Lov om ændring af lov om en børne- og ungeydelse, ligningsloven og forskellige andre love

§ 1

Til nr. 1

Børne- og ungeydelsen reguleres årligt i henhold til udviklingen i forbrugerprisindekset, som offentliggøres af Danmarks Statistik, jf. § 1, stk. 3, i lov om en børne- og ungeydelse. Reguleringen foretages på grundlag af forbrugerprisindeksets årsgennemsnit for det år, der ligger 2 år forud for det kalenderår, hvor ydelsen udbetales. Beløbene forhøjes eller nedsættes med samme procent, som forbrugerprisindekset er ændret i forhold til niveauet i 2009. Den procentvise ændring beregnes med én decimal, og de regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12, jf. § 1, stk. 3, i lov om en børne- og ungeydelse.

Det følger af § 4 i lov om en børne- og ungeydelse, at forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over et eller flere børn modtager børne- og ungeydelsen med halvdelen til hver.

Det foreslås, at i § 1, stk. 3, 7. pkt., i lov om en børne- og ungeydelse ændres »12« til »24«.

Den foreslåede ændring indebærer, at det regulerede beløb fremover vil skulle afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 24.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at det regulerede beløb efter § 1, stk. 3, kan være et ulige tal, som ikke kan deles ligeligt mellem to forældremyndighedsindehavere. Ved at afrunde til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 24, sikres det, at beløbet kan fordeles ligeligt mellem to forældremyndighedsindehavere.

Ændringen sikrer således, at det regulerede beløb efter § 1, stk. 3, fremover vil kunne deles lige med to i alle tilfælde, dvs. både ved den kvartalsvise udbetaling af børneydelsen og den månedlige udbetaling af ungeydelsen.

Til nr. 2

Der udbetales for børn og unge under 18 år en skattefri børne- og ungeydelse, jf. § 1, stk. 1 og 2, i lov om en børne- og ungeydelse, hvis betingelserne i lovens § 2 er opfyldt, herunder, at den person, der har forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.

For børn under 15 år udbetales børneydelsen med en fjerdedel i hvert kvartal, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5, stk. 3. Ydelsen udbetales første gang for det kvartal efter det kvartal, hvori barnet er født. Børneydelsens størrelse afhænger af barnets alder. For børn under 3 år er beløbet 21.480 kr. årligt (2026-niveau), for børn mellem 3 og 6 år er beløbet 17.004 kr. årligt (2026-niveau), og for børn og unge mellem 7 og 14 år er beløbet 13.380 kr. årligt (2026-niveau).

For unge mellem 15 og 17 år sker udbetalingen månedsvist, og sidste gang for den måned, hvor den unge fylder 18 år. I den måned, hvor den unge fylder 18 år, udbetales ydelsen forholdsmæssigt, svarende til antallet af dage fra månedens begyndelse til og med fødselsdagen i forhold til antallet af dage i måneden, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5, stk. 4. For unge mellem 15 og 17 år er beløbet 13.380 kr. årligt (2026-niveau).

Det er en betingelse for retten til børne- og ungeydelsen, at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har meddelt Udbetaling Danmark, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 155 c i lov om social service om standsning af børne- og ungeydelsen på baggrund af en underretning om, at barnet har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for det pågældende kvartal, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 2, stk. 1, nr. 10.

Det foreslås, at i § 2, stk. 1, nr. 10, i lov om en børne- og ungeydelse ændres »§ 155 c i lov om social service« til »§ 134 i barnets lov«.

Det foreslåede er en konsekvens af, at § 155 c i lov om social service blev ophævet ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, og uden indholdsmæssige ændringer videreført som § 134 i barnets lov.

Til nr. 3

Efter § 4, stk. 1, i lov om en børne- og ungeydelse udbetales i udgangspunktet for forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet børne- og ungeydelsen med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne.

Hele ydelsen kan dog udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis begge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige heri, jf. § 4, stk. 2, nr. 1, i lov om en børne- og ungeydelse, eller den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende bopælsregistreres hos den anden forældremyndighedsindehaver, jf. § 4, stk. 2, nr. 2, i lov om en børne- og ungeydelse.

Det foreslås, at i § 4, stk. 2, nr. 1, i lov om en børne og ungeydelse udgår »eller«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås at indsætte en ny dokumentationsmulighed i lov om en børne- og ungeydelses som § 4, stk. 2, nr. 3, hvorefter en forældremyndighedsindehaver vil kunne anvende en erklæring efter forældreansvarslovens § 44 b, nr. 1, som dokumentation for at modtage den fulde ydelse.

Til nr. 4

Efter § 4, stk. 1, i lov om en børne- og ungeydelse udbetales i udgangspunktet for forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet børne- og ungeydelsen med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne.

Det følger af § 4, stk. 2, nr. 1, i lov om en børne- og ungeydelse, at hele ydelsen kan udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis begge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige heri. Har begge forældremyndighedsindehavere erklæret, at de er enige i, at udbetalingen af børne- og ungeydelsen kun skal ske til den ene forældremyndighedsindehaver, kan erklæringen efterfølgende ikke ensidigt trækkes tilbage af den ene forældremyndighedsindehaver.

Det følger endvidere af § 4, stk. 2, nr. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, at den fulde ydelse kan udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, såfremt denne dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

Videre følger det af § 4, stk. 3, i lov om en børne- og ungeydelse, at ydelser, der udbetales efter stk. 2, ligeledes skal udbetales efter stk. 1, 1. pkt., hvis den anden forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet ikke længere skal være mindst 9 ud af 14 dage hos modtageren af ydelsen, eller hvis barnet bliver bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

En samværsafgørelse, der kan danne grundlag for udbetaling af børne- og ungeydelsen, skal været truffet af Familieretshuset eller domstolene. En afgørelse om midlertidigt samvær kan ikke anvendes som grundlag for udbetaling af ydelsen.

Et forlig om samvær, der skal kunne danne grundlag for udbetaling af børne- og ungeydelsen, skal være indgået for Familieretshuset eller domstolene og vil typisk fremgå af et mødereferat m.v. eller af en retsbog. En aftale om samvær, der er indgået direkte mellem forældremyndighedsindehaverne uden involvering af Familieretshuset eller domstolene og en mundtlig samværsaftale, kan ikke danne grundlag for udbetaling af ydelsen.

Det foreslås, at i § 4, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, i lov om en børne og ungeydelse indsættes efter »samværsafgørelse« », herunder en afgørelse om midlertidigt samvær,«.

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 2, nr. 2, vil betyde, at en afgørelse om midlertidigt samvær, hvorefter en forældremyndighedsindehaver skal have barnet i mindst 9 ud af 14 dage, vil kunne anvendes som dokumentation for udbetaling af den fulde børne- og ungeydelse efter § 4, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse. Dette vil omfatte alle typer af midlertidige afgørelser om samvær, herunder afgørelser truffet efter forældreansvarslovens §§ 29-30.

Forslaget om ændring af § 4, stk. 3, vil betyde, at en afgørelse om midlertidigt samvær vil kunne anvendes som dokumentation for, at barnet ikke længere skal være mindst 9 ud af 14 dage hos den forældremyndighedsindehaver, der hidtil har fået udbetalt den fulde ydelse, således, at ydelsen efter § 4, stk. 3, vil skulle ligedeles mellem forældremyndighedsindehaverne.

Til nr. 5

Det følger af § 4, stk. 2, nr. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, at den fulde ydelse kan udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, såfremt denne dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

Der foreslås i § 4, stk. 2, nr. 2, ændres »forældremyndighedsindehaver.« til: »forældremyndighedsindehaver, eller«.

Det foreslåede er en konsekvens af, at der foreslås indsat et nyt nr. 3 i § 4, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 6

Det følger af § 4, stk. 1, 1. pkt. i lov om en børne- og ungeydelse, at for forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet udbetales børne- og ungeydelsen med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne.

Det følger af § 4, stk. 2, nr. 1, i lov om en børne- og ungeydelse, at hele ydelsen kan udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis begge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige heri. Har begge forældremyndighedsindehavere erklæret, at de er enige i, at udbetalingen af børne- og ungeydelsen kun skal ske til den ene forældremyndighedsindehaver, kan erklæringen efterfølgende ikke ensidigt trækkes tilbage af den ene forældremyndighedsindehaver.

