Værgemålsloven

Efter værgemålslovens § 11 skal der i forbindelse med afgørelser om værgemål beskikkes en værge.

Ifølge det foreslåede § 11, 2. pkt., skal værgen været egnet til at varetage hvervet.

Forslaget vil indebære en kodificering af gældende praksis for beskikkelse af værger efter værgemålslovens § 11.

Familieretshuset foretager i dag en egnethedsvurdering af de relevante værgeforslag. Efter Familieretshusets praksis i sager om beskikkelse af pårørende værger i vedvarende økonomiske værgemål indhentes bl.a. straffeattest til offentlig brug. Derudover inddrages oplysninger, som Familieretshuset er kommet i besiddelse af under sagens behandling, såsom oplysninger fra kommune, pårørende eller andre. Det kan eksempelvis være oplysninger om, at en pårørendes hidtidige assistance i forbindelse med økonomien ikke har fungeret eller været tilstrækkelig, eller om at der tidligere har været mistanke om misbrug af personens midler.

Familieretshuset inddrager desuden eventuelle oplysninger fra andre, der i øvrigt vurderes at kunne have betydning for varetagelsen af hvervet.

I værgemål, herunder særligt af kompliceret karakter, tillægges det betydning i vurderingen af, om en pårørende er egnet til at varetage hvervet som værge, om den pågældende er i stand til at føre regnskab over sin administration. Hvis Familieretshuset vurderer, at en pårørende ikke er i stand til at varetage regnskabsaflæggelsen, kan det betyde, at den pårørende ikke er egnet til at varetage hvervet, og i stedet bør en anden pårørende, der har kvalifikationerne, eller en fast værge beskikkes.

Der er ikke tiltænkt en ændring af egnethedskravet i forhold til Familieretshusets eksisterende praksis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Årsregnskabslovens § 99 b afspejler de pligter til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan samt udarbejde politik for at øge det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, der efter selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om erhvervsdrivende fonde, lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om investeringsforeninger mv. og lov om kapitalmarkeder gælder for en række virksomheder.

Pligten til at opstille måltal er således ikke reguleret i årsregnskabsloven, men følger af de gældende regler i de nævnte love og de foreslåede ændringer, som lovforslagets §§ 1-3 og §§ 5-10 medfører af § 139 c, stk. 1, nr. 1 og 2, i selskabsloven, § 18 a, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, § 41, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om erhvervsdrivende fonde, § 79 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 29, stk. 1, i lov om betalinger, § 58, stk. 1, i lov om investeringsforeninger mv. og § 65, stk. 3 og § 65 a, i lov om kapitalmarkeder, § 28, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., samt § 71, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. En del af de omfattede virksomheder er finansielle virksomheder, der ikke er omfattet af årsregnskabsloven, men af den finansielle lovgivning.

Der er direkte sammenhæng mellem de virksomheder, der skal opstille måltal mm., og de, som skal rapportere herom.

Bestemmelsen om en redegørelse er et rent nationalt krav. EU’s regnskabsdirektiv stiller udelukkende krav om mangfoldighedsoplysninger for de største børsnoterede virksomheder efter det såkaldte ”følg eller forklar”-princip. Dette krav dækker mangfoldighed i bred forstand og ikke kun køn. Kravet er implementeret i årsregnskabslovens § 107 d.

Store virksomheder omfattet af regnskabsklasse C og virksomheder omfattet af regnskabsklasse D (statslige aktieselskaber og børsnoterede virksomheden), jf. årsregnskabslovens § 7, som tillige er omfattet af pligten efter ovenstående love, skal således efter årsregnskabslovens § 99 b udarbejde en redegørelse for at fremme det underrepræsenterede køn i ledelsen.

De gældende regler medfører, at store virksomheder, der for virksomhedens øverste ledelsesorgan er forpligtet til at udarbejde et måltal for at øge andelen af det underrepræsenterede køn, skal oplyse måltallet og redegøre for status for opfyldelsen af det opstillede måltal. Dette følger af gældende stk. 1. Efter gældende stk. 2 har store virksomheder, der har en ligelig fordeling af mænd og kvinder i det øverste ledelsesorgan, ikke pligt til at opstille et måltal, men skal oplyse om den ligelige fordeling.

Det gældende stk. 3 vedrører indholdet af den redegørelse, som store virksomheder, der er forpligtet til at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, skal udarbejde. Efter det gældende stk. 3, 1. pkt., skal store virksomheder redegøre for denne politik, og efter det gældende stk. 3, nr. 1, skal redegørelsen indeholde oplysninger om, hvordan virksomheden omsætter sine politikker for at øge andelen af det underrepræsenterede køn til handling. Det følger af det gældende stk. 3, nr. 2, at redegørelsen skal indeholde virksomhedens vurdering af, hvad der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med at øge andelen af det underrepræsenterede køn i regnskabsåret og virksomhedens eventuelle forventninger til arbejdet fremover.

Det gældende stk. 4 omfatter reglerne om, at en virksomhed, der har ligelig fordeling af mænd og kvinder på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, og som derfor ikke har pligt til at udarbejde en politik, skal oplyse dette i ledelsesberetningen.

Efter gældende regler kan redegørelsen placeres i ledelsesberetningen, i en supplerende beretning som indgår i årsrapporten, på virksomhedens hjemmeside, eller den kan undlades med henvisning til en redegørelse efter internationale retningslinjer eller standarder, eller der kan henvises til en modervirksomhed, der opfylder kravene.

Det er fundet hensigtsmæssigt at nyaffatte § 99 b, da der foreslås en række ændringer i oplysningskravene, ligesom fleksibiliteten med hensyn til placeringen af redegørelsen som en supplerende beretning i årsrapporten eller på virksomhedens hjemmeside og undtagelsen for dattervirksomheder ophæves.

Den foreslåede nyaffattelse af årsregnskabslovens § 99 b indebærer en skærpelse af de eksisterende oplysningskrav samt en indførelse af nye krav for at øge gennemsigtigheden omkring virksomhedernes måltal og politik for at øge det underrepræsenterede køn i ledelsen.

Forslaget til nyaffattelse af § 99 b viderefører det eksisterende anvendelsesområde for bestemmelsen, som omfatter de virksomheder, som er omfattet af pligten til at opstille måltal og udarbejde en politik efter ovenstående love, og som tillige er regnskabspligtige efter årsregnskabsloven.

Efter det foreslåede stk. 1 skal virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, i ledelsesberetningen medtage en oversigt pr. balancedagen over andelen af det underrepræsenterede køn i henholdsvis det øverste ledelsesorgan og øvrige ledelsesniveauer, uanset om virksomheden er undtaget for forpligtelsen til at opstille måltal.

Det foreslåede stk. 1 vil medføre, at virksomheden i ledelsesberetningen skal redegøre for den aktuelle kønsfordeling. Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, skal oversigten indeholde det samlede antal af medlemmer eksklusiv eventuelt medarbejdervalgte medlemmer i det øverste ledelsesorgan, samt hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, medfører, at det vil fremgå, hvor stor en andel det underrepræsenterede køn udgør blandt medlemmerne eksklusiv eventuelt medarbejdervalgte medlemmer af det øverste ledelsesorgan, ligesom det samlede antal medlemmer i det øverste ledelsesorgan samtidig skal angives.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, skal det samlede antal personer på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer oplyses, samt hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.

Ved øvrige ledelsesniveauer forstås to ledelsesniveauer under det centrale henholdsvis øverste ledelsesorgan. Det følger af definitionen i det foreslåede § 139 c, stk. 4, i selskabsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Definitionen af det centrale, henholdsvis det øverste ledelsesorgan, følger af selskabslovens § 5, nr. 4 og 5. Der henvises herom til lovforslagets afsnit 2.1. Det samme gælder virksomheder omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og lov om erhvervsdrivende fonde med de nødvendige tilpasninger, jf. lovforslagets §§ 2, nr. 1 og 3, nr. 1.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, skal de i nr. 1 og 2 nævnte tal oplyses for de fire foregående regnskabsår.

Med oplysningerne vil det blive muligt at se, om en virksomhed har en ligelig kønsfordeling i det øverste ledelsesorgan og på dens øvrige ledelsesniveauer, herunder hvor langt virksomheden eventuelt er fra at opnå dette. Oplysningerne vil foruden for det indeværende år også skulle gives for de fire foregående regnskabsår. Det foreslåede krav om sammenligningstal følger kravene for finansielle nøgletal i årsregnskabslovens § 101, stk. 1, nr. 2.

