Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1433 af 05/12/2018

Skatteministeriet

Lov om ændring af kildeskatteloven, lov om skattenedslag for seniorer, ligningsloven og lov om forsøg med et socialt frikort (Genoptagelse af afgørelser om skattenedslag og indførelse af skattefrihed for godtgørelse til thalidomidofre m.v.) § 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 2 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. Børne- og socialministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af ligningslovens § 7, nr. 32, som indsat ved denne lovs § 3, nr. 1.

Givet på Amalienborg, den 5. december 2018

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

I Dronningens Navn:
FREDERIK
Kronprins

/ Karsten Lauritzen

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af kildeskatteloven, lov om skattenedslag for seniorer, ligningsloven og lov om forsøg med et socialt frikort (Genoptagelse af afgørelser om skattenedslag og indførelse af skattefrihed for godtgørelse til thalidomidofre m.v.) § 5

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2 og 3. Ikrafttrædelsestidspunktet er i overensstemmelse med regeringens målsætning om, at ny lovgivning, der har virkning for erhvervslivet, skal træde i kraft enten den 1. januar eller 1. juli.

For så vidt angår indførelse af skattefrihed for godtgørelse til thalidomidofre indebærer dette, at godtgørelsesbeløb, der retserhverves og udbetales fra og med den 1. januar 2019, vil være omfattet af skattefriheden.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 2, der indfører tidsbegrænset genoptagelsesmulighed efter anmodning fra borgeren, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Derved kan borgere, der ønsker at anmode om genoptagelse, hurtigst muligt få mulighed herfor og annonceringen om genoptagelsesmuligheden hurtigst muligt sættes i gang.

Det foreslås i stk. 3 , at børne- og socialministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af ligningslovens § 7, nr. 32, som indsat ved denne lovs § 3, nr. 1. Herved muliggøres samtidig ikrafttrædelse af ligningslovens § 7, nr. 32 om skattefritagelse af udbetalinger omfattet af lov om forsøg med et socialt frikort og lov om forsøg med et socialt frikort.

Det foreslås i stk. 4 , at ændringerne af forskerskatteordningen (§ 1, nr. 2-5) får virkning fra og med indkomståret 2019.

Fra og med indkomståret 2019 og senere indkomstår vil samtidighedskravet blive ophævet med den virkning, at virksomhedens etableringsform ikke vil have betydning for, om en medarbejder kan blive omfattet af ordningen. Hertil kommer, at vurderingen af, om der består et ansættelsesforhold med den danske arbejdsgiver, skal foretages efter samme kriterier, som anvendes i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Ansættelsesforhold, der er påbegyndt før indkomståret 2019, bedømmes efter de hidtil gældende regler.

Loven har virkning for perioder med barsel fra og med indkomståret 2019 og senere indkomstår. Ved barselsperioder, der løber fra indkomståret 2018 til indkomståret 2019, skal vederlagskravet opfyldes i 2018, mens der fra og med indkomståret 2019 kan ses bort fra manglende opfyldelse af kravet som følge af barsel.

Efterfølgende vederlag, som medarbejderen har retserhvervet fra og med indkomståret 2019 og senere indkomstår, vil ikke indgå ved vurderingen af, om en medarbejder har været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der ændres, ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.