Lov om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love (Familiedannelse ved surrogataftaler, medfar som retlig forælder, forenkling af familiedannelse ved voksenadoption m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Faderskab og medmoderskab fastslås efter kapitel 1 og 1 a i børneloven som udgangspunkt ved, at personregisterføreren i forbindelse med registreringen af barnets fødsel og registrerer faderskab og medmoderskab.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.1.

Det foreslås, at der i børneloven indsættes et nyt kapitel 1 b med titlen: »Registrering af forældreskab i forbindelse med fødslen på grundlag af danske altruistiske surrogataftaler«.

Videre foreslås det, at der i dette kapitel som § 3 d, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det følger, at fødes et barn af en surrogatmor som led i en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, registrerer Familieretshuset i forbindelse med fødslen som forældre eller forælder til barnet dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til barnet. Ved en surrogatmor forstås en kvinde, der efter aftale føder et barn, som et par eller en enkelt person skal være forældre eller forælder til i stedet for surrogatmoren.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at begrebet surrogatmor defineres i børneloven. Herudover vil forslaget regulere Familieretshusets registrering af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale i forbindelse med fødslen, når aftalen er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Endvidere vil forslaget betyde, at forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil kunne registreres i forbindelse med fødslen. Ligesom ved registrering af faderskab og medmoderskab efter børnelovens kapitel 1 og 1 a vil registreringen af forældreskabet have materiel virkning fra barnets fødsel.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 3 d ligesom de andre bestemmelser om registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse med fødslen kun vil finde anvendelse, hvis barnet er født i Danmark. Er barnet født i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, må forældreskabet efter barnets flytning til Danmark søges fastslået ved anerkendelse eller afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i §§ 30 e og 30 f i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Når de tiltænkte forældres eller den tiltænkte eneforælders forældreskab er registreret efter den foreslåede § 3 d, vil personregisterførerens registrering af surrogatmoren som mor til barnet blive slettet. Dette skal ses i sammenhæng med, at surrogatmoren i forbindelse med registreringen af barnets fødsel i overensstemmelse med § 30 i børneloven blev registreret som barnets mor. Registrering af forældreskabet vil betyde, at surrogatmoren ikke længere vil blive anset som mor til barnet. Der henvises til § 30 i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9.

Det bemærkes videre, at surrogatmorens eventuelle ægtefælle eller registrerede partner efter §§ 1 og 3 a i børneloven i forbindelse med registreringen af fødslen ligeledes af personregisterføreren registreres som far eller medmor til barnet. I forbindelse med en efterfølgende registrering af forældreskab på grundlag af surrogataftalen vil Familieretshuset skulle slette registreringen af dette faderskab eller medmoderskab. Dette vil kunne ske inden for rammerne af den gældende ordning. Der henvises til Folketingstidende, 2021-22, tillæg A, L 65 som fremsat, side 24.

Med stk. 2 foreslås det, at registrering efter stk. 1. er betinget af, at følgende fremlægges:

1. Erklæring fra surrogatmoren om, at hun genbekræfter den danske altruistiske surrogataftale, og at hun i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Surrogatmorens eventuelle ægtefælle eller registrerede partner skal tiltræde erklæringen.

2. Anmodning fra dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til barnet, om at blive registreret som forældre eller forælder til barnet i overensstemmelse med aftalen, og erklæring fra dem eller den om, at der i anledning af aftalen hverken er eller vil blive ydet vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til surrogatmoren.

3. Erklæring fra surrogatmorens eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever, om, at ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Registreringen vil skulle ske på grundlag af fremlæggelse af de erklæringer m.v., der fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 3 d, stk. 2, nr. 1-3.

Den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 2, nr. 1, i børneloven vil indebære, at registreringen af forældreskabet vil være betinget af fremlæggelse af en erklæring fra surrogatmoren, om, at hun genbekræfter surrogataftalen, og at hun i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette vil også omfatte vederlag m.v., der kommer fra andre end de tiltænkte forældre, f.eks. barnets kommende bedsteforældre, og vederlag m.v., der betales til andre, men som direkte eller indirekte vil komme surrogatmoren til gode.

Surrogatmorens eventuelle ægtefælle eller registrerede partner vil skulle tiltræde erklæringen. Baggrunden for det er, at en eventuel ægtefælle eller registrerede partner til surrogatmoren som nævnt ovenfor efter §§ 1 og 3 a i udgangspunktet registreres som far eller medmor til barnet umiddelbart efter fødslen, og at disse forældre vil skulle godkende, at forældreskabet overføres til det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder.

Den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 2, nr. 2, i børneloven vil betyde, at registreringen af forældreskabet ligeledes vil være betinget af fremlæggelse af en anmodning fra den eller dem, der efter den foreslåede bestemmelse i § 30 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, anses som mor, far, medmor eller medfar til barnet, om at blive registreret som forældre eller forælder til barnet i overensstemmelse med aftalen, og erklæring fra dem eller den om, at de i anledning af aftalen hverken har ydet eller vil yde vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til surrogatmoren.

Endelig vil den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 2, nr. 3, i børneloven indebære, at registreringen af forældreskab også vil være betinget af fremlæggelse af en erklæring fra surrogatmorens eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever om, at ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i anledning af aftalen. Denne erklæring vil kun skulle fremlægges, hvis surrogatmoren på fødselstidspunktet har en ægtefælle, registrerede partner eller samlever, eller hvis det fremgår af godkendelsen af surrogataftalen, at surrogatmoren på aftaletidspunktet havde en ægtefælle, registreret partner eller samlever. Fremgår det af godkendelsen, at surrogatmoren på aftaletidspunktet havde en ægtefælle, registreret partner eller samlever, og er dette ikke længere tilfældet, vil dette skulle godtgøres, f.eks. ved opslag i CPR eller ved fremlæggelse af dokumentation for f.eks. skilsmisse, der er meddelt i udlandet.

Om det foreslåede vederlagsforbud henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil.

Erklæringerne vil skulle fremlægges inden udløbet af 4-ugersfristen i § 7, stk. 1, i børneloven. Det følger således af denne bestemmelse, at registreres forældreskabet ikke inden 4 uger efter fødslen, rejser Familieretshuset sag. Registreres forældreskabet ikke i forbindelse med registeringen af fødslen, vil det kunne anerkendes, eller der vil kunne træffes afgørelse herom. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i §§ 30 e og 30 f i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Med hensyn til situationer, hvor Familieretshuset undtagelsesvist finder, at betingelserne for at registrere forældreskabet ikke er opfyldt, f.eks. fordi en af parterne ikke afgiver de nødvendige erklæringer efter det foreslåede stk. 2, vil der i registreringsbekendtgørelsen blive fastsat regler om, at Familieretshuset straks vil skulle indlede sag efter § 7 i børneloven. Under den sag vil Familieretshuset kunne træffe afgørelse om forældreskabet efter den foreslåede § 30 f i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Efter § 33, stk. 2, i børneloven, som foreslået ændret ved lovforslagets § 1, nr. 15, vil de erklæringer m.v., der vil skulle afgives efter den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 2, i børneloven skulle afgives på blanketter, der er godkendt af Familieretshuset. Det vil skulle fremgå af disse blanketter, at efter § 163 i straffeloven, straffes den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det foreslås, at der som stk. 3, indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at er barnet dødfødt, eller dør barnet, før registreringen af barnets fødsel finder sted, kan den eller dem, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til barnet, efter anmodning registreres som forældre eller forælder til barnet, hvis surrogatmoren skriftligt erklærer, at hun er indforstået med det.

Forslaget vil betyde, at de tiltænkte forældres forældreskab til barnet vil kunne registreres, selvom barnet er dødfødt eller dør inden registreringen af fødslen. Det vil blive fastlagt i bekendtgørelsesform, hvilke oplysninger der skal fremlægges, for at forældreskabet vil kunne registreres, jf. bemyndigelsesbestemmelsen i § 33, stk. 1, i børneloven.

Med stk. 4 foreslås det, at der ikke kan ske registrering efter stk. 1 eller 3, hvis surrogataftalen er bortfaldet efter § 30 d.

Forslaget vil betyde, at forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale ikke vil kunne registreres, hvis aftalen er bortfaldet efter den foreslåede § 30 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 2

En mand, der har haft et seksuelt forhold til en kvinde i den periode, hvor hun blev gravid, har efter § 6, stk. 1, i børneloven i visse tilfælde ret til at få prøvet, om han er far til barnet. Anmodning herom skal fremsættes senest 6 måneder efter barnets fødsel. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan der ikke rejses faderskabssag efter bestemmelsens stk. 1, når en mand er registreret som barnets far, eller er en kvinde registreret som barnets medmor, jf. dog lovens §§ 6 a og 6 b. Uanset 1. pkt. kan en mand dog efter lovens § 6, stk. 2, 2. pkt., rejse faderskabssag, hvis han i den periode, hvor moren blev gravid, var gift med hende uden at være separeret eller levede i et fast samlivsforhold med hende.

Bestemmelsen i § 6, stk. 1, indeholder en søgsmålsret for en mand til at få prøvet, om han er barnets far, hvis han i den periode, hvor moren blev gravid, har haft seksuelt forhold til hende. Bestemmelsen i stk. 2 begrænser denne søgsmålsret. Baggrunden for denne begrænsning er hensynet til at sikre stabilitet om barnet, da barnet i de situationer, der er omfattet af stk. 2, efter reglerne om registrering af forældreskab i lovens kapitel 1 og 1 a fra fødslen har en far eller medmor, som har del i forældremyndigheden, og som sammen med moren varetager omsorgen og ansvaret for barnet.

Det foreslås, at i § 6, stk. 2, 1. pkt., i børneloven udgår »eller«, og at der efter »medmor,« indsættes »eller er moderskab eller medfaderskab registreret efter kapitel 1 b,«.

Forslaget vil indebære, at retten for en mand, som har haft seksuelt forhold til moren i den periode, hvor hun blev gravid, til at få prøvet, om han er barnets far, ligeledes afskæres, hvis der på grundlag af en surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, jf. lovforslaget § 1, nr. 10, er registreret et moderskab eller medfaderskab efter det foreslåede kapitel 1 b i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Der henvises til, at registrering af moderskab og medfaderskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale i relation til søgsmålsretten efter § 6, stk. 1, i børneloven bør have samme retsvirkning som registrering af faderskab og medmoderskab efter lovens kapitel 1 og 1 a.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 3

Det fremgår af § 7, stk. 1, i børneloven, at er faderskab eller medmoderskab ikke registreret inden for 4 uger efter fødslen, rejser Familieretshuset sag om faderskab og medmoderskab. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.1.

Det foreslås, at i § 7, stk. 1, i børneloven indsættes »efter kapitel 1 og 1 a, og er moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab ikke registreret efter kapitel 1 b« efter »registreret«.

Forslaget vil indebære, at hvis der ikke inden 4 uger efter barnets fødsel er registreret faderskab eller medmoderskab efter kapitel 1 og 1 a i børneloven, og der heller ikke er registreret forældreskab (moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab) efter det foreslåede kapitel 1 b i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, vil Familieretshuset skulle rejse sag om forældreskabet til barnet.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås, at der indføres mulighed for at registrere forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale i forbindelse med fødslen på lige fod med registrering af faderskab og medmoderskab efter kapitel 1 og 1 a i børneloven. Familieretshuset bør således ikke skulle rejse sag om forældreskabet til barnet, hvis der inden 4 uger fra fødslen er registreret forældreskab på grundlag af en surrogataftale.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 4

Det fremgår af § 7, stk. 1, i børneloven, at er faderskab eller medmoderskab ikke registreret inden for 4 uger efter fødslen, rejser Familieretshuset sag om faderskab og medmoderskab. Det fremgår af bestemmelsen stk. 2, at er barnet dødt, skal faderskab eller medmoderskab kun søges fastslået, hvis moren eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det.

Bestemmelsen i stk. 2 er navnlig relevant i relation til arveret, f.eks. hvor et barn, der ved testamente er indsat som arving, fødes levende, men herefter dør. I sådanne tilfælde kan det være afgørende for fastlæggelsen af arveretten efter barnet, hvem der er barnets far eller medmor.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.1.

Det foreslås, at i § 7, stk. 2, i børneloven ændres »faderskab eller medmoderskab« til »moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab«.

Forslaget vil indebære, at hvis barnet er dødt, vil også moderskab eller medfaderskab kunne søges fastslået, hvis moren eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås, at der indføres mulighed for at registrere forældreskab, herunder moderskab og medfaderskab, på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale i forbindelse med fødslen på lige fod med registrering af faderskab og medmoderskab efter kapitel 1 og 1 a i børneloven. På den baggrund bør anvendelsesområdet for § 7, stk. 2, i børneloven udvides sådan, at bestemmelsen også omfatter moderskab og medfaderskab.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 5 og 6

Kapitel 5 i børneloven har titlen ”Faderskab, medmoderskab og moderskab ved assisteret reproduktion og insemination”, og kapitel 5 indeholder i § 27 en bestemmelse med overskriften ”Faderskab og medmoderskab”.

Det foreslås i nr. 5, at overskriften til kapitel 5 i børneloven affattes således: »Faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion m.v. og retsstillingen for en mand, der har leveret sæd«, og i nr. 6 foreslås det, at overskriften før § 27 i børneloven ophæves.

Forslaget til ændring af titlen til kapitel 5 i børneloven skal for det første ses i sammenhæng med, at det med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås, at § 30 i børneloven, der er placeret i lovens kapitel 5, placeres i et nyt kapitel 5 a med titlen ”Moderskab”. For det andet skal forslaget ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 7, foreslåede ændringer af § 27 c i børneloven, der bl.a. har til formål at præcisere retsstillingen for en mand, der har leveret sæd.

Forslaget om at ophæve overskriften før § 27 skyldes, at denne overskrift vil blive overflødig på grund af forslaget om at placere bestemmelsen i § 30 i børneloven om moderskab i et nyt kapitel 5 a.

Til nr. 7

Det fremgår af § 27 c i børneloven, at i sager, der ikke er omfattet af lovens §§ 27, 27 a, 27 b eller 28, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion eller ved insemination uden deltagelse af en sundhedsperson, medmindre sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans død.

Bestemmelserne i §§ 27, 27 a og 27 b i børneloven handler om faderskab og medmoderskab til børn, der er født på grundlag af behandling med assisteret reproduktion, der er gennemført af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar. Bestemmelserne finder således for det første anvendelse ved behandling inden for rammerne af lov om assisteret reproduktion. For det andet finder bestemmelserne anvendelse ved insemination uden deltagelse af en sundhedsperson, dvs. såkaldt hjemmeinsemination. Fælles for de tre bestemmelser er, at en mand eller en kvinde kun anses som far henholdsvis medmor til barnet, når den pågældende har givet samtykke til behandling med assisteret reproduktion eller insemination, barnet må antages at være blevet til ved denne behandling eller insemination, og den pågældende skriftligt har erklæret at skulle være barnets far eller medmor.

Det fremgår af § 28 i børneloven, at medmindre andet følger af lovens §§ 27, 27 a eller § 27 b, anses en sæddonor ikke som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion, hvis sæden er doneret til et vævscenter, der distribuerer sæd, en sundhedsperson eller en person, der arbejder under en sundhedspersons ansvar. Bestemmelsen indebærer, at en mand, der har doneret sin sæd til et vævscenter m.v., der distribuerer sæd til brug for behandling med assisteret reproduktion, der foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, ikke anses som retlig far til barnet.

Sammenholdt med §§ 27, 27 a, 27 b og 28 i børneloven må bestemmelsen i lovens § 27 c finde anvendelse, når barnet er blevet til ved, at en mand har haft samleje med barnets mor, og når en mand uden for sundhedssystemet har overdraget sin sæd til en kvinde, der er blevet gravid ved hjælp af denne sæd ved en såkaldt hjemmeinsemination, medmindre en anden mand eller en kvinde i overensstemmelse med §§ 27 eller 27 b har erklæret at skulle være barnets far eller medmor. Dette er imidlertid ikke fuldt ud i overensstemmelse med ordlyden af bestemmelsen i § 27 c. Efter bestemmelsens ordlyd finder den anvendelse, når barnet er blevet til med ved behandling med assisteret reproduktion, men ordlyden er ikke i overensstemmelse med bestemmelsens forhistorie.

Den gældende bestemmelse i § 27 c i børneloven udspringer af § 28, stk. 2, i børneloven, jf. lov nr. 460 af 7. juni 2001. Efter § 28, stk. 1, i denne lov kunne en sæddonor ikke dømmes som far til et barn, der med hans sæd var blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis sæden var doneret med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd. Det fremgik af bestemmelsens stk. 2, at hvis sæden ikke var blevet doneret som nævnt i stk. 1, blev sæddonor anset som barnets far, medmindre sæden var anvendt uden hans viden eller efter hans død.

Det fremgår af bemærkningerne til § 28, at bestemmelsen bl.a. bygger på en sondring mellem tilfælde, hvor manden har doneret sin sæd med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, som opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd, og tilfælde hvor dette ikke er tilfældet. Videre fremgår det af bemærkningerne, at i situationer, hvor sæden ikke er doneret på den anførte måde, skulle sæddonor kunne dømmes som barnets far, medmindre sæden var anvendt uden hans vidende eller efter hans død. Baggrunden for det var ifølge bemærkningerne, at det ikke var muligt ved kunstig befrugtning i privat regi at opstille en retsteknisk brugbar sondring mellem seksuelt forhold og insemination uden seksuelt forhold, dvs. såkaldt hjemmeinsemination. Der henvises til Folketingstidende 2000-01, tillæg A, L 2 som fremsat, side 77-78.

Den dagældende § 28 i børneloven blev ophævet ved lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskellige andre love (Medmoderskab m.v.), og samtidig blev der i børneloven som §§ 27, 27 a, 27 b, 27 c og 28 indsat bestemmelser svarende til de nugældende bestemmelser, bortset fra at bestemmelserne indeholdt henvisninger til kunstig befrugtning og ikke assisteret reproduktion, ligesom bestemmelserne ikke indeholdt henvisninger til insemination uden deltagelse af en sundhedsperson. Det fremgår af bemærkningerne til § 27 c, at bestemmelsen, der viderefører den hidtidige retstilstand, navnlig indebærer, at en mand, der donerer sæd til kunstig befrugtning uden for sundhedssystemet, dvs. kunstig befrugtning der ikke er foretaget af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, anses som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning. Dette vil f.eks. være tilfældet ved såkaldte hjemmeinseminationer. Der henvises til Folketingstidende, 2012-13, tillæg A, L 207 som fremsat, side 31.

Inden disse bestemmelser i §§ 27, 27 a, 27 b, 27 c og 28 i børneloven var trådt i kraft, blev de af lovtekniske grunde ophævet ved lov nr. 1313 af 27 november 2013 om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., vævsloven, børneloven, lov om børns forsørgelse og retsplejeloven (Assisteret reproduktion som terminologi, dispensationsmulighed vedrørende opbevaringstid for æg, samtykke til behandling samt udvidelse af kredsen af ansvarlige for indberetning af alvorlige uønskede hændelser og bivirkninger i form af genetisk sygdom m.v.), og i stedet blev tilsvarende bestemmelser indsat i børneloven med den eneste forskel, at henvisningerne i bestemmelserne til kunstig befrugtning blev ændret til henvisninger til assisteret reproduktion. Efter bemærkningerne til bestemmelserne skulle denne ændring ikke medføre ændringer af indholdet af bestemmelserne. Der henvises til Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 32 som fremsat, side 14.

Endelig bemærkes, at henvisningerne i de gældende bestemmelser i §§ 27, 27 a og 27 b i børneloven til insemination uden deltagelse af en sundhedsperson først blev indsat i bestemmelserne ved lov nr. 227 af 15. februar 2022 om ændring af børneloven, navneloven og forskellige andre love (Smidiggørelse af registrering af medmoderskab, fastsættelse af transpersoners forældreskab og navneændring for transpersoner m.v.).

Det foreslås, at i § 27 c i børneloven ændres »sæddonor« til »mand«, og »med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion eller« ændres til »er blevet til med hans sæd«.

Forslaget vil betyde, at i sager, der ikke er omfattet af §§ 27, 27 a, 27 b eller 28 i børneloven, vil en mand blive anset som far til et barn, der er blevet til med hans sæd, medmindre sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans død. Bestemmelsen vil finde anvendelse, når barnet er blevet til ved, at en mand har haft samleje med barnets mor, og når en mand uden anvendelse af assisteret reproduktion har overdraget sin sæd til en kvinde, der er blevet gravid ved hjælp af denne sæd ved en såkaldt hjemmeinsemination, medmindre en anden mand eller en kvinde i overensstemmelse med §§ 27, 27 a eller 27 b har erklæret at skulle være barnets far eller medmor.

I relation til surrogataftaler, hvor barnet ikke fødes i Danmark, vil den foreslåede ændring af § 27 c betyde, at den mand, der har leveret sæden til barnet, vil kunne anses som far til barnet. Dette vil alene have betydning i situationer, hvor mandens faderskab enten ikke er fastslået i det land, hvor barnet blev født, eller faderskabet er blevet fastslået på en sådan måde, at det ikke vil kunne anerkendes efter dansk international privatret, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.6.

Ved at lade henvisningen assisteret reproduktion udgå af § 27 c i børneloven vil bestemmelsen blive bragt i overensstemmelse med intentionen med bestemmelsen. Det fremgår således af bemærkningerne til de bestemmelser i børneloven, som § 27 c har afløst, at de ikke skulle finde anvendelse ved hverken kunstig befrugtning eller assisteret reproduktion.

Den foreslåede ændring af sæddonor til mand skal ses i sammenhæng med, at sæddonor er et begreb, der anvendes i relation til behandling med assisteret reproduktion, og at det med den førnævnte ændring præciseres, at § 27 c i børneloven ikke finder anvendelse ved assisteret reproduktion. Det vil derfor være mere korrekt at anvende mand i stedet for sæddonor.

Om forældreskab på grund af surrogataftaler henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 8

Kapitel 5 i børneloven indeholder som sidste bestemmelse § 30 med overskriften ”Moderskab”.

Det foreslås, at overskriften før § 30 i børneloven ophæves, og at der i stedet indsættes »Kapitel 5 a Moderskab«.

Forslaget vil betyde, at § 30 i børneloven ikke længere vil være placeret i lovens kapitel 5, men i et nyt kapitel 5 a med titlen ”Moderskab”.

Der henvises til, at ved § 1, nr. 23, i lov nr. 227 af 15. februar 2022 om ændring af børneloven, navneloven og forskellige andre love (Smidiggørelse af registrering af medmoderskab, fastsættelse af transpersoners forældreskab og navneændring for transpersoner m.v.) blev henvisningen i § 30 i børneloven til assisteret reproduktion ophævet. § 30 i børneloven hører herefter ikke længere hjemme i lovens kapitel 5, men bør placeres i et selvstændigt kapitel med titlen ”Moderskab”.

Til nr. 9

Det fremgår af § 30 i børneloven, at den kvinde, som føder et barn, anses for mor til barnet. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.1.

Det foreslås, at i § 30 i børneloven indsættes », medmindre moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab er fastslået efter kapitel 1 b, 5 b eller 5 c« efter »barnet«.

Forslaget vil betyde, at en surrogatmor efter dansk ret ikke længere vil blive anset for mor til barnet, når moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab er fastslået efter de foreslåede bestemmelser i de foreslåede nye kapitler 1 b, 5 b og 5 c i børneloven om forældreskab ved surrogataftaler, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10.

Der henvises til, at når tiltænkte forældres forældreskab til barnet er fastslået på grundlag af en surrogataftale efter de foreslåede bestemmelser i de foreslåede kapitler 1 b, 5 b eller 5 c i børneloven, bør surrogatmoren ikke længere blive anset som mor til barnet.

Der henvises i øvrigt til de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven og bemærkningerne dertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 10

Ved en surrogataftale forstås en aftale, der går ud på, at en kvinde (surrogatmoren) skal føde et barn med henblik på, at et par (de tiltænkte forældre) skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren, eller at en anden (den tiltænkte eneforælder) skal være forælder til barnet i stedet for surrogatmoren. En surrogataftale betegnes altruistisk, når surrogatmoren ikke modtager vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og en surrogataftale betegnes kommerciel, når surrogatmoren modtager vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Disse begreber er ikke lovfæstede.

Det følger af § 30 i børneloven, at den kvinde, som føder et barn, anses for mor til barnet. Det fremgår således klart af bestemmelsen, at den fødende kvinde anses for mor til barnet, selvom barnet eksempelvis er blevet til ved assisteret reproduktion i form af donation af et æg fra en anden kvinde. Det er ikke muligt at fravige bestemmelsen ved aftale. På grund af bestemmelsen har surrogataftaler ikke retsvirkninger i Danmark. Den kvinde, der føder et barn, anses således efter dansk ret altid som mor til barnet.

En retlig fars partner kan efter dansk ret alene blive retlig forælder til barnet ved adoption, navnlig stedbarnsadoption. En enlig mand, der indgår en surrogataftale, vil efter dansk ret blive anset som retlig forælder sammen med surrogatmoren, der vil blive anset som retlig mor. Ingen af kvinderne i et kvindeligt par kan efter de gældende regler blive retlige forældre til et barn født ved en surrogataftale. Tilsvarende kan en kvinde, der vil være alenemor, ikke blive retlig forælder til et barn født ved en surrogataftale.

(Til kapitel 5 b)

Det foreslås, at bestemmelserne om forældreskab på grundlag af danske altruistiske surrogataftaler placeres i et nyt kapitel 5 b i børneloven med titlen »Forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler«.

(Til § 30 a)

Det foreslås, at der som § 30 a, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved en dansk altruistisk surrogataftale forstås en aftale, hvorved en surrogatmor uden at modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, føder et barn med henblik på, at et tiltænkt forældrepar sammen skal være forældre til barnet, eller at en tiltænkt eneforælder skal være forælder til barnet i stedet for surrogatmoren.

Forslaget vil betyde, at begreberne dansk altruistisk surrogataftale, tiltænkt forældrepar og tiltænkt eneforælder vil blive defineret i børneloven. Med hensyn til begrebet vederlag henvises til den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2, i børneloven og bemærkningerne dertil.

I relation til tiltænkte forældrepar bemærkes, at der ikke vil blive stillet krav om, at de er gift eller har indgået registreret partnerskab, eller at de bor sammen. Der vil heller ikke blive stillet krav om, at de har et ægteskabslignende forhold til hinanden. Et tiltænkt forældrepar vil således ligesom ved faderskab og medmoderskab etableret på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring kunne være et vennepar, der sammen ønsker i fællesskab at være forældre til barnet. Derimod omfatter tiltænkt forældrepar ikke situationer, hvor de pågældende er så nært beslægtede, at de ikke må indgå ægteskab i Danmark. Der henvises til §§ 6 og 8 i lov om ægteskabs indgåelse af opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1080 af 14. august 2023, hvorefter ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende, og adoptant og adoptivbarn ikke må indgå ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består.

Ved en tiltænkt eneforælder vil skulle forstås en mand eller kvinde, der ikke er gift, registreret partner eller samlevende, og som derfor efter aftale vil skulle være forælder til barnet alene. Ved samlever vil der skulle forstås en person, som den pågældende mand eller kvinde lever i et ægteskabslignende forhold med. Der vil typisk være tale om samliv på samme CPR-adresse, men det ægteskabelige forhold vil også kunne bestå, selvom den tiltænkte forælder og dennes samlever bor hver for sig.

Der vil ikke skulle stilles krav om, at tiltænkte forældre har bopæl i Danmark ved indgåelsen af aftalen, og heller ikke ved Familieretshusets senere godkendelse af aftalen efter den foreslåede § 30 b, men efter den ved lovforslagets § 8, nr. 8, foreslåede § 456 a, stk. 3, i retsplejeloven vil forældreskab kun kunne fastslås i Danmark, hvis mindst en af parterne har bopæl her. Et tiltænkt forældrepar, der bor i Tyskland, vil således kunne indgå og få godkendt en surrogataftale, men forældreskabet til barnet vil kun kunne fastslås, hvis de eller surrogatmoren bor her efter fødslen.

Med stk. 2 foreslås det, at en aftale efter stk. 1 skal godkendes af Familieretshuset, jf. § 30 b.

Forslaget vil betyde, at en dansk altruistisk surrogataftale kun vil kunne danne grundlag for forældreskab, hvis Familieretshuset har godkendt den.

Videre foreslås det med stk. 3 , at sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale behandles efter reglerne i dette kapitel, kapitel 1 b, 6 a og 7 og §§ 32 a og 34 og regler udstedt i medfør af § 33.

Forslaget vil betyde, at sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale vil skulle behandles efter de nævnte kapitler og bestemmelser i børneloven.

Det vil for det første dreje sig om de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 b i børneloven, der navnlig vil fastlægge betingelserne for at træffe afgørelse om forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler.

Det vil for det andet dreje sig om de foreslåede bestemmelser i lovens kapitel 1 b om registrering af forældreskab i forbindelse med fødslen på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Det vil for det tredje dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 6 a om forældre og parter, der har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel.

Det vil for det fjerde dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 7 om Familieretshusets vejledningspligt.

Det vil for det femte dreje sig om bestemmelserne i lovens § 7, stk. 2, om fastslåelse af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, når barnet er dødt, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3. Dette vil betyde, at dør barnet inden forældreskabet er fastslået, vil forældreskab på grundlag af en surrogataftale kun skulle fastslås, hvis moren eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det.

Det vil for det sjette dreje sig om lovens § 32 a om anvendelsen af Familieretshusloven for sager efter børneloven, herunder om fastlæggelsen af afgørelseskompetencen mellem Familieretshuset og familieretten og om indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten. Der henvises i den forbindelse til den ved lovforslagets § 4, nr. 2, foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i Familieretshusloven, hvorefter afgørelser i sager efter det foreslåede kapitel 5 b i børneloven altid vil skulle behandles og afgøres af Familieretshuset. Efter § 39 i Familieretshusloven vil Familieretshusets afgørelser kunne indbringes for familieretten til prøvelse. I så fald vil sagen blive behandlet efter kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2-9.

Det vil for det syvende dreje sig om lovens § 33 om muligheden for at fastsætte regler om behandlingen af sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, herunder om anvendelse af godkendte blanketter, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

Endelig vil det for det ottende dreje sig om lovens § 34 om indgåelse af internationale aftaler om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Forslaget vil omvendt betyde, at de øvrige bestemmelser i børneloven ikke vil finde anvendelse ved behandlingen af sager om forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale. Det vil navnlig dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 1 og 1 a om registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse med fødslen, i lovens kapitel 2 om sager om faderskab og medmoderskab, herunder om anerkendelse af faderskab og medmoderskab, bortset fra § 7, stk. 2, i lovens kapitel 3 om afgørelser om faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 4 om genoptagelse af sager om faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 5 om faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion, jf. lovforslagets § 1, nr. 5-7, i lovens kapitel 5 a om moderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, og i lovens kapitel 8 om forskellige bestemmelser, dog med undtagelse af bestemmelserne i §§ 32 a, 33 og 34.

Endelig vil den foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 3, betyde, at nedennævnte foreslåede kapitel 5 d om forbud mod formidling af surrogataftaler ikke vil finde anvendelse ved Familieretshusets afgørelse af sager om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler. Uanset dette vil det foreslåede forbud mod formidling af surrogataftaler finde anvendelse ved indgåelse af surrogataftaler i Danmark. At det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder har overtrådt forbuddet i det foreslåede kapitel 5 d mod formidling af surrogataftaler vil således ikke være til hinder for, at Familieretshuset kan træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. Dette vil betyde, at Familieretshuset ikke har grundlag for at anmode det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder om at oplyse, hvordan kontakten med surrogatmoren er blevet formidlet.

(Til § 30 b)

Det foreslås, at der som § 30 b, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset godkender en dansk altruistisk surrogataftale efter § 30 a, når følgende betingelser er opfyldt:

1. Surrogatmoren var ved indgåelsen af aftalen fyldt 25 år og bosat i Danmark, og hun havde født mindst et barn. Endvidere var hun ved indgåelsen af aftalen ikke under værgemål efter værgemålslovens § 5, værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 eller samværgemål efter værgemålslovens § 7.

2. Surrogatmoren hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som led i aftalen. Der er en formodning for, at surrogatmoren har modtaget eller vil modtage vederlag i strid med 1. pkt., hvis der ikke er en nær relation mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder.

3. Aftalen indeholder oplysninger om relationen mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder.

4. De tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder var fyldt 18 år ved indgåelsen af aftalen.

5. De tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder erklærer, at der vil være en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder.

6. De tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder erklærer, at de hverken har udnyttet eller vil udnytte surrogatmorens eventuelle vanskelige situation.

7. Aftalen er indgået på en blanket, der er godkendt af Familieretshuset, og aftalen er underskrevet af surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder. Er surrogatmoren gift eller registreret partner, eller har hun en samlever, skal hendes ægtefælle, registrerede partner eller samlever også underskrive aftalen.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil betingelserne for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale blive fastlagt.

Det vil efter det foreslåede § 30 a, stk. 2, jf. den foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i Familieretshusloven, jf. lovforslagets § 4, nr. 3, være Familieretshuset, der træffer afgørelse om godkendelse af aftalen. Familieretshusets afgørelse vil være omfattet af forvaltningsloven, herunder i relation til partshøring og begrundelse, og afgørelsen vil efter § 39 og § 41, stk. 1, i Familieretshusloven inden 4 uger kunne indbringes for familieretten til prøvelse. I så fald vil sagen blive behandlet efter kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2-9.

Viser det sig efterfølgende, at betingelserne for at godkende aftalen ikke var opfyldt, vil Familieretshuset efter den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 1, i børneloven, jf. nedenfor, kunne træffe afgørelse om, at moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, der er fastslået på grundlag af aftalen, skal ophæves.

Familieretshuset sender godkendelsen af aftalen til parterne og registrerer den i sit sagsbehandlingssystem.

Der er ikke noget til hinder for, at parterne aftaler vilkår for surrogataftalen, der ligger uden for de foreslåede bestemmelser i § 30 b, stk. 1, eksempelvis om hvordan graviditeten skal etableres og surrogatmorens efterfølgende deltagelse i graviditetsundersøgelser samt i forhold til kost, medicin og alkohol m.v. Dette gælder også vilkår, der vil kunne begrænse surrogatmorens handlefrihed, f.eks. forbud mod at benytte offentlig transport, seksuel aktivitet m.v. Dette skyldes, at surrogatmoren er indstillet på at føde barnet til tiltænkte forældre, som hun i udgangspunktet har en nær relation til, og at hun ikke er tilskyndet hertil af at modtage vederlag. Hertil kommer, at surrogatmoren efter den nedennævnte foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven vil kunne fortryde aftalen, mens de tiltænkte forældre ikke ensidigt vil kunne fortryde aftalen, når først surrogatmoren er blevet gravid. Surrogatmoren vil således ikke være retligt forpligtet af sådanne vilkår, og overtrædelse af et vilkår vil ikke kunne sanktioneres i relation til forældreskabet til barnet. Tiltænkte forældre vil således ikke kunne fortryde aftalen under henvisning til, at surrogatmoren har overtrådt aftalte vilkår.

Endvidere vil vilkår, der begrænser surrogatmorens rettigheder efter dansk ret, ikke have retsvirkninger. Surrogatmoren vil således ikke kunne fraskrive sig retten til abort, fosterreduktion eller anden lægelig behandling. På samme måde vil surrogatmoren heller ikke være retligt forpligtet til at underkastet sig lægelige indgreb så som abort, fosterreduktion m.v.

Tilsvarende vil vilkår, der strider mod de foreslåede bestemmelser om danske altruistiske surrogataftaler i dette lovforslag, være uden retsvirkning. Dette gælder f.eks. et vilkår om, at surrogatmoren vil skulle betale en bod eller tilbagebetale de beløb, som hun har modtaget til dækning af udgifterne ved graviditeten m.v., hvis hun fortryder aftalen, da et sådant vilkår vil stride mod hendes ret hertil efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 1, i børneloven.

De oplysninger, der vil skulle indsendes med henblik på at få godkendt surrogataftalen, vil understøtte barnets ret til at kende sin egen historie.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil indebære, at det vil være en betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at surrogatmoren ved indgåelsen af aftalen var fyldt 25 år og bosat i Danmark, og at hun havde født mindst et barn. Endvidere vil det være en betingelse, at hun ved indgåelsen af aftalen ikke var under værgemål efter værgemålslovens § 5, værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter § 6 i værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1122 af 28. maj 2021, eller samværgemål efter lovens § 7.

Betingelsen om, at surrogatmoren skal have født et barn, vil være opfyldt, selvom hun ikke har barnet boende, herunder hvis barnet er blevet adopteret, anbragt uden for hjemmet eller dødt.

Formålet med forslaget er at sikre, at en surrogatmor er myndig, og at hun ved, hvad hun påtager sig, før hun indgår en aftale, der indebærer, at hun skal føde et barn og overdrage det til andre.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at det vil være en betingelse for at godkende en surrogataftale, at den er altruistisk, hvilket vil betyde, at surrogatmoren som led i aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Der vil være en formodning for, at surrogatmoren har modtaget eller vil modtage vederlag, hvis der ikke er en nær relation mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder. Oplysninger til brug for denne vurdering vil skulle afgives efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 3.

Vederlag i den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil skulle forstås på samme måde som vederlag i § 15 i adoptionsloven, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1. Vederlagsforbuddet vil således betyde, at surrogatmoren ikke må kunne opnå nogen fortjeneste eller på anden måde få hævet sin levestandard som følge af aftalen. Vederlagsforbuddet vil også omfatte betaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det skyldes, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vil have karakter af løn for graviditeten.

Vederlagsforbuddet vil gælde, uanset om det betales direkte til surrogatmoren eller til en tredjemand, der enten videresender vederlaget til surrogatmoren eller på anden måde hæver hendes levestandard. Vederlagsforbuddet vil endvidere gælde, uanset om det betales af tiltænkte forældre eller af tredjemand, f.eks. af en tiltænkt forælders familie.

Vederlagsforbuddet vil være til hinder for, at surrogatmoren modtager betaling ud over, hvad der vil være nødvendigt til dækning af konkrete, rimelige udgifter, som står i forbindelse med graviditeten og fødslen, f.eks. udgifter til graviditetsbehandling, ægdonation, medicin, svangerskabstøj, ekstra eller særlig kost, graviditetsundersøgelser og transport i forbindelse hermed. Vederlagsforbuddet vil dog ikke betyde, at der vil skulle kunne fremlægges bilag for hver eneste udgift, som surrogatmoren har fået eller vil få refunderet, men udgiftsniveauet vil ved hjælp af bilag m.v. skulle kunne anskueliggøres. En aftale, der går ud på betaling af et skønsmæssigt beløb til dækning af førnævnte udgifter, vil ikke være i strid med vederlagsforbuddet, forudsat at beløbet ikke væsentligt overstiger surrogatmorens reelle udgifter forbundet med graviditeten og fødslen.

Vederlagsforbuddet vil gælde, uanset hvornår vederlaget betales. Det vil sige, uanset om vederlaget betales før indgåelsen af aftalen, under graviditeten eller efter fødslen, herunder længe efter fødslen.

Da vederlagsforbuddet vil betyde, at surrogatmoren ikke må kunne opnå nogen fortjeneste eller på anden måde få hævet sin levestandard, vil det gælde, uanset i hvilken form det erlægges, herunder i form af kontanter, værdipapirer, fast ejendom eller andre aktiver, hel eller delvis vederlagsfri anvendelse af fast ejendom og andre aktiver m.v. Modydelser m.v. vil således også være omfattet af vederlagsbegrebet. Vederlagsforbuddet vil også omfatte ydelser, der først erlægges på et senere og ikke fastsat tidspunkt, f.eks. uigenkaldelig indsættelse som begunstiget i en livsforsikring.

Da vederlagsforbuddet vil betyde, at surrogatmoren ikke må få hævet sin levestandard, vil det også gælde, hvis det udbetales m.v. til surrogatmorens ægtefælle, registrerede partner eller samlever.

Vederlagsforbuddet vil gælde, uanset hvem der betaler vederlaget. Betaling fra forældre, andre familiemedlemmer eller nære relationer til tiltænkte forældre vil være omfattet af forbuddet.

En surrogataftale vil efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 7, i børneloven, der er beskrevet nedenfor, skulle indgås på en godkendt blanket, og på denne blanket vil parterne skulle redegøre for indholdet af aftalen, herunder for den eventuelle betaling som surrogatmoren vil modtage i anledning af aftalen. Aftalen vil skulle indsendes til Familieretshuset inden graviditeten. Dette vil indebære, at der inden graviditeten vil skulle tages stilling til, om aftalen vil kunne godkendes. På dette tidspunkt vil det ikke være muligt at vurdere, om der er betalt vederlag. Der vil i stedet skulle tages stilling til, om der vil være risiko for, at der vil blive betalt vederlag.

Det foreslås derfor, at der vil skulle være en formodning for, at surrogatmoren har modtaget eller vil modtage vederlag, hvis der ikke er en nær relation mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre.

