Lov om ændring af kildeskatteloven, lov om skattenedslag for seniorer, ligningsloven og lov om forsøg med et socialt frikort (Genoptagelse af afgørelser om skattenedslag og indførelse af skattefrihed for godtgørelse til thalidomidofre m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit I A kan benyttes af personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2 eller kulbrinteskattelovens § 21 samt af fuldt skattepligtige personer, der anses for hjemmehørende i udlandet efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, 1. pkt. Den del af en persons indkomst fra personligt arbejde eller fra selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, eller indkomst som er sidestillet hermed, som beskattes efter interne danske subjektive og objektive regler samt efter en eventuel indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst, skal udgøre mindst 75 pct. af personens samlede indkomst, jf. kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, 2. pkt. En person, som opfylder betingelserne, kan vælge at blive beskattet efter reglerne i kildeskattelovens § 5 A-D. Den skattepligtige skal ved indgivelse af selvangivelse for et indkomstår tilkendegive, om der skal foretages beskatning efter reglerne i kildeskattelovens afsnit I A, jf. kildeskattelovens § 5 D, stk. 1,

1. pkt.

Hvis en person vælger beskatning efter reglerne i kildeskattelovens § 5 A-D, kan vedkommende foretage fradrag for udgifter, der vedrører den skattepligtiges familiemæssige og personlige forhold, jf. kildeskattelovens § 5 B, stk. 1. Der kan bl.a. foretages fradrag for bidrag til velgørende foreninger efter ligningslovens § 8 A, jf. kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, nr. 4.

Efter ligningslovens § 8 A kan der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst gives fradrag for gaver til godkendte almenvelgørende eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v., herunder religiøse samfund. Efter ligningslovens § 12, stk. 2, kan der gives fradrag for ensidigt påtagne forpligtelser (løbende ydelser) til almenvelgørende eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v., herunder religiøse samfund, der er godkendt efter reglerne i ligningslovens § 12, stk. 3 og 4.

Kildeskattelovens § 5 B er udformet som en udtømmende opremsning af specifikke fradrag. Landsskatteretten har imidlertid i en konkret afgørelse afgjort, at en skatteyder i henhold til kildeskattelovens § 5 B også har krav på fradrag efter ligningslovens § 12. Skatteforvaltningen har som følge af afgørelsen ændret praksis, så grænsegængere kan foretage fradrag for løbende ydelser efter ligningslovens § 12, stk. 2-4.

Der henvises til beskrivelsen af gældende ret i afsnit 2.4.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås at nyaffatte kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, nr. 4, således: »4) Gaver og ensidigt påtagne forpligtelser i det omfang, de er fradragsberettigede efter ligningslovens §§ 8 A eller 12, stk. 2-4.«

Ved den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen præciseres ordlyden af kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, nr. 4, så fradrag for løbende ydelser efter ligningslovens § 12, stk. 2-4, udtrykkeligt medtages. Endvidere foreslås det at undlade »velgørende foreninger« i ordlyden for at undgå tvivl om, hvorvidt andre end foreningerne, herunder institutioner, stiftelse og religiøse samfund m.v., er omfattet, såvel som foreninger m.v. med almennyttigt virke.

Med nyaffattelsen foreslås det således præciseret i bestemmelsens ordlyd, at fradraget efter kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, nr. 4, kan gives i alle tilfælde, hvor der er fradragsret efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 2-4. Det betyder, at hvis en person vælger beskatning efter reglerne i kildeskattelovens § 5 A-D, kan vedkommende foretage fradrag for donationer i form af gaver til almenvelgørende og almennyttige foreninger m.v., i det omfang der er fradragsret efter ligningslovens § 8 A, og fradrag for løbende ydelser til almenvelgørende og almennyttige foreninger m.v., i det omfang, der er fradragsret for ensidigt påtagne forpligtelser (løbende ydelser) efter ligningslovens § 12, stk. 2-4. Gaver og ensidigt påtagne forpligtelser skal forstås på samme måde som i ligningslovens §§ 8 A og 12, stk. 2-4.

Med nyaffattelsen ændres ikke på reglerne i ligningslovens §§ 8 A og 12, stk. 2-4.

Til nr. 2

Det følger af kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, at en udenlandsk forsker eller nøglemedarbejder skal ansættes hos en dansk arbejdsgiver for at kunne anvende forskerskatteordningen. En dansk arbejdsgiver kan være en person, et dødsbo, et selskab, en institution, en fond eller en forening, når denne er fuldt eller begrænset skattepligtig til Danmark. En dansk arbejdsgiver kan også være en institution, der er undtaget fra skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 3.

Et udenlandsk selskabs faste driftssted i Danmark er begrænset skattepligtig her til landet i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, og betragtes derfor som en dansk arbejdsgiver i henhold til kildeskattelovens § 48 E, stk. 1.

Det er yderligere en forudsætning for at anvende ordningen, at medarbejderen påbegynder ansættelsesforholdet med den danske arbejdsgiver samtidig med, at medarbejderens skattepligt efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1, indtræder (samtidighedskravet). Det betyder, at der som udgangspunkt skal foreligge en retligt bindende ansættelseskontrakt med en dansk arbejdsgiver fra ansættelsens start, hvoraf den aftalte løn fremgår, jf. SKM2009·310·SR.

