til gode.

Nr. 2 bestemmer, at depotselskabet skal udføre den danske UCITS’ eller investeringsforvaltningsselskabets instruktioner vedrørende de finansielle aktiver.

Det betyder, at depotselskabet ikke må disponere over de finansielle aktiver uden instruktion fra den danske UCITS.

Betingelsen i nr. 3 er, at transaktionen skal være i den danske UCITS og i dens investorers interesse. Det betyder f.eks., at en depotbank ikke må skaffe sig af med nogle dårlige værdipapirer ved at sælge dem til UCITS’en, og at de aftalevilkår, der gælder for en transaktion, ikke må være usædvanlige gunstige for en anden part, som derved beriges på UCITS’ens bekostning.

Betingelserne i nr. 1-3 betyder tilsammen, at en bestyrelse for en dansk UCITS ikke kan give depotselskabet tilladelse til at benytte UCITS’ens finansielle aktiver til f.eks. værdipapirudlån for depotbankens regning. Betingelsen om, at depotbanken skal handle efter instruktion kan være opfyldt, men transaktionen vil ikke være i UCITS’en eller dens investorers interesse, når de ikke får del i det økonomiske udbytte, som deres finansielle aktiver har været benyttet til at tjene ind.

Efter den foreslåede nr. 4 er det endvidere en betingelse, at transaktionen om overdragelse af ejendomsret skal være dækket af en likvid sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, som skal stilles over for UCITS’en. En sådan likvid sikkerhedsstillelse kan f. eks. være kontanter eller statsobligationer. Hvis der er tale om overdragelse af begrænsede rettigheder, som f.eks. værdipapirudlån eller om midlertidig overdragelse af en ejendomsret – en aftale om salg og genkøb, skal modparten stille sikkerhed overfor den danske UCITS. Efter nr. 5 skal denne sikkerhed justeres i takt med markedets bevægelser i aftaleperioden, og den skal til enhver tid indeholde en vis overdækning. Overdækningen skal sikre, at den danske UCITS i tilfælde af misligholdelse kan realisere sikkerheden hurtigt uden at lide tab. Sikkerheden skal være af høj kvalitet. Det betyder i praksis, at sikkerheden almindeligvis skal stilles i kontanter eller i statsobligationer eller andre obligationer med en høj kreditrating.

Ved overdragelse af ejendomsret skal den danske UCITS’ finansielle aktiver ligeledes være sikret. Det kan ske ved, at depotbanken sørger for, at UCITS’ens finansielle aktiver kun udleveres mod samtidig modtagelse af købesummen eller, at afviklingen af en handel sker gennem en afviklingscentral, der garanterer for afviklingen.

Til § 106 d

Det foreslås, at indsætte en ny § 106 d i loven om depotselskabets delegation af selskabets opgaver.

Den foreslåede § 106 d gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22 a, i UCITS-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 1 må depotselskabet ikke delegere opgaver omfattet af de foreslåede §§ 106 a, stk. 1, og § 106 b til tredjemand.

Depotselskabet må således ikke delegere opgaver i forbindelse med udførelsen af depotfunktioner for danske UCITS, som ikke vedrører kontrolfunktionerne. Der er dog en grænse for omfanget af den mængde af funktioner, der må delegeres. Der må ikke delegeres så mange funktioner, at man ikke længere kan anse depotselskabet som den, der rent faktisk varetager depotfunktionerne. Den situation kan anses for at være til stede, hvis hovedparten af opbevaringsfunktionerne eller hovedparten af kontrolfunktionerne er delegeret til andre.

I det foreslåede stk. 2, bestemmes det, at opgaver omfattet af den foreslåede § 106 c, stk. 1, kan delegeres, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Som en betingelse må opgaverne ikke delegeres i den hensigt at unddrage sig kravene i lov om finansiel virksomhed, hvilket følger af det foreslåede stk. 2, nr. 1. Det betyder f.eks. at opgaverne ikke må delegeres til en tredjemand, som ikke udfører dem i overensstemmelse med kravene i denne lov.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, skal depotselskabet endvidere objektivt kunne begrunde delegationen. Det kan f. eks være, at depotselskabet overlader opbevaringen af fjernøstlige aktier og obligationer til en bank i Fjernøsten, fordi denne bank i modsætning til depotbanken selv er tilknyttet de fjernøstlige depot- og afviklingscentraler.

Depotselskabet skal herudover have udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelsen af enhver tredjemand til hvem, opgaver er delegeret til, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3.

Kravene om, at depotselskabet skal have udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelse af tredjemand til hvem, opgaver er delegeret, og den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver betyder, at kravene til depotselskabets udvælgelsesproces og kontrolproces skal sættes højt. Hvis en dansk UCITS senere lider tab, og det kan sandsynliggøres, at disse tab er opstået i forbindelse med at depotselskabet har delegeret opgaver, vil dette tale for, at depotselskabet ikke har udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelse af tredjemand eller den løbende kontrol med tredjemandens løsning af de delegerede opgaver.

Det betyder, at depotbanken, før den delegerer en opgave til en tredjemand, skal foretage en undersøgelse af den pågældende tredjemand med henblik på at depotbanken opnår sikkerhed for, at tredjemanden er i stand til at udføre de pågældende opgaver forsvarligt og i overensstemmelse med de krav, der stiles i loven.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 4, skal depotbanken udvise passende dygtighed, grundighed og omhu i den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver og derved forbundne arrangementer. Depotbanken kan således ikke forlade sig på den indledende undersøgelse af tredjemanden. Den skal løbende kontrollere, at tredjemanden udfører de uddelegerede opgaver korrekt.

I henhold til det foreslåede stk. 3, skal depotselskabet derudover sikre, at tredjemand i forbindelse med udførelsen af de delegerede opgaver til enhver tid opfylder nærmere bestemte betingelser.

Som en betingelse følger det af det foreslåede stk. 3, nr. 1, at depotselskabet bl.a. skal sikre, at tredjemandens organisation og kompetencer er tilstrækkelige i forhold til arten og kompleksiteten af de finansielle aktiver, der tilhører den danske UCITS, som er overdraget til opbevaring hos tredjemanden. Det vil i praksis sige, at tredjemanden skal have erfaring med opbevaring af de pågældende instrumenter og skal have vist, at han kan opbevare dem betryggende.

Endvidere er det en betingelse, at hvis depotselskabet delegerer opgaver omfattet af det foreslåede § 106 c, stk. 1, til en tredjemand, skal tredjemanden være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder minimumskapitalkrav og overvågning i den pågældende jurisdiktion, og tredjemanden skal være underlagt periodisk ekstern revision for at sikre, at de i bilag 5 nævnte instrumenter er i tredjemandens besiddelse, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 2. Det betyder, at tredjemandens eksterne revisor skal revidere, de depoter og konti, der er forbundet med de uddelegerede opgaver, med henblik på at sikre at de finansielle instrumenter og kontanter tilhørende en dansk UCITS, som tredjemanden opbevarer, også er til stede.

Efter det foreslåede stk. 3, nr. 3, er det endvidere en betingelse, at tredjemanden holder depotselskabets kunders finansielle aktiver adskilte fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver på en måde, så de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den specifikke kunde hos depotselskabet. Kravet om adskillelse anses ikke for opfyldt, hvis depotselskabets kunders finansielle aktiver opbevares i samme depot som depotselskabets eller tredjemandens egne finansielle aktiver. De finansielle aktiver skal til enhver tid opbevares på separate depoter, som kan føres tilbage til den enkelte danske UCITS, som er kunde hos depotselskabet. Hensigten hermed er, at sikre, at de finansielle aktiver ikke risikerer, at indgå i tredjemandens eller depotbankens konkursbo.

Tredjemanden skal efter det foreslåede stk. 3, nr. 4, træffe alle de nødvendige skridt til at sikre, at en dansk UCITS’ finansielle aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer. Bestemmelsen skal sikre, at den danske UCITS’ finansielle aktiver får separatiststilling, hvis tredjemanden går konkurs. Såfremt tredjemanden ikke har truffet tilstrækkelige skridt til at sikre den danske UCITS’ aktiver er depotselskabet ansvarlig for finansielle aktiver, som tabes til tredjemandens konkursbo, jf. § 107, stk. 1.

Endeligt skal tredjemand i henhold til det foreslåede stk. 3, nr. 5, overholde § 101, stk. 1, § 106, stk. 3 og § 106 c, stk. 1, 3 og 4 i lov om finansiel virksomhed samt de foreslåede § 5, stk. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v. Det vil sige at også tredjemanden skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS’ og dens investorers interesse under udførelsen af tredjemandens opgaver for den danske UCITS. Tredjemanden skal ligeledes overholde de samme krav, som de, der stilles til depotbanken, vedrørende opbevaring af og transaktioner med aktiverne

UCITS V-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvorledes kravene til rettidig omhu efter stk. 2, nr. 3 og 4, skal opfyldes. Kommissionen kan også fastsætte regler om gennemførelsen af de krav, der stilles til tredjemandens adskillelse af kunders aktiver fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver efter stk. 3, nr. 3. Ligeledes kan Kommissionen også fastsætte regler om de skridt, som tredjemanden skal foretage sig for at sikre at UCITS’ens aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer efter stk. 3, nr. 5.

Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret, foreslås det derfor i den foreslåede § 107 b, nr. 2, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om depotselskabets forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depotselskabsopgaver og i § 107 b, nr. 3, om kravene til tredjemandens adskillelse af kunders aktiver fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

Med det foreslåede stk. 4, bestemmes, at depotselskabet kan delegere opgaver til tredjemand uanset, at kravene i det foreslåede, stk. 2, nr. 5, litra b, ikke er opfyldt, hvis en række betingelser er opfyldt. Det vil typisk sige at betingelsen er at tredjelandets lovgivning stiller krav om at finansielle instrumenter udstedt i det pågældende tredjeland skal opbevares i en bank med hjemsted i tredjelandet og at tredjelandets lovgivning om drift og tilsyn med banker ikke opfylder kravene i denne lov.

For det første skal delegationen gælde de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som er omfattet af et tredjelands lovgivning, der kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 1.

Hvis det er tilfældet, må der efter det foreslåede stk. 4, nr. 2 , ikke delegeres funktioner i videre omfang end krævet, som følge af tredjelands lovgivning.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 3, er det ligeledes en betingelse for delegation efter stk. 3, at der heller ikke må være nogen lokal enhed, der opfylder kravene i det foreslåede stk. 3, nr. 2, for delegation, som depotbanken ville kunne have valgt at overlade opgaverne til.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 4, skal investorerne i den danske UCITS tillige forud for deres investering i UCITS’en behørigt informeres om, at delegationen er påkrævet på grund af regler i tredjelandet og om omstændighederne, der retfærdiggør delegationen. Formålet hermed er at gøre det klart for investorerne i den pågældende UCITS, at en del af deres formue opbevares under forhold, der kan være mindre sikre end opbevaringen ellers skal være efter denne lov.

Endeligt skal den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab have pålagt depotselskabet at delegere opbevaring af sådanne instrumenter, som er omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, til den lokale enhed, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 5. Dermed har depotbanken en positiv tilkendegivelse fra den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab, om at den ønsker at investere i de pågældende aktiver uanset at opbevaringen kan være mindre sikker.

Med det foreslåede stk. 5 bestemmes det, at delegation efter det foreslåede stk. 4 kun kan opretholdes så længe, de pågældende instrumenter nævnt i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed er omfattet af et tredjelands lovgivning, der kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed, og at delegationen af funktionerne er krævet som følge af tredjelands lovgivning, og så længe der ikke er nogen lokal enhed, der opfylder kravene for delegation i det foreslåede stk. 3, nr. 2. Hvis en af disse betingelser ændrer sig, kan delegation efter det foreslåede stk. 4 ikke længere opretholdes.

I det foreslåede stk. 6 bestemmes, at levering af ydelser via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af reglerne i lov om værdipapirhandel m.v., kapitel 18. Det betyder, at der ikke skal indgås en aftale om delegation med værdipapirafviklingssystemet, før depotbanken kan overdrage en UCITS’ kontanter eller finansielle instrumenter til værdipapirafviklingssystemet med henblik på afvikling af indgåede handler.

Efter det foreslåede stk. 7 kan tredjemand videredelegere de opgaver, som er delegeret til tredjemand efter det foreslåede stk. 2 og 4 under forudsætning af, at videredelegationen opfylder samme krav, som gælder for depotselskabets delegation. Den foreslåede § 107, stk. 1 og 2, om ansvar for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som er omfattet af depotet, finder anvendelse på de relevante parter i tilfælde af videredelegation. Relevante parter kan i denne sammenhæng være tredjemand, eller den som tredjemand videredelegerer opgaverne til.

Til nr. 17 (§§ 107-107 b i lov om finansiel virksomhed)

Til § 107

Det foreslås, at indsætte en ny § 107 i lov om finansiel virksomhed om depotselskabets ansvar for tab af de i bilag 5 nævnte instrumenter, som opbevares i depot for en UCITS. Det skal bemærkes, at en dansk UCITS alene må investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger opstiller således regler for hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for hvordan disse skal opbevares. Med tab menes, at de i depotet beroende finansielle instrumenter ikke kan tilbageleveres til den danske UCITS uanset grunden hertil.

Den foreslåede § 107 gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 24, i UCITS-direktivet.

Med det foreslåede stk. 1 bestemmes, at depotselskabet er ansvarlig for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som bliver opbevaret i depot efter reglerne i det foreslåede § 106 c, stk. 1, nr. 1, hvis tabet er forårsaget af depotselskabet eller tredjemand, til hvem opgaven er delegeret. Såvel den danske UCITS som UCITS’ens investorer kan således gøre krav om erstatning gældende. Instrumenterne anses for at være tabte, hvis depotbanken uanset grunden ikke er i stand til at levere instrumenterne tilbage til den danske UCITS.

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at depotselskabet i tilfælde af tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter opbevaret i depot, uden unødigt ophold skal yde en erstatning til den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab på vegne af UCITS’en, i form af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter af samme type eller et beløb svarende til værdien af disse. Dermed er depotbanken, hvis en sådan situation indtræffer, forpligtet til at fremskaffe andre instrumenter, som er mage til eller som er af samme type som de instrumenter der er gået tabt, som den kan overdrage til den danske UCITS. Depotbanken kan også vælge at udbetale et beløb, der svarer til værdien af de instrumenter, der er gået tabt. Det kan f. eks. være hvis det ikke er muligt at fremskaffe de pågældende instrumenter. Erstatningen skal gives så hurtigt som muligt, fordi lovgivningen om danske UCITS bl.a. skal sikre, at investeringer i danske UCITS skal være likvide. Når erstatningen ydes til investeringsforvaltningsselskabet på vegne af UCITS’en skal dette straks videregive erstatningen til UCITS’en, som var ejer af de i bilag 5 nævnte instrumenter, som er gået tabt. Udbetalingen af erstatningen skal ske hurtigst muligt, og skal således ikke afvente, at der er faldet en endelig dom i en evt. retssag mellem parterne om erstatning.

I det foreslåede stk. 2 bestemmes, at depotselskabet ikke er ansvarlig for tab efter det foreslåede stk. 1, såfremt dette kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler. Det betyder, at depotselskabets ansvar for tab af de i bilag 5 nævnte instrumenter i depot efter stk. 1 er et objektivt ansvar, i overensstemmelse med direktivet. UCITS’en skal således ikke bevise, at depotselskabet har begået fejl. Den eneste mulighed depotselskabet har for at undgå at ifalde ansvar, er at depotselskabet kan bevise, at tabet skyldes en hændelse udenfor depotselskabet, som dette ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser er uundgåelige, også selv om depotselskabet har truffet sine forholdsregler. Depotselskabet skal uden unødigt ophold yde erstatning ved tab af instrumenter, også selv om depotselskabet mener, at det har truffet alle de forholdsregler, som de skal for at slippe for det objektive ansvar. Såfremt depotselskabet senere får medhold i denne antagelse, må det tilbagesøge den ydede erstatning fra den danske UCITS.

Efter det foreslåede stk. 4 er depotselskabet endvidere ansvarlig over for den danske UCITS og dennes investorer for ethvert andet tab, som disse måtte lide som følge af depotselskabets uagtsomme eller forsætlige misligholdelse af sine forpligtelser efter lov om finansiel virksomhed. Det vil sige, at depotselskabets ansvar for andre tab er lempeligere end for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter opbevaret i depot, idet der er tale om et culpaansvar. Her kan der f.eks. være tale om tab som følge af mangelfuld kontrol og registrering af UCITS’ens ejendomsret til en ejendom, hvori UCITS’en har kontorer. Bestemmelsen indeholder heller ikke noget krav om, at depotselskabet skal udbetale erstatningen uden unødigt ophold. Depotselskabet kan derfor afvente en endelig afgørelse på, hvorvidt det er erstatningspligtigt for tab efter stk. 4 eller ej.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at depotselskabets ansvar ikke påvirkes af en eventuel delegation omfattet af den foreslåede § 106 d. Det vil sige, at depotselskabet også er ansvarlig for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som opbevares hos en tredjemand, uanset tabets årsag, medmindre depotselskabet kan bevise, at betingelserne i stk. 3 er til stede.

Efter det foreslåede stk. 6 kan depotselskabet hverken frigøre sig for eller begrænse sit erstatningsansvar i forbindelse med tab af instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, som er opbevaret i depot hos tredjemand efter reglerne om delegation i den foreslåede § 106 c. Denne regel er ufravigelig og aftaler mellem depotselskabet og UCITS’en, der frigør depotselskabet for ansvar eller begrænser ansvaret, er ugyldige. Det vil f.eks. også være tilfældet, hvis UCITS’en som kunde har skrevet under på, at bankens almindelige forretningsbetingelser finder anvendelse. De ansvarsfraskrivelser og -begrænsninger, som findes i de almindelige forretningsbetingelser, vil være ugyldige.

Med stk. 7 foreslås det, at investorerne kan vælge at gøre krav om erstatning gældende overfor depotselskabet direkte. Investorerne kan også vælge at gøre deres krav gældende samlet gennem den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab. Denne valgfrihed, med hensyn til hvordan man vil gøre krav gældende, skyldes et ønske om, at erstatningen skal ud til den enkelte investor så hurtigt som muligt, så den tid, hvor en investor står med en illikvid investering, begrænses mest mulig. Denne valgfrihed må dog ikke føre til, at en investor får erstatning både ved et krav rettet direkte mod depotselskabet og gennem et krav, som UCITS’en har rettet mod depotselskabet.

