Lov om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love (Familiedannelse ved surrogataftaler, medfar som retlig forælder, forenkling af familiedannelse ved voksenadoption m.v.) § 2

Til nr. 1 og 2

Adoptionsloven indledes med kapitel 1, der har titlen »Betingelser«. Efter lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., meddeles adoption ved bevilling, der udfærdiges af Familieretshuset. Efter bestemmelsens 2. pkt. udfærdiges bevilling til adoption efter lovens § 9 om adoption uden samtykke dog af Ankestyrelsen.

Lovens kapitel 1 indeholder en række bestemmelser, der fastlægger betingelserne for adoption. Disse betingelser gælder både for adoption af børn og voksne.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3.1.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 1 i adoptionsloven ændres til »Betingelser for adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år«. Videre foreslås det, at lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., ændres sådan, at det fremgår af bestemmelsen, at bevilling til adoption af en person, der ikke er fyldt 18 år, udfærdiges af Familieretshuset.

Forslagene skal ses i sammenhæng med forslaget i § 2, nr. 7, om i adoptionsloven at indsætte et nyt kapitel 1 a med titlen »Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år«, der foreslås at ville skulle indeholde bestemmelser om voksenadoption. Dette vil betyde, at de gældende bestemmelser om adoption i lovens kapitel 1 alene vil skulle finde anvendelse ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år. Dette foreslås fastslået ved de foreslåede ændringer af titlen til kapitel 1 og ved den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, nr. 1, der er den indledende bestemmelse i kapitel 1 i adoptionsloven, og som dermed fastlægger anvendelsesområdet for hele kapitlet.

Forslaget vil ikke ændre ved, at ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år, vil de øvrige bestemmelser om adoption i adoptionsloven finde anvendelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3, og lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

En ægtefælle kan efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven adoptere den anden ægtefælles barn. Dette kaldes stedbarnsadoption. Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers barn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, eller er samlivet ophævet, kan stedbarnsadoption efter bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig, dvs. fyldt 18 år.

Ved vurderingen af, om stedbarnsadoption efter § 2 i adoptionsloven kan antages at være bedst for barnet, lægges der vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet, således at ønsket om adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1 og 2.3.4.

Det foreslås, at § 5 a, stk. 2, 2. pkt., i adoptionsloven ophæves.

Forslaget vil betyde, at det ikke længere vil være til hinder for stedbarnsadoption, at barnets forælder og stedforælderen er blevet skilt, eller at de har ophævet samlivet. Dette kan f.eks. være relevant, hvis ansøgeren og barnets forælder er enige om ikke længere at danne par, men de samtidig er enige om, at de efter samlivsophævelsen forsat vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet i fællesskab på samme måde som under samlivet.

Den foreslåede mulighed for stedbarnsadoption af et mindreårigt barn af ansøgerens fraskilte ægtefælle eller tidligere samlever vil ikke ændre de grundlæggende adoptionsbetingelser.

Stedbarnsadoption af et mindreårigt barn af ansøgerens fraskilte ægtefælle eller tidligere samlever vil efter forslaget således fortsat forudsætte, at de grundlæggende betingelser for adoption er opfyldt, navnlig at adoptionen skal være bedst for barnet, barnet skal have været opfostret hos ansøgeren, ægtefællen eller samleveren skal være enig i adoptionen, og en eventuel anden forælder skal være inddraget i sagen. Endvidere skal der tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption, og hvis barnet er fyldt 12 år, skal barnet som udgangspunkt samtykke i adoptionen.

Den omstændighed, at forælderen og stedforælderen ikke længere er gift, eller at de har ophævet samlivet, skal indgå i vurderingen af, om stedbarnsadoption vil være til barnets bedste. Det vil være et væsentligt element i vurderingen af barnets bedste, om det må antages, at forælderen og stedforælderen vil være i stand til fortsat i fællesskab at varetage ansvaret for barnet.

Der henvises til, at rammerne for at meddele stedbarnsadoption bør være så vide og fleksible som muligt, forudsat at adoption alene meddeles efter en vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.4.

Til nr. 4

Det følger af § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven, at en ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn (stedbarnsadoption). Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter bestemmelsens stk. 2 kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers barn. I praksis er det som udgangspunkt en betingelse for stedbarnsadoption, at parterne på ansøgningstidspunktet har samlevet med barnet i mindst 2 år og 6 måneder.

Dette samlivskrav gælder dog ikke, hvis parterne har haft et stabilt familieliv inden barnets fødsel, og de sammen har planlagt at blive forældre til barnet, eller hvis der foreligger andre særlige omstændigheder.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1 og 2.3.2.

