Lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. (Omlægning af beskatningen af overskudsvarme)

Kilde

Til nr. 1

Efter gældende ret kan momsregistrerede virksomheder få godtgjort afgiften af den af virksomheden forbrugte elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 11 c. Det følger dog af elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., at der alene ydes delvis godtgørelse for elektricitet, der forbruges i varmepumper, der anvendes til fremstilling af rumvarme. Varmepumper er typisk eldrevne maskiner, der udtager varme fra omgivelserne. Ved brug af en varmepumpe kan energien i omgivelserne udnyttes til at pumpe mere energi, end der tilføres, hvorved der spares energi. Varmepumper kan både anvendes til at varme og afkøle.

Elektricitet, der anvendes til afkøling, vil i visse tilfælde være omfattet af retten til tilbagebetaling efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 11 c, mens elektricitet, der anvendes til fremstilling af varme, kun tilbagebetales delvist, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt.

Der er efter gældende ret ikke fastsat særlige regler for anlæg, der både varmer og køler som f.eks. varmepumper, kølediske m.v.

Der foreligger dog en vis praksis på området, idet Landsskatteretten i SKM2006·352·LSR har lagt til grund, at et køleanlæg og en varmepumpe grundlæggende er ens anlæg. Landsskatteretten har i SKM2006·352·LSR udtalt, at anlæggets primære funktion skal tillægges afgørende vægt. Efter gældende ret skal der således foretages en samlet vurdering af anlæggets primære funktion, hvorefter anlægget enten betragtes som et køleanlæg eller et varmeanlæg.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 3, 8. pkt. , at fastsætte særlige regler for anlæg, der både varmer og køler, og hvor både varmen og kølingen udnyttes, så der sker en fast fordeling af den forbrugte mængde elektricitet. Det foreslås, at der for anlæg, der både varmer og køler, fastsættes en fordelingsnøgle, hvorefter den elektricitet, der anvendes til opvarmning, udgør en tredjedel af den producerede mængde varme, dog højest det faktiske målte elforbrug, mens den resterende mængde forbrugte elektricitet betragtes som anvendt til køling. Reglen finder anvendelse for anlæg, hvor der sker en udnyttelse af både varmen og kølingen og vil således ikke finde anvendelse for eksempelvis kølemaskiner, der afgiver varme til omgivelserne, hvis der ikke er foretaget særlige installationer for at udnytte denne varme.

Der er tale om en skematisk fordeling af den mængde elektricitet, der går til henholdsvis varme og køling, hvor det antages, at den strøm, der skal anvendes til opvarmning, udgør en tredjedel af varmeleverancen, svarende til en varmepumpe med omgivelserne som varmekilde. Den resterende mængde elektricitet henregnes til køling.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring, der følger af, at der i lovforslagets § 1, nr. 1, indsættes et nyt 8. pkt., i elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring, der følger af, at der i lovforslagets § 1, nr. 1, indsættes et nyt 8. pkt., i elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring, der følger af, at der i lovforslagets § 1, nr. 1, indsættes et nyt 8. pkt., i elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Til nr. 5

Efter gældende ret betales afgift af varmt vand eller varme, der er opstået som biprodukt ved en virksomheds forbrug af elektricitet til procesformål, jf. § 11, stk. 9, 1. pkt., i elafgiftsloven. Denne afgift kaldes overskudsvarmeafgiften. Der er ikke tale om en almindelig afgift, da afgiften betales som et fradrag i virksomhedens godtgørelsesberettigede energiafgifter. Afgiften angives og betales således ikke separat af den afgiftspligtige virksomhed til Skatteforvaltningen, som det ellers er tilfældet med almindelige energiafgifter. Overskudsvarmeafgiften har til formål at give virksomhederne incitament til at drive en energieffektiv produktion.

Det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 11 c, stk. 1, at virksomheder, der er momsregistrerede, som udgangspunkt kan få tilbagebetalt elafgift af den af virksomheden forbrugte elektricitet ned til 0,4 øre pr. kWh. Det er dette forbrug, der benævnes virksomhedens procesforbrug og omfatter eksempelvis forbrug af elektricitet til maskiner og produktion m.v.

Elektricitet til rumvarme m.v. pålægges en elafgift på ca. 20 øre pr. kWh i 2020, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt.

Der er således en stor forskel på afgiftsniveauet afhængig af, om elektriciteten bruges til procesformål eller til produktion af varme. Overskudsvarmeafgiften har til formål at udligne denne forskel, så der betales en afgift på overskudsvarme, der omtrent svarer til den afgift, der betales ved almindelig varmeproduktion.

Der betales som udgangspunkt en overskudsvarmeafgift på 50 kr. pr. GJ varme (2015-niveau), jf. elafgiftslovens § 11, stk. 9, 1. pkt. Satsen reguleres årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Dette indebærer, at afgiftsniveauet stiger i takt med øvrige prisstigninger som følge af inflation.

Der gælder en række undtagelser til dette udgangspunkt.

Der gælder særlige regler for varme, der afsættes. Det følger således af elafgiftslovens § 11, stk. 9, 2. pkt., at overskudsvarmeafgiften for varme, der afsættes, højst udgør 33 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Bestemmelsen har givet anledning til fortolkningstvivl i praksis, da det har været uklart, hvilke omkostninger der skal indregnes i vederlaget. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017·647·SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget.

Der er endvidere opstået spørgsmål om, hvordan vederlagsreglen skal fortolkes i den situation, hvor varmekunden betaler faste bidrag til administration og vedligeholdelse af anlægget mod at modtage varmen til en lavere pris. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren.

Derudover gælder der en særlig afgiftsfritagelse for eget forbrug af overskudsvarme, som der kan ydes fuld tilbagebetaling for efter elafgiftslovens § 11, stk. 13, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt. Elafgiftslovens § 11, stk. 13, vedrører overskudsvarmeafgift for virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter de hidtil gældende regler i § 11, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 545 af 22. juni 1994. Der er tale om en videreførelse af en tidligere gældende afgiftsfritagelse for afgift, som gælder for ældre anlæg. Med elafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt., slås det fast, at denne afgiftsfritagelse også gælder for eget forbrug af denne varme. Det er en betingelse for anvendelse af afgiftsfritagelsen, at der ikke foretages grundlæggende ændringer af anlægget. En ændret funktionsmåde vil f.eks. udgøre en grundlæggende ændring af anlægget.

Der gælder også særlige regler for beskatning af intern overskudsvarme. Beskatningen af virksomhedernes interne forbrug af overskudsvarme er omfattet af en afgiftsfritagelse i sommerhalvåret fra 1. april til 30. september, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 9, 4. pkt., mens virksomhederne kan vælge at betale en afgift på 10 kr. pr. kvadratmeter i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 9, 5. pkt.

Der gælder også særlige regler for den situation, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved eldrevne varmepumper, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 9, 7. pkt. Der betales i sådanne situationer kun afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Denne regel har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen, er afgiftsbelagt.

I tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen har medført et øget forbrug af elektricitet i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres, ydes der dog ikke tilbagebetaling, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 9, 8. pkt.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 1. pkt., at der indføres en fast overskudsvarmeafgift på 24,5 kr. pr. GJ (2015-niveau), i det omfang en del af det varme vand eller varme, som ikke er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme. Afgiften betales i praksis som en nedsættelse af den samlede tilbagebetaling af energiafgifter, som momsregistrerede virksomheder har adgang til. Dette indebærer også, at den nugældende vederlagsregel, som er beskrevet ovenfor, og de særlige afgiftssatser for sommer- og vinterhalvåret, ophæves og erstattes af en ensartet overskudsvarmeafgift, som gælder både for intern og ekstern overskudsvarme.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 2. pkt., at der indføres en nedsat afgiftssats for overskudsvarme, der leveres af virksomheder, der indgår i en aftaleordning med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning. Afgiftssatsen foreslås i sådanne situationer at udgøre 9,8 kr. pr. GJ (2015-niveau). Kravet om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning indebærer, at virksomheden forpligter sig til at leve op til en række krav om energieffektivisering, som administreres af Energistyrelsen. Det vil således være Energistyrelsen, der indgår aftaler med de pågældende virksomheder og udsteder beviser for deltagelse. Der er endnu ikke fastsat administrative regler for administration af ordningen i lov om varmeforsyning. Det foreslås, at retten til at anvende afgiftslempelsen indtræder fra det tidspunkt, der er indgået aftale, betinget tilsagn eller lignende med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning og indtil virksomheden udtræder af aftaleordningen. Der skal først ske regulering af nedsættelsen fra ophørstidspunktet i aftalen eller fra det tidspunkt, Energistyrelsen træffer afgørelse om, at virksomheden ikke længere er omfattet af aftaleordningen.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt., at virksomheden på forlangende skal kunne fremvise dokumentation for deltagelse i aftaleordningen om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning over for Skatteforvaltningen. Det vil således være et krav, at virksomheden kan fremlægge dokumentation for, at virksomheden indgår i aftaleordningen om certificering af virksomhedens energiledelsessystem.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 4. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes, hvis varmt vand eller varme, som er omfattet af 1. eller 2. pkt., eller stk. 13, foræres bort til forsyningsselskaber, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarme fra afgiftspligtig elektricitet eller afgiftspligtige brændsler, at varmen leveres vederlagsfrit, og at forsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som følger af 1. eller 2. pkt., eller stk. 13. Begrebet vederlagsfrit skal forstås i overensstemmelse med gældende praksis, som også er beskrevet ovenfor. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017·647·SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Der er alene tale om en overflytning af pligten til indbetaling af overskudsvarmeafgift fra producenten af overskudsvarme til varmeforsyningsselskabet. Det er således leverandøren af overskudsvarmen, der ved en eventuel kontrol skal kunne dokumentere, at mængden af leveret overskudsvarme stemmer overens med den overskudsvarmeafgift, som varmeforsyningsselskabet har indbetalt. Hvis alle betingelser i aftalen for overflytning af betalingspligten ikke opfyldes, falder betalingspligten tilbage på producenten af overskudsvarme.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 5. pkt., at varmeforsyningsselskaber, der vælger at indbetale afgift efter § 11, stk. 9, 4. pkt., skal lade sig registrere hos told- og skatteforvaltningen og føre regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme. Regnskabet kan benyttes af told- og skatteforvaltningen til at kontrollere, om den modtagne mængde overskudsvarme svarer til den mængde, leverandøren af overskudsvarme har målt. Det er kun registrerede virksomheder, der skal indbetale afgift til Skatteforvaltningen. Registreringspligtige virksomheder er underlagt en række krav, som ikke-registreringspligtige virksomheder ikke er underlagt. Skatteforvaltningen har bl.a. hjemmel til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes i forbindelsen med driften af registreringspligtige virksomheder, og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v., jf. elafgiftslovens § 12.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 6. pkt., at varmeforsyningsselskabernes regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb. Det svarer til den periode, øvrige registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale, jf. elafgiftslovens § 7, stk. 5.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 7. pkt., at varme omfattet af henholdsvis 1., 2. og 4. pkt., samt eventuelt forbrug af elektricitet i varmepumper til nyttiggørelse af overskudsvarme skal måles hver for sig for at give et grundlag for at opgøre afgiften. Det er leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage målingen.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 8. pkt., at det er leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage måling, som modtageren af overskudsvarme kan benytte til afregning af afgiften.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 9. pkt., at der alene ydes tilbagebetaling efter § 11, stk. 3, 7. pkt., hvis der ikke foretages måling, eller nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af elektricitet i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres. Det er således en betingelse for at anvende de lempelige regler for beskatning af overskudsvarme, at der foretages måling. Måling er udtryk for en præcis opgørelse og en forudsætning for, at afgiften kan opgøres korrekt. Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af elektricitet, vil der således ikke være tale om udnyttelse af overskudsvarme, men almindelig varmeproduktion, hvorfor reglerne om beskatning af overskudsvarme ikke finder anvendelse. Dette indebærer også, at egentlig varmeproduktion som eksempelvis kraft-varme-produktion ikke kan benytte overskudsvarmereglerne.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 10. pkt., at de hidtil gældende regler om afgiftsbetaling i de tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved varmepumper, videreføres. Dette indebærer, at der i sådanne situationer kun betales afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Reglerne har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen, er afgiftsbelagt.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 11. pkt., at satserne for overskudsvarmeafgiften vil skulle reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Dette vil indebære, at satserne vil skulle reguleres efter prisudviklingen, som følger af nettoprisindekset.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 9, 12. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes for eget forbrug af nyttiggjort varme, som der kan ydes tilbagebetaling for efter elafgiftslovens § 11, stk. 14. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, hvorefter der ikke skal betales overskudsvarmeafgift at overskudsvarme, der anvendes internt i virksomheden til formål, som er godtgørelsesberettiget.

Til nr. 6

Efter gældende ret gælder der en særlig afgiftsfritagelse for overskudsvarmeafgift for virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter de hidtil gældende regler i § 11, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 22. juni 1994, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 15. Det er en betingelse for anvendelse af afgiftsfritagelsen, at der ikke foretages grundlæggende ændringer af anlægget. En ændret funktionsmåde vil f.eks. udgøre en grundlæggende ændring af anlægget.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 2. pkt., at virksomheder, der afsætter varme fra overskudsvarmeanlæg, der ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen for overskudsvarmeafgift efter § 11, stk. 13, 1. pkt., skal kunne beregne nedsættelsen af tilbagebetalingen efter elafgiftslovens § 11, stk. 9, som en nedsættelse af tilbagebetalingen svarende til den nedsættelse pr. GJ varme, som gennemsnitligt fandt anvendelse for virksomhedens leverancer af overskudsvarme fra det pågældende anlæg i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 3. pkt., at der i tilfælde, hvor der ikke er foretaget leverancer af overskudsvarme i denne periode, kan anvendes den gennemsnitlige nedsættelse pr. GJ varme for et andet tidsrum i perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020. Hvis virksomheden kun har leveret overskudsvarme i en kortere periode, vil det være den gennemsnitlige nedsættelse for denne periode, der finder anvendelse. Det er således ikke et krav, at der er leveret overskudsvarme i hele perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019 eller fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 4. pkt., at beregningen af afgift efter § 11, stk. 13, 2. pkt., skal foretages på baggrund af de først anvendte varmepriser. Det er således ikke muligt at udregne afgiften på baggrund af en ændret aftale med tilbagevirkende kraft for de pågældende afgiftsperioder.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 5. pkt., at det er en forudsætning for beregning af nedsættelse af tilbagebetalingen efter § 11, stk. 13, 2. pkt., at virksomheden kan dokumentere, at den har indgået endelig aftale om levering af overskudsvarme inden den 31. december 2019, og kan dokumentere, at levering af overskudsvarme fra det pågældende anlæg er påbegyndt senest den 31. december 2020. Hvis der foretages væsentlige ændringer i den indgåede aftale om levering af overskudsvarme, bortfalder muligheden for at anvende den særlige beregningsmetode i elafgiftslovens § 11, stk. 13, 2. pkt. Det foreslås endvidere som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 6. pkt., at det er en forudsætning for anvendelse af muligheden, at virksomheden kan dokumentere, hvilken afgift der er betalt pr. GJ afsat varme, samt at virksomheden anmelder dette til Skatteforvaltningen, inden muligheden benyttes.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 7. pkt., at virksomheden skal foretage anmeldelsen til told- og skatteforvaltningen senest et år efterdenne bestemmelses ikrafttræden for at muligheden kan benyttes. Anmeldelsen skal være told- og skatteforvaltningen i hænde på denne dato. Dette indebærer også, at en virksomhed, der på et senere tidspunkt vælger at udtræde af ordningen, ikke kan indtræde igen på et senere tidspunkt.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 8. pkt., at leverandører af overskudsvarme, der vælger at benytte den alternative metode til opgørelse af overskudsvarmeafgiften, skal benytte opgørelsesmetoden for hele afgiftsperioden. Dette indebærer, at virksomheden ikke kan veksle mellem forskellige opgørelsesmetoder inden for en afgiftsperiode.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 13, 9. pkt., at afgiftsfritagelsen og overgangsordningen i § 11, stk. 13, vil skulle finde anvendelse til og med den 31. december 2034.

Til nr. 7

I forslagets § 1, nr. 5, foreslås, at der i det tilfælde, hvor overskudsvarme foræres bort til forsyningsselskaber, ikke skal ske en nedsættelse af tilbagebetalingen, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarmen, at varmen leveres vederlagsfri, og at forsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som skulle være foretaget af leverandøren af overskudsvarme.

Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for dokumentation mellem virksomhederne og for administrationen af ordningen, hvis der opstår et behov for en nærmere præcisering af de administrative regler for ordningen, f.eks. dokumentationskrav, særlige registreringsforhold og kontrol.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der i forslagets § 1, nr. 2, foreslås indsat et nyt 8. pkt. i elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Kilde

Til nr. 1

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme, der er opstået som led i forbrug af energiprodukter til fremstilling af tilsvarende energiprodukter, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 10, 2.-4. pkt.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at forbrug af energiprodukter til fremstilling af tilsvarende energiprodukter er fritaget for afgift, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 8. Som konsekvens heraf er det fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve den særlige sats for overskudsvarmeafgiften i gasafgiftslovens § 8, stk. 10, 2.-4. pkt .

Til nr. 2

Efter gældende ret er der fastsat en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er anvendt til fremstilling af tilsvarende energiprodukter, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 11.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i gasafgiftslovens § 8, stk. 11 .

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i forslagets § 2, nr. 2, foreslås at ophæve stk. 11 i gasafgiftslovens § 8.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det i forslagets § 2, nr. 2, foreslås at ophæve stk. 11 i gasafgiftslovens § 8.

Til nr. 5

Efter gældende ret betales afgift af varmt vand eller varme, der er opstået som biprodukt ved en virksomheds forbrug af gas til procesformål, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 1. pkt. Denne afgift kaldes overskudsvarmeafgiften. Der er ikke tale om en almindelig afgift, da afgiften betales som et fradrag i virksomhedens godtgørelsesberettigede energiafgifter. Afgiften angives og betales således ikke separat af den afgiftspligtige virksomhed til Skatteforvaltningen, som det ellers er tilfældet med almindelige energiafgifter. Overskudsvarmeafgiften har til formål at give virksomhederne incitament til at drive en energieffektiv produktion.

Det følger af gasafgiftslovens § 10, stk. 1, 4 og 5, at virksomheder, der er momsregistrerede, i visse tilfælde kan få tilbagebetalt gasafgift af den af virksomheden forbrugte gas ned til 4,5 kr. pr. GJ. Det er dette forbrug, der benævnes virksomhedens procesforbrug. Det omfatter eksempelvis forbrug af gas, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2.

Den almindelige sats på afgiftspligtig gas udgør ca. 56 kr. pr. GJ, jf. gasafgiftslovens § 1, stk. 2.

