Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 469 af 14/05/2025

Børne- og Undervisningsministeriet

Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 33

I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 20. september 2024, som ændret senest ved § 11 i lov nr. 369 af 9. april 2025, foretages følgende ændring:

1. Efter kapitel 8 indsættes:

§ 25 a. Personer under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med skattemyndighederne, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Personer under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.«


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 33

Til nr. 1

Skatteforvaltningsloven indeholder ikke bestemmelser om fremmedsprogstolkning.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.3.1 og 2.1.7.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningsloven indsættes et nyt kapitel 8 a med overskriften »Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke«, og at der i det kapitel indsættes en ny § 25 a.

Det foreslås i stk. 1, at personer under 18 år ikke må anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med skattemyndighederne.

Tolke skal forstås som personer som oversætter fra ét sprog til et andet.

Mundtlig kommunikation skal forstås som al slags mundtlig kommunikation mellem skattemyndigheder og borgere, herunder telefonisk kommunikation og lignende. Skriftlige henvendelser vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Det vil sige, at skriftlig kommunikation f.eks. via TastSelv ikke er omfattet af forbuddet.

Bestemmelsen skal gælde alle myndigheder på Skatteministeriets område (dvs. Skatteforvaltningen, skatteankeforvaltningen, skatteankenævnene, vurderingsankenævnene, motorankenævnene, Landsskatteretten, Skatterådet og spillemyndigheden) med undtagelse af Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område, som ifølge forarbejderne til Lov om Tilsynet med told- og skatteforvaltningens it-område ikke skal betragtes som en skattemyndighed i skatteforvaltningslovens forstand, jf. Folketingstidende 2020-21, Tillæg A, lovforslag nr. L 87, og som normalt ikke har borgerkontakt.

Der vil således som udgangspunkt være tale om et forbud mod at anvende personer under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation, som dog modereres i det foreslåede stk. 2.

Det foreslås således i stk. 2, at personer under 18 år må anvendes som tolke efter stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.

Beslutningen om, hvorvidt der er tale om uproblematiske forhold, vil skulle baseres på en faglig vurdering fra skattemyndighederne. Ved vurderingen skal der lægges vægt på, om indholdet af samtalen kan virke belastende for personen under 18 år, og om det spørgsmål, som drøftes, er af en sådan karakter, at det er væsentligt, at borgerne forstår det, som oplyses i samtalen, for at borgeren ikke gennem misforståelser eller uvidenhed risikerer et retstab. Borgernes kommunikation med skattemyndighederne vil typisk indeholde væsentligt vejledningsmæssigt indhold, f.eks. om hvad der er skattepligtig indkomst, betalingen af skatter- og afgifter eller angivelse og betaling af moms. Mindreårige har ingen forudsætninger for hverken at forstå eller videreformidle indholdet i et skattemæssigt spørgsmål, og indholdet af disse samtaler vil derfor normalt kunne virke belastende for personer under 18 år.

Som eksempler på situationer, hvor det sædvanligvis må antages at være uproblematisk at lade børn fungere som tolk, kan nævnes samtaler om telefoniske åbningstider, anmodninger om at få tilsendt kopi af forskuds- eller årsopgørelsen og tilgængelighed af information om fremmedsprog.

I situationer, hvor der ikke vurderes at være tale om uproblematiske forhold, er det skattemyndighedens ansvar at sørge for, at kommunikationen kan foregå på forsvarlig vis.