Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven og forskellige andre love (Håndtering af kryptoeksponeringer, udarbejdelse af ESG-omstillingsplaner, nye dokumentationskrav for institutternes ledelsesstruktur, ansvarsfordeling og rapporteringslinjer, tydeligere regler for tilladelse til kreditinstitutter fra lande uden for EU/EØS (tredjelande), ny tilsynsbeføjelse til Finanstilsynet om godkendelse af væsentlige erhvervelser af kapitalandele i andre selskaber, strafbelæggelse af disclosureforordningen, modernisering af reglerne i FAIF-UCITS II-direktivet, styrkelse af reglerne om bekæmpelsen af national og international hvidvask og oprettelse af et fælles europæisk adgangspunkt (ESAP) til indsendelse af en række offentliggjorte oplysninger m.v.) § 4

Forarbejder til Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven og forskellige andre love (Håndtering af kryptoeksponeringer, udarbejdelse af ESG-omstillingsplaner, nye dokumentationskrav for institutternes ledelsesstruktur, ansvarsfordeling og rapporteringslinjer, tydeligere regler for tilladelse til kreditinstitutter fra lande uden for EU/EØS (tredjelande), ny tilsynsbeføjelse til Finanstilsynet om godkendelse af væsentlige erhvervelser af kapitalandele i andre selskaber, strafbelæggelse af disclosureforordningen, modernisering af reglerne i FAIF-UCITS II-direktivet, styrkelse af reglerne om bekæmpelsen af national og international hvidvask og oprettelse af et fælles europæisk adgangspunkt (ESAP) til indsendelse af en række offentliggjorte oplysninger m.v.) § 4

Til nr. 1 (§ 28, i hvidvaskloven)

Efter den gældende § 28 i hvidvaskloven, skal en tilsynsmyndighed i henhold til hvidvaskloven eller Skatteforvaltningen underrette Hvidvasksekretariatet, hvis myndigheden får kendskab til forhold, der giver grund til at tro, at disse kan have tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering, som er omfattet af underretningspligten i § 26, stk. 1. Der er tale om forhold, som tilsynsmyndighederne kan få kendskab til ved inspektioner eller på anden måde. Skatteforvaltningen kan få kendskab til sådanne forhold, f.eks. ved konstatering af store beholdninger af kontanter ved personers ud- eller indrejse af landet eller uledsagede forsendelser af stor værdi, som sendes ud af eller ind i landet.

Derudover følger det af indsamlingslovens § 10, stk. 4, at Indsamlingsnævnet omgående skal underrette Hvidvasksekretariatet, hvis nævnet er vidende om eller har mistanke om eller rimelig grund til at formode, at midler fra en indsamling har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme

Endelig foretager nogle myndigheder en underretning efter reglerne i databeskyttelsesloven og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Videre foretages der underretning efter reglerne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, når der er tale om fortrolige oplysninger. Det vil skulle vurderes konkret hver gang, der skal foretages en videregivelse af oplysninger til andre myndigheder.

Det foreslås, at hvidvasklovens § 28 ændres, således at told- og skatteforvaltningen« ændres til: »andre myndigheder«.

Det betyder, at alle myndigheder bliver forpligtet til at underrette Hvidvasksekretariatet, hvis myndigheden får kendskab til forhold, der giver grund til at tro, at disse kan have tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering, som er omfattet af underretningspligten i § 26, stk. 1.

Der vil være tale om oplysninger, som myndighederne bliver bekendt med ved varetagelsen af deres almindelige opgaver, f.eks. sagsbehandling, udførelse af kontrolopgaver og lignende.

Forslaget vil medføre, at retsgrundlaget for myndigheders underretning af Hvidvasksekretariatet bliver entydigt.

Udover udvidelsen af kredsen af de underretningspligtige er der ikke tiltænkt nogen indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.38 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 30, stk. 1, nr. 2, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvasklovens § 30, stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af loven skal opbevare oplysninger indhentet i forbindelse med opfyldelse af kravene i kapitel 3, herunder identitets- og kontroloplysninger og kopi af foreviste legitimationsdokumenter (nr. 1), dokumentation for og registreringer af transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse, eller en enkeltstående transaktion (nr. 2) samt dokumenter og registreringer vedrørende undersøgelser gennemført i henhold til § 25, stk. 1 og 3 (nr. 3).

Af bemærkningerne til § 30, stk. 1, nr. 2, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 41, som fremsat, fremgår det, at virksomheder og personer skal opbevare dokumentation for og registreringer af transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse eller en enkeltstående transaktion. Det er ikke alle dokumenter eller registreringer, som skal opbevares, men alene oplysninger, der har en vis betydning, som f.eks. dokumenter, telefonnotater m.v. af ordregivende karakter samt kontooversigter. Hvis f.eks. et lånetilbud ikke bliver effektueret, skal tilbuddet ikke opbevares. Hvis der er tale om en låneaftale, skal eksempelvis lånedokumentet opbevares.

Det foreslås i § 30, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »transaktion«: », og kontooversigt og forretningskorrespondance«.

Der er tale om en præcisering af lovteksten, som har til formål at præcisere anvendelsesområdet for § 30, stk. 1, nr. 2, og tilpasse bemærkningerne i overensstemmelse med FATF’s anbefaling nr. 11 vedrørende opbevaring af oplysninger.

Det følger af den foreslåede § 30, stk. 1, nr. 2, at virksomheder og personer skal opbevare dokumentation for og registreringer af transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse eller en enkeltstående transaktion, herunder kontooversigt og forretningskorrespondance.

Dokumenter, telefonnotater m.v. af ordregivende karakter samt kontooversigter, herunder forretningskorrespondance, vil som altovervejende udgangspunkt være nødvendige oplysninger og skal derfor opbevares.

Virksomheder og personer skal opbevare alle nødvendige dokumenter og registreringer om transaktioner, både indenlandske og internationale, med henblik på at sikre, at oplysningerne hurtigt kan videreformidles til kompetente myndigheder ved anmodning. Dokumentationen og registreringen skal være tilstrækkelige til at rekonstruere individuelle transaktioner, herunder f.eks. beløb og type af valuta, hvis relevant.

Ved en kontooversigt forstås oplysninger, der omfatter et kontoudskrift over kundens transaktioner. Der gælder ikke formkrav for en kontooversigt. En kontooversigt skal opbevares i mindst fem år efter forretningsforbindelsens ophør og ved enkeltstående transaktioner i mindst fem år efter transaktionens gennemførelse.

Ved en forretningskorrespondance forstås oplysninger, der omfatter korrespondance mellem virksomheden omfattet af loven og den konkrete kunde i relation til de produkter, tjenesteydelser og transaktioner, som virksomheden tilbyder kunden. Korrespondancen skal opbevares i mindst fem år efter forretningsforbindelsens ophør og ved enkeltstående transaktioner i mindst fem år efter transaktionens gennemførelse.

Den foreslåede ændring er med til at sikre efterlevelse af FATF’s krav og bidrage til en styrkelse af den eksisterende lovgivning. Opbevaring af alle nødvendige dokumenter og registreringer om transaktioner, herunder kontooversigter og forretningskorrespondance, vil desuden lette politiets efterforskning samt give tilsynsmyndighederne bedre mulighed for at foretage kontrol af efterlevelse af lovens regler.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. § 78, stk. 1, 2. pkt. Det følger af § 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven, at forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af artikel 4-8, 10-12 og 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler.

Overtrædelse af bestemmelsen er desuden strafbelagt efter § 78 a, stk. 1, 1. pkt. § 78 a, i hvidvaskloven indeholder regler om Finanstilsynet adgang til at udstede administrative bødeforelæg ved fysiske og juridiske personers overtrædelser af en række af hvidvasklovens bestemmelser.

Det følger af § 78 a, at skønnes en overtrædelse af lovens § 30 ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Finanstilsynet i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den fysiske eller juridiske person, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Det følger af § 78 a, stk. 2, at Finanstilsynet forud for udstedelsen af et administrativt bødeforelæg skal indhente samtykke fra National enhed for Særlig Kriminalitet, hvis Finanstilsynet vurderer, at en overtrædelse giver anledning til en vis skønsmæssig vurdering, eller at udgangspunktet for bødeniveauet skal fraviges.

Det følger af § 78 a, stk. 3, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift, og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter stk. 1.

Det følger af § 78 a, stk. 4, at vedtages et bødeforelæg, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.

Til nr. 3 (§ 38 b, i hvidvaskloven)

Med lovforslagets § 4, nr. 3 indsættes § 38 b som ny bestemmelse i hvidvaskloven.

Efter gældende ret finder hvidvaskloven anvendelse for advokater, i det omfang, advokater udfører de opregnede typer af bistand m.v., der fremgår af lovens § 1, stk. 1, nr. 13. Når en advokat yder bistand i en sag, der er omfattet af hvidvaskloven, er advokaten bl.a. forpligtet til at gennemføre såkaldte kundekendskabsprocedurer efter kapitel 3, hvilket bl.a. indebærer at indhente klientens identitetsoplysninger. Advokater har dog ikke en generel forpligtelse til at indhente identitetsoplysninger om deres klienter.