Oplysningerne efter det foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, skal gives i en oversigt, hvilket har til formål at sikre, at oplysningerne fremgår struktureret og let tilgængelige i en oversigt, som kendes fra de finansielle nøgletal efter årsregnskabslovens § 101. Bekendtgørelse nr. 1054 af 31. maj 2021 om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed (Indsendelsesbekendtgørelsen) vil som følge heraf blive ændret med krav om, at oplysninger skal særskilt »opmærkes« i den digitale indberetning.

De omfattede virksomheder skal i oversigten, jf. det foreslåede stk. 1, for det indeværende år samt de fire foregående år oplyse en række nøgletal med status for kønsfordelingen for det øverste ledelsesorgan og de øvrige ledelsesniveauer. Nøgletalsoversigten for kønsfordelingen giver gennemsigtighed om udviklingen i kønsfordelingen, både i det øverste ledelsesorgan og på de øvrige ledelsesniveauer, og vil forøge gennemsigtigheden om den enkelte virksomheds historik, status og mål for udviklingen med at øge det underrepræsenterede køn i ledelsen.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1 , skal virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er forpligtet til at opstille måltal, desuden oplyse måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan, herunder årstallet for hvornår måltallet forventes opfyldt.

Bestemmelsen viderefører det gældende stk. 1, for så vidt angår krav om oplysning om måltallet for det øverste ledelsesorgan. Virksomheden skal således oplyse det opstillede måltal for andelen af det underrepræsenterede køn og angivelse af en tidshorisont, inden for hvilken man tilstræber at opnå den pågældende andel – eksklusiv evt. medarbejdervalgte medlemmer.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, skal virksomheden i oversigten oplyse måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder årstallet for hvornår måltallet forventes opfyldt.

Det foreslåede stk. 2, nr. 2, medfører, at virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er forpligtet til at opstille måltal for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer i oversigten efter stk. 1, skal angive dette måltal, dvs. en andel for det underrepræsenterede køn og angivelse af en tidshorisont, inden for hvilken man tilstræber at opnå den pågældende andel.

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, vil medføre, at de i nr. 1 og 2 nævnte tal skal oplyses for de fire foregående regnskabsår.

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, medfører også, at det bliver muligt at se, om en virksomhed har ændret sit måltal, hvilket f.eks. kan ske som følge af, at perioden for det tidligere opstillede måltal er udløbet, og virksomheden ikke har opnået en ligelig kønsfordeling. Det foreslåede krav om sammenligningstal følger principperne for opstilling af hoved- og nøgletalsoversigten for finansielle nøgletal i årsregnskabslovens § 101, stk. 1, nr. 2.

Efter det foreslåede stk. 3 vil virksomheder, der pr. balancedatoen har en ligelig fordeling af mænd og kvinder i det øverste ledelsesorgan eller på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer og derfor er undtaget fra pligten til at opstille måltal, skulle angive dette i tilknytning til oversigten efter det foreslåede stk. 1. Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af de gældende stk. 2 og 4.

Ved en ligelig kønsfordeling forstås en fordeling på 40/60 pct. af henholdsvis kvinder og mænd eller det antal/pct., som ligger tættest på 40 pct. Denne forståelse af begrebet underrepræsenteret køn følger af forståelsen af begrebet i selskabslovens § 139 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Det er uden betydning, hvilket køn der udgør henholdsvis 40 pct. eller 60 pct. Når en virksomhed har opnået en kønsfordeling, hvor intet af de to køn er repræsenteret med under 40 pct., har den i lovens forstand en ligelig kønsfordeling og har derfor ikke længere pligt til at opstille måltal eller udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn. I tilfælde af, at kønsfordelingen i en virksomhed efterfølgende ændrer sig for enten det øverste ledelsesorgan eller de øvrige ledelsesniveauer, så der ikke længere er en ligelig fordeling, vil virksomheden igen blive omfattet af pligten til at opstille måltal for det øverste ledelsesorgan og/eller pligten til at udarbejde en politik og et måltal for de øvrige ledelsesniveauer samt at redegøre herfor. Når en virksomhed konstaterer, at der ikke længere er en ligelig fordeling, vil virksomheden hurtigst muligt skulle sørge for at opstille et måltal og udarbejde en politik som følge af pligten i den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden.

Med det foreslåede stk. 4 præciseres det, at virksomheder, som i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, jf. den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er undtaget fra kravet om for de øvrige ledelsesniveauer at opstille et måltal, skal oplyse dette i tilknytning til oversigten efter stk. 1.

Efter det foreslåede stk. 5 skal en virksomhed sammen med det i stk. 2, nr. 1, nævnte måltal oplyse status for opfyldelsen af måltallet for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan, de væsentligste handlinger foretaget i regnskabsåret for at opfylde måltallet og hvorfor måltallet ikke er opfyldt.

Det foreslåede stk. 5 skærper det gældende oplysningskrav i stk. 1, hvorefter virksomheder, der er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan, skal oplyse om måltallet og redegøre for status for opfyldelsen af det opstillede måltal, herunder for hvorfor virksomheden i givet fald ikke har opnået måltallet, idet virksomheden efter det foreslåede også vil skulle oplyse de væsentligste handlinger foretaget i regnskabsåret for at opfylde måltallet, og hvis det er relevant, årsagen til at måltallet ikke måtte være opfyldt. Virksomheder, der er undtaget fra pligten til at opstille måltal som følge af, at de har ligelig fordeling af mænd og kvinder, jf. stk. 3, er undtaget fra oplysningskravene i stk. 5

Efter det foreslåede stk. 6 skal virksomheder, der skal oplyse måltal efter stk. 2, nr. 2, redegøre for virksomhedens politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder for det væsentligste indhold af politikken og de væsentligste handlinger, som den har foretaget i regnskabsåret for at nå måltallet og omsætte sin politik til handling. Derudover skal virksomheden give en status for opfyldelsen af måltallet, og, hvis det er relevant, årsagen til at måltallet ikke er opfyldt.

Det foreslåede medfører en skærpelse af oplysningskravene vedrørende virksomhedens politik, hvorefter det tydeliggøres, hvilke oplysninger virksomheden skal give. Når en virksomhed oplyser om sin politik, skal virksomheden tillige oplyse om handlinger som følge af politikken, og hvad der er opnået (resultater), indtil politikken ændres eller ikke længere er gældende. Ændrer en virksomhed politikken i et år, skal den i det følgende år oplyse om resultaterne indtil det tidspunkt, hvor politikken ikke længere er gældende, samt oplyse om betydningen af den ændrede politik og årsagen til ændringerne, jf. årsregnskabslovens § 13, stk. 2. En virksomhed kan ophæve eksisterende politikker og indføre nye. For en ophævet politik skal der dog oplyses om resultater indtil det tidspunkt, hvor politikken er ophævet. Hvis en politik ophæves midt i et regnskabsår, skal dette oplyses, ligesom handlinger og resultaterne i det første halvår skal oplyses. Redegørelsen skal opfylde kravet i årsregnskabslovens § 13, stk. 2, om kontinuitet.

Vurderingen af væsentlighed for oplysninger om virksomhedens arbejde for at fremme det underrepræsenterede køn skal ske ud fra formålet med pligten til at udarbejde måltal og politikken. Redegørelsen for at fremme andelen af det underrepræsenterede køn skal være retvisende for de forhold, beretningen omhandler, jf. årsregnskabslovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Det almindelige væsentlighedskriterium i årsregnskabslovens § 13, stk. 1, nr. 3, finder også anvendelse med de fornødne tilpasninger set i forhold til formålet med redegørelsen. Virksomheden skal derfor fortage en vurdering af, hvilke oplysninger der er væsentlige og relevante for den konkrete regnskabsbruger. Der er således ikke tale om, hvilke oplysninger der er væsentlige for virksomheden, men hvilke oplysninger der er væsentlige for regnskabsbrugere. Det afgørende er, at regnskabsbrugeren får en forståelse af de i redegørelsen nævnte forhold.

Efter det foreslåede stk. 6, nr. 1, skal en virksomhed redegøre for det væsentligste indhold af dens politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på de øvrige ledelsesniveauer.

Der refereres her til de dele af politikken, som er nødvendige for, at regnskabsbrugere har mulighed for at konstatere, om og i hvilket omfang virksomheden arbejder for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på de øvrige ledelsesniveauer. Det er ikke hensigten, at den samlede politik skal refereres.

Efter det foreslåede stk. 6, nr. 2, skal virksomheden redegøre for de væsentligste handlinger, som virksomheden har foretaget i regnskabsåret for at nå måltallet og omsætte sin politik til handling.

Det foreslåede stk. 6, nr. 2, medfører, at virksomheden skal redegøre for de væsentligste konkrete handlinger, som den har foretaget i regnskabsåret for at nå det opstillede måltal og omsætte sin politik til handling. Opfyldelse heraf medfører, at det vil være tydeligere for regnskabsbrugerne at konstatere, hvad den pågældende virksomhed i regnskabsåret konkret måtte have gjort for at opnå det opstillede måltal og imødekomme virksomhedens politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på de øvrige ledelsesniveauer.

En virksomhed, der i sin redegørelse efter årsregnskabslovens § 99 b tillige opfylder kravet til rapportering efter årsregnskabslovens § 107 d vedrørende mangfoldighed, kan undlade at rapportere særskilt i henhold til årsregnskabslovens § 107 d, hvis de oplysninger, der kræves efter årsregnskabslovens 107 d, fremgår af redegørelsen efter § 99 b. Virksomheden kan således – i stedet for at rapportere særskilt efter årsregnskabslovens § 107 d – henvise til den del af redegørelsen efter årsregnskabslovens § 99 b, der opfylder kravene i årsregnskabslovens § 107 d. En virksomhed kan således vælge at redegøre samlet i henhold til årsregnskabslovens §§ 99 b og 107 d.

I det omfang, en virksomhed ikke redegør i overensstemmelse med årsregnskabslovens § 99 b, kan virksomheden ifalde bødestraf. En overtrædelse af årsregnskabslovens § 99 b er omfattet af straffebestemmelsen i årsregnskabslovens § 164, stk. 1, hvorefter overtrædelse af årsregnskabslovens §§ 18-134 kan straffes med bøde.

I det omfang virksomhederne ikke redegør i overensstemmelse med årsregnskabslovens § 99 b, kan virksomheden således, på samme måde som ved overtrædelser af langt de fleste andre bestemmelser i årsregnskabsloven, ifalde bødestraf.

Det er Erhvervsstyrelsens praksis, at kun meget grove eller gentagne overtrædelser af strafsanktionerede bestemmelser i årsregnskabsloven anmeldes til politiet. Disse overtrædelser vil tillige ofte være overtrædelser af bestemmelser i straffeloven, herunder straffelovens §§ 296 og 302 om bl.a. afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger i lovpligtige regnskaber.

Ved manglende overholdelse af årsregnskabslovens § 99 b vil Erhvervsstyrelsens reaktion typisk være at meddele virksomheden et påbud om, at forholdet skal berigtiges, jf. årsregnskabslovens § 161, nr. 3. Påbuddet kan indebære, at virksomheden enten skal berigtige den senest indberettede årsrapport eller berigtige forholdet i virksomhedens næstkommende årsrapport. Ved valg af reaktion tager Erhvervsstyrelsen bl.a. hensyn til fejlens betydning for regnskabsbrugerne, dvs. risikoen for, at regnskabsbrugerne træffer beslutninger baseret på et fejlagtigt eller mangelfuldt regnskab.

Erhvervsstyrelsen kan over for medlemmerne af en virksomheds ledelse anvende tvangsbøder efter årsregnskabslovens § 162, stk. 1, nr. 3, hvis virksomheden ikke efterkommer et påbud fra styrelsen. Det er dog generelt erfaringen, at de fleste virksomheder efterlever styrelsens påbud. Herudover har Erhvervsstyrelsen også mulighed for at tvangsopløse virksomheden, jf. årsregnskabslovens § 162 a, hvis virksomheden ikke efterlever styrelsens påbud.

Oplysningerne om måltal for henholdsvis det øverste ledelsesorgan og/eller de øvrige ledelsesniveauer skal alene angives for de regnskabsår, hvor virksomheden i henhold til den gældende selskabslovgivning har været omfattet af krav om opstilling af måltal.

Efter det foreslåede stk. 7 , skal virksomheden, når denne første gang skal give oplysninger efter stk. 1, alene medtage oplysninger for det pågældende regnskabsår i oversigten efter stk. 1. I de efterfølgende regnskabsår skal virksomheden supplere oversigten med oplysninger for tidligere regnskabsår, hvor virksomheden har medtaget oplysninger i oversigten efter stk. 1.

Virksomheden kan dermed første gang, hvor den skal give oplysninger efter årsregnskabslovens § 99 b, stk. 1, nøjes med at angive oplysninger for det pågældende regnskabsår i den krævede oversigt. Der stilles dermed ikke krav om at give oplysninger for de fire foregående regnskabsår.

I de efterfølgende fire regnskabsår skal virksomheden løbende supplere oversigten med oplysninger for de regnskabsår, for hvilke den har de pågældende oplysninger. Virksomheden vil således først skulle give den fuldstændige 5-års oversigt, jf. årsregnskabslovens § 99 b, stk. 1, i årsrapporten for det femte regnskabsår, efter at kravet finder anvendelse.

Bestemmelsen har betydning for virksomheder, som overgår fra en lavere regnskabsklasse til regnskabsklasse C stor eller D. For virksomheder, som for første gang aflægger regnskab efter reglerne efter lovens ikrafttræden henvises til overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 16.

Virksomheden kan dog vælge frivilligt at give oplysninger for flere regnskabsår end krævet efter det foreslåede stk. 7.

Det følger af nyaffattelsen af § 99 b, at de gældende § 99 b, stk. 5, 6 og 7, om placering andre steder end i ledelsesberetningen samt muligheden for, at dattervirksomheder kan henvise til modervirksomhedens redegørelse, ophæves.

Efter de gældende stk. 8 og stk. 9, har Erhvervsstyrelsen bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler med hensyn til, under hvilke betingelser en virksomhed kan give sin redegørelse for det underrepræsenterede køn efter internationale retningslinjer eller standarder. Denne bemyndigelse foreslås ophævet, og de relevante ændringer som følge heraf skal foretages i den af Erhvervsstyrelsen udstedte bekendtgørelse nr. 1088 af 31. maj 2021 om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven.

Efter værgemålslovens § 11 skal der i forbindelse med afgørelser om værgemål beskikkes en værge. Der er ikke fastsat en øvre grænse for, hvor mange værgemål den enkelte værge kan varetage.

Efter det foreslåede § 11, stk. 2 , må en værge ikke beskikkes i mere end 50 værgemål. Der kan ske beskikkelse i op til 75 værgemål, hvis særlige forhold tilsiger det.

Faste værger, der har nået grænsen på 50 værgemål, vil således kun undtagelsesvis kunne beskikkes i yderligere værgemål, hvis det konkret vurderes, at det er hensigtsmæssigt. Det kan eksempelvis være tilfældet pga. den foreslåede værges konkrete professionelle kendskab til den, der skal under værgemål, eller ud fra geografiske hensyn, hvorved forstås både tilfælde, hvor det i en landsdel er vanskeligt at tilknytte et tilstrækkeligt antal faste værger, og tilfælde, hvor personen, der skal under værgemål, bor væsentligt nærmere en fast værge med 50 eller flere værgemål end andre potentielle faste værger. Det vil også kunne være tilfældet, hvor særlige administrative forhold gør sig gældende, fordi værgen af retten er blevet beskikket i yderligere værgemål. Grænsen på 75 er undtagelsesfri.

Beskikkes en fast værge som pårørende værge, eksempelvis for en forælder, eller et andet familiemedlem, vil dette værgemål ikke indgå i opgørelsen af antallet af værgemål i relation til grænserne.

Foreløbige værgemål efter værgemålslovens § 21 og midlertidige værgemål vil heller ikke være omfattede af grænserne.

Det forudsættes, at de faste værger, der i dag har flere værgemål, end hvad de nye grænser tillader, forbliver i disse værgemål. De faste værger vil i takt med, at værgemålene ophører, eller der sker afbeskikkelse, komme under de nye værgemålsgrænser.