Det følger endvidere af § 4, stk. 2, nr. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, at den fulde ydelse kan udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, såfremt denne dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

Videre følger det af § 4, stk. 3, i lov om en børne- og ungeydelse, at ydelser, der udbetales efter stk. 2, ligeledes skal udbetales efter stk. 1, 1. pkt., hvis den anden forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet ikke længere skal være mindst 9 ud af 14 dage hos modtageren af ydelsen, eller hvis barnet bliver bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

En samværsafgørelse, der kan danne grundlag for udbetaling af børne- og ungeydelsen, skal været truffet af Familieretshuset eller domstolene. En afgørelse om midlertidigt samvær kan ikke anvendes som grundlag for udbetaling af ydelsen.

Et forlig om samvær, der skal kunne danne grundlag for udbetaling af børne- og ungeydelsen, skal være indgået for Familieretshuset eller domstolene og vil typisk fremgå af et mødereferat m.v. eller af en retsbog. En aftale om samvær, der er indgået direkte mellem forældremyndighedsindehaverne uden involvering af Familieretshuset eller domstolene og en mundtlig samværsaftale, kan ikke danne grundlag for udbetaling af ydelsen.

Det foreslås, at i § 4, stk. 2, i lov om en børne og ungeydelse indsættes som nr. 3, at den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det følger af en erklæring efter forældreansvarslovens § 44 b, nr. 1, at barnet opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og at barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

Forslaget vil betyde, at en forældremyndighedsindehaver, der har barnet mindst 9 ud af 14 dage, også vil kunne anvende en erklæring efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede § 44 b, nr. 1, i forældreansvarsloven, der er udstedt af Familieretshuset, som dokumentation for udbetaling af den fulde børne- og ungeydelse efter § 4, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse.

Det vil være en betingelse for udbetaling af den fulde børne- og ungeydelse efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, nr. 3, at barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret hos den anden forældremyndighedsindehaver. Det betyder, at hvis barnet efterfølgende bopælsregistreres i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver, vil børne- og ungeydelsen skulle deles mellem forældremyndighedsindehavere efter § 4, stk. 1, 1. pkt., i lov om en børne- og ungeydelse med halvdelen til hver.

Erklæringen vil ikke kunne anvendes som dokumentation for ændring af udbetalingen af børne- og ungeydelsen i situationer, der er omfattet af overgangsordningen i § 4, stk. 10, i lov om en børne- og ungeydelse. Overgangsordningen medfører, at forældremyndighedsindehavere, der ikke boede sammen fra og med den 19. oktober 2021 til og med den 21. november 2021, som udgangspunkt ikke er omfattet af reglerne om ligedeling af børne- og ungeydelsen, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt.

Til nr. 7

Det følger af § 4, stk. 1, 1. pkt. i lov om en børne- og ungeydelse, at for forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet udbetales børne- og ungeydelsen med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne.

Det følger af § 4, stk. 2, nr. 1, i lov om en børne- og ungeydelse, at hele ydelsen kan udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis begge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige heri. Har begge forældremyndighedsindehavere erklæret, at de er enige i, at udbetalingen af børne- og ungeydelsen kun skal ske til den ene forældremyndighedsindehaver, kan erklæringen efterfølgende ikke ensidigt trækkes tilbage af den ene forældremyndighedsindehaver.

Det følger endvidere af § 4, stk. 2, nr. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, at den fulde ydelse kan udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, såfremt denne dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

Videre følger det af § 4, stk. 3, i lov om en børne- og ungeydelse, at ydelser, der udbetales efter stk. 2, ligeledes skal udbetales efter stk. 1, 1. pkt., hvis den anden forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet ikke længere skal være mindst 9 ud af 14 dage hos modtageren af ydelsen, eller hvis barnet bliver bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver.

En samværsafgørelse, der kan danne grundlag for udbetaling af børne- og ungeydelsen, skal været truffet af Familieretshuset eller domstolene. En afgørelse om midlertidigt samvær kan ikke anvendes som grundlag for udbetaling af ydelsen.

Det foreslås, at der i § 4, stk. 3, i lov om en børne- og ungeydelse indsættes efter »modtageren af ydelsen,« »at det følger af en erklæring efter forældreansvarslovens § 44 b, nr. 2, at barnet ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos modtageren af ydelsen,«.

Det foreslåede vil medføre, at en forældremyndighedsindehaver vil kunne anvende en erklæring efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede § 44 b, nr. 2, i forældreansvarsloven som dokumentation for, at barnet ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den anden forældremyndighedsindehaver.

Den foreslåede ændring vil indebære, at en forældremyndighedsindehaver, som ikke modtager børne- og ungeydelsen, fordi hele ydelsen udbetales til den anden forældremyndighedsindehaver efter § 4, stk. 2, i lov om en børne og ungeydelse, vil kunne anmode Udbetaling Danmark om, at ydelsen fremover deles mellem forældremyndighedsindehaverne, hvis vedkommende kan fremlægge en erklæring efter forældreansvarslovens § 44 b, nr. 2, som dokumenterer, at barnet ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den forældremyndighedsindehaver som har modtaget ydelsen.

Erklæringen vil ikke kunne anvendes som dokumentation for ændring af udbetalingen af børne- og ungeydelsen i situationer, der er omfattet af overgangsordningen i § 4, stk. 10, i lov om en børne- og ungeydelse. Overgangsordningen medfører, at forældremyndighedsindehavere, der ikke boede sammen fra og med den 19. oktober 2021 til og med den 21. november 2021, som udgangspunkt ikke er omfattet af reglerne om ligedeling af børne- og ungeydelsen, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt.

Til nr. 8

Det følger af § 4, stk. 4, i lov om en børne- og ungeydelse, at der i tilfælde, hvor en forældremyndighedsindehaver har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse og er indsat i en institution under Kriminalforsorgen i mere end 3 måneder, kan den ydelse, som den indsatte har ret til at få udbetalt, efter Udbetaling Danmarks bestemmelse udbetales til den indsattes ægtefælle, såfremt den indsattes særbarn opholder sig hos ægtefællen.

Det foreslås i § 4, stk. 4, at indsætte som 2. pkt., at 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis forælderen som nævnt i 1. pkt., indlægges eller anbringes på en retspsykiatrisk afdeling i mere end 3 måneder, som følge af en anbringelsesdom eller en behandlingsdom efter straffelovens § 68, 2. pkt., hvor retten fandt personen omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 1. eller 3. pkt., eller § 69.

Den foreslåede ændring vil indebære, at hvis en forældremyndighedsindehaver, som har ret til at få udbetalt børne- eller ungeydelse, indlægges eller anbringes, vil Udbetaling Danmark kunne bestemme, at børne- eller ungeydelsen udbetales til den indlagtes eller anbragtes ægtefælle, hvis den indlagte eller anbragtes særbarn opholder sig hos ægtefællen.

Den foreslåede ændring vil således udvide bestemmelsen i § 4, stk. 4, så den vil omfatte personer, der er anbragt eller indlagt på en retspsykiatrisk afdeling på samme vis som indsatte i institutioner under Kriminalforsorgen.

Til nr. 9

Udbetaling Danmark kan bestemme, at børne- og ungeydelsen skal udbetales til barnet eller den unge selv, hvis det skønnes bedst for barnet, jf. § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse.

Når Udbetaling Danmark modtager en henvendelse vedrørende udbetaling af børne- og ungeydelse til et barn eller en ung, vil den oprindelige modtager blive partshørt om oplysningerne. Udbetaling Danmark foretager en konkret vurdering i hver sag på baggrund af den konkrete henvendelse. I Udbetaling Danmarks skøn indgår bl.a. barnets alder, om ydelsen kommer barnet til gode, om det vil være bedst for barnet eller den unge at få udbetalt ydelsen, og om barnet er i stand til at administrere udbetalingen af ydelsen.

Det foreslås, at der i § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse efter »udbetales« indsættes »helt eller delvist«.

Den foreslåede ændring vil præcisere, at der efter afgørelse fra Udbetaling Danmark kan ske delvis udbetaling af børne- og ungeydelsen til barnet eller den unge, mens den resterende del udbetales til en forældremyndighedsindehaver.

Ændringen vil tydeliggøre, at når det skønnes at være mest hensigtsmæssigt for barnet eller den unge, jf. beskrivelsen af skønnets momenter ovenfor, kan Udbetaling Danmark træffe afgørelse om delvis udbetaling til barnet eller den unge, således at ydelsen udbetales med halvdelen til barnet eller den unge og halvdelen til en forældremyndighedsindehaver.

Til nr. 10

Børne- og ungeydelsen er omfattet af forordning nr. 883/2004/EF af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Forordningen indeholder regler om koordinering af medlemsstaternes sociale sikringsordninger. Det er de enkelte medlemsstaters kompetence at fastlægge indholdet af de sociale sikringsordninger, herunder også betingelserne for at opnå ret til ydelser.