Samlet set vil dette betyde, at hvis der er en nær relation mellem surrogatmoren og tiltænkte forældre, vil der være en formodning imod, at surrogatmoren vil modtage vederlag, og at hvis der ikke er en nær relation, vil der være en formodning for, at surrogatmoren vil modtage vederlag.

Er der en nær relation, vil der normalt ikke være behov for at overveje vederlagsspørgsmålet nærmere.

Ved en nær relation vil der skulle forstås et nært familieforhold, typisk søskende eller fætter/kusine, eller et langvarigt nært venskabsforhold. Det vil påhvile tiltænkte forældre og surrogatmoren at sandsynliggøre, at der er en sådan nær relation.

Er der ikke en nær relation, vil det påhvile de tiltænkte forældre og surrogatmoren at sandsynliggøre, at surrogatmoren vil føde barnet til de tiltænkte forældre uden at modtage vederlag og højst modtage betaling til dækning af faktiske udgifter. Dette vil typisk forudsætte, at surrogatmorens økonomiske situation betyder, at hun ikke vil have behov for et vederlag, eller at det er sandsynliggjort, at hun har et ægte ønske om at hjælpe barnløse til at få et barn.

Til brug for vurderingen af, om der vil være risiko for, at der vil blive betalt vederlag, vil aftalen skulle indeholde oplysninger om relationen mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre. Dette vil fremgå af den blanket, som aftalen vil skulle indgås på.

Samtidig vil den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 3, indebære, at det vil være en betingelse for at godkende aftalen, at den indeholder oplysninger om relationen mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder. Disse oplysninger vil skulle anvendes til at vurdere risikoen for, at der betales vederlag, jf. det foreslåede nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 4, i børneloven vil indebære, at det vil være en betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder var fyldt 18 år ved indgåelsen af aftalen.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 5, i børneloven vil indebære, at det vil være en betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at det følger af aftalen, at der vil være en genetisk forbindelse mellem det barn, som surrogatmoren føder på grundlag af den godkendte danske altruistiske surrogataftale, og mindst én tiltænkt forælder.

Dette vil betyde, at hvis aftalen er indgået med et par bestående af en kvinde og en mand, vil det være en betingelse for at godkende aftalen, at sæden stammer fra manden, eller at ægget stammer fra kvinden. Hvis aftalen er indgået med et par bestående af to mænd, vil det være en betingelse for at godkende aftalen, at sæden vil stamme fra den ene af de to mænd, og hvis den er indgået med et par bestående af to kvinder, vil det være en betingelse for at godkende aftalen, at ægget vil stamme fra den ene af de to kvinder. Hvis aftalen er indgået med en mand, vil det være en betingelse for at godkende den, at sæden vil stamme fra ham, og hvis aftalen er indgået med en kvinde, vil det være en betingelse for at godkende aftalen, at ægget vil stamme fra hende.

Til brug for vurderingen af, om der vil være en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst én tiltænkt forælder, vil aftalen skulle indeholde oplysninger om, hvilken tiltænkt forælder, som sæden eller ægget vil stamme fra. Dette vil fremgå af den blanket, som aftalen vil skulle indgås på, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 7, i børneloven, jf. nedenfor.

Kravet om genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder vil betyde, at der ikke vil være tale om et adoptionslignende forhold.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 6, i børneloven vil indebære, at det vil være en betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder ikke har udnyttet eller vil udnytte surrogatmorens eventuelle vanskelige situation.

Aftalen vil således ikke kunne godkendes, hvis de tiltænkte forældre har udnyttet surrogatmorens betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt eller letsind, eller de har udnyttet, at surrogatmoren står i et afhængighedsforhold til dem. Vurderingen heraf vil som udgangspunkt skulle foretages på grundlag af de oplysninger om relationen mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder, som aftalen efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 3, vil skulle indeholde. Familieretshuset vil dog kunne anmode parterne om yderligere oplysninger og vil kunne indkalde dem til et møde, herunder med parterne hver for sig.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 7, i børneloven vil for det første indebære, at det vil være en betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at den er indgået på en blanket, der er godkendt af Familieretshuset. Blanketten vil bl.a. skulle indeholde oplysninger om retsvirkningerne af aftalen, navnlig at surrogatmoren vil kunne fortryde aftalen, at de tiltænkte forældre ikke ensidigt vil kunne fortryde aftalen, medmindre det sker, inden surrogatmoren er blevet gravid, at aftalen i visse situationer vil bortfalde, og at der vil kunne træffes afgørelse om, at de tiltænkte forældre anses som forældre til barnet. Samtidig vil blanketten skulle indeholde oplysninger om mulighed for efterfølgende at ophæve forældreskabet, navnlig hvis det viser sig, at surrogatmoren i strid med vederlagsforbuddet har modtaget vederlag i anledning af aftalen. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i §§ 30 d-30 g i børneloven, jf. nedenfor.

Blanketten vil også bl.a. skulle indeholde oplysninger om, hvordan forældreskabet til barnet efter fødslen etableres ved registrering, anerkendelse eller aftale. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 3 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og §§ 30 e og 30 f i børneloven, jf. nedenfor.

Samtidig vil blanketten skulle indeholde rubrikker til afgivelse af de oplysninger, der fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 30 b, stk. 1, nr. 1-6, i børneloven med forklaringer på de enkelte punkter.

Endelig vil blanketten skulle indeholde oplysninger om, at det følger af § 163 i straffeloven, at den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Samtidig vil blanketten skulle indeholde oplysninger om det foreslåede forbud mod formidling af surrogataftaler, jf. det nedenfor foreslåede kapitel 5 d i børneloven, jf. nedenfor, og oplysning om, at assisteret reproduktion ikke må finde sted i Danmark, når der foreligger en surrogataftale, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.4.

Efter § 33, stk. 2, i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 15, vil social- og boligministeren kunne bestemme, at underskrifter på de omhandlede blanketter skal være bekræftet af en advokat eller 2 vitterlighedsvidner eller bekræftet på anden måde.

Samlet set vil forslaget betyde, at parterne er blevet orienteret om retsvirkningerne af aftalen, inden de underskriver den, og at de afgiver de oplysninger, som er nødvendige for vurderingen af, om aftalen vil kunne godkendes.

For det andet vil det foreslåede nr. 7 betyde, at det vil være en betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at aftalen er underskrevet af surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder. Er surrogatmoren gift eller registreret partner, eller har hun en samlever, vil det endvidere være en betingelse for godkendelsen, at hendes ægtefælle, registrerede partner eller samlever også underskriver aftalen og dermed accepterer, at surrogatmoren føder et barn til de tiltænkte forældre.

Om begrebet samlever henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 1, i børneloven, jf. ovenfor.

Endelig foreslås det, at der som § 30 b, stk. 2, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at en aftale efter stk. 1 ikke kan danne grundlag for etablering af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, hvis Familieretshuset har godkendt den, efter at surrogatmoren blev gravid.

Forslaget vil betyde, at forældreskab ikke vil kunne fastslås i overensstemmelse med surrogataftalen, hvis surrogatmoren er blevet gravid, inden Familieretshuset har godkendt aftalen. Dermed vil det blive sikret, at graviditeten ikke etableres, før det ved en godkendt dansk altruistisk surrogataftale er fastlagt, hvem der skal være barnets forældre.

Forslaget vil ikke betyde, at surrogatmoren vil skulle fremlægge bevis for, at hun ikke er gravid ved indsendelsen af aftalen til Familieretshuset. I stedet vil hun skulle erklære, at hun ikke er gravid, og at graviditet først vil blive etableret, når aftalen er godkendt.

(Til § 30 c)

Det foreslås, at der som § 30 c i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, fastlægges således:

1. Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af en kvinde og en mand, anses sidstnævnte kvinde og manden som henholdsvis barnets mor og far.

2. Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 mænd, anses den mand, der er genetisk far til barnet, som barnets far og den anden mand som barnets medfar.

3. Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 kvinder, anses den kvinde, der har leveret ægget, som barnets mor og den anden kvinde som barnets medmor.

4. Er aftalen indgået mellem surrogatmoren og en mand, anses manden som barnets far, hvis han er genetisk far til barnet.

5. Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og en kvinde, anses sidstnævnte kvinde som barnets mor, hvis hun er genetisk mor til barnet.

De foreslåede bestemmelser vil betyde, at når moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, fastslås, vil dette forældreskab blive fastlagt efter nr. 1-5.

Med hensyn til det foreslåede nr. 1 bemærkes, at bestemmelsen vil omfatte situationer, hvor den mandlige tiltænkte forælder har leveret sæden og dermed er genetisk far til barnet, eller den kvindelige tiltænkte forælder har leveret ægget, og dermed er genetisk mor til barnet.

Med hensyn til det foreslåede nr. 2 bemærkes, at bestemmelsen vil betyde, at begrebet medfar indføres som retligt forældreskab i børneloven. Begrebet vil skulle anvendes, når de tiltænkte forældre er et par bestående af to mænd, og begrebet vil skulle anvendes som betegnelse som forælder for den mandlige partner til den mand, der er genetisk og retlig far til barnet.

Med hensyn til det foreslåede nr. 3 bemærkes, at bestemmelsen vil betyde, at et par bestående af to kvinder vil kunne være et tiltænkt forældrepar, forudsat at den ene kvinde har doneret det æg, hvorfra barnet stammer. Efter forslaget vil denne kvinde blive barnets mor, mens den anden kvinde vil blive barnets medmor.

Med hensyn til de foreslåede nr. 4 og 5 bemærkes, at når der kun er én tiltænkt forælder, anses surrogatmoren ikke længere som retlig forælder (mor) til barnet. Der henvises til den ved lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede ændring af § 30 i børneloven. Den tiltænkte forælder vil derfor være barnets eneste forælder.

(Til § 30 d)

Det foreslås, at der som § 30 d, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, bortfalder i følgende situationer:

1. Surrogatmoren meddeler Familieretshuset, at hun fortryder den danske altruistiske surrogataftale. Surrogatmorens adgang efter

1. pkt. til at fortryde aftale ophører, når moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab på grundlag af aftalen er registreret eller anerkendt, eller der er truffet afgørelse herom.

1. Surrogatmoren har ikke inden 6 måneder efter fødslen genbekræftet aftalen i forbindelse med registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af aftalen. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis surrogatmoren er død inden udløbet af fristen i 1. pkt.

2. Der er ikke inden for 2 år fra godkendelsen af aftalen anmodet om registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af aftalen, jf. dog 2. pkt. Familieretshuset forlænger fristen efter 1. pkt. med 1 år, hvis surrogatmoren er blevet gravid, og hun inden udløbet af fristen efter 1. pkt. anmoder herom.

3. Faderskab eller medmoderskab til barnet er registreret efter §§ 2 eller 3 b.

4. En tiltænkt forælder fortryder den danske altruistiske surrogataftale tilbage og meddeler dette til surrogatmoren, den eventuelle anden tiltænkte forælder og Familieretshuset. En tiltænkt forælders adgang efter 1. pkt. til at fortryde aftalen ophører, når surrogatmoren er blevet gravid.

5. Betingelserne for at godkende aftalen efter § 30 b var ikke opfyldt.

Forslaget vil betyde, at i de situationer, der er nævnt i nr. 1-6, vil en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, bortfalde. Dette vil betyde, at der ikke vil kunne fastslås forældreskab på grundlag af aftalen.

Bortfalder aftalen, vil det endvidere betyde, at surrogatmoren efter § 30 i børneloven, som foreslået ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9, vil blive anset som mor til barnet. Dette vil også gælde, selvom ægget kommer fra en kvindelig tiltænkt forælder. Som beskrevet i bemærkningerne til den ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 3 d i børneloven vil surrogatmoren i denne situation, hvor der ikke fastslået forældreskab på grundlag af aftalen, være registreret som mor til barnet, og bortfalder aftalen, vil denne registrering fortsætte.

Ved bortfaldet af aftalen vil faderskab og medmoderskab til barnet skulle fastslås efter kapitel 1, 1 a, 2 og 3 i børneloven, der indeholder bestemmelser om registrering og anerkendelse af og afgørelse om faderskab og medmoderskab. Manden, som har leveret sæden, vil efter § 27 c i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7, blive anset som far til barnet. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.1. Det bemærkes, at surrogatmorens eventuelle ægtefælle eller registrerede partner efter §§ 1 og 3 a i børneloven i forbindelse med registreringen af fødslen vil blive registreret som far eller medmor til barnet, og i så fald vil der ikke være behov for at søge faderskab og medmoderskab til barnet fastslået.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis surrogatmoren meddeler Familieretshuset, at hun fortryder aftalen. Denne adgang til at fortryde aftalen vil ophøre, når forældreskab på grundlag af aftalen er registreret eller anerkendt, eller der er truffet afgørelse herom efter de foreslåede bestemmelser i §§ 3 d, 30 e og 30 f i børneloven.

Den foreslåede adgang til at fortryde aftalen vil også gælde i situationer, hvor den tiltænkte mor har leveret ægget.

Modtager Familieretshuset meddelelse fra surrogatmoren om, at hun fortryder aftalen, vil Familieretshuset skulle orientere de øvrige involverede herom hurtigst muligt. Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 2, i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis surrogatmoren ikke inden 6 måneder efter fødslen har genbekræftet aftalen i forbindelse med registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af aftalen. Dette vil indebære, at hvis surrogatmoren efter fødslen forholder sig passiv, vil det ikke være muligt at fastslå de tiltænkte forældres forældreskab.

Overdragelse af forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale vil således kun kunne gennemføres med surrogatmorens udtrykkelige accept, og forslaget vil give surrogatmoren en periode efter fødslen til at overveje, om hun forsat ønsker at overdrage forældreskabet. Har hun ikke accepteret overdragelsen af forældreskabet inden 6 måneder efter fødslen, må dette tages som udtryk for, at hun reelt ikke ønsker at afgive barnet til de tiltænkte forældre, hvorfor aftalen af hensyn til afklaringen af barnets situation vil bortfalde.

Bestemmelsen vil betyde, at den myndighed, der behandler en sag om forældreskabet til barnet vil skulle sikre sig, at surrogatmoren er opmærksom på bestemmelsen sådan, at hun ikke ved en fejl overskrider fristen.

Efter bestemmelsens 2. pkt. vil 1. pkt. ikke finde anvendelse, hvis surrogatmoren er død inden udløbet af fristen i 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis der ikke inden for 2 år fra godkendelsen af aftalen er anmodet om registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af aftalen.

Med forslaget vil der blive sat en grænse for, i hvor lang tid en godkendt dansk altruistisk surrogataftale gælder. Forslaget vil betyde, at hvis surrogatmoren ikke er blevet gravid inden for omkring 1 år fra godkendelsen af aftalen, bør parterne overveje at indgå en ny aftale, der vil skulle godkendes efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, da det ellers ikke er sikkert, at barnet vil blive født inden udløbet af aftalen henset til, at en graviditet normalt varer omkring 9 måneder. Der henvises dog til det foreslåede 2. pkt.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at de tiltænkte forældre efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 2, i børneloven, jf. nedenfor, ikke ensidigt vil kunne fortryde aftalen, medmindre dette sker, inden surrogatmoren er blevet gravid, og at de derfor som udgangspunkt vil kunne blive anset som forældre til alle børn, som surrogatmoren føder, mens aftalen er gældende.

I forhold til surrogatmoren bemærkes, at efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil hun inden udløbet af den foreslåede 2-årsfrist kunne fortryde aftalen, f.eks. fordi hun selv vil have et barn med en anden.

Det foreslåede 2. pkt. vil betyde, at Familieretshuset vil skulle forlænge fristen efter 1. pkt. med 1 år, hvis surrogatmoren er blevet gravid, og alle hun inden udløbet af fristen efter 1. pkt. anmoder Familieretshuset herom. Familieretshuset vil i disse situationer ikke skulle foretage anden sagsbehandling end at sikre sig, at der er fremlagt bevis for graviditeten, og at fristen for at indgive anmodningen er overholdt. Fristen vil altid skulle forlænges med 1 år, selvom der i den konkrete sag ikke måtte være behov for en så lang fristforlængelse. Med forslaget sikres det, at surrogatmoren ved overskridelse af fristen i 1. pkt. ikke risikerer mod sin vilje at blive retlig forælder til et barn, som er blevet til på grundlag af en godkendt surrogataftale.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 4, i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis faderskab eller medmoderskab til barnet er registreret efter lovens §§ 2 eller 3 b. Det fremgår af disse bestemmelser, at fødes et barn af en ugift kvinde, anses en mand som far henholdsvis en kvinde som medmor, hvis manden eller kvinden sammen med moren skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Underskriver surrogatmoren en sådan erklæring i forbindelse med registreringen af barnets fødsel, må det anses som udtryk for, at hun fortryder aftalen, hvorfor aftalen vil bortfalde.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 5, i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis betingelserne for at godkende aftalen efter den foreslåede § 30 b ikke var ikke opfyldt, da aftalen blev godkendt. Det vil f.eks. kunne dreje sig om situationer, hvor det viser sig, at surrogatmoren har modtaget vederlag, eller der ikke er en genetisk forbindelse mellem barnet og en tiltænkt forælder.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis en tiltænkt forælder fortryder aftalen og meddeler dette til surrogatmoren, den eventuelle anden tiltænkte forælder og Familieretshuset.

Dette vil være tiltænkte forældres eneste mulighed for at fortryde en dansk altruistisk surrogataftale, og den begrænses tidsmæssigt af bestemmelsen i dens 2. pkt., jf. nedenfor.

Er aftalen indgået af et tiltænkt forældrepar, tilkommer adgangen til at fortryde aftalen enhver af dem med den virkning, at hele aftale vil bortfalde. Ønsker den anden tiltænkte forælder fortsat at få et barn ved hjælp af surrogatmoren, må de indgå en ny aftale, der skal godkendes efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b.

Det vil være en betingelse for at fortryde aftalen, at dette er meddelt surrogatmoren, den eventuelle anden tiltænkte forælder og Familieretshuset. Det er den, der fortryder aftalen, der har ansvaret for, at meddelelse herom kommer frem til navnlig surrogatmoren sådan, at hun kan afbryde eller undlade at påbegynde graviditetsbehandling.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., i børneloven vil betyde, at en tiltænkt forælders adgang efter det foreslåede 1. pkt. til at fortryde aftalen ophører, når surrogatmoren er blevet gravid. Dette vil indebære, at en tiltænkt forælder ikke vil kunne fortryde en dansk altruistisk surrogataftale, når surrogatmoren er blevet gravid.

I situationer, hvor surrogatmoren er blevet insemineret eller har fået opsat et æg, der er blevet befrugtet, vil en tiltænkt forælder ikke kunne fortryde aftalen, medmindre det viser sig, at surrogatmoren ikke blev gravid ved den behandling.

Har tiltænkte forældre ikke rettidigt fortrudt aftalen, vil de tiltænkte forældre blive forældre til barnet, selvom de efter indgåelsen af aftalen finder ud af, at de alligevel ikke ønsker et barn, er gået fra hinanden og derfor ikke ønsker at få et barn sammen, surrogatmoren har overtrådt eventuelle vilkår for aftalen, f.eks. i relation, til kost, medicin, alkohol, eller de efter fødslen finder ud af, at de ikke ønsker det barn, som surrogatmoren har født til dem, f.eks. fordi barnet har et handicap. Tiltænkte forældre vil således ikke kunne fortryde aftalen under henvisning til, at surrogatmoren har misligholdt den.

Hvis meddelelse om at fortryde aftalen ikke er rettidig, vil tiltænkte forældre kun kunne undgå at blive anset som forældre, hvis surrogataftalen bortfalder af de grunde, der fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 30 d, stk. 1, nr. 1-3, i børneloven, navnlig fordi surrogatmoren fortryder aftalen.

Hvis hverken surrogatmoren eller tiltænkte forældre efter fødslen ønsker barnet, vil det være op til de sociale myndigheder at tage sig af barnet, herunder at prøve at finde en adoptivfamilie til barnet sådan, at det alligevel vil kunne vokse op i sin egen familie. Indtil barnet i en sådan situation måtte blive adopteret, vil retsforholdet mellem barnet og de tiltænkte forældre være det samme som generelt gælder mellem børn og forældre. De tiltænkte forældre vil derfor have forsørgelsespligt over for barnet, og barnet vil have arveret efter dem og ret til at tage deres efternavne.

(Til § 30 e)

Det foreslås, at der som § 30 e i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, efter barnets fødsel kan anerkendes. Anerkendelse efter 1. pkt. er betinget af, at de erklæringer og anmodninger, der fremgår af § 3 d, stk. 2, fremlægges, og at surrogataftalen ikke er bortfaldet efter § 30 d.

Forslaget vil betyde, at forældreskab som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, vil kunne anerkendes over for Familieretshuset eller familieretten. Anerkendelse over for familieretten vil dog kun kunne ske, hvis sagen er indbragt for familieretten. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.5.

Anerkendelsen vil først kunne ske efter fødslen således, at surrogatmoren vil have mulighed for at fortryde aftalen, efter hun har født barnet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 1, i børneloven.

Forslaget vil navnlig finde anvendelse i situationer, hvor forældreskab som følge af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale ikke er blevet registreret i forbindelse med fødslen efter den foreslåede bestemmelse i § 3 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, fordi fristen for registreringen på 4 uger efter § 7 i børneloven er udløbet. Der henvises til beskrivelsen heraf i bemærkningerne til det foreslåede § 3 d, stk. 1.

Forslaget vil herudover også finde anvendelse, hvis barnet ikke er født i Danmark, men i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, idet barnet i disse situationer ikke personregistreres i Danmark ved fødslen, hvorfor forældreskabet til barnet ikke vil kunne registreres i forbindelse med fødslen. Dette vil gælde både situationer, hvor fødslen ikke sker i Danmark, fordi surrogatmoren efter indgåelsen af aftalen er flyttet til udlandet, eller fordi en surrogatmor med bopæl i Danmark på grund af et midlertidigt ophold i udlandet, f.eks. på grund af ferie, føder barnet der.

Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at forældreskabet ikke vil kunne anerkendes, hvis den godkendte danske altruistiske surrogataftale er bortfaldet efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven. I forbindelse med behandling af en sag om anerkendelse af forældreskab vil det derfor skulle undersøges, om aftalen er bortfaldet.

Anerkendes det, at de tiltænkte forældre er forældre til barnet, vil deres forældreskab blive fastlagt i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 30 c i børneloven.

Anerkendelse af forældreskabet vil betyde, at surrogatmoren ikke længere vil blive anset som mor til barnet. Der henvises til § 30 i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9. Samtidig vil Familieretshuset skulle slette registreringen af surrogatmorens eventuelle ægtefælles eller registrerede partners faderskab eller medmoderskab, der i forbindelsen med registreringen af barnets fødsel er blevet registreret efter §§ 1 eller 3 a i børneloven. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Efter forslaget vil anerkendelse af forældreskab være betinget af fremlæggelse af de erklæringer og anmodninger, der fremgår af § 3 d, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Det vil dreje sig om følgende:

1. Erklæring fra surrogatmoren, om, at hun genbekræfter surrogataftalen, og at hun i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

2. Anmodning fra dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til barnet, om at blive registreret (anerkendt) som forældre eller forælder til barnet i overensstemmelse med aftalen, og erklæring fra dem eller den om i anledning af aftalen hverken at have ydet eller at ville yde vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til surrogatmoren.

3. Erklæring fra surrogatmorens eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever om, at ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Erklæringerne og anmodningerne er nærmere beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 3 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Anerkendes forældreskabet ikke, vil der kunne træffes afgørelse herom efter den foreslåede bestemmelse i § 30 f.

De omhandlede anmodninger og erklæringer vil skulle afgives på blanketter, der er godkendt af Familieretshuset efter § 33, stk. 2, i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 15. Blanketterne vil skulle indeholde oplysninger om, hvordan de indgives, om retsvirkningerne af anmodningerne og erklæringerne, herunder om § 163 i straffeloven, og en forklaring om, hvad vederlag omfatter. Efter § 33, stk. 1, i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 14, vil social- og boligministeren kunne bestemme, at underskrifter på de omhandlede blanketter vil skulle være bekræftet af en advokat eller 2 vitterlighedsvidner eller bekræftet på anden måde.

(Til § 30 f)

Det foreslås, at der som § 30 f, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at anerkendes moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, ikke efter § 30 e, træffer Familieretshuset afgørelse efter stk. 2 og 3.

Forslaget vil betyde, at i situationer, hvor Familieretshuset har indledt sag efter § 7 i børneloven, fordi der ikke er fastslået forældreskab efter § 3 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og forældreskabet ikke er anerkendt efter den foreslåede § 30 e, så træffer Familieretshuset afgørelse om forældreskabet efter de foreslåede bestemmelser i stk. 2 og 3, jf. nedenfor.

Forslaget vil navnlig finde anvendelse i situationer, hvor en tiltænkt forælder fortryder surrogataftalen og alligevel ikke ønsker barnet eller mener, at der ikke er en genetisk forbindelse til barnet.

Videre vil forslaget finde anvendelse i situationer, hvor en part er død, da der i så fald vil skulle tages stilling til vederlagsspørgsmålet, uden at alle parter har mulighed for at afgive erklæring herom. Der henvises til det foreslåede stk. 4, der er beskrevet nedenfor.

Videre foreslås det, at der som § 30 f, stk. 2, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset træffer afgørelse om, at en kvinde er mor eller medmor, hvis hun efter § 30 b, jf. § 30 c, anses som mor eller medmor til barnet, jf. dog stk. 4. Samtidig foreslås det, at der som § 30 f, stk. 3, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset træffer afgørelse om, at en mand er far eller medfar, hvis han efter § 30 b, jf. § 30 c, anses som far eller medfar til barnet, jf. dog stk. 4.

Ved afgørelsen vil forældreskabet blive fastlagt i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 30 c i børneloven.

Afgørelsen vil også betyde, at surrogatmoren ikke længere vil blive anset som mor til barnet, jf. § 30 i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9. Samtidig vil Familieretshuset skulle slette registreringen af surrogatmorens eventuelle ægtefælles eller registrerede partners faderskab eller medmoderskab, der i forbindelsen med registreringen af barnets fødsel er blevet registreret efter §§ 1 eller 3 a i børneloven. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Familieretshusets afgørelse om forældreskabet vil være omfattet af forvaltningsloven, herunder i relation til partshøring og begrundelse, og afgørelsen vil efter § 39 og § 41, stk. 1, i Familieretshusloven inden 4 uger kunne indbringes for familieretten til prøvelse. I så fald vil sagen blive behandlet efter kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2-9.

Videre foreslås det, at der som § 30 f, stk. 4, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der ikke kan træffes afgørelse efter stk. 2 og 3 i følgende situationer:

1. Surrogatmoren har modtaget eller vil modtage vederlag som led i aftalen, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

2. Den danske altruistiske surrogataftale er bortfaldet efter § 30 d.

3. Der er ikke en genetisk forbindelse mellem barnet og en mindst tiltænkt forælder, jf. § 30 b, stk. 1, nr. 4.

Forslaget vil betyde, at der ikke vil kunne træffes afgørelse om forældreskab efter de foreslåede bestemmelser i stk. 2 og 3, hvis en af betingelserne i det foreslåede stk. 4 er opfyldt. Stk. 4 vil indeholde en udtømmende liste over situationer, hvor der ikke kan træffes afgørelse om forældreskabet.

Forslaget vil indebære, at Familieretshuset vil skulle indhente erklæringer fra parterne om, hvorvidt de har modtaget eller ydet eller vil modtage eller yde vederlag i anledning af aftalen. Om vederlag henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 30 b, stk. 1, nr. 2. Familieretshuset vil også skulle undersøge, om aftalen er bortfaldet efter den foreslåede § 30 d.

Derimod vil der som udgangspunkt kun være behov for at undersøge den genetiske forbindelse mellem barnet og en tiltænkt forælder, hvis en af parterne i sagen gør gældende, at der ikke er en sådan genetisk forbindelse. Denne situation vil navnlig kunne opstå, hvis det gøres gældende, at surrogatmoren ikke er blevet gravid med sæd fra en tiltænkt forælder, men fra en anden mand.

Endelig foreslås det, at der som § 30 f, stk. 5, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter parterne i en sag efter stk. 2 og 3 er surrogatmoren og det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder og disses dødsboer.

Den foreslåede bestemmelse vil regulere, hvem der er parter under behandlingen af en sag om forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 1, i børneloven.

(Til § 30 g)

Det foreslås, at der som § 30 g, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset i følgende situationer kan ophæve moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, der er fastslået på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b:

1. Betingelserne for at godkende aftalen efter § 30 b var ikke opfyldt.

2. Aftalen var efter § 30 d bortfaldet.

3. Der blev begået fejl ved fastslåelsen af moderskabet, faderskabet, medmoderskabet og medfaderskabet.

Forslaget vil betyde, at moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab), der er fastslået på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, vil kunne ophæves i de situationer, der fremgår af bestemmelsens nr. 1-3. Dette vil gælde, uanset om forældreskabet er fastslået ved registrering, anerkendelse eller afgørelse, jf. de foreslåede §§ 3 d, 30 e og 30 f. Faderskab for den mand, der har leveret den sæd, hvorved barnet er blevet til, vil dog ikke kunne ophæves, selvom faderskabet måtte være fastslået på grundlag af surrogataftalen. Det skyldes, at denne mand, der er sæddonor, efter § 27 c som foreslået ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7, uanset surrogataftalen anses som far til barnet.

Afgørelse om, at et forældreskab skal ophæves, vil skulle træffes, selvom parterne ønsker forældreskabet opretholdt. Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 2, jf. nedenfor, vil forældreskabet ikke kunne ophæves efter stk. 1, hvis en part protesterer mod ophævelsen, og denne part ikke havde kendskab til de omstændigheder, der kan begrunde ophævelsen. Endvidere vil der efter den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 3, jf. nedenfor, altid skulle tages hensyn til barnets bedste.

Det vil være Familieretshuset, der træffer afgørelse om ophævelse af forældreskab, jf. den ved lovforslagets § 4, nr. 2, foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i Familieretshusloven. Familieretshusets afgørelse vil være omfattet af forvaltningsloven, herunder i relation til partshøring og begrundelse, og afgørelsen vil efter § 39 og § 41, stk. 1, i Familieretshusloven inden 4 uger kunne indbringes for familieretten til prøvelse. I så fald vil sagen blive behandlet efter kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2-9.

En sag om ophævelse vil typisk blive indledt ved, at en privat part, f.eks. en af de tiltænkte forældre, hvis forældreskab til barnet er blevet fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, søger forældreskabet ophævet, f.eks. fordi den pågældende ikke mener, at han eller hun skulle have været fastslået som forælder til barnet. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en mandlig tiltænkt forælder mener, at surrogatmoren ikke som aftalt er blevet gravid med hans sæd, men med sæd fra en anden mand.

Anmodning om ophævelse vil forudsætte, at den pågældende har en retlig interesse i sagen.

Sagen vil også kunne indledes af Familieretshuset af egen drift, hvis der f.eks. opstår mistanke om, at surrogatmoren i anledning af den godkendte danske altruistiske surrogataftale har modtaget betaling, der strider mod vederlagsforbuddet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2.

Ophæves forældreskabet, vil dette alene have retsvirkninger for fremtiden, dvs. for tiden efter at ophævelsesafgørelsen er blevet endelig. Ophævelsen vil således ikke have retsvirkninger i forhold til omstændigheder om barnet, der ligger forud for ophævelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil indebære, at forældreskab, der er fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, vil kunne ophæves, hvis betingelserne for at godkende aftalen efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven ikke var opfyldt, da aftalen blev godkendt.

Det må forventes, at spørgsmål om ophævelse af forældreskabet navnlig vil opstå ved mistanke om, at surrogatmoren i anledning af aftalen har modtaget betaling i strid med det foreslåede vederlagsforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af bemærkningerne til den bestemmelse, at vederlagsforbuddet ikke vil betyde, at der vil skulle kunne fremlægges bilag for hver eneste udgift, som surrogatmoren vil få refunderet, men udgiftsniveauet vil ved hjælp af bilag m.v. skulle kunne anskueliggøres. En aftale, der går ud på betaling af et skønsmæssigt beløb til dækning af førnævnte udgifter, vil ikke være i strid med vederlagsforbuddet, forudsat at beløbet ikke står i misforhold til surrogatmorens reelle udgifter forbundet med graviditeten og fødslen. Der vil skulle tages udgangspunkt i dette ved vurderingen af, om surrogatmoren har modtaget betaling, der strider mod vederlagsforbuddet.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 2, i børneloven vil indebære, at forældreskab, der er fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, vil kunne ophæves, hvis aftalen inden fastslåelsen af forældreskabet var bortfaldet efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven. Denne situation vil kun kunne opstå, hvis den myndighed, der fastslog forældreskabet, ikke var klar over, at aftalen var bortfaldet. Tog den myndighed, der fastslog forældreskabet, udtrykkeligt stilling til, at aftalen ikke var bortfaldet, og gjorde ingen indsigelse herimod, vil forældreskabet ikke efterfølgende kunne ophæves, selvom det viser sig, at aftalen var bortfaldet.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 3, i børneloven vil indebære, at forældreskab, der er fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, vil kunne ophæves, hvis der blev begået fejl ved fastslåelsen af forældreskabet.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne finde anvendelse i en række forskellige situationer, hvor der ved fastslåelsen af forældreskabet blev begået fejl. Det vil kunne dreje sig om situationer, hvor en forkert person er blevet fastslået som forælder til barnet som følge af en fejlregistrering, eller fordi den pågældende ikke var genetisk forælder til barnet, f.eks. hvis barnet ikke var blevet til ved sæd fra den mandlige tiltænkte forælder, som efter aftalen skulle levere sæden, fordi surrogatmoren havde samleje med en anden mand, og barnet er blevet til ved hans sæd. På grund af den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 2, vil bestemmelsen i nr. 3 formentlig have et snævert anvendelsesområde, da parterne i udgangspunktet ikke vil have kendskab til de omhandlede fejl. Nr. 3 vil dog kunne finde anvendelse, hvis parterne er enige om, at forældreskabet på grund af fejlen skal ophæves.

Den foreslåede bestemmelse vil i relation til forældreskab fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale skulle træde i stede for bestemmelserne i §§ 22-25 i børneloven om genoptagelse af faderskab og medmoderskab, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.4.

Videre foreslås det, at der som § 30 g, stk. 2, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab ikke ophæves efter stk. 1, hvis en af parterne protesterer mod ophævelsen, og denne part ikke havde kendskab til de omstændigheder, der kan begrunde ophævelsen.

Forslaget vil betyde, at det fastslåede forældreskab ikke vil kunne ophæves, hvis en part protesterer mod ophævelsen, og denne part ikke havde kendskab til de omstændigheder, der kan begrunde ophævelsen. Ved part vil skulle forstås både surrogatmoren og en tiltænkt forælder. Bestemmelsen vil sikre, at forældreskabet ikke ophæves, hvis en part, der ønsker det opretholdt, ikke havde kendskab til de omstændigheder, der kan begrunde ophævelsen.

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse, hvis surrogatmoren ved f.eks. hjemmeinsemination er blevet gravid med sæd fra en tredjemand, og hun ikke var bekendt hermed. Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, hvis den ene tiltænkte forælder uden den andens vidende har betalt vederlag til surrogatmoren, eller hvis vederlaget er betalt af et familiemedlem til de tiltænkte forældre uden deres vidende. I begge situationer vil forældreskabet ikke kunne ophæves, hvis surrogatmoren henholdsvis den anden tiltænkte forælder protesterer mod ophævelsen.

Derimod vil bestemmelsen bl.a. ikke finde anvendelse, hvis surrogatmoren på tidspunktet omkring graviditeten havde samleje med en anden mand, hun blev gravid med hans sæd, og de tiltænkte forældre under henvisning hertil søger forældreskabet ophævet. I så fald vil forældreskabet mod surrogatmorens protest kunne søges ophævet, fordi surrogatmoren havde kendskab til, at omstændighederne ved graviditeten, forudsat at de tiltænkte forældre ikke var bekendt med samlejet.

Samtidig foreslås det, at der som § 30 g, stk. 3, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved vurderingen af, om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab skal ophæves efter stk. 1, jf. stk. 2, skal tages hensyn til barnets bedste.

Forslaget vil betyde, at der ved vurderingen af, om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) skal ophæves efter den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, i børneloven vil skulle tages hensyn til barnets bedste. Forældreskab vil således ikke kunne ophæves, hvis ophævelsen vil stride mod barnets bedste.

Er ophævelsessagen begrundet i, at surrogatmoren i anledning af aftalen har modtaget betaling i strid med det foreslåede vederlagsforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2, i børneloven, bør forældreskabet søges ophævet, medmindre barnets situation vil blive væsentligt påvirket af ophævelsen. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis ophævelsen vil betyde, at barnet mister sit grundlag for ophold i Danmark, eller at den, som barnet bor hos, ikke længere vil være forælder til barnet. Der henvises til Højesterets dom af 16. november 2020, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1.2.

Det vil også skulle indgå i vurderingen af barnets bedste, hvem der formodes at ville være forældre til barnet, hvis forældreskabet til barnet ophæves, herunder barnets tilknytning til de mulige forældre. Som led i en ophævelsessag vil der således kunne opstå behov for at undersøge, hvem der efter bestemmelserne i kapitel 2 og 3 i børneloven vil kunne anses for forælder til barnet, eventuelt ved foretagelse af retsgenetiske undersøgelser.

Er ophævelsessagen begrundet i, at en anden kan være f.eks. genetisk far til barnet, bør følgende elementer indgå i overvejelserne om, hvorvidt forældreskabet i den konkrete sag bør ophæves: hvor lang tid der er gået siden barnets fødsel, om en part med kendskab til eller formodning om de omstændigheder, der rejser tvivl om forældreskabet, har anerkendt barnet ved at behandle det som sit eget eller ladet den anden part behandle barnet som sit, hvornår anmodning om ophævelse er indgivet, og om det vil kunne forventes, at barnet vil få en far eller en medmor, hvis forældreskabet ophæves. Der henvises til § 24 i børneloven, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.4.

Det foreslås, at der som § 30 g, stk. 4, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, ved ophævelse efter stk. 1 fastslås moderskab, faderskab eller medmoderskab til barnet efter kapitel 2, 3 og 5 a. Fastslåelse af moderskab, faderskab eller medmoderskab efter 1. pkt. har kun virkning for fremtiden.

Forslaget vil betyde, at i situationer, hvor forældreskab ophæves efter den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, børneloven, vil faderskab og medmoderskab til barnet skulle fastslås efter bestemmelserne om fastslåelse af faderskab og medmoderskab ved anerkendelse og afgørelse efter lovens kapitel 2 og 3, og moderskab vil skulle fastslås efter kapitel 5 a. Det bemærkes, at ved ophævelse af forældreskabet, vil surrogatmoren efter § 30 i børneloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9, automatisk blive anset for barnets mor.

Videre vil forslaget betyde, at fastslåelse af moderskab, faderskab eller medmoderskab efter 1. pkt. kun vil have virkning for fremtiden, dvs. for tiden efter at ophævelsesafgørelsen er blevet endelig. Forældreskabet vil således ikke have retsvirkninger i forhold til omstændigheder om barnet, der ligger forud for etableringen af forældreskabet.

(Til kapitel 5 c)

Det foreslås, at der i børneloven indsættes et nyt kapitel 5 c med titlen »Forældreskab ved udenlandske surrogataftaler«.

Det foreslåede kapitel 5 c, der vil omfatte §§ 30 h og 30 i, vil indeholde regler om etablering af forældreskab til børn, der er blevet til ved udenlandske surrogataftaler.

(Til § 30 h)

Det foreslås, at der som § 30 h i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved en udenlandsk surrogataftale forstås en aftale, hvorved en surrogatmor, der ved indgåelsen af surrogataftalen har og de seneste 6 måneder har haft bopæl i udlandet, skal føde et barn med henblik på, at et tiltænkt forældrepar sammen skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren, eller at en tiltænkt eneforælder skal være forælder til barnet i stedet for surrogatmoren. Aftale efter 1. pkt. skal være indgået, inden surrogatmoren blev gravid.

Den foreslåede bestemmelse vil definere udenlandske surrogataftaler på samme måde som danske altruistiske surrogataftaler, jf. den ovennævnte foreslåede bestemmelse i § 30 a og bemærkningerne hertil. Den foreslåede definition af udenlandske surrogataftaler vil dog ikke indeholde en bestemmelse om betaling, hvorfor udenlandske surrogataftaler vil omfatte både kommercielle og altruistiske surrogataftaler.

Det afgørende for, om en surrogataftale vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 30 h, vil være, at aftalen vil skulle være indgået med en kvinde, der er bosat i udlandet ved indgåelsen af surrogataftalen, og som har haft bopæl i udlandet de seneste 6 måneder inden aftaleindgåelsen.

