Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 440 af 06/05/2025

Transportministeriet

Lov om ændring af færdselsloven, lov om Sund & Bælt Holding A/S og lov om vejafgift (Opkrævning af køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter og forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelse af vejafgiftsloven m.v.) § 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024, foretages følgende ændring:

1. Efter § 120 b indsættes før overskriften før § 121:

**»§ 120 c. ** Sund & Bælt Holding A/S opkræver forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter på transportministerens område i tilfælde, hvor såvel skyldneren som andre, der måtte hæfte for kontrolafgiften, og det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, er hjemmehørende i udlandet. Sund & Bælt Holding A/S kan med henblik herpå afvise at give motordrevne køretøjer, hvortil der er knyttet endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter, adgang til passage af faste forbindelser (broer og tunneller), der drives af Sund & Bælt Holding A/S.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om administration af opkrævningsordningen, herunder om oversendelse af sager til opkrævning, opkrævningsperiodens varighed og afregningsprocedurer.

Stk. 3. Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren bestemme, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder for overtrædelse af regler på Transportministeriets område. Fastsættelse af regler efter stk. 2 om opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder sker efter forhandling med justitsministeren.

Stk. 4. Regler fastsat i medfør af stk. 3, 1. pkt., finder ikke anvendelse for skyldnere, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige.

Stk. 5. Transportministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om, at stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter på andre ministerområder.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af færdselsloven, lov om Sund & Bælt Holding A/S og lov om vejafgift (Opkrævning af køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter og forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelse af vejafgiftsloven m.v.) § 1

Til nr. 1

Sund & Bælt Holding A/S har ikke i medfør af gældende regler til opgave at opkræve forfaldne fordringer på statens vegne.

Det foreslås, at der i færdselsloven indsættes en § 120 c, der i stk. 1, fastsætter, at Sund & Bælt Holding A/S opkræver forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter på transportministerens område i tilfælde, hvor såvel skyldneren som andre, der måtte hæfte for kontrolafgiften, og det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, er hjemmehørende i udlandet. Det fremgår endvidere af den foreslåede § 120 c, stk. 1, at Sund & Bælt Holding A/S med henblik herpå kan afvise at give motordrevne køretøjer, hvortil der er knyttet endelig afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter, adgang til passage af faste forbindelser (broer og tunneler), der drives af Sund & Bælt Holding A/S.

Opgaven med at opkræve forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter på Transportministeriets område vil herved blive henlagt til Sund & Bælt Holding A/S ved lov.

Den foreslåede bestemmelse omfatter fordringer vedrørende kontrolafgifter, der er udstedt i medfør af regler på Transportministeriets område. Kontrolafgiften vil således skulle være udstedt i medfør af regler, som Transportministeriet administrerer i henhold til den til enhver tid gældende fordeling af forretningerne mellem ministrene. Kontrolafgiften skal være pålagt af eller på vegne af en offentlig myndighed.

Der skal endvidere i medfør af den foreslåede bestemmelse være tale om en køretøjsrelateret kontrolafgift. Det vil sige, at de regler, som kontrolafgiften er udstedt for overtrædelse af, vil skulle regulere forhold vedrørende brug af et motordrevet køretøj eller dertil knyttede forhold. At kontrolafgiften skal være køretøjsrelateret skal forstås i bred forstand og vil omfatte kontrolafgifter, der er udstedt for overtrædelse af både trafikale adfærdsregler og regler om tekniske krav til køretøjet. Det vil imidlertid også omfatte overtrædelse af regler af mere administrativ og kontrolmæssig karakter, herunder krav om medbringelse af forskellige dokumenter m.v. under transport. Som eksempel på en kontrolafgift, der i medfør af den foreslåede bestemmelse vil kunne opkræves via passagenægtelse af faste forbindelser, kan nævnes parkeringsafgifter pålagt i medfør af færdselslovens § 121.

Kontrolafgiften skal være endelig afgjort. Det vil sige, at en frist for indsigelser skal være udløbet, ligesom en eventuelt påbegyndt klagesagsbehandling skal være afsluttet. Sagen må ligeledes ikke af skyldneren være indbragt for domstolene.

Har skyldneren indgået en afdragsordning om betaling af en endelig afgjort kontrolafgift og misligholdes denne afdragsordning, vil den ubetalte del af kontrolafgiften også kunne sendes til opkrævning hos Sund & Bælt Holding A/S.