Udbetaling af børne- og ungeydelsen til personer omfattet af forordning nr. 883/2004/EF skal ske i henhold til forordningens artikel 67-69.

Det følger af § 4, stk. 1-7, i lov om en børne- og ungeydelse, at udbetaling af børne- og ungeydelsen skal for børneydelsen ske med virkning fra næstkommende kvartal, efter der er truffet afgørelse om udbetaling af ydelsen, og for ungeydelsen ske med virkning fra næstkommende måned, efter der er truffet afgørelse om udbetaling af ydelsen, jf. § 4, stk. 9, i lov om en børne- og ungeydelse.

Det foreslås i § 4, stk. 9, i lov om en børne- og ungeydelse at indsætte som 2. pkt., at udbetaling af børneydelse efter stk. 1-7 ved indrejse og hjemgivelse skal ske med virkning fra næstkommende kvartal, og udbetaling af ungeydelse efter stk. 1-7 skal ved indrejse eller hjemgivelse ske med virkning fra næstkommende måned, i hvilken retten til ydelsen er erhvervet.

Den foreslåede ændring vil præcisere, hvornår der skal ske udbetaling af børne- og ungeydelsen i de tilfælde, hvor familien ved indrejse i Danmark eller ved hjemgivelse erhverver eller generhverver retten til børne- og ungeydelsen. Det betyder for børneydelsen, at i tilfælde, hvor der er tale om indrejse i Danmark eller hjemgivelse, skal ydelsen udbetales i kvartalet efter det kvartal, i hvilket retten til ydelsen er erhvervet. For ungeydelsen betyder det, at i tilfælde, hvor der er tale om indrejse i Danmark eller hjemgivelse, skal ydelsen udbetales i måneden efter den måned, i hvilken retten til ydelsen er erhvervet. Ydelsen er erhvervet på det tidspunkt, hvor Udbetaling Danmark træffer afgørelse herom.

Den foreslåede præcisering har til formål at gøre det klart, hvornår udbetaling af børne- og ungeydelsen skal ske ved indrejse i Danmark eller ved hjemgivelse, når retten til ydelsen erhverves eller generhverves. Den foreslåede ændring anses på ovennævnte baggrund for at være i overensstemmelse med EU-retten.

Til nr. 11

Efter § 11, stk. 1, i lov om en børne- og ungeydelse kan krav på børne- og ungeydelsen ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning.

Dog kan Udbetaling Danmark efter anmodning herom fra bopælskommunen modregne restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud efter dagtilbudsloven og for skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen.

Kommunen kan vælge, at modregning for restancer, der er nævnt i § 11, stk. 2, 1. pkt., i lov om en børne- og ungeydelse skal ske via restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lov om inddrivelse af gæld til de offentlige. I disse tilfælde vil kommunen sende kravet vedrørende dag- og klubtilbud samt skolefritidsordning til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. Gældsstyrelsen, der herefter træffer afgørelse om modregning.

Ydelsen kan i øvrigt ikke anvendes til modregning med eventuelle offentlige krav, bortset fra eventuel skyldig børne- og ungeydelse efter lov om en børne- og ungeydelse, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt., i lov om en børne- og ungeydelse.

Det foreslås, at der i § 11, stk. 2, 1. pkt., i lov om en børne- og ungeydelse efter »dag-« indsættes », fritids-«.

Den foreslåede ændring har til formål at præcisere, at også restancer vedrørende betaling for fritidstilbud efter dagtilbudsloven i overensstemmelse med den oprindelige hensigt med bestemmelsen kan modregnes i børne- og ungeydelsen.

§ 2

Til nr. 1

Det følger af statsskattelovens § 4, at alle indtægter i penge eller i formuegoder af pengeværdi er skattepligtige for modtageren.

Personers indtægt fra salg af sociale aviser er efter gældende regler ikke undtaget fra skattepligt og vil derfor skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det foreslås i ligningslovens § 7 at indsætte som nr. 42, at der til den skattepligtige indkomst ikke medregnes indtægt på op til 42.766 kr. årligt fra salg af sociale aviser udgivet af en forening m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A. Beløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2026. De beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Indtægter, der i et kalenderår overstiger grundbeløbet, medregnes dog til den skattepligtige indkomst.

Det fastsatte beløb og reguleringen heraf foreslås at svare til det beløb, som er fastsat i lov om socialt frikort, jf. §§ 1 og 8. Ordningen om socialt frikort har til formål at understøtte, at de mest udsatte og sårbare borgere i samfundet gives bedre muligheder for at deltage i samfundets arbejdsfællesskaber. Med ordningen om socialt frikort får borgere med særlige sociale problemer, mulighed for at tjene op til 42.766. kr. (2025-niveau) skattefrit årligt, uden at dette fradrages i andre offentlige ydelser.

Det foreslåede vil medføre, at personers indtægt, som ikke overstiger 42.766 kr. årligt, fra salg af sociale aviser, udgivet af en forening m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, ikke vil skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra og med 1. januar 2026, samt at beløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og at reguleringen sker første gang den 1. januar 2026, hvor de beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Indtægt fra salg af sociale aviser, som overstiger den fastsatte beløbsgrænse, skal fortsat medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ved en social avis forstås en avis, der sælges på gaden af selvstændigt virkende hjemløse og andre socialt udsatte. Den sociale avis skal udgives gennem en forening m.v., som er godkendt efter ligningslovens § 8 A. Foreningen skal have som hovedformål at udvikle, etablere og støtte aktiviteter og virksomhed, hvor hjemløse og andre socialt udsatte gennem egen virksomhed har mulighed for at forbedre deres egen livssituation. En social avis forstås som publikationer med samfundsrelevante artikler f.eks. om livet på gaden, psykiatri eller lignende.

Forslaget begrænser ikke muligheden for også at være omfattet af ordningen om det sociale frikort.

§ 3

Til nr. 1 og 2

Efter lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter ydes der en skattefri kompensation (en grøn check) til personer, der ved indkomstårets udløb har nået folkepensionsalderen, eller modtager førtidspension, seniorpension eller tidlig pension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., og som er fuldt skattepligtige til Danmark eller omfattet af de såkaldte grænsegængerregler. Det følger af § 1, stk. 1, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter. Til de pågældende personer ydes desuden et skattefrit tillæg. Det følger af § 1, stk. 4, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi-og miljøafgifter.

Derudover ydes der en grøn check til personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark eller omfattet af grænsegænge-reglerne, og som ved indkomstårets udløb har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse. Det følger af § 1, stk. 2, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.

Begge grønne checks og tillægget er indkomstafhængige.

Af § 2, stk. 1, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter følger således, at den grønne check til pensionister m.v. nedsættes med 7,5 pct. af grundlaget for topskat efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 6, i det omfang topskattegrundlaget overstiger et bundfradrag på 362.800 kr. (2010-niveau).

Efter § 2, stk. 2, 1. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter nedsættes den grønne check for personer med børn med 7,5 pct. af grundlaget for topskat efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 6, i det omfang topskattegrundlaget overstiger det ovennævnte bundfradrag på 362.800 kr. (2010-niveau). Af § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter følger dog, at den grønne check for personer med børn nedsættes med 7,5 pct. af grundlaget for topskat efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 6, i det omfang top-skattegrundlaget overstiger et bundfradrag på 362.800 kr. (2010-niveau) med tillæg af 11.667 kr., hvis modtageren er pensionist m.v.

Af § 2, stk. 3, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter følger, at tillægget efter § 1, stk. 4, bortfalder, hvis grundlaget for topskat efter personskattelovens § 7, stk. 1 og 3, overstiger et grundbeløb på 212.000 kr. (2010-niveau).

Det foreslås i § 2, stk. 1, og i § 2, stk. 2, 1. og 2. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter at ændre »topskat« til »mellemskat« og at ændre »topskattegrundlaget« til »mellemskattegrundlaget«.

Det foreslås herudover i § 2, stk. 3, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter at ændre »topskat« til »mellemskat«.

Det vil betyde, at det vil være mellemskattegrundlaget, der danner grundlag for nedsættelse af den grønne check for pensionister, den grønne check for personer med børn og tillægget til den grønne check til pensionister.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at den gældende topskat ændres til mellemskat med virkning fra og med indkomståret 2026, jf. § 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 4, i lov nr. 482 af 22. maj 2024 om ændring af personskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love (Udmøntning af dele af aftale om reform af personskat). Forslaget er således en konsekvens af, at den gældende topskat fra og med indkomståret 2026 benævnes »mellemskat«.

Ændringen vil ikke medføre materielle ændringer af gældende ret.

