LOV nr 630 af 11/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler som følge af afskaffelse af en helligdag) § 7
I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023, som ændret ved § 10 i lov nr. 1538 af 12. december 2023, § 4 i lov nr. 1541 af 12. december 2023 og § 5 i lov nr. 1769 af 28. december 2023, foretages følgende ændring:
1. § 64, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Beskæftigelsesministeren skal fastsætte regler om, at der for ét af finansårene 2026 eller 2027 skal fradrages en procentsats på 0,45 i reguleringen efter stk. 1.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler som følge af afskaffelse af en helligdag) § 7
Til nr. 1
Efter § 64, stk. 1, 1. pkt., i lov om sygedagpenge, reguleres sygedagpengenes højeste beløb pr. uge, jf. lovens § 50, stk. 1, en gang om året pr. den første mandag i januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Efter lov om sygedagpenge § 62, stk. 2, fradrages en procentsats på 0,75 i satsreguleringen efter stk. 1 for finansårene 2020-2023.
Det foreslås at § 64, stk. 2, affattes på ny, hvorefter beskæftigelsesministeren vil skulle fastsætte regler om, at der for ét af finansårene 2026 eller 2027 vil skulle fradrages en procentsats på 0,45 i reguleringen efter stk. 1.
Forslaget betyder, at beskæftigelsesministeren efter et nyvalg vil skulle fastsætte regler på bekendtgørelsesniveau om mindre regulering af sygedagpengenes højeste beløb pr. uge i henhold til lov om sygedagpenge.
Forslaget betyder yderligere, at bemyndigelsen vil skulle anvendes til at udstede regler om en mindre regulering af sygedagpengenes højeste beløb pr. uge på 0,45 procentpoint. Det vil således ikke være muligt at gennemføre en mindre eller større regulering af sygedagpengenes højeste beløb end den anførte.
Endelig betyder forslaget, at bemyndigelsen vil skulle anvendes til at udstede regler om en mindre regulering for enten finansåret 2026 eller 2027.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.