Der er således en stor forskel på afgiftsniveauet afhængig af, om gassen bruges til procesformål eller til andre formål som eksempelvis varmeproduktion. Overskudsvarmeafgiften har til formål at udligne denne forskel, så der betales en afgift på overskudsvarme, der omtrent svarer til den afgift, der betales ved almindelig varmeproduktion.

Der betales som udgangspunkt en overskudsvarmeafgift på 50 kr. pr. GJ varme (2015-niveau), jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 1. pkt. Satsen reguleres årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a. Dette indebærer, at afgiftsniveauet stiger i takt med øvrige prisstigninger som følge af inflation.

Der gælder en række undtagelser til dette udgangspunkt.

Der gælder særlige regler for varme, der afsættes. Det følger således af gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 3. pkt., at overskudsvarmeafgiften for varme, der afsættes, højst udgør 33 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Bestemmelsen har givet anledning til fortolkningstvivl i praksis, da det har været uklart, hvilke omkostninger der skal indregnes i vederlaget. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017·647·SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget.

Der er endvidere opstået spørgsmål om, hvordan vederlagsreglen skal fortolkes i den situation, hvor varmekunden betaler faste bidrag til administration og vedligeholdelse af anlægget mod at modtage varmen til en lavere pris. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren.

Der gælder også særlige regler for beskatning af intern overskudsvarme. Beskatningen af virksomhedernes interne forbrug af overskudsvarme er omfattet af en afgiftsfritagelse i sommerhalvåret fra 1. april til 30. september, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 5. pkt., mens virksomhederne kan vælge at betale en afgift på 10 kr. pr. kvadratmeter i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 6. pkt.

Der gælder også særlige regler for den situation, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved eldrevne varmepumper, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 7. pkt. Der betales i sådanne situationer kun afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Denne regel har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen, er afgiftsbelagt.

I tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen har medført et øget forbrug af gas i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres, ydes der dog ikke tilbagebetaling, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 8. pkt.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 1. pkt., at der indføres en fast overskudsvarmeafgift på 24,5 kr. pr. GJ (2015-niveau), i det omfang en del af det varme vand eller den varme, som ikke er omfattet af gasafgiftslovens § 10, stk. 1, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 5, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme. Afgiften betales i praksis som en nedsættelse af den samlede tilbagebetaling af energiafgifter, som momsregistrerede virksomheder har adgang til. Dette indebærer også, at den gældende vederlagsregel, som er beskrevet ovenfor, og de særlige afgiftssatser for sommer- og vinterhalvåret, ophæves og erstattes af en ensartet overskudsvarmeafgift, som gælder både for intern og ekstern overskudsvarme.

Det foreslås som gasafgiftsloven § 10, stk. 9, 2. pkt., indføres en nedsat afgiftssats for overskudsvarme, der leveres af virksomheder, der indgår i en aftaleordning med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning. Afgiftssatsen foreslås i sådanne situationer at udgøre 9,8 kr. pr. GJ (2015-niveau). Kravet om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning indebærer, at virksomheden forpligter sig til at leve op til en række krav om energieffektivisering, som administreres af Energistyrelsen. Det vil således være Energistyrelsen, der indgår aftaler med de pågældende virksomheder og udsteder beviser for deltagelse. Der er endnu ikke fastsat administrative regler for administration af ordningen i lov om varmeforsyning. Det foreslås, at retten til at anvende afgiftslempelsen indtræder fra det tidspunkt, der er indgået aftale, betinget tilsagn eller lignende med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning mellem virksomheden og Energistyrelsen og indtil virksomheden udtræder af aftaleordningen. Der skal først ske regulering af nedsættelsen fra ophørstidspunktet i aftalen eller fra det tidspunkt, Energistyrelsen træffer afgørelse om, at virksomheden ikke længere er omfattet af aftaleordningen.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 3. pkt., at virksomheden på forlangende skal kunne fremvise dokumentation for deltagelse i aftaleordningen om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning over for Skatteforvaltningen. Det vil således være et krav, at virksomheden kan fremlægge dokumentation for, at virksomheden indgår i aftaleordningen med Energistyrelsen.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 4. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes, hvis varmt vand eller varme, som er omfattet af 1. eller 2. pkt., foræres bort til forsyningsselskaber, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarme fra afgiftspligtig elektricitet eller afgiftspligtige brændsler, at varmen leveres vederlagsfrit, og at forsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som følger af 1. eller 2. pkt. Begrebet vederlagsfrit skal forstås i overensstemmelse med gældende praksis, som også er beskrevet ovenfor. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017. 647. SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Der er alene tale om en overflytning af pligten til indbetaling af overskudsvarmeafgift fra producenten af overskudsvarme til varmeforsyningsselskabet. Det er således leverandøren af overskudsvarmen, der ved en eventuel kontrol skal kunne dokumentere, at mængden af leveret overskudsvarme stemmer overens med den overskudsvarmeafgift, som varmeforsyningsselskabet har indbetalt.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 5. pkt., at varmeforsyningsselskaber, der vælger at indbetale afgift efter § 10, stk. 9, 4. pkt., skal lade sig registrere hos told- og skatteforvaltningen og føre regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme. Regnskabet kan benyttes af told- og skatteforvaltningen til at kontrollere, om den modtagne mængde overskudsvarme svarer til den mængde, leverandøren af overskudsvarme har målt. Det er kun registrerede virksomheder, der skal indbetale afgift til Skatteforvaltningen. Registreringspligtige virksomheder er underlagt en række krav, som ikke-registreringspligtige virksomheder ikke er underlagt. Skatteforvaltningen har bl.a. hjemmel til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes i forbindelse med driften af registreringspligtige virksomheder, og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v., jf. gasafgiftslovens § 19.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 6. pkt., at varmeforsyningsselskabernes regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb. Det svarer til den periode, øvrige registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale, jf. gasafgiftslovens § 14, stk. 3.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 7. pkt., at varme omfattet af 1., 2. og 4. pkt., samt eventuelt forbrug af elektricitet i varmepumper til nyttiggørelse af overskudsvarme skal måles hver for sig for at give et grundlag for at opgøre afgiften. I den situation, hvor varmen foræres bort til forsyningsselskaber, er det fortsat leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage målingen.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 8. pkt., at det er leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage måling, som modtageren af overskudsvarme kan benytte til afregning af afgiften.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 9. pkt., at der ikke ydes tilbagebetaling, hvis der ikke foretages måling, eller nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres. Det er således en betingelse for at anvende de lempelige regler for beskatning af overskudsvarme, at der foretages måling. Måling er udtryk for en præcis opgørelse og en forudsætning for, at afgiften kan opgøres korrekt. Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel vil der således ikke være tale om udnyttelse af overskudsvarme, men almindelig varmeproduktion, som beskattes efter de almindelige regler for varmeproduktion. Dette indebærer også, at egentlig varmeproduktion som eksempelvis kraft-varme-produktion ikke kan benytte overskudsvarmereglerne.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 10. pkt., at de hidtil gældende regler om afgiftsbetaling i de tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved varmepumper, videreføres. Dette indebærer, at der i sådanne situationer kun betales afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Reglerne har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen, er afgiftsbelagt.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 11. pkt., at satserne for overskudsvarmeafgiften reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Dette indebærer, at satserne reguleres efter prisudviklingen, som følger af nettoprisindekset.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 12. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes for eget forbrug af nyttiggjort varme, som der kan ydes tilbagebetaling for efter gasafgiftslovens § 10, stk. 14. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, hvorefter der ikke skal betales overskudsvarmeafgift af overskudsvarme, der anvendes internt i virksomheden til formål, som er godtgørelsesberettiget.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 13. pkt. , at virksomheder, der afsætter varme fra et overskudsvarmeanlæg omfattet af § 10, stk. 9, 1. eller 2. pkt., skal kunne beregne nedsættelsen af tilbagebetalingen som svarende til den nedsættelse pr. GJ varme, som gennemsnitligt fandt anvendelse for virksomhedens leverancer af overskudsvarme fra det pågældende anlæg i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 14. pkt. , at der i tilfælde, hvor der ikke er foretaget leverancer af overskudsvarme i denne periode, kan anvendes den gennemsnitlige nedsættelse pr. GJ varme for et andet tidsrum i perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020. Hvis virksomheden kun har leveret overskudsvarme i en kortere periode, vil det være den gennemsnitlige nedsættelse for denne periode, der finder anvendelse. Det er således ikke et krav, at der er leveret overskudsvarme i hele perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019 eller fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 15. pkt. , at beregningen af afgift efter § 10, stk. 9, 13. pkt., skal foretages på baggrund af de første anvendte varmepriser. Det er således ikke muligt at udregne afgiften på baggrund af en ændret aftale med tilbagevirkende kraft for de pågældende afgiftsperioder.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 16. pkt. , at det er en forudsætning for beregning af nedsættelse af tilbagebetaling efter § 10, stk. 9, 13. pkt., at virksomheden kan dokumentere, at den har indgået endelig aftale om levering af overskudsvarme senest den 31. december 2019, og kan dokumentere, at levering af overskudsvarme fra det pågældende anlæg er påbegyndt senest den 31. december 2020. Hvis der foretages væsentlige ændringer i den indgåede aftale om levering af overskudsvarme, bortfalder muligheden for at anvende den særlige beregningsmetode i gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 13. pkt.