Ved bopæl i udlandet vil skulle forstås situationer, hvor kvindes tilknytningen til det pågældende land er betydelig stærkere end til Danmark. Det vil være det sted, hvor kvinden har sit hjem og sine ejendele, og hvor hun opholder sig, når hun ikke har en særlig grund til at opholde sig et andet sted, f.eks. på grund af ferie, sygdom, studie- eller forretningsrejse m.v. Der vil være tale om bopæl i udlandet, selvom kvinden har tilknytning til flere lande, f.eks. har bopæl i et land men opholder sig i længere tid i et andet land pga. f.eks. studier. Der vil også være tale om bopæl i udlandet, selvom kvinden inden for 6måneders perioden er flytte fra et land til et andet land, forudsat at ingen af landene er Danmark.

Er kvinden kort tid inden 6måneders perioden flyttet fra Danmark til et andet land, vil hun i forhold til den foreslåede bestemmelse kun have ophold der, hvis der er tale om en reel flytning. Hun vil således ikke kunne anses for at have bopæl i udlandet, hvis hun alene opholder sig der på grund af studier el.lign.

Kvinden vil kunne have bopæl i udlandet, selvom hun inden for den omhandlede periode har opholdt sig i Danmark, f.eks. på grund af ferie eller i forbindelse med indgåelsen af surrogataftalen.

Det vil bero på en konkret vurdering, om en kvinde med tilknytning til Danmark kan anses for at have bopæl i udlandet. Hvis der er tvivl om bopælen, vil Familieretshuset kunne anmode kvinden - og eventuelle andre personer - om at redegøre for tilknytningen til udlandet og Danmark. I vurderingen af bopælen vil skulle indgå muligheden for omgåelse af de strengere betingelser for at indgå en altruistisk dansk surrogataftale, jf. den foreslåede § 30 b, navnlig at der ikke må betales vederlag.

Kravet om, at surrogatmoren skal været bosat i udlandet, og at hun skal have været det de seneste 6 måneder inden aftaleindgåelsen, er udtryk for, at ordningen alene vil skulle omfatte aftaler, der ikke indgås i Danmark. Det skyldes, at der på grund af de etiske og juridiske problemstillinger, der knytter sig til især kommercielle surrogataftaler, ikke bør indføres mulighed for at indgå sådanne aftaler i Danmark. Der bør dog tages ansvar for de børn, der kommer til Danmark på denne måde ved at fjerne tidsrummet med usikkerhed for børnene, der er i forbindelse med stedbarnsadoption.

Det vil endvidere være en betingelse for, at aftalen er omfattet af bestemmelsen, at den blev indgået, inden graviditeten blev etableret.

Familieretshuset vil ved afgørelsen om forældreskabet til barnet på grundlag af surrogataftalen efter den foreslåede bestemmelse i § 30 i i børneloven skulle tage stilling til, om kravet om surrogatmorens bopæl i udlandet op til og ved aftaleindgåelsen er opfyldt. Det vil ikke være til hinder for at lade aftalen danne grundlag for forældreskab, at barnet er blevet født i Danmark, f.eks. fordi surrogatmoren efter aftaleindgåelsen er flyttet til Danmark eller ved fødslen midlertidigt opholder sig i Danmark. Den omstændighed, at surrogatmoren efter aftaleindgåelsen er flyttet til Danmark, vil dog kunne give anledning til at overveje, om hun reelt boede i udlandet ved aftaleindgåelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

(Til § 30 i)

Det foreslås, at der som § 30 i, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset træffer afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab på grundlag af en udenlandsk surrogataftale, jf. § 30 h, når følgende fremlægges:

1. Dokumentation for, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder.

2. Notarerklæring eller lignende udstedt i barnets fødeland, hvorved surrogatmoren efter barnets fødsel har bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder.

3. Surrogataftalen.

4. Fødselsattest eller lignende for barnet.

Med den foreslåede bestemmelse vil kravene til gokumentation for at træffe afgørelse om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler blive fastlagt.

Det foreslåede nr. 1 vil betyde, at der vil skulle fremlægges dokumentation for, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder i form af sæd fra en mand og/eller æg fra en kvinde. Dette vil bl.a. kunne dokumenteres ved fremlæggelse af en erklæring herom fra den læge eller anden sundhedsperson, der har foretaget den omhandlede behandling, der efter dansk ret vil betegnes assisteret reproduktion. Er barnet blevet til uden medvirken af en læge eller anden sundhedsperson, vil parterne skulle fremlægge anden dokumentation for den genetiske forbindelse, f.eks. en DNA-test.

Det foreslåede nr. 2 vil betyde, at der vil skulle fremlægges notarerklæring el.lign. udstedt i barnets fødeland, hvorved surrogatmoren efter barnets fødsel har bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder.

Det er antagelsen, at de fleste lande har ordninger, hvorefter en person over for en myndighed eller en advokat eller lignende kan fremlægge dokumentation for egen identitet og derefter underskrive et dokument, hvorefter myndigheden, advokaten eller lignende forsyner dokumentet med en påtegning herom. Notar anvendes ofte som betegnelse for sådanne myndigheder m.v., og de erklæringer, notarer udsteder, betegnes ofte som notarerklæringer. Betingelserne for at få udstedt sådanne notarerklæringer og erklæringernes indhold varierer fra land til land, hvorfor der ikke vil kunne stilles generelle krav til erklæringerne.

I stedet for en notarerklæring vil der kunne fremlægges anden dokumentation for, at surrogatmoren efter barnets fødsel har bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet i overensstemmelse med aftalen, f.eks. en afgørelse om overførelse af forældreskabet som hun er indforstået med.

Notarerklæringen el.lign., der er udstedt inden lovens ikrafttræden, vil også være omfattet af bestemmelsen.

De foreslåede nr. 1 og 2 vil skulle imødegå risikoen for handel med børn. Det er derfor afgørende, at dokumentationen for surrogatmorens erklæring om overdragelse af forældreskab og barn til de tiltænkte forældre er underskrevet for en notar eller lignende med henblik på i videst mulig udstrækning at sikre, at det er surrogatmoren, der har underskrevet erklæringen, at hun først har underskrevet erklæringen efter fødslen, og at erklæringen ikke er fremtvunget under pres. Samtidig vil det foreslåede nr. 1 sikre, at ordningen ikke vil kunne bruges til at omgå betingelserne for international adoption.

Det foreslåede nr. 3 vil betyde, at det er den fuldstændige surrogataftale med bilag og tilføjelser og uden overstregninger og udeladelser, der vil skulle fremlægges. Aftalen vil således skulle indeholde oplysninger om surrogatmorens og det tiltænkte forældrepars eller den tiltænkte eneforælders navne, adresser og fødselsdatoer. Formålet hermed er at fastslå, hvem der er parter i Familieretshusets sag om fastlæggelse af forældreskabet til barnet. Det vil således være den nævnte surrogatmor, der vil skulle afgive notarerklæringen, jf. nr. 2, og forældreskabet vil kun kunne tillægges det nævnte tiltænkte forældrepar eller den nævnte tiltænkte eneforælder.

Sammen med notarerklæringen, jf. bestemmelsens nr. 2, vil fremlæggelse af surrogataftalen understøtte barnets ret til at kende sin egen historie.

Det foreslåede nr. 4 vil betyde, at der vil skulle fremlægges fødselsattest el.lign. for barnet. Formålet med bestemmelsen er at få fremlagt dokumentation for barnets fødsel og fødselstidspunkt. Da indholdet af en fødselsattest kan variere fra stat til stat, vil der ikke kunne stilles generelle krav til indholdet af de omhandlede fødselsattester, ud over at det skal fremgå af attesten, at enten surrogatmoren eller de tiltænkte forældre – eller en af dem – er forældre til barnet. I stedet for en fødselsattest vil der kunne fremlægges anden dokumentation for barnets fødsel og forældreskabet, f.eks. en kopi af fødselsregisteret eller en afgørelse om overførelse af forældreskabet til de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder.

Familieretshuset vil derudover i forbindelse med sagsbehandlingen skulle kontrollere overholdelsen af kravet om surrogatmorens udenlandske bopæl, jf. den førnævnte foreslåede bestemmelse i § 30 h. Kontrollen vil typisk kunne gennemføres ved et opslag i CPR.

Samtidig vil Familieretshuset skulle vurdere, om forældreskabet vil være til barnets bedste, jf. den nedennævnte foreslåede bestemmelse i § 30 i, stk. 2, i børneloven.

Det vil ikke være til hinder for at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, at det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder har overtrådt forbuddet i det foreslåede kapitel 5 d i børneloven mod formidling af surrogataftaler, jf. nedenfor.

Samlet set vil forslaget betyde, at ved udenlandske surrogataftaler vil et tiltænkt forældrepar og en mand eller kvinde, der efter aftalen skal være eneforælder til barnet, efterfølgende kunne få etableret retligt dansk forældreskab til barnet ved, at Familieretshuset træffer afgørelse herom, hvis de angivne dokumentationskrav er opfyldt.

Afgørelsen vil betyde, at surrogatmorens moderskab til barnet vil bortfalde efter dansk ret. Der henvises til den foreslåede ændring af § 30 i børneloven om moderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

I forhold til en mand, der har leveret sæden, bemærkes, at forslaget ikke vil ændre på, at hans faderskab fortsat vil blive fastslået gennem anerkendelse af det udenlandske faderskab efter dansk international privatret, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.6. Faderskabet vil derfor fortsat kunne registreres i CPR i forbindelse med barnets indrejse i Danmark. Der vil således ikke være behov for at få fastslået den genetiske fars faderskab efter den foreslåede bestemmelse, men i situationer, hvor der er tale om et tiltænkt forældrepar bestående af en mand, der har levet sæden, og en kvinde eller en anden mand, vil det i forbindelse med en afgørelse om, at kvinden er mor eller den anden mand er medfar til barnet, være naturligt samtidig at træffe afgørelse om, at den mand, der har leveret sæden, er far til barnet. Afgørelsen vil i forhold til denne mand have karakter af en konstatering, da hans udenlandske faderskab til barnet som nævnt anerkendes efter dansk international privatret.

I relation til en mand, der efter aftalen skal være eneforælder til barnet, bemærkes, at kun hvis der træffes afgørelse om hans faderskab til barnet efter den foreslåede bestemmelse, vil surrogatmoren efter den foreslåede ændring af § 30 i børneloven efter dansk ret ikke længere vil blive anset for mor til barnet.

Det bemærkes, at afgørelse om forældreskab efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes, selvom en tiltænkt forælder eller barnet er død, og selvom et tiltænkt forældrepar er blevet uenige om forældreskabet.

Anmodning om etablering af forældreskab vil kunne indsendes til Familieretshuset inden barnets ankomst til Danmark, og sagsbehandlingen vil som udgangspunkt kunne foregå på skriftligt grundlag.

Det er vurderingen, at det i udgangspunktet vil være nemt for tiltænkte forældre at fremlægge den dokumentation, der vil kræves for en afgørelse om forældreskab efter den foreslåede bestemmelse, navnlig fordi de kender kravene på forhånd og vil kunne indrette surrogataftalen m.v. herpå. Det er derfor forventningen, at Familieretshuset hurtigt vil kunne træffe afgørelse om forældreskabet.

En afgørelse om forældreskabet vil ligesom afgørelser om faderskab og medmoderskab have materiel virkning fra barnets fødsel.

Familieretshusets afgørelse om forældreskabet vil være omfattet af forvaltningsloven, herunder i relation til partshøring og begrundelse, og afgørelsen vil efter § 39 og § 41, stk. 1, i Familieretshusloven inden 4 uger kunne indbringes for familieretten til prøvelse. I så fald vil sagen blive behandlet efter kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2-9.

Hvis der undtagelsesvist opstår en situation, hvor betingelserne for at etablere forældreskab efter den foreslåede bestemmelse ikke er opfyldt, f.eks. fordi der ikke fremlægges den fornødne dokumentation, vil faderskabet for den mand, der er genetisk far til barnet, kunne søges etableret gennem anerkendelse af faderskab fastslået i udlandet (se punkt 2.1.2.3.6) eller gennem anerkendelse af eller afgørelse om faderskab efter børnelovens kapitel 2 og 3, jf. punkt 2.1.2.3.2 og 2.1.3.3.

Det foreslås videre, at der som § 30 i, stk. 2, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset ved afgørelse efter stk. 1 skal foretage en vurdering af barnets bedste baseret på en formodning om, at fastlæggelse af forældreskab i overensstemmelse med surrogataftalen vil være bedst for barnet.

Forslaget vil betyde, at der vil være en klar formodning for, at det retlige forældreskab vil skulle fastslås i overensstemmelse med aftalen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at dommen i K. K. m.fl. mod Danmark indebærer, at stedbarnsadoption af et barn, der er blevet til ved en udenlandsk kommerciel surrogataftale, kan gennemføres, hvis forældre/barn-forholdet er blevet en praktisk realitet, medmindre det undtagelsesvist må antages ikke at være bedst for barnet. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1.

Skulle der helt undtagelsesvist i de indsendte dokumenter eller på anden vis være grundlag for at betvivle en tiltænkt forælders egnethed som forælder til barnet, vil dette kunne undersøges nærmere, f.eks. ved indledningsvist at indkalde vedkommende til et møde. Det bemærkes, at underretningspligten efter barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 19. juni 2024, også vil gælde i disse situationer.

Der vil ikke skulle foretages en vurdering af barnets bedste i forhold til faderskabet for den mand, der er genetisk far til barnet, og hvis udenlandske faderskab til barnet anerkendes efter dansk international privatret, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.6.

Det foreslås endvidere, at der som § 30 i, stk. 3, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en afgørelse efter stk. 1 fastlægges efter § 30.

Forslaget vil betyde, at ved en afgørelse om forældreskab efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil tiltænkte forældre blive tildelt moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på samme måde som efter den foreslåede bestemmelse i § 30 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 10. Der henvises til bestemmelsen og bemærkningerne til den.

Forslaget vil betyde, at det tydeligt vil fremgå, hvordan det retlige forældreskab til et barn født på grundlag af en udenlandsk surrogataftale vil skulle fastlægges.

Endelig foreslås det, at der som § 30 i, stk. 4 , i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter sager efter stk. 1 behandles efter reglerne i dette kapitel, kapitel 6 a og 7 og §§ 32 a og 34 og regler udstedt i medfør af § 33.

Forslaget vil betyde, at sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af en udenlandsk surrogataftale vil skulle behandles efter de nævnte kapitler og bestemmelser i børneloven.

Det vil for det første dreje sig om de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 c i børneloven, der navnlig vil fastlægge betingelserne for at træffe afgørelse om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler.

Det vil for det andet dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 6 a om forældre og parter, der har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel.

Det vil for det tredje dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 7 om Familieretshusets vejledningspligt.

Det vil for det fjerde dreje sig om lovens § 32 a om anvendelsen af Familieretshusloven for sager efter børneloven, herunder om fastlæggelsen af afgørelseskompetencen mellem Familieretshuset og familieretten og om indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten. Der henvises i den forbindelse til den ved lovforslagets § 4, nr.2, foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i Familieretshusloven, hvorefter afgørelser i sager efter det foreslåede kapitel 5 c i børneloven altid vil skulle behandles og afgøres af Familieretshuset.

Det vil for det femte dreje sig om lovens § 33 om muligheden for at fastsætte regler om behandlingen af sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, herunder om anvendelse af godkendte blanketter, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

Endelig vil det for det sjette dreje sig om lovens § 34 om indgåelse af internationale aftaler om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.

Forslaget vil omvendt betyde, at de øvrige bestemmelser i børneloven ikke vil finde anvendelse ved behandlingen af sager om forældreskab på grundlag af en udenlandsk surrogataftale. Det vil navnlig dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 1 og 1 a om registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse med fødslen, i lovens kapitel 2 om sager om faderskab og medmoderskab, herunder om anerkendelse af faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 3 om afgørelser om faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 4 om genoptagelse af sager om faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 5 om faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion, jf. lovforslagets § 1, nr. 5-7, i lovens kapitel 5 a om moderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, og i lovens kapitel 8 om forskellige bestemmelser, dog med undtagelse af bestemmelserne i §§ 32 a, 33 og 34.

Endelig vil den foreslåede bestemmelse i § 30 i, stk. 4, betyde, at nedennævnte foreslåede kapitel 5 d om forbud mod formidling af surrogataftaler ikke vil finde anvendelse ved Familieretshusets afgørelse af sager om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler. Uanset dette vil det foreslåede forbud mod formidling af surrogataftaler finde anvendelse ved indgåelse af udenlandske surrogataftaler. At det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder har overtrådt forbuddet i det foreslåede kapitel 5 d mod formidling af surrogataftaler vil således ikke være til hinder for, at Familieretshuset kan træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

(Til kapitel 5 d og § 30 j)

Det følger af § 33, stk. 1, i adoptionsloven, at der ikke må ydes eller modtages hjælp med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden føder et barn til denne. Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse som nævnt i stk. 1. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.4.1.

Det foreslås, at der som § 30 j i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter hjælp må ikke ydes eller modtages med henblik på at etablere forbindelse mellem en kvinde og en eller flere personer med henblik på, at denne eller disse personer skal være forælder eller forældre til et barn, som kvinden skal føde. Annoncering må ikke foretages med henblik på at etablere en forbindelse som nævnt i 1. pkt.

Videre foreslås det, at den foreslåede bestemmelse i § 30 j indsættes i et nyt kapitel 5 d i børneloven med overskriften »Forbud mod formidling af surrogataftaler«.

Den foreslåede bestemmelse i § 30 j i børneloven vil være en videreførelse uden indholdsmæssige ændringer af § 33 i adoptionsloven, som beskrevet i punkt 2.1.4.1, dog med enkelte lovtekniske justeringer og præciseringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1. Med hensyn til strafbestemmelsen i § 34 i adoptionsloven henvises til lovforslagets § 1, nr. 13 og 17, og bemærkningerne hertil, og med hensyn til ophævelse henholdsvis ændring af §§ 33 og 34 i adoptionsloven henvises til lovforslagets § 2, nr. 11-13, og bemærkningerne hertil.

(Til kapitel 5 e og § 30 k)

Det følger af artikel 35 i børnekonventionen, at deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge salg eller handel med børn til noget formål og i nogen form. Bestemmelsen i artikel 35 er uddybet i Palermoprotokollen om salg af børn. Det følger bl.a. af protokollens artikel 1, at deltagerstaterne skal forbyde salg af børn, børneprostitution og børnepornografi, og efter artikel 2 (a) forstås ved salg af børn enhver handling eller transaktion, hvormed et barn overdrages af en person eller persongruppe til en anden mod betaling eller andet vederlag.

Det bemærkes, at en aftale, hvorved en kvinde (en surrogatmor) ved en aftale indgået inden graviditeten mod betaling føder et barn med henblik på, at et par sammen skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren, ikke bør betragtes som handel med børn. Det samme gælder, når der er tale om en person, der skal være eneforælder til barnet.

Det bemærkes, at afgiver den, der ansøger om adoption af et handlet barn, urigtige oplysninger om f.eks. sin tilknytning til barnet eller dets forældre, vil forholdet i øvrigt kunne være omfattet af § 163 i straffeloven om urigtig erklæring.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.1.

Det foreslås, at der i børneloven som 30 k indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at efter en graviditet er indtrådt, må barnet ikke overdrages mod betaling eller andet vederlag eller mod løfte om betaling eller andet vederlag med henblik på, at andre end barnets forældre opfostrer barnet.

Videre foreslås det, at den foreslåede bestemmelse i § 30 k indsættes i et nyt kapitel 5 e i børneloven med titlen »Forbud mod handel med børn med henblik på opfostring«.

Forslaget vil sammen med de foreslåede strafbestemmelser i § 35, stk. 2 og 3, i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, betyde, at det vil blive strafbart at overdrage et barn mod betaling eller mod løfte om betaling med henblik på, at andre end barnets forældre opfostrer barnet, når aftalen herom er indgået efter, at moren er blevet gravid. Med bestemmelsen vil det således blive strafbart at handle med børn i situationer, hvor det er intentionen, at andre end barnets forældre skal opfostre barnet og dermed reelt træde i forældrenes sted. Både køber og sælger vil kunne straffes efter bestemmelsen.

Da handlen efter bestemmelsen vil skulle ske med henblik på, at andre end forældrene opfostrer barnet og reelt skal træde i forældrenes sted, vil bestemmelsen ikke finde anvendelse, hvis den, der køber barnet, er genetisk forælder til barnet, heller ikke selvom den pågældendes retlige forældreskab til barnet ikke er fastslået.

Bestemmelsen vil heller ikke finde anvendelse for en aftale, hvorved en kvinde (en surrogatmor) ved en aftale indgået inden etableringen af graviditeten mod betaling føder et barn med henblik på, at et par sammen skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren. Det samme gælder, når der er tale om en person, der skal være eneforælder til barnet.

En part vil ikke kunne straffes efter bestemmelsen, hvis handlen er foretaget efter, at graviditeten er indtrådt, men den pågældende ikke var bekendt med graviditeten. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke vil finde anvendelse, hvis handlen med barnet sker med henblik på at udnytte barnet. I sådanne situationer vil spørgsmålet om strafbarhed navnlig skulle vurderes efter §§ 262 a og 262 b i straffeloven om menneskehandel og menneskeudnyttelse.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, uanset størrelsen af den betaling, der modtages eller ydes som led i handlen af barnet, og uanset hvordan betalingen erlægges, herunder ved kontanter, bankoverførelser, naturalier, modregning eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste.

Henset til, at forslaget også vil omfatte løfte om betaling, vil der være tale om handel med børn omfattet af bestemmelsen, selvom betalingen først skal erlægges efter overdragelsen af barnet, eller en aftalt betaling slet ikke bliver betalt.

Indgås der en aftale om overdragelse af et barn uden nogen form for vederlag eller anden modydelse, vil der ikke være tale om handel i bestemmelsens forstand, og aftalen vil derfor ikke være omfattet af bestemmelsen. Uanset dette vil sådanne aftaler fortsat efter dansk ret være uden retsvirkninger i relation til overdragelse af forældreskabet.

Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse, uanset hvordan handlen er indgået. En mundtlig aftale eller en aftale indgået over internettet vil således også være omfattet af bestemmelsen.

Endelig vil bestemmelsen finde anvendelse, uanset sælgerens relation til barnet. Bestemmelsen vil således ikke kun omfatte barnets forældre, forældremyndighedsindehavere og værger, men enhver der reelt har en sådan position i forhold til barnet, at vedkommende vil kunne gennemføre handlen. Det vil f.eks. kunne dreje sig om ansat på en børneinstitution, en person som barnets forældre har overladt barnet til, og en person, der har taget sig af et gadebarn.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5 og de foreslåede strafbestemmelser i § 35, stk. 2 og 3, i børneloven og bemærkningerne hertil, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 11

§ 31 i børneloven er placeret i lovens kapitel 6, der har titlen ”Surrogatmoderskab”. Efter § 31 i børneloven er en aftale om, at en kvinde, som føder et barn, efter fødslen skal udlevere barnet til en anden, ugyldig.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 6 affattes således: »Aftale om udlevering af et barn, der er omfattet af en surrogataftale«.

Forslaget vil betyde, at overskriften vil svare til indholdet af § 31, idet det bemærkes, at det ved lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at bestemmelsen ændres sådan, at der efter »ugyldig« indsættes følgende: », medmindre moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab er fastslået efter kapitel 1 b, 5 b, eller 5 c«.

Til nr. 12

Efter § 31 i børneloven er en aftale om, at en kvinde, som føder et barn, efter fødslen skal udlevere barnet til en anden, ugyldig. Bestemmelsen finder navnlig anvendelse, når der er indgået en surrogataftale, og bestemmelsen indebærer bl.a., at en surrogatmor ikke har pligt til at udlevere barnet til tiltænkte forældre, selvom hun og de tiltænkte forældre har indgået en aftale om udlevering af barnet, uanset om aftalen er indgået før eller efter fødslen, og uanset om surrogatmoren har modtaget betaling eller ej. Dette skyldes, at surrogatmoren efter § 30 i børneloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9, anses som mor til barnet, og at surrogataftaler derfor ikke har retsvirkninger efter dansk ret.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.1.

Det foreslås i § 31 i børneloven at indsætte », medmindre moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab er fastslået efter kapitel 1 b, 5 b, eller 5 c« efter »ugyldig«.

Forslaget vil betyde, at § 31 i børneloven ikke vil finde anvendelse, når moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) er fastslået på grundlag af en surrogataftale efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10. I disse situationer vil en surrogatmor ikke under henvisning til § 31 i børneloven kunne afslå at udlevere barnet til de tiltænkte forældre.

Efter den ved lovforslagets § 3, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 7 b i forældreansvarsloven vil tiltænkte forældre have forældremyndigheden over barnet, når deres forældreskab til barnet er fastslået efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven. Surrogatmorens pligt til at udlevere barnet til dem vil herefter kunne gennemtvinges efter § 596 i retsplejeloven. Efter denne bestemmelse kan besiddelseskrav gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus). Dette gælder tilsvarende, når familierettens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed.

Det bemærkes, at ved den foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil en godkendt dansk altruistisk surrogataftale bl.a. bortfalde, hvis surrogatmoren fortryder aftalen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1 og 2.1.2.

Til nr. 13

Kapitel 8 i børneloven har titlen ”Forskellige bestemmelser”.

Det foreslås, at i overskriften til kapitel 8 i børneloven indsættes efter »bestemmelser«: »og straf«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 17, foreslås, at der i kapitel 8 i børneloven indsættes en bestemmelse om straf for formidling af surrogataftaler og for handel med børn. Med forslaget vil titlen på kapitel 8 afspejle indsættelsen af denne strafbestemmelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, samt til lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 14 og 15

Efter § 33, stk. 1, i børneloven fastsætter social- og boligministeren regler om behandling af sager efter denne lov, herunder om personregisterførernes og Familieretshusets registrering af faderskab og medmoderskab, om Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab, om beregning af den periode, hvor moderen blev gravid, og om retsgenetiske undersøgelser. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt. skal blanketter til brug for registrering af faderskab og medmoderskab og til brug for anerkendelse og afgivelse af erklæring efter lovens §§ 14, 19, 27, 27 a og 27 b være godkendt af Familieretshuset.

Blanketterne efter lovens §§ 14, 19, 27, 27 a og 27 b vedrører anerkendelse af faderskab og medmoderskab og samtykke til behandling med assisteret reproduktion.

Det foreslås i nr. 14, at i § 33, stk. 1, i børneloven ændres »faderskab og medmoderskab « til »moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.

Forslaget vil betyde, at social- og boligministerens hjemmel til at fastsætte regler om personregisterførernes og Familieretshusets registrering af faderskab og medmoderskab og om Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab vil blive udvidet til også at omfatte moderskab og medfaderskab.

Videre foreslås det i nr. 15, at i § 33, stk. 2, 1. pkt., i børneloven ændres »faderskab og medmoderskab« til »moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«, og efter »27 b« indsættes: »og indgåelse af aftaler efter § 30 b«.

Forslaget vil betyde, at de blanketter, der efter lovforslaget vil være nødvendige for registrering og anerkendelse af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af en altruistisk eller kommerciel surrogataftale, vil skulle godkendes af Familiestyrelsen. Det samme vil gælde for blanketter til indgåelse af danske altruistiske surrogataftaler.

Blanketterne vil bl.a. skulle indeholde oplysninger om, hvordan de indgives, om retsvirkningerne af at underskrive dem, og – hvor relevant – om § 163 i straffeloven om urigtig erklæring.

Begrundelsen for forslaget er, at der er behov for at kunne fastsætte bestemmelser om behandlingen af de omhandlede sager som supplement til de ved lovforslaget foreslåede bestemmelser i børneloven.

Der henvises i øvrigt til de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 16

Det følger af § 34, stk. 1, i børneloven, at regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om fastsættelse af faderskab, medmoderskab og moderskab til børn. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende. Videre følger det af bestemmelsens stk. 2, at social- og boligministeren kan fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om fastsættelse af faderskab, medmoderskab og moderskab til børn.

Der er ikke indgået overenskomster m.v. efter § 34 i børneloven.

Det foreslås, at i § 34, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, i børneloven ændres »faderskab, medmoderskab og moderskab« til »moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.

Forslaget vil betyde, at regeringens adgang til at kunne indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed retsregler om fastsættelse af moderskab, faderskab, medmoderskab vil blive udvidet til også at omfatte medfaderskab, og at social- og boligministerens bemyndigelse efter bestemmelsens stk. 2 tilsvarende vil blive udvidet til også at omfatte medfaderskab.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslås, at der indføres mulighed for at fastslå medfaderskab på grundlag af en surrogataftale. På den baggrund bør anvendelsesområdet for § 34 i børneloven udvides til også at omfatte medfaderskab.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 17

Det fremgår af § 33, stk. 1, i adoptionsloven, at hjælp ikke må ydes eller modtages med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne. Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse som nævnt i stk. 1. Overtrædelse af forbuddet i § 33 i adoptionsloven straffes efter lovens § 34, stk. 1, nr. 2, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Efter bestemmelsens stk. 4 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Straf efter § 34, stk. 1, nr. 2, i adoptionsloven omfatter også lovovertrædelsen, der er begået af uagtsomhed. Der henvises til § 19 i straffeloven. Efter § 93, stk. 1, nr. 1, i straffeloven er forældelsesfristen 2 år.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.4.1.

Det foreslås, at der i børneloven som § 35, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder § 30 j.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse uden indholdsmæssige ændringer af § 34, stk. 1, nr. 2, i adoptionsloven for så vidt angår straf for overtrædelse af forbuddet mod formidling af surrogataftaler, jf. § 33 i adoptionsloven, der med lovforslagets § 1 nr. 10, og § 2, nr. 12, foreslås ophævet og videreført som § 30 j i børneloven. Bestemmelsen vil også omfatte uagtsomhed, jf. straffelovens § 19.

Videre foreslås det, at der som § 35, stk. 2, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der forsætligt overtræder § 30 k.

Forslaget vil betyde, at det vil blive strafbelagt forsætligt at overtræde forbuddet i den ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelse i § 30 k i børneloven, hvoraf det fremgår, at efter graviditeten er etableret, må barnet ikke overdrages mod betaling eller andet vederlag eller mod løfte om betaling eller andet vederlag med henblik på, at andre end barnets forældre opfostrer barnet. Bestemmelsen vil således ikke omfatte uagtsomhed.

Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i det enkelte tilfælde, herunder om der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i 10. kapitel i straffeloven. Frihedsstraf bør navnlig komme på tale i gentagelsestilfælde og ved organiseret handel med børn, f.eks. hvor handlen varetages af en mellemmand. Omvendt bør frihedsstraf normalt ikke anvendes i forhold til forældre, der overdrager barnet af nød og for at give barnet bedre forhold.

Efter § 93, stk. 1, nr. 1, i straffeloven vil forældelsesfristen være 2 år.

Endvidere foreslås det, at der som § 35, stk. 3, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at der efter reglerne i straffelovens 5. kapitel kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter stk. 1 og 2 for overtrædelse af §§ 30 j og 30 k.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil for det første være en videreførelse uden indholdsmæssige ændringer af § 34, stk. 4, i adoptionsloven for så vidt angår straf for overtrædelse af forbuddet mod formidling af surrogataftaler, jf. § 33 i adoptionsloven, der med lovforslagets § 1 nr. 10, foreslås videreført som § 30 j i børneloven.

For det andet vil den foreslåede bestemmelse betyde, at også selskaber m.v. (juridiske personer) vil kunne pålægges strafansvar for overtrædelse af det foreslåede forbud i § 30 k i børneloven om forbud mod handel med børn med henblik på opfostring, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Har en sag om overtrædelse af forbuddet mod formidling af surrogataftaler eller mod handel med børn med henblik på opfostring forbindelse til udlandet, vil straf efter den foreslåede § 35 i børneloven være betinget af, at overtrædelsen er undergivet dansk straffemyndighed, jf. §§ 6-9 a i straffeloven. Om straf for forsøg og medvirken henvises til § 21, stk. 3, og § 23, stk. 3, i straffeloven. Disse bestemmelser er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.4.1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.5, samt til lovforslagets § 1, nr. 10, og § 2, nr. 11-13, og bemærkningerne hertil.

Kilde

Til nr. 1 og 2

Adoptionsloven indledes med kapitel 1, der har titlen »Betingelser«. Efter lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., meddeles adoption ved bevilling, der udfærdiges af Familieretshuset. Efter bestemmelsens 2. pkt. udfærdiges bevilling til adoption efter lovens § 9 om adoption uden samtykke dog af Ankestyrelsen.

Lovens kapitel 1 indeholder en række bestemmelser, der fastlægger betingelserne for adoption. Disse betingelser gælder både for adoption af børn og voksne.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3.1.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 1 i adoptionsloven ændres til »Betingelser for adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år«. Videre foreslås det, at lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., ændres sådan, at det fremgår af bestemmelsen, at bevilling til adoption af en person, der ikke er fyldt 18 år, udfærdiges af Familieretshuset.

Forslagene skal ses i sammenhæng med forslaget i § 2, nr. 7, om i adoptionsloven at indsætte et nyt kapitel 1 a med titlen »Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år«, der foreslås at ville skulle indeholde bestemmelser om voksenadoption. Dette vil betyde, at de gældende bestemmelser om adoption i lovens kapitel 1 alene vil skulle finde anvendelse ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år. Dette foreslås fastslået ved de foreslåede ændringer af titlen til kapitel 1 og ved den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, nr. 1, der er den indledende bestemmelse i kapitel 1 i adoptionsloven, og som dermed fastlægger anvendelsesområdet for hele kapitlet.

Forslaget vil ikke ændre ved, at ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år, vil de øvrige bestemmelser om adoption i adoptionsloven finde anvendelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3, og lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

En ægtefælle kan efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven adoptere den anden ægtefælles barn. Dette kaldes stedbarnsadoption. Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers barn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, eller er samlivet ophævet, kan stedbarnsadoption efter bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig, dvs. fyldt 18 år.

Ved vurderingen af, om stedbarnsadoption efter § 2 i adoptionsloven kan antages at være bedst for barnet, lægges der vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet, således at ønsket om adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1 og 2.3.4.

Det foreslås, at § 5 a, stk. 2, 2. pkt., i adoptionsloven ophæves.

Forslaget vil betyde, at det ikke længere vil være til hinder for stedbarnsadoption, at barnets forælder og stedforælderen er blevet skilt, eller at de har ophævet samlivet. Dette kan f.eks. være relevant, hvis ansøgeren og barnets forælder er enige om ikke længere at danne par, men de samtidig er enige om, at de efter samlivsophævelsen forsat vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet i fællesskab på samme måde som under samlivet.

Den foreslåede mulighed for stedbarnsadoption af et mindreårigt barn af ansøgerens fraskilte ægtefælle eller tidligere samlever vil ikke ændre de grundlæggende adoptionsbetingelser.

Stedbarnsadoption af et mindreårigt barn af ansøgerens fraskilte ægtefælle eller tidligere samlever vil efter forslaget således fortsat forudsætte, at de grundlæggende betingelser for adoption er opfyldt, navnlig at adoptionen skal være bedst for barnet, barnet skal have været opfostret hos ansøgeren, ægtefællen eller samleveren skal være enig i adoptionen, og en eventuel anden forælder skal være inddraget i sagen. Endvidere skal der tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption, og hvis barnet er fyldt 12 år, skal barnet som udgangspunkt samtykke i adoptionen.

Den omstændighed, at forælderen og stedforælderen ikke længere er gift, eller at de har ophævet samlivet, skal indgå i vurderingen af, om stedbarnsadoption vil være til barnets bedste. Det vil være et væsentligt element i vurderingen af barnets bedste, om det må antages, at forælderen og stedforælderen vil være i stand til fortsat i fællesskab at varetage ansvaret for barnet.

Der henvises til, at rammerne for at meddele stedbarnsadoption bør være så vide og fleksible som muligt, forudsat at adoption alene meddeles efter en vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.4.

Til nr. 4

Det følger af § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven, at en ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn (stedbarnsadoption). Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter bestemmelsens stk. 2 kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers barn. I praksis er det som udgangspunkt en betingelse for stedbarnsadoption, at parterne på ansøgningstidspunktet har samlevet med barnet i mindst 2 år og 6 måneder.

Dette samlivskrav gælder dog ikke, hvis parterne har haft et stabilt familieliv inden barnets fødsel, og de sammen har planlagt at blive forældre til barnet, eller hvis der foreligger andre særlige omstændigheder.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1 og 2.3.2.

Det foreslås, at der som § 5 a, stk. 3, i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter adoption efter § 5 a, stk. 1 og 2, i adoptionsloven kan meddeles i følgende situationer:

1. Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn.

2. Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever, og de havde sammen planlagt at blive forældre til barnet.

3. Betingelserne i nr. 1 og 2 til et stabilt familieliv er ikke opfyldt, men der foreligger særlige omstændigheder, og adoptionen vil være bedst for barnet.

Forslaget til § 5 a, stk. 3, nr. 1, vil indebære, at stedbarnsadoption vil kunne tillades, hvis adoptanten på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn.

Efter forslaget vil der ved vurderingen af, om der er etableret et stabilt familieliv, skulle lægges vægt på, om de samlevende og barnet har haft et sammenhængende samliv, normalt med fælles folkeregisteradresse, umiddelbart op til indgivelsen af ansøgningen om stedbarnsadoption. Det er uden betydning, om parter er gift eller samlever uden ægteskab.

Ved vurderingen af samlivet vil myndighederne skulle tage udgangspunkt i det krav til samlivet, der i praksis stilles i dag. I stedet for at stille krav om, at adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn i mindst 2 år og 6 måneder, vil forslaget betyde, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering vil kunne meddeles tilladelse til stedbarnsadoption, selvom parterne har samlevet i kortere tid end krævet i dag, eller selvom deres samliv har været arrangeret anderledes end ved bopæl på fælles folkeregisteradresse. At tillade stedbarnsadoption ved kortere samliv vil f.eks. kunne være relevant, hvis parterne sammen har fået et barn eller venter et barn. Det vil dog også kunne være relevant i andre situationer.

Har parret ikke fælles folkeregisteradresse, eller har de i længere perioder ikke haft fælles folkeregisteradresse, vil det være en betingelse for stedbarnsadoption, at forholdet anses for ægteskabslignende, f.eks. fordi parret udadtil har optrådt som et par, f.eks. om de har holdt fælles ferier og fejret højtider sammen. Kravet om stabilt samliv vil skulle være opfyldt allerede på ansøgningstidspunktet.

Der lægges med forslaget ikke op til at skærpe kravet til parternes samliv. Stedbarnsadoption vil således fortsat kunne meddeles, når adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn i mindst 2 år og 6 måneder.

Har parterne ikke boet sammen i 2 år og 6 måneder, vil der skulle foretages en nærmere vurdering af, om der er tale om et stabilt familieliv. Der vil herved skulle lægges vægt på, hvor længe parterne har boet sammen, eventuelle oplysninger om, at de i en periode var kærester uden at bo sammen, om de har eller ønsker at få børn sammen og på adoptantens forhold til barnet.

Forslaget til § 5 a, stk. 3, nr. 2, vil indebære, at stedbarnsadoption vil kunne meddeles, hvis adoptanten på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever, og de sammen har planlagt at blive forældre til barnet.

Dette forslag vil omfatte situationer, hvor barnet er født af en surrogatmor, der er blevet gravid med sæd fra en mand, hvis partner – kvinde eller mand – søger om at stedbarnsadoptere barnet. Ligeledes vil forslaget omfatte situationer, hvor en kvinde i et kvindeligt par har fået et barn ved en såkaldt hjemmeinsemination med sæd fra en mand, der ikke skal være barnets far, uden at betingelserne for at etablere medmoderskab efter børneloven er opfyldt.

Ved vurderingen af, om parterne har et stabilt familieliv, vil der skulle lægges vægt på tilsvarende forhold som ved det foreslåede stk. 3, nr. 1. I relation til situationer, hvor en kvinde i et kvindeligt par er blevet gravid, vil stedbarnsadoption som udgangspunkt ikke kunne meddeles, før det er fastslået, hvem der anses som far eller medmor til barnet efter børneloven, eller det er fastslået, at det ikke er muligt at fastslå faderskab eller medmoderskab til barnet.

For det tredje vil forslaget i stk. 3, nr. 3, indebære, at muligheden for at fravige kravet om et stabilt familieliv, jf. de foreslåede bestemmelser i stk. 3, nr. 1 og 2, hvis der foreligger andre særlige omstændigheder, blive lovfæstet, idet det samtidig vil blive præciseret, at det også vil være en betingelse, at adoptionen vil være bedst for barnet.

Det vil således være muligt at fravige kravet om et stabilt familieliv, hvis der foreligger en situation, der betyder, at adoptionen ikke kan vente til, dette krav er opfyldt. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis barnets forælder er ramt af livstruende sygdom. Det er hensigten, at anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, vil skulle svare til den gældende praksis for fravigelse af samlivskravet på 2 år og 6 måneder i sager, hvor der foreligger særlige omstændigheder.

I alle tre situationer vil stedbarnsadoption være betinget af, at adoptionen kan antages at være bedst for barnet, og at bestemmelserne om samtykke til adoption og om høring af barnet og en eventuel anden forælder i §§ 7 og 13 i adoptionsloven er iagttaget.