Det følger videre af hvidvaskloven, at når en advokats klient har midler stående på advokatens samleklientbankkonto, skal pengeinstituttet indhente identitetsoplysninger på klienten (den eller de reelle ejere) og gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere klientens identitet, så pengeinstituttet med sikkerhed ved, hvem den eller de reelle ejere er.

Advokater er imidlertid underlagt tavshedspligt vedrørende oplysninger, som er kommet til deres kundskab under udførelsen af deres hverv, jf. retsplejelovens § 129, jf. straffelovens §§ 152-152 e. Tavshedspligten gælder både, når advokaten yder bistand m.v., som er omfattet af hvidvaskloven, og når advokaten yder bistand m.v., som ikke er omfattet af hvidvaskloven. Tavshedspligten omfatter således f.eks. også oplysning om, at en klient i det hele taget har søgt bistand hos advokaten.

Når en advokats klient har midler stående på advokatens samleklientbankkonto, kan advokaten således alene stille identifikationsoplysninger m.v. om klienten til rådighed for det pengeinstitut, hvori samleklientbankkontoen føres, hvis advokaten enten har indhentet et samtykke fra klienten, eller ét af tilfældene omfattet af straffelovens § 152 e er opfyldt.

Med stk. 1 i den foreslåede bestemmelse foreslås det, at der indføres en bestemmelse om, at advokater ved behandling af betroede midler på en samleklientbankkonto skal indhente identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere af midlerne, uanset om der ydes bistand m.v. omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 13.

Udtrykket ”reelle ejere” skal forstås i overensstemmelse med definitionen i hvidvasklovens § 2, nr. 9, hvilket i denne sammenhæng er advokatens klienter.

Er advokatens klient en juridisk person, forstås den reelle ejer således i overensstemmelse med § 2, nr. 9, litra a-c.

De oplysninger, der skal indhentes efter den foreslåede bestemmelse, vil være sammenfaldende med identitetsoplysningerne nævnt i § 11, stk. 1, nr. 1, litra a.

Identitetsoplysninger skal omfatte navn og CPR-nr. el.lign., hvis den pågældende ikke har et CPR-nr. Har den pågældende ikke et CPR-nr. el.lign., skal identitetsoplysninger omfatte fødselsdato.

For personer, der ikke er hjemmehørende i Danmark, vil et alternativ til CPR-nr. f.eks. kunne være et lignende nationalt id-nummer eller, hvis et sådan ikke haves, oplysning om fødselsdato, hvilket også bl.a. fremgår af bemærkningerne til § 11, stk. 1, nr. 1, litra a, i forslag til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (Hvidvaskloven), jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 41 som fremsat, side 99. Såfremt virksomheden eller personen vil anvende en kundes nationale id-nummer, er det væsentligt, at denne kan sikre, at der er tale om et unikt nummer, og at nummeret er varigt eller i hvert fald kundens aktive nationale nummer, idet det i enkelte lande er muligt at få et nyt nationalt id-nummer. Fødselsdato vil alene kunne anvendes i det relativt sjældne tilfælde, hvor der ikke i øvrigt foreligger et unikt nummer.

Den foreslåede bestemmelse berører ikke kravene til advokaters opbevaring og sletning af indhentede identitetsoplysninger m.v. efter hvidvasklovens § 30. En advokat vil således kun være omfattet af bestemmelsen i tilfælde, hvor der ydes bistand m.v. omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 13.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at advokater ved behandling af betroede midler på en samleklientbankkonto skal gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet, således at advokaten med sikkerhed ved, hvem den eller de reelle ejere er, uanset om der ydes bistand m.v. omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 13.

De identitetsoplysninger, som skal indhentes om den eller de reelle ejere af midlerne, skal af advokaten kontrolleres ved dokumenter, data eller oplysninger.

Kontrollen kan f.eks. bestå i en undersøgelse af offentligt udstedte legitimationsdokumenter, som f.eks. pas, kørekort, legitimationskort, sundhedskort, dåbs- eller navneattest. Elektroniske identifikationsmidler kan benyttes, herunder eksempelvis relevante tillidstjenester eller enhver anden sikker form for fjernidentifikationsproces eller elektronisk identifikationsproces, der er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret af de kompetente nationale myndigheder.

Der må i den konkrete situation ikke være anledning til tvivl om den eller de reelle ejeres identitet.

Der henvises til bemærkningerne til § 11, stk. 1, nr. 3, i forslag til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (Hvidvaskloven), jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 41 som fremsat, side 100 f, hvor det bl.a. fremgår, at kravet om gennemførsel af ”rimelige foranstaltninger” for at kontrollere en reel ejers identitetsoplysninger eksempelvis vil kunne opfyldes ved, at der indhentes legitimationsdokumenter fra en pålidelig og uafhængig kilde. I praksis vil indhentelse af f.eks. kopi af pas eller kørekort være tilstrækkeligt. Begrebet ”med sikkerhed ved” skal forstås således, at der ikke må foreligge omstændigheder, som giver anledning til tvivl om, at oplysningerne om den eller de reelle ejere er forkerte.

I de tilfælde, hvor betroede klientmidler bliver indsat på en samleklientbankkonto af en anden end advokatens klient, f.eks. en modpart som opfølgning på et forlig eller en retsafgørelse eller en inkassodebitor som led i afvikling af skyldforhold, vil advokatens klient være at anse som den reelle ejer af midlerne. Derfor vil advokaten også efter den foreslåede bestemmelse skulle indhente og kontrollere advokatens klients identitetsoplysninger – og ikke den indbetalende tredjemands identitetsoplysninger.

Det foreslås i stk. 3, at advokater ved behandling af betroede midler på en samleklientbankkonto uden ugrundet ophold efter indbetalingen skal stille identitetsoplysninger og kopi af dokumenter, data eller oplysninger efter stk. 1 og 2 til rådighed for det pengeinstitut, hvori samleklientbankkontoen føres. I særlige tilfælde kan advokaten stille identitetsoplysninger og kopi af dokumenter, data eller oplysninger på den eller de reelle ejere af midlerne til rådighed for pengeinstituttet inden for rimelig tid efter indbetalingen, forudsat at advokaten uden ugrundet ophold giver pengeinstituttet skriftlig meddelelse med angivelse af de forhold, der ligger til grund herfor.

En advokats indhentelse, kontrol og tilgængeliggørelse af identitetsoplysninger og kontroldokumenter vil kunne ske forud for, at klientens midler indsættes på advokatens samleklientbankkonto, f.eks. hvis klienten eller evt. dennes modpart er blevet givet en frist til at indbetale midlerne. En advokat vil således kunne indhente de pågældende oplysninger og dokumenter allerede ved en sags påtagelse, hvis advokaten på baggrund af de indledende drøftelser med klienten eller de øvrige foreliggende oplysninger i sagen vurderer, at der er en mulighed for, at advokatens samleklientbankkonto kan komme i anvendelse i forbindelse med advokatens behandling af sagen. Advokaten bør dog først stille de pågældende identitetsoplysninger og kontroldokumenter til rådighed for pengeinstituttet inden for en vis tidsmæssig sammenhæng med indbetalingen. En antagelse om, at en klient sandsynligvis på et senere tidspunkt vil modtage midler, som skal indsættes på kontoen, vil ikke være tilstrækkelig til, at et pengeinstitut vil kunne betragte klienten som reel ejer af midler på samleklientbankkontoen. Der vil således skulle være en vis aktualitet i advokatens dokumentation for klienter med midler på kontoen, som advokaten vil skulle stille rådighed for pengeinstituttet. I forbindelse med tilgængeliggørelsen vil advokaten skulle sikre sig, at identitetsoplysninger og kontroldokumenter, der er indhentet på et tidligere tidspunkt, fortsat er aktuelle og gyldige, da klientens identitetsoplysninger, f.eks. navn, vil kunne have ændret sig, og kontroldokumenter vil kunne være udløbet.

I tilfælde, hvor der løbende indbetales midler tilhørende en klient på samleklientbankkontoen, vil advokaten ikke være forpligtet til at gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere klientens identitet ved hver indbetaling. Advokaten vil dog skulle foretage kontrol i et omfang, der er tilstrækkeligt til at sikre, at identitetsoplysningerne og kontroldokumenterne fortsat er aktuelle og gyldige. Advokaten vil desuden i forbindelse med hver indbetaling til klienten skulle stille identitetsoplysninger og kontroldokumenter til rådighed for pengeinstituttet.