Det foreslås endvidere som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 17. pkt. , at det er en forudsætning for anvendelse af muligheden, at virksomheden kan dokumentere, hvilken afgift der gennemsnitligt er betalt pr. GJ afsat varme, samt virksomheden anmelder dette til Skatteforvaltningen, inden muligheden benyttes.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 18. pkt. , at virksomheden skal foretage anmeldelsen til told- og skatteforvaltningen senest et år efter bestemmelsens ikrafttræden for at muligheden kan benyttes. Anmeldelsen skal være told- og skatteforvaltningen i hænde på denne dato. Dette indebærer også, at en virksomhed, der på et senere tidspunkt vælger at udtræde af ordningen, ikke kan indtræde igen på et senere tidspunkt.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 19. pkt. , at leverandører af overskudsvarme, der vælger at benytte den alternative metode til opgørelse af overskudsvarmeafgiften, skal benytte opgørelsesmetoden for hele afgiftsperioden. Dette indebærer, at virksomheden ikke kan veksle mellem forskellige opgørelsesmetoder inden for en afgiftsperiode.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 20. pkt. , at afgiftsfritagelsen og overgangsordningen i § 10, stk. 9, 12. pkt., vil skulle finde anvendelse til og med den 31. december 2034.

Til nr. 6

Det bemærkes, at bemærkningerne nedenfor i vidt omfang også fremgår af bemærkningerne til § 2, nr. 5. Der er tale om en alternativ affattelse af gasafgiftslovens § 10, stk. 9, som kun vedrører den grundlæggende omlægning af overskudsvarmeafgiften, som indebærer en omlægning fra en vederlagsbeskatning til en fast afgift pr. GJ og ikke den overgangsordning for eksisterende leverancer af overskudsvarme, som er beskrevet ovenfor i bemærkningerne til § 2, nr. 5. Den alternative affattelse skyldes, at der skal være mulighed for at sætte dele af loven i kraft på forskellige tidspunkter.

Efter gældende ret betales afgift af varmt vand eller varme, der er opstået som biprodukt ved en virksomheds forbrug af gas til procesformål, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 1. pkt. Denne afgift kaldes overskudsvarmeafgiften. Der er ikke tale om en almindelig afgift, da afgiften betales som et fradrag i virksomhedens godtgørelsesberettigede energiafgifter. Afgiften angives og betales således ikke separat af den afgiftspligtige virksomhed til Skatteforvaltningen, som det ellers er tilfældet med almindelige energiafgifter. Overskudsvarmeafgiften har til formål at give virksomhederne incitament til at drive en energieffektiv produktion.

Det følger af gasafgiftslovens § 10, stk. 1, 4 og 5, at virksomheder, der er momsregistrerede, i visse tilfælde kan få tilbagebetalt gasafgift af den af virksomheden forbrugte gas ned til 4,5 kr. pr. GJ. Det er dette forbrug, der benævnes virksomhedens procesforbrug. Det omfatter eksempelvis forbrug af gas, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2.

Den almindelige sats på afgiftspligtig gas udgør ca. 56 kr. pr. GJ, jf. gasafgiftslovens § 1, stk. 2.

Der er således en stor forskel på afgiftsniveauet afhængig af, om gassen bruges til procesformål eller til andre formål som eksempelvis varmeproduktion. Overskudsvarmeafgiften har til formål at udligne denne forskel, så der betales en afgift på overskudsvarme, der omtrent svarer til den afgift, der betales ved almindelig varmeproduktion.

Der betales som udgangspunkt en overskudsvarmeafgift på 50 kr. pr. GJ varme (2015-niveau), jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 1. pkt. Satsen reguleres årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a. Dette indebærer, at afgiftsniveauet stiger i takt med øvrige prisstigninger som følge af inflation.

Der gælder en række undtagelser til dette udgangspunkt.

Der gælder særlige regler for varme, der afsættes. Det følger således af gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 3. pkt., at overskudsvarmeafgiften for varme, der afsættes, højst udgør 33 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Bestemmelsen har givet anledning til fortolkningstvivl i praksis, da det har været uklart, hvilke omkostninger der skal indregnes i vederlaget. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017. 647. SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget.

Der er endvidere opstået spørgsmål om, hvordan vederlagsreglen skal fortolkes i den situation, hvor varmekunden betaler faste bidrag til administration og vedligeholdelse af anlægget mod at modtage varmen til en lavere pris. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren.

Der gælder også særlige regler for beskatning af intern overskudsvarme. Beskatningen af virksomhedernes interne forbrug af overskudsvarme er omfattet af en afgiftsfritagelse i sommerhalvåret fra 1. april til 30. september, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 5. pkt., mens virksomhederne kan vælge at betale en afgift på 10 kr. pr. kvadratmeter i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 6. pkt.

Der gælder også særlige regler for den situation, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved eldrevne varmepumper, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 7. pkt. Der betales i sådanne situationer kun afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Denne regel har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen, er afgiftsbelagt.

I tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen har medført et øget forbrug af gas i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres, ydes der dog ikke tilbagebetaling, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 8. pkt.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 1. pkt., at der indføres en fast overskudsvarmeafgift på 24,5 kr. pr. GJ (2015-niveau), i det omfang en del af det varme vand eller den varme, som ikke er omfattet af gasafgiftslovens § 10, stk. 1, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 5, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme. Afgiften betales i praksis som en nedsættelse af den samlede tilbagebetaling af energiafgifter, som momsregistrerede virksomheder har adgang til. Dette indebærer også, at den gældende vederlagsregel, som er beskrevet ovenfor, og de særlige afgiftssatser for sommer- og vinterhalvåret, ophæves og erstattes af en ensartet overskudsvarmeafgift, som gælder både for intern og ekstern overskudsvarme.

Det foreslås som gasafgiftsloven § 10, stk. 9, 2. pkt., indføres en nedsat afgiftssats for overskudsvarme, der leveres af virksomheder, der indgår i en aftaleordning med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning. Afgiftssatsen foreslås i sådanne situationer at udgøre 9,8 kr. pr. GJ (2015-niveau). Kravet om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning indebærer, at virksomheden forpligter sig til at leve op til en række krav om energieffektivisering, som administreres af Energistyrelsen. Det vil således være Energistyrelsen, der indgår aftaler med de pågældende virksomheder og udsteder beviser for deltagelse. Der er endnu ikke fastsat administrative regler for administration af ordningen i lov om varmeforsyning. Det foreslås, at retten til at anvende afgiftslempelsen indtræder fra det tidspunkt, der er indgået aftale, betinget tilsagn eller lignende med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning mellem virksomheden og Energistyrelsen og indtil virksomheden udtræder af aftaleordningen. Der skal først ske regulering af nedsættelsen fra ophørstidspunktet i aftalen eller fra det tidspunkt, Energistyrelsen træffer afgørelse om, at virksomheden ikke længere er omfattet af aftaleordningen.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 3. pkt., at virksomheden på forlangende skal kunne fremvise dokumentation for deltagelse i aftaleordningen om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning over for Skatteforvaltningen. Det vil således være et krav, at virksomheden kan fremlægge dokumentation for, at virksomheden indgår i aftaleordningen med Energistyrelsen.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 4. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes, hvis varmt vand eller varme, som er omfattet af 1. eller 2. pkt., foræres bort til forsyningsselskaber, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarme fra afgiftspligtig elektricitet eller afgiftspligtige brændsler, at varmen leveres vederlagsfrit, og at forsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som følger af 1. eller 2. pkt. Begrebet vederlagsfrit skal forstås i overensstemmelse med gældende praksis, som også er beskrevet ovenfor. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017. 647. SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Der er alene tale om en overflytning af pligten til indbetaling af overskudsvarmeafgift fra producenten af overskudsvarme til varmeforsyningsselskabet. Det er således leverandøren af overskudsvarmen, der ved en eventuel kontrol skal kunne dokumentere, at mængden af leveret overskudsvarme stemmer overens med den overskudsvarmeafgift, som varmeforsyningsselskabet har indbetalt.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 5. pkt., at varmeforsyningsselskaber, der vælger at indbetale afgift efter § 10, stk. 9, 4. pkt., skal lade sig registrere hos told- og skatteforvaltningen og føre regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme. Regnskabet kan benyttes af told- og skatteforvaltningen til at kontrollere, om den modtagne mængde overskudsvarme svarer til den mængde, leverandøren af overskudsvarme har målt. Det er kun registrerede virksomheder, der skal indbetale afgift til Skatteforvaltningen. Registreringspligtige virksomheder er underlagt en række krav, som ikke-registreringspligtige virksomheder ikke er underlagt. Skatteforvaltningen har bl.a. hjemmel til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes i forbindelse med driften af registreringspligtige virksomheder, og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v., jf. gasafgiftslovens § 19.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 6. pkt., at varmeforsyningsselskabernes regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb. Det svarer til den periode, øvrige registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale, jf. gasafgiftslovens § 14, stk. 3.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 7. pkt., at varme omfattet af 1., 2. og 4. pkt., samt eventuelt forbrug af elektricitet i varmepumper til nyttiggørelse af overskudsvarme skal måles hver for sig for at give et grundlag for at opgøre afgiften. I den situation, hvor varmen foræres bort til forsyningsselskaber, er det fortsat leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage målingen.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 8. pkt., at det er leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage måling, som modtageren af overskudsvarme kan benytte til afregning af afgiften.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 9. pkt., at der ikke ydes tilbagebetaling, hvis der ikke foretages måling, eller nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres. Det er således en betingelse for at anvende de lempelige regler for beskatning af overskudsvarme, at der foretages måling. Måling er udtryk for en præcis opgørelse og en forudsætning for, at afgiften kan opgøres korrekt. Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel vil der således ikke være tale om udnyttelse af overskudsvarme, men almindelig varmeproduktion, som beskattes efter de almindelige regler for varmeproduktion. Dette indebærer også, at egentlig varmeproduktion som eksempelvis kraft-varme-produktion ikke kan benytte overskudsvarmereglerne.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 10. pkt., at de hidtil gældende regler om afgiftsbetaling i de tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved varmepumper, videreføres. Dette indebærer, at der i sådanne situationer kun betales afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Reglerne har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen, er afgiftsbelagt.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 11. pkt., at satserne for overskudsvarmeafgiften reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Dette indebærer, at satserne reguleres efter prisudviklingen, som følger af nettoprisindekset.

