Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 198 af 25/02/2025

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, ligningsloven og forskellige andre love (Præcisering af retten til ydelser under kortvarige udlandsophold, afskaffelse af skærpet rådighedssanktion for aktivitetsparate m.v.) § 1

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 25. juni 2024, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1654 af 30. december 2024, § 1 i lov nr. 1655 af 30. december 2024 og § 11 i lov nr. 1687 af 30. december 2024 og senest ved § 14 i lov nr. 1703 af 30. decembe 2024, foretages følgende ændringer:

1. § 5, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Personer kan opholde sig kortvarigt i udlandet. Personer kan derudover overnatte i udlandet højst én gang pr. kalendermåned samtidig med modtagelse af hjælp efter denne lov, jf. dog stk. 5. Overnatningen må ikke ske i forbindelse med påbegyndelse eller afslutning af en ferieperiode. Personen skal senest 2 dage før udlandsophold efter 2. pkt. give kommunen besked herom.«

2. § 13, stk. 9, affattes således:

»Stk. 9. En person er fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a, 8, 8 a og 8 b, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-3, § 21 d, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.«

3. § 13, stk. 14, 1. pkt., affattes således:

»Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-8, herunder regler om, hvornår kommunen skal kræve frigørelsesattest, hvis ansøgeren eller ægtefællen har deltidsarbejde.«

4. I § 14, stk. 1, 2. pkt., ændres »30.000 kr. (2024-niveau)« til: »det dobbelte beløb«.

5. § 20, stk. 7, 2. pkt., affattes således:

»For personer omfattet af stk. 1, nr. 5, der er fyldt 25 år, og som modtager tillæg som enlig efter § 18, stk. 3, er det endvidere en betingelse, at disse ikke har ret til et særligt ungetillæg efter § 19 for juli 2025.«

6. I § 40 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »en person«: », der er uddannelses- eller jobparat,«.

7. § 40 a, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 3-6.

8. I § 40 a, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 3«.

9. I § 40 a, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 2, 4 og 5« til: »stk. 2-4«.

10. I §§ 44 og 69 g udgår »efter forhandling med Beskæftigelsesrådet«.

11. I § 68, stk. 3, 1. pkt., og § 69 j, stk. 3, 1. pkt., ændres »her i landet« til: »her i riget«.

12. I § 82 a, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »12.326 kr. (2024-niveau)«: »eller mindre«.

13. I § 82 b, stk. 3, 2. pkt., udgår »og modtager«.

14. I § 85, stk. 4, 1. pkt., ændres »§ 9, stk. 8« til: »§ 9, stk. 7«.

15. I § 86, stk. 6, ændres »»mor/far«« til: »»mor/far/medfar««.

16. I § 86, stk. 8, 3. pkt., ændres »senest den 5. i måneden« til: »senest den 20. i måneden«.

17. Overskriften til kapitel 13 a affattes således:

18. I § 98 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af registerbaserede oplysninger i sagsbehandlingen.«

19. § 98 c ophæves.

20. I § 109, stk. 4, 2. pkt., ændres »2, 4-7 og 10-17« til: »2-18«, og efter »kronebeløb« indsættes: », jf. dog 3. og 4. pkt«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, ligningsloven og forskellige andre love (Præcisering af retten til ydelser under kortvarige udlandsophold, afskaffelse af skærpet rådighedssanktion for aktivitetsparate m.v.) § 1

Til nr. 1

Det fremgår af § 5, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der opholder sig i udlandet, ikke kan få hjælp efter loven. Personer med ret til ferie, kan dog opholde sig i udlandet under afholdelse af ferie, jf. lovens § 5, stk. 5.

Herudover kan kommunen i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares kortvarigt under ophold i udlandet i en række nærmere opregnede tilfælde i lovens § 5, stk. 2.

Efter lovens § 5, stk. 3, kan personer endvidere én gang pr. kalendermåned opholde sig kortvarigt i udlandet, hvis de har befundet sig i Danmark inden for hvert døgn. Opholdet i udlandet må ikke ske i forbindelse med påbegyndelse eller afslutning af en ferieperiode, og personen skal senest 2 dage før udlandsophold give kommunen besked herom.

Ydelser modtaget under udlandsophold i strid med bestemmelserne i lovens § 5 er modtaget med urette. Hvis de samtidig er modtaget mod bedre vidende, skal de tilbagebetales, og derudover skal udlandsopholdet sanktioneres af kommunerne med nedsættelse af ydelsen og tilbagebetaling af den nedsatte hjælp.

Før den 9. december 2022 var praksis for vurderingen af opholdskravet meget restriktiv. Selv helt korte udlandsophold, f.eks. i forbindelse med indkøbsture, førte til krav om tilbagebetaling og blev sanktioneret.