Det foreslås, at der som § 5 a, stk. 3, i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter adoption efter § 5 a, stk. 1 og 2, i adoptionsloven kan meddeles i følgende situationer:

1. Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn.

2. Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever, og de havde sammen planlagt at blive forældre til barnet.

3. Betingelserne i nr. 1 og 2 til et stabilt familieliv er ikke opfyldt, men der foreligger særlige omstændigheder, og adoptionen vil være bedst for barnet.

Forslaget til § 5 a, stk. 3, nr. 1, vil indebære, at stedbarnsadoption vil kunne tillades, hvis adoptanten på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn.

Efter forslaget vil der ved vurderingen af, om der er etableret et stabilt familieliv, skulle lægges vægt på, om de samlevende og barnet har haft et sammenhængende samliv, normalt med fælles folkeregisteradresse, umiddelbart op til indgivelsen af ansøgningen om stedbarnsadoption. Det er uden betydning, om parter er gift eller samlever uden ægteskab.

Ved vurderingen af samlivet vil myndighederne skulle tage udgangspunkt i det krav til samlivet, der i praksis stilles i dag. I stedet for at stille krav om, at adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn i mindst 2 år og 6 måneder, vil forslaget betyde, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering vil kunne meddeles tilladelse til stedbarnsadoption, selvom parterne har samlevet i kortere tid end krævet i dag, eller selvom deres samliv har været arrangeret anderledes end ved bopæl på fælles folkeregisteradresse. At tillade stedbarnsadoption ved kortere samliv vil f.eks. kunne være relevant, hvis parterne sammen har fået et barn eller venter et barn. Det vil dog også kunne være relevant i andre situationer.

Har parret ikke fælles folkeregisteradresse, eller har de i længere perioder ikke haft fælles folkeregisteradresse, vil det være en betingelse for stedbarnsadoption, at forholdet anses for ægteskabslignende, f.eks. fordi parret udadtil har optrådt som et par, f.eks. om de har holdt fælles ferier og fejret højtider sammen. Kravet om stabilt samliv vil skulle være opfyldt allerede på ansøgningstidspunktet.

Der lægges med forslaget ikke op til at skærpe kravet til parternes samliv. Stedbarnsadoption vil således fortsat kunne meddeles, når adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn i mindst 2 år og 6 måneder.

Har parterne ikke boet sammen i 2 år og 6 måneder, vil der skulle foretages en nærmere vurdering af, om der er tale om et stabilt familieliv. Der vil herved skulle lægges vægt på, hvor længe parterne har boet sammen, eventuelle oplysninger om, at de i en periode var kærester uden at bo sammen, om de har eller ønsker at få børn sammen og på adoptantens forhold til barnet.

Forslaget til § 5 a, stk. 3, nr. 2, vil indebære, at stedbarnsadoption vil kunne meddeles, hvis adoptanten på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever, og de sammen har planlagt at blive forældre til barnet.

Dette forslag vil omfatte situationer, hvor barnet er født af en surrogatmor, der er blevet gravid med sæd fra en mand, hvis partner – kvinde eller mand – søger om at stedbarnsadoptere barnet. Ligeledes vil forslaget omfatte situationer, hvor en kvinde i et kvindeligt par har fået et barn ved en såkaldt hjemmeinsemination med sæd fra en mand, der ikke skal være barnets far, uden at betingelserne for at etablere medmoderskab efter børneloven er opfyldt.

Ved vurderingen af, om parterne har et stabilt familieliv, vil der skulle lægges vægt på tilsvarende forhold som ved det foreslåede stk. 3, nr. 1. I relation til situationer, hvor en kvinde i et kvindeligt par er blevet gravid, vil stedbarnsadoption som udgangspunkt ikke kunne meddeles, før det er fastslået, hvem der anses som far eller medmor til barnet efter børneloven, eller det er fastslået, at det ikke er muligt at fastslå faderskab eller medmoderskab til barnet.

For det tredje vil forslaget i stk. 3, nr. 3, indebære, at muligheden for at fravige kravet om et stabilt familieliv, jf. de foreslåede bestemmelser i stk. 3, nr. 1 og 2, hvis der foreligger andre særlige omstændigheder, blive lovfæstet, idet det samtidig vil blive præciseret, at det også vil være en betingelse, at adoptionen vil være bedst for barnet.

Det vil således være muligt at fravige kravet om et stabilt familieliv, hvis der foreligger en situation, der betyder, at adoptionen ikke kan vente til, dette krav er opfyldt. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis barnets forælder er ramt af livstruende sygdom. Det er hensigten, at anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, vil skulle svare til den gældende praksis for fravigelse af samlivskravet på 2 år og 6 måneder i sager, hvor der foreligger særlige omstændigheder.

