Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 385 af 26/04/2017

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om europæiske samarbejdsudvalg, lov om information og høring af lønmodtagere, lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang og lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse (Implementering af direktiv om ændring af visse direktiver på det arbejds- og ansættelsesretlige område, for så vidt angår søfarende, m.v.) § 4

I lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »Rådets direktiv 98/50/EF af 29. juni 1998 om ændring af direktiv 77/187/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT. 1988, nr. 201, L, s. 88).«: »Loven indeholder endvidere bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1794/EU af 6. oktober 2015 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF, 2009/38/EF og 2002/14/EF samt Rådets direktiv 98/59/EF og 2001/23/EF for så vidt angår søfarende, EU-Tidende 2015, nr. L 263, side 1-5.«

2. § 1, stk. 4, affattes således:

 »Stk. 4. Loven finder anvendelse på overførsel af et søgående skib, der indgår i en overdragelse af en virksomhed eller en del heraf, jf. stk. 1-3, forudsat at erhververen er beliggende på det område eller den virksomhed eller del heraf, som overdrages, forbliver inden for det område, der er nævnt i stk. 1. Loven finder ikke anvendelse, hvis overdragelsen udelukkende vedrører et eller flere søgående skibe.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om europæiske samarbejdsudvalg, lov om information og høring af lønmodtagere, lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang og lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse (Implementering af direktiv om ændring af visse direktiver på det arbejds- og ansættelsesretlige område, for så vidt angår søfarende, m.v.) § 4

Til nr. 1

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres, således at der indsættes en henvisning til, at loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1794 af 6. oktober 2015 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF, 2009/38/EF og 2002/14/EF samt Rådets direktiv 98/59/EF og 2001/23/EF, for så vidt angår søfarende.

Til nr. 2

Efter den gældende virksomhedsoverdragelseslov § 1, stk. 4, finder loven ikke anvendelse på søgående skibe. Det foreslås, at virksomhedsoverdragelseslovens § 1, stk. 4, affattes, så loven finder anvendelse på overførsel af et søgående skib, der indgår i en overdragelse i henhold til stk. 1-3, idet det forudsættes, at den virksomhed eller del heraf, som overdrages, forbliver inden for det i stk. 1 nævnte område, eller at erhververen er beliggende på dette område. Det foreslås endvidere, at loven ikke finder anvendelse, hvis overdragelsen alene vedrører et eller flere søgående skibe.

I forhold til lovens anvendelsesområde kan det således anføres, at overdragelsen ikke kan anses for alene at vedrøre et søgående skib, hvis overdragelsen indbefatter landbaseret virksomhed. Særligt vedrørende det territoriale anvendelsesområde understreges, at betingelsen i lovens § 1, stk. 1, om, at loven finder anvendelse, hvis den overdragne virksomhed eller del heraf er beliggende i EU/EØS, under alle omstændigheder skal være opfyldt. Loven vil således ikke finde anvendelse, hvis et dansk rederi eksempelvis erhverver et rederi med tilhørende skibe, hvis dette rederi er beliggende i Singapore, da betingelsen i virksomhedsoverdragelseslovens § 1, stk. 1, ikke er opfyldt.

Som forudsætning for at virksomhedsoverdragelsesloven kan finde anvendelse ved overførsel af søgående skibe, foreslås det desuden fastsat i § 1, stk. 4, at erhververen skal være beliggende på eller den overførte virksomhed eller del heraf skal forblive i EU/EØS-området. Loven vil ikke kunne finde anvendelse, hvis et rederi, der eksempelvis er beliggende i Egypten, erhverver et rederi beliggende inden for EU/EØS og i forbindelse med overdragelsen nedlægger det i EU/EØS baserede rederi og overtager de pågældende skibe, da ingen af betingelserne i den foreslåede § 1, stk. 4, så vil være opfyldt. Hvis det erhvervede rederi fortsætter som en selvstændig virksomhed eller som en filial med base i EU/EØS, vil loven derimod kunne finde anvendelse, da de pågældende lønmodtagere fortsat vil være ansat inden for traktatens territoriale anvendelsesområde.

For så vidt angår forholdet til anden lovgivning bemærkes, at det ikke er hensigten, at § 14 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 73 af 17. januar 2014 med senere ændringer, berøres. Søfarende kan således fortsat kræve sig afskediget i de situationer, der er beskrevet i den nævnte § 14, stk. 1 og 2.

Med vedtagelse af den foreslåede nr. 2 implementeres direktivets artikel 5.