Efter praksis kan udgangspunktet, om at der skal foreligge en dansk ansættelseskontrakt fra begyndelsen af ansættelsesforholdet, fraviges, såfremt der ud fra de foreliggende konkrete omstændigheder kan tilvejebringes et så sikkert grundlag for ansættelsen, at forholdet kan sidestilles med en egentlig kontrakt. I SKM2016·73·LSR accepterede Landsskatteretten, at grundlaget for ansættelsen var et dokumenteret ansættelsesforløb med den danske arbejdsgiver, hvoraf det bl.a. fremgik, at klageren skulle ansættes som administrerende direktør, og hvad lønnen skulle være i ansættelsesperioden. Der blev også lagt vægt på, at ansættelsesforholdet var tiltrådt af det danske selskabs bestyrelse. Landsskatteretten kom frem til et lignende resultat i SKM2017·736·LSR, hvor ansættelsen hos den danske arbejdsgiver bl.a. blev dokumenteret på baggrund af oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at klageren var ansat som »CEO« for det danske selskab.

I andre tilfælde findes det ikke tilstrækkeligt, at der foreligger en ansættelseskontrakt med den danske arbejdsgiver fra ansættelsens påbegyndelse. Efter praksis er samtidighedskravet ikke opfyldt, hvis ansættelsesforholdet allerede består, når skattepligten indtræder. Det er oftest aktuelt i den situation, hvor en medarbejder skifter arbejdssted fra et udenlandsk selskab til dets faste driftssted i Danmark. Det skyldes, at et selskab og dets faste driftssteder er samme juridiske enhed, og at ansættelsesforholdet på den baggrund anses for at være indgået forud for udsendelsen til Danmark og derved forud for skattepligtens indtræden, jf. senest SKM2018·64·LSR.

Det foreslås at ændre ordlyden af kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, således at en person fremover skal blive skattepligtig til Danmark af personligt arbejde i tjenesteforhold hos en dansk arbejdsgiver for at kunne anvende forskerskatteordningen.

Den foreslåede ændring vil for det første medføre, at samtidighedskravet ophæves, så virksomhedens etableringsform ikke vil kunne få betydning for, om en medarbejder kan anvende forskerskatteordningen. Der vurderes ikke at være omstændigheder, der i rimelig grad kan begrunde, at betingelserne for at anvende ordningen er vanskeligere at opfylde for virksomheder, der har etableret sig med faste driftssteder, end virksomheder, der f.eks. har etableret sig med datterselskaber.

Ved ophævelsen af samtidighedskravet vil 10 års-reglen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, fortsat sikre, at der eksisterer en tidsmæssig begrænsning for, hvornår en aftale om ansættelsesforholdet skal være indgået, idet medarbejderen ikke kan blive omfattet af forskerskatteordningen, hvis vedkommende når at blive skattepligtig til Danmark efter de almindelige regler, inden ansættelsen påbegyndes.

Den nye ordlyd ændrer ikke på, at det fortsat kan accepteres, at medarbejderen bliver skattepligtig som følge af ophold i Danmark i en kortere periode før ansættelsens begyndelse med henblik på flytning og indretning af bolig, selv om der indtræder fuld skattepligt allerede ved opholdets start. Efter praksis accepteres skattepligt som følge af ophold af en varighed på indtil en måned forud for ansættelsesforholdets påbegyndelse. Dette gælder også efter den foreslåede ændring, idet det relevante tidspunkt er påbegyndelsen af beskatning af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Hvis dette tidspunkt udsættes på grund af udefra kommende begivenheder, kan en længere periode efter omstændighederne accepteres.

Formålet med den foreslåede ændring er at forenkle betingelserne for at anvende ordningen. Samtidig skal ændringen skabe større forudsigelighed ved anvendelsen af ordningen, således at der undgås situationer, hvor medarbejderen ved ansættelsens påbegyndelse mangler en formel ansættelseskontrakt med en dansk arbejdsgiver, men hvor der efter nuværende praksis alligevel er mulighed for at anvende ordningen, hvis konkrete foreliggende omstændigheder viser, at der er tale om et egentligt ansættelsesforhold.

For det andet vil ændringen af ordlyden i kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, medføre en forenkling af ansættelseskravet. Forenklingen består i, at vurderingen af, om der er tale om et ansættelsesforhold i henhold til kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, vil komme til at svare til den vurdering, der foretages for at fastslå begrænset skattepligt af vederlag for arbejde i tjenesteforhold efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 1. pkt. Det betyder, at en medarbejder, der bliver skattepligtig til Danmark af vederlag for arbejde i tjenesteforhold, som udgangspunkt også opfylder betingelsen om, at vedkommende skal være ansat hos en dansk arbejdsgiver. Herved vil praksis for, at der skal foretages en vurdering af ansættelsesforholdet, der er særskilt i relation til § 48 E, blive afskaffet.

I praksis er det typisk bedømmelsen af ansættelsesforholdet med den danske arbejdsgiver, der har givet anledning til problemer. Efter den foreslåede ændring vil det som udgangspunkt være praksis for kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, der er relevant. Afgrænsningen af, hvad der skal anses for et ansættelsesforhold – eller personligt arbejde i tjenesteforhold – foretages efter samme retningslinjer som afgrænsningen af lønindkomst i skattelovgivningen i øvrigt, herunder cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, om personskatteloven, jf. bl.a. TfS 1996,449 H. Heraf følger, at der ved vurderingen af, om der er tale om tjenesteforhold, kan lægges vægt på, hvorvidt

1. hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol,

2. indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver,

3. der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse,

4. indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren,

5. indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel,

6. vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold (timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.),

7. vederlag udbetales periodisk,

8. hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet,

9. vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren og

10. indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktiseringen af ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring, funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø.

