LOV nr 1431 af 05/12/2018
Skatteministeriet
Lov om ændring af emballageafgiftsloven, lov om registrering af køretøjer og forskellige andre love og om ophævelse af lov om tilskud til visse miljøvenlige lastbiler (Indførelse af bagatelgrænser i visse afgiftslove, udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen for terminaladgang til Køretøjsregisteret, undtagelse for udligningsafgift for visse påhængskøretøjer, udskydelse af tidspunkt for offentliggørelse og anvendelse af standardkontrakter ved leasing m.v.) § 4
I lov om afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1290 af 5. november 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 3 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 kan dog undlade at lade sig registrere som oplagshaver og betale afgift, hvis mængden af afgiftspligtige varer opgjort efter § 6, stk. 1 og 2, svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder.«
2. I § 10 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Virksomheder omfattet af § 3, stk. 7, og § 14, stk. 6, skal løbende føre regnskab, der dokumenterer, at mængden af afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder.«
3. I § 14 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Ved indførsel eller modtagelse af afgiftspligtige varer efter stk. 1 og § 13, stk. 1, kan en virksomhed undlade at lade sig registrere som varemodtager og betale afgift, hvis mængden af indførte og modtagne afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder.«
4. I § 15, stk. 4, 2. pkt., ændres »stk. 2-5« til: »stk. 2-6«.
5. I § 27, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 10, stk. 1«: »eller 3«.
Forarbejder til Lov om ændring af emballageafgiftsloven, lov om registrering af køretøjer og forskellige andre love og om ophævelse af lov om tilskud til visse miljøvenlige lastbiler (Indførelse af bagatelgrænser i visse afgiftslove, udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen for terminaladgang til Køretøjsregisteret, undtagelse for udligningsafgift for visse påhængskøretøjer, udskydelse af tidspunkt for offentliggørelse og anvendelse af standardkontrakter ved leasing m.v.) § 4
Til nr. 1
Af § 3, stk. 1 og 2, i lov om afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat fremgår, at virksomheder, der fremstiller foderfosfat eller modtager foderfosfat fra udlandet med henblik på videresalg, skal registreres som oplagshaver. Registrering og betaling af afgift kan efter ansøgning undlades, hvis afgiftspligtige varer anvendes til enkelte specifikt anførte formål, jf. § 3, stk. 3. Registrerede oplagshavere skal efter udløbet af afgiftsperioden angive og afregne afgift af den mængde afgiftspligtige varer, som virksomheden har udleveret i perioden, jf. § 11.
Det foreslås, at virksomheder, der fremstiller eller modtager afgiftspligtige varer, skal kunne undlade at lade sig registrere som oplagshaver og betale afgift, hvis mængden af afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger en bagatelgrænse på 10.000 kr. årligt. Forslaget omfatter således virksomheder, der kun i begrænset omfang fremstiller eller modtager afgiftspligtige varer. Den årlige bagatelgrænse følger virksomhedens regnskabsår. For de virksomheder, der har et regnskabsår, som overstiger 12 måneder, regnes den årlige periode efter 12 på hinanden følgende måneder. Det kan f.eks. være tilfældet for et nystiftet selskabs første regnskabsår.
Formålet med forslaget er at ensrette og forenkle de administrative regler for registrering, så flere virksomheder skal kunne undlade at lade sig registrere og afregne afgift. Efter forslaget vil der blive indført en tidsmæssig og administrativ besparelse for de virksomheder, der omfattes af bagatelgrænsen, da de ikke vil skulle bruge ressourcer på løbende at angive afgifter.
Til nr. 2
Som følge af lovforslagets § 4, nr. 1 og 3, om at indføre bagatelgrænser for registrering af afregning af afgift, foreslås det yderligere, at virksomheder omfattet af bagatelgrænsen løbende skal føre et regnskab, der dokumenterer, at mængden af afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger bagatelgrænsen på 10.000 kr. årligt. Regnskabet skal kunne fremvises for Skatteforvaltningen efter anmodning.
Formålet med regnskabskravet er, at det skal være muligt for Skatteforvaltningen at føre kontrol med, om virksomheder er omfattet af bagatelgrænsen, eller om virksomhederne i stedet skulle have været registreret og have afregnet afgift.
Til nr. 3
Øvrige varemodtagere skal anmeldes som registreret varemodtager. Efter udløbet af hver afgiftsperiode skal virksomheder angive og afregne afgift af den mængde afgiftspligtige varer, der er modtaget i perioden, jf. § 14, stk. 1 og 2.
Det foreslås, at virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer, skal kunne undlade at lade sig registrere som varemodtager og betale afgift, hvis mængden af indførte og modtagne afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger en bagatelgrænse på 10.000 kr. årligt. Forslaget omfatter således virksomheder, der kun i begrænset omfang modtager afgiftspligtige varer. Den årlige bagatelgrænse følger virksomhedens regnskabsår. For de virksomheder, der har et regnskabsår, som overstiger 12 måneder, regnes den årlige periode efter 12 på hinanden følgende måneder. Det kan f.eks. være tilfældet for et nystiftet selskabs første regnskabsår.
Formålet med forslaget er at ensrette og forenkle de administrative regler for registrering, så flere virksomheder skal kunne undlade at lade sig registrere og afregne afgift. Efter forslaget vil der blive indført en tidsmæssig og administrativ besparelse for de virksomheder, der omfattes af bagatelgrænsen, da de ikke vil skulle bruge ressourcer på løbende at angive afgifter.
Til nr. 4
Det fremgår af § 15 i lov om afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat, at der skal betales dækningsafgift af varer, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde. I bestemmelsen henvises der til lovens § 14, som indeholder reglerne for registrerede varemodtagere.
Det foreslås at ændre henvisningen i lovens § 15, stk. 4, 2. pkt., som indeholder reglerne for dækningsafgift. Forslaget er en følge af, at det foreslås at indføre en bagatelgrænse på 10.000 kr. i loven, jf. lovforslagets § 4, nr. 3. Efter forslaget vil indførelse af bagatelgrænsen på 10.000 kr. også finde anvendelse for dækningsafgiftspligtige varer.
Til nr. 5
Af § 27 i lov om afgift mineralsk fosfor i foderfosfat fremgår, hvornår en person eller virksomhed kan straffes efter loven. Straffebestemmelsen henviser blandt andet til regnskabsbestemmelsen i lovens § 10, hvor virksomheder pålægges at føre regnskab over mængden af mineralsk fosfor i fremstillede varer, tilgangen af uberigtigede varer og udlevering samt forbruget af afgiftspligtige varer.
Det foreslås at ændre henvisningen i § 27, stk. 1, nr. 2, som følge af, at det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i § 10, jf. lovforslagets § 4, nr. 2. Efter forslaget vil virksomheder, der ikke overholder det foreslåede krav om at føre regnskab, kunne straffes med bøde.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.1.2 for uddybende bemærkninger om straf.