Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 469 af 14/05/2025

Børne- og Undervisningsministeriet

Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 41

I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021, som ændret senest ved § 12 i lov nr. 1703 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:

1. Efter § 9 b indsættes i kapitel 1:

§ 9 c. Personer under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med kommunen, jf. dog stk. 2. Forbuddet gælder også ved mundtlig kommunikation med Ankestyrelsen ved behandling af påklagede afgørelser på kommunens myndighedsområde, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Personer under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.«


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 41

Til nr. 1

Lov om individuel boligstøtte indeholder ikke bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om tolkebistand.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.4.8 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der efter § 9 b i kapitel 1 indsættes en ny § 9 c i lov om individuel boligstøtte.

Det foreslås i stk. 1 , at personer under 18 år ikke må anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med kommunen, jf. dog stk. 2. Forbuddet gælder også ved Ankestyrelsens mundtlige kommunikation ved behandling af påklagede afgørelser på kommunens myndighedsområde, jf. dog stk. 2.

Det betyder, at der som udgangspunkt vil være et absolut forbud mod at anvende personer under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation mellem en borger og myndigheder efter lov om individuel boligstøtte, jf. dog stk. 2. Forbuddet vil gælde alle personer under 18 år, herunder også de personer, som ikke er beslægtede med borgeren. Dette vil gælde i problematiske situationer efter loven, hvor kommunen er i mundtlig kontakt med borgere, hvilket f.eks. gælder i forbindelse med varetagelse af opgaver vedrørende støtte til beboerindskud, depositum, indskud eller lignende. Forbuddet vil også gælde for Ankestyrelsens mundtlige kommunikation ved behandling af påklagede afgørelser på kommunens myndighedsområde, jf. dog stk. 2.

Forbuddet betyder f.eks., at man ikke kan anvende personer under 18 år som tolk ved mundtlig kommunikation med kommunen om hjælp eller vejledning i forbindelse med ansøgning om beboerindskudslån.

Tolkning skal forstås som mundtlig oversættelse fra ét sprog til et andet.

Skriftlig henvendelse vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det vil sige, at eksempelvis skriftlig kommunikation på digitale platforme ikke er omfattet af bestemmelsen. Der er således intet forbud mod, at et barn for eksempel oversætter en skriftlig besked på en digital platform som fx e-Boks.

Forbuddet vil gælde for både afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed efter lov om individuel boligstøtte.

Det foreslås i stk. 2 , at personer under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.

Beslutningen om, hvorvidt der er tale om et uproblematisk forhold, vil skulle baseres på en faglig vurdering af, om indholdet for samtalen kan virke belastende for den pågældende person under 18 år.

Som eksempler på situationer, hvor det sædvanligvis må antages at være uproblematisk at lade en person under 18 år fungere som tolk, kan nævnes samtaler om telefoniske åbningstider, tilgængelighed af information om fremmedsprog, orientering om, hvordan man kan finde vejledning om anvendelsen af loven, samt anmodninger om et ansøgningsskema eller forklaring på anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning.

Det er vurderingen, at der i forhold til situationer omfattet af stk. 2, alene vil kunne være tale om beslutninger, som vedrører faktisk forvaltningsvirksomhed, jf. de ovenfor angivne eksempler.