Det er en forudsætning for at anvende forskerskatteordningen, at der er tale om personligt arbejde i tjenesteforhold hos en dansk arbejdsgiver. En dansk arbejdsgiver kan fortsat være en privat person, en virksomhed, en forening m.v., der er fuldt skattepligtig her i landet eller har en filial eller andet fast driftssted her, eller en institution, der er undtaget fra skattepligten efter selskabsskattelovens § 3.

Hvis medarbejderen har indgået flere samtidige aftaler om ansættelsesforhold med forskellige danske arbejdsgivere, kan forskerskatteordningen kun anvendes, hvis alle betingelser er opfyldt for det enkelte ansættelsesforhold. Dermed er det muligt at have flere ansættelser, som er omfattet af ordningen, mens det ligeledes er muligt at have en ansættelse, som er omfattet af ordningen, og samtidig have en anden ansættelse, der er omfattet af de almindelige regler. Kombineres flere ansættelsesforhold i umiddelbar forlængelse af hinanden, skal alle betingelserne for at anvende ordningen være opfyldt for hvert enkelt ansættelsesforhold. Et nyt ansættelsesforhold skal ifølge kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, tiltrædes senest en måned efter ophør af den tidligere ansættelse.

I tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt et arbejde udføres for en dansk eller en udenlandsk arbejdsgiver, må spørgsmålet afgøres efter en eventuel indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst samt de kriterier, der er beskrevet i kommentarerne til artikel 15 i OECD’s modeloverenskomst. Herved afgøres også, hvilket land der har beskatningsretten til lønnen. I disse tilfælde kan forskerskatteordningen alene anvendes, hvis den danske arbejdsgiver efter omstændighederne vurderes at være den reelle arbejdsgiver.

Der gælder som udgangspunkt ikke noget krav om, at arbejde under forskerskatteordningen skal udføres i Danmark, da det er op til virksomheders behov, i hvilket omfang deres medarbejdere skal udføre arbejde i hhv. Danmark og udlandet.

For personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, og som anses for hjemmehørende i Danmark efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst, må arbejde under forskerskatteordningen udført i udlandet accepteres i det omfang, det kan rummes inden for grænsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 2. Det betyder, at arbejdet under ordningen kan udføres uden for Danmark, når beskatningsretten til indkomsten ikke overgår til udlandet efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst for mere end 30 arbejdsdage inden for samme kalenderår. Hvis arbejdet udføres i et land, som Danmark ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, finder kildeskattelovens § 48 E, stk. 2, ikke anvendelse. I disse tilfælde finder ligningslovens § 33 anvendelse, jf. SKM2012·753·SR.

Begrænset skattepligtige, der anvender forskerskatteordningen, vil kunne udføre arbejde i udlandet, i det omfang skattepligten til Danmark bevares. Den begrænsede skattepligt til Danmark opretholdes, i det omfang medarbejderen har 1-2 arbejdsdage i Danmark om måneden, jf. SKM2012·753·SR.

Efter den foreslåede ændring vil en person kunne anvende forskerskatteordningen fra det tidspunkt, hvor skattepligten efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1, indtræder, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne. Det vil fortsat være nødvendigt for den danske arbejdsgiver at kunne dokumentere ansættelsesvilkårene for den pågældende medarbejder over for Skatteforvaltningen. Arbejdsgiveren vil således inden for otte dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt, skulle udfylde og indsende en blanket med de fornødne oplysninger og dokumentation til Skatteforvaltningen, jf. § 16, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 499 af 23. marts 2015 om kildeskat.

Vederlagskravet skal være opfyldt i henhold til medarbejderens ansættelseskontrakt, hvad enten der er tale om en lokalkontrakt eller en udstationeringskontrakt, mens vederlaget – og dermed lønudgiften – til medarbejderen skal bæres af den danske arbejdsgiver, som løbende har pligt til at afregne danske skatter, jf. kildeskattelovens § 46. I tilfælde, hvor lønudbetalingen til medarbejderen sker direkte fra det udenlandske hovedkontor, kan dette accepteres i forbindelse med anvendelse af ordningen, når lønudgiften skattemæssigt skal henføres til den danske filial. Denne virksomhedsinterne proces vil ikke ændre på, at medarbejderen er begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede ændring vil især have betydning for ansatte, der skifter arbejdssted mellem enheder, der er internt forbundne, herunder koncernforhold, hvor der er tale om udstationering til en dansk enhed (datterselskab, fast driftssted o.l.). Ved udstationering forstås sædvanligvis, at en arbejdsgiver i et land udstationerer eller udsender en medarbejder, der er ansat hos den pågældende arbejdsgiver, til at udføre arbejde i et andet land, mens ansættelsesforholdet mellem den udstationerende arbejdsgiver og medarbejderen består.