I alle tre situationer vil stedbarnsadoption være betinget af, at adoptionen kan antages at være bedst for barnet, og at bestemmelserne om samtykke til adoption og om høring af barnet og en eventuel anden forælder i §§ 7 og 13 i adoptionsloven er iagttaget.

Med forslaget vil betingelserne for at meddele stedbarnsadoption af hensyn til barnets og parternes retssikkerhed blive lovfæstet som supplement til den bedst for barnet vurdering af adoptionen, der følger af § 2 i adoptionsloven. Det bør fortsat være en betingelse for stedbarnsadoption, at parterne på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv. Dette skyldes, at det ved stedbarnsadoption skal sikres, at adoptionslovens betingelse om, at adoption skal være til barnets bedste, er opfyldt, og at der er en formodning for, at dette er tilfældet, når der er etableret et stabilt familieliv, der kan danne ramme om barnets opvækst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt. 2.3.4.

Til nr. 5 og 6

Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Efter § 15 i adoptionsloven kan adoption ikke meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste. Familieretshuset kan afkræve enhver, der har kendskab til forholdene, alle oplysninger til brug ved afklaringen af, om der er ydet eller modtaget vederlag m.v. som nævnt i 1. pkt. Tilsvarende gælder for Ankestyrelsen i sager om adoption uden samtykke efter lovens § 9.

Bestemmelsen, der efter sin ordlyd indeholder et ubetinget forbud mod adoption, når der er betalt vederlag, har hidtil bl.a. været fortolket sådan, at den var til hinder for at meddele stedbarnsadoption, når barnet var blevet til ved en kommerciel surrogataftale, det vil sige en aftale, hvorefter en surrogatmor mod betaling føder et barn til et par eller en enlig med henblik på, at parret eller den enlige skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren.

Det samme gør sig gældende ved familieadoption, herunder stedbarnsadoption i andre situationer end ved udenlandske kommercielle surrogataftaler. Det kan f.eks. dreje sig om en situation, hvor den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever betaler vederlag til den anden forælder med henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet. Det kan også dreje sig om en situation, hvor et medlem af barnets familie betaler vederlag til barnets forældre med henblik på, at disse accepterer, at det pågældende familiemedlem adopterer barnet.

Den retspraksis m.v., der er gennemgået under de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1, indebærer imidlertid, at bestemmelsen reelt ikke længere i alle situationer indeholder et ubetinget forbud mod meddelelse af adoption, selvom der er betalt vederlag.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1 og 2.3.2.

Det foreslås, at i § 15, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven indsættes », jf. dog stk. 2« efter »meddeles«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af bestemmelsen, at den ikke vil finde anvendelse i situationer, hvor den nedenfor foreslåede nye bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven om barnets bedste vil finde anvendelse.

Videre foreslås det, at der som stk. 2 i § 15 i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at når adoptionen trods ydelse eller modtagelse af vederlag eller nogen anden form for modydelse kan antages at være bedst for barnet, finder stk. 1 ikke anvendelse, medmindre adoptionen er omfattet af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, der af Danmark anvendes tilsvarende i forhold til lande, der ikke har tiltrådt konventionen.

Første del af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven vil indebære, at selvom der er betalt vederlag for adoptionen, vil der skulle foretages en vurdering af, om adoptionen i den konkrete situation vil være den bedste løsning for barnet.

Bestemmelsen vil skulle anvendes således, at muligheden for at bevilge adoption trods betaling af vederlag ikke vil gå videre, end hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK, som konventionen må fortolkes i lyset af retspraksis fra EMD.

Dette vil i relation til sager om stedbarnsadoption, hvor barnet er blevet til ved en udenlandsk kommerciel surrogataftale, og hvor der i udlandet er fastslået et retligt forældreskab for den tiltænkte forælder, dvs. den genetiske og retlige fars partner, betyde, at adoptionen uanset vederlaget vil skulle gennemføres, når forældre/barn-forholdet er blevet en praktisk realitet, medmindre det undtagelsesvist må antages ikke at være bedst for barnet ikke at blive adopteret af den pågældende stedforælder.

Ved stedbarnsadoption i andre situationer, f.eks. i nationale sager hvor den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever, dvs. barnets stedforælder, betaler vederlag til den anden forælder med henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet, vil der efter artikel 3 i børnekonventionen skulle foretages en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Der vil således i disse situationer skulle foretages en konkret vurdering af, om adoptionen vil være bedst for barnet trods vederlaget. I denne vurdering vil navnlig skulle indgå barnets samlede situation, betydningen af vederlaget for den anden forælders accept af stedbarnsadoptionen og Danmarks forpligtelser til at imødegå handel med børn. Er der alene tale om et beskedent vederlag, vil dette ikke afgørende tale imod at bevilge stedbarnsadoption.