Det foreslås som gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 12. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes for eget forbrug af nyttiggjort varme, som der kan ydes tilbagebetaling for efter gasafgiftslovens § 10, stk. 14. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, hvorefter der ikke skal betales overskudsvarmeafgift af overskudsvarme, der anvendes internt i virksomheden til formål, som er godtgørelsesberettiget.

Til nr. 7

I forslagets § 2, nr. 5, foreslås, at der i det tilfælde, hvor overskudsvarme foræres bort til forsyningsselskaber, ikke skal ske en nedsættelse af tilbagebetalingen, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarmen, at varmen leveres vederlagsfri, og at forsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som skulle være foretaget af leverandøren af overskudsvarme.

Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for dokumentation mellem virksomhederne og for administrationen af ordningen, hvis der opstår et behov for en nærmere præcisering af de administrative regler for ordningen, f.eks. dokumentationskrav, særlige registreringsforhold og kontrol.

Til nr. 8

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med afgiftspligtig virksomhed med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, jf. gasafgiftslovens § 10 b, stk. 3.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af gas ved denne type aktiviteter, jf. gasafgiftslovens § 10 b, stk. 1. Som konsekvens af, at landbrug og gartneri m.v. er omfattet af denne særlige afgiftslempelse, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af gasafgiftslovens § 10 b, stk. 1, jf. gasafgiftslovens § 10 b, stk. 4.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme fra den 28. marts 2019 er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i gasafgiftslovens § 10 b, stk. 3 og 4 .

Til nr. 9

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 kvadratmeter i gartnerier, bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg, jf. gasafgiftslovens § 10 c, stk. 3.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af gas ved denne type aktiviteter, jf. gasafgiftslovens § 10 c, stk. 1. Som konsekvens af, at væksthuse er omfattet af denne særlige afgiftslempelse, er der ligeledes fastsat en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af gasafgiftslovens § 10 c, stk. 1, jf. gasafgiftslovens § 10 c, stk. 4.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i gasafgiftslovens § 10 c, stk. 3 og 4 .

Til nr. 10

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med kemisk reduktion, elektrolyse, metallurgiske processer og mineralogiske processer, jf. gasafgiftslovens § 10 d, stk. 7.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af gas ved denne type aktiviteter, jf. gasafgiftslovens § 10 d, stk. 1-4. Som konsekvens af, at disse processer er omfattet af særlige afgiftslempelser, er der ligeledes fastsat en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af gasafgiftslovens § 10 d, stk. 1-4, jf. gasafgiftslovens § 10 d, stk. 8.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i gasafgiftslovens § 10 d, stk. 7 og 8 .

Til nr. 11

Gasafgiftslovens bilag 5 vedrører satser for gasafgiftslovens § 10, stk. 9, i perioden 2010-2014.

Det foreslås at ophæve gasafgiftslovens bilag 5, da bilaget er forældet.

Til nr. 12

Gasafgiftslovens bilag 7 vedrører satser for gasafgiftslovens § 8, stk. 10 og 11, og §§ 10 b, 10 c og 10 d i perioden 2010-2014.

Det foreslås at ophæve gasafgiftslovens bilag 7, da bilaget er forældet.

Kilde

Til nr. 1

Efter gældende ret betales afgift af varmt vand eller varme, der er opstået som biprodukt ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtige produkter til procesformål, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 1. pkt. Denne afgift kaldes overskudsvarmeafgiften. Overskudsvarmeafgiften har til formål at give virksomhederne incitament til at drive en energieffektiv produktion.

Det følger af kulafgiftslovens § 8, stk. 1, stk. 3, 2. pkt., og stk. 5, at virksomheder, der er momsregistreret, i visse tilfælde kan få tilbagebetalt kulafgift af de af virksomheden forbrugte afgiftspligtige produkter ned til 4,5 kr. pr. GJ. Det er dette forbrug, der benævnes virksomhedens procesforbrug og omfatter eksempelvis forbrug af afgiftspligtige produkter til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 2.

Den almindelige sats på afgiftspligtig produkter omfattet af kulafgiftsloven udgør ca. 56 kr. pr. GJ, jf. kulafgiftslovens § 1.

Der er således en stor forskel på afgiftsniveauet afhængig af, om produkterne bruges til procesformål eller til andre formål som eksempelvis varmeproduktion. Overskudsvarmeafgiften har til formål at udligne denne forskel, så der betales en afgift på overskudsvarme, der omtrent svarer til den afgift, der betales ved almindelig varmeproduktion.

Der betales som udgangspunkt en overskudsvarmeafgift på 50 kr. pr. GJ varme (2015-niveau), jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 1. pkt. Satsen reguleres årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. mineralolieafgiftslovens § 32 a. Dette indebærer, at afgiftsniveauet stiger i takt med øvrige prisstigninger som følge af inflation.

Der gælder en række undtagelser til dette udgangspunkt.

Der gælder særlige regler for nyttiggjort overskudsvarme hidrørende fra varme produceret på virksomhedens eget kraftvarmeanlæg. I sådanne tilfælde betales alene en afgift på 41,7 kr. pr. GJ (2015-niveau, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 2. pkt.

Der gælder desuden særlige regler for varme, der afsættes. Det følger således af kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 3. pkt., at overskudsvarmeafgiften for varme, der afsættes, højst udgør 33 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Bestemmelsen har givet anledning til fortolkningstvivl i praksis, da det har været uklart, hvilke omkostninger der skal indregnes i vederlaget. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017. 647. SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget.

Der er endvidere opstået spørgsmål om, hvordan vederlagsreglen skal fortolkes i den situation, hvor varmekunden betaler faste bidrag til administration og vedligeholdelse af anlægget mod at modtage varmen til en lavere pris. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, indregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren.

Der gælder også særlige regler for beskatning af intern overskudsvarme. Beskatningen af virksomhedernes interne forbrug af overskudsvarme er omfattet af en afgiftsfritagelse i sommerhalvåret fra 1. april til 30. september, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 5. pkt., mens der betales en afgift på 10 kr. pr. kvadratmeter i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 6. pkt.

Der gælder også særlige regler for den situation, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved eldrevne varmepumper, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 7. pkt. Der betales i sådanne situationer kun afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Denne regel har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen er afgiftsbelagt.

I tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen har medført et øget forbrug af afgiftspligtige produkter i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres, ydes der dog ikke tilbagebetaling, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 8. pkt.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 1. pkt., at der indføres en fast overskudsvarmeafgift på 24,5 kr. pr. GJ (2015-niveau), i det omfang en del af det varme vand eller varme, som ikke er omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 1, stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme. Afgiften betales i praksis som en nedsættelse af den samlede tilbagebetaling, som momsregistrerede virksomheder har adgang til. Dette indebærer også, at den nugældende vederlagsregel, som er beskrevet ovenfor, og de særlige afgiftssatser for sommer- og vinterhalvåret, ophæves og erstattes af en ensartet overskudsvarmeafgift, som gælder både for intern og ekstern overskudsvarme.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 2. pkt., at der indføres en nedsat afgiftssats for overskudsvarme, der leveres af virksomheder, der indgår i en aftaleordning med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning. Afgiftssatsen foreslås i sådanne situationer at udgøre 9,8 kr. pr. GJ (2015-niveau). Kravet om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning indebærer, at virksomheden forpligter sig til at leve op til en række krav om energieffektivisering, som administreres af Energistyrelsen. Det vil således være Energistyrelsen, der indgår aftaler med de pågældende virksomheder og udsteder beviser for deltagelse. Der er endnu ikke fastsat administrative regler for administration af ordningen i lov om varmeforsyning. Det foreslås, at retten til at anvende afgiftslempelsen indtræder fra det tidspunkt, der er indgået aftale, betinget tilsagn eller lignende med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning mellem virksomheden og Energistyrelsen og indtil virksomheden udtræder af aftaleordningen. Der skal første ske regulering af nedsættelsen fra ophørstidspunktet i aftalen eller fra det tidspunkt, Energistyrelsen træffer afgørelse om, at virksomheden ikke længere er omfattet af aftaleordningen.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 3. pkt., at virksomheden på forlangende skal kunne fremvise dokumentation for deltagelse i aftaleordningen om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning over for Skatteforvaltningen. Det vil således være et krav, at virksomheden kan fremlægge dokumentation for, at virksomheden indgår i aftaleordningen med Energistyrelsen.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 4. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes, hvis varmt vand eller varme, som er omfattet af 1. eller 2. pkt., eller stk. 12, foræres bort til forsyningsselskaber, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarme fra afgiftspligtig elektricitet eller afgiftspligtige brændsler, at varmen leveres vederlagsfrit, og at varmeforsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som følger af 1. eller 2. pkt. eller stk. 12. Begrebet vederlagsfrit skal forstås i overensstemmelse med gældende praksis, som også er beskrevet ovenfor. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017. 647. SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Der er alene tale om en overflytning af pligten til indbetaling af overskudsvarmeafgift fra producenten af overskudsvarme til varmeforsyningsselskabet. Det er således leverandøren af overskudsvarmen, der ved en eventuel kontrol skal kunne dokumentere, at mængden af leveret overskudsvarme stemmer overens med den overskudsvarmeafgift, som varmeforsyningsselskabet har indbetalt.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 5. pkt., at varmeforsyningsselskaber, der vælger at indbetale afgift efter § 8, stk. 8, 4. pkt., skal lade sig registrere hos told- og skatteforvaltningen og føre regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme. Regnskabet kan benyttes af told- og skatteforvaltningen til at kontrollere, om den modtagne mængde overskudsvarme svarer til den mængde, leverandøren af overskudsvarme har målt. Det er kun registrerede virksomheder, der skal indbetale afgift til Skatteforvaltningen. Registreringspligtige virksomheder er underlagt en række krav, som ikke-registreringspligtige virksomheder ikke er underlagt. Skatteforvaltningen har bl.a. hjemmel til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes i forbindelsen med driften af registreringspligtige virksomheder, og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v., jf. kulafgiftslovens § 17.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 6. pkt., at varmeforsyningsselskabernes regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb. Det svarer til den periode, øvrige registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale, jf. kulafgiftslovens § 11, stk. 2.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 7. pkt., at varme omfattet af henholdsvis 1., 2. og 4. pkt., samt eventuelt forbrug af elektricitet i varmepumper til nyttiggørelse af overskudsvarme skal måles hver for sig for at give et grundlag for at opgøre afgiften. I den situation, hvor varmen foræres bort til forsyningsselskaber, er det fortsat leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage målingen.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 8. pkt., at det er leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage måling, som modtageren af overskudsvarme kan benytte til afregning af afgiften.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 9. pkt., at der ikke ydes tilbagebetaling efter stk. 1, stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, hvis der ikke foretages måling, eller nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsler i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres. Det er således en betingelse for at anvende de lempelige regler for beskatning af overskudsvarme, at der foretages måling. Måling er udtryk for en præcis opgørelse og en forudsætning for, at afgiften kan opgøres korrekt. Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsler, vil der således ikke være tale om udnyttelse af overskudsvarme, men almindelig varmeproduktion, som beskattes efter de almindelige regler for varmeproduktion. Dette indebærer også, at decideret varmeproduktion som eksempelvis kraft-varme-produktion ikke kan benytte overskudsvarmereglerne.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 10. pkt., at de hidtil gældende regler om afgiftsbetaling i de tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved varmepumper, videreføres. Dette indebærer, at der i sådanne situationer kun betales afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Reglerne har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen, er afgiftsbelagt.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 11. pkt., at satserne for overskudsvarmeafgiften reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Dette indebærer, at satserne reguleres efter prisudviklingen, som følger af nettoprisindekset.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 12. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes for eget forbrug af nyttiggjort varme, som der kan ydes tilbagebetaling for efter kulafgiftslovens § 8, stk. 14. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, hvorefter der ikke skal betales overskudsvarmeafgift af overskudsvarme, der anvendes internt i virksomheden til formål, som er godtgørelsesberettiget.