De faste værger, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er beskikkede i mere end 75 værgemål, omfattes af en overgangsordning, jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Dette både af hensyn til den faste værge, som skal kunne have tid til at indrette sig herpå, personen, der er under værgemål, og de nye værger, som Familieretshuset skal beskikke.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af værgemålslovens § 16, stk. 2, at Familieretshuset uden anmodning kan behandle spørgsmål om ændring og ophævelse af værgemål, jf. § 9 (omfang af værgemål) og § 10 (ophævelse af værgemål), samt om værgebeskikkelse og ændring heraf. Hvor en fremtidsfuldmagt ikke sættes i kraft efter anmodning herom, eller hvor fremtidsfuldmagten tilbagekaldes eller ophører, jf. kapitel 2 og 7 i lov om fremtidsfuldmagter, kan Familieretshuset uden anmodning indlede en sag om værgemål.

Efter det foreslåede i § 16, stk. 2, 3. pkt. , kan Familieretshuset uden anmodning indlede en sag om værgemål i tilfælde, hvor en attest efter den foreslåede § 25 a tilbagekaldes som følge af, at Familieretshuset konstaterer, at betingelserne for varetagelse af personlige anliggender m.v. ikke længere er tilstede.

Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 16, stk. 2, indebærer, at Familieretshuset uden anmodning kan tage initiativ til at indlede en sag om værgemål i tilfælde, hvor en adgang efter § 25 a tilbagekaldes. Det er dog en betingelse, at den pågældende opfylder helbredskriteriet i værgemålslovens § 5.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at personer, der har behov herfor, får fornøden bistand til at varetage personlige forhold, uanset at adgangen tilbagekaldes.

Efter værgemålslovens § 13, stk. 2, træffer Familieretshuset afgørelse om at iværksætte værgemål, medmindre det er betænkeligt at behandle en sag administrativt, herunder hvis nogen protesterer mod værgemålet. Sager, hvor Familieretshuset efter det foreslåede får kompetence til at indlede sagen på grund af en adgangs ophør, er omfattet af værgemålslovens § 13, stk. 2, og er det betænkeligt at afgøre sagen administrativt, kan sagen i overensstemmelse med værgemålslovens § 13, stk. 3, oversendes til rettens afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af § 12, stk. 1, i værgemålsloven, at beskikkelsen kan fratages værgen, hvis denne misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet, eller hvis det er nødvendigt af hensyn til den, der er under værgemål. Efter stk. 2 bortfalder beskikkelsen, hvis værgen selv kommer under værgemål.

Det fremgår af forarbejderne til værgemålslovens § 12, at det kan være nødvendigt at fratage værgen sin beskikkelse af hensyn til den, der er under værgemål, hvis samarbejdsklimaet er dårligt, uden at der er tale om, at værgen har tilsidesat sine pligter. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 12 i forslag nr. L 191 til værgemålslov af 8. marts 1995, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side 2467.

I medfør af § 11, stk. 3, i sagsbehandlingsbekendtgørelsen er det muligt at fratage en fast værge hvervet, hvis værgen gentagne gange eller groft har tilsidesat sine pligter som værge. Fratagelse af hvervet som fast værge medfører ikke, at beskikkelse som værge i det enkelte værgemål ophører, medmindre der træffes afgørelse om fratagelse af beskikkelsen efter værgemålsloven, jf. stk. 4.

Efter Familieretshusets praksis anvendes denne del af bestemmelsen i de tilfælde, hvor en person under værgemål ønsker en ny værge, men der ikke er noget at udsætte på værgens håndtering af værgemålet. I nogle tilfælde er det Familieretshusets vurdering, at det ud fra en samlet betragtning vil være bedst for personen under værgemål at få beskikket et ny værge som ønsket.

Det foreslås med ændringen af § 12, stk. 3 , at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afbeskikkelse af værgemål.

Med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil justitsministeren kunne fastsætte regler om afbeskikkelse af en værge, herunder at der ved afbeskikkelse kan lægges vægt på, hvad der tjener interesserne hos den, der er under værgemål. Bemyndigelsen vil kunne anvendes hvis der bliver behov for en regulering af reglerne, eksempelvis hvis der skal kunne ske afbeskikkelse af en værge og beskikkelse af en ny ud fra mere generelle hensyn til, hvad der bedst tjener interesserne hos den, der er under værgemål, herunder hvis der ønskes en pårørende indsat som værge, men en fast værge modsætter sig dette.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af værgemålslovens § 18, stk. 1, at Familieretshuset eller retten sørger for sagens oplysning.

Det følger af stk. 2, at Familieretshuset eller retten indhenter en lægeerklæring om den pågældendes helbred som grundlag for en afgørelse efter § 5 eller § 6. I andre værgemålssager kan der indhentes en lægeerklæring, hvis det findes nødvendigt.

Det følger af stk. 3, at hvis den pågældende har bopæl på institution, indhenter Familieretshuset eller retten endvidere en udtalelse herfra som grundlag for en afgørelse efter § 5 eller § 6. I andre værgemålssager kan der indhentes en udtalelse, hvis det findes nødvendigt.

Det følger af stk. 4, at Familieretshuset eller retten kan afkræve personer eller myndigheder, der har kendskab til den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling af sagen.

Det følger af stk. 5, at udgifter til lægeerklæringer til brug for værgemålssager betales af den myndighed, der skal afgøre sagen.

Det følger af stk. 6, at Familieretshuset eller retten til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål har terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om en part, der er nødvendige for sagernes behandling.

Det foreslås at nyaffatte paragraffen.

Efter det foreslåede stk. 1 skal en anmodning om værgemål eller om fratagelse af den retlige handleevne så vidt muligt vedlægges en lægeerklæring vedrørende den for hvem, der er anmodet om værgemål eller fratagelse af den retlige handleevne. Retten eller Familieretshuset kan indhente lægeerklæring eller yderligere oplysninger om helbredstilstanden, hvis det er nødvendigt.

Efter det foreslåede stk. 2 skal ansøgningen, hvis den pågældende har bopæl på et botilbud eller plejehjem, så vidt muligt vedlægges en erklæring fra dette botilbud eller plejehjem.

Bestemmelserne medfører, at det som udgangspunkt pålægges den, der ansøger om værgemål, at oplyse sagen.

Det er således ansøgeren, der skal indhente lægeerklæringen. Kun i det tilfælde, hvor ansøgeren kan dokumentere, at det ikke har været muligt at indhente en lægeerklæring, vil Familieretshuset eller retten skulle indhente erklæringen, og alene i de tilfælde, hvor Familieretshuset eller retten finder lægeerklæringen nødvendig for sagens afgørelse.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den nuværende praksis, hvor lægeerklæringer er det vigtigste bevismiddel i værgemålssager.

Der stilles ikke krav om, at erklæringen skal være afgivet af en læge med en særlig faglig baggrund. Det afgørende er, at den, der afgiver erklæringen, har et godt kendskab til den pågældende. Det forudsættes, at lægeerklæringen er af nyere dato.

Det foreslås endvidere, at det pålægges ansøgeren af værgemålet at indhente en udtalelse, hvis den, anmodningen angår, har bopæl på et botilbud eller plejehjem, til brug for sagens oplysning. Kun i det tilfælde, hvor ansøgeren kan dokumentere, at det ikke har været muligt at indhente en udtalelse, pålægges Familieretshuset eller retten at indhente udtalelsen, og alene i de tilfælde, hvor Familieretshuset eller retten finder udtalelsen nødvendig for sagens afgørelse.

Ophold af midlertidig karakter på et botilbud eller plejehjem, f.eks. på et hospital, medfører ikke, at botilbuddet eller plejehjemmet skal spørges. I øvrigt må afgørelsen om, hvorvidt bopæl foreligger, træffes på grundlag af de konkrete oplysninger i det enkelte tilfælde.

Botilbuddet eller plejehjemmet kan bl.a. udtale sig om, hvorledes den pågældendes holdning er til spørgsmålet om iværksættelse af værgemål, hvis denne er i stand til at forstå, hvad sagen drejer sig om, og om hvorledes den pågældende fungerer i hverdagen.