I relation til begge situationer bemærkes, at ved stedbarnsadoption gælder der en formodning for, at det vil være til fordel for barnet, at den, der fungerer som barnets sociale far eller mor, også bliver barnets retlige far eller mor.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse ved andre former for familieadoption end stedbarnsadoption således, at der også i disse situationer vil skulle foretages en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. I disse situationer består der imidlertid normalt ikke en direkte genetisk forbindelse mellem barnet og adoptanterne. Dette vil indebære, at hvis der er betalt vederlag til barnets forældre med henblik på, at de accepterer adoptionen, vil situationen kunne anskues sådan, at der reelt er tale om salg af et barn, og det vil derfor nøje skulle overvejes, om adoptionen vil være den bedste løsning for barnet, herunder set i lyset af Danmarks forpligtelser til at imødegå handel med børn. Navnlig ved adoption af et barn af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særligt knyttet til, men hvor ansøgeren ikke har nogen tilknytning til barnet af betydning, vil det i lyset af vederlaget kunne komme på tale at afslå adoptionen.

Anden del af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven vil være en undtagelse til bestemmelsens første del om barnets bedste og vil indebære, at det ubetingede forbud mod adoption, når der er betalt vederlag, vil blive opretholdt ved internationale adoptioner, der er omfattet af Haageradoptionskonventionen, eller hvor konventionen finder tilsvarende anvendelse. Hvis eksempelvis forældrene ved en international adoption har modtaget betaling for at overdrage deres barn til fremmedadoption, vil adoption fortsat skulle afslås.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1, og til den foreslåede tilsvarende ændring af § 13 i forældreansvarsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Endvidere henvises til det foreslåede forbud mod handel med børn med henblik på opfostring, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.

Til nr. 7 og 8

Adoptionsloven indeholder en række betingelser for adoption. Disse adoptionsbetingelser, der hovedsageligt fremgår af lovens kapitel 1, er møntet på adoption af børn, dvs. personer der ikke er fyldt 18 år. De samme betingelser gælder imidlertid også ved adoption af voksne, dvs. personer der er fyldt 18 år. Der findes således ikke særlige regler for adoption for voksne.

Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Personer, der er gift eller samlevende, kan efter lovens § 5 som udgangspunkt kun adoptere sammen med deres ægtefælle eller samlever, medmindre der er særlige grunde til at fravige dette krav.

Efter lovens § 5 a kan en adoptant adoptere en nuværende eller tidligere ægtefælles eller samlevers barn (stedbarnsadoption).

Der gælder efter lovens § 7 et krav om samtykke til adoption fra barnets forældre, når den, der ønskes adopteret, er under 18 år og umyndig. Dette krav gælder ikke, når den, der ønskes adopteret, er fyldt 18 år. I disse situationer skal der i stedet efter § 13 i adoptionsloven indhentes en erklæring fra forældrene om adoptionen. En protest fra forældrene mod adoptionen betyder ikke, at adoptionen ikke vil kunne gennemføres, men alt efter indholdet af protesten kan den betyde, at sagen skal undersøges nærmere. Hvis den, der ønskes adopteret, er under værgemål, følger det af § 14 i adoptionsloven, at der indhentes en erklæring fra værgen.

I praksis er det en betingelse for adoption, at der er en vis aldersforskel mellem adoptanterne og barnet. Der må således ikke være en så lille aldersforskel mellem adoptanterne og barnet, at det biologisk ville være udelukket, at adoptanterne kunne være forældre til barnet. Der stilles derfor normalt krav om, at aldersforskellen mellem adoptanterne og barnet er mindst 14 år.

Endvidere følger det af praksis, at der ved vurderingen af ansøgninger om adoption af flere søskende eller en ud af flere søskende tages hensyn til, at mindreårige søskende ikke stilles forskelligt i familiemæssige henseende.

En adoption kan ophæves, hvis betingelserne herfor i kapitel 3 (§§ 18-24) i adoptionsloven er opfyldt.

Det følger af lovens § 16, stk. 1, der er placeret i lovens kapitel 2, at ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt. Efter bestemmelsens stk. 2 får den adopterede ved stedbarnsadoption efter lovens § 5 a i forhold til ægtefællerne, de tidligere ægtefæller, de samlevende eller de tidligere samlevende samme retsstilling, som om den pågældende var deres fælles barn.

Familieretshuset behandler ansøgninger om adoption uden gebyrbetaling. Familieretshusets udgifter til behandling af en ansøgning om adoption af en voksen udgjorde i 2022 i gennemsnit 4.356 kr. (2024-pl). Ankestyrelsens udgifter til behandlingen af en klage over en afgørelse truffet af Familieretshuset om afslag på adoption af en voksen udgjorde i 2022 i gennemsnit 4.725 kr. (2024-pl).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3.1.

