LOV nr 634 af 08/06/2016
Forsvarsministeriet
Lov om ændring af beredskabsloven, lov om beskyttelsesrum, lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler (Ændring af sammensætningen af beredskabskommissioner, hjemmel til operativt samarbejde på beredskabsområdet hen over landegrænserne, ændring af bestemmelse om brandsyn m.v.) § 2
I lov om beskyttelsesrum, jf. lovbekendtgørelse nr. 732 af 20. august 2003, foretages følgende ændring:
1. Efter § 15 indsættes:
»§ 15 a. Kommunalbestyrelsen kan henlægge sine beføjelser efter denne lov til beredskabskommissionen, jf. beredskabslovens § 9, stk. 2, eller den fælles beredskabskommission, jf. beredskabslovens § 10, stk. 2.«
Forarbejder til Lov om ændring af beredskabsloven, lov om beskyttelsesrum, lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler (Ændring af sammensætningen af beredskabskommissioner, hjemmel til operativt samarbejde på beredskabsområdet hen over landegrænserne, ændring af bestemmelse om brandsyn m.v.) § 2
Til nr. 1
Opførelse, vedligeholdelse, drift og klargøring af offentlige beskyttelsesrum varetages af kommunalbestyrelsen i henhold til beskyttelsesrumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 732 af 20. august 2003. Loven indeholder ikke bestemmelser svarende til bestemmelserne i beredskabsloven om, at kommunalbestyrelsen kan henlægge opgaver til en beredskabskommission eller en fælles beredskabskommission.
I praksis varetages den daglige administration af kommunalbestyrelsens opgaver efter beskyttelsesrumsloven af det kommunale redningsberedskab.
På den baggrund – og efter ønske fra KL – foreslås indsat en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen kan henlægge sine beføjelser i henhold til loven til beredskabskommissionen eller den fælles beredskabskommission, der er nedsat efter reglerne i beredskabsloven.