Med de foreslåede bestemmelser bliver det således fremover som udgangspunkt en pligt for den, der ansøger om værgemålet, at indhente disse dokumenter. Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis det dokumenteres, eksempelvis ved en skriftlig meddelelse fra henholdsvis lægen og botilbuddet eller plejehjemmet, at det ikke har været muligt for den pågældende at få udleveret sådanne dokumenter.

Den, der indhenter lægeerklæringen, skal også afholde udgiften dertil.

Ved nødvendig forstås i denne henseende, at Familieretshuset eller retten ikke uden lægeerklæring eller udtalelse fra botilbuddet eller plejehjemmet finder at kunne træffe en afgørelse om, hvilket værgemål der er det rette for borgeren, eller at lægeerklæringen eller udtalelsen fra botilbuddet eller plejehjemmet forventes at kunne bibringe væsentlige nye oplysninger.

Efter det foreslåede stk. 3 kan Familieretshuset eller retten afkræve personer eller myndigheder, der har kendskab til den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling af sagen.

Det foreslåede stk. 3 vil videreføre den udtrykkelige hjemmel i den nugældende § 18, stk. 4, for Familieretshuset eller retten til at indhente oplysninger fra både personer og myndigheder, hvis der er kendskab til oplysninger, der anses for nødvendige, herunder nødvendige økonomiske oplysninger fra Skattestyrelsen, til brug for behandling af sager efter bl.a. værgemålslovens §§ 5-10.

Efter det foreslåede stk. 4 har Familieretshuset eller retten til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål terminaladgang hos told- og skattemyndighederne, herunder i indkomstregisteret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om en part, der er nødvendige for sagernes behandling.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger hos told- og skatteforvaltningen, herunder i Skattestyrelsens systemer, der eksisterer efter den nugældende § 18, stk. 6. Familieretshuset kan indhente oplysninger til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål elektronisk i stedet for ved at sende en anmodning til Skattestyrelsen, der skal ekspederes manuelt.

Efter det foreslåede stk. 5 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om indgivelse af oplysninger.

Justitsministeren vil med bemyndigelsen bl.a. kunne fastsætte formkrav til, hvorledes oplysningerne skal indleveres, herunder om det skal ske ved en særlig blanket og digitalt til Familieretshuset.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter værgemålslovens § 11 skal der i forbindelse med afgørelser om værgemål beskikkes en værge.

Ifølge det foreslåede § 11, 2. pkt., skal værgen været egnet til at varetage hvervet.

Forslaget vil indebære en kodificering af gældende praksis for beskikkelse af værger efter værgemålslovens § 11.

Familieretshuset foretager i dag en egnethedsvurdering af de relevante værgeforslag. Efter Familieretshusets praksis i sager om beskikkelse af pårørende værger i vedvarende økonomiske værgemål indhentes bl.a. straffeattest til offentlig brug. Derudover inddrages oplysninger, som Familieretshuset er kommet i besiddelse af under sagens behandling, såsom oplysninger fra kommune, pårørende eller andre. Det kan eksempelvis være oplysninger om, at en pårørendes hidtidige assistance i forbindelse med økonomien ikke har fungeret eller været tilstrækkelig, eller om at der tidligere har været mistanke om misbrug af personens midler.

Familieretshuset inddrager desuden eventuelle oplysninger fra andre, der i øvrigt vurderes at kunne have betydning for varetagelsen af hvervet.

I værgemål, herunder særligt af kompliceret karakter, tillægges det betydning i vurderingen af, om en pårørende er egnet til at varetage hvervet som værge, om den pågældende er i stand til at føre regnskab over sin administration. Hvis Familieretshuset vurderer, at en pårørende ikke er i stand til at varetage regnskabsaflæggelsen, kan det betyde, at den pårørende ikke er egnet til at varetage hvervet, og i stedet bør en anden pårørende, der har kvalifikationerne, eller en fast værge beskikkes.

Der er ikke tiltænkt en ændring af egnethedskravet i forhold til Familieretshusets eksisterende praksis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af værgemålslovens § 13, stk. 1, at Familieretshuset eller retten træffer afgørelse om værgemål efter §§ 5-10. Af § 18, stk. 1, fremgår, at Familieretshuset eller retten sørger for sagens oplysning.

Det fremgår af § 18, stk. 4, at Familieretshuset eller retten kan afkræve personer, der har kendskab til den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling af sagen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 18, stk. 4, efter »personer« indsættes: »eller myndigheder«.

Den foreslåede ændring af § 18, stk. 4, vil medføre, at det vil fremgå direkte af bestemmelsen, at bestemmelsen tillige omfatter indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse vil således skabe en udtrykkelig hjemmel til, at Familieretshuset kan indhente de nødvendige oplysninger fra andre myndigheder, herunder nødvendige økonomiske oplysninger fra Skattestyrelsen til brug for Familieretshusets behandling af sager efter bl.a. værgemålslovens §§ 5-10.

Værgemålslovens § 18 indeholder regler om oplysning af sagen og indhentelse af oplysninger til behandling af sager om værgemål. For en nærmere beskrivelse af gældende ret og for en beskrivelse af sagsgangen i dag, henvises til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte § 18, stk. 6, hvorefter Familieretshuset eller retten til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål har ret til terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om en part, der er nødvendige for sagernes behandling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Familieretshuset får terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger hos told- og skatteforvaltningen, herunder i Skattestyrelsens systemer. Det vil indebære, at Familieretshuset kan indhente oplysninger til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål elektronisk i stedet for ved at sende en anmodning til Skattestyrelsen, der skal ekspederes manuelt.

Terminaladgangen vil alene kunne anvendes til at indhente økonomiske oplysninger, der er nødvendige for den relevante sagsbehandling. De økonomiske oplysninger, Familieretshuset via terminaladgangen vil få adgang til, omfatter de oplysninger om bl.a. indkomst, aktiver og passiver, der fremgår af Skattestyrelsens systemer.

Det fremgår af værgemålslovens § 13, stk. 1, at Familieretshuset eller retten træffer afgørelse om værgemål efter §§ 5-10. Af § 18, stk. 1, fremgår, at Familieretshuset eller retten sørger for sagens oplysning.

Det fremgår af § 18, stk. 4, at Familieretshuset eller retten kan afkræve personer, der har kendskab til den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling af sagen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 18, stk. 4, efter »personer« indsættes: »eller myndigheder«.

Den foreslåede ændring af § 18, stk. 4, vil medføre, at det vil fremgå direkte af bestemmelsen, at bestemmelsen tillige omfatter indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse vil således skabe en udtrykkelig hjemmel til, at Familieretshuset kan indhente de nødvendige oplysninger fra andre myndigheder, herunder nødvendige økonomiske oplysninger fra Skattestyrelsen til brug for Familieretshusets behandling af sager efter bl.a. værgemålslovens §§ 5-10.

Værgemålslovens § 18 indeholder regler om oplysning af sagen og indhentelse af oplysninger til behandling af sager om værgemål. For en nærmere beskrivelse af gældende ret og for en beskrivelse af sagsgangen i dag, henvises til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte § 18, stk. 6, hvorefter Familieretshuset eller retten til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål har ret til terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om en part, der er nødvendige for sagernes behandling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Familieretshuset får terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger hos told- og skatteforvaltningen, herunder i Skattestyrelsens systemer. Det vil indebære, at Familieretshuset kan indhente oplysninger til brug for behandlingen af sager om iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål elektronisk i stedet for ved at sende en anmodning til Skattestyrelsen, der skal ekspederes manuelt.

Terminaladgangen vil alene kunne anvendes til at indhente økonomiske oplysninger, der er nødvendige for den relevante sagsbehandling. De økonomiske oplysninger, Familieretshuset via terminaladgangen vil få adgang til, omfatter de oplysninger om bl.a. indkomst, aktiver og passiver, der fremgår af Skattestyrelsens systemer.

Det følger af § 21, stk. 1, at Familieretshuset eller retten kan træffe foreløbig afgørelse om værgemål, hvis betingelserne i § 5 (værgemål) eller § 7 (samværgemål) skønnes opfyldt, og der er øjeblikkeligt behov herfor. Under samme betingelser kan retten træffe en foreløbig afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne efter § 6. Familieretshuset eller retten beskikker samtidig en foreløbig værge for den pågældende. Efter § 21, stk. 2, anvendes reglerne i § 18, stk. 2 og 3, § 19 og § 20 kun i det omfang, det er foreneligt med den foreløbige afgørelses karakter.