I praksis vil en udstationering i koncernforhold typisk foregå således, at medarbejderen indgår en udstationeringskontrakt med sin udenlandske arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den ansatte i en periode skal udføre arbejde for den danske del af koncernen. En sådan kontrakt vil efter omstændighederne være tilstrækkelig til, at der indtræder dansk skattepligt efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, fordi medarbejderen kan anses for at være i et tjenesteforhold med den danske enhed i udstationeringsperioden. Kontrakten kan derfor også udgøre behørig dokumentation for, at der består et tjenesteforhold, og at f.eks. vederlagskravet er opfyldt. Ændringen afhjælper således tilfælde, hvor medarbejderen har en udstationeringskontrakt med sin udenlandske arbejdsgiver, mens der ikke – eller ikke i tide – er indgået en formel, lokal ansættelseskontrakt med den danske enhed.

Anerkendelsen af, at udstationeringer kan omfattes af forskerskatteordningen, medfører også, at der kan opstå tilfælde, hvor det vil være nødvendigt at afgøre, om der er tale om en udstationering i koncernforhold o.l., som kan omfattes af forskerskatteordningen, eller om der efter omstændighederne foreligger arbejdsudleje efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, som ikke kan beskattes under forskerskatteordningen, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, modsætningsvist. Arbejdsudleje er kendetegnet ved, at en udenlandsk arbejdsgiver stiller en udenlandsk person til rådighed for en dansk virksomhed til at udføre et arbejde her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Efter omstændighederne kan der ikke foreligge arbejdsudleje i situationer, hvor den udenlandske person, som udfører arbejdet, er fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 eller begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Der eksisterer således allerede en afgrænsning, som opretholdes og – om nødvendigt – afgøres efter de samme kriterier, som i øvrige tilfælde. Afgrænsningen er tidligere blevet behandlet i SKM2014·411·VLR, SKM2014·331·BR og SKM2015·372·ØLR.

Personer, som er skattepligtige efter reglerne om arbejdsudleje i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, har i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 5, mulighed for at vælge at blive beskattet, som om den pågældende var omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Disse tilfælde vil ikke kunne omfattes af forskerskatteordningen, idet der ikke vil være tale om personligt arbejde i tjenesteforhold. Bestemmelsen giver alene den arbejdsudlejede mulighed for at vælge den almindelige beskatningsform, som bl.a. medfører selvangivelsespligt og fradragsmuligheder, og som i visse tilfælde derfor kan være mere fordelagtig end den særlige arbejdsudlejebeskatning.

Formålet med at anvende de samme kriterier ved bedømmelsen af ansættelsesforholdet i henhold til kildeskattelovens § 48 E, som allerede kendes fra kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, er at skabe større forudsigelighed og gennemsigtighed, så retssikkerheden for virksomheder og medarbejdere, som anvender ordningen, forbedres.

Til nr. 3

Det følger af kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, at en forsker eller nøglemedarbejder, som ønsker at anvende forskerskatteordningen, ikke må have været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen hos den danske arbejdsgiver.

Ved vurderingen af, om en forsker har været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år, kan ses bort fra begrænset skattepligt, der er indtrådt som følge af gæsteundervisning på danske universiteter m.v. Der kan endvidere ses bort fra fuld skattepligt, som er indtrådt som følge af et ophold ved et dansk universitet m.v., såfremt opholdet udelukkende er finansieret af midler hidrørende fra kilder i udlandet, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 5, jf. stk. 4 og stk. 3, nr. 1.

I kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, foreslås det, at henvisningen til § 48 E, stk. 5, ændres til § 48 E, stk. 5 og 6. Det er en konsekvens af, at der med nærværende lovforslag foreslås at indføre en undtagelse til reglen om, at en forsker eller nøglemedarbejder, ikke må have været skattepligtig til Danmark de seneste 10 år forud for ansættelsen.

Det foreslås således i § 1, nr. 5, i lovforslaget at indsætte et nyt stk. 6, således at der ved vurderingen af, om en forsker eller en nøglemedarbejder har været skattepligtig til Danmark, kan ses bort fra begrænset skattepligt, der er indtrådt som følge af modtagelse af vederlag, der er udbetalt på baggrund af en ansættelsesperiode, som tidligere har dannet grundlag for beskatning under forskerskatteordningen.

Til nr. 4

Ifølge kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, er en af betingelserne for at anvende forskerskatteordningen, at en nøglemedarbejder inden for samme kalenderår i gennemsnit er sikret et vederlag på mindst 65.100 kr. (2018-niveau) om måneden i henhold til ansættelseskontrakten. I vederlaget indgår også personalegoder, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, der i henhold til kildeskattelovens § 43, stk. 2, er gjort til A-indkomst, jf. § 48 F, stk. 1, herunder værdien af fri bil og fri telefon, inklusiv datakommunikationsforbindelse, samt arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v.

Vederlagskravet skal sikre, at det – foruden forskere – er højtkvalificerede medarbejdere (nøglemedarbejdere), der kan anvende ordningen.

Den nuværende ordning giver ikke mulighed for at dispensere fra vederlagskravet. Hvis en medarbejder, som er omfattet af ordningen, ikke kan opfylde vederlagskravet som følge af en periode med nedsat eller ingen løn på grund af barselsorlov, kan den pågældende medarbejder således ikke fortsætte med at anvende forskerskatteordningen, jf. SKM2017·59·LSR. Forbliver medarbejderen i Danmark i perioden, vil vedkommende blive skattepligtig her til landet efter de almindelige regler, hvilket betyder, at medarbejderen vil blive forhindret i at anvende en resterende periode på forskerskatteordningen i 10 år efter, skattepligten eventuelt er ophørt, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1.