Det foreslås, at der efter kapitel 1 i adoptionsloven indsættes et nyt kapitel 1 a med titlen »Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år«.

(Til § 15 b)

Samtidig foreslås det, at der i det foreslåede kapitel 1 a som § 15 b, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kun må bevilge adoption af en person, der er fyldt 18 år, når den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og adoptionen antages at være bedst for dem begge. Videre foreslås det med bestemmelsens stk. 2, at stk. 1 også omfatter adoption af en nuværende eller tidligere ægtefælles eller samlevers barn, der er fyldt 18 år (stedbarnsadoption), og med bestemmelsens stk. 3 foreslås det, at §§ 3, 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse ved adoption efter stk. 1 og 2.

Forslaget vil overordnet betyde, at der i adoptionsloven indsættes et nyt kapitel, der indeholder betingelser for adoption af voksne, dvs. personer der er fyldt 18 år, således, at betingelserne i lovens kapitel 1 ikke vil skulle være opfyldt ved voksenadoption. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, foreslås, at titlen på kapitel 1 og § 1 i adoptionsloven ændres således, at kapitel 1 og § 1 alene finder anvendelse ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år.

Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 1, vil betyde, at det grundlæggende alene vil være en betingelse for adoption af en voksen, at den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og adoptionen antages at være bedst for dem begge. En adoption af en voksen vil således alene kræve, at det på grund af deres indbyrdes familielignende forhold er den rigtige beslutning for de personer, adoptionen omfatter. Dette vil forudsætte, at deres indbyrdes relation er forælder/barn-lignende, og at relationen har haft en vis varighed, uden at der dog vil skulle stilles krav om, at de på et tidspunkt har boet sammen. Relationen kan være opstået på forskellig vis, og dette er ikke afgørende for, om en adoption kan bevilges. Den kan være opstået gennem ansøgerens tilknytning til den ene retlige forælder, og der vil i så fald være tale om en stedbarns- eller stedbarnslignende adoption, men det kan også være en relation, der er opstået helt uden sammenhæng med den adopteredes øvrige familiemæssige situation.

Der vil skulle meddeles afslag på voksenadoption i situationer, hvor det må antages, at adoptanten udnyttes af den, der ønskes adopteret, eller omvendt, da adoptionen i givet fald ikke vil bedst for de involverede. Det bemærkes, at den omstændighed, at adoptionen ud over et familielignende forhold også er begrundet i et ønske om at stille en part bedre arveretligt, ikke i sig selv betyder, at der er tale om udnyttelse. Dette skal ses i lyset af, at parterne ved testamente har mulighed for at fravige de almindelige arveregler og dermed stille en part bedre arveretligt. Endvidere bemærkes det, at det efter forslaget vil være en betingelse for voksenadoption, at parternes indbyrdes relation er forælder/barn-lignende, hvilket generelt må antages at understøtte en formodning for, at ønsket om adoption ikke er begrundet i udnyttelse. Er det eneste motiv for ansøgningen derimod arveretlige forhold, og kan det ikke lægges til grund, at der i øvrigt er en forælder/barn-lignende relation, vil adoption skulle afslås.

Opstår der mistanke om, at adoptionen er begrundet i udnyttelse, vil Familieretshuset skulle undersøge sagen. Som led i den undersøgelse vil Familieretshuset kunne rette henvendelse til parternes slægtninge m.v., der kan have viden om udnyttelsesspørgsmålet, ligesom Familieretshuset vil kunne indkalde parterne til et møde. Det bemærkes, at der ikke vil blive lagt op til, at Familieretshuset i alle sager om voksenadoption vil skulle foretage en undersøgelse af, om der er tale om udnyttelse. Dette spørgsmål vil alene skulle undersøges, hvis oplysningerne i sagen giver anledning til mistanke om udnyttelse.

Familieretshuset vil også skulle undersøge sagen nærmere, hvis der opstår mistanke om, at en af parterne ikke mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt.

I ansøgningen vil de involverede skulle redegøre for deres indbyrdes forhold og baggrunden for ønsket om at etablere et retligt bånd gennem adoption. På det grundlag vil Familieretshuset skulle vurdere, om adoptionen vil være bedst for dem. I den forbindelse vil Familieretshuset skulle vurdere, om motivet for adoptionen er reelt, eller om der kan være tale om udnyttelse af en af parterne, f.eks. ved at opnå en bedre arveretlig retsstilling.