Den restriktive praksis blev lempet den 9. december 2022, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udsendte en meddelelse til landets kommuner og Ankestyrelsen om, at Danmarks EU-retlige forpligtelser er til hinder for en ordning, hvor retten til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik afskæres ved helt kortvarige ophold i udlandet med henblik på indkøb m.v. Vurderingen var, at begrænsningerne af udlandsophold ikke var forenelig med art. 21 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), om den fri bevægelighed for unionsborgere og opholdsdirektivet, jf. direktiv 2004/38. Modtagere af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik kunne derfor fra denne dato ikke sanktioneres for sådanne helt kortvarige ophold eller blive mødt med et tilbagebetalingskrav.

Det foreslås i § 5, stk. 3, 1. pkt., at personer kan opholde sig kortvarigt i udlandet.

Formålet med nyaffattelsen er at præcisere, hvorledes bestemmelsen administreres i overensstemmelse med den i 2022 udmeldte lempeligere praksis og dermed i overensstemmelse med EU-retten.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at modtagere af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik vil kunne opholde sig kortvarigt i udlandet. Kortvarige ophold i udlandet vil kunne være i forbindelse med indkøbsture, jobsøgning, besøg hos familie og venner, fritidsaktiviteter og lignende. Disse kortvarige ophold i udlandet må ikke involvere overnatning. Personen vil således ikke efter

  1. pkt. i bestemmelsen have mulighed for at rejse til udlandet på en given kalenderdag og først returnere til Danmark den efterfølgende kalenderdag.

Det foreslås i § 5, stk. 3, 2.-4. pkt., at personer ud over kortvarige ophold efter 1. pkt. kan overnatte i udlandet højst én gang pr. kalendermåned samtidig med modtagelse af hjælp efter denne lov, jf. dog stk. 5 om afholdelse af ferie i udlandet. Overnatningen må ikke ske i forbindelse med påbegyndelse eller afslutning af en ferieperiode. Personen skal senest 2 dage før udlandsophold give kommunen besked herom.

Med forslaget omformuleres bestemmelserne i den gældende § 5, stk. 3, om, at personer som hidtil vil kunne overnatte i udlandet højst én gang pr. kalendermåned samtidig med modtagelse af hjælp efter loven. Overnatningen må som hidtil ikke ske i forbindelse med påbegyndelse eller afslutning af en ferieperiode, og personen vil senest 2 dage før udlandsophold med overnatning skulle give kommunen besked herom. Der tilsigtes ikke med de nye formuleringer nogen ændring i bestemmelsen om mulighed for ét udlandsophold med overnatning pr. måned. Den foreslåede ændring er således af sproglig karakter og tilsigter ikke materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 og 3

Efter § 40 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik kan kommunen træffe afgørelse om, at en person mister retten til hjælp efter §§ 22-25 i en periode på op til 3 måneder, hvis personen har fået en afgørelse om sanktion efter §§ 36-40, og personen på ny uden rimelig grund tilsidesætter pligten til at stå til rådighed efter reglerne i §§ 13 og 13 a. Det er en betingelse, at kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Efter § 40 a, stk. 2, skal kommunen samtidig med afgørelsen om en skærpet rådighedssanktion efter stk. 1 give personen et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret m.v. Aktiviteter efter 1. pkt. skal kunne påbegyndes samme dag, som afgørelsen efter stk. 1 har virkning fra. Personen modtager hjælp efter §§ 22-25 for de dage, hvor den pågældende deltager i tilbud, møder til samtaler eller møder i jobcenteret m.v.

Det er en betingelse for at give en skærpet rådighedssanktion, at kommunen skriftligt har vejledt personen og dennes eventuelle ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion i overensstemmelse med reglerne i § 35, stk. 2. Det indebærer bl.a., at kommunen skal have vejledt om konsekvenserne for hjælpen, hvis personen igen uden rimelig grund f.eks. udebliver fra tilbud eller afslår et arbejde. Kommunen skal også vejlede om, at personens og personens ægtefælles sag lukkes, og hjælpen ophører, hvis personen i en hel kalendermåned ikke møder frem til de aktiviteter, som personen er blevet pålagt som led i den skærpede rådighedssanktion.

Baggrunden for den udvidede vejledningspligt forud for anvendelsen af § 40 a er, at afgørelser om bortfald m.v. af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp er af indgribende betydning for personens og dennes eventuelle families forsørgelsesgrundlag og økonomiske situation. Derfor er det vigtigt i forhold til personens retssikkerhed, at den pågældende klart og tydeligt er blevet vejledt om konsekvensen, hvis personen får to eller flere afgørelser for udeblivelser m.v., der kan føre til en skærpet rådighedssanktion med bortfald af hjælpen i op til 3 måneder, og om hvad personen skal gøre for igen at få ret til hjælp. Det gælder i særlig grad i forhold til aktivitetsparate, hvorfor kommunen skal foretage en række ekstra skridt, før den kan sanktionere aktivitetsparate modtagere af hjælp.