Det foreslås, at vederlagskravet lempes, således at der ved opgørelsen af vederlaget ses bort fra perioder med barselsorlov. Det betyder, at en medarbejder fortsat kan være omfattet af forskerskatteordningen i en periode, hvor vedkommende ikke opfylder vederlagskravet, når dette skyldes, at medarbejderen har orlov med nedsat eller ingen løn som følge af barsel.

Formålet med forslaget er at skabe større fleksibilitet i ordningen. Samtidig vil det ikke længere have betydning, om en medarbejder afholder barselsorlov, eller om barselsperioden strækker sig over et eller flere indkomstår. Efter barselsperioden kan medarbejderen fortsætte sit arbejde hos den danske arbejdsgiver og derved anvende en resterende periode under ordningen.

En periode, hvor der ses bort fra vederlagskravet, vil dermed ikke medføre en tilsvarende forlængelse af ordningen, som stadig maksimalt vil være syv år.

I tilfælde af, at medarbejderen i orlovsperioden modtager barselsdagpenge eller lignende, skal sådant vederlag beskattes efter de almindelige regler. Såfremt medarbejderen senere ønsker at påbegynde et nyt ansættelsesforhold med en ny dansk arbejdsgiver, eller hvis medarbejderens skattepligt ophører, og vedkommende senere ønsker at anvende en resterende periode på ordningen, skal medarbejderen opfylde alle betingelserne på ny. Ved at lade perioden under ordningen fortsætte under barsel undgås, at medarbejderen ikke kan opfylde kravet om, at vedkommende ikke må have været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Det skyldes, at der i medfør af kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, ses bort fra medarbejderens skattepligt i perioder, hvor medarbejderen tidligere har anvendt forskerskatteordningen.

Til nr. 5

Ifølge kildeskattelovens § 46, stk. 2, er beskatningstidspunktet for A-indkomst som udgangspunkt udbetalingstidspunktet. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger seks måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, foretages beskatningen dog på dette tidspunkt. A-indkomst, der kommer til udbetaling efter udløbet af den pågældende indtjeningsperiode, beskattes som udgangspunkt i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted, jf. § 20, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 499 af 23. marts 2015 om kildeskat.

I forbindelse med anvendelse af forskerskatteordningen opstår situationer, hvor en forsker eller nøglemedarbejder først erhverver endelig ret til et vederlag efter ophør af en ansættelsesperiode, som har dannet grundlag for beskatning under forskerskatteordningen. I disse tilfælde vil et sådant efterfølgende vederlag ikke kunne beskattes efter den lempeligere forskerbeskatning, uanset at vederlaget kan henføres til en periode, hvor forskeren eller nøglemedarbejderen har været omfattet af forskerskatteordningen, jf. TfS 1996,822 TSS.

Hvis medarbejderens skattepligt er ophørt, eller medarbejderen er blevet hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, samtidig med at beskatning under ordningen er ophørt, og medarbejderen forinden har erhvervet ret til f.eks. en bonus, kan denne beskattes under ordningen, selv om den udbetales senere, jf. SKM2011·414·BR.

Hvis retserhvervelsen til vederlaget først sker efter ophøret af en ansættelsesperiode, som har dannet grundlag for beskatning under forskerskatteordningen, vil vederlaget blive beskattet efter de almindelige regler. Udbetaling af et efterfølgende vederlag vil derfor medføre, at 10-årsperioden efter kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, indtræder. For personer, hvis skattepligt til Danmark ophører samtidig med ansættelsesperioden, betyder det, at medarbejderen i en 10-årsperiode er afskåret fra at anvende en eventuel resterende periode på forskerskatteordningen.

Et efterfølgende vederlag kan bl.a. bestå af købe- og tegningsretter til aktier omfattet af ligningslovens § 28, som ikke er endeligt retserhvervet ved ansættelsens – og skattepligtens – ophør, eller en bonus, der ikke er endeligt retserhvervet på dette tidspunkt. Det er ofte aktuelt i tilfælde, hvor retserhvervelsen ikke kan finde sted, før virksomhedens årsregnskab er godkendt på en generalforsamling, som kan afholdes mange måneder efter optjeningsåret, eller hvor en forskningsbevilling ikke kan opgøres, før et længerevarende forskningsprojekt er afsluttet.

Det foreslås, at personer, som tidligere har været omfattet af kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F, anses for at opfylde betingelserne i stk. 3, nr. 1, selv om de pågældende inden for de seneste 10 år har været skattepligtige efter § 2, stk. 1, nr. 1, af vederlag, der er udbetalt på baggrund af en ansættelsesperiode, som har dannet grundlag for beskatning efter § 48 F.

Det betyder, at efterfølgende vederlag, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, og som udbetales på baggrund af en ansættelsesperiode, som har dannet grundlag for beskatning under forskerskatteordningen, fortsat skal beskattes efter de almindelige regler, men at denne beskatning ikke indgår ved vurderingen af, om medarbejderen har været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år, såfremt vedkommende senere ønsker at anvende en resterende periode på ordningen. Det vil alene få betydning i tilfælde, hvor medarbejderens skattepligtig til Danmark er ophørt samtidig med ansættelsen. Ændringen vil dog sikre, at en proces, som følger af generelle regler, ikke forhindrer, at medarbejdere, der ikke har opbrugt maksimumperioden på ordningen, vil kunne rekrutteres af andre danske virksomheder. På denne måde kan danske virksomheder forblive attraktive arbejdspladser ved at kunne tilbyde en lempelig og enkel beskatning til medarbejdere, der allerede har nyttig erfaring fra dansk erhvervsliv.