Det foreslås, at »§ 18, stk. 2 og 3,« udgår af § 21, stk. 2.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at værgemålslovens § 18 nyaffattes, således at lægeerklæringen og udtalelse fra et botilbud eller plejehjem fremover skal vedlægges anmodning om værgemål eller fratagelse af den retlige handleevne, og at Familieretshuset og retten, hvor dette ikke sker, alene skal indhente lægeerklæring, hvis det er nødvendigt.

Med nyaffattelsen af § 18, stk. 1 og 2, fastlægges det, at der ikke skal ske indhentelse af lægeerklæring eller en udtalelse fra et botilbud eller plejehjem, hvis det ikke er foreneligt med den foreløbige afgørelses karakter.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 18 om, hvem der bærer pligten for at oplyse en sag, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af værgemålslovens § 22 a, at Familieretshusets afgørelser efter værgemålsloven kan påklages til Civilstyrelsen. Det gælder dog ikke afgørelser efter §§ 21 og 22 (foreløbige værgemål og afgørelser efter § 5 eller §§ 7-10, der kan indbringes for retten).

Det foreslås med ændringen af § 22 a , at der fastsættes en klagefrist på fire uger.

Med det foreslåede vil klager, der modtages i Civilstyrelsen mere end fire uger efter datoen for afgørelsen, blive afvist. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper vil en klage dog kunne behandles, hvis en fristoverskridelse er undskyldelig.

Det foreslåede vil ikke ændre på, hvilke afgørelser der kan indbringes for retterne og Civilstyrelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 og 9

Det følger af værgemålslovens § 25, stk. 1, at værgen skal sørge for, at formuen bevares og giver rimeligt udbytte.

Det fremgår af § 25, stk. 2, 1. pkt., at værgen skal sørge for, at indtægterne anvendes til gavn for den, der er under værgemål. Efter stk. 2, 2. pkt., kan forældre som faste værger anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling, jf. § 2, stk. 3, i forældreansvarsloven. Det fremgår af § 25, stk. 2, 3. pkt., at er indtægterne ikke tilstrækkelige, kan værgen under hensyn til værgemålets karakter bruge af formuen i passende omfang med Familieretshusets godkendelse, jf. § 39.

Det foreslås at ophæve stk. 1.

Den foreslåede ophævelse af værgemålslovens § 25, stk. 1, vil indebære, at kravet om, at værgen skal sørge for, at formuen bevares, udgår.

Det foreslås endvidere, at »formuen og« indsættes i § 25, stk. 2, efter »skal sørge for, at«.

Med det foreslåede vil det eksisterende krav om, at indtægten skal anvendes til gavn for den, der er under værgemål, jf. stk. 2, gælde tilsvarende for formuen. Hensynet til formuens anvendelse bliver således identisk med det allerede eksisterende hensyn i § 25, stk. 2, vedrørende anvendelsen af indtægterne.

Forslagene indebærer, at værgen skal sørge for, at både formuen og indtægten anvendes til gavn for den, der er under værgemål.

Endelig foreslås det at ophæve § 25, stk. 2, 3. pkt.

Da kravene om forbrug af indtægt og formue gøres identiske, ophæves samtidig betingelsen i § 25, stk. 2, 3. pkt., hvorefter værgen, hvis indtægterne ikke er tilstrækkelige og under hensyntagen til værgemålets karakter, kan bruge af formuen i passende omfang med Familieretshusets godkendelse.

Det vil være op til værgen at vurdere, hvilke dispositioner der er til gavn for personen under værgemål. Forslaget skal læses i sammenhæng med det under pkt. 2.5.3.2 anførte om økonomiske grænser for forbrug af formuen.

Forbrug af formuen til en mindreårigs underhold, herunder almindelige dagligdagsfornødenheder, vil fortsat ikke kunne dækkes af den mindreåriges formue, idet dette fortsat vil høre under forældremyndighedsindehaverens forsørgelsespligt. Tilsvarende vil udgifter til f.eks. privatskole eller konfirmation fortsat høre under forsørgelsespligten.

Ved forbrug af formuen til andre formål må der tages hensyn til formuens bevarelse, hvis der er tale om en mindreårig, der forventes at leve en længere årrække og senere vil skulle forsørge sig selv. Den samme afvejning og de samme hensyn gør sig gældende for andre borgere, der kommer under værgemål og må forventes at leve en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lovforslagets § 1, nr. 10, indsætter et nyt kapitel 4 a (§§ 25 a og 25 b) i værgemålsloven. Kapitlet har overskriften attest om varetagelse af personlige anliggender m.v. og indfører mulighed for med en attest at varetage en række anliggender for en nær pårørende, jf. pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 25 a)

Det foreslås i stk. 1 , at Familieretshuset på baggrund af en erklæring fra en nær pårørende om at ville varetage opgaven udsteder en attest, der uden værgemålsbeskikkelse giver vedkommende adgang til at varetage personlige anliggender og løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til en offentlig myndighed eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter.

Med det foreslåede etableres en ny attestordning, hvorefter nære pårørende efter en simplere ordning end værgemål på baggrund af en attest kan varetage personlige anliggender og løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til en offentlig myndighed eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter.

Af attesten vil det ligeledes fremgå, at den pågældende kan tilmelde og framelde løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til offentlige myndigheder eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter, til betalingsservice.

Den nære pårørende, der af Familieretshuset udstedes en attest til at varetage de omtalte anliggender, vil ikke være underlagt en værges almindelige pligter eller Familieretshusets kontrol.

Som nære pårørende forstås i denne henseende samme persongruppe, som fremgår af værgemålslovens § 16, stk. 1, nr. 2. Herved forstås den pågældendes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste, f.eks. en samlever. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 16 i forslag nr. L 191 til værgemålslov af 8. marts 1995, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side 2436.

Personlige anliggender skal forstås i overensstemmelse med samme begreb i værgemålslovens § 5, stk. 3, og omfatter således bl.a. kontakt med sociale myndigheder, herunder vedrørende sociale ydelser, indgivelse af klage eller begæring om aktindsigt. Der henvises i den forbindelse til gennemgangen af forarbejderne til værgemålslovens § 5 i lovforslagets pkt. 2.3.1.

Nære pårørende med attest vil i forbindelse med deres tiltrædelse af en indstilling om optagelse i et bestemt botilbud efter servicelovens § 136 f, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærkningerne dertil, kunne underskrive de relevante kontrakter.

Som løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til offentlige myndigheder, forstås betaling af husleje til plejebolig eller botilbud, skatter og lignende udgifter, hvor ydelsen leveres af en offentlig myndighed, der ligeledes er modtager af betalingen. Kravet om, at modtageren skal være en offentlig myndighed, sikrer, at det ikke er dispositioner, der er overflødige, ligesom der ikke vurderes at være en reel misbrugsrisiko ved sådanne dispositioner.

Som økonomiske dispositioner til private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter, forstås almindelige og rimelige udgifter til eksempelvis ydelser på realkreditlån, husleje, el, vand og varme. Forsikringspræmier og udgifter til telefon- eller internetabonnementer vil ligeledes være omfattet. Den nære pårørende vil dog ikke på baggrund af attestordningen kunne tegne nye forsikringer eller abonnementer.

Udgifter til kostordning og tøjvask, der betales til det botilbud eller plejehjem, hvor den pågældende måtte have bopæl, vil ligeledes være omfattet, uanset om botilbuddet eller plejehjemmet er offentligt eller privat.

Ved vurderingen af, hvad der udgør almindelige og rimelige udgifter, som skal foretages af den nære pårørende med attest, forudsættes det at indgå, hvad den pågældende tidligere har haft af forbrug til tilsvarende formål.

Efter den foreslåede stk. 2 skal erklæringen vedlægges en straffeattest for den nære pårørende samt et samtykke fra den person, der har behov for bistand til at varetage sine anliggender, eller en lægeerklæring, hvoraf det fremgår, at den pågældende af helbredsmæssige grunde har behov for bistand til at varetage sine anliggender.