Sagsoplysningen vil normalt alene bestå i indhentelse af oplysninger fra de involverede og sammenholde disse oplysninger med registreringerne i CPR om parterne og deres familiemæssige relationer. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 3, der beskrives nedenfor, vil betyde, at der vil skulle indhentes en erklæring fra forældrene og værgen til den, der ønskes adopteret, og denne erklæring vil indgå i vurderingen af, om adoptionen vil være bedst for både den, der ønskes adopteret, og adoptanten. Er der behov for det, vil der med de pågældendes samtykke kunne indhentes oplysninger fra andre myndigheder eller privatpersoner.

Voksenadoption meddelt efter den foreslåede § 15 b vil være omfattet af § 16 i adoptionsloven. Dette vil indebære, at ved voksenadoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og den, der bliver adopteret, som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem den, der bliver adopteret, og dennes oprindelige slægt.

Efter § 25 i adoptionsloven kan social- og boligministeren fastsætte regler om behandling af adoptionssager. Med hjemmel i denne bestemmelse vil der blive fastsat regler om, hvordan parternes erklæringer om at være enige i adoptionen vil skulle afgives.

Den foreslåede ændring vil ikke ændre den gældende adoptionspraksis, hvorefter der som udgangspunkt skal være mindst 14 års aldersforskel mellem adopteret og adoptant. Dette vil fortsat gælde ved voksenadoption.

Samtidig vil en voksenadoption være omfattet af de generelle adoptionsregler i kapitel 4 i adoptionsloven, dog kun i det omfang disse betingelser er relevante for adoption af en voksen. Det vil navnlig dreje sig om lovens § 28, stk. 1, hvorefter den, der har bopæl her i landet, kun kan adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Bestemmelsen giver adoptanter, der bor i Danmark, mulighed for at adoptere et barn, der har bopæl i udlandet. Det vil skulle afgøres efter lovgivningen i det pågældende land, om en dansk adoption anerkendes der. Endvidere vil det dreje sig om lovens § 29 c, hvorefter en ansøgning om adoption skal indgives til Familieretshuset, som udgangspunkt ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), og om lovens § 29 b, hvorefter Familieretshusets afgørelser om adoption kan påklages til Ankestyrelsen.

Derimod vil adoption af en voksen ikke længere være betinget af, at den, der ønskes adopteret, er blevet opfostret af adoptanten inden det fyldte 18. år, ligesom samlivskravet på 2 og 6 måneder ikke vil gælde ved stedbarnsadoption af en voksen. Samtidig vil det blive muligt at gennemføre en voksenadoption i en situation, hvor adoptanten er gift eller har en samlever, og hvor denne ægtefælle eller samlever ikke selv ønsker at adoptere.

Den omstændighed, at en voksen, der ønsker at blive adopteret, har søskende, herunder mindreårige søskende, der ikke adopteres samtidigt, ikke bør tale imod adoptionen, selvom adoptionen vil betyde, at søskende stilles forskelligt med hensyn til forældreskab.

Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 2, i adoptionsloven vil betyde, at der som i dag vil kunne gennemføres en stedbarnsadoption af en voksen. Med den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 1, i adoptionsloven vil der ved stedbarnsadoption af en voksen ikke længere blive stillet krav om samliv i mindst 2 og 6 måneder mellem adoptivbarnet og adoptanten. Med forslaget vil den adopterede således kunne bevare det retlige bånd til én af sine oprindelige forældre og samtidig etablere et nyt retligt bånd til adoptanten uanset længden af et eventuelt forudgående samliv mellem de tre.

Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 3, i adoptionsloven vil betyde, at bestemmelserne i lovens §§ 3, 13 og 14, der er placeret i kapitel 1 i adoptionsloven, også vil skulle finde anvendelse ved adoption af en voksen. Det vil i relation til § 13 betyde, at der vil skulle indhentes en erklæring fra forældrene om deres holdning til adoptionen. Uanset at forældrene ikke kan modsætte sig en adoption af en voksen, så vil denne inddragelse af forældrene som beskrevet oven for kunne have betydning for vurderingen af, om adoptionen vil være bedst for både den, der ønskes adopteret, og adoptanten, idet forældrene vil kunne bidrage med oplysninger om det voksne barns tilknytning til den kommende adoptant.

Endvidere vil man ved adoption af en voksen ikke kunne adoptere sit eget barn, jf. § 3, og en voksenadoption vil ikke kunne gennemføres uden indhentelse af en erklæring fra værgen for den, der søges adopteret, hvis denne er under værgemål, jf. § 14.

Endelig bemærkes, at en person, der bliver adopteret som voksen, ikke efter reglerne i lov om indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december 2022, kan opnå dansk statsborgerskab som følge af adoptionen. Ligeledes giver en sådan adoption heller ikke ret til familiesammenføring efter udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023.