Såfremt det ikke fremgår af indberetningen, at der er tale om et vederlag, der kan henføres til en ansættelsesperiode under forskerskatteordningen, vil det påhvile personen, som på ny ønsker at blive omfattet af forskerskatteordningen, at påvise, at vederlaget hidrører fra en ansættelsesperiode, som tidligere har dannet grundlag for beskatning under ordningen.

Kilde

Til nr. 1

Skattenedslagsordningen for seniorer finder anvendelse for personer, der i perioden fra og med indkomståret 2010 til og med indkomståret 2016 fyldte 64 år. Ordningen er udløbet med udgangen af 2016, og de sidste ordinære udbetalinger efter ordningen (skattenedslag) skete i foråret 2018.

En borger havde efter § 5, stk. 2, 2. pkt., og § 5 stk. 3, 4. pkt., i lov om skattenedslag for seniorer tre måneder til at gøre indsigelse over for ATP’s opgørelse af beskæftigelsesgraden. Beskæftigelsesgraden blev opgjort af ATP og dannede grundlag for SKATs vurdering af, om en senior var berettiget til skattenedslag efter lov om skattenedslag for seniorer. Loven giver ikke mulighed for dispensation fra indsigelsesfristen, heller ikke i tilfælde hvor der f.eks. er fejl i arbejdsgivers indberetning. ATP genoptog dog på ulovbestemt grundlag afgørelsen om opgørelsen af en beskæftigelsesgrad, hvis der forelå særligt undskyldende omstændigheder eller myndighedsfejl (f.eks. alvorlig sygdom, eller at ATP ikke havde løftet bevisbyrden for, at brevet er kommet frem).

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, kan der ske ekstraordinær genoptagelse, hvis der sker en ændring af det privatretlige eller offentligretlige grundlag for skatteansættelsen. Da ATP’s opgørelse af beskæftigelsesgraden har betydning for skatteansættelsen, vil en ændring af denne opgørelse fra ATP’s side medføre, at der er sket en ændring af det offentligretlige grundlag for skatteansættelsen. Den skattemæssige genoptagelse kan derfor ske efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Efter skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, gælder en 10 års forældelsesfrist. 10-års-fristen for tilbagebetaling af skat beregnes tidligst fra det seneste tidspunkt for udbetaling af overskydende skat for det pågældende indkomstår.

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i § 5, stk. 4, i lov om skattenedslag for seniorer, hvorefter ATP efter anmodning fra den person, afgørelsen vedrører, kan genoptage tidligere afgørelser om opgørelse af beskæftigelsesgraden, dvs. om kravet om fuldtidsbeskæftigelse er opfyldt, hvis ATP har modtaget anmodning herom senest den 31. marts 2019. Der kan ske genoptagelse af beregnede beskæftigelsesgrader fra og med indkomståret 2008, hvor ordningen blev indført.

Det er alene indsigelsesfristen på 3 måneder, der foreslås tilsidesat, hvis ATP fra en berørt borger modtager anmodning om genoptagelse senest den 31. marts 2019. Kravet om fuldtidsbeskæftigelse og øvrige krav foreslås ikke ændret.

En skriftlig meddelelse fra ATP om opgørelse af beskæftigelsesgraden, uanset at denne ikke er benævnt afgørelse, vil også være at sidestille med en afgørelse om opgørelse af beskæftigelsesgraden, der kan genoptages efter forslaget. Det betyder, at borgere, der ikke har gjort indsigelse over for en meddelelse fra ATP om opgørelse af deres beskæftigelsesgrad, og derfor ikke har modtaget en egentlig afgørelse fra ATP herom, også vil være omfattet af den foreslåede mulighed for at kunne anmode om genoptagelse af ATP’s opgørelse af beskæftigelsesgraden. Der vil efter forslaget således kunne anmodes om genoptagelse af ATP’s opgørelse af beskæftigelsesgraden, uanset om opgørelsen fremtræder som en skriftlig meddelelse eller en afgørelse.

Anmodning om genoptagelse skal ske af den pågældende borger eller dennes repræsentant, herunder efterlevende ægtefælle i uskiftet bo eller dødsbo. Det bemærkes, at det er en forudsætning for udbetaling af skattenedslag til et afsluttet dødsbo, at skifteretten har genoptaget dødsboet på arvingernes begæring.

Hvis ATP’s genoptagelse af afgørelsen eller meddelelsen om opgørelse af beskæftigelsesgraden medfører ændret beskæftigelsesgrad, der opfylder kravet om fuldtidsbeskæftigelse, orienterer ATP Skatteforvaltningen herom. Skatteforvaltningen initierer herefter nye årsopgørelser med skattenedslag, hvis såvel kravet om fuldtidsbeskæftigelse og de øvrige betingelser for at være berettiget til skattenedslag er opfyldte.

Anmodningen om genoptagelse til ATP anses således samtidig som en anmodning til Skatteforvaltningen om genoptagelse af skatteansættelsen for de relevante indkomstår (de to indkomstår, hvor borgerne fyldte henholdsvis 64 og 65 år, jf. lovens § 11). Det svarer til den hidtidige administration af ordningen, hvor ATP opgjorde beskæftigelsesgraden til brug for beregningerne i SKATs systemer, og SKAT herefter beregnede og udbetalte skattenedslaget.