Med forslaget vil betingelserne for at meddele stedbarnsadoption af hensyn til barnets og parternes retssikkerhed blive lovfæstet som supplement til den bedst for barnet vurdering af adoptionen, der følger af § 2 i adoptionsloven. Det bør fortsat være en betingelse for stedbarnsadoption, at parterne på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv. Dette skyldes, at det ved stedbarnsadoption skal sikres, at adoptionslovens betingelse om, at adoption skal være til barnets bedste, er opfyldt, og at der er en formodning for, at dette er tilfældet, når der er etableret et stabilt familieliv, der kan danne ramme om barnets opvækst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt. 2.3.4.

Til nr. 5 og 6

Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Efter § 15 i adoptionsloven kan adoption ikke meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste. Familieretshuset kan afkræve enhver, der har kendskab til forholdene, alle oplysninger til brug ved afklaringen af, om der er ydet eller modtaget vederlag m.v. som nævnt i 1. pkt. Tilsvarende gælder for Ankestyrelsen i sager om adoption uden samtykke efter lovens § 9.

Bestemmelsen, der efter sin ordlyd indeholder et ubetinget forbud mod adoption, når der er betalt vederlag, har hidtil bl.a. været fortolket sådan, at den var til hinder for at meddele stedbarnsadoption, når barnet var blevet til ved en kommerciel surrogataftale, det vil sige en aftale, hvorefter en surrogatmor mod betaling føder et barn til et par eller en enlig med henblik på, at parret eller den enlige skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren.

Det samme gør sig gældende ved familieadoption, herunder stedbarnsadoption i andre situationer end ved udenlandske kommercielle surrogataftaler. Det kan f.eks. dreje sig om en situation, hvor den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever betaler vederlag til den anden forælder med henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet. Det kan også dreje sig om en situation, hvor et medlem af barnets familie betaler vederlag til barnets forældre med henblik på, at disse accepterer, at det pågældende familiemedlem adopterer barnet.

Den retspraksis m.v., der er gennemgået under de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1, indebærer imidlertid, at bestemmelsen reelt ikke længere i alle situationer indeholder et ubetinget forbud mod meddelelse af adoption, selvom der er betalt vederlag.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1 og 2.3.2.

Det foreslås, at i § 15, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven indsættes », jf. dog stk. 2« efter »meddeles«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af bestemmelsen, at den ikke vil finde anvendelse i situationer, hvor den nedenfor foreslåede nye bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven om barnets bedste vil finde anvendelse.

Videre foreslås det, at der som stk. 2 i § 15 i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at når adoptionen trods ydelse eller modtagelse af vederlag eller nogen anden form for modydelse kan antages at være bedst for barnet, finder stk. 1 ikke anvendelse, medmindre adoptionen er omfattet af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, der af Danmark anvendes tilsvarende i forhold til lande, der ikke har tiltrådt konventionen.

Første del af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven vil indebære, at selvom der er betalt vederlag for adoptionen, vil der skulle foretages en vurdering af, om adoptionen i den konkrete situation vil være den bedste løsning for barnet.

Bestemmelsen vil skulle anvendes således, at muligheden for at bevilge adoption trods betaling af vederlag ikke vil gå videre, end hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK, som konventionen må fortolkes i lyset af retspraksis fra EMD.

Dette vil i relation til sager om stedbarnsadoption, hvor barnet er blevet til ved en udenlandsk kommerciel surrogataftale, og hvor der i udlandet er fastslået et retligt forældreskab for den tiltænkte forælder, dvs. den genetiske og retlige fars partner, betyde, at adoptionen uanset vederlaget vil skulle gennemføres, når forældre/barn-forholdet er blevet en praktisk realitet, medmindre det undtagelsesvist må antages ikke at være bedst for barnet ikke at blive adopteret af den pågældende stedforælder.

Ved stedbarnsadoption i andre situationer, f.eks. i nationale sager hvor den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever, dvs. barnets stedforælder, betaler vederlag til den anden forælder med henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet, vil der efter artikel 3 i børnekonventionen skulle foretages en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Der vil således i disse situationer skulle foretages en konkret vurdering af, om adoptionen vil være bedst for barnet trods vederlaget. I denne vurdering vil navnlig skulle indgå barnets samlede situation, betydningen af vederlaget for den anden forælders accept af stedbarnsadoptionen og Danmarks forpligtelser til at imødegå handel med børn. Er der alene tale om et beskedent vederlag, vil dette ikke afgørende tale imod at bevilge stedbarnsadoption.

I relation til begge situationer bemærkes, at ved stedbarnsadoption gælder der en formodning for, at det vil være til fordel for barnet, at den, der fungerer som barnets sociale far eller mor, også bliver barnets retlige far eller mor.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse ved andre former for familieadoption end stedbarnsadoption således, at der også i disse situationer vil skulle foretages en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. I disse situationer består der imidlertid normalt ikke en direkte genetisk forbindelse mellem barnet og adoptanterne. Dette vil indebære, at hvis der er betalt vederlag til barnets forældre med henblik på, at de accepterer adoptionen, vil situationen kunne anskues sådan, at der reelt er tale om salg af et barn, og det vil derfor nøje skulle overvejes, om adoptionen vil være den bedste løsning for barnet, herunder set i lyset af Danmarks forpligtelser til at imødegå handel med børn. Navnlig ved adoption af et barn af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særligt knyttet til, men hvor ansøgeren ikke har nogen tilknytning til barnet af betydning, vil det i lyset af vederlaget kunne komme på tale at afslå adoptionen.

Anden del af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven vil være en undtagelse til bestemmelsens første del om barnets bedste og vil indebære, at det ubetingede forbud mod adoption, når der er betalt vederlag, vil blive opretholdt ved internationale adoptioner, der er omfattet af Haageradoptionskonventionen, eller hvor konventionen finder tilsvarende anvendelse. Hvis eksempelvis forældrene ved en international adoption har modtaget betaling for at overdrage deres barn til fremmedadoption, vil adoption fortsat skulle afslås.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1, og til den foreslåede tilsvarende ændring af § 13 i forældreansvarsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Endvidere henvises til det foreslåede forbud mod handel med børn med henblik på opfostring, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.

Til nr. 7 og 8

Adoptionsloven indeholder en række betingelser for adoption. Disse adoptionsbetingelser, der hovedsageligt fremgår af lovens kapitel 1, er møntet på adoption af børn, dvs. personer der ikke er fyldt 18 år. De samme betingelser gælder imidlertid også ved adoption af voksne, dvs. personer der er fyldt 18 år. Der findes således ikke særlige regler for adoption for voksne.

Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Personer, der er gift eller samlevende, kan efter lovens § 5 som udgangspunkt kun adoptere sammen med deres ægtefælle eller samlever, medmindre der er særlige grunde til at fravige dette krav.

Efter lovens § 5 a kan en adoptant adoptere en nuværende eller tidligere ægtefælles eller samlevers barn (stedbarnsadoption).

Der gælder efter lovens § 7 et krav om samtykke til adoption fra barnets forældre, når den, der ønskes adopteret, er under 18 år og umyndig. Dette krav gælder ikke, når den, der ønskes adopteret, er fyldt 18 år. I disse situationer skal der i stedet efter § 13 i adoptionsloven indhentes en erklæring fra forældrene om adoptionen. En protest fra forældrene mod adoptionen betyder ikke, at adoptionen ikke vil kunne gennemføres, men alt efter indholdet af protesten kan den betyde, at sagen skal undersøges nærmere. Hvis den, der ønskes adopteret, er under værgemål, følger det af § 14 i adoptionsloven, at der indhentes en erklæring fra værgen.

I praksis er det en betingelse for adoption, at der er en vis aldersforskel mellem adoptanterne og barnet. Der må således ikke være en så lille aldersforskel mellem adoptanterne og barnet, at det biologisk ville være udelukket, at adoptanterne kunne være forældre til barnet. Der stilles derfor normalt krav om, at aldersforskellen mellem adoptanterne og barnet er mindst 14 år.

Endvidere følger det af praksis, at der ved vurderingen af ansøgninger om adoption af flere søskende eller en ud af flere søskende tages hensyn til, at mindreårige søskende ikke stilles forskelligt i familiemæssige henseende.

En adoption kan ophæves, hvis betingelserne herfor i kapitel 3 (§§ 18-24) i adoptionsloven er opfyldt.

Det følger af lovens § 16, stk. 1, der er placeret i lovens kapitel 2, at ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt. Efter bestemmelsens stk. 2 får den adopterede ved stedbarnsadoption efter lovens § 5 a i forhold til ægtefællerne, de tidligere ægtefæller, de samlevende eller de tidligere samlevende samme retsstilling, som om den pågældende var deres fælles barn.

Familieretshuset behandler ansøgninger om adoption uden gebyrbetaling. Familieretshusets udgifter til behandling af en ansøgning om adoption af en voksen udgjorde i 2022 i gennemsnit 4.356 kr. (2024-pl). Ankestyrelsens udgifter til behandlingen af en klage over en afgørelse truffet af Familieretshuset om afslag på adoption af en voksen udgjorde i 2022 i gennemsnit 4.725 kr. (2024-pl).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3.1.

Det foreslås, at der efter kapitel 1 i adoptionsloven indsættes et nyt kapitel 1 a med titlen »Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år«.

(Til § 15 b)

Samtidig foreslås det, at der i det foreslåede kapitel 1 a som § 15 b, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kun må bevilge adoption af en person, der er fyldt 18 år, når den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og adoptionen antages at være bedst for dem begge. Videre foreslås det med bestemmelsens stk. 2, at stk. 1 også omfatter adoption af en nuværende eller tidligere ægtefælles eller samlevers barn, der er fyldt 18 år (stedbarnsadoption), og med bestemmelsens stk. 3 foreslås det, at §§ 3, 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse ved adoption efter stk. 1 og 2.

Forslaget vil overordnet betyde, at der i adoptionsloven indsættes et nyt kapitel, der indeholder betingelser for adoption af voksne, dvs. personer der er fyldt 18 år, således, at betingelserne i lovens kapitel 1 ikke vil skulle være opfyldt ved voksenadoption. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, foreslås, at titlen på kapitel 1 og § 1 i adoptionsloven ændres således, at kapitel 1 og § 1 alene finder anvendelse ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år.

Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 1, vil betyde, at det grundlæggende alene vil være en betingelse for adoption af en voksen, at den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og adoptionen antages at være bedst for dem begge. En adoption af en voksen vil således alene kræve, at det på grund af deres indbyrdes familielignende forhold er den rigtige beslutning for de personer, adoptionen omfatter. Dette vil forudsætte, at deres indbyrdes relation er forælder/barn-lignende, og at relationen har haft en vis varighed, uden at der dog vil skulle stilles krav om, at de på et tidspunkt har boet sammen. Relationen kan være opstået på forskellig vis, og dette er ikke afgørende for, om en adoption kan bevilges. Den kan være opstået gennem ansøgerens tilknytning til den ene retlige forælder, og der vil i så fald være tale om en stedbarns- eller stedbarnslignende adoption, men det kan også være en relation, der er opstået helt uden sammenhæng med den adopteredes øvrige familiemæssige situation.

Der vil skulle meddeles afslag på voksenadoption i situationer, hvor det må antages, at adoptanten udnyttes af den, der ønskes adopteret, eller omvendt, da adoptionen i givet fald ikke vil bedst for de involverede. Det bemærkes, at den omstændighed, at adoptionen ud over et familielignende forhold også er begrundet i et ønske om at stille en part bedre arveretligt, ikke i sig selv betyder, at der er tale om udnyttelse. Dette skal ses i lyset af, at parterne ved testamente har mulighed for at fravige de almindelige arveregler og dermed stille en part bedre arveretligt. Endvidere bemærkes det, at det efter forslaget vil være en betingelse for voksenadoption, at parternes indbyrdes relation er forælder/barn-lignende, hvilket generelt må antages at understøtte en formodning for, at ønsket om adoption ikke er begrundet i udnyttelse. Er det eneste motiv for ansøgningen derimod arveretlige forhold, og kan det ikke lægges til grund, at der i øvrigt er en forælder/barn-lignende relation, vil adoption skulle afslås.

Opstår der mistanke om, at adoptionen er begrundet i udnyttelse, vil Familieretshuset skulle undersøge sagen. Som led i den undersøgelse vil Familieretshuset kunne rette henvendelse til parternes slægtninge m.v., der kan have viden om udnyttelsesspørgsmålet, ligesom Familieretshuset vil kunne indkalde parterne til et møde. Det bemærkes, at der ikke vil blive lagt op til, at Familieretshuset i alle sager om voksenadoption vil skulle foretage en undersøgelse af, om der er tale om udnyttelse. Dette spørgsmål vil alene skulle undersøges, hvis oplysningerne i sagen giver anledning til mistanke om udnyttelse.

Familieretshuset vil også skulle undersøge sagen nærmere, hvis der opstår mistanke om, at en af parterne ikke mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt.

I ansøgningen vil de involverede skulle redegøre for deres indbyrdes forhold og baggrunden for ønsket om at etablere et retligt bånd gennem adoption. På det grundlag vil Familieretshuset skulle vurdere, om adoptionen vil være bedst for dem. I den forbindelse vil Familieretshuset skulle vurdere, om motivet for adoptionen er reelt, eller om der kan være tale om udnyttelse af en af parterne, f.eks. ved at opnå en bedre arveretlig retsstilling.

Sagsoplysningen vil normalt alene bestå i indhentelse af oplysninger fra de involverede og sammenholde disse oplysninger med registreringerne i CPR om parterne og deres familiemæssige relationer. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 3, der beskrives nedenfor, vil betyde, at der vil skulle indhentes en erklæring fra forældrene og værgen til den, der ønskes adopteret, og denne erklæring vil indgå i vurderingen af, om adoptionen vil være bedst for både den, der ønskes adopteret, og adoptanten. Er der behov for det, vil der med de pågældendes samtykke kunne indhentes oplysninger fra andre myndigheder eller privatpersoner.

Voksenadoption meddelt efter den foreslåede § 15 b vil være omfattet af § 16 i adoptionsloven. Dette vil indebære, at ved voksenadoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og den, der bliver adopteret, som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem den, der bliver adopteret, og dennes oprindelige slægt.

Efter § 25 i adoptionsloven kan social- og boligministeren fastsætte regler om behandling af adoptionssager. Med hjemmel i denne bestemmelse vil der blive fastsat regler om, hvordan parternes erklæringer om at være enige i adoptionen vil skulle afgives.

Den foreslåede ændring vil ikke ændre den gældende adoptionspraksis, hvorefter der som udgangspunkt skal være mindst 14 års aldersforskel mellem adopteret og adoptant. Dette vil fortsat gælde ved voksenadoption.

Samtidig vil en voksenadoption være omfattet af de generelle adoptionsregler i kapitel 4 i adoptionsloven, dog kun i det omfang disse betingelser er relevante for adoption af en voksen. Det vil navnlig dreje sig om lovens § 28, stk. 1, hvorefter den, der har bopæl her i landet, kun kan adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Bestemmelsen giver adoptanter, der bor i Danmark, mulighed for at adoptere et barn, der har bopæl i udlandet. Det vil skulle afgøres efter lovgivningen i det pågældende land, om en dansk adoption anerkendes der. Endvidere vil det dreje sig om lovens § 29 c, hvorefter en ansøgning om adoption skal indgives til Familieretshuset, som udgangspunkt ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), og om lovens § 29 b, hvorefter Familieretshusets afgørelser om adoption kan påklages til Ankestyrelsen.

Derimod vil adoption af en voksen ikke længere være betinget af, at den, der ønskes adopteret, er blevet opfostret af adoptanten inden det fyldte 18. år, ligesom samlivskravet på 2 og 6 måneder ikke vil gælde ved stedbarnsadoption af en voksen. Samtidig vil det blive muligt at gennemføre en voksenadoption i en situation, hvor adoptanten er gift eller har en samlever, og hvor denne ægtefælle eller samlever ikke selv ønsker at adoptere.

Den omstændighed, at en voksen, der ønsker at blive adopteret, har søskende, herunder mindreårige søskende, der ikke adopteres samtidigt, ikke bør tale imod adoptionen, selvom adoptionen vil betyde, at søskende stilles forskelligt med hensyn til forældreskab.

Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 2, i adoptionsloven vil betyde, at der som i dag vil kunne gennemføres en stedbarnsadoption af en voksen. Med den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 1, i adoptionsloven vil der ved stedbarnsadoption af en voksen ikke længere blive stillet krav om samliv i mindst 2 og 6 måneder mellem adoptivbarnet og adoptanten. Med forslaget vil den adopterede således kunne bevare det retlige bånd til én af sine oprindelige forældre og samtidig etablere et nyt retligt bånd til adoptanten uanset længden af et eventuelt forudgående samliv mellem de tre.

Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 3, i adoptionsloven vil betyde, at bestemmelserne i lovens §§ 3, 13 og 14, der er placeret i kapitel 1 i adoptionsloven, også vil skulle finde anvendelse ved adoption af en voksen. Det vil i relation til § 13 betyde, at der vil skulle indhentes en erklæring fra forældrene om deres holdning til adoptionen. Uanset at forældrene ikke kan modsætte sig en adoption af en voksen, så vil denne inddragelse af forældrene som beskrevet oven for kunne have betydning for vurderingen af, om adoptionen vil være bedst for både den, der ønskes adopteret, og adoptanten, idet forældrene vil kunne bidrage med oplysninger om det voksne barns tilknytning til den kommende adoptant.

Endvidere vil man ved adoption af en voksen ikke kunne adoptere sit eget barn, jf. § 3, og en voksenadoption vil ikke kunne gennemføres uden indhentelse af en erklæring fra værgen for den, der søges adopteret, hvis denne er under værgemål, jf. § 14.

Endelig bemærkes, at en person, der bliver adopteret som voksen, ikke efter reglerne i lov om indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december 2022, kan opnå dansk statsborgerskab som følge af adoptionen. Ligeledes giver en sådan adoption heller ikke ret til familiesammenføring efter udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023.

Med den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil det blive anerkendt, at tætte, familielignende relationer ikke kun opstår, før man bliver voksen, men at sådanne relationer lige så vel kan opstå, når man er blevet voksen. Derfor bør der være mulighed for at adoptere en voksen under betingelser, at der varetager de hensyn og afspejler de behov, som kendetegner en sådan adoption. Det må således generelt antages, at myndige personer selv kan vurdere, hvad der vil være bedst for dem, og da disse sager ikke rummer tungtvejende hensyn til andre involverede, bør betingelserne for voksenadoption være betydeligt lempeligere end ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år. Adoption af en voksen bør derfor ikke være betinget af, at den, der ønskes adopteret, er blevet opfostret af adoptanten inden det fyldte 18. år, ligesom samlivskravet på 2½ år ikke bør gælde ved stedbarnsadoption af en voksen.

(Til § 15 c)

Videre foreslås det, at der i det foreslåede kapitel 1 a i adoptionsloven som § 15 c , indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren fastsætter regler om betaling af gebyr ved indgivelse af ansøgning om adoption efter § 15 b, herunder om gebyrets størrelse.

Forslaget vil betyde, at borgeren ved indgivelse af en ansøgning om voksenadoption efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil skulle betales et gebyr, hvis størrelse vil skulle fastsættes og reguleres en gang årligt af social- og boligministeren, og hvis størrelse vil skulle fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved Familieretshusets og Ankestyrelsens behandling af sager om voksenadoption. I forhold til Ankestyrelsen vil der være tale om omkostningerne ved behandlingen af klager over Familieretshusets afgørelser om voksenadoption. Endelig vil social- og boligministeren skulle fastsætte regler om betaling af gebyret, herunder om at gebyret vil skulle betales ved indgivelsen af ansøgningen om voksenadoption, og at Familieretshuset vil kunne afvise ansøgningen, hvis gebyret ikke betales.

Gebyret vil skulle betales for behandlingen af en ansøgning om voksenadoption, og gebyret vil derfor ikke blive tilbagebetalt, hvis ansøgningen afslås eller trækkes tilbage.

Der vil ikke skulle betales gebyr, hvis ansøgning om adoption er indgivet inden den, der søges adopteret, var fyldt 18 år, men afgørelsen ikke er truffet inden det fyldte 18. år således, at afgørelsen som nævnt ovenfor vil skulle træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven.

Indgives en ansøgning om voksenadoption uden betaling af gebyr, vil Familieretshuset normalt ikke afvise ansøgningen, men rette henvendelse til ansøgeren om betaling af gebyret, og ansøgningen vil kun blive afvist, hvis gebyret fortsat ikke bliver betalt.

Forslaget om at indføre gebyr for behandlingen af sager om voksenadoption skal ses i sammenhæng med, at adoption af en voksen i modsætning til adoption af et barn ikke har en juridisk betydning i hverdagen for de involverede. Da adoption af en voksen således ikke er udtryk for en juridisk nødvendighed, og da adoptionen heller ikke skal varetage et praktisk behov for omsorg hos den adopterede, bør lempelse af adgangen til at adoptere en voksen efter ministeriets opfattelse følges af en indførelse af et omkostningsbestemt brugerbetalt gebyr.

(Til ændringen af § 16, stk. 2)

Endelig foreslås det, at i § 16, stk. 2, i adoptionsloven ændres »§ 5 a« til »§§ 5 a eller 15 b«.

Forslaget vil betyde, at ved stedbarnsadoption af en voksen efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil lovens § 16, stk. 2, finde anvendelse således, at den adopterede i forhold til adoptanten og dennes nuværende eller tidligere ægtefælle eller samlever får samme retsstilling, som om den adopterede var deres fælles barn.

Forslaget skal ses i sammenhæng med ovennævnte forslag om i adoptionsloven som § 15 b at indsætte bestemmelser om voksenadoption, herunder ved stedbarnsadoption. Ved stedbarnsadoption af en voksen bør adoptionen have samme retsvirkninger som stedbarnsadoption i andre situationer, således at barnet bliver fælles barn af barnets retlige forælder og dennes nuværende eller tidligere ægtefælle eller samlever.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3, og lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9 og 10

Efter § 25 b, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven består Adoptionsnævnet af en formand og et antal andre medlemmer. Efter bestemmelsens 2. pkt. skal formanden være landsdommer eller højesteretsdommer. I behandlingen af hver klagesag deltager efter bestemmelsens 3. pkt. mindst 5 medlemmer, herunder formanden eller 1 medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen. Social- og boligministeren fastsætter efter bestemmelsens 5. pkt. forretningsordenen for nævnet.

Efter § 25 b, stk. 2, 1. pkt., i adoptionsloven beskikkes nævnets medlemmer samt stedfortrædere for disse af social- og boligministeren for indtil 4 år ad gangen. Et medlem kan efter bestemmelsens 2. pkt. i alt være beskikket i 8 år, og efter bestemmelsens 3. pkt. gælder det samme for en stedfortræder.

§ 25 b, stk. 2, 1. pkt., blev indsat i adoptionsloven ved lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.). Ifølge forarbejderne til bestemmelsen var den begrundet i, at beskikkelse som medlem af Adoptionsnævnet maksimalt burde strække sig over 8 år, idet der bør sikres en kontinuerlig udskiftning af nævnets medlemmer. Der henvises til Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3206.

Efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 728 af 10. juli 2019 om forretningsordenen for Adoptionsnævnet består Adoptionsnævnet af en formand, der skal være landsdommer eller højesteretsdommer, og af 9 andre medlemmer, heraf fire medlemmer med lægelig sagkundskab (pædiatri, intern medicin, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri), 1 psykolog, 1 socialrådgiver, 2 lægmedlemmer samt 1 jurist fra Ankestyrelsen. Efter bestemmelsens stk. 3 er det juridiske medlem næstformand for nævnet. Næstformanden træder i formandens sted, hvis formanden er forhindret. Efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, stiller Ankestyrelsen sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

I praksis udpeges der ikke en stedfortræder for formanden, men for næstformanden. Endvidere beskikkes næstformanden og dennes stedfortræder blandt medarbejderne i den enhed i Ankestyrelsen, der stiller sekretariatsbistand til rådighed for Adoptionsnævnet.

Efter bekendtgørelsens § 2 er Adoptionsnævnets væsentligste opgaver at behandle klager over afgørelser, der er truffet af adoptionssamrådene, ved national adoption at udvælge den godkendte ansøger, som skønnes bedst egnet til at adoptere et bestemt barn, at udnævne et antal særligt sagkyndige børnelæger, der kan vejlede adoptionsansøgere i forbindelse med matchningsforslag, at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoption og at udgive en årsberetning.

Det foreslås, at i § 25 b, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven indsættes efter »formand« », en næstformand«, at i bestemmelsens 2. pkt. indsættes efter »højesteretsdommer« », og næstformanden skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen«, og at i bestemmelsens 3. pkt. ændres »1 medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen« til: »næstformanden«.

Videre foreslås det, at i § 25 b, stk. 2, i adoptionsloven indsættes som 4. pkt. en bestemmelse, hvorefter 2. og 3. pkt. ikke gælder for næstformanden og dennes stedfortræder.

Forslaget vil betyde, at næstformanden for Adoptionsnævnet og dennes stedfortræder ikke vil være omfattet af bestemmelserne i § 25 b, stk. 2, 2. og 3. pkt., i adoptionsloven. Dette vil indebære, at næstformanden vil kunne beskikkes som næstformand for nævnet i længere tid end 8 år, og at stedfortræderen for næstformanden tilsvarende vil kunne beskikkes som stedfortræder for næstformanden i længere tid end 8 år.

Videre vil forslaget betyde, at det lovfæstes, at der er en næstformand for Adoptionsnævnet, og at denne næstformand og dennes stedfortræder skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at næstformanden for Adoptionsnævnet og dennes stedfortræder begge skal være jurister og ansat i Ankestyrelsen, der stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Næstformanden og dennes stedfortræder har derfor ansvaret for kontinuiteten i nævnets arbejde, og de bør derfor ikke være omfattet af den maksimale beskikkelsesperiode på 8 år, der følger af § 25 b, stk. 2, 2. og 3. pkt., i adoptionsloven.

Til nr. 11-13

Kapitel 5 a i adoptionsloven, der har overskriften »Døgnpleje, midlertidig placering, surrogatmoderskab og straf«, indeholder i § 33, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter hjælp ikke må ydes eller modtages med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne. Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse, som nævnt i stk. 1. § 33 har overskriften »Formidling af surrogatmoderskab«.

Endvidere indeholder kapitel 5 a i adoptionsloven i § 34, stk. 1, nr. 2, en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder §§ 31, 32 eller 33.

Det foreslås, at i overskriften til kapitel 5 a i adoptionsloven udgår », surrogatmoderskab«, at overskriften før § 33 og § 33 i adoptionsloven ophæves, og at i § 34, stk. 1, nr. 2, i adoptionsloven ændres »§§ 31, 32 eller 33« til »§§ 31 eller 32«.

Forslaget vil medføre, at det ikke længere efter adoptionsloven vil være strafbart at formidle surrogataftaler. Formidling af surrogataftaler vil dog fortsat være strafbart, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 30 j og 35 i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 17.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.4, samt til de foreslåede bestemmelser i §§ 30 j og 35 i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, og bemærkningerne hertil.

Kilde

Til nr. 1

Forældreansvarsloven indeholder i §§ 6-7 a en række bestemmelser om etablering af forældremyndighed, herunder fælles forældremyndighed, direkte som følge af loven. Efter disse bestemmelser er det udgangspunktet, at forældre, der er gift med hinanden ved barnets fødsel, har fælles forældremyndighed, og at en ugift mor har forældremyndigheden alene. Det kræver således i disse situationer ikke en myndighedsbeslutning at etablere forældremyndigheden.

Det foreslås, at der som § 7 b i forældreansvarsloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at ved registrering og anerkendelse af og afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab efter kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven får forældrene fælles forældremyndighed. Har barnet kun en forælder, har denne forældremyndigheden alene.

Forslaget vil betyde, at når der etableres moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af en surrogataftale ved registrering, anerkendelse eller afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, vil det tiltænkte forældrepar få fælles forældremyndighed, også selvom de er ugifte. Er der kun én tiltænkt forælder, vil vedkommende få forældremyndigheden alene.

Den foreslåede tildeling af forældremyndighed vil ikke kræve en myndighedsbeslutning.

Med tildelingen af forældremyndigheden efter den foreslåede bestemmelse vil surrogatmoren og hendes eventuelle ægtefælle ikke længere have forældremyndighed over barnet.

Der henvises til, at et barn, hvis forældreskab efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, fastslås på grundlag af en surrogataftale, bør have samme retsforhold til de tiltænkte forældre som børn, der fødes af et ægtepar eller et samlevende par. De tiltænke forældre bør derfor have fælles forældremyndighed. Er der kun én tiltænkt forælder, bør denne på samme måde som en enlig mor have forældremyndigheden alene.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.2 og til de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven og bemærkningerne til dem.

Til nr. 2

Efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven kan forældremyndigheden ved aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten overføres til andre end forældre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening, herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever. Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en af barnets forældre aftale at have fælles forældremyndighed. Efter bestemmelsens stk. 3, 2. pkt., er en aftale efter stk. 2 ikke er gyldig, hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til forældremyndighedens indehaver.

Bestemmelsen i stk. 2 omfatter situationer, hvor forældremyndigheden over et barn ønskes overført til en person eller et par, der ikke er barnets retlige forældre, med den virkning, at personen får forældremyndigheden alene, eller at parret får fælles forældremyndighed. Bestemmelsen anvendes f.eks., når forældrene ikke er i stand til at tage sig af barnet og ønsker, at barnets skal bo hos nære familiemedlemmer, der skal have forældremyndigheden over barnet for retligt at kunne varetage den daglige omsorg for barnet. Overførsel af forældremyndighed er i sådanne situationer et mindre indgribende tiltag end adoption, der medfører ændring af det retlige forældreskab til barnet. Aftalen godkendes som udgangspunkt, når forældremyndigheden ønskes overført til nære familiemedlemmer. Ønskes forældremyndigheden overført til andre end nære familiemedlemmer, foretages der en nærmere undersøgelse af, om overførslen er bedst for barnet. Der lægges herved bl.a. vægt på, om der er tale om omgåelse af adoptionslovgivningen.

Endvidere omfatter bestemmelsen i stk. 2 situationer, hvor en af barnets forældre ønsker at have fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever. Dette drejer sig for det første om situationer, hvor barnets forældre ikke bor sammen, og den forælder, som barnet bor hos, har en ægtefælle eller samlever, med hvem vedkommende ønsker at have fælles forældremyndighed. For det andet drejer det sig om situationer, hvor et ægtepar eller et samlevende par sammen har fået et barn ved en surrogataftale, og de ønsker at have fælles forældremyndighed over barnet, fordi ægtefællens eller samleverens forældreskab til barnet ikke er blevet etableret efter dansk ret. I disse situationer anses etablering af fælles forældremyndighed som udgangspunkt som bedst for barnet, da ægtefællen eller samleveren allerede fungerer som social forælder til barnet.

Fælles for de nævnte situationer er, at aftalen indebærer overførslen af forældremyndighed til tredjemand, dvs. en person der ikke er forælder til barnet. Aftaler om forældremyndighed mellem barnets forældre er reguleret i §§ 9-10 a og § 13, stk. 1, i forældreansvarsloven.

Det bemærkes, at afgørelser efter forældreansvarsloven efter lovens § 4 skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og efter lovens § 34 skal barnet inddrages under sager om forældremyndighed, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Endvidere bemærkes, at efter lovens § 36, stk. 1, skal der indhentes en erklæring fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, inden en aftale om forældremyndighed efter lovens § 13, stk. 2, godkendes. Det beror på en konkret vurdering, hvilken betydning en protest mod aftalen om forældremyndighed skal tillægges.

Ordlyden af bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven indebærer, at i sager om godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed til tredjemand er aftalen ugyldig, hvis overførslen af forældremyndigheden er betinget af betaling til en forældremyndighedsindehaver. Der er således i de omhandlede situationer et ubetinget forbud mod at godkende sådanne aftaler om overførsel af forældremyndighed, når der er ydet vederlag. Dette betyder, at efter ordlyden af § 13, stk. 3, 2. pkt., finder lovens § 4 om barnets bedste ikke anvendelse ved ansøgning om godkendelse af sådanne aftaler.

Bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., blev indsat i forældreansvarsloven ved § 1, nr. 11, i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). Ifølge bemærkningerne til denne bestemmelse fremgik det inden lovens ikrafttræden af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 146 af 22. februar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., at hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til indehaveren af forældremyndigheden, kan en aftale om overførsel af forældremyndighed til andre end forældre ikke godkendes. Bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven var således en videreførelse af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, idet det af ordensmæssige hensyn fandtes rigtigst, at bestemmelsen fremgår af forældreansvarsloven. Bemærkningerne indeholdt ikke en nærmere beskrivelse af bestemmelsens anvendelsesområde. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, A, L 91, som fremsat, side 66.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., udsprang af forslaget til lov nr. 326 af 4. juni 1986 om ændring af adoptionsloven og indfødsretsloven (Formidling af adoption m.v.). Om denne lov og bemærkningerne til den henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1.1.

Ovennævnte bestemmelser om forbud mod godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed, når der er betalt vederlag, skal ses i lyset af, at surrogataftaler efter dansk ret ikke har retsvirkninger, og at retligt forældreskab til børn født på grundlag af en surrogataftale derfor efter dansk ret kun kan etableres ved adoption. På grund af de strenge adoptionsbetingelser, herunder forbuddet i § 15 i adoptionsloven mod adoption, når der er betalt vederlag, søger tiltænkte forældre i nogle situationer i stedet at få fælles forældremyndighed over barnet ved, at barnets far aftaler fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever, der også er barnets sociale forælder. Hvis der ydes vederlag til forældremyndighedsindehaveren for surrogataftalen, må ovennævnte lovbemærkninger forstås sådan, at aftalen ikke kan godkendes.

Det bemærkes, at § 13, stk. 3, 2. pkt., kun finder anvendelse, når modtageren af betalingen m.v. er en forældremyndighedsindehaver, der har forældremyndigheden alene eller har del i forældremyndigheden. Har den forælder, der modtager vederlaget m.v., ikke del i forældremyndigheden, finder bestemmelsen ikke anvendelse. I sådanne situationer er § 13, stk. 3, 2. pkt., derfor ikke til hinder for at godkende aftalen om overførsel af forældremyndighed. Dette har navnlig betydning, når det tiltænkte forældrepars forældreskab er fastslået i udlandet på baggrund af en surrogataftale, idet fastslåelsen af forældreskabet typisk vil betyde, at det tiltænkte forældrepar har fået tildelt forældremyndighed over barnet, og at surrogatmoren ikke har forældremyndighed over barnet. Efter Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn anerkender Danmark som udgangspunkt udenlandsk forældremyndighed, forudsat at barnet boede i det pågældende land, da forældremyndigheden blev tildelt.

Det følger af artikel 3 i børnekonventionen, at i alle foranstaltninger vedrørende børn, skal barnets bedste komme i første række. Endvidere følger det som nævnt i de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.2, af retspraksis fra EMD, at det er et grundlæggende princip, at barnets bedste altid skal komme i første række, når det drejer sig om et barns situation. Et ubetinget forbud mod at godkende aftaler om overførsel af forældremyndighed, når der er betalt vederlag til forældremyndighedens indehaver, er således ikke fuldt ud foreneligt med børnekonventionen retspraksis fra EMD.

Dette indebærer, at 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven skal administreres i overensstemmelse med børnekonventionen således, at uanset betaling af vederlag skal aftalen godkendes, hvis den er bedst for barnet

Familieretshuset har oplyst, at bestemmelsen administreres i overensstemmelse hermed.

Det foreslås, at i § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven indsættes », medmindre aftalen trods ydelse af vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste kan antages at være bedst for barnet« efter »indehaver«.

Forslaget vil indebære, at selvom der er betalt vederlag til forældremyndighedsindehaveren for overførslen af forældremyndighed, vil der skulle foretages en vurdering af, om overførslen af forældremyndighed i den konkrete situation vil være den bedste løsning for barnet.

I sager, hvor en af barnets forældre ønsker at have fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever, der allerede fungerer som social forælder for barnet, må det i udgangspunktet antages, at etablering af fælles forældremyndighed trods betaling af vederlag må anses som bedst for barnet. Aftalen bør derfor godkendes, medmindre barnet giver udtryk for ikke at ønske fælles forældremyndighed, eller den anden forældre efter § 36, stk. 1, i forældreansvarsloven protesterer mod etablering af fælles forældremyndighed, og der er grundlag for at tage hensyn til denne protest.

Derimod bør aftaler, hvorved forældremyndighed mod betaling af vederlag søges overført til personer, som hverken barnet eller dets forældre har nogen nær relation til fortsat i udgangspunktet afslås under henvisning til både hensynet til barnets bedste og betalingen. Det bør således fortsat ikke være muligt at købe sig til forældremyndigheden over et barn, som man ikke har nogen nær relation til.

Med den foreslåede ændring vil § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven blive bragt i overensstemmelse med den aktuelle forståelse af bestemmelsen, jf. beskrivelsen af gældende ret.

Der henvises til den tilsvarende ændring af § 15 i adoptionsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 og 6, og bemærkningerne hertil og de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 5, stk. 1, i Familieretshusloven, at enkle sager visiteres til behandling efter bestemmelsen i lovens kapitel 8. Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i loven som § 5-sager. Efter lovens § 5, stk. 2, nr. 4, behandles sager om anerkendelse af faderskab og medmoderskab efter § 14 i børneloven som udgangspunkt som § 5-sager. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.5.

Det foreslås, at § 5, stk. 2, nr. 4, i børneloven affattes således: »Registrering og anerkendelse af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab efter §§ 3 d, 14 og 30 e i børneloven.«

Forslaget vil betyde, at Familieretshuset også vil skulle behandle sager om registrering og anerkendelse af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af surrogataftaler efter de foreslåede §§ 3 d og 30 e i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, som § 5-sager.

Forslaget vil ikke ændre Familieretshusets behandling af sager om anmeldelse af faderskab og medmoderskab efter den gældende bestemmelse i § 14 i børneloven.

Sager om registrering og anmeldelse af forældreskab som følge af en surrogataftale bør således behandles af den samme myndighed, som behandler sager om anmeldelse af faderskab og medmoderskab.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, og til de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i §§ 3 d og 30 e i børneloven og bemærkningerne dertil.

Til nr. 2

Det fremgår af § 6, stk. 1, i Familieretshusloven, at mindre enkle sager visiteres til behandling efter bestemmelsen i lovens kapitel 9 (§§ 26 og 27). Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i loven som § 6-sager.

Det følger af lovens § 26, at Familieretshuset foretager oplysning af en § 6-sag og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen, når den er oplyst efter bestemmelserne i den lov, som sagen er omfattet af, jf. dog § 27.

Efter lovens § 27, stk. 2, indbringer Familieretshuset navnlig en § 6-sag, der ikke er omfattet af forældreansvarsloven, for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Efter lovens § 6, stk. 2, behandles en række sagstyper dog altid som § 6-sager, der afgøres af Familieretshuset efter § 26. I disse sager vil afgørelsen altid skulle træffes af Familieretshuset. Familieretshuset kan således ikke indbringe sådanne sager for familieretten til afgørelse efter § 27 i Familieretshusloven.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.5.

Det foreslås, at i § 6, stk. 2, i børneloven indsættes efter nr. 12 som nr. 13 følgende: »13) Sager om forældreskab ved surrogataftaler efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven.«

Forslaget vil betyde, at når der skal træffes afgørelse om forældreskab (moderskab, faderskab, medmoderskab og faderskab) på grundlag af en surrogataftale efter de ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelser i §§ 30 f, 30 g og 30 i i børneloven, vil afgørelsen altid skulle træffes af Familieretshuset. Familieretshuset vil således ikke kunne indbringe en sag om forældreskab på grundlag af en surrogataftale for familieretten til afgørelse efter § 27 i Familieretshusloven. På grund af de omhandlede forældreskabssagers særlige karakter bør den indledende afgørelse i sagen således træffes af Familieretshuset. Disse afgørelser vil efter § 39 i Familieretshusloven altid kunne indbringes for familieretten til prøvelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, og til de ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelser i §§ 30 f, 30 g og 30 i i børneloven og bemærkningerne dertil.

Til nr. 3

Det følger af § 27, stk. 1, nr. 3, i Familieretshusloven, at Familieretshuset indbringer en § 6-sag for familieretten til afgørelse, når sagen er oplyst, parterne ikke har fundet en løsning på deres uenighed, og der skal træffes en afgørelse om samvær efter § 21, jf. § 19, i forældreansvarsloven, og denne afgørelse vil være indgribende for barnet. Det er Familieretshuset, der vurderer, om en afgørelse om samvær vil være indgribende for barnet. Det afgørende for denne vurdering er, om der er tale om større ændringer af samværet. Bestemmelsen omfatter først og fremmest sager, der drejer sig om, om der overhovedet skal være samvær eller ej, samt sager om væsentlige udvidelser eller indskrænkninger af samværet. Derimod omfatter bestemmelsen ikke mindre ændringer som f.eks., om samvær skal afholdes i lige eller ulige uger, tidspunkt for afhentning til samvær og stillingtagen til enkeltstående samvær. Karakteren af parternes konflikt vil også kunne have betydning i den samlede afvejning.