Til nr. 3

Der ydes efter § 1, stk. 2, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter en supplerende grøn check til personer, der på indkomstårets første dag er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller omfattet af kildeskattelovens afsnit I A, og som har barn eller børn, der ved indkomstårets udløb ikke er fyldt 18 år.

Det følger af § 5, 1. pkt., i samme lov, at kompensation til personer med børn efter § 1, stk. 2, ydes til personer, der ved indkomstårets udløb har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelse, jf. § 4 i lov om en børne- og ungeydelse.

Det følger endvidere af § 5, 2. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter, at i tilfælde, hvor hele børne- og ungeydelsen for et barn udbetales til én modtager, jf. § 4, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 2, nr. 5, 7, 8 eller 10, i lov om en børne- og ungeydelse, ydes kompensationen med det dobbelte af beløbene pr. barn i § 1, stk. 2, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.

Det følger af § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse, at børne- og ungeydelsen udbetales til barnet eller den unge, hvis Udbetaling Danmark skønner, at det er bedst for barnet eller den unge.

Det foreslås, at i § 5, 2. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter ændres »stk. 2, 5-8« til: »stk. 2, 5, 7, 8«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at henvisningen til § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse udgår af § 5, 2. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at hvis der kun er én modtager af børne- og ungeydelsen, jf. § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse, er der ingen over 18 år, som modtager børne- og ungeydelsen, jf. § 1, stk. 1, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.

Forslaget medfører, at i tilfælde, hvor barnet eller den unge modtager den fulde børne- og ungeydelse, jf. § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse, ydes der ikke en skattefri kompensation med det dobbelte af beløbene pr. barn, jf. § 1, stk. 2, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.

Til nr. 4

Der ydes efter § 1, stk. 2, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter en supplerende grøn check til personer, der på indkomstårets første dag er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller omfattet af kildeskattelovens afsnit I A, og som har barn eller børn, der ved indkomstårets udløb ikke er fyldt 18 år.

Det følger af § 5, 1. pkt., i samme lov, at kompensation til personer med børn efter § 1, stk. 2, ydes til personer, der ved indkomstårets udløb har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelsen, jf. § 4 i lov om en børne- og ungeydelse.

Det følger endvidere af § 5, 2. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter, at i tilfælde hvor hele børne- og ungeydelsen for et barn udbetales til én modtager, jf. § 4, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 2, nr. 5, 7, 8 eller 10, i lov om en børne- og ungeydelse, ydes kompensationen med det dobbelte af beløbene pr. barn i § 1, stk. 2, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.

Udbetalingen af børne- og ungeydelsen sker som udgangspunkt til forældremyndighedsindehaveren. For forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet udbetales børne- og ungeydelsen som udgangspunkt med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne, jf. § 4, stk. 1, i lov om en børne- og ungeydelse.

Det følger af § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse, at børne- og ungeydelsen udbetales til barnet eller den unge, hvis Udbetaling Danmark skønner, at det er bedst for barnet eller den unge.

Det foreslås, at i § 5 i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum, at i tilfælde, hvor børne- og ungeydelsen for et barn udbetales delvist til barnet selv, jf. § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse, ydes kompensationen med det dobbelte af beløbene pr. barn i § 1, stk. 2, til den forældremyndighedsindehaver, som modtager den resterende del af børne- og ungeydelsen for barnet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, hvorefter der foreslås en ændring i § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse, hvor det bliver muligt for Udbetaling Danmark at træffe afgørelse om, at børne- og ungeydelsen kan udbetales delvist til barnet selv.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at i tilfælde, hvor Udbetaling Danmark træffer afgørelse om delvis udbetaling af ydelsen til barnet eller den unge selv, og en forældremyndighedsindehaver ydes kompensationen med det dobbelte af beløbene pr. barn i § 1, stk. 2, i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter til den forældremyndighedsindehaver, som modtager den resterende del af børne- og ungeydelsen for barnet. Det vil betyde, at den forældremyndighedsindehaver, der ikke modtager børne- eller ungeydelse for barnet eller den unge, ikke vil kunne modtage kompensation (supplerende grøn check) efter § 5, 1. pkt., i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter.

§ 4

Til nr. 1

Det følger af opkrævningslovens § 15, stk. 1, at reglerne i opkrævningslovens kapitel 4 a finder anvendelse på Skatteforvaltningens krav på skatter og afgifter omfattet af pensionsbeskatningsloven, da opkrævningslovens § 15, stk. 1, som udgangspunkt omfatter alle krav på skatter og afgifter, medmindre disse specifikt er undtaget fra bestemmelsen. Pensionsafkastbeskatningsloven er bl.a. undtaget.

Det foreslås i opkrævningslovens § 15, stk. 1, 1. pkt., at efter »pensionsafkastbeskatningsloven,« indsættes »pensionsbeskatningsloven,«.

Det foreslåede vil indebære, at krav omfattet af pensionsbeskatningsloven ikke omfattes af opkrævningslovens kapitel 4 a. Dermed vil alene de relevante og specifikt nævnte bestemmelser i opkrævningsloven finde anvendelse på krav omfattet af pensionsbeskatningsloven, jf. §§ 38 og 39, som foreslås ændret ved lovforslagets § 6, nr. 2 og 3.

Til nr. 2

Det følger af opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, jf. stk. 2, at beløb indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, medmindre der som nævnt i stk. 2 er tale om en frivillig indbetaling af acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 6, eller frivillig indbetaling af acontoskat efter pensionsafkastbeskatningsloven.

Det foreslås i opkrævningslovens § 16 b, stk. 2, at »eller frivillig indbetaling af acontoskat efter pensionsafkastbeskatningsloven,« udgår.

Baggrunden er, at skat efter pensionsafkastbeskatningsloven ikke opkræves via skattekontoen, og der er derfor ikke grund til at opretholde en regel om frivillig indbetaling af acontoskat efter pensionsafkastbeskatningsloven til skattekontoen.

Til nr. 3

Det følger af opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, jf. stk. 2, at beløb indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, medmindre der som nævnt i stk. 2 er tale om en frivillig indbetaling af acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 6, eller frivillig indbetaling af acontoskat efter pensionsafkastbeskatningsloven. Det følger af stk. 3, at foretages der frivillig indbetaling af acontoskat efter pensionsafkastbeskatningsloven efter stk. 2, anvendes beløbet alene til dækning af frivillig acontoskat, hvis der ikke på indbetalingstidspunktet består en debetsaldo.

Det foreslås, at opkrævningslovens § 16 b, stk. 3, ophæves.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 2, hvori reguleringen af hvordan en frivillig indbetaling af acontoskat efter pensionsafkastbeskatningsloven til skattekontoen håndteres ophæves, idet skat efter pensionsafkastbeskatningsloven ikke opkræves via skattekontoen.

§ 5

Til nr. 1

Det følger af pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., at hvis pensionsafkastskatten med tillæg eller fradrag af eventuelle renter ikke er betalt rettidigt, skal der betales renter fra sidste rettidige indbetalingsdag, til betaling sker. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at renten svarer til den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i opkrævningsloven.

Det foreslås i pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., at ændre »renter fra sidste rettidige indbetalingsdag, til betaling sker« til »rente efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2«.

Den foreslåede ændring af 1. pkt. indebærer ingen materiel ændring, men har til formål at ensrette lovgivningen på tværs af pensionsbeskatningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven. Dette foreslås gennemført ved, at rentebestemmelsen i pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 1, ændres, således at opkrævningslovens § 7 finder direkte anvendelse, i stedet for at der alene henvises til rentesatsen i opkrævningslovens § 7.

Til nr. 2

Det følger af pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., at hvis pensionsafkastskatten med tillæg eller fradrag af eventuelle renter ikke er betalt rettidigt, skal der betales renter fra sidste rettidige indbetalingsdag, til betaling sker. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at renten svarer til den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i opkrævningsloven.

Efter opkrævningslovens § 6 skal der betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter opkrævningsloven. Efter opkrævningslovens § 8 kan told- og skatteforvaltningen meddele fritagelse for betaling af forskellige afgifter, gebyrer og renter efter opkrævningsloven.

Det foreslås, at pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 1, 2. pkt., affattes således, at opkrævningslovens §§ 6 og 8 finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede nyaffattelse af § 28, stk. 1, 2. pkt., vil ikke indebære en materiel ændring, men når krav omfattet af pensionsbeskatningsloven undtages fra opkrævningslovens kapitel 5, jf. lovforslagets § 5, nr. 3, og heller ikke omfattes af kapitel 4 a, kan der opstå tvivl om hvorvidt relevante, almindelige opkrævningsregler i opkrævningsloven finder anvendelse.