Efter § 40 a, stk. 3, skal kommunen, inden den træffer afgørelse om, at en person, som er aktivitetsparat, ikke kan modtage hjælp for en eller flere dage, hvor personen ikke er mødt frem i den aktivitet, som kommunen har tilbudt, jf. stk. 1 og 2, foretage partshøring af personen med henblik på en vurdering af årsagen til udeblivelsen fra tilbud m.v., herunder om personen har en rimelig grund til ikke at deltage eller andre forhold, der kan begrunde, at personen ikke skal pålægges en sanktion, jf. § 13, stk. 7 og 8, samt regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16.

Det foreslås, at der i § 40 a, stk. 1, 1. pkt. , efter »en person« indsættes », der er uddannelses- eller jobparat,«.

Den foreslåede ændring medfører, at § 40 a alene vil omfatte uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, samt jobparate modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse og uddannelses- eller kontanthjælp. Den skærpede rådighedssanktion vil dermed ikke længere finde anvendelse for aktivitetsparate personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.

Det foreslås endvidere, at § 40 a, stk. 3, ophæves.

§ 40 a, stk. 3, regulerer kommunens pligt til partshøring af aktivitetsparate modtagere af hjælp, inden kommunen træffer afgørelse om skærpet rådighedssanktion. Forslaget om at ophæve bestemmelsen er en konsekvens af, at den skærpede rådighedssanktion, med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås afskaffet for aktivitetsparate modtagere af hjælp. Som følge af at den skærpede rådighedssanktion ikke længere vil skulle omfatte aktivitetsparate modtagere af hjælp, vil bestemmelsen om partshøring af aktivitetsparate i § 40 a, stk. 3, i loven være overflødig, og det foreslås som konsekvens heraf, at bestemmelsen ophæves.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 og 5

Det foreslås i § 40 a, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., at ændre »stk. 4« til: »stk. 3«. Det foreslås endvidere i § 40 a, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., at ændre »stk. 2, 4 og 5« til: »stk. 2-4«.

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af forslaget om ophævelse af § 40 a, stk. 3, jf. forslaget til § 1, nr. 3, hvorved henvisningen til stk. 4 skal ændres til en henvisning til stk. 3, og henvisningen til stk. 2, 4 og 5 skal ændres til en henvisning til stk. 3-5. Der er ikke tale om indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 6

Den gældende overskrift til kapitel 13 a i lov om aktiv socialpolitik er ”Registerbaseret sagsbehandling og digitale sagsbehandlingsskridt m.v.” Kapitlet indeholder de to bestemmelser § 98 a og § 98 c.

Det fremgår af den gældende § 98 a i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen, når den træffer afgørelser efter kapitel 4, i videst muligt omfang skal indhente de nødvendige oplysninger fra elektroniske registre, som kommunen har adgang til.

Det fremgår af den gældende § 98 c i lov om aktiv socialpolitik, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af registerbaserede oplysninger i sagsbehandlingen og om digital kommunikation om afgørelser m.v., jf. §§ 98 a og 98 b. Bemyndigelsesbestemmelsen i § 98 c er ikke anvendt til fastsættelse af regler.

Et forslag til § 98 b om digitale sagsbehandlingsskridt blev vedtaget af Folketinget i 2013, men er ikke sat i kraft. Det fremgår således af § 8, stk. 2, i lov nr. 894 af 4. juli 2013 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, SU-loven, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og forskellige andre love (Reform af kontanthjælpssystemet, uddannelseshjælp for unge, aktivitetstillæg, gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende, ændrede rådighedskrav og sanktioner m.v.), at beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 98 b i lov om aktiv socialpolitik som affattet ved lovens § 1, nr. 105. Dette er ikke sket og forventes ikke at ske.

Der er således ikke bestemmelser i kapitel 13 a i lov om aktiv socialpolitik om digitale sagsskridt eller digital kommunikation om afgørelser m.v.

Det foreslås derfor, at overskriften til kapitel 13 a ændres til: »Registerbaseret sagsbehandling«.

Det foreslåede vil medføre, at der i overskriften ikke længere vil blive henvist til indhold i kapitlet, som ikke er gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 og 8

Det fremgår af den gældende § 98 c i lov om aktiv socialpolitik, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af registerbaserede oplysninger i sagsbehandlingen og om digital kommunikation om afgørelser m.v., jf. §§ 98 a og 98 b. Bemyndigelsesbestemmelsen i § 98 c er ikke anvendt til fastsættelse af regler.

Det foreslås, at der i § 98 a indsættes et stk. 2. Efter den foreslåede bestemmelse kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om anvendelse af registerbaserede oplysninger i sagsbehandlingen.

Der er tale om en videreførelse af den del af § 98 c, som handler om bemyndigelse til at fastsætte regler om forhold omfattet af § 98 a. Bemyndigelsen foreslås af ordenshensyn flyttet fra § 98 c til § 98 a, da der med ophævelsen af adgangen til at sætte § 98 b i kraft ellers vil være en tom plads i rækkefølgen af bestemmelser i kapitel 13 a.

Det foreslås endvidere, at § 98 c ophæves. Forslaget er en konsekvens af, at bemyndigelsesbestemmelsen med lovforslagets § 1, nr. 7, flyttes til § 98 a som et nyt stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.