Kontrolafgiften skal endvidere være forfalden. Det vil sige, at betalingsfristen for den pågældende fordring skal være udløbet. Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at der af fordringshaver har været iværksat og afsluttet en rykkerprocedure efter forfaldsdagen, før fordringen vil kunne opkræves via passagenægtelse hos Sund & Bælt Holding A/S. Den fordring, der i medfør af bestemmelsen vil kunne opkræves via passagenægtelse hos Sund & Bælt Holding A/S, vil imidlertid omfatte renter, rykkergebyrer og inkassogebyrer m.v., hvis sådanne måtte være tillagt fordringen efter rentelovens regler.

Den pågældende fordring vil i medfør af den foreslåede bestemmelse alene være under opkrævning hos Sund & Bælt Holding A/S. Inddrivelse af kontrolafgifter vil fortsat ske ved Gældsstyrelsen. Hvis fordringer sendes til opkrævning hos Sund & Bælt Holding A/S, vil det således skulle ske forud for overdragelse af fordringen til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, ligesom fordringer, der er sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, ikke vil kunne opkræves af Sund & Bælt Holding A/S efter den foreslåede ordning.

Den foreslåede adgang til at opkræve forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter finder kun anvendelse, hvis både den, som er blevet pålagt kontrolafgiften, som andre, der måtte hæfter for afgiften, og det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, er hjemmehørende i udlandet. Som eksempel på, at andre end føreren kan hæfte for en pålagt kontrolafgift, kan nævnes, at parkeringsafgifter pålagt efter færdselslovens § 121, stk. 1, påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering, men hvis afgiften ikke betales inden en fastsat frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) af køretøjet for afgiften, jf. færdselslovens § 121, stk. 4.

En fører, der er pålagt en kontrolafgift, og andre der eventuelt måtte hæfte for afgiften, anses i den foreslåede bestemmelses forstand for hjemmehørende i udlandet, hvis vedkommende ikke har fast bopæl i Danmark. Det motordrevne køretøj anses i bestemmelsens forstand for hjemmehørende i udlandet, hvis køretøjet ikke er indregistreret i Danmark.

Da det er et krav efter den foreslåede bestemmelse, at både skyldneren, og andre der eventuelt måtte hæfte for afgiften, og det motordrevne køretøj skal være hjemmehørende i udlandet, vil opkrævning via passagenægtelse af faste forbindelser ikke kunne ske, hvis den der er blevet pålagt afgiften eller andre der måtte hæfte for afgiften, er hjemmehørende her i landet, selv om køretøjet er indregistreret i udlandet, eller hvis den der er blevet pålagt afgiften eller andre der måtte hæfte for afgiften, er hjemmehørende i udlandet, og køretøjet er indregistreret i Danmark

Ifølge den foreslåede bestemmelses 2. pkt., kan Sund & Bælt Holding A/S med henblik på opkrævning i de ovennævnte tilfælde afvise at give motordrevne køretøjer, hvortil der er knyttet endelig afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede kontrolafgifter, adgang til passage af faste forbindelser.

Den aktuelle fører af køretøjet vil i disse tilfælde få valget mellem at betale den eller de endelig afgjorte og forfaldne fordringer, eller at vende om. Da de fordringer, der kan opkræves ved passagenægtelse, skal være endelige og forfaldne, vil føreren ikke i selve passagesituationen kunne unddrage sig passagenægtelsen ved at fremsætte indsigelser mod fordringens eksistens eller fordringens størrelse over for Sund & Bælt Holdning A/S. Indsigelser, som føreren måtte have, til trods for, at fordringen er endelig afgjort, for eksempel fordi føreren mener, at der er indberettet en for høj fordring, vil føreren være henvist til efterfølgende at rette til fordringshaveren. For så vidt angår den praktiske gennemførelse af passagenægtelsen henvises til pkt. 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kontrolafgifter, der er pålagt udenlandske skyldnere, knytter sig således i medfør af den foreslåede bestemmelses 2. pkt. til det udenlandske køretøj, som overtrædelsen er begået med. Passage vil derfor efter den foreslåede bestemmelse kunne nægtes, selvom den aktuelle fører af køretøjet, der ønsker at passere den pågældende faste forbindelse, ikke er den skyldner, som oprindelig er blevet pålagt afgiften. Det vil for eksempel kunne være tilfældet, hvis køretøjet har skiftet ejer, siden afgiften blev pålagt, eller fordi køretøjet tilhører en transportvirksomhed, hvis køretøjer benyttes af forskellige førere. Det vil for eksempel også kunne være tilfældet, hvis køretøjet er et udenlandsk udlejnings- eller leasingkøretøj, og afgiften tidligere er blevet pålagt en anden udenlandsk fører under brug af samme køretøj. Hvis den aktuelle fører i sådanne situationer vælger at betale kontrolafgiften for at få mulighed for at passere den faste forbindelse, vil et sådant forhold skulle anses som et civilretligt anliggende mellem den betalende, aktuelle fører og den skyldner, der oprindelig blev pålagt afgiften.