Det foreslås derfor, at opkrævningslovens §§ 6 og 8 skal finde anvendelse, og at den allerede gældende henvisning til opkrævningslovens § 7 bibeholdes, jf. lovforslagets § 5, nr. 1. Det vil dermed fremgå tydeligt, at der vil kunne gennemføres sædvanlig rykkerprocedure med rykkergebyrer, at der vil kunne pålægges renter ved manglende betaling, at der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter opkrævningsloven, og at renter og gebyrer vil kunne eftergives efter reglerne i opkrævningslovens § 8.

Til nr. 3

Det fremgår af pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 4, som er vedtaget ved lov nr. 1535 af 19. december 2007, men ikke trådt i kraft, at opkrævningslovens kapitel 5 finder anvendelse på betalinger omfattet af denne lov.

Det foreslås at nyaffatte pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 4, således at opkrævningslovens kapitel 5 ikke finder anvendelse på opkrævningen af ind- og udbetalinger omfattet af denne lov.

Det foreslåede vil indebære, at opkrævningslovens regler om skattekontoen ikke finder anvendelse på skattekrav omfattet af pensionsafkastbeskatningsloven.

Der henvises desuden til lovforslagets § 5, nr. 1 og 2, om tydeliggørelse af hvilke relevante, almindelige opkrævningsregler i opkrævningsloven, der foreslås at skulle finde anvendelse.

Til nr. 4

Det følger af pensionsafkastbeskatningslovens § 36, stk. 5, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 4.

Det foreslås at ophæve pensionsafkastbeskatningslovens § 36, stk. 5.

Det foreslåede vil indebære, at skatteministeren ikke fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 4. Dette skal ses i lyset, at § 28, stk. 4, foreslås nyaffattet med lovforslagets § 5, nr. 3.

§ 6

Til nr. 1

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, at opkrævningslovens kapitel 5 finder anvendelse på indbetaling af pensionsafgift som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1.

Det følger af § 38, stk. 1, at når afgiftspligt indtræder som følge af en udbetaling, påhviler pligten den eller dem, der efter pensionsordningen eller forsikringen er berettiget til udbetalingen, jf. dog stk. 7. Når afgiftspligt indtræder i andre tilfælde, påhviler afgiftspligten den eller dem, der ville være berettiget til udbetalingen, hvis ordningen var blevet ophævet på dette tidspunkt. Det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution skal tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 3 hverdage (bankdage) efter, at forsikringsselskabet m.v. har udbetalt den afgiftspligtige ydelse. Hvor afgiftspligten ikke indtræder som følge af en udbetaling, skal det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 1 måned efter, at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten.

Opkrævningslovens kapitel 5 indeholder reglerne for skattekontoen.

Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, at ændre »finder anvendelse på indbetaling« til »finder ikke anvendelse på ind- og tilbagebetaling«.

Forslaget vil indebære en tilretning af opkrævningsreglerne for pensionsbeskatning til de specifikke regler, der gælder i pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatning, og til de relevante, generelle regler i opkrævningsloven. Herved tilvejebringes et mere præcist og retvisende regelgrundlag for opkrævningen af pensionsafkastskat og pensionsafgift, der er i overensstemmelse med de administrative systemer, der benyttes til opkrævningen, reglerne i pensionsbeskatningsloven og relevante, generelle regler i opkrævningsloven.

Det foreslåede vil desuden indebære, at pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, vil indeholde en negativ afgrænsning fra reglerne i opkrævningslovens kapitel 5, således at det tydeligt vil fremgå, at kravene omfattet af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, ikke automatisk er omfattet af skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr. 1, i medfør af opkrævningslovens § 1, stk. 1.

Det foreslåede vil endvidere indebære en præcisering af, at reglerne i opkrævningslovens kapitel 5 hverken omfatter indbetalinger af pensionsafgift eller tilbagebetalinger af pensionsafgift.

Til nr. 2

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 4, at hvis indbetaling af pensionsafgift ikke finder sted inden udløbet af den frist, der er nævnt i § 38, stk. 1, skal den tilbageholdelsespligtige (forsikringsselskab m.v.) betale rente efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2.

Efter opkrævningslovens § 6 skal der betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter opkrævningsloven. Efter opkrævningslovens § 8 kan Skatteforvaltningen meddele fritagelse for betaling af forskellige afgifter, gebyrer og renter efter opkrævningsloven.

Det foreslås som pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 4, 2. pkt., at opkrævningslovens §§ 6 og 8 finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede nye 2. pkt. vil ikke indebære en materiel ændring, men har til formål at ensrette lovgivningen på tværs af pensionsbeskatningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven. Når krav omfattet af pensionsbeskatningsloven undtages fra opkrævningslovens kapitel 5, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, og heller ikke omfattes af kapitel 4 a, kan der opstå tvivl om, hvorvidt relevante, almindelige opkrævningsregler i opkrævningsloven finder anvendelse.

Det foreslås derfor, at opkrævningslovens §§ 6 og 8 skal finde anvendelse, og at den allerede gældende henvisning til opkrævningslovens § 7 bibeholdes. Det vil dermed fremgå tydeligt, at der vil kunne gennemføres sædvanlig rykkerprocedure med rykkergebyrer, at der vil kunne pålægges renter ved manglende betaling, at der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter opkrævningsloven, og at renter og gebyrer vil kunne eftergives efter reglerne i opkrævningslovens § 8.

Til nr. 3

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 39, stk. 3, at hvis en klage medfører tilbagebetaling af pensionsafgift, ydes der en skattefri rentegodtgørelse svarende til renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra betalingstidspunktet.

Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 39, stk. 3, at ændre »§ 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.« til »opkrævningslovens § 7, stk. 2,«.

Dermed ensrettes pensionsbeskatningslovens henvisninger til opkrævningsloven. Ændringen er af sproglig karakter og har ingen materiel betydning.

§ 7

Til nr. 1

Efter § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven skal henvendelse om anmeldelse vedrørende en aftale, om anmodning om en afgørelse, om anmodning om indbringelse af en afgørelse for familieretten og om klage efter § 41, stk. 2, indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening). Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed, og anmodning om en midlertidig afgørelse efter §§ 26, 27, 29 og 29 a. Henvendelser, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3.

Hvis Familieretshuset finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Familieretshuset efter bestemmelsens stk. 2 tilbyde, at henvendelsen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Familieretshuset bestemmer, hvordan en henvendelse omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt. Efter bestemmelsens stk. 3 kan Familieretshuset, ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde, undlade at afvise en henvendelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Familieretshuset ved at modtage henvendelsen på anden måde end digitalt, eller hvis det må antages at være bedst for barnet, at henvendelsen ikke afvises.

Det foreslås, at i § 31, stk. 1, 1. pkt., ændres »om en afgørelse« til »om en afgørelse eller en erklæring«.

Forslaget vil betyde, at anmodning om udstedelse af erklæring efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede bestemmelser i kapitel 7 b i forældreansvarsloven som udgangspunkt vil skulle indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening).

Indgives anmodningen uden anvendes af digital selvbetjening, vil Familieretshuset kunne afvise anmodningen, medmindre betingelserne i § 31, stk. 2 eller 3, for at undlade at afvise anmodningen, er opfyldt.

Behandlingen af anmodninger om udstedelse af de omhandlede erklæringer er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 3.

Til nr. 2

Efter § 42, nr. 1, i forældreansvarsloven kan social- og boligministeren fastsætte regler om behandling af sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.

Det foreslås, at i § 42, nr. 1, indsættes efter »m.v.« »og om behandling og afgørelse af sager om erklæringer efter kapitel 7 b«.

Forslaget vil betyde, at social- og boligministeren vil kunne fastsætte regler om behandling og afgørelse af sager om udstedelse af erklæringer efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede bestemmelse i § 44 b i det foreslåede kapitel 7 b i forældreansvarsloven. Efter denne bestemmelse vil Familieretshuset til brug for udbetaling af børne- og ungeydelse efter lov om en børne- og ungeydelse efter anmodning fra en forældremyndighedsindehaver kunne udstede en erklæring om, hvorvidt barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.

Den foreslåede tilføjelse til bemyndigelsesbestemmelse vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte regler om inddragelse af den forældremyndighedsindehaver, der ikke har anmodet om udstedelse af erklæringen, når Familieretshuset modtager en anmodning om udstedelse af en erklæring efter kapitel 7 b i forældreansvarsloven.