Der vil kunne være tilfælde, hvor det ikke viser sig muligt for advokaten at stille identitetsoplysningerne og kontroldokumenterne til rådighed forud for indbetalingen. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis klienten har indbetalt midler til advokatens samleklientbankkonto, uden at advokaten har anmodet herom eller har været bekendt med det, eller at det er særligt vanskeligt for advokaten at fastslå de reelle ejere, f.eks. i komplekse selskabskonstruktioner. Da formålet med at indhente identitetsoplysninger på klienterne (den eller de reelle ejere) og gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere deres identitet imidlertid er at sikre øget gennemsigtighed i ejerforhold, der skal medvirke til at hindre hvidvask og finansiering af terrorisme, anses en hurtig tilgængeliggørelse for at være nødvendig. Tilgængeliggørelse vil derfor ikke uden særlig anerkendelsesværdig grund kunne vente flere dage, men skal som udgangspunkt ske samme dag, som midlerne indbetales på kontoen for at sikre aktualitet i pengeinstituttets oversigt over reelle ejere af midler på advokatens samleklientbankkonto.

I situationer, hvor det ikke er muligt for advokaten at stille identitetsoplysninger og kontroldokumenter til rådighed i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med indbetalingen af midlerne, vil advokaten uden ugrundet ophold skulle give pengeinstituttet skriftlig meddelelse herom med angivelse af de forhold, der ligger til grund herfor. Hermed sikres, at pengeinstituttet i forbindelse med Finanstilsynets tilsyn med pengeinstituttets overholdelse af hvidvaskloven vil kunne godtgøre over for Finanstilsynet, hvorfor oplysningerne om den eller de reelle ejere ikke var til rådighed for pengeinstituttet i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med indbetalingen af midlerne.

Et pengeinstitut bør være påpasselig med at spærre for enkelte ind- og udbetalinger af midler på en advokats samleklientbankkonto med henvisning til, at advokaten ikke inden for rimelig tid har stillet identitetsoplysninger og kontroldokumenter m.v. på en eller enkelte klienter, der har midler stående på kontoen, til rådighed for pengeinstituttet. Dette skal dels ses i lyset af de ovenfor nævnte tilfælde, dels at en advokats samleklientbankkonto bl.a. anvendes til indbetaling af retsafgifter, og at det hænder, at retssager skal anlægges med meget kort varsel, eksempelvis samme dag som advokaten modtager henvendelsen fra klienten, f.eks. i sager angående midlertidige afgørelser om forbud og påbud, jf. retsplejelovens kapitel 40, eller ved advokatskift i ankesager. Spærring for enkelte ind- og udbetalinger af midler kan dog være nødvendig af hensyn til pengeinstituttets overholdelse af love og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Hvis advokaten flere gange ikke stiller identitetsoplysninger og kontroldokumenter til rådighed for pengeinstituttet inden for rimelig tid efter indbetalingen, eller i en konkret sag ikke stiller sådanne oplysninger til rådighed inden for rimelig tid, selv om der ikke er en egentlig hindring herfor, bør pengeinstituttet nærmere overveje, hvilken reaktion instituttet skal iværksætte over for advokaten, herunder om samleklientbankkontoen skal opsiges eller afvikles i henhold til hvidvasklovens § 14, stk. 5, og § 15.

I den forbindelse må pengeinstituttet ikke gennemføre yderligere transaktioner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2. 37 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 45 stk. 2-4, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i § 45, stk. 1, i hvidvaskloven fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i en valutavekslingsvirksomhed. Bestemmelsen omfatter tillige indehavere af valutavekslingsvirksomheder, som er enkeltmandsvirksomheder, ledelsesansvarlige i valutavekslingsvirksomheder, der drives som en juridisk person uden bestyrelse eller direktion, samt ejere af kvalificerede ejendele i en valutavekslingsvirksomhed. Egnetheds- og hæderlighedskravene skal være opfyldt ved indtræden og løbende til enhver tid.

Det følger i dag af praksis på området, at et ledelsesmedlem i forbindelse med sin tiltrædelse afgiver de nødvendige oplysninger til Finanstilsynet, som vurderer, om kravene til egnethed og hæderlighed er opfyldt. Denne proces følger alene af praksis og fremgår dermed ikke af hvidvaskloven. Hvis der ansøges om tilladelse til at drive virksomhed omfattet af loven fremgår det af § 42, stk. 1, at ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i for opnåelse af tilladelsen er opfyldt.

Det foreslås at indsætte følgende nye bestemmelser som stk. 2-4 i § 45 i hvidvaskloven. Det gældende § 45, stk. 2, bliver herefter stk. 5.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør i en valutavekslingsvirksomhed, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en lovfæstning af Finanstilsynets praksis, hvorefter Finanstilsynet påser, at ledelsesmedlemmer opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 45, stk. 1, i forbindelse med at den pågældende tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør i en valutavekslingsvirksomhed. Finanstilsynet påser på samme vis, at kravene er opfyldt for så vidt angår indehavere af valutavekslingsvirksomheder, der er enkeltmandsvirksomheder, ledelsesmedlemmer af valutavekslingsvirksomheder, der drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, samt ejere af kvalificerede ejendele i valutavekslingsvirksomheder. Den foreslåede bestemmelse indebærer ingen materielle ændringer.

Ledelsesmedlemmer og de øvrige personer omfattet bestemmelsen kan i forbindelse med deres tiltrædelse vælge at udfylde et oplysningsskema via virk.dk, som indsendes til Finanstilsynet. Finanstilsynet modtager i den forbindelse de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder kravene i § 45, stk. 1, i forhold til den konkrete stilling. Når Finanstilsynet har modtaget alle relevante oplysninger, træffer Finanstilsynet afgørelse om, hvorvidt det pågældende ledelsesmedlem opfylder kravene til egnethed og hæderlighed

Det foreslåede stk. 2, 2. pkt., fastsætter, at Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i den pågældende virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en lovfæstning af Finanstilsynet praksis og afgørelseskompetence. Det er en betingelse for, at et ledelsesmedlemmer og eller øvrige personer omfattet af bestemmelsen kan indtræde i virksomheden, at Finanstilsynet kan egnet- og hæderlighedsgodkende vedkommende.

Hvis Finanstilsynet vurderer, at den pågældende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, træffer Finanstilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride hvervet eller stillingen i den pågældende virksomhed. Inden Finanstilsynet afslår en ansøgning om egnet- og hæderlighedsgodkendelse, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages en partshøring af virksomheden og af den, som afgørelsen retter sig mod. Sagen forelægges efterfølgende for Finanstilsynets bestyrelse til endelig afgørelse i medfør af § 47, stk. 2, i hvidvaskloven, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed. Som part i Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed anses både den berørte virksomhed og den person som afgørelsen vedrører, jf. § 75 i hvidvaskloven.

Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed kan påklages til Erhvervsankenævnet af sagens parter. Herudover vil Finanstilsynets afgørelser efter stk. 2, kunne forlanges indbragt for domstolene i medfør af det foreslåede § 51 c, stk.. 5, jf. lovforslagets § 4, nr. 14.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt ., 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for indehaveren af en valutavekslingsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ledelsesansvarlige i en valutavekslingsvirksomhed, der drives uden direktion og bestyrelse samt ejere af kvalificerede andele i en valutavekslingsvirksomhed, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Forslaget medfører, at det foreslåede stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på de personer, som er omfattet af krav om egnethed og hæderlighed i § 45, stk. 1.

Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at hvis Finanstilsynet vurderer, at personen ikke opfylder kravene i stk. 1, nr. 2-5, skal afgørelsens varighed fremgå af afgørelsen.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet ikke efter udløbet af varigheden kan inddrage de forhold, der lå til grund for afslaget. Det betyder, at de forhold, der var afgørende for en vurdering af, at personen ikke opfyldte hæderlighedskravet, som udgangspunkt ikke længere forventes at have betydning for en ny vurdering. Det foreslåede vil ikke ændre på, at den pågældende efter udløbet af afgørelsens varighed, på ny vil skulle ansøge Finanstilsynet om godkendelse til en stilling, et hverv eller ejerskab omfattet af § 45, stk. 1, i hvidvaskloven.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvor længe afgørelsen skal have virkning. Varigheden kan som udgangspunkt fastsættes fra et år til fem år, men kan i særligt alvorlige sager fastsættes til ”indtil videre”. Det er ikke enhver tvivl om en persons omdømme eller adfærd, der kan føre til, at personen vurderes som ikke-hæderlig. Forhold, der fører til et afslag, vil altid have en væsentlig tyngde. Baggrunden for reglen er hensynet til tilliden til den finansielle sektor. Hvis et ledelsesmedlem, der vurderes ikke-hæderlig, kort efter afgørelsen herom foreligger, kan indtræde som ledelsesmedlem i en anden finansiel virksomhed, vil tilliden blive svækket. Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet.

Udmålingen af varigheden inden for rammerne af stk. 3 vil være overladt til Finanstilsynets skøn, og vil bero på en konkret vurdering af de forhold, der lægger til grund for afgørelsen.

