LOV nr 227 af 15/02/2022
Social- og Boligministeriet
Lov om ændring af børneloven, navneloven og forskellige andre love (Smidiggørelse af registrering af medmoderskab, fastsættelse af transpersoners forældreskab og navneændring for transpersoner m.v.) § 7
I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 1297 af 3. september 2020, som ændret ved lov nr. 1834 af 8. december 2020 og lov nr. 2604 af 28. december 2021, foretages følgende ændring:
1. I bilag 1, nr. 7, indsættes to steder efter »far«: »eller medmor«.
Ikrafttræden m.v.
Forarbejder til Lov om ændring af børneloven, navneloven og forskellige andre love (Smidiggørelse af registrering af medmoderskab, fastsættelse af transpersoners forældreskab og navneændring for transpersoner m.v.) § 7
Til nr. 1
Efter CPR-lovens § 4, stk. 1, registreres enhver med et personnummer tildelt efter lovens § 3, stk. 1 eller 2, eller efter regler udstedt i medfør af lovens § 3, stk. 9, med de oplysninger, der er anført i bilag 1 til loven.
I bilag 1 til CPR-loven, der fastlægger dataindholdet i CPR, er følgende anført om registrering af slægtsskab i CPR, jf. bilag 1, nr. 7:
”Slægtskabsoplysninger: Oplysning om personnummer på mor, far og børn, angivelse af mor og far i feltet for indehavere af forældremyndigheden over mindreårige og oplysning om delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven. ”
Ved lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskellige andre love (Medmoderskab m.v.) blev der indført mulighed for at fastslå medmoderskab i stedet for faderskab. Medmoderskab og faderskab har samme retsvirkninger. Der henvises bl.a. til § 3 a, stk. 1, i børneloven, hvoraf det fremgår, at når et barn fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret partner, registreres ægtefællen eller partneren under visse i loven nærmere angivne omstændigheder som medmor.
Som en følge af indførelsen i 2013 af det juridiske forældrebegreb ”medmor” i børneloven blev CPR-systemet ændret, således at registreringen af slægtsskab i CPR afspejler det juridiske forældrebegreb ”medmor”. CPR-lovens bilag 1, nr. 7, om registrering af slægtsskab blev imidlertid ikke ændret i overensstemmelse hermed.
Det foreslås, at i bilag 1, nr. 7, i CPR-loven indsættes ”eller medmor” to steder efter ”far”.
Begrundelsen for forslaget er, at indførelsen af det juridiske forældrebegreb ”medmor” bør fremgå af CPR-lovens bilag 1, nr. 7, om registrering af slægtsskab på linje med de øvrige forældrebegreber i børneloven, det vil sige mor og far.