LOV nr 1778 af 29/12/2025
Skatteministeriet
Lov om ændring af brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af naturgas og bygas m.v. og forskellige andre love (Fritagelse af nulemissionspersonbiler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, for periodiske afgifter og udvidelse af procesformål til energi anvendt til CO2-fangst med henblik på geologisk lagring) § 2
I lov om afgift af naturgas og bygas m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 28. maj 2025, som ændret ved § 2 i lov nr. 2606 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 10, stk. 5, indsættes efter nr. 8 som nyt nummer:
»9) Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4, som anvendes til fangst af CO2 med henblik på efterfølgende geologisk lagring. Fangst af CO2 dækker opsamling af CO2 i røggas fra punktkilder, hvor denne CO2 ellers ville blive udledt, med henblik på efterfølgende geologisk lagring.«
Nr. 9 bliver herefter nr. 10.
2. To steder i § 10, stk. 5, nr. 9, 15. pkt., der bliver nr. 10, 15. pkt., ændres »nr. 9« til: »nr. 10«.
Forarbejder til Lov om ændring af brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af naturgas og bygas m.v. og forskellige andre love (Fritagelse af nulemissionspersonbiler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, for periodiske afgifter og udvidelse af procesformål til energi anvendt til CO2-fangst med henblik på geologisk lagring) § 2
Til nr. 1
Det følger af brændstofforbrugsafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 5, at benzindrevne personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport er fritaget for betaling af CO2-ejerafgift og grøn ejerafgift.
For dieseldrevne personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport betales alene det dobbelte af de i § 3, stk. 1, under B eller i § 3 c, stk. 1, under A fastsatte satser for udligningsafgift, jf. § 6, stk. 2. Desuden betales et eventuelt partikeludledningstillæg efter lovens § 3 b.
Afgiftsfritagelsen for betaling af CO2-ejerafgift og grøn ejerafgift omfatter ikke nulemissionspersonbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, herunder elbiler. Der skal derfor betales periodisk afgift efter brændstofforbrugsafgiftsloven for sådanne køretøjer.
Det foreslås, at i brændstofforbrugsafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 5, ændres »Benzindrevne personbiler« til »Personbiler«.
Brændstofforbrugsafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 5, omhandler fritagelse for afgifter efter loven for personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport. Afgiftsfritagelsen omfatter CO2-ejerafgift og grøn ejerafgift.
Den foreslåede ændring vil medføre, at nulemissionspersonbiler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, som f.eks. taxikørsel, vil blive fritaget for periodiske afgifter efter brændstofforbrugsafgiftsloven. Ændringen har til formål at skabe incitament til at anvende nulemissionsbiler til erhvervsmæssig personbefordring.
Efter den foreslåede ændring vil alle personbiler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, være fritaget for periodiske afgifter efter brændstofforbrugsafgiftsloven, uanset bilens drivkraft.
Forslaget indebærer dermed, at nulemissionspersonbiler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, vil fritages for CO2-ejerafgift og grøn ejerafgift efter brændstofforbrugsafgiftsloven. Nulemissionspersonbilerne vil herefter blive ligestillet med benzin- og dieselbiler i forhold til de nævnte periodiske afgifter.
Baggrunden for forslaget er, at bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 5, ikke blev konsekvensændret, da nulemissionskøretøjer ved lov nr. 1889 af 29. december 2015 om indfasning af eldrevne og brændselscelledrevne køretøjer i grøn ejerafgift og registreringsafgift m.v., blev omfattet af de periodiske afgifter i brændstofforbrugsafgiftsloven.
Det bemærkes, at den foreslåede afgiftsfritagelse vil have virkning fra og med den 1. januar 2016, jf. lovforslagets § 7, stk. 2.
Skatteforvaltningen er blevet opmærksom på, at der siden den 1. januar 2016 på grund af en systemmæssig fejl ikke har været opkrævet periodiske afgifter af nulemissionspersonbiler, selvom disse køretøjer ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen i brændstofforbrugsafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 5.
Da det er vurderingen, at det beror på en manglende konsekvensændring, at nulemissionspersonbiler, der anvendes til erhvervsmæssig persontransport, ikke blev omfattet af afgiftsfritagelsen i brændstofforbrugsafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 5. Det foreslås derfor, at afgiftsfritagelsen for nulemissionspersonbiler får virkning fra den 1. januar 2016.
Da de periodiske afgifter ikke har været opkrævet for de omhandlede personbiler, og der med det foreslåede vil ske en fritagelse med tilbagevirkende kraft, vil der ikke skulle ske en efteropkrævning af afgiften.
Forslaget ændrer ikke ved, at dieselbiler betaler det dobbelte i udligningsafgift, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 6, stk. 2, og eventuelt partikeludledningstillæg efter lovens § 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.