Hvis erklæringen er vedlagt de fornødne dokumenter, straffeattesten ikke indeholder oplysninger om forhold, der tilsiger, den nære pårørende er uegnet, og den pågældende ikke i forvejen er underlagt værgemål, som attesten vil stride imod, eller en fremtidsfuldmagt, som dækker de forhold, attesten ville give adgang til at varetage, er sat i kraft, meddeler Familieretshuset ved udstedelse af en attest den nære pårørende adgang til at varetage personlige anliggender og foretage løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til offentlige myndigheder eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter.

Har den, der har behov for bistand, oprettet en fremtidsfuldmagt, jf. § 3 i lov om fremtidsfuldmagter, som endnu ikke er sat i kraft, skal Familieretshuset ved udstedelsen af attest vejlede den, der er indsat som fremtidsfuldmægtig, om muligheden for at sætte fuldmagten i kraft. Det gælder både i tilfælde, hvor den, der anmoder om attesten, er den samme person, som er indsat som fremtidsfuldmægtig, og hvor den, der anmoder om attesten er en anden person end den, der er indsat som fremtidsfuldmægtig.

Straffeattesten skal være en privat straffeattest. Indeholder straffeattesten oplysninger om, at den nære pårørende er dømt for kriminalitet af betydning for varetagelsen af adgangen, eksempelvis berigelseskriminalitet, vil Familieretshuset kunne afvise anmodningen.

Attesten fra Familieretshuset vil skulle udstedes umiddelbart efter modtagelsen af erklæringen, hvis erklæringen indeholder de nødvendige oplysninger, og disse ikke giver anledning til yderligere sagsbehandling.

Efter det foreslåede stk. 3 skal ansøger underskrive en erklæring på tro og love om, at der ikke er uenighed blandt eventuelle øvrige nære pårørende om, at vedkommende påtager sig denne opgave, og at dette vurderes at være i overensstemmelse med ønskerne fra den, der har behov for bistand, samt, hvis erklæringen er indgivet på baggrund af et samtykke fra den pågældende, at vedkommende har en evne og fornøden dømmekraft til at forstå sin situation samt til at træffe beslutningen.

Med det foreslåede skal den nære pårørende på tro og love erklære, at der ikke er uenighed blandt eventuelle øvrige nære pårørende om, at vedkommende påtager sig denne opgave, og at dette vurderes at være i overensstemmelse med ønsker fra den, der har behov for bistand.

Har den, erklæringen angår, afgivet samtykke til ansøgningen, skal den nære pårørende endvidere på tro og love erklære, at den pågældende har en evne og fornøden dømmekraft til at forstå sin situation samt til at træffe beslutningen.

Den nære pårørendes vurdering af, om det vil være i overensstemmelse med ønskerne fra den, der har behov for bistand, at den nære pårørende får adgang til at varetage personens anliggender, forudsættes at ske på baggrund af en dialog med personen eller, hvor en sådan dialog undtagelsesvis ikke er mulig på grund af personens betydeligt og varigt nedsatte psykiske funktionsevne, på baggrund af den nære pårørendes viden om, hvad der ville være bedst stemmende med personens ønsker.

At erklæringen afgives på tro og love indebærer, at den nære pårørende kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis denne forsætligt afgiver en falsk erklæring, jf. straffelovens § 161.

Efter det foreslåede stk. 4 kan en attest efter stk. 1 ikke udstedes, hvis der for den person, der har behov for bistand, er sat en fremtidsfuldmagt i kraft eller etableret et værgemål, der omfatter samme forhold som attesten.

Med det foreslåede vil Familieretshuset skulle afvise at udstede en attest efter stk. 1, såfremt der for den, der har behov for bistand, allerede er sat en fremtidsfuldmagt i kraft eller etableret et værgemål, der omfatter de samme forhold, som attesten ville omfatte. Omfatter fremtidsfuldmagten eller værgemålet ikke de samme forhold, som attesten vil omfatte, vil der fortsat kunne udstedes en attest.

Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekaldes en attest efter stk. 1, hvis en fremtidsfuldmagt sættes i kraft, eller et værgemål etableres, der omfatter samme forhold som attesten.

Med det foreslåede vil Familieretshuset tilbagekalde en attest efter stk. 1, hvis Familieretshuset sætter en fremtidsfuldmagt i kraft, eller der etableres et værgemål. Omfatter fremtidsfuldmagten eller værgemålet ikke de samme forhold, som attesten omfatter, vil attesten ikke skulle tilbagekaldes som følge af ikraftsættelsen eller etableringen.

Efter det foreslåede stk. 6 finder §§ 31 og 31 a tilsvarende anvendelse for nære pårørende med attest efter stk. 1.

Efter § 31 er værgen erstatningsansvarlig over for den, der er under værgemål, for skade, der forvoldes ved forsætligt eller uagtsomt forhold, hvis værgen tilsidesætter sine forpligtelser.

Det samme vil med det foreslåede gøre sig gældende, hvis en nær pårørende med attest efter stk. 1 tilsidesætter sine forpligtelser til skade for den, hvis forhold attesten angår.

Efter den nye § 31 a straffes den, der groft uagtsomt misbruger sin stilling, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det samme vil med det foreslåede gøre sig gældende, hvis en nær pårørende med attest efter stk. 1 groft uagtsomt misbruger sin stilling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og bemærkningerne dertil.

Der henvises endvidere til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 25 b)

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at Familieretshuset fører tilsyn med nære pårørende med attest efter § 25 a.

Den foreslåede stk. 2 fastlægger tilsynets nærmere karakter.

Stk. 2 indebærer, at hvis Familieretshuset gennem henvendelse eller på anden måde bliver opmærksom på forhold, som må antages at stride mod interesserne for den, attesten angår, kan Familieretshuset tilbagekalde attesten.

Familieretshuset vil efter det foreslåede stk. 2 kunne træffe afgørelse om tilbagekaldelse af attesten, hvis betingelserne for dens udstedelse ikke længere er til stede, og de ændrede forhold vurderes at stride imod interesserne for den, attesten angår, eller der er forhold, der gør det betænkeligt at opretholde adgangen. Et sådant tilfælde vil f.eks. kunne foreligge, hvis der opstår begrundet tvivl om den nære pårørendes evner til at varetage de pågældende forhold på betryggende vis.

Det vil være Familieretshuset, der konkret vurderer, om henvendelsen giver grundlag for at indlede en tilsynssag med henblik på at undersøge, om interesserne for den, attesten angår, reelt ikke varetages af den nære pårørende.

Familieretshuset skal således have et reaktivt tilsyn med den nære pårørende. Familieretshuset vil således ikke aktivt skulle føre tilsyn, før Familieretshuset gennem henvendelse eller på anden måde bliver opmærksom på forhold, som må antages at stride mod interesserne for den, attesten angår.

En henvendelse vil kunne indgives af enhver og vil således f.eks. kunne komme fra en pårørende til den, attesten angår, et plejehjem, hospital m.v. Afhængig af undersøgelsens resultat kan Familieretshuset tilbagekalde attesten.

Familieretshuset vil dog også have adgang til at indlede en tilsynssag af egen drift, hvis Familieretshuset på anden måde end ved en henvendelse fra tredjeparter bliver opmærksom på forhold, som giver anledning til at overveje at tilbagekalde attesten.

Det foreslås i stk. 3 , at den nære pårørende med attest efter anmodning skal give de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet.

Bestemmelsen indebærer, at den, der har fået udstedt en attest, på anmodning vil have pligt til at fremlægge oplysninger for Familieretshuset om den pågældendes dispositioner.

Bliver Familieretshuset eksempelvis af andre nære pårørende, personale på botilbud eller plejehjem eller lignende gjort opmærksom på forhold, der fremstår mistænkelige, kan dette blive nødvendigt.

Det foreslås i stk. 4 , at Familieretshuset i øvrigt kan indhente oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for at varetage tilsynet.

Dette kan eksempelvis være oplysninger fra den pågældendes botilbud eller plejehjem.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at attestordningen er tænkt som et enkelt alternativ til værgemål, og ordningen vil som følge heraf ikke være egnet til at tage stilling til komplicerede tvister m.v. I det omfang der i forbindelse med Familieretshusets tilsyn kommer forhold for dagen, som gør det betænkeligt at opretholde adgangen, er det således ikke hensigten, at Familieretshuset gennem omfattende undersøgelser m.v. søger at fremskaffe det fornødne grundlag for at afgøre komplicerede tvister. Hvis det betænkelige forhold ikke umiddelbart kan afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som Familieretshuset umiddelbart kan foretage inden for rammen af ordningen, skal attesten tilbagekaldes.