I vurderingen af fastsættelsen af varigheden efter det foreslåede stk. 3 vil Finanstilsynet foretage en samlet vurdering, der bl.a. tager hensyn til, hvor lang tid der er gået siden det pågældende forhold, personens adfærd siden det pågældende forhold og om der er tale om gentagelsestilfælde. I situationer med gentagelsestilfælde vil der ikke blive sondret mellem, om den kritisable adfærd vedrører forskellige typer af forhold. Gentagelsestilfælde vil være skærpende for fastsættelsen af afgørelsens varighed. Hvis et forhold er begået forud for en tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af kravene i 45, stk. 1, nr. 2-5, vil der som udgangspunkt skulle udmåles en varighed svarende til, hvad der ville være blevet resultatet ved en samlet vurdering.

Et formål med at fastsætte varigheden er at øge transparensen og retssikkerheden for de personer, som afgørelsen vedrører. Der vil være forskel på varigheden af afgørelser meddelt på baggrund af mindre alvorlige forhold og grovere forhold. Finanstilsynet skal derfor tage hensyn til karakteren af forholdet, herunder om det er et strafbart eller administrativt forhold, om det vedrører et tillidsbrud, og om der er tale om gentagelsestilfælde. De kumulative effekter af flere mindre grove overtrædelser i samme sag kan være skærpende i forbindelse med fastsættelsen af varigheden, ligesom en tilstrækkelig grov overtrædelse i særligt alvorlige sager kan bevirke, at påbuddets varighed fastsættes til ”indtil videre”. En varighed, der fastsættes til ”indtil videre”, vil derfor kun anvendes ved særligt alvorlige forhold og i sjældne tilfælde.

Som udgangspunkt vil forhold, som er ældre end ti år, ikke kunne inddrages i en vurdering af en persons hæderlighed. Finanstilsynet vil dog kunne inddrage forhold, der ligger længere tilbage i tid, hvis forholdene er særligt alvorlige, eller hvis disse er en del af et sammenhængende sagsforløb, hvor dele er mindre end ti år gamle, eller hvor der er tale om gentagelsestilfælde. Som eksempler på alvorlige forhold kan nævnes svindel, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens regler eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet. En tidligere afgørelse om manglende opfyldelse af § 45, stk. 1, nr. 2-5, har således gentagelsesvirkning for varigheden, uanset om det aktuelle forhold er af samme art eller ej. Det vil omvendt også betyde, at der skal være særlige forhold, der gør sig gældende, hvis Finanstilsynet ved vurderingen af en persons adfærd skal kunne inddrage forhold, som går længere tilbage end ti år.

Ud over hensynet til omfanget, karakteren og grovheden af de forhold, der begrunder afgørelsen, vil Finanstilsynet også skulle lægge vægt på, hvorvidt der er grund til at antage, at den pågældende fortsat ikke vil kunne varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Det vil bero på en vurdering af de konkrete forhold, herunder om forholdet er så kritisabelt, at en længere varighed er påkrævet, eller hvor varigheden i særligt alvorlige sager bør være ”indtil videre”.

Begyndelsestidspunktet for varigheden af afgørelsen vil som udgangspunkt være datoen for Finanstilsynets afgørelse. Varigheden af afgørelser og påbud vil bl.a. afhænge af grovheden af de passerede forhold, om der er tale om gentagelsestilfælde, hvor lang en periode forholdene har stået eller stod på, og hvor lang tid der er gået, siden de pågældende forhold er ophørt. I vurderingen af fastsættelsen af varigheden vil Finanstilsynet skulle foretage en samlet vurdering. I de tilfælde, hvor Finanstilsynet imidlertid afviser en person med henvisning til, at vedkommende er under konkurs, rekonstruktion eller gældssanering, jf. § 45, stk. 1, nr. 4, vil det skulle fremgå af afgørelsen, at begyndelsestidspunktet regnes fra datoen for afslutningen af konkurs, rekonstruktion eller gældssanering.

Udgangspunktet for en negativ hæderlighedsvurdering vil være, at et afslag har en varighed på fem år, medmindre særlige forhold taler for en kortere eller længere varighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet. Når en person har modtaget et afslag på ansøgning om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse på grund af manglende hæderlighed, er der tale om en adfærd, der medfører, at personens omdømme ikke anses for at være tilstrækkeligt betryggende til, at personen kan varetage den pågældende stilling, dvs. at den pågældendes omdømme er påvirket af en given adfærd. Det vil derfor være naturligt, at der er en periode umiddelbart efter, hvor personens omdømme ikke kan bedømmes anderledes.

Ud over en konkret vurdering af grovheden af forholdene vil Finanstilsynet også kunne inddrage kumulative effekter af flere overtrædelser, gentagelsestilfælde og den eventuelle skadevirkning af forholdet. Hvis det pågældende forhold er egnet til i betydeligt omfang at svække den samlede sektors omdømme og derved tilliden til sektoren, bør det skærpe varigheden. Herudover vil tidsaspektet også have betydning for fastsættelsen af varigheden, hvor forhold, der ligger tilbage i tid, efter en konkret vurdering vil kunne føre til en lempelse af varigheden. Det vil imidlertid omvendt kunne være en skærpende omstændighed, såfremt personen eller virksomheden har misligholdt sin forpligtelse til at meddele Finanstilsynet oplysninger.

Retningsgivende for afgørelser med en varighed, der sættes til mindre end fem år, vil være, at der kan være tale om en situation, hvor Finanstilsynet efter en samlet vurdering vurderer, at personen ikke er hæderlig, men hvor det samlede sagsforløb afdækker en række formildende omstændigheder om den pågældende eller hændelsesforløbet.

Det vil imidlertid også kunne være tilfældet, hvor forholdet har en sådan beskaffenhed, at varigheden eksempelvis isoleret set vil kunne fastsættes til fem år, men hvor forholdet ligger en årrække tilbage. I sådanne tilfælde vil tidsaspektet, personens adfærd siden det pågældende forhold og fraværet af gentagelsesvirkning kunne føre til en lempelse af varigheden.

Endelig kan der være tale om tilfælde, hvor Finanstilsynet kunne have truffet afgørelsen på et tidligere tidspunkt, men hvor den pågældende f.eks. fratrådte den finansielle virksomhed tidligere, men nu igen vil være omfattet af reglerne om egnethed og hæderlighed. I nogle tilfælde kan Finanstilsynet vurdere, at denne periode uden for sektoren kan betyde, at varigheden skal være mindre end fem år. Derudover kan der være tilfælde, hvor forholdet ligger så langt tilbage i tiden, at det ikke vil have indflydelse på vurderingen af vedkommendes hæderlighed.

Retningsgivende for fastsættelsen af varigheden til ”indtil videre” er, at der skal være tale om grove forhold eller alvorlige gentagelsestilfælde, der som udgangspunkt ikke ligger mere end ti år tilbage i tiden. Det vil således alene være i særligt alvorlige sager, at Finanstilsynet vil fastsætte varigheden til ”indtil videre”. Der kan eksempelvis være tale om særdeles grove forhold med overtrædelse af straffelovens berigelsesforbrydelser, åbenbare ledelsesmæssige svigt, der har medført betydelige økonomiske tab eller skadevirkning, grove misbrugssituationer, svigagtighed, grov tilsidesættelse af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet eller andre alvorlige tillidsbrud.

Generelt kan siges, at det eller de udviste forhold skal have en sådan alvorlig karakter, at det må anses for åbenbart, at hverken Finanstilsynet eller samfundet kan have tillid til, at den pågældende, inden for en overskuelig fremtid, vil kunne varetage hvervet som bestyrelsesmedlem eller direktør i en virksomhed på det finansielle område.

Det foreslåede stk. 4, fastsætter, at Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes til, træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet kan opstille betingelser for, at en direktør i valutavekslingsvirksomhed kan meddeles en betinget afgørelse, uanset at personen ikke umiddelbart lever op til egnethedskravene i stk. 1, nr. 1. Med den foreslåede ændring kan Finanstilsynet dermed vurdere, at den pågældende person ville opfylde egnethedskravene i stk. 1, nr. 1, hvis en eller flere betingelser bliver opfyldt.

Bemyndigelsen vil blive anvendt i de tilfælde, hvor Finanstilsynet enten vurderer, at den pågældende ikke helt har de tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes i forhold til, eller, hvor den betingede godkendelse ikke medfører, at man tiltræder stillingen med det samme, men hvor den pågældende er under oplæring. I begge tilfælde vil Finanstilsynet kun træffe betingede afgørelser, hvor det vurderes, at der kan opstilles veldefinerede, konkrete og målbare betingelser for, at den pågældende kan vurderes egnet til stillingen. Dette kunne eksempelvis være, hvor den pågældende inden for et relativt afgrænset område ikke lever op til egnethedskravene i stk. 1. nr. 1

Betingede afgørelser vil kunne bruges, hvis betingelserne kan defineres klart og entydigt og kan opfyldes på kort tid. Det kan være en betingelse om, at den pågældende skal gennemgå en konkret uddannelse, eller at den pågældende igennem en periode skal varetage en rolle niveauet under den rolle, som den pågældende har ansøgt om eller en rolle på tilsvarende niveau.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor den pågældende har tilstrækkelig ledelseserfaring, men er ny i den konkrete rolle i den pågældende virksomhed, og derfor mangler kompetencer på et relevant forretnings- eller kontrolområde, såsom hvidvaskforebyggelse, risikostyring m.v. Direktionsmedlemmet vil kunne opnå tilladelse på betingelse af, at personen gennemfører en specifik uddannelse eller træning inden for det relevante område.

