LOV nr 469 af 14/05/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 29
I lov om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse, jf. lovbekendtgørelse nr. 770 af 7. august 2019, foretages følgende ændring:
1. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
**§ 12 a. ** Børn under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.«
Forarbejder til Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 29
Til nr. 1
Ægtefællepensionsloven indeholder ikke bestemmelser om fremmedsprogstolkning i forholdet mellem borgeren og det offentlige.
For nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.2.2 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 12 a i ægtefællepensionsloven med overskriften ”Forbud mod anvendelse af børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation”.
Det foreslås med stk. 1, at børn under 18 år ikke må anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Tolkning skal forstås som mundtlig oversættelse fra et sprog til et andet, f.eks. fra arabisk til dansk.
Forslaget vil medføre, at der indføres et forbud i ægtefællepensionsloven mod at anvende børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder. Forbuddet vil også gælde for private leverandører, men ægtefællepensionsloven indeholder ikke hjemmel til at overlade opgaver til private leverandører. Forbuddet vil dog også gælde for private leverandører, hvis det på et tidspunkt indføres at anvende private leverandører efter ægtefællepensionsloven. Forbuddet vil gælde både for afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed efter ægtefællepensionsloven. Forbuddet vil ikke gælde for domstolenes behandling af sager efter ægtefællepensionsloven. Spørgsmålet om anvendelse af børn som tolke i sager hos domstolene vil således skulle afgøres efter retsplejeloven m.v.
Forbuddet mod at anvende børn som tolk vil gælde for alle børn under 18 år og ikke kun parternes børn.
Skriftlige henvendelser vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det vil sige, at skriftlig kommunikation ikke vil være omfattet af forbuddet. Der vil således ikke være forbud mod, at et barn f.eks. oversætter et dokument for sine forældre.
For så vidt angår klage over anvendelse af et barn som tolk, herunder afslag herpå, i afgørelsessager efter ægtefællepensionsloven bemærkes, at der ikke efter loven træffes afgørelser, der kan påklages administrativt.
Det foreslås med stk. 2, at børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Forslaget vil være en undtagelse til det foreslåede forbud sådan, at børn under 18 år vil kunne anvendes som tolke, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Beslutningen om, hvorvidt der er tale om et uproblematisk forhold, vil skulle baseres på en vurdering fra den medarbejder, der håndterer den konkrete mundtlige kommunikation. Ved vurderingen vil der skulle lægges vægt på, om indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet. Ved vurderingen heraf kan barnets alder og modenhed også have betydning. Hvis indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet, vil barnet ikke kunne fungere som tolk.
Som eksempler på situationer, hvor det må antages at være uproblematisk at lade barnet fungere som tolk, kan nævnes orientering om, hvordan man kan finde vejledning om anvendelsen af loven.
I situationer, hvor der ikke vurderes at være tale om et uproblematisk forhold, vil det være myndighedens ansvar at sørge for, at der er relevant tolkebistand til rådighed.
De ovenstående betragtninger om vurderingen af, om der er tale om et uproblematisk forhold, vil også gælde for de private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.