Til § 107 a

Det foreslås, at indsætte en ny § 107 a i loven om depotselskabets pligt til at stille oplysninger til rådighed for Finanstilsynet og, om Finanstilsynets pligt til at videregive disse oplysninger til myndighederne i de andre medlemslande.

Den foreslåede § 107 a gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26 a i UCITS-direktivet. Det fremgår af den foreslåede § 107 a, at et depotselskab efter anmodning skal stille alle de oplysninger til rådighed for Finanstilsynet, som depotselskabet har indhentet under udførsel af sine opgaver, og som kan være nødvendige for UCITS’ens og dennes investeringsforvaltningsselskabs kompetente myndighed.

Såfremt en dansk UCITS forvaltes af et administrationsselskab beliggende i et andet medlemsland vil administrationsselskabets kompetente myndigheder være udenlandske myndigheder. De vil dermed ofte være forskellige fra depotselskabets kompetente myndigheder, som er Finanstilsynet, hvis depotbanken dansk eller udenlandske myndigheder, hvis depotbanken er etableret i Danmark som en filial af en udenlandsk bank. Administrationsselskabets kompetente myndigheder kan således være forskellige fra depotselskabets kompetente myndigheder. I sådanne tilfælde skal Finanstilsynet straks videregive de modtagne oplysninger til administrationsselskabets kompetente myndigheder, hvis de er relevante for tilsynet med administrationsselskabet. En sådan videregivelse vil ske i medfør af § 354, stk. 6, nr. 21. Administrationsselskabets kompetente myndigheder, vil herefter være undergivet den i § 354, stk. 1, omhandlede tavshedspligt, jf. § 354, stk. 8.

Depotselskabet skal stille disse oplysninger til rådighed for Finanstilsynet for at muliggøre det bedst mulige tilsyn med såvel den danske UCITS som dens investeringsforvaltningsselskab.

Til § 107 b

Det foreslås, at indsætte en ny § 107 litra b i loven som giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler til udfyldelse af en række af lovens bestemmelser vedrørende depotselskabet.

Med den foreslåede § 107 b gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26 b i UCITS-direktivet. UCITS direktivets artikel 26, litra b, giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om betingelserne for udøvelse af depotselskabsfunktionerne. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 107 b, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om betingelserne for udøvelse af depotselskabsfunktionerne. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

UCITS V-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvornår begivenheder er eksterne begivenheder, som depotselskabet ikke er ansvarlig for, og om betingelserne for og omstændighederne hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, skal anses for at være tabt, samt hvilke aktiver, der skal anses for at være aktiver, der ikke er egnede til at lægge i depot. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 107 b, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvornår der er tale om eksterne hændelser, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

Efter den foreslåede § 107 b kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler til udfyldelse af en række af lovens bestemmelser vedrørende depotselskabet. Finanstilsynet kan således efter det foreslåede nr. 1 fastsætte regler om betingelserne for udførelsen af depotselskabsfunktionerne. Det drejer sig om de kontroller, som depotselskabet skal udføre efter den foreslåede § 106 a, stk. 1, nr. 1-3 og 5 og § 106 b samt om, hvilke typer af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, der er omfattet af depotselskabets opbevaringspligt, jf. den foreslåede § 106 c, stk.1. Efter den foreslåede nr. 1, litr a-c kan finanstilsynet fastsætte betingelser for, hvilke typer af de i bilag 5 nævnte instrumenter, der er omfattet af depotselskabets opbevaringspligt, hvordan depotselskabet skal opbevare de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som henholdsvis er registreret i en værdipapircentral eller udstedt på navn og registreret hos en registrator.

Efter det foreslåede nr. 2, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om depotselskabets forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depotselskabsopgaver, jf. den foreslåede § 106 d, stk. 2, nr. 3 og 4.

Efter det foreslåede nr. 3, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de krav der stilles til tredjemands adskillelse af depotselskabets egne aktiver fra sine kunders aktiver, jf. den foreslåede § 106 d, stk. 2, nr. 5, litra c.

Efter det foreslåede nr. 4, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de skridt, som tredjemanden skal tage for at sikre, at en dansk UCITS’ aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer, jf. den foreslåede § 106 d, stk. 2, nr. 5, litra d.

Bestemmelsen indeholder i nr. 5 endvidere en bemyndigelse til, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om de nærmere betingelser for hvornår finansielle aktiver, som depotselskabet er ansvarlig for, skal anses for at være gået tabt, jf. den foreslåede § 107, stk. 2.

Efter det foreslåede nr. 6, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler, jf. den foreslåede § 107, stk. 3.

Endelig kan Finanstilsynet efter nr. 7, fast nærmere regler for betingelserne for at opfylde uafhængighedskravet i § 101, stk. 1, og i § 106, stk.3.

Til nr. 18 (§ 124, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal i dag opgøre deres individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet kan i medfør af § 124, stk. 3, fastsætte et højere individuelt solvenskrav i form af et tillæg til det individuelle solvensbehov, der fremgår af § 124, stk. 2. Finanstilsynet fastsætter det individuelle solvenskrav med udgangspunkt i minimumskravet på 8 pct. med tillæg for risici som ikke fuldt ud afspejles i opgørelsen af den samlede risikoeksponering. Solvenskravet fastsættes når der er uoverensstemmelse mellem det af instituttet opgjorte solvensbehov og det af Finanstilsynet fastsatte solvensbehov. Det individuelle solvenskrav er udtryk for Finanstilsynets vurdering af instituttets tilstrækkelige kapitalgrundlag.

Finanstilsynet kan endvidere med hjemmel i § 124, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed stille krav til, hvilken type kapital, der kan anvendes til dækning af dette individuelle solvenstillæg. Det fremgår af lovbemærkningerne til § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at Finanstilsynet som udgangspunkt vil stille krav om, at det individuelle solvenstillæg skal opfyldes med egentlig kernekapital (såkaldt CET1 – Common Equity Tier 1). Det vil sige, at det individuelle solvenstillæg som udgangspunkt skal opfyldes af aktiekapital, andelskapital eller garantkapital, idet formålet med kravet er at sikre, at instituttet bedre kan fortsætte sine aktiviteter på trods af yderligere tab.

Det følger endvidere af lovbemærkningerne til den gældende § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at Finanstilsynet som udgangspunkt vil stille krav om, at det individuelle solvenstillæg skal opfyldes med egentlig kernekapital (såkaldt CET1 – Common Equity Tier 1). Det vil sige, at det individuelle solvenstillæg som udgangspunkt skal opfyldes af aktiekapital, andelskapital eller garantkapital, idet formålet med kravet er at sikre, at instituttet bedre kan fortsætte sine aktiviteter på trods af yderligere tab.

De gældende danske regler, harmonerer imidlertid ikke med EBA’s nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP). Med EBA’s retningslinjer er det hensigten, at der skal ske en harmonisering på tværs af EU, herunder en harmonisering af kravene for kreditinstitutter til kvaliteten af den kapital, der kan bruges til at opfylde det individuelle solvenstillæg (søjle II krav), således at fordelingen på egentlig kernekapital, hybrid kernekapital og supplerende kapital forholdsmæssigt stemmer overens med kravene til kapitalen til dækning af institutternes kapitalgrundlagskrav (søjle I-krav).

Retningslinjer fra EBA er udtryk for følg eller forklar-regulering, som betyder at reglerne skal efterleves eller at eventuelle afvigelser skal forklares. Det er i overensstemmelse med dansk retstradition at sikre en EU-konform gennemførsel i dansk ret under hensyn til særlige nationale forhold.

På den baggrund foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 19, at erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om opfyldelse af det individuelle solvenstillæg i en bekendtgørelse, med henblik på at sikre, at de danske regler bliver EU-konforme, og mere smidigt kan ændres i takt med eventuelle ændringer af EU-reguleringen.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås det at ophæve § 124, stk. 3, 3. pkt., som vedrører Finanstilsynets hjemmel til at fastsætte kravene til den type kapital, der kan anvendes til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg. Ændringen skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvorfor der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 19 (§ 124, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal i dag opgøre deres individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet kan i medfør af § 124, stk. 3, fastsætte et højere individuelt solvenskrav i form af et tillæg til det individuelle solvensbehov, der fremgår af § 124, stk. 2. Finanstilsynet fastsætter det individuelle solvenskrav med udgangspunkt i minimumskravet på 8 pct. med tillæg for risici som ikke fuldt ud afspejles i opgørelsen af den samlede risiko-eksponering. Solvenskravet fastsættes når der er uoverensstemmelse mellem det af instituttet opgjorte solvensbehov og det af Finanstilsynet fastsatte solvensbehov. Det individuelle solvenskrav er udtryk for Finanstilsynets vurdering af instituttets tilstrækkelige kapitalgrundlag.

Finanstilsynet kan i dag med hjemmel i § 124, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed stille krav til, hvilken type kapital, der kan anvendes til dækning af dette individuelle solvenstillæg. Det fremgår af lovbemærkningerne til § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at Finanstilsynet som udgangspunkt vil stille krav om, at det individuelle solvenstillæg skal opfyldes med egentlig kernekapital (såkaldt CET1 – Common Equity Tier 1). Det vil sige, at det individuelle solvenstillæg som udgangspunkt skal opfyldes af aktiekapital, andelskapital eller garantkapital, idet formålet med kravet er at sikre, at instituttet bedre kan fortsætte sine aktiviteter på trods af yderligere tab.

Med forslaget bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til i en bekendtgørelse at fastsætte de nærmere regler om den kapital, der kan anvendes til opfyldelse af institutternes individuelle solvenstillæg, jf. § 124, stk. 3.

Baggrunden for ændringen er EBA’s nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP), som har til hensigt at opnå harmonisering af kravene til kvaliteten af den kapital, der kan bruges til at opfylde det individuelle solvenstillæg (søjle II krav) for kreditinstitutter.

Retningslinjer fra EBA er udtryk for følg eller forklar-regulering, som betyder at reglerne skal efterleves eller at eventuelle afvigelser skal forklares. Det er i overensstemmelse med dansk retstradition at sikre en EU-konform gennemførsel i dansk ret under hensyn til særlige nationale forhold.

Med henblik på at sikre at de danske regler løbende og smidigt kan justeres på baggrund af eventuelle ændringer, tilpasninger m.v., som måtte følge af løbende EU-regulering, foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om den kapital, der kan anvendes til dækning af det individuelle solvenstillæg.

Bekendtgørelsen, der udnytter hjemmelen i den foreslåede § 124, stk. 8, vil således afspejle EBA’s retningslinjers indhold, således at de danske regler herved bliver EU-konforme. Bemyndigelsen vil ligeledes kunne udnyttes fremover med henblik på tilpasning til eventuelle fremtidige ændringer i retningslinjen eller anden regulering fra EU.

Det fremgår af pkt. 348 i EBA’s nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP), at tilsynsmyndighederne bør fastsætte et krav til sammensætningen af kapitalkvaliteten til dækning af det individuelle solvenstillæg ud fra følgende anvisning:

• Minimum 56 pct. dækkes af egentlig kernekapital.

• Minimum 75 pct. dækkes af egentlig kernekapital eller hybrid kernekapital.

• De resterende 25 pct. kan dækkes af supplerende kapital eller kernekapital eller egentlig kernekapital.

De risikotyper, der er omfattet af SREP retningslinjens krav til kapitalens sammensætning er kreditrisici, markedsrisici, operationelle risici, kreditkoncentrationsrisici, IRRB samt modelfejl.

Ved udarbejdelsen af reglerne, vil der, i overensstemmelse med hidtidig praksis, blive lagt vægt på, at der stilles ensartede krav til dækning af samtlige risici, som et solvenstillæg dækker.

Det bemærkes, at det følger af EBA’s nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen (SREP), at en del af kapitalen skal være egentlig kernekapital, hvilket er et strengere krav end de gældende danske regler i medfør af § 124 i lov om finansiel virksomhed og lovbemærkningerne hertil, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), som endvidere er gengivet ovenfor. Efter de gældende danske regler kan institutterne undlade at anvende egentlig kernekapital til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg, hvis instituttet i stedet har tilstrækkelig anden regulatorisk kapital med en tilstrækkelig høj trigger, jf. de almindelige bemærkninger afsnit. 2.2.1. Ved kapital med tilstrækkelig høj trigger forstås, kapital som enten konverteres til egenkapital eller nedskrives, permanent eller midlertidigt, ved brud på solvensbehovet eller ved brud på et passende niveau af egentlig kernekapital.

Samtidig stiller EBA’s nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP) ikke krav om, at anden regulatorisk kapital skal være med høj trigger. Dermed kan f.eks. hybrid kernekapital og/eller supplerende kapital med lavere eller ingen trigger anvendes - inden for de rammer, der er opstillet i retningslinjen. Dette er lempeligere end de gældende danske regler.

Harmoniseringen vil således for nogle institutter være en lempelse og for andre en stramning, afhængigt af det enkelte instituts kapitalstruktur. Da nogle institutter vil blive påvirket negativt som følge af indførelsen af EBA’s nye retningslinjer, forventes det, at erhvervs- og vækstministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om den kapital, der kan anvendes til opfyldelse af institutternes individuelle solvenstillæg, vil blive udnyttet til, at der i en bekendtgørelse vil blive givet mulighed for en 6-årig overgangsordning, således at institutter, der i dag har udstedt anden regulatorisk kapital med høj trigger i 6 år efter bekendtgørelsens ikrafttrædelse får mulighed for fortsat at anvende denne høj-trigger kapital til dækning af kravet om 56 pct. egentlig kernekapital og 75 pct. kernekapital.

EBA’s nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP) indeholder ikke overgangsregler. En overgangsperiode på 6 år i Danmark vurderes imidlertid at være tilsynsmæssig forsvarlig, idet kapital med høj trigger betragtes som værende tabsabsorberende i en going concern situation. Såfremt harmoniseringen med EBAs SREP retningslinje sker med en overgangsperiode på 6 år, tilgodeses institutternes muligheder for planlægning af kapitalindfrielser og -udstedelser inden for rammerne af CRR-forordningen.

Overgangsreglerne vil kun finde anvendelse for de institutter, der før 31. december 2015 har udstedt kapital med en trigger, forudsat instrumenterne opfylder de hidtil gældende krav til anden ansvarlig kapital, jf. afsnit 2.2 i de almindelige bemærkninger. Herved tages hensyn til de institutter, der allerede før lovens og bekendtgørelsens ikrafttræden har indrettet sig på at anvende kapitalinstrumenter med højt trigger-niveau.

Såfremt der måtte ske løbende ændringer eller justeringer i den fælles EU-retlige regulering fra EBAs side på området, er udgangspunktet, at bekendtgørelsen vil blive ændret i takt hermed.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft samtidig med lovens ikrafttræden, hvilket er den 1. januar 2016.

Til nr. 20 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes §§ 126 b-126 g, jf. lovens § 1, nr. 34, som led i gennemførelsen af Solvens II-direktivet. Med dette lovforslag foretages ændringer i den med lov nr. 308 af 28. marts 2015 foreslåede affattelse af § 126 e og f, som beskrives nedenfor.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 5, og samtidig nyaffatte bestemmelserne med dette lovforslag.

Til § 126 b

Med den foreslåede § 126 b indføres kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrundlag og supplerende kapitalgrundlag, i forhold til gruppe 1-forsikringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 87-89, hvormed kapitalen opdeles i tre klasser efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapitalens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse begrænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificeringen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Det fremgår af stk. 1, at kapitalgrundlaget er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det supplerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.

Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kommissionen vedtag reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 2, i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 3, stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra

1. april 2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.

Det fremgår af stk. 2, at basiskapitalgrundlaget består af summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres efter regler udstedt i medfør af § 126 e, stk. 6, om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Beløbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af forsikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld, der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende kapitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab. Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.

Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis kapitalen ikke fremgår af Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapitalgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet.

Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i betragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapitalen kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern).

Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gennemførelsen af artikel 90 og 91 i Solvens II-direktivet. Bemyndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgørelse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det forventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i §§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at indeholde nærmere regler om kapitalgrund-lagselementerne og Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapitalgrundlag.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og § 126 d, stk. 7, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Til § 126 c

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 100-102 og 119 i Solvens II-direktivet.

Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selskabets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i højere grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksomhedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet. Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern model.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og direktionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikringsselskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsikringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.

Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den risiko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 måneder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-forsikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet alene uventede tab, da de forventede tab antages at være indeholdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe 1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommende 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både forventede og uventede tab.

Det fremgår af præamblen til Solvens II-direktivet, at for at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselskabet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at forsikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsinstrumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning.

Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer.

Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede investeringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at en enkelt investering eventuelt falder markant.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkravet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, eller ved at anvende en godkendt intern model. De overordnede rammer for standardformlen fremgår af Solvens II-direktivets artikel 103-109, som ændret ved Omnibus II-direktivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6.

Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede retsakter, der præciserer den matematiske udformning af standardformlen, og de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 111 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finanstilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler, til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer for interne modeller fremgår af Solvens II-direktivets artikel 112, 113 og 115-126, som ændret ved Omnibus II-direktivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den interne model opfylde en række betingelser, der dels vil fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fastsat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende interne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 114 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going concernbasis.

Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses selskabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommissionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyndighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gennemført som forordninger.

Med stk. 4, får Finanstilsynet mulighed for at kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardformlen. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i Solvens II-direktivet.

Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici, modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skadesforsikring og livsforsikring.

Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væsentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overensstemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.

Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af solvenskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke giver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den baggrund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at selskabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.

I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet eller udarbejdet den interne model for de relevante risikomoduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som beskrevet i den foreslåede § 350 b.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsikringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberetning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætninger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder, at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørelsen.

For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.

Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal, og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den sidste dag i kvartalet.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundlaget, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, § 126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapitalen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i Solvens II-direktivet gennemføres.

I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser sker der ved gennemførelsen af Solvens II-direktivet en ændring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikringsselskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapitalen og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættelser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres aktiver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i registeret over aktiver som følge af, at der skal registreres aktiver til fordel for særlige bonushensættelser.

Med Solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kvalitet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig anses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere registreres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risikobaserede solvenskapitalkrav.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver vedtaget som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Standardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokategorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korrelationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhængighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokategorierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici, under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selskabets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet, men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som en intern model.

For at afspejle små og mindre komplekse forsikringsselskabers særlige situation er der mulighed for, at anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen.

Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forventes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finanstilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici er tilfredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i tilstrækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solvenskapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden skal den interne model og dens output løbende valideres, og modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan forstå den.

Til § 126 d

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af minimumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128 og 129 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til at dække minimumskapitalkravet.

Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrundlag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapitalgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom den med lovforslaget foreslåede § 126 c.

Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiskapitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil forsikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj risiko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed.

Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår heraf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funktion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, bruttopræmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges med en faktor for at finde det samlede minimumskapitalkrav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måneders sigt.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. artikel 130 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som forordninger.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapitalkravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i medfør af artikel 130 i Solvens II-direktivet, jf. herom nedenfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet, der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre grænse, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. nedenfor under bemærkningerne til stk. 5.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissionen i medfør af artikel 130 i Solvens II-direktivet fastsætter regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet opgjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde, hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede § 350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne opgørelse.

Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45 pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48 pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.

Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for minimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver. Det fremgår af Solvens II-direktivets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar 2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennemførelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om finansiel virksomhed.

Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsforsikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tontine virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed

Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.

Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælpsforsikring og assistance.

Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartøjer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.

Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,6 mio. euro.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,6 mio. euro.

Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør 1,2 mio. euro.

Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at genforsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringsselskaber.

Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at selskaber, der udøver virksomhed som captvegenforsikringsselskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.

Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberetning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Finanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkravet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.

Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal, og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den sidste dag i kvartalet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundlaget, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b, stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrundlag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke indeholde kapital, som medregnes i det supplerende kapitalgrundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsikringstagerne.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver vedtaget som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og § 126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Til § 126 e

Med lovforslaget foreslås det som noget nyt ift. indsættelsen af § 126 e i lov nr. 308, at indsætte et nyt 1. pkt. i § 126 e, stk. 1, hvorefter bestemmelsen fremadrettet vil indeholde et krav om, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Bestemmelsen gennemfører i øvrigt artikel 77 a-77 d i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Bestemmelsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal anvende den samme rentekurve til at diskontere deres forpligtelser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne opgør deres hensættelser på.

Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-forsikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver anvendelse af en rentekurve.

Det fremgår endvidere af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlægges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovforslagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og processerne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgørelse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven skabe incitament til god risikostyring.

Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt, likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.

Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den rentekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selskabet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsættes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringsselskaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.

Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende denne.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse til anvendelse af matchtilpasningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsikringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensættelser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en matchtilpasning.

Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt, opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.

For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangspunkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgøres volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risikofrie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende valuta.

EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende denne.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilladelse anvendelse af volatilitetsjusteringen.

Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsikringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, mini-mumskapitalkravet og på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter stk. 3.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke anvendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offentliggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og finansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentliggøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55.

Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i Omnibus II-direktivet.

Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en bekendtgørelse om opgørelsen af match-tilpasningen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering.

Med lovforslaget foreslås det endeligt som noget nyt ift. indsættelsen af § 126 e i lov nr. 308, at indsætte et nyt stk. 6 i § 126 e, der bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder af forsikringsmæssige hensættelser i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner omfattet af § 175 b, stk. 1.

Det skal bemærkes, at med § 1, nr. 62, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed blev der indsat en bemyndigelse til erhvervs- og vækstministeren med § 283, stk. 3, til at fastsætte nærmere regler om rapporter om solvens og finansiel situation, herunder om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Med den foreslåede indsættelse af § 126 e, stk. 6, foreslås denne bemyndigelse i § 283, stk. 3, som foreslået ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, flyttet fra § 283, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 31. Flytningen har til formål at understrege, at værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder af forsikringsmæssige hensættelser, ikke udelukkende er knyttet til de rapporter, som virksomhederne skal udarbejde i medfør af § 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således værdiansætte de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 126 e, stk. 1, i overensstemmelse med de regler, der udstedes i medfør af det foreslåede § 126 e, stk. 6.

Bekendtgørelsen forventes at fastlægge de værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende ved opgørelsen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsikringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensættelserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle overdrage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsikringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal overtage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser. Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskabernes opgørelse af deres solvenskapitalkrav. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal bidrage til at artiklerne 75, 76, stk. 2-5, 77 og 78-85 i Solvens II-direktivet gennemføres.

Reglerne i bekendtgørelsen skal supplere reglerne i solvens II-forordningen, der præciserer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Til § 126 f

For så vidt angår § 126 f foreslås det at indsætte et nyt 1. pkt. ift. den med lov nr. 308 af 28. marts 2015 foreslåede affattelse af § 126 f. Det foreslås dermed, at udvide bestemmelsen, som den blev indsat ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, der fastlægger, at Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvender den risikofri rentekurve, som gruppe 1- forsikringsselskaberne er forpligtet til at anvende ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.

Udvidelsen indebærer, at bestemmelsen fremadrettet tillige vil indeholde et krav om, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 2-forsikringsselskab skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Gruppe 2-forsikringsselskaber skal værdiansætte de forsikringsmæssige hensættelser i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Det fremgår endvidere af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den samme risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtelser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter § 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan udelukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikringer, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmeldes, til de afsluttes.

På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være relevant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe 2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid, og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødvendiggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.

Det skal bemærkes, at bestemmelsen er strafbelagt i henhold til § 373, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 41.

Til § 126 g

Det fremgår af stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risikostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modtager Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det individuelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling. Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringstagernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at blive fyldestgjort.

Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaberne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og påvirkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstilsynet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske stilling.

Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette resultatet af analyserne til Finanstilsynet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive, hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktiekursrisiko og levetidsrisiko.

Til nr. 21 (§ 140, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 268 af 25. marts 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, blev der foretaget en generel begrebsændring i lov om finansiel virksomhed for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, fondsmæglerselskaber og finansielle holdingvirksomheder, hvorefter begrebet basiskapital blev erstattet af ordet kapitalgrundlag. Dette skete med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed fremadrettet anvender den samme kapitalterminologi som CRR-forordningen.

Denne begrebsændring gennemføres nu også i § 140, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, med henblik på at ensrette kapitalterminologien.

Til nr. 22 (§ 152, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 152, stk. 1, skal et pengeinstitut have en forsvarlig likviditet. Likviditeten skal mindst udgøre 15 pct. af gældsforpligtelser, som det påhviler pengeinstituttet at betale på anfordring. Likviditeten skal endvidere mindst udgøre 10 pct. af pengeinstituttets samlede gælds- og garantiforpligtelse. I § 152, stk. 2, defineres, hvilke aktiver, som kan medregnes til et pengeinstituts likvide beholdning. § 152, stk. 3, behandler tilfældet, hvor et pengeinstitut ikke har tilstrækkelig likviditet.

Med lovforslaget foreslås det at § 152, stk. 1-3, ophæves pr. 1. januar 2017, jf. lovforslagets § 9, stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at det efter indfasningen af det nye europæiske likviditetsdækningskrav, LCR, ikke længere er tilladt for medlemsstaterne at opretholde nationale bestemmelser om likviditetskrav, jf. artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen. Dette medfører, at de danske likviditetskrav i § 152 i lov om finansiel virksomhed skal ophæves inden 1. januar 2018, da LCR skal være 100 % indfaset fra den 1. januar 2018, jf. artikel 460, stk. 2, i CRR-forordningen.

I medfør af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter, Bankpakke 6, er det bestemt, at de danske likviditetskrav skal fungere som et minimumskrav for danske pengeinstitutter til og med 2016. I forbindelse med indfasningen af kravet om LCR betyder dette, at de danske likviditetskrav i § 152 i lov om finansiel virksomhed udfases helt når penge- og realkreditinstitutterne skal opfylde 80 pct. af kravet om LCR, jf. artikel 460, stk. 2, litra c, i CRR-forordningen, i 2017.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til nr. 23 og 24 (§ 152, stk. 4 og 5, der bliver stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 152, stk. 4, kan Finanstilsynet fastsætte specifikke likviditetskrav for et eller flere pengeinstitutter. Bestemmelsen i § 152, stk. 5, giver Finanstilsynet hjemmel til, at fastsætte nærmere regler omkring § 152, stk. 1-4.

De foreslåede ændringer af § 152, stk. 4 og 5, som bliver til stk. 1 og 2, er en konsekvensændring, som følge af ophævelsen af § 152, stk. 1-3, jf. § 1, nr. 24. Der er ikke med forslagene tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelserne. I medfør af artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen, er der givet medlemsstaterne mulighed for at opretholde nationale bestemmelser på området for likviditetskrav indtil den 1. januar 2018.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til nr. 25 (§ 153, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 153, stk. 1, skal realkreditinstitutter mindst have anbragt midler i nærmere definerede midler, der svarer til 60 pct. af kravet til realkreditinstituttets basiskapital. Finanstilsynet kan i medfør af § 153, stk. 2, i særlige tilfælde fravige fra grænsen på 60 pct., nævnt i § 153, stk. 1.

Det foreslås at ophæve § 153, stk. 1 og 2, pr. 1. januar 2017, jf. lovforslagets § 9, stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at det efter indfasningen af det nye europæiske likviditetsdæknings-krav, LCR, ikke længere vil være tilladt at medlemsstaterne opretholder nationale bestemmelser om likviditetskrav, jf. artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen. Dette medfører, at det danske krav til realkreditinstitutterne om anbringelse af midler i § 153 i lov om finansiel virksomhed skal ophæves inden 1. januar 2018, da LCR skal være 100 % indfaset fra den 1. januar 2018, jf. artikel 460, stk. 2, i CRR-forordningen.

I medfør af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter, Bankpakke 6, er det bestemt, at kravet om anbringelse af midler for realkreditinstitutterne skal fungere som et minimumskrav for danske realkreditinstitutter til og med 2016. I forbindelse med indfasningen af kravet om LCR betyder dette, at det danske anbringelseskrav for realkreditinstitutter i § 153 i lov om finansiel virksomhed udfases når penge- og realkreditinstitutterne skal opfylde 80 pct. af kravet om LCR, jf. artikel 460, stk. 2, litra c, i CRR-forordningen, i 2017.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til nr. 26 (§ 153, stk. 3, der bliver stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 153, stk. 3, kan Finanstilsynet fastsætte specifikke likviditetskrav for et eller flere realkreditinstitutter.

Den foreslåede ændring af § 153, stk. 3, der bliver til stk. 1, er en konsekvensændring, som følge af de foreslåede ændringer i § 153, stk. 1-2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 25. Der er ikke med forslaget tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelsen. I medfør af artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen, er der givet medlemsstaterne mulighed for at opretholde nationale bestemmelser på området for likviditetskrav indtil den 1. januar 2018.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4

Til nr. 27 (§ 174, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 174, stk. 1, 1. pkt., at i koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er en investeringsforvaltningsholdingvirksomhed eller et investeringsforvaltningsselskab, finder § 126 a, stk. 1, 7 og 8, §§ 146, 147, 156 og 182 i lov om finansiel virksomhed samt artikel 395 i Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber anvendelse på koncernen.

Med den foreslåede ændring af § 174, stk. 1, 1. pkt., udgår henvisningen til § 182 i lov om finansiel virksomhed. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 29, om ændring af § 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter kravet om tilladelse til koncerninterne eksponeringer i § 182 fremadrettet alene finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber.

Kravene til koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er en investeringsforvaltningsholdingvirksomhed eller et investeringsforvaltningsselskab, der ikke har en dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, i § 126 a, stk. 1, 7 og 8, §§ 146, 147, 156 og 182 i lov om finansiel virksomhed, skal svare til de regler, der gælder for investeringsforvaltningsselskaber. Da § 182, stk. 1 og 2, ikke længere vil finde anvendelse for investeringsforvaltningsselskaber i medfør af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 29, foreslås det således at fjerne henvisningen til § 182 i § 174, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 28 (§ 181, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring er alene en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 1244 af 18. december 2012, hvor lov om rente ved forsinket betaling m.v. ændrede titel til lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven).

Der er ikke tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelsen.

Til nr. 29 (§ 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 182, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed ikke må have eksponeringer mod andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra eksponeringer mod dattervirksomheder uden tilladelse fra Finanstilsynet. Af § 182, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, fremgår at en finansiel virksomhed i øvrigt ikke må have en eksponering mod virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på den finansielle virksomhed, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.

Det foreslås, at § 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed ændres således, at bestemmelserne ikke længere finder anvendelse for investeringsforvaltningsselskaber. Bestemmelserne vil herefter kun finde anvendelse for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber.

Kravet om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilladelse til koncerninterne eksponeringer stammer oprindeligt fra lov om banker og sparekasser m.v., idet man ønskede at begrænse de systemiske risici i form af eksponeringer mellem koncerninterne selskaber. Bestemmelsen blev delvist videreført i forbindelse med sammenskrivningen af tilsynslovene i lov om finansiel virksomhed i 2003, og bestemmelsens omfang blev samtidigt udvidet til at omfatte alle finansielle virksomheder i lov om finansiel virksomhed, herunder investeringsforvaltningsselskaber.

Hensynet til systemiske risici kan ikke overføres direkte til investeringsforvaltningsselskaber, idet selskabernes hovedaktivitet er administration af UCITS (investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde) og alternative investeringsfonde. Det vurderes, at ændringen ikke vil medføre en forøget risiko for tab for investorerne i de administrerede UCITS og alternative investeringsfonde, idet midlerne i de administrerede UCITS og alternative investeringsfonde ikke opbevares af investeringsforvaltningsselskabet, ligesom en UCITS eller en alternativ investeringsfond til enhver tid har mulighed for at skifte til et andet investeringsforvaltningsselskab, også i tilfælde af at investeringsforvaltningsselskabet skulle gå konkurs. Investeringsforvaltningsselskabers transaktioner med koncernforbundne selskaber vil forsat være underlagt kravene i bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner, herunder bl.a. kravet om at koncerninterne transaktioner skal ske på markedsbaserede vilkår eller omkostningsdækkende basis, jf. bekendtgørelsens § 4.

Forslaget medfører ensartning af retsstillingen for investeringsforvaltningsselskaber, der også har tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde, jf. § 10 a i lov om finansiel virksomhed, i forhold til selskaber, der alene har tilladelse i henhold til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Med forslaget opnås der således en højere grad af harmonisering af den danske implementering af henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS direktivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010.

Til nr. 30 (§ 224, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 224, stk. 1, nr. 1, omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse til at drive finansiel virksomhed som følge af at virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v. eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. eller regler udstedt i medfør af disse love.

Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet, indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommissionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder. Disse retsakter og tekniske standarder er eller bliver udstedt som forordninger, som er direkte gældende i dansk lovgivning.

Den foreslåede ændring gennemfører dele af artikel 144 i Solvens II-direktivet og indebærer, at Finanstilsynet har mulighed for at inddrage tilladelsen, hvis et forsikringsselskab gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Til nr. 31 (§ 283, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed )

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes en ny § 283 i lov om finansiel virksomhed jf. lovens § 1, nr. 62. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 6, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, med henblik på at foretage en justering af § 283, stk. 3, som omtales nedenfor.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvorefter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt indsende en uddybende rapport om samme forhold til Finanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 1, nr. 52, efter forslaget offentliggøre en rapport om koncernens solvens og finansielle situation og indsende en uddybende rapport på koncernniveau om samme forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører artikel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Det foreslåede § 283, stk. 1, fastslår, at gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt indsende en uddybende rapport om samme forhold til Finanstilsynet.

Ved at stille krav om at selskaberne offentliggør en rapport om deres solvens og finansielle situation efter stk. 1, øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at få indblik i selskabets situation.

Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal give et retvisende billede af selskabet.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 1, nr. 52, årligt skal offentliggøre en rapport om koncernens solvens og finansielle situation og indsende en uddybende rapport på koncernniveau om samme forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører artikel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau efter stk. 2, øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncernens situation. Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern indsender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rapporten skal give et retvisende billede af selskabet eller koncernen.

De nærmere krav til, hvilke oplysninger selskaberne skal offentliggøre, efter henholdsvis stk. 1 og 2 vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.

Med stk. 3, bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om hvilke oplysninger rapporterne om solvens og finansiel situation skal indeholde, og om overgangsbestemmelser om offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet.

I lov nr. 308 af 28. marts 2015, var § 283, stk. 3, affattet således, at ministeren tillige ville kunne fastsætte regler om værdiansættelse. Denne bemyndigelse foreslås med nærværende lovforslag flyttet til § 126 e, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, med henblik på at understrege, at værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, ikke udelukkende er knyttet til de rapporter, som virksomhederne skal udarbejde i medfør af § 283.

Endvidere fremgår det af den foreslåede affattelse af stk. 3, at erhvervs- og vækstministeren udelukkende kan fastsætte regler om offentliggørelse og indsendelse af rapporterne i en overgangsperiode, da regler om frister for offentliggørelse og indsendelse af rapporter er udtømmende reguleret af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Ministerens bemyndigelse efter § 283, stk. 3, som ændret ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, er blevet anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 681 af 22. maj 2015 om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner, som træder i kraft 1. januar 2016, samtidig med lov nr. 308 af 28. marts 2015. Bekendtgørelsen indeholder de nærmere krav til opbygningen og indholdet af den rapport om solvens og finansiel situation som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, herunder hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre oplysninger. Desuden indeholder bekendtgørelsen regler om, i hvilke tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte information i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af rapporten, og der fastsættes et princip om, at selskaberne frivilligt kan offentliggøre yderligere information.

Bekendtgørelsen indeholder endvidere overgangsbestemmelser om fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til Finanstilsynet.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (solvens II) præciseres hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysningerne. Endvidere udsteder Kommissionen gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf. artikel 56 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Til nr. 32 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed )

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 351, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 72, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve § 351, stk. 4, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 7, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag.

Med forslaget indsættes et nyt stk. 4 , som giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i § 64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af lovforslagets ændring af § 64, stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, der udvider anvendelsesområdet for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3 og er en konsekvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til §§ 1, nr. 8 og 10, vedrørende § 64, stk. 8, og § 71, stk. 3.

Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den samme reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved afsættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.

Til nr. 33 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed )

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 73, en henvisning i § 351, stk. 5, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 5, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 8, og samtidig nyaffatte ændringen med dette lovforslag.

Efter den gældende § 351, stk. 4, har Finanstilsynet alene mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt. , indebærer en udvidelse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i § 64, stk. 8, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 8, foreslås udvidet til at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3.

Til nr. 34 (§ 351, stk. 9, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed )

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 76, en henvisning i § 351, stk. 9, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 9, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 9, og samtidig nyaffatte ændringen med dette lovforslag.

Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af et nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10.

Såfremt den pågældende nøgleperson ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4 med lovforslaget bliver stk. 5.

Til nr. 35 (§ 352, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed )

Med den gældende § 352 har Finanstilsynet hjemmel til at foretage undersøgelser, der er egnede til at fremme gennemsigtigheden på det finansielle marked samt at offentliggøre resultaterne af disse.

Med indførelsen af § 352, stk. 2, vil Finanstilsynet få hjemmel til at indsamle prisoplysninger på finansielle produkter rettet mod forbrugere fra de finansielle virksomheder og offentliggøre disse, med henblik på at øge gennemsigtigheden og priskonkurrencen på det finansielle marked.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til løbende at indsamle prisoplysninger fra de finansielle virksomheder og stille dem til rådighed for offentligheden.

Finanstilsynet vil dermed få mulighed for at oprette og drive en prisportal, sådan som det blev aftalt i forbindelse med den politiske aftale om håndtering af refinansieringsrisiko af 6. februar 2014.

Selve specifikationerne for hvilke priser og andre oplysninger om omkostninger, der skal vises i en kommende prisportal for boliglån, og hvilke priser penge- og realkreditinstitutterne derfor skal indberette, vil blive fastlagt af erhvervs- og vækstministeren på baggrund af input fra en arbejdsgruppe i regi af Finanstilsynet med deltagelse af Finansrådet, Forbrugerrådet Tænk, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil også fremadrettet kunne anvendes, hvis det besluttes at etablere andre prisportaler. Det forudsættes, at yderligere prisportaler alene vil blive oprettet i enkeltstående tilfælde, hvis der viser sig at være et aktuelt behov herfor, og der findes relevante kriterier for sammenligning af produkterne eksempelvis sammenlignelig risikoprofil på produktet. Det er endvidere forventningen, at i forbindelse med udviklingen af eventuelle andre prisportaler vil interessenter blive inddraget, for at sikre dækkende og retvisende prisportaler, samt for at sikre, at de administrative byrder for erhvervsvirksomhederne minimeres.

Til nr. 36 (§ 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed )

§ 354 e indeholder regler om offentliggørelse af sager om påtaler, påbud eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Kravet om offentliggørelse efter § 354 e, stk. 1, er begrænset til sager om overtrædelse af de i § 354 e, stk. 2, nævnte bestemmelser.

Med den foreslåede ændring af § 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, udgår henvisningen til § 71, stk. 3, af bestemmelsen. Dette skyldes, at § 71, stk. 3, med dette lovforslag ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 37 (§ 355, stk. 3,1, pkt., i lov om finansiel virksomhed )

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 81, en henvisning i § 355, stk. 3, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 355, stk. 3, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 10, og samtidig nyaffatte ændringen med dette lovforslag.

§ 355 i lov om finansiel virksomhed fastlægger partsbegrebet. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.

Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser truffet i henhold til CRR-forordningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet.

Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.

Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3,1. pkt., får ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også omfattes af § 64, stk. 1-5, jf. § 1, nr. 8, og indebærer, at nøglepersonerne i relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. bestyrelses- og direktionsmedlemmer.

Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningsloven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.

Til nr. 38 (§ 361, stk. 1, nr. 34 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 361, stk. 1, nr. 34, at udenlandske forvaltere af henholdsvis udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde og udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde, der markedsfører deres fonde her i Danmark, skal betale afgift herfor. Afgiften betales årligt og udgør i 2004-niveau 2.000 kr. pr. fond plus 2.000 kr. pr. afdeling i fonden.

Det foreslås, at § 361, stk. 1, nr. 34, ophæves, så udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde (EuVECA) og udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde (EuSEF) ikke skal betale afgift for markedsføring af henholdsvis udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde og udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde i Danmark.

Forslaget skal ses i sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 345/2013 af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde (herefter benævnt EuVECA-forordningen), hvor det fremgår af artikel 16, stk. 2, at værtslandet ikke må pålægge en forvalter af en udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde yderligere krav eller administrative byrder i forbindelse med markedsføringen af en udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde i et andet EU-land. De krav, som en forvalter af en udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde, der ønskes markedsført i andre EU-lande, skal opfylde, fremgår af EuVECA-forordningens artikel 14.

En tilsvarende bestemmelse gælder for forvaltere af udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde efter artikel 17, stk. 2, i EuSEF-forordningen. Kravene til en forvalter af en udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde, der ønskes markedsført i andre EU-lande, fremgår af EuSEF-forordningens artikel 15.

Finanstilsynet har konstateret, at de afgifter, som Finanstilsynet opkræver i medfør af § 361, stk. 1, nr. 34, i lov om finansiel virksomhed, kan anses som yderligere krav i forbindelse med markedsføringen af henholdsvis EuVECA’er og EuSEF’er. For at sikre, at den danske lovgivning er i overensstemmelse med henholdsvis EuVECA-forordningen og EuSEF-forordningen, foreslås bestemmelsen derfor ophævet.

Til nr. 39 (§ 365, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 365, stk. 2, indeholder regler for størrelsen af den andel af Finanstilsynets afgifter, som forsikringsselskaber og firmapensionskasser skal betale.

Bestemmelsen foreslås ændret således, at gruppe 1-forsikringsselskaberne fremadrettet ikke skal opgøre deres basiskapital, men i stedet opgøre deres kapitalgrundlag.

Der er tale om en sproglig konsekvensændring som følge af de nye kapitalbegreber for gruppe 1-forsikringsselskaber, som pr. 1. januar 2016 bliver indført med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed. Der er således ikke tiltænkt nogen materiel ændring.

Til nr. 40 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Det følger af § 27 i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, oftest ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer, har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og denne ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Med lovforslaget foreslås det blandt andet at berigtige en fejl i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter overtrædelse af § 92 i lov om finansiel virksomhed, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. § 92 i lov om finansiel virksomhed er ophævet ved lov nr. 403 af 28. april 2014 og henvisning til denne paragraf skal derfor også udgå af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte ændringer:

§ 101 i lov om finansiel virksomhed:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indsættes en artikel 99 a, litra n, i UCITS-direktivet, som bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at der er sanktionsmuligheder for de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivets bestemmelser om forebyggelse, identificering og behandling af interessekonflikter, foreslås det at ændre henvisningen til § 101, stk. 1, 2 og 4 til § 101, og dermed også at strafbelægge § 101, stk. 3.

Det medfører, at overtrædelse af hele § 101, stk. 1-4, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører for så vidt angår § 101, stk. 3, at medlemmer af bestyrelsen i et investeringsforvaltningsselskab kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de ikke sørger for, at virksomheden har de politikker til forebyggelse, identificering og behandling af interessekonflikter, der er nævnt i § 101, stk. 3, nr. 1- 4. Investeringsforvaltningsselskaber skal have disse politikker til forebyggelse identificering og behandling af interessekonflikter på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Kravet om at investeringsforvaltningsselskaber skal have sådanne politikker gælder også efter den nugældende lovgivning.

§ 102, stk. 2, 3, 5 og 6, i lov om finansiel virksomhed:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indsættes en artikel 99 a, litra m, i UCITS-direktivet, som bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at der er sanktionsmuligheder for de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivets bestemmelser om krav vedrørende investeringsforvaltningsselskabets delegation til tredjemand, foreslås det at ændre henvisningen til § 102, stk. 2, 3, til § 102, stk. 2, 3, 5 og 6 til § 101, og dermed at strafbelægge § 102, stk. 5 og 6.

Overtrædelse af § 102, stk. 5 og 6, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører for så vidt angår § 102, stk. 5, at medlemmer af bestyrelsen i et investeringsforvaltningsselskab kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de ikke sørger for, at udførelsen af de opgaver, som selskabet har delegeret til tredjemand, bliver overvåget. For så vidt angår § 102, stk. 6, betyder det, at medlemmer af bestyrelsen i et investeringsforvaltningsselskab kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de delegerer så mange opgaver ud af selskabet, at det bliver et tomt selskab for så vidt angår selskabets administration af UCITS. Det vil afhænge af en konkret bedømmelse hvor mange opgaver der skal varetages af investeringsforvaltningsselskabet selv, for at man kan sige, at der ikke er tale om et tomt selskab, men der ligger i kravet, at den danske UCITS ikke reelt må blive frovaltet af et andet selskab end dens investeringsforvaltningsselskab.

§§ 103-106, i lov om finansiel virksomhed:

Det skal bemærkes, at der ikke tilsigtes nogen ændringer i henvisningen i § 373, stk. 1 til § 103-106, men at der alene er tale om en tilpasning af bestemmelsens opbygning.

§ 106 a, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 3, i UCITS-direktivet om depotselskabets enkelte pligter overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde de pligter, som er angivet i § 106 a, stk. 1-4. For så vidt angår indholdet af disse pligter, henvises til bemærkningerne til § 106 a, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 a, stk. 1-4, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 a skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt sine pligter.

§ 106 b i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, i UCITS-direktivet om depotselskabets kontrolforpligtelser overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde de pligter, som er angivet i § 106 b. For så vidt angår indholdet af disse kontrolforpligtelser, henvises til bemærkningerne til § 106 b, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 b, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 b skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt sine kontrolforpligtelser.

§ 106 c i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 5, i UCITS-direktivet om depotselskabets opbevaringspligter overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde de pligter, som er angivet i § 106 c. For så vidt angår indholdet af disse pligter, henvises til bemærkningerne til § 106 c, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 c skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 c skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt sine opbevaringspligter.

§ 106 d, stk. 1-5, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets tilføjelse af artikel 22 a, til UCITS-direktivet om krav vedrørende depotselskabets delegation til tredjemand af selskabets opgaver overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets overtrædelser af de krav eller undladelse af at opfylde de krav, som er angivet i § 106 d, stk. 1-5. For så vidt angår indholdet af disse krav, henvises til bemærkningerne til § 106 d, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 d, stk. 1-5, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 d skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven, vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt bestemmelsens krav vedrørende delegation af depotselskabsfunktioner.

§ 107 a i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets tilføjelse af artikel 26 a, til UCITS-direktivet om krav vedrørende depotselskabets pligt til at stille oplysninger til rådighed for Finanstilsynet om de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde dette krav, som er angivet i § 107 a. For så vidt angår nærmere om oplysningspligten, henvises til bemærkningerne til § 107 a, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 107 a skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet, hvis Finanstilsynet anmoder derom, giver de pågældende oplysninger. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven.

Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 107 a skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven, vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt bestemmelsens krav vedrørende afgivelse af oplysninger om de UCITS, som selskabet er depotselskab for.

Til nr. 41 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Det følger af § 27 i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, oftest ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer, har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og denne ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

For så vidt angår de oplistede bestemmelser i lovforslagets ændringer til § 373, stk. 1, skal det bemærkes, at en stor del heraf, blev indsat med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 87. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 87, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 11, og samtidig nyaffatte ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag.

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at den forskel der er mellem ændringen af § 373, stk. 1, som affattet i lov nr. 308 af 28. marts 2015, i forhold til den foreslåede ændring med dette lovforslag, er alene, at der med dette lovforslag indsættes en henvisning til henholdsvis § 126 e og § 126 f, 1. pkt., som herefter strafbelægges.

For så vidt angår de øvrige bestemmelser, der oplistes i ændringen til § 373, stk. 1, henvises der til bemærkningerne til § 1, nr. 87, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslag nr. L 114 af 21. januar 2015.

§ 126 e, i lov om finansiel virksomhed

For så vidt angår den med lovforslaget foreslåede henvisning til § 126 e, stk. 1, skal det bemærkes, at det med nærværende lovforslag foreslås at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), til også at indeholde et krav om, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Da § 126 e, stk. 1, foreslås strafbelagt, medfører det, at det kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, såfremt bestyrelsen og direktionen ikke sikrer at gruppe 1-forsikringsselskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Strafsubjektet i bestemmelsen er således bestyrelsen og direktionen. Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 126 e, jf. § 1, nr. 20.

§ 126 f, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed

Som følge af, at § 126 f udvides, jf. dette lovforslags § 1, nr. 20, foreslås § 373, stk. 1, ændret.

Det foreslås på den baggrund at overtrædelse af § 126 f, 1. pkt., skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det er af afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Strafsubjektet i bestemmelsen er bestyrelsen og direktionen. Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskaber kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de ikke sikrer, at gruppe 2-forsikringsselskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 126 f, jf. § 1, nr. 20.

Til nr. 42 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.

For så vidt angår de oplistede bestemmelser i lovforslagets ændringer i § 373, stk. 2, skal det bemærkes, at en stor del heraf, blev indsat med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 88. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 88, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 12, og samtidig nyaffatte ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag.

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at den forskel der er mellem ændringen af § 373, stk. 2, som affattet i lov nr. 308 af 28. marts 2015, i forhold til den foreslåede ændring med dette lovforslag, er alene, at der med dette lovforslag berigtiges en fejl i § 373, stk. 2, hvorefter overtrædelse af § 77 a, stk. 10, kan straffes med bøde. Denne henvisning blev indsat med § 1, nr. 60, i lov nr. 1556 af 21. december 2010 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, lov om værdipapirhandel m.v., møntloven og forskellige andre love. § 77 a, stk. 10, er imidlertid en undtagelsesbestemmelse til reglerne i § 77 a, stk. 1-7, og egner sig således ikke til at være strafbelagt. Fejlen korrigeres hermed.

Den foreslåede ændring medfører, at overtrædelse af § 77 a, stk. 10, ikke længere kan straffes med bøde.

For så vidt angår de øvrige bestemmelser, der oplistes i ændringen til § 373, stk. 2, henvises der til bemærkningerne til § 1, nr. 88, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslag nr. L 114 af 21. januar 2015.

Til nr. 43 (§§ 417 a-417 d i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes en ny §§ 417 a-417 c, jf. lovens § 1, nr. 95. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 13, og samtidig nyaffatte bestemmelserne med dette lovforslag, med henblik på at indsætte en ny § 417 d.

Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af §§ 417 a-417 c, som de blev indsat ved lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed.

Til § 417 a

Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforanstaltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværende tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansættelse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsrentekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gældende risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et årligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markedskonsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.

Det fremgår af stk. 1 , at Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Justeringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e, stk. 3.

Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, før den 1. januar 2032.

Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstilsynet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssige udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af overgangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapitalmæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og risikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostningerne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende overgangsforanstaltningen.

Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstaltningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.

Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, og gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b, ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede rentekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i, opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrentekurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender justeringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at selskabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagelserne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltillægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 1, nr. 71.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 31, skal offentliggøre, at de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbsmæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsforanstaltningen.

Til § 417 b

Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforanstaltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværende tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansættelse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over til solvens II-reguleringen.

Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsikringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsynet efter § 126 e, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal anvende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1. januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 e, stk. 6, men en række særlige hensyn bevirker, at der vil være visse forskelle.

Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hensættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016. Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markedskonsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1 , at Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032.

Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risikogruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6. april 2010 om kontributionsprincippet.

Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fradraget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den sekstenårige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan derfor ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar 2032.

Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsikringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, når selskabet har fået tilladelse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det fremgår ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskellige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde, at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til anvendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at anvendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikringsmæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende både en justeret rentekurve og et fradrag.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal opgøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.

Beløbet i nr. 1 , er de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 31, om gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser pr.

1. januar 2016.

Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsjustering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, skal de forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse med denne tilpasning.

Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser pr. 31. december 2015.

Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar 2032.

Det følger af det foreslåede stk. 3 , 1. pkt., at udgangspunktet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Efter det foreslåede stk. 3, 2. pkt. , kan Finanstilsynet dog påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar 2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.

Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget. Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risikoprofil og således i højere grad afspejle selskabets situation og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, bliver mindre end det største af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringsselskaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradraget herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikrafttræden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradraget.

I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af, om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stammer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttrædelsen af Solvens II-direktivet.

Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og 2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år.

De risikovægtede poster forventes at blive nærmere beskrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede. For nærmere information herom henvises til bemærkningerne hertil.

Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015.

Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.

Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand, herunder den dertil svarende andel af personaleomkostninger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, udgifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af driftsmidler.

Beløbet efter det foreslåede nr. 4 , udgør 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.

Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for denne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensionsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014.

Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste 3 regnskabsår.

Bruttopræmier skal forstås i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015, bekendtgørelse nr.112 af 7. februar 2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive ændring i præmiehensættelser.

§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapitalens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den historiske risiko, som selskabet har påtaget sig.

Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsforsikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tontine virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.

Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro.

Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælpsforsikring og assistance.

Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartøjer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.

Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6 mio. euro.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.

Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at genforsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringsselskaber.

Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 31, skal offentliggøre, at de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den beløbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsforanstaltningen.

Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af regler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regulerer denne opgørelse.

Til § 417 c

Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af solvenskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, såfremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller fradraget.

Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solvenskapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af overgangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige situation.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2 , at forsikringsselskabet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstaltninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringsselskabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegørelse til Finanstilsynet.

Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032. Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første kvartal.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4 , at forsikringsselskabet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, uden at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.

Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet tilladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.

Til § 417 d

For så vidt angår den foreslåede § 417 d, som foreslås indsat med dette lovforslag, er der tale om en ny overgangsbestemmelse. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 11.

Bestemmelsen medfører, at kravene i artikel 254-257 i solvens II-forordningen udelukkende finder anvendelse for investeringer i securitiseringspositioner, som blev udstedt før den 1. januar 2011, såfremt den underliggende eksponering ændres efter den 31. december 2014.

Begrebet securitiseringsposition er defineret i artikel 1, stk. 1, nr. 19, i solvens II-forordningen, der henviser til definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (herefter benævnt CRR-forordningen). Det fremgår heraf, at en securitiseringsposition er en eksponering mod en securitisering.

En securitisering er en transaktion eller ordning, hvorved kreditrisikoen ved en eksponering eller en pulje af eksponeringer opdeles i trancher. En tranche er et ved aftale fastlagt segment af kreditrisikoen ved en eksponering eller ved en række eksponeringer, hvor en position i segmentet medfører risiko for et større eller mindre kredittab end en position af samme størrelse i hvert af de andre sådanne segmenter, idet der ikke tages hensyn til den kreditrisikoafdækning, som tredjemand direkte giver indehavere af positioner i segmentet eller i andre segmenter, jf. artikel 1, stk. 1, nr. 23, i solvens II-forordningen, der henviser til definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 67, i CRR-forordningen. En tranche er karakteriseret ved at betalingerne i forbindelse med transaktionen eller ordningen afhænger af udviklingen i eksponeringen eller puljen af eksponeringer og rangordenen af trancher afgør fordelingen af tabene i transaktionens eller ordningens levetid, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 61, i CRR-forordningen.