Et andet eksempel kan være en kandidat til en stilling som medlem af direktionen, der ikke selv har den tilstrækkelige viden, faglige kompetence eller erfaring med et ansvarsområde, som personen skal have ansvar for, men hvor den påkrævede kompetence eller erfaring er tilstede hos andre personer i direktionen. I så fald vil ansøgeren kunne godkendes med betingelse om, at en eller flere personer med disse kompetencer forbliver i direktionen, og er til kandidatens rådighed i hele betingelsens løbetid.

Et tredje eksempel kunne være et tilfælde, hvor den betingede godkendelse medfører, at personen ikke kan tiltræde den endelige stilling (slutstillingen) med det samme. Godkendelse til slutstillingen vil kunne gives på betingelse af, at den pågældende er under oplæring i en periode. Ansøgeren opnår med denne form for betinget godkendelse en vished for, hvornår vedkommende vil blive anset for egnet til den stilling, som er det endelige mål med henvendelsen til Finanstilsynet. Denne type betingede godkendelser vil derfor også være egnede i forbindelse med successionsplanlægning. Betingelsens løbetid kan i disse tilfælde også være længere end ved betingelser, hvor ansøgeren godkendes til at tiltræde stillingen med det samme.

De af Finanstilsynet fastsatte betingelser skal være proportionale og tage hensyn til, at de pågældende virksomheder varierer i størrelse og kompleksitet. Der skal tages hensyn til den pågældendes rolle, opgaver og ansvarsområder i virksomheden, herunder virksomhedens størrelse og kompleksitet. De betingelser, der stilles til den pågældende, vil derfor skulle afvejes op imod de opgaver og det ansvar, den pågældende er forpligtet til at løfte i kraft af sin rolle i virksomheden. Fastsættelsen af betingelser må således afspejle de funktioner, som direktionen udøver i den konkrete virksomhed.

En betinget afgørelse vil forudsætte, at der kan stilles relevante betingelser for opnåelse af den viden, faglige kompetence eller erfaring efter § 45, stk. 1, som personen ikke vurderes fuldt ud at have, og hvis dette findes forsvarligt henset til virksomhedens størrelse, omfang og kompleksitet samt det arbejde og ansvar, der er forbundet med den konkrete stilling.

De af Finanstilsynet opstillede betingelser vil skulle fastsættes med udgangspunkt i stillingen i den konkrete virksomhed og knytter sig specifikt hertil. Når den pågældende opfylder betingelserne, vurderes personen at opfylde egnethedskravene i stk. 1, nr. 1, i forhold til den konkrete stilling i den konkrete virksomhed. Det er derfor ikke givet, at den pågældende vil opfylde egnethedskravet i stk. 1, nr. 1, i forhold til en anden stilling i en anden og måske større og mere kompleks virksomhed.

Betingede afgørelser vil være tidsbegrænsede. Betingelserne skal dermed opfyldes inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsperiode, som ikke bør være længere end højst 18 måneder. Forudsætningen for at opnå en betinget godkendelse vil være, at personen opfylder de fastsatte betingelser, eksempelvis gennemfører den nødvendige uddannelse, træning eller andre afhjælpende foranstaltninger, inden for den af Finanstilsynet fastsatte tidsperiode. Betingelserne skal fastsættes på en måde, så Finanstilsynet vil kunne vurdere, om betingelserne er opfyldt inden for tidsperioden.

Finanstilsynet skal påse, at den pågældende opfylder betingelserne, når perioden udløber. Finanstilsynet skal ikke foretage en fornyet prøvelse af, hvorvidt den pågældende opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i § 45, stk. 1, nr. 1, men alene vurdere, hvorvidt de tidligere meddelte betingelser er opfyldt. Finanstilsynet skal modtage de oplysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om vedkommende opfylder betingelserne. Det foreslåede vil ikke ændre på, at personen har pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Hvis Finanstilsynet vurderer, at den pågældende direktør som ikke opfylder de fastsatte betingelser efter fristens udløb, vil konsekvensen være, at den pågældende ikke vurderes fuldt ud at leve op til egnethedskravet i § 45, stk. 1, nr. 1. Finanstilsynet vil i særlige tilfælde kunne forlænge fristen for opfyldelse af betingelserne, hvis det vurderes, at den pågældende inden for en rimelig frist kan opfylde betingelserne. Forlængelse af fristen bør ikke overskride seks måneder.

Ansvaret for en direktør med en betinget godkendelse vil som udgangspunkt være det samme som for en person i samme stilling med en ubetinget godkendelse. En person med en betinget egnethedsgodkendelse, der påtager sig en stilling, hvortil der knytter sig egnethedskrav, har en skærpet opmærksomhedspligt. Efter omstændighederne kan det derfor være ansvarspådragende for en person med en betinget godkendelse ikke at udvise en særlig agtpågivenhed. Den skærpede opmærksomhedspligt knytter sig til de områder, betingelsen i godkendelsen vedrører, og kan efter omstændighederne fordre, at direktøren indhenter intern eller ekstern rådgivning til brug for sit beslutningsgrundlag i sager på disse områder. En betinget godkendt direktør vil dermed ikke ubetinget kunne påberåbe sig sin manglende erfaring, herunder henset til sin betingede godkendelse, som eksempelvis undskyldningsgrund ved vurderingen af vedkommendes erstatningsansvar.

Det foreslås i § 45, stk. 3 , der bliver stk. 6, at ændre henvisning til stk. 1 og 2 til stk. 1-5.

Det foreslåede er en afledt konsekvensrettelse som følge af § 4, stk. 2 og 3, med lovforslagets § 6, nr. 1, rykkes til stk. 5 og 6.

Det foreslåede indebærer, at de nye bestemmelser, som indsættes i § 4, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige for forbrugslånsvirksomheden, hvis virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion.

Til nr. 5 (§ 48, stk. 2, i hvidvaskloven)

Efter § 48, stk. 1, i hvidvaskloven skal virksomheder og personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 8, registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve en række nærmere angivne aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, såsom eksempelvis udlånsvirksomhed, finansiel leasing eller boksudlejning.

Af § 48, stk. 2 og 3, i den gældende hvidvasklov fremgår de tilfælde, hvor Finanstilsynet skal undlade at foretage registrering.

Efter § 48, stk. 2, skal Finanstilsynet undlade at foretage registrering efter stk. 1, hvis et medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse eller personen er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Bestemmelsen henviser i sin nugældende formulering til straffelovens § 78, stk. 2, hvorefter den der er dømt for et strafbart forhold kan udelukkes fra at udøve virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, hvis det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. Bestemmelsen forudsætter således, at en virksomheds øverste eller daglige ledelse eller personen er dømt for et strafbart forhold, før Finanstilsynet skal undlade registreringen. Det er i litteraturen antaget, at udtrykket ”dømt for” betyder, at det strafbare forhold skal være fastslået ved dom, hvorfor eksempelvis vedtagne administrative bødeforlæg og bødeforelæg udstedt af anklagemyndigheden samt indenretligt vedtagne bøder ikke er et tilstrækkeligt grundlag, jf. Kommenteret Straffelov, Almindelig Del, side 487.

Bestemmelsens nuværende formulering medfører, at Finanstilsynet ikke ved vurderingen af, om registrering skal undlades, kan lægge vægt på, at virksomheden eller personen har vedtaget administrative bødeforlæg og bødeforelæg udstedt af anklagemyndigheden eller indenretligt vedtagne bøder.

Finanstilsynet indhenter blandt andet offentlige straffeattester for virksomheder og personer omfattet af § 2, stk. 4, i bekendtgørelse om anmeldelse og registrering af personer og virksomheder i Finanstilsynets hvidvaskregister, når virksomheder og personer anmoder om registrering i Finanstilsynets hvidvaskregister.

De offentlige straffeattester indeholder relevante oplysninger om domme for overtrædelse af straffeloven, bøder og tiltalefrafald med vilkår for overtrædelse af straffeloven samt domme, tiltalefrafald med vilkår og frakendelser for overtrædelser af andre love end straffeloven, herunder lov om euforiserende stoffer og færdselsloven, jf. § 1 i cirkulære om registrering m.v. af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister.