Med den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil det blive anerkendt, at tætte, familielignende relationer ikke kun opstår, før man bliver voksen, men at sådanne relationer lige så vel kan opstå, når man er blevet voksen. Derfor bør der være mulighed for at adoptere en voksen under betingelser, at der varetager de hensyn og afspejler de behov, som kendetegner en sådan adoption. Det må således generelt antages, at myndige personer selv kan vurdere, hvad der vil være bedst for dem, og da disse sager ikke rummer tungtvejende hensyn til andre involverede, bør betingelserne for voksenadoption være betydeligt lempeligere end ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år. Adoption af en voksen bør derfor ikke være betinget af, at den, der ønskes adopteret, er blevet opfostret af adoptanten inden det fyldte 18. år, ligesom samlivskravet på 2½ år ikke bør gælde ved stedbarnsadoption af en voksen.

(Til § 15 c)

Videre foreslås det, at der i det foreslåede kapitel 1 a i adoptionsloven som § 15 c , indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren fastsætter regler om betaling af gebyr ved indgivelse af ansøgning om adoption efter § 15 b, herunder om gebyrets størrelse.

Forslaget vil betyde, at borgeren ved indgivelse af en ansøgning om voksenadoption efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil skulle betales et gebyr, hvis størrelse vil skulle fastsættes og reguleres en gang årligt af social- og boligministeren, og hvis størrelse vil skulle fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved Familieretshusets og Ankestyrelsens behandling af sager om voksenadoption. I forhold til Ankestyrelsen vil der være tale om omkostningerne ved behandlingen af klager over Familieretshusets afgørelser om voksenadoption. Endelig vil social- og boligministeren skulle fastsætte regler om betaling af gebyret, herunder om at gebyret vil skulle betales ved indgivelsen af ansøgningen om voksenadoption, og at Familieretshuset vil kunne afvise ansøgningen, hvis gebyret ikke betales.

Gebyret vil skulle betales for behandlingen af en ansøgning om voksenadoption, og gebyret vil derfor ikke blive tilbagebetalt, hvis ansøgningen afslås eller trækkes tilbage.

Der vil ikke skulle betales gebyr, hvis ansøgning om adoption er indgivet inden den, der søges adopteret, var fyldt 18 år, men afgørelsen ikke er truffet inden det fyldte 18. år således, at afgørelsen som nævnt ovenfor vil skulle træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven.

Indgives en ansøgning om voksenadoption uden betaling af gebyr, vil Familieretshuset normalt ikke afvise ansøgningen, men rette henvendelse til ansøgeren om betaling af gebyret, og ansøgningen vil kun blive afvist, hvis gebyret fortsat ikke bliver betalt.

Forslaget om at indføre gebyr for behandlingen af sager om voksenadoption skal ses i sammenhæng med, at adoption af en voksen i modsætning til adoption af et barn ikke har en juridisk betydning i hverdagen for de involverede. Da adoption af en voksen således ikke er udtryk for en juridisk nødvendighed, og da adoptionen heller ikke skal varetage et praktisk behov for omsorg hos den adopterede, bør lempelse af adgangen til at adoptere en voksen efter ministeriets opfattelse følges af en indførelse af et omkostningsbestemt brugerbetalt gebyr.

(Til ændringen af § 16, stk. 2)

Endelig foreslås det, at i § 16, stk. 2, i adoptionsloven ændres »§ 5 a« til »§§ 5 a eller 15 b«.

Forslaget vil betyde, at ved stedbarnsadoption af en voksen efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil lovens § 16, stk. 2, finde anvendelse således, at den adopterede i forhold til adoptanten og dennes nuværende eller tidligere ægtefælle eller samlever får samme retsstilling, som om den adopterede var deres fælles barn.

Forslaget skal ses i sammenhæng med ovennævnte forslag om i adoptionsloven som § 15 b at indsætte bestemmelser om voksenadoption, herunder ved stedbarnsadoption. Ved stedbarnsadoption af en voksen bør adoptionen have samme retsvirkninger som stedbarnsadoption i andre situationer, således at barnet bliver fælles barn af barnets retlige forælder og dennes nuværende eller tidligere ægtefælle eller samlever.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3, og lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9 og 10

Efter § 25 b, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven består Adoptionsnævnet af en formand og et antal andre medlemmer. Efter bestemmelsens 2. pkt. skal formanden være landsdommer eller højesteretsdommer. I behandlingen af hver klagesag deltager efter bestemmelsens 3. pkt. mindst 5 medlemmer, herunder formanden eller 1 medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen. Social- og boligministeren fastsætter efter bestemmelsens 5. pkt. forretningsordenen for nævnet.