Den foreslåede bestemmelse stiller ikke krav om, at den aktuelle fører skal være hjemmehørende i udlandet. Passage vil således kunne nægtes i medfør af bestemmelsen, uanset om den aktuelle fører er hjemmehørende i Danmark eller udlandet.

Muligheden for passagenægtelse efter den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse på faste forbindelser (broer og tunneler), som Sund & Bælt Holding A/S til enhver tid måtte drive. Passagenægtelse i medfør af den foreslåede bestemmelse vil blive etableret på Storebæltsforbindelsen, men er ikke begrænset hertil. Bestemmelsen vil således blandt andet også give mulighed for etablering af passagenægtelse på andre faste forbindelser, som Sund & Bælt Holding A/S måtte komme til at drive.

I det foreslåede § 120 c, stk. 2, fastsættes, at transportministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om opkrævningsordningens administration, herunder om sagernes oversendelse til opkrævning, opkrævningsperiodens varighed og afregningsprocedurer.

Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse blandt andet kunne fastsættes nærmere regler om, hvilke oplysninger der inden for rammerne af den foreslåede ændring af Sund & Bælt-lovens § 17 a, stk. 2, 1. pkt. (lovforslagets § 2, nr. 5), skal oversendes til Sund & Bælt Holding A/S ved overgivelse af fordringer til opkrævning, og hvilket format oplysningerne skal oversendes i, herunder eventuelt ved brug af digitale løsninger.

Det forventes, at opkrævningsperioden i medfør af den foreslåede bestemmelse vil blive fastsat til 6 måneder, men det kan tilpasses, hvis det måtte vise sig, at tilbagevendende transport sker indenfor en kortere eller længere periode. Der henvises herved til pkt. 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I det foreslåede § 120 c, stk. 3, fastsættes, at transportministeren efter forhandling med justitsministeren kan bestemme, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder for overtrædelse af regler på Transportministeriets område. Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at fastsættelse af regler efter stk. 2 for opkrævning af endeligt afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder skal ske efter forhandling med justitsministeren.

Opkrævning ved Sund & Bælt Holding A/S af køretøjsrelaterede bøder for overtrædelse af regler på Transportministeriets område vil være omfattet af de samme betingelser, som fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 120 c, stk. 1, vedrørende opkrævning af kontrolafgifter. Der vil således blandt andet skulle være tale om endelig afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder. Har skyldneren indgået en afdragsordning om betaling af en endelig afgjort bøde og misligholdes denne afdragsordning, vil den ubetalte del af bøden også kunne sendes til opkrævning hos Sund & Bælt Holding A/S.

Endvidere vil både skyldneren, og andre der måtte hæfte for bøden og det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, skulle være hjemmehørende i udlandet. Endelig afgjorte køretøjsrelaterede bøder vil endvidere også skulle anses som knyttet til det køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået.

At en bøde er køretøjsrelateret vil i denne forbindelse sige, at de regler, som bøden er udstedt for overtrædelse af, vil skulle regulere forhold vedrørende brug af et motordrevet køretøj eller dertil knyttede forhold. At bøden skal være køretøjsrelateret skal forstås i bred forstand og vil omfatte bøder, der er udstedt for overtrædelse af både trafikale adfærdsregler og regler om tekniske krav til køretøjet. Det vil imidlertid også omfatte overtrædelse af regler, der har til formål at lette administrationen og håndhævelsen af regler, der vedrører brug af et motordrevet køretøj eller dertil knyttede forhold, herunder krav om medbringelse af forskellige dokumenter m.v. under transport. Køretøjsrelaterede bøder for overtrædelse af regler på Transportministeriets område vil navnlig udgøres af bøder for overtrædelse af færdselsloven, godskørselsloven og synsloven, samt forskrifter udstedt i medfør af de pågældende love, uden dog at være begrænset hertil.

