LOV nr 1729 af 27/12/2018
Skatteministeriet
Lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Videreførelse af vurderingerne, ændring af vurderingsterminen, udskydelse af fremrykning af beskatningsgrundlaget m.v.) § 7
I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6. september 2016, som ændret bl.a. ved § 16 i lov nr. 688 af 8. juni 2017 og senest ved § 1 i lov nr. 1130 af 11. september 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 5 D, stk. 3 og 4, og stk. 9, 1. pkt., og to steder i § 14, stk. 5, 1. pkt., ændres »1. september« til: »1. oktober«.
2. § 5 D, stk. 3 og 4, affattes således:
»Stk. 3. På bygninger, der er afskrivningsberettigede efter afskrivningsloven, og installationer, der udelukkende tjener sådanne bygninger, og som er anskaffet eller fuldført før overgangen til skattepligt, foretages afskrivning på grundlag af den værdi, hvormed bygningen eller installationen indgår i ejendomsværdien ved den seneste vurdering forud for det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse, eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. seneste 1. januar forud for det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse.
Stk. 4. På installationer, der er afskrivningsberettigede efter afskrivningslovens § 15, stk. 2, og som er anskaffet eller fuldført før overgangen til skattepligt, foretages afskrivning på grundlag af den værdi, hvormed installationen skønnes at indgå i ejendomsværdien ved den seneste vurdering forud for det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse, eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. seneste 1. januar forud for det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse.«
3. § 5 D, stk. 9, 1. pkt., affattes således:
»Ved opgørelse af fortjeneste eller tab efter ejendomsavancebeskatningsloven for fast ejendom, der er erhvervet før overgangen til skattepligt, træder ejendomsværdien ved den seneste vurdering forud for det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse, eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. seneste 1. januar forud for det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse, i stedet for anskaffelsessummen.«
4. § 14, stk. 5, 1. pkt., affattes således:
»Fast ejendom medregnes til den pr. 1. januar i indkomståret fastsatte ejendomsværdi med fradrag af byrder, som der ikke er taget hensyn til ved vurderingen, eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. 1. januar i indkomståret, jf. dog 2. pkt.«
Forarbejder til Lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Videreførelse af vurderingerne, ændring af vurderingsterminen, udskydelse af fremrykning af beskatningsgrundlaget m.v.) § 7
Til nr. 1
Selskabsskattelovens § 5 D, stk. 3, 4 og 9, og § 14, stk. 5, 1. pkt., indeholder henvisninger til vurderingsterminen den 1. september.
Det følger af de foreslåede ændringer af § 5 D, stk. 3, 4 og 9, og § 14, stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til »1. september« ændres til »1. oktober«.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 22-35, hvor det foreslås, at der indføres særlige overgangsregler for vurderingerne i årene 2018-2020.
De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 22-35, vil medføre, at der efter reglerne i ejendomsvurderingsloven skal foretages almindelige vurderinger af fast ejendom pr. 1. oktober i vurderingsåret i stedet for pr. 1. september i årene 2018-2019 for ejerboliger og 2018-2020 for erhvervsejendomme m.v.
Med de foreslåede ændringer, hvorved vurderingsterminen ændres fra den 1. september til den 1. oktober, sikres det, at der også efter de foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 1 og 22-35, henvises til den korrekte vurderingstermin. De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 22-35, vil medføre, at der efter reglerne i ejendomsvurderingsloven skal foretages almindelige vurderinger af fast ejendom pr. 1. oktober i vurderingsåret i stedet for pr. 1. september i årene 2018-2019 for ejerboliger og 2018-2020 for erhvervsejendomme m.v.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 13, stk. 1 og 4, hvorefter ændringen vil træde i kraft den 1. januar 2019, med virkning fra og med den 1. januar 2018.
Til nr. 2
Selskabsskattelovens § 5 D, stk. 3, 4 og 9, og § 14, stk. 5, 1. pkt., indeholder henvisninger til vurderingsterminen den 1. september.
Det følger af de foreslåede ændringer af § 5 D, stk. 3, 4 og 9, og § 14, stk. 5, 1. pkt., at henvisningerne til »1. september« ændres til »1. januar«.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, hvor det foreslås, at vurderingsterminen ændres fra den 1. september til den 1. januar i en række bestemmelser i ejendomsvurderingsloven.
Efter den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 1, skal der efter reglerne i ejendomsvurderingsloven foretages almindelige vurderinger af fast ejendom pr. 1. januar i vurderingsåret i stedet for pr. 1. september.
Med de foreslåede ændringer, hvorved vurderingsterminen ændres fra den 1. september til den 1. januar, sikres det, at der henvises til den korrekte vurderingstermin.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 13, stk. 2 og 5, hvorefter ændringen vil træde i kraft den 1. januar 2020, med virkning fra og med året efter det rådighedsår henholdsvis indkomstår, hvor der første gang foreligger en vurdering foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 for den pågældende ejendomstype.