Efter § 25 b, stk. 2, 1. pkt., i adoptionsloven beskikkes nævnets medlemmer samt stedfortrædere for disse af social- og boligministeren for indtil 4 år ad gangen. Et medlem kan efter bestemmelsens 2. pkt. i alt være beskikket i 8 år, og efter bestemmelsens 3. pkt. gælder det samme for en stedfortræder.

§ 25 b, stk. 2, 1. pkt., blev indsat i adoptionsloven ved lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.). Ifølge forarbejderne til bestemmelsen var den begrundet i, at beskikkelse som medlem af Adoptionsnævnet maksimalt burde strække sig over 8 år, idet der bør sikres en kontinuerlig udskiftning af nævnets medlemmer. Der henvises til Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3206.

Efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 728 af 10. juli 2019 om forretningsordenen for Adoptionsnævnet består Adoptionsnævnet af en formand, der skal være landsdommer eller højesteretsdommer, og af 9 andre medlemmer, heraf fire medlemmer med lægelig sagkundskab (pædiatri, intern medicin, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri), 1 psykolog, 1 socialrådgiver, 2 lægmedlemmer samt 1 jurist fra Ankestyrelsen. Efter bestemmelsens stk. 3 er det juridiske medlem næstformand for nævnet. Næstformanden træder i formandens sted, hvis formanden er forhindret. Efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, stiller Ankestyrelsen sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

I praksis udpeges der ikke en stedfortræder for formanden, men for næstformanden. Endvidere beskikkes næstformanden og dennes stedfortræder blandt medarbejderne i den enhed i Ankestyrelsen, der stiller sekretariatsbistand til rådighed for Adoptionsnævnet.

Efter bekendtgørelsens § 2 er Adoptionsnævnets væsentligste opgaver at behandle klager over afgørelser, der er truffet af adoptionssamrådene, ved national adoption at udvælge den godkendte ansøger, som skønnes bedst egnet til at adoptere et bestemt barn, at udnævne et antal særligt sagkyndige børnelæger, der kan vejlede adoptionsansøgere i forbindelse med matchningsforslag, at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoption og at udgive en årsberetning.

Det foreslås, at i § 25 b, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven indsættes efter »formand« », en næstformand«, at i bestemmelsens 2. pkt. indsættes efter »højesteretsdommer« », og næstformanden skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen«, og at i bestemmelsens 3. pkt. ændres »1 medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen« til: »næstformanden«.

Videre foreslås det, at i § 25 b, stk. 2, i adoptionsloven indsættes som 4. pkt. en bestemmelse, hvorefter 2. og 3. pkt. ikke gælder for næstformanden og dennes stedfortræder.

Forslaget vil betyde, at næstformanden for Adoptionsnævnet og dennes stedfortræder ikke vil være omfattet af bestemmelserne i § 25 b, stk. 2, 2. og 3. pkt., i adoptionsloven. Dette vil indebære, at næstformanden vil kunne beskikkes som næstformand for nævnet i længere tid end 8 år, og at stedfortræderen for næstformanden tilsvarende vil kunne beskikkes som stedfortræder for næstformanden i længere tid end 8 år.

Videre vil forslaget betyde, at det lovfæstes, at der er en næstformand for Adoptionsnævnet, og at denne næstformand og dennes stedfortræder skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at næstformanden for Adoptionsnævnet og dennes stedfortræder begge skal være jurister og ansat i Ankestyrelsen, der stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Næstformanden og dennes stedfortræder har derfor ansvaret for kontinuiteten i nævnets arbejde, og de bør derfor ikke være omfattet af den maksimale beskikkelsesperiode på 8 år, der følger af § 25 b, stk. 2, 2. og 3. pkt., i adoptionsloven.

Til nr. 11-13

Kapitel 5 a i adoptionsloven, der har overskriften »Døgnpleje, midlertidig placering, surrogatmoderskab og straf«, indeholder i § 33, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter hjælp ikke må ydes eller modtages med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne. Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse, som nævnt i stk. 1. § 33 har overskriften »Formidling af surrogatmoderskab«.

Endvidere indeholder kapitel 5 a i adoptionsloven i § 34, stk. 1, nr. 2, en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder §§ 31, 32 eller 33.

Det foreslås, at i overskriften til kapitel 5 a i adoptionsloven udgår », surrogatmoderskab«, at overskriften før § 33 og § 33 i adoptionsloven ophæves, og at i § 34, stk. 1, nr. 2, i adoptionsloven ændres »§§ 31, 32 eller 33« til »§§ 31 eller 32«.

Forslaget vil medføre, at det ikke længere efter adoptionsloven vil være strafbart at formidle surrogataftaler. Formidling af surrogataftaler vil dog fortsat være strafbart, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 30 j og 35 i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 17.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.4, samt til de foreslåede bestemmelser i §§ 30 j og 35 i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, og bemærkningerne hertil.