Hvis personer, der fyldte 62 år i indkomståret 2008, efter genoptagelsen opfylder betingelserne for skattenedslag i 2008, 2009 og 2010, vil de, som efter den hidtidige administration af ordningen, som den tidligste personårgang skulle have beregnet skattenedslag af indkomsten i forbindelse med årsopgørelsen for 2010 og 2011.

Det foreslås, at genoptagelsesmuligheden tidsbegrænses, således at anmodning om genoptagelse skal være modtaget af ATP senest den 31. marts 2019. Herved gives berørte borgere en tidsbegrænset periode til at anmode om genoptagelse. Tidsbegrænsningen i form af den foreslåede seneste frist for anmodning den 31. marts 2019 er absolut og uden dispensationsmulighed, idet der dog ikke tilsigtes ændring af muligheden for genoptagelse på ulovbestemt grundlag, jf. ATPs hidtidige praksis herom. Tidsbegrænsningen er foreslået af hensyn til at give berørte borgere rimelig tid til at anmode om genoptagelse og samtidig begrænse de administrative omkostninger til ATP’s sagsbehandling og vedligeholdelse af it-systemer, som ellers skulle lukkes.

Det bemærkes i den forbindelse, at annonceringen om de ændrede regler varetages af ATP. Det betyder, at ATP vil skulle informere offentligt om de ændrede regler således, at de berørte borgere selv kan vurdere, om de ønsker at anmode om genoptagelse af en afgørelse eller en meddelelse om skattenedslag. Det er med lovforslaget forudsat, at ATP annoncerer via f.eks. www.borger.dk, Ældre Sagen og relevante sociale medier, mens der ikke planlægges annonceret i dagspressen ud fra et hensyn til at begrænse de samlede administrative omkostninger til ordningen.

Den foreslåede mulighed for genoptagelse af tidligere afgørelser og meddelelser omfatter genoptagelse efter anmodning fra en borger, mens det ikke foreslås, at ATP af egen drift skal genoptage tidligere afgørelser og meddelelser. Det bemærkes i den forbindelse, at ATP ej heller af egen drift skal foretage maskinel eller manuel udsøgning af relevante personer eller på anden måde af egen drift skal genoptage sager vedrørende personer, som tidligere har klaget til ankenævnet over en afgørelse om skattenedslag. Baggrunden herfor er hensynet til at begrænse de samlede administrative omkostninger til sagsbehandling i ATP. Det bemærkes i denne forbindelse, at ATP’s hidtidige praksis om afvisning af indsigelser modtaget efter udløbet af den nuværende 3-måneders-frist, jf. lovens § 5, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 4. pkt., er i fuld overensstemmelse med loven, hvorfor der ikke er tale om at rette op på en uretmæssig administration, som efter omstændighederne kunnet have fordret genoptagelse af egen drift.

Hvis en borger ønsker sin sag om opgørelse af beskæftigelsesgrad genoptaget, påhviler det borgeren at opfylde lovens dokumentationskrav, og det vil således fortsat være den konkrete situation, der er afgørende for, hvordan en borger over for ATP kan dokumentere fuldtidsbeskæftigelse. Det kan f.eks. være ved lønsedler, ansættelseskontrakt, arbejdsgiverudtalelse m.v. Der er med lovforslaget ikke tilsigtet ændringer for så vidt angår dokumentationskravet. Da dokumentationskravet vil være uændret, må det forventes, at der vil være borgere, der ikke kan dokumentere fuldtidsbeskæftigelse f.eks. på grund af mistet dokumentation. Dette vil som udgangspunkt afskære den pågældende fra at modtage en afgørelse om ændret beskæftigelsesgrad. Det bemærkes dog, at ATP - som konsekvens af lovforslagets tidsbegrænsede ophævelse af indsigelsesfristen – som udgangspunkt vil acceptere dokumentation i form af rettelser fra arbejdsgiver, uanset om disse er foretaget efter lovens oprindelige indsigelsesfrister.

Hvis genoptagelsen medfører ret til skattenedslag, mistes kravet ikke på grund af forældelse. Krav på skattenedslag forældes som udgangspunkt efter den almindelige 10-års forældelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. Da 10-års-fristen for tilbagebetaling af skat, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, beregnes tidligst fra det seneste tidspunkt for udbetaling af overskydende skat for det pågældende indkomstår, vil der for de ældste kravs vedkommende (indkomståret 2010) først indtræde forældelse i foråret 2021. Da anmodningen til ATP anses som en anmodning til Skatteforvaltningen om genoptagelse af skatteansættelsen, afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmodning til ATP om genoptagelse, dvs. senest den 31. marts 2019, som er den foreslåede frist for at anmode ATP om genoptagelse. Det er derfor ikke fundet nødvendigt at fastsætte særlige regler om suspension af forældelsesreglerne.

Der henvises herudover til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.

Til nr. 2

Efter § 15 i lov om skattenedslag for seniorer kan ATP’s afgørelser om indsigelser efter lovens § 5, stk. 2 eller 3, påklages til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter den dag, hvor afgørelsen er meddelt.

Det foreslås som konsekvens af indførelsen af en ny tidsbegrænset genoptagelsesadgang, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, at også ATP’s afgørelser efter den foreslåede § 5, stk. 4, kan påklages til Ankenævnet for ATP m.m.

Der henvises herudover til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.