I den forbindelse vil den foreslåede tilføjelse til bemyndigelsesbestemmelsen kunne anvendes til at fastsætte regler om, at domstolsprøvelse af udstedelsen af en erklæring vil kunne begrænses til prøvelse af overholdelse af de fastsatte regler om inddragelse af den forældremyndighedsindehaver, der ikke havde anmodet om udstedelse af erklæringen, når erklæringen er udstedt baseret på, at denne forældremyndighedsindehaver ikke inden udstedelsen havde protesteret mod udstedelsen af erklæringen eller mod den anden forældremyndighedsindehavers oplysninger om omfanget af barnets ophold hos forældremyndighedsindehaverne. Prøvelsen vil således kunne begrænses sådan, at prøvelsen ikke vil omfatte stillingtagen til, om barnet ved udstedelsen af erklæringen opholdt sig eller ikke længere opholdt sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver. Det samme vil gælde Familieretshusets forudgående genoptagelse af udstedelsen efter § 40 i Familieretshusloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 4.

Behandlingen af anmodninger om udstedelse af de omhandlede erklæringer og om domstolsprøvelse af udstedelse af disse erklæringer er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 3.

Til nr. 3

Forældre, der ikke bor sammen, kan indgå en aftale om barnets samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos. Det følger af forældreansvarslovens § 21, stk. 1, at hvis forældrene er uenige om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter anmodning træffes afgørelse om samværet og fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Det er ikke muligt at fastsætte samvær mod en samværsforælders ønske. Bestemmelsen finder også anvendelse, når forældrene har fælles forældremyndighed.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i forældreansvarsloven som § 44 b indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset til brug for udbetaling af børne- og ungeydelse efter lov om en børne- og ungeydelse efter anmodning fra en forældremyndighedsindehaver udsteder følgende erklæringer, når forældremyndighedsindehaverne er enige om, at barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver, eller når den anden forældremyndighedsindehaver ikke protesterer mod udstedelsen:

1. Erklæring om, at barnet opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.

2. Erklæring om, at barnet ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.

Bestemmelsen foreslås indsat i forældreansvarsloven i et nyt kapitel 7 b med overskriften »Erklæring til brug for udbetaling af børne- og ungeydelse«.

Forslaget vil betyde, at i situationer, hvor forældrene har fælles forældremyndig, og der ikke er truffet afgørelse om samvær, og der enten ikke er samvær, eller samvær bygger på en aftale mellem forældremyndighedsindehaverne, vil Familieretshuset kunne udstede en erklæring om, hvorvidt barnet aktuelt opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.

Med denne erklæring vil en forældremyndighedsindehaver kunne dokumentere, om barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene eller den anden forældremyndighedsindehaver sådan, at den ene forældremyndighedsindehaver kan få udbetalt den fulde børne- og ungeydelse efter § 4, stk. 2, i lov om en børne- og ungeydelse, eller at ydelsen skal ligedeles efter lovens § 4, stk. 3.

Der henvises til punkt 2.1 i de almindelige bemærkninger og de ved lovforslagets § 1, nr. 5 og 6, foreslåede ændringer af § 4, stk. 2 og 3, i lov om en børne- og ungeydelse og bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at når der i den foreslåede bestemmelse i § 44 b henvises til, at barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver, svarer det indholdsmæssigt til, at der i § 4, stk. 2 og 3, i lov om en børne- og ungeydelse henvises til, at barnet skal være eller ikke længere skal være mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.

Det vil være en betingelse for at udstede erklæringen, at forældremyndighedsindehaverne er enige om, at barnet opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene af dem, eller at barnet ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.

Erklæringen vil også kunne udstedes, når enigheden er baseret på, at den anden forældremyndighedsindehaver ikke over for Familieretshuset protesterer mod anmodningen om udstedelse af erklæringen. I relation til udstedelse af erklæringen vil undladelse af at protestere således blive anset som enighed om, at barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.

Erklæringen vil ikke skulle indeholde en nærmere beskrivelse af den omhandlede samværsordning. Det vil således være uden betydning for udstedelse af erklæringen, om der er en fast aftale om weekendsamvær hver anden weekend (2-3 dage ud af 14 dage), om samværet bygger på en løs aftale, eller at barnet slet ikke har kontakt med den anden forælder. Det afgørende er, at forældremyndighedsindehaverne er enige om, at barnet aktuelt opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene eller anden forældremyndighedsindehaver.

Når Familieretshuset modtager en anmodning om udstedelse af en erklæring til brug for udbetaling af børne- og ungeydelsen, vil Familieretshuset skulle sende anmodningen i høring hos den anden forældremyndighedsindehaver og bede forældremyndighedsindehaveren oplyse, om denne er enig i, at barnet aktuelt opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos ansøgeren, eller at barnet aktuelt ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den anden forældremyndighedsindehaver. Familieretshuset vil samtidig skulle vejlede om betingelserne for at udstede erklæringen, herunder at såfremt der er enighed om, at barnet aktuelt opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos en af forældremyndighedsindehaver, eller barnet ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos en af forældremyndighedsindehaverne, vil Familieretshuset udstede erklæring herom. Det vil også skulle fremgå af vejledningen, at erklæringen også vil kunne udstedes, hvis den anden forældremyndighedsindehaver ikke protesterer.

Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke besvarer henvendelsen, vil Familieretshuset skulle sende endnu en agterskrivelse til denne forældremyndighedsindehaver og orientere vedkommende om, at erklæringen vil blive udstedt på det foreliggende grundlag, medmindre denne protesterer herimod.

Der vil skulle fastsættes en svarfrist på mindst 10 dage fra modtagelsen. Fristen bør være længere, hvis forældremyndighedsindehaveren bor eller opholder sig i udlandet. For at sikre, at agterskrivelsen er kommet frem og dermed er modtaget, vil den skulle sendes til forældremyndighedshaverens digitale postkasse eller med afleveringsattest eller rekommanderet med modtagelsesbevis, eller den vil skulle forkyndes efter § 11 a i Familieretshusloven, herunder med bistand fra domstolene.

Familieretshuset vil også på anden måde end ved afleveringsattest eller modtagelsesbevis kunne sikre sig, at forældremyndighedsindehaveren har modtaget brevet. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren kontakter Familieretshuset i anledning af brevet, eller denne i en telefonsamtale med Familieretshuset i anden anledning bekræfter, at brevet er modtaget. I så fald vil dette skulle noteres på sagen efter offentlighedslovens § 13. Familieretshuset vil således ikke altid skulle afvente, at afleveringsattesten eller modtagelsesbeviset kommer retur.

Endvidere vil Familieretshuset, hvis forældremyndighedsindehaveren i anden anledning er til møde i Familieretshuset, i forbindelse med mødet kunne udlevere agterskrivelsen og notere, hvornår skrivelsen er udleveret til denne personligt.

Når det er dokumenteret, at skrivelsen er kommet frem, og den pågældende forældremyndighedshaver ikke har reageret inden den fastsatte frist, udsteder Familieretshuset erklæringen.

Familieretshuset kan også behandle en anmodning om udstedelse af erklæring, som er indkommet i forbindelse med behandling af en verserende sag om forældreansvar. I sådanne situationer vil Familieretshuset kunne anvende de foreliggende oplysninger om forældremyndigindehavernes kontakt med barnet ved behandlingen af anmodningen om udstedelse af erklæringen. Familieretshuset skal i givet fald høre den anden forældremyndighedsindehaver over de oplysninger om kontakten, som Familieretshuset vil lægge til grund for udstedelse af erklæringen.

Familieretshuset udsteder også erklæringen, når den anden forældremyndighedsindehaver tilstrækkelig klart tilkendegiver at være enig i, at barnet aktuelt opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den anden forældremyndighedsindehaver, eller at barnet ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den pågældende forældremyndighedsindehaver.

Det afgørende for udstedelsen af erklæringen vil være, at forældremyndighedsindehaverne er enige om, at barnet aktuelt opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den pågældende forældremyndighedsindehaver. Erklæringen vil således kunne udstedes, selvom forældrene er uenige om omfanget af den gældende samværsordning eller uenige om det fremtidige samvær. Erklæringen vil også kunne udstedes, selvom der verserer en samværssag på grund af uenighed om omfanget af samværet.

Videre vil erklæringen kunne udstedes, selvom forældremyndighedsindehaverne er uenige om andre spørgsmål, f.eks. om fordelingen af børne- og ungeydelsen eller andre økonomiske spørgsmål. En protest mod, at den ene forældremyndighedsindehaver modtager den fulde ydelse, eller at ydelsen ligedeles, vil således ikke være til hinder for at udstede erklæringen, hvis forældremyndighedsindehaverne er enige om, at barnet aktuelt opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den pågældende forældremyndighedsindehaver.