Udgangspunktet vil derfor være, at afgørelser i skatte- og afgiftsstraffesager, ikke vil fremgå af den offentlige straffeattest, medmindre der er tale om domme for overtrædelse af straffelovens § 289 eller skatte- og afgiftsstraffedomme, der har medført frihedsstraffe. Særligt Skatteforvaltningen gør i høj grad brug af administrative bødeforlæg til at afslutte sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen.

Finanstilsynet kan ikke lægge sager, som afsluttes med bødeforlæg eller indenretlige bøder til grund for hæderlighedsvurderingen.

Skatteunddragelse er omfattet af definitionen af hvidvask, og det er derfor hensigtsmæssigt for den nationale bekæmpelse af hvidvask, at Finanstilsynet kan anvende disse oplysninger, når Finanstilsynet får kendskab til sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, når disse sager afsluttes med administrative bødeforelæg. Det samme kan gøre sig gældende for sager om overtrædelse af anden relevant lovgivning, eksempelvis lov om euforiserende stoffer.

Strafbare lovovertrædelser, som afsluttes med vedtagelse af bødeforlæg eller indenretlige bøder, er relevant for Finanstilsynets vurdering af, om registrering skal undlades efter hvidvasklovens § 48, stk. 1.

For at sikre, at Finanstilsynet kan inddrage såvel egne som andre myndigheders administrative bødeforlæg, bødeforelæg udstedt af anklagemyndigheden og indenretligt vedtagne bøder, foreslås det, at § 48, stk. 2, ændres.

Det foreslås således i § 48, stk. 2 , at ændre »dømt for et strafbart forhold, der begrunder en risiko for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2« til »pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde«.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet skal undlade at foretage registrering efter stk. 1, hvis et medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse eller personen er pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Det vil være afgørende for Finanstilsynets vurdering af det pågældende ledelsesmedlems m.fl. hæderlighed, at der er sket en overtrædelse af den relevante lovgivning. Et vedtaget bødeforelæg har samme retsvirkning som en endelig dom, ligesom vedtagelsen har samme gentagelsesvirkning som en dom, jf. retsplejeloven § 832, stk. 4. Dette gælder ligeledes bødeforlæg udstedt af Finanstilsynet i henhold til hvidvasklovens § 78 a, stk. 4.

Den strafbare lovovertrædelse, der henvises til i den foreslåede § 48, stk. 2, skal indebære en risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, førend registrering vil skulle undlades. Hvis en person eller virksomhed har vedtaget et bødeforelæg, vil Finanstilsynet derfor skulle vurdere, om overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde. Finanstilsynets vurdering vil blive foretaget efter de samme principper, som domstolene anvender i forbindelse med en rettighedsfrakendelsessag, og Finanstilsynet vil i vurderingen inddrage relevant retspraksis.

Dette indebærer, at Finanstilsynet i vurderingen af om en strafbar overtrædelse skal føre til, at Finanstilsynet nægter registrering, vil skulle vurdere, om det udviste forhold begrunder en risiko for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryggende vis.

Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor indgå i vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal medføre, at det pågældende ledelsesmedlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen.

Hensynet til at opretholde tilliden til det finansielle system, herunder særligt ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, vil også indgå i vurderingen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet får mulighed for at anvende oplysninger om sager, som er afsluttet med bødeforelæg og indenretligt vedtagne bøder.

Med den foreslåede ændring sikres det, at § 48, stk. 2, bliver tilpasset i overensstemmelse med hæderlighedsvurderingen i den øvrige finansielle lovgivning, herunder § 64, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, § 105, stk. 1, nr. 3, i lov om forsikringsvirksomhed, § 9, stk. 1, nr. 3, i lov om forsikringsformidling samt § 30, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger. Det betyder, at det er de samme oplysninger, som kan lægges til grund, for vurderingen af de ledelsesmedlemmer, som ønsker at indtræde i en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet.

Til nr. 6 (§ 48, stk. 3, i hvidvaskloven)

Efter § 48, stk. 1, i hvidvaskloven skal virksomheder og personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 8, registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve en række nærmere angivne aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, såsom for eksempel udlånsvirksomhed, finansiel leasing eller boksudlejning.

Af § 48, stk. 2 og 3, i den gældende hvidvasklov fremgår de tilfælde, hvor Finanstilsynet skal undlade at foretage registrering.

Efter den nugældende § 48, stk. 3, skal Finanstilsynet undlade at foretage registrering, hvis virksomheden er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af registreringen, jf. straffelovens § 78, stk. 2, eller en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse.

Bestemmelsen henviser i sin nugældende formulering til straffelovens § 78, stk. 2, hvorefter den der er dømt for et strafbart forhold kan udelukkes fra at udøve virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, hvis det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. Bestemmelsen forudsætter således, at en virksomhed eller en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, før Finanstilsynet skal undlade registreringen. Det er i litteraturen antaget, at udtrykket ”dømt for” betyder, at det strafbare forhold skal være fastslået ved dom, hvorfor administrative bødeforlæg ikke er et tilstrækkeligt grundlag, jf. Kommenteret Straffelov, Almindelig Del, side 487.

Bestemmelsens nuværende formulering medfører, at Finanstilsynet ikke kan lægge vægt på sager, som afsluttes med vedtaget administrativt bødeforlæg, bødeforelæg udstedt af anklagemyndigheden eller indenretligt vedtaget bøde i vurderingen af, om registrering skal undlades.

Finanstilsynet indhenter blandt andet offentlige straffeattester for virksomheder og personer omfattet af § 2, stk. 4, i bekendtgørelse om anmeldelse og registrering af personer og virksomheder i Finanstilsynets hvidvaskregister, når virksomheder og personer anmoder om registrering i Finanstilsynets hvidvaskregister.

De offentlige straffeattester indeholder relevante oplysninger om domme for overtrædelse af straffeloven, bøder og tiltalefrafald med vilkår for overtrædelse af straffeloven samt domme, tiltalefrafald med vilkår og frakendelser for overtrædelser af andre love end straffeloven, herunder lov om euforiserende stoffer og færdselsloven, jf. § 1 i cirkulære om registrering m.v. af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister.

Udgangspunktet vil derfor være, at afgørelser i bl.a. skatte- og afgiftsstraffesager, ikke vil fremgå af den offentlige straffeattest, medmindre der er tale om domme for overtrædelse af straffelovens § 289, eller skatte- og afgiftsstraffedomme, der har medført frihedsstraffe. Særligt Skatteforvaltningen gør i høj grad brug af administrative bødeforlæg til at afslutte sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen.

Finanstilsynet kan ikke lægge sager, som afsluttes med bødeforlæg til grund for hæderlighedsvurderingen.

Skatteunddragelse er omfattet af definitionen af hvidvask, og det er derfor hensigtsmæssigt for den nationale bekæmpelse af hvidvask, at Finanstilsynet kan anvende disse oplysninger, når Finanstilsynet får kendskab til sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, når disse sager afsluttes med bødeforelæg. Det samme kan gøre sig gældende for sager om overtrædelse af anden relevant lovgivning, såsom lov om euforiserende stoffer, som kan have en relevant og umiddelbar sammenhæng til hvidvask og skatteunddragelse.

Strafbare lovovertrædelser, som afsluttes med vedtagelse af bødeforlæg og indenretlige bøder, er relevant for Finanstilsynets vurdering af, om registrering skal undlades efter hvidvasklovens § 48, stk. 1.

For at sikre, at Finanstilsynet kan inddrage såvel egne som andre myndigheders administrative bødeforlæg, bødeforelæg udstedt af anklagemyndigheden og indenretligt vedtagne bøder, foreslås det, at § 48, stk. 3, ændres.

Det foreslås i § 48, stk. 3, at ændre »dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af registreringen, jf. straffelovens § 78, stk. 2, eller en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse« til: »pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at virksomheden misbruger registreringen, eller en reel ejer er pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, der begrunder en risiko for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet skal undlade at registrere en virksomhed, hvis virksomheden er pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at virksomheden misbruger registreringen, eller en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en risiko for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse.

Det vil være afgørende for Finanstilsynets vurdering af hæderligheden, at der er sket en overtrædelse af den relevante lovgivning. Et vedtaget bødeforelæg har samme retsvirkning som en endelig dom, ligesom vedtagelsen har samme gentagelsesvirkning som en dom, jf. retsplejeloven § 832, stk. 4. Dette gælder ligeledes bødeforlæg udstedt af Finanstilsynet i henhold til hvidvasklovens § 78 a, stk. 4.

Den strafbare lovovertrædelse, der henvises til i den foreslåede § 48, stk. 3, skal indebære en risiko for, at virksomheden misbruger registreringen, eller at en reel ejer misbruger den pågældendes kontrollerende indflydelse.

Hvis en virksomhed har vedtaget et bødeforelæg, vil Finanstilsynet skulle vurdere, om overtrædelsen indebærer risiko for, at registreringen misbruges, og ved reelle ejere vil det skulle vurderes, om der er risiko for misbrug af vedkommendes kontrollerende indflydelse. Finanstilsynets vurdering foretages efter samme principper, som domstolene anvender i forbindelse med en rettighedsfrakendelsessag, og Finanstilsynet vil i vurderingen inddrage relevant retspraksis.

