LOV nr 1711 af 27/12/2018
Social- og Boligministeriet
Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven) § 17
I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007, som ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 647 af 12. juni 2013 og § 32 i lov nr. 618 af 8. juni 2016 og senest ved § 10 i lov nr. 550 af 30. maj 2017, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven ændres »statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«, »Statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«, og »statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
2. I § 13, stk. 4, § 21, stk. 4, og § 22, stk. 1, ændres »Statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
3. Efter § 22 indsættes før overskriften før § 23:
§ 22 a. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan påklages til Civilstyrelsen. Dette gælder dog ikke afgørelser efter §§ 21 og 22.«
4. I § 25, stk. 2, 2. pkt., ændres »lov om forældremyndighed og samvær § 2, stk. 3« til: »§ 2, stk. 3, i forældreansvarsloven«.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
| Lov | Paragraffer |
|---|---|
| VærgemålslovenLBK nr 1122 af 28/05/2021 |
Forarbejder til Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven) § 17
Til nr. 1 og 2
Værgemålsloven indeholder en række bestemmelser, der vedrører Statsforvaltningen.
For så vidt angår bestemmelser, hvor Statsforvaltningen nævnes, drejer det sig efter § 13, stk. 2, § 14 og § 16, stk. 2, om Statsforvaltningens kompetencer efter værgemålsloven, efter § 13, stk. 4, om klageadgang, efter §§ 17-19 om Statsforvaltningens behandling af sager, og efter § 21, stk. 4, og § 22 om indbringelse af Statsforvaltningens afgørelse for retten. Det drejer sig endvidere om bestemmelser i § 28 om Statsforvaltningens tilsyn med værger, i § 30 om justitsministerens hjemmel til at fastsætte regler om, at Statsforvaltningen skal godkende værgens økonomiske dispositioner, i § 32 om vederlag til værgen og i § 39 om Statsforvaltningens godkendelse af formueforbrug. Endelig drejer det sig efter §§ 42 og 43 om Statsforvaltningens rolle i forhold til umyndiges selvstændige rådighed og næring og efter § 50 om Statsforvaltningens beskikkelse af værger efter §§ 47 og 49.
Det foreslås, at ovennævnte bestemmelser ændres således, at der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset i stedet for Statsforvaltningen.
De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter Familieretshuset behandler sager om værgemål efter værgemålsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Til nr. 3
Statsforvaltningens afgørelser efter værgemålsloven kan i dag påklages til Civilstyrelsen. Det drejer sig bl.a. om afgørelser om værgebeskikkelse, jf. værgemålslovens § 14, værgevederlag, jf. § 32, og forbrug af formue tilhørende personen under værgemål, jf. § 39. Denne adgang til administrativ prøvelse af statsforvaltningens afgørelser har imidlertid ikke hjemmel i værgemålsloven. Adgangen til administrativ prøvelse følger af praksis.
Det følger af værgemålslovens § 21, stk. 1, at Statsforvaltningen eller retten kan træffe en foreløbig afgørelse om værgemål, hvis betingelserne i §§ 5 eller 7 skønnes opfyldte, og der er et øjeblikkeligt behov herfor. Under samme betingelser kan retten træffe en foreløbig afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne efter § 6. Statsforvaltningen eller retten beskikker samtidig en foreløbig værge for den pågældende.
Foreløbige afgørelser om værgemål efter værgemålslovens § 21 kan indbringes for retten, jf. § 21, stk. 4.
Efter værgemålslovens § 22, stk. 1, kan Statsforvaltningens afgørelse efter §§ 5 eller 7-10 inden fire uger efter, at der er givet meddelelse om afgørelsen, indbringes for retten.
Statsforvaltningens adgang til at træffe afgørelser efter værgemålsloven, herunder efter §§ 21 og 22 foreslås overført til familieretten, jf. lovforslagets § 17, nr. 1.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse om klageadgang. Det foreslås samtidig, at der indsættes en overskrift, der beskriver, at der er tale om klage over øvrige værgemålsafgørelser.
Det foreslås med bestemmelsen i § 22 a, 1. pkt., at Familieretshusets afgørelser efter værgemålsloven, kan påklages til Civilstyrelsen.
Det foreslås herved, at Civilstyrelsen opretholdes som klageinstans, således at Familieretshusets afgørelser efter værgemålsloven kan påklages til Civilstyrelsen.
Da afgørelser efter §§ 21 og 22 fortsat skal kunne indbringes for retten, foreslås det med det foreslåede § 22 a, 2. pkt., at klageadgangen efter det foreslåede 1. pkt. ikke skal gælde de nævnte afgørelser efter værgemålslovens §§ 21 og 22. Disse afgørelser kan således fortsat ikke påklages til Civilstyrelsen, men kan inden for de nævnte frister indbringes for domstolene.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Til nr. 4
Det følger af § 25, stk. 2, 2. pkt., i værgemålsloven, at forældre som værger for et barn kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling. Bestemmelsen henviser til § 2, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær, der har samme indhold som § 25, stk. 2, 2. pkt., i værgemålsloven.
Lov om forældremyndighed og samvær blev med virkning fra den 1. oktober 2007 ophævet ved ikrafttrædelsen af forældreansvarsloven. § 2, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær er videreført i § 2, stk. 3, i forældreansvarsloven uden indholdsmæssige ændringer.
Det foreslås derfor, at henvisningen i § 25, stk. 2, 2. pkt., i værgemålsloven til § 2, stk. 3. i lov om forældremyndighed og samvær ændres til en henvisning til § 2, stk. 3, i forældreansvarsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.