Når erklæringen er udstedt, vil den forældremyndighedsindehaver, der ikke havde anmodet om udstedelse af erklæringen, ikke kunne forlange erklæringen tilbagekaldt under henvisning til at have fortrudt at have erklæret sig enig i eller ikke at have protesteret mod, at barnet opholdt sig eller ikke længere opholdt sig mindst 9 ud af 14 dage hos den anden forældremyndighedsindehaver. Den forældremyndighedsindehaver, der ikke havde anmodet om udstedelse af erklæringen, vil i stedet skulle henvises til enten at anmode om domstolsprøvelse af udstedelsen af erklæringen eller til at anmode om udstedelse af en ny erklæring ud fra denne forældremyndighedsindehavers opfattelse af omfanget af barnets kontakt med forældremyndighedsindehaverne. Der henvises til den ved lovforslagets § 7, nr. 2, foreslåede ændring af § 42 i forældreansvarsloven og den ved lovforslagets 8, nr. 4, foreslåede ændring af § 40 i Familieretshusloven, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Hvis høringen viser, at forældremyndighedsindehaverne ikke er enige om det aktuelle omfang af barnets kontakt med dem, og at Familieretshuset derfor ikke vil kunne lægge til grund, at barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver, vil betingelserne for at udstede erklæringen ikke være opfyldt.

Det følger af § 30 a i forældreansvarsloven, at ved Familieretshusets behandling af sager efter loven finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset (herefter Familieretshusloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019) anvendelse. Afgørelser efter loven træffes i udgangspunktet af Familieretshuset eller familieretten.

Anmodninger om udstedelse af de omhandlede erklæringer vil indledningsvist skulle visiteres til behandling som såkaldte § 5-sager, jf. § 5 i Familieretshusloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 1. § 5-sager er enkle sager, der behandles efter lovens kapitel 8 (§ 25). Efter lovens § 25, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 3, vil Familieretshuset skulle afslutte sagerne ved at udstede erklæringen på grundlag af forældremyndighedsindehavernes enighed om omfanget af barnets ophold hos dem, jf. ovenfor. Dette vil også gælde situationer, hvor Familieretshuset udsteder erklæringen under henvisning til, at den anden forældremyndighedsindehaver ikke har protesteret mod udstedelsen, jf. den ovenfor beskrevne procedure.

I de omhandlede situationer vil Familieretshuset som nævnt skulle udstede erklæringen, selvom den ene forældremyndighedsindehaver protesterer mod udstedelsen, forudsat at der i fornødent omfang er enighed om omfanget af barnets aktuelle kontakt med forældremyndighedsindehaverne.

Da betingelsen for at udstede erklæringen er enighed om omfanget af barnets aktuelle kontakt med forældremyndighedsindehaverne, eller at der ikke protesteres mod udstedelsen, vil Familieretshuset skulle udstede erklæringen. Udstedelsen af erklæringen er en afgørelse, der ikke kan indbringes for familieretten til prøvelse.

Der henvises til, at efter § 39, stk. 1, 1. pkt., i Familieretshusloven indbringes afgørelser truffet af Familieretshuset efter anmodning fra en part for familieretten, medmindre sagen bl.a. er omfattet af lovens § 40. Det følger af stk. 1 i denne bestemmelse, at Familieretshusets registrering eller notering af en aftale eller udstedelse af en bevilling ikke kan indbringes for familieretten efter reglerne i denne lov. Familieretshuset skal dog efter anmodning genoptage behandlingen af sagen. Ved lovforslagets § 8, nr. 4, foreslås anvendelsesområdet for § 40, stk. 1, i Familieretshusloven ændret sådan, at bestemmelsen også vil omfatte erklæringer udstedt af Familieretshuset, herunder erklæringer efter § 44 b i forældreansvarsloven. Dette forslag vil betyde, at når Familieretshuset har udstedt en erklæring efter § 44 b i forældreansvarsloven, fordi bestemmelsens krav om enighed om barnets aktuelle kontakt med forældremyndighedsindehaverne var opfyldt, vil en forældremyndighedsindehaver, der er uenig i, at erklæringen blev udstedt, ikke kunne anmode om, at udstedelsen af erklæringen indbringes for familieretten til prøvelse.

Familieretshuset vil i stedet skulle genoptage behandlingen af sagen og træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at udstede erklæringen var opfyldt på udstedelsestidspunktet. Denne genoptagelse vil alene omfatte den processuelle behandling af sagen, herunder om forståelsen af parternes oplysninger om omfanget af barnets kontakt med dem. Der vil således heller ikke ved genoptagelse af en sag skulle foretages undersøgelser af omfanget af barnets kontakt med parterne. Afgørelsen i genoptagelsessagen vil efter anmodning kunne indbringes for familieretten til prøvelse efter § 39, stk. 1, 1. pkt., i Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Opstår der under behandlingen af en anmodning om udstedelse af en erklæring efter § 44 b i forældreansvarsloven uenighed om, hvorvidt barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver, vil sagen skulle omvisiteres til behandling som en såkaldt § 6-sag, jf. § 6 i Familieretshusloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2. § 6-sager er mindre enkle sager, der behandles efter lovens kapitel 9 (§§ 26 og 27). Efter lovens § 26 vil Familieretshuset skulle foretage oplysningen m.v. af sagen og træffe afgørelse i sagen, når den er oplyst.

Da betingelsen for at udstede erklæringen er, at der er enighed om, at barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver, vil Familieretshuset ved uenighed herom ikke kunne træffe anden afgørelse end at afslå at udstede erklæringen. Dette vil gælde, selvom det efter de foreliggende oplysninger er sandsynliggjort, at barnet aktuelt opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver. I sådanne situationer vil Familieretshuset således ikke skulle foretage undersøgelser af omfanget af barnets kontakt med parterne.

Disse afgørelser om afslag på udstedelse af erklæringen vil efter § 39, stk. 1, 1. pkt., i Familieretshusloven kunne indbringes for familieretten til prøvelse.

Hvis der er tvivl om enigheden om barnets kontakt med forældremyndighedsindehaverne, vil Familieretshuset skulle søge tvivlen afklaret, f.eks. ved at anmode den pågældende forældremyndighedsindehaver om supplerende oplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 8

Til nr. 1

Det fremgår af § 5, stk. 1, i lov om Familieretshuset, at enkle sager i loven betegnes som § 5-sager, og at de visiteres til behandling efter lovens kapitel 8 om behandling af § 5-sager. Efter lovens § 5, stk. 2, nr. 1, behandles bl.a. sager om anmeldelse af aftale om forældremyndighed som § 5 sager. Efter lovens § 25 afslutter Familieretshuset bl.a. § 5-sager ved at udstede en bevilling eller resolution på baggrund af parternes enighed.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 2, i forældreansvarsloven som nr. 7 indsættes: »7) Udstedelse af erklæring efter § 44 b i forældreansvarsloven til brug for udbetaling af børne- og ungeydelse.«

Forslaget vil betyde, at Familieretshuset også vil skulle visitere anmodninger om udstedelse af erklæringer efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede § 44 b i forældreansvarsloven til behandling som § 5-sager.

Efter lovens § 25, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 3, vil Familieretshuset kunne afslutte sagerne ved at udstede erklæringen, når betingelserne i den foreslåede § 44 b i forældreansvarsloven er opfyldt.

Er forældremyndighedsindehaverne uenige om, hvorvidt barnet aktuelt opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den pågældende forældremyndighedsindehaver, vil sagen skulle visiteres til behandling som en §-6 sag, jf. den ved lovforslagets § 8, nr. 2, foreslåede ændring af § 6 i Familieretshusloven.

Der henvises endvidere til lovforslagets § 7, nr. 3, og bemærkningerne hertil, samt til pkt. 2.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 6, stk. 1, i Familieretshusloven, at mindre enkle sager i loven betegnes som § 6-sager, og at de visiteres til behandling efter lovens kapitel 9 (§§ 26 og 27) om behandling af § 6-sager.

Det følger af lovens § 26, at Familieretshuset foretager oplysning m.v. af en § 6-sag. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, er det i udgangspunktet Familieretshuset, der træffer afgørelse i sagen, når den er oplyst. Det følger dog af lovens § 27, at Familieretshuset ikke afgør alle § 6-sager, men i stedet indbringer nogle af dem for familieretten til afgørelse.

Efter lovens § 6, stk. 2, behandles en række sagstyper som § 6-sager, der altid afgøres af Familieretshuset efter § 26. Familieretshuset kan således ikke indbringe sådanne sager for familieretten til afgørelse.