Til nr. 2

Efter gældende ret gælder der en særlig afgiftsfritagelse for overskudsvarmeafgift for virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter de hidtil gældende regler i kulafgiftslovens § 8, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 544 af 22. juni 1994, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 12. Afgiftsfritagelsen gælder både ekstern og intern overskudsvarme. Det er en betingelse for anvendelse af afgiftsfritagelsen, at der ikke foretages grundlæggende ændringer af anlægget. En ændret funktionsmåde vil f.eks. udgøre en grundlæggende ændring af anlægget.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 2. pkt., at virksomheder, der afsætter varme fra overskudsvarmeanlæg, der ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen for overskudsvarmeafgift efter § 8, stk. 12, 1. pkt., skal kunne beregne nedsættelsen af tilbagebetalingen efter stk. 8 som en nedsættelse af tilbagebetalingen svarende til den nedsættelse pr. GJ varme, som gennemsnitligt fandt anvendelse for virksomhedens leverancer af overskudsvarme fra det pågældende anlæg i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 3. pkt., at der i tilfælde, hvor der ikke er foretaget leverancer af overskudsvarme i denne periode, kan anvendes den gennemsnitlige nedsættelse pr. GJ varme for et andet tidsrum i perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020. Hvis virksomheden kun har leveret overskudsvarme i en kortere periode, vil det være den gennemsnitlige nedsættelse for denne periode, der finder anvendelse. Det er således ikke et krav, at der er leveret overskudsvarme i hele perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019 eller fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 4. pkt., at beregningen af afgift efter § 8, stk. 12, 2. pkt., skal foretages på baggrund af de først anvendte varmepriser. Det er således ikke muligt at udregne afgiften på baggrund af en ændret aftale med tilbagevirkende kraft for de pågældende afgiftsperioder.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 5. pkt., at det er en forudsætning for beregning af nedsættelse af tilbagebetalingen efter § 8, stk. 12, 2. pkt., at virksomheden kan dokumentere, at den har indgået endelig aftale om levering af overskudsvarme senest den 31. december 2019, og kan dokumentere, at levering af overskudsvarme fra det pågældende anlæg er påbegyndt senest den 31. december 2020. Hvis der foretages væsentlige ændringer i den indgåede aftale om levering af overskudsvarme, bortfalder muligheden for at anvende den særlige beregningsmetode i kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 2. pkt. Det foreslås endvidere i kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 6. pkt., at det er en forudsætning for anvendelse af muligheden, at virksomheden kan dokumentere, hvilken afgift der er betalt pr. GJ afsat varme, samt at virksomheden anmelder dette til Skatteforvaltningen, inden muligheden benyttes.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 7. pkt., at virksomheden skal foretage anmeldelsen til told- og skatteforvaltningen senest et år efter denne bestemmelses ikrafttræden for at muligheden kan benyttes. Anmeldelsen skal være told- og skatteforvaltningen i hænde på denne dato. Dette indebærer også, at en virksomhed, der på et senere tidspunkt vælger at udtræde af ordningen, ikke kan indtræde igen på et senere tidspunkt.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 8. pkt., at leverandører af overskudsvarme, der vælger at benytte den alternative metode til opgørelse af overskudsvarmeafgiften, skal benytte opgørelsesmetoden for hele afgiftsperioden. Dette indebærer, at virksomheden ikke kan veksle mellem forskellige opgørelsesmetoder inden for en afgiftsperiode.

Det foreslås som kulafgiftslovens § 8, stk. 12, 9. pkt., at afgiftsfritagelsen og overgangsordningen i § 8, stk. 12, vil finde anvendelse til og med den 31. december 2034.

Til nr. 3

I forslagets § 3, nr. 2, foreslås, at der i det tilfælde, hvor overskudsvarme foræres bort til forsyningsselskaber, ikke skal ske en nedsættelse af tilbagebetalingen, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarmen, at varmen leveres vederlagsfri, og at forsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som skulle være foretaget af leverandøren af overskudsvarme.

Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for dokumentation mellem virksomhederne og for administrationen af ordningen, hvis der opstår et behov for en nærmere præcisering af de administrative regler for ordningen, f.eks. dokumentationskrav, særlige registreringsforhold og kontrol.

Til nr. 4

Efter gældende ret gælder der en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger og andet forbrug, når det udelukkende vedrører afgiftspligtig virksomhed efter momsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, jf. kulafgiftslovens § 8 b, stk. 3.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af afgiftspligtige produkter ved denne type aktiviteter, jf. kulafgiftslovens § 8 b, stk. 1. Som konsekvens af, at disse processer er omfattet af denne særlige afgiftslempelse, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af kulafgiftslovens § 8 b, stk. 1, jf. kulafgiftslovens § 8 b, stk. 4.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i kulafgiftslovens § 8 b, stk. 3 og 4 .

Til nr. 5

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 kvadratmeter i gartnerier, bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg, jf. kulafgiftslovens § 8 c, stk. 3.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af afgiftspligtige produkter ved denne type aktiviteter, jf. kulafgiftslovens § 8 c, stk. 1. Som konsekvens af, at væksthuse er omfattet af denne særlige afgiftslempelse, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af kulafgiftslovens § 8 c, stk. 1, jf. kulafgiftslovens § 8 c, stk. 4.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i kulafgiftslovens § 10 c, stk. 3 og 4 .

Til nr. 6

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med kemisk reduktion, elektrolyse, metallurgiske processer og mineralogiske processer, jf. kulafgiftslovens § 8 d, stk. 7.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af gas ved denne type aktiviteter, jf. kulafgiftslovens § 8 d, stk. 1-4. Som konsekvens af, at disse processer er omfattet af særlige afgiftslempelser, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af kulafgiftslovens § 8 d, stk. 1-4, jf. kulafgiftslovens § 8 d, stk. 8.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i kulafgiftslovens § 8 d, stk. 7 og 8 .

Til nr. 7

Kulafgiftslovens bilag 5 vedrører satser for kulafgiftslovens § 8, stk. 8, i perioden 2010-2014.

Det foreslås at ophæve kulafgiftslovens bilag 5, da bilaget er forældet.

Til nr. 8

Kulafgiftslovens bilag 7 vedrører satser for kulafgiftslovens §§ 8 b, 8 c og 8 d i perioden 2010-2014.

Det foreslås at ophæve kulafgiftslovens bilag 7, da bilaget er forældet.

Kilde

Til nr. 1

Efter gældende ret gælder der en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme fra varme og varer, der er omfattet af en særlig afgiftsfritagelse for energiprodukter, der medgår direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 13.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af afgiftspligtige produkter ved denne type aktiviteter, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 11. Som konsekvens af, at disse processer er omfattet af denne særlige afgiftslempelse, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 11, jf. mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 14.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme af 28. marts 2019 er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 13

• 15 .

Til nr. 2

Efter gældende ret er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger indberettet efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 16, jf. stk. 17.