Bestemmelsen sikrer, at investeringer i securitiseringspositioner foretaget før den 1. januar 2011 ikke er omfattet af de krav, der stilles i forordningen, medmindre der foretages ændringer i den underliggende eksponering efter den 1. januar 2014.

Kilde

Til nr. 1 (fodnoten i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det foreslås, at fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v. ændres som konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner (UCITS V-direktivet).

Til nr. 2 (§ 2, nr. 11, litra b, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den nugældende § 2, nr. 11, litra b, skal et depotselskab varetage de opgaver, der fremgår af §§ 106 og 107 i lov om finansiel virksomhed henholdsvis kapitel IV og V, afdeling 3 i UCITS IV-direktivet. Med UCITS V-direktivet nyaffattes §§ 106 og 107 i lov om finansiel virksomhed og depotselskabets opgaver fremgår nu af §§ 106-107 b i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at § 2, nr. 11, litra b, ændres således at der henvises til lov om finansiel virksomhed §§ 106-107 b, samt at henvisningen til UCITS-direktivet rettes til i overensstemmelse med ændringerne i UCITS V-direktivet.

Der er alene tale om konsekvensrettelser, som har til formål at ændre henvisningen til de ændrede pligter, der påhviler depotselskabet efter forslagets § 1, nr. 16-17.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 10, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 3, stk. 10, i lov om investeringsforeninger m.v. skal en investeringsforening have en formue på mindst 10 mio. kr. i hver afdeling. Det fremgår ikke af loven i dag, at der for SIKAV’er og værdipapirfonde, som er to typer af UCITS, gælder et lignende krav om minimumsformue.

Med lovforslaget foreslås det at ligestille investeringsforeninger, som har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller et administrationsselskab, med SIKAV’er og værdipapirfonde, hvorfor det foreslås, at ophæve kravet i § 3, stk. 10 , om en minimumsformue på 10 mio. kr. for afdelinger i investeringsforeninger.

Til nr. 4 (§ 5 i lov om investeringsforeninger m.v.)

Der er ikke i dag i loven et krav om, at en dansk UCITS skal indgå en skriftlig aftale med det udpegede depotselskab. Med forslaget gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 2, i UCITS-direktivet, hvorefter den danske UCITS skal indgå en skriftlig aftale med det udpegede depotselskab.

Med det foreslåede stk. 2 bestemmes, at der skal foreligge en skriftlig aftale om forvaltning og opbevaring af finansielle aktiver imellem den danske UCITS depotselskabet. imellem den danske UCITS og dens udpegede depotselskab. Er den danske UCITS en investeringsforening eller en SIKAV, er det bestyrelsen, der skal træffe beslutning om udvælgelsen af og indgå aftale med et depotselskab. Såfremt den danske UCITS er en værdipapirfond, der ikke er en selvstændig juridisk person, og som derfor ikke har egen ledelse, vil det være investeringsforvaltningsselskabet, der skal indgå en aftale med et depotselskab, da værdipapirfonde alene kan etableres og administreres af investeringsforvaltningsselskaber, jf. § 8, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. I praksis har depotselskabsaftalerne altid været skriftlige. Med den foreslåede bestemmelse lovfæstes denne praksis.

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at depotselskabsaftalen skal regulere den udveksling af information, som er nødvendig for, at depotselskabet kan udføre sine opgaver i henhold til §§ 106-106 d i lov om finansiel virksomhed. Depotselskabet skal for eksempel kunne håndtere en dansk UCITS anvendelse af afledte finansielle instrumenter, hvis den danske UCITS gør brug af sådanne, og depotselskabet skal derfor løbende have information om hvilke afledte finansielle instrumenter den danske UCITS anvender. Aftalen skal dermed indeholde de konkrete pligter, som depotselskabet påtager sig at udføre i forbindelse med aftalen om at være depotselskab. Aftalen skal indeholde bestemmelser om udveksling af alle de oplysninger, som er nødvendige for, at depotselskabet er i stand til at udføre kontroller samt opbevare UCITS’ens værdipapirer og andre likvide aktiver.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om aftalens indhold. Baggrunden for denne bestemmelse er, at EU-Kommissionen med hjemmel i UCITS-direktivets artikel 26 b, litra a, kan fastsætte nærmere regler om aftalens indhold i en gennemførelsesretsakt. Finanstilsynet vil derfor benytte bemyndigelsen til at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen vedtager. Finanstilsynet agter ikke at fastsætte regler, som indeholder yderligere krav end de, som EU-Kommissionen fastsætter. Det er ikke muligt at redegøre nærmere for indholdet af disse regler, der vil blive fastsat, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har udstedt gennemførelsesretsakter. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

Til nr. 5 (§ 9, stk. 1, nr. 9, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 9, stk. 1, nr. 9, tillader Finanstilsynet en investeringsforening at udøve virksomhed, hvis formuen i de enkelte afdelinger, der mindst skal udgøre 10 mio. kr. for hver afdeling, er tegnet på den stiftende generalforsamling og indsat på en spærret konto i et depotselskab, eller der foreligger en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele i hver afdeling for minimumsbeløbet på mindst 10 mio. kr.

Med lovforslaget foreslås en ændring af § 3, stk. 10, jf. forslagets § 2, nr. 3, således, at kravet om en minimumsformue på 10 mio. kr. for afdelinger i investeringsforeninger, der søger om tilladelse, ophæves.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastsætte, at en investeringsforening, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, skal have en formue på mindst 300.000 euro.

I overensstemmelse med artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU, foreslås det med nærværende lovforslag, at ændre § 9, stk. 1, nr. 9, således at der alene gælder et krav om minimumsformue på 300.000 euro for investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab. Det foreslås derudover med lovforslaget, at formuekravet alene skal være opfyldt i forbindelse med tilladelse som investeringsforening, og at det således ikke skal opfyldes løbende efterfølgende.

Det skal bemærkes, at i henhold til § 50 i lov om investeringsforeninger m.v. har bestyrelsen i en investeringsforening pligt til at varetage investorernes interesse ved at sikre, at foreningens formueforhold til enhver tid er forsvarlig i forhold til afdelingens og foreningens drift. Dette krav vil forsat være gældende og medfører for eksempel, at bestyrelsen ikke kan tillade, at formuen i en afdeling bliver så lille, at en efterfølgende afvikling vil medføre uforholdsmæssige omkostninger for de tilbageværende investorer.

Til nr. 6 og 7 (§ 15, stk. 2, nr. 1 og 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Med forslaget til ændring af § 15, stk. 2, nr. 1 og 2, i lov om investeringsforeninger m.v. er der alene tale om en konsekvensrettelse af, at § 15, stk. 2, nr. 3 og 4 ophæves med lovforslagets § 2, nr. 8.

Til nr. 8 (§ 15, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 15, stk. 2, nr. 3 og 4, giver Finanstilsynet tilladelse til nye afdelinger i investeringsforeninger, når afdelingen har en formue på mindst 10 mio. kr., og afdelingens minimumsformue enten er tegnet og indsat på en spærret konto i et depotselskab, eller der foreligger en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele for mindst 10 mio. kr. i afdelingen.

Det foreslås at ophæve § 15, stk. 2, nr. 3 og 4. Dette er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 2, nr. 5 foreslås, at der alene gælder et krav om minimumsformue for investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, og disses afdelinger.

Til nr. 9 (§ 18, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 18, stk. 2, skal en andelsklasse i en investeringsforening have en formue på mindst 10 mio. kr. Formuen skal senest 6 måneder efter etablering enten være tegnet og indsat på en spærret konto i et depotselskab, eller der skal foreligge en ubetinget garanti fra et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele for mindst 10 mio. kr.

Den foreslåede ophævelse af bestemmelsen er en konsekvens af, at kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, foreslås ændret med lovforslagets § 2, nr. 5, således at der stilles krav om, at investeringsforeninger har en formue på mindst 300.000 euro, medmindre investeringsforeningen har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab.

Til nr. 10 (§ 19, nr. 8, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 19, nr. 8, skal en investeringsforenings vedtægter indeholde bestemmelse om, hvorvidt det er foreningens generalforsamling eller bestyrelse, der vælger og træffer beslutning om udskiftning af foreningens depotselskab.

Den foreslåede ændring gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af depotselskabet for investeringsforeninger. Med den foreslåede ændring tilføjes et krav til investeringsforeningers vedtægter om, at de skal indeholde betingelser for udskiftning af et depotselskab, og regler om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

De foreslåede bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af investeringsforeningens depotselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at depotselskabet kan udskiftes, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for investeringsforeningen, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at investeringsforeningens aktiver skal overdrages direkte fra det gamle depotselskab til foreningens nye depotselskab. Det er kutyme i branchen, at det gamle depotselskab aktivt medvirker til at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med overdragelsen af de deponerede værdipapirer og likvider til det nye depotselskab.

Til nr. 11 (§ 19, nr. 13, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 19, nr. 13, indeholder et krav om, at investeringsforeningers vedtægter skal indeholde bestemmelser om foreningens bestyrelse, direktion eller mulighed for delegation af opgaver i forbindelse med den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller et administrationsselskab samt revision.

Den foreslåede § 19, nr. 13, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet for investeringsforeninger.

Med den foreslåede ændring af § 19, nr. 13, tilføjes et krav til investeringsforeningers vedtægter om, at de skal indeholde betingelserne for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet, og om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af investeringsforeningens investeringsforvaltningsselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, om det er bestyrelsen eller direktionen, der kan delegere den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab og, at ledelsen kan trække delegationen tilbage og give den til et nyt investeringsforvaltningsselskab, hvis bestyrelsen eller i givet fald direktionen finder, at det vil være til gavn for foreningen, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at investeringsforeningens aktiviteter skal overdrages direkte fra det gamle investeringsforvaltningsselskab til foreningens nye investeringsforvaltningsselskab.

Til nr. 12 (§ 20, nr. 8, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 20, nr. 8, indeholder alene et krav om, at SIKAV’ens vedtægter skal indeholde bestemmelser om bestyrelsens valg af investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og udskiftning heraf. SIKAV’er er en type UCITS.

Med den foreslåede ændring af § 20, nr. 8, indføres et krav om, at en SIKAV’s vedtægter skal indeholde betingelserne for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Det skal fremgå af SIKAV’ens vedtægter, at det er bestyrelsen, der vælger SIKAV’ens investeringsforvaltningsselskab. Det er således ikke muligt at sætte investeringsforvaltningsselskabets navn ind i vedtægterne eller at fastsætte, at det er generalforsamlingen, der vælger investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet. Da der består et over- og underordnelsesforhold mellem bestyrelsen og investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, skal en bestyrelse kunne afsætte selskabet, hvis bestyrelsen ikke er tilfreds med det. Det skal fremgå af vedtægterne på hvilke betingelser bestyrelsen kan udskifte investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en udskiftning.

Den foreslåede § 20, nr. 8, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet for SIKAV’er.

Bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af SIKAV’ens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at bestyrelsen kan opsige aftalen med SIKAV’ens investeringsforvaltningsselskab og vælge et nyt investeringsforvaltningsselskab, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for SIKAV’en, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at SIKAV’ens aktiviteter skal overdrages direkte fra det gamle investeringsforvaltningsselskab til foreningens nye investeringsforvaltningsselskab.

Til nr. 13 (§ 20, nr. 9, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 20, nr. 9, indeholder alene et krav om, at en SIKAV’s vedtægter skal angive, om det er SIKAV’ens generalforsamling eller bestyrelse, der vælger og kan udskifte depotselskabet. SIKAV’er er en type UCITS.

Den foreslåede § 20, nr. 9, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af depotselskabet for SIKAV’er.

Med den foreslåede ændring af § 20, nr. 9, indføres et krav om, at en SIKAV’s vedtægter skal indeholde betingelserne for udskiftning af depotselskabet, og om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Det skal fremgå af vedtægterne, om det er generalforsamlingen eller bestyrelsen, der vælger depotselskabet. Hvis navnet på SIKAV’ens depotselskab fremgår af vedtægterne, kan det kun udskiftes efter reglerne om vedtægtsændringer. Det skal fremgå af vedtægterne på hvilke betingelser bestyrelsen kan udskifte depotselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en udskiftning.

Bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af SIKAV’ens depotselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at depotselskabet kan udskiftes, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for SIKAV’en, og hvis den træffer beslutning herom. Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at SIKAV’ens aktiver skal overdrages direkte fra det gamle depotselskab til SIKAV’ens nye depotselskab. Det er kutyme i branchen, at det gamle depotselskab aktivt medvirker til at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med overdragelsen af de deponerede værdipapirer og likvider til det nye depotselskab.

Til nr. 14 (§ 21, nr. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 21, nr. 3, indeholder alene et krav om, at en værdipapirfonds vedtægter skal indeholde bestemmelser om investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets navn og eventuelle binavne.

Den foreslåede ændring af § 21, nr. 3, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonde.

Med den foreslåede ændring indføres et krav i § 21, nr. 3, om, at en værdipapirfonds fondsbestemmelser skal indeholde betingelser for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning, udover at skulle indeholde bestemmelser om investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets navn og eventuelle binavne.

Normalt vil det ikke være muligt at udskifte en værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, fordi fonden er oprettet af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskab og er en del af selskabet. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor man som led i en reorganisering eller rekonstruktion ønsker at overflytte en værdipapirfond til et andet investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab.

Fondsbestemmelser om betingelserne for udskiftning af en værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at bestyrelsen for investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet kan overdrage værdipapirfonden til et andet investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for værdipapirfonden, investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at fondens aktiviteter skal overdrages direkte fra det gamle investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab til fondens nye investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab.

Til nr. 15 (§ 21, nr. 9, i lov om investeringsforeninger)

Den gældende § 21, nr. 9, indeholder alene et krav om, at en værdipapirfonds fondsbestemmelser skal indeholde bestemmelser om valg og udskiftning af depotselskabet.

Med den foreslåede ændring indføres et krav i § 21, nr. 9, om, at en værdipapirfonds fondsbestemmelser tillige skal indeholde betingelser for udskiftning af depotselskabet, og om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Fondsbestemmelser om betingelserne for udskiftning af værdipapirfondens depotselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at fondsbestemmelserne bestemmer, at depotselskabet kan udskiftes, hvis investeringsforvaltningsselskabet finder, at det vil være til gavn for fonden, og hvis det træffer beslutning herom.

Den foreslåede § 21, nr. 9, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af depotselskabet for værdipapirfonde.

En værdipapirfonds fondsbestemmelser skal angive, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at fondens aktiver skal overdrages direkte fra det gamle depotselskab til fondens nye depotselskab. Det er kutyme i branchen, at det gamle depotselskab aktivt medvirker til at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med overdragelsen af de deponerede værdipapirer og likvider til det nye depotselskab.

Til nr. 16 (§ 56, stk. 3, i lov om investeringsforeninger)

Efter den gældende § 56, stk. 3, skal et medlem af en investeringsforenings bestyrelse eller direktion eller den eksterne revisor straks meddele Finanstilsynet om en formodning om, at en afdeling ikke opfylder formuekravene i den nugældende § 3, stk. 10.

Bestemmelsen foreslås ophævet som følge af, at kravet om minimumsformue for afdelinger af investeringsforeninger i § 3, stk. 10, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Til nr. 17 (§ 109, stk. 3, i lov om investeringsforeninger)

Opfylder en ny andelsklasse i en investeringsforening ikke kravet om minimumsformue, senest 6 måneder efter at bestyrelsen har truffet beslutning om etablering skal foreningen efter den gældende § 109, stk. 3, afvikle andelsklassen, ved at tvangsopløse samtlige andele, som er udstedt af andelsklassen, uden forudgående generalforsamlingsbeslutning. Opfylder en eksisterende andelsklasse i en investeringsforening ikke kravet om minimumsformue, og har den ikke tilvejebragt den foreskrevne formue inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal foreningen ligeledes afvikle andelsklassen ved at tvangsopløse samtlige andele, som er udstedt af andelsklassen, uden forudgående generalforsamlingsbeslutning. Ved tvangsindløsning skal investorerne dog have tilbud om at få overført deres andele til en anden andelsklasse.

Den foreslåede ophævelse af § 109, stk. 3, er en konsekvens af, at det foreslås, at kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, alene skal finde anvendelse ved tilladelse til investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, og ikke disses andelsklasser.

Til nr. 18 (§ 110, stk. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 110, stk. 2, kan Finanstilsynet inddrage en investeringsforenings tilladelse, hvis ikke alle foreningens afdelinger opfylder kravet om minimumsformue og afdelingen ikke har tilvejebragt minimumsformuen inden for en frist fastsat af Finanstilsynet.

Efter den gældende § 110, stk. 3, kan Finanstilsynet inddrage en investeringsforenings afdelings tilladelse, hvis ikke afdelingen opfylder kravet om minimumsformue og afdelingen ikke har tilvejebragt minimumsformuen inden for en frist fastsat af Finanstilsynet.

Som en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås at ændre kravet om minimumsformue, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, således at det alene finder anvendelse, når investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, søger om tilladelse som investeringsforening, ophæves § 110, stk. 2 og 3.

Til nr. 19 (§ 112, stk. 2, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 112, stk. 2, 2. pkt., skal generalforsamlingens beslutning om afvikling angive, om afvikling skal ske ved likvidation eller ved forenklet afvikling. En afdeling kan ikke træffe beslutning om forenklet afvikling, hvis kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, ikke er opfyldt.

Som en konsekvens af, at kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, foreslås ophævet for afdelinger og andelsklasser af investeringsforeninger, foreslås det tillige, at ophæve § 112, stk. 2, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.

Til nr. 20 (§ 164, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 164, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v. kan Finanstilsynet indhente oplysninger til brug for videregivelse til de i § 175, stk. 6, nr. 14 og 18, nævnte myndigheder. Finanstilsynet kan således efter § 164, stk. 1-4, indhente oplysninger til brug for videregivelse til finansielle myndigheder i andre medlemsstater og i tredjelande.

Undtagelsen til tavshedspligten i § 175, stk. 6, blev imidlertid ændret og udvidet med lov nr. 268 af 25. marts 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, uden der skete en justering af § 164, stk. 6.

Som en konsekvens heraf foreslås det, at ændre bestemmelsen i § 164, stk. 6. Det foreslås derfor, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger til brug for de i § 175, stk. 6, nr. 16-28, nævnte myndigheder og organer, svarende til de myndigheder og organer beliggende i andre medlemsstater og tredjelande, der under visse forudsætninger kan videregives oplysninger til efter § 175, stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til en lignende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 347, stk. 6, om Finanstilsynets mulighed for, at indhente oplysninger til brug for videregivelse til myndigheder og organer i andre lande.

Til nr. 21 (§ 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder ikke mulighed for at pålægge en juridisk person strafansvar for en overtrædelse, der kan tilregnes den juridiske person. Det skyldes at hensynet bag de fleste af de regler, der kan straffesanktioneres, er at beskytte investorerne og deres investeringer. En overtrædelse af disse regler bringer altså investorernes formue i fare. Hvis man idømmer den danske UCITS en bøde for overtrædelse af sådanne investorbeskyttelsesregler, bliver det investorerne, som skal betale bøden for, at deres formue har været bragt i fare. Det er ikke fundet rimeligt. Derfor er der alene mulighed for at straffe medlemmer af en UCITS’ bestyrelse eller direktion eller andre med tilknytning til en dansk UCITS, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte for overtrædelse af bestemmelser i loven.

Som følge af de øvrige foreslåede ændringer i lov om investeringsforeninger m.v. foreslås en række ændringer i bestemmelsen, som gennemgås nærmere nedenfor.

§ 48, stk. 3 og 4, i lov om investeringsforeninger m.v.:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indføres en ny artikel 99 a, litra m, i UCITS-direktivet, som bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at der er sanktionsmuligheder for de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivets bestemmelser om krav vedrørende delegation til tredjemand fra en investeringsforening, som ikke har overladt den daglige administration til et investeringsforvaltningsselskab (selvforvaltende forening), foreslås det at ændre § 48, stk. 1, 6 og 7 til § 48, stk. 1, 3, 4, 6 og 7 og dermed som noget nyt at strafbelægge § 48, stk. 3 og 4.

I § 48, stk. 3, bestemmes, at bestyrelsen kun kan indgå aftaler om porteføljepleje med en virksomhed, der opfylder bestemmelserne i § 64, stk. 1, og som ikke er depotselskab for foreningen, eller er et andet selskab, hvis interesser kan være i strid med den pågældende forenings eller investorenes interesser.

Med lovforslaget kan overtrædelse af § 48, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelsen er investeringsforeningens bestyrelse, fordi bestyrelsen skal indgå eller godkende alle delegationsaftaler på foreningens vegne.

Strafniveauet vil afhænge af, hvor alvorlig overtrædelsen er og af, om investorernes interesser er blevet tilsidesat på bekostning af det selskabs interesser, som der ulovligt er delegeret til. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det kan være omfattet af straffeloven, vil der også kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt kan der normalt blive tale om bødestraf.

I § 48, stk. 4, bestemmes, at bestyrelsen skal sikre, at alle de indgåede aftaler om delegation af opgaver skal medføre en mere effektiv drift af foreningen, samt at de overholder de krav, lovgivningen stiller til delegation af opgaver.

Med lovforslaget kan overtrædelse af § 48, stk. 4, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelsen er investeringsforeningens bestyrelse dels, fordi bestyrelsen skal indgå eller godkende alle delegationsaftaler på foreningens vegne, dels fordi bestyrelsen har det endelige ansvar for foreningens drift.

Strafniveauet vil afhænge af, hvor alvorlig overtrædelsen er og, af om investorernes interesser i at foreningen har en billig og effektiv drift er blevet tilsidesat på bekostning af det selskabs interesser, som der er delegeret til. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det kan være omfattet af straffeloven, vil der også kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt kan der normalt blive tale om bødestraf.

§ 64, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indføres en ny artikel 99 a, foreslås det som noget nyt at strafbelægge overtrædelse af § 64, stk. 3.

Det følger af § 64, stk. 3, at en investeringsforenings delegation af opgaver ikke må forhindre et effektivt tilsyn med foreningen og ikke må forhindre foreningens administration i at virke eller forhindre foreningen i at blive administreret i investorernes interesse.

Med lovforslaget kan overtrædelse af § 64, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelsen er investeringsforeningens bestyrelse dels, fordi bestyrelsen skal indgå eller godkende alle delegationsaftaler på foreningens vegne, dels fordi bestyrelsen har det endelige ansvar for foreningens drift.

Strafniveauet vil afhænge af, hvor alvorlig overtrædelsen er og af, om hensynet til en effektiv drift af foreningen er blevet tilsidesat på bekostning af det selskabs interesser, som der er delegeret til, samt, om formålet hat været at hindre et effektivt tilsyn med foreningen. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det kan være omfattet af straffeloven, vil der også kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt kan der normalt blive tale om bødestraf.

§ 109, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v.:

Det følger i dag af § 190, stk. 1, 1. pkt. i lov om investeringsforeninger m.v., at overtrædelse af § 109, stk. 3 og stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås at det fremadrettet alene vil være overtrædelse af § 109, stk. 6, der vil være strafbelagt, idet § 109, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v. med lovforslagets § 2, nr. 17, foreslås ophævet.

Der er således alene tale om en konsekvensrettelse.

Kilde

Til nr. 1 (§ 84 l i lov om værdipapirhandel m.v.)

Det foreslås at indføre § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., der regulerer Finanstilsynets offentliggørelse af specifikke overtrædelser af loven og regler fastsat i medfør af loven. Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 29 som affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og Kommissionens direktiv 2007/14/EF om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i gennemsigtighedsdirektivet (herefter benævnt gennemsigtighedsdirektivet).

Det skal bemærkes, at bestemmelsen oprindeligt blev indsat ved § 5, nr. 4, i lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love. Ændringen i lov nr. 738 af 1. juni 2015 træder i kraft 26. november 2015. Da dette er efter fremsættelsestidspunktet for nærværende lovforslag foreslås det af lovtekniske årsager, at ophæve § 84 l, som den blev indsat i lov nr. 738 af 1. juni 2015, jf. lovforslagets § 10, nr. 1, og nyaffatte bestemmelsen. Med nærværende lovforslag sker der alene få ændringer ift. affattelsen af bestemmelsen i lov nr. 738 af 1. juni 2015, i form af et nyt 3. pkt., i § 84 l, stk. 1, og indsættelsen af et nyt nummer 5 og 6.

Formålet med indførelsen af § 84 l er at sikre en styrkelse og indbyrdes tilnærmelse af medlemslandenes lovgivning vedrørende sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af vigtige bestemmelser i gennemsigtighedsdirektivet, herunder at øge de nationale sanktioners og foranstaltningers effektivitet og præventive virkning ved bl.a. at indføre krav om, at der skal ske offentliggørelse af sanktioner og foranstaltninger vedrørende både juridiske og fysiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen af de i forslaget til § 84 l, stk. 2, nævnte bestemmelser.

Den foreslåede § 84 l, stk. 1, fastsætter, at Finanstilsynet i de i stk. 2 nævnte sager skal offentliggøre påbuddet, påtalen, politianmeldelsen, det administrative bødeforelæg eller tvangsbøden samt navnet på den virksomhed eller den fysiske person, som meddeles sanktionen eller foranstaltningen for overtrædelse af loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf. Offentliggørelsen skal ske på Finanstilsynets hjemmeside.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 29, stk. 1, i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet. Ifølge artikel 29 skal der ske offentliggørelse af alle beslutninger om sanktioner og foranstaltninger, som pålægges for overtrædelse af direktivet. Finanstilsynets almindelige offentliggørelse af afgørelser m.v., jf. bl.a. § 84 c i lov om værdipapirhandel m.v., afventer i dag ikke en eventuel indbringelse for Erhvervsankenævnet eller domstolene, og ud fra lighedsbetragtninger findes det ikke hensigtsmæssigt med lovforslagets offentliggørelsesbestemmelse at fravige dette.

Finanstilsynet kan endvidere i medfør af det foreslåede § 84 l, stk. 1, 3. pkt. vælge, ved påbud og påtaler i sager om overtrædelse af regnskabsreglerne at offentliggøre et resumé af sagen. Et sådan resumé skal i henhold til den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet som minimum indeholde oplysninger om overtrædelsen, herunder en beskrivelse af de overtrådte bestemmelser, og en angivelse af den virksomhed eller person, som påbuddet eller påtalen er rettet imod. Idet der er tale om sager om forståelse af regnskabslovgivningen er det vigtigt, at offentliggørelsen indeholder tilstrækkelige oplysninger til brugerne om sagen og reglernes anvendelse. Det vil derfor altid bero på en konkret vurdering, om udformningen af et resume i tilstrækkelig grad sikrer forståelighed for brugerne. Offentliggørelse i form af et resumé giver desuden mulighed for, at der kan ske offentliggørelse af oplysninger om overtrædelsen samtidig med, at der foretages en vurdering af reglernes anvendelse. Resuméet giver endvidere mulighed for at udelade oplysninger om en virksomheds fortrolige driftsmæssige og økonomiske forhold, som ellers fremgår af afgørelsen.

Det bemærkes, at oplysninger om at fysiske personer har overtrådt strafsanktioneret lovgivning, herunder modtaget påbud og påtaler m.v., vil kunne være oplysninger om andre rent private forhold i henhold til persondatalovens § 8, og offentliggørelse, som forudsat i artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet, findes ikke i alle tilfælde at kunne ske inden for persondatalovens rammer. Den foreslåede bestemmelse indebærer således i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt offentliggørelse kan ske, en fravigelse af persondatalovens regler. Persondatalovens regler finder i øvrigt anvendelse, herunder eksempelvis regler om behandlingssikkerhed, indsigt m.v. Der henvises i den forbindelse også til betragtning 27 i præamblen til gennemsigtighedsdirektivet, således som denne er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet, hvoraf det bl.a. fremgår, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger i alle enkeltheder finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i forbindelse med gennemsigtighedsdirektivet.

Efter § 84 l, stk. 2, nr. 1, skal offentliggørelse efter stk. 1 for det første ske i sager om overtrædelse af reglerne om offentliggørelse af års- og halvårsrapporter efter § 27, stk. 7, og regler herom udstedt i medfør af § 27, stk. 12, og § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. samt forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en udsteder undlader at offentliggøre en års- eller halvårsrapport inden for de tidsfrister på henholdsvis 4 måneder og 3 måneder, der gælder for offentliggørelse af disse rapporter efter § 27, stk. 7. Virksomheder, der kan overtræde regler udstedt i medfør af § 27, stk. 12, er virksomheder, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, der overtræder regnskabsregler, som er fastsat af Finanstilsynet, jf. § 27, stk. 2.

Efter stk. 2, nr. 2, skal der ske offentliggørelse af beslutninger om sanktioner og foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af § 27, stk. 13, og bestemmelser fastsat i medfør af § 27, stk. 14, og § 30. Finanstilsynet skal dermed på sin hjemmeside offentliggøre samtlige påtaler, påbud, politianmeldelser, administrative bødeforelæg og tvangsbøder vedrørende en fysisk eller juridisk persons overtrædelse af regler om beretninger om betalinger til myndigheder. Overtrædelser kan f.eks. være manglende, for sen eller mangelfuld offentliggørelse af en beretning om betalinger til myndigheder.

Efter stk. 2, nr. 3 , skal der endvidere ske offentliggørelse ved overtrædelse af reglerne om offentliggørelse, registrering og opbevaring af oplysninger efter § 27 a, stk. 1-3, i lov om værdipapirhandel m.v., og regler herom udstedt i medfør af § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. samt forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en udsteder ikke offentliggør oplysninger på en måde, som sikrer, at de i videst muligt omfang når ud til offentligheden i hele Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Et andet eksempel kan være, at en udsteder undlader at indsende offentliggjorte oplysninger til Finanstilsynet.

Efter stk. 2, nr. 4, skal der ske offentliggørelse i sager om overtrædelse af reglerne om meddelelse af større besiddelser af aktier, rettigheder til at erhverve, afhænde eller udøve stemmerettigheder og finansielle instrumenter efter § 29 i lov om værdipapirhandel m.v., og af regler herom udstedt i medfør af § 29, stk. 7, og § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. samt forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en storaktionær undlader at give meddelelse om aktiebesiddelser eller giver for sen eller mangelfuld meddelelse om besiddelser af aktier m.v. til en udsteder.

Med stk. 2, nr. 5 , i lov om værdipapirhandel m.v. foreslås det, at for udstedere af værdipapirer med hjemsted i Danmark skal overtrædelse af reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i årsregnskabsloven, §§ 183-193 i lov om finansiel virksomhed, §§ 63 og 64 i lov om investeringsforeninger m.v., og regler udstedt i medfør § 131 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvis værdipapirerne er optaget til handel på et reguleret marked her i landet, i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, offentliggøres.

Det foreslås endvidere, at overtrædelse af regler udstedt i medfør af årsregnskabsloven, § 196 i lov om finansiel virksomhed, samt § 76 i lov om investeringsforeninger m.v. og i øvrigt overtrædelse af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder skal offentliggøres.

For så vidt angår sager vedrørende virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted, jf. § 83, stk. 2, 4. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. Baggrunden herfor er, at kravene til indholdet i og offentliggørelse af børsnoterede virksomheders finansielle oplysninger fremgår af artikel 4 og 5 i gennemsigtighedsdirektivet. Idet artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet kræver offentliggørelse af alle sanktioner og foranstaltninger for overtrædelser af bestemmelser, der implementerer direktivet, skal alle påtaler, påbud, administrative bødeforelæg og tvangsbøder for overtrædelse af regnskabsreglerne tillige offentliggøres. Offentliggørelsen omfatter kontrol efter § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v., og omfatter således ikke alene afgørelser vedrørende rent finansielle forhold, men også afgørelser vedrørende overtrædelse af krav til ikke finansielle oplysninger, der indgår i årsrapporten, herunder f.eks. krav til virksomhedernes redegørelse for god selskabsledelse eller for samfundsansvar (CSR).

For påtaler og påbud som udstedes af Finanstilsynet til en finansiel virksomhed m.v. for overtrædelse af regnskabslovgivningen, kan bekendtgørelse nr. 1567 af 23. december 2014 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. endvidere finde anvendelse. Bekendtgørelsen kan blive relevant, hvis Finanstilsynet finder, at en påtale eller et påbud til den finansielle virksomhed m.v. er af betydning for virksomhedens kunder, indskydere, øvrige kreditorer eller de finansielle markeder, hvorpå udsteders værdipapirer handles m.v. I et sådan tilfælde skal den finansielle virksomhed offentliggøre Finanstilsynets redegørelse om påtalen på virksomhedens hjemmeside. Hvis påtaler og påbud udstedt af Finanstilsynet ikke vurderes af betydning for virksomhedens kunder, indskydere, øvrige kreditorer eller de finansielle markeder, hvorpå udsteders værdipapirer handles, vil offentliggørelse af påtalen eller påbuddet alene ske på Finanstilsynets hjemmeside.

Med stk. 2, nr. 6 , foreslås det, at overtrædelse af reglerne for finansiel information i års- og delårsrapporter fra udstedere, der har Danmark som hjemland ifølge regler fastsat i medfør af § 30, som disse regler er fastlagt i den regnskabslovgivning, de pågældende udstedere er omfattet af, skal offentliggøres.

De nævnte regler i stk. 2, nr. 5 og 6, er de regler, der i henhold til § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v. er genstand for Finanstilsynets kontrol af de omfattede virksomheders årsrapporter og halvårsrapporter, jf. § 83, stk. 2 og 3. I sager vedrørende virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted, jf. § 83, stk. 2, 4. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. Erhvervsstyrelsens kontrol efter § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v., omfatter ikke alene kontrol af rent finansielle forhold, men også afgørelser vedrørende overtrædelse af krav til ikke finansielle oplysninger, der indgår i årsrapporten, herunder f.eks. krav til virksomhedernes redegørelse for god selskabsledelse eller for samfundsansvar (CSR).

Efter stk. 2, nr. 7, skal der ske offentliggørelse af sager om overtrædelse af reglerne om udstederes oplysningsforpligtelser, hjemland og ligebehandling af og kommunikation med aktionærer og indehavere af obligationer eller andre former for omsættelige gældsinstrumenter udstedt i medfør af § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. og forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en udsteder af aktier undlader at offentliggøre det samlede antal stemmerettigheder og den samlede kapital i selskabet ved udgangen af en måned, i hvilken der er sket en stigning eller et fald som følge af en kapitalforhøjelse eller kapitalnedsættelse.

§ 84 l, stk. 3 , fastsætter, at offentliggørelse efter stk. 1 skal udskydes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelse med navns nævnelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske person, efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, eller offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet. Dette gælder ligeledes i tilfælde, hvor der er tale om offentliggørelse vedrørende en fysisk person, hvis de samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at være proportionale i forhold til hensynet til personen.

Ved uforholdsmæssig stor skade menes der de tilfælde, hvor virksomhedens fortsatte drift vil blive truet, eller meget væsentlige interesser krænkes. Det forhold at offentliggørelse af en virksomheds navn vil kunne medføre fald i kursen på en virksomheds aktier, tab af kunder, eller at offentliggørelse vil kunne bane vej for et erstatningskrav mod virksomheden eller den fysiske person, vil ikke i sig selv være nok til, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form.

Efterforskningsmæssige hensyn kan endvidere tale imod offentliggørelse. Det vil sige, at offentliggørelse skal udskydes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelse vil kunne skade en efterfølgende strafferetlig efterforskning. Ved tvivl vil spørgsmålet om offentliggørelse blive forelagt den relevante politimyndighed. Finder politimyndigheden, at der er forhold, som taler mod offentliggørelse, vil Finanstilsynet normalt lægge dette til grund. Udskydes offentliggørelsen vil udskydelsen vare til der ikke længere er hensyn, der kan begrunde udskydelsen.

Endelig skal offentliggørelse udskydes eller ske i anonymiseret form i tilfælde af, at offentliggørelse vil medføre en trussel mod den nationale finansielle stabilitet.

Såfremt der er tale om offentliggørelse af navnet på en fysisk person, skal der ligeledes ske offentliggørelse i anonymiseret form, hvis offentliggørelse af navnet på en fysisk person i det konkrete tilfælde må vurderes ikke at være proportionalt i forhold til hensynet til personen. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb, som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige integritet.