Efter § 6 i Familieretshusloven visiteres mindre enkle sager til behandling efter bestemmelserne i lovens kapitel 9, der bl.a. omfatter § 27. Sager omfattet af § 6 betegnes som § 6-sager.

Hvis der er uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter § 21 i forældreansvarsloven træffes afgørelse herom og fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold. Fastsættelse af samvær kan afslås, og en aftale eller afgørelse om samvær kan ændres eller ophæves. De nærmere regler om fastsættelse af samvær findes i lovens §§ 19-21.

Det følger af § 19 i forældreansvarsloven, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.

Bestemmelserne §§ 20 og 20 a i forældreansvarsloven regulerer samvær med andre end forældre. Det følger af lovens § 20, stk. 1, at hvis en forælder eller begge forældre er døde, eller en forælder er ukendt, kan der fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til. Er der ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan der efter bestemmelsens stk. 2 fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til. Det følger endvidere af lovens § 20 a, at hvis barnet er adopteret, kan der efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær.

Det foreslås, at i § 27, stk. 1, nr. 3 , i Familieretshusloven ændres »§ 19» til »§§ 19-20 a«.

Forslaget vil betyde, at Familieretshuset ikke vil kunne træffe afgørelse om samvær efter §§ 20 og 20 a i forældreansvarsloven, hvis afgørelsen vil være indgribende for barnet. Familieretshuset vil i stedet skulle indbringe sådanne sager til familieretten til afgørelse.

Der henvises til, at ved indførelsen af § 27, stk. 1, nr. 3, i Familieretshusloven var det intentionen, at bestemmelsen skulle omfatte alle samværssager efter forældreansvarsloven, bortset fra midlertidige afgørelser. Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 90 som fremsat, punkt 3.3.6.2 og 3.3.6.3. Med forslaget bringes bestemmelsen i overensstemmelse med intentionerne bag den.

Til nr. 4

Efter § 35, stk. 2, i Familieretshusloven har registrering af faderskab og medmoderskab foretaget af Familieretshuset virkning fra registreringen, og anmeldelse af faderskab og medmoderskab til Familieretshuset har virkning fra Familieretshusets modtagelse af anmeldelsen.

Efter lovens § 37, stk. 1, nr. 1, har afgørelser om faderskab og medmoderskab efter børneloven truffet af Familieretshuset som udgangspunkt virkning 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.

Det foreslås, at to steder i § 35, stk. 2, og i § 37, stk. 1, nr. 1, i børneloven ændres »faderskab og medmoderskab« til: »moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at Familieretshuset med de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil skulle registrere, anerkende og træffe afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og faderskab) på grundlag af en surrogataftale. Der bør for disse registreringer, anerkendelser og afgørelse gælde samme regler om virkningstidspunkt som for registreringer, anerkendelser og afgørelse af faderskab og medmoderskab efter de gældende regler.

Der henvises i øvrigt til de ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven og bemærkningerne dertil.

Til nr. 5

Efter § 45 i Familieretshusloven nedsætter social- og boligministerens et rådgivende udvalg i Familieretshuset. Udvalget har til opgave at bidrage til Familieretshusets sikring af kvaliteten i sagsbehandlingen og den løbende udvikling af Familieretshusets støtte og rådgivning til børn og tilbud om rådgivning og konflikthåndtering. Medlemmerne af udvalget virker i personlig kapacitet og ikke som repræsentant for en eventuel interesseorganisation. De vælges for fire år og kan genudpeges.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.

Det foreslås, at § 45 , stk. 2-4, i Familieretshusloven ophæves, og at der i bestemmelsen som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om udvalget, herunder udvalgets forretningsorden og sammensætning.

Forslaget vil indebære, at social- og boligministeren vil skulle fastsætte nærmere regler for udvalget, herunder udvalgets forretningsorden og sammensætning. Bestemmelsen påtænkes udmøntet således, at ministeren i en bekendtgørelse vil fastlægge, hvilke organisationer m.v. der vil kunne indstille medlemmer til udvalget, og at disse organisationer m.v. vil kunne indstille en suppleant eller flere suppleanter for hvert udvalgsmedlem.

Det vil ligeledes skulle fremgå af bekendtgørelsen, at ved fastsættelsen af, hvem der skal have denne indstillingsret, vil der navnlig skulle lægges vægt på, at de udvalgte organisationer m.v. har viden om og arbejder inden for et eller flere af de områder, der fremgår af § 2, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1303 af 4. december 2019 om forretningsordenen for det rådgivende udvalg i Familieretshuset, og at der i udvalget er viden om LGBT+- og integrationsproblematikker med relation til den familieretlige lovgivning.

Har flere organisationer m.v. viden om et af de omhandlede områder, bestemmer ministeren, hvilken eller hvilke af disse, der skal have indstillingsret. Ved beslutning om, hvilke organisationer m.v. der skal have indstillingsret, vil der i sådanne situationer skulle lægges vægt på dokumenterbar faglig indsigt i og viden om det pågældende område.

Inden udstedelsen af bekendtgørelsen om det rådgivende udvalg vil social- og boligministeren skulle rette henvendelse til de organisationer m.v., der har viden om et eller flere af de omhandlede områder, og opfordre dem til at overveje, om de vil anmode om at få ret til at indstille medlemmer af udvalget. En tilsvarende opfordring vil skulle offentliggøres på ministeriets hjemmeside således, at også andre organisationer m.v. vil kunne anmode om at få indstillingsret.

Det vil endvidere skulle fremgå af bekendtgørelsen, at de omhandlede organisationer m.v. ved indstilling af medlemmer og suppleanter skal redegøre for de indstillede medlemmers og suppleanters faglige kvalifikationer. Endelig vil det skulle fremgå af bekendtgørelsen, at udpegningsperioden er 4 år med mulighed for genudpegning. Hvis et medlem udtræder af udvalget, vil den pågældende organisation m.v. kunne indstille et nyt medlem, der udpeges for den resterende del af udpegningsperioden. Der vil ligeledes skulle fastsættes regler om, at hvis et medlem ikke længere er tilknyttet eller arbejder for den indstillende organisation m.v., vil udpegningen bortfalde, og organisationen m.v. vil skulle indstille et nyt medlem. Tilsvarende vil skulle gælde for suppleanter.

Ved indstilling af medlemmer og suppleanter vil organisationerne m.v. efter § 9 i lov om ligestilling af kvinder og mænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19. december 2022, som altovervejende udgangspunkt skulle indstille både en kvinde og en mand til hver post.

Forslaget vil ikke medføre en ændring af udvalgets kompetencer og opgaver. Forslaget vil heller ikke medføre behov for i øvrigt at ændre forretningsordenen for udvalget. Social- og boligministeren vil således fortsat skulle fastsætte regler om sekretariatsbistand for udvalget og om dækning af transportudgifter m.v. for medlemmerne, og direktøren for Familieretshuset vil fortsat være formand for udvalget.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i forbindelse med arbejdet i det rådgivende udvalg i Familieretshuset er konstateret, at den nuværende model med personlig udpegning af medlemmer på baggrund af faglige kvalifikationer og ikke som repræsentant for en organisation m.v. er uhensigtsmæssig. Det skyldes, at når et medlem ikke længere er tilknyttet en relevant organisation m.v., så vil medlemmet muligvis ikke længere have adgang til den viden, som ligger i det faglige netværk i organisationen. Dette kan medføre videnstab i udvalget, og det kan også betyde, at relevant viden fra udvalget ikke bliver videreformidlet til organisationerne m.v. på det familieretlige område. Selvom et medlem efter et jobskifte fortsat kan bidrage med relevant viden til udvalgets arbejde, er det også uhensigtsmæssigt, at viden fra udvalget ikke bliver bragt videre til organisationerne m.v. Det er også uhensigtsmæssigt, at den personlige udpegning af medlemmer ikke giver mulighed for, at et medlem kan sende en suppleant til et møde i udvalget, hvis medlemmet er forhindret i at møde.

Sammensætningen af det rådgivende udvalg bør derfor ændres sådan, at udpegningen af medlemmer til udvalget sker efter indstilling fra relevante organisationer m.v., og at der kan udpeges suppleanter for medlemmerne.

Samtidig bør det sikres, at der i udvalget er viden om LGBT+- og integrationsproblematikker, da disse problematikker kan have betydning for det familieretlige område.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6, til bemærkningerne til lovforslagets § 14, og til lovforslagets § 15, stk. 2, og bemærkningerne dertil.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 1, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at loven vedrører anvendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen af 1980 af afgørelser om forældreansvar (1. pkt.). Derudover vedrører loven behandling af anmodninger om tilbagegivelse efter Haagerbørnebortførelseskonventionen af børn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat (2. pkt.). Herudover vedrører loven retshjælp til indehaveren af forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til udlandet eller ulovligt tilbageholdes der (3. pkt.).

Det forslås, at der i § 1, stk. 1, i børnebortførelsesloven som 4. pkt . indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at loven også vedrører sager, hvor et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i lovens § 2, stk. 1 og 2, nævnte konventioner eller Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, jf. kapitel 5 a.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det ved lovforslagets § 5, nr. 7, foreslåede nye kapitel 5 a, der efter forslaget vil skulle indeholde bestemmelser om behandlingen af sager om tilbagegivelse af børn, der ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter Europarådskonventionen af 1980, Haagerbørnebortførelseskonventionen eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Det bemærkes, at henvisningen i den foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., til lovens § 2, stk. 1 og 2, vedrører henholdsvis Europarådskonventionen af 1980 og Haagerbørnebortførelseskonventionen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og det ved lovforslagets § 5, nr. 7, foreslåede kapitel 5 a og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Det følger af § 1, stk. 2, i børnebortførelsesloven, at loven gælder for børn under 16 år.

Det forslås, at i § 1, stk. 2, i børnebortførelsesloven indsættes », jf. dog § 18 b« efter »16 år«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 5 nr. 7, foreslåede bestemmelse i § 18 b i børnebortførelsesloven. Denne bestemmelse vil efter forslaget skulle indeholde regler om behandlingen af sager om tilbagegivelse af et barn, der ulovligt er ført til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter Europarådskonventionen af 1980, Haagerbørnebortførelseskonventionen eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at den vil skulle gælde for børn under 18 år.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og den ved lovforslagets § 5, nr. 7, foreslåede bestemmelse i § 18 b i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 og 4

Efter § 2, stk. 2, i børnebortførelsesloven anvendes en række bestemmelser i loven i forhold til stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. I lovens § 2, stk. 5, § 10, stk. 1, og § 21, stk. 1, 2. pkt., samt i overskriften til lovens kapitel 4 anvendes Haagerkonventionen som forkortelse for konventionens navn.

Det foreslås, at i § 2, stk. 2, i børnebortførelsesloven indsættes efter »børnebortførelser«: »(Haagerbørnebortførelseskonventionen)«, og at to steder i § 2, stk. 5, og i overskriften til kapitel 4, § 10, stk. 1, og § 21, stk. 1, 2. pkt., ændres »Haagerkonventionen« til: »Haagerbørnebortførelseskonventionen«.

Forslagene skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 5, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., i børnebortførelsesloven, der foreslås at vil skulle indeholde en henvisning til Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn. Den bestemmelse vil betyde, at børnebortførelsesloven vil indeholde bestemmelser om to Haagerkonventioner. For at undgå misforståelser bør de gældende henvisninger i loven til Haagerkonventionen ændres sådan, at der i stedet henvises til Haagerbørnebortførelseskonventionen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og den ved lovforslagets § 3, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5

§§ 10 og 11 i børnebortførelsesloven indeholder regler om, at børn, som ulovligt er ført til eller ulovligt tilbageholdes i Danmark, efter anmodning som udgangspunkt skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbagegivelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen. Centralmyndigheden indbringer en anmodning om tilbagegivelse af et barn for familieretten, der træffer afgørelse om, hvorvidt barnet skal tilbagegives.

Hvis en afgørelse om, at et barn skal tilbagegives, ikke frivilligt efterleves, kan den forælder, som barnet er bortført fra, indgive anmodning til familieretten om fuldbyrdelse af tilbagegivelsesafgørelsen efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. i kapitel 42 b i retsplejeloven. Når centralmyndigheden har modtaget den endelige afgørelse fra familieretten eller landsretten om, at barnet skal tilbagegives, afslutter centralmyndigheden i udgangspunktet sagen. Hvis den efterladte forælder ønsker denne tilbagegivelsesafgørelse fuldbyrdet, vejleder centralmyndigheden forælderen om fuldbyrdelsesreglerne.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om, at centralmyndigheden på partens vegne kan indgive en anmodning om fuldbyrdelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2.

Det foreslås, at der i § 18 i børnebortførelsesloven som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter centralmyndigheden kan indgive anmodning til familieretten om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1.

Forslaget vil betyde, at en forælder, som er bosat i udlandet, gennem centralmyndigheden vil kunne indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af et barn. Det bør således være nemmere for den forælder, som barnet er bortført fra, at indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af barnet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Til nr. 6

Det følger af § 12, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at en sag om tilbagegivelse af et barn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat, behandles af familieretten. Under behandlingen af en sådan sag beskikker familieretten efter lovens § 18, stk. 2, en advokat for den, der har anmodet om tilbagegivelse af barnet. Efter § 18 a i børnebortførelsesloven udpeger social- og boligministeren efter ansøgning et antal advokater, som må anses som særligt egnede til beskikkelse efter lovens § 18, stk. 2.

En udpegning efter § 18 a gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye udpegninger, hvilket sker hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter § 18 a. En udpegning kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en ulovhjemlet tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt er opfyldt. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at en forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har ret til at tilbagekalde en begunstigende afgørelse, også selvom den pågældende lovgivning ikke indeholder bestemmelser om tilbagekaldelse.

Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2.

Det forslås, at der i § 18 a i børnebortførelsesloven som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter en udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Samtidig forslås det, at der i § 18 a i børnebortførelsesloven som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde.

Den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, vil indebære, at den gældende udpegningsperiode for advokater efter den gældende bestemmelse i § 18 a i børnebortførelsesloven vil blive lovfæstet, dog med mulighed for efter den foreslåede bestemmelse i bestemmelsens stk. 3 at tilbagekalde en udpegning. Samtidig vil det blive præciseret, at en udpegning vil bortfalde, når advokatens ret til at udøve advokatvirksomhed ophører.

Den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 3, vil indebære, at social- og boligministeren vil få hjemmel til at tilbagekalde en udpegning efter den gældende bestemmelse i § 18 a, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde. Ved sådanne afgørelser vil der kunne lægges vægt på, om advokaten har tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.

Det bemærkes, at en tilbagekaldelse ikke vil afskære advokaten fra at behandle børnebortførelsessager.

De foreslåede ændringer vil ikke ændre mulighederne for at genudpege en advokat efter § 18 a i børnebortførelsesloven.

Baggrunden for forslaget er, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegninger efter § 18 a i børnebortførelsesloven bør lovfæstes, og at det bør præciseres, at en udpegning gælder i 4 år, og at den vil bortfalde ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og de ved lovforslagets § 5, nr. 9, foreslåede bestemmelser i § 20 d, stk. 2 og 3, i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 7

Social- og Boligministeriet er udpeget som centralmyndighed for de internationale konventioner om børnebortførelse, dvs. Haagerbørnebortførelseskonventionen, Europarådskonventionen af 1980 og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Der blev den 22. maj 2013 indgået en politisk aftale mellem alle Folketingets daværende partier om en skærpet indsats for bortførte børn med henblik på at forbedre og optimere den statslige indsats i situationer, hvor børn bortføres til en anden stat af den ene forælder. På den baggrund blev der i 2014 i oprettet en koordinationsenhed for børnebortførelser med det formål at støtte og vejlede den efterladte forælder i sager om internationale børnebortførelser. Dette omfatter også sager, hvor barnet er bortført til en stat, som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med om børnebortførelser. Enheden er placeret i Social- og Boligministeriet, der arbejder med sagerne, indtil barnet fylder 18 år.

Det følger af § 3, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at centralmyndigheden navnlig skal modtage og formidle henvendelser i henhold til konventionerne og samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige konventionsstater. I forhold til børn, der er bortført til andre konventionsstater, drejer dette sig hovedsageligt i fremsendelse af en anmodning om tilbagegivelse til centralmyndigheden i den pågældende stat.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.1.

Det forslås, at der i børnebortførelsesloven som kapitel 5 a indsættes et kapitel med titlen »Børnebortførelse til stater som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med«.

Det foreslås videre, at der i det foreslåede kapitel 5 a som § 18 b indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at når et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i § 1 og § 2, stk. 1 og 2, nævnte konventioner, modtager og videreformidler centralmyndigheden efter § 3, stk. 2, henvendelser om tilbagegivelse af barnet. 1. pkt. gælder ikke for børn, der er fyldt 18 år.

Forslaget vil betyde, at den nuværende ordning, hvorefter Social- og Boligministeriet behandler sager om tilbagegivelse af børn, der ikke er fyldt 18 år, og som er bortført fra Danmark til en ikke-konventionsstat, vil blive lovfæstet. Dette vil indebære, at § 3, stk. 1, nr. 1, i børnebortførelsesloven, hvorefter centralmyndigheden skal modtage og formidle henvendelser, også vil finde anvendelse i forhold til sager om børnebortførelse til ikke-konventionsstater.

Baggrunden for forslaget er, at behandlingen af sager om børnebortførelse til ikke-konventionsstater bør lovfæstes, herunder at de behandles af samme myndighed, der er udpeget som centralmyndighed for Haagerbørnebortførelseskonventionen og Europarådskonventionen af 1980.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Til nr. 8

§ 20 a i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. indeholder regler om, at Social- og Boligministeriet kan yde retshjælp til indehaveren af forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til udlandet eller ulovligt tilbageholdes der, til dækning af omkostninger i forbindelse med handlinger af retlig karakter og konfliktmægling, der foretages med henblik på tilbagegivelse af barnet.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om frister for indsendelse af en ansøgning om retshjælp.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Det forslås, at der i § 20 a i børnebortførelsesloven som nyt stk. 5 indsættes en bestemmelse, hvorefter ansøgning om retshjælp til udgifter, der er omfattet af stk. 1-4 eller§ 20 b, skal indgives til Social- og Boligministeriet inden 6 måneder efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået meddelelse om, at centralmyndigheden har afsluttet sagen. Social- og Boligministeriet kan i særlige tilfælde behandle en ansøgning, selv om ansøgningen er indgivet efter udløbet af fristen i 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 5, 1. pkt., vil indebære, at en ansøgning om retshjælp vil skulle indgives inden 6 måneder efter centralmyndighedens afslutning af tilbagegivelsessagen, og at ministeriet vil skulle afvise at behandle en ansøgning om retshjælp, hvis den indsendes efter udløbet af denne frist.

Den foreslåede frist for at ansøge om retshjælp vil blive regnet fra det tidspunkt, hvor ansøgeren har fået meddelelse om, at centralmyndigheden har afsluttet sagen. Centralmyndigheden afslutter en sag om børnebortførelse til en anden konventionsstat, når barnet er kommet tilbage til Danmark, eller når der er truffet endelig afgørelse i udlandet om, at barnet ikke skal tilbagegives. Hvis der er tale om bortførelse til en ikke-konventionsstat, afslutter centralmyndigheden sagen enten, når barnet er kommet tilbage til Danmark, eller når barnet fylder 18 år. Sagen kan også afsluttes, efter ønske fra ansøgeren.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 5, 2. pkt., vil indebære, at ministeriet vil kunne udlade at afvise at behandle en ansøgning om retshjælp, selvom den indsendes efter udløbet af den i bestemmelsens 1. pkt. foreslåede frist. Dette vil forudsætte, at der er tale om særlige tilfælde, hvilket navnlig vil være situationen, hvis den sene ansøgning skyldes uforudsete omstændigheder, som ansøgeren ikke havde indflydelse på, f.eks. hvis ansøgeren først efter fristens udløb har modtaget afregning for oversættelsesudgifter m.v. I sådanne situationer vil der ikke være noget til hinder for inden fristens udløb at ansøge om retshjælp til dækning af de udgifter, som ansøgeren kender, men som ansøgeren på grund af manglende afregning ikke kan opgøre, og derefter indsende en supplerende ansøgning om retshjælp til dækning af de omhandlede udgifter.

Ved afslutningen af en tilbagegivelsessag vil ansøgeren blive orienteret om ansøgningsfristen.

Baggrunden for forslaget er, at det i retshjælpssager kan være nødvendigt at kontakte udenlandske myndigheder eller advokater for at få oplysninger om f.eks. mulighederne for at få dækket omkostningerne til behandlingen af sagen efter reglerne om fri proces i den stat, hvor bortførelsessagen blev behandlet. Dette kan vanskeliggøres, hvis ikke oplysningerne indhentes i forbindelse med afslutning af sagen. Med den foreslåede frist er der taget hensyn til, at ansøgeren får rimelig tid til at udarbejde ansøgningen. Dog bør ministeriet i særlige tilfælde kunne behandle en ansøgning, selvom den er indgivet efter udløbet af denne frist, f.eks. hvis den sene ansøgning skyldes uforudsete omstændigheder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.4.

Til nr. 9

Det følger af § 20 d i børnebortførelsesloven, at social- og boligministeren efter ansøgning udpeger et antal advokater, som ministeren kan anbefale forældremyndighedsindehaveren at benytte i sager om børnebortførelse. Bestemmelsen omfatter situationer, hvor et barn med bopæl i Danmark ulovligt er bortført til en anden stat, både konventionsstater og ikke-konventionsstater. Udpegningen gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye udpegninger, hvilket sker hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter § 20 d. En udpegning kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en ulovhjemlet tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt er opfyldt. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at en forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har ret til at tilbagekalde en begunstigende afgørelse, også selvom den pågældende lovgivning ikke indeholder bestemmelser om tilbagekaldelse.

Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2.

Det forslås, at der i § 20 d i børnebortførelsesloven som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter en udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Samtidig forslås det, at der i § 20 d i børnebortførelsesloven som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis betingelserne i § 18 a, stk. 3, er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 d, stk. 2, vil indebære, at udpegningsperioden for advokater efter den gældende bestemmelse i § 20 d i børnebortførelsesloven vil blive lovfæstet, dog med mulighed for efter den foreslåede bestemmelse i bestemmelsens stk. 3 at tilbagekalde en udpegning. Samtidig vil det blive præciseret, at en udpegning vil bortfalde, når advokatens ret til at udøve advokatvirksomhed ophører.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 b, stk. 3, vil indebære, at social- og boligministeren vil få hjemmel til at tilbagekalde en advokatudpegning efter den gældende bestemmelse i § 20 d, hvis betingelserne i den ved lovforslagets § 5, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 3, er opfyldt. Efter denne bestemmelse vil social- og boligministeren kunne tilbagekalde en advokatudpegning, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde. Ved sådanne afgørelser vil der kunne lægges vægt på, om advokaten har tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.

Det bemærkes, at en tilbagekaldelse ikke vil afskære advokaten fra at behandle børnebortførelsessager.

De foreslåede ændringer vil ikke ændre på mulighederne for at genudpege en advokat efter § 20 d i børnebortførelsesloven.

Baggrunden for forslaget er, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegninger efter § 20 d i børnebortførelsesloven bør lovfæstes, og at det bør præciseres, at en udpegning gælder i fire år, og at den vil bortfalde ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og de ved lovforslagets § 5, nr. 6, foreslåede bestemmelser i § 18 a, stk. 2 og 3, i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.

Kilde

Til nr. 1 og 2

Det følger af § 16, stk. 1, i navneloven, at ansøgning om navneændring indgives til personregisterføreren i sognet. I de sønderjyske landsdele indgives ansøgningen til personregisterføreren i kommunen. Efter bestemmelsens stk. 4 gælder dette ikke ved ansøgning om navneændring, der indgives i forbindelse med udstedelse af adoptionsbevilling. Dette drejer sig om ansøgning om navneændring i forbindelse med anmodning om stedbarnsadoption, der indgives til Familieretshuset.

Det er efter lovens § 16, stk. 2, 1. pkt., som udgangspunkt personregisterføreren, der behandler og træffer afgørelse i sager om navneændring. Personregisterførerens afgørelser herom kan efter lovens § 21, stk. 1, 1. pkt., påklages til Familieretshuset.

Efter lovens § 16, stk. 3 og 5, træffes afgørelse om navneændring i visse sager af Familieretshuset eller familieretten. I så fald videresender personregisterføreren efter lovens § 16, stk. 2, 2. pkt., ansøgningen til Familieretshuset.

Det følger af lovens § 20 a og § 21, stk. 1, 2. pkt., at Familieretshusets afgørelser og sager om navneændring kan indbringes for familieretten til prøvelse eller afgørelse.

Ved ansøgning om navneændring betales efter lovens § 25 a, stk. 1, et gebyr på 430 kr. (2007-niveau). Gebyret reguleres en gang årligt pr. 1. januar med løn- og prisudviklingen. Gebyrets størrelse udgør 585,66 kr. i 2024, jf. bekendtgørelse nr. 1361 af 27. november 2023 om størrelsen af gebyrer på det familieretlige område i 2024.

Der betales efter § 25 a, stk. 2, i navneloven ikke gebyr ved ansøgning om navneændring i forbindelse med en vielse, hvis ansøgningen herom indgives senest 3 måneder efter vielsen, eller ved navneændring for børn under 18 år som følge af forældrenes navneændring.

Søges der om navneændring for flere personer, skal der efter bestemmelsens stk. 3 betales gebyr for hver ansøger. Der skal dog kun betales ét gebyr, hvis ansøgningerne om navneændring omfatter ægtefæller, ugifte samlevende, søskende eller plejebørn under 18 år.

Der betales ikke selvstændigt gebyr for at klage over personregisterførerens afgørelse, ligesom der ikke betales gebyr for indbringelse for familieretten af en afgørelse eller sag om navneændring.

Social- og boligministeren fastsætter efter § 25 a, stk. 4, regler om betaling af gebyret. Det følger af § 22 i bekendtgørelse nr. 1543 af 19. december 2022 om navne, at gebyret skal være indbetalt senest samtidig med indgivelsen af ansøgningen om navneændring. Gebyret indbetales via den digitale løsning, som By-, Land- og Kirkeministeriet stiller til rådighed. Skal ansøgningen ikke indgives digitalt, indbetales gebyret til den bankkonto, som fremgår af ansøgningsblanketten. Endelig påser personregisterføreren og Familieretshuset, at gebyret er betalt, inden sagsbehandlingen påbegyndes. Denne del af bestemmelsen administreres sådan, at når det ikke ved indgivelsen af ansøgningen er dokumenteret, at gebyret er betalt, skal personregisterføreren eller Familieretshuset meddele ansøgeren, at ansøgningen kun vil blive behandlet, såfremt gebyret betales. Betales gebyret ikke, afvises ansøgningen.

Ansøgeren betaler for behandlingen af en ansøgning om navneændring, og derfor tilbagebetales gebyret ikke, hvis ansøgningen afslås eller trækkes tilbage.

Det fremgår af bemærkningerne til § 25 a i navneloven, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 187 som fremsat, punkt 3.1. i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5, at gebyret blev fastsat til 430 kr. det første år. Gebyret blev fastsat ud fra omkostningerne ved at foretage en navneændring hos personregisterførerne i sognene. Der blev forudsat, at der var tilsvarende udgifter ved navneændringer, der blev foretaget af personregisterførere i kommunerne og af den daværende statsforvaltning, i dag Familieretshuset. Der blev ved vurderingen af udgifterne foretaget skøn over tidsforbrug, udgiften til arbejdsløn og øvrige driftsudgifter, udgiften til systemunderstøttelse samt udgiften til klagesagsbehandling.

Videre fremgår det af bemærkningerne, at der en gang årligt skal foretager en vurdering af udgifterne med henblik på en eventuel justering af gebyret, således at gebyret løbende tilpasses udviklingen i omkostningerne. Til brug for vurdering af tilpasning af gebyret skal Kirkeministeriet (i dag By-, Land- og Kirkeministeriet) en gang årligt fremsende en opgørelse over de realiserede og de forventede omkostninger, der indgår ved fastsættelsen af gebyret. Det fremgår dog også af bemærkningerne, at ændringer af gebyret ud over de ændringer, der følger af pris- og lønudviklingen for det omkostningsbaserede gebyr, kræver lovændring.

Det foreslås, at § 25 a, stk. 1, i navneloven nyaffattes således, at social- og boligministeren fastsætter regler om betaling af gebyr ved indgivelse af ansøgning om navneændring, herunder om gebyrets størrelse jf. dog stk. 2 og 3. Videre foreslås det, at § 25 a, stk. 4, i navneloven ophæves.

Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 1, vil betyde, at der ved indgivelse af en ansøgning om navneændring vil skulle betales et gebyr, hvis størrelse vil skulle fastsættes og reguleres en gang årligt af social- og boligministeren, og hvis størrelse vil skulle fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved personregisterførernes og Familieretshusets behandling af sager om navneændring.

I forhold til Familieretshuset vil omkostningerne ved behandling af sager om navneændring også omfatte omkostningerne ved behandlingen af klager over personregisterførernes afgørelser om navneændring og Familieretshusets omkostninger ved behandlingen af afgørelser og sager om navneændring, der indbringes for domstolene, herunder udgifter til Familieretshusets advokatbistand.

Gebyret vil således for 2025 skulle fastsættes til 612 kr. (2025-pl).

Der vil fortsat ikke skulle betales gebyr for navneændringer, der er omfattet af § 25 b, stk. 2, i navneloven, ligesom der heller ikke vil skulle betales selvstændigt gebyr for klage- eller domstolsbehandling. Søges der om navneændring for flere personer, vil der fortsat skulle betales gebyr for hver ansøger, idet der dog kun vil skulle betales ét gebyr, hvis ansøgningerne om navneændring omfatter ægtefæller, ugifte samlevende, søskende eller plejebørn under 18 år.

Videre vil forslaget betyde, at social- og boligministeren vil skulle fastsætte regler om betaling af gebyret, herunder om at gebyret vil skulle betales ved indgivelsen af ansøgningen om navneændring, og at ansøgningen vil kunne afvises, hvis gebyret ikke betales. Gebyret vil skulle betales for behandlingen af en ansøgning om navneændring, og gebyret vil derfor ikke blive tilbagebetalt, hvis ansøgningen afslås eller trækkes tilbage.

Indgives en ansøgning om navneændring uden betaling af gebyr, vil personregisterføreren normalt ikke afvise ansøgningen, men rette henvendelse til ansøgeren om betaling af gebyret, og ansøgningen vil kun blive afvist, hvis gebyret fortsat ikke bliver betalt.

Baggrunden for forslaget om ændringen af gebyret for navneændring er, at størrelsen af et sådant gebyr til enhver tid skal fastsættes sådan, at det dækker udgifterne til behandlingen af sager om navneændring. Med forslaget sikres det, at størrelsen af gebyret løbende administrativt vil blive tilpasset omkostningerne ved behandlingen af ansøgninger om navneændring. Dette er ikke muligt efter den gældende bestemmelse om regulering af størrelsen af gebyret med løn- og prisudviklingen. Der er således alene tale om en lovteknisk justering af den gældende gebyrbestemmelse.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 25 a, stk. 4, i navneloven foreslås ophævet, da bemyndigelsen vil fremgå af den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 1, i navneloven.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 27, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019 (herefter ægtefælleloven), indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtog anmodning om separation eller skilsmisse, i den deling af ægtefællernes formue, der foretages i forbindelse med separations- og skilsmissedeling. Denne dag betegnes ophørsdagen. Efter bestemmelsens stk. 2 og 3 kan skifteretten bestemme en anden ophørsdag, og ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse aftale en anden ophørsdag.

Det følger af bestemmelsens stk. 4, at når en anmodning om skilsmisse bortfalder, fordi betingelserne for skilsmissen efter den tidligere bestemmelse i § 42 a, stk. 2, i ægteskabsloven ikke er opfyldt, opretholdes ophørsdagen efter § 27, stk. 1, i ægtefælleloven, hvis en ægtefælle inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om, at anmodningen er bortfaldet, indgiver anmodning om separation eller skilsmisse. § 42 a i ægteskabsloven blev pr. 1. januar 2021 ophævet ved lov nr. 969 af 26. juni 2020 om ændring af lov om Familieretshuset og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (Afskaffelse af refleksionsperioden).

Det foreslås, at § 27, stk. 4, i ægtefælleloven ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at § 42 a i ægteskabsloven er blevet ophævet, og at § 27, stk. 4, i ægtefælleloven blev indført samtidig med § 42 a i ægteskabsloven.

Der henvises til den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 15, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Kilde

Til nr. 1 og 2

Det følger af § 19, stk. 3, 1 pkt., i retsplejeloven, at ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan rettens præsident meddele andre personer bemyndigelse til bl.a. at udføre faderskabssager, hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.

Videre følger det af lovens § 448, stk. 1, at efter reglerne i lovens kapitel 42 behandler familieretten de sager, som Familieretshuset indbringer for familieretten. Efter bestemmelsens stk. 2 finder reglerne i lovens kapitel 42 a tillige anvendelse for sager om faderskab og medmoderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne sager.

Efter lovens § 449 c, stk. 1, foregår retsmøder i familieretlige sager for lukkede døre, og ved offentlig gengivelse af rettens afgørelser i disse sager må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Efter bestemmelsen straffes overtrædelse af disse forbud som udgangspunkt med bøde. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at for sager om faderskab og medmoderskab finder lovens § 456 m, stk. 1 og 2, dog anvendelse. Disse bestemmelser svarer indholdsmæssigt til lovens § 449 c, stk. 1.

Efter lovens § 449 d, stk. 1, afholder statskassen udgifter ved bl.a. bevisførelse i familieretlige sager. Familieretten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, hvis det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at for sager om faderskab og medmoderskab finder lovens § 456 l dog anvendelse. Denne bestemmelse svarer indholdsmæssigt til lovens § 449 d, stk. 1.

§ 454, stk. 1 og 2, i retsplejeloven indeholder bestemmelser om anke af domme, der er omfattet af lovens kapitel 42. Det følger af bestemmelsens stk. 3, at for sager om faderskab og medmoderskab finder lovens § 456 o dog anvendelse. Denne bestemmelse indeholder regler om anke af domme om faderskab og medmoderskab.

Det følger af § 456 a i retsplejeloven, at reglerne i lovens kapitel 42 a anvendes på sager om faderskab og medmoderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne sager.

Det foreslås, at i § 19, stk. 3, 1. pkt., i retsplejeloven ændres »faderskabssager« til: »sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«. Videre foreslås det, at i § 448, stk. 2, § 449 c, stk. 2, § 449 d, stk. 2, § 454, stk. 3, og § 456 a i retsplejeloven ændres »faderskab og medmoderskab« til »moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.

Forslaget vil betyde, at de omhandlede bestemmelser i retsplejeloven også vil finde anvendelse for sager om moderskab og medfaderskab. Den foreslåede ændring af § 456 a i retsplejeloven vil betyde, at bestemmelserne i lovens kapitel 42 a tilsvarende også vil finde anvendelse for sager om moderskab og medfaderskab.

Den foreslåede ændring af § 19, stk. 3, 1 pkt., i retsplejeloven vil betyde, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for sager om moderskab, medmoderskab og medfaderskab.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at det ved de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslås, at der som supplement til de gældende bestemmelser i børneloven om faderskab og medmoderskab indføres mulighed for også at fastslå moderskab og medfaderskab på grundlag surrogataftaler, og at familieretten vil skulle behandle sager herom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.

Til nr. 3

Efter § 16 i adoptionsloven indtræder der ved adoption samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem barnet og dets oprindelige slægtninge. Dette indebærer, at der efter adoptionen ikke længere består et juridisk bånd mellem barnet og dets oprindelige slægtninge.

Efter § 20 a i forældreansvarsloven kan der dog efter anmodning fra de oprindelige slægtninge til et adopteret barn fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og disse slægtninge, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v. Dette gælder også, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn uden forældresamtykke skal adopteres efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven, og barnet efter § 32 a i adoptionsloven midlertidigt er placeret hos den, som Adoptionsnævnet har udvalgt til at adoptere barnet.

Muligheden for at fastsætte samvær eller anden kontakt efter § 20 a i forældreansvarsloven omfatter alle adoptioner. Bestemmelsen finder således både anvendelse i tilfælde, hvor barnet er adopteret med forældrenes samtykke, herunder ved en stedbarnsadoption, samt i tilfælde hvor barnet er adopteret uden forældrenes samtykke, jf. § 9 i adoptionsloven.

En sag om adoption består af to adskilte dele: Først tages der stilling til frigivelse af barnet til adoption med eller uden forældrenes samtykke, og dernæst tages der stilling til, hvem der skal adoptere barnet. Barnets forældre er parter i den del af adoptionssagen, der vedrører frigivelse af barnets til adoption, mens de ikke er parter i den anden del af sagen, der vedrører, hvem der skal adoptere barnet. En adoption kan således være anonym, idet forældrene i nogle situationer ikke kender identiteten på den, der adopterer barnet. Dette gælder dog ikke ved familieadoptioner, dvs. situationer hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre.

Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om samvær eller anden kontakt, der er komplekse, af Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. §§ 26 og 27, i Familieretshusloven, afgøres sager om samvær eller anden kontakt, der er mindre enkle, som udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbringer dog bl.a. sagen for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Efter § 39 i Familieretshusloven indbringer Familieretshuset efter anmodning fra en part en afgørelse efter forældreansvarsloven, der er truffet af Familieretshuset, for familieretten til prøvelse.

Efter lovens § 42, stk. 1, i Familieretshusloven indbringer Familieretshuset sager og afgørelser efter lovens §§ 27, 32 og 39 for den familieret, der følger af § 448 b i retsplejeloven.

Efter § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringer Familieretshuset som udgangspunkt en sag eller afgørelse efter forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds, hvor barnet har bopæl. Det følger af bestemmelsens stk. 5, at Familieretshuset uanset stk. 2 kan bestemme, hvilken familieret en sag eller afgørelse skal indbringes for. Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 6, at den familieret, som en sag er indbragt for, kan henvise sagen til behandling ved familieretten i en anden retskreds, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1.

Det foreslås, at der i § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven som 4. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter en sag eller afgørelse om samvær eller om anden kontakt efter § 20 a i forældreansvarsloven uanset bestemmelsens 1.-3. pkt. indbringes for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting.

Forslaget vil betyde, at Familieretshuset ikke længere vil skulle indbringe en sag eller afgørelse om samvær eller om anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds, hvor barnet bor, men for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting.

Forslaget vil ikke kun omfatte situationer, hvor barnet er adopteret uden forældrenes samtykke, jf. § 9 i adoptionsloven, men alle situationer hvor der søges om samvær eller anden kontakt efter § 20 a i forældreansvarsloven. Forslaget vil således omfatte alle adoptioner, herunder også anonyme adoptioner, der er gennemført med forældrenes samtykke samt familieadoptioner, hvor forældrene kender adoptanterne.

Forslaget vil opretholde Familieretshusets og familierettens adgang efter § 448 b, stk. 5 og 6, i retsplejeloven til at indbringe en § 20 a-sag for en anden familieret eller at henvise sagen til behandling ved en anden familieret. Hvis den, der søger om samvær, kender adoptanternes identitet, vil Familieretshuset således kunne indbringe sagen for familieretten i den retskreds, hvor barnet har bopæl.

Forslaget vil ikke berøre barnets oprindelige slægtninges ret til at søge om samvær m.v. efter § 20 a i forældreansvarsloven. Familieretshuset behandler familieretlige sager ni steder i landet. Det er Familieretshuset, der bestemmer, hvilken afdeling der skal behandle en bestemt sag. Forslaget vil ikke ændre dette, men det forudsættes, at Familieretshuset ved behandlingen af sager om samvær m.v. efter § 20 a i forældreansvarsloven sikrer, at barnets oprindelige slægtninge ikke kan få oplyst hverken adoptanternes identitet eller barnets identitet efter adoptionen, og at de heller ikke kan få oplysninger, der sætter dem i stand til at finde frem til adoptanterne eller barnet.

Baggrunden for forslaget er, at barnets forhold til sine oprindelige slægtninge indgår i mange kommende adoptanters overvejelser om at adoptere et barn. For nogle af disse kommende adoptanter er det vigtigt, at adoptionen er anonym sådan, at barnets oprindelige slægtninge ikke får oplyst adoptantens identitet. Det er derfor vigtigt, at behandlingen af sager vedrørende adopterede børn tilrettelægges sådan, at barnets oprindelige slægtninge ikke kan få oplyst hverken adoptanternes identitet eller barnets identitet efter adoptionen, og at de heller ikke kan få oplysninger, der sætter dem i stand til at finde frem til adoptanterne eller barnet.

Navnlig i situationer, hvor barnets oprindelige forældre ikke er enige i adoptionen, der derfor er truffet uden deres samtykke, er det relevant at sikre, at de oprindelige forældre og deres familie hverken direkte eller indirekte kan få oplyst adoptanternes og barnets identitet. De oprindelige forældrene og deres familie vil i så fald ikke have mulighed for at opsøge barnet og på den måde modarbejde familieskiftet.