Da det foreslås at ophæve mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 13-15, i lovforslagets § 4, nr. 1, hvorefter mineralolieafgiftslovens gældende § 9, stk. 16 og 17, bliver § 9, stk. 13 og 14, foreslås det at foretage en konsekvensændring, så der fortsat henvises til den korrekte bestemmelse.

Det foreslås således, at henvisningen til mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 16, i § 9, stk. 17 , der bliver stk. 14, ændres til § 9, stk. 13.

Til nr. 3

Efter gældende ret betales afgift af varmt vand eller varme, der er opstået som biprodukt ved en virksomheds forbrug af mineralolieprodukter til procesformål, jf. § 11, stk. 9, 1. pkt., i mineralolieafgiftsloven. Denne afgift kaldes overskudsvarmeafgiften. Overskudsvarmeafgiften har til formål at give virksomhederne incitament til at drive en energieffektiv produktion.

Det følger af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, at virksomheder, der er momsregistreret, i visse tilfælde kan få tilbagebetalt kulafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige produkter ned til 4,5 kr. pr. GJ. Det er dette forbrug, der benævnes virksomhedens procesforbrug, og det omfatter eksempelvis forbrug af afgiftspligtige produkter til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2.

Den almindelige sats på afgiftspligtige produkter omfattet af mineralolieafgiftsloven udgør ca. 56 kr. pr. GJ, jf. mineralolieafgiftslovens § 1.

Der er således en stor forskel på afgiftsniveauet afhængig af, om produkterne bruges til procesformål eller til andre formål som eksempelvis varmeproduktion. Overskudsvarmeafgiften har til formål at udligne denne forskel, så der betales en afgift på overskudsvarme, der omtrent svarer til den afgift, der betales ved almindelig varmeproduktion.

Der betales som udgangspunkt en overskudsvarmeafgift på 50 kr. pr. GJ varme (2015-niveau), jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 1. pkt. Satsen reguleres årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, jf. § 32 a i mineralolieafgiftsloven. Dette indebærer, at afgiftsniveauet stiger i takt med øvrige prisstigninger som følge af inflation.

Der gælder en række undtagelser til dette udgangspunkt.

Der gælder særlige regler for nyttiggjort overskudsvarme hidrørende fra varme produceret på virksomhedens eget kraftvarmeanlæg. I sådanne tilfælde betales alene en afgift på 41,7 kr. pr. GJ (2015-niveau, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 2. pkt.

Der gælder desuden særlige regler for varme, der afsættes. Det følger således af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt., at overskudsvarmeafgiften for varme, der afsættes, højst udgør 33 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Bestemmelsen har givet anledning til fortolkningstvivl i praksis, da det har været uklart, hvilke omkostninger der skal indregnes i vederlaget. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017. 647. SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget.

Der er endvidere opstået spørgsmål om, hvordan vederlagsreglen skal fortolkes i den situation, hvor varmekunden betaler faste bidrag til administration og vedligeholdelse af anlægget mod at modtage varmen til en lavere pris. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, indregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren.

Der gælder også særlige regler for beskatning af intern overskudsvarme. Beskatningen af virksomhedernes interne forbrug af overskudsvarme er omfattet af en afgiftsfritagelse i sommerhalvåret fra 1. april til 30. september, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 5. pkt., mens der betales en afgift på 10 kr. pr. kvadratmeter i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 6. pkt.

Der gælder også særlige regler for den situation, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved eldrevne varmepumper, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 7. pkt. Der betales i sådanne situationer kun afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Denne regel har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen er afgiftsbelagt.

I tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen har medført et øget forbrug af afgiftspligtige produkter i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres, ydes der dog ikke tilbagebetaling, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 8. pkt.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 1. pkt., at der indføres en fast overskudsvarmeafgift på 24,5 kr. pr. GJ (2015-niveau), i det omfang en del af det varme vand eller varme, som ikke er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 5, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme. Afgiften betales i praksis som en nedsættelse af den samlede tilbagebetaling af energiafgifter, som momsregistrerede virksomheder har adgang til. Dette indebærer også, at den nugældende vederlagsregel, som er beskrevet ovenfor, og de særlige afgiftssatser for sommer- og vinterhalvåret, ophæves og erstattes af en ensartet overskudsvarmeafgift, som gælder både for intern og ekstern overskudsvarme.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 2. pkt., at der indføres en nedsat afgiftssats for overskudsvarme, der leveres af virksomheder, der indgår i en aftaleordning med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning. Afgiftssatsen foreslås i sådanne situationer at udgøre 9,8 kr. pr. GJ (2015-niveau). Kravet om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarmeindebærer, at virksomheden forpligter sig til at leve op til en række krav om energieffektivisering, som administreres af Energistyrelsen. Det vil således være Energistyrelsen, der indgår aftaler med de pågældende virksomheder og udsteder beviser for deltagelse. Der er endnu ikke fastsat administrative regler for administration af ordningen i lov om varmeforsyning. Det foreslås, at retten til at anvende afgiftslempelsen indtræder fra det tidspunkt, der er indgået aftale, betinget tilsagn eller lignende med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning mellem virksomheden og Energistyrelsen og indtil virksomheden udtræder af aftaleordningen. Der skal først ske regulering af nedsættelsen fra ophørstidspunktet i aftalen eller fra det tidspunkt, Energistyrelsen træffer afgørelse om, at virksomheden ikke længere er omfattet af aftaleordningen.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt., at virksomheden på forlangende skal kunne fremvise dokumentation for deltagelse i aftaleordningen om indgåelse af aftale med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme efter lov om varmeforsyning over for Skatteforvaltningen. Det vil således være et krav, at virksomheden kan fremlægge dokumentation for, at virksomheden indgår i aftaleordningen med Energistyrelsen.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 4. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes, hvis varmt vand eller varme, som er omfattet af 1. eller 2 pkt., eller stk. 13, foræres bort til varmeforsyningsselskaber, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarme fra afgiftspligtig elektricitet eller afgiftspligtige brændsler, at varmen leveres vederlagsfrit, og at varmeforsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som følger af 1. eller 2. pkt., eller stk. 13. Begrebet vederlagsfrit skal forstås i overensstemmelse med gældende praksis, som også er beskrevet ovenfor. Det har været gældende praksis, at afgiften skulle medregnes i vederlaget i den situation, hvor afgiften bliver overvæltet til varmekunderne. Denne praksis er dog ændret ved Skatterådets afgørelse i SKM2017. 647. SR, hvorefter den overvæltede overskudsvarmeafgift ikke længere skal medregnes i vederlaget. Efter gældende praksis skal alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmemodtageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren, medregnes i vederlaget. Det er dog gældende praksis, at dette ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får leveret varme gratis og kun betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Der er alene tale om en overflytning af pligten til indbetaling af overskudsvarmeafgift fra producenten af overskudsvarme til varmeforsyningsselskabet. Det er således leverandøren af overskudsvarmen, der ved en eventuel kontrol skal kunne dokumentere, at mængden af leveret overskudsvarme stemmer overens med den overskudsvarmeafgift, som varmeforsyningsselskabet har indbetalt.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 5. pkt., at varmeforsyningsselskaber, der vælger at indbetale afgift efter § 11, stk. 9, 4. pkt., skal lade sig registrere hos told- og skatteforvaltningen og føre regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme. Regnskabet kan benyttes af told- og skatteforvaltningen til at kontrollere, om den modtagne mængde overskudsvarme svarer til den mængde, leverandøren af overskudsvarme har målt. Det er kun registrerede virksomheder, der skal indbetale afgift til Skatteforvaltningen. Registreringspligtige virksomheder er underlagt en række krav, som ikke-registreringspligtige virksomheder ikke er underlagt. Skatteforvaltningen har bl.a. hjemmel til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes i forbindelsen med driften af registreringspligtige virksomheder, og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v., jf. mineralolieafgiftslovens § 22, stk. 1.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 6. pkt., at varmeforsyningsselskabernes regnskab over den modtagne mængde overskudsvarme skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb. Det svarer til den periode, øvrige registrerede virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale, jf. mineralolieafgiftslovens § 14, stk. 8.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 7. pkt., at varme omfattet af henholdsvis 1., 2. og 4. pkt., samt eventuelt forbrug af elektricitet i varmepumper til nyttiggørelse af overskudsvarme skal måles hver for sig for at give et grundlag for at opgøre afgiften. I den situation, hvor varmen foræres bort til forsyningsselskaber, er det fortsat leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage målingen.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 8. pkt., at det er leverandøren af overskudsvarme, der har ansvaret for at foretage måling, som modtageren af overskudsvarme kan benytte til afregning af afgiften.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 9. pkt., at der ikke ydes tilbagebetaling efter stk. 1, stk. 4, 2. pkt., eller stk. 5, hvis der ikke foretages måling, eller nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsler i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres. Det er således en betingelse for at anvende de lempelige regler for beskatning af overskudsvarme, at der foretages måling. Måling er udtryk for en præcis opgørelse og en forudsætning for, at afgiften kan opgøres korrekt. Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsler, vil der således ikke være tale om udnyttelse af overskudsvarme, men almindelig varmeproduktion, som beskattes efter de almindelige regler for varmeproduktion. Dette indebærer også, at decideret varmeproduktion som eksempelvis kraft-varme-produktion ikke kan benytte overskudsvarmereglerne.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 10. pkt., at de hidtil gældende regler om afgiftsbetaling i de tilfælde, hvor nyttiggørelsen af overskudsvarmen sker ved varmepumper, videreføres. Dette indebærer, at der i sådanne situationer kun betales afgift for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Reglerne har til formål at tage højde for, at den el, der anvendes til varmepumpen er afgiftsbelagt.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 11. pkt., at satserne for overskudsvarmeafgiften reguleres efter mineralolieafgiftslovens § 32 a. Dette indebærer, at satserne reguleres efter prisudviklingen, som følger af nettoprisindekset.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 12. pkt., at tilbagebetalingen ikke skal nedsættes for eget forbrug af nyttiggjort varme, som der kan ydes tilbagebetaling for efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 15. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, hvorefter der ikke skal betales overskudsvarmeafgift af overskudsvarme, der anvendes internt i virksomheden til formål, som er godtgørelsesberettiget.