Hvis der er tale om et tilfælde, hvor der efter bestemmelsen skal ske offentliggørelse i anonymiseret form, men offentliggørelse ikke kan ske i anonymiseret form, fordi der ikke kan ske en effektiv anonymisering, vil offentliggørelsen ikke skulle foretages efter denne bestemmelse. Det er for eksempel tilfældet, hvis beskrivelsen af de konkrete forhold i sagen gør, at det vil være muligt entydigt at identificere den virksomhed eller fysiske person afgørelsen er rettet imod, uanset at denne ikke er nævnt ved navn. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis der f.eks. udelukkende findes én virksomhed, som har aktiviteter med skovning af primærskove, som er forpligtet til årligt at offentliggøre en beretning om betalinger til myndigheder efter forslaget til § 27, stk. 13, i lov om værdipapirhandel m.v.

§ 84 l, stk. 3, gennemfører artikel 29, stk. 1, litra a-c, i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet.

§ 84 l, stk. 4, 1. pkt. , fastsætter, at hvis en afgørelse omfattet af bestemmelsen, dvs. et påbud eller en påtale for overtrædelse af de i stk. 2 nævnte forhold, samt tvangsbøder indbringes for Erhvervsankenævnet eller domstolene, jf. § 88 i lov om værdipapirhandel m.v., skal dette fremgå af offentliggørelsen. Status samt det efterfølgende resultat skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt. Status kan f.eks. være, at parten efterfølgende trækker sin klage tilbage, eller at sagen afvises, hvorimod status quo ikke skal offentliggøres.

Finanstilsynet offentliggør i dag efter § 84 c i lov om værdipapirhandel m.v. bl.a. domme over juridiske personer i sager, der har været overgivet til politimæssig efterforskning, samt status om anke og resultatet heraf. Med forslaget skal Finanstilsynet tillige offentliggøre status samt det efterfølgende resultat af anken, hvis et påbud, en påtale eller en tvangsbøde for overtrædelse i de i stk. 2 nævnte forhold indbringes for Erhvervsankenævnet eller domstolene.

Stk. 4, 1. pkt., gennemfører artikel 29, stk. 2, i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet.

På tilsvarende måde skal Finanstilsynet efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., i de tilfælde, hvor en sag er overgivet til politimæssig efterforskning, og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde, offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf på tilsynets hjemmeside hurtigst muligt.

Den foreslåede § 84 l, stk. 5, 1. pkt., fastsætter, at offentliggørelse i henhold til stk. 1-4 skal ske hurtigst muligt efter, at den fysiske eller juridiske person er underrettet om sanktionen eller foranstaltningen, og offentliggørelsen skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år fra offentliggørelsen.

Hurtigst muligt i § 84, stk. 5, 1. pkt., skal ikke fortolkes i overensstemmelse med § 27, stk. 1, og § 29, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., som omhandler udstederes oplysningsforpligtelser.

§ 5 i persondataloven indeholder en række grundlæggende principper, der gælder for alle behandlinger af personoplysninger, herunder fastsætter bestemmelsen bl.a., at indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. På den baggrund foreslås det i stk. 5, 2. pkt., at offentliggjorte oplysninger, som vedrører fysiske personer, kun skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen. Vurderingen skal foretages ud fra, at de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen er at sikre en styrkelse og indbyrdes tilnærmelse af medlemslandenes lovgivning vedrørende sanktioner for overtrædelse af vigtige bestemmelser i gennemsigtighedsdirektivet, herunder øge de nationale sanktioners og foranstaltningers effektivitet og præventive virkning. I denne vurdering bør blandt andet men ikke alene indgå en vurdering af vigtigheden af information til markedet om de pågældende overtrædelser og den præventive effekt ved offentliggørelse af den fysiske persons navn overfor hensynet til den fysiske persons private forhold.

Til nr. 2 (§ 87, stk. 9, i lov om værdipapirhandel m.v.)

Afsnit II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 648/2012/EU af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (herefter benævnt EMIR-forordningen) pålægger såkaldte ikke finansielle modparter forpligtelser i forbindelse med handel med OTC-derivater. Ved en ikke finansiel modpart skal i henhold til forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 9, forstås en enhed, der hverken er omfattet af definitionen af en central modpart (CCP) i forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 1 eller definitionen af en finansiel modpart i forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 8. Et OTC-derivat er et afledt finansielt instrument, der ikke handles på en børs eller et tilsvarende reguleret marked jf. EMIR-forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 7.

Ikke finansielle modparter kan have interesse i at handle OTC-derivater eksempelvis som led i afdækning af vedkommendes forretningsrisici. EMIR-forordningens artikel 9, stk. 1, forpligter ikke finansielle modparter til at indberette oplysninger om indgåede -derivathandler til såkaldte transaktionsregister, der opretholder et centralt register over alle indgåede derivattransaktioner til brug for myndighedernes generelle markedsovervågning. OTC-derivater kan anvendes til såvel spekulative som kommercielle formål. Ikke finansielle modparter er i det omfang deres spekulative aktiviteter overskrider den grænseværdi, der er fastsat i medfør af artikel 10, stk. 3, i EMIR-forordningen, endvidere forpligtede til at cleare alle OTC-derivathandler jf. forordningens artikel 10, stk. 1, eller udveksle sikkerhedsstillelse og foretage anden risikostyring jf. forordningens artikel 11.

I medfør af den gældende § 83, stk. 1, 3. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. er Finanstilsynet udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af EMIR-forordningen bortset fra forordningens afsnit VI og VII. Heri ligger en forpligtelse for Finanstilsynet til at påse, at ikke finansielle modparter overholder forordningens afsnit II. Finanstilsynet har imidlertid ikke hjemmel til at anvende de kontrolbeføjelser, der er oplistet i § 87 i lov om værdipapirhandel m.v., i forbindelse med tilsyn med at ikke finansielle modparter overholder deres forpligtelser efter afsnit II i EMIR-forordningen. Dette indebærer, at Finanstilsynet hverken har hjemmel til at foretage kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter uden retskendelse eller pålægge bestyrelsen i en ikke finansiel virksomhed at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn med at virksomheden overholder dens forpligtelser i medfør af afsnit II i EMIR-forordningen. Dog kan Finanstilsynet i medfør af EMIR-forordningens artikel 81, stk. 3, litra h, hente oplysninger via transaktionsregistre, til brug for tilsynet med de ikke finansielle modparter, og ikke finansielle virksomheder, der overskrider den i henhold til EMIR-forordningen fastsatte grænseværdi, er desuden forpligtet til at indberette oplysninger herom til Finanstilsynet i henhold til forordningens artikel 10, stk. 1, litra a.

Det fremgår ikke direkte af EMIR-forordningen hvilke tilsynsbeføjelser, den kompetente myndighed skal tillægges. Forordningens artikel 9, stk. 1, forpligter imidlertid medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionssystemet for finansielle modparter og ikke finansielle modparter, der er indført i medfør af forordningens artikel 9, stk. 1, kan håndhæves. Det vurderes, at Finanstilsynet for at opfylde dette krav nødvendigvis må tillægges tilsynsbeføjelser over for ikke finansielle modparter svarende til Finanstilsynets øvrige tilsynsbeføjelser.

Derfor foreslås indsat en bestemmelse i § 87, stk. 9, der giver Finanstilsynet adgang til at anvende de kontrolbeføjelser, der er oplistet i lovens § 87, stk. 1-6 og 8, i forbindelse med tilsynet med ikke finansielle modparters overholdelse af deres forpligtelser efter afsnit II i EMIR-forordningen.

Finanstilsynet vil som følge heraf eksempelvis kunne gå på kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter, svarende til Finanstilsynets øvrige tilsynsvirksomhed og vil endvidere kunne pålægge bestyrelsen i en ikke finansiel virksomhed at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn med at virksomheden overholder dens forpligtelser i medfør af afsnit II i EMIR-forordningen.

Finanstilsynets tilsynsbeføjelser overfor ikke finansielle modparter forventes tilrettelagt i overensstemmelse med Finanstilsynets nuværende praksis for finansielle virksomheder. På den baggrund vil kontrolbesøg således almindeligvis blive afholdt på grundlag af varsel og indkaldelse, men vil undtagelsesvist også kunne finde sted med kort varsel eller uvarslet, hvis virksomhedens forhold eller markedsforholdene tilsiger det. Tilrettelæggelsen af kontrolbesøg vil ske ud fra en risikobaseret tilgang. Heri ligger, at Finanstilsynet har fokus på de større og risikofyldte virksomheder, hvor risikoen for overtrædelser eller konsekvenserne heraf er størst. I øvrigt forventes tilsynet tilpasset niveauet i de øvrige medlemsstater.

Når Finanstilsynet skønner det nødvendigt at få adgang til ikke finansielle modparter uden retskendelse, skal dette ske i overensstemmelse med retssikkerhedslovens regler.

Kilde

Til nr. 1 (§ 21, stk. 3, nr. 4, i revisorloven)

§ 21, stk. 3, i revisorloven, angiver hvilke virksomheder, der vurderes at være af særlig interesse for offentligheden. Der gælder en række skærpede krav for revisionen af virksomhederne omfattet af lovens § 21, stk. 3, herunder krav om yderligere oplysninger om uafhængighed i revisionsprotokollen, jf. § 21, stk. 1, forbud mod at yde regnskabsmæssig assistance, jf. § 24, stk. 4, rotationspligt for revisor, jf. § 25, offentliggørelse af gennemsigtighedsrapport, jf. § 27, samt hyppigere kvalitetskontrol fra Revisortilsynet, jf. § 29, stk. 3.

§ 21, stk. 3, omfatter bl.a. virksomheder og foreninger, der er omfattet af kapital- eller formuekrav i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder eller foreninger, samt ATP koncernen, jf. det nugældende § 21, stk. 3, nr. 4.

Det foreslås at ændre bestemmelsen så Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Lønmodtagernes Dyrtidsfond omfattes sammen med Arbejdsmarkedets Tillægspension, mens de datterselskaber til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som ikke er omfattet af kapital- eller formuekrav i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder, ikke omfattes af bestemmelserne. For i øvrigt at skabe større klarhed om hvilke virksomhedstyper, der er omfattet via § 21, stk. 3, nr. 4, er det valgt at nyaffatte bestemmelsen, så den nu udtrykkeligt oplister de virksomhedstyper, der er omfattet.

Bestemmelsen blev ved den seneste ændring, jf. § 10 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, formuleret således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der hidtil havde været omfattet, ved en fejl udgik af bestemmelsen, ligesom alle Arbejdsmarkedets Tillægspensions datterselskaber blev omfattet af bestemmelsen, hvilket heller ikke var tilsigtet. Dette rettes der op på med den foreslåede ændring af bestemmelsen.

Kilde

Til nr. 1 (§ 2, nr. 14, i lov restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Med § 2, nr. 14, defineres hvad der i lov restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder skal forstås ved et fondsmæglerselskab I. Dette begreb er allerede i dag defineret i lov om finansiel virksomhed, hvorfor der henvises til definitionen heri.

Den gældende § 2, nr. 14, henviser imidlertid til § 5, stk. 1, nr. 32, i lov om finansiel virksomhed. Dette foreslås ændret, således at henvisningen bliver til § 5, stk. 1, nr. 35, i lov om finansiel virksomhed.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 32, med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, bliver til § 5, stk. 1, nr. 35, pr. 1. januar 2016. Ændringen foreslås således alene med henblik på at sikre den korrekte henvisning til definitionen af et fondsmæglerselskab I.

Kilde

Til nr. 1 (§ 161, stk. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Finanstilsynet kan efter § 161, stk. 1, nr. 1-4, i lov om forvaltere af alternative m.v. investeringsfonde indhente oplysninger til brug for tilsynet med forvaltere af alternative investeringsfonde. Efter § 170, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., kan Finanstilsynet videregive oplysninger omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt til en udtømmende opremsning af myndigheder, organger m.v., herunder også em række myndigheder og organer i andre medlemslande eller tredjelande, under forudsætning af, at betingelserne for videregivelse i § 170 iagttages

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 6 i § 161 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at indhente oplysninger efter § 161, stk. 1-4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. til brug for videregivelse til de i § 170, stk. 7, nr. 20-28, nævnte myndigheder og organer.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for samarbejde mellem de forskellige nationale tilsynsmyndigheder omkring udveksling af oplysninger om de forvaltere, som er under tilsyn i Danmark. Da direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde (herefter benævnt FAIF-direktivet) giver forvaltere af alternative investeringsfonde mulighed for at udøve deres virksomhed grænseoverskridende i Europa, foreslås det derfor, at der også er mulighed for, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger fra de danske forvaltere af alternative investeringsfonde til brug for videregivelse til de i § 170, stk. 6, nr. 20-28 nævnte myndigheder og organer.

Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til § 347, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, om Finanstilsynets mulighed for, at indhente oplysninger til brug for videregivelse til myndigheder og organer i andre lande.

Til nr. 2 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen er subsidiær i forhold til straffelovens regler, hvorfor bestemmelsen får særlig betydning ved overtrædelser, der ikke er strafsanktioneret i øvrigt. Endvidere får bestemmelsen selvstændig betydning, såfremt overtrædelsen er sket ved uagtsomhed, der ikke straffes efter straffeloven, medmindre det er særskilt anført, jf. straffelovens § 19.

Med den foreslåede lovændring indføres straf for overtrædelse af de anførte bestemmelser i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 231/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn.

Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af en af de bestemmelser, som er nævnt i stk. 1. Det følger af § 190, stk. 6, jf. § 27 i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 190, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest vil være ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, ligesom der vil kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og overtrædelsen ikke er af underordnet karakter.

Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte ændringer i forslaget til ændringer i § 190, stk. 1, hvormed der indsættes henvisninger til en række artikler i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 231/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn.

Artikel 2, stk. 6, 3.-5. pkt. , indeholder regler om at forvalteren skal fastsætte en tærskelberegnings dato i forhold til beregningen af den tærskelværdi som følger af § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og skal anvende denne dato på en konsekvent måde. Såfremt der sker ændringer i denne dato, skal dette begrundes overfor den kompetente myndighed, som i Danmark er Finanstilsynet. Forvalteren skal endvidere tage hensyn til tidspunktet for og hyppigheden af værdiansættelsen af de forvaltede aktiver. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 2, stk. 6, 3.-5. pkt., er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er at undlade at fastsætte en tærskelberegningsdato, og ikke at tage hensyn til tidspunktet for og hyppigheden af værdiansættelsen af de forvaltede aktiver. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 2, stk. 6, 3.-5. pkt., som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 4, stk. 3 og 5 , indeholder regler om, at såfremt forvalteren midlertidigt overtræder tærskelværdien efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., skal forvalteren underrette Finanstilsynet herom. Forvalteren skal efter 3 måneder genberegne værdien af de forvaltede aktiver og skal kunne godtgøre overfor den kompetente myndighed, som i Danmark er Finanstilsynet, at overtrædelsen af tærskelværdien var af midlertidig karakter og, at det således ikke er nødvendigt for forvalteren at indgive en ansøgning om tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde efter § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 4, stk. 3 og 5, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er manglende underretning til Finanstilsynet samt manglende genberegning efter 3 måneder. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 4, stk. 3 og 5, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 51, stk. 1, 1. pkt., indeholder regler om, at forvaltere af alternative investeringsfonde kun må påtage sig eksponering for kreditrisiko ved securitisation, hvis det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver udtrykkeligt har meddelt forvalteren, at vedkommende fortsat bibeholder en væsentlig nettokapitalandel på mere end 5 pct. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 51, stk. 1, 1. pkt., er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende handling er at påtage sig eksponering for kreditrisikoen ved en securitisation uden at forvalteren udtrykkeligt er blevet meddelt af det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver, at denne beholder minimum 5 pct. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 51, stk. 1, 1. pkt., som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 52 indeholder regler om de kvalitative krav der gælder for forvalteren, før forvalteren påtager sig eksponering for kreditrisikoen ved en securitisation på vegne af en eller flere alternative investeringsfonde. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 52 er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er, at forvalteren undlader at sikre sig, at det organiserende og engagementsleverende kreditinstitut opfylder betingelserne i artikel 52, litra a-g, før forvalteren påtager sig eksponering for kreditrisikoen ved en securitisation på vegne af en eller flere alternative investeringsfonde. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 52 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 53, stk. 1, stk. 2, 1. pkt. og 3-6 pkt., og stk. 3-5 indeholder regler om kvalitative krav vedrørende forvaltere, som er eksponeret for securitisationer på vegne af en alternativ investeringsfond. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 53, stk. 1, stk. 2, 1. pkt. og 3.-6. pkt., og stk. 3-5, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er manglende overholdelse af de krav, som gælder for forvalteren, når forvalteren eksponeres for kreditrisikoen for en securitisation på vegne af en eller flere alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 53, stk. 1, stk. 2, 1. pkt. og 3-6 pkt., og stk. 3-5, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 54 indeholder regler om korrigerende foranstaltninger ved eksponering overfor securitisationer, som forvalteren skal træffe ved eksponering for securitisationer. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 54 er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er manglende korrigerende foranstaltninger, som opfylder kravene i artikel 54. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 54 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 90, stk. 2, 3. pkt. og stk. 3 , indeholder regler om kontrol af ejendomsret og registrering i forbindelse med opbevaringsopgaven. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 90, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion samt den alternative investeringsfondes depositar. Den strafbetingende faktor er for forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, manglende sikring af at depositaren får certifikater og anden dokumentation, hver gang der er et salg eller køb af aktiver eller en corporate action, der fører til udstedelsen af finansielle instrumenter, og mindst en gang om året samt manglende sikring og manglende fremsendelse af instrukser og relevante oplysninger i forbindelse med den alternative investeringsfonds aktiver, til depositaren. For depositaren er den strafbetingende faktor en manglende sikring af, at forvalteren har og gennemfører passende procedurer til at kontrollere, at de aktiver, der er erhvervet af den forvaltede alternative investeringsfond, er behørigt registreret. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 90, stk. 2, 3. pkt. og stk. 3, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 91 indeholder regler om hvilke oplysninger forvalteren skal sørge for at en eventuelt primebroker skal stille til rådighed for den alternative investeringsfonds depositar. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 91, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er hvis forvalteren undlader at sørge for at prime brokeren, jf. § 3, stk. 1, nr. 36, stiller en erklæring, som fremgår af artikel 91, til rådighed for depositaren senest ved afslutning af den bankdag, der følger bankdagen, som erklæringen vedrører. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 91 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 98, stk. 6 og 7, indeholder regler om at en depositar skal udarbejde beredskabsplan for hvert marked hvor depositaren har delegeret opbevaringsfunktionen til tredjemand og at en depositar skal træffe foranstaltninger, herunder ophæve aftalen med tredjemand såfremt tredjemand ikke opfylder kravene. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 98, stk. 6 og 7, er den alternative investeringsfonds depositar og den strafbetingende faktor er, at depositaren ikke har udarbejdet beredskabsplanen og at depositaren ikke træffer foranstaltninger, såfremt tredjemand ikke opfylder kravene. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 98, stk. 6 og 7, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 100, stk. 2, 2. pkt. og stk. 4 og 5, indeholder regler om depositarens og forvalterens pligter når der er tale om tab af finansielle instrumenter opbevaret i et depot. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 100, stk. 2, 2. pkt., er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 100, stk. 4 og 5, er den alternative investeringsfonds depositar. Den strafbetingende faktor er, at forvalteren eller depositaren undlader at leve op til sine forpligtelser i forbindelse med konstatering af tab af et finansielt instrument. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 100, stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 103 indeholder regler om oplysninger i den alternative investeringsfonds årsrapport samt fremlæggelsen af oplysningerne. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 103 er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er, hvis forvalteren undlader at fremlægge oplysninger i årsrapporten på en måde, der giver væsentlige og sammenlignelige og klare oplysninger og hvis ikke årsrapporten indeholder oplysninger, som investorerne har brug for i forbindelse med de bestemte alternative investeringsfondes struktur. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 103 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 104, stk. 4-7, indeholder regler om indhold og format af balance eller formueopgørelsen og af opgørelsen over indtægter og udgifter. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 103 er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er, hvis forvalteren ikke lever op til de krav, der følger af stk. 4-7, omkring oplysninger og præsentation af oplysningerne. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 104, stk. 4-7, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 106, stk. 4, indeholder regler om, at væsentlige ændringer i de oplysninger, som er givet til investorerne før investering i den alternative investeringsfond, jf. artikel 23 i FAIF-direktivet, som gennemført i dansk ret ved § 62 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., samt konsekvensen heraf, skal oplyses i den alternative investeringsfonds årsregnskab. De væsentlige ændringer samt konsekvensen heraf skal oplyses i den alternative investeringsfonds årsregnskab også selv om dette ikke følger af gældende regnskabsregler og standarder Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 106, stk. 4, er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er at undlade at beskrive væsentlige ændringer og de forventede konsekvenser for fonden og investorerne. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 106, stk. 4, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 107, stk. 4, indeholder regler om, at forvalteren skal oplyse i den alternative investeringsfonds årsrapport omkring de finansielle og ikke-finansielle kriterier for forvalterens aflønningspolitik og praksis for de relevante medarbejderkategorier. Endvidere indeholder bestemmelsen regler om, at forvalteren som minimum skal give de oplysninger, der er nødvendige for at forstå den alternative investeringsfonds risikoprofil og de foranstaltninger forvalteren træffer for at undgå eller styre interessekonflikter. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 107, stk. 4, er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion. Den strafbetingende faktor er at undlade at give de oplysninger, som fremgår af artikel 107, stk. 4. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 107, stk. 4, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 109, stk. 1, indeholder regler om, at oplysninger, jf. artikel 23, stk. 5, i FAIF-direktivet, som gennemført ved § 65 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., skal præsenteres på en klar og forståelig måde. De oplysninger, der jf. § 65 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., skal stilles til rådighed for den alternative investeringsfonds investorer, er oplysninger omkring det maksimale gearingsniveau, mulighed for genanvendelse af sikkerhedsstillelse eller anden garanti, der er ydet i henhold til gearingsaftalen samt det samlede beløb, der er gearet for i fonden. . Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 109, stk. 1, er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion. Den strafbetingende faktor er undladelse af, at præsentere de oplysninger, som fremgår af § 65 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. på en klar og forståelig måde. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 109, stk. 1, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Kilde