Efter ministeriets opfattelse er det vigtigt at kunne beskytte et adopteret barn mod at blive opsøgt af sine oprindelige forældre og deres familie, når dette ikke sker efter aftale med adoptivforældrene.

Når en sag om samvær med et adopteret barn efter § 20 a i forældreansvarsloven i overensstemmelse med § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringes for familieretten i den retskreds, hvor barnet har bopæl, kan det sætte barnets oprindelige forældre og andre slægtninge i stand til at identificere barnet og dets bopæl. Dette gælder ikke mindst, hvis barnet bor i en af de mindre retskredse.

For at undgå dette foreslås det, at en sag eller afgørelse om samvær eller om anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven skal indbringes for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting. På den måde vil ansøgeren – barnets oprindelige slægtning – ikke få oplysninger om, hvor i landet barnet bor.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Til nr. 4

Efter værnetingsreglerne i § 448 b, stk. 1, i retsplejeloven indbringer Familieretshuset en familieretlig sag eller afgørelse for familieretten ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten ved sagsøgerens hjemting. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis sagen er omfattet af stk. 2-4. Efter bestemmelsens stk. 3 indbringer Familieretshuset en sag eller afgørelse efter børneloven for familieretten i den retskreds, hvor den, der har født barnet, har hjemting. Har den pågældende ikke hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten i den retskreds, hvor den, der efter § 17 i børneloven er part i sagen, har hjemting. Er der flere parter, bestemmer Familieretshuset, hvilken familieret sagen skal indbringes for.

Det følger af § 448 a, stk. 2, i retsplejeloven, at den part, der anmoder om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for familieretten efter § 39 i Familieretshusloven, anses som sagsøger under familierettens behandling af sagen. Efter § 39 i Familieretshusloven kan afgørelse truffet af Familieretshuset efter anmodning fra en part indbringes for familieretten.

Det foreslås, at i § 448 b, stk. 3, i retsplejeloven indsættes som 4. pkt. følgende: »1.-3. pkt. finder ikke anvendelse for afgørelser truffet efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven«.

Forslaget vil betyde, at i sager, hvor Familieretshuset efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, har truffet afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) som følge af en surrogataftale, og en part anmoder om, at Familieretshusets afgørelse indbringes for familieretten til prøvelse, vil de særlige værnetingsregler i § 448 b, stk. 3, for sager efter børneloven ikke finde anvendelse. I stedet vil værnetinget følge af hovedreglen for familieretlige sager i § 448 b, stk. 1.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås, at der indføres mulighed for at fastslå moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af surrogataftaler, og at det ved lovforslagets § 4, nr. 2, foreslås, at § 6, stk. 2, i Familieretshusloven ændres sådan, at sager om forældreskab ved surrogataftaler efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven vil være blandt de sagstyper, der altid behandles og afgøres af Familieretshuset. Værnetinget i de omhandlede sager bør derfor fastlægges efter § 448 b, stk. 1, i retsplejeloven, der indeholder udgangspunktet for værnetinget i familieretlige retssager.

Til nr. 5 og 6

Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn, som ulovligt er ført til eller ulovligt tilbageholdes i Danmark, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbagegivelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen. Anmodningen om tilbagegivelse behandles efter lovens § 12, stk. 1, af familieretten.

Familieretten skal i henhold til artikel 11 i Haagerbørnebortførelseskonventionen handle hurtigt i sager om tilbagegivelse af et barn. Uanset dette kan behandlingen af en tilbagegivelsessag trække ud, f.eks. fordi der skal foretages undersøgelser af, hvad der i relation til tilbagegivelse vil være bedst for barnet. Når behandlingen af sagen trækker ud, kan det være til barnets bedste, at der under familierettens behandling af sagen etableres samvær eller anden kontakt mellem barnet og den forælder, som barnet er bortført fra.

Regler om danske myndigheders internationale kompetence i sager om samvær og anden kontakt fremgår af § 448 g i retsplejeloven. Det følger af bestemmelsens stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, at når et barn ulovligt er ført til Danmark eller ulovligt tilbageholdes her, kan en sag om samvær m.v. som udgangspunktet ikke behandles i Danmark. Det følger dog af bestemmelsens stk. 1, nr. 5, at en samværssag m.v. kan behandles i Danmark, når barnet opholder sig her, og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i den stat, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes. Dette indebærer, at i situationer, hvor myndighederne i den stat, hvor barnet boede inden bortførelsen, ikke hurtigt kan træffe afgørelse om samvær eller anden kontakt under behandlingen af en tilbagegivelsessag, og hvis fastsættelse af samvær eller anden kontakt under behandlingen af sagen af hensyn til barnet haster, vil danske myndigheder kunne træffe afgørelse om samværet eller kontakten.

Det følger af § 31 i forældreansvarsloven, at en anmodning om en afgørelse om samvær eller anden kontakt skal indgives til Familieretshuset. Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om samvær eller anden kontakt, der er komplekse, af Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. § 26 og § 27, i Familieretshusloven, afgøres sager om samvær eller anden kontakt, der er mindre enkle, som udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbringer bl.a. sagen for familieretten til afgørelse, når der er tale om en afgørelse om samvær, der vil være indgribende for barnet.

Det følger dog af § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven, at familieretten i forbindelse med behandlingen af en sag efter forældreansvarsloven, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter §§ 27 eller 32 i Familieretshusloven, efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse om bl.a. fastsættelse af samvær, når samværssagen har nær sammenhæng med den sag efter forældreansvarsloven, som familieretten har under behandling. Denne bestemmelse giver ikke mulighed for at indgive anmodning om fastsættelse af samvær m.v. til den familieret, der behandler en tilbagegivelsessag, da tilbagegivelsessager ikke behandles efter forældreansvarsloven, men efter børnebortførelsesloven.

Videre følger det af § 448 c, stk. 2, i retsplejeloven, at familieretten i forbindelse med familierettens behandling af en familieretlig sag, der er indbragt for familieretten til afgørelse, tilsvarende kan træffe afgørelse i andre familieretlige sager, der har nær sammenhæng med den sag, som Familieretshuset behandler, forudsat at ingen af sagerne er omfattet af forældreansvarsloven. Efter bestemmelsens stk. 3 kan familieretten til brug for behandlingen af en anmodning efter bestemmelsens stk. 1 og 2 anmode Familieretshuset om en udtalelse om anmodningen og om akterne fra eventuelle tidligere sager af betydning for behandlingen af anmodningen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.4.1.

Det forslås, at der i § 448 c i retsplejeloven som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter familieretten i forbindelse med familierettens behandling af en sag om tilbagegivelse af et barn efter § 10 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse om samvær eller anden kontakt. Som følge af forslaget vil bestemmelsens stk. 3 blive stk. 4.

Forslaget vil betyde, at under familierettens behandlingen af en sag om tilbagegivelse af et bortført barn vil den forælder, som barnet er blevet bortført fra, kunne anmode familieretten om fastsættelse af samvær eller anden kontakt. I sådanne sager vil det således ikke længere være nødvendigt at indgive anmodningen til Familieretshuset.

Familieretten vil dog kun kunne behandle en anmodning om samvær m.v., hvis der efter § 448 g i retsplejeloven er international kompetence til at behandle ansøgningen, f.eks. bestemmelsens stk. 1, nr. 5, om hastende sager.

En afgørelse om samvær m.v. i de omhandlede situationer vil skulle træffes efter de almindelige regler om samvær m.v. i forældreansvarsloven, herunder navnlig at afgørelsen skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Baggrunden for forslaget er, at der af hensyn til et barn, der ulovligt er blevet bortført til Danmark, bør etableres mulighed for at indgive anmodning om fastsættelse af samvær til den familieret, der behandler sagen om tilbagegivelse af barnet efter Haagerbørnebortførelseskonventionen. Med forslaget vil der hurtigere kunne træffes afgørelse om samværet, fordi de undersøgelser, der er nødvendige for behandlingen af tilbagegivelsessagen, også vil kunne omfatte de undersøgelser, der er nødvendige for behandlingen af samværssagen, og hvis der skal fastsættes samvær, vil samværet kunne fastsættes sådan, at det er koordineret med familierettens behandling af tilbagegivelsessagen.

Forslaget bør tilsvarende omfatte anden kontakt end samvær, f.eks. digitale møder der er nemmere at gennemføre, når den pågældende forælder befinder sig i udlandet.

Videre forslås det, at i § 448 c, stk. 3 , i retsplejeloven, der som nævnt ovenfor vil blive stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til »stk. 1-3«.

Forslaget vil betyde, at anvendelsesområdet for § 448 c, stk. 3, i retsplejeloven, der vil blive stk. 4, vil blive udvidet til også at omfatte samværssager m.v. efter den ovenfor foreslåede bestemmelse i § 448 c, stk. 3, i retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Til nr. 7

Kapitel 42 a i retsplejeloven har følgende overskrift: ”Sager om faderskab og medmoderskab”.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 42 a i retsplejeloven affattes således: »Sager om forældreskab«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås, at der indføres mulighed for at fastslå moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag surrogataftaler, og at familieretten vil skulle behandle sager herom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 8

Det følger af § 456 a i retsplejeloven, at reglerne i lovens kapitel 42 a anvendes på sager om faderskab og medmoderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne sager.

§ 456 b i retsplejeloven indeholder bestemmelser om, hvornår en sag om faderskab og medmoderskab kan behandles i Danmark. Efter bestemmelsens stk. 1 kan en sådan sag behandles i Danmark, hvis den, der har født barnet, eller barnet har bopæl her, en person, som i medfør af lovens § 456 e, stk. 1, nr. 3, er part i sagen, har bopæl eller ophold her, eller personens dødsbo behandles eller har været behandlet her, eller hvis faderskabet eller medmoderskabet er registreret efter børnelovens kapitel 1 eller 1 a, anerkendt efter børnelovens §§ 14 eller 19 eller fastslået ved afgørelse.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan sag efter anmodning fra en person, som efter børnelovens § 6 eller § 6 a har ret til at få prøvet, om den pågældende er barnets far eller medmor, dog kun indbringes for familieretten her i landet, hvis moderen og barnet har bopæl her. Efter bestemmelsens stk. 3 kan reglerne i stk. 1 og 2 fraviges ved overenskomst med fremmed stat, men der er ikke indgået en sådan overenskomst.

Det følger af § 20 i faderskabsbekendtgørelsen, at Familieretshuset kan behandle en sag om faderskab eller medmoderskab, hvis betingelserne herfor i § 456 b i retsplejeloven er opfyldt.

Efter lovens § 456 e, stk. 3, er parterne i en sag om faderskab og medmoderskab, der behandles af familieretten, barnet eller dets dødsbo, den, der har født barnet, eller hendes dødsbo og den eller de personer eller dødsboer, som familieretten efter børnelovens § 17 skal inddrage. Det drejer sig bl.a. om mænd og kvinder, der er eller kan være far eller medmor til barnet, eller som har ret til at få prøvet, om de er far eller medmor til barnet, eller deres dødsboer.

Efter § 456 i, stk. 1, i retsplejeloven har den, der har født barnet, pligt til at møde i familieretten og afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far eller medmor. Efter bestemmelsens stk. 2 har den eller de personer, som i medfør af lovens § 456 e, stk. 1, nr. 3, er parter i sagen, pligt til at møde i familieretten og der afgive forklaring om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til den, der har født barnet, i den periode, hvor vedkommende blev gravid, eller om de i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion eller inseminationen. Efter § 456 i, stk. 1 og 2, finder reglerne i lovens § 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 tilsvarende anvendelse. Disse bestemmelser indeholder regler om vidner, herunder om vidnepligt og reaktionsmulighederne over for vidner, der udebliver, f.eks. bøde og afhentning ved politiet.

Det følger af lovens § 456 k, stk. 1, at en sag om faderskab og medmoderskab, som behandles af familieretten, hæves, når faderskabet eller medmoderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 19, ingen af de personer, der i medfør af lovens § 456 e, stk. 1, nr. 3, er parter i sagen, bliver dømt som far eller medmor, barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens § 7, stk. 2, eller ingen fader- eller medmodermuligheder er oplyst, kan identificeres eller findes.

Disse bestemmelser er alle målrettet mod familierettens behandling af sager om faderskab og medmoderskab.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Det foreslås, at der som § 456 a, stk. 2, i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at i sager om forældreskab efter børnelovens kapitel 5 b og 5 c finder § 456 b, § 456 e, stk. 1, § 456 i, stk. 1 og 2, og § 456 k, stk. 3, ikke anvendelse. I stedet anvendes stk. 3-5.

Forslaget vil betyde, at under familierettens behandling af sager om forældreskab (moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab) på grundlag af en surrogataftale efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil § 456 b, § 456 e, stk. 1, § 456 i, stk. 1 og 2, og § 456 k, stk. 3, i retsplejeloven ikke finde anvendelse. I stedet vil de foreslåede bestemmelser i § 456 a, stk. 3-5. skulle anvendes.

Baggrunden for forslaget er, at der i stedet for de nævnte bestemmelser vil være behov for bestemmelser, der regulerer de tilsvarende emner, men som er målrettet de særlige forhold for sager om forældreskab på grundlag af surrogataftaler.

Videre foreslås det, at der som § 456 a, stk. 3, i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter en sag efter stk. 2 kan indbringes for familieretten her i landet, hvis surrogatmoren, barnet, barnets far eller en tiltænkt forælder, jf. børnelovens §§ 30 a og § 30 i, har bopæl her. 1. pkt. kan fraviges efter overenskomst med fremmed stat.

Den foreslåede bestemmelse vil regulere den internationale kompetence til at behandle sager om forældreskab på grundlag af surrogataftaler. Bestemmelsen vil i disse sager træde i stedet for § 456 b i retsplejeloven. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at en sag om forældreskab på grundlag af en surrogataftale vil kunne behandles i Danmark, selvom surrogatmoren bor og føder barnet i udlandet, forudsat at barnets far eller en tiltænkt forælder bor her. Henvisningen til barnets far vil navnlig omfatte situationer, hvor det i det land, hvor barnet fødes, fastslås, at en mand, der bor her, er far til barnet, og hvor dette faderskab anerkendes i Danmark efter dansk international privatret, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.6.

§ 20 i faderskabsbekendtgørelsen om Familieretshusets internationale kompetence til at behandle sager efter børneloven vil blive ændret sådan, at den også vil henvise til den foreslåede bestemmelse i § 456 a, stk. 3, i retsplejeloven.

Baggrunden for forslaget er, at de omhandlede sager bør kunne behandles i Danmark, når en af sagens parter (surrogatmoren eller en tiltænkt forælder) eller barnet har bopæl her.

Endvidere foreslås det, at der som § 456 a, stk. 4, i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter parterne i en sag efter stk. 2 er surrogatmoren, barnets far, og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder, jf. børnelovens §§ 30 a og 30 i, og disses dødsboer.

Med forslaget vil det blive fastlagt, hvem der er parter under familierettens behandling af en sag om forældreskab på grundlag af en surrogataftale. Der henvises til de ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelser i §§ 30 a og 30 i i børneloven. Den foreslåede bestemmelse i § 456 a, stk. 4, vil i disse sager træde i stedet for § 456 i, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.

Baggrunden for forslaget er, at i de omhandlede sager bør parterne være de personer, der er involveret i sagen, dvs. surrogatmoren, barnets far og de tiltænkte forældre, og deres eventuelle dødsboer.

Det foreslås med § 456 a, stk. 5, i retsplejeloven, at parterne har pligt til at møde i retten og afgive forklaring. Reglerne i § 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 finder tilsvarende anvendelse.

Forslaget vil betyde, at sagens parter, jf. det foreslåede stk. 4, vil have pligt til at møde i retten og afgive forklaring, og at hvis de undlader det, vil de kunne blive idømt bøde eller afhentet af politiet. Den foreslåede bestemmelse i § 456 a, stk. 4, vil i disse sager træde i stedet for § 456 i, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.

Baggrunden for forslaget er, at parterne i sager om forældreskab ved surrogataftaler ligesom parterne i sager om faderskab og medmoderskab (§ 456 e i retsplejeloven) bør have pligt til at møde i retten og afgive forklaring, og at de gældende vidneregler i § 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 i retsplejeloven også bør finde anvendelse for dem.

Endelig foreslås det, at der som § 456 a, stk. 6, i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter en sag efter stk. 2 hæves, når moderskabet, faderskabet, medmoderskabet eller medfaderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 30 e, eller barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens § 7, stk. 2.

Med forslaget vil det blive reguleret, hvornår en sag om forældreskab på grundlag af en surrogataftale, som behandles af familieretten, hæves. Den foreslåede bestemmelse i § 456 a, stk. 6, vil i disse sager træde i stedet for § 456 k, stk. 3, i retsplejeloven. Der henvises til, at efter den foreslåede bestemmelse i § 30 e i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil forældreskab ved en godkendt dansk altruistisk surrogataftale efter §§ 30 a og 30 b i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, kunne anerkendes for både Familieretshuset og familieretten.

Baggrunden for forslaget er, at sag om forældreskab på grundlag af surrogataftaler af samme grunde som sager om faderskab og medmoderskab (§ 456 k, stk. 1, nr. 1 og 3, i retsplejeloven) bør hæves, når den afsluttes forligsmæssigt ved anerkendelse af forældreskabet eller fordi barnet er afgået ved døden. Det bemærkes, at de øvrige grunde i § 456 k, stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven til at hæve en sag ikke er relevante i sager om forældreskab på grundlag af surrogataftaler.

Der henvises i øvrigt til de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil, samt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 9

Det følger af § 456 n, stk. 1, i retsplejeloven, at når faderskabet eller medmoderskabet er fastslået eller sagen hævet, sender familieretten snarest muligt meddelelse til Familieretshuset. Meddelelsen skal være ledsaget af kopi af den til retsbogen fremlagte anerkendelse eller en kopi af dommen, en kopi af retsbogen og kopi af de i sagen fremlagte personlige attester.

Det foreslås, at i § 456 n, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven ændres »faderskabet eller medmoderskabet« til »moderskabet, faderskabet, medmoderskabet eller medfaderskabet«.

Forslaget vil betyde, at § 456 n, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven også vil finde anvendelse for sager om moderskab og medfaderskab.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslås, at der indføres mulighed for at fastslå moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag surrogataftaler, herunder ved afgørelse truffet af familieretten.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 10

Det følger af § 11, stk. 1, i adoptionsloven, at når Ankestyrelsen efter lovens § 9 træffer afgørelse om adoption, selv om samtykke til adoption fra forældrene efter lovens § 7, stk. 1, ikke foreligger, underrettes parterne herom. Efter lovens § 11, stk. 3, kan en afgørelse som nævnt i stk. 1 forlanges indbragt for retten inden 14 dage efter, at afgørelsen er modtaget eller forkyndt. Ankestyrelsen kan, når særlige grunde taler derfor, fastsætte en længere frist eller inden fristens udløb forlænge denne.

14 dages fristen i § 11, stk. 3, i adoptionsloven blev ved lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) flyttes fra lovens § 11, stk. 1, til bestemmelsens stk. 3.

Retsplejeloven indeholder i kapitel 43 b bestemmelser om domstolenes prøvelse af Ankestyrelsens beslutninger om adoption uden samtykke. Det følger af § 475 b, stk. 1 og 2, at en sådan sag indbringes for byretten på det sted, hvor den, der har forlangt beslutningen prøvet af retten (klageren), har hjemting. Sagen skal indbringes for retten senest 3 uger efter, at Ankestyrelsen har modtaget en anmodning om, at afgørelsen prøves af retten. Det fremgår af bestemmelsens stk. 4, 1. pkt., at er anmodning om beslutningens prøvelse modtaget af retten efter udløbet af den i adoptionslovens § 11, stk. 1, nævnte frist, afvises sagen, medmindre overskridelsen er undskyldelig, eller særlige grunde i øvrigt taler for at behandle sagen.

Det foreslås, at i § 475 b, stk. 4, 1. pkt., i retsplejeloven ændres »stk. 1« til »stk. 3«.

Med den foreslåede ændring af henvisningen til bestemmelsen i adoptionsloven om fristen for at forlange en afgørelse om adoption uden samtykke indbragt for retten vil § 475 b, stk. 4, 1. pkt., i retsplejeloven blive bragt i overensstemmelse med adoptionsloven, idet fristen ikke fremgår af lovens § 11, stk. 1, men § 11, stk. 3.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 4, stk. 1, i CPR-loven registreres enhver med et personnummer tildelt efter lovens § 3, stk. 1 eller 2, eller efter regler udstedt i medfør af lovens § 3, stk. 9, med de oplysninger, der er anført i bilag 1 til loven.

Bilag 1 til loven, der fastlægger dataindholdet i CPR, indeholder følgende om registreringen af slægtsskabsoplysninger:

»7) Slægtskabsoplysninger: Oplysning om personnummer på mor, far eller medmor og børn, angivelse af mor og far eller medmor i feltet for indehavere af forældremyndigheden over mindreårige og oplysning om delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven.«

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.7.

Det foreslås, at i bilag 1, nr. 7, i CPR-loven ændres »eller medmor og« til: », medmor eller medfar og«, og »mor og far eller medmor i feltet for« udgår.

Begrundelsen for det første forslag er, at den foreslåede indførelse af forældrebegreb »medfar«, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.3.1.2, bør fremgå af CPR-lovens bilag 1, nr. 7, på linje med de øvrige forældrebegreber i børneloven, det vil sige mor, far og medmor.

Begrundelsen for det andet forslag er, at forældremyndighed efter forældreansvarsloven kan tilkomme andre end barnets forældre.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Kilde

Til nr. 1

Efter barselslovens § 8, stk. 6, 1. pkt., har hver af adoptanterne i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet ret til fravær i 6 uger, som bortset fra 2 sammenhængende uger ikke kan afholdes samtidig.

Barselslovens § 8, stk. 6, 1. pkt., indebærer, at adoptanter i dag for det første skal holde 2 ugers fravær samtidig, og for det andet, at de skal holde de resterende 4 ugers fravær hver for sig.

Efter barselslovens § 8, stk. 6, 2. og 3. pkt., kan lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende afholde de 2 uger, hvor begge adoptanter har ret til fravær samtidig, som ikkesammenhængende perioder. For lønmodtagere forudsætter afholdelse af ikkesammenhængende fravær en aftale med arbejdsgiveren.

I lovbemærkninger til § 8, stk. 6, 2. og. 3. pkt., i lov nr. 288 af 29. marts 2017 fremgår det, at ”det følger af barselslovens § 8, stk. 6, at i de første 14 uger efter modtagelse af barnet har en af de adopterende forældre ad gangen ret til fravær, bortset fra i 2 sammenhængende uger. Det foreslås, at der i barselslovens § 8, stk. 6, som nyt pkt. indsættes, at de 2 uger, hvor begge forældre har ret til fravær, for lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivendes vedkommende, kan afholdes i ikke-sammenhængende perioder. Det foreslås samtidig, at adoptanter, der er lønmodtagere, vil skulle aftale ikke-sammenhængende fravær med arbejdsgiveren. Dette svarer til den foreslåede ændring af barselslovens § 7, stk. 3. Forslaget indebærer, at beskæftigede adoptanter f.eks. vil kunne holde en uges orlov samtidigt umiddelbart efter modtagelsen af barnet og holde den anden uges orlov samtidigt i uge 4 efter modtagelsen af barnet. Orloven vil også kunne holdes som enkeltdage f.eks. i den 1. uge efter modtagelsen af barnet, i den 3. uge efter modtagelsen af barnet, i den 5. uge efter modtagelsen af barnet osv., forudsat fraværet ligger inden for de første 14 uger efter modtagelsen af barnet. ”

Det følger af § 8, stk. 6, 4. pkt., at retten til fravær efter stk. 7 kan påbegyndes inden for de første 10 uger efter modtagelse af barnet. Efter § 8, stk. 7, har adoptanter efter den 10. uge efter modtagelse af barnet ret til fravær fra arbejdet under fravær efter §§ 9 og 10.

Da forældrenes mulighed for at kunne holde fravær samtidig i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet, er begrænset til 2 uger efter § 8, stk. 6, kan adoptanter, der ønsker at holde orlov sammen i en længere periode efter, de har modtaget barnet, vælge at påbegynde fravær efter § 9 inden for de første 10 uger efter barnets modtagelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.3.1.

Det foreslås i § 8, stk. 6 , at 1.-3. pkt. ophæves, og at der i stedet som 1. pkt. indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet har hver af adoptanterne ret til fravær i 6 uger.

Med forslaget vil begrænsningen på 2 ugers samtidigt fravær for adoptanter blive ophævet, hvilket vil betyde, at adoptanter får større mulighed for fleksibilitet i forhold til afholdelsen af de 6 ugers fravær inden for de første 10 uger efter modtagelsen af barnet.

Forslaget vil bl.a. betyde, at adoptanter vil få mulighed for at kunne afholde alle 6 ugers fravær samtidig, således at de kan være sammen om at passe barnet i den første periode efter modtagelsen af barnet. Forslaget betyder også, at adoptanter fremover vil kunne vælge, om alle 6 ugers fravær og ikke kun 4 af de 6 uger skal holdes i en sammenhængende eller ikke sammenhængende periode i 10-ugers perioden efter barnets modtagelse, dog under iagttagelse af de gældende regler i § 15 om varsling af fravær i forhold til arbejdsgiveren.

Vælger adoptanterne at holde alle uger samtidig, vil de efter de 6 ugers samtidige fravær kunne påbegynde fravær efter § 9, jf. § 8, stk. 6, 4. pkt., som med forslaget bliver til 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.3.

Til nr. 2

(Til § 8 a)

Efter barselsloven er det alene barnets forældre, der har en selvstændig ret til fravær og barselsdagpenge. Fastlæggelsen af, hvem der anses som forældre efter barselsloven, tager udgangspunkt i børnelovens regler om moderskab, faderskab og medmoderskab samt adoptionslovens regler om adoptanter.

Forældreskab, der følger af dansk international privatret, er også omfattet af barselsloven. Det fremgår af barselslovens § 23 a, stk. 1, at ved forælder i loven forstås en mor, far, medmor eller adoptant.

Der findes i barselsloven ikke regler for tiltænkte forældres ret til fravær med barselsdagpenge.

Tiltænkte forældrepar, der har indgået en surrogataftale med en surrogatmor om at føde deres barn, har ikke en selvstændig ret til fravær med barselsdagpenge, medmindre en af de tiltænkte forældre anses for retlig forælder efter børneloven eller efter dansk international privatret, jf. punkt 2.1.2.

Efter gældende regler anses en mand, der har leveret genetisk materiale til en surrogatmor, for retlig forælder, og han har efter barselsloven ret til fravær og barselsdagpenge efter reglerne for fædre. Den retlige fars eventuelle partner, der er tiltænkt som forælder til barnet, har derimod ikke selvstændige barselsrettigheder efter barselsloven, da pågældende ikke anses som forælder.

En surrogatmor, som er den kvinde, der føder barnet, anses for mor til barnet efter børneloven, og hvis hun er socialt sikret i Danmark, har hun efter gældende regler barselsrettigheder efter barselsloven.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1.1.

Det foreslås, at der i barselsloven som § 8 a indsættes en ny bestemmelse under overskriften: »Ret til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c«.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at forældre, der har fået fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, i de første 10 uger efter barnets fødsel har hver ret til fravær i 6 uger.

10-ugers perioden regnes fra kalenderdagen efter den dag, hvor barnet blev født, men perioden kan dog regnes fra og med den dag, hvor barnet blev født, hvis forældrene ønsker det.

Forslaget vil omfatte forældreskab, der er fastslået på grundlag af surrogataftale, jf. de foreslåede regler i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven. Forældreskab, der etableres på grundlag af en surrogataftale, omfatter et par bestående af en kvinde og en mand, et par bestående af to mænd, et par bestående af to kvinder, en enlig mand eller en enlig kvinde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10.

Forslaget vil indebære, at en mand, som er retlig forælder til et barn, der er født af en surrogatmor, og som efter barselsloven har ret til fravær med barselsdagpenge, fremover vil blive omfattet af reglerne i den foreslåede bestemmelse, hvis forældreskabet til barnet er fastslået efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c. Den tiltænkte forælder, der er retlig far, vil således ikke opnå ret til fravær med barselsdagpenge efter barselslovens § 7, stk. 3, men omfattes af den foreslåede § 8 a.

Forslaget vil betyde, at forældre, der efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c anses for retlige forældre på grundlag af en surrogataftale, hver vil få en individuel ret til fravær i 6 uger, som skal holdes inden for de første 10 uger efter barnets fødsel på samme måde som adoptanter har efter gældende regler.

Forslaget vil sikre, at begge tiltænkte forældre vil få samme ret til 6 ugers fravær i de første 10 uger efter barnets fødsel, således at barnet vil kunne blive passet af mindst én af forældrene i hele 10-ugers perioden efter fødslen.

Hvis barnet kun har én forælder, vil denne forælder få ret til 6 ugers fravær i de første 10 uger efter barnets fødsel. Forælderen vil efter afholdelse af de 6 ugers fravær kunne påbegynde afholdelse af fravær efter § 9, jf. det foreslåede § 8 a, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring til § 20, jf. lovforslagets § 10, nr. 6, at der vil være ret til barselsdagpenge under fraværet efter § 8 a, stk. 1. Forældrene vil således have ret til barselsdagpenge under fraværet, hvis de opfylder betingelserne herfor, herunder beskæftigelseskravet i §§ 27 og 28.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at hver forælder har ret til at overdrage op til 4 uger af fraværsretten efter 1. pkt. til den anden forælder.

Med forslaget vil de tiltænkte forældre få mulighed for at kunne tilrettelægge og afholde fraværet fleksibelt i de første 10 uger efter barnets fødsel.

Forslaget vil betyde, at hvis den ene forælder ikke ønsker at gøre brug af alle 6 ugers fraværsret, vil forælderen kunne overdrage op til 4 uger af fraværsretten til den anden forælder, som vil kunne holde op til 10 ugers fravær i de første 10 uger efter barnets fødsel. De sidste 2 ugers fraværsret kan ikke overdrages til den anden forælder. De 2 ugers fravær vil kunne holdes samtidig med, at den anden forælder holder fravær. Hvis forælderen ikke holder de 2 ugers fravær i 10-ugers perioden efter barnets fødsel, vil de bortfalde.

Det foreslås i stk. 2, at efter den 10. uge efter barnets fødsel har hver forælder ret til fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 10. Retten til fravær efter 1. pkt. kan påbegyndes inden for de første 10 uger efter barnets fødsel.

Forslaget vil betyde, at tiltænkte forældre, der anerkendes som forældre efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, efter den 10. uge efter barnets fødsel hver vil få ret til fravær i 32 uger, som kan forlænges med et antal uger op til enten 40 uger eller 46 uger, hvis forældrene er beskæftigede lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende. Muligheden for at kunne forlænge fraværsperioden vil være en ret for forældrene, som ikke kræver aftale med en arbejdsgiver.

Med forslaget vil forældre, der anses som retlige forældre efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, få ret til samme fraværsperiode som øvrige retlige forældre har efter gældende regler, ligesom forældrene vil få samme ret til ensidigt at kunne forlænge fraværet.

Retten til barselsdagpenge under fravær efter § 9, stk. 1, nr. 1, og § 10 vil blive særskilt reguleret i § 21, jf. den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 10, nr. 12.

Tiltænkte forældre, der omfattes af forslaget, vil desuden være omfattet af barselslovens §§ 21 a-21 c, som også regulerer retten til barselsdagpenge under fravær efter §§ 9 og 10. Se bemærkningerne til den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 10, nr. 12.

Det foreslås i stk. 3, at retten efter stk. 1 og 2 gælder fra barnets fødsel, uanset om forældreskab først fastslås på et senere tidspunkt.

Forslaget vil sikre, at de tiltænkte forældre kan holde fravær med barselsdagpenge fra barnets fødsel, selvom forældreskabet ikke er fastslået på dette tidspunkt. Retten til barselsdagpenge fra barnets fødsel følger af, at faderskab og medmoderskab har retsvirkning fra barnets fødsel, selvom det først fastslås på et senere tidspunkt, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3., og dette vil også gælde forældreskab fastslået på grundlag af en surrogataftale. Udbetaling af barselsdagpenge kan dog ikke ske, før forældreskabet er fastslået efter de foreslåede ændringer i kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, i børneloven.

10-ugers perioden regnes fra kalenderdagen efter den dag, hvor barnet blev født, men perioden kan dog regnes fra og med den dag, hvor barnet blev født, hvis forældrene ønsker det.

Når forældreskab fastslås på grundlag af en surrogataftale, opnår de tiltænkte forældre barselsrettigheder efter de foreslåede regler, der vil gælde for tiltænkte forældre, jf. den foreslåede § 8 a og de foreslåede ændringer til § 20 og § 21, stk. 1. Hvis der er to tiltænkte forældre, der ønsker at få fastslået forældreskab efter børneloven på grundlag af en surrogataftale, vil den ene forælder, som oprindelig er retlig forælder på grund af et genetisk link til barnet, derfor ikke være omfattet af § 7, men skal have fraværsret med barselsdagpenge efter den foreslåede § 8 a, jf. § 20, og herefter barselsdagpenge efter den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at en surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, har ret til fravær efter § 6 og § 7, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil regulere surrogatmorens ret til fravær i forbindelse med en fødsel, hvor der er indgået en surrogataftale med en eller flere tiltænkte forældre, der efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, anerkendes som retlige forældre til barnet, og som med forslaget til § 8 a stk. 1 og 2 i barselsloven får selvstændige barselsrettigheder efter barselsloven. Surrogatmorens ret til fravær vil blive udtømmende reguleret i den foreslåede bestemmelse.

Forslaget vil betyde, at en surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, omfattes af § 6 i sin helhed, hvilket vil betyde, at surrogatmoren før fødslen vil have ret til fravær i 4 uger (§ 6, stk. 1), og inden 4-ugers perioden før fødslen vil hun være berettiget til fravær, hvis det lægeligt skønnes, at graviditeten har et sygeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for kvindens helbred eller fosteret, eller arbejdets særlige karakter medfører risiko for fosteret eller graviditeten på grund af offentligt fastsatte bestemmelser forhindrer hende i at varetage sit arbejde, og arbejdsgiveren ikke kan tilbyde anden passende beskæftigelse (§ 6, stk. 2). Surrogatmoren vil ligeledes have ret til fravær fra arbejdet i forbindelse med forebyggende graviditetsundersøgelser, når disse skal finde sted i arbejdstiden (§ 6, stk. 3).

Derudover vil surrogatmoren også være omfattet af § 7, stk. 1, hvilket vil betyde, at hun vil have ret til fravær i 10 uger efter barnets fødsel, hvoraf de 2 første uger er pligtorlov.

Surrogatmoren vil have ret til barselsdagpenge under fravær efter § 6 og § 7, stk. 1, jf. barselslovens § 20, hvis betingelserne er opfyldt, herunder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.

Surrogatmorens ret til fravær efter § 7, stk. 1, vil gælde ved siden af de tiltænkte forældres ret til fravær i 10-ugers perioden efter barnets fødsel. Der stilles ikke krav om, at surrogatmoren skal være sammen med barnet, da fraværet efter fødslen skal sikre restitution for surrogatmoren. Der stilles heller ikke krav om, at surrogatmoren anses som mor efter børnelovens regler på tidspunktet, hvor surrogatmoren får tildelt barselsret efter § 7, stk. 1, hvis de tiltænkte forældre efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, har fået fastslået forældreskabet på dette tidspunkt.

Forslaget er en konsekvens af graviditetsdirektivet (Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer), som foreskriver, at en fødende kvinde skal sikres ret til barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

Surrogatmoren vil ikke have mulighed for at overdrage fravær efter § 7, stk. 1, jf. § 7 a ved genoptagelse af arbejdet, da retten til fravær er en individuel ret til surrogatmoren som den fødende kvinde. Surrogatmoren er i den sammenhæng ikke mor til barnet, jf. § 23 a, stk. 1, modsætningsvist. Surrogatmoren vil ikke have ret til yderligere fravær end fravær efter § 6 og § 7, stk. 1, og hun omfattes således ikke af § 9.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at i tilfælde, hvor surrogatmoren lider af en graviditetsbetinget sygdom, forlænges fraværsretten efter § 7, stk. 1, dog højst indtil 46 uger efter fødslen.

Forslaget vil betyde, at hvis surrogatmoren lider af en graviditetsbetinget sygdom under fraværet efter § 7, stk. 1, som er 10 uger, vil retten til fraværet blive forlænget, indtil surrogatmoren er raskmeldt. Fraværet vil dog højst kunne forlænges indtil 46 uger efter barnets fødsel. Hvis betingelserne er opfyldte, vil der kunne udbetales barselsdagpenge i den periode, hvor der er ret til fravær, jf. § 20. Efter den 46. uge efter barnets fødsel gælder reglerne om sygedagpenge efter sygedagpengeloven, hvis surrogatmoren ikke er raskmeldt endnu.

Forslaget svarer til den gældende § 13, stk. 3, hvorefter en mor, som bortadopterer sit barn inden den 32. uge efter fødslen, kan få forlænget fraværsperioden, hvis hun lider af en graviditetsbetinget sygdom. Fraværet kan højst forlænges indtil 46 uger efter fødslen.

Ved graviditetsbetinget sygdom forstås sygdom, der er opstået i forbindelse med graviditeten eller fødslen.

Det foreslås, at de tiltænkte forældre omfattes af varslingsbestemmelsen i § 15, jf. den foreslåede ændring til § 15, stk. 5, hvorefter forældre omfattet af § 8 a skal iagttage de samme varslingsfrister som adoptanter omfattet af § 8, dog skal fristerne regnes fra fødselstidspunktet, da fødselstidspunktet vil være kendt for de tiltænkte forældre.

De tiltænkte forældre vil herefter så vidt muligt skulle overholde samme frister som angivet i § 15, stk. 1-4, som gælder for andre retlige forældre. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10, nr. 10.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1.

(Til § 8 b)

Barselslovens § 8 indeholder regler om forældres ret til fravær, når forældre adopterer et barn. Reglerne forudsætter, at der er tale om fremmedadoption.

Barselsloven indeholder ikke udtrykkelige regler, der regulerer en stedbarnsadoptants ret til fravær, når barnet har en retlig forælder, og dennes partner stedbarnsadopterer barnet på et tidligt tidspunkt efter barnets fødsel.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2.1.

Det foreslås, at der i barselsloven som § 8 b indsættes en ny bestemmelse under overskriften »En adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven«.

Det foreslås i stk. 1 , 1. pkt., at en forælder, der har adopteret et barn efter § 5 a i adoptionsloven inden 1 år efter barnets fødsel, har ret til fravær i op til 32 uger efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 10, inden for det første år efter barnets fødsel.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en forælder, der har stedbarnsadopteret et barn inden 1 år efter barnets fødsel, vil få ret til fravær efter § 9 inden for det første år efter barnets fødsel.

Fraværet kan være op til 32 uger afhængig af, hvornår stedbarnsadoptionen er godkendt, svarende til den fraværsret andre retlige forældre har efter barselsloven. Er stedbarnsadoptionen godkendt inden for de første 20 uger efter barnets fødsel, vil stedbarnsadoptanten få 32 ugers fraværsret, som kan holdes inden 1 år efter barnets fødsel. Hvis adoptionen gennemføres senere end 20 uger efter barnets fødsel, vil stedbarnsadoptantens fraværsret blive kortere end 32 uger, da fraværet skal kunne holdes inden 1 år efter barnets fødsel.

Den fraværsret, som stedbarnsadoptanten vil få efter den foreslåede bestemmelse, følger af § 9, som gælder for øvrige retlige forældre, hvilket vil give mulighed for, at fraværet kan holdes fleksibelt. Fraværsretten vil således enten kunne udskydes eller forlænges til afholdelse senere end 1 år efter barnets fødsel efter reglerne i barselslovens §§ 11-12. Fraværet vil kunne holdes frem til barnet bliver 9 år.

Efter § 10 vil stedbarnsadoptanten have ret til at forlænge de 32 ugers fravær efter § 9 med op til 8 uger til 40 uger. Beskæftigede lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende vil desuden kunne vælge at forlænge fraværet med op til 14 uger til 46 uger. Der kan kun ske forlængelse af fraværet efter § 10 i det omfang, det forlængede fravær kan holdes inden for det første år efter barnets fødsel. Hvis stedbarnsadoptanten er lønmodtager, vil stedbarnsadoptanten efter § 11 desuden have ret til at genoptage arbejdet og udskyde op til 5 uger af fraværet efter § 9 (retsbaseret mulighed for udskydelse).

Herudover kan lønmodtagere efter § 12 efter aftale med arbejdsgiveren genoptage arbejdet helt eller delvis under fraværet (aftalebaseret mulighed for forlængelse og udskydelse).

Det foreslås, at stedbarnsadoptanten omfattes af varslingsbestemmelsen i § 15, jf. den foreslåede ændring af § 15, stk. 5, hvorefter stedbarnsadoptanten skal iagttage de samme varslingsfrister som adoptanter omfattet af § 8. Fristerne vil dog skulle regnes fra fødselstidspunktet, da fødselstidspunktet vil være kendt for stedbarnsadoptanten.