Til nr. 4

Efter gældende ret gælder der en særlig afgiftsfritagelse for overskudsvarmeafgift for virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter de hidtil gældende regler i § 9, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 543 af 22. juni 1994, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13. Afgiftsfritagelsen gælder både ekstern og intern overskudsvarme. Det er en betingelse for anvendelse af afgiftsfritagelsen, der ikke foretages grundlæggende ændringer af anlægget. En ændret funktionsmåde vil f.eks. udgøre en grundlæggende ændring af anlægget.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 2. pkt., at virksomheder, der afsætter varme fra overskudsvarmeanlæg, der ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen for overskudsvarmeafgifter efter § 11, stk. 13, 1. pkt., skal kunne beregne nedsættelsen af tilbagebetalingen efter stk. 9 som en nedsættelse af tilbagebetalingen svarende til den nedsættelse pr. GJ varme, som gennemsnitligt fandt anvendelse for virksomhedens leverancer af overskudsvarme fra det pågældende anlæg i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 3. pkt., der i tilfælde, hvor der ikke er foretaget leverancer af overskudsvarme i denne periode, kan anvendes den gennemsnitlige nedsættelse pr. GJ varme for et andet tidsrum i perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. december 2020. Hvis virksomheden kun har leveret overskudsvarme i en kortere periode, vil det være den gennemsnitlige nedsættelse for denne periode, der finder anvendelse. Det er således ikke et krav, at der er leveret overskudsvarme i hele perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019 eller fra 1. januar 2020 til den 31. december 2020.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 4. pkt., at beregningen af afgift efter § 11, stk. 13, 2. pkt., skal foretages på baggrund af de først anvendte varmepriser. Det er således ikke muligt at udregne afgiften på baggrund af en ændret aftale med tilbagevirkende kraft for de pågældende afgiftsperioder.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 5. pkt., at det er en forudsætning for beregning af nedsættelse af tilbagebetalingen efter § 11, stk. 13, 2. pkt., at virksomheden kan dokumentere, at den har indgået endelig aftale om levering af overskudsvarme senest den 31. december 2019, og kan dokumentere, at levering af overskudsvarme fra det pågældende anlæg er påbegyndt senest den 31. december 2020. Hvis der foretages væsentlige ændringer i den indgåede aftale om levering af overskudsvarme, bortfalder muligheden for at anvende den særlige beregningsmetode i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 2. pkt. Det foreslås endvidere i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 6. pkt., at det er en forudsætning for anvendelse af muligheden, at virksomheden kan dokumentere, hvilken afgift der er betalt pr. GJ afsat varme, samt at virksomheden anmelder dette til Skatteforvaltningen, inden muligheden benyttes.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 7. pkt., at virksomheden skal foretage anmeldelsen til told- og skatteforvaltningen senest et år efter denne bestemmelses ikrafttræden for at muligheden kan benyttes. Anmeldelsen skal være told- og skatteforvaltningen i hænde på denne dato. Dette indebærer også, at en virksomhed, der på et senere tidspunkt vælger at udtræde af ordningen, ikke kan indtræde igen på et senere tidspunkt.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 8. pkt., at leverandører af overskudsvarme, der vælger at benytte den alternative metode til opgørelse af overskudsvarmeafgiften, skal benytte opgørelsesmetoden for hele afgiftsperioden. Dette indebærer, at virksomheden ikke kan veksle mellem forskellige opgørelsesmetoder inden for en afgiftsperiode.

Det foreslås som mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, 9. pkt., at afgiftsfritagelsen og overgangsordningen i § 8, stk. 12, vil finde anvendelse til og med den 31. december 2034.

Til nr. 5

I forslagets § 4, nr. 3, foreslås, at der i det tilfælde, hvor overskudsvarme foræres bort til forsyningsselskaber, ikke skal ske en nedsættelse af tilbagebetalingen, hvis der foreligger en aftale mellem varmeleverandøren og forsyningsselskabet om, at leverancen udelukkende består af overskudsvarmen, at varmen leveres vederlagsfri, og at forsyningsselskabet i stedet indbetaler en afgift svarende til den nedsættelse af tilbagebetalingen, som skulle være foretaget af leverandøren af overskudsvarme.

Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for dokumentation mellem virksomhederne og for administrationen af ordningen, hvis der opstår et behov for en nærmere præcisering af de administrative regler for ordningen, f.eks. dokumentationskrav, særlige registreringsforhold og kontrol.

Til nr. 6

Efter gældende ret gælder der en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger og andet forbrug, når det udelukkende vedrører afgiftspligtig virksomhed efter momsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 b, stk. 3.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af afgiftspligtige produkter ved denne type aktiviteter, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 b, stk. 1. Som konsekvens af, at disse processer er omfattet af denne særlige afgiftslempelse, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11 b, stk. 1, jf. kulafgiftslovens § 11 b, stk. 4.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i mineralolieafgiftslovens § 11 b, stk. 3 og 4 .

Til nr. 7

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 kvadratmeter i gartnerier, bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 c, stk. 3.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af afgiftspligtige produkter ved denne type aktiviteter, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 c, stk. 1. Som konsekvens af, at væksthuse er omfattet af denne særlige afgiftslempelse, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11 c, stk. 1, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 c, stk. 4.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i mineralolieafgiftslovens § 11 c, stk. 3 og 4 .

Til nr. 8

Efter gældende ret er der fastsat en særlig sats for overskudsvarme fra varme og varer, der er anvendt i forbindelse med kemisk reduktion, elektrolyse, metallurgiske processer og mineralogiske processer, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 d, stk. 7.

Den særlige sats for overskudsvarme fra sådanne processer skyldes, at der gælder en særlig nedsat sats for forbrug af gas ved denne type aktiviteter, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 d, stk. 1-4. Som konsekvens af, at disse processer er omfattet af særlige afgiftslempelser, er det ligeledes fastsat, at der skal gælde en særlig sats for nyttiggjort overskudsvarme i sådanne tilfælde.

Efter gældende ret gælder der også en særlig afgiftssats for nyttiggjort overskudsvarme vedrørende eget kraftvarme-anlæg fra varme og varer, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11 d, stk. 1-4, jf. mineralolieafgiftslovens § 11 d, stk. 8.

Med aftale om fremme af udnyttelse af overskudsvarme er det aftalt, at der som udgangspunkt skal gælde en fast afgiftssats på 25 kr. pr. GJ overskudsvarme. Det foreslås på denne baggrund at ophæve de gældende differentierede afgiftssatser på overskudsvarme. Det foreslås derfor at ophæve de særlige satser for overskudsvarmeafgiften i mineralolieafgiftslovens § 11 d, stk. 7 og 8 .

Til nr. 9

Mineralolieafgiftslovens bilag 4 vedrører satser for mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, i perioden 2010-2014.

Det foreslås at ophæve mineralolieafgiftslovens bilag 4, da bilaget er forældet.

Til nr. 10

Mineralolieafgiftslovens bilag 6 vedrører satser for mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 13 og 14, og §§ 11 b, 11 c og 11 d i perioden 2010-2014.

Det foreslås at ophæve mineralolieafgiftslovens bilag 6, da bilaget er forældet.

Kilde

Det foreslås i § 5, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det fremgår af aftale om øget udnyttelse af overskudsvarme af 28. marts 2019, at aftalen som udgangspunkt træder i kraft i 2020, men at der tages forbehold for en endelig statsstøttegodkendelse af den samlede omlægning af overskudsvarmereglerne, herunder den endelige udformning af prisreguleringen. Da prisreguleringen endnu ikke er aftalt, foreslås det, at ministeren bemyndiges til at sætte loven i kraft samtidig med aftalens øvrige elementer.

Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til at sætte lovens dele i kraft på forskellige tidspunkter. Begrundelsen for dette er, at det vurderes nødvendigt at gennemføre en dialog med Europa-Kommissionen om omlægningen af overskudsvarmeafgiften i henhold til EU´s statsstøtteregler. Dialogen med Europa-Kommissionen kan nødvendiggøre, at visse dele af omlægningen først kan træde i kraft på et senere tidspunkt, eller at delelementer skal ændres, før de kan træde i kraft.

Lovforslaget indeholder således både en grundlæggende omlægning af beskatningen af overskudsvarme fra en vederlagsbeskatning til en fast afgift pr. GJ varme, som følger af lovforslagets § 1, nr. 5, § 2, nr. 5 og 6, § 3, nr. 1, og § 4, nr. 3, og en overgangsordning for eksisterende leverancer af overskudsvarme, som følger af lovforslagets § 1, nr. 6, § 2, nr. 5, § 3, nr. 2, og § 4, nr. 4. Af hensyn til dialogen med Europa-Kommissionen vedrørende den samlede ordnings forenelighed med statsstøttereglerne, vurderes det nødvendigt, at skatteministeren kan fastsætte forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for hhv. den grundlæggende omlægning af beskatningen af overskudsvarme og overgangsordningen.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, som foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.