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning)

§ 3, stk. 1, oplister hvilke institutter der skal være tilsluttet og yde bidrag til Garantifonden for indskydere og investorer, som i loven er benævnt Fonden.

Det foreslås at ændre ordet Fonden til Garantiformuen.

Forslaget er en lovteknisk ændring, som følge af at Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) blev nedlagt ved lov nr. 334 af 31. marts 2015 og erstattet af en Garantiformue. Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring.

Til nr. 2 (§ 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om en indskyder- og investorgarantiordning)

Den gældende § 9 omhandler Garantiformuens dækningsområde. Det fremgår af § 9, stk. 3, 1. pkt., at Garantiformuen dækker indskud, som i henhold til lov har et socialt formål, og er knyttet til særlige begivenheder i livet, indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder.

I dette 1. pkt., har der imidlertid indsneget sig en fejl, i det der står ”og og er knyttet til særlige begivenheder i livet”.

Med forslaget fjernes det ene ”og”. Der er således alene tale om en korrektion af teksten.

Kilde

Til nr. 1 (§ 6, stk. 8, 1. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Den gældende § 6, stk. 8, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. handler om rentefastsættelse for forlængede obligationer.

I forbindelse med en ændring af bestemmelsen i medfør af lov nr. 532 af 29. april 2015 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov om finansielle rådgivere, lov om pantebrevsselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og forskellige andre love blev der ved en fejl indsat en henvisning til stk. 3 eller 5, hvilket rettelig skulle have været en henvisning til stk. 2 eller 5. På den baggrund foreslås § 6, stk. 8, 1. pkt. ændret.

Den foreslåede ændring medfører ikke materielle ændringer.

Kilde

Til nr. 1 (§ 1, nr. 20, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, jf. lovens § 1, nr. 20, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 6. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 2 (§ 1, nr. 26, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 64, stk. 8, jf. lovens § 1, nr. 26, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 2, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 8. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 3 (§ 1, nr. 27, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, blev der indsat et nyt § 71, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 28. På den baggrund blev det præciseret i § 71, stk. 2, at Finanstilsynets hjemmel også omfatter fastsættelse af regler i medfør af § 71, stk. 3 og 4, idet begge stykker blot indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effektiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til stk. 1, jf. lovens § 1, nr. 27. Henvisningen til § 71, stk. 3 og 4, skal dog rettelig alene være en henvisning til § 71, stk. 3, jf. dette lovforslags § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det derfor af lovtekniske grunde, at ophæve ændringen af § 71, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 27, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte ændringen af § 71, stk. 2, med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 9. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9

Til nr. 4 (§ 1, nr. 28, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, blev der indsat et nyt § 71, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 28. Med dette lovforslag ophæves det gældende § 71, stk. 3, jf. § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve § 1, nr. 28, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, og nyaffatte bestemmelsen, jf. § 1, nr. 10. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 5 (§ 1, nr. 34, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes §§ 126 b-126 g, jf. lovens § 1, nr. 34, som led i gennemførelsen af Solvens II-direktivet. Med dette lovforslag foretages ændringer i den med lov nr. 308 af 28. marts 2015 foreslåede affattelse af § 126 e og f.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes bestemmelserne med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 20.

Til nr. 6 (§ 1, nr. 62, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes en ny § 283 i lov om finansiel virksomhed jf. lovens § 1, nr. 62. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, med henblik på at foretage en justering af § 283, stk. 3, jf. § 1, nr. 31. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 31.

Til nr. 7 (§ 1, nr. 72, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 351, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 72, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve § 351, stk. 4, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 32.

Til nr. 8 (§ 1, nr. 73, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 73, en henvisning i § 351, stk. 5, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 5, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 33.

Til nr. 9 (§ 1, nr. 76, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 76, en henvisning i § 351, stk. 9, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 9, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen med dette lovforslag, jf. § 1 nr. 34.

Til nr. 10 (§ 1, nr. 81, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 81, en henvisning i § 355, stk. 3, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 355, stk. 3, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 37.

Til nr. 11 (§ 1, nr. 87, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

For så vidt angår de oplistede bestemmelser i lovforslagets ændringer til § 373, stk. 1, skal det bemærkes, at en stor del heraf, blev indsat med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 87. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 87, i lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 41. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 41.

Til nr. 12 (§ 1, nr. 88, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, foretages ændringer i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovens § 1, nr. 88. Med dette lovforslag foretages tillige ændringer i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det derfor af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 88, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 12, og samtidig nyaffatte ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 42. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 42.

Til nr. 13 (§ 1, nr. 95, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes en ny §§ 417 a-417 c, jf. lovens § 1, nr. 95. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte bestemmelserne med dette lovforslag, med henblik på at indsætte en ny § 417 d, jf. § 1, nr. 43.

Til nr. 14 (§ 3, stk. 5, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 3, stk. 5, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet §§ 64, stk. 8 og § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 28 og 26, i lov nr. 308 af 28. marts 2015.

De foreslåede ændringer i § 3, stk. 5, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed er konsekvensændringer som følge af, at lovens § 1, nr. 26 og 28, ophæves med dette lovforslag af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 2 og 4.

Endvidere ophæves og nyaffattes § 71, stk. 3, med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 10, hvorefter henvisningen i § 3, stk. 5, til § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, rettelig skal være til § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 8 og 10.

Til nr. 15 (§ 5, stk. 1, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 5, stk. 1, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet § 126 c i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 34, i lov nr. 308 af 28. marts 2015.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 er en konsekvensændring som følge af, at § 1, nr. 34, ophæves med dette lovforslag af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 5, og at § 126 c nyaffattes, jf. § 1, nr. 20.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 20 og § 9, nr. 5.

Til nr. 16 (§ 7, stk. 1, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 7 i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet § 126 d i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 34, i lov nr. 308 af 28. marts 2015.

Den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 er en konsekvensændring som følge af, at § 1, nr. 34, ophæves af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 5 og at § 126 d nyaffattes, jf. § 1, nr. 20.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 20 og § 9, nr. 5.

Til nr. 17 (§ 8 i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 8 i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet § 126 d i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 34, i lov nr. 308 af 28. marts 2015

Den foreslåede ændring af § 8 i lov nr. 308 af 28. marts 2015 er en konsekvensændring som følge af, at § 1, nr. 34, ophæves af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 5 og at § 126 d nyaffattes, jf. § 1 nr. 20.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 20 og § 9, nr. 5.

Kilde

Til nr. 1 (§ 5, nr. 4, i lov om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love)

Med lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love, indsættes § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovens § 5, nr. 4.

Da ændringen af § 84 l, i medfør af lov nr. 738 af 1. juni 2015 træder i kraft den 26. november 2015, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve lovens § 5, nr. 4. Samtidig nyaffattes § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., jf. § 3, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 1.

Kilde

Med stk. 1 foreslås det, at loven træder i kraft 18. marts 2016, jf. dog stk. 2-4. Det følger af UCITS V-direktivets artikel 2, at direktivets regler skal være gennemført i national ret senest den 18. marts 2016, og da store dele af lovforslagets §§ 1 og 2 hidrører fra gennemførslen af dette direktiv, er denne dato valgt som udgangspunktet for lovens ikrafttræden.

Med stk. 2 foreslås det, at ændringerne i § 14, stk. 1, § 64, stk. 8, § 71, stk. 2 og 3, § 124, § 126 b-g, § 174, stk. 1, 1. pkt., § 182, stk. 1 og 2, § 283, § 351, stk. 4, 5 og 9, § 352, stk. 2, § 354 e, stk. 2, § 355, stk. 3, § 365, stk. 2, § 373, stk. 1 og 2, og §§ 417 a-d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, nr. 8-10, nr. 18-20, nr. 27, nr. 29, og nr. 43 og § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, samt §§ 4, 5, 7, 8, 9 og 10 træder i kraft 1. januar 2016.

Med de foreslåede ændringer af § 124 i lov om finansiel virksomhed, får erhvervs- og vækstministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvilken type kapital, der kan anvendes til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg. Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en overgangsordning på 6 år, således at institutter, der før 31. december 2015 har udstedt anden regulatorisk kapital med høj trigger, i overgangsperioden får mulighed for fortsat at anvende denne høj-trigger kapital til dækning af kravet om 56 pct. egentlig kernekapital. Overgangsordningen er nærmere omtalt i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19. Henset til forventningen om en overgangsperiode med skæringsdato den 31. december 2015, vurderes det hensigtsmæssigt, at der pr. 1. januar 2016 er mulighed for at fastsætte regler om den fremadrettede regulering af forholdet.

De foreslåede ændringer af §§ 126 b-g, herunder navnlig ændringerne i § 126 e, stk. 1, 1. pkt. og stk. 6, § 126 f, 1. pkt., og de foreslåede ændringer i § 283, stk. 3, § 373, stk. 1 og §§ 417 a-d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 20, nr. 31, nr. 41, og nr. 43 skal ses i sammenhæng med de ændringer i lov om finansiel virksomhed, som blev vedtaget med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed. Lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed træder i kraft 1. januar 2016, hvorfor det foreslås, at de omtalte ændringer i nærværende lovforslag, tillige træder i kraft 1. januar 2016.

Det foreslås endvidere, at de foreslåede ændringer i § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., som affattet ved lovforslagets § 3, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2016. Disse ændringer i lov om værdipapirhandel i lov om værdipapirhandel m.v. gennemfører direktiv 2013/50/EU. Gennemførelsesfristen for direktivet er i artikel 4, stk. 1, angivet som inden for et tidsrum på 24 måneder efter datoen på dets ikrafttræden. Efter artikel 6 træder direktivet i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Offentliggørelsen fandt sted den 6. november 2013, og gennemførelsesfristen var derfor den 26. november 2015. På den baggrund foreslås det at ændringerne træder i kraft den 1. januar 2016. Ændringerne finder således anvendelse på påbud eller påtaler, der afgives efter denne dato.

Derudover foreslås det, at de foreslåede ændringer i § 21, stk. 3, nr. 4, i revisorloven, som affattet ved lovforslagets § 4, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2016. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 1.

Som anført under de specielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 1, er der tale om en konsekvensændring af § 2, nr. 14, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som følge af, at lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 32, med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, bliver til § 5, stk. 1, nr. 35, pr. 1. januar 2016. Med henblik på at sikre, at henvisningen i § 2, nr. 14, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, retteligt bliver til lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 35, pr. 1. januar 2016, foreslås det, at den foreslåede ændring træder i kraft den 1. januar 2016, samtidig med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed.

Som anført under de specielle bemærkninger til § 7 om ændringer i lov om en indskyder- og investorgarantiordning er der tale om en lovteknisk ændring, som følge af, at Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) blev nedlagt med lov nr. 334 af 31. marts 2015, og blev erstattet af en garantiformue. Lov nr. 334 af 31. marts 2015 trådte i kraft 1. juni 2015. På den baggrund foreslås det, at den foreslåede ændring træder i kraft den 1. januar 2016.

Som anført under de specielle bemærkninger til § 8, nr. 1, om ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., er der tale om en lovteknisk ændring. Ændringen udspringer af, at der med lov nr. 532 af 29. april 2015 i § 6, stk. 7, der med loven blev til § 6, stk. 8, blev foretaget en fejlagtig ændring af en henvisning til stk. 3, som skulle have været til stk. 2. Lov nr. 532 af 29. april 2015 trådte i kraft den 3. juli 2015. På den baggrund foreslås det, at den foreslåede ændring træder i kraft den

1. januar 2016.

Som anført under de specielle bemærkninger til § 9, om ændring af lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, foretages der en række ophævelser og lovtekniske justeringer, som følge af, at der med nærværende lovforslag, foretages ændringer i de samme bestemmelser, som blev ændret med lov nr. 308 af 28. marts 2015. Ændringerne i lov nr. 308 af 28. marts 2015 udspringer af, at loven træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for nærværende lovforslag, hvorfor det af lovtekniske årsager er nødvendigt at ophæve bestemmelserne og samtidig nyaffatte dem. Det foreslås at disse ophævelser træder i kraft 1. januar 2016, samtidig med nyaffattelserne. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger under § 9

Som anført under de specielle bemærkninger til § 10 foreslås en ændring af § 84 l, i lov om værdipapirhandel m.v. § 84 l, i lov om værdipapirhandel m.v. blev indført med lov nr. 738 af 1. juni 2015, som træder i kraft den 26. november 2015, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag. Det foreslås derfor af lovtekniske årsager at nyaffatte § 84 l, jf. § 3, nr. 1, og at denne ændring træder i kraft 1. januar 2016.

Med stk. 3 foreslås det, at de foreslåede ophævelser af § 152, stk. 1-3, og § 153, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, samt ændringerne af § 152, stk. 4 og 5, og § 153, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 22-26, træder i kraft den 1. januar 2017, i overensstemmelse med den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter, Bankpakke 6, som ligger til grund for ændringen. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 22-26.

Med stk. 4, bestemmes, at investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. senest ved den førstkommende ordinære generalforsamling efter den 18. marts 2016, skal bringe deres vedtægter i overensstemmelse med kravene i loven. Efter lovforslagets § 2, nr. 8, skal en investeringsforenings vedtægter indeholde bestemmelse om betingelser for udskiftning af depotselskab og regler om, hvordan investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning. En tilsvarende bestemmelse gælder for SIKAV’er og værdipapirfonde i henhold til lovforslagets § 2, nr. 11 og 13. Efter lovforslagets § 2, nr. 9, skal betingelserne for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet, og hvordan investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning fremgå af investeringsforeningens vedtægter. De ordinære generalforsamlinger afholdes normalt i april, hvorfor det vil være uhensigtsmæssigt, hvis der vil skulle afholdes ekstraordinære generalforsamlinger for at ændre vedtægterne umiddelbart før den ordinære generalforsamling. Med stk. 4, bestemmes, derfor, at investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde senest ved den førstkommende ordinære generalforsamling efter lovens ikrafttræden skal bringe deres vedtægter i overensstemmelse med kravene i loven.

Kilde

Det foreslåede § 8 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde. Forslaget følger territorialbestemmelserne for de love, der foreslås ændret med lovforslaget.

Med de modifikationer der følger af bestemmelsens stk. 2 og 3, foreslås det i stk. 1 , at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Med stk. 2 foreslås det, at lovens §§ 1-3 vedrørende ændringer i lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v. og lov om værdipapirhandel m.v. og lovens §§ 5-7 vedrørende ændringer i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., og lov om en indskyder- og investorgarantiordning samt lovens § 10 vedrørende ændring i lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der heri ligger, at bestemmelser vedrørende forsikringsvirksomhed ikke kan sættes i kraft ved kongelig anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk særanliggende.

Med stk. 3 foreslås det, at lovens § 4 vedrørende ændringer i revisorloven og lovens § 8 vedrørende ændringer i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. samt lovens § 9 vedrørende ændringer i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.