I de tilfælde, hvor en adgang tilbagekaldes, vil Familieretshuset kunne tage initiativ til at indlede en sag om værgemål, såfremt helbredskriteriet i værgemålslovens § 5 er opfyldt, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Det fremgår af værgemålslovens § 28, 1. pkt., at Familieretshuset og forvaltningsafdelingerne, jf. § 35, stk. 1, fører tilsyn med værgerne. Det fremgår af § 28, 2. pkt., at justitsministeren fastsætter regler herom. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december 2013 om værgemål.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret og for en beskrivelse af sagsgangen i forbindelse med indhentelse af oplysninger henvises til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et § 28 , stk. 2, hvorefter Familieretshuset til brug for førelse af tilsyn med værgerne efter værgemålsloven har ret til terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om den, der er under værgemål, der er nødvendige for sagens behandling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Familieretshuset får terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger i Skattestyrelsens systemer. Det vil indebære, at Familieretshuset kan indhente oplysninger til brug for behandlingen af sager om tilsyn med værger elektronisk i stedet for ved at sende en anmodning til Skattestyrelsen, der skal ekspederes manuelt.

Det fremgår af værgemålslovens § 28, 1. pkt., at Familieretshuset og forvaltningsafdelingerne, jf. § 35, stk. 1, fører tilsyn med værgerne. Det fremgår af § 28, 2. pkt., at justitsministeren fastsætter regler herom. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december 2013 om værgemål.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret og for en beskrivelse af sagsgangen i forbindelse med indhentelse af oplysninger henvises til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et § 28 , stk. 2, hvorefter Familieretshuset til brug for førelse af tilsyn med værgerne efter værgemålsloven har ret til terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om den, der er under værgemål, der er nødvendige for sagens behandling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Familieretshuset får terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger i Skattestyrelsens systemer. Det vil indebære, at Familieretshuset kan indhente oplysninger til brug for behandlingen af sager om tilsyn med værger elektronisk i stedet for ved at sende en anmodning til Skattestyrelsen, der skal ekspederes manuelt.

Efter værgemålslovens § 30 kan justitsministeren fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra Familieretshuset, herunder til dispositioner over indtægten, jf. § 25, og formuen, jf. § 39, og til stiftelse af gæld.

Det foreslås i § 30 , at », jf. § 25, stk. 2, og formuen, jf. § 39« ændres til »og formuen, jf. § 25, stk. 1«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget om at ophæve § 39, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af værgemålslovens § 32, at værgen kan få nødvendige udlæg dækket og i den udstrækning, det er rimeligt, tillægges vederlag for sit arbejde. Det fremgår videre, at beløbene, der fastsættes af Familieretshuset, betales af den, der er under værgemål, eller, hvis denne ikke har midler, af Familieretshuset.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt § 32, stk. 4, hvorefter justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte regler om, at Familieretshuset til brug for fastsættelse af vederlag efter værgemålslovens § 32 har ret til terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret, til de økonomiske oplysninger om den, der er under værgemål, der er nødvendige for sagens behandling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at justitsministeren vil kunne fastsætte regler om etablering af terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger til brug for behandlingen af sager om værgers vederlag. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udnyttet ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1075 af 11. december 2003 om behandling af værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgens vederlag m.v. (sagsbehandlingsbekendtgørelsen), hvori der vil blive fastsat regler om etablering af terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger i Skattestyrelsens systemer. Disse oplysninger vil blive anvendt i forbindelse med Familieretshusets behandling af sager om vederlag til faste værger.

Det fremgår af værgemålslovens § 32, at værgen kan få nødvendige udlæg dækket og i den udstrækning, det er rimeligt, tillægges vederlag for sit arbejde. Det fremgår videre, at beløbene, der fastsættes af Familieretshuset, betales af den, der er under værgemål, eller, hvis denne ikke har midler, af Familieretshuset.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt § 32, stk. 4, hvorefter justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte regler om, at Familieretshuset til brug for fastsættelse af vederlag efter værgemålslovens § 32 har ret til terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret, til de økonomiske oplysninger om den, der er under værgemål, der er nødvendige for sagens behandling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at justitsministeren vil kunne fastsætte regler om etablering af terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger til brug for behandlingen af sager om værgers vederlag. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udnyttet ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1075 af 11. december 2003 om behandling af værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgens vederlag m.v. (sagsbehandlingsbekendtgørelsen), hvori der vil blive fastsat regler om etablering af terminaladgang til de relevante indkomst- og formueoplysninger i Skattestyrelsens systemer. Disse oplysninger vil blive anvendt i forbindelse med Familieretshusets behandling af sager om vederlag til faste værger.

Efter værgemålslovens § 32, stk. 1, kan værgen få nødvendige udlæg dækket og i den udstrækning, det er rimeligt, tillægges vederlag for sit arbejde. Beløbene, der fastsættes af Familieretshuset, betales af den, der er under værgemål, eller, hvis denne ikke har midler, af Familieretshuset.

Det følger af stk. 2, at justitsministeren fastsætter regler om udlæg og vederlag.

Det følger af stk. 3, at reglerne i stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 ikke gælder for samværgemål. Samværgens vederlag m.v. betales af den, der er under samværgemål.

Det følger af stk. 4, at justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte regler om, at Familieretshuset til brug for fastsættelse af vederlag har terminaladgang hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret, med henblik på at indhente de økonomiske oplysninger om den, der er under værgemål, der er nødvendige for sagens behandling.

Det foreslås i § 32, stk. 1, 2. pkt., at », der fastsættes af Familieretshuset,« udgår.

Den foreslåede ændring medfører, at det ikke er en betingelse, at beløbet, der udbetales til værgen, skal være fastsat af Familieretshuset.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af værgemålslovens § 37, at ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30 (tilsyn), § 35, stk. 1 (forvaltning), § 36 (anbringelse) og § 39 (formueforbrug) kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det.

Efter værgemålslovens § 38 kan arvelader ved testamente bestemme, at reglerne i §§ 28-30 (tilsyn), § 35, stk. 1 (forvaltning), § 36 (anbringelse) og § 39 (formueforbrug) ikke skal finde anvendelse på friarv.

Det foreslås i §§ 37 og 38 , at »§ 36 og § 39« ændres til »og § 36«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget om at ophæve § 39, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter værgemålslovens § 30 kan justitsministeren fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra Familieretshuset, herunder til dispositioner over indtægten, jf. § 25, og formuen, jf. § 39, og til stiftelse af gæld.

Bemyndigelsen er udnyttet i værgemålsbekendtgørelsen, der bl.a. fastsætter hvilke økonomiske dispositioner, der kræver Familieretshusets godkendelse.

Efter værgemålslovens § 39 skal værgen have Familieretshusets godkendelse til forbrug af formue, der er omfattet af et værgemål. Det gælder uanset, hvorledes aktiverne forvaltes.

Det foreslås, at § 39 ophæves.

Det følger af ophævelsen, at det ikke er et krav, at Familieretshuset godkender ethvert forbrug af formuen. Forslaget indebærer, at Familieretshusets godkendelse alene vil være påkrævet for de typer af dispositioner, hvor det fremgår af værgemålsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter værgemålslovens § 30 kan justitsministeren fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra Familieretshuset, herunder til dispositioner over indtægten, jf. § 25, og formuen, jf. § 39, og til stiftelse af gæld.

Bemyndigelsen er udnyttet i værgemålsbekendtgørelsen, der bl.a. fastsætter hvilke økonomiske dispositioner, der kræver Familieretshusets godkendelse.

Efter værgemålslovens § 39 skal værgen have Familieretshusets godkendelse til forbrug af formue, der er omfattet af et værgemål. Det gælder uanset, hvorledes aktiverne forvaltes.

Det foreslås, at § 39 ophæves.

Det følger af ophævelsen, at det ikke er et krav, at Familieretshuset godkender ethvert forbrug af formuen. Forslaget indebærer, at Familieretshusets godkendelse alene vil være påkrævet for de typer af dispositioner, hvor det fremgår af værgemålsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.