LOV nr 785 af 04/05/2021
Kulturministeriet
Lov om ændring af lov om eliteidræt, lov om fremme af integritet i idrætten og lov om udlodning af overskud og udbytte af lotteri (Styrkelse af atleternes stemme i Team Danmarks bestyrelse, Team Danmarks tilsynsforpligtelse m.v.) § 3
I lov nr. 1532 af 19. december 2017 om udlodning af overskud og udbytte fra lotteri foretages følgende ændring:
1. § 12, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Medlemmer af Sport Event Denmarks bestyrelse må ikke samtidig være medlem af bestyrelserne eller ansat i Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund, Team Danmark eller specialforbund under Danmarks Idrætsforbund.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om eliteidræt, lov om fremme af integritet i idrætten og lov om udlodning af overskud og udbytte af lotteri (Styrkelse af atleternes stemme i Team Danmarks bestyrelse, Team Danmarks tilsynsforpligtelse m.v.) § 3
Til nr. 1
Det følger af udlodningslovens § 12, stk. 4, at de medlemmer som Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund eller Team Danmark udpeger til Sport Event Denmarks bestyrelse, ikke må være medlem af bestyrelsen eller ansat i disse idrætsorganisationer.
Med den foreslåede ændring i § 12, stk. 4 tilføjes det, at personer, som er medlem af bestyrelserne eller ansat i Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund eller et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund, ikke kan udpeges til Sport Event Denmarks bestyrelse.
Ændringen indebærer, at de medlemmer, som bliver udpeget af idrætsorganisationerne, ikke samtidig må være medlem af bestyrelsen eller ansat i de selvsamme idrætsorganisationer, herunder nu også omfattende specialforbund under Danmarks Idrætsforbund. Ændringen består endvidere i, at dette også gælder for de medlemmer, som kulturministeren udpeger. Ændringen foreslås for at skabe en vis parallelitet med bestemmelsen om Team Danmarks bestyrelse.
De ændrede regler vil gælde for kommende udpegninger af medlemmer til Sport Event Denmarks bestyrelse. Ændringen får ikke betydning for de nuværende medlemmer af Sport Event Denmarks bestyrelse.
Der henvises i øvrigt til § 1 nr. 4 i lovforslagets specielle bemærkninger og til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3.