Stedbarnsadoptanten vil herefter så vidt muligt skulle overholde samme frister som angivet i § 15, stk. 1-4, som gælder for genetiske forældre. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 10, nr. 10.

Der vil være ret til barselsdagpenge efter den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 3. pkt., hvorefter stedbarnsadoptanten vil få ret til op til 9 ugers barselsdagpenge under fraværet.

Den kommende stedbarnsadoptant vil før stedbarnsadoptionen være en social forælder som defineret i § 23 a, stk. 2 og 3, f.eks. ved at være ægtefælle eller samlever til forælderen.

Ved en social forælder i barselsloven forstås: 1) en forælders ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 2) en kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 3) en kendt donors ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder.

Den retlige forælder kan helt eller delvis overdrage sin ret til fravær efter §§ 9 og 10 og ret til barselsdagpenge efter §§ 21, 21 b, eller 21 c til sin ægtefælle eller samlever, hvis denne opfylder betingelserne for at være social forælder til barnet, inden stedbarnsadoptionen er gennemført, jf. § 23 b, stk. 3. Når fraværet holdes, skal den sociale forælder opfylde betingelserne for ret til barselsdagpenge.

Den retlige forælder vil således, inden adoptionen er gennemført, have mulighed for at overdrage sin ret til fravær med ret til barselsdagpenge til den kommende stedbarnsadoptant.

Når stedbarnsadoptionen er gennemført, vil den retlige forælder kunne overdrage ret til barselsdagpenge til stedbarnsadoptanten efter § 21, stk. 2, til brug for fravær efter den foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 1.

Når stedbarnsadoptionen er gennemført, vil der ikke ske en reduktion i retten til fraværet eller retten til barselsdagpenge efter den foreslåede § 8 b for eventuelt fravær med barselsdagpenge, som er overdraget til stedbarnsadoptanten som social forælder.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt. , at retten til fravær efter 1. pkt. kan påbegyndes inden for de første 10 uger efter barnets fødsel.

I tilfælde af, at stedbarnsadoptionen bevilges inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, kan stedbarnsadoptanten ud over retten til 2 ugers fravær efter den foreslåede § 8 b, stk. 2, jf. nedenfor, påbegynde afholdelsen af fraværet efter § 9 i 10 ugers perioden efter barnets fødsel. Fravær efter § 9 kan kun afholdes, efter stedbarnsadoptionen er gennemført.

Det foreslås i stk. 2 , at har forælderen adopteret barnet indenfor for de første 10 uger efter barnets fødsel, har forælderen desuden ret til op til 2 ugers fravær inden for de første 10 uger efter fødslen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forælder, der bliver forælder ved at stedbarnsadoptere, og hvor stedbarnsadoptionen bliver gennemført, inden barnet er 10 uger, vil få ret til op til 2 ugers fravær.

Retten vil indtræde, når adoptionen er gennemført. De 2 uger skal holdes efter stedbarnsadoptionen er gennemført og inden for de første 10 uger efter fødslen. 10-ugers perioden regnes fra kalenderdagen efter den dag, hvor barnet blev født. Fravær, der ikke er holdt inden 10 uger fra fødslen, vil bortfalde.

Hvis stedbarnsadoptionen først gennemføres senere end 10 uger efter fødslen, vil der ikke være ret til fravær efter den foreslåede bestemmelse. Gennemføres stedbarnsadoptionen op til udløbet af 10 ugers perioden, vil stedbarnsadoptanten få ret til det delvise fravær, som kan holdes indenfor 10 ugers perioden. Det betyder, at hvis stedbarnsadoptionen gennemføres, når barnet er 8 uger, vil stedbarnsadoptanten have ret til 2 ugers fravær. Gennemføres stedbarnsadoptionen, når barnet er 9 uger, vil stedbarnsadoptanten have ret til 1 uges fravær.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 20, hvorefter der vil være ret til barselsdagpenge under fraværet, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldte.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2.

Til nr. 3

Det fremgår af barselslovens § 12, stk. 2, at i forbindelse med aftale om delvis genoptagelse af arbejdet under fravær efter § 7, § 7 a, stk. 2, § 8, stk. 6, og § 9 kan det aftales, at fraværsretten forlænges med den tid, hvori arbejdet har været genoptaget.

Det fremgår af § 23, stk. 1, at ved delvis genoptagelse af arbejdet under fravær efter § 7, § 7 a, stk. 2, § 8, stk. 6, og § 9 kan retten til barselsdagpenge forlænges med den tid, hvori arbejdet har været genoptaget, og udbetales under senere fravær.

Det foreslås i § 12, stk. 2, og § 23, stk. 1, at der indsættes en henvisning til § 8 a, stk. 1, og § 8 b, stk. 2.

Forslaget vil betyde, at forældre, der har ret til enten 2 eller 6 ugers fravær inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, som følge af de foreslåede bestemmelser i § 8 a, stk. 1, og § 8 b, stk. 2, også vil kunne genoptage arbejdet delvis efter aftale med en arbejdsgiver og i den forbindelse aftale, at fraværsretten forlænges med den tid, hvori arbejdet har være genoptaget på samme måde som andre retlige forældre.

Retten til barselsdagpenge kan i den forbindelse udbetales under det forlængede fravær efter den foreslåede ændring til § 23, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1. og 2.2.2.2.

Til nr. 4

Efter § 13, stk. 1, 1. pkt., har hver af forældrene ret til fravær i 26 uger efter barnets død, hvis barnet er dødfødt eller dør inden det fyldte 18. år. Af 2. pkt. fremgår, at samme ret til fravær gælder for adoptanter og kommende adoptanter, der har modtaget et barn, hvis barnet dør inden det fyldte 18. år.

Det foreslås i § 13, stk. 1, 2. pkt., at adoptanter udgår af bestemmelsens ordlyd.

Forslaget vil betyde, at adoptanter bliver omfattet af bestemmelsens 1. pkt., da adoptanter er forældre, jf. § 23 a, stk. 1. Der er således kun behov for en særregel i forhold til kommende adoptanter, hvor adoptionen ikke er gennemført, og forældreskabet endnu ikke er en realitet.

Forslaget vil således alene indebære en rent sproglig ændring af bestemmelsen og skyldes, at der ikke vurderes at være behov for at nævne de enkelte forældregrupper, som efter den foreslåede ændring til § 23 a, stk. 1, anses som forældre efter barselsloven. Det vil betyde, at både genetiske forældre, adoptanter og forældre, der har fået fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, og stedbarnsadoptanter efter § 5 a i adoptionsloven, vil være omfattet af bestemmelsens ordlyd, og vil have ret til sorgorlov.

Da en surrogatmor ikke er omfattet af definitionen på en forælder i barselslovens forstand, jf. den foreslåede ændring til § 23 a, stk. 1, omfattes en surrogatmor ikke af § 13, og hun har derfor ikke ret til sorgorlov i tilfælde af, at barnet dør, inden de tiltænkte forældre har fået fastslået forældreskabet til barnet på grundlag af en surrogataftale efter de foreslåede ændringer til børneloven.

Til nr. 5

Det fremgår af barselslovens § 7, stk. 3, at en far eller medmor har ret til fravær i 2 sammenhængende uger efter fødslen eller efter modtagelse af barnet i hjemmet eller efter aftale med arbejdsgiveren inden for de første 10 uger efter fødslen. Lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende kan afholde de 2 ugers fravær som ikkesammenhængende perioder inden for de første 10 uger efter fødslen. For lønmodtagere forudsætter ikkesammenhængende fravær en aftale med arbejdsgiveren.

Det fremgår af § 8, stk. 6, at i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet har hver af adoptanterne ret til fravær i 6 uger, som bortset fra 2 sammenhængende uger ikke kan afholdes samtidig. De 2 uger, hvor begge forældre har ret til fravær, kan lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende afholde som ikkesammenhængende perioder. For lønmodtagere forudsætter ikkesammenhængende fravær en aftale med arbejdsgiveren.

Det fremgår af § 14, stk. 1, at hvis barnet er indlagt på sygehus forlænges eller udsættes den periode, hvor der er ret til fravær.

Det fremgår af § 14, stk. 2, at såfremt arbejdet ikke genoptages ved indlæggelsen, forlænges den periode, hvor der er ret til fravær, med indlæggelsesperioden, hvis indlæggelsen finder sted under de første 46 uger efter fødslen eller modtagelsen. Fraværsretten kan dog højst forlænges i 3 måneder. Retten til at forlænge fraværsperioden gælder efter bestemmelsens 3. pkt. ikke forældrenes ret til fravær efter § 7, stk. 3, eller adoptanters ret til samtidigt fravær efter § 8, stk. 6.

Det fremgår af § 20, at ved fravær efter § 6, stk. 1 og 2, og §§ 7, 7 a, 8, 13, 14, 14 a, og § 23 b, stk. 1 og 2, udbetaler Udbetaling Danmark barselsdagpenge beregnet efter kapitel 9.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.4.1.

Det foreslås i § 14, stk. 2 , at 3. pkt. ophæves.

Forslaget vil betyde, at hvis en forælder ikke genoptager arbejdet under indlæggelsen af barnet, vil farens og medmorens ret til 2 ugers fravær og adoptanters ret til samtidigt fravær i 2 uger inden for de første 10 uger efter fødslen, kunne forlænges, jf. § 7, stk. 3, og § 8, stk. 6.

Det samme vil gælde for en forælders ret til 6 ugers fravær inden for de første 10 uger efter barnets fødsel efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, hvorefter forældre, der har fået fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, får ret til 6 ugers fravær inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, og for en stedbarnsadoptants ret til 2 ugers fravær inden for de første 10 uger efter barnets fødsel efter den foreslåede § 8 b, stk. 2.

Forlængelsen af fraværet vil betyde, at forælderen ikke vil forbruge af sin fraværsret i den periode, hvor barnet er indlagt. Der vil efter barselslovens § 20 være ret til barselsdagpenge i den forlængede fraværsperiode. Fraværsperioden vil først begynde at løbe eller genoptages fra og med kalenderdagen efter den dag, hvor barnet udskrives. Dog kan forældrenes samlede fravær højst forlænges i op til 3 måneder, jf. § 14, stk. 2, 2. pkt.

Det vil fortsat være en betingelse, at indlæggelsen på hospital finder sted inden for de første 46 uger efter fødslen eller modtagelsen af adoptivbarnet. Indlæggelsesperioden vil dermed godt kunne strække sig ud over 46-ugers perioden, så længe indlæggelsen påbegyndes inden for 46 ugers perioden.

Begge forældre vil fortsat have ret til at få forlænget barselsdagpengeperioden i 46-ugers perioden efter fødslen eller modtagelsen af barnet, hvis de er fraværende fra arbejdet under indlæggelsen.

Forældrene vil desuden fortsat kunne skiftes til at holde fravær under barnets indlæggelse og vil samlet set kunne forlænge fraværet med barselsdagpenge med op til 3 måneder. Hvis forældrene holder fravær samtidig, mens barnet er indlagt, vil forældrene ligeledes kun samlet set kunne forlænge fraværet med ret til barselsdagpenge med op til 3 måneder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.4.

Til nr. 6

Det fremgår af § 14 a, stk. 1, 1. pkt., at forældre, der får to eller flere levendefødte børn ved samme fødsel, hver har ret til ekstra fravær i 13 uger.

Det fremgår af § 14 a, stk. 1, 2. pkt., at adoptanter, som adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, hver har ret til ekstra fravær i 13 uger, hvis børnene på tidspunktet for modtagelsen er under 1 år.

Det foreslås i § 14 a, stk. 1, at affatte 2. pkt. således, at for adoptanter, der adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, er det en betingelse for ret til fravær efter

1. pkt., at børnene på tidspunktet for modtagelsen er under 1 år.

Forslaget vil betyde, at adoptanter vil blive omfattet af den gældende § 14 a, stk. 1, 1. pkt., på samme måde som andre forældre.

For adoptanter gælder det særlige, at børnene skal være under 1 år ved modtagelsen af børnene, hvilket er tydeliggjort i den foreslåede ændring til bestemmelsen.

Forslaget vil således indebære en rent sproglig ændring af bestemmelsen for at tilkendegive, at adoptanter er forældre på lige fod med andre forældre.

Samtidig vil forslaget sikre, at forældre, hvis forældreskab er fastslået som følge af en surrogataftale, jf. den foreslåede § 8 a, eller forældre, der er blevet forældre som følge af tidlig stedbarnsadoption, jf. den foreslåede § 8 b, omfattes af ordlyden af bestemmelsen i § 14 a, stk. 1, 1. pkt., og dermed vil få ret til ekstra fravær i 13 uger, hvis de får to eller flere børn ved samme fødsel, idet de er omfattet af forældrebegrebet i den foreslåede ændring til § 23 a, stk. 1.

Hvis stedbarnsadoptanten ikke allerede har fået tildelt ekstra fravær efter § 14 a, stk. 3, vil stedbarnsadoptanten, når adoptionen er gennemført, således kunne få 13 ugers ekstra fravær som retlig forælder, efter den foreslåede ændring til § 14 a, stk. 1.

Til nr. 7

Det fremgår af § 14 a, stk. 2, at en forælder eller adoptant helt eller delvist kan overdrage sin ret til fravær efter stk. 1 til en social forælder, jf. § 23 a, stk. 3.

Det fremgår af 14 a, stk. 3, at en forælder eller adoptant, som er omfattet af stk. 1 og § 21 c, og som opfylder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28, kan ansøge om, at der tildeles op til 13 ugers fravær til et nærtstående familiemedlem, jf. § 23 c, stk. 2, eller en social forælder, jf. § 23 a, stk. 3.

Det foreslås i § 14 a, stk. 2 og 3 , at »adoptant« udgår.

Forslaget vil for det første indebære en rent sproglig ændring af bestemmelsen for at tilkendegive, at adoptanter er forældre på lige fod med andre forældre. For det andet vil forslaget sikre, at forældre, hvis forældreskab er fastslået som følge af en surrogataftale, jf. den foreslåede § 8 a, eller forældre, der er blevet forældre som følge af tidlig stedbarnsadoption, jf. den foreslåede § 8 b, omfattes af bestemmelserne, idet de falder ind under forældrebegrebet i den foreslåede ændring til § 23 a, stk. 1.

Til nr. 8

Det fremgår af § 14 a, stk. 6, at fraværet efter stk. 1, 1. pkt., skal holdes inden 1 år efter fødslen. Fraværet efter stk. 1, 2. pkt., skal holdes inden 1 år efter modtagelsen af børnene.

Det foreslås, at i § 14 a, stk. 6, ophæves 1. og 2. pkt. , og i stedet indsættes som 1. pkt. , at fraværet efter stk. 1 skal holdes inden 1 år efter fødslen eller modtagelsen af adoptivbørnene.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring til § 14 a, stk. 1, hvorefter alle forældre bliver omfattet af samme bestemmelse.

Forslaget vil for det første indebære en rent sproglig ændring af bestemmelsen for at tilkendegive, at adoptanter er forældre på lige fod med andre forældre. For det andet vil forslaget sikre, at forældre, hvis forældreskab er fastslået som følge af en surrogataftale, jf. den foreslåede § 8 a, eller forældre, der er blevet forældre som følge af tidlig stedbarnsadoption, jf. den foreslåede § 8 b, omfattes af bestemmelsen, idet de falder ind under forældrebegrebet i den foreslåede ændring til § 23 a, stk. 1.

Til nr. 9

Det fremgår af § 14 a, stk. 6, 3. pkt., at overdraget fravær efter stk. 2 og tildelt fravær efter stk. 3 skal afholdes inden for samme perioder som angivet i 1. og 2. pkt.

Det foreslås i § 14 a, stk. 6, 3. pkt., der bliver 2. pkt., at »og 2.« udgår.

Den foreslåede ændring indebærer, at 2. pkt. udgår af bestemmelsen.

Forslaget er en konsekvens af forslaget til ændringen af § 14 a, stk. 6, 1. og 2. pkt., og der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 10

Det fremgår af barselslovens § 15, stk. 5, at ved fravær efter § 8 skal adoptanter så vidt muligt iagttage frister svarende til de i stk. 1-4 nævnte frister.

Efter § 15, stk. 1, skal en kvindelig lønmodtager med 3 måneders varsel underrette arbejdsgiveren om forventet fødselstidspunkt, og om hun agter at udnytte retten til fravær før fødslen, jf. § 6, stk. 1. En kvindelig lønmodtager, der ønsker at overdrage fraværsret efter § 7 a, skal senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt underrette sin arbejdsgiver herom og om, hvorvidt hun ønsker at holde fravær efter § 9 i stedet.

Efter § 15, stk. 2, skal en kvindelig lønmodtager, der udnytter sin ret til fravær i de første 10 uger efter fødslen, jf. § 7, stk. 1, inden 6 uger efter fødslen underrette sin arbejdsgiver om, hvornår hun vil genoptage arbejdet.

Efter § 15, stk. 3, skal en kommende far eller medmor, der ønsker at udnytte sin ret til fravær efter fødslen, jf. § 7, stk. 3, overdraget orlov efter § 7 a eller fravær efter § 9 til afholdelse inden for de første 10 uger, senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt underrette sin arbejdsgiver herom og om længden af fraværet.

Efter § 15, stk. 4, skal en lønmodtager, der ønsker at udnytte sin ret til fravær, jf. §§ 9, 10 og 14 a, eller til overdraget orlov til afholdelse efter 10 uger efter fødslen, jf. § 7 a, stk. 2, inden 6 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet underrette sin arbejdsgiver om tidspunktet for fraværets begyndelse og om længden heraf. Såfremt fraværsretten afholdes således, at lønmodtagerens fravær falder i flere perioder, skal underretningen omfatte påbegyndelsen og længden af senere fravær.

Af bemærkningerne til lov nr. 566 af 9. juni 2006 om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselloven), jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, spalte 4697-4724, fremgår det, at adoptanter efter ligebehandlingslovens § 10, stk. 6, hvis orlovens længde og placering ikke er fastlagt ved barnets modtagelse, skal iagttage de samme frister som gælder for andre forældre. Denne bestemmelse er videreført som stk. 5 i § 15 med den formulering, at adoptanter så vidt muligt skal iagttage frister svarende til de i stk. 1-4 nævnte. Det forventede modtagelsestidspunkt for barnet må anvendes som udgangspunkt i stedet for det forventede fødselstidspunkt. Det forventede modtagelsestidspunkt for et barn, der adopteres gennem en godkendt organisation, må baseres på en vurdering af den formidlende organisation.

Med ændringen af barselsloven i 2006 var det således hensigten at videreføre de hidtil gældende varslingsregler for adoptanter således, at adoptanterne så vidt muligt skulle iagttage de samme varslingsfrister som andre forældre, og dette er fortsat udtryk for gældende ret.

Det foreslås i § 15, stk. 5, at ændre »§ 8« til »§§ 8-8 b« og »adoptanter« til »forældre«.

Forslaget om at ændre adoptanter til forældre vil betyde, at ordlyden i bestemmelsen ændres for klart at tilkendegive, at adoptanter er forældre på lige fod med andre retlige forældre.

Forslaget vil således alene indebære en rent sproglig ændring af bestemmelsen og skyldes, at der ikke vurderes at være behov for sprogligt at nævne de enkelte forældregrupper, der skal være omfattet af bestemmelsen.

Der er ikke med forslaget tiltænkt en ændring af retstillingen i forhold til forældre, der har ret til fravær efter § 8.

Forslaget er endvidere en følge af forslaget om at indsætte en henvisning i § 15, stk. 5, til de foreslåede nye bestemmelser i §§ 8 a og 8 b om henholdsvis forældreskab fastslået efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c (surrogataftaler) og stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven.

Der findes ikke i dag regler i barselsloven om forældreskab ved surrogataftaler eller stedbarnsadoption inden 1 år efter barnets fødsel.

De forældregrupper, der herefter vil være omfattet af bestemmelsen er adoptanter, herunder stedbarnsadoptanter og forældre, der opnår forældreskab på grundlag af en surrogataftale.

Forslaget vil betyde, at forældre, der ønsker at udnytte deres ret til fravær efter §§ 8 a og 8 b, så vidt muligt skal iagttage frister svarende til dem, der fremgår af § 15, stk. 1-4.

Forslaget vil indebære, at forældre omfattet af de foreslåede nye bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, så vidt muligt skal iagttage de samme varslingsfrister som forældre, der er omfattet af § 8.

For forældre omfattet af § 8 (forældreskab ved adoption) følger det af de gældende regler, at iagttagelsen af varslingsfristerne regnes fra forældrenes modtagelse af barnet, da barnets fødselstidspunkt ofte ikke er relevant for forældrenes orlovsafholdelse.

For forældre, der er omfattet af de foreslåede nye bestemmelser i § 8 a (forældreskab ved surrogataftaler) efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c og § 8 b (stedbarnsadoption efter adoptionslovens § 5 a), vil barnets fødselstidspunkt være kendt af de tiltænkte forældre og af stedbarnsadoptanten.

På den baggrund foreslås det, at det efter de foreslåede §§ 8 a og 8 b er barnets forventede fødselstidspunkt, der lægges til grund, når forældrene så vidt det er muligt skal iagttage varslingsfristerne i § 15, stk. 1-4.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 10, nr. 2.

Til nr. 11

Det fremgår af barselslovens § 20, at ved fravær efter § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a, 8, 13, 14 og 14 a og § 23 b, stk. 1 og 2, udbetaler Udbetaling Danmark barselsdagpenge beregnet efter kapitel 9.

Det foreslås i § 20 at indsætte en henvisning til § 8 a, stk. 1 og 4, og § 8 b, stk. 2.

Forslaget vil betyde, at forældre, der får fastslået forældreskabet på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, og som får ret til 6 ugers fravær efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, i 10-ugers perioden efter barnets fødsel, vil få ret til barselsdagpenge under fraværet, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, herunder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.

Forslaget vil endvidere betyde, at en surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, og som efter den foreslåede § 8 a, stk. 4, vil få ret til fravær efter § 6 og § 7, stk. 1, og i tilfælde af graviditetsbetinget sygefravær efter fødslen kan forlænge fraværsretten efter § 7, stk. 1, op til 46 uger efter barnets fødsel, vil få ret til barselsdagpenge under det fulde fravær efter den foreslåede § 8 a, stk. 4, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, herunder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.

Retten til at forlænge fraværet efter § 7, stk. 1, i tilfælde af graviditetsbetinget sygefravær efter fødslen, vil gælde, indtil surrogatmoren raskmeldes, dog højst op til 46 uger efter barnets fødsel.

Ved graviditetsbetinget sygefravær forstås sygdom i forbindelse med graviditeten eller fødslen.

Endelig vil forslaget betyde, at en forælder, der efter i § 5 a i adoptionsloven stedbarnsadopterer et barn inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, og som efter den foreslåede § 8 b, stk. 2, får ret til op til 2 ugers fravær til afholdelse inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, vil få ret til barselsdagpenge i det omfang, der er ret til fravær.

Hvis stedbarnsadoptionen f.eks. gennemføres 8 uger efter barnets fødsel, vil forælderen få ret til fravær med barselsdagpenge i 2 uger, som skal holdes inden 10 uger efter barnets fødsel.

Gennemføres stedbarnsadoptionen senere end 10 uger efter barnets fødsel, vil forælderen hverken have ret til fravær eller barselsdagpenge i 10 ugers perioden efter barnets fødsel.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.

Til nr. 12

En mand, med hvis sæd en surrogatmor er blevet gravid, anses normalt efter børneloven for barnets retlige far, og han har efter barselsloven ret til fravær og barselsdagpenge. Den retlige fars eventuelle partner, der er tiltænkt som forælder til barnet (som enten mor eller medfar), har ikke selvstændige barselsrettigheder efter barselsloven, da pågældende ikke anses for forælder. En surrogatmor er efter gældende regler i børneloven mor til barnet. Hun har derfor barselsrettigheder efter barselsloven.

Den retlige fars ret til barselsdagpenge for fravær efter §§ 9 og 10 (dvs. fravær, der som udgangspunkt afholdes efter 10 uger efter barnets fødsel) fremgår af §§ 21-21 c, hvorefter barselsdagpenge tildeles med udgangspunkt i forældrenes familiemæssige situation på tidspunktet for barnets fødsel.

§ 21 finder anvendelse, hvis forældrene bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel.

Det fremgår af § 21, stk. 1, 1. pkt., at ved fravær efter §§ 9 og 10 har en mor ret til barselsdagpenge i 14 uger, og en far eller medmor har ret til barselsdagpenge i 22 uger indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c. Videre fremgår det af § 21, stk. 1, 2. pkt., at hver adoptant har ret til barselsdagpenge i 18 uger indtil 1 år efter barnets modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c.

En far, der har fået barn ved hjælp af en surrogatmor, vil typisk ikke bo sammen med surrogatmoren, og han vil derfor enten være omfattet af § 21 b, der anvendes for forældre, der ikke bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel, eller af § 21 c, der anvendes for soloforældre.

Hvis barnet bor hos faren, har faren ret til barselsdagpenge i 22 uger efter § 21, stk. 1, og i yderligere 13 uger efter § 21 b, stk. 1, 1. pkt., indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse. Har faren eneforældremyndigheden over barnet, har han derudover ret til yderligere 9 ugers barselsdagpenge, jf. § 21 b, stk. 1, 2. pkt., dvs. faren kan have ret til i alt 44 ugers barselsdagpenge ved fravær efter § 9.

Hvis surrogatmoren efter lovgivningen i fødselslandet ikke anses for forælder til barnet, anses den retlige far for soloforælder, jf. § 12, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge for forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022.

Efter § 21 c, stk. 1, har en far, der er soloforælder på tidspunktet for barnets fødsel, ret til barselsdagpenge i 22 uger efter § 21, stk. 1, og i 22 uger efter § 21 c, stk. 1, indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, dvs. faren har ret til 44 ugers barselsdagpenge ved fravær efter § 9.

En surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, har ret til barselsdagpenge i 9 uger ved fravær efter § 9, hvis barnet bor hos faren, jf. § 21 b, stk. 2. Da det er et almindeligt krav for at have ret til barselsdagpenge, at forælderen er sammen med barnet, vil en surrogatmor efter den 10. uge efter barnets fødsel formentlig ikke udnytte retten til fravær efter § 9 med barselsdagpenge efter § 21 b, stk. 2, idet hensigten med surrogataftalen er, at barnet er hos de tiltænkte forældre. Hvis surrogatmoren bor i udlandet og ikke er socialt sikret i Danmark, har surrogatmoren ikke rettigheder efter barselsloven.

Efter gældende regler kan en forælder helt eller delvis overdrage sin ret til orlov, jf. § 9, med barselsdagpenge efter §§ 21, 21 b, 21 c og § 23, stk. 2, jf. dog § 21, stk. 3, til en social forælder, jf. § 23 b, stk. 3, 1. pkt.

En social forælder er defineret i barselslovens § 23 a, stk. 3. Det fremgår af bestemmelsen, at ved social forælder i barselsloven forstås: 1) en forælders ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 2) en kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 3) en kendt donors ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder.

En solofar, der er omfattet af § 21 c, stk. 1, kan således overdrage op til 44 ugers fravær med barselsdagpenge til en social forælder, med undtagelse af 9 ugers øremærket barselsdagpenge, hvis solofaren er lønmodtager, jf. § 21, stk. 3. Der kan ske overdragelse til en social forælder, selvom faren ikke selv opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28, jf. § 23 b, stk. 3, 2. pkt.

En solofar kan på denne måde efter reglerne om overdragelse til sociale forældre dele sin ret til fravær med barselsdagpenge med sin ægtefælle eller samlever, jf. § 23 a, stk. 3, nr. 1, der er tiltænkt som forælder til barnet, og som ikke har en selvstændig ret til fravær med barselsdagpenge efter gældende regler.

Barselsloven indeholder ikke udtrykkelige regler, der regulerer en stedbarnsadoptants ret til fravær og barselsdagpenge, når barnet har en retlig forælder, og dennes partner stedbarnsadopterer barnet på et tidligt tidspunkt efter barnets fødsel.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1.1 og 2.2.2.2.1.

Det foreslås, at § 21, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes, at forældre med ret til fravær efter § 8, stk. 7, og § 8 a, stk. 2, har hver ret til barselsdagpenge i 18 uger indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c. En forælder med ret til fravær efter § 8 b, stk. 1, har ret til barselsdagpenge i 9 uger indtil 1 år efter barnets fødsel jf. dog § 21 a og § 21 c, stk. 2.

Bestemmelsen i § 21 regulerer retten til barselsdagpenge for forældre, der bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse.

Forslaget til 2. pkt. vil betyde, at for adoptanter, jf. § 8, stk. 7, videreføres retten til barselsdagpenge under fravær efter §§ 9 og 10 uændret, og hver adoptant har fortsat ret til 18 ugers barselsdagpenge ved fravær efter §§ 9 og 10 indtil 1 år efter barnets modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c.

For forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, og som efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, hver vil få ret til fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 10, vil forslaget betyde, at hver forælder vil få ret til barselsdagpenge i 18 uger under fravær efter §§ 9 og 10.

Forslaget vil indebære, at den forælder, som er retlig forælder til et barn, der er født af en surrogatmor (en mand, der har leveret sæd til surrogatmor), fremover omfattes af reglerne for tiltænkte forældre, jf. den foreslåede § 8 a, stk. 2. Den tiltænkte forælder, der er retlig far, vil således ikke have ret til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, 1. pkt., jf. §§ 21 a-21 c, men vil blive omfattet af den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. dog §§ 21 a-21 c.

Forslaget vil sikre, at forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, vil have samme ret til barselsdagpenge under fravær efter §§ 9 og 10 som adoptanter har efter gældende regler. Forslaget vil endvidere sikre, at begge tiltænkte forældre vil få samme ret til barselsdagpenge under fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 10.

Forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, og som ikke bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel, vil være omfattet af § 21 b, som giver den forælder, der har barnet boende, udover ret til barselsdagpenge efter den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., hvor der vil være ret til 18 ugers barselsdagpenge, yderligere ret til barselsdagpenge i 13 uger ved fravær efter §§ 9 og 10 indtil 1 år efter barnets fødsel.

Hvis forælderen har eneforældremyndighed over barnet, har forælderen derudover ret til yderligere 9 ugers barselsdagpenge, jf. § 21 b, stk. 1, hvilket betyder, at bopælsforælderen kan få i alt 40 ugers barselsdagpenge til fravær efter § 9, stk. 1, og § 10. På tidspunktet for ansøgningen skal forælderen have eneforældremyndigheden over barnet, jf. § 11, stk. 3, 2. pkt., i bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge for forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022.

Den forælder, som barnet ikke bor hos, vil have ret til 9 ugers barselsdagpenge, jf. barselslovens § 21 b, stk. 2.

Hvis der er én forælder, som får fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, omfattes forælderen af barselslovens § 21 c (soloforælder), som udover ret til barselsdagpenge efter den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., hvor der vil være ret til barselsdagpenge i 18 uger, vil give forælderen ret til yderligere barselsdagpenge i 22 uger ved fravær efter barselslovens § 9.

Soloforælderen vil således kunne opnå i alt 40 uger med barselsdagpenge til fravær efter § 9, stk. 1, og § 10.

Fravær efter § 9 med barselsdagpenge efter §§ 21- 21 c skal som udgangspunkt holdes inden 1 år efter barnets fødsel. Forælderen vil dog også have mulighed for at holde fravær efter § 9 med barselsdagpenge senere end 1 år efter barnets fødsel, hvis fraværet kan udskydes ved genoptagelse eller påbegyndelse af arbejdet inden 1 år efter barnets fødsel, jf. barselslovens § 11, § 12, stk. 3 og § 23. Denne mulighed skal imidlertid ses i sammenhæng med, at lønmodtagere vil skulle holde de 9 ugers fravær med øremærkede barselsdagpenge inden for det første år efter barnets fødsel, jf. den gældende § 21, stk. 3. Selvstændige, der ikke er omfattet af den øremærkede barsel, vil ved genoptagelse af arbejdet imidlertid kunne holde fraværet med barselsdagpenge frem til barnet er 9 år, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Fraværet med barselsdagpenge vil også kunne holdes i op til 3 år efter barnets fødsel, hvis forælderen er lønmodtager og har en barselshindring efter § 21, stk. 3, 2. pkt.

Henvisningen i det foreslåede 2. pkt. til § 21 a vil betyde, at en forælder, der inden 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse skifter beskæftigelsesmæssig status til lønmodtager, og som allerede har modtaget barselsdagpenge til barnet som selvstændig eller ledig, vil få ret til barselsdagpenge i op til 9 uger som lønmodtager. Henvisningen til §§ 21 b og 21 c, vil betyde, at forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, også er omfattet af §§ 21 a-21 c, som bl.a. regulerer retten til barselsdagpenge under fravær efter §§ 9 og 10 for forældre, der ikke bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse, jf. § 21 b, og i tilfælde, hvor der kun er én forælder til barnet, jf. § 21 c.

Den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1, 3. pkt. , vil medføre, at en forælder, som har stedbarnsadopteret et barn, vil få ret til barselsdagpenge i 9 uger inden for det første år efter barnets fødsel. Fraværet vil dog ikke kunne afholdes, før stedbarnsadoptionen er gennemført, jf. den foreslåede § 8 b, stk.

1. Der vil derfor heller ikke kunne udbetales barselsdagpenge efter den foreslåede bestemmelse før dette tidspunkt. Er stedbarnsadoptionen først godkendt på et tidspunkt, hvor der ikke kan afholdes 9 ugers fravær, vil stedbarnsadoptanten kun få ret til barselsdagpenge for de uger, der kan holdes inden 1 år efter barnets fødsel.

Henvisningen i det foreslåede 3. pkt. til § 21 a vil betyde, at en stedbarnsadoptant, der har udnyttet sin ret til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, som andet end lønmodtager, kan opnå ret til op til 9 ugers barselsdagpenge, hvis stedbarnsadoptanten skifter status til lønmodtager. Henvisningen til § 21 c, stk. 2, vil betyde, at i tilfælde af, at barnets anden forælder dør efter barnets fødsel, vil stedbarnsadoptanten have ret til den afdøde forælders uudnyttede uger med barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, § 21 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 21 c, stk. 1, og § 23, stk. 1 og 2.

Barselslovens almindelige regler om barselsdagpenge for fravær efter § 9 vil gælde for stedbarnsadoptantens ret til barselsdagpenge.

Det vil f.eks. betyde, at en stedbarnsadoptant, der er lønmodtager, ikke vil kunne overdrage de 9 uger med barselsdagpenge til den anden forælder. Omvendt vil stedbarnsadoptanten kunne overdrage retten til de 9 ugers barselsdagpenge, hvis pågældende ikke er lønmodtager.

Det vil også betyde, at den anden forælder vil kunne overdrage sin ret til barselsdagpenge til stedbarnsadoptanten efter den gældende § 21, stk. 2, når stedbarnsadoptionen er godkendt.

Det vil endvidere betyde, at retten til barselsdagpenge ved fravær efter barselslovens §§ 9 og 10 som udgangspunkt vil skulle udnyttes efter den 10. uge efter barnets fødsel men inden 1 år efter barnets fødsel. Stedbarnsadoptanten vil dog have mulighed for at kunne påbegynde fravær efter § 9 i 10 ugers-perioden efter barnets fødsel, jf. § 8 b, stk. 1, 2. pkt., hvis stedbarnsadoptionen er godkendt på dette tidspunkt

Forælderen vil også have mulighed for at holde fravær efter § 9 med barselsdagpenge senere end 1 år efter barnets fødsel, hvis fraværet kan udskydes ved genoptagelse eller påbegyndelse af arbejdet inden 1 år efter barnets fødsel, jf. barselslovens § 11, § 12, stk. 3, og § 23. Denne mulighed skal ses i sammenhæng med, at lønmodtagere vil skulle holde de 9 ugers orlov med øremærkede barselsdagpenge inden for det første år efter barnets fødsel, jf. den gældende § 21, stk. 3. Selvstændige vil imidlertid kunne holde fraværet med barselsdagpenge frem til barnet er 9 år, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Fraværet med barselsdagpenge vil også kunne holdes i op til 3 år efter barnets fødsel, hvis forælderen er lønmodtager og har en barselshindring efter § 21, stk. 3, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.

Til nr. 13

Det fremgår af barselslovens § 21 c, stk. 1, at hvis barnet kun har én forælder på tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse, har forælderen ud over ret til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, ret til barselsdagpenge i yderligere 22 uger ved fravær efter §§ 9 og 10 indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse.

Det fremgår af § 21 c, stk. 2, at hvis en forælder dør efter barnets fødsel, har den efterlevende forælder ret til den afdøde forælders uudnyttede uger med barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, § 21 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og § 23, stk. 1 eller 2, medmindre den efterlevende forælder har ret til barselsdagpenge efter § 21 b, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af § 21 c, stk. 3, at hvis en adoptant dør efter modtagelsen af barnet, har den efterlevende adoptant ret til den afdøde adoptants uudnyttede uger med fravær efter § 8, stk. 6, og barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, § 21 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og § 23, stk. 1 eller 2, medmindre den efterlevende adoptant har ret til barselsdagpenge efter § 21 b, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslås i § 21 c at ophæve stk. 2 og 3 , og i stedet indsætte som stk. 2 , at hvis en forælder dør efter barnets fødsel, har den efterlevende forælder ret til den afdøde forælders uudnyttede uger med fravær efter § 8, stk. 6, og § 8 a, stk. 1, og barselsdagpenge efter stk. 1, § 20, § 21, stk. 1, § 21 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og § 23, stk. 1 eller 2, medmindre den efterlevende forælder har ret til barselsdagpenge efter § 21 b, stk. 1, 2. pkt.

Sammenskrivningen af de gældende stk. 2 og 3, vil betyde, at alle forældre (både genetiske forældre, adoptanter og forældre, der får fastslået forældreskabet på grundlag af en surrogataftale) vil blive omfattet af den samme bestemmelse.

Forslaget vil således indebære, at også forældre, hvis forældreskab er fastslået på grundlag af en surrogataftale, jf. den foreslåede § 8 a, får samme ret til at få den afdøde forælders uudnyttede uger med fravær efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, og ret til barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, § 21 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og § 23, stk. 1 eller 2, som adoptanter har efter gældende regler, medmindre den efterlevende forælder har ret til barselsdagpenge efter § 21 b, stk. 1, 2. pkt.

Forslaget vil endvidere indebære, at en stedbarnsadoptant vil have ret til en afdød forælders uudnyttede uger med barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, § 21 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 21 c, stk. 1, og § 23, stk. 1 og 2.

Til nr. 14

Efter barselsloven skal en forælder som altovervejende hovedregel afholde fravær med ret til barselsdagpenge senest 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, medmindre arbejdet efter aftale med en arbejdsgiver helt eller delvis genoptages eller påbegyndes, og det i den forbindelse aftales, at fraværet forlænges eller udskydes. En lønmodtager eller en selvstændig kan derudover også ensidigt udskyde op til 5 ugers fravær med barselsdagpenge. Det udskudte fravær skal holdes, inden barnet fylder 9 år. Disse regler fremgår af §§ 11, 12 og 23.

Efter § 14 a, stk. 1, har forældre, der får to eller flere levendefødte børn ved samme fødsel, hver ret til ekstra fravær i 13 uger. Adoptanter, som adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, har hver ret til ekstra fravær i 13 uger, hvis børnene på tidspunktet for modtagelsen er under 1 år.

Efter § 14 a, stk. 6, skal fraværet efter stk. 1, 1. pkt., holdes inden 1 år efter fødslen. Fraværet efter stk. 1, 2. pkt., skal holdes inden 1 år efter modtagelsen af adoptivbørnene.

Det ekstra fravær, der gives efter § 14 a, stk. 1, betyder, at en forælder i visse tilfælde kan have ret til mere end 52 ugers fravær med barselsdagpenge, som skal holdes inden for børnenes første år. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en soloforælder får tvillinger, idet en soloforælder i forvejen har ret til 46 ugers barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, og § 21 c, stk. 1. Det vil også være tilfældet i situationer, hvor forældrene ikke bor sammen, hvor den forælder, som børnene bor hos, i forvejen har ret til 46 ugers barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, og § 21 b, stk. 1, hvis forælderen har eneforældremyndigheden over børnene.

Det foreslås, at der som § 21 d indsættes en ny bestemmelse, hvorefter en forælder, der har ret til barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, og §§ 21 b og 21 c, for fravær efter § 7, § 8, stk. 6, § 8 a, stk. 1, §§ 9, 13 14, og 14 a. stk. 1 i mere end 52 uger efter børnenes fødsel eller modtagelse, kan få udbetalt barselsdagpenge under fravær efter § 9 for det antal uger, forælderen har ret til ud over 52 uger, der holdes senest 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse, jf. dog § 21, stk. 3.