Det foreslås, at der i § 6, stk. 2, i Familieretshusloven som nyt nr. 14 indsættes: »14) Sager om udstedelse af erklæring efter § 44 b i forældreansvarsloven til brug for udbetaling af børne- og ungeydelse, hvor forældremyndighedsindehaverne er uenige om, hvorvidt barnet opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den ene forældremyndighedsindehaver.«

Forslaget vil betyde, at ved uenighed om, hvorvidt barnet aktuelt opholder sig eller ikke længere opholder sig mindst 9 ud af 14 dage hos den pågældende forældremyndighedsindehaver, vil en anmodning om udstedelse af en erklæring efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede § 44 b i forældreansvarsloven skulle visiteres til behandling som en § 6-sag, som efter § 26 i Familieretshusloven afgøres af Familieretshuset. Familieretshuset vil således ikke kunne indbringe sagen for familieretten til afgørelse.

Begrundelsen for forslaget er, at en afgørelse om udstedelse af en erklæring efter den foreslåede § 44 b i forældreansvarsloven efter sin karakter altid bør træffes af Familieretshuset.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 3, og bemærkningerne hertil, samt til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 25 i Familieretshusloven, at Familieretshuset afslutter en § 5-sag ved at modtage en anmeldelse, godkende, registrere eller notere en aftale, udstede en bevilling eller resolution i overensstemmelse med en aftale eller give en tilladelse eller godkendelse.

Det foreslås, at i § 25 i Familieretshusloven indsættes efter »bevilling« », erklæring«.

Forslaget vil betyde, at Familieretshuset vil kunne afslutte en § 5-sag om udstedelse af en erklæring efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede § 44 b ved at udstede erklæringen, når parterne er enige herom.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 3, og bemærkningerne hertil samt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af § 40 i Familieretshusloven, at Familieretshusets registrering eller notering af en aftale eller udstedelse af en bevilling m.v. ikke kan indbringes for familieretten efter reglerne i denne lov. Familieretshuset skal dog efter anmodning genoptage behandlingen af sagen.

Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse, når Familieretshuset på baggrund af parternes enighed har udstedt en bevilling, og en part ikke mener at have givet samtykke til udstedelsen, eller en part mener at have trukket sit samtykke tilbage inden udstedelsen. I sådanne situationer kan udstedelsen ikke indbringes for familieretten til prøvelse, men Familieretshuset vil skulle træffe afgørelse om, hvorvidt udstedelsen var korrekt. Denne afgørelse vil efter § 39, stk. 1, 1. pkt., i Familieretshusloven kunne indbringes for familieretten til prøvelse.

Det foreslås, at i § 40, stk. 1,

1. pkt., i Familieretshusloven indsættes efter »bevilling« »eller erklæring«.

Forslaget vil betyde, at udstedelse af en erklæring efter den ved lovforslagets § 7, nr. 3, foreslåede bestemmelse i § 44 b i forældreansvarsloven ikke vil kunne indbringes for familieretten til prøvelse.

Anmoder en part om, at udstedelsen af erklæringen indbringes for familieretten, vil Familieretshuset skulle genoptage sagen, visitere den som en § 6-sag og træffe afgørelse om, hvorvidt der var grundlag for at udstede erklæringen. Der henvises til den ved lovforslagets § 8, nr. 2, foreslåede ændring af § 6 i Familieretshusloven.

Genoptagelse af sagen vil kun kunne begrunde tilbagekaldelse af erklæringen, hvis Familieretshuset har begået væsentlige fejl ved behandlingen af sagen, f.eks. misforstået parterne, herunder ikke taget hensyn til en relevant protest mod udstedelsen, der var indgivet inden udstedelsen eller ikke foretaget korrekt høring af den anden forældremyndighedsindehaver efter den procedure, der er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 3.

Derimod vil efterfølgende ændrede forhold, f.eks. omfanget af barnets kontakt med forældremyndighedsindehaverne, ikke kunne begrunde tilbagekaldelse af erklæringen. Det samme vil være tilfældet, hvis en forældremyndighedsindehaver efterfølgende fortryder eller trækker sin enighed om oplysningerne om barnets kontakt tilbage. Ligeledes kan det forhold, at en forældremyndighedsindehaver efterfølgende tilkendegiver, at vedkommende ikke havde forstået konsekvenserne af erklæringen heller ikke begrunde tilbagekaldelse af erklæringen.

Familieretshusets afgørelse i genoptagelsessagen vil efter anmodning kunne indbringes for familieretten til prøvelse, jf. § 39 i Familieretshusloven.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 3, og bemærkningerne hertil samt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 9

Til nr. 1

Det fremgår af den gældende § 14, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen i forbindelse med afgørelse om ret til kontanthjælp skal se bort fra formue i form af legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varigt men og ikkeøkonomisk skade, samt ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser, foreninger m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22 og 40.

Det foreslås i § 14, stk. 6, at ændre »samt« til: »,«, og efter »ligningslovens § 7, nr. 22 og 40« at indsætte », samt indtægter fra salg af sociale aviser, jf. ligningslovens § 7, nr. 42«.

Som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 2, nr. 1, hvorefter der indsættes en ny bestemmelse i ligningslovens § 7, nr. 42, vil indtægter fra salg af sociale aviser på op til 42.766 kr. årligt være skattefri og således ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen i forbindelse med afgørelse om ret til kontanthjælp skal se bort fra formue i form indtægter fra salg af sociale aviser op til det beløb, der vil være fritaget for beskatning efter ligningsloven.

Til nr. 2

Det fremgår af § 33, stk. 1, nr. 4, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen ikke foretager fradrag i kontanthjælpen for legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningsloven § 7, nr. 22 og 40.

Det foreslås, at der i § 33, stk. 1, nr. 4, efter »ligningslovens § 7, nr. 22 og 40« indsættes », samt indtægter fra salg af sociale aviser, jf. ligningslovens § 7, nr. 42«.

Som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 2, nr. 1, hvorefter der indsættes en ny bestemmelse i ligningslovens § 7, nr. 42, vil indtægter fra salg af sociale aviser på op til 42.766 kr. årligt være skattefri og således ikke skulle medregnes i den skattepligtige indkomst.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen ikke skal foretage fradrag i kontanthjælpen for indtægter fra salg af sociale aviser op til det beløb, der vil være fritaget for beskatning efter ligningsloven.

§ 10

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2026.

Det foreslåede vil indebære, at forældremyndighedsindehavere fra og med 1. januar 2026 kan anvende midlertidige samværsafgørelser og erklæringer om omfang af samvær, udstedt af Familieretshuset, til at anmode Udbetaling Danmark om, at udbetalingen af børne- og ungeydelsen skal ske fuldt ud til en forældremyndighedsindehaver.

Det foreslåede vil indebære, at personers indtægt med højst 42.766 kr. årligt fra salg af sociale aviser ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra og med den 1. januar 2026.

Det foreslåede vil indebære, at pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 6, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2026. Det foreslåede vil samtidig i medfør af denne lovs § 6, nr. 4, indebære ophævelse af bemyndigelsen i pensionsafkastbeskatningslovens § 36, stk. 5, til skatteministeren, om at fastsætte tidspunktet for ikrafttræden af pensionsafkastbeskatningslovens § 28, stk. 4.

Det foreslås i stk. 2, at § 3, nr. 1 og 2, har virkning fra og med indkomståret 2026.

Forslaget betyder, at ændringerne af lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter, som går ud på at omdøbe »topskat« til »mellemskat« som konsekvens af, at topskatten fra og med 2026 omdøbes til mellemskat i personskatteloven, får virkning fra og med indkomståret 2026.

§ 11

Lovens §§ 1-6 og 9 gælder ikke for Færøerne eller Grønland og vil ikke kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.

Det foreslås, at lovens §§ 7 og 8 ikke skal gælde for Færøerne og Grønland og heller ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

I relation til ikraftsættelse for Grønland af de ved lovforslagets §§ 7 og 8 foreslåede ændringer af forældreansvarsloven og Familieretshusloven er begrundelsen herfor, at ændringerne alene relaterer sig til behandlingen af sager efter lov om en børne- og ungeydelse, der ikke gælder for og heller ikke kan sættes i kraft for Grønland.

I relation til ikraftsættelse for Færøerne af de ved lovforslagets §§ 7 og 8 foreslåede ændringer af forældreansvarsloven og Familieretshusloven er begrundelsen herfor, at de færøske myndigheder har overtaget sagsområdet person-, familie- og arveret, herunder den lovgivning der er omfattet af lovforslagets §§ 7 og 8.