LOV nr 469 af 14/05/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 32
I lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, jf. lovbekendtgørelse nr. 972 af 8. august 2017, foretages følgende ændring:
1. Efter § 8 indsættes:
»§ 8 a. Børn under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.«
Forarbejder til Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 32
Til nr. 1
Tilbageholdelsesloven indeholder ikke bestemmelser om fremmedsprogstolkning i forholdet mellem borgeren og det offentlige.
For nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 8 a i tilbageholdelsesloven.
Det foreslås med stk. 1, at børn under 18 år ikke må anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Tolkning skal forstås som mundtlig oversættelse fra et sprog til et andet, f.eks. fra arabisk til dansk.
Forslaget vil medføre, at der i tilbageholdelsesloven indføres et forbud mod at anvende børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder. Forbuddet vil også gælde for private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige. Forbuddet vil gælde både for afgørelsesvirksomhed og eventuel faktisk forvaltningsvirksomhed efter loven. Forbuddet vil ikke gælde for domstolenes behandling af sager efter loven. Spørgsmålet om anvendelse af børn som tolke i sager hos domstolene vil således skulle afgøres efter retsplejeloven m.v.
Forbuddet mod at anvende børn som tolk vil gælde for alle børn under 18 år, og forbuddet vil gælde, uanset om der er tale om en forælders egne børn eller børn af andre forældre.
Skriftlige henvendelser vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det vil sige, at skriftlig kommunikation ikke vil være omfattet af forbuddet. Der vil således ikke være forbud mod, at et barn f.eks. oversætter et dokument for sine forældre.
En beslutning vedrørende anvendelse af et barn som tolk, herunder et afslag herpå, vil i en afgørelsessag efter tilbageholdelsesloven være en procesbeslutning. Det fremgår af § 1, stk. 3, i tilbageholdelsesloven, at der kan klages til Ankestyrelsen, hvis kommunalbestyrelsen ikke i forbindelse med tilbud om støtte til gravide med stofmisbrug i form af døgnophold i henhold til § 107, stk. 2, nr. 2, i serviceloven tilbyder den gravide med stofmisbrug at indgå en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse. Det fremgår af § 6 i tilbageholdelsesloven, at afgørelse om tilbageholdelse træffes af botilbuddets leder og snarest muligt skal meddeles til personen med stofmisbrug. Lederens afgørelse skal straks forelægges for kommunalbestyrelsen, som senest 3 hverdage efter iværksættelsen af en tilbageholdelse afgør, om tilbageholdelsen skal opretholdes, eller om den skal ophøre, såfremt den ikke allerede er ophørt. Personen med stofmisbrug skal straks have meddelelse om kommunalbestyrelsens afgørelse, som skal være skriftlig. Det fremgår af § 8, stk. 1, i tilbageholdelsesloven, at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra personen med stofmisbrug skal indbringe en afgørelse om tilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
En beslutning vedrørende anvendelse af et barn som tolk i afgørelsessager vil hverken kunne påklages til Ankestyrelsen eller indbringes for retten. Sådanne klager skal rettes til borgmesteren i den pågældende kommune. Ankestyrelsen vil dog kunne tage stilling til en beslutning vedrørende anvendelse af et barn som tolk som led i sin behandling af en klage over kommunens manglende tilbud om at indgå en kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse efter tilbageholdelsesloven. Samtidig vil retten under en prøvelsessag eller en klagesag kunne tage stilling til sagsbehandlingsspørgsmål, herunder en beslutning vedrørende anvendelse af et barn som tolk, hvis dette har betydning for afgørelsen i sagen.
Det foreslås med stk. 2, at børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Forslaget vil være en undtagelse til det foreslåede forbud sådan, at børn under 18 år vil kunne anvendes som tolke, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Beslutningen om, hvorvidt der er tale om et uproblematisk forhold, vil skulle baseres på en vurdering fra den medarbejder, der håndterer den konkrete mundtlige kommunikation. Ved vurderingen vil der skulle lægges vægt på, om indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet. Ved vurderingen heraf kan barnets alder og modenhed også have betydning. Hvis indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet, vil barnet ikke kunne fungere som tolk.
Som eksempler på situationer, hvor det må antages at være uproblematisk at lade barnet fungere som tolk, kan nævnes orientering om, hvordan man kan finde vejledning om anvendelsen af loven.
I situationer, hvor der ikke vurderes at være tale om et uproblematisk forhold, vil det være myndighedens ansvar at sørge for, at der er relevant tolkebistand til rådighed.
De ovenstående betragtninger om vurderingen af, om der er tale om et uproblematisk forhold, vil også gælde for de private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige.