LOV nr 1729 af 27/12/2018
Skatteministeriet
Lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Videreførelse af vurderingerne, ændring af vurderingsterminen, udskydelse af fremrykning af beskatningsgrundlaget m.v.) § 5
I lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1104 af 22. august 2013, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 688 af 8. juni 2017 og senest ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 8 A, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »§ 40, stk. 1, nr. 5«: », eller at der er foretaget en yderligere ansættelse af grundværdien efter § 33, stk. 17, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88«.
2. I § 23 B, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »inden«: »vurderingsterminen for«, og »pr. 1. september« udgår.
Forarbejder til Lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Videreførelse af vurderingerne, ændring af vurderingsterminen, udskydelse af fremrykning af beskatningsgrundlaget m.v.) § 5
Til nr. 1
Efter § 8 A i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunalbestyrelsen meddele fritagelse for en stigning i grundskylden, når stigningen skyldes en ændret lokalplan, dog kun hvis ændringen har medført, at grundværdien er steget med mere end 20 pct. på baggrund af ændringen.
Efter § 8 A, stk. 1, 3. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat er det desuden et kriterium, at der i forbindelse med ejendomsvurderingen er foretaget en tilbageindeksering af grundværdien til basisåret efter ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 5.
Det foreslås, at der i § 8 A, stk. 1, 3. pkt., indsættes formuleringen », eller at der er foretaget en yderligere ansættelse af grundværdien efter § 33, stk. 17, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88« efter »§ 40, stk. 1, nr. 5«.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at det i lovforslagets § 1, nr. 22-35, foreslås, at der i perioden 2018-2019 for ejerboliger og perioden 2018-2020 for erhvervsejendomme m.v. foretages vurderinger efter særlige regler i ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88. Disse særlige regler vil efter forslaget medføre, at vurderingerne i perioden 2018-2019 for ejerboliger og 2018-2020 for erhvervsejendomme m.v. foretages efter reglerne i den tidligere gældende vurderingslov. Der vil først blive foretaget vurderinger efter det nye ejendomsvurderingssystem i 2020 for ejerboliger og i 2021 for erhvervsejendomme m.v.
Der er derfor behov for at indsætte en henvisning til den tidligere gældende vurderingslov, jf. de foreslåede overgangsbestemmelser i §§ 87 og 88 i ejendomsvurderingsloven, i § 8 A i lov om kommunal ejendomsskat, så kommunalbestyrelsen i perioden 2018-2020 fortsat har hjemmel til at give fritagelse, hvis der i forbindelse med ejendomsvurderingen er foretaget en yderligere ansættelse af grundværdien efter § 33, stk. 17, i den tidligere gældende vurderingslov, jf. de foreslåede overgangsbestemmelser i §§ 87 og 88.
Ændringen vil medføre, at det fortsat vil være muligt for de kommunalbestyrelser, der har vedtaget nye lokalplaner fra den 2. oktober 2017 og frem i den forventning, at de ville kunne give fritagelse for stigningen i grundskylden på baggrund af den ændrede lokalplan, at give sådanne fritagelser efter § 8 A. Uden den foreslåede ændring ville der i perioden for de videreførte vurderinger i årene 2018-2020 ikke være mulighed herfor, da der efter de foreslåede ændringer i § 1, nr. 22-35, først i forbindelse med ejendomsvurderingen i 2020 foretages tilbageindekseringer efter ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 5.
Til nr. 2
§ 23 B, stk. 1, 1. pkt. i lov om kommunal ejendomsskat indeholder en henvisning til vurderingsterminen den 1. september.
Det foreslås med ændringen af § 23 B, stk. 1, 1. pkt., at indsætte formuleringen »vurderingsterminen for«, og at henvisningen til den 1. september udgår.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, hvor det foreslås, at vurderingsterminen ændres fra den
- september til den 1. januar.
De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 1, vil medføre, at der efter reglerne i ejendomsvurderingsloven skal foretages almindelige vurderinger af fast ejendom pr. 1. januar i vurderingsåret i stedet for pr. 1. september, som efter de gældende regler i ejendomsvurderingsloven.
I lovforslagets § 1, nr. 22-35, foreslås det desuden, at ejendomsvurderingerne i årene 2018-2020 foretages efter særlige regler i ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88. Efter disse særlige regler, vil vurderingerne i årene 2018-2019 for ejerboliger og 2018-2020 for erhvervsejendomme m.v. foretages pr. 1. oktober.
Med den foreslåede ændring konsekvensændres § 23 B i lov om kommunal ejendomsskat i forhold til ændringerne i lovforslagets § 1, nr. 22-35.