Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1642 af 16/12/2025

Skatteministeriet

Lov om ændring af lov om en børne- og ungeydelse, ligningsloven og forskellige andre love (Ændring af udbetalingsreglerne for børne- og ungeydelsen og delvis skattefritagelse af indtægt fra salg af sociale aviser m.v.) § 6

I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1243 af 26. november 2024, som ændret ved § 21 i lov nr. 1655 af 30. december 2024, § 8 i lov nr. 1691 af 30. december 2024, § 10 i lov nr. 369 af 9. april 2025 og § 5 i lov nr. 730 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 38, stk. 2, ændres »finder anvendelse på indbetaling« til: »finder ikke anvendelse på ind- og tilbagebetaling«.

2. I § 38, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»Opkrævningslovens §§ 6 og 8 finder tilsvarende anvendelse.«

3. I § 39, stk. 3, ændres »§ 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.« til: »opkrævningslovens § 7, stk. 2,«.

Social- og Boligministeriet

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en børne- og ungeydelse, ligningsloven og forskellige andre love (Ændring af udbetalingsreglerne for børne- og ungeydelsen og delvis skattefritagelse af indtægt fra salg af sociale aviser m.v.) § 6

Til nr. 1

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, at opkrævningslovens kapitel 5 finder anvendelse på indbetaling af pensionsafgift som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1.

Det følger af § 38, stk. 1, at når afgiftspligt indtræder som følge af en udbetaling, påhviler pligten den eller dem, der efter pensionsordningen eller forsikringen er berettiget til udbetalingen, jf. dog stk. 7. Når afgiftspligt indtræder i andre tilfælde, påhviler afgiftspligten den eller dem, der ville være berettiget til udbetalingen, hvis ordningen var blevet ophævet på dette tidspunkt. Det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution skal tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 3 hverdage (bankdage) efter, at forsikringsselskabet m.v. har udbetalt den afgiftspligtige ydelse. Hvor afgiftspligten ikke indtræder som følge af en udbetaling, skal det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 1 måned efter, at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten.

Opkrævningslovens kapitel 5 indeholder reglerne for skattekontoen.

Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, at ændre »finder anvendelse på indbetaling« til »finder ikke anvendelse på ind- og tilbagebetaling«.

Forslaget vil indebære en tilretning af opkrævningsreglerne for pensionsbeskatning til de specifikke regler, der gælder i pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatning, og til de relevante, generelle regler i opkrævningsloven. Herved tilvejebringes et mere præcist og retvisende regelgrundlag for opkrævningen af pensionsafkastskat og pensionsafgift, der er i overensstemmelse med de administrative systemer, der benyttes til opkrævningen, reglerne i pensionsbeskatningsloven og relevante, generelle regler i opkrævningsloven.

Det foreslåede vil desuden indebære, at pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 2, vil indeholde en negativ afgrænsning fra reglerne i opkrævningslovens kapitel 5, således at det tydeligt vil fremgå, at kravene omfattet af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, ikke automatisk er omfattet af skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, nr. 1, i medfør af opkrævningslovens § 1, stk. 1.

Det foreslåede vil endvidere indebære en præcisering af, at reglerne i opkrævningslovens kapitel 5 hverken omfatter indbetalinger af pensionsafgift eller tilbagebetalinger af pensionsafgift.

Til nr. 2

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 4, at hvis indbetaling af pensionsafgift ikke finder sted inden udløbet af den frist, der er nævnt i § 38, stk. 1, skal den tilbageholdelsespligtige (forsikringsselskab m.v.) betale rente efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2.

Efter opkrævningslovens § 6 skal der betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter opkrævningsloven. Efter opkrævningslovens § 8 kan Skatteforvaltningen meddele fritagelse for betaling af forskellige afgifter, gebyrer og renter efter opkrævningsloven.

Det foreslås som pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 4, 2. pkt., at opkrævningslovens §§ 6 og 8 finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslåede nye 2. pkt. vil ikke indebære en materiel ændring, men har til formål at ensrette lovgivningen på tværs af pensionsbeskatningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven. Når krav omfattet af pensionsbeskatningsloven undtages fra opkrævningslovens kapitel 5, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, og heller ikke omfattes af kapitel 4 a, kan der opstå tvivl om, hvorvidt relevante, almindelige opkrævningsregler i opkrævningsloven finder anvendelse.

Det foreslås derfor, at opkrævningslovens §§ 6 og 8 skal finde anvendelse, og at den allerede gældende henvisning til opkrævningslovens § 7 bibeholdes. Det vil dermed fremgå tydeligt, at der vil kunne gennemføres sædvanlig rykkerprocedure med rykkergebyrer, at der vil kunne pålægges renter ved manglende betaling, at der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter opkrævningsloven, og at renter og gebyrer vil kunne eftergives efter reglerne i opkrævningslovens § 8.

Til nr. 3

Det følger af pensionsbeskatningslovens § 39, stk. 3, at hvis en klage medfører tilbagebetaling af pensionsafgift, ydes der en skattefri rentegodtgørelse svarende til renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra betalingstidspunktet.

Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 39, stk. 3, at ændre »§ 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.« til »opkrævningslovens § 7, stk. 2,«.

Dermed ensrettes pensionsbeskatningslovens henvisninger til opkrævningsloven. Ændringen er af sproglig karakter og har ingen materiel betydning.