Forslaget vil betyde, at en forælder, der er soloforælder, jf. § 21 c eller eneforælder, der har forældremyndigheden alene, jf. § 21 b, og som får flerlinger, og dermed har ret til barselsdagpenge i mere end 52 uger, vil kunne holde de overskydende uger med barselsdagpenge i en forlænget periode på 4 måneder efter børnenes første år eller modtagelse. Det samme vil gælde for forældre, der opnår ret til barselsdagpenge i mere end 52 uger som følge af fravær efter §§ 13 eller 14. Herved sikres forælderen mulighed for at holde hele det tildelte fravær med ret til barselsdagpenge. Det vil alene være de uger, der ligger ud over 52 uger, der kan holdes i den forlængede periode.

Muligheden for at kunne holde fravær i en forlænget periode vil bl.a. være relevant i disse situationer: For det første hvis en soloforælder får flerlinger, hvorefter forælderen har ret til 46 ugers fravær med barselsdagpenge og ekstra 13 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 14 a, stk. 1. I den situation vil forælderen have ret til 59 ugers fravær med barselsdagpenge, jf. §§ 20, 21 og 21 c.

For det andet vil tilsvarende gælde for en eneforælder til flerlinger, som har forældremyndigheden over begge børn alene, jf. § 21 b, og § 14 a, stk. 1. En eneforælder, som har forældremyndigheden over børnene alene, jf. § 21 b, og § 14 a, stk. 1, vil således have sin individuelle ret til 10 ugers orlov inden for de første 10 uger efter fødslen efter § 7, stk. 1, hvis det er en mor. Herefter har hun ret til 14 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, 13 ugers fravær med barselsdagpenge jf. § 21 b, stk. 1, 1. pkt., 13 ugers fravær med barselsdagpenge pga. flerlinger jf. § 14 a, stk. 1, jf. § 20 samt yderligere 9 ugers fravær med barselsdagpenge, hvis mor har eneforældremyndigheden over børnene jf. § 21 b, stk. 1, 2. pkt., dvs. i alt en fraværsret med barselsdagpenge på 59 ugers fravær med barselsdagpenge.

Hvis det er en far eller medmor, der er eneforælder og har forældremyndigheden over begge børn alene, jf. § 21 b, og § 14 a, stk. 1, vil forælderen have sin individuelle ret til 2 ugers fædre/medmødreorlov inden for de første 10 uger efter fødslen efter § 7, stk. 3. Herefter har far/medmor 22 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, 13 ugers fravær med barselsdagpenge på grund af tvillinger, jf. § 14 a, stk. 1, jf. § 20, 13 ugers fravær med barselsdagpenge jf. § 21 b, stk. 1, 1. pkt., samt yderligere 9 ugers fravær med barselsdagpenge, hvis far eller medmor er eneforældremyndighedsindehaver over børnene jf. § 21 b, stk. 1, 2. pkt., dvs. i alt en fraværsret med barselsdagpenge på 59 ugers fravær med barselsdagpenge.

Med forslaget vil forælderen bl.a. kunne holde 7 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 21 b, stk. 1, eller § 21 c, stk. 1, i den forlængede periode på 4 måneder. Dette vil betyde, at senest 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse skal det fulde fravær være holdt, medmindre der sker udskydelse af fraværet med barselsdagpenge i forbindelse med forælderens genoptagelse af arbejdet, jf. §§ 12 og 23.

Forslaget vil ikke ændre ved, at de 13 ugers fravær efter § 14 a, stk. 1, ikke kan holdes efter børnene er fyldt 1 år, da dette fravær skal være holdt, inden børnene fylder 1 år, eller inden 1 år efter modtagelsen af børnene jf. § 14 a, stk. 6. Tilsvarende vil fraværet med 9 ugers øremærkede barselsdagpenge fortsat skulle holdes senest 1 år efter fødselstidspunktet eller modtagelsen af børnene, jf. § 21, stk. 3. Det vil således være fravær efter § 9 - bortset fra de 9 ugers fravær med øremærkede barselsdagpenge, hvis forælderen er lønmodtager - som kan holdes i den forlængede periode på 4 måneder efter børnene er fyldt 1 år eller efter børnenes modtagelse.

Fravær med barselsdagpenge ud over 52 uger behøver for lønmodtagere ikke at blive holdt i forlængelse af det fravær, som holdes inden for de første 52 uger.

Ugerne ud over de 52 uger vil kunne varsles til afholdelse på et hvilket som helst tidspunkt indenfor 16 måneders perioden efter § 15, stk. 4. Fraværet skal således varsles over for arbejdsgiveren senest 6 uger efter børnenes fødsel. Samme uger vil ligeledes efter aftale med en arbejdsgiver kunne afholdes frem til 9 år efter børnenes fødsel, jf. § 12, stk. 3. Selvstændige erhvervsdrivende vil ligeledes kunne holde fraværet med barselsdagpenge, frem til børnene fylder 9 år på samme måde som andet fravær efter § 9. Ledige med ret til barselsdagpenge vil skulle holde det overskydende fravær i den forlængede periode, idet ledige ikke kan forlænge eller udskyde fraværet.

Retten til at afholde de overskydende uger ud over 52 uger med barselsdagpenge inden for de første 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse kan ske samtidig med, at forælderen forlænger, udskyder eller overdrager fravær med barselsdagpenge til et eller flere nærtstående familiemedlemmer eller en eller flere sociale forældre.

De 52 ugers fravær med barselsdagpenge, der som udgangspunkt skal holdes, inden børnene fylder 1 år, vil bortset fra fravær efter § 14 a, stk. 1, og fravær med 9 ugers øremærkede barselsdagpenge efter § 21, stk. 3, således kunne forlænges og/eller udskydes efter reglerne i §§ 10-12 til afholdelse senere end 1 år efter børnenes fødsel eller modtagelse, hvor der vil være ret til barselsdagpenge efter § 23 under det forlængede eller udskudte fravær.

Samtidig vil en soloforælder, jf. § 21 c, kunne overdrage fravær med barselsdagpenge til enten en eller flere sociale forældre eller et eller flere nærtstående familiemedlemmer efter § 23 b, stk. 1-3, eller § 23 c, stk. 1, og en forælder, der har eneforældremyndigheden over børnene, jf. § 21 b, stk. 1, dvs. en forælder, der boede alene med børnene på fødselstidspunktet, vil kunne overdrage sin ret til barselsdagpenge til en eller flere sociale forældre eller den anden forælder efter § 23 b, stk. 1-3, eller § 21, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.5.

Til nr. 15

Det fremgår af barselslovens § 23 a, stk. 1, at ved forælder i loven forstås en mor, far, medmor eller adoptant.

Barselsloven tager sit afsæt i børnelovens regler om forældreskab i forhold til, at alene forældre i henhold til børnelovens bestemmelser om moderskab, faderskab og medmoderskab samt adoptionslovens bestemmelser om adoptanter, har ret til fravær efter barselsloven. Det bemærkes, at forældreskab, der følger af dansk international privatret, også er omfattet af barselsloven.

Det foreslås at affatte § 23 a, stk. 1, således, at ved forælder i denne lov forstås en mor, far, medmor, adoptant, eller en forælder, der har fået fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c.

Forslaget vil betyde, at de gældende regler for, hvem der anses for forældre efter barselsloven, videreføres, dvs. en forælder er en mor, far, medmor og adoptant, herunder en stedbarnsadoptant. Herudover vil forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børneloven, blive anset for forældre efter barselsloven. Retsvirkningen af at blive anset for forælder efter barselsloven er, at forælderen har ret til barselsfravær og barselsdagpenge.

Forældreskab, der etableres på grundlag af en surrogataftale, omfatter par bestående af en kvinde og en mand, et par bestående af to mænd, et par bestående af to kvinder, en enlig mand eller en enlig kvinde, jf. forslaget til § 30 c i børneloven.

I relation til barselsloven vil barselsrettigheder (fravær og barselsdagpenge) til forældrene blive tildelt på grundlag af forældreskabet fastslået efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, men børnelovens begreber for forælderen som mor, far, medmor eller medfar, anvendes ikke i barselsloven for forældre, der får fastslået forældreskabet på denne måde.

Forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, vil få samme barselsret (fravær og barselsdagpenge) som adoptanter har, hvor der ikke skelnes mellem, om forælderen er far eller mor, da begge forældre får den samme ret til fravær med barselsdagpenge. Det samme er tilfældet, hvis der kun er én tiltænkt forælder, hvor forældreskab fastslås på grundlag af en surrogataftale. Hvis der kun er én forælder, tages der højde for dette i tildelingen af barselsretten.

Der henvises til bemærkningerne til § 10, nr. 2, 11 og 12, om retten til fravær og barselsdagpenge til forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1.

Til nr. 16

Det fremgår af barselslovens § 24, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om ret til dagpenge efter §§ 18-23 og regler om administrationen efter §§ 23 a-23 c om en forælders ret til at overdrage uger med barselsdagpenge til sociale forældre og til et nærtstående familiemedlem og om krav til dokumentationen.

Det foreslås i § 24 at indsætte som stk. 2, at beskæftigelsesministeren desuden kan fastsætte nærmere regler om administration af reglerne efter §§ 8 a og 8 b og regler om den dokumentation, forældrene skal fremlægge for at få ret til barselsdagpenge efter §§ 20-21 c.

Bemyndigelsen forventes blandt andet at blive anvendt til at fastsætte regler om, at forældre, der har fået fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, vil skulle søge Udbetaling Danmark om udbetaling af barselsdagpenge, og det forventes ligeledes, at der vil blive fastsat regler om fremgangsmåden i forbindelse med ansøgningen. Tilsvarende regler forventes at blive fastsat for en stedbarnsadoptant, jf. § 5 a i adoptionsloven, der med den foreslåede § 8 b vil få tildelt barselsrettigheder, hvis adoptionen er godkendt tidligt efter barnets fødsel.

Desuden forventes det, at der vil blive fastsat regler om, at Udbetaling Danmark kan kræve dokumentation fra forældrene for, at betingelserne for forældreskab er opfyldt. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.

Til nr. 17

Det fremgår af barselslovens § 25 b, stk. 1, 1. pkt., at en lønmodtager, som er i et ansættelsesforhold under fravær efter § 6, stk. 1, eller § 7, stk. 1 eller 2, fravær overdraget efter § 7 a, stk. 1, fravær efter § 8, stk. 6, 1. pkt., eller § 9, stk. 2, i indtil 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse eller fravær overdraget efter § 23 b, stk. 1, optjener ret til ferie med ferieydelse, uanset om der er udbetalt barselsdagpenge under fraværet.

Reglerne i § 25 b betyder, at hvis lønmodtageren ikke får løn fra en arbejdsgiver eller ikke har ret til feriedagpenge fra en arbejdsløshedskasse, optjener lønmodtageren ferieydelse under det fravær, der er omfattet af bestemmelsen. Det er ikke et krav, at lønmodtageren får udbetalt barselsdagpenge efter loven under fraværet og opfylder beskæftigelseskravet som lønmodtager ved påbegyndelse af ferien. Det afgørende er alene, om lønmodtageren er i et ansættelsesforhold på tidspunktet, hvor ferieydelsen optjenes.

Det fremgår af § 25 d, stk. 1, 1. pkt., at en person, som ikke er i et ansættelsesforhold under fravær efter § 6, stk. 1, eller § 7, stk. 1 eller 2, fravær overdraget efter § 7 a, stk. 1, fravær efter § 8, stk. 6, 1. pkt., eller § 9, stk. 2, i indtil 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse eller fravær overdraget efter § 23 b, stk. 1, optjener ret til ferieydelse, når der udbetales barselsdagpenge under fraværet. Det fremgår af 2. pkt., at en far eller medmor, som er omfattet af § 21 c, stk. 1, optjener tilsvarende ferieydelse, når der udbetales barselsdagpenge for fravær, der holdes indtil 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse.

Reglerne i § 25 d betyder, at hvis den omfattede personkreds ikke har ret til feriedagpenge fra en arbejdsløshedskasse på ferietidspunktet, optjener vedkommende ferieydelse, forudsat at der udbetales barselsdagpenge under fraværet. Når ferien holdes, skal barselslovens beskæftigelseskrav for lønmodtagere i § 27 være opfyldt på ferietidspunktet.

Det foreslås, at der i § 25 b, stk. 1, 1. pkt., og § 25 d, stk. 1, 1. pkt., efter »stk. 6, 1. pkt.,« indsættes »§ 8 a, stk. 1 og 4,«.

Forslaget til § 25 b, stk. 1, 1. pkt., vil betyde, at tiltænkte forældre, der opnår forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c som følge af en surrogataftale, sikres ret til optjening af ferieydelse på samme måde som øvrige forældre, hvis de under fraværet er i et ansættelsesforhold. Det vil ikke være en betingelse, at den tiltænkte forælder har ret til barselsdagpenge under fraværet. Det vil desuden ikke være en betingelse, at lønmodtageren har ret til barselsdagpenge, når ferien holdes.

Tiltænkte forældre, som er i et ansættelsesforhold, og som hver har ret til 6 ugers fravær efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, vil optjene ferieydelse efter den foreslåede ændring til § 25 b, stk. 1, uanset om forælderen får udbetalt barselsdagpenge under fraværet.

Tilsvarende vil en surrogatmor, der er i et ansættelsesforhold, og som har ret til fravær efter den foreslåede § 8 a, stk. 4, optjene ret til ferieydelse. Det vil i den forbindelse være en betingelse, at surrogatmoren er socialt sikret i Danmark, jf. den foreslåede § 8 a, stk. 4.

Forslaget vil betyde, at hvis de tiltænkte forældre og surrogatmoren som lønmodtager ikke får løn fra en arbejdsgiver eller ikke har ret til feriedagpenge fra en arbejdsløshedskasse, vil de optjene ferieydelse under fraværet efter de foreslåede § 8 a, stk. 1 og 3. Det vil ikke være et krav, at de tiltænkte forældre og surrogatmoren som lønmodtagere får udbetalt barselsdagpenge efter loven under fraværet, og det vil ikke være et krav, at de tiltænkte forældre eller surrogatmoren opfylder beskæftigelseskravet som lønmodtager ved påbegyndelse af ferien. Det afgørende er alene, om lønmodtageren er i et ansættelsesforhold på tidspunktet, hvor ferieydelsen optjenes.

Forslaget til § 25 d, stk. 1, 1. pkt., vil betyde, at tiltænkte forældre og surrogatmoren også vil kunne optjene ret til ferieydelse, hvis de ikke er i et ansættelsesforhold under fraværet efter den foreslåede § 8 a, stk. 1 og 4.

Hvis de tiltænkte forældre eller surrogatmoren ikke har ret til feriedagpenge fra en arbejdsløshedskasse på ferietidspunktet, vil de kunne have ret til ferieydelse, forudsat at der er udbetalt barselsdagpenge under fraværet. Når ferien holdes, vil barselslovens beskæftigelseskrav for lønmodtagere i § 27 desuden skulle være opfyldt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1. og 2.2.2.2.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 13, stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik, at en person er fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, og § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.

Det vil sige, at forældrene har en fritagelsesgrund i forhold til at opfylde deres rådighedsforpligtelse, når de er omfattet af § 13 stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås i § 13, stk. 9, at ændre »og 8« til », 8, 8 a og 8 b«, og »§ 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2« ændres til »§ 21 c, stk. 1-3, § 21 d, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2«.

De foreslåede ændringer er en tilpasning i forhold til lovforslagets § 10, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte en ny § 8 a, der omhandler retten til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, samt en surrogatmors ret til fravær, og en ny § 8 b, som omhandler en adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven, og en tilpasning til lovforslagets § 10, nr. 14, hvor det foreslås at indsætte en ny § 21 d, der omhandler retten til barselsdagpenge i mere end 52 uger under fravær, der holdes senest 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse.

Med de foreslåede ændringer, vil en modtager af kontanthjælp også blive fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor pågældende har ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8 a eller 8 b i barselsloven, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2, 2.2.2.5 og 2.2.2.6, og til lovforslagets § 10, nr. 2, 11, 12 og 14, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 2

Det følger af § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5 og § 75, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at forældre der modtager ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse, er fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.

Det vil sige, at forældrene har en fritagelsesgrund i forhold til at opfylde deres rådighedsforpligtelse, når de er omfattet af § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5 eller § 75, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik.

Det følger af § 73 d, at revalidenden bevarer revalideringsydelsen, når personen har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.

Det foreslås i § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, § 73 d og § 75, stk. 6, at ændre »og 8« til », 8, 8 a og 8 b«, og »§ 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2« ændres til »§ 21 c, stk. 1-3, § 21 d, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2«.

De foreslåede ændringer vil være en tilpasning i forhold til lovforslagets § 10, nr. 2, hvor det foreslås i barselsloven at indsætte en ny § 8 a, der omhandler retten til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået efter børnelovens kapitel 1b, 5 b eller 5 c, samt en surrogatmors ret til fravær, og en ny § 8 b, som omhandler en adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven, og en tilpasning til lovforslagets § 10, nr. 14, hvor det foreslås at indsætte en ny § 21 d, der omhandler retten til barselsdagpenge i mere end 52 uger under fravær, der holdes senest 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse.

Med de foreslåede ændringer i § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, og § 75, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, vil forældre, der modtager ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse, ligeledes være fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselsloven.

Med den foreslåede ændring i § 73 d i lov om aktiv socialpolitik vil en person, der modtager revalideringsydelse, bevare retten til ydelsen, når personen har ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2, 2.2.2.3 og 2.2.2.5, og til lovforslagets § 10, nr. 2, 11, 12 og 14, og bemærkningerne dertil.

Kilde

Til nr. 1

Bestemmelsen i § 62 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats omhandler regler om virksomhedspraktik, herunder ydelse under praktikken.

I § 62, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats henvises til særlig støtte efter kapitel 11 i lov om social service, som vedrører særlig støtte til børn og unge.

Kapitel 11 i lov om social service er ophævet med lov nr. 753 af 13. juni 2023 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.), og bestemmelserne i kapitel 11 om særlig støtte er fra 1. januar 2024 udskilt og videreført i barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 19. juni 2024. Henvisningen i § 62, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, blev ikke konsekvensrettet i denne forbindelse. Der er derfor behov for at ændre henvisningen til servicelovens kapitel 11 til henvisninger til de pågældende bestemmelser i barnets lov, som benævnes støttende indsats eller anbringelse.

Det foreslås på den baggrund, at i § 62, stk. 2, ændres »særlig støtte efter kapitel 11 i lov om social service« til »en støttende indsats eller anbringelse efter §§ 32, 39, 46, 47 eller 67 i barnets lov«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der i lighed med de tidligere gældende regler vil kunne iværksættes virksomhedspraktik med godtgørelse til unge under 18 år, som har behov for en indsats, der ligger ud over særlig støtte efter § 32 om støttende indsatser, § 39 om børne- og ungepålæg, § 46 om anbringelse med samtykke, § 47 om anbringelse uden samtykke eller § 67 om permanent anbringelse i barnets lov.

Til nr. 2

Det fremgår af § 110, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at et jobafklaringsforløb højst kan have en varighed på 2 år, når personen er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Perioder med barsel eller sorgorlov medregnes ikke i jobafklaringsforløbets varighed, når der er ret til fravær efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7-8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.

Det fremgår videre af § 114, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at et ressourceforløb skal være af mindst 1 og højst 3 års varighed. Perioder med barsel eller sorgorlov medregnes ikke i ressourceforløbets varighed, når der er ret til fravær efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7-8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang, der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.

Det foreslås, at i § 110, stk. 1, 2. pkt. , og § 114, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§§ 7-8« til »§§ 7-8 b«, og »§ 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2« ændres til »§ 21 c, stk. 1-3, § 21 d, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2«.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, nr. 2, hvor det foreslås i barselsloven at indsætte en ny § 8 a, der omhandler retten til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, samt en surrogatmors ret til fravær, og en ny § 8 b, som omhandler en adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven, og lovforslagets § 10, nr. 14, hvor det i barselsloven foreslås at indsætte en ny § 21 d, der omhandler retten til barselsdagpenge i mere end 52 uger under fravær, der holdes senest 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse.

Med de foreslåede ændringer vil perioder med ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i § 8 a eller § 8 b i barselsloven, og perioder med ret til barselsdagpenge under fravær efter § 9, efter den foreslåede § 21 d, i barselsloven ikke tælle med i perioden med jobafklarings- eller ressourceforløb i det omfang, der efter barselsloven er ret til dagpenge som ledig.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2, 2.2.2.3 og 2.2.2.5, og til lovforslagets § 10, nr. 11, 12 og 14, og bemærkningerne dertil.

Til nr. 3

Efter § 113, stk. 2, 1. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal kommunen forelægge en persons sag om ressourceforløb for rehabiliteringsteamet, jf. kapitel 2 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., når personen ikke har påbegyndt et tilbud efter kapitel 11, 12 eller 14, en indsats efter lov om social service eller en kommunal indsats efter sundhedsloven, senest 6 måneder efter at ressourceforløbet er påbegyndt.

Bestemmelserne i serviceloven vedrørte tidligere hjælp og støtte til såvel børn og unge som til voksne. Den del af servicelovens bestemmelser, der vedrører hjælp og støtte til børn og unge, er ophævet med lov nr. 753 af 13. juni 2023 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.), og bestemmelserne er fra 1. januar 2024 udskilt og videreført i barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 19. juni 2024. Henvisningen i § 113, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, blev ikke konsekvensrettet i denne forbindelse. Der er derfor behov for at ændre henvisningen, så der også henvises til en indsats efter barnets lov.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 113, stk. 2, 1. pkt., efter »lov om social service« indsættes »eller barnets lov«.

Den foreslåede ændring betyder, at hvis en person er påbegyndt en indsats efter barnets lov senest 6 måneder efter, at ressourceforløbet er påbegyndt, vil kommunen ikke skulle forelægge personens sag om ressourceforløb for rehabiliteringsteamet.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 1, stk. 1, i indfødsretsloven erhverver et barn dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk på tidspunktet for barnets fødsel.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.3.1.

Det foreslås, at i § 1, stk. 1, i indfødsretsloven ændres »eller medmoderen« til », medmoderen eller medfaderen«.

Forslaget vil betyde, at når medfaderskab er fastslået efter børneloven på grundlag af en surrogataftale ved registrering, anerkendelse eller afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, og medfaderen er dansk statsborger på tidspunktet for barnets fødsel, vil barnet erhverve dansk indfødsret ved fødslen.

Det bemærkes, at et barn, der bliver født af en udenlandsk surrogatmor i en situation, hvor de tiltænkte forældre er en udenlandsk mand, der har leveret sæden og dermed er genetisk og retlig far til barnet, og en dansk mand, der ikke har leveret sæden, alene vil erhverve dansk indfødsret ved fødslen efter den foreslåede ordning, hvis den danske mands medfaderskab til barnet er fastslået efter de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven.

Videre bemærkes, at den foreslåede ændring af børnelovens § 30, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, generelt vil have betydning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 1, stk. 1. Ændringen af børnelovens § 30 vil således også betyde, at et barn vil erhverve dansk indfødsret ved fødslen, når det ved registrering, anerkendelse eller afgørelse på grundlag af en surrogataftale efter de ovennævnte foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven fastslås, at en kvinde eller mand, der er dansk statsborger på tidspunktet for barnets fødsel, er mor, far medmor eller medfar til barnet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.3.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Forslaget vil betyde, at lovforslaget vil træde i kraft den 1. januar 2025.

I forhold til de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b og 5 b i børneloven om forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, bemærkes, at Familieretshuset først efter, at bestemmelserne er trådt i kraft, vil kunne godkende en altruistisk surrogataftale. Der vil derfor ikke være behov for nærmere at afgrænse disse bestemmelsers tidsmæssige anvendelse.

I forhold til de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 c i børneloven om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, bemærkes, at den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse vil betyde, at de foreslåede regler om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler også vil finde anvendelse for børn, der er født før ikrafttrædelsestidspunktet, og for surrogataftaler, der er indgået før ikrafttrædelsestidspunktet. Dette vil betyde, at tiltænkte forældres forældreskab også i disse situationer vil kunne fastslås efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 c i børneloven. Er disse betingelser ikke opfyldt, vil forældreskabet som efter gældende ret kunne søges fastslået efter reglerne om stedbarnsadoption, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.2.

Der vil herefter ikke være behov for overgangsbestemmelser i relation til de bestemmelser, der med lovforslaget foreslås ændret som følge af de foreslåede muligheder for at etablere forældreskab ved surrogataftaler. Der henvises de foreslåede ændringer af følgende love: børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1-4, 8, 9, 11, 12 og 14-16, forældreansvarsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, Familieretshusloven, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, 2 og 4, retsplejeloven, jf. lovforslagets § 8, nr. 1, 2, 4 og 7-9, og CPR-loven, jf. lovforslagets § 9.

I forhold til forslaget om ændring af § 15 i adoptionsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 og 6, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebære, at ændringen også vil finde anvendelse for adoptionssager, som Familieretshuset og Ankestyrelsen har under behandling ved lovens ikrafttræden, og som afgøres efter ikrafttrædelsestidspunktet. Endvidere vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at ændringen også vil finde anvendelse i situationer, hvor der før ikrafttrædelsestidspunktet er meddelt afslag på adoption under henvisning til, at der er betalt vederlag, og hvor denne afgørelse påklages, eller sagen søges genoptaget.

I forhold til forslaget om voksenadoption, jf. lovforslagets § 2, nr. 1,2, 7 og 8, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse betyde, at den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil finde anvendelse for alle ansøgninger om adoption af en person, der er fyldt 18 år, herunder ansøgninger der er indgivet før ikrafttrædelsestidspunktet. Dette skyldes, at med den foreslåede ændring vil betingelserne for adoption af en voksen blive lempet, og den foreslåede ændring af betingelserne for adoption af en voksen bør derfor også finde anvendelse for sager, der er under behandling på ikrafttrædelsestidspunktet. Det samme vil gøre sig gældende i forhold til de foreslåede ændringer af bestemmelserne om stedbarnsadoption, jf. lovforslagets § 2, nr. 3 og 4. Med hensyn til betaling af gebyr for ansøgning om voksenadoption henvises til den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 15, stk. 1.

I forhold til forslaget om ændring af § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven om aftaler om forældremyndighed, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebære, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for sager om godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed, som Familieretshuset og familieretten har under behandling på ikrafttrædelsestidspunktet, og som afgøres efter ikrafttrædelsestidspunktet. Endvidere vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at ændringen også vil finde anvendelse i situationer, hvor der før ikrafttrædelsestidspunktet er meddelt afslag på godkendelse af en aftale om overførsel af forældremyndighed under henvisning til, at der er betalt vederlag, og hvor denne afgørelse søges indbragt for en højere instans, eller sagen søges genoptaget.

I forhold til forslaget om ændring af sammensætningen af det rådgivende udvalg i Familieretshuset, jf. lovforslagets § 4, nr. 5, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebære, at social- og boligministeren efter bestemmelsens ikrafttræden vil skulle nedsætte et nyt rådgivende udvalg. Om det rådgivende udvalg, der er nedsat efter de gældende bestemmelser i § 45, stk. 1 og 2, i lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, henvises til lovforslagets § 15, stk. 3.

I forhold til de foreslåede bestemmelser om bortfald og tilbagekaldelse af udpegelsen af advokater, som det anbefales at anvende i bortførelsessager, jf. lovforslagets § 5, nr. 6 og 9, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebære, at de foreslåede bestemmelser også vil finde anvendelse for udpegelser, der er foretaget før lovens ikrafttræden.

I forhold til de foreslåede bestemmelser i § 448 b, stk. 2, 4. pkt., og § 448 c, stk. 3, i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 8, nr. 3, 5 og 6, om henholdsvis indbringelse af sager efter § 20 a i forældreansvarsloven for familieretten og familierettens mulighed for at træffe afgørelse om samvær under behandlingen af en børnebortførelsessag, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse betyde, at de foreslåede bestemmelser også vil finde anvendelse for sager, der er under behandling på ikrafttrædelsestidspunktet, og som afgøres efter ikrafttrædelsestidspunktet.

Endelig bemærkes, at med lovforslagets § 15 foreslås overgangsbestemmelser i forhold til enkelte bestemmelser i lovforslaget.

Kilde

Med stk. 1 foreslås det, at § 15 c i adoptionsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, ikke finder anvendelse for ansøgninger, som Familieretshuset har modtaget før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse. Den foreslåede overgangsbestemmelse vil betyde, at der ikke vil skulle betales gebyr for en ansøgning om adoption af en voksen, hvis ansøgningen er indgivet før lovens ikrafttræden.

Med stk. 2 foreslås det, at § 2, nr. 12 og 13, ikke finder anvendelse for handlinger, der er foretaget før lovens ikrafttræden. For sådanne handlinger finder de hidtil gældende regler anvendelse. Forslaget vil betyde, at forbuddet mod formidling af surrogataftaler i § 33 i adoptionsloven, der foreslås ophævet ved lovforslagets § 2, nr. 12, og de dertil hørende strafbestemmelser i lovens § 34, der foreslås ændret ved § 2, nr. 13, i den gældende affattelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, fortsat vil finde anvendelse for formidling af surrogataftaler, der er sket før bestemmelsernes ikrafttræden. Der henvises til, at det ved lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, foreslås, at § 33, jf. § 34, i adoptionsloven uden indholdsmæssige ændringer videreføres som § 30 j, jf. § 35, stk. 1 og 3, i børneloven.

Med stk. 3 foreslås det, at § 5, nr. 4, ikke finder anvendelse for det rådgivende udvalg, der er nedsat efter § 45 i lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019. Det nedsatte udvalg fortsætter, indtil der er nedsat et nyt rådgivende udvalg. Forslaget vil betyde, at det rådgivende udvalg, som social- og boligministeren nedsatte i november 2023, vil fortsætte, indtil ministeren har nedsat et nyt rådgivende udvalg efter § 45 i Familieretshusloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 4, nr. 5.

Med stk. 4 foreslås det, at § 6, nr. 1, ikke finder anvendelse for ansøgninger om navneændring, som personregisterføreren eller Familieretshuset har modtaget før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse. Forslaget vil betyde, at ved ansøgning om navneændring, der er indgivet før bestemmelsens ikrafttræden, vil der skulle betales gebyr efter den gældende bestemmelse i § 25 a, stk. 1, i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 9. august 2023.

Med stk. 5 foreslås det, at § 7, nr. 1, ikke finder anvendelse, når en anmodning om skilsmisse er bortfaldet før lovens ikrafttræden, fordi betingelserne for skilsmissen i § 42 a, stk. 2, i ægteskabsloven ikke var opfyldt. For sådanne anmodninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Dette forslag vil have betydning i situationer, hvor en anmodning om skilsmisse før lovens ikrafttræden er bortfaldet, fordi betingelserne for skilsmissen i den nu ophævede bestemmelse i § 42 a, stk. 2, i ægteskabsloven ikke var opfyldt, og en af ægtefællerne inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om, at anmodningen er bortfaldet, har indgivet anmodning om separation eller skilsmisse, med den virkning, at ophørsdagen efter § 27, stk. 1, i ægtefælleloven opretholdes. Efter denne bestemmelse indgår ved formuedelingen efter skilsmisse som udgangspunkt de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtog anmodning om skilsmisse. Denne dag betegnes ophørsdagen. I disse situationer vil den foreslåede overgangsbestemmelse, betyde, at en ophørsdag, der er fastslået efter § 27, stk. 4, i ægtefælleloven, vil blive opretholdt, selvom § 27, stk. 4, i ægtefælleloven ophæves.

Med stk. 6 foreslås det, at § 10, nr. 2, 3, 10-13, og 15-17, ikke finder anvendelse for forældre til et barn, der er født før lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 7. For sådanne forældre finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget vil betyde, at retten til fravær og barselsdagpenge efter de foreslåede nye §§ 8 a og 8 b i barselsloven og de dertil hørende foreslåede ændringer af barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 2, 3, 10-13, og 15-17, ikke vil gælde for forældre, hvis barnet er født før lovens ikrafttræden den 1. januar 2025. Dette vil også gælde, selvom forældreskabet efter ikrafttrædelsen fastslås ved stedbarnsadoption eller efter de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1b, 5 b eller 5 c i børneloven om forældreskab ved surrogataftaler. Barnets fødselstidspunkt vil således være afgørende for forældrenes ret til fravær og barselsdagpenge efter de foreslåede bestemmelser.

Hvis barnet er født før lovens ikrafttræden, vil de hidtil gældende regler i barselsloven finde anvendelse. Dette vil indebære, at det vil være den mand, der anses som retlig forælder, som vil være berettiget til fravær med barselsdagpenge efter barselsloven. Farens eventuelle partner, der er stedforælder eller tiltænkt forælder til barnet, vil derimod ikke have barselsret efter de hidtil gældende regler i barselsloven, medmindre den pågældende som social forælder har fået overdraget ret til fravær og barselsdagpenge efter § 23 b i barselsloven af den retlige forælder. Det samme vil gælde i situationer, hvor de tiltænkte forældre er et par bestående af to kvinder eller en kvinde, der skal være eneforælder, da ingen af disse vil kunne anses for retlige forældre til barnet og dermed have rettigheder efter barselsloven, før de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b eller 5 c i børneloven er trådt i kraft.

Ovenstående vil ikke gælde, hvis det foreslåede stk. 7 finder anvendelse, jf. nedenfor.

Med stk. 7, 1. pkt., foreslås det, at uanset stk. 6 finder § 10, nr. 2, 3, 10-13, og 15-17, anvendelse, når forældreskabet til et barn, der er født i 2024, er fastslået efter børnelovens kapitel 5 c, medmindre en af barnets forældre inden lovens ikrafttræden var retlig forælder til barnet.

Forslaget vil betyde, at forældre til et barn, der er født i 2024 på grundlag af en udenlandsk surrogataftale, jf. de foreslåede bestemmelser i børnelovens kapitel 5 c, vil have ret til fravær og ret til barselsdagpenge efter den foreslåede bestemmelse i § 8 a i barselsloven og de tilknyttede foreslåede ændringer af barselsloven, fra det tidspunkt, hvor forældreskabet er fastslået.

Efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, vil begge tiltænkte forældre i de første 10 uger efter barnets fødsel hver have ret til fravær i 6 uger, hvor der vil være ret til barselsdagpenge efter den foreslåede ændring af barselslovens § 20.

Derudover vil hver forælder efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, have ret til fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 10 i barselsloven, dvs. hver forælder har ret til fravær i 32 uger, som kan forlænges med op til enten 8 eller 14 uger efter § 10.

Under fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., har hver forælder ret til barselsdagpenge i 18 uger efter den foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt.

Det vil være en betingelse for at være omfattet af den foreslåede overgangsordning, at ingen af de tiltænkte forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 5 c, var retlig forælder før ikrafttræden af ændringerne i barselsloven den 1. januar 2025.

Dette vil f.eks. gælde for et tiltænkt forældrepar, der består af en mand og en kvinde, som har indgået en udenlandsk surrogataftale, hvor den tiltænkte far har leveret sæden til barnet og dermed anses for retlig far til barnet. Hvis barnet fødes i 2024, dvs. før ændringerne af barselsloven træder i kraft den 1. januar 2025, vil manden have barselsrettigheder efter barselsloven som retlig far til barnet. Forældrene vil derfor ikke være omfattet af overgangsordningen.

Med stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at fravær med barselsdagpenge efter 1. pkt. skal afholdes inden barnet fylder 1 år.

Forslaget vil betyde, at forældre, der har ret til fravær efter det foreslåede 1. pkt., ikke vil have ret til mere fravær end det fravær, som de kan nå at holde, inden barnet fylder 1 år.

Da fraværet efter barselsloven først vil kunne holdes fra den 1. januar 2025, hvor de foreslåede ændringer af barselsloven efter lovforslagets § 14 vil træde i kraft, vil forældrenes ret til fravær afhænge af tidspunktet for barnets fødsel i 2024. Det er således alene de uger, som kan holdes efter den 1. januar 2025, og inden barnet fylder 1. år, som der gives fraværsret til.

For at forældrene har ret til alle 6 ugers fravær med barselsdagpenge i 10 ugers perioden efter barnets fødsel, jf. den foreslåede § 8 a, stk. 1, må barnet ikke være født tidligere end 4 uger før den 1. januar 2025.

Eksempler:

Hvis barnet er født 4 uger før den 1. januar 2025, vil forældrene fra 1. januar 2025 kunne holde 6 ugers fravær. Der vil være ret til barselsdagpenge under fraværet, jf. den foreslåede ændring til § 20 i barselsloven. 10 ugers perioden regnes fra barnets fødsel, og forældrene vil derfor kunne nå at holde alle 6 ugers fravær med barselsdagpenge fra den 1. januar 2025.

Hvis barnet er født 5 uger før den 1. januar 2025, vil forældrene have ret til 5 ugers fravær og barselsdagpenge, som kan holdes i den resterende del af 10 ugers perioden fra den 1. januar 2025. Hvis barnet er født 6 uger før den 1. januar 2025, vil forældrene have ret til fravær i 4 uger, som kan holdes i den resterende del af 10 ugers perioden fra den 1. januar 2025. Der vil være ret til barselsdagpenge under fraværet, jf. den foreslåede ændring til § 20.

For ret til fravær efter § 9 efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, vil antallet af uger, som forældrene har ret til ligeledes afhænge af, hvornår barnet er født i 2024, da forældrene ikke kan få tildelt flere uger med fravær, end de kan nå at holde, inden barnet fylder 1 år.

Under fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., hvor fraværsretten er 32 uger, vil hver forælder få ret til barselsdagpenge i op til 18 uger efter den foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 10, nr. 12. Da fraværsretten således er længere end retten til barselsdagpenge, vil der kunne opstå situationer, hvor de tiltænkte forældre ikke vil få ret til det fulde fravær men vil få ret til alle 18 ugers fravær med barselsdagpenge.

For fravær med barselsdagpenge, der vil blive tildelt forældrene, vil de almindelige regler om ret til at genoptage arbejdet og enten forlænge eller udskyde retten til fravær med barselsdagpenge gælde, jf. §§ 10-12 og 23 i barselsloven. Retten til at forlænge eller udskyde vil imidlertid kun gælde den fraværsret, som tildeles.

Eksempler:

Hvis barnet er født den 1. april 2024, kan forældrene nå at holde 13 ugers fravær i perioden fra den 1. januar 2025, og indtil barnet fylder 1 år den 1. april 2025. Forældrene vil derfor have ret til fravær i 13 uger efter § 9, hvor der vil være ret til barselsdagpenge. For at forældrene kan udnytte den tildelte fraværsret på 13 uger med barselsdagpenge, kan forældrene holde de 13 ugers fravær med barselsdagpenge sammen, eller den ene af forældrene vil også kunne genoptage eller påbegynde arbejdet efter aftale med arbejdsgiveren og udskyde afholdelsen frem til barnet fylder 9 år efter reglerne herom.

Hvis barnet er født den 14. oktober 2024, kan forældrene nå at holde det fulde fravær efter § 9 på 32 uger, hvor der vil være ret til barselsdagpenge i 18 uger efter den foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt.

Hvis barnet er født den 30. december 2024, har forældrene den fulde ret til fravær med barselsdagpenge efter de foreslåede bestemmelser i § 8 a og §§ 20 og 21. Det betyder, at forældrene hver har ret til 6 ugers fravær i 10 ugers perioden efter barnets fødsel og 32 ugers fravær efter § 9. Der vil være ret til barselsdagpenge under fraværet efter de foreslåede ændringer til § 20 og § 21, stk. 1. Fraværet skal holdes fra den 1. januar 2025.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 8 a i barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 2, og bemærkningerne hertil. Endvidere henvises til den politiske aftale af 5. februar 2024 om børns ret til deres forældre ved surrogataftaler, hvoraf det fremgår, at for forældre til børn, der er født på grundlag af en surrogataftale i 2024, og som er under 1 år, indføres mulighed for ret til barselsdagpenge, hvis barnet ikke allerede har en retlig forælder.

Kilde

Det foreslås med stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Med stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at §§ 1-7 og 9 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Forslaget vil betyde, at de ændringer af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven, Familieretshusloven, børnebortførelsesloven, navneloven, ægtefælleloven og CPR-loven, der følger af lovforslagets §§ 1-7 og 9, ved kongelig anordning helt eller delvist vil kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

De nævnte love indeholder alle hjemmel til hel eller delvis ikraftsættelse for både Færøerne og Grønland, men lovene vil ikke kunne sættes i kraft for Færøerne, da Færøerne har overtaget sagsområderne person-, familie- og arveret og folkeregistrering.

Retsplejeloven, lov om kommunernes styrelse og barselsloven gælder ikke for og kan ikke sættes i kraft for Grønland eller Færøerne.

Med stk. 2, 2. pkt. foreslås det, at de ændringer, der følger af lovforslagets §§ 1-7, kan sættes i kraft for Grønland på forskellige tidspunkter. For så vidt angår love, hvor der foreslås flere ændringer, vil forslaget betyde, at det bliver muligt at sætte de enkelte ændringer i kraft etapevist. Eksempelvis vil de foreslåede ændringer af reglerne om stedbarnsadoption kunne sættes i kraft på ét tidspunkt, mens de foreslåede regler om voksenadoption vil kunne sættes i kraft på et senere tidspunkt.