Kilde

Der er afsat 1,5 mio. kr. i 2019 til en godtgørelsesordning med § 16.11.24 på finansloven for 2018, efter hvilken nulevende patienter med skader forårsaget af lægemidlet thalidomid kan ansøge om kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte.

Det fremgår af tekstanmærkning nr. 110 til § 16.11.24 på finansloven for 2018, hvilke kriterier der skal være opfyldt, for at en person kan blive berettiget til udbetaling af godtgørelse. Det fremgår således af tekstanmærkningen, at ansøgeren skal være nulevende på udbetalingstidspunktet og lide af skade som følge af brugen af thalidomid, og at skaden skal være diagnosticeret og forårsaget af thalidomid. Efter tekstanmærkningen er sundhedsministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for godtgørelsesordningen, herunder i forhold til kriterierne for udbetaling af godtgørelse samt tidsfrist for ansøgninger.

Godtgørelse fra den danske stat til thalidomidofre er skattepligtig indkomst for modtagerne efter statsskattelovens § 4.

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i ligningsloven, § 7, nr. 31, hvorefter godtgørelse fra den danske stat til thalidomidofre ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Herved sikres det, at godtgørelser udbetalt efter den ovennævnte godtgørelsesordning til nulevende patienter med skader forårsaget af thalidomid bliver skattefrie som forudsat.

Der henvises herudover til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.

Det foreslås endvidere af lovtekniske årsager at indsætte en bestemmelse i ligningsloven, § 7, nr. 32, hvorefter udbetalinger omfattet af lov om forsøg med et socialt frikort ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen er identisk med bestemmelsen oprindeligt indsat i ligningslovens § 7, nr. 31, ved § 7, nr. 1, i lov om forsøg med et socialt frikort, hvis ikrafttrædelse fastsættes af børne- og socialministeren. Indsættelsen af skattefritagelsesbestemmelsen fra lov om forsøg med et socialt frikort i ligningslovens § 7, nr. 32 og den samtidigt hermed foreslåede ophævelse af den identiske skattefritagelsesbestemmelse indsat i ligningslovens § 7, nr. 31 ved lov om forsøg med et socialt frikort, jf. lovforslagets § 4, sker af hensyn til at sikre den fortløbende nummerering i ligningslovens § 7, da lov om forsøg med et socialt frikort ikke er trådt i kraft på tidspunktet for fremsættelsen af nærværende lovforslag.

Kilde

Til nr. 1 og 2

Det foreslås at ophæve § 7 samt overskriften til § 7 i lov om forsøg med et socialt frikort. Der er tale om en konsekvensændring som følge af den samtidigt hermed foreslåede indsættelse af indholdet af § 7 i lov om forsøg med et socialt frikort (skattefritagelse for udbetalinger omfattet af lov om forsøg med et socialt frikort) i ligningslovens § 7, nr. 32, jf. lovforslagets § 3. Der sker med forslaget ingen materielle ændringer, idet der alene er tale om en lovteknisk ændring af hensyn til at sikre den fortløbende nummerering i ligningslovens § 7.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, hvor skattefritagelsen for udbetalinger omfattet af lov om forsøg med et socialt frikort foreslås indsat i ligningslovens § 7, nr. 32.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2 og 3. Ikrafttrædelsestidspunktet er i overensstemmelse med regeringens målsætning om, at ny lovgivning, der har virkning for erhvervslivet, skal træde i kraft enten den 1. januar eller 1. juli.

For så vidt angår indførelse af skattefrihed for godtgørelse til thalidomidofre indebærer dette, at godtgørelsesbeløb, der retserhverves og udbetales fra og med den 1. januar 2019, vil være omfattet af skattefriheden.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 2, der indfører tidsbegrænset genoptagelsesmulighed efter anmodning fra borgeren, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Derved kan borgere, der ønsker at anmode om genoptagelse, hurtigst muligt få mulighed herfor og annonceringen om genoptagelsesmuligheden hurtigst muligt sættes i gang.

Det foreslås i stk. 3 , at børne- og socialministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af ligningslovens § 7, nr. 32, som indsat ved denne lovs § 3, nr. 1. Herved muliggøres samtidig ikrafttrædelse af ligningslovens § 7, nr. 32 om skattefritagelse af udbetalinger omfattet af lov om forsøg med et socialt frikort og lov om forsøg med et socialt frikort.

Det foreslås i stk. 4 , at ændringerne af forskerskatteordningen (§ 1, nr. 2-5) får virkning fra og med indkomståret 2019.

Fra og med indkomståret 2019 og senere indkomstår vil samtidighedskravet blive ophævet med den virkning, at virksomhedens etableringsform ikke vil have betydning for, om en medarbejder kan blive omfattet af ordningen. Hertil kommer, at vurderingen af, om der består et ansættelsesforhold med den danske arbejdsgiver, skal foretages efter samme kriterier, som anvendes i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Ansættelsesforhold, der er påbegyndt før indkomståret 2019, bedømmes efter de hidtil gældende regler.

Loven har virkning for perioder med barsel fra og med indkomståret 2019 og senere indkomstår. Ved barselsperioder, der løber fra indkomståret 2018 til indkomståret 2019, skal vederlagskravet opfyldes i 2018, mens der fra og med indkomståret 2019 kan ses bort fra manglende opfyldelse af kravet som følge af barsel.

Efterfølgende vederlag, som medarbejderen har retserhvervet fra og med indkomståret 2019 og senere indkomstår, vil ikke indgå ved vurderingen af, om en medarbejder har været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der ændres, ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.