Der henvises i det hele til det ovenfor anførte vedrørende den foreslåede § 120 c, stk. 1, om køretøjsrelaterede kontrolafgifter.

I det foreslåede § 120 c, stk. 4, fastsættes, at regler fastsat i medfør af stk. 3 ikke vil finde anvendelse med hensyn til skyldnere, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige.

Baggrunden for, at den foreslåede § 120 c, stk. 3, der vedrører opkrævning af køretøjsrelaterede bøder, ikke vil finde anvendelse med hensyn til skyldnere, som er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige, er, at der for disse lande er særligt lette muligheder for inddrivelse af strafferetlige bøder, jf. lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 555 af 25. maj 2011. I modsætning hertil vil den foreslåede § 120 c, stk. 1, vedrørende opkrævning af køretøjsrelaterede kontrolafgifter, også finde anvendelse med hensyn til skyldnere, der er hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller Sverige, idet den lette adgang til inddrivelse af bøder i lovbekendtgørelse nr. 555 af 25. maj 2011 ikke finder anvendelse i forhold til kontrolafgifter.

I den foreslåede § 120 c, stk. 5, fastsættes, at transportministeren efter forhandling med vedkommende minister vil kunne fastsætte regler om, at stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for opkrævning af endelig afgjorte og forfaldne køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter på andre ministerområder.

Køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter på andre ministerområder vil navnlig kunne have karakter af bøder og kontrolafgifter for overtrædelse af afgiftsmæssige regler vedrørende køretøjer og regler om miljømæssige forhold vedrørende køretøjer. Som eksempler herpå kan nævnes bøder idømt efter vejafgiftsloven for manglende betaling af vejafgift og bøder efter miljøbeskyttelsesloven for overtrædelse af reglerne om miljøzoner.

Hvis den strafbelagte regel, der overtrædes, ikke regulerer forhold vedrørende brug af et motordrevet køretøj eller dertil knyttede forhold, vil bøden ikke kunne sendes til opkrævning ved Sund & Bælt Holding A/S i medfør af den foreslåede bestemmelse, blot fordi overtrædelsen er foregået i eller fra et køretøj. For eksempel vil en bøde for besiddelse af euforiserende stoffer eller en kniv ikke kunne sendes til opkrævning hos Sund & Bælt Holding A/S, selvom føreren har besiddet de pågældende genstande i et køretøj. Ligeledes vil for eksempel en bøde for fremsættelse af strafbare trusler ikke kunne sendes til opkrævning hos Sund & Bælt Holding A/S, selvom truslerne er fremsat, mens føreren befandt sig i et køretøj, medmindre føreren tillige har ført køretøjet på en måde, der udgør en overtrædelse af færdselsloven. I sidstnævnte tilfælde vil det alene være den del af bøden, der vedrører færdselslovsovertrædelsen, som vil kunne sendes til opkrævning hos Sund & Bælt Holding A/S.

Opkrævning ved Sund & Bælt Holding A/S af køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter på andre ministerområder vil være omfattet af de samme betingelser, som fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 120 c, stk. 1, vedrørende opkrævning af kontrolafgifter. Der vil således blandt andet skulle være tale om forfaldne køretøjsrelaterede bøder og kontrolafgifter, og både den skyldner, som er blevet idømt bøden eller pålagt kontrolafgiften, og det motordrevne køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået, vil skulle være hjemmehørende i udlandet. Idømte køretøjsrelaterede bøder og pålagt kontrolafgifter vil endvidere også skulle anses som knyttet til det køretøj, med hvilket overtrædelsen er begået. Der henvises i det hele til det ovenfor anførte vedrørende den foreslåede § 120 c, stk. 1, om køretøjsrelaterede kontrolafgifter.

Henvisningen til stk. 3 i den foreslåede § 120 c, stk. 5, medfører, at fastsættelse af regler om opkrævning af bøder på andre ministerområder ved Sund & Bælt Holding A/S, foruden vedkommende minister, også vil skulle ske efter forhandling med justitsministeren.

Det er hensigten, at bestemmelsen til en start vil blive anvendt til efter forhandling med skatteministeren og justitsministeren at fastsætte regler om, at de foreslåede bestemmelser i § 120 c, stk. 1-4, vil skulle finde anvendelse i forhold til forfaldne bøder for overtrædelse af vejafgiftslovens regler. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er dog ikke begrænset hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.