Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1642 af 16/12/2025

Skatteministeriet

Lov om ændring af lov om en børne- og ungeydelse, ligningsloven og forskellige andre love (Ændring af udbetalingsreglerne for børne- og ungeydelsen og delvis skattefritagelse af indtægt fra salg af sociale aviser m.v.) § 9

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1004 af 30. juni 2025, som ændret ved § 3 i lov nr. 630 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 14, stk. 6, ændres »samt«: til: »,«, og efter »ligningslovens § 7, nr. 22 og 40« indsættes: », samt indtægter fra salg af sociale aviser, jf. ligningslovens § 7, nr. 42«.

2. I § 33, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »ligningslovens § 7, nr. 22 og 40«: », samt indtægter fra salg af sociale aviser, jf. ligningslovens § 7, nr. 42«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en børne- og ungeydelse, ligningsloven og forskellige andre love (Ændring af udbetalingsreglerne for børne- og ungeydelsen og delvis skattefritagelse af indtægt fra salg af sociale aviser m.v.) § 9

Til nr. 1

Det fremgår af den gældende § 14, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen i forbindelse med afgørelse om ret til kontanthjælp skal se bort fra formue i form af legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varigt men og ikkeøkonomisk skade, samt ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser, foreninger m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22 og 40.

Det foreslås i § 14, stk. 6, at ændre »samt« til: »,«, og efter »ligningslovens § 7, nr. 22 og 40« at indsætte », samt indtægter fra salg af sociale aviser, jf. ligningslovens § 7, nr. 42«.

Som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 2, nr. 1, hvorefter der indsættes en ny bestemmelse i ligningslovens § 7, nr. 42, vil indtægter fra salg af sociale aviser på op til 42.766 kr. årligt være skattefri og således ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen i forbindelse med afgørelse om ret til kontanthjælp skal se bort fra formue i form indtægter fra salg af sociale aviser op til det beløb, der vil være fritaget for beskatning efter ligningsloven.

Til nr. 2

Det fremgår af § 33, stk. 1, nr. 4, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen ikke foretager fradrag i kontanthjælpen for legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningsloven § 7, nr. 22 og 40.

Det foreslås, at der i § 33, stk. 1, nr. 4, efter »ligningslovens § 7, nr. 22 og 40« indsættes », samt indtægter fra salg af sociale aviser, jf. ligningslovens § 7, nr. 42«.

Som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 2, nr. 1, hvorefter der indsættes en ny bestemmelse i ligningslovens § 7, nr. 42, vil indtægter fra salg af sociale aviser på op til 42.766 kr. årligt være skattefri og således ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen ikke skal foretage fradrag i kontanthjælpen for indtægter fra salg af sociale aviser op til det beløb, der vil være fritaget for beskatning efter ligningsloven.