Dette indebærer, at Finanstilsynet i vurderingen af om en strafbar overtrædelse skal føre til, at Finanstilsynet nægter registrering, vil skulle vurdere, om det udviste forhold begrunder en risiko for virksomhedens efterfølgende misbrug af registreringen, eller om den pågældende reelle ejer har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er må antages at være risiko for, at den pågældende vil bruge sin kontrollerende indflydelse på en ikke betryggende vis.

Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor skulle indgå i vurderingen af, om en strafbar overtrædelse medfører en risiko for, at virksomheden misbruger registreringen eller den reelle ejer misbruger den pågældendes kontrollerende indflydelse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet får mulighed for at anvende oplysninger om sager, som er afsluttet med bødeforelæg og indenretlige bøder.

Med den foreslåede ændring sikres det, at § 48, stk. 3, bliver tilpasset i overensstemmelse med hæderlighedsvurderingen i den øvrige finansielle lovgivning, herunder § 64, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, § 105, stk. 1, nr. 3, i lov om forsikringsvirksomhed, § 9, stk. 1, nr. 3, i lov om forsikringsformidling samt § 30, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger.

Til nr. 7 (§ 51 c, stk. 3, i hvidvaskloven)

Den gældende § 51 c, stk. 3, i hvidvaskloven fastsætter, at varigheden af påbud til et bestyrelsesmedlem om at nedlægge sit hverv skal fremgå af påbud i henhold til § 45, stk. 1, nr. 2 og 4-6. Bestemmelsen medfører, at hvis et bestyrelsesmedlem i en valutavekslingsvirksomhed påbydes at nedlægge sit hverv, skal Finanstilsynet fastsætte en varighed, hvis påbuddet udstedet på baggrund af manglende opfylde af hæderlighedskravet, jf. § 45, stk. 1, nr. 2 og 4-6.

Hvis påbuddet i stedet udstedes på baggrund af et idømt strafferetligt ansvar, jf. § 45, stk. 1, nr. 3, skal varigheden imidlertid ikke fremgå af påbuddet. I sager, hvor en valutaveksler påbydes at afsætte en direktør på grund af manglende opfyldelse af hæderlighedskravet, skal der ikke fastsættes en varighed. I sager hvor en indehaver af en operatør af et reguleret marked eller en indehaver af en it-operatør af et detailbetalingssystem ikke opfylder hæderlighedskravet trækkes virksomhedens tilladelse.

Det følger af § 51 c, stk. 7, at stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige, når en valutavekslingsvirksomhed drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion

Det foreslås i § 51 c, stk. 3, at ændre bestemmelsens anvendelsesområde ved tilpasse henvisningerne således, at varigheden af påbud meddelt efter stk. 1 på baggrund af § 45, stk. 1, nr. 2-5, skal fremgå af påbuddet.

Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet fremover også skal fastsætte en varighed i sager, hvor et bestyrelsesmedlem i en valutavekslingsvirksomhed ikke lever op til hæderlighedskravet i § 45, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at Finanstilsynet skal fastsætte en varighed i sager, hvor en valutavekslingsvirksomhed påbydes at afsætte en direktør, som ikke lever op til hæderlighedskravet i § 45, stk. 1, nr. 2-5. Det sikres herved, at der gælder en ensartet retsbeskyttelse af direktører og bestyrelsesmedlemmer i sager om afsættelse på grund af manglende hæderlighed.

Varigheden fastsættes i henhold til principperne i den gældende § 51 c, stk. 3 og lovforslagets § 8, nr. 1, der indfører krav om fastsættelse af varighed i afgørelsessager, hvor ledelsesmedlemmet ikke opfylder hæderlighedskravet i § 45, stk. 1, nr. 2-5.

Til nr. 8 og 9 (§ 51 c, stk. 5 og 7, i hvidvaskloven)

Det følger af § 51 c, stk. 3, i hvidvaskloven, at påbud meddelt efter stk. 1 af sagens parter kan forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, senest 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Reglerne i § 51 c, stk. 1-6, finder tilsvarende anvendelse på den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige, når en valutavekslingsvirksomhed drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, jf. § 51 c, stk. 7, i hvidvaskloven.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 51 c, stk. 5, i hvidvaskloven. Det gældende stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8. Efter den foreslåede bestemmelse følger, at afgørelser i sager efter § 45, stk. 1, som træffes efter § 45, stk. 2, kan af virksomheden og af den person, som afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om godkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslåede indebærer en ret for sagens parter til at anmodede Finanstilsynet om at indbringe et afslag på en egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse for domstolene. Det foreslåede om, at anmodning ikke har opsættende virkning, skal sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed.

Forslaget medfører, at retsstillingen for virksomheder og ledelsesmedlemmer, som får et afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning, bliver den samme som for virksomheder og personer, hvor Finanstilsynet påbyder en direktør afsat af virksomheden eller påbyder et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv. Der vil således på samme måde som i påbudssager gælde i ansøgningssager, at sagens parter foruden muligheden for at indbringe et afslag for Erhvervsankenævnet kan anmode om at sagen indbringes for domstolene på Finanstilsynets foranledning.

Det foreslås i § 51 c, stk. 7 , der bliver stk. 8, at ændre henvisningen til stk. 1-6 til stk. stk. 1-7.

Det foreslåede er en afledt konsekvensrettelse af, at det gældende § 51 c, stk. 7, med lovforslagets § 8, nr. 3, bliver stk. 8.

Med det foreslåede sikres det at hele § 51 c finder tilsvarende anvendelse på den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige, når en valutavekslingsvirksomhed drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion.

Til nr. 10 og 11 (§ 55 stk. 6 og 7, i hvidvaskloven)

Det følger af § 47, stk. 2, at Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet med loven med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed. I sager om afslag på en ansøgning om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse eller om afsættelse af et ledelsesmedlem, der ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 45, stk. 1-3, træffer Finanstilsynets bestyrelse afgørelsen, jf. § 345, stk. 12, nr. 4.

Det følger af § 55, stk. 1, i hvidvaskloven, at reaktioner tildelt efter § 47, stk. 1 og 2, § 51 eller § 51 b eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog stk. 6. Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3. § 55, stk. 3, fastsætter at offentliggørelse af en persons navn alene kan ske ved gentagne og systematiske overtrædelser af en række af lovens centrale bestemmelser, dog ikke i sager om overtrædelse af § 45.

Ved reaktioner forstås alle tilsynsreaktioner, som Finanstilsynets bestyrelse vedtager, og som retter sig mod en part, herunder afgørelser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning.

Finanstilsynets offentliggørelsespligt indskrænkes i medfør af § 55, stk. 6, hvis særlige hensyn gør sig gældende. Undtagelserne til offentliggørelsespligten omfatter imidlertid ikke Finanstilsynets negative afgørelser på ansøgninger om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse eller sager, hvor overtrædelse af kravene medfører et påbud om afsættelse eller nedlæggelse af et hverv, da afgørelserne kan anonymiseres.

Finanstilsynet offentliggør derfor i dag, som resume i anonymiseret form, Finanstilsynets afslag på ansøgninger om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse. På samme vis offentliggør Finanstilsynet afgørelser, hvor en virksomhed påbydes at afsætte en direktør samt afgørelser hvormed et bestyrelsesmedlem påbydes at nedlægge sit hverv, jf. § 51 c.

Den EU-retslige forpligtelse til offentliggørelse af afgørelser omfatter sanktioner for overtrædelser af direktivets bestemmelser, som de er gennemført i national ret, og følger af artikel 60, stk. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (hvidvaskdirektivet)

Af artikel 60, stk. 1, fremgår det, at medlemsstaterne sikrer, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndigheder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den person, der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørelsen. Offentliggørelsen skal mindst indeholde oplysninger om overtrædelsens type og karakter og om identiteten af de personer, der er ansvarlige. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende dette afsnit på afgørelser om pålæggelse af foranstaltninger af efterforskningsmæssig karakter.

Af artikel 60, stk. 2, fremgår det, at når medlemsstaterne tillader offentliggørelse af afgørelser, der kan påklages, offentliggør de kompetente myndigheder også omgående sådanne oplysninger og efterfølgende oplysninger om resultatet af en sådan klage på deres officielle websted. Endvidere offentliggøres også enhver afgørelse, der annullerer en tidligere afgørelse om pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning.

Det foreslås i § 55, stk. 6, 1. pkt., at der skal ikke ske offentliggørelse af reaktioner efter stk. 1 om kravene i § 45 medmindre, der er tale om reaktioner i medfør af § 51 c for overtrædelse af kravene.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet ikke længere skal offentliggøre afslag på en ansøgning om egnetheds og hæderligshedsgodkendelse efter § 45. stk. 1. Da et afslag på en ansøgning ikke udgør en sanktion i henhold til artikel 60, stk. 1, i hvidvaskdirektivet kan det nationalt fastsættes at afslag på ansøgninger, som træffes i henhold til § 45 skal undtages fra Finanstilsynets offentliggørelsespligt.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at Finanstilsynet fortsat skal offentliggøre et påbud til en virksomhed om at afsætte en direktør, der ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 45, hvis de pågældende krav er overtrådt. Det samme gælder i forhold til påbud til et bestyrelsesmedlem om at nedlægge sit hverv. De almindelige begrænsninger i offentliggørelsespligten, der følger af § 55 finder anvendelse.

Det foreslåede indebærer desuden, at der skal ske offentliggørelse, når påbuddet om en persons afsættelse eller nedlæggelse af sit hverv ikke længere kan appelleres, og hvis offentliggørelsen sker forud for dette tidspunkt, skal der ved offentliggørelsen hurtigst muligt medfølge oplysninger om appelstatus og resultatet heraf.

Forslaget vil sikre ensartede regler på tværs af den finansielle regulering.

Det foreslås, i § 55, stk. 7, at ændre henvisningen til stk. 5, 1. pkt., til stk. 5, 2. pkt.

Der er tale om afledt konsekvensrettelse som følge af, at § 55, stk. 4, 1. pkt. med lovforslaget rykkes til stk. 4, 2. pkt.

Det foreslåede medfører ingen materielle ændringer.

Til nr. 12 (§ 55, stk. 9, i hvidvaskloven)

Den gældende § 55 i hvidvaskloven fastlægger, hvilke af Finanstilsynets reaktioner, som skal offentliggøres. Finanstilsynet offentliggør i dag afslag på ansøgning om egnetheds- og hæderlighedsgodkendelse samt påbud om afsættelse eller nedlæggelse af et hverv, som anonymiseret resumé, jf. dog lovforslagets § 4, nr. 12. Godkendelse af de omfattede personer offentliggøres som udgangspunkt omvendt ikke.

Den gældende § 45, stk. 1, nr. 1, i hvidvaskloven fastsætter krav til egnethed for bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer i en valutavekslingsvirksomhed, eller, hvor valutaveksling udøves af en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren eller, hvor valutavekslingsvirksomheden drives som juridisk person uden bestyrelse eller direktion, den eller de ledelsesansvarlige og valutavekslingsvirksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Ved vurdering af en kandidats egnethed inddrager Finanstilsynet særligt oplysninger om kandidatens uddannelse og tidligere erhvervserfaring.

Oplysningerne udgør i en databeskyttelsesretlig sammenhæng almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Almindelige personoplysninger er ikke klassificeret som følsomme personoplysninger. Almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6 kan bl.a. behandles, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. Omfattet af litra e er bl.a. den behandling, som sker i retsinformationssystemer med henblik på at informere offentligheden om lovgivning, retspraksis m.v.

Det foreslås i § 55, stk. 9, at Finanstilsynet kan offentliggøre en redegørelse om Finanstilsynets praksis efter § 45, stk. 1, nr. 1, i det omfang, der er sager, som er relevante for at øge transparensen om Finanstilsynets praksis ved egnethedsvurderinger.

Redegørelsen vil have fokus på positive egnethedsafgørelser og kan f.eks. laves som en kommenteret beskrivelse af den retningsskabende praksis på området samt dertil knyttede udtalelser af vejledende karakter, som kan bidrage til at afstemme forventningerne mellem virksomhederne og Finanstilsynet med hensyn til, hvordan konkrete sager vurderes. Finanstilsynet kan inddrage de afgørelser, som vurderes at bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis. Inddragelse af relevante afgørelser vil ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte afgørelses relevans. Ved udarbejdelse af redegørelsen skal Finanstilsynet i videst mulig udstrækning søge at anonymisere personoplysninger, så de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører, ikke kan identificeres.

Redegørelsen forventes at indeholde visse almindelige personoplysninger fra egnethedsvurderingerne, idet vurderingen heraf i høj grad er baseret på en konkret, individuel vurdering af, om kandidatens samlede viden, faglige kompetencer og erfaring matcher, hvad der må forventes for at kunne varetage den pågældende stilling. Det vurderes som udgangspunkt vanskeligt at give et retvisende billede af praksis uden at redegøre for alle de forhold, der er lagt vægt på i den konkrete vurdering. Idet afgørelserne er så konkret begrundet i konkrete oplysninger om kandidaten, kan det i praksis være vanskeligt at anonymisere omtalen af sagen tilstrækkeligt.

I sager om positive egnethedsvurderinger vil der som udgangspunkt være tale om almindelige personoplysninger, som indgår i en begunstigende forvaltningsakt, og det vil dermed være tilstrækkeligt, at Finanstilsynet sikrer en anonymisering i form af, at det ikke umiddelbart er muligt for tredjeparter i offentligheden uden særlig tilknytning til sagen at genkende den pågældende.

I redegørelsen kan indgå oplysninger om de kriterier, Finanstilsynet tillægger vægt i negative egnethedsafgørelser, hvis dette vurderes at være relevant for virksomhederne og kandidater. Når der i redegørelsen inddrages kriterier fra afgørelser eller vejledning, hvor kandidaten ikke vurderes egnet, vil Finanstilsynet sikre, at omtalen heraf er anonymiseret, så den fysiske person, som sagen vedrører, ikke kan identificeres. Hvis det ikke vurderes muligt at sikre en effektiv anonymisering, vil sagen og oplysningerne ikke indgå i redegørelsen.

Redegørelsen er ikke obligatorisk. En redegørelse vil derfor kun udarbejdes, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er sager, som er relevante for at øge transparensen om Finanstilsynets praksis ved egnethedsvurderinger.

Til nr. 13 (§ 57, stk. 2, i hvidvaskloven)

Det fremgår af § 57, stk. 2, i hvidvaskloven, at medlemmer af ledelsen og reelle ejere af virksomheder samt personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 16, ikke må være dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes stilling eller kontrollerende indflydelse.

Det foreslås i § 57, stk. 2 , at ændre »§ 1, stk. 1, nr. 16,« til: »§ 1, stk. 1, nr. 16 og 21,«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kunsthandlere, som er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 21, også vil blive omfattet af denne bestemmelse. Ændringen indebærer en udvidelse af personkredsen, der omfattes af kravene til hæderlighed i hvidvaskloven, til også at inkludere kunsthandlere.

Ændringen skyldes, at det i forbindelse med udvidelsen af hvidvaskloven til også at omfatte kunsthandlere m.v. ved en forglemmelse ikke blev sikret, at kravene til hæderlighed, som gælder for andre forpligtede enheder, også skulle gælde for kunsthandlere. Med den foreslåede ændring rettes fejlen.

Af betragtning nr. 51 i præamblen til 4. hvidvaskdirektiv fremgår det, at kriterierne for at afgøre, om en person besidder den fornødne hæderlighed, som minimum skal afspejle behovet for at beskytte virksomhederne mod at blive misbrugt af deres ledere eller reelle ejere med kriminelle formål for øje.

Begrebet hæderlighed refererer til personens integritet og pålidelighed. Ved vurderingen af hæderlighed skal det vurderes, om personen har en ren straffeattest, eller om der foreligger domme for strafbare forhold, der kan begrunde en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes stilling. Det betyder, at ikke alle domme nødvendigvis diskvalificerer en person, men at der foretages en konkret vurdering af risikoen for misbrug baseret på dommens karakter og relevans.

Ændringen retter op på den fejl, at kunsthandlere ikke blev omfattet af hæderlighedskravene i forbindelse med udvidelse af hvidvaskloven til kunsthandlere og medvirker til at sikre, at kunstsektoren i højere grad bidrager til bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Ændringen skal være med til at sikre, at ledelsen og reelle ejere i kunsthandlere ikke er dømt for strafbare forhold, der udgør en nærliggende fare for misbrug af deres stilling eller anden form for uhensigtsmæssig indflydelse.

Til nr. 14 (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven)

Den gældende § 78 stk. 1, i hvidvaskloven fastlægger, hvilke overtrædelser af loven, som kan straffes med bøde. Det følger i dag af bestemmelsen, at overtrædelser af § 45, stk. 2, straffes med bøde. Det indebærer, at det er strafbart, hvis et ledelsesmedlem ikke informerer Finanstilsynet om, at vedkommende efter sin godkendelse f.eks. bliver idømt et strafferetligt ansvar eller begæres konkurs. Det gælder tilsvarende for indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed, den kvalificerede ejer samt den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige, når virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion.

Det foreslås i § 78, stk. 1, 2. pkt., at tilpasse henvisningerne således at henvisninger til § 45, stk. 2 ændres til § 45 stk. 5.

Det foreslåede er en afledt konsekvensrettelse, som skyldes, at § 45, stk. 2, med lovforslaget rykkes til § 45, stk. 5.

Forslaget indebærer ingen materielle ændringer.